Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

More documents

Recommendations

Info

takkegudstjenester at synge En lærke letted, og tusind fulgte, som blev skrevet af Mads Nielsen i slipstrømmen af den fuldstændig overdådige og overrumplende befrielsesrus. Jeg husker også den stærke modsætning til denne lykkerus, for få dage eft er befrielsen gik jagten på kollaboratørerne ind. Nogle stikkere havde gemt sig oppe på loft et af Teknisk Skole, og da mor, far og jeg kom hjem fra byen en dag, blev der skudt i gaden. Vi blev beordret helt ind til husmuren, hvor vi var beskyttet, og så krabbede vi sidelæns hen til vores opgang nummer 40B, mens vi kunne høre, at det knitrede omkring os. Det var frihedskæmpere, der var ude for at fange disse overløbere, og eft er den lykkelige befrielsesaft en kom der nogle lidt angstfulde aft ener, inden tingene atter faldt til ro, og vi kunne hygge os og nyde sommeren. Når vejret var rigtig godt, satte de voksne kurvemøbler ud i gården. Så kom Madam Blå på bordet, og så sad de og drak kaff e, mens vi legede. Det mønster gik der lidt opbrud i i starten af 50’erne, hvor folk fi k lidt fl ere penge. F.eks. fi k den familie, der havde tre børn, som jeg legede meget med, en Nimbus-motorcykel med sidevogn. Dereft er var de tabt fra fællesskabet i weekenderne i gården, for nu tog de i stedet på søndagsudfl ugt med børnene i sidevognen. Lange ture ud til Søndermarken, Zoologisk Have og andre eksotiske steder. Jeg kan stadig mærke fornemmelsen af at mangle dem om søndagen. Vi havde ikke bil. Kun hver sin cykel. Da jeg var otte år, fi k jeg en gammel cykel, som jeg malede grøn. Indtil jeg blev teenager og ikke længere ville holde ferie med mine forældre, cyklede vi på ferier sammen til f.eks. Vordingborg og Faxe Ladeplads. Da jeg var helt lille, sad jeg på stangen på barnesædet hos min far, når vi cyklede derned. Det har nok taget hele dagen. Vi boede privat hos en god familie i Vordingborg, hos husmanden Jens og hans svenskfødte kone Marie. De havde tre tønder jord og et lille hus ved Ore Strand. De havde også geder og høns. For enden af marken lå stranden ud til Smålandshavet. Der har jeg tilbragt „Mor blev mere og mere syg, og i mange år var hun en slags prøveklud for de nye psykofarmaka, der kom frem. Hun blev desværre dybt afhængig af det...“ MIN GEMMETING – Jeg fi k min julekrybbe som fl idspræmie i Simeons Kirkes søndagsskole, da jeg var syv-otte år gammel, og gennem hele mit liv har jeg hvert år stilllet den frem til jul. Først i mit barndomshjem i Prinsesse Charlottes Gade og senere alle de andre forskellige steder, hvor jeg har boet. Også her i Bispegården bliver den i al sin skrøbelighed sat op hvert år til jul, og så får den ellers lov at stå til og med Hellig Tre Konger sammen med juletræet. Min familie tager det pænt, selv om de vist ikke synes, den er særlig pæn længere. Jeg har måtte reparere den nødtørftigt mange gange, men det har ikke gjort den mindre kær for mig. Julekrybben markerer både julens højtid og omdrejningspunkt og er samtidig et kært minde fra mit barndomshjem. SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN 235
nogle herlige ferier! Vi var der typisk i 14 dage, og så lavede Marie mad. Da mor ikke var rask, var det meget vigtigt, at vi var et sted, hvor vi kunne få mad. De hed Carlsen, så jeg kaldte det kun for Carlsens Land. For mig var det indbegrebet af sommerlandet. Men også de mange ture på havet med min farfar Frederik Th orvald fylder meget i min erindring. Farfar var skibsfører, og han sejlede for de danske sukkerfabrikker – det der i dag hedder Danisco. Fabrikken havde dengang en fl åde på seks skibe, hvor min farfar var skibsfører på fl agskibet M/S Carl, så da jeg blev større, tilbragte jeg også sommerferier om bord, indtil han gik på pension, da jeg var 14. Vi sejlede både indenrigsfart og på Gotland. Jeg havde min egen kahyt, 2. maskinmester-kahytten, og jeg havde som kaptajnens barnebarn fuldstændig frie forhold om bord. Jeg skulle bare ikke skilte med det. Men jeg kunne gå overalt på skibet, og snakke med hvem jeg ville. Derfra har jeg nogle meget store oplevelser med i bagagen som dreng og lidt større dreng, så M/S Carl kom mere og mere til at afl øse Carlsens Land, jo ældre jeg blev. Jeg var til gengæld ikke særlig glad for at gå i skole i de første fem år af min skoletid, indtil jeg som 13-årig fl yttede til Rådmandsgade, fordi far blev præst i Samuelskirken i Th orsgade og fi k tjenestebolig. Hver morgen kunne jeg planke den over rækværket bag om ryggen på den strikse skolebetjent ved den store skoleport, som lukkede på slaget otte. Så jeg slap for at blive noteret for at komme for sent. Vi har nok været omkring 30 i klassen, og vi sad to og to sammen ved en pult. Skolen havde kakkelovne, og det betød, at det ikke altid var lige rart at sidde i rækken op mod kakkelovnen, for der var enten for varmt eller for koldt. Men det værste var, at jeg fra 1. til 5. klasse led under at være duks og præstesøn. Jeg fi k i og for sig god undervis- 236 SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN ning og lærte noget, og der var disciplin i timerne. Især vores dygtige klasselærer og dansklærerinde havde den naturlige myndighed, som bare betød, at man gjorde, som man skulle. Jeg brevvekslede faktisk med hende hver jul, lige indtil hun døde for et par år siden, 107 år gammel! Men det irriterede mig meget, at nogle af mine lærere i skolen – især i underskolen i Prinsesse Charlottes Gade - forventede, at jeg skulle opføre mig lidt bedre end de andre. Og din far er præst!, som de sagde, hvis man var lidt fræk eller lavede noget, der brød med skolens dengang rimelig stramme disciplin. Forventningerne til mig var hele tiden anderledes, og det irriterede mig. Så jeg lærte meget hurtigt at kende ordsproget præstebørn er de værste. Det var svært både at være præstesøn og klassens duks. Så stod jeg til mobning af nogle af de ældre elever. De syntes, det var fristende, at der var sådan en lille duksedreng, hvis far var præst, så af samme grund fi k jeg buksevand adskillige gange. Og så var det nok ekstra sjovt, fordi de vidste, at jeg ikke bare fromt fandt mig i det. Jeg kan nemlig love dig, at jeg slog igen. Jeg blev vred. Børn synes vist altid, det er sjovt at bringe folk hen til kanten af raseri. Jeg var og er heldigvis sådan indrettet, at jeg ikke stikker piben ind. Tværtom... Det opildner mig kun at møde modstand. Jeg kunne dog ikke banke dem, men derfor var jeg bestemt ikke nogen fredens engel. I skolen har jeg fået spanskrør, men kun af én lærer. Så det kan ikke have været forbudt i slutningen af 40’erne. Jeg husker ikke, hvad jeg havde gjort, men det var vores regnelærer, som var dygtig, men temmelig uligevægtig, og han havde det med at slå fra sig meget hurtigt. Nogle gange gik han simpelthen grassat. Hvis han blev vred på klassen – hvis der f.eks. var uro nede i et hjørne – så for han ned, og så lukkede han øjnene, mens han trampede og slog løs, hvor han kunne ramme. Vi lærte meget hur- Vinduet ned til den vaskekælder, hvor Erik Norman Svendsen i 1945 gemte sig for tyskerne bag en gruekedel.
Page 1: PIA MERETE KJÆRSGAARD FØDT 23. FE
Page 4 and 5: Ude i verden er Barbie lige blevet
Page 6 and 7: Øverst til venstre Sommeren 1950.
Page 8 and 9: Vi havde en typisk baggård, som b
Page 10 and 11: på aft enen, men det var jo også
Page 13 and 14: „Dette feriefoto af mig omgivet a
Page 15 and 16: oede i Willemoesgade på Østerbro.
Page 17: Simeons Kirke i Sjællandsgade. kæ
Page 21 and 22: „Min mors depression fik stor bet
Page 23: JOHN GULDBERG FØDT 5. JULI 1948 I
Page 26 and 27: Sunshine Reggae også White Horse o
Page 28 and 29: En musiker på besøg i fortiden. T
Page 30 and 31: Jeg tror faktisk ikke, at far var n
Page 32 and 33: Allerede før jeg begyndte at gå i
Page 34 and 35: at jeg i hvert fald ikke skulle væ
Page 36 and 37: John Guldbergs far Erland med en Ce
Page 39 and 40: Fornemmelsen af, at her kan intet o
Page 41 and 42: Ringen er sluttet. Klaus Rifbjerg,
Page 43 and 44: „Billedet er fra en elevkoncert i
Page 45 and 46: ligesom var meget mere fi kseret p
Page 47 and 48: hjem. Jeg var dybt ulykkelig, men o
Page 49 and 50: luft havnene i Ålborg, Karup og Ka
Page 51: ZINDY LAURSEN FØDT 23. JULI 1970 I
Page 54 and 55: Zindys første fotosession kort eft
Page 56 and 57: Zindy Laursen atter hjemme på sin
Page 58 and 59: Jeg kendte intet til Esbjerg, og mi

Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?