- På tværs af generationer - Svendborg kommune

indre konflikter, tvivl og usikkerhed,
som blev så alvorlige for Søren
Lolk.
Søren Lolk på højskole
Halvandet år efter konfirmationen
besluttede Søren at gøre noget ved
ungdommens forsømmelser. Han
drog til København og blev elev
på Pontoppidans Højskole. Dette
skridt indledte et nyt afsnit i hans
liv. Han rykkede ind på skolebænken
med sin ungdommelige tro på
alt ”det overleverede” og han tog
derfra, som en der tvivlede på alt.
Jeppe Aakjær var lærer på skolen,
og med ham sluttede Søren
et varmt venskab, der holdt indtil
Aakjærs død.
Værnepligt og dannelse
Søren Lolk aftjente sin værnepligt i
København i 1900 uden begejstring.
fritiden benyttede han flittigt til
at uddanne sig og udvide sin horisont.
i den hensigt besøgte han
også en fin familie, han kendte, for
om muligt at træffe interessante og
intelligente mennesker, hvilket blev
en skuffelse, da de andre gæster,
efter Sørens mening, manglede
”dannelse”, så foretrak han, at være
sammen med bønder, der manglede
dannelse.
”Ved dannelse forstår jeg kendskab
til hvad der er skrevet og interesse
for hvad der rører sig overalt i
nutiden. Jeg vil gerne selv blive et
sådant menneske, derfor kan du
forstå hvorfor jeg har så travlt med
læsning, foredrag og skriveri, sluttede
han et brev til faderen.”
Søren Lolk og kærligheden
Søren kunne danse med pigerne,
men anede ikke, hvad han skulle
tale med dem om. Han forelskede
sig dog senere i en smuk pige af sin
egen stand og troede, hans lykke
var gjort, men som han sagde ”hun
vidste ikke, hvor stalddøren var”.
Der skulle gå mange år og en rejse
til Amerika, inden Søren Lolk
mødte sin store kærlighed den 10
år yngre Johanne Albertine Mohr,
som han blev gift med 20. juni 1918.
Ægtemand og far
Søren Lolk blev far for første gang
som 43-årig.
Min mormor, Johanne, var i første
omgang husholderske, men inden
længe fandt de sammen. Mormor
havde et svagt helbred, men morfar
forstod at drage omsorg for hende,
hun blev bl.a. sendt på kurophold til
Italien.
Det har sikkert ikke været helt nemt
at være gift med min morfar, for
mormor kunne aldrig vide, hvad
han nu havde fundet på, men hun
forstod at indrette sig – var i det
hele taget meget blid og tålmodig.
Han var en god far. Min moster,
Ingeborg, som nu bor i København
fortalte, at der altid skete noget dér,
hvor min morfar var. Jeg tror også,
de to havde det sjovt sammen!
Det kunne dog være et problem for
dem at være barn af ”den mærkelige
mand”. Min mor fortalte, at engang
hvor de så lysbilleder i skolen, trådte
morfar pludselig ind ad døren med
ordene: ”Jeg så der var mørklagt,
så jeg fik lyst til at se, hvad I så!”.
Pigerne blev lidt flove.
Den samme følelse havde jeg i min
barndom, hvis min historielærer
nævnte min morfar. Det har bestemt
ikke altid været nemt at være barn af
en ”provo”, som min morfar jo var.
”Du bliver aldrig andet
end gammel bonde”
Søren Lolk skriver i 1897, 21 år
gammel: ”Som dreng havde jeg
ikke spor lyst til bondearbejdet, og
jeg hjalp heller aldrig til med noget.
Mine idealer gik i retning af at blive
en Thorvaldsen, eller hvis gaverne
ikke slog til, så i det mindste en lille
baron eller proprietær. Jeg har vist
talt højt om mine idealer, thi den
gamle Hans Christian sagde altid,
når han så mig:” Å, du bliver saten
anseme aldrig andet end en gammel
bonde Søren” for at drille mig, men
han fik mig ikke til at tro det”.
Men det skulle vise sig, at gamle
Hans Christian fik ret. Søren var
ikke interesseret i landbruget, da
han kom ud at tjene på en gård,
men han mødte en ung bondekarl
Rasmus Jensen, der udstrålede en
sådan energi og begejstring for
landbruget, at Søren lod sig rive
med. Han fik plads hos en af tidens
dygtigste landmænd Peder nielsen.
Om det fortæller Søren Lolk:
Jeg skylder Rasmus Jensen stor tak,
fordi han fik flyttet mine idealer ned
på jorden, og Peder Nielsen fordi
han fik dem til at gro der”.
Søren Lolk var en kompromisløs,
eksperimenterende idealist, når han
brændte for en sag. Han var kulturforkæmper
og foregangsmand på
utrolig mange områder, og så var
han en fantastisk dygtig fotograf,
som med sit kamera forstod, at
fastlåse samtidens socialrealistiske
øjeblikke, hvilket er blevet en kulturskat
for eftertiden.
fortsættes næste side
Impulser 1/09
19