Bæredygtige begreber - Akademisk Opgavebank

Side 28 Bæredygtige
begreber
strategipapirets fastsættelse af de danske udviklingspolitiske prioriteter anbefales disse imidlertid
også til modtagerne af bistandshjælpen; det er jo i disse lande at strategien skal føres ud i livet. Når
modtagerne i strategipapiret opfattes som aktører er de adskilt fra Danida, og da er strategipapiret
en persuasiv tekst der søger at overbevise modtagerne om fordelene ved at antage de samme mål
og hensyn som Danida. Argumentet er at Danidas strategi mest effektivt vil sikre modtagernes
udvikling, men modtagerne opfattes som værende frie til at antage andre synspunkter.
I relationen mellem de to aktører -donor og modtager- udtrykkes der i strategipapiret en
bevidsthed om at donoren har en mere magtfuld position end modtageren. Og Danida er på visse
punkter villig til at benytte denne magt i forsøget på at realisere sine egne målsætninger. For det
første er det Danida der udvælger programsamarbejdslandene, og for det andet kan Danida se sig
nødsaget til at ophøre samarbejdet med en modtager hvis man ikke kan finde fælles prioriteter (p.
28). Når strategipapiret beskriver “...muligheden for at vælge nye programsamarbejdslande som
erstatning for lande, der udgår” (p. 9), betyder det i praksis at lande der tidligere modtog støtte fra
Danmark, ikke længere vil blive tilgodeset, mens andre lande kommer til at modtage langt mere
end tidligere. For modtagere af danske bistandsmidler kan det have kontante konsekvenser ikke at
lade sig overbevise af de danske udviklingspolitiske hensyn og målsætninger.
Gennem henvisningerne til økonomiske sanktioner overfor genstridige modtagere rummer
En verden i udvikling et element at befaling. Der er tale om en beskrivelse af holdninger og
handlinger som afsenderen forventer vil blive efterlevet og gennemført, og hvis det ikke sker må
man sanktionerer. 1 7 Selvom man her søger at regulere modtagernes handlinger er der dog stadig
tale om at modtagerne har et valg; de kan hvis de ikke kan acceptere de danske påbud, fravælge
den danske økonomiske støtte. Direkte trusler er imidlertid undtagelsen snarere end reglen, og man
mærker i det hele taget i strategipapiret en uvilje mod at opfatte forholdet mellem donor og
modtager som en magtrelation. Forholdet beskrives langt hellere som værende dialogisk. Dialogen
mellem donor og modtager omtales mange steder i strategipapiret; man betegner den som
1 7 Dette udtrykkes overfor modtagerlandene i noget vage vendinger, for eksempel som “...konsekvenser for
omfanget og karakteren af bistandssamarbejdet” (p. 28), mens man overfor multilaterale partnere taler i et
tydeligere sprog: “Danmarks bidrag vil være bestemt af kvaliteten af de aktiviteter de enkelte organisationer
gennemfører, og af deres relevans i forhold til danske udviklingspolitiske prioriteringer” (pp. 33-34). Jeg
mener at en del af forklaringen på denne forskel i tonefald skal findes i modtagerlandenes ambivalente
status som halvt scene, halvt aktør. De multilaterale partnere opfattes udelukkende som aktører og skal
som sådanne overbevises eller tvinges, mens modtagerlandene kan ommøbleres. Her foregriber jeg dog