Bæredygtige begreber - Akademisk Opgavebank

Side 6 Bæredygtige begreber
Politisk retorik er en af de tre oprindelige genrer som findes beskrevet i Aristoteles’ Retorik. Hos
Aristoteles adskilles genrerne ud fra deres forskellige mål, og den politiske tale bestemmes som
den rådgivende tale der “...tager sigte på hvad der er gavnligt og skadeligt” (Aristoteles, 1996, p.
43). Den politiske retoriks emne berører alle (eller mange) medlemmer af et fællesskab; det er
sager der har offentlig eller almen interesse fordi de har konsekvenser for flere end den enkelte
(Bitzer i Farrell (red.), 1998, p. 6). Det betyder at råd der gives i en politisk tale, har en almen
karakter og at alle medlemmer af det berørte fællesskab kan tage stilling til dem. “I den politiske
debat optræder borgeren nemlig som dommer i sine egne sager; dér er der ikke brug for andet og
mere end en påvisning af at det forholder sig sådan, som forslagsstilleren siger” (Aristoteles, 1996,
p. 30).
Den politiske retorik er for Aristoteles forbundet med etik; rådgivningen er ideelt baseret på
praktisk visdom -indsigten i hvad der er retfærdigt, godt og rigtigt (Bitzer i Farrell (red.), 1998, p.
12). “...When persuasion is right...we come to reliable judgments about matters which must be
decided and which can be decided rationally in no other way. Ideally, everyone involved in
political deliberations would possess practical wisdom” (Bitzer i Farrell (red.), 1998, p. 13). Det
ideal der her fremlægges, er baseret på den opfattelse at de enkelte deltagere i kommunikationen er
frie aktører. Afsenderens opgave er “...at mønstre de mulige overbevisende momenter i et hvert
givet stof” (Aristoteles, 1996, p. 33). Og modtagerne bedømmer om de vil tilslutte sig eller afvise
talerens synspunkt. I den aristoteliske retorikopfattelse er ‘persuasio’ det absolut centrale (Fafner,
1997, p. 32), og derfor forudsættes tilstedeværelsen af “...an agent who is free to be persuaded”
(Charland i Nothstine et al. (red.), 1994, p. 211).
I forhold til den her skitserede retorikopfattelse er magt noget nær persuasios modsætning.
Magt defineres traditionelt som A’s evne til at få B til at gøre noget B ellers ikke ville have gjort
(Christensen og Daugaard Jensen, 1986, p. 26). Magt er altså den indflydelse A kan gøre gældende
uafhængigt af hvad B synes om en given sag, hvorimod persuasio forudsætter at B frit kan tage
stilling og er blevet overbevist om at A’s forslag faktisk er gavnligt for B. Derfor vil man ud fra
denne betragtning aldrig tale om magt som en del af retorikken, men tværtimod som et middel til at
få sin vilje når ens persuasive evner har vist sig ikke at være tilstrækkelige.
På et væsentligt punkt er persuasio og magt som de her beskrives, imidlertid forbundne.