Danske duehøges populations- økologi og forvaltning

tese forudsiger således at enten hunnernes overlevelse
eller reproduktion falder med alderen
(Perdeck & Cavé 1992). Duehøgehunnernes overlevelse
følger samme aldersrelaterede mønster
som deres reproduktionsevne med stigning indtil
de bliver ca. seks år, hvorefter overlevelsen
falder for ældre hunner (se kapitel 8). Hypotesen
om den residuale reproduktive værdi kan
således ikke forklare duehøgenes forøgede gennemsnitlige
ungeproduktion indtil de bliver
seks år da både duehøgenes overlevelse og reproduktion
stiger i denne periode.
Den mest sandsynlige forklaring på duehøgenes
aldersafhængige reproduktion er derfor at unge
individer er begrænsede i deres evne til at udføre
generelle handlinger som f.eks. at jage, og
at disse egenskaber gradvist forbedres med alderen.
22
3.4.2 Livstidsreproduktion
Ud fra analysen af ungeproduktionen hos de 220
duehøgehunner som kunne følges gennem hele
deres reproduktive liv kunne tre hovedkonklusioner
drages angående deres livstidsreproduktion.
For det første var det ikke alle hunner der
forsøgte at yngle som producerede afkom inden
de døde. Blandt hunner som forsøgte at yngle,
fik 23% således aldrig unger på vingerne. For
det andet var der stor variation i livstidsreproduktionen
hos de hunner som producerede unger
(1-29 unger), og et relativt lille antal hunner
producerede hovedparten af alle ungerne i undersøgelsesområdet.
For det tredje var livstidsreproduktionen
stærkt korreleret med hunalder.
Overlevelse fra én ynglesæson til den næste var
således afgørende for at opnå en høj livstidsreproduktion.