Danske duehøges populations- økologi og forvaltning

Populationsvækstrate (λ)
1,10
1,05
1,00
0,95
0,90
0,85
1K-fugle
Ynglefugle
0,80
-0,25 -0,20 -0,15 -0,10 -0,05 0,00
tra døde 1-års-fugle der skulle til for at reducere
λ fra 1,05 til 1 når alle andre S i -værdier forblev
konstante. Sættes den danske ynglebestand til
650 duehøgepar (Grell 1998), og antages det at
den anvendte S 0 = 0,69 (fra den svenske undersøgelse)
var tæt på den virkelige værdi for de
danske 1-års-fugle, så ville ca. 100 ekstra døde
1-års-fugle om året reducere λ til 1.
8.4 Diskussion
Absolut ændring i overlevelse
Figur 30. Forventet ændring i populationsvækstraten,
λ, for en given ændring i overlevelsen af henholdsvis
ynglefugle og 1-års-fugle (1K-fugle).
Alle aldersspecifikke fekunditets- og overlevelsessandsynligheder
blev reduceret efter 1994,
undtagen fekunditeterne F 7 og F 10+ (se Fig. 28a).
Populationsnedgangen var således forårsaget af
en kombineret effekt af både lavere fekunditet
og overlevelse hos duehøge i Vendsyssel efter
1994. Reduktionen i fekunditet og overlevelse
hos de 1- og 2-årige duehøgehunner var den
primære årsag til populationsnedgangen efter
1994 (se Fig. 28b). Hos naturligt forekommende
rovfuglepopulationer der ikke udsættes for menneskelig
forfølgelse, er tilgængelighed af føde
og redepladser de primære begrænsende faktorer
(Newton 1991). Begrænset fødetilgængelighed
kunne udelukkes som årsag til populationsnedgangen
i Vendsyssel efter 1994 da bestandene
af duer og kragefugle (duehøgens foretrukne
bytte) i undersøgelsesområdet var i fremgang
i løbet af 1990erne, ligesom i det øvrige
Danmark (Grell 1998). Mangel på redesteder
kunne heller ikke forklare det observerede fald
i duehøgenes fekunditet og overlevelse da mere
end 100 egnede yngleterritorier var tilgængelige
i 1995-2000. Den ulovlige bekæmpelse af duehøge
på ynglepladserne kunne derimod forklare
reduktionen i F i - og S i -værdierne efter 1994, da
denne form for bekæmpelse gik ud over både
ynglefuglenes ungeproduktion og overlevelse.
På flere territorier blev duehøge skudt mere eller
mindre hvert år efter 1994, mens bekæmpelsen
var mere tilfældig på andre territorier. Gentagen
bekæmpelse påvirkede udelukkende fekunditeten
og overlevelsen af førstegangsynglende
hunner, mens den tilfældige bekæmpelse
kunne ramme alle aldersklasser. Den store andel
af hunner som startede med at yngle som 2årige
i 1995-2000 (se Tabel 7) ville, sammen med
en forøget efterstræbelse af de førstegangsynglende
hunner, kunne forklare det store fald i F 2
efter 1994 (se Fig. 28a). Den primære årsag til
duehøgepopulationens tilbagegang i Vendsyssel
har således været den ulovlige bekæmpelse
på ynglepladserne, og bekæmpelse af 1- og 2årige
hunner har haft den største effekt.
Hvis de alderspecifikke fekunditets- og overlevelsessandsynligheder
forblev konstante på det
niveau som blev estimeret for perioden 1995-
2000, ville duehøgen forsvinde som ynglefugl i
Vendsyssel i løbet af mindre end 70 år (se Fig.
27). Dette er selvfølgelig et hypotetisk scenarium
som forudsætter at alle faktorer forbliver konstante
i 70 år, og det er usandsynligt. For at bevare
duehøgepopulationen i Vendsyssel ville
den bedste strategi være at forøge overlevelsen
blandt de relativt unge ynglefugle da kun små
relative ændringer i S 1-3 var nødvendige for at
genoprette populationen til det niveau den
havde før 1994 (se Tabel 9). En markant indsats
for at begrænse den ulovlige bekæmpelse på
ynglepladserne vil derfor være den mest effektive
måde at bevare duehøgepopulationen. En
begrænsning af den ulovlige bekæmpelse ville
ikke alene forøge overlevelsen blandt ynglefuglene,
men også forbedre deres ynglesucces, og den
vil dermed få en positiv effekt på både F i og S i .
Lykkes det at reducere den ulovlige bekæmpelse
på ynglepladserne, og dermed at genoprette
duehøgebestanden i Vendsyssel, vil en forvaltningsplan
for duehøgen være nødvendig. Det
vil den fordi et forøget antal duehøge sandsynligvis
vil komme i konflikt med vildtinteresserne
i undersøgelsesområdet, især efter at interessen
45