4 Slingrende kurs på en hullet vej - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

Af ANNE KriSTiNE SCHANKE, CHEfPSyKolog, Dr. PHiloS. SUNNAAS SygEHUS, NorgE. oVErSæTTElSE ANE KATriNE BECK, fAglig mEDArBEJDEr, ViDENSCENTEr for HJErNESKADE. Bilkørsel og hjerneskade – den i Norge har der længe været fokus på problemerne med at køre bil, når man har fået en hjerneskade. På Sunnaas Sygehus har man forsket en del i området, og der er udgivet flere artikler om forskningsprojekterne. Nærværende artikel ser nærmere på de opnåede resultater og de overvejelser, resultaterne bør føre til. 1 Hemianopsi: Synssvækkelse eller blindhed i den ene halvdel af nethinden på begge øjne. 2 Neglekt: manglende opmærksomhed for den ene halvdel af synsfeltet. 3 Eksekutive funktioner: den overordnede styring af adfærden. 6 KØrEKorT & HJErNESKADE i en undersøgelse fra 1995 (1) deltog 72 apopleksipatienter, heraf var 43 ramt i højre hjernehalvdel og 29 i venstre. Det var hovedsageligt mænd med uddannelsesniveau inden for det normale, der blev testet ca. 5 måneder efter deres apopleksi. De højresidigt ramte havde mere udtalte lammelser og manglede hyppigere sygdomsindsigt, mens de venstresidigt ramte oftere havde afasi og viste tegn på depression. Derimod adskilte grupperne sig ikke med hensyn til forekomst af hemianopsi 1 . På baggrund af medicinske, neuropsykologiske og adfærdsmæssige data blev cirka halvdelen af både de højresidigt og de venstresidigt skadede vurderet som uegnede til at køre bil. Vurderingen havde ikke sammenhæng med alder, køn, grad af lammelse, eller i hvilken hjernehalvdel skaden var sket. Hemianopsi, neglekt 2 og nedsat mental effektivitet taler imod bilkørsel. Siden de neurologiske kendetegn kun kunne svare for halvdelen af variansen i den gennemførte regressionsanalyse er konklusionen, at alle patienter med verificeret apopleksi bør screenes for neuropsykologiske udfald på de områder, som er mest kritiske for bilkørsel. Desuden bør man i de mere komplicerede tilfælde, hvor de neuropsykologiske eller medicinske data ikke er entydige, supplere med en praktisk køreprøve. Personer som er uegnet efter medicinsk og neuropsykologisk vurdering, bør ikke henvises til køretest. Neuropsykologiske tests til forudsigelse af praktisk køreevne Et andet studie fra 2000 blev iværksat for at teste kvaliteten af praksis på Sunnaas Sygehus og for at finde ud af, om der var overensstemmelse mellem de neuropsykologiske resultater og udfaldet af den efterfølgende køreprøve. i undersøgelsen deltog 55 patienter, som blev opdelt i tre grupper: Gruppe 1, som ikke havde neuropsykologiske symptomer, der talte imod bilkørsel. Gruppe 2, som blev anbefalet en praktisk prøve, fordi der var flere tegn på vanskeligheder. Gruppe 3, som havde så alvorlige vanskeligheder, at de var uforenelige med at køre bil. Der var i øvrigt ikke signifikante forskelle på de tre grupper, bortset fra at gruppe 3 var ældre og havde haft deres skade i længere tid. i gruppe 1 bestod alle den praktiske køreprøve, i gruppe 2 bestod 63 procent, mens kun 25 procent af gruppe 3 bestod den praktiske køreprøve. Konklusionen var, at en neuropsykologisk undersøgelse af de relevante kognitive funktioner kan bidrage til at forudsige, hvem der vil kunne køre bil og hvem ikke. Det er dog nødvendigt at supplere vurderingen med en praktisk køreprøve i de tilfælde, hvor testresultaterne ikke er entydige. Vær opmærksom på TBI-gruppen En tredje undersøgelse (3) var en spørgeskemaundersøgelse af 62 tidligere patienter, flest mænd, og både apopleksiramte (58 procent) og patienter med traumatisk hjerneskade (TBi) (24 procent). TBi-gruppen var signifikant yngre end apopleksigruppen, og 11 ud af 15 patienter havde fået deres hjerneskade som følge af trafikulykker. Patienterne havde fået undersøgt deres køreevner på Sunnaas Sygehus, og man ville nu undersøge, hvordan det efterfølgende var gået i trafikken. Undersøgelsen viste, at der ikke var tegn på, at der sker flere uheld for de patienter, som havde fået deres køreevner grundigt vurderet i forhold til normalbefolkningen. Det skal dog tilføjes, at den statistiske styrke i projektet var lav på grund af materialets størrelse. Derimod viste TBi-gruppen sig at have betydelig forhøjet risiko for ulykker sammenlignet med apopleksigruppen. i TBi-gruppen blev der også fundet flere tegn på vanskeligheder i de eksekutive funktioner3 , hvilket blandt andet har betydning for, hvordan man vurderer risiko. Ændring af køreadfærd i et fjerde projekt (4) var det uheldsfrekvensen hos to grupper hjerneskadede med henholdsvis TBi og apopleksi, der blev undersøgt. Der var næsten ingen kvinder i denne gruppe, og den var desuden betydeligt yngre end apopleksigruppen. 57 procent af TBi-gruppen havde fået hjerneskader som følge af
nyeste forskning i Norge en trafikulykke. Andre personer i TBi-gruppen havde på anden måde været involveret i risikoadfærd, som førte til deres hjerneskade. Undersøgelsen er en opfølgning seks til ni år efter, at kørefærdighederne blev udredt på Sunnaas Sygehus. De foreløbige data viser, at TBi-gruppen efter hjerneskaden kolliderer dobbelt så tit sammenlignet med en gruppe jævnaldrende bilførere i normalbefolkningen. gruppen ændrede ikke køreadfærd og mindskede ikke brugen af deres bil. Apopleksigruppen havde dels ændret køreadfærd og dels begrænset deres bilkørsel efter deres skade, og denne gruppe havde ikke flere uheld end normalbefolkningen. Konklusioner På baggrund af de studier, der er udført i Sunnaas, hvor alle ikke er omtalt her, kan man drage følgende konklusioner: • Alder, køn og diagnose kan kun i mindre grad forklare, hvem der egner sig til at køre bil og hvem ikke efter en hjerneskade. • Det er et gennemgående fund, at der er nogle typer af vanskeligheder, som udelukker, at man kan køre bil. Det er disse vanskeligheder, og ikke mere irrelevante svigt, man bør fokusere på i vurderingen af, om en person må køre bil igen. • Testning af specifikke kognitive funktioner med relevans for bilkørsel har en forholdsvis god validitet med hensyn til forudsigelse af kørefærdigheder efter en hjerneskade. • Det er nødvendigt med en tværfaglig tilgang ved undersøgelse af køreevne. i de tilfælde hvor de neuropsykologiske test ikke er entydige, bør man supplerende anvende praktiske køreprøver. • Undersøgelser af eksekutive funktioner og sygdomsindsigt må indgå i vurderingerne. • TBi-gruppen ændrede ikke køreadfærd efter hjerneskaden, hvilket apopleksipatienterne gjorde. Dette til trods for, at en større andel af TBi-gruppen faktisk selv oplevede en forringelse af køreevnerne. • Det er en vigtig viden, at apopleksigruppen kan have mulighed for at kompensere for eventuelle vanskeligheder, hvilket kan bevirke, at de kan blive i stand til at køre sikkert. • TBi-gruppen havde flere ulykker end apopleksigruppen og mere end to gange så mange ulykker som normalbefolkningen. • Ud fra den tværfaglige tilgang, vi har brugt, kan vi konkludere, at apopleksigruppen hovedsageligt er forsvarlige bilister efter hjerneskaden. Dette bekræftes også af andre studier. • Når det handler om TBi-gruppen, er det nødvendigt i højere grad at se på personligheden og risikoadfærd før hjerneskaden, og evt. supplerende se på antallet af tidligere ulykker, når man foretager en vurdering. Endvidere bør undersøgelsen udvides med tests, som måler de eksekutive funktioner, ligesom man i højere grad bør bruge kvalitative observationer som en del af beslutningsgrundlaget. Dette stemmer overens med konklusioner fra andre studier. • Der er behov for godt designede multicenterundersøgelser 4 med opfølgning 5 til 10 år efter skaden, specielt for mennesker, der er ramt af traumatisk hjerneskade. n Referencer: 1. Sundet, K., goffeng, l., Hofft,E. (1995). To drive or not to drive: Neuropsychological assessment for driver’s license among stroke patients. Scandinavian Journal of Psychology, 36, 47-58. 2. Schanke, A.K., Sundet, K. (2000). Comprehensive driving assessment: neuropsychological testing and on-road evaluation of brain injured patients. Scandinavian Journal of Psychology, 41, 113-121. 3. mosberg, A., Østen, P.E. Schanke, A.K. (2000). Bilkjøring etter hjerneskade. Tidsskrift for Den norske lægeforening, 120, 3392-5. 4. Schanke, A.K., rike, P.o, mølmen, A, Østen P.E. (sendt ind til vurdering) Driving behaviours after brain injury: A follow up on accident rate and driving patterns. Herudover kan nævnes: 5. Schanke, A.-K., Østen, P.E., Hofft, E. og Pedersen, o. (1999). Vurdering av kognitiv egnethet for bilkjøring etter hjerneskade. Tidsskrift for Den norske lægeforening, 119, 954-8. 6. Schanke, A-K., grimsmo, J., Sundet, K. (1995). multippel sklerose og egnethet for bilkjøring. Tidsskrift for Den norske lægeforening, 115, 1349-52. 4 En multicenter-undersøgelse er et klinisk forsøg, som udføres på mere end et medicinsk center eller klinik. KØrEKorT & HJErNESKADE 7
Page 1 and 2: Videnscenter for Hjerneskade TEMA:
Page 3 and 4: Kan vi overlade problemerne til fam
Page 5: Selvom flertallet af de ramte stadi
Page 9 and 10: kan kompensere for kognitive brist
Page 11 and 12: Vurdering af kørekort hos patiente
Page 13 and 14: Vurdering af køreegnethed ved Traf
Page 15 and 16: sorthvide tegninger af vejsituation
Page 17 and 18: stand til at køre uden at være ti
Page 19 and 20: kortet inddraget hos politiet, ved
Page 21 and 22: HjerneSagen efterlyser ensartede re
Page 23 and 24: 1997 formaliserer indsatsen på man
Page 25 and 26: Pandelapperne (frontallapperne) (st
Page 27 and 28: foto: lena Toft At arbejde med én
Page 29 and 30: Eksekutive vanskeligheder hos børn
Page 31 and 32: Videnscenter for Hjerneskade modtag

4 Slingrende kurs på en hullet vej - Servicestyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?