Documents/I en kasse for sig.pdf - PBU

Forord
Pædagogers forsørgelse, når de er holdt op med at arbejde,
beror i hovedsagen på tre indkomstkilder: Folkepensionen,
Arbejdsmarkedets Tillægspension og deres personlige
pensions ordning i enten PBU (oprindelig Pensionskassen for
Børne- og Ungdomspædagoger, nu Pædagogernes Pensionskasse)
eller i Pensionsordningen af 1976.
I dette skrift trækkes de historiske linjer op til i dag. Det
handler om velfortjent otium, fattighjælp, alderdomsforsørgelse
for de værdigt trængende, aldersrente, folkepension til høj
og lav, tjenestemandspensioner og arbejdsmarkedspensioner.
Det handler også om en pensionskasse, som har skilt sig ud
fra mængden og mødt både medvind og modvind på sin vej.
En vej, som via en tryg barndom og en oprørsk ungdom har
ført PBU frem til voksenlivets ansvarlighed.
Skriftet, der går kronologisk frem, starter ved sagens
begyndelse og slutter lige dér, hvor PBU – og først og fremmest
BUPL – befinder sig i dag: Stillet over for valget mellem
– ikke bare ved den næste, men ved adskillige kommende
overenskomstforhandlinger – at prioritere højere pensionsindbetalinger
på bekostning af andre slags forbedringer, eller
acceptere, at pædagogernes lønefterslæb i forhold til sammenlignelige
faggrupper ikke alene forlænges, men forstørres ind i
pensions alderen.
Et skridt – godt nok et lille ét – blev taget ved OK 08, da de
menige pædagogers pensionsprocent blev forhøjet med 0,26
procent. Dertil kommer, at PBU via nyskabelsen Weekendpension
har givet det private opsparings-initiativ en mulighed for
at folde sig ud ved siden af den kollektive arbejdsmarkedspension.
Det har indtil videre ikke så voldsomt mange benyttet
sig af, men ordningen er ny og kendskabet til Weekendpension
er ikke stort, så her er noget at tage fat på for PBU.
Ivan Enoksen
I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie
3