Forældelse af strafansvaret for særlovsover- trædelser m.v.

42
I den kommenterede straffelov 55 anføres, at forældelsesfristen kan afbrydes
over for den menige medarbejder, der formodes at have foretaget
overtrædelsen, hvorimod Vagn Greve 56 bl.a. under henvisning til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 er af den opfattelse, at
afbrydelse af forældelsen skal ske over for selskabets ledelse, i almindelighed
selskabets (administrerende) direktør, der står for den daglige ledelse.
Afbrydelse af forældelsesfristen over for en juridisk person har alene
virkning i forhold til den juridiske person og ikke i forhold til det eventuelle
strafansvar, som personer, der har handlet på den juridiske persons vegne,
har pådraget sig, jfr. straffelovens § 94, stk. 5, 5. pkt. En afbrydelse af
forældelsesfristen for dette personlige ansvar kan alene ske direkte over for
de pågældende efter de almindelige regler for afbrydelse af forældelsesfrist.
2.6.2. Forældelsesfrister for den juridiske persons bødeansvar
De almindelige forældelsesfrister har frem til 2002 været gældende også for
juridiske personer. Da juridiske personer kun kan idømmes bøde, var
udgangspunktet derfor, at strafansvaret blev forældet efter 2 år, jfr. straffelovens
§ 93, stk. 1, nr. 1.
Er der fastsat særlige forældelsesfrister for nogle typer kriminalitet enten i
straffeloven eller i særlovgivningen, jfr. afsnittene 2.1.2 og 2.2.2, gælder
disse imidlertid også for juridiske personer. Som det fremgår af de nævnte
afsnit, er udgangspunktet for forældelse af juridiske personers strafansvar i
dag fraveget på en lang række områder.
Konsekvensen af den tidligere retstilstand for så vidt angik de generelle
forældelsesregler var, at i sager, hvor fysiske og juridiske personer tiltales for
samme lovovertrædelse, kunne strafansvaret være forældet for den juridiske
person, men ikke for de fysiske personer. Se som eksempel herpå UfR
1983.744 KBD:
En tysk virksomhed havde i 1975 ladet et parti hvede eksportere fra
Danmark via engelsk havn til Tyskland og havde i forbindelse hermed
uberettiget opnået økonomiske fordele efter reglerne om Danmarks og
Storbritanniens indtræden i EF (tiltrædelsesudligningsbeløb m.m.).
Virksomhedens strafansvar var forældet i henhold til straffelovens § 93,
stk. 1, nr. 1. De ansatte i virksomheden blev frifundet på grund af manglende
tilregnelse.
55 Kommenteret straffelov, Almindelig del, 7. omarbejdede udgave, 2001, s. 417.
56 Vagn Greve: Det strafferetlige ansvar, 1999, s. 253.