Forældelse af strafansvaret for særlovsover- trædelser m.v.

69
nogen unddrager sig betaling af afgift, eller som medfører, at nogen uberettiget
opnår udbetaling af afgift.”
Momslovsovertrædelser blev indsat ved lov nr. 228 af 4/4 2000, hvor grov
momssvig tillige blev omfattet af straffelovens § 289, idet der fandtes at
burde være parallelitet mellem skattesager og momssager. Folketingets
retsudvalg stillede spørgsmål om, hvilken betydning det havde, at bogføringsloven
kun kræver opbevaring i 5 år. Skatteministeriet fremhævede i
besvarelsen, at bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, og at det selvsagt
i mange tilfælde kunne være vanskeligt at bevise et forhold, hvis bogføringen
var destrueret efter udløbet af opbevaringspligten.
Udvalget finder ligeledes, at der bør være parallelitet mellem skattesager og
momssager. På skatte- og momsområdet er der samme behov som på andre
fiskale områder for ikke at være underlagt en 2-årig forældelsesfrist, men
udvalget finder det tvivlsomt, om der er behov for en længere frist end på
de andre fiskale områder.
Udvalget har i betænkning nr. 1396/2001 om straffelovens § 289 m.v. bl.a.
foreslået, at straffelovens § 289 bliver en fælles overbygningsbestemmelse
for grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen,
hvor der er forsæt til uberettiget vinding. Udvalget har taget udgangspunkt i,
at alle offentlige midler er lige beskyttelsesværdige. Udvalget finder, at dette
også gælder i forældelsesmæssig henseende. Det skal også fremhæves, at
kontrolproblemerne er de samme på alle områderne.
Myndighederne koncentrerer sig normalt om de aktuelle sager. Hvis et
forhold ikke er opdaget inden for 5 år, vil det være undtagelsen, at det opdages,
medmindre der også er nyere forhold, således at opdagelsen sker i
forbindelse med efterforskningen af disse. Det synes ikke at være betænkeligt
ud fra et kriminalitetsbekæmpelsessynspunkt, at der kun tiltales for de
nyere forhold, og det vil også harmonere med de almindelige bestræbelser
med hensyn til at beskære sager.
Borgerne i Danmark har gennem mange år indstillet sig på, at de skal
gemme kvitteringer og andre former for dokumentation i 5 år, og at de derefter
normalt kan destruere dem. Det følger bl.a. af de civilretlige forældelsesregler
og af bogføringslovens opbevaringskrav. Hvis den strafferetlige
forældelsesfrist er længere, er borgerne ofte ude af stand til at sandsynliggøre,
at det er dem og ikke skatte- og momsmyndighederne, der har ret. De vil
ofte heller ikke kunne fremskaffe den dokumentation fra deres forretningsforbindelser,
som kan bevise, at de er uskyldige; forretningsforbindel-