Gardehusaren

Det at blive såret i tjenesten
Jeg var udsendt med 1. LOPKESK/
III/GHR til Helmand, Afghanistan
hold 1.
Jeg tog til Afghanistan de. 6/6-06.
Vi mellemlandede i Tyrkiet og fløj
derfra til Kandahar. Her var vi nogle
dage til vi kunne komme videre til
Camp Bastion (CB). Kandahar var
vores første møde med varmen,
sandet og ”lejrlivet”. De var dog
noget privilligerede i forhold til
CB, da lejren havde været etableret
noget længere. Flere telefoner
pr. mand, mad fra og i indendørs
cafeteria (ikke i og fra telte), osv.
Vi fløj videre til CB, og blev mødt
af sand og støv så fint som mel,
dette fandt vej ind OVERALT. Landingspladsen
lå udenfor lejren,
så vi blev hentet i lastbiler under
stadig sikring af britiske soldater
fra 3. PARA.
Den første tid gik med at modtage
grej og køretøjer (KØTJ) fra
Pakistan, klargøring, tilvænning
til varmen, indøvelse af standard
reaktioner, bestride vagt og
hovedvagt og patruljering i nærområdet
mv.
Omkring midt i juli kørte hele eskadron
+ mod nordøst, med henblik
på at støtte den afghanske hær og
politistyrke i at holde en fæstning
i byen Musa Qala.
Det skulle blive til en ugelang
march i ørkenen, forfulgt af hurtige
motorcykler med Taleban sympatisører
som hele tiden sørgede
for at holde sig uden for skudvidde
mens de hele tiden var i kontakt
med Taleban for at informere dem
om vores position. Da vi var vågne
om natten, holdt vi hvil og sov om
dagen. Men det er sin sag midt i
en ørken hvor solen står højest på
himlen. Dog fik vi afvist de natlige
angreb i en sådan grad, at de ”trak
følehornene til sig”.
Tidlig en morgen, kørte en af vores
EAGLE’er på en pansermine og blev,
mildest talt skilt ad i hoveddele.
Besætningen overlevede, trods
de blev trykket ud af køretøjet,
slynget gennem luften og smidt
på jorden, i et minefelt (der ikke
var med på kortet) med flere tons
vragdele der regnede ned over
dem. De ”slap” med skader som
et knust kraveben, blødende milt,
et spændebånd boret flere cm.
ind i kødet og andre overfladiske
skader. Området blev sikret, de
sårede blev evakueret og vraget
blev forsøgt tilintetgjort med
Apache maskinkanon, da man ikke
ville bruge en raket.
Vi kom til udkanten af Musa Qala
og satte tempoet ned, da briterne
var i gang med at bombe
nogle compounds. Da vi kunne
fortsætte, lagde vi mærke til en
meget højtliggende kirke/moske
med udsigt over hele området
og et godt stykke ind over Musa
Qala. Stedet var som skabt til at
advare/advisere i forhold til et evt.
bagholdsangreb. Og ganske rigtigt
; der stod en mandsperson klædt i
sort fra top til tå og kiggede ned på
os. Man kunne godt få den tanke,
at det var det han lavede ene mand
deroppe midt på dagen.
Vi fortsatte frem og fik fødder på
jorden i nærheden af KØTJ, 100
meter før første bebyggelse, blev
det forreste KØTJ angrebet med en
RPG (Som gik over) og geværild.
4 tunge morterer (TMG) svarede
igen og der blev forholdsvis hurtigt
ro igen. Vejen videre frem skulle
afsøges til fods, med henblik på
at erkende evt. fjender (FJ) og
Improvised explosive device (IED).
En anden gruppefører (GF), min
observatør (OBS) og jeg selv gik
frem og afsøgte vejen, det var lidt
mere spændende end godt var. Det
tog os ca. ½ time at afsøge 100
meter frem og returnere igen, da
vi hele tiden skulle sikre os selv og
der var mange hushjørner, skygger
og kroge at holde øje med. Efterhånden
som vi kom frem var der
flere og flere indikationer på IED.
Olietønder på vejen, div. combatindicators
i vejsiden såsom en kniv
sat i jorden, små toppe af sand og
sten osv. Vi meldte tilbage hvad vi
havde set og ruten blev omlagt, ud i
ørkenen, hele vejen rundt om byen
og ind fra syd i stedet for øst.
Vi kørte ind i Musa Qala i ly af
mørket og blev på intet tidspunkt
angrebet. Dao havde vi en
enkelt ”blue on blue” situation: en
afghansk politimand havde skudt
en af vore engelske kollegaer i
benet og der var en delingsfører
(DF), der kom til skade og brækkede
foden. Udover disse uheld
kom vi uskadte ind i ørkenfortet
til vore britiske kollegaer.
De næste par dage husker jeg i
brudstykker; angreb morgen og
aften med morter, RPG og håndvåben,
enkelte fodpatruljer i byen,
opretholdelse af vagt i lejren og
alm. lejrtjeneste.
Jeg blev den 2/8 06 skudt i hovedet
af en snigskytte, jeg var
væk inden jeg ramte jorden.
To af vores sanitetsfolk trodsede
kampfølingen og krevlede op på et
tag, hen over en stige der forbandt
to hustage, tilså mig og kravlede
retur med mig. Vores læge lagde
mig hurtigt i narkose og forsøgte
ihærdigt at stoppe blødningen.
Et godt stykke tid senere, blev jeg
hentet med helikopter af amerikanerne,
da englænderne ikke ville
risikere materiel og personel for
”en” hårdt såret… Jeg blev fløjet
til militærhospitalet i Kandahar og
herfra videre til den amerikanske
militærbase Ramstein i Tyskland.
Knapt et døgn senere blev jeg fløjet
til Rigshospitalet. I 8 dage lå jeg
i kunstig koma på Rigshospitalet,
indtil de i tredje forsøg fik vækket
mig på en forsvarlig måde.
På dette tidspunkt kunne jeg
ingenting selv. Jeg kunne ikke
bevæge mig, kunne dårligt tale,
kunne hverken spise eller drikke,
endog ikke mit eget mundvand. Jeg
blev overflyttet til Hvidovre hospital
til genoptræning et par dage
efter, hvor jeg lå i otte måneder og
()
genvandt funktionerne i venstre
hånd og arm, fik stemmen tilbage
og blev synsforstyrrelserne kvit.
Efter nogle måneder skønnede
lægerne og fysioterapeuterne
det forsvarligt at jeg begyndte
at komme hjem, først en dag og
senere en weekend.
Genoptræningen bestod i fysio- og
ergoterapi en gang om dagen af
hver. Øvelserne spændte vidt: stå
så længe du orker, siddende og
stående balancetræning, udspænding
af hånd, arm og resten af
kroppen. I starten kunne jeg ikke
klare en hel times træning, men
det blev bedre hvis bare jeg tog en
lur efter træning. Det behøver jeg
heller ikke mere… ikke altid.
Omkring marts 2007 blev jeg overflyttet
til et genoptræningscenter
i Dianalund. Her havde jeg dagligt
gangtræning, samt træning
på at gøre mig mere uafhængig i
hverdagen; tage tøj på selv, gå på
toilettet, gå i seng, vende mig og
selv komme op af sengen
Når man er langtids hospitaliseret
kommer der et tidspunkt hvor
man bliver uendelig træt af at være
patient. Så jeg pressede efterhånden
på at komme tilbage i miljøet.
Regimentschefen var yderst imødekommende
overfor ideen og der
var ingen hindringer med hensyn
til at få mig ”installeret”.
Jeg startede med at assistere kontakt
og velfærdsofficeren (KTO)
to gange om ugen, med journalisering
af tilskadekomne soldater
fra INTOPS, senere assisterede jeg
med andre opgaver.
Det var lidt af en omvæltning, for
det første at komme fra patient
rollen, som jeg så længe havde
været i, men samtidig en lettelse
uden lige, en befrielse! For det
andet havde jeg aldrig siddet på
kontor før, tværtimod jeg havde
udelukkende været spejdergruppefører
(SPJGF), hvilket er en noget
anden boldgade…Men der blev
taget godt imod mig og det hele
begyndte at glide smertefrit.
Ved årsskifter 2007/2008 kom jeg
hjem og bo i min egen lejlighed igen.
Ved samme lejlighed ophørte mit
ophold på Kurhus og jeg begyndte
en intensiv fysisk og kognitiv træning
(genoptræning af hjernens
funktioner, i mit tilfælde opmærksomheds-
og overblik) på center for
hjerneskadede på Amager.
Jeg stoppede for en tid mit virke
ved GSE/GHR, fordi min træning
fyldte for meget. Denne bestod
i intensiv træning på gangbånd,
trappemaskine, benpres med et
ben af gangen, samt træning i
andre fitness maskiner. Den kognitive
træning bestod i alle mulige
former for tests og opgaver.
Efter et par måneder begyndte jeg
igen at få uro i kroppen og pressede
endnu engang på mfor at komme
ud blandt grønne mennesker igen
og endelig i april kunne det lade sig
gøre i forhold til træning osv.
Jeg startede ved 1 PNINFBTN/GHR
det er rart at være blandt ”lidelsesfæller”,
det er sjældent, at folk
i det civile forstår hvad man taler
om. På sigt er det planen, at jeg
skal lave og holde foredrag vedr.
det at blive såret i tjenesten og
hvad dertil følger med.
Såret Gardehusar flyves til Tyskland.
Bliver nu evakueret til militærbase i Ramstein.
02-08-2006 kl. 19:50
Den bornholmske kollega, der i morges blev ramt i hovedet og overkroppen
af fjendtlige skud i militærlejren Musa Qala i det sydlige
Afghanistan, bliver nu evakueret til militærbasen Ramstein ved Frankfurt
i Tyskland for at blive viderebehandlet.
Gardehusaren som er udsendt fra 1. lette opklaringseskadron ved
Almegårds Kaserne på Bornholm, blev ramt da han var på vagt i Musa
Qala lejren.
Han kom straks under lægebehandling og blev fløjet med helikopter til et
militærhospital i Kandahar, hvor han hurtigt kom på operationsbordet.
Ingen af de øvrige danske soldater kom til skade under angrebet,
selv om der blev løsnet flere skud mod lejren.
Der er ca. 290 danske soldater i den krigshærgede Helmand provins
i det sydlige Afghanistan.
Krav Maga
af: SG D. Månsson 1/I/GHR
En kæmpe mand træder mandag
morgen ind i teatersalen og
præsenterer sig som Jakob. Han
er vores instruktør i Krav Maga
ugen ud. Krav Maga Survaival er
en israelsk kampsport, som man
benytter i det israelske militær.
Det er man også ved at få indført
i det danske forsvar. Derfor er der
brug for instruktører til den daglige
tjeneste. Hvorfor lære det?
På baggrund af erfaring, der viser,
at vi kommer tættere på fjenden,
eksempelvis i forbindelse med
Search & Arrest operationer. Hvor
man skal have fysisk kontakt med
personer, der ikke frivilligt vil lade
sig arrestere. Det er vigtigt, at man
både kan slås med næverne og
skydevåben.
Fra morgenstunden til eftermiddagen
blev der knoklet på med
forskellige greb, spark, slag og
andre metoder at få påført kroppen
mest muligt smerte. Efter
første dag havde man mentalt
fået blod på tanden, men også i
bogstaveligste forstand fået blod
på knoerne, som var revet op efter
en serie slag og spark til sidst på
dagen, og folk var blevet gennembanket.
Med smil på læberne gik
man derfra med lyst til mere og
tanken om flere tæsk, men nu så
man frem til et godt måltid og en
lang nat i sengen. Sådan forsatte
vi hele ugen. Der blev lagt meget
vægt på, at man kan arbejde under
høj stress og høj puls. Vi synes, at
kurset har været rigtig godt, lærerigt
og styrker sammenholdet.
6/2008 6/2008