Bibliana 2002:2 - Anis

BIBLIANA 

TEKST . KULTUR . 

HISTORIE 

3. ÅRGANG 

NR. 2 

Forlaget Anis 

København 

2002

Indhold 

»Københavnerskolen« – et moderne syn på bibelhistorien 

Forskningsadjunkt, cand. theol, ph.d. Flemming A.J. 

Nielsen præsenterer en gammeltestamentlig forskningsretning 

og lidt af den blæst der har stået om den internationalt. 

Den historiske kong David 

Professor, dr. theol. Niels Peter Lemche betvivler eksistensen 

af den historiske kong David. 

Tel Dan-indskrifterne 

Niels Peter Lemche skriver om den eneste indskrift fra 

palæstinensisk jernalder der, muligvis, omtaler David. 

Ved vi virkelig så lidt om denne David? 

Med sin egen fortolkning af kildematerialet problematiserer 

en assyriolog, lektor, dr. phil. Aage Westenholz, 

Niels Peter Lemches argumenter imod den historiske 

David. 

At sætte det guddommelige i verden 

Professor, ph.d. Thomas L. Thompson læser den bibelske 

David-figur som en frelserkonge med dybe rødder i 

en tusindårig litterær tradition der har sat sig spor overalt

INDHOLD 

i antikkens Nære Orient, og som også den nytestamentlige 

Jesus-figur er en del af. 

Kong David og teologien 

Sognepræst, dr. theol. Jesper Høgenhaven sammenligner 

»københavnerskolen« med mere klassiske metoder til 

udforskning af Det Gamle Testamente og spørger til den 

teologiske betydning af det hele. 

Ikoner fra Sibirien til Skagen 

Sognepræst, cand. theol., BA Sandra Kastfelt skriver om 

kunstnerne repræsenteret i dette nummer. 

I næste nummer af Bibliana ...

Bibliana er denne gang et temanummer. Det betyder at 

vi har valgt at lade alle artikler belyse et fælles emne fra 

forskellige vinkler. Dette emne har vi hentet fra Det 

Gamle Testamente hvor den såkaldte »københavnerskole« i de 

senere år har gjort sig stærkt bemærket internationalt med sit 

syn på det gamle Israel. Blandt dette Israels mest berømte og 

sagnomspundne konger er David hvis virke tidligt i den palæstinensiske 

jernalder de fleste indtil for nylig taget for givet. 

Har David imidlertid overhovedet levet? At de bibelske 

beretninger om ham ikke uden videre kan tages for pålydende, 

er ikke nogen ny erkendelse, men i de senere år har en voksende 

kreds af forskere, til stor fortrydelse for andre, sat store 

spørgsmålstegn ved Davids blotte eksistens. Så har han virkelig 

levet? Eller er han udelukkende en litterær figur? Og hvad 

kan der siges om David som litterær figur? Hvilken teologisk 

betydning har han? Det er nogle af de spørgsmål der er på 

dagsordenen når vi blænder op for den såkaldte københavnerskoles 

måder at læse Det Gamle Testamente på. 

Ingen af spørgsmålene lader sig dog besvare endegyldigt, og 

læseren behøver da heller ikke lade sig nøje med de begrænsede 

rammer Bibliana har måttet sætte for behandlingen af 

disse meget omfattende problemer i nærværende nummer. Vi 

har nemlig fornøjelsen af at indbyde alle interesserede til en 

café-debat d. 27. september kl. 15 på Teologisk Fakultet i 

Århus: Tåsingegade 3, foyeren og auditorium 1. 

Forlaget Anis og Biblianas samlede redaktion vil være værter 

ved et let traktement, og et stærkt panel af bibelforskere og 

andre teologer vil, sammen med et forhåbentlig diskussionslystent 

publikum, fortsætte og uddybe den diskussion der indledes 

her. Hvilke konsekvenser for teologien har fx den 

diskussion som københavnerskolens læsninger af Det Gamle 

Testamente har forårsaget? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt? 

Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen, og hold øje 

med forlaget Anis’ hjemmeside for yderligere informationer 

når tiden nærmer sig: www.anis.dk.

Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde 

og førte hende til Adam. (1 Mos 2,22) 

Andrej Kolkoutine: Eva skabtes af Adams ribben, 1997, 120 x 160 cm, 

olie på lærred. 

6 BIBLIANA

»Københavnerskolen« 

BIBLIANA 

– et moderne syn på bibelhistorien 

Flemming A.J. Nielsen 

»KØBENHAVNERSKOLEN« 

Ipåsken sidste år vakte en rabbiner ved navn David 

Wolpe vældig opsigt da han prædikede for en forsamling 

af mere end 2000 jøder i Los Angeles. Har 

udvandringen fra Ægypten overhovedet nogensinde fundet 

sted, var det spørgsmål han provokerende lod hænge 

i luften. Provokerende fordi det netop er denne begivenhed 

man fejrer når jøderne holder påske, så de store 

overskrifter blev fundet frem i Los Angeles Times: »Forskere 

hævder at Bibelens udvandringshistorie ikke er 

sand«. David Wolpe syntes at det var på høje tid at hans 

menighed fik nys om hvad næsten alle bibelforskere har 

været enige om i ganske mange år, nemlig at alle 

meningsforskelle til trods kan israelitternes udvandring 

fra en slavetilværelse i Ægypten umuligt have fundet sted 

som beskrevet i Bibelen, 2 Mos 1–15. 

Også herhjemme, især ved højtiderne, sker det at 

offentligheden diverteres med videnskabernes syn på de 

klassiske bibelfortællinger, og ofte demonstrerer den 

slags mediehistorier en afgrund mellem hvad der regnes 

for en selvfølge blandt bibelforskere, og hvad der kommunikeres 

til den bibelinteresserede offentlighed. Som 

en fremtrædende, men efter europæiske forhold ganske 

konservativt tænkende, amerikansk arkæolog, William G. 

Dever, sagde til Los Angeles Times i en kommentar til 

7

FLEMMING A.J. NIELSEN 

rabbinerens overrumplende prædiken: »Forskerne har 

vidst det længe, men vi har været meget forsigtige med at 

gøre det almindeligt kendt«. 

Lige så lidt kendt i offentligheden er det nok at fortællingerne 

om de legendariske storkonger David og Salomo 

i det seneste tiår også har stået for fald. Æren eller, om 

man vil, ansvaret herfor er, i hvert fald til dels, den 

såkaldte »københavnerskoles«, og opdagelsen af at David 

og Salomo højst sandsynligt er sagnkonger uden rod i 

virkelighedens ellers så forunderlige verden har vakt 

vrede og forbitrelse i dele af det gammeltestamentlige 

forskningsmiljø hvor de formastelige er blevet skydeskiver 

for grove beskyldninger om både inkompetence og 

antisemitisme. 

Israelitterne var palæstinensere 

I Det Gamle Testamente udgør fortællingerne i Mosebøgerne, 

Josvabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og 

Kongebøgerne et sammenhængende forløb som man 

ofte opdeler i et antal epoker: Urtiden, patriarktiden, 

ørkenvandringen, dommertiden og kongetiden. I den 

kritiske bibelforskning har urtiden, fra skabelse til syndflod, 

altid befundet sig uden for historisk tid, men i de 

gammeltestamentlige fortællinger om de øvrige perioder 

har man helt frem til den nyeste tid villet finde en historisk 

»kerne«. Kunne man rense beretningerne for sene tilføjelser, 

fejlskrivninger og misforståelser, og udelod man 

mirakler, guddommelige indgreb og åbenbart usandsynlige 

hændelsesforløb i øvrigt, ja så var man i stand til, på 

grundlag af Det Gamle Testamente, at skrive det israelitiske 

folks 4000-årige historie fra stamfaderen Abraham 

til vor egen tid. 

Efterhånden som vort kendskab til den Nære Orients 

kultur og historie vokser, bliver det dog stadig vanskeligere 

at harmonisere de bibelske beretninger med det 

8 BIBLIANA


øvrige kildemateriale fra oldtiden. Fortællingerne om 

Abraham og de øvrige patriarker afspejler ikke den tid de 

handler om, men er præget af langt senere tiders forestillinger 

om gamle dage, i ørkenen ville et stort folk ikke 

have en kinamands chance for at overleve i fyrre år – dét 

kunne kun mindre grupper højt specialiserede nomader – 

og i den periode der i Det Gamle Testamente omtales 

som dommertiden, tyder intet uden for Bibelen på at der 

eksisterede et forbund af tolv stammer der som israelitter 

adskilte sig etnisk fra det omgivende samfund, og som 

kunne være en væsentlig magtfaktor i Palæstina. Først i 

kongetiden er det engang imellem muligt at harmonisere 

de gammeltestamentlige beretninger og data med dokumenter 

og andet kildemateriale der stammer fra den tid 

beretningerne angiver at fortælle om, men det forenede 

monarki, Davids og Salomos storrige, er der fortsat intet 

spor af uden for Det Gamle Testamente. Det ligger imidlertid 

fast at der fra 800-tallet f.Kr. har eksisteret en stat i 

det nordlige Palæstina, Israel, og at det sydlige Palæstina 

noget senere var domineret af en anden statsdannelse, 

Juda. 

Midt i andet årtusind f.Kr. lå Palæstina i et randområde 

af tilgrænsende stormagter, bl.a. Ægypten i sydvest 

og Mesopotamien (Assyrien og Babylonien, en del af det 

moderne Irak) i øst. Fremkomsten af politisk selvstændige 

enheder i første halvdel af første årtusind f.Kr. hænger 

sammen med en voldsom tilbagegang for disse 

stormagter der ikke længere var i stand til at dominere 

deres udkantsområde. Men i slutningen af 700-tallet var 

assyrerne igen blevet stærke nok til at underlægge sig 

Nordpalæstina hvorefter Israel ophører med at eksistere, 

mens Juda bevarer sin formelle selvstændighed indtil 

begyndelsen af 500-tallet hvor babylonerne erobrer hele 

Palæstina. Babylonernes »regeringstid« bliver imidlertid 

kort da de selv mindre end halvtreds år senere bliver 

BIBLIANA 

9


opslugt af en ny stormagt fra øst, perserriget, der to 

århundreder senere bukker under for grækerne med Alexander 

den Store i spidsen. Efter et kort og hektisk erobringstogt 

dør han, og det enorme imperium overtages af 

hans generaler. Palæstina kommer først til at høre under 

Ægypten, senere under Syrien. Et oprør fører til en kort 

periode under de såkaldte hasmonæere hvorunder der 

opstår et selvstændigt rige af en udstrækning der kunne 

måle sig med det bibelske Israel i kongetiden. Selvstændigheden 

bringes dog til ophør med den romerske erobring 

af landet i 63 f.Kr. 

Geografisk består Palæstina af et antal regioner hvis 

naturlige grænser ikke var lette at forcere i første årtusind 

f.Kr. I den førstatslige tid må Palæstinas historie derfor 

skrives region for region, og de forskellige folkeslags 

natur og udvikling er ikke forenelig med bibelsk inspirerede 

forestillinger om at de alle skulle nedstamme fra et 

enkelt israelitisk folk. I den førstatslige tid udgjorde israelitterne 

ikke en etnisk distinkt gruppe, men de stammede 

fra og tilhørte i hovedsagen det almindelige palæstinensiske 

samfund. Københavnerskolen anser de bibelske israelitter 

for at være et produkt af senere forfatteres 

bestræbelser på at beskrive de virkelige eller formodede 

forfædre til deres egen samtids jøder. Men det historiske 

Israel har ikke været fundamentalt forskelligt fra de andre 

stater og samfund i Syrien og Palæstina – det er først og 

fremmest den senere overlevering om samfundet der gør 

dette Israel til noget særligt. 

Israels fortid repræsenterer Israels nutid og fremtid 

Ifølge københavnerskolen beskriver Det Gamle Testamente 

ikke en historie der »har fundet sted«. Hvis den 

handler om historie, er det om den historie der »skal 

finde sted«, dvs. der er tale om et teologisk program for 

en kreds af mennesker der søgte at skabe sig et samfund 

10 BIBLIANA


af hellige. Fortiden skildres ikke for sin egen skyld, men 

som leverandør af mønstergyldige eksempler der gælder 

nutiden. Som en helt optrådte i fortiden, forventes det at 

nutidens helte vil optræde, og som skurken handlede i 

det forgangne, må en nutidig skurk formodes at ville 

handle. 

Historien er moralsk og giver moralske anvisninger; 

hvis fortiden ikke svarer til forventningerne og leverer de 

ønskede eksempler, så skaber fortællerne selv fortiden 

om på en sådan måde at den tilstræbte effekt opnås. Det 

bibelske Israel har kun lidt mere til fælles med det historiske 

Israel end navnet. Det er en ideologisk konstruktion 

skabt af den jødiske traditions lærde i oldtiden for at legitimere 

deres eget religiøse samfund. 

Minimalisme og maksimalisme 

Ovenstående gengiver i store træk nogle elementer af 

københavnerskolens læsning af de gammeltestamentlige 

historiske bøger. Ikke alle forskere der af andre forbindes 

med københavnerskolen, ser sig selv som specielt knyttet 

til København, og der er langt fra tale om en ensartet, 

endsige enstænkende, kreds. Internationalt betegnes de 

ofte »minimalister«, skønt det altså er lidt usikkert hvem 

»de« helt præcist er. Blandt de mest omtalte er to professorer 

ved det teologiske fakultet i København, Niels 

Peter Lemche og Thomas L. Thompson, og to briter, 

Philip R. Davies og Keith Whitelam, tilsammen kaldet 

»firebanden« af deres hånlige modstandere, men også to 

israelske arkæologer, Israel Finkelstein og Ze’ev Herzog, 

har fået ørerne i maskinen i debatten. 

Flere kunne og burde nævnes; der er vel snarest tale 

om en gruppe samtalepartnere der gensidigt inspirerer 

hinanden, men som slet ikke er enige om alt, og som har 

vidt forskellige tilgange til kildematerialet. Men fælles er 

de om en dyb skepsis over for deres læreres klassiske, 

BIBLIANA 

11


historisk-kritiske positioner, en skepsis der imidlertid 

ikke nødvendigvis var det oprindelige udgangspunkt for 

deres forskning, men som fødtes og blev forstærket af det 

selvstændige arbejde. Thomas L. Thompson måtte fx 

aflive den historiske Abraham efter forgæves at have ledt 

efter ham i årevis, og Niels Peter Lemche har engang i en 

videnskabelig artikel gjort sig lystig over den historiske 

Davids skønmaleri af sin egen tvivlsomme fortid; først 

ca. femten år senere opdagede han at kongen selv var fiktiv. 

Det »minimalistiske« ligger i at en gammeltestamentlig 

beretning ikke kan bruges som kilde til de begivenheder 

beretningen handler om, medmindre disse begivenheder 

kan dokumenteres uafhængigt af Det Gamle Testamente 

vha. kildemateriale der er opstået samtidig med eller i det 

mindste tidsmæssigt tæt på de pågældende hændelser. 

Modsætningen hertil kan vi så kalde »maksimalistisk«. En 

maksimalistisk læsning af Det Gamle Testamente interesserer 

sig typisk for det mulige eller det sandsynlige. Hvis 

en gammeltestamentlig beretning ikke decideret kan 

modbevises eller virker åbenbart usandsynlig, accepteres 

den som kilde til de begivenheder den omtaler. Mange 

beretninger lader sig »rense« for mirakler og overdrivelser; 

modsigelser mellem flere beretninger, for ikke at tale 

om selvmodsigelser inden for en enkelt version, lader sig 

udjævne, og det samme gælder uoverensstemmelser med 

andre kilder, alt sammen takket være metoder som i 

tidens løb er blevet ganske raffinerede, så den velvillige 

forsker kan overbevise sig om at han/hun er i stand til at 

rekonstruere et faktisk hændelsesforløb mere eller mindre 

detaljeret. 

Problemet med en sådan »maksimalistisk« tilgang er at 

man jo ikke har nogen facitliste; man kan ikke vide om 

ens rekonstruktion af begivenhederne faktisk svarer til 

hvad der engang hændte i Palæstina. Vil man holde sig til 

12 BIBLIANA


hvad man med nogenlunde stor sikkerhed kan vide, må 

man lade sig nøje med en langt mere fragmenteret fremstilling, 

fuld af huller. Til gengæld foreligger jo også den 

mulighed at læse Det Gamle Testamente, ikke som vidnesbyrd 

om den fjerne fortid, men som udtryk for hvad 

forfatterne til denne skriftsamling – og dens redaktører – 

fandt væsentligt i deres egen samtid. Læst på denne 

måde er Det Gamle Testamente en uvurderlig kilde til 

jødisk tænkning i hellenistisk tid hvorfra de ældste, bevarede 

gammeltestamentlige manuskripter stammer. Nogle 

af teksterne kan være ældre, og hvor det lykkes at påvise 

at det er tilfældet, bliver de pågældende tekster naturligvis 

vidnesbyrd om sådanne tidligere tiders tænkning og 

bevidsthedshistorie. Men kun med yderste varsomhed 

kan de bruges som kildemateriale til de fortidige begivenheder 

de omtaler. Debatten står om hvordan man i praksis 

udøver denne varsomhed. 

Består københavnerskolen af antisemitter? 

Som allerede omtalt har disse »minimalister« vakt furore. 

Når de af nogle netop omtales som »bibelske minimalister«, 

er det ikke positivt ment. Nogle, måske især israelske 

og amerikanske, forskere, går så vidt som til at kalde 

dem anti-israelske, anti-bibelske, endog antisemitiske og 

en trussel mod selveste den vestlige civilisation. 

Når man vil skrive et givet områdes historie i oldtiden, 

kan opgaven føles taknemmelig hvis der foreligger sammenhængende 

beretninger overleveret af antikke forfattere. 

Ofte vil man være tilbøjelig til at genfortælle 

sådanne beretninger efter at have vurderet dem kritisk. I 

en moderne fremstilling af de krige grækerne udkæmpede 

med perserne i 400-tallet f.Kr, vil man fx ofte 

kunne finde lange passager der er let genkendelige for 

den der har læst den græske historieskriver Herodot, og 

på samme måde består de fleste moderne skildringer af 

BIBLIANA 

13


det gamle Israel af mere eller mindre kritiske gengivelser 

af de gammeltestamentlige historiske bøger. Hvis man 

vælger at se bort fra sådanne litterære tekster for alene at 

holde sig til fakta der kan dokumenteres uafhængigt 

heraf, forsvinder den fortællemæssige sammenhæng, og 

der bliver kun nogle isolerede data tilbage. På grundlag 

heraf kan man kun i meget grove træk gøre sig forestillinger 

om det pågældende samfunds generelle udvikling. 

Hvis et moderne samfund nu har baseret en betydelig 

del af sin selvforståelse på at en given fortælling refererer 

til begivenheder der faktisk har fundet sted, sådan som 

det jo er tilfældet i Israel hvor man i 1996 fejrede 3000året 

for kong Davids erobring af Jerusalem, kan en sådan 

fragmentering af den narrative sammenhæng vække voldsom 

harme. En kritiker af københavnerskolen, redaktøren 

af det populærvidenskabelige amerikanske tidsskrift Biblical 

Archaeology Review, Hershel Shanks, beskylder således 

disse »minimalister« for at have en politisk dagsorden fordi 

de, mener han, bevidst arbejder ud fra et anti-israelsk, 

pro-palæstinensisk standpunkt i den nutidige mellemøstlige 

konflikt. Derudover peger Shanks og andre af kritikerne 

også på hvad de kalder en nymodens mangel på 

stolthed over Israels historie, både den moderne og den 

antikke, og en vis forlegenhed ved at skulle tillægge Bibelen 

nogen som helst væsentlig betydning. »Minimalisterne« 

beskyldes for blot at være ude på at ødelægge 

Bibelens troværdighed ved ørkesløst, akademisk ordkløveri. 

Således kan man opleve et decideret fornærmet ordvalg 

i denne side af debatten, en opbragthed over den 

tilsværtning man synes Bibelen udsættes for når eksistensen 

af Davids og Salomos imperium betvivles. 

Den skingre tone kommer også til udtryk i at minimalisterne 

beskyldes for regulær inkompetence. En sund og 

konstruktiv kritik af de gamle læremestre udi bibelforskningens 

ædle kunst har udviklet sig til et usundt og 

14 BIBLIANA


dekonstruktivt projekt som bare går ud på at rakke ned 

på Bibelen i et pseudosofistikeret, halvakademisk sprog, 

mener fx en amerikansk professor i jødiske studier, Gary 

Rendsburg. Disse revisionister er ikke andet end en flok 

68’ere der aldrig er holdt op med at udfordre autoriteter 

hvor de end møder dem, og, ligger det utvivlsomt underforstået, 

følgelig aldrig rigtig er blevet voksne. Rendsburg 

tøver med ligefrem at beskylde dem for antisemitisme, 

men i hvert fald er de en flok venstreorienterede fantaster 

hvis fordomme forhindrer dem i at arbejde videnskabeligt. 

De har, hævder Rendsburg, og med ham arkæologen 

William G. Dever, intet egentligt kendskab til den Nære 

Orients kultur og historie i bred forstand. Drevet af deres 

venstreorienterede tilbøjeligheder, antiautoritære kultur 

og antizionisme er de kun ude på at berøve Israel enhver 

etnisk identitet, benægte Israels tidlige eksistens i landet 

og læse Bibelen som et zionistisk plot affattet af en senere 

tids jøder. 

Dermed ses det at nogle af københavnerskolens kritikere 

ikke viger tilbage for egentlige injurier. Et blik på den 

omfattende mængde videnskabelige bøger og artikler 

denne kreds af forskere har udgivet, vil hurtigt kunne 

overbevise om at beskyldninger om inkompetence og 

manglende kendskab til det primære kildemateriale kun 

kan opretholdes af dem der ikke ønsker en egentlig, faglig 

diskussion, men har for travlt med at hytte andre interesser. 

Manglende kendskab til kildematerialet kan man ikke 

med rette beskylde »københavnerskolen« for, men dens 

tolkninger heraf kan og bør naturligvis diskuteres. 

Kong David og københavnerskolen 

I det følgende vil to af københavnerskolens repræsentanter 

løfte sløret for lidt af deres arbejde, og to kritikere vil 

diskutere det. Som fokus for denne præsentation har 

redaktionen valgt David-skikkelsen. Først orienterer 

BIBLIANA 

15


Niels Peter Lemche, professor i Det Gamle Testamente 

ved Københavns Universitet, om nogle af de problemer 

arkæologien volder når man vil vurdere de gammeltestamentlige 

beretninger om David historisk. I de kilder der 

stammer fra kong Davids tid, er tavsheden »støjende« 

hvad angår både imperiet og kongen selv. Et enkelt dokument 

fra Palæstinensisk jernalder, den såkaldte Tel Danstele, 

har dog en mulig, men ganske usikker, omtale af 

David, måske som grundlægger af et herskerdynasti. 

Lektor i assyriologi, dvs. studiet af Mesopotamiens 

historie og kultur i oldtiden, Aage Westenholz, også fra 

Københavns Universitet, forsøger dernæst at rokke ved 

Niels Peter Lemches skeptiske indstilling til kong Davids 

historicitet. Den omtalte støjende tavshed i de samtidige 

kilder gælder ikke kun David, men hele Den Nære Orient 

i 900-tallet f.Kr. På flere måder udtrykker Westenholz 

derudover en velkendt kritik af københavnerskolen. 

Bl.a. anklager han Lemche og ligesindede for at være urimeligt 

skeptiske over for Bibelen, og når han – med rette 

– fremhæver at københavnerskolen ikke har modbevist 

Davids eksistens, demonstrerer han en fundamental 

uenighed om hvor bevisbyrden ligger: Er det den der vil 

benægte Davids historicitet der må bevise sin påstand, 

eller påhviler denne pligt tværtimod ham/hende der anser 

David for at være historisk? Den dybtgående uenighed 

mellem »minimalister« og »maksimalister« kommer helt 

frem til overfladen når Westenholz hæfter sig ved at der i 

den bibelske beretning kun er meget lidt der er usandsynligt 

eller direkte umuligt. Afslutningsvis demonstrerer 

Westenholz hvordan man på helt klassisk vis kan læse 

beretningerne om David historisk-kritisk og dermed 

skaffe sig en omfattende forestilling om nogle personer 

og et kulturelt miljø som vi vel at mærke ikke kender 

andre steder fra end fra de selvsamme tekster som er analysens 

genstand. 

16 BIBLIANA


Uanset hvad man vil mene om kong Davids eventuelle 

historicitet, har teksterne om ham et teologisk indhold 

som lader sig udforske uafhængigt heraf. Det giver Niels 

Peter Lemches kollega, professor Thomas L. Thompson 

sit eget personlige bud på ved at føre læseren gennem et 

helt kalejdoskop af gammeltestamentlige og andre nærorientalske 

tekster. Thompson ser på David som en litterær 

figur med dybe rødder i Den Nære Orients 

intellektuelle tradition og viser hvordan de gammeltestamentlige 

udsagn om kongen fortsætter en antik religionsfilosofisk 

debat som kan spores tilbage til midten af 2. 

årtusinde f.Kr. I den gammeltestamentlige salmesamling 

finder vi den hebraiske version af en kongeideologi som 

kan genfindes overalt i nærorientalsk mytologi, nemlig 

ideen om kongen som gudesøn. I den klassiske, nærorientalske 

kongeideologi var storkongen garant for en utopisk 

fred i hele verden, og i Det Gamle Testamente er 

denne kongepropaganda tilpasset en jødisk verden der 

ikke længere havde sin egen konge, men var blevet del af 

et større imperium. Meningen med Bibelen var således at 

skabe et religiøst samfund i form af en jødedom der utålmodigt 

skulle afvente den guddommelige søns kongerige 

i et fremtidigt, fuldkomment og himmelsk Jerusalem. 

Men ellers er det jo mest historiske spørgsmål der hidtil 

har domineret københavnerskolen i den offentlige 

debat hvor Det Gamle Testamentes betydning i den 

kristne teologi har været nedtonet. Med en statusopgørelse 

over københavnerskolens position i forhold til både 

teologien og de ældre historisk-kritiske metoder viser 

sognepræst, dr. theol. Jesper Høgenhaven imidlertid at 

de nye læsninger åbner interessante nye perspektiver for 

den gammeltestamentlige teologi. Den historisk-kritiske 

bibelforskning søgte således en eksotisk, gammelisraelitisk 

kultur og religion i, ofte erklæret, modsætning til kristen 

teologi; det gjaldt om at understrege og fastholde 

BIBLIANA 

17


afstanden mellem Det Gamle Testamente og den kristne 

kirke. Men når københavnerskolen hævder at også dette 

eksotiske gamle Israel er et stykke moderne fiktion, og at 

det derimod er i den antikke jødedom at de gammeltestamentlige 

tekster har deres oprindelse, kommer disse tekster 

anderledes tæt på kristendommen der jo har samme 

antikke jødedom som en af sine væsentligste historiske 

forudsætninger. Vigtigere er det måske at de mere 

moderne fortolkningsforsøg insisterer på at de bibelske 

teksters betydningsmuligheder ikke er udtømte ved at 

man snævert fokuserer på hvad deres oprindelige forfattere 

ville sige i deres egen bestemte historiske situation. 

Teksternes litterære univers, frem for nogle hypotetiske 

ydre omstændigheder ved deres tilblivelse, kommer i 

fokus sådan som det fx sker hos Thomas L. Thompson. 

Høgenhaven trækker paralleller mellem Thompsons 

behandling af den gammeltestamentlige kongeskikkelse 

og ældre, især skandinavisk forsknings tanker om et 

sakralt kongedømme, og fremhæver at hvor man i 

1940’erne og 1950’erne forestillede sig en ganske konkret 

kultisk baggrund for mange »kongetekster«, er 

Thompson mere uklar mht. samspillet mellem de sociale 

vilkår og den gammeltestamentlige kongeskikkelse. Således 

kan man konstatere markant forskellige måder at forankre 

teksterne i historien på: Historisk-kritisk forskning 

vil forankre teksterne i en bestemt historisk, kulturel situation, 

hvorimod fx Thompson vil placere teksterne inden 

for en litterær og dermed intellektuel tradition. De læses 

som bidrag til et stykke bevidsthedshistorie hvis genstand 

er de menneskers tankeverden der har skrevet de bevarede 

nærorientalske oldtidstekster. Spørgsmålet bliver så 

hvad en kristen teologi kan bruge dét til. 

18 BIBLIANA


Her kan du læse mere: 

I. Finkelstein og N.A. Silberman, The Bible Unearthed. 

Archaeology’s New Vision of Ancient Israel and the Origin of 

Its Sacred Texts, The Free Press, New York 2001. 

N.P. Lemche, »Davids vej til tronen«, Dansk Teologisk 

Tidsskrift 38, 1975, 241-263. 

N.P. Lemche, »Det Gamle Testamente som en hellenistisk 

bog«, Dansk Teologisk Tidsskrift 57, 1994, 81-101. 

N.P. Lemche, »Hvad er det vi har lavet, og hvor går vi 

hen?«, i N.P. Lemche og M. Müller, Fra dybet. Festskrift 

til John Strange (Forum for Bibelsk Eksegese, 5), 

Museum Tusculanums Forlag, København 1994. 

N.P. Lemche, Det Gamle Testamente mellem Teologi og 

Historie. En Introduktion. Foreløbigt manuskript publiceret 

på internettet: http://niels.peter.lemche.net. 

N.P. Lemche, »Ideology and the History of Ancient 

Israel«, Scandinavian Journal of the Old Testament 14, 

2000, 165-193. 

T.L. Thompson: The Historicity of the Patriarchal Narratives: 

The Quest for the Historical Abraham (Beiheft zur 

Zeitschrift für die alttestamentliche Wissenschaft, 133), 

de Gruyter, Berlin 1974. 

T.L. Thompson: The Bible in History: How Writers Create 

a Past, Jonathan Cape, London 1999. 

BIBLIANA 

19

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og 

den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne 

i haven?« (1 Mos 3,1) 

Boris Zinkevich: Syndefaldet, 1994, 14 x 14 cm, radering. 

20 BIBLIANA

Den historiske kong David 

Niels Peter Lemche 

BIBLIANA 

DEN HISTORISKE KONG DAVID 

Det Gamle Testamentes kong David var en mægtig 

mand der ifølge nogle gammeltestamentlige 

kilder herskede fra »den store flod«, dvs. Eufratfloden 

i det nutidige Irak, til »Ægyptens bæk«, sandsynligvis 

den nuværende Wadi el-Arish syd for Gazastriben i 

det moderne Palæstina. 

David var konge over »Israel« (dvs. først kun over Juda 

og senere over hele Israel) i fyrretyve år, hvoraf de første 

seks-syv år i Hebron, og de resterende i Jerusalem, en by 

som David selv erobrede og gjorde til sin hovedstad. Han 

overtog resterne af sin forgænger Sauls rige og vendte 

Sauls nederlag til en israelitisk triumf. 

Normalt har forskningen dateret Davids regeringstid 

til de første årtier af årtusindet f.Kr. Undertiden ser man 

ligefrem året 1000 f.Kr. opgivet som begyndelsen til hans 

æra – det er næsten for godt til at være sandt. Under alle 

omstændigheder var man i den gammeltestamentlige 

forskning indtil for få år siden enige om at David var en 

historisk konge over Israel, og om at han regerede over 

såvel Juda som Israel, hhv. det sydlige og det nordlige 

Palæstina, i en epoke der i forskningen gerne gik under 

betegnelsen »det samlede rige«. 

De vigtigste kilder til Davids historie i Det Gamle 

Testamente er at finde i Samuelsbøgerne. Her delte man 

gerne overleveringen om David op i to større enheder, 

»fortællingen om Davids vej til tronen« (1 Sam 16 – 

2 Sam 7) og »tronfølgehistorien« (2 Sam 8 – 1 Kong 2). 

21

NIELS PETER LEMCHE 

Den første fortælling beretter om den unge Davids karriere 

der efter en række eventyr bringer ham på Sauls 

trone, mens den anden fortæller om de mange familiestridigheder 

der sønderrev hans slægt og formørkede 

hans sidste år. Traditionelt daterede forskerne tronfølgehistorien 

til 900-tallet f.Kr, idet man mente at den kunne 

være skrevet af et øjenvidne til begivenhederne. Fortællingen 

om Davids vej til tronen regnede man normalt for 

yngre, måske fra 800-tallet eller 700-tallet f.Kr. 

Man var klar over at det ikke var fuldstændig uproblematisk 

at regne med tilstedeværelsen af en israelitisk storkonge 

der skulle have hersket over mere end halvdelen af 

Forasien i 900-tallet f.Kr, især fordi der uden for Det 

Gamle Testamente ikke fandtes et eneste spor af denne 

konge i nærorientalske dokumenter og indskrifter fra 

perioden. Selv om man kunne tale om et argumentum e 

silentio, dvs. et argument der baserer sig på tavsheden om 

noget, og som normalt regnes for en ugyldig bevisførelse, 

så var tavsheden alligevel så »støjende« at forskerne oftest 

foretrak at tage det med i betragtning. Resultatet var at 

man gerne reducerede Davids betydning således at han 

stadig regnedes for en historisk person, men knapt så 

mægtig som storkongen af samme navn i de gammeltestamentlige 

tekster. Man forestillede sig en konge over 

Israel og Juda der samtidig havde underlagt sig områderne 

øst for Jordanfloden, men også havde vundet kontrol 

over visse dele af det vestlige Syrien. En sådan 

reduktion af Davids rige ville stadig gøre ham til en mægtig 

fyrste i sin egen tidsalder. 

Inden for de senere år har en mangesidig og betragtelig 

kritik rejst sig selv mod den reducerede udgave af Davids 

storrige. Den har medført at en række forskere i nutiden 

ikke mere ønsker at tale om en historisk David, om et 

davidisk storrige selv i dets reducerede form, eller om et 

samlet israelitisk rige i 900-tallet f.Kr. Kritikken baserer 

22 BIBLIANA


sig på en evaluering af kilder uden for Det Gamle Testamente: 

De manglende omtaler af David og hans rige i 

samtidige kilder, og nye arkæologiske vurderinger af fundene 

fra 900-tallet f.Kr, især i Jerusalemområdet. Dertil 

kommer en anderledes bedømmelse af de gammeltestamentlige 

fortællinger der i almindelighed er langt mindre 

positiv med hensyn til deres historiske indhold. 

Lad os tage de samtidige kilder først; det er det nemmeste, 

eftersom der ikke findes nogle. Ganske vist har 

man i Israel for otte år siden fundet en indskrift der nævner 

et »Davids Hus« (hvis det er det teksten betyder, jf. s. 

28); men indskriften stammer tidligst fra ca. 800 f.Kr. og 

nævner under ingen omstændigheder kong David, men 

muligvis hans »hus«, det vil i sammenhængen formentlig 

sige en politisk organisation ledet af et herskerdynasti der 

kaldte sig »Davids hus«, dvs. regnede sig som efterkommere 

af en David der kunne være en historisk person, 

men som også kunne være en mytologisk sagnfigur. 

Fra 900-tallet f.Kr. findes der ingen tilsvarende kilder 

hverken i Palæstina eller fra dets nabolande. Perioden er 

nogle gange blevet beskrevet som en overgangstid: De 

gamle storriger i Forasien var enten gået til grunde eller 

var endnu ikke kommet til hægterne igen efter sammenbruddet 

af senbronzealderkulturen omkring 1200 f.Kr, 

og nye stormagter havde endnu ikke konsolideret sig. 

Dette er delvist korrekt, for så vidt som Ægypten i 900tallet 

var langt fra fordums pomp og pragt under det 18. 

og 19. dynasti (ca. 1500-1200), mens samtidig Assyrerriget 

endnu ikke havde udstrakt sin magt til det vestlige 

Syrien og Fønikien. 

Syriens historie i perioden domineredes for store deles 

vedkommende af de aramæiske statsdannelser der fandt 

sted i et betydeligt omfang i denne tidsalder, og som i 

800-tallet f.Kr. ikke mindst bragte Damaskus i front som 

den ledende politiske magtfaktor i Syrien og Palæstina. 

BIBLIANA 

23


Den nordlige del af Syrien var til gengæld præget af tilstedeværelse 

af såkaldt »neohittitiske« småstater som 

kunne betragtes som arvtagere til hittitterriget, der i den 

sidste del af senbronzealderen havde hersket over området. 

Assyrerriget, der allerede i 1100- og 1000-tallet f.Kr. 

måtte imødegå truslen fra aramæerne langs rigets vestgrænse, 

søgte i denne periode at konsolidere sin politiske 

tilstedeværelse vest for Eufratfloden i den østlige og 

nordøstlige del af Syrien. 

Det kan for så vidt ikke udelukkes at der i 900-tallet 

f.Kr. kan have eksisteret en kortvarig periode hvori en 

mindre magt i det syriske randområde kunne nyde en 

betragtelig selvstændighed og politisk manøvrefrihed og 

derved opkaste sig til en regional magtfaktor; men det 

synes udelukket at en sådan politisk organisation skulle 

have haft styrken til fx at sende sine hære frem til bredden 

af Eufratfloden hvor en David ikke ville have mødt 

mere eller mindre tilfældige aramæiske fjender, men velorganiserede 

assyriske tropper. Vi kan uden større problemer 

udelukke muligheden af at der i 900-tallet f.Kr. 

har eksisteret et israelitisk, dvs. davidisk, imperium hvis 

grænser gik fra »den store flod« til »Ægyptens bæk«. Vi 

kan derimod ikke på grundlag af de politiske forhold i 

Forasien i sin helhed udelukke en temporær, mindre 

statsdannelse der involverede det meste af Palæstina samt 

Østjordanlandet. 

Det arkæologiske materiale føjer flere oplysninger til. 

Ganske vist indeholder arkæologi som videnskab ingen 

patentløsninger der med sikkerhed kan sige om noget er 

sket eller er ren fiktion. Hvis man ikke har en indskrift 

der nævner Davids navn, kan selv righoldige fund fra den 

tid hvor David efter de flestes mening skulle have levet og 

hersket, hverken bekræfte eller afkræfte hans historiske 

eksistens. At benytte arkæologien til at sige at David har 

levet, eller, omvendt, at han ikke har levet, er under 

24 BIBLIANA


sådanne omstændigheder falsk bevisførelse. En arkæologi 

uden indskrifter kan kun benyttes til at skabe en slags 

scene, ligesom i et teater, hvorpå et historisk drama der 

kan have involveret en historisk David, muligvis kan have 

fundet sted. 

Hvordan ser så scenen for 900-tallets Palæstina ud? 

Som det i reglen er tilfældet inden for videnskab, er der 

to hovedopfattelser der strides om tolkningen af fundene 

fra perioden. Den ene opfattelse vil hævde at selv om 

fundene fra Davids egen tid er sparsomme for at sige det 

mildt, så er der klare vidnesbyrd fra slutningen af 900tallet 

f.Kr, fra Davids søn og efterfølger, kong Salomos 

tid, der peger i retning af tilstedeværelsen af en stærk og 

velorganiseret centralmagt i Palæstina. Fundene der samler 

sig om portanlæg bl.a. i Megiddo, Hasor og Gezer, 

samt om såkaldte »staldbygninger« i bl.a. Megiddo og 

Hasor, og som får mange forskere til at genkalde sig 

omtalen af Salomos byggeaktiviteter i 1 Kong 9,15, udviser 

ifølge tilhængerne af denne opfattelse en sådan ensartethed 

at det er relevant at forestille sig en fra centralt 

hold organiseret anlægsaktivitet. 

Den centrale by i Davids rige, Jerusalem, har ikke på 

tilsvarende vis afgivet fund der kunne støtte antagelsen af 

et velfungerende og centraliseret israelitisk rige i 900-tallet 

f.Kr. I bedste fald omfattede byen i 900-tallet f.Kr. 

den sydøstlige høj, Ofelhøjen der støder op til selve tempelpladsen 

hvis sydlige del menes at udgøre plateauet 

hvor Salomos regeringsbygninger og templet blev anlagt. 

Byens samlede areal var efter denne fortolkning ganske 

lille, nogle få hektar med plads til højst et par tusinde 

mennesker – ikke meget for et centrum i et stort imperium. 

Udgravningerne i Jerusalem, der har været gennemført 

over en periode på mere end 100 år, men som ifølge 

sagens natur har været spredte og ofte uden indbyrdes 

BIBLIANA 

25


sammenhæng – man kan jo ikke så godt fjerne den 

moderne gamle by fra sin sokkel, og det er af religiøse 

årsager helt umuligt at grave på tempelpladsen – har 

imidlertid på det seneste givet anledning til konflikter 

arkæologerne imellem. Alle må indrømme at byen i 900tallet 

f.Kr. var meget lille; men nu er nogle arkæologer 

begyndt at tvivle på at der overhovedet var en by på stedet 

i 900-tallet f.Kr. Denne nye opfattelse er ikke mindst 

afhængig af en ny kronologi der er foreslået af en række 

arkæologer for keramikken som er fundet i jernalderens 

Palæstina. Hvis denne kronologi er korrekt, flyttes fundene 

fra Jerusalem, der normalt er dateret til 900-tallet 

f.Kr, ned til 800-tallet f.Kr. hvilket igen fører til at der 

ingen bymæssig bebyggelse lå på stedet. Jerusalem eksisterede 

simpelthen ikke dengang da David erobrede byen 

og derefter gjorde den til sin hovedstad. 

Samtidigt betyder revurderingen af keramikkronologien 

også at fundene fra Megiddo, Gezer, Hasor og 

andre steder som man har tilregnet Salomos byggeaktiviteter, 

ikke stammer fra Salomos tid, men fra det efterfølgende 

århundrede. For så vidt som de repræsenterer 

tilstedeværelsen af en stærk centralmagt, er dette ikke 

Salomos administration, men den administration som 

styrede den mindre stat Israel i Nordpalæstina som 

utvivlsomt eksisterede i 800-tallet f.Kr. Har de pågældende 

arkæologer ret, så fandtes der ikke en fællesisraelitisk 

stat hvis territorium dækkede det meste af Palæstina i 

900-tallet f.Kr. Den tidligste dato for tilstedeværelsen af 

en sådan organisation er 800-tallet f.Kr, og så er det oven 

i købet kun i den nordlige del af landet at den kommer til 

syne i fundmaterialet. 

For Judas vedkommende, kerneområdet i det davidiske 

rige, er situationen endnu mere kritisk, idet der er 

mere og mere der tyder på at der ikke fandtes nogen 

egentlig centralistisk statsdannelse i denne region før 

26 BIBLIANA


måske så sent som i 700-tallet f.Kr. I 900-tallet f.Kr. lå 

området hen, splittet op i en lang række småsamfund der 

næppe var organiseret på et højere plan end som styret af 

høvdinge og lokale borgherrer. Endnu i 800-tallet f.Kr. 

havde denne almene situation ikke ændret sig på nogen 

fundamental måde. De historikere og arkæologer der 

støtter denne fortolkning af fundene, har simpelthen 

konkluderet at der ikke eksisterede nogen judæisk stat i 

900-tallet f.Kr. som David kunne have hersket over fra 

sin kongestad Jerusalem som heller ikke eksisterede på 

dette tidspunkt. 

Vi har nogle valg at skulle træffe. Hvis vi ønsker at 

bevare forestillingen om en historisk, mægtig kong 

David, sådan som han er beskrevet i Det Gamle Testamente, 

så finder vi ham ikke uden for Det Gamle Testamente. 

Han er en litterær skikkelse, ikke en historisk 

figur. Hvis vi vil foretage en reduktion af den gammeltestamentlige 

David til noget realistisk, dvs. en høvdingeskikkelse 

der eventuelt levede i Juda engang i 900- eller 

800-tallet f.Kr. (ikke engang århundredet kan vi være 

sikre på), så må vi foretage en forkortelse af den gammeltestamentlige 

beretning om David samt af den efterfølgende 

tradition om David; der bliver faktisk ikke så 

forfærdelig meget tilbage. Det får teologiske konsekvenser 

som det dog ikke er min sag at behandle her. I øvrigt 

er det hele rent gætteri. Vi har ikke en eneste kilde om en 

høvding i Juda i 900- og 800-tallet f.Kr, hverken i eller 

uden for Det Gamle Testamente. Han forbliver alene et 

postulat. 

BIBLIANA 

27

Tel Dan-indskrifterne i oversættelse 

Fragment A 

1: [ ] ….[ ] 

2: [ ] .. min fader .. [ ] 

3: og min fader døde. Han gik til [ Is-] 

4: rael var før i min fars land [ ] 

5: jeg, og Hadad gik foran mig [ ] 

6: … min konge, og jeg dræbte ... [ strids-] 

7: [v]ogne og tusinder af ryt[tere ] 

8: konge af Israel, og han dræbte [ ] 

9: … Davids hus, og jeg satte [ ] 

10: deres land var [ ] 

11: andre og … [ ] 

12 … over … [ ] 

13: belejring af [ ] 

Fragment B1 og B2 

1: [ ] og skar . [ ] 

2: [k]rig i [ ] 

3: [ ] .. og min konge gik ind [ ] 

4: [ ] Hadad gjorde til konge [ ] 

5: jeg drog fr[a] ..[ ] 

6: [ ] .. fanger .. [] 

7: [ ]rm søn [ ] 

8: [ ]jhv søn [ ] 

28 BIBLIANA

Tel Dan-indskrifterne 

Niels Peter Lemche 

BIBLIANA 

TEL DAN-INDSKRIFTERNE 

På Tel Dan, en ruinhøj i det nordlige Palæstina med 

resterne af oldtidsbyen Dan, har arkæologer 

udgravet fragmenter af én eller flere indskrifter der 

muligvis omtaler Davids hus, i den aramaiske indskrift 

skrevet således: bjtdvd. Der har siden fundet af fragmenterne 

raset en strid mellem forskerne, både om dateringen 

af indskrifterne med forslag der rækker fra ca. 850 til 

ca. 700 f.Kr, og om betydningen af dette bjtdvd. Nogle 

forskere er overbeviste om at det virkelig er David hus 

der omtales, og ser teksten som en henvisning til Juda 

Rige; andre mener at der sigtes til noget helt andet. 

Det er ikke hensigten her at bevæge sig længere ind i 

denne diskussion, men kun at slå fast hvad der legitimt 

kan udledes af teksten med hensyn til den historiske 

kong David i det tilfælde at der faktisk står »Davids hus«, 

nemlig at der var et »hus« der hed »Davids Hus«. »Hus« – 

aramaisk (og hebraisk) bajit – kan betyde flere forskellige 

ting. Udover »hus« i snæver fysisk forstand kan det også 

betyde »palads« eller »tempel«; men betydningen kan også 

udvides til at omfatte dem som normalt bor i et hus. Det 

vil sige at bajit også får betydningen »familie« og i en kongelig 

sammenhæng »dynasti«. Da datidens stater næsten 

uden undtagelse altid blev regeret af kongelige familier, 

var det i den tidsalder hvorfra Tel Dan indskriften stammer, 

ikke unormalt at se stater benævnt efter de kongehuse 

der regerede dem. 

29


»Davids hus« i Tel Dan indskrifterne kan derfor være 

en reference til Juda Rige, men beviser det at David er en 

historisk person? Det gør teksterne ikke, men de siger – 

hvis den omtalte forståelse af teksten er korrekt – at der i 

en eller anden betydning af dette ord har eksisteret et 

»hus« som kaldtes »Davids Hus«. Men et hus som fysisk 

fænomen er jo ikke en person. At et hus eksisterer, indebærer 

ikke automatisk at en person også gør det. Tel Dan 

indskrifterne beviser under ingen omstændigheder at 

David er en historisk person, men kunne opfattes som et 

indicium for Davids eksistens. Det vil sige at selv om Tel 

Dan indskrifterne i sig selv ikke beviser Davids historicitet, 

så gør de den alligevel en anelse mere sandsynlig end 

hvis indskrifterne ikke var blevet fundet. 

Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det 

også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den 

også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. (1 Mos 3,6-7) 

Niels Helledie, Syndefaldet, 1981, 62 x 52 cm, stentøj og træ. 

30 BIBLIANA

Ved vi virkelig så lidt 

om denne David? 

Aage Westenholz 

J 

BIBLIANA 

VED VI VIRKELIG SÅ LIDT OM DENNE DAVID? 

eg er blevet bedt om at komme med et modspil til 

foranstående artikel af professor Lemche. Det er ikke 

just nogen nem opgave, for jeg er jo kun en assyriolog 

– og så skal jeg tage det op mod professoren i teologi på 

hans egen hjemmebane! 

Men da Lemche stævnede Det Gamle Testamentes 

beretninger om David for retten med en anklage for 

historieforfalskning, burde han nok have gjort anklagede 

opmærksom på at »Alt hvad De siger vil blive brugt imod 

Dem.« For eksempel: »Anklagedes påstand om at der 

skulle have været et storrige under kong David i 900-tallets 

Palæstina kan ikke bekræftes af uvildige vidneudsagn; 

tværtimod synes udgravninger at dementere påstanden. 

Det tyder på en høj grad af uvederhæftighed hos anklagede!« 

Denne holdning til den bibelske tekst (men ingen 

andre!) er konsekvent gennemført i hele københavnerskolens 

arbejde. 

Kong David og historien 

Lad os undersøge Lemches argumenter ét for ét. Det er 

rigtigt at der ikke findes samtidige vidnesbyrd om David 

og hans storrige uden for Bibelen selv. Men det gør der 

knap nok heller om 900-tallets Assyrien, og slet ikke om 

Babylonien; og dog tvivler ingen på deres eksistens. Faktisk 

har vi forbløffende få tekster fra 900-tallet overhove- 

31

AAGE WESTENHOLZ 

det fra noget sted i den Nære Orient. Så den »støjende 

tavshed« gælder ikke kun David. 

»David kan ikke være trængt frem til Eufrat, for dér 

ville han være stødt, ikke på mere eller mindre tilfældige 

aramaiske fjender, men velorganiserede assyriske tropper.« 

Efter alt hvad vi ved, er dette direkte forkert. I tiden 

mellem 1050 og 930 f.Kr. var Assyrien trængt hårdt i 

defensiven i sit kerneområde, dels af aramæerne, dels af 

småstater i det sydøstlige Anatolien. Assyrerne var »indesluttet 

i en jernring af fjender«, som de selv sagde, så de 

»tilfældige« aramaiske fjender kan meget vel have været 

bedre organiseret end assyrerne. Assyrerne havde dengang 

ingen »politisk tilstedeværelse vest for Eufrat« som 

de kunne konsolidere. Og hvor står det at David trængte 

frem til Eufrat? Teksten har noget der minder om Lemches 

udsagn om et israelitisk imperium der strakte sig fra 

»Ægyptens Bæk« til Eufrat; men det er under Salomo, og 

det siges ikke nær så håndfast (1 Kong 5,1). Ellers tales 

der kun om Davids sejre i Israels umiddelbare nærhed: i 

Østjordan over Ammon, Edom og Moab, mod nord over 

de nærmeste af aramæerstaterne dér, mod vest over filistrene, 

og mod syd over Amalek. Ingen af disse stater 

blev indlemmet i et »storrige«, kun gjort til tributpligtige 

vasaller – og som de assyriske kongers indskrifter tydeligt 

(omend ufrivilligt) viser, var man helt klar over at et 

sådant arrangement var nærmest symbolsk og ikke just 

langtidsholdbart. Desuden ville det være rimeligt at 

antage at netop Davids og hans efterfølgeres kampe mod 

aramæerne lettede presset på Assyrien så meget at det 

under Assurdan II (934-912) så småt kunne begynde på 

det modangreb der strakte sig over flere hundrede år og 

endte med at Assyrien beherskede hele den Nære Orient 

omkring 650 f.Kr.. Assyrerne nåede dog først frem til 

Eufrat i 894 f.Kr. da både David og Salomo lå i deres 

grave. 

32 BIBLIANA


Videre anfører Lemche at den udprægede fattigdom 

på arkæologiske fund fra Davids tid i Jerusalem selv ikke 

kan forenes med Bibelens beretning om byen som hovedstad 

for et stort israelitisk rige. Hvis Jerusalem overhovedet 

var beboet i 900-tallet, kan byen højst have rummet 

et par tusinde mennesker – »ikke meget for et centrum i 

et stort imperium.« Men ikke nok med det; visse arkæologer 

har for nylig argumenteret for at de fund man har 

gjort i Jerusalem og dateret til Davids tid, i virkeligheden 

er ca. 100 år yngre. Konklusionen følger prompte: »Jerusalem 

eksisterede simpelthen ikke dengang da David erobrede 

byen og gjorde den til sin hovedstad.« 

Nu er jeg ikke nogen ørn til arkæologi, og jeg kan ikke 

vurdere diskussionen om dateringen af fundene. Dertil 

kommer, hvad københavnerskolen tit – og med rette – 

har påpeget, at der er en metodisk brist i megen bibelsk 

arkæologi: Mange af arkæologerne »graver med hakken i 

den ene hånd og Bibelen i den anden«. Det betyder ofte 

at når et eller andet bygningsværk dukker frem af jorden, 

bliver det tilskrevet en konge (eller en anden person) der 

kendes fra Bibelen; dermed er fundet dateret og Bibelens 

»sandhed« bevist. Det er ganske rigtig en uantagelig cirkelslutning; 

naturligvis skal fundene dateres ud fra rent 

arkæologiske kriterier. Resultatet er et håbløst rod af 

modstridende udtalelser fra eksperterne. Selv i den nyeste 

litteratur om emnet kan man finde beskrivelser af 

store anlæg i Jerusalem der if. den ene bog stammer fra 

Davids og Salomos dage, mens den anden bog ikke tilskriver 

de samme fund nogen bestemt, men daterer dem 

senere ud fra kriterier der ikke altid er indlysende. Hele 

diskussionen er befængt med bibelske sym- og antipatier 

og virker videnskabeligt set temmelig umoden. 

Jerusalem er, som Lemche også indrømmer, ikke 

noget velegnet sted for arkæologiske udgravninger. Det 

er med andre ord ret tilfældigt hvad man har fundet; og 

BIBLIANA 

33


her gælder læresætningen »absence of evidence is not evidence 

of absence« mere end nogensinde. På det foreliggende 

grundlag er det videnskabeligt næppe forsvarligt at 

hævde at Jerusalem »simpelthen ikke eksisterede« i 900tallet. 

Det sted hvor Jerusalem nu ligger, er det eneste i 

miles omkreds hvor der er naturligt rindende vand hele 

året. Efter hvad fundene viser, var det beboet fra engang i 

det 4. årtusind f.Kr. og ned gennem hele bronzealderen, 

dvs. til slutningen af andet årtusinde f.Kr. Ægypterne 

kendte byen allerede omkring 1800 f.Kr. som Urushalimum; 

omkring 1350 f.Kr. var det en kongeby hvis regent 

korresponderede med Farao; og der er i Jerusalem fundet 

rester af et ægyptisk tempel fra nogenlunde samme tid – 

altsammen vidnesbyrd om byens internationale betydning 

dengang, og altsammen noget som Lemche forbigår 

i støjende tavshed. Det lyder ikke særlig sandsynligt at 

dette sted så skulle være totalt forladt i 900-tallet for derefter 

igen at blive en by, under det samme navn, som 

både Sankerib af Assyrien i 701 og Nebukadnesar II af 

Babylon i 598 og 587 f.Kr. skulle finde det umagen værd 

at belejre. 

Men sandt er det at Jerusalem i 900-tallet visselig ikke 

var nogen millionby. Men er det grund nok til at antage 

at den ikke kunne have været hovedstad for Davids rige? 

Her skal man tænke på hvad en by i jernalderens Palæstina 

overhovedet var. Byerne dér var små. Jernalderens 

Palæstina var et landbrugssamfund uden nogen nævneværdig 

industri eller internationale handelsforbindelser. 

Byerne fungerede hovedsageligt som befæstede tilflugtssteder 

for landbefolkningen når fjenden stod for døren; i 

fredstid var de centre for den kongelige administration og 

for den dyrkelse af de lokale guder som foregik i byernes 

templer. Byerne behøvede derfor normalt kun at rumme 

det administrative og kultiske personale samt deres familier. 

En by som Jerusalem, »med plads til højst et par 

34 BIBLIANA


tusinde mennesker«, ville derfor være fuldt tilstrækkelig 

for en kong David som hovedstad for hans rige – som 

altså ifølge teksten selv ingenlunde var et »stort imperium«. 

Lemche synes dog at mene at hvis man blot havde en 

eneste samtidig indskrift der omtalte en kong David af 

Israel, ville anklagedes sag stå væsentlig stærkere. Det 

nærmeste man har til noget sådant, er den berømte Tel 

Dan stele fra 700-tallet. Den kendes kun i brudstykker; 

det meste af indskriften mangler. Den taler om et 

»Davids hus«, som efter tidens gængse sprogbrug må 

opfattes som et dynasti der påstod at nedstamme fra en 

David. Københavnerskolen har haft en del fordøjelsesbesvær 

med denne indskrift. Lemche siger at hvis der virkelig 

står »Davids hus«, så kan denne David lige så godt 

have været en mytologisk sagnfigur. Hvor ellers i den 

Nære Orient har vi eksempler på at regerende dynastier 

nedstammer fra en »mytologisk sagnfigur«? I de tilfælde 

hvor vendingen »NN’s hus« bruges, har vi ellers at gøre 

med historisk bekendte figurer. Men rent bortset fra det 

begriber jeg ikke hvordan selv en samtidig, uomtvistelig 

omtale af kong David i en indskrift ville gøre os synderlig 

klogere. Det ville hermed være godtgjort at der havde 

været en kong David af Israel – og hvad så? Intet af hvad 

Bibelen ellers fortæller os om David, ville dermed være 

bevist. David ville blot være ét kongenavn blandt utallige 

andre som vi heller ikke ved noget som helst om, udover 

at de har eksisteret, og omtrent hvornår. 

Den foreløbige konklusion på alt dette må være at 

Lemche som anklager næppe har kunnet bevise sin 

påstand om den bibelske tekst som historieforfalskning; 

men også at forsvaret ikke har kunnet tilbagevise den 

med mere end »der er ikke noget afgørende bevis for at 

anklagede bør kendes skyldig«. Der er i den bibelske 

beretning kun meget lidt der er usandsynligt eller direkte 

BIBLIANA 

35


umuligt. Vi bliver derfor nødt til at vurdere den bibelske 

beretning selv som en historisk kildetekst til Davids 

historiske eksistens og virke. 

Kong David og teksterne 

Nu mener man i København at næsten hele det Gamle 

Testamentes tekst, inklusive alle de historiske bøger, er 

skrevet meget sent, allertidligst i 400-tallet f.Kr, formentlig 

væsentlig senere. David skal i denne sene sammenhæng 

have været den ideale sagnkonge der under 

Jahves forsyn regerede over det samlede Israels folk i den 

hellige stad; hans lige 

så sagnagtige søn 

Salomo byggede Jahves 

tempel. Alt dette 

skulle tjene som et 

manende forbillede 

for jøder der bosatte 

sig i Israel. Det er 

altså sagn og saga alt- 

De historiske bøger: Det Gamle Testamentes 

39 skrifter inddeles i kristen tradition i tre grupper: 

De historiske bøger (Første Mosebog – 

Esters Bog), de poetiske bøger (Jobs Bog – Højsangen) 

og de profetiske bøger (Esajas’ Bog – 

Malakias’ Bog) – man kunne også have kaldt 

det fortid, nutid og fremtid. I jødisk tradition 

inddeles den hebraiske bibel lidt anderledes i 

Loven, Profeterne og Skrifterne. 

sammen, hvis ikke det pure digt. Men passer det med 

hvad der står i teksten? 

På en ejendommelig måde gør det faktisk, omend kun 

halvt. Vi har nemlig to beretninger om David i Det 

Gamle Testamente. Den ene er Samuelsbøgerne og 

begyndelsen af Første Kongebog; den anden står at læse i 

1 Krøn 10–29. De fleste er enige om at Krønikebøgerne 

er et eftereksilsk værk (altså fra slutningen af 500-tallet 

f.Kr. eller senere) der fremstår som et sammendrag af 

ældre kilder, deriblandt Samuelsbøgerne; og den David 

der skildres i Krønikebøgerne, er virkelig en idealiseret 

skikkelse. Hans eneste synd var, på Satans tilskyndelse, 

at foretage en folketælling i Israel. Den udførligere beretning 

i Samuelsbøgerne fortæller om langt alvorligere forsyndelser 

som jeg skal vende tilbage til senere. Den 

36 BIBLIANA


fortæller også at David i sin høje alderdom ikke kunne 

holde varmen i sengen, men måtte have en ung pige med 

sig som varmedunk mens hans sønner sloges om arvefølgen, 

og én af dem voldtog sin søster. Alt dette er udeladt 

i Krønikebøgernes glorificerede billede af David. 

Heraf følger at mens Krønikebøgerne er et eftereksilsk 

værk hvori David er skildret med nogenlunde det formål 

som københavnerskolen angiver, så må Samuelsbøgerne 

være ældre eftersom Krønikebøgernes forfatter har 

benyttet dem, og skrevet med et andet sigte eftersom de 

har så meget uglorværdigt at fortælle om David og hans 

sønner som Krønikebøgerne ikke tog med. Men hvor 

meget ældre, og med hvilket sigte? 

Nu er det næppe realistisk at forestille sig at Samuelsbøgerne 

plus begyndelsen af Første Kongebog er skrevet 

af én forfatter og derefter overleveret uændret. Der er en 

række dubletter og indre selvmodsigelser i teksten som 

man også kender fra især Første Mosebog, og som man 

har villet forklare med at den nuværende tekst er strikket 

sammen fra et antal oprindeligt selvstændige skrifter. 

Selvom denne forklaringsmodel nok skal tages med et 

gran salt, er der eksempler fra Babylonien på en lignende 

fremgangsmåde. Og de skrivere der overleverede teksten, 

har ikke altid følt sig forpligtet til at overlevere den uændret. 

De fleste traditionelle nærorientalske tekster er 

levende organismer der vokser og udvikler sig med den 

kultur der overleverer dem, indtil de enten glemmes eller 

får deres endelige, faste form. Og netop med Samuelsbøgerne 

er »den endelige form« endnu ikke nået i de ældste 

tekstvidnesbyrd vi har (3.–1. årh. f.Kr.). Teksten er, for 

nu at sige det lidt groft, dårligt overleveret; de eftereksilske 

skrivere foretrak tydeligt Krønikebøgernes beretning, 

hvor David havde været en tur i renseriet. 

Alt dette gør studiet af Samuelsbøgerne umådeligt 

indviklet og teknisk, og dertil en temmelig subjektiv 

BIBLIANA 

37


affære. Man kan altså ikke tale om en enkelt datering og 

et enkelt sigte med Samuelsbøgerne som helhed. Der er 

dog to store tekstblokke der umiddelbart virker som 

mere eller mindre helstøbte enheder, og som forskerne 

kalder »Davids vej til tronen« (1 Sam 16 – 2 Sam 7) og 

»Tronfølgehistorien« (2 Sam 8 – 1 Kong 2); og den sidste 

gør et stærkt indtryk af at være en øjenvidneberetning. 

Begge er desuden skrevet med et enestående litterært 

talent som kunne tyde på at de begge er forfattet af den 

samme. Det er derfor muligt at denne skribent virkelig 

levede i slutningen af Davids regeringstid og begyndelsen 

af Salomos, og at han var nært knyttet til hoffet. At 

»Davids vej til tronen« ikke har den samme øjenvidnekarakter 

som »Tronfølgehistorien«, er naturligt nok, for de 

begivenheder der skildres dér, fandt sted før skribentens 

egen tid. Der er allerede ansatser til sagadannelse, som 

for eksempel historien om Goliat. At hans beretning blev 

godtaget som den officielle historiefortælling om David, 

fremgår af det simple faktum at vi stadig har den. Et 

manuskript på papyrus eller pergament overlever i Palæstinas 

klima normalt kun en begrænset tid; teksten må 

derfor bestandigt skrives af for at kunne modstå tidens 

tand. Og denne skriftlige overlevering godtager ikke hvad 

som helst. 

Når der er tale om en nærorientalsk oldtidstekst, israelitisk 

såvel som babylonisk, kan man kun i begrænset 

omfang anvende de fortolkningsmetoder der er gængse i 

moderne litteratur. I modsætning til moderne litteratur, 

og også den klassiske græsk-romerske oldtidslitteratur, er 

næsten alle nærorientalske tekster anonyme og fremstår 

derfor ikke som en enkelt forfatters personlige synspunkter, 

men som kulturens som helhed. Det er en grundforskel 

i holdningen til begrebet »forfatterskab« som ofte 

bliver overset i bibelforskningen. Men ikke nok med det. 

Det er ikke nok at spørge hvad selv en anonym forfatter 

38 BIBLIANA


eventuelt kunne have tænkt sig med sine skriverier: 

Hvorfor skrev han det? Man må også spørge: Hvorfor har 

vi det i dag? Det gælder både i Babylonien, og naturligvis 

endnu mere i Bibelen, at kun de tekster der blev accepteret 

som normative af kulturen som helhed, blev fundet 

værdige til overlevering. Det forekommer mig ret usandsynligt 

at én eller anden i 300-tallet (eller når som helst 

ellers) skulle have digtet en knaldroman om David og 

Salomo som ingen havde hørt om før, og at skriverne så 

ville have overleveret den – oven i købet i to versioner! 

Så vi antager altså indtil videre at Davids historie i 

Samuelsbøgerne var den officielle, samtidige beretning. 

Og dermed véd vi meget mere om David end vi egentlig 

bryder os om at vide, for eksempel hvad slags varmedunk 

han brugte. 

Men vi kan gå meget længere end det. Den samme litterære 

kvalitet findes også i store dele af de foregående kapitler 

af Første Samuelsbog, samt i de afsnit af Mosebøgerne som 

bibelforskerne har tilskre- 

vet »Jahvisten«. Faktisk 

er der tale om et helt sæt 

af højst usædvanlige træk 

som »Jahvisten« og »Samuel« 

(forkortelse for 

»forfatteren til hovedparten 

af Samuelsbøgerne«) 

har tilfælles, og som kunne 

tyde på at de var én og 

samme person. Dette sæt 

kan beskrives således: 

1. »Jahvisten« har det 

samme talent som »Samuel« for at lade personer og situationer 

tale for sig selv. Der moraliseres så at sige aldrig. 

Begges sprog er så ligetil at et barn kan forstå det; og dog 

er deres fortællinger ofte af stor filosofisk dybde. 

»Jahvisten«: Siden midten af 1700-tallet har 

bibelforskere forklaret de gentagelser og 

modsigelser der findes i Mosebøgerne, ved 

at hævde at den nuværende tekst er sammenskrevet 

af forskellige kilder, nemlig: 

Jahvisten (heri omtales guden som Jahve, 

hvilket i de autoriserede danske oversætteler 

gengives med Herren), 

Elohisten (som omtaler guden som Gud, på 

hebraisk elohim), 

Deuteronomisten (især Femte Mosebog, på 

græsk kaldet Deuteronomium) og 

Præsteskriftet (især Tredje og Fjerde Mosebog 

med deres mange »præstelige« forordninger). 

BIBLIANA 

39


2. Både »Jahvisten« og »Samuel« viser en tydelig interesse 

for personernes følelsesmæssige reaktioner, i modsætning 

til de fleste andre bibelske forfattere der er mere 

optagede af abstrakte moraliserende og didaktiske hensyn. 

3. Både »Jahvisten« og »Samuel« viser en levende interesse 

for »gamle dages skik og brug«, for eksempel i de 

udførlige beskrivelser af hvordan Abraham beværtede 

sine tre gæster (1 Mos 18), eller købte en gravhule fra 

hittitterne (1 Mos 23), og beskrivelsen af hvordan Saul 

ledte efter sin fars forsvundne æsler (1 Sam 9). 

4. Både »Jahvisten« og »Samuel« har udpræget sympati 

for den tabende part, hvem det så end er. Esaus fortvivlelse 

over at være blevet snydt for sin førstefødselsret er 

tydeligt deltagende fremstillet (1 Mos 27), og hans ridderlige 

opførsel mod Jakob senere hen (1 Mos 33) forties 

ikke – og det til trods for at Jakob var stamfader til israelitterne, 

og Esau var stamfader til én af deres værste fjender, 

edomitterne! Den samme sympati kommer til 

udtryk i skildringerne af Sauls tiltagende sindsyge 

(1 Sam 16 og 18–20) og navnlig hans rædselsfulde endeligt 

(1 Sam 31 – 2 Sam 1), men også i beskrivelsen af 

hans lovende begyndelse (1 Sam 9–11). Hans fortjenester 

som Israels konge underkendes aldrig. 

5. Omvendt tilskriver både »Jahvisten« og »Samuel« frejdigt 

deres helte en hel del gerninger der også i datiden 

ansås for mildt sagt kritisable. Abraham løj for Farao om 

sin kone Saraj som han udgav for sin søster, og bragte dermed 

ulykke over sin intetanende vært (1 Mos 12,10-20). 

Jakob snød både sin far Isak og sin broder Esau, med 

Rebekkas ivrige bistand, og fik på den måde Isaks velsignelse 

som den førstefødte (1 Mos 27). Simon og Levi 

brød deres far Jakobs aftale med indbyggerne i Sikem og 

massakrerede dem mens de var forsvarsløse (1 Mos 34); 

og Ruben gik i seng med sin fars konkubine 

(1 Mos 35,22). David foretog ikke blot en folketælling 

40 BIBLIANA


mod Jahves vilje (2 Sam 24). Han begærede Urias’ hustru 

Batseba og fik hende op på slottet. Da David så fik at vide 

at hun var med barn, prøvede han først gemytligt at få 

Urias til at gå i seng med hende (velsagtens for at sløre 

faderskabet); og da det ikke lykkedes, fik David ham 

ombragt ved fjenders sværd og overtog Batseba der så 

siden hen blev mor til Salomo (2 Sam 11–12). David 

kunne ikke holde styr på de mere urolige hoveder blandt 

sine egne folk og sine egne sønner; men da han ikke kunne 

eller ville gøre noget ved det selv, bad han Salomo »ordne« 

disse folk når han selv var død. Det gjorde så Salomo, dels 

ved helligbrøde, dels under forskellige løse påskud 

(1 Kong 2). Hvis man vil være grov, kan man jo sige at 

ifølge teksten selv blev Davids æt, ja hele Israel, grundlagt 

i svig, traktatbrud, hor, brodermord, helligbrøde, og 

uskyldiges blod; men det ville være en meget tendentiøs 

udlægning. Det er ikke en forskers opgave at være grov 

eller tendentiøs, tværtimod; men råmaterialet for det er 

der ikke desto mindre altsammen, og det er da i sig selv 

bemærkelsesværdigt. 

6. »Jahvisten« og »Samuel« opfatter begge historiens 

gang som Jahves langsigtede plan; men dette siges sjældent 

direkte. For det meste lader de begivenhederne tale 

for sig selv. En sjælden gang fortælles det at Jahve giver et 

løfte (til Abraham og David), eller slutter en pagt (med 

Moses), hvor der gives udtrykkelige profetier om hvad 

der skal komme; men ellers overlades det til læseren at 

drage sine egne konklusioner. 

7. Endelig er der hos begge forfattere rent sproglige fællestræk 

som synes at være karakteristiske for dem alene. 

Alle disse fællestræk forkommer mig som sagt ganske 

usædvanlige, og noget må det da betyde. Hvis det kan 

anerkendes at »Jahvisten« og »Samuel« er én og samme 

person, og at beretningen tydeligt går fra genfortælling af 

overleveret stof til førstehåndsberetning når den kommer 

BIBLIANA 

41


til Davids senere år, så må konklusionen blive denne: 

Under Salomo fremkom der en »Israels Historie« der 

begyndte med verdens skabelse og sluttede med Salomos 

egen tid. Værket var højst sandsynligt bestilt af Salomo 

selv. Salomo beskrives som en vis, moderne og fremskridtsvenlig 

monark der gerne så Israel bragt på højde 

med den omgivende kultur. Han hentede fønikiske arkitekter 

og håndværkere fra Tyrus til Jerusalem for at bygge 

Jahves tempel. I teksten fremstilles dette godt nok som et 

eksempel på Salomos gode internationale forbindelser; 

men det indrømmes samtidig stiltiende at et sådant 

arbejde kunne man endnu ikke præstere i Israel ved egen 

hjælp; og det virker jo ganske autentisk. 

Nu var der kort forinden fremkommet en ganske lignende 

fønikisk verdenshistorie der gik fra skabelsen ned 

til forfatterens egen tid, efter sigende skrevet af en præst 

ved navn Sanchuniaton i tiden »før Trojas fald«. Vi kender 

kun til den fra nogle få græske referater – i modsætning 

til den hebraiske litteratur er den fønikiske gået 

uhjælpeligt tabt. Men Salomo kan meget vel have skønnet 

at »sådan én må vi også have!« Saxos Danmarkshistorie 

blev til under meget lignende omstændigheder. 

Forfatteren til denne »Israels Historie« må have set sin 

egen tid som fuldbyrdelsen af alt hvad Jahve havde lovet 

hans forfædre. Israel boede trygt i det forjættede land; alle 

interne stridigheder var bilagt, og der var fred med alle 

rundt omkring; Jahves tempel var bygget færdigt og hans 

kult sikret til evig tid; og Davids æt sad sikkert på tronen. 

Hans sigte med værket var at fortælle hvordan det var gået 

til, fortælle om Jahves vældige gerninger for sit folk, alle 

deres menneskelige skrøbeligheder til trods. Der er ikke 

den mindste anelse i teksten om at Israel skulle sønderrives 

efter Salomo, eller alle de ulykker der siden hen regnede 

ned over landet. Blandt meget andet bevirkede disse 

senere begivenheder at vi i dag kun har denne »Israels 

42 BIBLIANA


Historie« i stærkt ændret skikkelse. Men i eftertiden blev 

Davids og Salomos tid husket som en Israels guldalder, 

som det fremgår ikke blot af Krønikebøgernes beretning, 

men også af spredte notitser i Kongebøgerne. 

En sådan læsning af teksten vil ganske givet vække til 

modsigelse mange steder, ikke kun i København; og jeg 

lader mig hellere end gerne belære. Jeg bringer blot dette 

forslag som et eksempel på hvad der kan ske hvis man 

tager teksten nogenlunde alvorligt. Men jeg er jo også 

bare en assyriolog. 


D. Bahat og G. Hurvitz, »Jerusalem – First Temple 

Period, Archaeological Exploration«, i J.G. Westenholz 

(red.), Royal Cities of the Biblical World, Jerusalem 1996, 

s. 284-326 [rigt illustreret beretning om de arkæologiske 

udgravninger i Jerusalem]. 

U. og Aa. Westenholz, Gilgamesh, Enuma Elish. Guder og 

mennesker i oldtidens Babylon (i serien Verdensreligionernes 

Hovedværker), 2. udg, Spektrum, København 1999, s. 

23-55 [om Gilgamesh-eposets overleveringshistorie]. 

M. Trolle Larsen, Gudens Skygge, Gyldendal, København 

1997 [om Assyriens historie]. 

BIBLIANA 

43

Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som 

de var taget af. (1 Mos 3,23) 

Andrej Kolkoutine: Uddrivelsen fra Paradis, 1994, 140 x 90 cm, olie 

på lærred. 

44 BIBLIANA

BIBLIANA 

AT SÆTTE DET GUDDOMMELIGE I VERDEN 

At sætte det guddommelige 

i verden 

Thomas L. Thompson 

Monoteisme, troen på én, og kun én, gud, er et 

hverken unikt eller revolutionerende bibelsk 

bidrag til tænkningen i oldtidens Nære Orient. 

Ej heller er monoteismen uforenelig med de nærorientalske 

mytologiers mangfoldigheder af guder. Begge 

dele hører til inden for det samme spektrum af ideer og 

litteratur hvori overnaturlige magter styrer menneskets 

skæbne. Bibelens tilbagevendende omtaler af falske eller 

tomme guder, magtesløse guder lavet af ferme håndværkerhænder 

(fx Es 44,13-19) og den selvironiske beskrivelse 

af mennesker som guder med lerfødder 

(Dan 2,31-33) er alle dele af en større nærorientalsk litterær 

diskussion som var ubønhørlig kritisk over for mennesker 

der forstod sig på eller mente sig i stand til at 

kontrollere det guddommelige. Overalt i antikkens Nære 

Orient møder vi, i det mindste fra 15. århundrede f.Kr. 

og frem, en sammenhængende universel forståelse af 

dette guddommelige i den politiske tænkning: En given 

guddom er den eneste skaber af verden, og kongen er 

hans søn. 

Den nærorientalske frelserkonge 

I dette verdensbillede er kongemagtens opgave utopisk, 

nemlig at tilvejebringe og være garant for den evige fred 

og lykketilstand som er hele skabningens bestemmelse. 

45

THOMAS L. THOMPSON 

Selv krig har til formål at sikre freden. Denne fred er kosmisk, 

for det er intet mindre end det urtidskaos hvoraf 

skabningen opstod, som lægges i lænker af storkongen. 

Når han erobrer de fremmede nationer og indlemmer 

dem i sit imperium, forenes verden og genoprettes dermed 

i sin oprindelige, guddommeligt bestemte tilstand. 

Han er gudernes tjener når han retleder de fremmede 

nationer og indsætter dem i deres skæbnebestemte roller 

som undersåtter for den universelle, guddommelige overherre. 

De overvundne fjender er ikke længere fremmede, 

men bliver storkongens eget folk og dermed genstand for 

guddommelig velsignelse. Vrangt bliver ret, vold bliver til 

fred, uretfærdighed og lidelse bliver til evig retfærdighed 

og trivsel. Kongen redder og genskaber den verden som 

Gud skabte som god, og optræder i udøvelsen af sin kongemagt 

som Guds søn, guddommelig tjener, sit folks 

gode hyrde, eller sagt med ét ord, frelser. 

Kongen som gudesøn 

I Det Gamle Testamente er Salmernes Bog præget af en 

særlige anvendelse af denne kongeideologi når den regionale 

stormgud i jernalderens Palæstina, Jahve, ændrer 

karakter og bliver til den universelle hersker som vi kender 

fra Salme 104, der i øvrigt minder om en revideret 

udgave af en ældgammel ægyptisk hymne til solguden 

(tekst 1, s. 57). Udgangspunkt herfor er et enkelt dramatisk, 

men ikke desto mindre forvirrende element i Sl 2. 

Messiaskongen lader Jahve forkynde de gode nyheder: 

»Du er min søn, jeg har født dig i dag« (Sl 2,7). Ikke uden 

grund anså videnskaben længe dette forbavsende billede 

som del af en fest hvor man fejrede kongens tronbestigelse 

i Jerusalem. Eftersom det at blive konge ikke rigtig 

har noget med fødsel at gøre, måtte sætningen betyde 

at Jahve accepterer eller anerkender kongen som sin søn, 

mente man. Sætningen blev endog beskrevet som en 

46 BIBLIANA

BIBLIANA 


»typisk« adoptionsformel. Forklaringen er imidlertid ikke 

rigtig tilfredsstillende. Det hebraiske ord »at føde« er ikke 

til at tage fejl af og derfor ikke sådan at bortforklare, især 

ikke i en tekst der udspiller sig i himlen og derfor ikke 

kan forventes at være i overensstemmelse med hvad vi er 

vant til i menneskenes verden. 

Spørgsmålet er faktisk om det i oldtidens nære Orient 

altid var kvinderne der fødte børn, når det drejede sig om 

konger. Hvor absurd det end må lyde, er svaret ikke ligetil; 

de nærorientalske kongers litterære verden befandt sig 

et sted mellem guder og mennesker. For nogle år siden 

fandt jeg mit svar på en udstilling om »Solkongen« på et 

museum i Boston. Et lille tegneserieagtigt vægrelief forestiller 

farao Akhnaton (1300-tallet f.Kr.). I den første 

Kalkstensrelief, scene 14. årh. f.Kr., findested ukendt. Fitzwilliam-museet, 

Cambridge, England. 

scene beder han til solguden ved en fest for kongen hvis 

formål var at forny regeringens styrke og effektivitet. I 

den anden scene drager kongen væk i procession; solstråler 

viser at hans bønner er blevet hørt, og hans følge bøjer 

sig og tilbeder ham. Kongen er endog tydeligt højgravid. 

Nærorientalske konger er ikke altid født af kvinder, 

men ofte af guder. I mesopotamiske, ægyptiske og hebraiske 

myter om kongen og hans bånd til den guddommelige 

verden findes der et stort antal slående paralleller. 

47


David-figuren i salmerne repræsenterer den hebraiske 

version af kongerollen i den nærorientalske mytologi. 

Forbindelsen mellem den guddommelige messias i himlen 

og fortællingernes menneskekonge havde dybe rødder 

i skabelses- og kongeideologi. Kongens rolle som 

Guds søn er fundamental i antikkens forståelse af god 

kongelig embedsførelse. 

I datidens religionspolitik var kongeværdighed, imperiedannelse 

og disse førindustrielle samfunds mafialignende 

patron-klientforhold nogle af de vigtigste faktorer. 

I de gamle tekster bruges de religiøse metaforer først og 

fremmest til støtte for politisk ideologi, især kongeideologi. 

Det hævdes at al eksistens er afhængig af rigets hersker. 

Gudernes verden er en metaforisk verden, et spejl 

der holdes op til støtte for og kontrol af de kongelige værdier 

og den gode regerings idealfred. Rollen som gudernes 

evige fader genfinder vi hos den mesopotamiske 

verdens Anu, Ægyptens Ptah og Ammon-Re, den semitiske 

verdens El og Bibelens El Olam, »den evige Gud« 

som Abraham tilbeder i 1 Mos 21,33. Alle er de lokale 

eksempler på guddomme der står i spidsen for gudeforsamlinger 

der hver behersker alle de primære funktioner 

hvormed verden styres. Kongens funktion som gudernes 

tjener og sit folks hyrde udtrykkes af hhv. Marduk, 

Horus, Ba’al og Jahve i deres roller som deres fædres 

fuldkomne sønner. Disse guders underordnede position 

er et spejl for kongen som led i en mytisk kæde der i sin 

egen særegne logik gør ham til gudesøn og mytisk frelser 

fra falske, fremmede guder og nationer. Han repræsenterer 

hele menneskeheden og er hele jordens retmæssige 

konge. 

Kongen som helt og lidende tjener 

Som vasalherre er det kongens vigtigste pligt at beskytte 

sine undersåtter. Hans overherredømme afhænger af 

48 BIBLIANA


hans evne til som militærmand at sørge for statens sikkerhed. 

I kraft af kongen er det guddommelige til stede og 

handler i menneskenes verden. Han holder kaos i lænker, 

han er Guds kriger. Han opretholder skabningen og tilvejebringer 

den lykkelige skæbne for sit folk som Gud selv 

har forudbestemt ved skabelsen. Når kongen ødelægger 

og lænker fjender i krig, medfører det liv og velstand for 

dem der underkaster sig hans overherredømme. At militærmagt 

bruges til at ødelægge det ondes magt og til at 

skaffe nationen evig fred, kommer ud på ét. Overalt i oldtidens 

litteratur er dette de vigtigste temaer i kongeideologien. 

Men en retfærdig konge må også udvise ydmyghed, for 

Gud alene er sand konge. Både som helt og tjener er 

kongen indbegrebet af den samlede menneskehed. I den 

babylonske nytårsfest, Akitu-festen, hvori den babylonske 

skabelseshistorie blev reciteret, indgår en scene hvori 

kongens krav på tronen kan efterkommes eller afvises 

afhængigt af hans medfølelse og evne til at græde. Som 

led i ritualet fjerner ypperstepræsten kongens scepter, 

ring og stav, og han mister også sin krone når denne 

anbringes på et sæde foran guden Marduk. Så går ypperstepræsten 

tilbage til kongen og slår ham på kinden før 

han fører ham hen foran Marduk og tvinger ham til at 

knæle ved at hive ham i øret. Kongen fremsiger da en 

ydmyg bøn og erklærer at han er uskyldig i forbrydelse og 

bestandig er optaget af at regere retfærdigt; bl.a. hverken 

slår eller ydmyger han sine tjenere (sml. Sl 89,2-9). Når 

kongen har endt sin bøn, forsikrer præsten ham om at 

Herren har hørt ham. Marduk vil grundlægge kongens 

herredømme for evigt og sprede hans fjender og ødelægge 

dem der hader ham (sml. Sl 89,23-24 og vv. 29- 

30). Præsten genindsætter så kongen i hans embede og 

giver ham scepter, ring og stav tilbage, men før kongen 

får sin krone igen, giver præsten ham endnu en lussing. 

BIBLIANA 

49


Ritualteksten kommenterer: »Hvis der flyder tårer når 

kongen er slået, vil Herren være nådig [sml. Sl 89,28- 

38]. Men hvis der ikke flyder tårer, vil Herren blive vred 

på ham, hans fjende vil angribe og slå ham« (sml. 

Sl 89,39-46). Resten af teksten mangler, men det er 

tydeligt at et væsentligt formål med Akitu-festen er at 

genoprette kongens regering i ydmyghed. Nytårsfesten 

etablerer en ny skabelse, og den centrale kamp mod 

kaos-dragen (tekst 2, s. 58) sikrer rigets eksistens i sammenhæng 

med en guddommelig evig pagt med en konge 

der selv kender til omvendelse og nåde. For at kongen 

kan regere retfærdigt, må han være menneskelig. Han må 

lære at græde, for tårer er selve indbegrebet af menneskelighed. 

»Af lidelse kommer der visdom.« Dette princip står 

centralt i nærøstlig etisk litteratur lige fra ældgamle 

sumeriske klagesange til den bibelske Jobs Bog. Motivet 

illustrerer kongens vigtige rolle som den der søger visdom 

og fromhed. Han skal ikke blot skabe guddommelig 

retfærdighed, han skal også personligt være et forbillede 

for menneskelig visdom. Derfor må han lære visdom på 

den hårde måde: gennem lidelse. Hvis kongen ikke kan 

græde, kan han ikke være konge. Kongens rolle er at lære 

sit folk at blive menneskelige »gudssønner«. Indledningsordene 

til Prædikerens Bog lægger teksten i munden på 

»Davids søn, konge i Jerusalem«, dvs. Salomo. I sin rolle 

som forfatter til denne bog spiller kong Salomo den 

lidende tvivler allerede fra det første kapitels andet vers: 

»Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt 

er tomhed«. Samme rolle tillægges i Det Ny Testamente 

Jesus i Getsemane (Mark 14,32-36), og, som en svag 

afglans, den tvivlende apostel Thomas: »Herre, vi ved 

ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« 

(Johs 14,5). Men som den der genspejler både den 

lidende tjenerskikkelse hos profeten Esajas (fx Es 49,1-4) 

50 BIBLIANA


og Davids guddommeligt bedragne og forladte figur i 

Salme 89, er det Job der først og fremmest repræsenterer 

Israel med dets Gud, og som til fulde lader ydmyghed 

være selve indbegrebet af menneskelig eksistens. 

Kong David som lidende tjener 

Som tematisk introduktion til Salmernes Bog møder vi i 

Salme 2 kongen i skikkelse af den Guds søn der i 

Salme 110 troner i himlen til højre for faderen: »Herren 

sagde til min herre: ‘Sæt dig ved min højre hånd, indtil 

jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!’« 

(Sl 110,1). I Salmernes Bog udvikles denne gammeltestamentlige 

figur til en gentagelse af den teologiske 

myte om kongen som Guds tjener og forbillede for sit 

folks lidelser. Med sin særlige brug af den nærorientalske 

tradition om kongen tilpasses kongepropagandaen en 

jødisk verden der ikke længere havde sin egen konge, 

men var blevet del af et større imperium. Allerede i hellenistisk 

tid genbruges denne myte om en transcendent 

himmelkonge der repræsenterer Israel foran Gud, til at 

transformere legenden om en menneskelig kong David 

som havde fået og tåbeligt mistet sit kongerige i denne 

verdens Jerusalem. Således er en tekst som Salme 18 ikke 

alene tillagt David (vers 1: »Af Herrens tjener. Af David. 

Han sang denne sang til Herren, dengang Herren havde 

reddet ham fra alle hans fjender og fra Sauls hånd.«), den 

citeres også som en del af slutningen på fortællingen om 

denne konges liv og virke, nemlig i Anden Samuelsbog, 

kap. 22. Historien om David gentager fortællingen om 

Israel, en fortælling om menneskeligt overmod og tab af 

paradiset. Ligesom Job i sin bog sang David i Salmernes 

Bog sine sange med publikums røst, nemlig det israelitiske 

folk. Han trues af nationerne der er »i oprør« mod 

deres sande konge, Gud. Han lider og råber til Gud om 

hjælp. Ligesom storkongerne før ham kæmper han med 

BIBLIANA 

51


Guds hær mod denne verdens nationer. Og ligesom det 

gælder disse storkonger, er den sejr han vinder af ydmyghed, 

varig. 

Alle det godes fjender er lagt i lænker, bundet under 

guddommeligt overherredømme. Som Israels stemme og 

som den der giver læseren en sang at synge, spiller David 

rollen som den retfærdige der sætter sin lid til Gud alene. 

Han repræsenterer den fattige mand og den hjælpeløse 

enke. Med sin lidelse og sine tårer vender han sit folks 

skæbne. Det er ikke ved den magt og vold der råder i en 

verden styret af realpolitik, men gennem bøn, studier og 

indsigt at den fattige mands lod forandres. 

Meningen med den gammeltestamentlige skriftsamling 

var at skabe en jødedom i form af et fromhedens folk 

der utålmodigt skulle afvente den guddommelige søns 

kongerige i et fremtidigt, fuldkomment og himmelsk 

Jerusalem. Et sådant ideelt og utopisk Israel skulle ikke 

være en nation som andre nationer, regeret af mennesker. 

Israel repræsenterer menneskeheden som ved skabelsen: 

et Guds folk. Fortiden bruges som et spejl for 

jødedommens fremtid: ikke en nation, men en religion. 

Den hebraiske Bibel indeholder mange roller og personer 

der svarer til David som lidende messias og transcendent 

frelserkonge. Temaet dominerer det meste af den 

bibelske litteratur. Moses er den der ligner David mest 

som den der afspejler Guds tilstedeværelse blandt sit 

folk, men Abraham og Salomo, Hizkija og Jonas og andre 

profeter, konger, præster og lærere præsterer det samme i 

deres historier og traditioner: De sætter det guddommelige 

i verden. Et enkelt eksempel, hentet fra traditionen 

om en præstelig messias i Mosebøgerne, illustrerer nogle 

aspekter af dette intellektuelle fællesgods. 

Fjerde Mosebog bruger gengældelsens logik til at lade 

barmhjertighed være betinget af at Jahves salvede dør. 

Den der havde fået asyl i en tilflugtsby pga. uforsætligt 

52 BIBLIANA


manddrab, skulle nemlig blive der »til ypperstepræsten 

dør, han som er salvet med hellig olie« (4 Mos 35,25). 

Dvs. den salvede, messias, er hans beskytter. Denne stereotype 

rolle spiller den salvede i Salmernes Bog for »det 

ny Israel«. Til forskel fra David i Salmernes Bog er messias 

i den fortidsorienterede Fjerde Mosebog en levende 

ypperstepræst der må dø fordi han er menneske. Det er 

kun hans embede der er evigt og transcendent. Når teksten 

lader den salvedes død afslutte en forbryders eksil, 

benytter den sig af en logik der udtrykkeligt forbindes 

med soning i Esajas’ Bog når denne henvender sig til »det 

ny Israel« i eksil: »Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, 

at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt« 

(Es 40,2). At Esajas introducerer en tidens fylde hvor 

messias regerer i fred, bliver særdeles klart i beskrivelsen 

af en ny skabelse som forbereder hjemkomsten fra eksilet 

ved at udjævne bjerge og fylde dale op (Es 40,3-5). 

»Den fattige mands sang« og det nye Israel 

Rundt omkring i den litterære tradition i antikkens verden 

findes der tekster som kan sammenfattes under overskriften 

»den fattige mands sang«. Sådanne tekster 

forkynder de gode nyheder om en frelser der bestiger tronen 

i sit rige, og udtrykker indbegrebet af en harmonisk 

verden (tekst 3, s. 58). I denne type kongepropaganda 

dominerer retfærdighed og medlidenhed. Vi møder den i 

visdomslitteratur – den tids filosofi – lovsamlinger, sange, 

klagedigte så vel som i personlige og individuelle bønner. 

I den bibelske litteratur møder vi bl.a. genren i Hannas 

lovsang (1 Sam 2) der forkynder at en fødsel vil markere 

afslutningen på Israels lidelser. Denne Første Samuelsbogs 

udgave af »den fattige mands sang« indleder den tragiske 

fortælling om Israels konger med at vende op og 

ned på den undertryktes skæbne. Vi genfinder sangen i 

Davidssalmerne og, som en mørk skygge, i profeternes 

BIBLIANA 

53


trussel om en kommende »vredens dag« der skulle blive 

Samarias og Jerusalems ødelæggelse (fx Sef 1,7-9). I Det 

Ny Testamente forkyndes denne sangs »lykkedag« ved 

begyndelsen af Markusevangeliet der identificerer denne 

bog som de »gode nyheder«. I det første kapitel af Lukasevangeliet 

genbruges den yderst effektfuldt i Marias og 

Zakarias’ lovsange der varsler at en frelser skal fødes. 

Ligesom i historien om Samuel – og, for den sags skyld, 

Marduk i den babylonske skabelsesmyte (tekst 4, s. 58) – 

bruges historien om et barns fødsel på klassisk vis til at 

fremmane en evig fred indvarslet af en heroisk frelserskikkelse. 

Johannes Døber får samme sang til svar når 

Jesus skal identificeres som »den som kommer« 

(Luk 7,20-23). Den står centralt i Jesus’ bjergprædiken 

(Matt 5,3-12) og former visionen om gudsriget der afslutter 

Johannes’ Åbenbaring. 

Bibelen, hvis tidligste skrifter er affattet på hebraisk og 

er forankret i Palæstina, er altså et sent led i en gammel 

idealistisk og utopisk tradition. Den fortolker mytologien 

om kongeskikkelsen ud fra et vasalfolks perspektiv. Den 

identificerer Palæstinas gamle højgud, Jahve, med verdensrigets 

universelle himmelgud og overleverer jødedommens 

fortælling om fortiden i det gamle Israel der 

nu er ødelagt og forkastet af Gud. Denne ødelæggelse, 

sammenfattet i billedet af vredens dag som vi især møder 

hos profeterne, indvarsler en kommende lykkedag karakteriseret 

af fred med Gud: »På den dag skal de døve høre, 

hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm 

og mørke. De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, 

de fattige skal juble over Israels Hellige. Det er forbi med 

voldsmanden, det er ude med spotteren, alle, der lurer på 

ondt, er udryddet« (Es 29,18-20). Denne fortælling gav 

den antikke jødedoms mange filosofiske og religiøse samfund 

en identitet forankret i metaforerne om »den førstefødte«, 

»Guds lidende tjener« og »den angrende rest« (se 

54 BIBLIANA


fx Jer 31,7-9). Som dem der har indsigt, underkaster de 

sig den guddommelige vilje til at bringe en verden fortabt 

i uvidenhed tilbage til den evige fred og lykke som var 

skabelsens mening. 

Nærorientalsk kongeideologi som civilisationsproces 

I Salmernes Bog forudsættes en verdensorden der er 

højst usikker: »Himlen er Herrens himmel, men jorden 

gav han menneskene« (Sl 115,16). I skabelsesberetningen 

overlades det ideelt set til menneskeheden at herske 

over hvad Gud skabte: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld 

jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens 

fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« 

(1 Mos 1,28). Denne Gud anså en sådan verden for god. 

Og dog lider historien om skabelsen af mennesket i 

1 Mos 1 af en ironisk brist. Gud ønskede sig ikke en 

menneskehed der, som han selv, også ville gøre hvad den 

anså for godt. Allerede i 1 Mos 9,2 gøres vi opmærksom 

på hvordan et sådant »herredømme« over verden medfører 

frygt og rædsel blandt Guds skabninger: »Hos alle de 

vilde dyr, hos alle himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden 

og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel 

for jer; de er givet i jeres magt.« I disse indledende kapitler 

af Bibelen viser det sig at forholdet mellem det guddommelige 

og det menneskelige er problematisk. Gud 

regerer i sin himmel, men dermed er ikke alt godt i verden. 

I Bibelen har »problemet Gud« intet at gøre med 

himlens mangler. Det er den vold og uretfærdighed vi 

kender fra vor egen erfaring som mennesker, der er Guds 

problem. Det menneskeskabte samfund er i uforståelig 

kamp mod alt hvad der er godt. Det er et højt prioriteret 

litterært og intellektuelt problem. Som rollemodel og folkets 

repræsentant bruges kongen overalt i den antikke litteratur 

til at kritisere og udfordre integriteten af de 

BIBLIANA 

55


værdier som menneskene vælger at leve efter. Som metafor 

bruges det transcendente i de antikke tekster til at 

bedømme mennesket. I disse tekster forbliver Gud 

bestandig i sin himmel og kendes kun som det rygte den 

angrende Job talte om: »Jeg havde hørt rygter om dig, 

men nu har jeg set dig med egne øjne; derfor kalder jeg 

alt tilbage og angrer i støv og aske« (Job 42,5-6). 

Bibelen og oldtidens nærorientalske tekster er fælles 

om deres syn på verden. De er nært beslægtede: tematisk, 

i deres litterære og mytiske udtryk i fortælling og 

form, og historisk. I substansen står de ikke i modsætning 

til hinanden; overalt sættes guddommelig transcendens 

og guddommelig enhed i modsætning til den 

flygtige menneskeheds fragmenterede erfaring. En sådan 

teologi har sin oprindelse i en verden der vidste at menneskene 

ikke kendte de guder de skrev om. Denne litteratur 

bygger bro over den intellektuelle afgrund mellem 

en transcendent og ukendt guddommelig verden og den 

flygtige og tragiske verden vi lever i, og kun alt for godt 

kender som falsk. Formålet med en sådan kongeideologi 

i antik litteratur er opdragelse: at sætte grænser for menneskelige 

ambitioner, at kultivere og humanisere den 

vold som vore forfattere finder i menneskehjertet. 


B. Alster og C. Lindtner (red.), Gads Religionshistoriske 

tekster, Gad, København 1984. 

M. Liverani, Prestige and Interest: International Relations in 

the Near East, ca. 1600-1100 BC, Sargon, Padua 1990. 

56 BIBLIANA

BIBLIANA 


T.L. Thompson, »Messiah as Epithet in the Bible«, Scandinavian 

Journal of the Old Testament 15, 2001, 57-82. 

T.L. Thompson, »Kongedømme og Guds vrede eller at 

lære ydmyghed«, i: G. Hallbäck og N.P. Lemche, “Tiden” 

i bibelsk belysning (Forum for Bibelsk Eksegese, 11), 

Museum Tusculanums Forlag, København 2001, 

65-100. 

U. og Aa. Westenholz, Gilgamesh, Enuma Elish. Guder og 

mennesker i oldtidens Babylon (i serien Verdensreligionernes 

Hovedværker), 2. udg, Spektrum, København 1999. 

Tekster 

Tekst 1 

Af ægyptisk hymne til solguden 

(1300-tallet f.Kr.) 

Når du går ned bag den vestlige hori- 

Teksthenvisninger 

sont, 

ligger landet i mørke ligesom en død. 

. . . 

Alle løver er kommet frem fra deres 

hule, alt kryb bider. 

(hul i teksten) er mørk og jorden er 

tavs, 

for deres skaber er gået ned i sin horisont. 

Ved daggry, når du har rejst dig i horisonten, 

når du stråler som solskiven om 

dagen, 

fordriver du mørket og skænker dine 

stråler. 

De to Lande fester hver dag, vågne og 

på benene, 

for du har rejst dem op. 

Mens folk vasker deres krop og tager 

deres tøj, 

er deres arme løftet i lovprisning ved 

din tilsynekomst. 

Det ganske land udfører sin gerning. 

Alt kvæget nyder græsningen, træerne 

og planterne trives. 

Fuglene der flyver op fra deres rede, 

deres vinger er udstrakt i lovprisning 

af din kraft. 

Småkvæget springer på benene, 

alt hvad der flyver op og slår sig ned, 

det lever fordi du er stået op for det. 

Skibene sejler ned ad floden og op ad 

floden, 

for alle veje står åbne når du viser dig. 

Fiskene i floden springer for dit ansigt, 

dine stråler er midt i det store grønne 

hav. 

... 

Hvor mangfoldige er dine skabninger! 

De er skjulte for menneskenes ansigt. 

Oh eneste gud hvis lige ikke findes! 

Du skabte jorden efter dit hjerte mens 

du var alene, 

alle mennesker, alt kvæg og småkvæg, 

alt hvad der er på jorden, 

og som går på sine ben, 

og det der er højt oppe og flyver med 

sine vinger. 

(Gads Religionshistoriske tekster, 

s. 47-48) 

57


Tekst 2 

Af Enuma Elish: Marduks kamp 

mod Tiamat 

Da mødtes de, Tiamat og Marduk, 

den snildeste af guderne, 

flettet i tvekamp tørner de sammen i 

strid. 

Herren udbredte sit net og kastede det 

over hende, 

Imhullu-vinden, der fulgte ham, 

sendte han imod hende, 

da Tiamat åbnede gabet for at opsluge 

ham, 

sendte han Imhullu derind, så hun 

ikke kunne lukke munden. 

De heftige vinde fyldte hendes bug, 

hendes indre var tilstoppet, hendes 

mund stod vidt åben. 

Han afskød en pil, den gennemborede 

hendes bug, 

den sønderskar hendes indre, flængede 

hjertet. 

Han greb fat i hende og udslukte hendes 

liv, 

Tekst 3 

Ved Ramses IV’s tronbestigelse 

(1100-tallet f.Kr.) 

Hvilken herlig dag! Himmelen og jorden 

glæder sig, 

for du er Ægyptens store herre. 

De som var flygtet, er vendt tilbage til 

deres byer; 

De der havde skjult sig, er kommet 

frem igen. 

De der var sultne, er mætte og glade; 

Tekst 4 

Af Enuma Elish: Guden Marduks 

fødsel 

I Skæbnernes allerhelligste, 

i Planernes kammer, 

undfangedes Herren, 

den mægtigste af alle, 

den vise blandt guder, 

i hjertet af Apsû skabtes Marduk, 

i hjertet af det hellige Apsû skabtes 

Marduk. 

Ham skabte hans far, Ea, 

hans mor, Damkina, fødte ham. 

Han diede gudinders bryst, 

hendes lig kastede han til jorden og 

stod over hende. 

... 

Herren satte sin fod på Tiamats bryst, 

med sin skånselsløse kølle kvaste han 

hendes hovedskal, 

han gennemskar hendes blodårer, 

og lod Nordenvinden bringe det glade 

budskab. 

Hans fædre så det og jublede af 

glæde, 

de sendte ham velkomstgaver, fra dem 

til ham. 

Herren hvilede, betragtede hendes lig, 

han delte vanskabningen for at 

udrette mirakler, 

han splittede hende i to som en klipfisk, 

den ene halvdel satte han som himlens 

dække, 

han spændte huden ud og lod vagter 

holde den, 

at hendes vand ikke løb ud gav han 

dem som hverv. 

(Guder og mennesker i oldtidens 

Babylon, s. 214-18) 

de der var tørstige, har fået slukket 

tørsten; 

de der var nøgne, har fået fine klæder 

de der var snavsede, er klædt i hvidt. 

De der var i fængsel, er sat fri; 

de der var i lænker, glæder sig. 

Uromagerne i dette land er blevet fredelige. 

(J.B. Pritchard: Ancient Near Eastern 

Texts Relating to the Old Testament, 

Princeton 1969, s. 378-79) 

og barnepigen, som plejede ham, indgød 

han ærefrygt, 

herlig og velskabt var han med funklende 

blik, 

hans var en helte-fødsel, han havde 

straks kræfter. 

Da Anu, hans fars ophav, så ham, 

brød han ud i jubel, 

hans hjerte fyldtes af glæde, 

for at sætte kronen på værket gav han 

ham dobbelt guddommelighed, 

han var overmåde ophøjet, 

alt ved ham var de andre overlegent. 

(Guder og mennesker i oldtidens 

Babylon, s. 198) 

58 BIBLIANA

Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge alle under himlen, 

der har livsånde. Alle på jorden skal omkomme. (1 Mos 6,17) 

Niels Helledie: Skabningens suk, 1980, 122 x 175 cm, stentøj og træ. 

BIBLIANA 

59

JESPER HØGENHAVEN 

Kong David og teologien 

Jesper Høgenhaven 

Når man i de senere år har talt om en »københavnerskole« 

inden for den gammeltestamentlige 

forskning, er det først og fremmest historiske 

spørgsmål der har været i søgelyset og givet genlyd, både 

i offentligheden herhjemme og i den internationale diskussion. 

Det gælder fx spørgsmålet om der gemmer sig 

en historisk »kerne« i de gammeltestamentlige beretninger 

om kong David og skabelsen af et israelitisk-judæisk 

storrige i 900-tallet f.Kr. – altså det spørgsmål som Niels 

Peter Lemche og Aage Westenholz diskuterer i dette 

nummer af Bibliana. 

Københavnerskolen anlægger her hvad man har kaldt 

et »minimalistisk« syn på de gammeltestamentlige teksters 

historiske troværdighed. Det Gamle Testamente er 

ifølge dette synspunkt ikke meget bevendt som historisk 

kildemateriale. Dels er fx de tekster der skildrer kong 

David og hans rige, mange århundreder yngre end de 

begivenheder der skildres i dem; og dels er teksternes 

genre ikke »historieskrivning« i nutidig forstand – de 

gammeltestamentlige forfattere er ikke i første række 

optaget af at videregive pålidelige oplysninger om fortiden. 

Deres fortællinger har derimod ærinde – religiøst, 

teologisk, moralsk etc. – til deres egen langt senere samtid. 

Konsekvensen af dette syn på Det Gamle Testamente 

bliver at en rekonstruktion af Israels og Judas 

tidlige historie må bygge på hvad arkæologien og eventuelle 

samtidige kilder – indskrifter eller andet – kan 

60 BIBLIANA

KONG DAVID OG TEOLOGIEN 

berette; og disse oplysninger kan så suppleres med hvad 

vi generelt ved eller kan slutte os til om samfundenes 

karakter og udvikling i Nærorienten i den pågældende 

periode. Nu viser forestillingen om kong David som 

regent over et mægtigt rige sig meget vanskelig at underbygge 

ad denne vej: Ingen samtidige kilder omtaler et 

judæisk-israelitisk storrige i 900-tallet f.Kr; og ingen 

arkæologiske fund synes med sikkerhed at vise at Jerusalem 

overhovedet var en by på dette tidspunkt (selv om 

byens eksistens er rigeligt bevidnet både før og siden). 

Følgelig er københavnerskolen tilbøjelig til at betragte de 

gammeltestamentlige beretninger om kong David som 

ren fiktion. 

Det er klart at det afgørende spørgsmål her drejer sig 

om de gammeltestamentlige tekster, deres alder og 

karakter. Københavnerskolen daterer størstedelen af Det 

Gamle Testamente til et sent tidspunkt, nemlig til den 

hellenistiske jødedoms tid. Mange forskere har ellers regnet 

med at de gammeltestamentlige tekster var blevet til 

over en lang periode, måske næsten et årtusinde med de 

ældste dele fra 1000- og 900-tallet f.Kr. Man har anført 

at der inden for Det Gamle Testamente er mange modsigelser 

og modstridende tendenser der kunne tyde på at 

de forskellige dele var resultater af en længere tilblivelseshistorie, 

jf. fx Westenholz’ indvendinger mod Lemche – 

skildringen af kong David er meget forskellig i Samuelsog 

Kongebøgerne på den ene side og i Krønikebøgerne 

på den anden. 

Der er også forskere der mener at københavnerne 

overdriver deres »minimalisme« – at man ikke kan pege 

på konkrete fund i Jerusalem fra 900-tallet f.Kr, betyder 

ikke at byen ikke fandtes, tværtimod er det samlet set helt 

usandsynligt at her ikke hele tiden skulle have ligget en 

eller anden form for by. Og så længe det er muligt at få 

konturerne af de gammeltestamentlige beretninger til at 

BIBLIANA 

61


føje sig ind i den viden man ellers har om perioden, skal 

man ikke uden videre afvise dem som fiktive. 

Gammeltestamentlig teologi 

Spørgsmålet om Det Gamle Testamentes teologiske 

betydning har hidtil spillet en meget mindre rolle i diskussionen. 

Det kunne måske synes indlysende at den 

kristne teologi der betragter Det Gamle Testamente som 

en del af kirkens hellige skrift, måtte have en interesse i at 

forsvare de gammeltestamentlige teksters værdi som 

historiske kilder: Hvis Det Gamle Testamente ikke er en 

pålidelig kilde til de begivenheder det fortæller om, er det 

jo ikke »sandt« hvad Bibelen siger. 

Så enkel er sagen dog langt fra. Den historisk-kritiske 

betragtning af Bibelen accepteres i dag af det store flertal 

af både katolske og protestantiske teologer – og historisk 

set har det også været kristne (først og fremmest protestantiske) 

teologer der har stået for langt det meste af den 

kritiske bibelforskning. Man mener ikke at bibelteksternes 

»ægthed« eller »sandhedsværdi« på det religiøse plan 

er det samme som deres eventuelle værdi som kilder til 

bestemte historiske begivenheder eller forhold. Derimod 

spiller forsvaret for Bibelens historiske pålidelighed en 

vigtig rolle i de forskellige udgaver af den såkaldte »bibelfundamentalisme«. 

Den kristne teologi har traditionelt heller ikke været så 

optaget af de gammeltestamentlige teksters historiske kildeværdi; 

større betydning har det haft at Det Gamle 

Testamente blev læst og forstået i sammenhæng med det 

kristne evangelium eller med den Kristus-åbenbaring 

som er bevidnet i Det Nye Testamente. Det Gamle 

Testamente blev forstået som forjættelse, profeti, om det 

der skulle blive til virkelighed med Jesus Kristus; og den 

historie der fortælles om i Det Gamle Testamente, blev 

forstået som en forberedelse eller optakt til Kristus’ 

62 BIBLIANA


komme eller som et led i den guddommelige plan der 

havde Jesus Kristus som mål og midtpunkt. De gammeltestamentlige 

tekster er derfor i den kristne kirkes sammenhæng 

blevet læst i lyset af dette mål. 

Det er således en kendt sag at kong David – som man 

selvfølgelig traditionelt opfattede som en »historisk« figur 

– blev tolket som en skikkelse der foregriber Kristus-skikkelsen. 

Jesus forkyndes jo som »Kristus«, dvs. »den salvede« 

eller »Messias« og omtales som Davids søn, idet 

David er grundlæggeren af det judæiske kongehus der 

ifølge den gammeltestamentlige overlevering er bærer af 

Guds løfter til sit folk (se 2 Sam 7). For en traditionel 

kristen læsning af Det Gamle Testamente er det som 

David her siges at udføre – at samle riget og skaffe folket 

fred for dets fjender – vigtigt, ikke så meget på grund af 

den historiske betydning, men fordi David her foregriber 

det som Kristus siden hen udfører. Hvad David gør i det 

ydre for et bestemt folk, gør Kristus i ånden for alle der 

tror på ham. Man taler om en »typologisk« tolkning af 

Det Gamle Testamente: David bliver en »type« på 

Kristus. 

Det er kendetegnende at opfyldelsen overgår den typologiske 

foregribelse i Det Gamle Testamente. Kristne 

tolkninger af David-skikkelsen har derfor også hæftet sig 

ved dens åbenlyse begrænsninger: David får fx ikke lov til 

at bygge Herrens tempel, den opgave overlades til hans 

søn og efterfølger Salomo i hvis tid der er fred i modsætning 

til de stadige krige under Davids regering. Man har 

følgelig set David og Salomo som figurer der i en vis forstand 

supplerer eller komplementerer hinanden. Og for 

den kristne tolkning viser det ufuldkomne og foreløbige 

ved de gammeltestamentlige »typer« sig netop i at tingene 

her er adskilt – nedkæmpelsen af fjenderne hører til 

David-skikkelsen, freden og visdommen til Salomo-skik- 

BIBLIANA 

63


Profeten Natans løfte til David; Anden Samuelsbog 7,5-17 

»Dette siger Herren: Skulle du bygge mig et hus at bo i? Jeg har jo ikke boet 

i hus, fra den dag jeg førte israelitterne op fra Egypten indtil i dag, men jeg 

har været på vandring med et telt som bolig. Har jeg i al den tid, jeg vandrede 

omkring med israelitterne, nogen sinde spurgt en af Israels dommere, 

som jeg indsatte til at vogte mit folk Israel: ›Hvorfor har I ikke bygget mig et 

cedertræshus?‹ Sig derfor til min tjener David: Dette siger Hærskarers 

Herre: Jeg har hentet dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, til at være fyrste 

over mit folk Israel, og jeg var med dig overalt, hvor du gik, og udryddede 

alle dine fjender foran dig. Jeg har skabt dig et navn så stort som de 

størstes på jorden. Jeg har givet mit folk Israel et sted at bo, og jeg har plantet 

det, så det kan bo der uden frygt, og uden at voldsmænd længere skal 

mishandle det, sådan som de før gjorde, dengang jeg måtte indsætte dommere 

over mit folk Israel. Jeg har skaffet dig fred for alle dine fjender. Og nu 

forkynder Herren for dig: Herren vil bygge dig et hus. Når dine dage er 

omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine 

efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste 

hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste 

hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være 

min søn. Når han forbryder sig, vil jeg tugte ham med menneskestok og 

menneskeslag; men min trofasthed skal ikke tages fra ham, sådan som jeg 

tog den fra Saul, ham som jeg fjernede til fordel for dig. Dit hus og dit kongedømme 

skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet 

til evig tid.« Alle disse ord og hele dette syn fortalte Natan David. 

De to pagter: Galaterbrevet 4,21-31 

Sig mig, I, der vil være under loven: Hører I ikke, hvad loven siger? Der står 

jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den 

frie kvinde. Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men 

sønnen med den frie kvinde ved et løfte. Det skal forstås billedligt. Disse 

kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder 

børn til trældom, og det er Hagar – »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien 

og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine 

børn. Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder; der står jo 

skrevet: 

Råb af fryd, du ufrugtbare, du som ikke fødte! 

Bryd ud i jubel, råb af glæde, du som ikke fik veer! 

For den enlige kvinde har flere børn 

end den, der er gift. 

Men I, brødre, er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak. Men ligesom han, der 

var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter 

Åndens orden, sådan også nu. Men hvad siger Skriften? »Jag denne trælkvinde 

og hendes søn bort, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen 

med den frie kvindes søn.« Så er vi ikke børn af trælkvinden, brødre, men 

af den frie kvinde. 

64 BIBLIANA


kelsen – medens det hele på fuldkommen vis er forenet i 

Kristus. 

På en måde har den kristne tolkning af Det Gamle Testamente 

altid været en »historisk« tolkning. Den »historie« 

man har interesseret sig for, har dog ikke været en række 

rekonstruerede begivenheder i fortiden, men »frelseshistorien« 

eller den historie som viser Guds plan – en historie 

som netop kun kan begribes og udlægges »bagfra«, med 

udgangspunkt i opfyldelsen. Først med Kristus-åbenbaringen 

bliver den gammeltestamentlige historie forståelig. 

Denne kristne forståelse af Det Gamle Testamente viser 

sig allerede i de nytestamentlige skrifter, fx hos Paulus i 

hans udlægninger af tekster og motiver fra Det Gamle 

Testamente. Her er det Paulus’ (og de andre tidlige 

kristne forfatteres) forudsætning at det virkelige indhold i 

Det Gamle Testamente først er blevet åbenbart i og med 

det nye der er sket i Jesus Kristus – først nu kommer den 

skjulte mening i de overleverede tekster for en dag. Fx 

viser Abrahams hustruer Hagar og Sara sig at være billeder 

eller »typer« på den gamle (jødiske) pagt under lovens 

trældom og den nye pagt under evangeliets frihed (Gal 4). 

Teologien og den historisk-kritiske forskning 

Lige siden bibelkritikkens opkomst har man forsøgt at få 

de bibelske tekster anbragt i deres rette historiske sammenhæng 

for ad denne vej at kunne afgøre hvad de i virkeligheden 

handlede om, dvs. hvad de betød for de 

mennesker der i sin tid skrev dem. Denne historiske forståelse 

af teksterne som den kritiske forskning nåede 

frem til gennem en – ofte naturligvis hypotetisk – rekonstruktion 

af teksternes affattelsestidspunkt, oprindelsessted, 

funktion osv, blev i reglen opfattet som den 

egentlige, rette forståelse. 

Man havde til gengæld ikke sjældent en fornemmelse 

af at den historiske forståelse stod i modsætning til den 

BIBLIANA 

65


måde den kirkelige tradition og teologien forstod de 

gammeltestamentlige tekster på – som forjættelse eller 

optakt til den nytestamentlige Kristus-åbenbaring. Mange 

kritisk indstillede forskere har været tilbøjelige til at 

afvise denne betragtning som i bund og grund »uhistorisk« 

og dermed usaglig. Det hørte fra begyndelsen med 

til den historisk-kritiske bibelforsknings selvforståelse at 

det for denne forskning gjaldt om at hævde sin uafhængighed 

af teologien og den kirkelige tradition. Forskningens 

integritet hang nøje sammen med denne uafhængighed. 

Og konkret var det da også ofte sådan at de 

tolkninger af teksterne som kritikken nåede frem til, stod 

i modsætning til den traditionsbestemte, kirkelige forståelse 

af Det Gamle Testamente som optakt og forberedelse 

til Kristus-åbenbaringen. 

»Det gamle Israel« og Det Gamle Testamente 

Den historiske virkelighed som den kritiske forskning 

mente at kunne afdække, blev ofte betegnet med udtrykket 

»det gamle Israel«. Hermed mener man en historisk 

størrelse, »Israel« som et antikt, nærorientalsk folk med 

sin bestemte historie og kultur og med et sæt af religiøse 

traditioner og forestillinger som er dem der har fundet 

deres litterære nedslag i Det Gamle Testamente. Når 

forskningen har talt om »det gamle Israel«, er det først og 

fremmest tiden forud for det babylonske eksil, altså 

den gammeltestamentlige dommer- og kongetid, der 

tænkes på – om tiden efter eksilet ville man snarere bruge 

betegnelsen »antik jødedom«. 

Det var i lang tid opfattelsen hos de fleste forskere at 

det var i den foreksilske tid den karakteristiske udformning 

af den gammelisraelitiske kultur og religion fandt 

sted. Udviklingen efter eksilet ses i forhold hertil mere 

som en modifikation af det »israelitiske« i retning af den 

senere jødedom. Denne opfattelse afspejler en rekon- 

66 BIBLIANA


struktion af Det Gamle Testamentes tilblivelse som en 

langstrakt proces over adskillige århundreder med tiden 

før eksilet som den vigtigste 

kreative periode. Det Gamle 

Testamente rummer »det gamle 

Israels« litteratur og traditioner 

i en jødisk redaktion. 

Fokuseringen på »det gamle 

Israel« betød i forhold til den 

traditionelle kristne forståelse af 

Det Gamle Testamente at man i 

en vis forstand understregede 

det eksotiske og antikke ved teksterne. 

Man lagde stor vægt på 

forskellen og afstanden imellem 

den egentlige gammelisraelitiske 

religion og den senere jødiske 

forestillingsverden – og 

dermed betonede man også 

afstanden imellem Det Gamle 

BIBLIANA 

Det babylonske eksil: Når stormagterne 

havde erobret nyt land i 

den gamle Nærorient eller nedkæmpet 

opsætsige vasaller, 

deporterede man gerne den 

ledende del af den lokale befolkning 

og erstattede den til dels ved 

at tvangsbosætte repræsentanter 

for andre folkeslag i det pågældende 

område, alt sammen for at 

sikre magten. I Palæstina skete det 

bl.a. da babylonerne underlagde 

sig landet i begyndelsen af 500tallet 

f.Kr, og igen da perserne i 

anden halvdel af samme århundrede 

erobrede det babylonske 

rige. I tråd med den bibelske tradition 

kan den første af disse to 

folkeforflytninger betegnes som 

»det babylonske eksil«, den 

anden som »hjemkomsten«. 

Testamente og den tidlige kristendom der jo i mangt og 

meget var præget af jødiske forestillinger. På dette punkt 

repræsenterer københavnerskolens arbejde med Det 

Gamle Testamente et brud med ideen om »det gamle 

Israel« som en historisk størrelse bagved de gammeltestamentlige 

tekster. Det er på mange måder netop denne idé 

man vender sig kritisk imod – forskningens forestilling om 

»det gamle Israel« viser sig efter københavnernes mening 

stort set at være et stykke moderne fiktion der udspringer 

af at man har villet aflokke teksterne historiske oplysninger 

skønt de ikke indeholder sådanne. Det er ikke en eksotisk 

gammelisraelitisk kultur eller religion der præger Det 

Gamle Testamente, men derimod den antikke jødedoms 

tankeverden. 

67


Tekstens betydning 

Den historisk-kritiske forsknings projekt gik som nævnt 

ud på at afdække bibelteksternes virkelige betydning. Den 

historisk-kritiske analyse kunne påvise hvad teksterne 

egentlig handlede om, dvs. hvad de handlede om for de 

mennesker der i sin tid skrev dem. Og når først teksternes 

virkelige betydning var erkendt gennem den kritiske analyse, 

havde kirken og teologien i grunden bare at tage 

resultatet til efterretning. Herefter ville enhver påstand om 

at teksterne kunne have en anden betydning når de blev 

læst i et andet perspektiv, være udtryk for en usaglig og 

uvidenskabelig påståelighed. Denne opfattelse – som 

længe i mere eller mindre bastante udgaver prægede den 

historisk-kritiske forskning – er det i dag de færreste der 

ville skrive under på. 

Det hænger bl.a. sammen med hele den omfattende diskussion 

om hermeneutik og tekstteori som er blevet ført 

op igennem det tyvende århundrede. Tekster og teksters 

betydning betragter de fleste ikke længere som entydige 

størrelser der kan afdækkes gennem historisk-kritisk analyse. 

I stedet vil mange hævde at en tekst rummer en kom- 

pleks flerhed af betydninger 

og åbner sig 

for en tilsvarende flerhed 

af tolkninger afhængig 

af det perspektiv teksten 

læses i. Dette er ikke 

det samme som en påstand 

om at en tekst kan 

betyde hvad som helst, 

Hermeneutik: »Fortolkningskunst«, fra 

græsk hermeneúein, »fortolke«. Inden for 

bibelvidenskaberne skifter hermeneutikken 

i 1900-tallet fokus fra begivenhedshistorien 

til bevidsthedshistorien, fra skrifternes historiske 

baggrund til teksterne selv som litteratur 

og kommunikation samt fra teksten i 

dens historiske sammenhæng til den nutidige 

læser. 

eller at alle tolkninger af en given tekst er lige mulige eller 

lige rigtige. Men den hermeneutiske diskussion kan åbne 

blikket for at en tolkning der fx snævert fokuserer på hvad 

tekstens forfatter ønskede at sige med sin tekst i en bestemt 

68 BIBLIANA


historisk situation, ikke nødvendigvis udtømmer tekstens 

betydningspotentiale. 

Når de københavnske eksegeter siger at Det Gamle 

Testamente ikke er en samling historiske tekster, er der to 

forskellige måder at forstå dette udsagn på. Det kan være 

en konstatering af at der rent faktisk ikke er megen (hvis 

overhovedet nogen) direkte information om historiske 

forhold at hente i gammeltestamentlige tekster på grund 

af teksternes genre og karakter. Det er nu engang kendetegnende 

for disse tekster at de ikke interesserer sig for at 

videregive hvad vi plejer at kalde historiske oplysninger. 

Og da vores viden om de enkelte teksters præcise 

tilblivelsestidspunkt og baggrund er såre begrænset, lader 

det sig ikke gøre at læse teksterne som historisk kildemateriale. 

Men det københavnereksegeterne siger om Det Gamle 

Testamente, kan også være et udsagn af mere principiel 

karakter. At de gammeltestamentlige tekster ikke skal 

læses som historiske tekster, kan også være udtryk for et 

metodisk valg. Man vælger simpelthen at gøre teksternes 

litterære univers til fortolkningens egentlige genstand, 

hvorimod deres eventuelle tilblivelse og baggrund i 

bestemte historiske situationer kun er interessante i 

anden række. Og selv om vi havde vidst en hel masse om 

de forskellige teksters nøjagtige alder og forbindelse med 

bestemte historiske begivenheder, havde billedet ikke 

ændret sig spor af den grund. 

Under alle omstændigheder tager man her afstand fra 

den fremgangsmåde hvor forskerne skal forsøge at skrive 

»det gamle Israels« historie ved at reducere de bibelske 

fortællinger til noget en moderne verdensanskuelse kan 

godtage som muligt eller plausibelt – fjerne overdrivelser 

og henvisninger til det guddommelige eller overnaturlige 

og i store træk lade den rest der måtte blive tilovers, 

fremstå som kritikkens bud på en historisk »kerne«: Kong 

BIBLIANA 

69


David bliver efter denne metode nedskrevet til menneskeligt 

og historisk plausible dimensioner – en hersker af 

historisk betydning, om end over et rige der er mindre 

end nogle af de gammeltestamentlige udsagn peger på. I 

stedet for denne reduktionistiske »historiske« læsning 

synes københavnernes arbejde at bane vejen for en litterært 

og teologisk orienteret genlæsning af teksterne – 

ikke som en samling højst ufuldkomne historiske dokumenter 

som man måske, hvis man anstrenger sig til det 

yderste, alligevel kan lokke en smule historiske informationer 

ud af, men som en samling teologiske og religiøse 

tekster hvis fortællinger har metaforens eller symbolets 

karakter. Det er, så vidt jeg kan se, en sådan læsning af 

kongebilledet i Det Gamle Testamente Thompson vil 

gennemføre i sin artikel. 

Kongen i Det Gamle Testamente 

Thompsons betoning af kongemetaforen og betydningen 

af »den salvede« i en lang række gammeltestamentlige 

sammenhænge kan umiddelbart minde om det syn på 

»kongeideologi« i Det Gamle Testamente som tidligere 

blev gjort gældende i skandinavisk forskning. Særligt de 

svenske forskere Ivar Engnell og Geo Widengren argumenterede 

i 1940’erne og 1950’erne for at »det sakrale 

kongedømme« var en central forestilling i det gamle Israels 

og Judas religiøse forestillingsverden og dermed også i 

de gammeltestamentlige tekster. Man inddrog et omfattende 

materiale af tekster og billeder fra hele Nærorienten 

og forsøgte herudfra at påvise hvordan tanken om 

kongen som guddommens repræsentant og legemliggørelse 

var den centrale figur i et kultisk drama som havde 

med skabelsen og opretholdelsen af kosmos at gøre. Den 

babyloniske akitu-fest, som Thompson omtaler, spillede 

naturligt nok en vigtig rolle i denne rekonstruktion. Man 

antog gerne at en kultisk fest med lignende elementer var 

70 BIBLIANA


blevet fejret i kongetidens Jerusalem med den judæiske 

konge som midtpunkt. Tilhængere af teorien om det 

»sakrale kongedømme« var endvidere tilbøjelige til at 

finde motiver herfra i en lang række forskellige gammeltestamentlige 

tekster. Fx mente man at det i mange 

bibelske salmer var kongen der var det talende subjekt 

(salmernes »jeg«), og at teksterne i virkeligheden skildrede 

den rituelle lidelse kongen blev udsat for i kultens 

sammenhæng (en lidelse som naturligvis blev fremstillet 

højst »realistisk«). 

De skandinaviske forskeres understregning af kongedømmets 

betydning blev kritiseret kraftigt; og en af indvendingerne 

var at betragtningen var for ensidig og lagde 

en bestemt tolkning ned over alt for mange forskellige 

tekster. I dag er det da også opfattelsen hos de fleste forskere 

at det »sakrale kongedømme« blev overbetonet. Nu 

er det heller ikke en genoplivning af denne læsning 

Thompson slår til lyd for. På den ene side vil Thompson 

ikke forbinde de gammeltestamentlige teksters kongebillede 

direkte med en bestemt rekonstruktion af »det gamle 

Israels« religiøse institutioner, fester el.lign. På den 

anden side synes Thompson dog at ville forankre kongeideologien 

i datidens politisk-sociale forhold: »Kongeværdighed, 

imperiedannelse og disse førindustrielle 

samfunds mafialignende patron-klientforhold« siges i 

hvert fald at være vigtige faktorer i datidens religionspolitik 

hvori kongeideologien indgår. Præcis hvordan samspillet 

imellem sociale vilkår og teksternes ideologi skal 

forstås, bliver næppe klart; men Thompson mener tydeligvis 

at kongemetaforen får en form for kritisk funktion. 

Bibelteksternes tale om »den salvede« bliver til et sent led 

i en gammel idealistisk og utopisk tradition. 

BIBLIANA 

71


Det Gamle Testamente og kristendommen 

Man taler ofte om »bibelsk teologi« i to betydninger: 

Udtrykket kan bruges beskrivende om de teologiske forestillinger, 

ideer og motiver som bibelteksterne selv indeholder, 

men man kan også forsøge at opstille en normativ 

kristen lære på grundlag af en »bibelsk teologi« der i sit 

anliggende og sigte vil være i overensstemmelse med 

bibelteksternes budskab. I sidstnævnte tilfælde er det forudsat 

at det på meningsfyldt måde overhovedet kan lade 

sig gøre at tale om en indre sammenhæng, om hovedlinjer 

eller et samlende anliggende i de bibelske tekster. 

Thompsons tolkning af kongemetaforen eller den messianske 

metafor som et centralt betydningsbærende element 

i Det Gamle Testamente er »bibelsk teologi« i den 

første, beskrivende betydning. Man kan – videreførende 

– spørge hvordan dette deskriptive plan i Thompsons 

konstruktion forholder sig til et (muligt) normativt plan; 

hvad kan den kristne teologi bruge Thompsons fortolkning 

af den gammeltestamentlige kongeskikkelse til? Svaret 

vil formentlig vise sig at hænge sammen med 

spørgsmålet om hvad der giver de gammeltestamentlige 

tekster deres specielle betydning. Thompsons understregning 

af sammenhængen imellem de gammeltestamentlige 

teksters tankegang og den antikke nærorientalske 

litteratur i øvrigt giver ikke noget klart svar på det 

spørgsmål. 

I en kristen teologis sammenhæng må man hævde at 

den bibelske, gammeltestamentlige tekstoverlevering får 

sin særlige betydning i kraft af sin sammenhæng med den 

nytestamentlige tradition og den kristne kirkes fortolkning. 

Som en del af kirkens bibel bliver den gammeltestamentlige 

tradition bærer af en række betydninger der 

adskiller den fra den øvrige antikke nærorientalske litteratur. 

Det er klart at den kristne kirkes læsning af Det 

Gamle Testamente er udtryk for et valg af perspektiv. 

72 BIBLIANA


Den er da heller ikke den eneste mulige læsning af teksterne 

– den jødiske tradition læser jo fx mange af de 

samme tekster i et ganske andet perspektiv. 


T.L. Thompson, »Det gamle Testamente som teologisk 

disciplin«, Dansk Teologisk Tidsskrift 57, 1994, 177-198. 

T.L. Thompson, »He is Yahweh; He Does What is Right 

in His Own Eyes. The Old Testament as a Theological 

Discipline II«, i: L. Fatum OG M. Müller (red.), Tro og 

historie. Festskrift til Niels Hyldahl (Forum for Bibelsk 

Eksegese, 7), Museum Tusculanums Forlag/Københavns 

Universitet, København 1996, 246-263. 

J. Høgenhaven, »Bibelsk teologi – konfession, tradition 

og horisont«, i: K. Friis Plum og G. Hallbäck (red.), Det 

gamle Testamente og den kristne fortolkning (Forum for 

Bibelsk Eksegese, 1), Museum Tusculanums Forlag/ 

Københavns Universitet, København 1988, 10-23. 

J. Høgenhaven, »Kristus i Det Gamle Testamente«, i: M. 

Müller og J. Strange (red.), Det gamle Testamente i jødedom 

og kristendom (Forum for Bibelsk Eksegese, 4), 

Museum Tusculanums Forlag/Københavns Universitet, 

København 1993, 37-56. 

BIBLIANA 

73

Så gik Noa sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre ind i 

arken for at undslippe vandfloden. De rene dyr og de, der ikke var rene, og 

fulgene og alle krybdyr på jorden kom par for par til Noa i arken, han og 

hun, sådan som Gud havde befalet Noa. (1 Mos 7,7-9) 

Andrej Kolkoutine: Noas ark, 1996, 140 x 90 cm, olie på lærred. 

74 BIBLIANA

IKONER FRA SIBIRIEN TIL SKAGEN 

Ikoner fra Sibirien til Skagen 

Sandra Kastfelt 

Den russiske maler Andrej Kolkoutine fortæller at 

han maler bibelske motiver fordi det er vigtigt 

for ham at give sin fortolkning af de fortællinger 

som generationer af kunstnere før ham har bearbejdet. 

Biblens personer og fortællinger har siden oldkirkens tid 

været populære motiver både i den kirkelige kunst, på 

akademierne og i folkekunsten. Hver periode i historien 

har skildret samme scener på ny og givet dem sin iklædning. 

Alligevel må vore dages kunstnere ofte forsvare deres 

motivvalg fordi vores postmoderne tid rummer en skepsis 

over for traditionen og de store historier, ikke mindst 

bibelhistorien. Men at de bibelske fortællinger stadig er 

en levende tradition der leverer stof til kunstnere i vore 

dage, kan ses her på siderne af Biblianas forårsnummer. 

Tre kunstnere skildrer de gamle motiver på ny med en 

umiddelbarhed og friskhed i det figurative udtryk der ligger 

langt fra postmodernismens ironiske distance til 

bibelhistorien. 

Andrej Kolkoutine (f. 1957) har sin egen, helt særlige 

naivistiske stil. På akademiet i Skt. Petersborg (det daværende 

Leningrad) blev han skolet i den stil der var idealet 

i Sovjetunionen. Den russiske suprematisme, hvis kendteste 

maler var Kasimir Malevich (1878-1935), var et 

radikalt traditionsopgør der kun gengav rene abstrakte, 

geometriske former. Det var en udfordring for Kolkoutine 

der med sine charmerende menneskeskildringer 

BIBLIANA 

75

SANDRA KASTFELT 

siden hen har bevæget sig langt væk fra suprematismens 

systemmaleri. Dog ses stadig i detaljerne mindelser fra 

akademitiden. Geometriske former danner abstrakte 

planter i Edens have (s. 6) eller rammen omkring Noas 

ark (s. 74). 

Kolkoutine voksede op i en lille landsby i det østligste 

Sibirien. Den naivistiske tone i hans billeder stammer fra 

den folkelige lubokkunst hvor livshistorier fortælles i små 

billedserier med tekst tegnet på papir eller træ. Hans 

motivverden kredser omkring provinslivet. Hjemstavnsbilleder 

kan man kalde dem. Det sibiriske landsbyliv 

leves af de stille eksistenser i al dets trivialitet. Men inspireret 

af den ortodokse ikontradition gengiver Kolkoutine 

personerne både i form og indhold som om de var nutidige 

helgener. Det er de fordi de lever livet i den enkle 

hverdags trummerum som om det var et ophøjet kald at 

være skraldemand eller skærsliber i den sibiriske provins. 

Sent i sin karriere er Kolkoutine, med udgangspunkt i 

sine skildringer af de sibiriske provins-enere, begyndt at 

male bibelske scener og figurer. Han siger om dem at de 

jo også boede langt fra datidens metropoler i Babylon og 

Rom. Så med en stram linieføring som på et ægyptisk 

relief eller en ortodoks ikon gengiver Kolkoutine Kain og 

Abel, Noa og de andre bibelske personer som om de var 

vokset op som han selv i en landsby i Sibirien. 

En anden russisk kunstner der også arbejder med 

bibelske motiver, er Boris Zinkevich (f. 1953). Hans billedsprog 

er også naivistisk i dets barnlige, forenklede 

streg. Men hans billedverden er løftet ud af hverdagens 

trivialitet og ind i en fabulerende verden. Havfruer og 

sømænd i stribede matrostrøjer boltrer sig i lystig leg på 

hans lærreder. Livsglæden bobler. Zinkevichs motiver er 

umiddelbare og næsten rørende i deres charme, men 

også han er inspireret af de russiske ikoners billedsprog. 

En hel Jesu liv-serie har han lavet som billedcitater af 

76 BIBLIANA

IKONER FRA SIBIRIEN TIL SKAGEN 

ortodokse ikoner, og fra det Gamle Testamente har han 

bearbejdet et motiv som syndefaldet (s. 20) der viser 

både hans skarpe, skabelonagtige linjeføring og en sans 

for lyrisk lethed. 

På et grafisk tryk gengiver Zinkevich en nydelig herre 

og frue på vej hjem fra kirke. Kigger man nøje efter, vil 

man genkende kirken som den svenske sømandskirke i 

Skagen. Det skyldes at Zinkevich og en håndfuld andre 

russiske kunstnere fra Skt. Petersborg op gennem 

1990’erne har udstillet hver sommer på Carstensens 

skibsværfts galleri »Katedralen« på Skagen havn. Ligesom 

Zinkevich har opholdt sig på Danmarks nordspids på 

studieophold. Til trods derfor kan man næppe kalde ham 

for en Skagenkunstner. Det kan man derimod med Niels 

Helledie. 

Niels Helledie (f. 1927) er født i Vendsyssel og har i 

snart en menneskealder boet i Gl. Skagen. Helledie, der 

er uddannet skolelærer og som billedhugger er selvlært, 

er først og fremmest kendt for sine krucifikser. I stentøj 

og granit gengiver han den korsfæstede Jesus inspireret af 

vikingetidens og den tidlige middelalders romanske 

kunst hvor Jesus er den sejrende, ikke den lidende 

Kristus. Helledie har samme folkelige og livsglade tilgang 

til de bibelske motiver som de to russiske kunstnere. På 

de mange Hellediekrucifikser der pryder danske kirker, 

er Jesus udstyret med en rygsøjle der er et livstræ hvorfra 

blade eller vinranker skyder ud som ribben. Korsfæstelsen 

er fuld af liv. Det er den opstandne Kristus der hænger 

sejrende på korset. I al Helledies kunst stråler der en 

sand livskraft og livsglæde, og i hans relieffer af Adam og 

Eva og slangen (s. 30) er der da heller ingen tvivl om at 

en af syndefaldets konsekvenser er menneskets bevidsthed 

om seksualiteten. Motivet emmer af erotik. 

Også Helledie er inspireret af den ortodokse ikonkunst 

som han kender fra sine rejser til Grækenland. I hans 

BIBLIANA 

77

SANDRA KASTFELT 

relieffer, der ofte er to- eller tredelte som små altertavler 

og har motiver som for eksempel Kristus og den hellige 

Sophia, indgår metalstykker som ligner ikonernes guldgrund. 

Ligesom han arbejder i glas der i sin gennemskinnelighed 

giver relieffet en metafysisk karakter. Helledie 

blander grove materialer som sten, stentøj, træ og drivtømmer 

med det blanke kobber og det elegante glas i et 

særegent, »hellediesk« udtryk hvor de bibelske personer, 

og ikke mindst Jesus, skildres med samme sprudlende 

livsglæde som kendetegner Skagenkunstneren selv. 

Kolkoutine, Zinkevich og Helledie viser med deres billeder 

at Biblens billedverden ikke er slidt op. De giver 

motiverne en ny fortolkning og holder traditionen i live. 

Gamle stilarter som den ortodokse ikontradition og den 

romanske kirkekunst mødes med en folkelig stil der i sit 

naivistiske udtryk tilføjer de bibelske scener en lyrisk 

charme, en næsten legende lethed og ikke mindst en livsglæde 

der rækker fra Sibirien til Skagen. 

78 BIBLIANA

I næste nummer: 

BIBLIANA 

I NÆSTE NUMMER: 

Bibelforfalskning? 

En »ny bibeloversættelse på videnskabeligt grundlag« har 

set dagens lys. Oversætterne mener at det er nødvendigt 

med en ny oversættelse fordi den autoriserede er forfalsket 

af kirkelige interesser. Lektor Hans Jørgen Lundager 

Jensen undersøger sagen. 

Den vrede, kærlige og bedrøvede Gud 

I profeten Jeremias’ bog optræder Gud med forskellige 

sindsstemninger; han er både rasende og nedtrykt. Hvor 

kommer de forskellige gudsbilleder fra, og hvordan hænger 

de sammen? Lektor Else Kragelund Holt udlægger teksten. 

»Fra dybet råber jeg til dig, Herre!« 

I den hyppigste genre blandt de gammeltestamentlige 

salmer, »bønssalmerne«, klager en enkeltperson til Gud. 

Hvordan er disse salmers Gud, og hvordan er hans forhold 

til »sine« mennesker? Lektor Bent Rosendal belyser 

spørgsmålene ud fra en analyse af Salme 143. 

Hvad fik Enok at se da han fór til himmels? 

Spørgsmål om himmel og helvede, dommedag og Messias 

er behandlet i de antikke skrifter der kaldes »pseudepigrafer«. 

De er genudgivet på dansk, og professor 

emeritus Benedikt Otzen præsenterer dem. 

Hvornår blev Jesus Kristus? 

Trosbekendelsens opfattelse af Guds Søns fødsel af jomfru 

Maria findes næppe i Det Nye Testamentes skrifter, 

men måske mellem dem. Lektor Ole Davidsen forklarer 

det for Biblianas læsere. 

79

Bibliana 2002:2 - Anis

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?