Bibliana 2002:2 - Anis

AAGE WESTENHOLZ
2. Både »Jahvisten« og »Samuel« viser en tydelig interesse
for personernes følelsesmæssige reaktioner, i modsætning
til de fleste andre bibelske forfattere der er mere
optagede af abstrakte moraliserende og didaktiske hensyn.
3. Både »Jahvisten« og »Samuel« viser en levende interesse
for »gamle dages skik og brug«, for eksempel i de
udførlige beskrivelser af hvordan Abraham beværtede
sine tre gæster (1 Mos 18), eller købte en gravhule fra
hittitterne (1 Mos 23), og beskrivelsen af hvordan Saul
ledte efter sin fars forsvundne æsler (1 Sam 9).
4. Både »Jahvisten« og »Samuel« har udpræget sympati
for den tabende part, hvem det så end er. Esaus fortvivlelse
over at være blevet snydt for sin førstefødselsret er
tydeligt deltagende fremstillet (1 Mos 27), og hans ridderlige
opførsel mod Jakob senere hen (1 Mos 33) forties
ikke – og det til trods for at Jakob var stamfader til israelitterne,
og Esau var stamfader til én af deres værste fjender,
edomitterne! Den samme sympati kommer til
udtryk i skildringerne af Sauls tiltagende sindsyge
(1 Sam 16 og 18–20) og navnlig hans rædselsfulde endeligt
(1 Sam 31 – 2 Sam 1), men også i beskrivelsen af
hans lovende begyndelse (1 Sam 9–11). Hans fortjenester
som Israels konge underkendes aldrig.
5. Omvendt tilskriver både »Jahvisten« og »Samuel« frejdigt
deres helte en hel del gerninger der også i datiden
ansås for mildt sagt kritisable. Abraham løj for Farao om
sin kone Saraj som han udgav for sin søster, og bragte dermed
ulykke over sin intetanende vært (1 Mos 12,10-20).
Jakob snød både sin far Isak og sin broder Esau, med
Rebekkas ivrige bistand, og fik på den måde Isaks velsignelse
som den førstefødte (1 Mos 27). Simon og Levi
brød deres far Jakobs aftale med indbyggerne i Sikem og
massakrerede dem mens de var forsvarsløse (1 Mos 34);
og Ruben gik i seng med sin fars konkubine
(1 Mos 35,22). David foretog ikke blot en folketælling
40 BIBLIANA