Bibliana 2002:2 - Anis

AAGE WESTENHOLZ
affære. Man kan altså ikke tale om en enkelt datering og
et enkelt sigte med Samuelsbøgerne som helhed. Der er
dog to store tekstblokke der umiddelbart virker som
mere eller mindre helstøbte enheder, og som forskerne
kalder »Davids vej til tronen« (1 Sam 16 – 2 Sam 7) og
»Tronfølgehistorien« (2 Sam 8 – 1 Kong 2); og den sidste
gør et stærkt indtryk af at være en øjenvidneberetning.
Begge er desuden skrevet med et enestående litterært
talent som kunne tyde på at de begge er forfattet af den
samme. Det er derfor muligt at denne skribent virkelig
levede i slutningen af Davids regeringstid og begyndelsen
af Salomos, og at han var nært knyttet til hoffet. At
»Davids vej til tronen« ikke har den samme øjenvidnekarakter
som »Tronfølgehistorien«, er naturligt nok, for de
begivenheder der skildres dér, fandt sted før skribentens
egen tid. Der er allerede ansatser til sagadannelse, som
for eksempel historien om Goliat. At hans beretning blev
godtaget som den officielle historiefortælling om David,
fremgår af det simple faktum at vi stadig har den. Et
manuskript på papyrus eller pergament overlever i Palæstinas
klima normalt kun en begrænset tid; teksten må
derfor bestandigt skrives af for at kunne modstå tidens
tand. Og denne skriftlige overlevering godtager ikke hvad
som helst.
Når der er tale om en nærorientalsk oldtidstekst, israelitisk
såvel som babylonisk, kan man kun i begrænset
omfang anvende de fortolkningsmetoder der er gængse i
moderne litteratur. I modsætning til moderne litteratur,
og også den klassiske græsk-romerske oldtidslitteratur, er
næsten alle nærorientalske tekster anonyme og fremstår
derfor ikke som en enkelt forfatters personlige synspunkter,
men som kulturens som helhed. Det er en grundforskel
i holdningen til begrebet »forfatterskab« som ofte
bliver overset i bibelforskningen. Men ikke nok med det.
Det er ikke nok at spørge hvad selv en anonym forfatter
38 BIBLIANA