Bibliana 2002:2 - Anis

AAGE WESTENHOLZ
her gælder læresætningen »absence of evidence is not evidence
of absence« mere end nogensinde. På det foreliggende
grundlag er det videnskabeligt næppe forsvarligt at
hævde at Jerusalem »simpelthen ikke eksisterede« i 900tallet.
Det sted hvor Jerusalem nu ligger, er det eneste i
miles omkreds hvor der er naturligt rindende vand hele
året. Efter hvad fundene viser, var det beboet fra engang i
det 4. årtusind f.Kr. og ned gennem hele bronzealderen,
dvs. til slutningen af andet årtusinde f.Kr. Ægypterne
kendte byen allerede omkring 1800 f.Kr. som Urushalimum;
omkring 1350 f.Kr. var det en kongeby hvis regent
korresponderede med Farao; og der er i Jerusalem fundet
rester af et ægyptisk tempel fra nogenlunde samme tid –
altsammen vidnesbyrd om byens internationale betydning
dengang, og altsammen noget som Lemche forbigår
i støjende tavshed. Det lyder ikke særlig sandsynligt at
dette sted så skulle være totalt forladt i 900-tallet for derefter
igen at blive en by, under det samme navn, som
både Sankerib af Assyrien i 701 og Nebukadnesar II af
Babylon i 598 og 587 f.Kr. skulle finde det umagen værd
at belejre.
Men sandt er det at Jerusalem i 900-tallet visselig ikke
var nogen millionby. Men er det grund nok til at antage
at den ikke kunne have været hovedstad for Davids rige?
Her skal man tænke på hvad en by i jernalderens Palæstina
overhovedet var. Byerne dér var små. Jernalderens
Palæstina var et landbrugssamfund uden nogen nævneværdig
industri eller internationale handelsforbindelser.
Byerne fungerede hovedsageligt som befæstede tilflugtssteder
for landbefolkningen når fjenden stod for døren; i
fredstid var de centre for den kongelige administration og
for den dyrkelse af de lokale guder som foregik i byernes
templer. Byerne behøvede derfor normalt kun at rumme
det administrative og kultiske personale samt deres familier.
En by som Jerusalem, »med plads til højst et par
34 BIBLIANA