Bibliana 2002:2 - Anis

THOMAS L. THOMPSON
trussel om en kommende »vredens dag« der skulle blive
Samarias og Jerusalems ødelæggelse (fx Sef 1,7-9). I Det
Ny Testamente forkyndes denne sangs »lykkedag« ved
begyndelsen af Markusevangeliet der identificerer denne
bog som de »gode nyheder«. I det første kapitel af Lukasevangeliet
genbruges den yderst effektfuldt i Marias og
Zakarias’ lovsange der varsler at en frelser skal fødes.
Ligesom i historien om Samuel – og, for den sags skyld,
Marduk i den babylonske skabelsesmyte (tekst 4, s. 58) –
bruges historien om et barns fødsel på klassisk vis til at
fremmane en evig fred indvarslet af en heroisk frelserskikkelse.
Johannes Døber får samme sang til svar når
Jesus skal identificeres som »den som kommer«
(Luk 7,20-23). Den står centralt i Jesus’ bjergprædiken
(Matt 5,3-12) og former visionen om gudsriget der afslutter
Johannes’ Åbenbaring.
Bibelen, hvis tidligste skrifter er affattet på hebraisk og
er forankret i Palæstina, er altså et sent led i en gammel
idealistisk og utopisk tradition. Den fortolker mytologien
om kongeskikkelsen ud fra et vasalfolks perspektiv. Den
identificerer Palæstinas gamle højgud, Jahve, med verdensrigets
universelle himmelgud og overleverer jødedommens
fortælling om fortiden i det gamle Israel der
nu er ødelagt og forkastet af Gud. Denne ødelæggelse,
sammenfattet i billedet af vredens dag som vi især møder
hos profeterne, indvarsler en kommende lykkedag karakteriseret
af fred med Gud: »På den dag skal de døve høre,
hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm
og mørke. De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren,
de fattige skal juble over Israels Hellige. Det er forbi med
voldsmanden, det er ude med spotteren, alle, der lurer på
ondt, er udryddet« (Es 29,18-20). Denne fortælling gav
den antikke jødedoms mange filosofiske og religiøse samfund
en identitet forankret i metaforerne om »den førstefødte«,
»Guds lidende tjener« og »den angrende rest« (se
54 BIBLIANA