Bibliana 2002:2 - Anis

THOMAS L. THOMPSON
Tekst 2
Af Enuma Elish: Marduks kamp
mod Tiamat
Da mødtes de, Tiamat og Marduk,
den snildeste af guderne,
flettet i tvekamp tørner de sammen i
strid.
Herren udbredte sit net og kastede det
over hende,
Imhullu-vinden, der fulgte ham,
sendte han imod hende,
da Tiamat åbnede gabet for at opsluge
ham,
sendte han Imhullu derind, så hun
ikke kunne lukke munden.
De heftige vinde fyldte hendes bug,
hendes indre var tilstoppet, hendes
mund stod vidt åben.
Han afskød en pil, den gennemborede
hendes bug,
den sønderskar hendes indre, flængede
hjertet.
Han greb fat i hende og udslukte hendes
liv,
Tekst 3
Ved Ramses IV’s tronbestigelse
(1100-tallet f.Kr.)
Hvilken herlig dag! Himmelen og jorden
glæder sig,
for du er Ægyptens store herre.
De som var flygtet, er vendt tilbage til
deres byer;
De der havde skjult sig, er kommet
frem igen.
De der var sultne, er mætte og glade;
Tekst 4
Af Enuma Elish: Guden Marduks
fødsel
I Skæbnernes allerhelligste,
i Planernes kammer,
undfangedes Herren,
den mægtigste af alle,
den vise blandt guder,
i hjertet af Apsû skabtes Marduk,
i hjertet af det hellige Apsû skabtes
Marduk.
Ham skabte hans far, Ea,
hans mor, Damkina, fødte ham.
Han diede gudinders bryst,
hendes lig kastede han til jorden og
stod over hende.
...
Herren satte sin fod på Tiamats bryst,
med sin skånselsløse kølle kvaste han
hendes hovedskal,
han gennemskar hendes blodårer,
og lod Nordenvinden bringe det glade
budskab.
Hans fædre så det og jublede af
glæde,
de sendte ham velkomstgaver, fra dem
til ham.
Herren hvilede, betragtede hendes lig,
han delte vanskabningen for at
udrette mirakler,
han splittede hende i to som en klipfisk,
den ene halvdel satte han som himlens
dække,
han spændte huden ud og lod vagter
holde den,
at hendes vand ikke løb ud gav han
dem som hverv.
(Guder og mennesker i oldtidens
Babylon, s. 214-18)
de der var tørstige, har fået slukket
tørsten;
de der var nøgne, har fået fine klæder
de der var snavsede, er klædt i hvidt.
De der var i fængsel, er sat fri;
de der var i lænker, glæder sig.
Uromagerne i dette land er blevet fredelige.
(J.B. Pritchard: Ancient Near Eastern
Texts Relating to the Old Testament,
Princeton 1969, s. 378-79)
og barnepigen, som plejede ham, indgød
han ærefrygt,
herlig og velskabt var han med funklende
blik,
hans var en helte-fødsel, han havde
straks kræfter.
Da Anu, hans fars ophav, så ham,
brød han ud i jubel,
hans hjerte fyldtes af glæde,
for at sætte kronen på værket gav han
ham dobbelt guddommelighed,
han var overmåde ophøjet,
alt ved ham var de andre overlegent.
(Guder og mennesker i oldtidens
Babylon, s. 198)
58 BIBLIANA