Døvblinde Nyt nr. 3, 2010 - Servicestyrelsen

hørelse fra mennesker, så stiger
stressniveauet automatisk. Det fik
Lone Christensen og hendes medkursister
at føle på egen krop under
en mobility-øvelse på uddannelsen.
De studerende blev delt op i
par. Den ene fik propper i ørene og
høreværn på samt specielle briller,
der lukker af for alle synsindtryk.
Den anden kursist fik så til opgave
at ledsage den – for en kort bemærkning
– døvblinde rundt.
– Den her oplevelse af at være
totalt isoleret var en forfærdelig
aha-oplevelse for mig. Jeg ved godt,
at man ikke kan sammenligne,
men jeg prøvede alligevel at få et
lillebitte glimt af, hvordan det må
føles at være døvblind. At være
så afhængig af andre ... Det var
enormt stressende, og jeg fik faktisk
helt kvalme af det, siger Lone
Christensen mens hun tager sig til
halsen, som om den ubehagelige
fornemmelse ikke helt er forsvundet
endnu.
– Der fik de alligevel trykket
på nogle knapper hos mig, Sådan
har jeg faktisk aldrig rigtigt
tænkt over døvblindhed før.
Men efter den oplevelse er
jeg sikker på, at jeg altid vil
være opmærksom på stressniveauet
hos de personer
med medfødt døvblindhed,
jeg skal arbejde med
fremover.
Foto: Privat
Bedre rustet til joBBet
De mange input Lone Christensen
har fået på basisuddannelsen, har
hun taget med hjem på Center for
Døvblindhed og Høretab, hvor hun
allerede bruger dem i praksis.
Til dagligt arbejder Lone Christensen
på et enkeltmandsprojekt
med en beboer, der til tider har en
udadreagerende adfærd. Det er af
og til et ret krævende job for per-
”
sonalet på afdelingen, men med
sin nye faglige viden synes Lone
Christensen helt afgjort, at hun er
blevet bedre rustet til at passe sit
arbejde.
– Jeg er jo blevet bevidst om,
at vores beboer hele tiden har et
rimeligt højt stressniveau. Derfor
er jeg meget bevidst om ikke at
presse hende ved at stille for store
krav. Men det er en hårfin balance
og en stor pædagogisk udfordring
at ramme det rigtige niveau. For vi
svigter hende jo også, hvis vi slet
ikke stiller krav, siger den pædagogiske
medhjælper.
I øjeblikket fokuserer hun meget
på at give beboeren den tid,
UDDannelsesstigen
inden for døvblindeområdet findes
der en række efteruddannelser
for pædagogisk personale – den
såkaldte uddannelsesstige. Stigen
består af i alt fire trin, som vi præsenterer
her i bladet i den kommende
tid gennem en række interviews
med pædagoger og lærere, der har
gennemført de pågældende kurser.
som beboeren har brug for, når
de for eksempel skal tørre bord af
sammen. Når Lone Christensen
har vredet en klud op og bedt
beboeren om at gå i gang, kan der
godt gå et minut eller to, før beboeren
samler kluden op.
– Latenstiden (den tid, der går
fra en påvirkning til en reaktion,
red.) er bare en anden for døvblinde,
end den er for os, som kan
Jeg tør godt sige, at basisuddannelsen har
gjort mig til en bedre partner for vores
beboer. Jeg har fået en masse viden, som
jeg ikke havde før
høre og se. Det var også noget af
det, jeg har taget med fra basis. Og
hvis jeg kan mærke, at det går for
stærkt, når jeg er sammen med
beboeren, så er det mit ansvar at
skrue ned for tempoet, siger Lone
Christensen, inden hun bruger et
stille øjeblik på at formulere, hvilken
forskel det har gjort for hende
at gennemføre basisuddannelsen.
– Jeg tør godt sige, at basisuddannelsen
har gjort mig til en bedre
partner for vores beboer. Jeg har
fået en masse viden, som jeg ikke
havde før, og når man arbejder
med døvblinde, så er viden alfa og
omega, slutter Lone Christensen. ❚❙
i denne udgave af døvblinde nyt
lægger vi ud med det nederste trin i
stigen, nemlig med basisuddannelsen
om medfødt døvblindhed.
basisuddannelsen.
national grunduddannelse
diplomuddannelse
Masteruddannelse
Af troels møller
nr. 3 december 2010 døvblindenyt 15