Døvblinde Nyt nr. 3, 2010 - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

20 døvblindenyt nr. 3 december 2010 BETTINAS DAGBOG – kapitel 7 sIg det bAre HøJt tirsdag d. 23. noVemBer Sneen har lige så stille lagt sig udenfor, og farvet hele byen hvid. Jeg sidder herinde i varmen og prøver at samle mig til at lave det sidste kapitel af min dagbog. For dette bliver det sidste kapitel. Min mission er efterhånden fuldført, synes jeg. Og hvad er så missionen, tænker du måske? Det skal jeg sige dig. Jeg har valgt at lade jer læse med i min dagbog, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi forældre tør stille os frem og fortælle om, hvad der rører sig inden i os. Vi bærer rundt på så utroligt meget på grund af vores børn. Bekymringer, tunge beslutninger, følelsesmæssige rutchebaneture. Hvis det ikke skal vokse inden i os og gøre livet surt, så er det vigtigt, at vi åbner op. Det er i hvert tilfælde min erfaring. Som person synes jeg selv, at jeg er meget afklaret og åben omkring de ting, der fylder hos mig. Alligevel kan det ikke undgås, at der er ting, som hober sig op. Når man har et barn som Oliver, så havner man af og til i situationer, hvor der ikke er gode løsninger. Kun rigtigt dårlige og mindre dårlige. Dengang vi sendte Oliver på institution, for eksempel. Han var kun to år gammel, og så lille et barn skal selvfølgelig være hos sin mor og far. Så hvordan kunne vi nænne at sende ham af sted? Det var noget af det sværeste, jeg har gjort i hele mit liv, og jeg kan stadig huske, hvordan vi kæmpede med at tage beslutningen. Da Oliver var lille, var vi på besøg hos et par, der var forældre til en multihandicappet teenagepige som netop var flyttet hjemmefra. Mens konen var ude at sætte kaffe over, fortalte manden os, at de burde have sendt deres datter af sted langt tidligere. De havde holdt hende hjemme og gjort alt, hvad de overhovedet kunne for hende. Men på et tidspunkt havde de glemt sig selv og hinanden. For da datteren rykkede ud, var der ikke rigtigt noget tilbage, der bandt dem sammen. De var ikke mand og kone, blot mor og far til et fælles barn. Så de blev separerede. Måske kunne de have haft et godt ægteskab den dag i dag, hvis de havde handlet anderledes. Hvis de havde turdet erkende overfor sig selv og hinanden, at de ikke skulle ofre alt for barnet, men at de også blev nødt til at tænke på sig selv. Det troede manden i hvert tilfælde på, og hans ord gjorde stort indtryk på os. Kort tid efter tog vi som sagt beslutningen om at placere Oliver på en institution. Det var ikke noget, vi havde lyst til, men det var den eneste måde vi kunne overleve som familie på. Der var et hav af gode grunde til, at vi gjorde som vi gjorde. Det var den bedste løsning for alle parter. Men det er ikke altså
noget, du kan gøre uden at få en snert at dårlig samvittighed. Har jeg gjort, alt hvad jeg overhovedet kunne? Slår jeg ikke til som mor? Er jeg et dårligt menneske? Vil andre tænke sådan om mig? Det var et af de første tabuer jeg oplevede som mor til et handicappet barn. Jeg havde slet ikke lyst til at snakke om, at Oliver ikke boede hjemme hos os længere. Forestil dig, hvordan det føles at efterlade dit barn et fremmed sted. To år gammel. Men det er jo ikke lige sådan noget, man kan gå rundt og skjule – og heldigvis for det. Jeg er blevet konfronteret med det igen og igen og igen, og de fleste kan faktisk godt forstå mig. Der har været enkelte, som ikke kunne, men det har jeg lært at se stort på. For mig har det været en stor hjælp, at det simpelthen ikke har kunnet lade sig gøre at holde Olivers flytning for mig selv. Når folk spørger ind til, hvorfor min dreng ikke bor hjemme, så bliver jeg jo nødt til at forholde mig til det. Jeg er tvunget til at tænke efter, og hver gang bliver jeg faktisk bekræftet i, at vi har valgt rigtigt. Min erfaring er, at det hjælper at snakke om tingene. Især det, der føles rigtigt svært. Sig det bare højt. Det bliver det altså ikke værre af. Jeg har prøvet at være hudløst ærlig i mine dagbøger, og jeg håber, at mine oplevelser kan bruges til noget derude. Mit mål har været at prikke hul på nogle af alle de emner, der er vanskelige at tage fat på og lægge dem åbent frem. At hive nogle af tabuerne frem i lyset, så de ikke er så farlige mere. Når alt kommer til alt, så skal vi huske på, at vore børn på trods af deres funktionsnedsættelser giver os rigtigt meget at glædes over. Vi kan meget bedre nyde vore unger, hvis vi kan forlige os med den situation, vi er havnet i – og det gør vi altså nemmest ved at lukke op for posen, når der er noget, som nager os. Den amerikanske forfatterinde Emily Pearl Kingsley har skrevet det meget berømte ”Rejsen til Holland” om glæden ved at få et handicappet barn. Jeg kan ikke skrive det bedre selv, og derfor får hun lov til at få dagbogens sidste ord. Emily sammenligner udsigten til at få et barn med en drømmerejse til Italien. Man sætter sig ind i flyet, men da det lander, er det ikke i Italien, men derimod i Holland. Et sted, der tilsyneladende er trist og kedeligt, men efterhånden som man lærer landet at kende, er der faktisk meget at være begejstret for. Det bliver aldrig Italien, men Holland er nu heller ikke værst. De sidste linjer i digtet betyder utroligt meget for mig. De lyder sådan her: Smerten ved det vil aldrig nogensinde fortage sig for tabet af drømme har stor betydning. Men hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri til at værdsætte og nyde det helt specielle, det virkelige vidunderlige ved Holland Dette var det sidste afsnit af Bettinas dagbog. Redaktionen siger stort tak til Bettina Nielsen, fordi hun har haft modet til at stå frem og fortælle sine historier. nr. 3 december 2010 døvblindenyt 21
Page 1 and 2: DøvblinDe nyt Videnscenter for dø
Page 3 and 4: Foto: Ajs Smed Nielsen 6 VCDBF indg
Page 5 and 6: NVC laver kursus for ledere Er du l
Page 7 and 8: Hun fremhæver også muligheden for
Page 9 and 10: Idræt er For Alle på Center For d
Page 11 and 12: cesoplevelser ud af undervisningen.
Page 13 and 14: for dem. Og når han går ud herfra
Page 15 and 16: hørelse fra mennesker, så stiger
Page 17 and 18: KAn Jo se! det kombinerede sansetab
Page 19: Foto: Troels Møller, MODELFOTO ”
Page 23 and 24: promoting social interaction for in

Døvblinde Nyt nr. 3, 2010 - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?