orlogsfregatten diana og dens besætning under krigen med england ...

io6
sulerne selv, om de vil blive eller ikke. BUver de, forsvarer jeg
dem til det sidste". De spanske officerer bad nu om tilladelse
til at gå ned i kahytten til konsulerne, hvilket blev dem tilladt.
De talede nogen tid med dem, og endelig besluttede de selv at
gå med dem i land. Dog til deres sikkerhed måtte de tvende
officerer underskrive et papir, som kaptajnen forelå ( !) dem.
De steg nu ned i fartøjet, og blev ført op til fæstningen Monte
Galero; vi så ombord, de steg i land". Der følger et øjebliksbillede,
en H. G. Andersen værdigt: „Faklernes skin lyste for
dem ved vandringen op ad fjeldet; lidt efter lidt forsvandt
skinnet mellem bjergene; mørket omgav det hele, og en tavs
stilheds bedrøvelse blev for os tilbage". Riber beretter nøgternt,
i fuld overensstemmelse med skibsjournalen, at deputationen,
foruden de 2 officerer, omfattede 2 af rådet, 2 af municipalitetet
og 2 af borgerne; deres forlangende „i regeringens navn" lød,
„om de 2 konsuler ville følge med til en af fæstningerne, hvor
de kunne være i sikkerhed for at overfaldes af folket, thi hvis
de ikke gik med, da kunne fregatten ikke være i sikkerhed for at
blive stormet, da de ikke kunne modstå folket at bemægtige sig
castillerne ( !), hvorved vores chef indså, at vi derved var udsat
for største farlighed, så vores chef nødtes til og lade dem følge
med, dog på konditioner, at samme herrer måtte give deres
æresord på, at konsulerne skulle være forsikrede livet". Der kan
ikke bebrejdes nogen noget i denne episode, der varede en halv
time, og som fra alle tre sider fik et så tiltalende ridderligt forløb.
Det spanske løfte blev holdt. Godt et halvt år efter, den 10. jan.
181 o, konstaterer Christophersen, at de franske konsuler blev
bragt i god behold fra fæstningen til en italiensk brig, der førte
dem bort.
Man måtte indrette sig efter forholdene også på anden måde.
Diana, den kgl. danske fregat, på fransk side, måtte - også opfordret
af den danske vicekonsul - salutere til ære for det spanske
oprør mod de franske; det skete, som kaptajnen rapporterer,
af „politik", eller som Riber siger „for at stille pøbelen tilfreds,
for ikke at blive overfaldet, da vi formodede, at samme ville
give dem lidet tro til os igen". Man måtte, hvis man gik i land,
bære den røde kokarde, „en rød lap, der var klippet i takker",