orlogsfregatten diana og dens besætning under krigen med england ...

ii5
St. Sebastian og „fugleburet" betegner et foreløbigt lavpunkt,
fra nu af blæser en tid lang blidere bør. De flyttes ind på „Søhospitalet"
i selve byen, hvor de derpå sidder sammen i et års
tid, dog ikke indespærrede. De får bevægelsesfrihed, og er „så
heldiee at blive bekendt med en tysk købmand; han antog sig
vor skæbne og forskaffede os arbejde". Lønnen overstiger de
fattige dagpenge, som spanierne udbetalte fangerne, og således
kunne de trods al elende „ret kalde sig lykkelige mennesker".
Om søndagen foretager de fælles udflugter til omegnens bondebyer;
de betragter „med største opmærksomhed det spanske
landlevned og den skønne natur, som her i disse egne ret viser
sig i sin fulde glans". Der er frugt af al slags og vinplantager;
de oplever vinhøsten og „vinsyderiet" og beundrer alt, „som
naturens fromme fader så kærligt haver skænket". Dog også i
denne idyl lurer slangen under græsset. En søndag, da de har
iagttaget silkeavlen og fulgt processen fra afvikling af ormens
spind til farvningen af den færdige tråd, og bag efter på en
bondegård forfrisker sig med uskyldig leg og et glas vin, overfaldes
de af en flok berusede „blodhunde", der stikker med kniv ;
først indgriben af en fornem herre til hest redder dem, omend
med sår både i arme og ben. Håbet vågner påny, da det i juli
1810 rygtes, at de skal sendes hjem; endog de fremmede officerer
forsikrer dem derom, og alle glæder sig til gensynet med „det
elskede fødeland". Det bliver til intet; de føres sidst i august,
den 25., ombord på en spansk tredækker og transporteres til
fæstningen Port Mahon på Minorca, som kaldes „Lazarettet".
Den korte strækning i storm tager 14 dage, og hvad der venter
dem er et koldt og nøgent stengulv mellem tykke mure og jernbeslagne
døre. Så primitive er forholdene, at de „hvis nødvendigheden
krævedes, måtte bruge vinduet til vores hjælp, hvilket
førte ned til en dyb afgrund" ; fangevogteren er en „blodsuger",
der tager dobbelt pris for brødet. „Hvis ikke forsynet også her
havde taget del i vores nød og rakt. os sin milde og faderlige
hånd", ville „skæbnens lænker" være blevet for tunge. Det var,
som vi skal høre, kaptajn Meyer, der havde ført forsynets hånd.
En engelsk officer afhenter sidst i september fangerne, men
skibet viser sig at være det engang danske Norge, hvilket gjorde