Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk
Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk
Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Gudhengivenhedens<br />
kildevæld<br />
Originaltitel: <strong>Bhagavatha</strong> <strong>Vahini</strong><br />
0versat af www.saibabapaadansk.dk<br />
Af Sathya <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong>
Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong>’s bøger<br />
Gennem årene er der udkommet 15 bøger af Sathya <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong>. Disse værker udgør<br />
’<strong>Vahini</strong> – serien’. <strong>Vahini</strong> betyder ’en strøm’, ’noget der er i bevægelse’.<br />
Bøgerne er skrevet <strong>på</strong> sproget telugu. Fra telugu er bøgerne blevet oversat til bl.a.<br />
engelsk. Disse engelske oversættelser indeholder de sanskrit-ord, som <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong><br />
anvendte, da Han skrev teksterne. I alt er der anvendt 2.491 forskellige ord <strong>på</strong> sanskrit i<br />
’vahini-serien’. Mange af ordene dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare<br />
endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke<br />
være fyldestgørende. For at få et fuldstændigt indtryk af teksternes betydning kræver<br />
det et studie af mange ords og begrebers sande mening.<br />
Jeg har valgt at oversætte <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong>’s bøger til dansk uden brug af sanskrit ord. Det<br />
betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong>’s tekster ikke fremgår af<br />
oversættelsen.<br />
At læse <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong>’s bøger <strong>på</strong> dansk uden brug af sanskrit ord kan være en velsignelse.<br />
<strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong>’s centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. De hundredvis af råd<br />
og anvisninger, som <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong> videregiver, leveres <strong>på</strong> et velkendt og let forståeligt sprog.<br />
Læseren får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres<br />
nærmere.<br />
At læse <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong>’s bøger <strong>på</strong> dansk giver et forståelsesniveau, der svarer til det, som<br />
læseren får, når Bibelen læses <strong>på</strong> dansk. At læse Bibelen kan være en dejlig, lærerig og<br />
gavnlig oplevelse. Samtidigt må de fleste læsere af Bibelen erkende, at præster, teologer<br />
og lignende lærde gennem studier og refleksioner har opnået en endnu dybere forståelse<br />
af Bibelens budskaber. Denne dybere forståelse er blandt andet opnået gennem intense<br />
studier af de oprindeligt anvendte ord.<br />
Bagest i bogen er der en ordliste. Første gang et ord <strong>på</strong> sanskrit er blevet oversat til<br />
dansk, er denne oversættelse markeret med en understregning. Denne oversættelse er<br />
så blevet registreret i ordlisten. Det oversatte sanskrit-ord kan findes ved at søge i den<br />
alfabetiske rækkefølge, som den understregne tekst eller ord er ordnet efter. Står der<br />
f.eks.: ”Du fremsiger muligvis formlen: ’Jeg er Gud’ korrekt…”, så skal du søge efter ’Jeg<br />
er Gud’ i ordlisten under j.<br />
Ordlisten skal udelukkende opfattes som en service for de læsere, der ønsker at kende<br />
de oprindelige sanskrit-ord, så de eventuelt kan fordybe sig i udvalgte begreber. Det er<br />
vigtigt at bemærke, at næsten alle sanskrit-ord har adskillige betydninger. Som<br />
hovedregel indeholder ordlisten kun de ord eller vendinger, som sanskrit-ordet er oversat<br />
til i den konkrete sammenhæng.<br />
Ord, der er anført i parentes, er mine tilføjelser.<br />
2
Kære læser!<br />
Bogen ’Gudhengivenhedens kildevæld’ er en dialog mellem en person, der er dødsdømt,<br />
og en stor vismand der forbereder ham <strong>på</strong> at møde døden. Vi er alle dødsdømte. Som<br />
dæmpede trommer slår vorer hjerter begravelsesmarchen <strong>på</strong> vej mod graven. Nogle når<br />
graven sent, andre tidligt. Også vi trænger til en stor vismands råd, så vi kan forberede<br />
os <strong>på</strong> at møde døden og beskue horisonten hinsides.<br />
’Gudhengivenhedens kildevæld’ er en Ganges, der udspringer fra Herren, og som forener<br />
sig med Ham. Dette sker efter en lang rejse gennem geografiske beskrivelser, historiske<br />
annaler, filosofiske redegørelser, helgenberetninger, erkendelsesmæssige undersøgelser<br />
og efter at have gødet de umådelige dale i menneskenes sind med Herren Krishna<br />
episodernes rene, klare vand.<br />
I skikkelse af Sathya <strong>Sai</strong> er Gud (Bhagavan) inkarneret igen med det formål at genoplive<br />
’rigtig handling’ (<strong>på</strong> sanskrit dharma) blandt mennesker. Et vigtigt aspekt af denne<br />
genoplivning er genoprettelsen af ærbødigheden over for de gamle åndelige tekster så<br />
som Biblen, Koranen, Zend Avestra’en, Tripitaka’en, Veda’erne og <strong>Bhagavatha</strong>’en. Denne<br />
ærbødighed kan udelukkende opstå i en tid, hvor erklæringernes og beretningernes<br />
betydning bliver forklaret <strong>på</strong> en klar, enkel og fortryllende måde at den selv samme<br />
person, der inspirerede til de originale hellige tekster.<br />
Her, i denne bog, har vi denne Persons version af hengivenhedens omfangsrige lærebog,<br />
som vismanden og forfatteren Vyasa indsamlede og ordnede efter vismanden Narada’s<br />
forslag, så han kunne vinde fred og sindsligevægt.<br />
Kære læser, dette er ikke blot en bog. Det er en balsam, en nøgle, et mantra. Den skal<br />
blødgøre, læge og frelse. Den skal løsne båndene. Den skal befri os for sorg og smerte,<br />
tørst og formynderskab.<br />
Luk den op i ydmyghed, læs den med flid, ær den med hengivenhed, følg dens lektie<br />
med standhaftighed og nå det mål, som Vyasa nåede, og som Narada opnåede; som<br />
vismanden Suka underviste i, og kong Parikshith lærte om. Hvilken større belønning kan<br />
mennesket håbe <strong>på</strong>?<br />
N. Kasturi<br />
3
Indhold<br />
Kapitel 1 <strong>Bhagavatha</strong> (gudhengivenheden) 5<br />
Kapitel 2 En gudhengivens fødsel 10<br />
Kapitel 3 Barnet Parikshith og profetiet 13<br />
Kapitel 4 Bodsofringen 17<br />
Kapitel 5 Offerceremonierne og de ældres bodsøvelse 21<br />
Kapitel 6 Vidura’s forsagelse 24<br />
Kapitel 7 Rådgiveren Vidura 27<br />
Kapitel 8 Dhritharashtra’s forvandling 30<br />
Kapitel 9 Krishna’s opstigning 32<br />
Kapitel 10 Krishna mysteriet 35<br />
Kapitel 11 Pandava’ernes sorg 40<br />
Kapitel 12 Kali-tidsalderens begyndelse 43<br />
Kapitel 13 Parikshith’s kroning 46<br />
Kapitel 14 Pandava’ernes bortgang 49<br />
Kapitel 15 Kong Parikshith’s regeringstid 52<br />
Kapitel 16 Ærbødighed over for Krishna 55<br />
Kapitel 17 Erindringen om svundne dage 57<br />
Kapitel 18 Takshaka’s redning 62<br />
Kapitel 19 Pandava’erne – et eksempel for Kali-tidsalderen 65<br />
Kapitel 20 Krishna skænker sin nåde til Droupadi 68<br />
Kapitel 21 Episoden med Durvasa 71<br />
Kapitel 22 Arjuna’s kamp mod guderne 75<br />
Kapitel 23 Beskyttelsen <strong>på</strong> slagmarken 78<br />
Kapitel 24 Parikshith bliver forbandet 81<br />
Kapitel 25 Vismandens medlidenhed 84<br />
Kapitel 26 En forbandelse eller en gave fra himlen? 87<br />
Kapitel 27 Vismanden Suka’s indtræden 90<br />
Kapitel 28 Den fortryllende historie 93<br />
Kapitel 29 Dialogen begynder 96<br />
Kapitel 30 Gudhengivenhedens vej 100<br />
Kapitel 31 Tvivl og spørgsmål 105<br />
Kapitel 32 Purana’erne og inkarnationerne 109<br />
Kapitel 33 Avataren Rama 115<br />
Kapitel 34 Avataren Krishna 118<br />
Kapitel 35 Gopala, røgterdrengene og røgterpigerne 124<br />
Kapitel 36 Kammerat og konge 128<br />
Kapitel 37 Dæmonernes skæbne 131<br />
Kapitel 38 Slangen Kaliya 135<br />
Kapitel 39 Den Alvidende som elev 138<br />
Kapitel 40 Fra dødelighed til udødelighed 143<br />
Kapitel 41 Budskabet om Krishna’s komme 147<br />
Kapitel 42 Fuldbyrdelsen i Nanda’s Elskede Søn 151<br />
Ordliste 156<br />
4
Kapitel 1<br />
<strong>Bhagavatha</strong> (gudhengivenheden)<br />
1:1 Ordet ’gudhengivenhed’ (bhagavatha) kan anvendes om enhver redegørelse<br />
vedrørende de erfaringer eller oplevelser, som de, der har været i kontakt med Gud og<br />
de gudshengivne, har gjort sig. Gud antager mange former og spiller mange roller. Ordet<br />
’gudhengivenhed’ betegner beskrivelserne af oplevelserne hos de, der har erfaret Gud i<br />
disse former og hos de, der er blevet velsignet af Hans nåde og udvalgt som Hans<br />
redskab.<br />
1:2 Det store værk, der er kendt under dette navn, æres af alle dem, der mestrer<br />
veda’erne (ældgamle hellige skrifter der åbenbarer sandheden). Værket er et<br />
universalmiddel, der helbreder fysiske, psykiske og åndelige lidelser. Bogen<br />
’Gudhengivenhedens kildevæld’ er gennemtrængt af nektarens sødme. Guds stråleglans<br />
skinner ud fra bogen.<br />
1:3 Det grundlæggende faktum, der gør autentisk, er princippet om avatarer, Guds<br />
legemliggørelser <strong>på</strong> Jorden, det formløses inkarnation med form. Avatarer kommer for at<br />
højne alle eksistenser. Ved gudhengivne forstår vi også dem, der er hengivne over for<br />
Gud, dem der søger Guds venskab. For disse mennesker er bogen ’Gudhengivenhedens<br />
kildevæld’ særdeles værdifuld; den er deres livsåndedræt. At være midt iblandt sådanne<br />
gudhengivne mennesker er ensbetydende med, at man fremmer sin egen hengivenhed.<br />
Medmindre du godt kan lide at rette dine tanker mod Gud, vil du ikke få glæde af et<br />
sådant selskab. For at skabe den higen indeholder ’Gudhengivenhedens kildevæld’<br />
beretninger, der henviser til inkarnationer, der besad den inderligste længsel efter at<br />
udforske det guddommelige. Når du har læst disse beretninger, vil du udvikle en higen<br />
efter at opleve en guddommelig sitren <strong>på</strong> alle bevidsthedsniveauer. Den, der besidder<br />
denne intense higen, kan blive en sand gudhengiven.<br />
1:4 Folk tror, at der udelukkende er to årsager til, at Gud inkarnerer: At straffe de onde<br />
og at beskytte de retskafne. Men disse repræsenterer blot et enkelt aspekt af gerningen.<br />
At skænke fred, glæde og en følelse af fuldbyrdelse hos de åndeligt søgende, der har<br />
stræbt længe, indgår også i gerningen.<br />
1:5 Avataren, eller den inkarnerede form, er blot manifestationen af de åndeligt<br />
søgendes higen. Avataren er den materialiserede sødme, der skyldes hengivenheden hos<br />
de gudhengivne aspiranter. Det formløse antager en form af hensyn til disse aspiranter<br />
og åndeligt søgende.<br />
1:6 De åndeligt søgende og de gudhengivne aspiranter er hovedårsagen. Koen<br />
producerer mælk, for at kalven kan opretholde livet. Kalven skal først og fremmest have<br />
gavn af mælken. Men som vi alle ved, er der også andre, der får gavn af mælken. På<br />
samme måde gælder, at skønt de gudhengivne er hovedårsagen, og deres glæde og<br />
opretholdelse af livet er hovedformålet, så vil der også være andre gavnlige<br />
følgevirkninger. Det være sig at fremme ’rigtig handling’, afskaffelse af det onde og<br />
overmandelse af de slette.<br />
1:7 Der findes ingen ufravigelig regel om, at inkarnationer af avatarer skulle indtræffe <strong>på</strong><br />
Jorden og i menneskelig form. Ethvert sted, enhver form kan vælges af den<br />
’Fuldstændigt Ubundne’. Hvilket som helst sted, hvilken som helst form fremmer<br />
hensigten med at tilfredsstille de hengivnes higen. Stedet og formen vælges af Guds<br />
vilje. Han er hinsides alle karakteristika og kvaliteter. Ingen fortegnelse over sådanne<br />
5
kvaliteter kan fuldt ud beskrive Ham. For Gud er alle væsener lige. Forskellen mellem<br />
mennesker, pattedyr, fugle, orme, insekter og selv Gud er blot forskelle i ’beholdere’.<br />
1:8 Det er som den elektriske strøm, der løber gennem forskellige genstande og<br />
udtrykker sig selv <strong>på</strong> mange forskellige måder. Der er ingen forskel <strong>på</strong> strømmen, den er<br />
den samme. At omtale den som værende forskellig vil afsløre ens uvidenhed. På<br />
tilsvarende måde aktiverer den Eneste Ene Gud alle ’beholdere’ og frembringer<br />
mangfoldige følger. Den kloge ser udelukkende den ene ensartede strøm; den uvidende<br />
synes at alle ’beholderne’ er forskellige. Gud skatter bevidstheden om enhed som den<br />
fundamentale bevæggrund for vore handlinger. Han gouterer ikke, at handlingerne er<br />
ens, uden forskellighed. Handlingen skal tilpasses de forskellige behov. Karma, eller<br />
handlingens frugter, interesserer kun dem, der identificerer sig med kroppen. De andre<br />
der ved, at de er Den uforgængelige, guddommelige Gnist, interesserer sig ikke for disse<br />
frugter.<br />
1:9 Desuden skal du være klar over, at der ikke er nogen grænser for, hvilke former Gud<br />
iklæder sig. Der har været utallige anledninger til Guds inkarnationer. Nogle gange<br />
kommer Han med en del af sin herlighed; nogle gange fuldt udstyret med al sin<br />
stråleglans; nogle gange for at klare en bestemt opgave og nogle gange for at ændre en<br />
hel tidsalder.<br />
1:10 Det er <strong>på</strong> grund af sidstnævnte anledning, at ’Gudhengivenhedens kildevæld’ er<br />
blevet til. Avataren, der opfører dramaet, og de hengivne der tiltrækkes mod ham, er<br />
’Gudhengivenhedens kildevælds’ tema. Det at lytte til den fremmer erkendelsen af Gud.<br />
Flere vismænd har bekræftet dens nyttevirkning og prist dette hellige skrift, som de hjalp<br />
med at bevare for eftertiden.<br />
1:11 Som regel tiltrækkes mennesket af sanseobjekterne, for det er et offer for sine<br />
instinkter. Instinkter søger let sanseobjekter. Instinkterne følger legemet, og de opnåes<br />
ikke gennem nogen træning. Spædbarnet søger mælk ved moderens bryst; den nyfødte<br />
kalv søger koens yver. Her er ingen træning nødvendig. Men for at det lille barn skal lære<br />
at gå og tale, er træning nødvendig. Årsagen er, at disse færdigheder ikke automatisk er<br />
til stede; de læres i det sociale liv, dels ved at se andre gøre det og dels ved at efterligne<br />
andre.<br />
1:12 Selv for at lære at jage efter sanselige glæder <strong>på</strong> en korrekt måde, er øvelse<br />
nødvendig. For det er den vilde og utrænede søgen efter sådanne glæder, der fremmer<br />
vrede, had, misundelse, ondskab og indbildskhed. For at træne sanserne efter sunde og<br />
gavnlige retningslinier, er det nødvendigt med visse gode øvelser som gentagelse af<br />
Guds navn, meditation, faste og tilbedelse ved solopgang og solnedgang. Men ligegyldigt<br />
hvor meget øvelsernes værdi berømmes, og ligegyldigt hvor meget det anbefales, at de<br />
bliver udført, så udvikler mennesker ingen smag for dem. Årsagen er, at begæret efter<br />
sanselige glæder har slået dybe rødder i menneskets hjerte. Når man bliver bedt om at<br />
udføre åndelige, gavnlige øvelser, har man overhovedet ingen indre tilskyndelse til at<br />
gøre det. Indtil man får smag for det, må man derfor nøje overholde den fastlagte plan<br />
vedrørende udførelsen af øvelserne. Denne smag udvikles som et resultat af træning,<br />
ingen har den fra fødslen. Konstant udførelse af øvelserne vil fremelske smagen.<br />
1:13 Spædbarnet ved fra starten ikke, hvordan moderens mælk smager. Ved at drikke<br />
den dagligt, udvikler barnet sympati for mælken. Denne sympati er så stor, at barnet<br />
begynder at protestere, når det skal vænnes fra mælken og begynde at spise ris. Men<br />
moderen fortvivler ikke. Hun overtaler hver dag barnet til at spise små portioner kogt ris.<br />
Gennem denne proces begynder barnet at holde af ris, og til sidst tænker det ikke<br />
længere <strong>på</strong> mælken. Engang var mælken barnets naturlige føde. Gennem øvelse blev ris<br />
6
dets naturlige føde. Det sker i så stor en grad, at hvis det blot en enkelt dag ikke er<br />
muligt at få ris, så bliver barnet ulykkeligt.<br />
1:14 På tilsvarende måde gælder, at skønt de sanselige glæder er ’naturlige’ i starten, så<br />
opstår der gradvist den større og mere vedvarende glæde, der stammer fra Herrens<br />
stråleglans. Det sker, når man træner og øver samt lytter til de vises anbefalinger.<br />
Herefter kan man end ikke i et øjeblik eksistere uden for denne atmosfære. Man føler, at<br />
der ikke er noget så skønt som at høre om Herrens pragt. Selskabet med de verdslige<br />
mennesker, der taler om sanserne og sanseobjekterne, vil ikke længere tiltrække én. Det<br />
selskab, der jublende priser Herren, vil tiltrække og fastholde én.<br />
1:15 Det er de gode menneskers sande særkende. De åndeligt søgende og tilhængere af<br />
Herren kan bedømmes ud fra dette, ikke ud fra ydre klædning eller fremtræden. Hvis<br />
man blander sig med mennesker, der svælger i sansemæssig tale og gøremål, så<br />
forspilder man sin ret til at blive hørt. Tilbring din tid i selskab med gudhengivne<br />
mennesker, idet du engagerer dig i gudhengivne handlinger. Undgå at komme i de<br />
ugudeliges selskab. Undgå at lægge mærke til det, de foretager sig, og lyt ikke til det, de<br />
siger. Udelukkende de, der undgår disse mennesker, kan benævnes gudhengivne, eller<br />
Guds egne.<br />
1:16 Det at læse om og nyde historierne om Herren Krishna’s herlighed er en kilde til<br />
stor inspiration og glæde. Det gælder, hvad enten det sker <strong>på</strong> et helligt sted, i et tempel,<br />
i en helligdom eller i en hellig mands hytte eller i dydige og gode menneskers selskab.<br />
Det får mennesker til at glemme alt andet. Eller man kan henvende sig til fromme<br />
mennesker og tjene dem, mens man lytter til deres beretninger om Guds herligheder.<br />
Det at have smag for den slags gavnlig litteratur er resultatet af akkumulerede<br />
fortjenester og anstrengelser. Det er disse fortjenester, der belønner en med et sådant<br />
selskab. I starten vil det være nok at lytte. Senere vil historierne skabe interesse for<br />
Guds natur og karakteristika, og den åndelige aspirant vil søge og vil finde sin egen vej<br />
mod erkendelse og virkeliggørelse af Gud.<br />
1:17 Det er meget bedre at lytte til de vises fremstillinger end at læse om dem. Man kan<br />
eventuelt følge med i teksterne, mens man lytter. At lytte i selskab med andre er at<br />
foretrække frem for at lytte alene. Selvfølgelig er det fortrinligt at lytte i selskab med et<br />
antal seriøst søgende. Hvis den person, der udlægger teksterne, selv har oplevet den<br />
uforfalskede glæde, er det et stort held, for det giver de bedste resultater. Det skyldes,<br />
at personens ansigt vil blomstre af glæde, glædestårer vil strømme fra hendes øjne ved<br />
tanken om Herrens herlighed. De, der lytter til hende, vil blive smittet af hendes<br />
inspiration; de vil selv opleve glæden. Tårer vil springe ud af øjnene <strong>på</strong> dem, der<br />
kommer ind i midten af en gruppe mennesker, der græder. Når et spædbarn smiler, vil<br />
alle dem, der står rundt om det også smile. Tilsvarende vil ord fra dem, der er<br />
gennemtrængt af hengivenhed til Gud gennemtrænge hjerterne <strong>på</strong> dem, der lytter. Det<br />
er umuligt at måle den gevinst, man kan opnå, når man er i vise menneskers selskab.<br />
1:18 Gennem denne lytteproces vil et ’forurenet’ hjerte blive omdannet til et rent og<br />
oplyst hjerte, der skinner med den ægte glans. Det at lytte intens til historier om Guds<br />
herlighed er et effektivt desinfektionsmiddel mod den fordærvede lugt, der fremkommer,<br />
når man jager efter sanselige glæder. Ligeledes er denne lytten i sig selv fuld af den<br />
dejligste duft. Det at lytte vil rense hjertet gennem den tilskyndelse, det giver én til at<br />
udføre gode gerninger.<br />
1:19 Et sådant renset hjerte er det bedst egnede alter, eller tabernakel. Inde i sådan et<br />
velduftende kammer vil Herren bosætte sig. Præcis i det øjeblik det sker, vil der også<br />
indtræffe en anden begivenhed. Gruppen med de seks indre fjender (begær, vrede,<br />
7
grådighed, vildfarelse, stolthed og misundelse), der har hjemsøgt stedet, vil drage bort<br />
uden så meget som at sige farvel.<br />
1:20 Når disse fjender drager bort, vil de onde tendensers ondskabsfulde ledsagere, og<br />
de simple holdninger som lever af dem, bryde op og forsvinde uden at efterlade så<br />
meget som deres adresse! Herefter vil mennesket stråle i sin medfødte glans af sandhed<br />
og kærlighed. Uden hindringer vil det stræbe efter at realisere sig selv; og til sidst vil det<br />
have succes med at smelte sammen med det universelle og evige. Mennesket vil befri sig<br />
selv for uvidenhedens forvirring. Dets sind vil langsomt svinde bort. Sandheden bag den<br />
længe skjulte hemmelighed vil blive åbenbaret, og mennesket vil opdage sin<br />
guddommelighed.<br />
1:21 Menneskets natur er kærlighed. End ikke et øjeblik kan det overleve, hvis det er<br />
frataget kærligheden. Kærligheden er selve menneskets livsåndedræt. Når de seks<br />
fjender, som det så længe har været knyttet til, forsvinder, er kærligheden hjertets<br />
eneste beboer. Men kærligheden må nødvendigvis have et objekt, noget at holde af.<br />
Kærligheden kan ikke eksistere alene. Derfor rettes den mod Krishna, det mørkeblå<br />
guddommelige barn, den charmerende røgter-dreng, der er den personificerede renhed,<br />
der er tjenestens, opofrelsens og uselviskhedens legemliggørelse, og som er den, der har<br />
taget bolig i dette rensede alter. Nu er der ingen plads, hvor andre former for tilknytning<br />
kan vokse. På denne måde vil kærligheden til Gud, skridt for skridt, blive dybere, renere,<br />
mere selvfornægtende indtil der til sidst ikke er behov for andre tanker, og individet<br />
smelter sammen med altet.<br />
1:22 Når Krishna (også kaldet Vasudeva) tager ophold i menneskets hjerte, er der ikke<br />
længere plads til ’vasudeva’. Sagt <strong>på</strong> en anden måde; når rigdommens (vasu) guddom<br />
(deva) har plads i hjertet, kan den guddommelige Vasudeva eller Krishna ikke opholde<br />
sig herinde.<br />
1:23 Ethvert forsøg <strong>på</strong> at give begge husly i hjertet er dømt til at mislykkes. Mørke og<br />
lys kan ikke eksistere <strong>på</strong> samme tid og sted; de kan ikke være sammen. Verdslige<br />
rigdomme og Gud kan ikke være fælles idealer. Når man søger rigdomme, kan man ikke<br />
også finde Gud. Hvis mennesket søger begge, vil det, det finder hverken være rigdomme<br />
eller Gud, men djævelen.<br />
1:24 Det gør mennesket ære, hvis det opfører sig som et menneske. Det er prisværdigt,<br />
hvis det opfører sig som det, det virkelig er, Gud. Men at opføre sig som en dæmon eller<br />
som et dyr er i sandhed foragteligt. I lang tid blev mennesket født som mineral og døde<br />
som mineral. Herefter udviklede det sig frem til at blive et træ. I lang tid blev mennesket<br />
født som et træ og døde som et træ, men i denne proces udviklede det sig til at blive et<br />
dyr. I dag har det hævet sig til menneskelig status. Denne opløftning fra ét niveau til et<br />
andet er blevet erkendt af videnskaben og gennem åndelig erfaring. Men ak! Nu fødes<br />
det som menneske og dør som menneske. Det vil dog være endnu mere vanærende, hvis<br />
det synker ned og bliver et dyr eller en bestialsk dæmon. Det er kun passende at prise<br />
mennesket, hvis det hæver sig til guddommelig status. Det er den sande fuldbyrdelse af<br />
menneskets skæbne.<br />
1:25 Undgå derfor kontakt med de onde mennesker. I stedet skal du udvikle<br />
hengivenhed over for gode kvaliteter. Omdan hjertet til et alter for Herren. Tilintetgør<br />
alle begyndende tilløb til begær. Så vil ’din indre bevidstheds sø’ blive forædlet til ’det<br />
rene mælkehav, der hvor Herren hviler <strong>på</strong> slange-lejet’. Transformeret <strong>på</strong> denne måde,<br />
vil dit virkelige Selv, ligesom Den himmelske Svane, sole sig i denne søs stille vand. Det<br />
vil opleve grænseløs fryd.<br />
8
1:26 Hvem kan fastslå begyndelsen <strong>på</strong> havets uafbrudte bølger? Det er en umulig<br />
opgave. Hvis nogen beslutter sig for at gøre det, må den bølge, hvor beregningen<br />
begynder, blive opfattet som starten. Den bølge man slutter sin beregning ved, vil for<br />
vedkommende være den sidste, afslutningen. Der er en start og en afslutning <strong>på</strong><br />
personens beregning. Men der er ingen begyndelse eller afslutning <strong>på</strong> denne proces. På<br />
denne grænseløse udstrakte flade kan ingen danne sig et klart billede af hverken<br />
begyndelsen eller afslutningen. Guds stråleglans er det kystløse hav. Når nogen<br />
begynder at beskrive det, lige der begynder det for vedkommende. Når vedkommende<br />
slutter sin beskrivelse, lige der slutter det, i hvert fald for denne person. Men Guds<br />
stråleglans er hinsides rum og tid. Udelukkende snæversynede sind, begrænsede sind, vil<br />
argumentere for, at Guds stråleglans har en begyndelse og en afslutning. Den scene,<br />
hvor<strong>på</strong> Gud opfører sit stykke, sit guddommelige spil, har ingen grænser.<br />
1:27 Historien om Guds Leg, Guds Spil, er lutter nektar. Den har ingen anden<br />
bestanddel, ingen anden smag, intet andet indhold. Alle og enhver kan drikke fra en<br />
hvilken som helst del af dette Nektarens Hav. Den samme sødme findes alle vegne, i<br />
hvert eneste atom. Der eksisterer intet, der kan ødelægge denne sødme.<br />
1:28 Både Guds kærlighed og kærligheden til Gud er i al evighed sød og ren, ligegyldigt<br />
hvordan du tager imod og opnår den. Den slags kærlighed er hellig og inspirerende.<br />
Sukker er sødt, hvad enten det spises om dagen eller om aftenen. Årsagen er, at det er<br />
nat eller dag for den person, der spiser, ikke for sukkeret. Sukker er altid det samme.<br />
9
Kapitel 2<br />
En gudhengivens fødsel<br />
2:1 Den store konge, Parikshith, var søn af Abhimanya (Arjuna’s søn), der ved sin død<br />
kom til heltenes himmelske bolig. Dengang Parikshith var et foster, der voksede i<br />
Uttara’s livmoder, så han den spidse pil, som Aswatthama (søn af krigstaktikeren Drona)<br />
havde affyret, komme mod sig. Pilen, der udsendte gnister af raseri og terror, havde til<br />
formål at dræbe ham. Men i samme øjeblik fik han også øje <strong>på</strong> en person med en<br />
funklende charme, der var bevæbnet med en enorm diskos, der smadrede den<br />
dødbringende pil i hundrede stykker. Det kongelige foster blev fyldt med undren og<br />
taknemmelighed.<br />
2:2 Han grundede meget over, hvem hans frelser var. ”Hvem er han? Han må også<br />
opholde sig i denne livmoder sammen med mig. Han så jo pilen i samme øjeblik, jeg så<br />
den. Men han var i besiddelse af en sådan frygtløshed og sådanne evner, at han kunne<br />
ødelægge pilen, inden den ramte mig. Kan han være en livmoderbroder? Hvordan har<br />
han fået fat <strong>på</strong> den diskos? Hvis han er udrustet med en diskos, hvorfor har jeg så ikke<br />
fået en? Nej, han kan ikke være dødelig.” På denne måde argumenterede han længe<br />
med sig selv.<br />
2:3 Han kunne ikke glemme dette ansigt, denne form. Personen, der var en dreng,<br />
havde en million soles glans. Han var mild, lyksalig og blå som en klar sky. Efter han <strong>på</strong><br />
så dramatisk vis havde reddet Parikshith, forsvandt han. Som baby så kong Parikshith<br />
altid denne form for sit indre blik, for han forsøgte at få den at se igen. Hvem han end<br />
så, undersøgte han vedkommende for at finde ud af, om denne form svarede til den<br />
form, han med ærbødighed havde fæstnet i sindet.<br />
2:4 Således voksede han i livmoderen, mens han kontemplerede <strong>på</strong> denne form. Denne<br />
kontemplation transformerede ham til en baby fuld af stråleglans. Da<br />
svangerskabsperioden var forbi, blev han født, og barselsværelset blev da oplyst af et<br />
forunderligt lys. Uttara’s kvindelige hjælpere blev blændet af lysets glans. Deres forstand<br />
blev overvældet af underet.<br />
2:5 Da Subhadra, Arjuna’s hustru og Abhimanyu’s moder, var kommet sig oven <strong>på</strong> sit<br />
barnebarns fødsel, sendte hun bud til Yudhishtira, der var den ældste af Pandavabrødrene,<br />
om fødslen. Pandava’erne blev ovenud lykkelige, da de hørte de glade<br />
nyheder, som de ængsteligt havde ventet <strong>på</strong>. De befalede, at musikgrupper skulle spille<br />
og kanoner affyres. Altsammen for at markere og ære begivenheden, for en ætling, en<br />
tronfølger til Pandava’ernes trone, var blevet født ind i den kongelige familie.<br />
2:6 Befolkningen hørte bragene fra kanonerne og søgte efter årsagen til glæden. I store<br />
begejstrede flokke strømmede de mod byen Indraprastha. Alle dele af kongeriget<br />
strømmede over i glæde over begivenheden. I løber af få øjeblikke var byen forandret til<br />
en himmelsk have, der var egnet til, at guderne kunne give audiens til menneskene.<br />
Yudhishtira uddelte forskellige slags søde sager til alle, der kom. Han skænkede<br />
adskillige køer som gaver til præsterne. Han gav hoffets kvinder besked om at give<br />
smykkeskrin af guld fyldt med safran og kumkum til kvinderne. Præsterne blev tildelt<br />
silkeklæder og værdifulde ædelstene. Borgerne var ude af sig selv af glæde, for dynastiet<br />
var nu sikret en arving. Nat og dag frydede de sig i løssluppen jubel.<br />
2:7 Den næste dag tilkaldte Yudhishtira familiens præst, Kripacharya, og gennemførte<br />
ritualet der omhandlede den første rengøring af spædbarnet. Han tilgodeså præsterne<br />
10
med gaver, der bestod af forskellige værdifulde ædelstene. De lærde og præsterne<br />
velsignede barnet og drog hjem.<br />
2:8 Den tredje dag tilkaldte Yudhishtira berømte astrologer så vel som kiromanter (folk<br />
der s<strong>på</strong>r i hånden) og sandsigere. Det gjorde han, fordi han var meget ivrig efter at vide,<br />
om kongerigets gode navn og dets kultur ville være i sikre hænder hos prinsen, der<br />
engang i fremtiden skulle bære landets byrde. Han modtog dem i paladset med den<br />
traditionelle gæstfrihed. De blev anvist passende pladser i salen og blev tilbudt parfumer<br />
og silke.<br />
2:9 Kongen bøjede sig for dem, og idet han samlede sine håndflader i ærbødig hilsen,<br />
knælede han foran dem og bad: ”Oh, I vise mænd der kender fortiden, nutiden og<br />
fremtiden! Jeg beder jer lægge og tyde horoskopet for det spædbarn, der netop er født.<br />
Beregn stjernernes og stjernebilledernes positioner og den planetariske <strong>på</strong>virkning, der<br />
vil lede hans liv, og fortæl mig hvordan fremtiden vil forme sig for ham.” Han nedskrev<br />
det nøjagtige fødselstidspunkt og lagde sedlen <strong>på</strong> en guldtallerken, som han satte foran<br />
dem.<br />
2:10 De lærde mænd så <strong>på</strong> sedlen og tegnede så en plan over planeternes positioner og<br />
studerede den med stor omhyggelighed. Efterhånden som de begyndte at drage deres<br />
konklusioner, delte de deres stadig stigende begejstring med hinanden. De følte alle stor<br />
glæde. De savnede ord, der kunne udtrykke deres forbløffelse.<br />
2:11 Gruppens alderspræsident, en højtstående lærd, rejste sig til sidst og henvendte sig<br />
til kong Yudhishtira med følgende ord: ”Store konge! Indtil i dag har jeg tydet nær ved<br />
tusind horoskoper og udarbejdet interessante planer over himmeltegn og<br />
stjernekonstellationer. Men jeg må indrømme, at jeg, indtil i dag, aldrig er stødt <strong>på</strong> en<br />
mere lykkevarslende gruppering end den, der er tilkendegivet i dette horoskop. Her har<br />
alle tegn <strong>på</strong> gode varsler samlet sig i ét øjeblik; øjeblikket for denne prins fødsel.<br />
Øjeblikket indikerer selve Herren Vishnu’s komme! Alle gode kvaliteter vil være samlet i<br />
dette barn. Hvorfor beskrive hver herlighed for sig? Den store Manu (universets hersker)<br />
er endnu engang kommet til vort dynasti.”<br />
2:12 Yudhishtira var lykkelig over, at dynastiet havde en så god skæbne foran sig. Han<br />
var i sandhed overvældet af glæde. Han samlede sine håndflader og bukkede dybt for de<br />
lærde, der havde overbragt ham sådanne gode nyheder. ”Denne familie er heldig, at den<br />
gennem ældre og lærdes velsignelser så vel som Herrens, der er vores beskytter,<br />
velsignelser kan gøre fordring <strong>på</strong>, at en sådan ædelsten er vor ætling. I fortalte, at<br />
drengen vil udvikle samtlige gode kvaliteter og blive berømt. Men hvilken nytte gør alt<br />
det, hvis han ikke tilegner sig ærbødighed over for lærde, åndeligt søgende og præster?<br />
Se venligst <strong>på</strong> horoskopet endnu engang og fortæl mig, om han vil udvikle denne<br />
ærbødighed.”<br />
2:13 Astrologigruppens leder svarede: ”På det område behøver du ikke nære nogen tvivl.<br />
Han vil ære og tjene guderne og præsterne. Han vil udføre mange offerceremonier og<br />
gennemføre mange ofringer, som de er foreskrevet i de gamle tekster. Han vil opnå den<br />
samme hæder, som dine forfædre vandt. Endog Aswamedha’en (et ceremonielt ritual der<br />
bl.a. skal sikre lykke og velstand for landet), vil han højtideligholde. Han vil sprede denne<br />
slægts berømmelse ud over hele verden. Han vil få alle de ting, som guder eller<br />
mennesker higer efter. Han vil distancere alle dem, der har været før ham.” På denne<br />
måde priste de barnet <strong>på</strong> forskellig vis. De gjorde det så meget, de lystede. De stoppede<br />
dog med det, fordi de var nervøse for at berette om alle barnets fortræffeligheder. De<br />
var bange for at blive anklaget for at overdrive og smigre, hvis de fortsatte med at gå i<br />
enkeltheder med de konklusioner, de havde draget ud fra barnets horoskop.<br />
11
2:14 Yudhishtira var ikke tilfreds. Han ønskede, at de fortalte mere om de<br />
fortræffeligheder, prinsens karakter indeholdt. De lærde blev indgydt nyt mod af denne<br />
higen. De sagde: ”Oh konge, du virker ivrig efter at få kendskab til flere aspekter<br />
vedrørende dette barns skæbne. Vi vil med glæde besvare ethvert specifikt spørgsmål,<br />
du måtte have lyst til at stille os.”<br />
2:15 Da Yudhishtira lagde mærke til deres entusiasme, trådte han frem og spurgte dem:<br />
”Vil der komme nogen storkrig i løbet af denne prins’ regeringstid? Hvis krig er<br />
uundgåelig, vil han så blive sejrsherre?” ”Nej”, sagde de lærde. ”Han vil ikke blive plaget<br />
af nogen fjender. Ikke i forbindelse med noget af det han foretager sig, vil han få fiasko<br />
eller lide nederlag. Det er den absolutte sandhed, en urokkelig sandhed.”<br />
2:16 Da de hørte det, så kong Yudhishtira og hans brødre Bhima, Arjuna, Nakula og<br />
Sahadeva <strong>på</strong> hinanden og delte deres store glæde. I mellemtiden begyndte Yudhishtira<br />
at tale. Han sagde: ”Hvis det er sådan….”, men før han fik fuldført sætningen, bøjede han<br />
sit hoved og fordybede sig i tanker. De lærde bemærkede det, og de sagde: ”Det virker,<br />
som om du er ivrig efter at vide mere. Du skal bare spørge, vi vil beredvilligt besvare alle<br />
spørgsmål.” ”Selvfølgelig er jeg lykkelig for alle de svar, I har givet”, sagde Yudhishtira.<br />
”Barnet vil blive dydigt og berømt, og han vil triumfere over alle. Han vil være kærlig og<br />
venlig. Han vil behandle alle ens. Han vil udføre mange offerceremonier og ofringer. Han<br />
vil ikke have nogen fjender. Han vil skænke dynastiet ære og opretholde dets omdømme.<br />
Alt det giver mig stor glæde. Men jeg vil også gerne vide, hvordan han vil dø.” Brødrene<br />
lagde mærke til, at Yudhishtira var bragt ud af ligevægt af den ængstelse, dette problem<br />
voldte ham. Hans stemme havde skælvet en smule, da han stillede spørgsmålet.<br />
2:17 De trøstede ham og sagde: ”Hvorfor bekymre sig om det i denne stund? Døden må<br />
nødvendigvis indtræffe <strong>på</strong> et eller andet tidspunkt; <strong>på</strong> den ene eller anden måde. Det er<br />
noget, der ikke kan undgås. Et eller andet vil forårsage den. En eller anden<br />
omstændighed vil forårsage den. En fødsel medfører en uforudsigelig død. Vi er bange<br />
for, at den voldsomme glæde over denne begivenhed har spoleret din måde at tænke <strong>på</strong><br />
en smule. Efter vores mening må det være nok nu. Vi vil lade resten hvile inden for<br />
tvivlens område; lad os standse undersøgelserne her. Lad os overlade det til Gud.”<br />
2:18 Men <strong>på</strong> en eller anden måde kunne Yudhishtira ikke slippe sit ønske om at få<br />
kendskab til, hvordan et så dydigt forbillede som prinsen ville ende sit liv her <strong>på</strong> Jorden.<br />
Han forestillede sig, at det i sandhed måtte blive en vidunderlig afslutning <strong>på</strong> et strålende<br />
liv. Derfor ønskede han, at astrologerne fortalte ham om det.<br />
2:19 De lærde tog endnu engang fat <strong>på</strong> beregningerne og funderede temmelig længe<br />
over dem. Da kongen iagttog dette, blev han urolig. Han skyndte <strong>på</strong> dem og pressede <strong>på</strong><br />
for at få et hurtigt svar. De gav ham dette svar: ”Denne prins vil give afkald <strong>på</strong> sit<br />
kongerige <strong>på</strong> grund af en vismands forbandelse.” Yudhishtira undrede sig over, hvordan<br />
sådan et dydsmønster nogen sinde ville kunne nedkalde sig en vismands forbandelse.<br />
Han var chokeret over muligheden.<br />
2:20 Imidlertid sagde de lærde: ”Vore beregninger viser, at han vil blive bidt af en<br />
slange.” Ved disse nyheder tabte Yudhishtira modet. Al hans glæde forsvandt <strong>på</strong> et<br />
øjeblik. Han blev meget ked af det og mistede helt modet.<br />
12
Kapitel 3<br />
Barnet Parikshith og profetiet<br />
3:1 ”Ak! Vil han i den sidste ende komme til at lide denne tragiske skæbne? Skulle det<br />
være prisen for alt det gode, der venter ham? Kan konsekvenserne af års rette levevis<br />
pludselig resultere i denne katastrofale afslutning? Det er fastlagt, at de, der lider<br />
druknedøden, de, der dør ved at falde ned fra et træ, og de, der dør af slangebid, vil få<br />
et ubehageligt liv efter døden. Disse dødsårsager opfattes som ildevarslende måder at dø<br />
<strong>på</strong>. Det siges, at de, der dør <strong>på</strong> disse måder, bliver spøgelser og må lide. Hvorfor skulle<br />
dette barn ende <strong>på</strong> denne måde? Oh, hvor er det skrækkeligt. Oh, hvor er det<br />
uretfærdigt!”, jamrede Yudhishtita, mens han bed sig i læberne for at undertrykke sin<br />
sorg.<br />
3:2 Præsterne skyndte sig at trøste ham: ”Store konge!”, indskød de. ”Der er ingen<br />
grund til at blive grebet af sorg. Et så stort menneske vil aldrig blive ramt af en sådan<br />
tragedie. Aldrig. Når vi studerer planeternes positioner i dette barns horoskop, bemærker<br />
vi tydeligt to lykkelige forbindelser. De giver udtryk for Vajra Yoga (kroppen opfattes og<br />
erkendes som en refleksion af sindet) og Hengivenhedens Yoga (hengivenhedens vej),<br />
der begge er kraftfulde og gunstige. Så snart han bliver opmærksom <strong>på</strong> forbandelsen, vil<br />
han opgive sit kongerige så vel som sin hustru og børn, og han vil trække sig tilbage til<br />
den hellige flod Bhagirathi’s (Ganges flodens) bred og overgive sig til herren. Vyasa’s<br />
søn, den store vismand Suka, vil komme til stedet og indvie ham i viden om Den<br />
guddommelige Gnist. Dette vil ske gennem fortællinger om Herren Krishna’s herligheder<br />
og ved at synge til Hans pris. På denne måde vil han tilbringe sine sidste dage <strong>på</strong> Ganges<br />
hellige bred og drage sit sidste suk i tilbedelse af Herren. Hvordan skulle et sådant<br />
menneske kunne møde tragedie eller ulykke? Han vil ikke blive genfødt, for gennem<br />
Hengivenhedens Yoga vil han opnå enhed med Alles Herre.” Da kong Yudhishtira hørte<br />
disse ord, forsvandt hans sorg, og han blev lykkelig. Han sagde: ”I så fald er det ingen<br />
forbandelse; det er en enestående velsignelse!”<br />
3:3 Herefter rejste alle sig. Præsterne blev æret, som det sømmede sig i henhold til<br />
deres lærdom og askese. De fik overbragt juveler og silkeklæder, og kongen arrangerede<br />
deres hjemrejse. Yudhishtira og hans brødre flyttede ind i paladset, men de brugte<br />
mange timer <strong>på</strong> at tale om alt det, der var sket i løbet af dagen, og om den frygt der<br />
heldigvis var blevet fjernet. De var fulde af glæde over den vending, forudsigelserne til<br />
sidst havde taget.<br />
3:4 På samme måde som Månen vokser i månedens lyse halvdel, voksede babyen i<br />
barneværelset. Eftersom barnet, efter at have gennemlevet en række skrækkelige farer,<br />
var født som arving til det kæmpestore rige, elskede og beskyttede alle det som deres<br />
øjesten, som selve deres livsåndedræt. Droupadi, der var knust <strong>på</strong> grund af tabet af sit<br />
eget barn, og Subhadra, der havde lidt et utrøsteligt tab ved Abhimanyu’s død, var begge<br />
lettede. Pandava-brødrene var også lettede. De havde frygtet at Aswathma’s<br />
skrækindjagende pil, der var rettet mod Abhimanyu’s barn (der blev født efter faderens<br />
død), mens det stadig var i Uttara’s livmoder, ville have forårsaget det værst tænkelige<br />
og for altid have tilintetgøre slægten. De blev alle henrykte, hver gang de så barnet. De<br />
var i allerhøjeste grad lykkelige. De tilbragte dagene med at forgude den yndige baby,<br />
som de hentede i kvindernes opholdsrum hver gang, de følte trang til at se den og holde<br />
den i deres arme.<br />
3:5 Barnet var også meget opvakt. Det syntes at iagttage ansigtstrækkene hos alle dem,<br />
der kærtegnede eller kom i nærheden af det. Barnet stirrede længe og længselsfuldt <strong>på</strong><br />
deres ansigter. Alle var forundret over denne mærkelige adfærd. Alle der kom i dets<br />
13
nærhed, blev genstand for barnets gennemgribende iagttagelse. Det virkede fast<br />
besluttet <strong>på</strong> at opspore nogen eller noget i den verden, det var blevet født ind i.<br />
3:6 Nogle var bedrøvede og sagde, at barnet ledte efter sin far, Abhimanyu. Andre<br />
sagde: ”Nej, nej; barnet leder efter Herren Krishna.”Andre mente, at det forekom at<br />
prøve at opdage en guddommelig åndrighed. Det står i hvert fald fast, at barnet<br />
undersøgte alle for at finde et spor eller et tegn, som det allerede kendte. Det ønskede at<br />
genkende en form, der tidligere havde fæstnet sig i dets sind. ’Pariksha’ var det ord, alle<br />
brugte om den ’søgen’, som barnet var optaget af. Derfor begyndte alle, både i og uden<br />
for paladset, endda inden den formelle navngivnings-ceremoni, at omtale barnet som<br />
Parikshith: ’Den der er optaget af at søge’!<br />
3:7 Navnet Parikshith hang ved. Alle, fra kongen til røgteren, fra den lærde til tølperen,<br />
fra hoffet til manden-<strong>på</strong>-gaden, tiltalte eller refererede til barnet som Parikshith. Barnets<br />
berømmelse voksede fra dag til dag. Det var <strong>på</strong> alles læber. En lykkevarslende dag<br />
tilkaldte Yudhishtira hofpræsten og overdrog det til ham at finde en god dag for<br />
afholdelsen af prinsens navngivnings-ceremoni.<br />
3:8 Præsten tilkaldte sit team af lærde og astrologer, og efter at have studeret<br />
himmellegemernes placeringer fandt de en dag, som de alle var enige om, var god til<br />
denne begivenhed. De fastsatte også klokkeslettet for, hvornår den egentlige<br />
navngivning skulle finde sted. Invitationer til at deltage i ceremonien blev sendt til<br />
regeringsledere i forskellige lande, til lærde og til uddannede vel som til prominente<br />
borgere. Kongen sendte sine udsendinge ud for at invitere vismænd og fremtrædende<br />
personligheder, der var fyldt med åndelig visdom. Arjuna opsøgte Herren Krishna og bad<br />
ærbødigt, om Han ville skænke barnet sin nåde ved denne lejlighed. Det lykkedes ham,<br />
og Krishna ledsagede Arjuna, da denne vendte hjem.<br />
3:9 Da Herren Krishna ankom, gjorde vismænd, præster, fyrster, underordnede<br />
embedsmænd og borgere sig klar til at modtage Ham med respektfuld hyldest. Pandavabrødrene,<br />
iført pragtfulde klæder, ventede ved paladsets hovedport for at byde Ham<br />
velkommen. Da Herrens herskabsvogn var inden for synsvidde, bød trommernes bragen<br />
og trompeternes gjalden en storslået velkomst, og glædesfulde jai, jai (sejr, sejr)<br />
strømmede fra hver en strube. Så snart Herren steg ned fra sin vogn, gik kong<br />
Yudhishtira hen til Krishna og omfavnede Ham. Han tog Hans arm og førte Ham ind i<br />
paladset, hvor en høj trone var stillet frem specielt til Ham. Efter Herren havde taget<br />
plads, satte alle andre sig i overensstemmelse med deres rang og status.<br />
3:10 Sahadeva begav sig til de indre gemakker for at hente barnet, der blev bragt <strong>på</strong> en<br />
guldtallerken, der strålede som Solen. Ved hjælp af pragtfulde ædelstene var<br />
guldtallerkenen gjort endnu mere henrivende. Præsterne reciterede bønner for at vække<br />
guderne, så de kunne velsigne barnet og skænke det sundhed og lykke.<br />
3:11 Sahadeva lagde barnet i midten af paladsets sal. Tjenestepiger og kammerherrer<br />
gik i lange rækker hen mod det sted, hvor prinsen var blevet anbragt. I deres hænder<br />
havde de guldtallerkener fulde af parfume, blomster, silke og brokader. Bag de specielt<br />
tilpassede forhæng frydede dronningerne Rukmini, Droupadi, Subhadra og Uttara sig<br />
over det glædelige syn, det var at se barnet hoppe af glæde. Sahadeva tog barnet op og<br />
placerede det <strong>på</strong> en blomsterseng, der stod <strong>på</strong> platformen, der var opført til<br />
navngivnings-ceremonien. På trods af tjenestepigernes protester kravlede barnet tappert<br />
af sted <strong>på</strong> alle fire. Tilsyneladende ønskede det at begive sig hen til et bestemt sted!<br />
3:12 Sahadeva’s anstrengelser for at standse barnet viste sig at være frugtesløse.<br />
Yudhishtira, der med interesse så dets bevægelser, sagde med et smil <strong>på</strong> læberne:<br />
”Sahadeva! Lad være med at stå i vejen. Lad ham være. Lad os se, hvad han vil.”<br />
14
Sahadeva slap ham. Han tillod barnet at kravle, hvorhen det ville. Han sørgede dog for at<br />
holde øje med det af frygt for, at det skulle falde og slå sig. Vagtsomt fulgte han hvert af<br />
barnets skridt.<br />
3:13 Barnet, der nu havde fået bevægelsesfrihed, styrede lige mod det sted, hvor Herren<br />
Krishna sad, som var Krishna en tidligere bekendt, det ønskede at møde. Barnet greb fat<br />
i Krishna’s fødder, og via sit blik bad det indtrængende om at komme op <strong>på</strong> Hans skød<br />
og blive kærtegnet. Herren så dets længsel; Han lo højt. Så bøjede Han sig venligt ned<br />
og løftede barnet op <strong>på</strong> sit skød.<br />
3:14 Mens han sad <strong>på</strong> Hans skød, stirrede prinsen <strong>på</strong> Herrens ansigt uden så meget som<br />
at blinke. Han hverken drejede sit hoved den ene eller den anden vej, rev i noget eller<br />
udstødte nogen lyde. Han sad blot og stirrede. Alle var forbløffede over denne adfærd,<br />
der var så atypisk for et barn. Selv Krishna delte denne følelse, der gennemstrømmede<br />
salen.<br />
3:15 Idet Han vendte sig mod Yudhishtira, sagde Krishna: ”Jeg troede ikke, det var<br />
sandt, da jeg fik at vide, at dette barn stirrer <strong>på</strong> alle, det møder, og undersøger deres<br />
ansigtstræk. Jeg troede, det var en ny forklaring, disse præster kom med, <strong>på</strong> børns<br />
spillopper og leg. Men dette er i sandhed et under. Selv mig er fyren begyndt at<br />
undersøge! Godt, jeg vil selv gennemføre en lille undersøgelse af dets adfærd.”<br />
3:16 Så forsøgte Herren at bortlede barnets opmærksomhed <strong>på</strong> Ham selv ved at lægge<br />
forskelligt legetøj foran det og derefter gemme sig. Han forventede, at barnet hurtigt<br />
ville glemme Ham. Men barnets opmærksomhed blev ikke rettet mod andre genstande.<br />
Ubønhørligt var dets blik fæstnet <strong>på</strong> Herren, og det søgte kun Ham. Barnet forsøgte at<br />
bevæge sig mod det sted, hvor det forestillede sig, Krishna var. Da Hans forsøg <strong>på</strong> at<br />
flytte barnets opmærksomhed væk fra Ham selv mislykkedes, erklærede Krishna: ”Dette<br />
er ikke et almindeligt barn. Det har bestået min test. Derfor er navnet Parikshith det<br />
navn, der bedst passer til dette barn. Det lever allerede op til det!”<br />
3:17 Herefter reciterede de lærde vers, idet de derved gav barnet deres velsignelser.<br />
Præsterne reciterede relevante passager fra veda’erne. Trompeterne gjaldede gennem<br />
luften. Kvinder sang lykkevarslende sange. Familiens lærer dyppede et smykke med 9<br />
ædelstene i en guldskål fyldt med honning og skrev navnet <strong>på</strong> barnets tunge. Navnet<br />
blev også skrevet <strong>på</strong> riskorn, der blev lagt <strong>på</strong> en guldtallerken og derefter strøet over<br />
barnets hoved. Det blev gjort som et tegn <strong>på</strong> fremgang og lykke. På denne måde blev<br />
navngivnings-ceremonien fejret i stor stil. De mænd og kvinder der overværede<br />
ceremonien, fik overrakt gaver, der var passende for deres rang, hvorefter de tog af<br />
sted. Alle talte anerkendende om den vidunderlige måde, hvor<strong>på</strong> barnet havde opsøgt<br />
Herrens skød. Mange priste den vedholdende tro, som barnet allerede havde opnået.<br />
3:18 Yudhishtira, der var forvirret over barnets enestående adfærd, henvendte sig til den<br />
store vismand, Vyasa. Han ville gerne kende årsagen til den mærkværdige søgen og<br />
vide, hvilken betydning denne søgen ville komme til at få. Vyasa sagde: ”Yudhishtira! Da<br />
dette barn lå i livmoderen, og den dødbringende pil, som Aswathamma havde affyret for<br />
at dræbe det, var lige ved at nå sit mål, kom Krishna ind i fosterets hjem og gjorde det<br />
trygt og reddede det fra ødelæggelse. Derfor har dette barn været ivrigt efter at finde ud<br />
af, hvem der reddede det inde i livmoderen, hvor det lå. Barnet begyndte at undersøge<br />
enhver for at finde ud af, om vedkommende havde den selv samme glans, som det så,<br />
da det boede i livmoderen. I dag så barnet Den Guddommelige Skikkelse i al dens<br />
stråleglans, og derfor begav det sig lige imod Krishna og bønfaldt Ham om at blive taget<br />
op <strong>på</strong> skødet. Det er forklaringen <strong>på</strong> den mærkværdige adfærd, som du er nysgerrig<br />
efter af kende.”<br />
15
3:19 Idet han hørte denne forklaring fra Vyasa, fældede Yudhishtira glædens og<br />
taknemmelighedens tårer. Henrykt over Herrens grænseløse nåde, gav han Ham sin<br />
ærbødige hyldest.<br />
16
Kapitel 4<br />
Bodsofringen<br />
4:1 Prinsens navngivnings-ceremoni skabte stor glæde såvel blandt landets borgere som<br />
blandt paladsets beboere og medlemmer af hoffet. Men den ældste af Pandava-brødrene,<br />
Yudhishtira, var af den opfattelse, at der skulle ske noget mere. Han var ikke tilfreds<br />
med, at der kun havde været en munter fest. Den samme aften indkaldte han derfor de<br />
ældre, de lærde, vismænd, de underordnede herskere og folkets ledere til møde. Han<br />
bønfaldt Herren Krishna om at lede mødet og skænke glæde til alle. Vismanden Vyasa og<br />
Kripa (den senere rådgiver for kong Parikshith) deltog også i mødet.<br />
4:2 Da Yudhishtira ankom til mødet, stod han stille et par sekunder foran forsamlingen,<br />
før han berørte Herren Krishna’s og vismandens Vyasa’s fødder. Herefter vendte han sig<br />
mod herskerne, de lærde og lederne og sagde: ”På grund af jeres hjælp, samarbejde og<br />
gode ønsker såvel som Herrens velsignelser og <strong>på</strong> grund af de vismænd og hellige<br />
mænd, der har anbragt Herren i deres hjerter, var jeg i stand til at besejre fjenderne.<br />
Ved hjælp af den sejr var vi i stand til at generobre det kongerige, vi havde mistet. På<br />
grund af disse velsignelser funklede håbets lys vedrørende vort dynastis fortsættelse i<br />
vore hjerter, der var formørkede af fortvivlelse. Pandava-slægten vil bestå gennem<br />
prinsen, der i dag af Herren fik navnet Parikshith.”<br />
4:3 ”Skønt alt dette glæder mig, må jeg meddele jer, at jeg er overvældet af sorg over<br />
at gruble over et andet aspekt af historien. Jeg har begået utallige synder. Jeg har blandt<br />
andet dræbt slægtninge og venner. Jeg føler, jeg må udsone disse synder, ellers vil der<br />
ikke være nogen lykke for mig, for mit dynasti eller for mit folk. Derfor vil jeg benytte<br />
denne lejlighed til at spørge jer til råds vedrørende denne sag. Iblandt jer er der flere,<br />
der har erkendt virkeligheden og opnået guddommelig visdom. Tilstede er også den store<br />
vismand, Vyasa. Jeg forventer, at I kan foreslå nogle bodsøvelser, som jeg kan udføre,<br />
så jeg kan komme af med det kolossale bjerg af synder, jeg har opsamlet <strong>på</strong> grund af<br />
denne krig.”<br />
4:4 Eftersom kong Yudhishtira fremførte dette problem i stor ydmyghed og med stor<br />
anger, sagde Herren Krishna: ”Yudhishtira, du er berømt som Dharmaraja (den der<br />
behersker ’rigtig handling’ eller Den rigtige handlings fyrste), så du burde kende til ‘rigtig<br />
handling’. Du kender de indviklede detaljer med hensyn til ‘rigtig handling’ og moral, til<br />
retfærdighed og til rigtig og forkert handlemåde. Derfor overrasker det mig, at du er<br />
plaget af sorg over denne krig og denne sejr. Er du ikke klar over, at en kriger fra<br />
krigerkasten ikke <strong>på</strong>drager sig nogen synd, når han dræber en fjende, der har begivet sig<br />
ud <strong>på</strong> slagmarken med det formål at dræbe? Lige meget hvilken skade, smerte eller tab<br />
der er <strong>på</strong>ført nogen <strong>på</strong> slagmarken i løbet af en kamphandling med bevæbnede fjender,<br />
medfører dette ingen synd. Det er en krigers ‘rigtige handling’ at tage våben i hånd og<br />
kæmpe til den bitre ende for at redde sit land. Det skal gøres uden tanke <strong>på</strong> én selv. Du<br />
har blot fulgt din ‘rigtig handling’. Hvordan kan handlinger, der er udført som ’rigtig<br />
handling’, være syndige? Det er ikke passende at betvivle dette og give efter for<br />
fortvivlelse. Synd kan ikke berøre, omringe eller genere dig. Hvorfor skulle du frygte<br />
indbildske ulykker og søge hjælpemidler mod ikke-eksisterende synder, når du i stedet<br />
kan juble over festen for navngivningen af den nyfødte prins? Vær rolig; vær glad.”<br />
4:5 Vyasa rejste sig også fra sit sæde og henvendte sig til kongen. ”Syndige og<br />
dadelværdige handlinger er uundgåelige i krig. De bør ikke være årsag til sorg. I krig bør<br />
hovedmålet være at beskytte ‘rigtig handling’ mod fjenderne. Holder man sig dette for<br />
øje, vil synden ikke berøre krigerne. Et sår, der er gået betændelse i, må nødvendigvis<br />
behandles med kniven. Det er ikke syndigt at udføre indgrebet. En læge, der har<br />
17
kendskab til, hvordan man udfører indgrebet, og <strong>på</strong> trods af dette kendskab ikke redder<br />
manden ved at udføre det, <strong>på</strong>drager sig synd. Det samme gælder, hvis man ved, fjenden<br />
er årsag til uretfærdighed, grusomhed, terror og moralsk fordærv. Hvis disse ’bylder’ ikke<br />
bliver behandlet af kirurgen, der kender til indgrebet, fordi han er uvillig til at bruge<br />
kniven, <strong>på</strong>drager han sig synd ved at undlade at gøre noget, ikke ved at anvende kniven.<br />
Dharmaraja (fra nu af omtales kong Yudhishtira som Dharmaraja), du taler ud fra en<br />
illusion. Jeg kan forstå, hvis andre mindre intelligente mennesker plages af denne tvivl,<br />
men jeg undrer mig over, at du er bekymret for denne indbildte synd.”<br />
4:6 ”Hvis vore ord imidlertid ikke virker overbevisende, kan jeg også foreslå et andet<br />
middel. Det vil fjerne al frygt. Nogle af fortidens herskere har, efter afslutningen af krige,<br />
tyet til midlet for at fjerne syndens følgevirkning. Midlet er Aswamedha-ceremonien,<br />
’Hesteofringen’ (en offerceremoni derblandt andet har til formål at give kongen<br />
syndsforladelse for alle hans synder; hesten i ofringen er et symbol, og den æres og<br />
beundres og lider ingen skade). Hvis du ønsker det, kan du altid gennemføre denne<br />
ceremoni som en bodsøvelse. Det kan der ikke være nogen modvilje over. Men, tro mig,<br />
du er aldeles blottet for synd selv uden at udføre bodsøvelser. Men eftersom du er rystet<br />
i din tro, vil jeg foreslå denne ceremoni for at stille dig selv tilfreds.” Efter denne<br />
redegørelse satte Vyasa sig igen.<br />
4:7 Da de havde hørt dette, rejste alle de ældre, de lærde og lederne sig samtidigt og<br />
klappede af det værdifulde forslag, Vyasa havde givet. De råbte jai, jai for herved at vise<br />
deres billigelse og <strong>på</strong>skønnelse. De udbrød: ”Oh! Hvor lykkevarslende, hvor<br />
betydningsfuldt.” De velsignede Dharmaraja’s bestræbelser <strong>på</strong> at befri sig for krigens<br />
syndige konsekvenser. Men Dharmaraja var stadig tynget af sorg; han var ikke fri for<br />
frygt. Hans øjne var fulde af tårer.<br />
4:8 På den mest bedrøvelige måde fremførte han følgende over for de forsamlede: ”Hvor<br />
meget I end <strong>på</strong>står, jeg er uskyldig, så er jeg ikke overbevist. På en eller anden måde<br />
accepterer mit sind ikke jeres argumenter. Herskere, der har været involveret i krige, har<br />
muligvis renset sig selv fra synd ved hjælp af ’Hesteofrings-ceremonien’. Her var der tale<br />
om ordinære krige; de var af den almindelige slags. Men mit tilfælde er noget helt<br />
ekstraordinært. Mine synder er tre gange mere uhyggelige, for 1) Jeg har dræbt slægt og<br />
venner. 2) Jeg har dræbt hellige ældre såsom Bhishma og Drona. 3) Jeg har dræbt<br />
mange kongelige. Ak skæbne! Hvor uhyrlige har mine handlinger ikke været?”<br />
4:9 ”Ingen anden hersker kan have gjort sig skyldig i så store misgerninger. Ikke en,<br />
men tre ’Hesteofrings-ceremonier’ må gennemføres for at fjerne denne byrde. Først da<br />
kan jeg få fred. Først da kan mit dynasti blive lykkeligt og sikret. Først da kan mit<br />
kongeriges administration være tryg og fortjenstfuld. Vyasa, de andre ældre og<br />
vismændene må venligst acceptere dette.”<br />
4:10 Da Dharmaraja talte således, løb tårerne ned ad hans kinder; hans læber sitrede af<br />
sorg; hans legeme var bøjet af samvittighedsnag. Da de så dette, smeltede alle<br />
vismændenes hjerter af medlidenhed. Kongens undersåtter var rørte af sympati. Vyasa<br />
og selv Krishna var <strong>på</strong>virkede. Flere lærde græd uden selv at være klar over det.<br />
Forsamlingen var målløs af forbavselse. På et øjeblik blev de alle klar over, hvor blødt<br />
Dharmaraja’s hjerte var. Også brødrene Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva stod med<br />
håndfladerne mod hinanden i ærbødig ydmyghed. De ventede <strong>på</strong>, at Herren, der var i<br />
formandssædet, skulle sige nogle ord, der ville give lettelse til Dharmaraja.<br />
4:11 Herefter bifaldte forsamlingen enstemmigt de tre ’Hesteofrings-ceremonier’ til at<br />
afhjælpe Dharmaraja’s lidelser. En vismand gav udtryk for hele forsamlingens holdning.<br />
Han sagde: ”Vi vil ikke stå i vejen for dit ønske. Vi accepterer det helhjertet. Vi vil fejre<br />
offerceremonierne, som de er foreskrevet i de hellige skrifter lige til de sidste ritualer. For<br />
18
mere end noget andet ønsker vi, du må få fred i sindet. Vi er parate til at gøre hvad som<br />
helst for at give dig denne tilfredsstillelse.” Dette blev hilst med bifaldsråb fra alle i<br />
forsamlingen.<br />
4:12 Da han hørte det, sagde Dharmaraja: ”Jeg er i sandhed velsignet; jeg er virkelig<br />
velsignet.” Han udtrykte sin taknemmelighed for det lovede samarbejde. Han gik hen<br />
mod det sted, hvor Herren Krishna og Vyasa havde sæde og knælede for deres fødder.<br />
Han holdt om Krishna’s fødder og bad indtrængende: ”Oh Madhusudana (oh Du dræber<br />
af Madhu-dæmonen’)! Hørte du ikke min bøn? Så du ikke min sorg? Jeg bad til, at du vil<br />
skænke os din tilstedeværelse ved den kommende offerceremoni, og om at du ville<br />
garantere mig udbytte af ofringen og redde mig fra denne byrde af synd.”<br />
4:13 Krishna smilede og hjalp ham op at stå. Han sagde: ”Dharmaraja! Jeg vil helt<br />
sikkert besvare dine bønner. Men du har taget en byrde så tung som en bjergkæde <strong>på</strong><br />
dine skuldre. Disse offerceremonier er ingen lille sag. Desuden er den, der udfører dem,<br />
den priste kong Dharmaraja! Det betyder, at ceremonierne må gennemføres <strong>på</strong> en måde,<br />
der sømmer sig for din status. Jeg ved, du ikke har midler til dette meget dyre foretagne.<br />
Konger får udelukkende penge fra deres undersåtter. Det er ikke ønskeligt at anvende de<br />
penge, der er opkrævet af dem til en offerceremoni. Udelukkende velfortjente penge bør<br />
anvendes til sådanne hellige ceremonier. Ellers vil det medføre ondt i stedet for godt. Ej<br />
heller kan dine underordnede herskere hjælpe dig, for de er også blevet sørgeligt<br />
forarmede af den seneste krig. Det er tydeligt, at de ikke kan undvære noget. Når du nu<br />
ved alt dette, hvordan kan du så gå med til at festligholde tre Hesteofrings-ceremonier<br />
<strong>på</strong> stribe? Jeg undrer mig over, hvordan du, <strong>på</strong> trods af disse ugunstige forhold, kan<br />
have en sådan dristighed. Ydermere har du allerede annonceret det offentligt i denne<br />
store og fremragende forsamling. Du gav mig ikke så meget som en hentydning om<br />
denne bekostelige idé. Havde du gjort det, kunne vi have udtænkt en plan. Nå, men det<br />
er ikke for sent. Vi vil træffe en beslutning efter nogle flere overvejelser. Det betyder<br />
ikke noget, hvis det afstedkommer nogle dages forsinkelse.”<br />
4:14 Dharmaraja lyttede til disse ord fra Herren og lo hjerteligt. ”Herre! Jeg ved, du<br />
opfører et spil for mig. Jeg har aldrig besluttet mig for at udføre en handling uden først at<br />
have overvejet den. Ej heller har jeg nogen sinde bekymret mig om penge eller midler.<br />
Når jeg har dig som min beskytter, du med din uudtømmelige nåde, hvorfor skulle jeg så<br />
bekymre mig over noget som helst? Når jeg har et ’ønsketræ’ i min have, hvorfor skulle<br />
jeg så bekymre mig om at søge efter rødder og knolde? Den Almægtige Herre, der har<br />
beskyttet os gennem alle disse frygtelige år, som et øjenlåg beskytter øjet, vil ikke svigte<br />
os i denne forbindelse.”<br />
4:15 ”For dig, der kan puste mægtige bjerge til støv, er denne lille ’småsten’ slet ikke<br />
noget problem. Du er min skat, mit skatkammer. Du er selve mit åndedrag. Hvad du end<br />
måtte befale, så vil jeg ikke tøve. Al min styrke, al min rigdom er dig og dig alene. Jeg<br />
lægger alle mine byrder, inklusive byrderne vedrørende staten og denne nye byrde<br />
vedrørende de tre offerceremonier, for dine fødder. Du kan gøre, hvad du finder<br />
passende. Du kan vurdere mine ord og aflyse offerceremonierne. Det er ikke mit<br />
anliggende. Det er din vilje, ikke min.”<br />
4:16 Selvfølgelig er det ikke nødvendigt at bede om noget, når Herren opholder sig i ens<br />
hjerte. Herren blev rørt. Han løftede Dharmaraja op at stå. ”Nej, jeg spøgte for at teste<br />
din tro og din hengivenhed. Jeg ville vise dine undersåtter, hvor stærk din tro <strong>på</strong> mig er.<br />
Du har ingen grund til at bekymre dig om noget som helst. Dit ønske vil gå i opfyldelse.<br />
Hvis du følger mine råd, vil du uden problemer skaffe de penge, der er nødvendige for at<br />
festligholde offerceremonierne. Du kan skaffe dem uden at plage dine underordnede<br />
herskere og uden at lægge pres <strong>på</strong> dine undersåtter.”<br />
19
4:17 Dharmaraja blev henrykt over at høre dette. Han sagde: ”Herre, vi vil opfylde dine<br />
befalinger.” Herefter sagde Krishna: ”Hør nu efter. I forgangne tider gennemførte en<br />
hersker ved navn Maruth en offerceremoni. Han gjorde det <strong>på</strong> en så storslået måde, som<br />
ingen siden har været i nærheden af. Salen, hvor ceremonien blev festligholdt, såvel som<br />
samtlige genstande, der indgik i ceremonien, var af guld. Guldbarrer blev foræret som<br />
gaver til de præster, der forrettede ceremonien; guldstatuer af køer blev foræret væk i<br />
stedet for almindelige køer og guldtallerkener i stedet for land! Præsterne var ude af<br />
stand til at transportere alle gaverne hjem, så de tog kun det, de kunne bære. Resten lod<br />
de blot blive. Disse guldgenstande er endnu den dag i dag i stort antal tilgængelige for<br />
din offerceremoni. Du kan indsamle dem.”<br />
4:18 Dharmaraja var ikke enig; han havde betænkeligheder ved det. Han sagde: ”Herre.<br />
Genstandende tilhører de personer, som de blev givet til. Hvordan kan jeg anvende dem<br />
uden deres tilladelse?” Krishna svarede: ”De har efterladt dem, og de var helt bevidste<br />
om, hvad de gav afkald <strong>på</strong>. De er alle døde nu. Deres børn kender intet til denne skats<br />
eksistens. Den befinder sig under jorden. Husk <strong>på</strong>, at alle de rigdomme nede i jorden,<br />
der ikke har nogen ejermand, tilhører dette riges konge. Når kongen ønsker at tage dem<br />
i besiddelse, har ingen ret til at komme med indvendinger. Hent straks den skat og gør<br />
forberedelse til at festligholde offerceremonierne”, befalede Herren Krishna.<br />
20
Kapitel 5<br />
Offerceremonierne og de ældres bodsøvelse<br />
5:1 Dharmaraja accepterede Krishna’s råd såvel som Vyasa’s velsignelser. Sammen med<br />
hæren sendte han sine brødre ud for at hente guldet, som præsterne havde ladt tilbage.<br />
Efter at brødrene havde renset sig ved at deltage i hellige ofringer, drog de af sted. De<br />
fandt disse mængder af guld, som præsterne en gang i fortiden havde modtaget som<br />
gaver af herskeren Maruth ved afslutningen af ofringen. De havde efterladt guldet ved<br />
vejkanten af de veje, de var draget hjem ad. Hæren samlede dem nu sammen og<br />
transporterede dem til hovedstaden <strong>på</strong> kameler, elefanter, vogne og kærrer. Med al<br />
denne last tog det dem adskillige dage at nå Hasthinapura. Under folkets bifaldsråb<br />
læssede de guldet af.<br />
5:2 Byens befolkning var forbløffede over ekspeditionens succes. De priste Pandavabrødrenes<br />
gode skæbne. De bød såvel prinserne som guldet velkommen hjem ved at<br />
råbe ’jai, jai’, indtil de blev hæse, og de sprang rundt og dansede af glæde. For sig så de<br />
storslåetheden og pragten ved den ofring, som guldet var hjembragt til.<br />
5:3 Den selv samme dag begyndte forberedelserne til opførelsen af det rituelle alter og<br />
de nødvendige tilhørende konstruktioner. Alt skulle placeres ved Ganges bred. Det hellige<br />
område dækkede et areal <strong>på</strong> mange kvadratkilometer. Grunden blev planeret og renset.<br />
Podierne blev bygget; smukke bygninger rejste sig <strong>på</strong> det vidtstrakte område.<br />
Overdækkede indgange og verandaer blev tilføjet. Dekorationer så som flag og<br />
guirlander forskønnede bygningerne.<br />
5:4 Da den hellige dag nærmede sig, begav høvdinge, præster, lærde og vismænd fra<br />
alle verdenshjørner sig mod det hellige sted. Opfyldt af deres entusiasme skyndte hver<br />
især sig for at nå tidligt frem. Efter deres status og behov tog de ophold i de kvarterer,<br />
som de blev tildelt. I glædelig forventning til den storslåede og virkningsfulde<br />
offerceremoni, som de skulle være vidne til, når den næste dag gryede, tilbragte de<br />
natten med at tælle minutterne.<br />
5:5 Morgenen oprandt. Det lykkevarslende øjeblik nærmede sig. Præsterne indtog deres<br />
positioner, og gjorde sig klar til at modtage indvielsesløfterne. De stod med ansigterne<br />
vendt mod Herren Krishna og kongen og sagde: ” Oh konge! Vi forstår, at du har<br />
bestemt dig for at gennemføre ikke én, men tre heste-ofringer. Er det korrekt? Hvis det<br />
er korrekt, ønsker du så, at vi gennemfører dem én efter én? Eller ønsker du, at vi<br />
gentager alle formler og ritualer tre gange, og derved gennemfører ceremonierne<br />
samtidigt? Hvis du lader os det vide, skal vi arrangere deltagerne og de udøvende<br />
præster i henhold til dine ønsker.”<br />
5:6 Til dette svarede Dharmaraja: ”Hvad kan jeg sige, når det er jer, der ved bedst. Jeg<br />
vil godtage et hvilket som helst råd, I giver mig. Jeg vil blot have Krishna’s samtykke til<br />
den fremgangsmåde, vi end måtte beslutte os for.” Idet han sagde dette, vendte han sig<br />
mod Krishna med bedende øjne. Krishna overlod det til præsterne at træffe beslutningen.<br />
Et stykke tid drøftede de det indbyrdes og bekendtgjorde til sidst, at virkningen af ’de tre<br />
heste-ofringer’ bedst kunne sikres ved at gentage hvert mantra tre gange og tilbyde de<br />
præster, der var vidne til ofringerne, tre gange den normale betaling. Krishna<br />
tilkendegav sin godkendelse, og idet han rettede sig efter dette, erklærede Dharmaraja,<br />
at han var indforstået. Han ønskede derefter, at offerceremonien tog sin begyndelse.<br />
5:7 Præsternes fremsigelse af mantraerne rystede både Jorden og Himlen. De indledende<br />
ritualer blev gennemført, og de tre offerheste gik deres planlagte runde. De bar smukke<br />
21
sadeldækkener, og <strong>på</strong> deres pande gik de med en erklæring, der udfordrede enhver til at<br />
tage dem i forvaring, hvis de turde. Når Han (Herren), der er alle offerceremoniers<br />
modtager, har <strong>på</strong>taget sig rollen som leder af ceremonien, kan ingen ord beskrive<br />
deltagernes og vidnernes lykkefølelse. Med den afsluttende offergave nærmede<br />
ceremonien sig en succesfuld afslutning<br />
5:8 Eksperterne i offermantraerne, vismændene og præsterne blev belæsset med gaver<br />
og honorarer. Enorme mængder køer, store landområder og umådelige mængder guld<br />
blev bortskænket af kongen. Hele nationen var fyldt af glæde. Alle priste offerceremonien<br />
som ubeskrivelig herlig. Alle, der var kommet til ceremonien, blev overdådigt bespist<br />
døgnet rundt. Vismændene og asketerne, der var vidner til al denne rundhåndethed,<br />
priste den offerceremoni, herskeren Maruth havde gennemført i fortiden! De var henrykte<br />
over at have fået chancen for at deltage i den aktuelle offerceremoni. Tidligere mente<br />
folk, at eftersom Maruth’s offerceremoni havde været ledet af Indra, halvgudernes<br />
hersker, så var denne ceremoni højt hævet over alle andre ofringer. Men nu lykønskede<br />
de Dharmaraja med, at han havde sikret sig selve ’Offerceremoniens Modtager’ (Krishna)<br />
som leder af offerceremonien. Dette held oversteg langt Maruth’s held, da det var langt<br />
vanskeligere at sikre sig Krishna som leder.<br />
5:9 Da offerceremonien var afsluttet, drog de, der kom fra fjerntliggende egne, så vel<br />
som alle andre, hjem. Konger og høvdinge tog respektfuldt afsked med Dharmaraja og<br />
vendte tilbage til deres egne riger. Kongens slægtninge blev endnu et par dage, og de<br />
tog hjem, efterhånden som det passede dem.<br />
5:10 Krishna valgte imidlertid at tilbringe noget mere tid sammen med Pandavabrødrene.<br />
Derfor blev Han i Hastinapura. Pandava’erne glædede sig over dette tegn <strong>på</strong><br />
nåde. De foretog passende arrangementer til Herrens ophold. De tjente Ham hver dag;<br />
de fyldte deres øjne med synet af Hans skønhed; de fyldte deres hjerter med Hans<br />
belærings elskværdige ord; de tilbragte dagene i den største glæde. Efter <strong>på</strong> denne måde<br />
at have tilbragt nogen tid i Pandava’ernes hovedstad, rejste Krishna tilbage til Dwaraka.<br />
Han tog Arjuna med sig. Indbyggerne i Dwaraka var henrykte, da Herren vendte tilbage<br />
til sin hovedstad. De bød Ham velkommen med henrykt ærbødighed. De frydede sig over<br />
synet af Herren og blev opfyldt af lyksalighed.<br />
5:11 I mellemtiden kom der nyhed til Hastinapura om, at Vidura, Dharmaraja’s onkel, gik<br />
omkring i byens omegn forklædt som munk. Nyheden gik fra mund til mund, og til sidst<br />
kom det Dharmaraja, kongen, for øre. Nyheden blev modtaget med forbavselse og<br />
glæde. Han sendte et par spejdere ud for at finde ud af, om nyheden var sand. Snart<br />
bragte de den glædelige meddelelse, at Vidura rent faktisk var kommet og var til stede.<br />
Dharmaraja kunne ikke beherske sin sindsbevægelse.<br />
5:12 ”Ah! Hvor har I gjort mig glad!”, udbrød han. ”Dette hellige øjeblik har fået håbets<br />
træs tørre stamme til igen at skyde blade. Oh, nu kan jeg se og tjene den Vidura, der<br />
opfostrede, beskyttede og vejledte os, skønt jeg frygtede, jeg slet ikke ville få chancen<br />
for det.”<br />
5:13 Mændene ved hoffet spredte de opmuntrende nyheder blandt dronningerne,<br />
prinsesserne og kvinderne, der var ansat ved hoffet. Dharmaraja lå ikke <strong>på</strong> den lade<br />
side; han fortalte om den store begivenhed til alle omkring sig; han ledte efter andre,<br />
som han kunne dele sin glæde med. Han udstedte ordre til hæren om at forberede<br />
passende arrangementer til at byde sin afdøde faders broder, vismanden Vidura,<br />
velkommen til hovedstaden. Vidura var den fremmeste blandt Herrens tilbedere. Også<br />
borgerne blev alarmeret og bedt om at forberede en storslået modtagelse.<br />
22
5:14 De udsmykkede gaderne såvel som de store huse, der lå <strong>på</strong> begge sider; de opførte<br />
store portaler over gaderne og hængte guirlander op og hejste flagene. Til børn, kvinder<br />
og ældre uddelte de pladser <strong>på</strong> balkoner, så de kunne få et godt og tydeligt overblik over<br />
processionen og den store vismand. Det var et inspirerende syn at se mange ældre<br />
mænd og kvinder humpe af sted med deres stokke, ivrige efter at få et glimt af Vidura.<br />
Den Vidure, som de priste som selve legemliggørelsen af ‘rigtig handling’, som selve<br />
Pandava’ernes gudfader. Nogle troede først, at synet af Vidura i udkanten af byen måtte<br />
stamme fra en eller andens drøm, og at det ikke var noget, der rent faktisk var sket. De<br />
havde imidlertid levet længe nok til at godtage rygterne uden selv at få dem bekræftet.<br />
For de ville aldrig have haft fantasi til at forestille sig, at Vidura nogen sinde ville komme<br />
tilbage til Hastinapura. De samlede sig <strong>på</strong> steder, hvorfra de havde et godt overblik og<br />
gjorde sig klar til det store øjeblik, hvor de kunne lade blikket dvæle <strong>på</strong> den hellige<br />
mand. Langs hele ruten var alle bygningerne fulde af mennesker; træerne var som en<br />
perlekrans bestående af dristige unge, der fulde af spænding og forventning kom med<br />
bifaldsråb <strong>på</strong> grund af Vidura’s forestående ankomst.<br />
5:15 Kongen, der var iklædt ceremonielle klæder, steg op i den kongelige karet og begav<br />
sig ud af paladset sammen med sine brødre for at bringe Herrens berømte tilbeder hjem.<br />
5:16 Vidura kom til syne. Han gik barfodet, langsomt og ophøjet. Han havde<br />
sammenfiltret hår og bar en munks klædedragt. Kongen og hans brødre steg ned fra<br />
deres karet, bøjede sig ærbødigt for Vidura’s fødder og gik bag ham i respektfuld<br />
afstand. Byens borgere løb i forvejen og faldt for Vidura’s fødder. Det skete <strong>på</strong> trods af,<br />
at vagterne indtrængende bønfaldt dem om at afstå fra det. Pandava-brødrene kunne<br />
ikke udtrykke deres velkomst i ord; deres glæde var umålelig. Deres øjne udtrykte<br />
velkomsten. De var fulde af taknemmelighedens tårer. De tog Vidura i deres arme og<br />
bønfaldt ham om at stige op i kareten, så den store tilskuermængde, der var i alle<br />
gaderne, fik mulighed for at se mesteren, så meget de lystede. Vidura blev overtalt.<br />
Siddende i kongens kongelige karet gav Vidura alle de folk, der havde samlet sig langs<br />
ruten, lov til at se ham. Til sidst nåede processionen paladset. Det var en sødmefyldt flod<br />
af sang og glæde, der denne dag strømmede gennem byens gader.<br />
5:17 Nogle af borgerne var så overvældet af glæde, at de var som naglet til stedet.<br />
Forsagelsens besværlige liv, som Vidura havde forpligtet sig til at leve, havde forvandlet<br />
hans personlighed <strong>på</strong> en sådan måde, at han forekom at være en anden person. En<br />
person der glødede af en guddommelig aura, som Indra, gudernes konge. Med deres<br />
egne ord beskrev folk deres jubel over for hinanden. Mange græd, idet de kom i tanke<br />
om de prøvelser og trængsler, Vidura havde gennemgået, og den fred han havde opnået.<br />
Også dronningerne og prinsesserne fik Vidura at se. De sad bag forhænget, så ham og<br />
var i højeste grad lykkelige.<br />
23
Kapitel 6<br />
Vidura’s forsagelse<br />
6:1 Da han var ankommet til paladset, spurgte Vidura, hvordan alle hans slægtninge<br />
havde det. Derefter kom Kunthi, dronningemoderen, og idet hun kastede sit kærlige blik<br />
<strong>på</strong> ham, sagde hun: ”Endelig får vi mulighed for at se dig, oh Vidura.” Hun var ude af<br />
stand til at sige mere.<br />
6:2 Efter et stykke tid fortsatte hun: ”Hvordan kunne du blive væk i så lang tid og<br />
ignorere netop de børn, som du opdragede med så meget kærlighed, og mig selv og<br />
andre som ærede dig så højt? Det er <strong>på</strong> grund af din nåde, at mine børn i dag er dette<br />
lands herskere. Hvad ville der være blevet af dem, hvis du ikke havde reddet dem i<br />
mange kritiske situationer? Vi har været udsat for mange ulykker; men den værste var,<br />
at du ikke var sammen med os. Det <strong>på</strong>virkede os mest. Selv håbet om at se dig igen<br />
havde vi mistet. Nu vokser håbet i vore hjerter endnu engang. Vores higen efter at se dig<br />
igen og vores fortvivlelse over, at du ikke var her, har gået hånd i hånd. I dag er vor<br />
glæde fuldkommen. Oh, hvilken lykkelig dag!” Kunthi sad en stund, mens tårerne løb ned<br />
ad hendes kinder.<br />
6:3 Vidura, der holdt hendes hænder i sine, kunne ikke holde sine egne tårer tilbage.<br />
Han sad og tænkte <strong>på</strong> fortidens forskelligartede begivenheder hos Pandava’erne og hos<br />
Kaurava’erne. Han sagde: ”Moder Kunthi Devi! Hvem kan besejre skæbnens<br />
bestemmelser? Hvad der må ske, sker. Alt det gode og alt det slette, mennesket<br />
foretager sig, må nødvendigvis resultere i godt og ondt. Hvordan kan mennesket kaldes<br />
frit, når det er bundet af loven om årsag og virkning? Det er blot en dukke i denne lovs<br />
hænder. Den trækker i trådene, og mennesket bevæger sig. Hvad vi kan lide og ikke<br />
lide, har ingen betydning. Alt er Guds vilje; Guds nåde.” Mens Vidura gjorde rede for de<br />
grundlæggende åndelige sandheder, der styrer menneskets anliggender, sad brødrene<br />
Dharmaraja, Bhima, Nakula og Sahadeva tæt <strong>på</strong> ham helt opslugt i koncentreret<br />
opmærksomhed.<br />
6:4 Til sidst løftede Kunthi hovedet og sagde: ”Takket være dine velsignelser vandt vi<br />
krigen; men vi var ude af stand til at redde Droupadi’s sønners og Subhadra’s søns liv.<br />
Dengang hjemsøgte ulykker os voldsomt. Selvfølgelig kan ingen, som du sagde,<br />
undslippe sin skæbne. Nå, lad os glemme fortiden. Det er meningsløst at bekymre sig om<br />
det, der ikke kan ændres. Jeg må tilstå, at min tørst er blevet slukket; endelig kom jeg til<br />
at gense dig. Hvor har du været i al den tid? Fortæl os det.”<br />
6:5 Til dette svarede Vidura, at han havde været <strong>på</strong> pilgrimsrejse til et antal hellige<br />
steder. Brødrene lyttede med betaget opmærksomhed til hans historier, idet de<br />
ansporede ham med spørgsmål. Dharmaraja havde ofte sagt, at han glædede sig til den<br />
dag, hvor han også kunne besøge disse hellige steder. Hver gang en helligdom blev<br />
nævnt, førte han derfor sine håndflader sammen i ærbødighed, og med øjnene lukkede<br />
forestillede han sig, at han var <strong>på</strong> netop det hellige sted. I mellemtiden indskød Bhima:<br />
”Begav du dig til Dwaraka? Fortæl os venligst om dine oplevelser i byen.” Dharmaraja<br />
tilføjede også: ”Du må da have mødt Herren Krishna der, gjorde du ikke? Fortæl os alt,<br />
hvad der skete. Vi vil have alle detaljer med.” Også Kunthi Devi blev ivrig efter at høre<br />
hans beretning, for hun sagde: ”Fortæl, fortæl. Min søn, Arjuna, er der nu; du må også<br />
have mødt ham. Hvordan har de det alle sammen? Jeg håber, at de gamle forældre<br />
Nanda og Yasoda (Krishna’s fosterforældre) har det godt. Og hvordan med Devaki og<br />
Vasudeva (Krishna’s biologiskeforældre) og Krishna? En byge af spørgsmål regnede ned<br />
over Vidura, endnu før han begyndte at tale.<br />
24
6:6 Vidura var ikke alt for ivrig efter at svare. Han talte, som var han opsat <strong>på</strong> at undgå<br />
at komme ind <strong>på</strong> emnet. For mens han var <strong>på</strong> vej til Dwaraka, havde han af Uddhava<br />
(Krishna’s trofaste ven siden barndommen) fået at vide, at Yadava-dynastiet (den slægt<br />
Krishna tilhørte i sin fysiske skikkelse) var gået til grunde, og at Krishna havde afsluttet<br />
sin opgave i menneskelig skikkelse. Han havde intet ønske om at styrte Pandava’erne ud<br />
i sorg lige nu, hvor de var opstemte over at se ham efter så lang tid. ”Hvorfor skulle jeg,<br />
der har skænket dem så stor glæde, også være den, der forårsager, at den glæde<br />
forsvinder”, argumenterede han. ”De får det helt sikkert at vide fra Arjuna, der vil<br />
komme tilbage fra Dwaraka med de sørgelige nyheder.” Så han bed de nyheder, der<br />
jævnligt lå ham <strong>på</strong> tungen, i sig. Ved at beskrive Krishna’s herlighed tilgodeså han både<br />
sine egne og de andres ønsker. Han sagde: ”Jeg brød mig ikke om at besøge slægt og<br />
venner med denne asketiske klædedragt; så jeg mødte ingen af Yadava-lederne eller<br />
Nanda, Yasoda eller andre”, og tav derefter. Han kom ikke nærmere ind <strong>på</strong> Dwaraka og<br />
sin egen pilgrimsrejse.<br />
6:7 ”Jeg er kommet, fordi jeg hørte, at I havde vundet krigen, og nu endelig er fredfyldt<br />
engageret i at herske over det rige, der retmæssigt er jeres. Jeg følte mig draget mod<br />
disse børn, som jeg har opfostret, fra de var purunge. Det var min kærlighed til dem, der<br />
drog mig mod dette sted. Blandt alle mine slægtninge og venner var jeg udelukkende<br />
fristet til at besøge jer. Jeg ønskede ikke at møde andre.” Da han havde sagt dette, førte<br />
han samtalen hen <strong>på</strong> den vedantiske lære (en lærer der omhandler det centrale i<br />
veda’erne), som han ønskede at videregive. Da samtalen sluttede, bønfaldt Dharmaraja<br />
Vidura, om han ville tage ophold i det logi, der var blevet specielt indrettet til ham, og<br />
ledsage ham til bygningen.<br />
6:8 Her udnævnte Dharmaraja bestemte personer til at opvarte Vidura, og bad ham tage<br />
hvile her. Vidura brød sig ikke om ideen med, at han skulle tilbringe sin tid der i luksus;<br />
men han gik ind i de kongelige gemakker for ikke at gøre Dharmaraja misfornøjet. Han lå<br />
i sin seng og tænkte tilbage <strong>på</strong> den forgangne tid. Han sukkede, da han indså, at den<br />
krigslist, som den blinde konge, Dhritharashtra, hans egen broder, havde anvendt for at<br />
tilintetgøre Pandava’erne, hans anden brors (Pandu’s) børn, havde givet bagslag og<br />
forårsaget Dhritharashtra’s egen slægts undergang. Han beundrede Dharmaraja for den<br />
storsindethed, han havde vist Dhritharashtra, <strong>på</strong> trods af den kendsgerning at denne <strong>på</strong><br />
forskellig vis havde pint og plaget Pandava’erne. Dharmaraja ærede Dhritharashtra med<br />
stor troskab og hengivenhed og drog omsorg for hans velbefindende. Vidura blev fyldt<br />
med den største væmmelse, da han genkaldte sig Dhrithrashtra’s ondskabsfulde hjerte.<br />
Han var skamfuld over, at den gamle mand koldblodigt svælgede i paladsets luksus i<br />
stedet for at udvikle ikke-tilknytning til de overfladiske sanselige glæder og prøve at<br />
realisere det mål, der er fastsat for livet som menneske, nemlig befrielse fra cyklusen af<br />
fødsel og død. Han følte en ubændig smerte over, at hans broder spildte de få<br />
tilbageværende år af sit liv <strong>på</strong> Jorden.<br />
6:9 Han yogiske syn viste ham, at Pandava’erne også snart ville forsvinde; at den selv<br />
samme Krishna, der havde beskyttet dem her, også i fremtiden <strong>på</strong> bedste vis ville tage<br />
sig af dem. Men han formodede, at den blinde konge ville komme til at lide yderligere,<br />
efter Pandava’erne var gået bort. Han besluttede at sende sin ulykkelige broder ud <strong>på</strong> en<br />
pilgrimsrejse, for at han <strong>på</strong> den rejse kunne realisere den ultimative virkeliggørelse af sin<br />
skæbne. Han ønskede ikke, at der skulle indtræffe nogen forsinkelse. Derfor listede han<br />
ud i mørket, uden at nogen så ham, og gik direkte hen til Dhritharashtra’s residens.<br />
6:10 Den blinde konge og hans dronning, Gandhari, havde selvfølgelig ventet, at Vidura<br />
ville henvende sig, for de var blevet underrettet om, at han var kommet til byen. Så da<br />
Vidura trådte ind, omfavnede kongen ham og brød ud i glædestårer. Han kunne ikke<br />
beherske sig. En efter en oplistede han de ulykker, der havde ramt ham og hans børn og<br />
jamrede sig over deres skæbne. Vidura forsøgte at trøste ham ved hjælp af de hellige<br />
25
skrifters dybsindige lære. Men han opdagede snart, at den gamle mands forstenede<br />
hjerte ikke lod sig smelte ved blot at modtage gode råd. Han blev klar over, at<br />
Dhritharashtra’s dumhed udelukkende kunne besejres ved hjælp af hårde metoder.<br />
6:11 Vidura anslog derfor en anden tone og begyndte at bebrejde og anklage ham. Da<br />
Dhritharashtra hørte det, blev han urolig. Han sagde bebrejdende: ”Broder! Vi er hele<br />
tiden ved at gå til i smerte over tabet af vores hundrede sønner, og med dine vrede<br />
skældsord gnider du salt i sårene. Hvorfor prøver du at gøre vore lidelser endnu værre,<br />
endda inden vi har haft mulighed for at glæde os over at se dig igen efter så lang tid?<br />
Hvorfor skulle jeg beskylde dig for at være hårdhjertet? Alle griner af mig, alle bebrejder<br />
mig. Jeg har ingen ret til at finde fejl hos dig.” Med hovedet bøjet og hvilende i<br />
håndfladerne, sad Dhritharashtra i stilhed.<br />
6:12 Vidura fandt, at det var det rigtige øjeblik at give Dhritharashtra undervisning i<br />
forsagelse, hvilket var det eneste, der kunne redde han fra fortabelse. Han vidste, at<br />
hans motiv var hævet over al kritik, for han ønskede, de skulle foretage en pilgrimsrejse<br />
til hellige steder og der fylde sig med hellighed og møde store og gode mennesker. Han<br />
ønskede, de ville opdage den iboende Herre i sig og <strong>på</strong> denne måde redde sig selv.<br />
Derfor bestemte han sig for at anvende endnu stærkere ord med henblik <strong>på</strong> at forandre<br />
Dhritharashtra og dronningen. Skønt han var fyldt med medlidenhed over deres<br />
fortvivlede situation, tænkte Vidura <strong>på</strong> de sørgelige dage, hvor de ville få brug for alt det<br />
mod, som alene visdom kan give dem. Han var derfor fast besluttet <strong>på</strong> at tilskynde dem<br />
til at gå i gang. Han sagde: ”Oh, tåbelige konge! Har du ingen skam i livet? Finder du<br />
stadig glæde i verdslige fornøjelser? Hvad hjælper det, hvis du vælter rundt i<br />
vanskeligheder, lige til du dør? Jeg troede, du havde fået alt rigeligt af det. Tid er som en<br />
kobraslange, der ligger og venter <strong>på</strong> at bide dig ihjel. Du drister dig til at håbe, at du kan<br />
undslippe den og leve evigt. Ingen, uansert hvor mægtige de har været, har undsluppet<br />
dens bid. Du jager lykken i denne midlertidige verden, og du søger at få opfyldt dine<br />
ønsker i håbet om at opnå en eller anden ubetydelig tilfredsstillelse. Du spilder<br />
værdifulde år. Gør dit liv værdifuldt. Det er endnu ikke for sent at begynde<br />
bestræbelserne. Opgiv dette bur, du kalder dit hjem. Slå denne verdens ubetydelige<br />
fornøjelser ud af hovedet. Tænk <strong>på</strong> den glæde, der venter dig; den verden der byder dig<br />
velkommen, denne rejses mål. Frels dig selv! Undgå den tåbelige skæbne, det er at<br />
forlade livet fuld af smerte over adskillelsen fra slægt og venner. Lær at dø, så din tanke<br />
er <strong>på</strong> Herren i dødsøjeblikket. Det er langt bedre at dø i glæde i den mørkeste skovs<br />
tykning end at dø i sorg i denne hovedstads palads. Gå, gå og udfør bodsøvelser. Du må<br />
se at komme væk fra dette sted, dette fængsel som du kalder dit hjem.”<br />
26
Kapitel 7<br />
Rådgiveren Vidura<br />
7:1 Vidura fortsatte med at formane Dhritharashtra. ”Du har nået denne fremskredne<br />
alder, men stadig, uden nogen skam eller tøven, lever du som en hund. Du skammer dig<br />
muligvis ikke over det, men det gør jeg. Fy skam dig! Den måde du tilbringer dine dage<br />
<strong>på</strong>, er værre end den måde en krage gør det.”<br />
7:2 Dhritharashtra kunne ikke tåle at høre mere. Han råbte: ”Oh! Nok, nok. Vær venlig<br />
at stoppe. Du piner mig til døde. Det er ikke de ord, en broder skal henvende sig til en<br />
broder med. Når jeg lytter til dig, føler jeg ikke, du er Vidura, min broder. Han ville ikke<br />
have irettesat mig så ubarmhjertigt. Er Dharmaraja, som jeg nu er sammen med, da en<br />
fremmed? Har jeg søgt tilflugt hos en fremmed? Hvad er det for noget, du siger? Hvorfor<br />
disse hårde ord? Dharmaraja plejer mig med stor kærlighed og omhu. Hvordan kan du<br />
<strong>på</strong>stå, at jeg lever en hunds eller en krages liv? Det er en synd, hvis du har sådanne<br />
ideer. Det er blot min skæbne og ikke andet.” Dhritharashtra bøjede sit hoved og<br />
jamrede sig.<br />
7:3 Vidura lo hånligt. Han sagde: ”Har du ingen skam i livet, siden du kan tale sådan? Af<br />
ren og skær godhed tager Dharmaraja sig muligvis mere af dig, end han tog sig af sin<br />
egen fader. Han passer muligvis dig med større kærlighed, end dine egne sønner gjorde.<br />
Det er udelukkende en refleksion af hans egen karakter. Det er udelukkende en<br />
bekræftelse af hans navns betydning (den, der behersker ‘rigtig handling’). Men bør du<br />
ikke lægge planer for din egen fremtid? Du har allerede det ene ben i graven, og blindt<br />
fylder du din mave med lækkerier, og vælter dig i luksus. Tænk et øjeblik tilbage <strong>på</strong>,<br />
hvorledes du pinte Dharmaraja og hans brødre for at fuldbyrde dine nedrige sønners<br />
hensigter. Tænk <strong>på</strong>, hvordan du udtænkte krigslister for at udslette dem. Du spærrede<br />
dem inde i et vokshus og satte ild til det; du forsøgte at forgifte dem. Du fornærmede<br />
deres dronning <strong>på</strong> den mest ydmygende måde foran en stor forsamling. Du og dit<br />
afskyelige afkom forårsagede Pandu’s sønner, din egen broders sønner, sorg <strong>på</strong> sorg. Du,<br />
der var en blind, senil og tykhudet gammel mand, sad <strong>på</strong> din trone, og evindeligt spurgte<br />
du dem, der var ved din side: ”Hvad sker der nu? Hvad sker der nu?” Hvordan kan du<br />
opholde dig her og nyde Dharmaraja’s gæstfrihed, når du genkalder dig de syndige<br />
handlinger, du udførte for at ødelægge ham? Da du udtænkte deres død, ophørte de da<br />
med at være dine nevøer? Eller dukkede nevø-skabet først op, da du kom her for at bo<br />
hos dem? Uden antydning af skam fortæller du stolt, at de behandler dig godt!”<br />
7:4 ”Hvorfor i det hele taget sige så meget? Det katastrofale terningespil blev til <strong>på</strong> dit<br />
initiativ, er det ikke sandt? Vil du nægte det? Nej! Jeg var vidne til det spil. Jeg rådede<br />
dig dengang fra at gennemføre det; lyttede du til mit råd? Hvad blev der dengang af den<br />
kærlighed og sympati, som du nu frit lader strømme fra dit hjerte? Som en hund sluger<br />
du i dag den mad, Pandava’erne lægger foran dig, og lever dette foragtelige liv.”<br />
7:5 Idet han hørte Vidura’s ord, der smertede ham som slag fra en hammer, udviklede<br />
Dhritharasthra en modvilje mod sin nuværende livsstil. Vidura’s intention var at tilskynde<br />
ham til at leve et liv som eneboer og til at leve et liv fyldt med åndelige øvelser, så han<br />
<strong>på</strong> den måde kunne virkeliggøre sit Selv, inden det blev for sent. Endelig følte den gamle<br />
konge, at Vidura talte sandt og gav et korrekt billede af hans, Dhritharashtra’s, lave<br />
natur. Han sagde: ”Broder! Ja, alt hvad du har sagt, er sandt. Jeg indrømmer det. Jeg<br />
erkender det nu. Men hvad skal jeg gøre? Jeg er blind, og derfor kan jeg ikke begive mig<br />
alene ind i skoven for at udføre åndelige øvelser. Jeg må have en ledsager. Hvad skal jeg<br />
gøre? Af frygt for jeg skal lide af mangel <strong>på</strong> føde, forlader Gandhari mig aldrig, end ikke<br />
for et øjeblik.”<br />
27
7:6 Vidura bemærkede, at broderen havde ændret holdning, og at han havde set lyset.<br />
Han gentog sit oprindelige forslag. Han sagde: ”Du er først og fremmest blevet blind <strong>på</strong><br />
grund af din tilknytning til kroppen. Hvor længe skal du være bebyrdet med den? På et<br />
eller andet tidspunkt, et eller andet sted, må du lægge den fra dig ved vejkanten. Bliv<br />
klar over, at ’du’ ikke er kroppen; denne emballage der er fyldt med væmmelige ting. At<br />
identificere sig med den fysiske form er et tegn <strong>på</strong> ekstrem tåbelighed. Døden, med dens<br />
hær af sygdomme, besejrer for evigt kroppen. Men du er ikke bevidst om det. Du<br />
bekymrer dig ikke om årsagerne. Du tager en ordentlig lur og snorker. Husk <strong>på</strong>, at dette<br />
skuespil har en afslutning. Tæppet vil gå ned. Så skynd dig uden tøven hen til et helligt<br />
sted og mediter <strong>på</strong> Gud og red derved dig selv. Lad der døden komme og fjerne din krop;<br />
det er den bedst mulige afslutning. Vær ikke som en hund eller en ræv, der dør et eller<br />
andet tilfældigt sted <strong>på</strong> en eller anden tilfældig måde. Rejs dig og gå; udvikl ikketilknytning.<br />
Opgiv denne illusion, flygt fra dette hus.”<br />
7:7 På denne måde blev forsagelsens frø sået i Dhritharashtra’s hjerte. Han overvejede<br />
længe og brød så ud i tårer. Hans læber sitrede. Han bevægede sine hænder fra side til<br />
side for at kunne gribe fat i Vidura. Efter et stykke tid slap han sit tag og sagde: ”Vidura!<br />
Hvad kan jeg sige til dig, der gav mig dette værdifulde råd? Det råd, der helt sikkert vil<br />
fremme mine bedste interesser. Skønt du er yngre af år, gør din visdom dig til vores<br />
overordnede. Du har fuldstændig hjemmel til at tale, som det passer dig. Betragt ikke<br />
mig som værende en person uden for din kreds. Hør <strong>på</strong> mig med tålmodighed. Jeg vil<br />
helt sikkert følge dit råd.” Herefter begyndte han at beskrive sine vilkår for sin broder.<br />
7:8 ”Vidura,” begyndte han. ”Hvordan kan jeg forlade dette sted uden at informere<br />
Dharmaraja om det? Han drager jo omsorg for mig med større omhu, end selv en søn<br />
ville gøre. Det vil ikke være korrekt bare at tage af sted. Måske vil han insistere <strong>på</strong> at<br />
følge med os; sådan er hans natur. Du må redde mig ud af dette dilemma. Før mig til et<br />
sted, hvor jeg kan fordybe mig i at udøve åndelige øvelser.”<br />
7:9 Eftersom han bad så indtrængende, svarede Vidura: ”Dine ord forekommer<br />
mærkelige. Du drager ikke ind i skoven for at spise festmåltider, se karnevaller eller for<br />
at nyde landskabets skønhed. Du skal opgive alt med en fuldstændig følelse af ikketilknytning.<br />
Du står foran at skulle begynde <strong>på</strong> et liv i askese og et liv fyldt med åndelige<br />
øvelser. I samme åndedrag taler du om at ’forlade’ slægt og venner! Det er mærkeligt.<br />
Du bestemte dig for at ofre din krop i din stræben efter ’det fuldendte’, men du<br />
overvejer, hvordan du skal få tilladelse til det af de mennesker, du er beslægtede med<br />
gennem kroppen. Sådanne bånd eller lænker fremmer ikke dine åndelige øvelser. De kan<br />
aldrig befri dig. Bundt dem sammen og smid dem i havets dyb. Forlad dette sted med<br />
kun det tøj, du har <strong>på</strong>. Spild ikke et øjeblik af dit liv.”<br />
7:10 På denne måde rådede Vidura ham uden nåde; han ændrede ikke tonefald; han<br />
understregede betydningen af øjeblikkelig forsagelse. Dhritharashtra sad <strong>på</strong> sin seng og<br />
lyttede anspændt, mens han grublede over, hvad der nu skulle ske. Han sagde: ”Vidura,<br />
hvad du siger, er sandt. Jeg behøver ikke forklare dig om mine forskellige<br />
vanskeligheder. Denne krop er faldefærdig; disse øjne er blinde. Jeg må i det mindste<br />
have nogen med til at vise mig vej, ikke sandt? Din svigerinde har blændet sine øjne<br />
med en bandage for at kunne dele mit handicap og lide <strong>på</strong> samme måde som jeg.<br />
Hvordan skulle vi to blinde kunne bevæge os rundt i skoven? Vi er nødt til at være<br />
afhængige af andre resten af livet.”<br />
7:11 Vidura så tårerne strømme ned ad den gamle mands kinder. Han følte medlidenhed<br />
med hans tilstand, men han røbede aldrig denne medlidenhed. Han gav ham følgende<br />
forsikring: ”Jeg er indstillet <strong>på</strong> at føre jer ud i skoven. Jeg er klar. Hvilken større glæde<br />
kan jeg have end at befri jer fra dette sted motiveret af dette hellige formål? Kom, rejs<br />
28
dig, begynd.” Vidura rejste sig. Dhritharashtra rejste sig også fra sig seng og stod <strong>på</strong><br />
gulvet. Gandhari stod ved hans side med en hånd <strong>på</strong> hans skulder. Hun bønfaldt: ”<br />
Herre, jeg går også med dig, jeg er klar til at gøre det.”<br />
7:12 Men Dhritharashtra sagde: ”Oh, det er meget vanskeligt at beskytte en kvinde i<br />
junglen. Stedet er hjemsøgt af vilde dyr, og livet der vil helt bestemt være præget af<br />
mangel <strong>på</strong> de mest elementære livsnødvendigheder.” I lang tid fortsatte han i samme<br />
dur. Men hun hævdede, at hun ikke kunne svigte sin herre, at hun lige så godt som han<br />
kunne undvære de elementære livsnødvendigheder. Hun hævdede endvidere, at det<br />
indtil hendes død var hendes pligt at fortsætte med at tjene ham; at hun blot fulgte den<br />
tradition, der var grundlagt af Indiens mest storslåede kvinder; at det ikke var ‘rigtig<br />
handling’ at forhindre hende i at udføre sin ‘rigtig handling’; at livet i paladsets<br />
kvindegemakker uden ham ville være uudholdeligt for hende; at hun i stedet ville<br />
foretrække livet i junglen sammen med sin herre. Med disse ord gjorde hun fordring <strong>på</strong><br />
at få tilladelse til at følge ham.<br />
7:13 Dhritharashtra var stille; han anede ikke, hvad han skulle sige. Det var Vidura, der<br />
talte. ”Det er ikke tidspunktet at diskutere spidsfindigheder. Hvordan skulle denne<br />
kvinde, der aldrig i blot et øjeblik er veget fra din side, pludseligt kunne forlade dit<br />
selskab og leve adskilt fra dig? Det ville ikke være korrekt. Lad hende komme med; vi vil<br />
tage hende med os. For dem, der er <strong>på</strong> vej til at begynde at leve et liv i askese, gælder,<br />
at der ikke bør være nogen frygt eller vildfarelse, ingen sult eller tørst, sorg eller lidelse.<br />
Det er ikke askese at beklage sig over eller forudse sådanne ting. Når man har fornægtet<br />
kroppen, hvilken gavn har man så af de almindelige livsfornødenheder? Kom, der er<br />
intet, der motiverer en udskydelse.” Vidura gik, idet han førte Dhritharashtra med sig.<br />
Gandhari fulgte stille med. Hun havde sin ene hånd <strong>på</strong> sin herres skulder. Guds<br />
helgenagtige tilbeder, Vidura, førte, uden at vagtposterne og byens borgere bemærkede<br />
det, parret gennem sidegaderne og uden for bygrænsen. Han skyndte <strong>på</strong> dem, så de<br />
muligvis kunne nå skoven før daggry. Men de var nødt til at krydse Ganges i båd, og der<br />
var ingen bådsmand til at føre dem over før solopgang. Derfor måtte de nødvendigvis<br />
vente <strong>på</strong> bredden af den hellige flod. Vidura lod dem hvile et stykke tid i en løvhytte,<br />
mens han arrangerede, at en båd kunne føre dem til den modsatte bred, mens det endnu<br />
var mørkt.<br />
29
Kapitel 8<br />
Dhritharashtra’s forvandling<br />
8:1 Sammen med Vidura nåede Dhritharashtra og Gandhari skoven. Vidura søgte efter et<br />
sted, hvor de kunne udøve askese. Han rådgav dem også om de bedste måder, de kunne<br />
søge selvrealisation <strong>på</strong>. De tilbragte dagene i helligt selskab og med hellige tanker.<br />
8:2 I mellemtiden skete der det i Pandava’ernes hovedstad, Hastinapura, at Dharmaraja<br />
vågnede ved daggry. Da han var stået op, gennemførte han sin rituelle afvaskning og<br />
udførte den rituelle tilbedelse af Ildguden Agni i hjemmets ildsted. I næstekærlighed<br />
skænkede han de sædvanlige daglige gaver til de trængende. Herefter begav han sig til<br />
fods mod Dhritharashtra’s palads, som det var hans sædvane at gøre. Denne var hans<br />
onkel, og han begyndte aldrig <strong>på</strong> sine daglige rutiner uden først at have bøjet sig i støvet<br />
for ham. Kongen og dronningen var ikke i deres gemakker. Han ventede derfor lidt, da<br />
han forventede, de snart ville vende tilbage. Selv mens han uroligt ventede <strong>på</strong>, de skulle<br />
komme tilbage, ledte han efter dem rundt omkring. Han bemærkede imidlertid, at<br />
sengene ikke havde været i brug. Hovedpuderne havde ingen mærker efter brug, og alt<br />
så uberørt ud. Et øjeblik var han i tvivl, om værelset var blevet ordnet efter natten, men<br />
nej. En frygt greb ham; de måtte være taget væk, så han hastede mod Vidura’s værelse.<br />
Her opdagede han, at også Vidura var taget væk; hans seng stod ubrugt.<br />
8:3 Tjenerne kunne oplyse, at vismanden ikke var vendt tilbage efter besøget hos<br />
kongen og dronningen, eller hvem han nu havde besøgt. Så snart Dharmaraja hørte det,<br />
fik han et chok. Han gik tilbage til paladset og ledte omhyggeligt i alle rum. Hans værste<br />
anelser blev bekræftet. Hans hænder og fødder skælvede af fortvivlelse; hans tunge blev<br />
tør; han kunne ikke få et ord frem. Han faldt til jorden, som var han død. Da han<br />
begyndte at komme til sig selv, plaprede han usammenhængende løs. Mere end én gang<br />
kaldte han <strong>på</strong> Vidura, og embedsmændene, der var i nærheden af ham, frygtede,<br />
hvordan det skulle gå ham. Alle og enhver skyndte sig til stedet og spurgte: ”Hvad sker<br />
der?”, idet de fornemmede, at der var indtruffet en eller anden ulykke. De stod i en<br />
rundkreds og afventede herrens ordre.<br />
8:4 Lige pludseligt dukkede Dhritharashtra’s rådgiver, Sanjaya, op. Dharmaraja rejste sig<br />
og greb fat i begge hans hænder og spurgte: ”Mine forældre er væk; ak, jeg fandt deres<br />
sovekammer tomt. Hvorfor opfører de sig sådan? Har de røbet noget over for dig? Sig<br />
mig det? Hvis jeg vidste, hvor de var taget hen, kunne jeg falde for deres fødder og bede<br />
om tilgivelse for mine fejl. Sanjaya, fortæl mig hurtigt, hvor de er taget hen.” Heller ikke<br />
Sanjaya havde dog noget kendskab til deres opholdssted. Han vidste blot, at Vidura<br />
måtte være indblandet i denne sag. Også han græd, og idet han tog Dharmaraja’s<br />
hænder i sine, sagde han med en stemme, der skælvede af følelser: ”Herre og mester,<br />
tro mig, jeg taler sandt. Du har ret i, at Dhrithrashtra plejer at rådføre sig med mig og<br />
høre mine forslag angående selv ubetydelige anliggender, men i denne sag har han<br />
handlet uden forudgående drøftelser med mig. Han har end ikke informeret mig. Jeg er<br />
virkelig målløs over det, der er sket. Selv om jeg var tæt <strong>på</strong> ham, havde jeg ikke det<br />
mindste kendskab til hans rejse. Jeg kan heller ikke gætte mig til, hvorfor han har<br />
handlet sådan. Jeg har aldrig drømt om, at han sådan ville narre mig. Han viste mig en<br />
del respekt og havde en del tillid til mig. Men han har virkelig narret mig. Jeg kan kun<br />
sige, det er mit uheld.” Sanjaya begyndte at græde som et barn.<br />
8:5 Dharmaraja trøstede ham. Han sagde, at det hele egentlig var sket som en<br />
konsekvens af hans egne synder og ikke Sanjaya’s. ”Det er et udmærket billede <strong>på</strong><br />
omfanget af vores uheld. Vores fader forlod os, mens vi endnu var børn; fra den spæde<br />
alder tog denne onkel sig af vores opdragelse. Vi ærede og tjente ham som både fader<br />
30
og onkel. Af ren uvidenhed må jeg have begået nogle fejl; jeg er ude af stand til bevidst<br />
at have gjort det. Både onkel og tante var helt ødelagt af smerte over tabet af deres<br />
hundrede sønner. Jeg var ivrig efter at tilbyde dem lidt fred, så derfor tjente jeg selv og<br />
mine fire brødre dem helhjertet, så de måske engang imellem kunne glemme smerten<br />
over deres frygtelige tab. Vi passede <strong>på</strong> ikke at overse nogen detaljer, da vi tjente dem.<br />
Der var ingen formindskelse i vores ærbødighed eller hengivenhed. Ak, at de skulle have<br />
forladt dette sted! Sikke en tragedie; sikke et forfærdeligt tab!”, jamrede Dharmaraja.<br />
8:6 ”Både min onkel og tante er oppe i årene og svagelige; desuden er de blinde. Jeg<br />
kan ikke begribe, hvordan det lykkedes dem at forlader dette sted. Hvor må de dog lide<br />
nu! End ikke en enkelt tjener har ledsaget dem. Hvad hjælper det så, at jeg har mange<br />
tjenere? Når de sådan famler rundt i blinde, kan de allerede nu være faldet i Gangesfloden.<br />
Oh, hvor er jeg dog uheldig! Jeg passede <strong>på</strong> dem begge to, som et øjelåg passer<br />
<strong>på</strong> øjet, og alligevel ender jeg med at tillade, at de møder denne tragiske skæbne.”<br />
Dharmaraja slog sig for brystet og udtrykte <strong>på</strong> denne måde sin store pine.<br />
8:7 Brødrene hørte jammeren, og de skyndte sig hen til den grædende Dharmaraja.<br />
Kunthi, moderen, forespurgte ængsteligt om årsagen til sorgen. Hun kiggede selv ind i<br />
gemakkerne, og da hun ikke fandt Gandhari eller sin svoger, spurgte hun Sanjaya, hvad<br />
der var hændt dem. Sanjaya kunne ikke svare; han kunne kun græde. ”Hvor kan de<br />
være taget hen i deres alder og hjælpeløse tilstand? Fortæl mig det”, råbte hun; men<br />
ingen var i stand til at svare. I mellemtiden kaldte Dharmaraja sine brødre helt hen til sig<br />
og gjorde nogle fagter, som de ikke rigtig forstod. Så tog han sig sammen og rejste sig.<br />
Det lykkedes ham at berette, hvad der var sket siden daggry. Han bad Bhima om at<br />
udsende styrker i alle retninger for at lede efter og finde dem. De kunne ikke være<br />
kommet langt væk, eftersom de var blinde og ude af stand til at rejse hurtigt, da de<br />
måtte famle sig frem.<br />
8:8 Bhima, Nakula og Sahadeva adlyd straks deres broders ordre og sendte tropper ud i<br />
alle retninger. De gennemsøgte alle gader, stræder og stier. De kiggede i brønde, ledte i<br />
alle bassiner og søer, men de var ude af stand til at finde noget spor af det blinde par.<br />
Idet de troede, at de måtte være faldet i Ganges-floden, fik de eksperter til at<br />
gennemsøge bredderne og endog dykke ned i floden for at finde dem. Alle deres<br />
anstrengelser var forgæves. Derfor sank Pandava-brødrene hen i sorg over, at de ikke<br />
kunne redde kongen og dronningen fra denne rædselsfulde skæbne.<br />
8:9 I mellemtiden kontemplerede Dhritharashtra og Gandhari i stor glæde <strong>på</strong> Gud. De<br />
sad i den foreskrevne stilling med deres sind under streng kontrol. Mens de <strong>på</strong> denne<br />
måde var hensunken i guddommelig kontemplation og fordybet i den højeste<br />
lykkefølelse, fejede en kæmpemæssig brand hen over dem og fortærede dem i sit<br />
rasende stormløb.<br />
8:10 Vidura havde et stort ønske om at forlade sit legeme <strong>på</strong> Prabhasakshethra’s hellige<br />
sted (et berømt pilgrimssted nær Krishna’s hovedstad, Dwaraka), og derfor undveg han<br />
ilden. Fyldt med glæde over parrets umådelige gode skæbne, fortsatte han sin<br />
pilgrimsrejse og nåede til det sted, han havde valgt som scenen for sin afsked. Her forlod<br />
han sit legeme, der bestod af de fem elementer og derfor var materiel og midlertidig.<br />
31
Kapitel 9<br />
Krishna’s opstigning<br />
9:1 Dharmaraja, der vred sig i smerte over sin onkels og tantes bortgang, var pint af en<br />
anden uudholdelig smerte, der føltes, som blev han stukket af nåle under neglene. Hvor<br />
end han vendte sig, begyndte han at se onde varsler i sit kongerige. I alt hvad der skete<br />
omkring ham, lagde han mærke til en inficering af løgne, ubarmhjertelighed og<br />
uretfærdighed. Han mødte det hele tiden, og det forvirrede hans billede af verden.<br />
9:2 Som et resultat af førnævnte blev han <strong>på</strong> ny besat af en uforklarlig pine. Hans ansigt<br />
blev blegt af ængstelse. Bestandig uro og bekymring satte sine spor i det. Da brødrene<br />
Bhima, Nakula og Sahadeva så det, og selv blev urolige, gik de til deres storebroder og<br />
udtrykte deres ivrighed efter at få en forklaring <strong>på</strong> årsagerne til hans besynderlige<br />
bedrøvelighed. De stod foran ham med håndfladerne mod hinanden og forhørte sig:<br />
”Herre og mester! Dag efter dag ser vi dit ansigtsudtryk blive mere og mere formørket;<br />
du synes at synke ned i bundløs smerte. For hver time der går, synker du længere og<br />
længere ned. Du er blevet for svag til at stå imod det, der piner dig. Hvis en af os har<br />
forårsaget din smerte, så fortæl os det venligst. Så vil vi vogte os for at gøre det igen, og<br />
vi vil bede om din tilgivelse. Hvis alt dette skyldes noget andet, skal du blot fortælle os<br />
det, og om det så skal koste os livet, vil vi ordne det og genoprette din sindsligevægt.<br />
Det er ikke passende for dig at give udtryk for din sorg <strong>på</strong> denne måde, når du har så<br />
lydige helte som os til at irettesætte enhver, det være sig høj, lav eller mægtig. Forklar<br />
os årsagen og befal os, hvad vi skal gøre”, bønfaldt de.<br />
9:3 Dharmaraja svarede: ”Hvad kan jeg sige, kære brødre? Alle vegne ser jeg<br />
ildevarslende tegn. Fra almindelige borgeres hjem til helgeners og vismænds<br />
eneboerhytter, ligegyldigt hvor jeg ser hen, ser jeg udelukkende ildevarslende forhold,<br />
dårlig skæbne og fravær af glæde. Jeg siger til mig selv, at det blot er et resultat af min<br />
egen fordrejede fantasi, og jeg gør mit bedste for at opbyde mod og tillid. Jeg ønsker<br />
ikke at blive offer for min frygt. Men det lykkes mig ikke. Det at erindre scenerierne gør<br />
om muligt min frygt endnu mere gruelig.”<br />
9:4 ”Det forværrede min nedtrykthed, at jeg også så nogle scenerier, der var stik imod<br />
den grundfæstede moral og ‘rigtig handling’. Ikke blot jeg blev gjort opmærksom <strong>på</strong><br />
dem, men domstolene i dette land har modtaget begæringer om og klager over retsbrud,<br />
uretfærdigheder, forbrydelser og misgerninger. Det gør mig meget bedrøvet.”<br />
9:5 ”Jeg så situationer, der var endnu værre. I går aftes, da jeg vendte hjem efter en tur<br />
rundt i kongeriget, så jeg en ko, der nægtede at pleje og give sin nyfødte kalv mad! Det<br />
er helt fremmed for og i strid med naturen. Jeg så nogle kvinder, der tøjleløse slentrede<br />
rundt i basarerne. Jeg havde håbet, de ville skynde sig tilbage til deres hjem, når de fik<br />
øje <strong>på</strong> mig. Men nej, sådan gik det ikke. De havde ingen respekt for autoriteter; de<br />
fortsatte, som om jeg slet ikke var til stede. Uden at holde sig tilbage fortsatte de med at<br />
tale med mandfolk. Alt dette så jeg med mine egne øjne. Jeg begav mig simpelthen væk<br />
fra det frygtelige sted.”<br />
9:6 ”Meget tæt <strong>på</strong> paladset og lige da jeg skulle til at gå ind, bemærkede jeg en præst,<br />
der solgte mælk og ost! Jeg så mennesker komme ud fra deres huse og låse dørene efter<br />
sig! Jeg så dem fæstne en eller anden jerndims til dørene, så de ikke kunne åbnes! Mit<br />
sind er fyldt med bekymring over alle disse forandringer.”<br />
9:7 ”Jeg forsøgte at glemme disse tilstande og begyndte at udføre aftenritualerne; det<br />
hellige ritual med at ofre gaver til den hellige ild. Skal jeg fortælle, hvad der skete?<br />
32
Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg ikke tænde ilden! Oh, sikke en<br />
katastrofe! Min frygt for at disse hændelser skulle varsle store katastrofer, blev<br />
yderligere bekræftet af andre hændelser. Disse bestyrker minut for minut mine<br />
forudanelser. Jeg føler mig for svag til at modstå dem. Måske er Kali-tidsalderen (den<br />
nuværende tidsalder) begyndt, eller er ved at begynde. Det tror jeg.”<br />
9:8 ”Hvordan skal vi ellers forklare en hændelse som denne: En hustru har skændtes<br />
med sin mand og fremfører for retten, at hun burde have dennes tilladelse til at rejse til<br />
sine forældre og efterlade manden til sig selv. Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg<br />
bliver stillet over for en anmodning om, at hun burde tillades at ophæve ægteskabet og<br />
tage til sine forældre, idet hun herved forlader sin mand? En begæring fra en sådan<br />
hustru blev i går accepteret af domstolen! Hvordan skal jeg kunne ignorere sådanne<br />
afskyeligheder?”<br />
9:9 ”Hvorfor skulle jeg i grunden blive ved med at berette om lignende hændelser? I går<br />
begyndte hestene i den kongelige stald at græde, hørte I det? Staldkarlene fortalte, at<br />
tårerne strømmede ud af deres øjne i store mængder. Sahadeva forsøgte at finde<br />
årsagerne til deres dybe sorg. Men han kunne ikke finde ud af, hvorfor de græd, og han<br />
blev slået af forundring og bestyrtelse. Alt dette indikerer masseødelæggelse, ikke blot<br />
mindre farer eller små ulykker.” Dharmaraja lagde hagen i hånden og hvilede en stund i<br />
dybe tanker.<br />
9:10 Bhima gav ikke efter for fortvivlelse. Han slog en hånlig latter op og sagde: ”De<br />
begivenheder og hændelser du nævnte, er muligvis sket; det vil jeg ikke benægte. Men<br />
hvordan skulle de kunne forårsage katastrofer for os? Hvorfor skulle vi opgive håbet? Alle<br />
disse abnormiteter kan klares gennem administrative forordninger og gennem<br />
håndhævelse af dem. Det overrasker mig, at du er så bekymret over disse mindre<br />
anliggender, som vi er i stand til at afhjælpe. Eller frygter du, at udbruddet af endnu en<br />
krig er umiddelbart forestående? Måske er du opsat <strong>på</strong> at undgå den ødelæggelse, som<br />
en sådan krig vil afstedkomme. Denne eventualitet er umulig. Alle vore fjender er blevet<br />
udryddet, inklusive deres slægt og venner. Kun vi fem er tilbage, og vi skal derfor<br />
udelukkende lede efter såvel venner som fjender blandt os selv. Rivalisering vil ikke<br />
bryde ud mellem os, end ikke i vore drømme. Så hvad gør dig nervøs? Jeg forstår ikke,<br />
hvorfor du er bedrøvet. Folk vil grine af dig, når du tager dig disse småting nært, og<br />
mister din fred i sindet.” Det var, hvad Bhima sagde, og idet han flyttede sin mægtige<br />
stav fra højre til venstre hånd, lo han en latter, der godt kunne opfattes som hånlig.<br />
9:11 Til alt dette svarede Dharmaraja: ”Vedrørende denne sag er jeg i besiddelse af den<br />
samme skelneevne og intelligens, som du er. Heller ikke jeg har den mindste frygt for, at<br />
fjender vil overmande os. Har vi ikke besejret de berømte krigere Bhishma, Drona og de<br />
øvrige krigere, der enkeltvis og ved hjælp af blot en enkelt pil kunne ødelægge de tre<br />
verdener? Hvad skulle nogen fjende kunne gøre os? Hvad skulle kunne forurolige os, der<br />
med sjælsstyrke udholdte selv de frygteligste katastrofer? Hvordan skulle uenigheder<br />
kunne opstå mellem os, der var så fasttømret i nødens stund?”<br />
9:12 ”Måske formoder du, at jeg er bange for, at der rent personligt vil ske mig noget.<br />
Nej, jeg vil aldrig være nervøs for noget, der vil kunne ske mig. Denne krop er jo blot en<br />
boble <strong>på</strong> vandene. Den er en sammensætning af de fem elementer, og den venter <strong>på</strong> at<br />
blive opløst og genforenet med sine bestanddele. Opløsningen må nødvendigvis ske en<br />
dag; kroppen er dømt til at blive svagere, til at blive nedbrudt, til at rådne og blive<br />
reduceret til aske eller jord. Jeg ænser ikke dens skæbne.”<br />
9:13 ”Min eneste bekymring drejer sig om et bestemt anliggende. Uden at gøre noget<br />
forsøg <strong>på</strong> at skjule alvoren, vil jeg afsløre det for jer. Det er nu omtrent syv måneder<br />
siden, at vores broder, Arjuna, tog til Dwaraka. Alligevel har vi ikke hørt noget om<br />
33
Dwaraka’s Herres velfærd og trivsel. Arjuna har ikke sendt nogen budbringer eller nogen<br />
besked, om han i det mindste nåede frem til Dwaraka. Selvfølgelig er jeg ikke det<br />
mindste bekymret for Arjuna, og om hvorvidt han nåede frem til Dwaraka eller ej. Jeg<br />
ved, at ingen fjende kan besejre ham. Yderligere ville Sri Krishna have givet os besked,<br />
hvis noget uheldigt var hændt vores broder. Så jeg er overbevidst om, at der ikke er<br />
nogen grund til at være nervøs for ham.”<br />
9:14 ”Lad mig indrømme, at det er Herren Krishna, jeg er bekymret for. For hvert minut<br />
der går, stiger min ængstelse. Jeg føler en uudholdelig smerte i hjertet. Jeg er<br />
overvældet af frygt for, at Herren vil forlade denne verden og genindtage sin blivende<br />
bolig. Hvilken større grund kan der være til sorg?”<br />
9:15 ”Hvis denne katastrofe rent faktisk er indtruffet, ønsker jeg ikke at fortsætte med at<br />
herske over dette land, der så er berøvet sin forsvundne Herre. For os Pandava’er er<br />
denne Krishna summen af alle vore fem vitale livsenergier. Når Han går bort, er vi blot<br />
lig, blottet for livskraft. Hvis Herren er <strong>på</strong> Jorden, vil sådanne ildevarslende tegn, som jeg<br />
nævnte før, ikke vove at åbenbare sig selv. Uretfærdighed og synd kan kun have frit spil,<br />
når Han er borte; det er jeg slet ikke i tvivl om. Min bevidsthed om dette er klar; noget<br />
siger mig, det er sandt.”<br />
9:16 ”Da Dharmaraja gjorde dette gældende, blev brødrene grebet af sorg. De mistede<br />
helt modet. Bhima var den første, der kom sig tilstrækkeligt til at kunne tale. På trods af<br />
den bølge af mismod der overvældede ham, tog han mod til sig. Han sagde: ”Fordi<br />
Arjuna ikke er kommet tilbage, eller fordi vi ikke har hørt fra ham, behøver du ikke<br />
danne dig et billede af en skrækkelig skæbne og begynde at forestille dig en katastrofe.<br />
Der må være en anden årsag til Arjuna’s tavshed; eller måske har Krishna undladt selv<br />
at informere os. Lad os vente; lad os søge yderligere oplysninger; lad os ikke give efter<br />
for fantasier, som muligvis er spundet af et nervøst sind. Lad os ikke iklæde fantasierne<br />
sandhedens klædning. Jeg føler mig ansporet til at tale sådan, da ens nervøsitet ofte er i<br />
stand til at skabe en sådan frygt.”<br />
9:17 Men Dharmaraja var ikke i humør til at acceptere det. Han svarede: ”Lige meget<br />
hvad du siger, hvordan du end argumenterer, så føler jeg, at min fortolkning er rigtig.<br />
Hvordan skulle sådan en idé ellers kunne opstå i mit sind? Min venstre skulder<br />
registrerede en rystelse, Se! Det er et tegn, der bekræfter min frygt for, at det rent<br />
faktisk er sket. I ved, at det er et dårligt varsel, hvis mænds venstre skulder ryster, eller<br />
hvis kvinders højre skulder ryster. Nu sker det her i min krop, og det er et dårlig varsel.<br />
Ikke blot min skulder, hele mit væsen, sindet, kroppen, alt ryster. Mine øjne bliver<br />
uklare, og jeg mister hurtigt synet. Jeg ser verden som et forældreløst barn, der er<br />
blevet frataget sin beskytter og Herre. Jeg har mistet evnen til at høre. Mine ben ryster<br />
hjælpeløst. Mine lemmer er stivnet. Der er intet liv i dem.”<br />
9:18 ”Hvilket større bevis behøver I <strong>på</strong>, at Herren er gået bort? Tro mig, kære brødre.<br />
Selv om I ikke gør det, vil det ikke ændre faktum. Jorden ryster under vores fødder.<br />
Hører I ikke den sælsomme larm, der strømmer ud fra Jordens forpinte hjerte? Damme<br />
og søer rystes til bølger. Himlen, luften, ilden, vandet og jorden, alle beklager de deres<br />
skæbne, for de har mistet deres Herre.”<br />
9:19 ”Hvor mange flere beviser behøver I for at blive overbevist? En dag kommer<br />
nyheden til os om byger af blod, der er faldet i visse dele af vores kongerige.”<br />
9:20 Da de hørte disse ord, løb tårerne ned ad kinderne <strong>på</strong> Nakula og Sahadeva, mens<br />
de stod foran deres broder. Det gjorde ondt helt ind i deres hjerte; de kunne ikke holde<br />
sig oprejst, da deres ben svigtede dem.<br />
34
Kapitel 10<br />
Krishna mysteriet<br />
10:1 Det lykkedes Bhima at samle lidt mod sammen. Han sagde: ”Brødre! Giv mig<br />
tilladelse til at tage af sted, og jeg vil øjeblikkeligt begive mig til Dwaraka og hurtigt<br />
vende tilbage med præcis besked om alt, hvad der er hændt, så I kan få fjernet jeres<br />
frygt.” Netop mens Bhima knælende bad om tilladelse, gik Solen ned, og fra alle steder<br />
begyndte lamperne at lyse svagt.<br />
10:2 I mellemtiden kom en vagt fra hovedporten stormende ind og annoncerede, at<br />
Arjuna var ankommet, og at han nærmede sig de kongelige gemakker. Alle rejste sig,<br />
som var de pludselig kommet til live. Tørstige efter at høre nyt fra Dwaraka skyndte de<br />
sig ud for at møde Arjuna. Arjuna trådte ind. Han var nedtrykt og fortvivlet, blottet for<br />
ethvert udtryk af glæde. Han undlod at se sine brødre i øjnene og væltede omkuld ved<br />
Dharmaraja’s fødder.<br />
10:3 Dharmaraja bemærkede de tegn, der bekræftede hans frygt, og han blev ivrig efter<br />
at høre nærmere. Han spurgte til, hvordan det gik slægt og venner i Dwaraka. Arjuna<br />
kunne hverken rejse sig eller vende sit blik mod Dharmaraja. Brødrene bemærkede, at<br />
Dharmaraja’s fødder var våde af de tårer, Arjuna fældede. De var så chokerede, at de<br />
ikke kunne bevæge sig. Dharmaraja mistede enhver kontrol over sig selv. Han forsøgte<br />
at løfte Arjuna op og rystede ham. I smerte råbte han ham ind i øret: ”Broder! Hvad er<br />
der sket? Hvad er der sket? Hvad er der sket med Yadava’erne (Krishna’s slægt)? Fortæl<br />
os om det. Vore hjerter er ved at briste. Red os fra denne frygtelige smerte.”<br />
10:4 Men Arjuna svarede ikke. Han kunne ikke rejse sig endsige forklare noget som<br />
helst. Imidlertid fortsatte Dharmaraja med at bombardere ham med spørgsmål. Han<br />
søgte oplysning om, hvordan Yadava’erne og andre havde det. Han nævnte dem ved<br />
navn og spurgte separat til hver enkelt. End ikke <strong>på</strong> denne desperate salve reagerede<br />
Arjuna. Han reagerede overhovedet ikke. Han løftede ikke sit hoved for at se <strong>på</strong> sine<br />
brødre.<br />
10:5 ”Du behøver ikke fortælle os det hele, men du må fortælle os, hvad Krishna<br />
beordrede dig til at fortælle os. Hvilket budskab har Han til os”, bønfaldt Dharmaraja.<br />
Arjuna kunne ikke holde det ud længere. Den sorg, han havde tilbageholdt så længe,<br />
vældede frem med fuld styrke. ”Krishna er her ikke længere. Oh, vi er forældreløse. Vi<br />
var ikke i stand til at beholde Ham, vores held er sluppet op”, svarede han og faldt<br />
hulkende sammen <strong>på</strong> gulvet.<br />
10:6 Sahadeva fattede situationen og dens mulige konsekvenser, og han låste alle døre,<br />
der førte ind i salen. Han gik i gang med at forsøge at mildne lidelserne.<br />
10:7 ”Ak, at vi skulle leve og høre dette, sikke en skæbne! Oh skæbne, hvordan kan du<br />
behandle verden så ubarmhjertigt?”, jamrede brødrene enstemmigt. ”Herre, hvorfor har<br />
du svigtet Pandava’erne <strong>på</strong> denne måde? Hvorfor dette løftebrud? Vi har overlevet for at<br />
kunne høre denne nyhed; det er resultatet af akkumuleret synd gennem mange<br />
generationer”, spurgte og hævdede de. Hver af dem var fordybet i sin egen sorg, i sin<br />
egen fortvivlelse. Salen var fyldt af en tungsindig stilhed.<br />
10:8 Det var Dharmaraja, der først brød tavsheden. Idet han tørrede tårerne, der fyldte<br />
hans øjne, spurgte han Arjuna i et medynkvækkende tonefald: ”Har du nyt om<br />
forældrenes, om Nanda’s og Yasoda’s og de andre fra Yadava-dynastiets tilstand? Fortæl<br />
os om dem. De må være sønderknuste af sorg over adskillelsen fra Herren. Når vi er<br />
35
levet hensat til denne hjælpeløse elendighed, hvordan må de så ikke have det? De må<br />
være sunket ned i bundløs fortvivlelse. Hvordan kan de holde livet ud? Men hvorfor tale<br />
om individer? Hele Dwaraka by må være sunket ned i Den utrøstelige sorgs Hav.”<br />
10:9 Dharmaraja hulkede af sorg, da han så disse scener for sig. Da Arjuna så ham i den<br />
tilstand, sagde han: ”Dwaraka’s indbyggere er langt lykkeligere end os. Vi er de mindst<br />
lykkelige. Vi er de eneste forhærdede væsener, der har modstået chokket over nyheden<br />
om Krishna’s bortgang fra denne verden. Alle andre forlod verden, endda før nyheden om<br />
Herrens bortgang nåede frem.”<br />
10:10 Da han hørte dette, udbrød Dharmaraja: ”Gud, Gud, oh Gud! Hvad er det nu, du<br />
fortæller? Hvad er det for en katastrofe? Jeg forstår ingenting….. Gik havet over sine<br />
bredder og opslugte Dwaraka? Eller invaderede og overmandede en vild barbarisk horde<br />
byen og nedslagtede befolkningen? Arjuna, fortæl os, hvad der skete. Gør en ende <strong>på</strong><br />
vores skrækkelige formodninger der fremkalder disse forfærdelige billeder.” Dharmaraja<br />
tog Arjuna’s hånd og løftede hans hoved i et forsøg <strong>på</strong> at få ham til at besvare sit<br />
spørgsmål.<br />
10:11 Arjuna sagde: ”Nej, intet hav rejste sig i raseri og opslugte Dwaraka; ingen<br />
hersker førte sin hær mod denne by. Ondskabsfuldhed og nedrighed spredte sig som<br />
afsindige blandt Yadava’erne selv og vækkede deres stridbarhed og had i en sådan grad,<br />
at de myrdede hinanden med deres egne våben.” Dharmaraja spurgte ham: ”Arjuna, der<br />
må have været en overvældende kraft, der ansporede Yadava-dynastiet, unge som<br />
gamle, til at ofre sig selv i denne massakre. Der kan ikke være en virkning uden en<br />
årsag, er det ikke sandt?” Herefter ventede han <strong>på</strong> at høre detaljerne om, hvad der rent<br />
faktisk havde ført til blodbadet.<br />
10.12 Arjuna holdt en lille pause for at få bugt med den sorg, der brusede i hans indre,<br />
og så begyndte han at forklare, hvad der skete. Hans tre brødre rykkede tæt <strong>på</strong> ham for<br />
at høre den tragiske beretning. ”Den dag lærte jeg, at end ikke den mindste begivenhed<br />
kan ske, medmindre det er Krishna’s vilje. Jeg blev helt overbevist om dette. Han er<br />
’dukkeføreren’, der holder i de snore, der bevæger dukkerne og får dem til at spille deres<br />
rolle. Selv sidder Han blandt tilskuerne og foregiver, at Han ikke kender handlingen,<br />
historien eller rollebesætningen. Personerne i spillet kan ikke afvige en tøddel fra Hans<br />
instruktioner. Hans vilje vejleder og fastsætter hver eneste bevægelse og gestikuleren.<br />
De skiftende følelser og begivenheder, der udgør dramaet <strong>på</strong> scenen, <strong>på</strong>virker hjerterne<br />
hos dem, der ser spillet, men de forårsager ingen uorden i dukkeførerens hjerte.”<br />
10:13 ”Han bestemmer, hvad en person skal sige, eller hvad en anden person skal gøre.<br />
Han foranlediger, at de siger de passende ord og udfører de passende handlinger.<br />
Konsekvenserne af den karma, som det enkelte individ har opsamlet og taget med sig fra<br />
tidligere liv, giver også sit bidrag til den enkeltes skæbne. Yadava’erne, der er vor egen<br />
slægt og vore egne venner, var åndelige personer fulde af hengivenhed til Gud, som I<br />
alle godt ved. Måske har en vismand engang afsagt en forbandelse over dem; eller også<br />
har de <strong>på</strong> et eller andet tidspunkt begået en synd….. For hvordan skal vi ellers kunne<br />
forklare denne pludselige omvæltning i deres adfærd og skæbne, denne uventede<br />
tragedie?”<br />
10:14 ”På Prabhasakshethra udførte Yadava’erne en storslået ofring. Den varede i syv<br />
hele dage. Ofringen blev højtideligholdt med en hidtil ukendt prompt og pragt. Den<br />
afsluttende ofring i den hellige ild blev gennemført med sand vedisk storslåethed i<br />
overværelse af selve Herren Krishna. Deltagerne og præsterne udførte senere det rituelle<br />
bad i helligt vand. Herefter modtog præsterne deres del af offergaverne, som de fordelte<br />
til Yadava’erne. Alt foregik i en atmosfære af perfekt ro, tilfredshed og glæde.”<br />
36
10:15 ”Hen imod middag fik præsterne serveret mad. Selv satte Yadava’erne sig senere i<br />
lange rækker for at deltage i festmåltidet. I løbet af måltidet drak nogle af Yadava’erne<br />
uheldigvis for meget og mistede kontrollen med sig selv; endda i en sådan grad at de<br />
forvekslede deres egne venner med fjender. De begyndte at skændes, og det førte til<br />
voldsomme slagsmål. Det må have været Guds plan, for ligegyldigt hvor uregerligt og<br />
modbydeligt et menneske er, så vil det ikke, med sine egne hænder, myrde sine børn og<br />
forældre. Oh, hvilken rædsel det var! I det almindelige håndgemæng der fulgte, dræbte<br />
sønner fædre, fædre dræbte sønner, brødre slog brødre ihjel, svigersønner dræbte<br />
svigerfædre, svigerfædre dræbte svigersønner i et sindssygt orgie af blindt had. Det<br />
fortsatte indtil der ikke var nogen overlevende!” Arjuna var ikke i stand til at sige mere.<br />
Han lænede sig mod væggen. Han holdt sit hoved, der var ved at briste af smerte og<br />
sorg, mellem sine hænder.<br />
10:16 Med smerte og forbløffelse hørte Dharmaraja denne redegørelse. Han tog Arjuna<br />
om skulderen og sagde: ”Hvad er det, du fortæller? Det er en historie, der ikke er til at<br />
tro <strong>på</strong>. Men eftersom du aldrig ville tale usandt, bliver jeg tvunget til at tro <strong>på</strong>, at den er<br />
sand. Hvordan skulle vi ellers nogen sinde kunne forestille os en sådan pludselig<br />
forandring af karakteren og en sådan uvarslet massakre? Jeg har aldrig noget andet sted<br />
set eller hørt en sådan intensitet af gensidigt venskab, som det var tilfældet blandt<br />
Yadava-dynastiet. Desuden afveg de ikke det mindste fra den vej, Krishna havde anvist<br />
dem. Selv de mest vanvittige og mærkværdige omstændigheder ville ikke kunne få dem<br />
til det. At sådanne mennesker, i selve Krishna’s nærværelse, skulle tilsidesætte alle<br />
regler vedrørende god opførsel og slå hinanden ihjel, er i sandhed mærkværdigt. En så<br />
voldsom forandring i adfærden indtræffer udelukkende, når verdens ende er nær.”<br />
10:17 ”Sig mig Arjuna! Kunne Krishna ikke have standset kampen og rådet dem til at<br />
holde op? Forsøgte Han at bringe nogle kompromiser i stand mellem de stridende parter<br />
og sende dem hver til sit? Krishna er den største ekspert i krigs- såvel som fredskunst, er<br />
det ikke sandt? At Han ikke forsøgte at standse denne tragedie, får mig til at undre mig<br />
endnu mere over denne forfærdelige historie om ødelæggelse.”<br />
10:18 Dharmaraja var knust af sorg. Han sad med hovedet hvilende <strong>på</strong> sin knyttede<br />
næve. Den anden hånd havde han <strong>på</strong> knæet. Hans øjne var fulde af tårer, der uafbrudt<br />
løb ned ad hans kinder. Arjuna forsøgte at komme med nogle trøstende ord. ”Store<br />
Konge! Du er bevidst om Krishna’s herlighed og nåde, men alligevel stiller du spørgsmål<br />
og nærer tvivl om, hvorvidt Han gjorde dette eller hint. Hvilke svar kan jeg give <strong>på</strong><br />
sådanne spørgsmål? Yadava-dynastiets skæbne er den samme som vor slægts skæbne.<br />
Var vi og Kaurava’erne ikke brødre? (Kaurava’erne og Pandava’erne var to forskellige<br />
slægter, der begge stammede fra kong Kuru). Vi havde slægtninge, der var velyndere <strong>på</strong><br />
begge sider, og vi havde den samme Krishna i vor midte. Alligevel var vi nødt til at<br />
udkæmpe Kurukshetra-slaget. Kan vi i dag ikke se, at denne krig aldrig ville være brudt<br />
ud, hvis ikke det havde været Hans vilje? De fire millioner krigere, der døde <strong>på</strong><br />
slagmarken, ville ellers ikke have været dræbt. Er det ikke sandt? Ønskede vi nogen<br />
sinde at regere over dette rige efter at have dræbt alle disse mennesker? Intet kan<br />
nogen sinde ske, uden Hans udtrykkelige befaling. Ingen kan gå mod Hans vilje eller<br />
handle mod Hans befaling.”<br />
10:19 ”Denne verden er en scene, hvor<strong>på</strong> alle spiller den rolle, de har fået tildelt. Alle<br />
spankulerer rundt i den tid, Gud har tildelt dem, og alle må de adlyde Hans instruktioner<br />
uden fejl eller vaklen. Måske tror vi i vores stolthed, at det er os selv, der har gjort det<br />
ene eller det andet. Sandheden er imidlertid, at alt sker i henhold til Hans vilje.”<br />
10:20 Da Arjuna sluttede, tænkte Dharmaraja højt. ”Arjuna! Mange motiver fik os til at<br />
gå ind i Mahabharatha-krigen. Gennem diplomati og fredelige metoder gjorde vi, hvad vi<br />
37
kunne for at genvinde vores kongerige, vores status og hvad der retmæssigt tilhørte os.<br />
Tålmodigt fandt vi os i mange fornærmelser og ubehageligheder. Vi var nødt til at strejfe<br />
rundt i junglen som landsforviste. På grund af guddommelig nåde undslap vi mange<br />
sammensværgelser om at dræbe os. De forsøgte at brænde os inde og forgifte os. De<br />
udsatte vores dronning for offentlig vanære. De knuste vore hjerter gennem systematisk<br />
mishandling.”<br />
10:21 ”Alligevel er der i den sidste ende kun tre årsager til at slås, og det gælder alle<br />
steder: Rigdom, magt og kvinder. Men tænk <strong>på</strong> tilfældet med Yadava’erne. De havde<br />
ikke disse årsager til at blive uvenner og kaste sig ud i en dødbringende kamp. Det ser<br />
ud til, at skæbnen var den eneste altoverskyggende årsag til denne voldsomme<br />
omvæltning.”<br />
10:22 ”Yadava’erne væltede sig i rigdom. De manglede hverken føde eller guld. Og deres<br />
hustruer? De var de gode kvaliteters, trofasthedens og hengivenhedens udtrykte<br />
forbilleder. De fulgte altid deres mænds ønsker eller befalinger. De ville aldrig fornærme<br />
deres mænd eller volde dem ubehag <strong>på</strong> nogen måde. Hvordan kunne uenigheder og<br />
dødbringende stridigheder så pludselig opstå mellem dem?”<br />
10:23 Arjuna svarede: ”Min kære broder! Vi ser de ydre omstændigheder, de processer<br />
der resulterer i den afsluttende begivenhed. I vores uvidenhed skønner vi, at disse<br />
årsager skaber disse virkninger. Vi gætter os til de bagvedliggende følelser og<br />
sindsbevægelser <strong>på</strong> baggrund af vores opfattelse af begivenhederne. Men<br />
omstændighederne, begivenhederne, sindsbevægelserne og følelserne er simpelthen alle<br />
’redskaber’ i Guds hænder. De tjener Hans vilje og Hans formål. Når øjeblikket<br />
indtræffer, bruger Han dem i henhold til sin plan og forårsager den kamp, som Han<br />
ønsker, skal udkæmpes. Han er tidens legemliggørelse; Han kommer som tidens Herre,<br />
og efter at have opklaret gådens løsning afslutter Han spillet. Det, der forårsagede<br />
fødslen, forårsager også døden. For Ham er der samme grad af fornuft i begge<br />
hændelser. Forsøger vi at få kendskab til, hvorfor en fødsel fandt sted? Hvorfor prøver vi<br />
så at få kendskab til, hvorfor døden indtræffer? Den indtræffer; det er nok at vide. At<br />
finde årsagen er en overflødig beskæftigelse.”<br />
10:24 ”Han fremkalder væsener for at skabe væsener, og Han fremkalder væsener for at<br />
gøre ende <strong>på</strong> væsener. Legemer bliver født, legemer død; ved fødslen eller døden sker<br />
der intet andet af betydning. Det har Krishna ofte lært os. Hvorfor skulle vi så afvige fra<br />
det vedholdende mod, som Han har forsøgt at give os?”<br />
10:25 ”Du kan måske sige, at det ikke er rigtigt at <strong>på</strong>stå, at Han der forårsagede, at vi<br />
blev født, også skulle være Ham, der slår os ihjel. Mellem fødsel og død har mennesket<br />
også nogen mulighed for at optjene god og dårlig karma, fortjenester og anmærkninger,<br />
og det har en vis indflydelse <strong>på</strong> begivenhedernes forløb. Inden for disse grænser spiller<br />
Herren spillet med fødsel, liv og død.”<br />
10:26 ”Fødsel og død er to høje klinter mellem hvilke Livets Flod flyder. Selvets åndelige<br />
kraft og tro er den bro, der spænder over afgrunden. Floder giver ikke anledning til<br />
bekymring for dem, der har udviklet en sådan kraft og tro. Med selvets åndelige kraft og<br />
tro som deres <strong>på</strong>lidelige støtte, kan de nå den anden bred, idet de trodser farerne! Oh<br />
konge! Alt dette er intet andet end et kæmpe dukketeater opført af denne<br />
mesterinstruktør. Hverken dagens Yadava’er eller gårdsdagens Kaurava’er har eller<br />
havde deres egen individualitet; der er ingen grund til at bebrejde nogen af dem.”<br />
10:27 ”Kan denne materielle krop, der er en sammensætning af de fem elementer: Jord,<br />
vand, ild, luft og æter, bevæge sig eller handle uden Herrens tilskyndelse? Nej. Det er<br />
Hans morskab at forårsage, at én bliver født via en anden og forårsage at én dør via en<br />
38
anden. Hvordan vil du ellers forklare det faktum, at en slange lægger æg, holder dem<br />
varme, føder ungerne for derefter at æde de selv samme unger? Selv blandt disse små<br />
slanger bliver udelukkende de, hvis tid er brugt op, ædt. Den æder altså ikke alle sine<br />
unger. Nogle fisk bliver fanget i nettene, når deres tid er opbrugt; andre små fisk bliver<br />
ædt af de store fisk, der til gengæld bliver slugt af nogle, der er endnu større. Det er<br />
Herrens lov. Slangen æder frøen; <strong>på</strong>fuglen æder slangen; det er Herrens spil. Hvem kan<br />
undersøge sig frem til fornuften i det? Sandheden er: Hvad der end sker, så sker det som<br />
et resultat af Krishna’s beslutning.”<br />
10:28 ”Vi kan ikke forstå Herrens spil. Vores forsøg <strong>på</strong> at forstå det er mislykkedes for<br />
os. Nej, i dag gavner det intet at bekymre sig om, at det ikke er lykkedes for os. Iført<br />
denne bedrageriske menneskelige form færdes Herren iblandt os, omgås os, spiser med<br />
os, opfører sig som var Han vores slægtning og velynder, vores ven og vejleder og<br />
redder os fra mange ulykker, der truer med at overmande os. Han spreder sin<br />
guddommelighed over os og løser <strong>på</strong> forbløffende enkle måder de vanskeligste problemer<br />
for os. I al den tid Han kærligt var blandt os, blev vi revet med af stolthed over, at vi<br />
modtog Hans nåde. Vi forsøgte ikke at fylde os med den største lykke, nemlig at dykke<br />
dybt ned i Hans nådes flod. Det vi ønskede fra Ham, var slet og ret ydre sejre og<br />
midlertidige glæder. Vi ignorerede den langt bedre skat, der kunne have fyldt vore<br />
hjerter. Vi tænkte aldrig dybere over Hans sande virkelighed.”<br />
10.29 ”Han beskyttede os, som var vi Hans fem vitale livsenergier. Han tilbød at hjælpe<br />
og lede os i alt, hvad vi foretog os, hvor lille handlingen end måtte være; og Han udførte<br />
den tilmed for os. Brødre! Hvad skal jeg sige? Vi bliver muligvis født mange gange<br />
endnu, men aldrig vil vi igen få en sådan ven og slægtning. Fra Ham har jeg modtaget en<br />
kærlighed, der er langt mere intens end en moders kærlighed, en kærlighed som ingen<br />
moder er i stand til at skænke.”<br />
10:30 ”Ved adskillige lejligheder bar Han Pandava’ernes byrder <strong>på</strong> sine skuldre. Han<br />
lettede os for vore byrder, og Han plejede <strong>på</strong> et øjeblik at udtænke forholdsregler for os<br />
og føre dem succesfuldt ud i livet. At vi har overlevet i denne verden indtil i dag, er en<br />
følge af Hans nådesgave.”<br />
10:31 ”Hvorfor fortælle om tusind ting hver for sig? Hver eneste dråbe blod, der flyder<br />
gennem disse årer, er blot en dråbe fra Hans byge af nåde. Enhver muskel er blot en<br />
luns af Hans kærlighed; hvert ben og hvert stykke brusk er blot et stykke af Hans<br />
barmhjertighed. Ude af stand til at forstå denne hemmelighed spankulerer vi omkring,<br />
idet vi roser os af ’jeg opnåede dette’, og ’jeg udrettede dette’. Nu er det blevet tydeligt<br />
for os, at uden Ham var vi blot sække af hud.”<br />
10:32 ”Selvfølgelig deler alle mennesker den samme skæbne. De glemmer, at herskeren<br />
over alt, Den Alvidende Almægtige leger med dem, som var de dukker. De antager, at<br />
det rent faktisk er dem, der handler, og dem der nyder. Som jeg er de sunket ned i<br />
uvidenhed om den fundamentale sandhed. Når vi, der er vidt berømte helte og krigere,<br />
befinder os i denne bedrøvelige tilstand, hvordan har almindelige mennesker, som ikke<br />
har mulighed for at få øjnene op for denne visdom, det så ikke?”<br />
10:33 ”De sørgelige erfaringer, jeg har gjort mig, er svaret og det direkte bevis <strong>på</strong> dette”<br />
Da Arjuna således havde talt, faldt han tilbage i stolen bag ham, for han kunne ikke<br />
udholde adskillelsen fra sin livslange støtte og vejleder, Krishna.<br />
39
Kapitel 11<br />
Pandava’ernes sorg<br />
11:1 Dharmaraja, der var sunket hen i kontemplation, tænkte tilbage <strong>på</strong> de råd, den<br />
hjælp, den nåde, den kærlighed og den sympati, de alle havde fået af Herren Krishna.<br />
Pludselig løftede han sit hoved og spurgte: ”Arjuna! Hvad var det, du sagde? Hvilken<br />
ulykke ramte dig <strong>på</strong> turen? Fortæl os alt om det, kære broder!” Mens han stillede<br />
spørgsmålet, løftede han langsomt Arjuna’s kind. Arjuna så sin broder lige ind i øjnene<br />
og sagde: ”Broder, alle mine evner og færdigheder forsvandt med Herren Krishna. Jeg er<br />
nu uden styrke, ude af stand til at foretage mig noget, svagere end den svageste, i<br />
sandhed livløs.”<br />
11:2 Arjuna fortsatte: ”Hør <strong>på</strong> mig broder. Verdens uheldigste mand havde ikke<br />
mulighed for at være sammen med Herren Krishna, da Han tog til sin bolig, skønt<br />
manden <strong>på</strong> det tidspunkt befandt sig i Dwaraka. Jeg havde ikke optjent nok god karma til<br />
at få denne mulighed! Jeg kunne ikke komme til at se vores guddommelige fader, før<br />
Han tog af sted. Senere gav Herrens vognstyrer, Daruka, mig den besked, Herren havde<br />
skrevet til mig, da Han afrejste fra Dwaraka. Beskeden var skrevet af Herren selv.”<br />
11:3 Idet han fortalte det, tog han brevet frem fra sine klæder. Det brev som han anså<br />
for at være mere værdifuldt end selve livet, fordi det var fra Krishna, og denne selv<br />
havde skrevet det. Han overrakte brevet til Dharmaraja, der ærbødigt modtog det med<br />
stor årvågenhed og ængstelse. Han pressede det mod sine øjne, der var fulde af tårer.<br />
Gennem tårernes tåge prøvede han at tyde, hvad der stod, men det lykkedes ikke.<br />
11:4 Brevet begyndte således: ”Arjuna! Dette er min befaling; udfør den fuldt ud, uden<br />
tøven. Effektuer denne opgave med mod og alvor.” Efter dette hurtige <strong>på</strong>bud havde<br />
Krishna redegjort for opgaven med følgende ord: ”Jeg har fuldført den opgave, jeg er<br />
kommet for at udføre. Mit legeme skal ikke længere være i denne verden. Jeg drager<br />
bort. Om syv dage, regnet fra i dag, vil Dwaraka synke i havet; havet vil opsluge alt<br />
undtagen det hus, jeg har beboet. Derfor må du bringe dronningerne og de andre<br />
kvinder, der overlever, til Indraprastha by sammen med børnene, babyerne og de<br />
affældige. Jeg er taget af sted og placerer alt ansvaret for kvinderne og de øvrige<br />
overlevende Yadava’er i dine hænder. Pas <strong>på</strong> dem, som du passer <strong>på</strong> dit eget liv. Sørg<br />
for dem i Indraprastha og beskyt dem mod farer.” Efterskriften lød således: ”Således<br />
skriver Gopala ved sin afrejse fra sit hjem. (Gopala var Krishnas kælenavn, da Han var<br />
helt lille. Gopala betyder: ’Ham der beskytter, vejleder, nærer og plejer alle levende<br />
væsener’).”<br />
11:5 Dharmaraja sluttede sin oplæsning af brevet. Han bemærkede, at Bhima, Arjuna,<br />
Nakula og Sahadeva fældede masser af tårer, idet de sad fastnaglet til jorden. Uden at<br />
ænse noget som helst andet sad de som klipper. Arjuna sagde: ”Brødre! Jeg har intet<br />
ønske om at leve blot et øjeblik uden at have Herren i vor midte. Jeg har derfor besluttet<br />
mig for at drukne mig i det hav, der opslugte Dwaraka. Jeg havde ellers besluttet mig for<br />
at skyde mig i hovedet med denne bue og dø, men Krishna’s ordre tvang mig til at afstå<br />
fra det. Ordren fra Ham, der bestemmer over universet, bandt mig til denne Jord. Jeg<br />
havde ingen tid til at planlægge handlingsforløbet; alt skulle ske så hurtigt.”<br />
11:6 ”Jeg udførte de sidste ritualer for de døde, og det skete i henhold til de hellige<br />
skrifters forskrifter. Jeg var opfyldt af angst for at havet skulle opsluge Dwaraka, før<br />
kvinder, børn og ældre var blevet evakueret. Derfor skyndte jeg <strong>på</strong> dem, at de hurtigt<br />
skulle forlade hjemmene og <strong>på</strong>begynde turen til Indraprastha, som Krishna havde<br />
befalet. Vi forlod Dwaraka uden den mindste lyst til at gøre det. Det lykkedes os at nå<br />
40
frem til Panchanada’s (delstaten Punjab’s) grænser. Vores hjerter var tyngede <strong>på</strong> grund<br />
af Krishna’s fravær. Jeg blev imidlertid drevet frem af nødvendigheden af at adlyde det<br />
guddommelige <strong>på</strong>bud og af, ifølge dette <strong>på</strong>bud, at skulle bære disse menneskers byrde.”<br />
11:7 ”Solen var ved at gå ned. Så sent <strong>på</strong> dagen vovede vi ikke at krydse en vandrig<br />
flod, selv om den hindrede vores fremrykken. Jeg besluttede, at vi skulle slå lejr for<br />
natten ved flodens bred. Vi indsamlede alle kvindernes smykker og værdigenstande og<br />
opbevarede dem et sikkert sted. Dronningerne steg ned fra bærestolene, og<br />
tjenestepigerne trak sig tilbage for at hvile. Jeg begav mig til floden for at gennemføre<br />
aftenritualerne. Jeg slæbte mig nærmest af sted <strong>på</strong> grund af sorgen over adskillelsen fra<br />
Krishna. I mellemtiden blev området bælgmørkt, og snart hørte vi vilde barbariske<br />
krigshyl fra det omgivende mørke. Jeg spejdede ind i natten og fik øje <strong>på</strong> en flok skovnormader,<br />
der for løs <strong>på</strong> os med stokke, spyd og daggerter. De tog smykkerne og de<br />
øvrige værdigenstande, og de begyndte at trække kvinderne væk og binde dem <strong>på</strong><br />
hænder og fødder.”<br />
11:8 ”Jeg råbte til dem og truede dem med skrækkelige konsekvenser. ”Hvorfor ønsker I<br />
at dø, som natsommerfugle dør i ilden?”, spurgte jeg. ”Hvorfor ønsker I at være som<br />
fisk, der møder døden, fordi de har en stærk lyst til fiskerens orm? Mød ikke døden i<br />
dette forgæves forsøg <strong>på</strong> at samle bytte”, advarede jeg dem. ”Jeg går ud fra, at I ikke<br />
ved, hvem jeg er. Har I ikke hørt om den frygtindgydende bueskytte, Pandu’s søn<br />
Arjuna, der overmandede og besejrede de tre vendenserobere Drona, Bhishma og<br />
Karna? Jeg vil nu ekspedere jer alle sammen til dødens rige ved at knipse <strong>på</strong> denne bue,<br />
min uforlignelige Gandiva. Flygt, før I møder jeres endeligt eller anvend jeres liv som<br />
føde for denne sultne bue”, bekendtgjorde jeg.”<br />
11:9 ”Ikke desto mindre fortsatte de uforfærdet med deres skændige forehavender.<br />
Deres grusomme angreb aftog ikke i styrke. De overfaldt vores lejr og vovede endda at<br />
angribe mig. Jeg holdt mig i beredskab og fik fat i mine guddommelige pile, der kunne<br />
udslette dem alle. Men desværre skete der noget forfærdeligt. Jeg kan ikke forklare,<br />
hvordan eller hvorfor det skete. Jeg var ude af stand til at huske blot en enkelt af de<br />
hellige formler, der fylder pile-projektilerne med kraft. Jeg glemte proceduren<br />
vedrørende <strong>på</strong>kaldelsen og ophævelsen. Jeg var hjælpeløs.”<br />
11:10 ”Lige foran mine øjne slæbte røverne af sted med dronningerne, tjenestepigerne<br />
og andre. De skreg i smerte og kaldte <strong>på</strong> mig: ”Arjuna! Arjuna! Red os; frels os; hører du<br />
os ikke? Hvorfor overhører du vores råb om hjælp? Overlader du os til disse røvere?<br />
Havde vi vidst, at dette ville blive vor skæbne, havde vi lidt døden i havet ligesom vores<br />
elskede by, Dwaraka.” Jeg hørte det altsammen, det smertede mig frygteligt; jeg så det<br />
hele. De skreg og flygtede i alle retninger, kvinder, børn, ældre og de affældige. Da jeg<br />
var som en løve, hvis tænder er trukket ud, og hvis kløer er blevet klippet, kunne jeg<br />
ikke skade disse banditter. Jeg kunne ikke spænde min bue. Jeg angreb dem med pilene<br />
i favnen. Meget snart var forrådet af pile opbrugt. Mit hjerte brændte i vrede og skam.<br />
Jeg følte væmmelse ved min egen fejhed. Jeg følte det, som var jeg død. Alle mine<br />
anstrengelser var forgæves. Efter Krishna var gået bort, havde pilenes højt velsignede og<br />
uudtømmelige pilekogger svigtet mig.”<br />
11.11 ”Min kraft og mine evner forsvandt med Krishna, da Han drog herfra. Hvordan<br />
kunne den ulykke ellers indtræffe, at jeg skulle være et hjælpeløst vidne til denne<br />
kidnapning af de kvinder og børn, der var overladt i min varetægt? På den ene side blev<br />
jeg pint ved adskillelsen fra Krishna og <strong>på</strong> den anden side af smerten over ikke at udføre<br />
Hans ordre. På samme måde som en vind giver næring til ilden, tilførte denne katastrofe<br />
næring til smerten i mit hjerte. Og dronningerne! De der før boede i gyldne paladser i<br />
den største luksus! Når jeg tænker dybere over deres skæbne i hænderne <strong>på</strong> disse<br />
41
arske vilde, så brister mit hjerte. Oh Herre! Er det her grunden til, at du i fortiden<br />
reddede os fra farer, var det for at <strong>på</strong>føre os denne drastiske straf?”<br />
11.12 Arjuna græd højlydt og bankede i fortvivlelse sit hoved mod væggen. Rummet blev<br />
fyldt med sorg; alle rystede af fortvivlelse. Den hårdeste klippe ville være smeltet i<br />
sympati. Strømme af varme tårer flød fra Bhima’s øjne. Dharmaraja blev overvældet af<br />
frygt, da han så, at Bhima også græd. Han gik helt hen til ham og talte kærligt og blidt til<br />
sin broder for at trøste ham. Efter et stykke tid kom Bhima til sig selv. Han kastede sig<br />
for Dharmaraja’s fødder og sagde: ”Brødre! Jeg ønsker ikke at leve længere. Giv mig<br />
tilladelse til at forlade jer. Jeg vil drage ind i skoven og ofre mig selv med Krishna’s navn<br />
<strong>på</strong> mine læber og således vende hjem. Uden Krishna er denne verden et helvede for<br />
mig.” Med klædet, han holdt i hånden, tørrede han de varme tårer væk.<br />
11:13 Sahadeva, der længe havde været tavs, gik hen til Bhima og sagde: ”Fald til ro;<br />
bliv ikke ophidset. Husk <strong>på</strong> det svar, Krishna gav Dhritharashtra den dag under det åbne<br />
retsmøde, da Han var <strong>på</strong> vej hen for at forhandle fred mellem os.”<br />
42
Kapitel 12<br />
Kali-tidsalderens begyndelse<br />
12:1 Bhima sagde: ”Hvad svarede Krishna, da Han <strong>på</strong> Dhritharashtra’s retsmøde af<br />
dennes sønner Duryodhana, Dussasana og andre blev spurgt, hvorfor Han gik i forbøn for<br />
Pandava’erne i familiestriden med Kaurava’erne? Hvorfor Han favoriserede den ene del af<br />
familien frem for den anden, som var Pandava’ernes slægtskab med Ham tættere end<br />
Kaurava’ernes? Mind jer selv om svaret og se scenen for jer. Mens Han som en løve<br />
vandrede utålmodigt frem og tilbage, brølede Krishna: ”Hvad sagde du? Skulle<br />
Kaurava’erne være lige så tætte <strong>på</strong> mig, som Pandava’erne er det? Nej, de kan aldrig<br />
være <strong>på</strong> det samme niveau. Hør efter! Nu skal jeg fortælle jer om det slægtskab, der<br />
knytter mig til Pandava’erne. For denne krop er Dharmaraja hovedet; Arjuna er<br />
skuldrene og armene; Bhima er kroppen; Nakula og Sahadeva er de to fødder. For denne<br />
krop, der består af alt dette, er Krishna hjertet. De enkelte dele handler ud fra hjertets<br />
styrke. Uden denne styrke er de livløse.””<br />
12:2 Bhima fortsatte: ”Hvad betyder den erklæring for os? Den betyder, at vi Pandava’er<br />
bliver livløse, eftersom hjertet ikke længere fungerer. Vi vil gå i opløsning. Herren, der er<br />
tidens inkarnation, stræber efter at smelte os sammen med sig. Vi må være klar til at<br />
besvare Hans kalden.”<br />
12:3 ”Dette er bevis nok <strong>på</strong>, at Kali-tidsalderen er begyndt. Den dag Krishna forlod<br />
denne verden, lukkede Dwapara-tidsalderens (den forrige tidsalders) døre sig, og Kalitidsalderens<br />
porte åbnede sig. Hvordan skulle disse onde kræfter og ondskabsfulde sind<br />
ellers kunne strejfe uhindret om? Arjuna, der aldrig glemmer den rituelle formel for hver<br />
enkelt guddommelige pil, der afskydes fra hans bue, selv når krigen raser vildt og<br />
heftigt, skulle han nogen sinde kunne glemme disse formler midt i den værste krise i<br />
barbarernes angreb <strong>på</strong> eskorten af kvinder og børn? Det er helt sikkert Kali-alderens<br />
tidsånd, der har forårsaget denne katastrofe.”<br />
12:4 På det tidspunkt blandede Nakula sig i samtalen. Han sagde: ”Brødre! Den østlige<br />
himmel afslører, at daggryet nærmer sig. Lad os informere dronningen og vores ærede<br />
moder om den seneste udvikling. Lad os straks beslutte os for, hvad der skal være vores<br />
næste skridt. Kroppen vil ikke gå i opløsning i samme øjeblik, åndedrættet ophører, er<br />
det ikke sandt? Selvfølgelig ophørte vores liv i det øjeblik, Krishna gik bort, men<br />
kroppens dele vil være varme en kort stund endnu. Også vi må forenes med Krishna i<br />
dag eller i morgen. Lad os ikke spilde tiden i sorg og smerte. Lad os hellere tænke <strong>på</strong> den<br />
vej, vi snart skal betræde og forberede os <strong>på</strong> rejsen.” Alle var enige i dette forslag, der<br />
var fuld af kløgtig ikke-tilknytning.<br />
12:5 Der var en del ængstelse om, hvorledes nyhederne ville <strong>på</strong>virke Droupadi,<br />
Subhadra og den aldrende moder. Men de ignorerede denne ængstelse og besluttede at<br />
viderebringe nyhederne. For når Herren selv var gået bort, hvorfor skulle nogen så<br />
bekymre sig om, hvad der muligvis ville komme til at ske andre? Brødrene besluttede, at<br />
den ældste af dem, Dharmaraja, skulle bringe moderen nyhederne. De mente, det var<br />
den korrekte fremgangsmåde.<br />
12:6 Glæde får tiden til at flyve af sted. Det er ikke tilfældet med sorg. Når mennesker er<br />
glade, går tiden hurtigt. Når de er i sorg, går tiden langsomt. Sorg er tung som<br />
bjergkæder; den er som den alt afsluttende Syndflod. Skønt Dharmaraja’s hovedstad var<br />
Indraprastha, befandt den nedarvede trone sig stadig i Hasthinapura, fordi den by havde<br />
mistet sine øvrige herligheder, da Mahabaratha-krigen bortrøvede byen dens kongelige<br />
slægt og alle dens ældre efterkommere. Derfor tilbragte Dharmaraja nogle måneder i<br />
43
Indraprastha og den resterende del af året i Hasthinapura. Uden at være klar over at<br />
Dharmaraja var i Hasthinapura, var Arjuna først rejst til Indraprastha. Da han fandt ud<br />
af, at Dharmaraja ikke var der, forlod han de få kvinder fra Dwaraka, som det var<br />
lykkedes for ham at redde fra de barbariske horder, og nåede alene frem til<br />
Hasthinapura. Der var dog en enkelt person fra Yadava-dynastiet med ham. Han hed<br />
Vajra og var Krishna’s barnebarn. Han var den eneste overlevende blandt Dwaraka’s<br />
mandlige befolkning. Stakkels Vajra havde ingen lyst til at vise sig offentligt. Han<br />
skammede sig sådan over at have overlevet. Han var så ulykkelig over de andres død, at<br />
han skjulte sig i et mørkt værelse og konstant var nedtrykt og i dårligt humør.<br />
12:7 Via en tjenestepige fandt dronningemoderen, Kunthi Devi, hurtigt ud af, at Arjuna<br />
var ankommet til byen. Kunthi Devi holdt sig vågen hele natten, da hun ventede, at<br />
Arjuna ville haste hen til hende og fortælle hende nyt fra Dwaraka. Hun lod lamperne<br />
brænde; hun nægtede at gå til ro. Hver gang hun hørte den mindste lyd af fortrin, for<br />
hun op i glæde over, at Arjuna var kommet. Hver gang udbrød hun: ”Oh søn! Hvor er jeg<br />
glad for, du er kommet. Hvilke nyheder bringer du?” Når svaret udeblev, kaldte hun en<br />
bestemt tjenestepige til sig og udbrød: ”Hvad er meningen med alt dette? Du fortalte<br />
mig, gjorde du ikke, at Arjuna var ankommet fra Dwaraka? Hvorfor har han endnu ikke<br />
besøgt mig? Du må have taget fejl; det må have været en anden, du har set ankomme,<br />
og du har troet, det var Arjuna. Hvis han var ankommet, ville han helt sikkert straks<br />
have opsøgt mig.” På denne måde tilbragte Kunthi Devi en søvnløs nat, hvor hun<br />
skiftevis oplevede forventninger og skuffelser.<br />
12:8 Det blev solopgang. Alle havde travlt med deres egne sager. I mellemtiden havde<br />
hun stillet sig selv en række spørgsmål. Hvad var årsagen til, at Arjuna ikke havde<br />
opsøgt hende? Blev han forhindret af nogle presserende politiske problemer, som<br />
brødrene nødvendigvis måtte drøfte til langt ud <strong>på</strong> natten? Eller var han så træt efter<br />
rejsen, at han besluttede sig for at besøge sin moder tidligt næste dag i stedet for den<br />
samme nat? Eller var der opstået nogle kriser i Dwaraka, som Krishna beordrede ham til<br />
straks at rådslå sig med Dharmaraja om, og derefter overbringe Ham reaktionen og<br />
løsningen <strong>på</strong> problemet? Havde han, midt i forvirringen med alle disse kriser, glemt sin<br />
pligt over for sin moder? Hun endte med at trøste sig selv med, at han selvfølgelig ville<br />
komme ved daggry.<br />
12:9 Hun stod derfor op, mens mørket stadig indhyllede Jorden. Hun badede og iklædte<br />
sig nyt tøj og gjorde sig klar til at modtage sin søn. Netop da dukkede nye tanker op og<br />
gjorde hende nervøs. Hver eneste aften kom alle hendes sønner altid til hende. En efter<br />
en faldt de for hendes fødder og bad om tilladelse til at trække sig tilbage for natten. Men<br />
hun undrede sig over, at ikke en eneste af dem var dukket op sidste nat. Det gjorde<br />
hendes bekymring endnu værre. Hun sendte tjenestepiger til Droupadi’s og Subhadra’s<br />
gemakker. På den måde fandt hun ud af, at ingen af brødrene end ikke havde deltaget i<br />
aftensmåltidet. Hendes ængstelse blev større og større.<br />
12:10 Mens hendes sind <strong>på</strong> denne måde blev sønderrevet af pine, kom en ældre<br />
kvindelig tjenestepige ind og informerede hende om, at Dharmaraja, i selskab med<br />
Arjuna, var <strong>på</strong> vej til hendes gemakker. Kunthi Devi blev oprevet af frygt for, hvad de<br />
havde at fortælle. Samtidig var hun glad over at skulle møde Arjuna efter så lang tids<br />
adskillelse og ivrig efter at høre nyt om Yadava’erne. Hendes forventninger var således<br />
blandede. Hun skælvede, fordi hun var ude af stand til at beherske sin uro.<br />
12:11 Dharmaraja trådte ind i værelset og faldt for hendes fødder. Han var tavs. Arjuna<br />
faldt også for hendes fødder, og han var i lang tid ude af stand til at rejse sig. Det var<br />
Kunthi Devi, der talte til ham med trøstende ord: ”Stakkels dreng! Hvordan klarede du at<br />
være væk fra mig i så lang tid?” Hun kærtegnede ham kærligt. Men endnu før hun<br />
velsignede ham og spurgte til hans helbred og velbefindende, spurgte hun: ”Arjuna! Jeg<br />
44
hørte, du ankom i går aftes, er det ikke sandt? Hvorfor kom du ikke hen til mig i løbet af<br />
natten? Hvordan skulle en moder kunne sove fredeligt uden at have set sin søn, når hun<br />
ved, han er kommet tilbage efter så lang tid? Nå, jeg er glad for, at du i det mindste kom<br />
her ved daggry. Fortæl mig nyhederne. Har din svigerfader, svigermoder og bedstefader<br />
det godt? Min nevø, Krishna, er gammel nu; hvordan har han det? (Kunthi var søster til<br />
Krishna’s biologiske fader, Vasudeva). Er han rask? Eller er han sengeliggende som jeg?<br />
Bliver han plejet, som jeg bliver? Er han fuldstændig afhængig af andre? ” Hun holdt om<br />
Arjuna’s hænder, og hendes blik var fæstnet <strong>på</strong> hans ansigt. Pludselig spurgte hun:<br />
”Hvad er det, jeg ser min søn? Hvordan er du blevet så dyster? Hvorfor er dine øjne<br />
opsvulmede og blodskudte <strong>på</strong> den måde?”<br />
12:12 ”Jeg forstår! Dwaraka er langt væk, og den lange rejse i junglen har sat sine spor.<br />
Støvet og solen har angrebet dig; udmattelsen efter rejsen står præget i dit ansigt. Læg<br />
det bag dig, slap af. Fortæl mig alt det, min smukke, blå-sorte Krishna bad dig fortælle<br />
mig. Hvornår kommer Han hertil? Eller har Han intet ønske om at se mig? Sagde Han<br />
noget? Selvfølgelig; Han er i stand til at se alle, ligegyldigt hvor Han befinder sig.<br />
Hvornår kommer jeg til at se Ham igen? Vil denne modne frugt stadig være <strong>på</strong> træet, når<br />
Han kommer?”<br />
12:13 Hun stillede spørgsmålene mange gange og besvarede dem selv lige så ofte. Hun<br />
gav hverken Arjuna eller Dharmaraja mulighed for at sige det, de ønskede at sige.<br />
Tårerne strømmede uden afbrydelse fra Arjuna’s øjne. Kunthi Devi lagde mærke til dette<br />
besynderlige fænomen. Hun trak Arjuna tættere til sig og holdt hans hoved mod sine<br />
skuldre. ”Min søn, Arjuna! Hvad er der sket? Fortæl mig det. Jeg har aldrig før set tårer i<br />
dine øjne. Fandt Gopala (Krishna) fejl ved dig og sendte dig væk, fordi du ikke er værdig<br />
til at være i Hans nærhed? Har du været udsat for sådanne frygtelige ulykker?” Hun var<br />
overvældet af sorg, men hun gjorde sit bedste for at trøste sin søn.<br />
12:14 På dette tidspunkt slog Dharmaraja sig <strong>på</strong> hovedet med begge hænder og<br />
fremstammede mellem hulkene: ”Moder! Du bliver ved med at tale om vores Krishna.<br />
Det er ti dage siden, Han forlod os. Han er taget tilbage til sin egen bolig. Alle Yadava’er<br />
er døde.” Selv mens han talte således, åbnede Kunthi Devi sine øjne helt op, idet hun<br />
spurgte: ”Hvad? Gopala…….min Nandanandana…….mit hjertes skat…..hjerte…..har Han<br />
overladt Jorden til sig selv? Oh Krishna…..Krishna…..“ Som ville hun begive sig ud for at<br />
lede efter Ham, døde hun i det øjeblik.<br />
45
Kapitel 13<br />
Parikshith’s kroning<br />
13:1 Kunthi Devi tog den vej, som den smukke, blå-sorte Krishna havde taget. Hvad der<br />
blev tilbage, var den livløse krop. Arjuna græd højlydt. ”Brødre! Hvad skal jeg sige? Vi<br />
har mistet vores moder.” Dharmaraja, der stod ved siden af, var dybt rystet over<br />
chokket. Han gik hen til kroppen og fandt ansigtet blegt. Han stod som forstenet.<br />
13:2 Tjenestepigerne uden for døren hørte, hvad Arjuna sagde, og de kiggede ind i<br />
værelset. Kunthi Devi’s krop lå <strong>på</strong> gulvet; Arjuna holdt hendes hoved i skødet. Med<br />
tårefyldte øjne så han anspændt <strong>på</strong> hendes ansigt. Paladsets tjenestepiger spredte<br />
nyheden fra mund til mund. De kom ind i værelset og så, at enkedronningen havde<br />
forladt dem for altid. De græd højlydt over den fortvivlede situation.<br />
13:3 I mellemtiden nåede nyheden dronningerne i de indre gemakker. På et øjeblik<br />
spredtes de sørgelige nyheder over hele Hasthinapura. Dronningerne var overvældet af<br />
sorg. De kom vaklende ind i værelset, mens de af smerte slog sig for brystet. Som en<br />
endeløs strøm af sorg strømmede paladsets beboere ind i værelset. Bhima, Nakula,<br />
Sahadeva og ministrene var alle overvældet af sorg.<br />
13:4 Luften var fyldt med en ubeskrivelig smerte. Ingen kunne tro, at Kunthi Devi, der<br />
for få minutter siden så ivrigt havde ventet <strong>på</strong> sin søn, Arjuna, for at høre de nyheder,<br />
han bragte fra Dwaraka, skulle være død så hurtigt. De, der kom og så hende, stod<br />
stumme og ubevægelige. Tjenestepigernes jamren, dronningernes stønnen og sønnernes<br />
sorg smeltede selv det hårdeste hjerte.<br />
13:5 Dharmaraja gik rundt og trøstede alle og indgød dem mod. Han sagde, at de ikke<br />
skulle give efter for sorgen. Han græd ikke; han gik tappert rundt og henvendte sig til<br />
alle for at give dem styrke. Alle undrede sig over hans selvkontrol. Ministrene gik hen til<br />
ham og sagde: ”Oh konge! Din uforstyrrede natur fylder os med beundring. Du ærede<br />
din moder og behandlede hende som dit livsåndedræt. Hvordan er det muligt, at dit<br />
hjerte har taget hendes død så roligt?” Dharmaraja smilede af deres bekymring.<br />
”Ministre! Jeg er fuld af misundelse, når jeg tænker <strong>på</strong> hendes død. Hun er i sandhed<br />
meget heldig. Verden gav slip <strong>på</strong> hendes liv, så snart hun hørte nyheden om, at Krishna<br />
var taget til sit himmelske hjem. Hun begav sig straks til dette hjem, for hun kunne ikke<br />
bære smerten ved at være adskilt fra Ham”, sagde Dharmaraja.<br />
13:6 ”Vi er i allerhøjeste grad uheldige. Vi var så tæt <strong>på</strong> Ham; vi fik så meget lyksalighed<br />
fra Ham. Vi hørte om Hans bortgang, men alligevel er vi stadig i live! Havde vi virkelig<br />
haft den hengivenhed, vi <strong>på</strong>stod at have, havde vi sluppet kroppen, som hun gjorde,<br />
straks vi hørte om dette tab. Vi skulle skamme os! Vi er blot byrder for Jorden. Alle vore<br />
år er spildte.”<br />
13:7 Da byens indbyggere og andre borgere fik at vide, at årsagen til Kunthi Devi’s død<br />
var, at hun havde hørte nyheden om Krishna’s afsked med verden, græd de om muligt<br />
endnu højere. Grunden var, at sorgen over tabet af Krishna var langt større, end sorgen<br />
over at have mistet enkedronningen. Mange opførte sig, som var de blevet sindssyge.<br />
Mange slog deres hoveder mod husmurene; de følte sig elendigt til mode, og de følte sig<br />
fortvivlede.<br />
13:8 Det var, som blev der smidt benzin <strong>på</strong> et bål. I den strøm af uudholdelig pine, der<br />
stammede fra det dobbelte tab, der var lidt, var Dharmaraja den eneste rolige person.<br />
Han trøstede dronningerne; han talte blidt og overbevisende med alle; han fortalte dem,<br />
46
at der ikke var nogen grund til at sørge over tabet af dronningemoderen eller Herrens<br />
bortgang. Hver af dem havde deres egen bestemmelse ifølge en forudbestemt plan. ”For<br />
os står det blot tilbage, at vi fuldbyrder vores skæbne ved gennem passende handlinger<br />
at foretage os det, der forventes af os”, sagde han.<br />
13:9 Dharmaraja henvendte sig til Arjuna og sagde: ”Arjuna! Kære broder! Lad os ikke<br />
udsætte det yderligere. Moders begravelsesritualer må straks begynde. Vi må få<br />
Parikshith kronet til hersker. Vi må forlade Hasthinapura endnu i nat; hvert øjeblik<br />
forekommer mig som en evighed.” Dharmaraja var opfyldt af en høj grad af ikketilknytning,<br />
men Arjuna var i endnu højere grad opfyldt af forsagelse. Han løftede<br />
moderens hoved fra sit skød og lagde det <strong>på</strong> gulvet. Han bad Nakula og Sahadeva om at<br />
træffe de nødvendige forberedelser til Parikshith’s kroning. I henhold til de beslutninger<br />
kongen og prinserne havde taget vedrørende de forestående arrangementer, gav han<br />
instrukser til ministrene, officererne osv. Han havde i sandhed meget travlt. Bhima gik i<br />
gang med forberedelserne til sin moders begravelse.<br />
13:10 Ministrene, byens borgere, præsterne, guruerne, alle var de fulde af forundring,<br />
beundring og bedrøvelighed over den besynderlige udvikling og de besynderlige<br />
hændelser, der foregik i paladset. De var sunket hen i sorg og fortvivlelse, men de måtte<br />
holde følelserne for sig selv. De var ligeledes <strong>på</strong>virket af en voldsom følelse ikketilknytning.<br />
Ramt af forundring udbrød de: ”Ah! Dharmaraja’s onkel og tante <strong>på</strong><br />
fædrenes side forlod lige pludseligt paladset; nyheden om Krishna’s bortgang ramte ham<br />
som et slag i ansigtet, og hans hoved var i forvejen forstyrret af den førnævnte ulykke;<br />
straks derefter døde hans moder; inden hendes lig er fjernet fra det sted, hvor hun døde,<br />
er han nu i gang med at forberede kroningen! Ydermere er herskeren i færd med at<br />
planlægge at opgive alt, magt, rigdom, status, autoritet, og flytte ud i skoven sammen<br />
med alle sine brødre! Udelukkende disse Pandava’er kan besidde et sådant vedholdent<br />
mod og en sådan evne til forsagelse. Ingen andre besidder en sådan dristighed.”<br />
13:11 I løbet af et øjeblik var begravelsesritualerne gennemført. Præsterne blev kaldt<br />
ind. Dharmaraja besluttede sig for, at kroningsceremonien skulle gennemføres <strong>på</strong> en<br />
enkel måde. De underordnede herskere og konger skulle ikke inviteres, og borgere og<br />
slægtninge i Indraprastha ville heller ikke modtage nogen invitation.<br />
13:12 Selvfølgelig var en kroning inden for Bharatha-dynastiet, hvor en hersker blev<br />
indsat <strong>på</strong> slægtens hellige Løve-trone, sædvanligvis en storslået begivenhed. Datoen for<br />
en sådan begivenhed ville normalt blive fastsat måneder i forvejen, og det<br />
lykkevarslende øjeblik ville blive fundet med pertentlig omhu. Detaljerede forberedelser<br />
ville normalt blive gjort i et storslået omfang. Men nu blev alt, i løbet af få minutter, gjort<br />
klar med de forhåndenværende remedier og med deltagelse af de personer, man rådede<br />
over. Man gav Parikshith et ceremonielt bad, kronen blev sat <strong>på</strong> hans hoved, og han blev<br />
bragt hen til tronen af præsterne. Parikshith blev placeret <strong>på</strong> tronen, og alle i salen græd<br />
af sorg, da Dharmaraja egenhændigt placerede det diamantbesatte diadem <strong>på</strong> drengens<br />
hoved. Symbolet <strong>på</strong> Imperiets autoritet, der skulle og burde overtages til lyden af<br />
befolkningens glade bifaldsråb, blev <strong>på</strong>tvunget drengen til lyden af stønnen og hulken.<br />
13:13 Den nyligt kronede hersker, Parikshith, græd. Selv ikke Dharmaraja, manden der<br />
netop havde kronet ham, var i stand til at standse drengens tårer <strong>på</strong> trods af de største<br />
anstrengelser. Alle tilskuernes hjerter blev sønderrevet af en smertefuld sorg. Hvem kan<br />
modstå skæbnens kraft? Skæbnen udfører enhver handling <strong>på</strong> det tidspunkt og <strong>på</strong> det<br />
sted og <strong>på</strong> den måde, som den skal udføres <strong>på</strong>. Over for skæbnen er mennesket intet;<br />
det er hjælpeløst.<br />
13:14 Parikshith var en velopdragen og dydig dreng. Han så det sørgelige udtryk, der var<br />
<strong>på</strong> alles ansigter. Han havde lagt mærke til de begivenheder og hændelser, der var<br />
47
indtruffet i paladset. Han var blevet siddende <strong>på</strong> tronen, eftersom han følte, han burde<br />
efterkomme de ordrer, han havde fået af de ældre mænd. Men pludselig faldt han for<br />
Dharmaraja’s fødder, og gribende bønfaldt han: ”Min herre! Hvad end du ønsker, så vil<br />
jeg adlyde og opfylde det. Men forlad mig ikke, jeg beder dig. Lad mig ikke alene<br />
tilbage.” Han slap ikke sit greb i fødderne; han fortsatte med at græde og bønfalde. Alle,<br />
der var vidne til denne tragiske scene, græd. Selv de mest forhærdede kunne ikke andet<br />
end at græde. Situationen var forfærdelig, fyldt med skrækkelig sorg.<br />
13:15 Barnet kastede sig for sin bedstefaders, Arjuna’s, fødder og råbte bedrøveligt:<br />
”Bedstefader! Hvordan kan du drage herfra med fred i sindet efter at have placeret det<br />
tunge ansvar for hele Imperiet <strong>på</strong> mine skuldre? Jeg er et barn. Jeg ved ingenting. Jeg er<br />
meget dum. Jeg er uvidende. Jeg har ingen kvalifikationer. Jeg er inkompetent. Det er<br />
ikke retfærdigt. Det er ikke forsvarligt af dig at drage ind i skoven og lægge ansvaret for<br />
dette Imperium <strong>på</strong> mine skuldre. Det ansvar der er blevet båret af en lang række helte,<br />
statsmænd, krigere og kloge mænd. Lad en anden bære ansvaret; tag mig med til<br />
skoven”, tryglede han.<br />
48
Kapitel 14<br />
Pandava’ernes bortgang<br />
14:1 Det var et ynkværdigt syn. Parikshith, den lille dreng med kronen <strong>på</strong> hovedet, gik<br />
klagende hen til sin bedstefader og de øvrige mænd. Han greb fat i deres fødder og bad<br />
til, at også han måtte ledsage dem ind i skoven. Han ville med glæde spise rødder og<br />
frugter, og han ville være glad for at deltage i de hellige højtideligheder. ”Vil I ikke nok<br />
betro kongeriget til en dydig minister og give mig lov til at føre et liv, der er værd at<br />
leve”, bønfaldt han. De, der stod rundt om i salen, var rørt til tårer over hans smerte ved<br />
at blive ladt tilbage. Hvis sten havde hørt hans forpinthed, ville de være smeltet i<br />
sympati.<br />
14:2 På heroisk vis lykkedes det Dharmaraja at undertrykke sine følelser. Han tog<br />
drengen op og satte ham <strong>på</strong> sit skød. Han talte til ham med ord, der både skulle trøste<br />
og indgyde ham mod: ”Kære barn! Bliv ikke svag. Du er et barn, der er født ind i<br />
Bharatha-dynastiet. Kan et får blive født ind i løvernes dynasti? Din fader, moder og<br />
bedsteforældre var fulde af mod. De var dristige forkæmpere for sandheden. Det gjorde<br />
deres navne verdensberømte. Så det er ikke passende, at du græder <strong>på</strong> denne måde. For<br />
fremtiden vil disse præster være dine forældre og bedsteforældre. Lyt til deres råd, og<br />
styr landet ifølge disse råd. Lev op til dit lands storhed og stolthed. Hold op med at sørge<br />
over os.”<br />
14:3 Men <strong>på</strong> trods af alle de ældres overbevisende ord var drengen <strong>på</strong> den sødeste måde<br />
ubøjelig. Han jamrede: ”Bedstefader! Jeg er for lille til at kunne overbevise dig med mine<br />
bønner. Jeg ved det, men hør <strong>på</strong> mig. Jeg mistede min fader endnu før, jeg blev født. Du<br />
opdrog mig med den omhu og venlighed, som min fader ville have vist mig, hvis han<br />
havde levet. Nu, hvor jeg elsker at synge og lege og strejfe om med mine kammerater,<br />
giver du mig ansvaret for dette store Imperium. Kan det være rigtigt? Er det retfærdigt?<br />
I stedet for at efterlade mig alene fordybet i sorg, skulle du hellere forlade mig efter at<br />
have hugget mit hoved af med dit sværd! Ak! Hvad har jeg gjort dig, siden du straffer<br />
mig <strong>på</strong> denne måde? Kunne du ikke have aflivet mig i min moders livmoder den dag, min<br />
fader døde? Blev mit livløse legeme genoplivet, for at du kunne tildele mig denne<br />
opgave?” På denne måde fortsatte Parikshith længe med at fordømme sig selv for at<br />
have fået denne skæbne.<br />
14:4 Arjuna kunne ikke holde det ud længere. Han holdt drengen for munden; han<br />
kærtegnede ham i kærlig hengivenhed; han pressede sine læber mod hans hoved. ”Barn!<br />
Det er en vanære over for kriger-kasten, at du opfører dig som en kujon. Vi mistede også<br />
vores fader; vi voksede også op i pleje hos munke og asketer. Til sidst lykkedes det os at<br />
vinde vores onkels kærlighed, og efter at have overvundet mange drabelige forhindringer<br />
grundlagde vi vores herredømme over dette kongerige. Han, der beskyttede os, vejledte<br />
os og ledte os gennem livet, vil helt sikkert også være din beskytter og vejleder. Tab ikke<br />
modet; følg i nogle år de råd, som disse præster og ministrer vil give dig. Senere vil du<br />
selv være i stand til at løse Imperiets problemer”, sagde han.<br />
14:5 Parikshith kunne ikke beroliges. Han sagde: ”Bedstefader! Fraskriver du dig nu<br />
tronen og kongeriget og giver dem til mig? Ok, men bliv så hos mig i endnu nogle år.<br />
Lær mig kunsten at regere, og lær mig de gældende regler. Derefter kan du forlade mig.<br />
Jeg var lykkelig og fri. Jeg boltrede mig og strejfede rundt uden nogen bekymringer, for<br />
jeg var overbevidst om, at jeg havde min bedstefader, der kunne beskytte mig, selv om<br />
jeg havde mistet min fader. Hvis du nu også forlader mig, hvilken skæbne vil så vente<br />
mig? Du var midtpunktet for alle mine håb. Dem støttede jeg mig til, dem fæstede jeg lid<br />
til. Nu styrter du mig pludselig ud i fortvivlelse og svigter mig.” Han græd højlydt og<br />
49
sønderrev alles hjerter hos dem, der så og hørte ham. Han rullede rundt <strong>på</strong> gulvet og<br />
holdt om de ældres fødder.<br />
14:6 Arjuna løftede ham op og omfavnede ham. Han holdt drengen om skuldrene og<br />
kærtegnede ham. Han tørrede den strøm af tårer væk, der strømmede ned ad barnets<br />
kinder. Mens han gjorde det, var han ude af stand til at tilbageholde sine egne tårer. Idet<br />
han vendte sig mod præsterne, der stod i en rundkreds omkring dem og stirrede <strong>på</strong> hele<br />
optrinnet, spurgte han dem, hvorfor de blot var tavse vidner, der ikke prøvede at trøste<br />
drengen.<br />
14:7 Egentligt var de selv for opfyldt af sorg til at tænke <strong>på</strong> at berolige Parikshith. De<br />
sagde: ”De skarpe ord denne dreng fremstammer, sårer os som pile; hans pine får os til<br />
at stivne. Hvad kan vi sige til ham? Hvordan kan vi trøste ham? Hvad kan indgyde mod i<br />
ham i denne stund?” Også de var overvældet af sorg.<br />
14:8 Til sidst lykkedes det familiens lærer, Kripacharya, at standse sin sorg. Han tørrede<br />
tårerne fra sine øjne væk med en flig af sit ærme. Han sagde følgende til Arjuna: ”Hvad<br />
ønsker du, vi skal fortælle drengen? Vi har ikke lyst til at sige noget som helst. Vi er<br />
fuldstændig målløse. I dag har du fraskrevet dig Imperiet, som du vandt efter en sejr,<br />
der krævede, at der flød strømme af blod. En sejr som millioner af mennesker ofrede<br />
deres liv for, og som du tragtede efter i årevis. Du har ikke hersket over landet i tusind<br />
år, nej, end ikke i et par århundrede eller i halvfjerds år. Hvem kan sige, hvad tiden vil<br />
bringe? Selvfølgelig må Herrens handlinger have et indre formål. Undskyld os; du er<br />
vores overhoved; du ved bedst.” Kripacharya stod med bøjet hoved, for han var tynget<br />
af sorg.<br />
14:9 Dharmaraja trådte et skridt frem og henvendte sig til læreren: ”Som du ved, er alle<br />
mine handlinger foretaget i henhold til Krishna’s befalinger. Jeg dedikerede alle mine<br />
handlinger til Ham. Jeg spillede min rolle, som Han dikterede den. Jeg hverken ønskede<br />
eller beholdt noget personligt. Alle mine pligter og forpligtelser er forsvundet med<br />
Herrens bortgang. Hvilken gavn gør det nu, at Dharmaraja har overlevet, når Krishna er<br />
borte? Eftersom Kali-tidsalderen har taget over, kan jeg end ikke et øjeblik fortsætte<br />
med at regere dette land. Nu er det din pligt at beskytte denne dreng, vejlede og træne<br />
ham, så han kan forblive <strong>på</strong> tronen. Bevar troskaben over for ‘rigtig handling’; fortsæt<br />
dynastiets traditioner og oprethold og ær slægtens gode navn. Elsk og opdrag ham, som<br />
var han din egen søn!” Efter at have sagt dette, lagde han Parikshith’s hænder i<br />
Kripacharya’s hænder. Alle de tilstedeværende, inklusiv Dharmaraja og læreren, græd i<br />
dette øjeblik.<br />
14:10 Et øjeblik efter blev Vajra kaldt ind. Han fik besked om, at fra denne dag var<br />
Parikshith Imperiets hersker. Derfor hyldede Vajra ham, som det sømmede sig at hylde<br />
landets overhoved. Også ministrene og præsterne hyldede Parikshith <strong>på</strong> behørig vis som<br />
deres hersker. Herefter tog Dharmaraja Parikshith’s hænder og lagde Vajra’s hænder <strong>på</strong><br />
dem og annoncerede: ”Dette er Vajra, Yadava’ernes herre. Jeg indsætter ham herved<br />
som konge af Mathura og Surasena-staten.” Så placerede han en diamantbesat<br />
guldkrone <strong>på</strong> Vajra’s hoved. ”Vær begge som brødre; trofaste forbundsfæller såvel i<br />
fredstid som i krigstid; uadskillelige i jeres venskab”, formanede han dem. Han kaldte<br />
Vajra til side og rådede ham til at behandle Parikshith som sin egen onkel. Han rådede<br />
derefter Parikshith til at ære Vajra, som han ville ære selve Aniruddha (Krishna’s<br />
barnebarn). Han fortalte dem begge, at de skulle sikre, at ‘rigtig handling’ fremover<br />
forblev usvækket, og at de skulle betragte deres undersåtter som selve deres livsånde.<br />
14:11 Herefter strøede Pandava-brødrene lykkevarslende riskorn over hovederne <strong>på</strong><br />
Vajra og Parikshith. Præsterne fremsagde passende mantraer. Horn gjaldede, og der blev<br />
slået <strong>på</strong> trommer. Med tårer i øjnene lagde Vajra og Parikshith sig i støvet for<br />
50
Dharmaraja og de øvrige tilstedeværende. Pandava-brødrene var ikke i stand til at se de<br />
to kære yndlinge i øjnene; de var overvældet af tilknytning. De nøjedes med kort at<br />
omfavne dem og sagde et kort, kærligt farvel, før de én efter én begav sig til det hinsides<br />
uden at medbringe andet, end det tøj de havde <strong>på</strong>.<br />
14:12 Da dette skete, jamrede slægt og venner, byens borgere, dronningerne og de<br />
andre i kvindernes opholdsrum, hofmændene og tjenestepigerne sig alle højlydt. Byens<br />
borgere kastede sig <strong>på</strong> herskerens vej og forsøgte at gribe fat i hans fødder. På denne<br />
bedrøvelige måde bad de ham blive. De bønfaldt brødrene om lov til at tage med.<br />
Enkelte fejede forhindringerne til side og løb ved siden af det kongelige selskab.<br />
Pandava’erne vendte sig imidlertid ikke om en eneste gang; de sagde ikke ét ord. De<br />
hørte ikke de bønfaldende ord. Deres sind var fæstnet <strong>på</strong> Krishna. De bevægede sig lige<br />
fremad, som mennesker der er blændet af en fanatisk beslutning. De ænsede ingen, de<br />
iagttog ingen.<br />
14:13 Sammen med sine tjenestepiger kom Droupadi løbende efter dem, og hun kaldte<br />
<strong>på</strong> sine herrer. Hver af dem anråbte hun ved navn. Også Parikshith forfulgte dem hen ad<br />
gaderne, men ministrene fik fat i ham og bar ham væk. De forsøgte at berolige ham,<br />
skønt de selv var stærkt berørte. Men Pandava’erne gik ubekymret af sted uden at bede<br />
dem, der fulgte efter dem, om at gå tilbage eller give tilladelse til dem der ønskede at<br />
følge dem. Hundredvis af mænd og kvinder var nødt til at standse, da de blev for trætte,<br />
og sorgfulde måtte de vende tilbage til hovedstaden. Andre, der var mere hårdføre,<br />
fortsatte. Kvinderne, der boede i de kvindelige gemakker i paladset, og derfor ikke var<br />
vant til sol og vind, blev hurtigt trætte. De faldt udmattede om <strong>på</strong> vejen.<br />
Tjenestepigerne, der jamrede over de frygtelige begivenheder, kom og bragte dem<br />
lindring. Enkelte dristede sig endda med ind i skoven, men måtte snart vende tilbage<br />
efter mødet med vildnissets rædsler. Da støvskyer hvirvlede op, smurte mange byboere<br />
ærbødigt støvet <strong>på</strong> deres pande, idet de troede, det var støv, der var hvirvlet op af<br />
Dharmaraja’s fødder. På denne måde gik brødrene gennem buskads og tornebuske og<br />
forsvandt snart ud af syne. Der var ikke mere, folk kunne gøre. Tynget af en ubærlig<br />
sorg vendte de tilbage til Hasthinapura.<br />
14:14 Pandava’erne overholdt Mahaprasthanam-løftet. Det løfte, der <strong>på</strong>bød dem ikke at<br />
spise eller drikke noget <strong>på</strong> deres vej. Det løfte, der yderligere <strong>på</strong>lagde dem ikke at hvile,<br />
men fortsætte lige frem i den nordlige retning, indtil de faldt døde om. Det var det løfte,<br />
de overholdt. Så strengt og så ubarmhjertigt.<br />
51
Kapitel 15<br />
Kong Parikshith’s regeringstid<br />
15:1 Pandava’erne drog af sted med deres blik konstant rettet lige fremad, idet de<br />
ventede <strong>på</strong> det øjeblik, hvor deres legemer ville bryde sammen af ren og skær<br />
udmattelse, og døden <strong>på</strong> denne måde ville afslutte deres tid <strong>på</strong> Jorden. Deres hjerter var<br />
fulde af følelser, der var koncentreret om Krishna, Hans lege, Hans gavtyvestreger, Hans<br />
nåde og Hans herlighed. Der var ikke plads til andre følelser eller tanker. Deres dronning,<br />
Droupadi, slæbte sig af sted et pænt stykke vej, men hun blev til sidst for svag til at<br />
fortsætte. Hendes herrer vendte ikke om, selv når hun bønfaldt dem om det. Klog og<br />
hengiven som hun var, erkendte hun, at de var optaget af at opfylde et strengt og<br />
kompromisløst løfte. Hun afgjorde, at det bånd der havde knyttet hende til dem så<br />
længe, var løsnet, og at hun nu måtte møde sit endeligt. Hun besvimede og faldt om.<br />
Hun udåndede med sit sind fæstnet <strong>på</strong> Krishna.<br />
15:2 Også Pandava’erne gik af sted med standhaftig disciplin, og hver især mødte de<br />
deres endeligt <strong>på</strong> det tidspunkt, hvor de var nødt til at afkaste deres legeme. Legemet<br />
blev til støv, men sjælen smeltede sammen med Krishna. De opnåede udødelighed, idet<br />
de overgav sig til Krishna’s udødelige væsen.<br />
15:3 Fra Bharath’s (Indiens) kongelige trone herskede Parikshith over sit land i henhold<br />
til moralske og retfærdige principper. Kærligt tog han sig af sine undersåtter og<br />
beskyttede dem mod skade med faderlig omsorg og hengivenhed. Ligegyldig hvilken<br />
opgave han gav sig i kast med, foretog Parikshith sig ikke noget uden at tænke <strong>på</strong><br />
Krishna og sine bedsteforældre. Han bad til dem om, at hans indsats måtte lykkes. Hver<br />
morgen og hver aften bad han til dem om at lede sig langs den rette vej. Han følte sig,<br />
som var han sit folks hjerte, og som var folket hans legeme.<br />
15:4 Overalt i hans rige var selv vinden utilbøjelig til at flytte <strong>på</strong> nogen genstand af frygt<br />
for at blive indblandet i tyveri. Der var ikke den mindste frygt for tyve. Ej heller var der<br />
noget spor af uretfærdighed, umoralskhed eller fjendskab. Kongeriget blev vidt berømt<br />
for dette. Ved det mindste tegn <strong>på</strong> nogen form for ondskab, klarede Parikshith det ved<br />
hjælp af hårde straffe og ved at indføre forebyggende ordninger, som <strong>på</strong> en fast og<br />
bestemt måde slog ondskaben ned. Eftersom ‘rigtig handling’ <strong>på</strong> denne måde blev plejet<br />
med kærlighed og ærbødighed, var selv naturen venlig stemt. Regnen faldt, når der var<br />
behov for den; afgrøderne voksede sig store og udbytterige; kornkamrene var fyldte;<br />
folk var tilfredse, glade og aldrig bange.<br />
15:5 Mens Parikshith sad <strong>på</strong> tronen og herskede over Imperiet med stor omhyggelighed,<br />
konfererede ministrene og de åndelige ledere, der var dynastiets vejledere, med<br />
hinanden. De besluttede, at de ville henvende sig til kongen med forslag om, at han<br />
skulle indtræde i ægtestanden, altså at han skulle gifte sig. Således fremlagde de deres<br />
bøn. Da de havde fået hans accept, spurgte de hans fædrene onkel, prins Uttar, fra den<br />
kongelige Virata-familie, om denne datters hånd. De præster, de havde sendt til Virata,<br />
vendte tilbage med de glædelige nyheder, at han var glad for forslaget. Præsterne fandt<br />
frem til en lykkevarslende dag og et lykkevarslende tidspunkt. Ægteskabet mellem<br />
Parikshith og Iravathi, prins Uttar’s datter, blev fejret med pomp og pragt.<br />
15:6 Dronning Iravathi var en stor Sadhvimani (en perle blandt dydige kvinder). Hun var<br />
udstyret med en ufravigelig kærlighed til sandheden, og hun var hengiven over for sin<br />
mand. Hver gang hun fik kendskab til, at nogen i riget led nød, pintes hun, som var det<br />
hende selv, der var udsat for ulykken. Hun blandede sig med hovedstadens kvinder og<br />
gjorde sig bekendt med, hvad de tragtede efter, og hvilke bedrifter de udførte. Hun<br />
52
indgød dem mod og trøstede dem, når der var behov for det. Hun var selv det gode<br />
eksempel, og gennem undervisning fremmede hun væksten af de gode dyder blandt<br />
dem. Hun oprettede institutioner til at fremme og beskytte den gode karakter. Hun tillod<br />
kvinder fra alle lag at henvende sig til hende, for hun besad ingen falsk stolthed. Hun<br />
behandlede alle med ærbødighed. Iravathi var barmhjertighedens og sjælsstyrkens<br />
engel. Alle og enhver priste hende som gudinden Annapurnaa (den der skænker føde) i<br />
menneskelig skikkelse.<br />
15:7 Gennem denne konges og dronnings regeringstid levede mænd og kvinder i fred og<br />
velstand uden at være generet af ønsker. Parikshith arrangerede også gennemførelsen af<br />
mange vediske ofringer og ritualer til lykke og fremgang for menneskeheden. Han<br />
sørgede for, at Gud, med Hans mangfoldige navne, blev tilbedt i templerne og i<br />
hjemmene. På denne og andre måder blev troen <strong>på</strong> Gud og kærlighed til mennesket<br />
indpodet i hans undersåtters hjerter. Han fremmede forholdsregler, der sikrede fred og<br />
harmoni blandt de vismænd og hellige mænd, der levede som eneboere i skovhytter.<br />
Han beskyttede dem mod mennesker og dyr, så de kunne leve i stille tilbagetrækken.<br />
Han tilskyndede dem til at undersøge sig selv for derved at åbenbare selvkontrollens<br />
love. Han førte personligt opsyn med de skridt, der blev foretaget for at garantere deres<br />
tryghed og sikkerhed.<br />
15:8 På denne måde herskede Parikshith og Iravathi over deres Imperium, som Herren<br />
Iswara (Herren Shiva) og dennes hustru, Parvathi, herskede over universet; nemlig med<br />
forældreagtig kærlighed og omsorg. Kort efter spredte nyheden sig blandt kvinderne, at<br />
dronningen var i lykkelige omstændigheder. Det blev bekræftet. I hjemmene og i<br />
offentlige tilbedelsessteder bad undersåtterne til Gud, om Han ville velsigne dronningen<br />
med en søn. De bad om en søn, der ville være udstyret med alle gode kvaliteter og<br />
karakterstyrke, en søn der ville blive en trofast og uforfærdet tilhænger af ‘rigtig<br />
handling’, og som ville leve et langt liv. På den tid elskede undersåtterne deres konge så<br />
intens, at de gav afkald <strong>på</strong> deres egne glæder for at glæde ham i stedet. Kongen elskede<br />
også dem og beskyttede dem, som han beskyttede sine egne øjne.<br />
15:9 Parikshith bemærkede undersåtternes henrykkelse over den lykkevarslende udsigt<br />
til det barns komme, der skulle videreføre dynastiet. Han græd af glæde, da han<br />
opdagede, hvor dybt hans folk var knyttet til ham. Han følte, at hengivenheden var der<br />
takket være hans bedstefader og takket være Herren Krishna’s nådegave.<br />
15:10 Parikshith afveg ikke fra sin beslutning om at tjene sit folks interesser <strong>på</strong> bedste<br />
måde. For at klare denne store opgave gav han afkald <strong>på</strong> sine egne sympatier og<br />
antipatier. Han opfattede sine undersåtter som sine børn. Det bånd, der <strong>på</strong> denne vis<br />
knyttede kongen og folket sammen i et sådant tæt og kærligt forhold, var i sandhed af<br />
hellig beskaffenhed. Derfor plejede hans folk at sige, at de ville foretrække hans<br />
kongerige frem for himlen.<br />
15:11 I mellemtiden, <strong>på</strong> en lykkevarslende dag, blev en søn født, og hele landet var<br />
opfyldt af ubeskrivelig glæde. Vismænd, lærde og statsmænd sendte deres velsignelser<br />
og gode ønsker til kongen. De erklærede, at et nyt lys var begyndt at skinne over landet.<br />
Astrologer rådførte sig med deres bøger og beregnede barnets skæbne. De kundgjorde,<br />
af han ville komme til at forøge dynastiets herlighed og tilføje endnu mere anseelse til sin<br />
fader og vinde sit folks agtelse og kærlighed.<br />
15:12 Parikshith inviterede familiens lærer til paladset og konsulterede også præsterne<br />
for at finde frem til en dato for barnets navngivningsceremoni. Følgelig fik barnet, under<br />
en kompliceret arrangeret højtidsceremoni, navnet Janamejaya. De tilstedeværende<br />
præster modtog kostbare gaver. Det skete efter henstilling fra Kripacharya, der var<br />
alderspræsident blandt kongens rådgivende præster. Køer med gyldne udsmykkede horn<br />
53
og hove blev i stort omfang skænket bort. Alle blev overdådigt bespist fra morgen til<br />
aften. Da Dharmaraja begav sig ud <strong>på</strong> sin sidste rejse, havde han betroet den lille dreng<br />
<strong>på</strong> tronen til Kripacharya, og som en sand værge havde Kripacharya rådgivet<br />
barnekongen og trænet ham i statsmandskunst. Efterhånden som barnet voksede op,<br />
blev denne afhængighed større. Kongen afveg sjældent fra Kripacharya’s råd. Han søgte<br />
det altid og fulgte det med ærbødighed. Derfor bad vismændene og kongerigets<br />
eneboere for Kripacharya’s helbred, og for at han måtte få et langt liv, og de priste folks<br />
lykke og herskerens omsorg som årsagen til deres velfærd.<br />
15:13 Parikshith var alle kongers overhoved, for han havde de åndelige lederes<br />
velsignelse, de kloges rådgivning og Guds nåde. Efter sit lange erobringstogt slog han<br />
lejr ved bredden af Ganges og festede for at markere sin sejr. Det gjorde han ved at<br />
gennemføre tre hesteofringer med alle de foreskrevne ritualer. Hans berømmelse spredte<br />
sig ikke blot fra nord til syd og fra øst til vest i Indien, men selv langt ud over landets<br />
grænser. Alle hyldede ham som ’Den mægtige Juvel’ i Bharath’s kongelige familie. Der<br />
fandtes ikke det land, der ikke havde bøjet sig for hans vilje. Der fandtes ingen hersker,<br />
der trodsede hans ordrer. For ham var det ikke nødvendigt at gå i spidsen for sin hær for<br />
at kue noget folk eller nogen hersker. Alle var i den grad villige til at hylde ham. Han var<br />
herre over alle lande og alle folk.<br />
15:14 Ondskabsfuldhedens og det moralske fordærvs ånd, der også kendes som Kali,<br />
havde allerede vist sig i forbindelse med afslutningen af Krishna’s æra. Derfor viste den<br />
fra tid til anden sit giftige åsyn, men Parikshith var årvågen. Han indførte visse<br />
forholdsregler for at modvirke dens kneb og rænkespil. I de reformer der blev lanceret,<br />
og i de institutioner der blev oprettet, forsøgte han at gå i sin bedstefaders fodspor. Hver<br />
eneste gang lejligheden bød sig, mindede han sit folk om bedsteforældrenes ædelhed og<br />
higen. Han fortalte dem om Krishna, Hans nåde og barmhjertighed. Hver gang han<br />
fortalte disse historier, græd han glædens og taknemmelighedens tårer. Han var oprigtigt<br />
og voldsomt plaget af, at han havde mistet muligheden for at leve sammen med<br />
Pandava’erne og Krishna.<br />
15:15 Han var bevidst om, at Kali var trængt ind i hans rige, og han bestræbte sig <strong>på</strong> at<br />
udbedre det greb, Kali havde om folkets sind. Da han blev vidende om Kali’s aktiviteter,<br />
undersøgte han hvilke forhold, der fremmede dens udbredelse. Med sine læreres og de<br />
ældres aktive medvirken vedtog han derefter specielle love for at modvirke de tendenser,<br />
som Kali afstedkom. Da de ældre forklarede ham, at sådanne forholdsregler kun skulle<br />
tages, når ondskaben udmøntede sig i kriminalitet, delte Parikshith ikke deres opfattelse.<br />
Han var tilhænger af stor årvågenhed. Han ønskede at være et godt eksempel for sit<br />
folk. ’Som hersker, så undersåtter’, lyder ordsproget, forklarede han. Han erklærede, at<br />
Kali, eller ondskaben, udelukkende er i stand til at øve indflydelse gennem herskerens<br />
inkompetence, tabet af selvtillid blandt folket og den formindskede evne blandt folk til at<br />
gøre sig fortjent til nåde. Disse tre er de faktorer, der fremmer Kali’s plan. Hvis disse tre<br />
ikke er til stede, kan mennesket ikke blive et bytte for dens kneb. Eftersom Parikshith<br />
var klar over det, rejste han rundt i sit rige og forsøgte, nat og dag, at uddrive Kali fra de<br />
steder, den hjemsøgte. Det vil med andre ord sige, at han forsøgte at sikre, at der ikke<br />
var plads til uretfærdighed, tvang, slet karakter, usandhed og vold. Hans forebyggende<br />
indsats var effektiv. Han havde så megen fred i sit rige, at han med succes kunne regere<br />
selv i de fjerntliggende regioner som Bhadraswa, Kethamala, Uttarakuru og Kimpurusha.<br />
54
Kapitel 16<br />
Ærbødighed over for Krishna<br />
16:1 Hver gang kong Parikshith rejste til et eller andet område, bød herskeren eller<br />
kongen for området ham velkommen med stor begejstring og passende militære såvel<br />
som civile æresbevisninger. De erklærede, at de altid var klar til at tjene ham loyalt,<br />
uanset hvad han end måtte ønske, de skulle gøre. Parikshith svarede, at han intet behov<br />
havde for, at de tjente ham, og at hans forventninger til dem udelukkende var, at de ville<br />
fremme lykke og velstand for det folk, der var overladt i deres varetægt. Han rådede<br />
dem til specielt at være opmærksomme <strong>på</strong> at passe <strong>på</strong> præsterne og kvinderne og<br />
beskytte dem mod fortræd. Han formanede dem at fremme tilbedelsen af Gud over hele<br />
deres kongedømme. Disse var de eneste anmodninger, han havde til dem, der var hans<br />
underordnede konger.<br />
16:2 I nogle af de vigtige områder af hans Imperium underholdt folket ham med<br />
folkeviser, der skildrede hans forfædres berømmelse og tapperhed. De sang om<br />
Pandava-brødrenes fortræffeligheder og bedrifter. Sangene priste den barmhjertighed og<br />
nåde, som Herren Krishna havde skænket Pandava’erne, og den hengivenhed og tro som<br />
Pandava’erne altid havde æret Herren Krishna med. De opførte også skuespil, hvor de<br />
spillede roller som Pandava’erne og Kaurava’erne med Krishna i deres midte. Med disse<br />
rollebesætninger udredte de den historie, Krishna havde planlagt skulle ske.<br />
16:3 Når Parikshith hørte disse sange og så disse skuespil, flød tårerne ned ad hans<br />
kinder. Dette skete <strong>på</strong> trods af hans anstrengelser for at kontrollere sine følelser.<br />
Folkesangerne, historiefortællerne, skuespillerne og sceneteknikkerne opdagede alle, at<br />
deres hersker udelukkende blev fascineret af de skuespil og sange, der havde disse<br />
temaer. Derfor afstod de fra øvrige emner i deres søgen efter materiale til såvel skuespil<br />
som sange. De koncentrerede deres opmærksomhed om Parikshith-dynastiets historie og<br />
om den overvældende nåde, ved hjælp af hvilken Krishna ofte havde reddet det. Kong<br />
Parikshith lyttede ærbødigt, og med stor hengivenhed overværede han stykkerne fra<br />
ende til anden. Hans taknemmelighed kom også til udtryk <strong>på</strong> andre måder. Han var i<br />
højeste grad lykkelig; hans ministre og de ældste bekræftede, at historierne var<br />
fuldstændig sande. Da han hørte det, voksede hans tro og hengivenhed, og han opsøgte<br />
disse forestillinger oftere og oftere og nød dem i endnu højere grad. Han behandlede de<br />
optrædende og musikerne med inderlig hengivenhed og honorerede dem med<br />
rundhåndede belønninger.<br />
16:4 Nyhederne om at Parikshith frydede sig over at høre sange om sine forfædre og<br />
Krishna spredtes. Det bevirkede, at de, der havde personlige erfaringer med Krishna og<br />
kongens forfædre, samlede sig om ham. Det skete, hvorhen han gik. De var selv ivrige<br />
efter at se en hersker, der var så fuld af hengivenhed. En dag, da de vendte hjem fra en<br />
tur til Mathura (Krishna’s fødested), var der en gammel præst iblandt de mennesker, der<br />
stod ved vejsiden for at få et glimt af Imperiets hersker. Den Store konge kunne ikke<br />
lade være med at lægge mærke til ham. Han henvendte sig til ham og spurgte kærligt til<br />
hans velbefindende. Præsten svarede: ”Maharaj! For år tilbage, da Deres bedstefader,<br />
Dharmaraja, lod hesteofringen gennemføre i Krishna’s guddommelige nærværelse,<br />
fungerede jeg som ypperstepræsten, der skulle lede ceremonierne. Ved den lejlighed<br />
henvendte Krishna sig til mig og spurgte kærligt til mit velbefindende. Det skete med lige<br />
så stor hengivenhed, som De lige viste mig. Deres ord fik mig således til at huske<br />
Krishna’s ord.” Resten af det præsten sagde, forsvandt i hulk og tårestrøm. Da Parikshith<br />
hørte hans ord, udbrød han: ”Oh, hvor lykkelig du er! Tænk, at Herren har talt til dig <strong>på</strong><br />
det sted, hvor den hellige ild brændte!” Han tog det klæde af, som han bar over<br />
skulderen, foldede det pænt og lagde det <strong>på</strong> jorden. Idet han gjorde det, bad han<br />
55
indtrængende den gamle mand om at sætte sig behageligt tilrette <strong>på</strong> klædet og fortælle<br />
ham mere om sine oplevelser med Herren <strong>på</strong> det sted, hvor den hellige ild brændte. Han<br />
bad ham også om eventuelt at fortælle om oplevelser fra andre steder.<br />
16:5 ”Mit hjerte brister i tusind stykker, fordi det ikke kan udholde sorgen over den fejl,<br />
jeg begik den dag”, græd den gamle mand svagt. Kongen forhørte sig: ”Herre! Hvilken<br />
fejl? Hvis du vil fortælle om den, vil jeg gerne vide det?” Han tog begge den gamle<br />
mands hænder, trykkede dem mod hinanden og bad ham afsløre fejlen for ham.<br />
16:6 Præsten svarede: ”Den dag tog alle vi, der var optaget i den hellige præsteorden,<br />
der skulle udføre ceremonien, det hellige tøj <strong>på</strong>, der var skænket os, og begav os til den<br />
indviede plads. Her øste Krishna, der sad <strong>på</strong> et guldbelagt sæde foran en stor guldplade,<br />
vand fra en krukke af guld <strong>på</strong>…….nej, jeg er ude af stand til at fortælle mere. Jeg savner<br />
ord.” Den gamle mand græd og hulkede og var ude af stand til at fortsætte sin<br />
beretning.<br />
16:7 At beretningen pludselig blev afbrudt, lige da den var nået til det mest spændende,<br />
øgede kun herskerens nysgerrighed. Han bønfaldt: ”Hvad skete der? Herre! Fortæl mig<br />
det venligst!” Præsten fattede mod og efterkom ønsket: ”Oh konge! Hvad skal jeg sige?<br />
Vi ypperstepræster blev bedt om at placere vores fødder <strong>på</strong> førnævnte guldplade, og<br />
Herren vaskede fødderne <strong>på</strong> os alle. Med det klæde Han bar over skulderen, tørrede Han<br />
derefter vores fødder. Han stænkede vandet fra vores fodbad over sit hoved. Eftersom<br />
jeg var den øverste blandt ypperstepræsterne, rådførte Han sig med mig om alle<br />
ceremoniernes detaljer. Til sidst, <strong>på</strong> dagen hvor den afsluttende ofring i den hellige ild<br />
fandt sted, skænkede Han mig synet af sig selv med konkylie, diskos, lotusblomst og<br />
scepter i sine guddommelige hænder. Det syn befriede for altid os alle fra trældom. Nu,<br />
hvor den barmhjertige Herre ikke længere er blandt os, oplever jeg, at det at se Dem<br />
giver den samme følelse som en stakkels fyr, der er ved at dø af tørst i den bagende sol i<br />
ørkenen, må føle, når han har fået et par dråber forfriskende vand.”<br />
16:8 Præsten afsluttede sin beretning, og idet han holdt om Parikshith’s hænder,<br />
anbragte han et par indviede riskorn <strong>på</strong> kongens hoved. Riskornene medbragte han altid<br />
i en knude, der var bundet i hjørnet af hans lændeklæde. Parikshith modtog velsignelsen<br />
og udbrød: ”Herre! Jeg er i sandhed heldig. Selv om jeg ikke personligt kunne se Herren<br />
Krishna, har jeg i dag været så heldig, at jeg har mødt de fødder, som Han ærede.” Idet<br />
han udtalte dette, faldt han for den gamle præsts fødder. Derefter kaldte han ministrene<br />
til sig og gav dem besked <strong>på</strong> at hjælpe præsten op i en bærestol og bringe ham til sit<br />
hjem. Herudover gav han ham et stort antal værdifulde gaver og rigdomme.<br />
56
Kapitel 17<br />
Erindringen om svundne dage<br />
17:1 På denne måde rejste kong Parikshith rundt <strong>på</strong> hele det indiske kontinent. På disse<br />
rejser gjorde han sig bekendt med sine bedsteforældres fortræffelige måde at<br />
administrere <strong>på</strong>. De bedsteforældre der den gang havde etableret et enestående forhold<br />
mellem sig selv og Herren Krishna, der <strong>på</strong> den tid færdedes <strong>på</strong> Jorden som menneske.<br />
Parikshith lyttede til mangen en hellig og lærd mand, der havde levet <strong>på</strong> denne lykkelige<br />
tid. Han tænkte over disse opmuntrende erindringer, mens han alene rejste af sted. Ofte<br />
blev han overvældet af anger ved tanken om, at han ikke havde levet i de tider, da hans<br />
bedsteforældre var i en sådan himmelsk lyksalighed.<br />
17:2 Mens han således var fordybet i glæden ved at mindes sine forfædres annaler og<br />
herligheden ved den svundne tid sammen med Krishna, dukkede Vyasa, den store<br />
vismand, ganske uventet op. Parikshith bød ham velkommen med stor ærbødighed og<br />
tilbød ham et ophøjet sæde. Vismanden roste Parikshith’s styre og sagde, at det mindede<br />
ham om Pandava’ernes regeringstid. Den unge konge lyttede til hans ord. Efter et stykke<br />
tid sagde Vyasa: ”Søn, nu er det tid for mig at drage videre.” Men Parikshith sagde: ”Det<br />
svarer til at sætte en tallerken fuld af delikatesser foran en sulten mand, og så, lige når<br />
han rækker hånden ud for at tage maden, trække tallerkenen uden for hans rækkevidde.<br />
Dine beretninger om mine bedsteforældres oplevelser og om Sri Krishna’s pragt er som<br />
de kostbareste perler, der ligger spredt ud foran mig. Du forårsager den mest pinefulde<br />
skuffelse hos mig ved at nægte mig dem. At du forlader mig lige nu, gør mig helt<br />
fortvivlet.”<br />
17:3 Han bønfaldt vismanden om at blive lidt længere. ”Fortæl mig i hvilket ærinde, du<br />
er kommet. Bliv lidt længere sammen med mig og stil den sult, der nager mig. Jeg gik<br />
glip af det store held, som mine bedsteforældre havde ved at kunne tilbringe deres liv<br />
sammen med Herren selv. Jeg vil redde mig fra forfald ved i det mindste at lytte til<br />
fortællinger om deres bedrifter og deres hengivenhed, som tiltrak sig Herrens nåde.” Da<br />
han så kongen, der bad med så stor alvor og så ydmygt, sagde Vyasa: ”Søn, du må ikke<br />
<strong>på</strong> nogen måde føle dig ringere eller mindre hellig. Jeg kan meddele dig, at ingen andre<br />
har haft så stort et held, som du har haft. For du tiltrak dig Herrens nåde i det øjeblik, du<br />
blev født. Herren Krishna gav dig dit livsånde. Han løftede dig op i sine arme og legede<br />
med dig, mens du endnu var en baby. Du holdt dig så tæt ved Ham, at du sjældent var<br />
langt fra Ham. Din yngste bedstefader, Sahadeva, måtte med magt trække dig væk fra<br />
Krishna og række dig over til kvinderne i den indre sal. Du blev ceremonielt navngivet af<br />
selve Krishna. Hvilken mindeværdig begivenhed det var! Du viste os, at du var et<br />
vidunderligt barn; hvor end Herren bevægede sig, fulgte du Ham med øjnene. Du var<br />
opsat <strong>på</strong> ’at finde ud af’ (pariksha), hvor Han var, som ingen anden var det i salen den<br />
dag. Meget behændigt gemte Krishna sig bag søjler og forsøgte <strong>på</strong> forskellig vis at aflede<br />
din opmærksomhed fra sig. Men du viste dig at være for klog, selv for Ham! Dine øjne<br />
ledte udelukkende efter Ham; de så udelukkende Ham og Hans strålende form. Alle vi<br />
der var til stede, var dybt forundret over din hengivenhed og koncentration. Det<br />
forekom, som om du undersøgte hvert enkelt ansigt for at se, om det var Krishna’s. Du<br />
blev lang i ansigtet, når du opdagede, at det ikke var Hans ansigt, du så. Dit ansigt lyste<br />
op, når du så Ham og kun Ham. Lærde og almindelige mennesker, hyrder og herskere,<br />
de erkendte alle, at du var et usædvanligt barn. Det er årsagen til, at da din bedstefader,<br />
Dharmaraja, bad Herren om at give dig et passende navn, så opkaldte Han dig efter din<br />
mærkværdige adfærd, Parikshith (den, der undersøger; den, der prøver at finde ud af).”<br />
17:4 ”Da Herren kundgjorde dette navn til Dharmaraja, mens den umådelige store<br />
forsamling af hofmænd, lærde og vismænd hørte det, billigede alle det ved at sige:<br />
57
”Meget passende, fortræffeligt, fint.” Når du er så rigt begunstiget med held, er det ikke<br />
passende, at du fordømmer dig selv som værende uheldig. Du blev kærtegnet af Herren;<br />
Han legede med dig; Han så du boltrede dig; Han gav dig dit navn. Hvor mange er så<br />
heldige?! Du skal ikke blot opfatte disse hændelser som værende ganske almindelige<br />
nådegaver.”<br />
17:5 Ved disse ord strømmede glædestårer ud af Parikshith’s øjne. Han havde et<br />
spørgsmål <strong>på</strong> læberne, men Vyasa så, at han tilbageholdt det, så han klappede ham <strong>på</strong><br />
skulderen og opmuntrede ham til at stille det. ”Min søn. Det virker, som om du ønsker at<br />
spørge mig om noget. Du skal ikke tøve med at spørge, du skal ikke blive forsagt.” Da<br />
han fik mod af denne tilskyndelse, sagde Parikshith: ”Agtværdige herre! Et menneske<br />
kan ikke kende værdien af enten sorg eller glæde, medmindre det selv har kendskab til<br />
disse følelser. De glædelige kontakter med Krishna, som du netop omtalte, blev tildelt<br />
mig <strong>på</strong> et tidspunkt, hvor jeg nok ikke var bevidst om den velsignelse, der lå i dem. Sand<br />
glæde kan udelukkende opleves, når man er bevidst om dens værdi. Hvis et barn får en<br />
diamant til mange millioner kroner, vil det blot behandle den som et stykke glas.<br />
Lyksaligheden ved at være sammen med Herren, som du sagde, jeg har oplevet i min<br />
barndom, er lige så virkningsløs som den glæde, jeg har oplevet i tidligere liv. Dengang<br />
vidste jeg intet om, hvilket kostbart øjeblik det var. Havde jeg vidst det; havde jeg været<br />
i stand til at forstå det, kunne jeg for altid have sat pris <strong>på</strong> det. Nu er det blot noget, der<br />
er sket. Jeg har intet synligt bevis <strong>på</strong> Herrens nåde, som jeg modtog dengang. Så nu må<br />
jeg udelukkende stole <strong>på</strong> mundtlige beviser. Så fortæl mig derfor venligst om Krishna’s<br />
storhed og herlighed; lad mine ører drikke disse historiers nektar.”<br />
17:6 Vyasa blev rørt over hans bøn, så han indvilligede. ”Min søn! Opfatter du det sådan,<br />
at der blot findes en eller to af Herrens lege? Hvordan kan jeg fortælle dig om Hans lege,<br />
der i antal er hinsides ens forestillingsevne. Så spørg i stedet om, hvad Han gjorde i<br />
forbindelse med en bestemt person eller i forbindelse med en bestemt situation. Jeg vil<br />
med glæde fortælle dig alle detaljerne.” Parikshith blev glad over at høre dette. Med<br />
foldede hænder bad han: ”Herre! Fortæl mig om, hvordan de tætte bånd, der blev<br />
knyttet mellem mine bedstefædre og Herren Krishna, opstod.”<br />
17:7 Vyasa brød ud i latter. ”Min søn, din ivrighed overrasker mig. Kun sådanne ivrige<br />
individer kan opnå visdom. Jeg er henrykt over, at du har denne stærke higen. Derfor vil<br />
jeg fortælle dig om det, du spurgte om. Lyt!” Idet han sagde det, satte Vyasa sig<br />
behageligt til rette i stolen. Parikshith gjorde sig rede til at lytte med et hjerte, der var<br />
ved at briste af glæde, og ører der næsten voksede i deres ivrighed efter at lytte.<br />
17:8 ”Søn! Kong Drupada var opsat <strong>på</strong> at give sin eneste datter væk til en passende<br />
brudgom, men <strong>på</strong> trods af den mest omhyggelige søgen havde han ikke haft held med at<br />
finde en. Derfor bekendtgjorde han, at der skulle afholdes en fest, hvis formål var, at der<br />
skulle findes og vælges en brudgom. Magtfulde konger og majestæter ankom til og<br />
forsamlede sig i hans hovedstad sammen med lærde, der alle var udrustet med en<br />
charmerende personlighed. Alle var de ivrige efter at blive gift med prinsessen, hvis<br />
skønhed ikke blev overgået af nogen i de tre verdener. De var alle stolte over deres<br />
rigdom og tapperhed, og de følte, de kunne vinde hendes gunst ved hjælp af deres<br />
penge og mod.”<br />
17:9 ”I salen, hvor de alle var forsamlet, havde kongen fastgjort en ny opfindelse <strong>på</strong> en<br />
af søjlerne. Det var et hjul, eller en skive, der kunne dreje hurtigt rundt. Hjulet blev<br />
genspejlet i vandoverfladen under den søjle, hvor<strong>på</strong> den var fastgjort. På hjulet var der<br />
fastgjort en figur formet som en fisk. Konkurrenterne om prinsessens hånd blev bedt om,<br />
én efter én, at træde frem og spænde en bue. Opgaven bestod så i, at de ved at se <strong>på</strong><br />
spejlbilledet i vandet, skulle ramme ’fisken’ <strong>på</strong> den roterende skive ovenover. De måtte<br />
altså ikke se <strong>på</strong> selve målet, ’fisken’, men kun <strong>på</strong> refleksionen i vandet. Drupada<br />
58
ekendtgjorde, at han havde til hensigt at gifte sin datter væk med hvem som helst, der<br />
måtte ramme målet. Alle blev bedt om at holde sig klar. Byen var fuld af prinser og<br />
konger, der var kommet for at deltage i denne specielle bueskydningskonkurrence.”<br />
17:10 ”Nyheden om konkurrencen nåede ud til dine bedsteforældre, der havde <strong>på</strong>taget<br />
sig rollen som præster for at vildlede de snu Kaurava’er. Først mente de, at de ikke<br />
burde deltage i konkurrencen, men Arjuna, din bedstefader, var i stand til at overtale<br />
sine brødre til at deltage i denne fest for tapre mænd. For, som han sagde, ingen, der<br />
tilhører kriger-kasten, burde blive væk, når bueskytter konkurrerer om en så<br />
fremragende gevinst.”<br />
17:11 ”Således gik det til, at de fem brødre sad i forsamlingen forklædt som præster. De<br />
sad der som en flok løver og udstrålede tapperhed. Alles blikke var rettet mod det sted,<br />
hvor de sad. Folk kom med bemærkninger om deres tilstedeværelse. Mange af<br />
bemærkningerne var beundrende, andre bespottende. Nogle roste dem som værende<br />
mestrer, andre lo og kaldte dem for professionelle kæmpere eller vagter. Sladderen om<br />
dem spredtes ud over hele forsamlingen.”<br />
17:12 ”Herren Krishna var ankommet til festen. Han så hele tiden <strong>på</strong> Arjuna. Krishna’s<br />
broder, Balarama, der sad og talte med ham, bemærkede det. Endelig begyndte festen,<br />
hvor der skulle findes en brudgom. En efter en begav de sig hen til spejlbilledet i vandet<br />
og rettede pilen mod den roterende ’fisk’ ovenover. Ingen af dem ramte, og blege og<br />
ydmyget vendte de tilbage til deres pladser. De var tynget af skuffelse og skamfølelse og<br />
sank sammen i sorg.”<br />
17:13 ”Krishna havde ingen intention om at rejse sig og deltage i konkurrencen. Han<br />
blev roligt siddende <strong>på</strong> sin plads. Havde Han ønsket det, kunne Han med største lethed<br />
have ramt ’fisken’ og dermed vundet. Men hvem kan måle Hans sinds dybde?”<br />
17:14 ”Nu rejste Arjuna sig og bevægede sig hen mod den nye opfindelse. Han kastede<br />
en lysende stråleglans af åndfuldhed over forsamlingen. Denne kom fra hans tapre<br />
personligheds aura. Droupadi, prinsessen, løftede sit blik og så med beundring <strong>på</strong> ham.<br />
Hendes sind smeltede sammen med den lysende stråleglans. Lynhurtigt flækkede<br />
Arjuna’s pil ’fisken’. Han havde vundet. Forsamlingens bifald bragede løs. Prinsessen gik<br />
hen til ham og giftede sig med ham, idet hun lagde en blomsterkrans om hans hals og<br />
tog hans hænder i sine.”<br />
17:15 ”Da Arjuna kom ud af salen med sin hustru i hånden, hylede flokken af besejrede<br />
konger og prinser op om, at konkurrencereglerne ikke var blevet overholdt. Årsagen var,<br />
at en præst, der ikke havde lov til at konkurrere i bueskydning, havde fået lov til at<br />
deltage og var blevet udråbt som vinder. I en vred klynge kastede de sig over din<br />
bedstefader. Men Bhima trak et kæmpe træ op med rode og svingede det rundt over<br />
hovedet <strong>på</strong> mængden af besejrede konger.”<br />
17:16 ”Da Krishna og Balarama så slåskampen mellem den skuffede flok bejlere og<br />
Pandava-brødrene, smilede de for sig selv i <strong>på</strong>skønnelse over Arjuna’s succesfulde<br />
bedrift. Dine bedsteforældre havde ingen anelse om, hvem de to var; de havde aldrig set<br />
dem før.”<br />
17:17 ”Med den nyvundne brud nåede Pandava-brødrene tilbage til deres bopæl, der var<br />
en pottemagers ydmyge bolig. Den ældste af brødrene, Dharmaraja, var med stor<br />
begejstring i gang med at beskrive dagens begivenheder, da Balarama og Krishna, klædt<br />
i gul silke og herlige at skue, trådte ind i den simple hytte. De lagde sig for fødderne af<br />
den ældre Kunthi, dine bedsteforældres moder. ”Lille faster, vi er dine nevøer”, sagde de.<br />
”Vi er Nanda og Yasoda’s børn”, præsenterede de sig selv. Herefter berørte de<br />
59
Dharmaraja’s fødder, idet de bøjede sig dybt for ham. Krishna henvendte sig til Arjuna<br />
og trak ham til side med et udtryk af kærlig hengivenhed. ”Jeg kender dig, men du<br />
kender ikke mig. I dag ser jeg dig for første gang. Jeg er Vasudeva’s søn; mit navn er Sri<br />
Krishna. Jeg er ældre end dig. Da du sejrede i det kongelige palads, opdagede jeg, at I er<br />
Pandava-brødrene. Jeg forstod da, at I var undsluppet vokshuset, som I var i, da der<br />
blev sat ild til det. Lige fra det øjeblik, jeg fik øje <strong>på</strong> dig i forsamlingen af bejlere, følte<br />
jeg <strong>på</strong> en eller anden måde, at du måtte være Arjuna. Det fortalte jeg også min broder.<br />
Dette er min broder, Balarama. Jeg er meget glad for, at jeg opdagede dig, og min<br />
broder deler også min glæde. Endelig møder jeg dig. Din brud er legemliggørelsen af<br />
gode dyder og intelligens.””<br />
17:18 ”Mens Han sagde dette, førte Krishna Arjuna lidt væk fra de andre og hviskede i<br />
hans øre: ”Slægtning! Jeg vil ikke råde dig til allerede nu at vise dig offentligt. Fortsæt<br />
med at være forklædt en kort stund endnu, mens I er det ene eller det andet sted.”<br />
Herefter tog Han afsked med sin tante og de andre og drog derfra med sin ældre broder,<br />
Balarama.”<br />
17:19 ”Fra denne dag af blev hengivenheden mellem Krishna og Arjuna mere og mere<br />
intens. Den voksede til et kæmpe træ, der bar frugter fulde af sødme, som de delte med<br />
hinanden. I denne sødme smeltede deres sind sammen og blev til ét. Bemærk, at første<br />
gang din bedstefader mødte Herren Sri Krishna, var i Droupadi’s bryllupssal. Betydningen<br />
af det skal findes i det faktum, at også de blev bundet sammen livet igennem af<br />
kærlighedens og hengivenhedens bånd, der betød et aldrig svigtende venskab. For at<br />
fuldbyrde dette venskab lærte Krishna ham den højeste visdom. Bemærkede du, hvor<br />
kammeratlige de i enhver henseende perfekte svindlere var over for din bedstefader, da<br />
han vandt Droupadi?” Efter at have stillet det spørgsmål, rejste Vyasa sig og samlede<br />
sine ting sammen i et forsøg <strong>på</strong> at komme af sted.<br />
17:20 Da han så det, og mens glædestårer fyldte hans øjne, bønfaldt Parikshith inderligt:<br />
”Herre! Med din beskrivelse af Hans lege og Hans nåde har Du fået Herren til at stå klart<br />
for mit blik. Vil du ikke nok fortælle om flere af de tilfælde, hvor Herren overøste sin<br />
barmhjertighed over mine bedsteforældre? Hvordan Han gradvis kom tættere <strong>på</strong> dem, og<br />
hvordan Han reddede dem fra katastrofer? Jeg kan ikke falde i søvn, jeg ønsker kun at<br />
lytte til historier om Gud. Gør denne nat hellig ved at fortælle mig om Herrens pragt.<br />
Udelukkende det kan tilfredsstille mig. Lad mig tilbringe natten med Ham i tankerne. Din<br />
stilhed foruroliger mig.”<br />
17:21 Vyasa bemærkede Parikshith’s standhaftighed og hengivenhed og ændrede sin<br />
beslutning. Han sagde: ”Min søn! Havde Krishna blot udført ét eller to mirakler, kunne<br />
jeg have beskrevet dem for dig. Selv om jeg havde en milliard tunger og hele evigheden<br />
af tid, kan beskrivelsen af Hans storslåethed aldrig blive udtømmende. Alle guderne bøjer<br />
sig for Ham med håndfladerne samlet. Undertiden vil Han løfte sine hengivne til skyerne;<br />
snart efter vil Han trække dem ned i dybet. Han behandler verden som et dukketeater.<br />
Hans smil var altid glædestrålende. Han kendte ikke til bekymring, skuffelse eller lidelse.<br />
Nogen gange opførte Han sig som et almindeligt menneske, nogle gange som et<br />
uskyldigt barn. Andre gange som en kær slægtning eller som en fortrolig ven eller som<br />
en myndig hersker. Engang imellem opførte Han sig som en legesyg røgterdreng. Han<br />
havde evnen og begavelsen til at spille alle roller med en enestående forskellighed. Han<br />
elskede din bedstefader Arjuna med en speciel inderlighed. Han plejede at tage ham<br />
med, ligegyldigt hvor Han tog hen, og hvad Han skulle. Derfor kunne Arjuna frit bevæge<br />
sig rundt, selv i de indre gemakker i Herrens residens. Herren plejede at lege med din<br />
bedstefader i Yamuna-floden. Han dykkede ned i floden ét sted for så at dukke op et<br />
stykke derfra og overraske din bedstefader. Han opfordrede ham til at gøre det samme,<br />
hvis han ellers kunne. Han konkurrerede med ham i forskellige lege; lege der trodser<br />
beskrivelse, og som du ikke vil kunne genkende. Pludselig kunne Han tage Arjuna med<br />
60
ud til et afsides sted og der underholde ham med forskellige hemmelighedsfuldheder.<br />
Ofte plejede Han at afstå fra sin behagelige silkebetrukne seng og sov i stedet med sit<br />
hoved i Arjuna’s skød.”<br />
17:22 ”Din bedstefader gengældte også denne kærlighed fuldt ud. Skønt de nogle gange<br />
kunne være vrede <strong>på</strong> hinanden og tale til hinanden, som om de var rasende, blev de<br />
hurtigt venner igen og gentog snart den venlige samtaleform. Min kære søn. Man kan<br />
sige, at de var menneske og Gud, som krop og livsånde. Der fandtes ingen Arjuna uden<br />
Krishna og ingen Krishna uden Arjuna. Der fandtes ingen hemmelighed, som din<br />
bedstefader ikke delte med Krishna, eller som Krishna ikke delte med din bedstefader.<br />
Hvilke specielle episoder i deres forhold skal jeg nu fortælle dig om? Spørg mig om en<br />
hvilken som helst episode, du gerne vil høre om, og jeg skal med glæde berette om den.”<br />
61
Kapitel 18<br />
Takshaka’s redning<br />
8:1 Da Vyasa <strong>på</strong> denne måde stillede sig til rådighed, svarede Parikshith, der var yderst<br />
opmærksom <strong>på</strong>, hvad der blev sagt, med en stemme der rystede af følelser: ”Herre! Det<br />
står ikke tydeligt klart for mig, hvorfor min bedstefader ødelagde Khandava-skoven ved<br />
hjælp af en storbrand. Fortæl mig, hvorfor Krishna hjalp ham med denne dåd. Glæd mig<br />
ved at berette om denne episode.” Parikshith faldt for vismandens fødder og bad om, at<br />
han ville forklare det for ham. Vyasa lykønskede ham og sagde: ”Du har stillet et<br />
spørgsmål, der gør dig ære. Jeg vil efterkomme dit ønske.”<br />
18:2 Han fortsatte. ”Engang da Krishna og Arjuna lykkelige slappede af i sandet ved<br />
Yamuna-flodens bred og ikke ænsede verden og dens forviklinger, kom en ældre præst<br />
hen til dem. Han sagde: ”Søn! Jeg er sulten. Giv mig lidt mad til at stilne min sult, ellers<br />
kan jeg ikke holde mig i live.” Da de hørte disse ord, blev de pludselig klar over den<br />
fremmede persons tilstedeværelse. Skønt han udadtil virkede almindelig, var der en<br />
guddommelig glans omkring ham, der gjorde ham til noget særligt. Krishna gik hen til<br />
ham og tiltalte ham. ”Mægtige præst! Du forekommer ikke blot at være menneskelig. Du<br />
vil ikke være tilfreds med at få almindelig føde, formoder jeg. Spørg mig om den føde, du<br />
ønsker, og jeg skal helt sikkert give dig den.” Arjuna stod et stykke derfra og iagttog<br />
samtalen med forbløffelse. For han hørte Krishna, Ham der stillede alle væseners sult i<br />
alle verdener, spørge denne magre sultne præst, hvilken slags føde der ville tilfredsstille<br />
ham! Krishna forhørte sig så stille og roligt og med så stor hensynsfuldhed, at Arjuna<br />
blev fuld af nysgerrighed og forbavselse.”<br />
18:3 Præsten brød pludselig ud i latter og sagde: ”Herre! Genkender du mig ikke? Der er<br />
intet i denne verden, nej, i alle de fjorten verdener, der er hinsides dit kendskab. Jeg er<br />
livsprincippet; i din skabelse er jeg ’ildens princip’, Agni. Jeg er ked af, at jeg må fortælle<br />
dig, at selv jeg er blevet syg. Jeg føler, jeg må konsumere Khandava-skovens træers<br />
saft. Skoven må fortæres af flammer. Alene det kan stilne min sult og give mig min<br />
appetit igen.”<br />
18:4 ”Da Han hørte det, spurgte Krishna ham: ”Ok, så konsumér den; hvorfor kommer<br />
du til mig med det problem? Det er i sandhed forbløffende; du har kraften til at forvandle<br />
universet til aske! Hvorfor beder du om andres hjælp? Da Krishna, der foregav ikke at<br />
vide besked, spurgte ham <strong>på</strong> denne måde, svarede Agni, Ild-guden: ”Herre! Du ved alt.<br />
Lever den store slange, Thakshaka, og dens slægt og venner, tjenere og fæller ikke i<br />
denne Khandava-skov? Indra, Regn-guden, er dens bedste ven. Så Indra har derfor<br />
<strong>på</strong>taget sig ansvaret for at beskytte denne skov mod ild og andre katastrofer. Han har<br />
givet sit æresord <strong>på</strong>, at han vil redde skoven og altså også redde Thakshaka. Så snart<br />
jeg begynder at æde skoven, vil Indra derfor sende sine håndlangere af sted og<br />
gennemvære stedet med regn. Jeg vil blive uskadeliggjort <strong>på</strong> en måde, så jeg vil være<br />
ude af stand til at kunne spise igen. Derfor søger jeg tilflugt hos dig.””<br />
18:5 ”Krishna lo af hans frygt. Han sagde: ”Hvis det har sådan fat, så skal vi nok hjælpe<br />
dig. Fortæl os, hvad vi skal gøre, og vi vil være parate.” Agni var henrykt. Han<br />
forklarede: ”Jeg er i sandhed velsignet; jeg er reddet. Hvis du blot beslutter dig for at<br />
tilbageholde den regn, som Indra udløser, ved at dække skoven med et tag af pile, så<br />
kan jeg uforstyrret æde skoven.” Krishna forsikrede ham, at hans anmodning ville blive<br />
imødegået. Din bedstefader, Arjuna, henvendte sig til Agni <strong>på</strong> følgende måde: ”Du kan<br />
brænde skoven uden tøven. Mine våben er kraftige nok til at modstå og overmande ikke<br />
blot én Indra, men selv ti millioner af dem. Men jeg har ikke det nødvendige antal pile til<br />
62
denne operation og heller ikke en vogn, der kan bære den tunge vægt. Hvis disse<br />
fremskaffes, skal jeg, med Krishna’s elskværdige tilladelse, udføre min opgave.””<br />
18:6 ”Agni Deva, Ild-guden, blev glad over at høre dette. Han opfyldte Arjuna’s to<br />
ønsker: Et uudtømmeligt pilekogger som han kunne trække en uafbrudt strøm af pile op<br />
af og en vogn med Maruthi-flaget (Vind-gudens flag). Desuden skabte han Ildvåbenet, og<br />
idet han overrakte det til Krishna, forlod han dem begge.”<br />
18:7 ”Min søn, Parikshith! Du må huske <strong>på</strong>, at Krishna udelukkende tog imod dette<br />
våben for at gøre Ild-guden tilfreds; Han har intet behov for sådanne våben. Der findes<br />
ikke noget våben, der er mere effektivt end Hans vilje. På et splitsekund kan Hans vilje<br />
forvandle Jorden til himmel og himmel til Jorden. Han spiller rollen som menneske, så<br />
længe Han bevæger sig rundt blandt folk. Mennesker danner deres egne meninger uden<br />
at forstå Hans handlingers indre betydninger. Det er blot en konsekvens at det<br />
selvbedrag eller den illusion, der slører menneskets syn.”<br />
18:8 ”Efter <strong>på</strong> denne måde at have taget afsked med Krishna, begyndte Agni at<br />
konsumere Khandava-skoven. Lige <strong>på</strong> det tidspunkt, præcist som forudset, sendte Indra<br />
sine håndlangere ud <strong>på</strong> den opgave, der bestod i at redde skoven fra ødelæggelse. Deres<br />
anstrengelser var forgæves. De vendte tilbage til deres herre og aflagde rapport om<br />
deres nederlag. Derfor styrtede Indra selv, sammen med sine drabelige følgesvende, af<br />
sted til stedet for at redde Khandava-skoven. Her stødte han <strong>på</strong> din bedstefader, Arjuna.”<br />
18:9 ”Arjuna modtog ham med en byge af pile fra sit berømte Gandiva-bue. Også Indra<br />
kæmpede med al sin styrke. I løbet af få minutter trak Indra’s følgesvende sig tilbage.<br />
De var ude af stand til at modstå den regn af pile, der bombarderede dem fra alle sider.<br />
Indra indså, at den person, der <strong>på</strong>førte dem nederlaget, var hans egen søn, Arjuna.<br />
(Arjuna’s moder, Kunthi, og hendes mand, Pandu, kunne ikke få børn. Derfor måtte hun<br />
have gudernes hjælp. I forbindelse med Arjuna’s fødsel, fik hun Indra’s hjælp). Han blev<br />
overmandet af skam over dette. Han beklagede, at han var ude af stand til at besejre sit<br />
eget afkom og vendte bedrøvet og afdæmpet tilbage.”<br />
18:10 ”I mellemtiden konsumerede Ild-guden lystigt skoven, og med stor appetit slugte<br />
han med sine tusind røde tunger alt og startede derved en kæmpebrand. Kun aske var<br />
tilbage. Da skovens fugle og øvrige dyr opdagede branden, forsøgte de forgæves at<br />
undslippe denne forfærdelige kæmpebrand, men de var ikke i stand til det. De blev<br />
fanget af flammerne og ristet levende. Krishna kørte rundt i skoven for at forhindre<br />
nogen af dens beboere i at løbe ud i det fri og derved blive reddet. Han holdt specielt øje<br />
med større dyr og slanger. Han fik øje <strong>på</strong> slangen Thakshaka, en god ven af Indra, der<br />
var i færd med at undslippe ilden. Krishna kaldte Arjuna hen til sig for at gøre ham<br />
opmærksom <strong>på</strong> slangen. Herved fik Thakshaka chancen for at sno sig ud og ile mod<br />
området, der hedder Kurukshethra.”<br />
18:11 ”Men Agni forfulgte slangen. Han søgte hjælp hos Vind-guden for at indhente den<br />
flygtende. Derfor søgte Thakshaka ly hos Maya, gudernes og dæmonernes skaber. Han<br />
og Maya bevægede sig hurtigt mod Kurukshethra. Krishna opdagede det og forfulgte<br />
dem. I det øjeblik overgav Maya sig til Arjuna og bad om hans beskyttelse for sig selv og<br />
sin protegé, Thakshaka. Arjuna imødekom hans ønske, og ud fra en følelse af<br />
taknemmelighed kastede Maya sig for hans fødder og sagde: ”Oh, du søn af Pandu, jeg<br />
skal aldrig glemme denne venlighed. Hvis det står i min magt, vil jeg gøre alt for dig. Du<br />
behøver blot tilkendegive dine ønsker.””<br />
18:12 ”Din bedstefader tænkte over det et stykke tid og svarede så: ”Maya! Hvis du<br />
virkelig længes efter at glæde mig, så kan jeg fortælle, at der udelukkende er én ting,<br />
jeg ønsker at begære. Byg en samlingssal til mine brødre, hvor de kan holde hof. Det<br />
63
skal være en sal, hvis lige ikke findes <strong>på</strong> Jorden. Den skal være så storslået, at ingen<br />
Gud, dæmon eller himmelsk musiker nogen sinde kan gøre sig håb om at bygge en<br />
sådan til sig selv. Den skal fylde alle dem, der ser den, med forbløffelse. Jeg har ingen<br />
ønsker ud over dette.” Krishna kom også med et forslag. ”I denne mirakuløse sal skal du<br />
opstille en vidunderlig trone, som Dharmaraja kan sidde <strong>på</strong>. Først da vil salen være<br />
fuldstændig storslået.””<br />
18:13 Vyasa fortsatte. ”Parikshith, lægger du mærke til, hvor meget Krishna elskede din<br />
bedstefader? Behøver du flere overbevisende beviser end dette <strong>på</strong>, at Han altid er<br />
opmærksom <strong>på</strong> sine hengivnes lykke? Ved synet af denne forbløffende sal blev den onde<br />
Duryodhana mange år senere overvældet af misundelse. Duryodhana, Dussasana og<br />
deres kammerater blev i en ydmygende grad forvirrede og bragt helt ud af fatning, da de<br />
blev forledt til at tro, at der var vand, hvor der ikke var noget, og at der var døre <strong>på</strong><br />
steder, hvor der ingen døre var! De væltede omkuld så mange steder og bankede deres<br />
hoveder mod så mange vægge, at de byggede et uudslukkeligt had op over for<br />
Pandava’erne. Kaurava’erne lagde uophørligt planer om at ødelægge Pandava’erne. Men<br />
eftersom Pandava’erne i høj grad havde Krishna’s nåde, var de i stand til at få bugt med<br />
planerne, som var de slet og ret et barns leg, og de var i stand til at nyde de forskellige<br />
manifestationer af Guds barmhjertighed. Kaurava’erne udviklede tillige et voldsomt had<br />
mod Krishna, for de vidste, at Yasoda’s Søn var den, der skænkede Pandava’erne deres<br />
lykke. Men hvad kan nogen gøre mod selve skæbnens Herre? At udvikle had mod Ham er<br />
et tegn <strong>på</strong> deres uvidenhed, ikke andet.”<br />
18:14 Da Vyasa således fortalte historien om Thakshaka, lyttede Parikshith med stor<br />
opmærksomhed. Da beretningen var slut, forhørte Parikshith sig undrende: ”Hvad var<br />
det, der ansporede de onde Kaurava’er til at fornærme min bedstemoder, Droupadi, og<br />
behandle hende så dårligt? Hvordan udholdte mine bedsteforældre de fornærmelser,<br />
Droupadi i så stort et omfang blev udsat for? Hvordan kunne det gå for sig, at de blot<br />
stod og så <strong>på</strong>? Hvordan kunne det være, at de var ude af stand til at hævne sig <strong>på</strong> eller<br />
straffe dem, der fornærmede hende, da hun således offentligt blev vanæret i den<br />
kongelige retssal? Alt dette <strong>på</strong> trods af deres tapperhed og utvivlsomme mandighed. Jeg<br />
er ude af stand til at forstå, hvordan disse begivenheder kunne ske. Fortæl mig<br />
sandheden om det, der skete. Oplys mig. Jeg er sikker <strong>på</strong>, at du kan fjerne min tvivl.”<br />
64
Kapitel 19<br />
Pandava’erne – et eksempel for Kali-tidsalderen<br />
19:1 Parikshith bønfaldt med tårerfyldte øjne og med så stor ydmyghed, at Vyasa sagde:<br />
”Søn! Pandava’erne var trofaste tilhængere af de moralske love; de løb aldrig fra deres<br />
ord. De overholdt reglen om, at den slagne part ingen ret har til at udfordre den<br />
vindende part. Din bedstefader og hans brødre anerkendte deres ældre broders,<br />
Dharmaraja’s, moralske overlegenhed og holdt sig selv i baggrunden. Ellers var de blevet<br />
som de fordærvede Kaurava’er, der væltede sig rundt i deres eget blod og lod de døde<br />
kroppe ligge, så de blev sønderrevet af hunde og gribbe.”<br />
19:2 ”På trods af det jeg lige fortalte dig, var din grandonkel, Bhima, klar til at angribe<br />
de ondskabsfulde mænd der generede Droupadi. Han var som en løve, der står bundet til<br />
et træ. Han grinede kynisk af den stærke tilknytning, som Dharmaraja havde til ‘rigtig<br />
handling’. Men hvad kunne han stille op? Han blev gjort harmløs af sin ældste broders<br />
vilje. Han var derfor nødt til at opføre sig som en uduelig person.”<br />
19:3 Da Vyasa sagde dette, spurgte Parikshith ham om årsagen til, at hans<br />
bedsteforældre i den grad var blevet gjort til slaver. Vyasa smilede og svarede: ”Søn!<br />
Det skal jeg også fortælle dig. Din grandonkel, Dharmaraja, fejrede <strong>på</strong> enestående vis<br />
kronings-ceremonien i den sal, som Maya byggede til ham. Kaurava’erne var inviteret til<br />
ceremonien, og som jeg fortalte, var de fulde af forbløffelse over pragten og hele det<br />
underværk, salen var. De var også fulde af misundelse og hævntørst, som var de<br />
fornærmede over Pandava’ernes rigdom og magt. De holdt råd med andre onde<br />
elementer og søgte efter metoder til at underminimere Pandava’ernes lykke. Til sidst<br />
fandt de <strong>på</strong> en plan.”<br />
19:4 ”Det var konkurrencen med det kongelige terningespil. De opførte sig, som var de<br />
fulde af broderlig kærlighed, og som om de var tilskyndet af den største hengivenhed.<br />
Deres ord var som forgiftede honningdråber; som et knivstik der var trængt ned igennem<br />
smør. De overtalte deres gamle blinde fader til at sende Dharmaraja en meddelelse. Den<br />
lød således: ”Søn! I er alle brødre. Kom og vær sammen med os og forlyst jer over et<br />
terningespil.” Da han modtog invitationen, sagde din grandonkel ja til at komme. Han<br />
havde ingen anelse om de kneb, Kaurava’erne var villige til at benytte sig af. Han havde<br />
et troskyldigt sind og spillede derfor de spil, som de foreslog. Han anede intet om den<br />
krigslist, de havde planlagt. Derfor blev han fristet til at sætte sine brødre og til slut<br />
endog sin dronning, Droupadi, som indsats. Han indså ikke, at spillet var spækket med<br />
snyd og konspiratoriske tricks. Han havde aldrig forestillet sig, at hans fætre ville bringe<br />
ham i en tilstand af håbløs fortvivlelse. Så efter hasardspillets regler blev Droupadi<br />
sejrherrernes ejendom. For yderligere at tage hævn og tilfredsstille deres overvældende<br />
had, planlagde de at vanære Pandava’ernes dronning foran alle de forsamlede hofmænd.<br />
Fordærvede hjerner kan udelukkende udklække fordærvede planer.”<br />
19:5 Da han hørte dette, begyndte Parikshith at græde. Med en stemme der blev afbrudt<br />
af suk, spurgte han Vyasa: ”Hvordan kunne den blinde Dhritharashtra, der selv var<br />
kejser, tillade denne nedværdigende opførsel over for en kvinde, en dronning? Ganske<br />
vist kunne han ikke se, men han havde da ører at høre med. Havde han proppet sine<br />
ører til, så hendes jamren ikke kunne nå hans forstand? Eller var de også ude af<br />
funktion? I de hellige skrifter står der, at ingen kvinde skal forvoldes skade eller<br />
udsættes for fornærmelse. Kvinder skal hjælpes og bistås. Men disse herskere, der burde<br />
være gode eksempler for deres undersåtter med hensyn til moralsk adfærd og<br />
retfærdighed, havde den frækhed ustraffet at forbryde sig mod de hellige skrifter.<br />
Hvordan kan sådanne ondskabsfulde mennesker være herskere? Var de ikke de<br />
65
tarveligste blandt mennesker? Det er udelukkende de værste syndere, der vil planlægge<br />
at fornærme og vanære en anden mands hustru, en hjælpeløs kvinde. Jeg føler, at dette<br />
land er blevet flået i småstykker, blot fordi sådanne afskyelige personer kom til magten.<br />
Til sidst førte disse katastrofer til den totale undergang. Gud er ikke blind, er det ikke<br />
sandt?”<br />
19:6 Parikshith fortsatte sin protesterende jamren: ”Selv menneskeædere og barbarer<br />
respekterer deres kvinder. Hvis en af deres kvinder bliver fornærmet <strong>på</strong> denne måde, vil<br />
de hævne det, som havde det været hele slægten, der var blevet dårligt behandlet. I<br />
dette tilfælde var slægtens ældre, herskerne, lærerne, vismændene og de lærde alle<br />
tilstede og overværede i den offentlige forsamling denne skændige handling. Mistede<br />
disse højt agtede vidner pludselig deres forstand? Blev de pludselig gjort blinde af en<br />
eller anden skrækkelig sygdom? Fik de kun græs at spise, siden deres smag blev så<br />
dyrisk? Glemte de i deres dyriske tilstand vor races ære? Og de ældre! Deres skelneevne<br />
svigtede dem, og de må have set ynkelige ud, og de må have været flove over dem<br />
selv.”<br />
19:7 Vyasa afbrød denne ordstrøm mod disse ældre, der havde forholdt sig passive i<br />
disse frygtelige minutter. Han sagde: ”Søn! Parikshith! Drag nu ikke forhastede<br />
konklusioner og bliv ikke alt for forvirret. Ingen af de ældre, der opholdt sig i salen,<br />
billigede Duryodhana’s, Dussasana’s og de andres ondskabsfulde opførsel. De advarede<br />
dem om konsekvenserne af deres misgerning. Men hvad kunne de stille op, når disse<br />
fordærvede mænd havde besluttet sig for at begå synd? Da Dussasana greb fat i<br />
Droupadi’s hår og trak hende ind i den kongelige sal, der var fuld af hofmænd og andre,<br />
var Vidura’s, Bhishma’s og Drona’s pine og forfærdelse hinsides deres kontrol. Ord er<br />
utilstrækkelige redskaber til at beskrive situationen. Tårer strømmede ned ad deres<br />
kinder. De var ude af stand til at løfte deres hoveder og kaste deres blik <strong>på</strong> den<br />
afskyelige bande.”<br />
19:8 ”Der var endnu en årsag til dette. Droupadi’s øjne skød lyn, da hun <strong>på</strong> denne måde<br />
blev pint og plaget. Havde hendes blik ramt nogen i salen, ville vedkommende være<br />
blevet reduceret til aske! Til alt held så hun kun <strong>på</strong> din ældste bedstefader, Dharmaraja.<br />
Hans mod og sindsligevægt blev prentet i hendes sind, så de forsamlede personer blev<br />
reddet fra ødelæggelse. Var det ikke sket, ville Duryodhana, Dussasana og de øvrige fra<br />
det fordærvede kuld slet ikke have overlevet.”<br />
19:9 ”Dharmaraja’s ansigt, der i den grad udstrålede sindsligevægt, havde en sådan<br />
forvandlende virkning. Dine bedsteforældre Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva iagttog<br />
ansigtet, mens deres hjerter blev sønderrevet af Droupadi’s kamp. Deres hidsighed og<br />
vrede blev kølnet ved at se <strong>på</strong> dette ansigt. Den dag reddede Dharmaraja’s uanfægtede<br />
ansigt alle fra en voldsom omvæltning. Havde det ikke været for det, ville alle være<br />
blevet fortæret af vredens flammer. Det ville have været langt værre end Kurukshethraslaget.”<br />
19:10 ”Intet kan ske, uden det er Guds vilje. Er det ikke sandt? Hvordan kan nogen<br />
sætte sig ud over Herren Krishna’s vilje? Droupadi jamrede sig over, at ingen af hendes<br />
herrer stod op og reddede hende, skønt hun kaldte <strong>på</strong> dem og mindede dem om deres<br />
tapperhed og mod. Netop <strong>på</strong> det tidspunkt faldt tanken, som et lynglimt, <strong>på</strong> Krishna,<br />
frelseren, og fyldte hendes kraftløse hjerte med mod! Hun råbte: ”Dette er ikke en<br />
fornærmelse rettet mod mig. Ej heller er det en infam fornærmelse rettet mod<br />
Pandava’erne. Det er en fornærmelse, en krænkelse, rettet mod Dig. Du er vores ét og<br />
alt. Vi er <strong>på</strong> alle områder afhængige af dig. Er det så rimeligt, at du nu tolererer denne<br />
grusomme fornærmelse, der forøves mod vores ære? Vi har viet vores hjerter til dig. Hør<br />
nu! Jeg har viet mig selv til dig. Måske er du ikke tilfreds med det, vi indtil nu har ofret<br />
66
ved dine fødder. Må din vilje ske.” Således overgav hun sig fuldstændigt og<br />
uforbeholdent til Herren.”<br />
19:11 ”Herefter <strong>på</strong>tog De Hjælpeløses Beskytter, Frelseren for dem der overgiver sig,<br />
Herren, sig selv at redde hende fra hendes kvaler. Han tog affære; velsignede hende<br />
uden at blive hørt, set eller bemærket. Og underet skete. Den sari, som uhyrerne<br />
forsøgte at fjerne for at blamere hende, viste sig at være endeløs lang. Alle, inklusive<br />
plageånderne, blev helt fortumlede over denne demonstration af Krishna’s nåde og<br />
Droupadi’s hengivenhed. De gode og de forstandige mennesker erkendte, at sandhed og<br />
‘rigtig handling’ aldrig kan lide skade. De glædestårer, der strømmede ud af øjnene,<br />
beviste den opstemthed, de oplevede. Den onde Dussasana faldt sammen, udmattet og<br />
ydmyget. Droupadi led ikke den mindste vanære. Al vanæren ramte Kaurava’erne, og<br />
Pandava’erne forblev uplettet.”<br />
19:12 ”Kunne Gud tillade, at de retfærdige og moralske Pandava’er blev ydmyget? Den<br />
skade, Kaurava’erne planlagde at <strong>på</strong>føre Pandava’erne, ramte blot dem selv. Det var en<br />
direkte konsekvens af den nåde, Herren Krishna lod strømme ud over dine<br />
bedsteforældre og din bedstemoder, samt af den hengivenhed og tro som de havde over<br />
for Herren Krishna.”<br />
19:13 ”Det var Herrens hensigt over for verden at bekendtgøre Pandava’ernes intense<br />
hengivenhed og dennes effektivitet. Yderligere ville Han også vise dem frem som gode<br />
eksempler over for Kali-tidsalderen, der snart skulle begynde. Derfor udtænkte Herren<br />
dette gribende drama. Andet ligger der ikke i det. Du er muligvis underlagt bagvaskelse,<br />
fornærmelse og vanære; du bliver muligvis kastet ud i fattigdom eller smerte, men den<br />
person der har overgivet sig til Guds vilje, vil med glæde byde det altsammen<br />
velkomment og bære det med sindsro. Herren vil aldrig opgive sine børn. De, der er<br />
hengivne over for Gud, må være tålmodige og rolige under de mest intense<br />
provokationer. Det er en kendsgerning, at det er de fromme og de gudhengivne, der<br />
hjemsøges af slid og slæb samt bekymringer. For at lære menneskeheden disse store<br />
sandheder, lod Krishna dette drama udspille med Pandava’erne i rollebesætningen.<br />
Enhver begivenhed i deres liv er blot en scene i Hans spil.”<br />
67
Kapitel 20<br />
Krishna skænker sin nåde til Droupadi<br />
20:1 Vismanden Vyasa fortsatte. ”Lyt oh konge! Droupadi blev overvældet af forbløffelse,<br />
da hun opdagede Krishna’s nåde, der skænkede hende tøjets hjælp til at beskytte hendes<br />
ære. Hun græd overstrømmende af taknemmelighed og udbrød i henrykkelse: ”Krishna,<br />
Krishna!, med en sådan kraft og nidkærhed at de forsamlede mennesker i audiens-salen<br />
blev opskræmte. Hendes ansigts lysende glans fik dem til at nære mistanke om, at hun<br />
var den sande gudinde (gudinden Sakthi; Herren Shiva’s hustru), der fylder universet<br />
med energi.”<br />
20:2 ”I mellemtiden manifesterede Krishna sig i sin fysiske form foran din bedstemoder,<br />
Droupadi, og sagde: ”Søster” Hvorfor er dit sind uroligt? Jeg har ladet mig føde med det<br />
udtrykkelige formål at tilintetgøre disse ondskabsfulde mænd, der er blinde af stolthed.<br />
Jeg vil sørge for, at Pandava’ernes hæder og berømmelse bliver vist frem til beundring<br />
for verdens kommende generationer. Trøst dig.”<br />
20:3 ”Da hun hørte det, faldt hun for Herrens fødder, der blev vasket af hendes tårer,<br />
der var mørke af hendes øjenmake-up. Fletninger af hendes lange kraftige hår, der var<br />
blevet berørt af onde hænder, faldt over Hans fødder og dækkede dem. Hun lå rullet<br />
sammen om Hans fødder.”<br />
20:4 ”Hendes voldsomme tilfredshed og hendes vrede ophidselse hensatte de forsamlede<br />
hofmænd og krigere i forbavselse. Krishna rejste hende op, og idet Han lagde en hånd <strong>på</strong><br />
hendes hoved, velsignede Han hende: ”Rejs dig! Bind håret op i en knude. Afvent<br />
tålmodigt de begivenheder, der vil indtræffe i de kommende dage. Gå, slut dig til dine<br />
selskabsdamer i de indre gemakker”, bad Han hende indtrængende. Da hun hørte disse<br />
ord, gav det et ryk i hende, som en slange der har sit hoved løftet. Hendes øjne skinnede<br />
gennem hårets slør, der dækkede hendes ansigt. Hendes blik var som lyn mellem skyer.”<br />
20:5 ”Hun stod midt i forsamlingen, og idet hun vendte sig mod Krishna, sagde hun i et<br />
velovervejet og roligt tonefald: ”Krishna! Tøj, der bliver flænset, kan kun blive lappet<br />
sammen; flængerne kan ikke repareres <strong>på</strong> anden vis. En dydig brud kan kun giftes bort<br />
én gang. Stivnet mælk kan ikke igen blive til almindelig mælk. Elefantens stødtænder<br />
kan aldrig skubbes tilbage i den mund, hvor de kom fra. Droupadi’s fletninger er blevet<br />
løsnet af disse onde menneskers smudsige hænder. Aldrig kan de igen blive bundet som<br />
tidligere for at markere en hustrus lykke.” Da dette var sagt, sad alle stille med bøjet<br />
hoved, fulde af skam over den fornærmelse dronningen var blevet udsat for.”<br />
20:6 ”Men Krishna brød stilheden. ”Hvornår har du tænkt dig at sætte håret, som det var<br />
tidligere? Disse løse fletninger får dig til at se skræmmende ud.” Da hun hørte disse ord,<br />
brølede den heroiske dronning som en løvinde: ”Herre! Lyt til dette” Den beskidte<br />
slyngel, der vovede at røre dette hår, holdt det i sin uhumske hånd og trak mig ind i<br />
denne sal, skal have sit hoved knust i småstykker, og hans lig skal gnaves af ræve og<br />
hunde. Hans hustru skal gøres til enke, Hun skal løsne sine fletninger og jamre sig i<br />
uudslukkelig sorg. Den dag det sker, vil jeg sætte håret i en knude og ikke før.” Da de<br />
hørte denne forbandelse, blev de ældre i salen opskræmte over dens frygtelige<br />
konsekvenser. De holdt sig for ørerne, så de var ude af stand til at høre mere. De bad<br />
indtrængende: ”Undskyld. Fred. Fald til ro”, for de vidste, hvor katastrofal en dydig<br />
kvindes forbandelse kan være. Hjertet var ved at sprænges af frygt hos Dhritharashtra,<br />
den gamle blinde fader til den flok onde mænd, der havde fornærmet hende. Hans<br />
sønner forsøgte at se modige ud, men inderst inde var de som ramt af en storm af panik.<br />
68
En bølge af frygt skyllede hen over forsamlingen, for de vidste, at hendes ord ville stå til<br />
troende. Det forkerte ville blive hævnet af den straf, hun havde krævet.”<br />
20:7 ”For at forstærke denne frygt sagde Krishna: ”Oh! Droupadi” Må din vilje ske. Jeg<br />
skal tilintetgøre disse onde mænd, der har forvoldt dine mænd så stor sorg. Det, du<br />
netop har sagt, må ske, for fra den dag du blev født, har du ikke befængt din tunge med<br />
usandheder, end ikke for sjov har du gjort det. Din stemme er sandhedens stemme.<br />
Sandheden vil, <strong>på</strong> trods af alt, sejre.”<br />
20:8 ”Det var det tilsagn, Herren gav din bedstemoder. Kaurava’erne blev tilintetgjort,<br />
og Pandava’ernes retskaffenhed blev bekræftet over for verden. Hvor der er ‘rigtig<br />
handling’, der er Herren. Hvor Herren er, der er sejren. Denne hellige grundsætning<br />
lærte Herren verden gennem denne tragedie.”<br />
20:9 ”Bemærkede du det? Hvor storslåede må dine bedsteforældre ikke have været for<br />
at gøre sig fortjent til denne stadige strøm af nåde fra Krishna! Overholdelsen af ‘rigtig<br />
handling’, deres urokkelige troskab over for sandheden, dette sikrede dem denne nåde.<br />
Man kan afholde kostbare og omstændelige offerceremonier og ofringer, men hvis man<br />
blot følger ‘rigtig handling’ og holder sig til sandheden, kan man komme over<br />
omskiftelsernes og sorgens hav og nå befrielsens bred. Hvordan skulle Pandava’erne<br />
ellers være blevet reddet, da den rædselsvækkende vismand, Durvasa, begav sig ind i<br />
skoven for at brænde dine bedsteforældre til aske, som Duryodhana og hans slæng<br />
havde planlagt? Stakkels Durvasa måtte sande, at Guds nåde er mere effektiv end års<br />
fortjenester opnået gennem askese og fornægtelse. Han, der var sendt ud for at<br />
ødelægge, gik derfra med dyb beundring for sine <strong>på</strong>tænkte ofre.”<br />
20:10 Mens Vyasa <strong>på</strong> denne måde stolt berettede om Pandava’ernes hengivenhed til<br />
Herren, løftede Parikshith sit hoved i undren. ”Hvad var det, du sagde? Var det min<br />
bedstefader, der sørgede for, at Durvasa led nederlag? Ak, sikke heldig jeg er, at jeg<br />
blev født ind i et dynasti, der har bevist, at det var selv en stor vismand overlegen!<br />
Fortæl mig herre! Hvordan gik det for sig? Hvorfor drog Durvasa ud i skoven til dem, og<br />
hvad blev resultatet?”<br />
20:11 ”Lyt, oh store konge”, fortsatte Vyasa. ”Dine bedsteforældre, der levede i<br />
landflygtighed i junglen, var, takket være Herren Krishna’s nåde, i stand til at tilbringe<br />
deres dage der i glæde og lykke og med deres ry for gæstfrihed usvækket. De fandt, at<br />
junglen var mere fuld af glæde end Hasthinapura, hvor de var forvist fra. De ’store’<br />
menneskers hjerter vil altid være så fulde af guddommelig tilfredshed og sindsligevægt,<br />
at de ikke vil blive <strong>på</strong>virket af skæbnens medgang og modgang. En velduftende blomst<br />
vil glæde én med sin fortryllende duft, hvad enten den holdes i den venstre eller den<br />
højre hånd. På samme måde vil ’et stort’ menneske være lige lykkeligt, om det befinder<br />
sig i himlen eller i skoven, i en landsby eller i hovedstaden, <strong>på</strong> bjergtinden eller i dalen.<br />
Et sådant menneske oplever ingen forandringer, præcis som dine bedsteforældre<br />
demonstrerede gennem deres liv.”<br />
20:12 ”Når de gode mennesker er lykkelige og lever i fred, kan de onde mennesker ikke<br />
holde det ud; de udvikler en kraftig hovedpine. For at blive lykkelige, er de onde nødt til<br />
at beskue de tab og genvordigheder, som de gode gennemgår! De tab, de gode lider, er<br />
de ondes sinds gevinster. En gøgs behagelige kukken lyder skarp i en krages ører. På<br />
tilsvarende vis medførte Pandava’ernes ubesværede og lykkelige liv elendighed og lidelse<br />
hos Kaurava’erne i hovedstaden.”<br />
20:13 ”Men hvad mere kunne Kaurava’erne gøre? De havde overdænget Pandava’erne<br />
med lige så megen sorg, som de evnede; de havde mishandlet dem lige så meget, som<br />
69
de kunne. Til slut havde de drevet dem ud af selve kongeriget. De sendte dem ind i<br />
skovene <strong>på</strong> tomme maver.”<br />
20:14 ”Tomme maver! Ja. Det var, hvad de forstillede sig. Men sandheden var<br />
anderledes. For deres legemer var gennemtrængt og fulde af Herren Krishna. Det at<br />
kæmpe mod sådanne ’guds-fyldte’ kroppe er blot at kaste sig ud i en håbløs strid. Det<br />
var årsagen til, at Kaurava’erne fratog dem deres materielle ejendele, men sendte deres<br />
legemer uskadte ud af kongeriget. Efter terningespillet blev alle besiddelser og ejendele<br />
taget fra Pandava’erne. Kaurava’erne gjorde deres bedste for at skabe uenighed blandt<br />
brødrene og spredte grufulde sladrehistorier, der ramte snart den ene snart den anden.<br />
Men brødrene respekterede sandheden og holdt sig til sandheden. Intet kunne adskille<br />
dem. Det faktum, at intet kunne svække Pandava’ernes lykke, fortærede Kaurava’erne<br />
som en skovbrand.”<br />
20:15 ”I dette fortvivlelsens øjeblik ankom Durvasa, der var selve raseriets inkarnation,<br />
til Hasthinapura. Med sig havde han titusind disciple. De var alle opsatte <strong>på</strong> at tilbringe<br />
den fire måneder lange stille andagt i den kongelige by. Kaurava’erne vidste god besked<br />
om asketen Durvasa’s kraft og om hans svagheder og luner. De inviterede ham derfor til<br />
paladset. I de fire måneder hans ophold varede, tilbød de rundhåndet deres gæstfrihed<br />
til ham og hans følge. Deres plan var at udnytte denne vismand og få ham til at indgå i<br />
deres krigslist. Derfor udviste de ekstraordinær entusiasme med at drage omsorg for, at<br />
alle hans egne og hans store følges ønsker blev opfyldt. De sikrede sig, at Durvasa ikke<br />
havde nogen grund til at være skuffet, modløs eller utilfreds. I fire måneder opvartede de<br />
ham med fanatisk nidkærhed. Når det skete, at vismanden fik et raserianfald, hang de<br />
med hovederne, satte håndfladerne mod hinanden og fandt sig i alle de beskyldninger,<br />
der væltede ned over dem. På denne måde blev deres hellige gæst formildnet og vundet<br />
over <strong>på</strong> deres side.”<br />
20:16 ”En dag, da Durvasa hvilede sig efter at have indtaget et lækkert måltid, kom<br />
Duryodhana hen til hans seng og satte sig ærbødigt ved siden af den. Vismanden sagde<br />
følgende til ham: ”Oh konge, din opvartning har virkelig behaget mig. Spørg mig om en<br />
hvilken som helst velgerning, ligegyldig hvor værdifuld eller hvor vanskelig den end er,<br />
så skal jeg tilstå dig den.” Duryodhana var klar med den velgerning, han ønskede fra<br />
Durvasa. Han var glad for, at han endelig blev spurgt. Han udviste stor ydmyghed, da<br />
han bad om, at velgerningen blev ham tilstået. ”Herre! Det, at du er tilfreds med vores<br />
opvartning, er i sig selv en million velgerninger værd. Dette udtryk for <strong>på</strong>skønnelse er<br />
nok for mig. Hvad skal jeg med rigdom og berømmelse? Selv om jeg opnåede<br />
suverænitet over de tre verdener, ville jeg ikke finde nogen glæde ved denne<br />
myndighed. Jeg er bedrøvet over, at mine brødre, Pandava’erne, ikke var her sammen<br />
med mig i den fire måneder lange periode, hvor jeg fik lov at opvarte dig. Giv også dem<br />
mulighed for at redde sig selv ved at udføre denne enestående opvartning; det er mit<br />
ønske. Forsæt venligst til deres opholdssted med alle dine disciple og tilbyd også dem<br />
denne mulighed. Min ældre broder, Dharmaraja, er sådan en trofast tilhænger af ‘rigtig<br />
handling’, at han, <strong>på</strong> trods af vore protester og bønner, valgte at begive sig ind i skoven<br />
frem for at bryde sit ord. Jeg har hørt, at han selv i skoven tilbyder storslået gæstfrihed<br />
til millioner af gæster og besøgende. Der kan han opvarte dig endnu bedre med<br />
luksuriøse banketter og festlige måltider. Hvis du har tænkt dig at skænke mig din<br />
behagelige nåde, vil jeg blot bede dig gøre mig en enkelt tjeneste: Når du besøger<br />
Pandava’erne, så gør det, efter Droupadi har spist sit måltid!” Med disse ord faldt<br />
Duryodhana for Durvasa’s fødder for at stemme ham endnu mere gunstigt. Vismanden<br />
forstod krigslisten; han brød ud i latter.”<br />
70
Kapitel 21<br />
Episoden med Durvasa<br />
21:1 Vyasa skyndte sig at forklare årsagen til Durvasa’s underlige latter: ”Durvasa<br />
accepterede imidlertid Duryodhana’s bøn! Han begav sig mod skoven, idet han sagde:<br />
”Det er i orden, det vil jeg gøre.” Der var et dybt ildevarslende formål med denne bøn.<br />
Det var følgende. En morgen ved solopgang, da Pandava’erne var i gang med at tilbede<br />
Sol-guden, fik guden medlidenhed med dem og de forhold, de levede under. Ud af hans<br />
umålelige nåde fik de overdraget en krukke, hvis indhold vil forblive uformindsket,<br />
ligegyldigt hvor meget der bliver taget op af den. Den blev kaldt ’Den endeløse Ret’. Som<br />
den pligtopfyldende hustru Droupadi var, plejede hun først at spise, efter at de fem<br />
brødre havde fået deres mad. Indtil hun var færdig med at spise, ville krukken forblive<br />
fuld af mad, uanset hvor mange der havde deltaget i måltidet. Når hun havde spist og<br />
havde renset krukken, ville den ikke indeholde mere mad. På den måde skænkede<br />
krukken hver dag masser af mad, men kun indtil Droupadi havde spist. Inden hun spiste,<br />
kunne hun altså bespise tusinder, endda millioner med den mad, der var indeholdt i<br />
krukken. Men når hun først havde taget sin mad op af den, mistede krukken sin kraft for<br />
den dag. Det vil sige, at der skulle være noget mad, eller i hvert fald bestanddele af mad<br />
i den, så krukken kunne mangfoldiggøre den i millionvis. Det var dens mærkværdige<br />
herlighed. Duryodhana anmodede Durvasa om at henvende sig til Pandava’erne og bede<br />
om gæstfrihed, efter Droupadi havde spist, eftersom han havde denne specielle<br />
begrænsning i tankerne.”<br />
21:2 ”Da den iltre vismand ville bede om mad, og Pandava’erne ikke ville være i stand til<br />
at give ham og hans store følge noget, var Duryodhana sikker <strong>på</strong>, at Durvasa ville<br />
nedkalde en frygtelig forbandelse over Pandava’erne <strong>på</strong> grund af sin voldsomme sult. Det<br />
ville for altid tilintetgøre brødrene. Det vanskelige problem med at leve sammen med<br />
dem ville være løst, og Kaurava’erne kunne herske over hele riget i fred. Det var<br />
Duryodhana’s onde hensigt. Men Pandava’erne søgte hjælp. Ikke hos noget eller nogen<br />
uden for dem selv, men hos Den iboende Herre. Hvad kan en vismands forbandelser<br />
gøre, ligegyldigt hvor mægtig han måtte være, mod sådanne mennesker? Når Den altbeskyttende<br />
Herre er <strong>på</strong> deres side, hvordan skulle ondsindede menneskers bedrag så<br />
kunne skade dem? Deres sammensværgelse måtte nødvendigvis mislykkes <strong>på</strong> skændig<br />
vis. De onde Kaurava’er forstod ikke, at når de planlagde noget i én retning, så lagde<br />
Herren planer i modsatte retning.”<br />
21:3 ”Durvasa ankom til Pandava’ernes tilholdssted med sine titusind disciple, netop<br />
mens Droupadi hvilede sig, efter hun havde spist sit måltid og renset den hellige krukke.<br />
Hun lå og talte med sine herrer. Dharmaraja så vismanden komme mod den løvtækkede<br />
hytte, hvor de tilbragte deres dage. Han rejste sig hurtigt, bød ham med begejstring<br />
velkommen, vaskede hans fødder, tilbød blomster i tilbedelse og lagde sig i støvet foran<br />
ham. Han erklærede: ”Jeg har fået opfyldt min største ambition her i livet; dette er i<br />
sandhed den heldigste dag.” Han græd glædestårer og stod med håndfladerne samlet.<br />
Efter hans brødre og Droupadi havde lagt sig i støvet foran Durvasa, stod de nu ved<br />
siden af Dharmaraja med bøjede hoveder i ærbødig hyldest.”<br />
21:4 ”Durvasa, der var synligt træt efter den udmattende rejse, talte med tydelig<br />
irritation. ”Vi går nu ned til floden for at bede og for at udføre vores middagsritual. Når<br />
jeg og mine titusind disciple vender tilbage, skal maden være klar.” Efter denne<br />
meddelelse begav de sig hastigt ned til floden.”<br />
21:5 ”Da Dharmaraja hørte dette, fik han et chok. Det var lige før, hans hjerte holdt op<br />
med at slå. Han rådførte sig med Droupadi og fandt ud af, at krukken var blevet rengjort<br />
71
og sat til side. Alle faldt de sammen i sorg, idet de frygtede for, hvad der ville kunne ske<br />
dem. ”10.000 mennesker skal have mad! Oh Gud! Hvad vil denne dag bringe?”, klagede<br />
de helt fortabte. For Droupadi, der var den ideelle husmoder, var det at få gæster til<br />
spisning en velkommen opgave. Men hun blev fortvivlet over, at så mange <strong>på</strong> dette sene<br />
tidspunkt skulle have mad så hurtigt, og så ydermere i junglen hvor det ikke var til at få<br />
fat i nogen madvarer. Hun sagde: ”Den gæst der er ankommet, er den berømte Durvasa,<br />
hvis evner og duelighed er kendt over hele verden. Blot ved tankens kraft kan han<br />
forvandle dem, der gør ham vred, til aske! Ak, herre! Hvilken frygtelig ulykke der venter<br />
os!” Hun spekulerede over sine egne ord og rystede af frygt.”<br />
21:6 ”Hun kunne ikke finde nogen måde, hvor<strong>på</strong> hun kunne bespise den flok, der havde<br />
slået sig ned hos dem. Hvem andre end Herren, de godes frelser, Krishna, kunne hjælpe<br />
hende gennem vanskelighederne. ”Oh Gopala! Frels mine herrer. Beskyt os mod den<br />
tilintetgørelse, der truer os. Vis os nogle måder at tilfredsstille disse asketer og denne<br />
vismand <strong>på</strong>.” Hun anråbte Krishna med tårerne strømmende fra sine øjne og med smerte<br />
i sit hjerte. Med en inderlig længsel bad hun indtrængende til Herren. Hvad der måtte<br />
ske hende fremover, var hun ligeglad med, men hun bad om, at hendes ægtemænd<br />
måtte blive reddet, og at hendes ægteskabelige status måtte forblive intakt. Hun græd<br />
højlydt i sin voldsomme sorg. Pandava-brødrene hørte hendes jamren. Deres smerte blev<br />
fordoblet. Også de bad til Krishna, deres eneste redning. ”Oh, Nandanandana, du har<br />
reddet os fra katastrofe efter katastrofe forårsaget af Kaurava’erne. Du har beskyttet os<br />
som et øjenlåg beskytter et øje. Hvorfor har du kastet os ud i denne frygtelige nød i dag?<br />
Undskyld os vore synder og fejl. Red os fra denne skrækkelige fare. Hjælp os med at<br />
gøre vismanden og hans store følge tilfreds.””<br />
21:7 ”Krishna opholdt sig i Mathura, men Pandava’ernes bønner og Droupadi’s tårer<br />
blødgjorte Hans hjerte så meget, at Han rejste fra byen. Der lød fodtrin. Pandava’erne,<br />
hvis hoveder var bøjet af ængstelse for, hvad der ville ske, når Durvasa vendte tilbage<br />
fra floden, løftede blikket og så Krishna træde ind i deres hytte. Hans smil spredte et<br />
funklende lys i rummet, og Hans gule klædning gled efter Ham hen ad jorden. De<br />
udbrød: ”Krishna! Krishna!”, og løb hen mod Herren. Droupadi hørte den velkendte<br />
stemme og skyndte sig ud fra de indre værelser. Hun formodede, at lyden af stemmen<br />
måtte være et tegn <strong>på</strong> Guds nåde, der muligvis blev vist dem. Men da hun så Krishna’s<br />
skikkelse, skyndte hun sig at kaste sig for Hans fødder og vaske dem med sine tårer.<br />
”Frels mig; frels mine herrer. Stil vismanden og hans følge tilfreds.” Krishna, den<br />
fuldendte instruktør af dette universelle drama, forekom at være uinteresseret i deres<br />
ængstelse, og gik kun op i sin egen sult! Han sagde: ”Droupadi! Dette er forunderligt.<br />
Jeg er sulten. Stil først min sult, og derefter kan du bede mig om det, du behøver. Giv<br />
mig straks noget mad!” Han strakte sine håndflader frem, som om Han ikke kunne<br />
vente.”<br />
21:8 ”Droupadi sagde: ”Oh, herre! Det er ikke tidspunktet at lave sjov <strong>på</strong>. Det er<br />
prøvelsens tid for os. Frels os, le ikke af vores vanskelige stilling.” Hun tørrede strømmen<br />
af tårer bort med kanten af sin sari. Hun bønfaldt med begge sine hænder strakt ud i<br />
ydmyghed. Med sin hånd løftede Krishna hendes hoved og sagde med en mild,<br />
forsikrende stemme: ”Barn! Tårer samler sig i kvinders øjne ved den ubetydeligste<br />
anledning. Men kan tårer stilne min sult?” Krishna var tydeligt i sit spydige hjørne.<br />
Droupadi svarede: ”Gopala! Du er den anden, der beder om noget ved vor dør i dag. Men<br />
hvis vi ikke giver dig, hvad du beder om, vil du ikke forbande os og tilintetgøre os. Men<br />
den første der kom og bad om noget, venter med titusind følgesvende <strong>på</strong> at få stilnet sin<br />
sult ved et måltid, vi skal give! Vi er alle ved at blive reduceret til aske; hvor kan vi<br />
fremskaffe blot et enkelt riskorn i denne skov? Hvordan kan jeg stilne sulten hos så<br />
mange mennesker <strong>på</strong> så kort tid <strong>på</strong> dette øde sted?” På denne måde forklarede hun<br />
årsagen til den tristhed, der havde grebet dem.”<br />
72
21:9 ”Gopala lo højt. ”Der er kommet titusind gæster, siger du. Men jeg kan ikke se én<br />
eneste af dem her! Jeg kan kun le af dine ord. Barnet, der sidder <strong>på</strong> dit skød, sender du<br />
væk for at kæle med det barn, der er langt væk. Begynd med at give mig rigeligt mad,<br />
så min sult forsvinder; derefter kan du tænke <strong>på</strong> at gøre de mennesker tilfredse, der er<br />
langt væk.” Krishna var ubøjelig med sit krav om, at Han skulle opvartes først. Han<br />
spillede rollen som den sultne person perfekt. Droupadi var nødt til at forklare sin<br />
forlegenhed: ”Herre! Krukken indeholdt en mangfoldighed af mad. Al maden blev<br />
serveret og spist. Jeg var den sidste, der spiste. Jeg har renset den hellige krukke, vi har<br />
fået af Sol-guden, og sat den til side. Hvordan kan jeg nu få mad fra den? Hvordan kan<br />
jeg stilne din sult? Du er vores eneste redning. Hvis du, der ved alting, forvolder os<br />
lidelse, hvad vil de andre så ikke gøre mod os?” Droupadi begyndte at græde igen.”<br />
21:10 ”Gopala sagde: ”Ok, bring mig krukken. Selv om krukken blot giver mig en smule<br />
af et eller andet spiseligt, vil jeg være tilfreds.” Hun gik derfor ind efter krukken og gav<br />
Krishna den. Forsigtigt lod Gopala sine fingre glide rundt <strong>på</strong> indersiden af krukken. Han<br />
ledte efter blot en lille madrest, der måske ikke var blevet fjernet ved rengøringen. I<br />
krukkens hals fandt Han et lille stykke af et kogt blad. Derfor spurgte Han: ”Droupadi! Du<br />
ser ud til at have fået en bladrig ret til middag i dag!”<br />
21:11 ”Droupadi var overrasket over, at Krishna var i stand til at opdage et ubetydeligt<br />
lille blad i den krukke, som hun havde skrubbet ren. ”Det må være et af dine mirakler.<br />
Ligegyldigt hvilket arbejde jeg udfører, så gør jeg det effektivt. Jeg kunne ikke have<br />
rengjort den så dårligt!”, lo hun. Da hun gik hen til Krishna for at se bladet, viste Krishna<br />
det til hende, idet Han sagde: ”Se! Det fandt jeg i din krukke. Det er nok til at stilne, ikke<br />
blot min sult, men alle væsener i universets sult.” Herefter lagde Han det <strong>på</strong> sin tunge<br />
med det yderste af sin finger, mens Han udbrød: ”Ah! Hvor dejligt! Min sult er<br />
forsvundet!”<br />
21:12 ”I det selv samme øjeblik følte Durvasa ved flodbredden og hans titusind disciple<br />
deres maver blive fulde af mad. Deres sult forsvandt også. De oplevede en stor<br />
lykkefølelse. De var blevet befriet for de smerter af sult, som de havde lidt af minuttet<br />
før. Med fagter forklarede de hinanden om deres forundring over det skete, og bagefter<br />
talte de om det, der var hændt dem. ”Alle vores maver er fulde af mad. Der er end ikke<br />
plads til blot et ekstra riskorn! Dharmaraja venter <strong>på</strong> os med en stor banket med ekstra<br />
lækre retter, og han vil insistere <strong>på</strong>, at vi yder hans gæstfrihed fuld retfærdighed. Men<br />
hvordan skal vi få plads til det festmåltid, han har tilberedt? Vi er i sandhed i en frygtelig<br />
forlegenhed!”, sagde de. Nogle af dem huskede nu episoden, da deres herre, Durvasa,<br />
forbandede den hellige kong Ambarisha, men hvor vismanden gennem Krishna’s<br />
mellemkomst selv led nederlag til forbandelsens offer.”<br />
21:13 ”De fortalte Durvasa om deres tilstand og deres formodning. Vismanden, der blev<br />
klar over den nåde, Dharmaraja havde fået, sendte ham overstrømmende sine<br />
velsignelser. Med sine disciple forlod han stedet ad en anden rute, så han derved undgik<br />
Pandava-brødrenes opholdssted.”<br />
21:14 ”Men Krishna havde kommanderet Bhima til at begive sig til floden og hurtigt<br />
bringe vismanden og hans følge til frokosten. Da Bhima så, de var ved at slippe væk ad<br />
en anden rute, øgede han tempoet. Men disciplene, der var bange for hans intentioner,<br />
løb ind i junglen for at redde sig selv! Bhima stillede sig lige foran Durvasa og fortalte<br />
ham: ”Herre! Min ældre broder beordrede mig at møde dig og bringe dig hjem til os, for<br />
frokosten er klar til jer alle sammen.” Durvasa bønfaldt beklagende: ”Bhima! Vi kan end<br />
ikke spise den mindste smule. Vi er fyldt til bristepunktet. Vi er overhovedet ikke<br />
misfornøjet med jer. Jeg velsigner jer, at I må opnå al mulig lykke. Jeg vil besøge jer,<br />
når I som ubestridte regenter hersker over verden, og til den tid vil jeg tage imod jeres<br />
gæstfrihed. De, der tilskyndet af syndige motiver sendte mig til jer, vil blive udsat for<br />
73
total tilintetgørelse.” Idet Durvasa ønskede Pandava’erne alt muligt held, drog han bort<br />
med alle sine følgesvende.”<br />
21:15 Vyasa spurgte: ”Parikshith, lagde du mærke til, at dine bedsteforældres<br />
hengivenhed og deres evne til at overgive sig var uden sidestykke? Og lagde du mærke<br />
til, at <strong>på</strong> tilsvarende vis var den nåde, som Krishna skænkede dem, uovertruffen?” Mens<br />
Vyasa havde afsløret disse episoder med det formål at forklare Parikshith om<br />
Pandava’ernes uafbrudte tro og Krishna’s nåde, havde Parikshith lyttet spændt. Han<br />
lyttede med ærefrygt og ærbødighed, forundring og bekymring; hans sind blev hele tiden<br />
<strong>på</strong>virket <strong>på</strong> forskellig vis. Da Pandava’ernes dilemma blev beskrevet, blev Parikshith<br />
ophidset. Når en truende katastrofe blev beskrevet, græd han af sympati. Når brødenes<br />
succes blev beskrevet, græd han glædestårer.<br />
74
Kapitel 22<br />
Arjuna’s kamp mod guderne<br />
22:1 Vyasa fortsatte: ”Oh konge, hvis behovet opstod, var dine bedsteforældre parate til<br />
at give afkald <strong>på</strong> alt og give det til Gud. Hvis behovet opstod, var de også klar til at<br />
kæmpe mod Gud. De kunne nemlig udelukkende overholde det, der er en krigers ‘rigtige<br />
handling’ (en krigers pligt), når de kæmpede <strong>på</strong> denne måde. Du må have hørt historien<br />
om din bedstefader, der kæmpede mod Herren Shiva, og fra Ham vandt Shiva’s<br />
guddommelige kastevåben. Da kongen hørte det, løftede han straks sit hoved og<br />
spurgte: ”Herre! Hvad var det, du sagde? Førte min bedstefader krig mod Shiva? Det har<br />
jeg ikke hørt om tidligere. Fortæl mig om det; sluk min tørst efter at få kendskab til den<br />
historie.” Parikshith faldt for Vyasa’s fødder og bad ham indtrængende om at fortælle<br />
historien.<br />
22:2 Vyasa rømmede sig. ”Søn! Hvor mange historier skal jeg fortælle dig? At fortælle<br />
fuldstændig udførligt om forholdet mellem Pandava’erne og guderne tager ikke blot timer<br />
eller endog måneder, men år! Men eftersom du beder så indtrængende, vil jeg fortælle<br />
så mange historier, som det er muligt inden for den tid, vi har til rådighed. Hør nu, oh<br />
konge! Pandava’erne levede i skoven. En dag blev Dharmaraja overvældet af bekymring.<br />
Han følte, at de andre fætre, Kaurava’erne, måske ikke ville tillade ham at leve i fred,<br />
selv efter at eksilperioden var udstået. Det var overordentligt tvivlsomt, om de ville<br />
overdrage Pandava’erne deres andel af Imperiet. Dharmaraja frygtede, at krig var<br />
uundgåelig, og at tidsalderens store bueskytter, Bhishma, Drona, Karna og Aswathama i<br />
så tilfælde ville slutte sig til Kaurava-flokken. Han frygtede, at Pandava’erne måske ikke<br />
ville være i stand til at besejre en så strålende styrke. Han frygtede, at krigen kunne<br />
ende med nederlag, og at Pandava’erne så blev nødt til at tilbringe resten af livet i<br />
junglen. Da Arjuna så hans store elendighed, henvendte han sig til ham og bad om<br />
tilladelse og velsignelse til at drage af sted, for gennem askese at vinde våben fra<br />
guderne, så de kunne besejre fjenderne. Dharmaraja befalede ham at gå til værks og<br />
behage guderne, og gennem deres nåde skaffe våben så de kunne vinde krigen.”<br />
22:3 ”Arjuna begav sig ind i Gandhamadana-bjergområdet. Selv for den mest<br />
foretagsomme asket var det et utilgængeligt sted. Her praktiserede Arjuna askese for at<br />
formildne Indra, gudernes regent. Himmeriget var forbløffet over denne askese og over<br />
hans regelmæssige udholdenhed. Derfor viste guden Indra sig for ham og sagde: ”Søn!<br />
Din askese behager mig. Men hvis dine ønsker skal opfyldes, må du først vinde Shiva’s<br />
nåde. Når du har fået den, vil jeg tage dig til himmeriget og udruste dig med alle de<br />
våben, himmeriget kan tildele dig.””<br />
22:4 ”I overensstemmelse med Indra’s råd, satte Arjuna sig og mediterede <strong>på</strong> Shiva for<br />
<strong>på</strong> denne måde at vinde Hans nåde. I mellemtiden besluttede Shiva sig for at lade sit<br />
eget drama udspille. Nu skal jeg fortælle dig om dette drama: Et kæmpestort vildsvin,<br />
der var stærkt ophidset, løb hen mod pladsen, hvor Arjuna var i gang med at udføre<br />
asketiske øvelser. Han fik øje <strong>på</strong> det, og skønt man skal afstå fra at skade noget levende<br />
væsen, mens man udfører asketiske øvelser, tog han, uden at tænke nærmere over det,<br />
sin bue og sine pile frem, eftersom vildsvinet var lige ved at gå til angreb <strong>på</strong> ham. Netop<br />
i det øjeblik kom en jæger, der også var bevæbnet med bue og pil, til syne foran Arjuna!<br />
Denne blev forbløffet over, at en kvinde ledsagede jægeren i denne tætte skov, hvor<br />
ingen person kan færdes sikkert. Men da han så nærmere efter, opdagede han et<br />
mægtigt følge bag jægeren. Følget bestod af mænd og kvinder, der forekom at være<br />
noget bistre, da de hylede og skreg <strong>på</strong> underlig vis. Arjuna var både rådvild og<br />
forbløffet.”<br />
75
22:5 ”Den person der først havde vist sig, jægeren med det bistre ansigt og de<br />
rødsprængte øjne, talte til Arjuna: ”Du der! Hvem er du? Hvorfor er du kommet til dette<br />
sted? Jeg vil advare dig om, at du vil dø, hvis du skyder en pil mod det vildsvin, selv om<br />
det sker ved en fejltagelse. Jeg har jaget det og fået det til at løbe herhen. Hvilken ret<br />
har du til at løfte din bue og pil mod det?” Disse ord ramte Arjuna’s hjerte som en hel<br />
byge pile. Han følte sig forfærdeligt såret; for en almindelig jæger havde fornærmet ham.<br />
”Fyren kender ikke mit navn eller mit ry; ellers ville han ikke have udfordret mig”, sagde<br />
han til sig selv. Han hævede sig bue og affyrede en pil mod vildsvinet. I selv samme<br />
øjeblik affyrede jægeren også en pil mod det.”<br />
22:6 ”Dyret faldt til jorden, død. Jægeren kæmpede med sin vrede. Han slyngede<br />
skældsord mod Arjuna. ”Du der! Du kender ikke reglerne for jagt. Når jeg har fået øje <strong>på</strong><br />
det, jaget det og udvalgt det som mål for mine pile, hvor vover du så at rette din pil mod<br />
det? Du er en grådig barbar.” Hans øjne skød gnister, så ukontrolleret var hans raseri.<br />
Arjuna var også rasende. Han råbte tilbage: ”Hold mund, din slyngel. Ellers skal jeg<br />
ekspedere dig til Dødsriget. Stands din hånlige tale og frels dig selv. Gå tilbage til det<br />
sted du kom fra.””<br />
22:7 ”Jægeren tog kampen op; han veg ikke. ”Lige meget hvem du er, så er jeg ikke<br />
bange. Måske har du 3.300.000.000 guder <strong>på</strong> din side, men jeg vil ikke give mig. Pas du<br />
hellere <strong>på</strong>; du er en type, der blander dig. Hvem gav dig tilladelse til at komme her?<br />
Hvem tror du, du er, siden du beordrer mig til at forlade stedet? Denne skov tilhører os;<br />
du er en tyv, der har sneget sig ind, og du har den frækhed at bede os om at forsvinde!”,<br />
svarede han.”<br />
22:8 ”Ud fra disse ord gættede Arjuna <strong>på</strong>, at han ikke stod over for nogen almindelig<br />
jæger. Han talte derfor i et roligere tonefald. ”Skoven tilhører alle. Du er kommet for at<br />
jage, jeg er kommet for at praktisere askese for at behage Shiva. Jeg skød udelukkende<br />
det vildsvin for at redde mig selv fra dets raseri.” Jægeren blev imidlertid ikke blødgjort.<br />
”Jeg er ligeglad med, hvem du tilbeder; hvem du ønsker at behage. Indrøm det forkerte,<br />
du har gjort. Hvorfor skød du det dyr, som jeg jagtede? Acceptér din fejltagelse og sig<br />
undskyld; lov du vil forbedre dig”, insisterede han. Arjuna mistede al sin tålmodighed.<br />
For sig selv sagde han: ”Lige som dyret må denne fyr lade livet.” Han følte ikke, at<br />
jægeren kunne kureres ved hjælp af venlige ord.”<br />
22:9 ”Derfor udvalgte han en spids pil, satte den <strong>på</strong> buen og skød den mod jægeren.<br />
Den ramte ham, men lige som en pind der rammer en klippe, faldt den til jorden. Den<br />
blev helt bøjet ved sammenstødet! Derfor måtte den forbløffede Arjuna affyre en<br />
måneformet pil, der ville kløve hans hoved. Men med sin venstre hånd fejede jægeren<br />
pilen væk, som havde den været et græsstrå.”<br />
22:10 ”Til sidst affyrede Arjuna en uendelig byge af pile fra sit uudtømmelige pilekogger.<br />
Heller ikke det havde nogen virkning. Arjuna blev desperat, som en mand der var blevet<br />
frarøvet alle sine ejendele og havde mistet al sin modstandskraft. Han stod hjælpeløs,<br />
fyldt med raseri. Han var som en fugl med stækkede vinger; som en tiger hvis tænder<br />
var blevet trukket ud, og hvis kløer var blevet klippet af; som et skib uden sejl og ror.”<br />
22:11 ”Han gjorde et forsøg <strong>på</strong> at slå jægeren med selve buen. Den knækkede i<br />
småstykker ved sammenstødet. Det overraskede ham, og han besluttede sig for at<br />
anvende sine bare næver, for de var de eneste våben, han havde tilbage. Da han var<br />
rede, kastede han sig over jægeren og kæmpede som en rasende for <strong>på</strong> denne måde at<br />
besejre ham. Jægeren bød hans nye træk velkommen med en hjertelig latter. De<br />
kæmpede for at overmande hinanden med så enorme favntag og slag, at det så ud, som<br />
var det to bjerge, der var i en dødbringende strid. På grund af den usædvanlige larm,<br />
blev skovens fugle så bange, at de af ren og skær frygt fløj højt op i himlen. De dyr der<br />
76
oede i junglen, stod og stirrede <strong>på</strong> striden. De fornemmede, at en eller anden stor<br />
katastrofe hang over deres hoveder. Ude af stand til at bære kampens byrde rystede<br />
Jorden.”<br />
22:12 ”På trods af alt hvad der skete, viste jægeren intet tegn <strong>på</strong> træthed. Han var helt<br />
ubekymret og grinede. Han var lige så frisk, som da kampen startede. Arjuna var<br />
derimod badet i sved. Han gispede efter vejret. Hans knytnæver var skamferede!<br />
Jægeren var ikke skadet og var ikke det mindste <strong>på</strong>virket! Desuden skete der det, at da<br />
jægeren først fangede Arjuna i et forholdsvist let greb, kastede Arjuna blod op! Da han<br />
opdagede det, brød jægeren ud i en forfærdelig latter, og idet han jublede foran sin<br />
ægtefælle, sagde han med et sigende udtryk: ”Lagde du mærke til det?””<br />
22:13 ”Arjuna vaklede rundt og var helt forvirret. Han mistede fatningen. For sig selv<br />
hviskede han: ”Krishna! Hvorfor har du ydmyget mig <strong>på</strong> denne måde? Oh, er det her<br />
også en scene i dit spil? Denne jæger er i sandhed ingen almindelig dødelig. Måske er det<br />
dig selv, der er kommet i denne skikkelse for at trampe <strong>på</strong> min stolthed. Ak, tænk at<br />
blive overmandet af en jæger der lever i skovene! Nej, det må være din spøg, dit spil.<br />
Denne jæger er ingen almindelig fyr. Red mig, for jeg tror, jægeren er dig.””<br />
22:14 ”Da han havde sagt det, vendte han sig mod parret foran sig. Der så han, ikke<br />
jægeren og dennes hustru, men Shiva og Hans gemalinde, Gowri. De velsignede ham<br />
med et bedårende smil. De løftede hver en hånd med håndfladen vendt mod ham og<br />
forsikrede ham <strong>på</strong> denne måde, at han intet havde at frygte.”<br />
22:15 ”Arjuna blev overvældet af fryd. Han løb mod dem, idet han højt råbte: ”Oh<br />
Sankara (Shiva)! Moder Gowri!” Han kastede sig for deres fødder. Han bønfaldt dem om<br />
at tilgive ham sin ubesindighed. Gowri og Sankara, der er nådens legemliggørelser, tog<br />
ham om skulderen og løftede ham kærligt og klappende ham hengivent <strong>på</strong> hovedet.<br />
”Søn”, sagde de. ”Du har opnået dit livs virkeliggørelse; du gjorde din pligt, som du er<br />
bestemt til. Det var overhovedet ikke forkert. Tag den her; den er symbolet <strong>på</strong> vor<br />
nåde”, og fra selveste Herren Shiva modtog Arjuna Shiva’s guddommelige kastevåben.”<br />
22:16 Vyasa fortsatte: ”Oh, Store konge! Hvordan skal jeg prise din bedstefaders<br />
tapperhed? Ham der kæmpede mod Shiva, der var bevæbnet med den usynlige trefork.<br />
Kilden til dette mod og denne dristighed stammer fra den nåde, Herren Krishna overøste<br />
ham med. Dine bedsteforældre overvejede aldrig at foretage sig det mindste uden<br />
Krishna’s udtrykkelige ordre. Rent faktisk blev Hans nåde uopfordret skænket til<br />
Pandava’erne under Mahabharatha-krigen. Det skete hvert eneste øjeblik og i stor<br />
udstrækning. De var de eneste, der kendte til den dybe kærlighed, der tilskyndede til<br />
denne nåde; andre kunne ikke fatte dens omfang.” Da Vyasa kom til at tænke <strong>på</strong> dette,<br />
græd han glædestårer <strong>på</strong> grund af Pandava-brødrenes gode skæbne. Han var ikke den<br />
eneste, der græd.<br />
22:17 Den person, der lyttede til hans beretning, nemlig Parikshith, var om muligt endnu<br />
mere overvældet af beundring og taknemmelighed. Han græd glædens tårer; hans læber<br />
skælvede af følelser; hans stemme knækkede over af sindsbevægelse. Han var ude af<br />
stand til at beherske sig. Han udbrød: ”Oh, hvor er jeg heldig at være født ind i denne<br />
slægt! Hvor tapre, hvor hengivne, hvor frygtindgydende var mine bedsteforældre ikke!<br />
Tænk hvor heldig jeg er, at jeg er i stand til at høre om deres pragt fra guddommelige<br />
vismænd, vismænd som du. Oh, jeg er i sandhed velsignet trefoldigt. Når jeg lytter til<br />
beretningerne om mine bedsteforældre og om Herren Krishna’s herligheder, føler jeg<br />
aldrig, jeg har hørt nok. Jeg længes efter at høre mere.”<br />
22:18 ”Vil du ikke nok fortælle mig om, hvordan Herren reddede og beskyttede mine<br />
bedsteforældre i krig. Det vil bidrage til at stilne min sult; bidrage til at slukke min tørst.”<br />
77
Kapitel 23<br />
Beskyttelsen <strong>på</strong> slagmarken<br />
23:1 Eftersom kongen bønfaldt <strong>på</strong> denne måde, sagde Vyasa: ”Oh. Konge! Som de<br />
havde indvilliget i, boede Pandava’erne i eksil i skoven gennem tolv år. Desuden fuldførte<br />
de også et helt år, hvor de levede inkognito. Da de endelig til slut afslørede sig (i<br />
forbindelse med de onde Kaurava’ers voldelige bortførelse af Kine fra Virata-området),<br />
svor Duryodhana, den ældste i den grusomme klan, dette monster af falskhed, at der<br />
ikke var forløbet et helt år, og at Pandava’erne derfor havde brudt deres aftale. Han<br />
sagde, at de derfor i henhold til kontraktens strafklausul var bestemt til yderligere tolv<br />
års eksil og endnu et år, hvor de skulle leve inkognito! Han var ubøjelig i den<br />
konklusion.”<br />
23:2 ”De ældre, Bhishma og andre, hævdede, at Pandava’erne <strong>på</strong> den mest<br />
samvittighedsfulde måde havde opfyldt kontraktens betingelser. Pandava’erne havde<br />
ikke røbet deres opholdssted i løbet af hele året. De havde boet i eksil i samfulde tolv år.<br />
Men Kaurava’erne accepterede ikke den åbenbare sandhed. De forberedte vejen for<br />
deres egen undergang og ødelæggelse! De lyttede ikke til nogen; de hørte ikke efter<br />
noget som helst råd. De svor, at alene slagmarken kunne afgøre stridspunktet.”<br />
23:3 ”Hvad kan nogen stille op over for et sådant kongeligt dekret? Derfor engagerede<br />
begge parter sig i forberedelse <strong>på</strong> krig. Kongen, Duryodhana, var udrustet med en<br />
slagkraftig styrke, og Pandava’erne kom lige fra eksil! Men sandheden og retfærdigheden<br />
allierede sig med de landsforviste, og derfor sluttede nogle få konger, der var motiveret<br />
af moralske principper, sig til Pandava’erne. I stort antal tog de øvrige den regerende<br />
konges parti, og derfor var Kaurava’erne i stand til at have kommandoen over elleve<br />
militære enheder, mens Pandava’erne blot rådede over syv. (En enhed bestod af<br />
109.350 fodfolk, 65.610 ryttere til hest, 21.870 elefanter med tilhørende krigere og<br />
21.870 stridsvogne med besætning).”<br />
23:4 ”Men hør! Arjuna’s stridsvogn havde Herren Krishna, ’Røgterpigernes elskede’, som<br />
vognstyrer. Han lod sig ikke nøje med at være vognstyrer for Pandava’ernes skæbne!<br />
Derfor havde Pandava’erne ikke noget svagt punkt i deres styrker. Krishna var al den<br />
styrke, de behøvede. Men alligevel skete der det i Herrens storslåede drama, at Arjuna’s<br />
rolle tog en pludselig og uventet drejning, hvilket overraskede alle.”<br />
23:5 ”Herren beordrede Arjuna til at iagttage fjendens ledere, som han var nødt til at<br />
kæmpe imod. Han kunne gøre det fra sin stridsvogn, som han hele tiden havde placeret<br />
mellem de to hæres kampklare og opstillede rækker. Arjuna kastede et hurtigt blik <strong>på</strong> de<br />
helte, som var ivrige efter at møde ham i kamp. Straks strømmede tårer fra hans øjne!<br />
Han smuldrede hen i fortvivlelse og ulyst. Det var en scene, der fyldte tilskuerne med<br />
skam.”<br />
23:6 ”Men bemærk at din bedstefader ikke var <strong>på</strong>virket eller plaget af angst eller fejhed.<br />
Foran sig så han Bhishma, den ærværdige bedstefader, der elskede at have ham <strong>på</strong> sit<br />
skød og som kælede med ham, som var Arjuna hans eget barn. Han så sin respekterede<br />
lærer, Drona, af hvem han havde lært bueskydning fra a – z. Derfor jamrede hans<br />
hjerte: ”Ak! Er det nu også nødvendigt, at jeg skal lide under denne blodige krigsførelse<br />
mod disse store ædle personer, som jeg rent faktisk burde tilbede med sarte, kærlige<br />
blomster? Hvordan kan jeg affyre pile mod dem? Er jeg nødt til at såre selve de fødder,<br />
som jeg egentligt ærbødigt skulle placere <strong>på</strong> min pande, når jeg pligtopfyldende lægger<br />
mig i støvet foran dem?” Den sentimentalitet der overvældede ham, skyldtes rent faktisk<br />
78
hans følelser og tilbedelse. Det var den følelse, der var årsag til hans modløshed og ikke<br />
en eller anden svag følelse.”<br />
23:7 ”Følelserne ’jeg’ og ’mine’ voksede så voldsomt i ham, at han vendte sig mod<br />
Krishna og sagde: ”Krishna, kør stridsvognen tilbage til Hasthinapura. Jeg ønsker at tage<br />
af sted fra alt dette.” Krishna lo hånligt, og med slet skjult foragt bemærkede Han: ”Min<br />
kære svoger. Øjensynligt forekommer du at være bange for at kæmpe. Meget vel, jeg vil<br />
køre dig tilbage til Hasthinapura og i stedet vende tilbage med din hustru, Droupadi; hun<br />
er ikke bange. Kom, lad os vende om. Jeg var ikke klar over, at du var sådan en kujon.<br />
Havde jeg vidst det, ville jeg ikke have accepteret stillingen som vognstyrer for dig. Det<br />
var et stort fejlskøn fra min side.”<br />
23:8 ”Mens Krishna sagde dette og desuden kom med mange andre skånselsløse<br />
udtalelser, tog Arjuna til genmæle: ”Tror du virkelig, at jeg, der kæmpede mod guden<br />
Shiva og fra Ham vandt Shiva’s guddommelige kastevåben, vil tabe modet ved at stå<br />
over for disse almindelig dødelige? Det er en følelse af ærbødighed og barmhjertighed,<br />
der får mig til at afstå fra at dræbe disse slægtninge. Det er ikke frygt, der holder mig<br />
tilbage.” Arjuna talte længe, idet han argumenterede med udgangspunkt i ’jeg’ og ’mine’,<br />
men Krishna gouterede ikke hans argumenter. Han forklarede ham om de<br />
grundlæggende principper bag al aktivitet og moral og fik Arjuna til at tage de våben op,<br />
som han havde kastet fra sig. Han fik ham til at følge en krigers moralske bud og sociale<br />
forpligtelser.”<br />
23:9 ”Midt under slaget, da alle Kaurava-krigerne samtidigt affyrede en byge af pile mod<br />
Arjuna, reddede Krishna ham fra denne frygtelige byge. Han reddede ham <strong>på</strong> samme<br />
måde, som Han tidligere havde reddet beboerne og kvæget i Gokula fra de byger af hagl,<br />
der regnede ned over dem <strong>på</strong> grund af guden Indra’s vrede. Dengang reddede Krishna<br />
alle ved at løfte Govardhana-bjerget, så alle kunne finde ly under det. Han tiltrak alle<br />
pilene mod sig selv og reddede derved Arjuna, der sad bag Ham i stridsvognen, fra det<br />
dødelige angreb. Blodet flød fra sårene <strong>på</strong> Krishna’s legeme, men ikke desto mindre holdt<br />
Han det op mod den byge af iltre pile, som fjenden affyrede. Hans mål var, at Arjuna<br />
skulle beskyttes mod at komme til skade. Han havde også til hensigt at formindske de<br />
onde modstanderes magt og stolthed og højne Arjuna’s hæder og anseelse.”<br />
23:10 ”Selv bar Krishna ikke våben, men Han forårsagede fjendernes tilintetgørelse, og<br />
over for verden proklamerede Han den ‘rigtig handlings’ vejs herlighed, den vej som<br />
Pandava-brødrene holdt sig trofast til. Under slaget blev din bedstefader ofte pint ved<br />
tanken om den rolle, Krishna havde <strong>på</strong>taget sig. ”Tænk, at vi bruger dig til dette<br />
ubetydelige formål. Dig, som vi burde installere i hjertets lotus-rede; dig sætter vi <strong>på</strong><br />
stridsvognens plankesæde! Vi har degraderet dig til tjener! Vi har nedvurderet Herren <strong>på</strong><br />
så gemen vis. Ak, at vi er blevet forvandlet til sådanne indskrænkede personer!” På<br />
denne måde jamrede han ofte for sig selv.”<br />
23:11 ”Mere pinefuldt end alt andet var en anden smertelig handling, som Arjuna fra tid<br />
til anden nødvendigvis måtte udføre. Når som helst han var nødt til at udføre denne<br />
handling, blev stakkels Arjuna overvældet af et uudholdeligt samvittighedsnag.” Idet han<br />
fortalte dette, bøjede Vyasa sit hoved, som ville han helst afstå fra at nævne det. Det<br />
vakte i endnu højere grad Parikshith’s nysgerrighed, og han bønfaldt: ”Sig mig Herre!<br />
Hvad var det helt præcist for en uundgåelig skade, han var nødt til at forvolde, selv om<br />
det var en helligbrøde?”<br />
23:12 Til det sagde Vyasa: ”Oh konge. I kampens hede er lederen i stridsvognen nødt til<br />
at give tegn til vognstyreren om, hvilken vej han skal køre. Hvis han giver en mundtlig<br />
ordre om at køre til højre eller til venstre, kan han ikke være sikker <strong>på</strong> at blive hørt.<br />
Larmen kan være for høj, og lydene vil kunne forveksles. Så derfor må han, mens han er<br />
79
fuldstændigt opslugt af at være i heftig kamp mod fjenden, prikke vognstyreren <strong>på</strong><br />
tindingerne med sin venstre eller højre tå. Derfor lader han altid sine tæer være i<br />
berøring med tindingerne. Vognstyrerens sæde er placeret <strong>på</strong> et lavere niveau end<br />
lederens. Hvis stridsvognen skal køre lige ud, må begge tæer presses mod tindingerne<br />
med ens styrke. Sådan styrede man en stridsvogn.”<br />
23:13 ”Eftersom dette pres blev foretaget med kraftigt fodtøj, havde begge Herrens<br />
tindinger hver dag mærker efter hudafskrabninger. Af bar skam forbandede Arjuna sig<br />
selv. Han hadede selve ideen om krig og bad til, at det ondskabsfulde spil øjeblikkeligt<br />
måtte ophøre. Han plejede at blive bragt fuldstændig ud af fatning af pine over, at han<br />
med sine fødder var nødt til at berøre det hoved, som vismænd og helgener tilbad.”<br />
23:14 ”Krishna’s håndflader, der plejede at være bløde og sarte som en lotusblomsts<br />
kronblade, fik vabler over det hele, eftersom de var nødt til at holde tømmerne stramme.<br />
Bedre blev det ikke af, at hestene strammede tømmerne, alt hvad de kunne, hver gang<br />
de blev holdt tilbage eller <strong>på</strong> anden måde skulle styres. Herren hverken spiste eller sov.<br />
Han hjalp både ledere og menige og sørgede for, at såvel heste som stridsvogn var i<br />
perfekt stand. Han udførte også forskellige andre ærinder, der var grundlæggende for en<br />
sejr. Han badede hestene i floden, plejede deres sår og smurte helbredende balsam <strong>på</strong><br />
dem….men hvorfor fortsætte med at nævne det hele? Han opførte sig som en tjener i din<br />
bedstefaders husstand!”<br />
23:15 ”Han <strong>på</strong>tog sig aldrig den rolle som universets hersker, der er Hans sande natur og<br />
status. Gav Herren Krishna ikke selv dine bedsteforældre denne forsikring: ”Vær<br />
hengivne over for mig og modtag styrke fra mig. I den udstrækning jeres begejstring<br />
intensiveres og fremskynder denne proces med at give og modtage, i den udstrækning<br />
vil I få succes og blive lykkelige. Overlad alle jeres bekymringer, vanskeligheder,<br />
besværligheder og ønsker til mig, og modtag til gengæld glæde, fred og karakterstyrke<br />
fra mig. I den tid jeg er her, er det udelukkende åndelige aspiranter og retskafne<br />
personer, der får forbindelse med, bliver venner med eller modtager min nåde.” Denne<br />
forsikring er et udtryk for Hans kærlighed og hengivenhed til dem, der er hengivne over<br />
for ham”, sagde Vyasa, vismanden, til kongen.<br />
80
Kapitel 24<br />
Parikshith bliver forbandet<br />
24:1 Fra vismanden Vyasa’s mund hørte Parikshith dennes beskrivelse af Pandava’ernes<br />
dybe hengivenhed og vedholdende tro. Han blev begejstret, da han hørte om den<br />
grænseløse nåde, Herren Krishna havde skænket dem. Kongen var så fordybet i glæde,<br />
at han knapt sansede, om det var nat eller dag! Pludselig blev han vækket af fuglenes<br />
muntre pippen og lyden af hanegal. Han lyttede til de sange, hans undersåtter hver dag<br />
ved daggry bød Herren velkommen med. Han lyttede til templernes klokker, der ringede<br />
rundt om i paladset.<br />
24:2 Også Vyasa opdagede, at en ny dag tog sin begyndelse. Han sagde: ”Søn! Nu bliver<br />
jeg nødt til at tage af sted.” Idet han tog den vandkrukke, som han medbragte <strong>på</strong> sin<br />
færd, rejste han sig og velsignede kongen, der i stor sorg faldt for vismandens fødder.<br />
”Ak, at det så hurtigt blev daggry! Jeg har endnu ikke helt fattet mine bedsteforældres<br />
storhed og herlighed! Jeg mangler endnu helt at fatte dybden af deres hengivenhed og<br />
pligtfølelse”, jamrede han.<br />
24:3 Hans sind tumlede med de begivenheder, han lige havde hørt om; de begivenheder<br />
hvis enestående karakter han havde fået en fornemmelse af. Han var så opfyld af<br />
begejstring, at han ikke kunne gå i gang med kongerigets anliggender. Rent faktisk<br />
undgik han at blive rodet ind i dem og søgte ensomheden. En dag besluttede han sig for<br />
at drage ind i skoven for at jage, blot for afvekslingens skyld. Han gav ordre til, at der<br />
blev gjort forberedelse til en ekspedition ind i junglen.<br />
24:4 Meget snart modtog han besked om, at alt var gjort klar, og at jægerne og de<br />
øvrige deltagere alle var mødt op. Med tungt hjerte slæbte han sit legeme hen mod sin<br />
vogn og satte sig op i den. Tjenere, der alle var i fuld mundering, begav sig af sted. Som<br />
det var sædvane, gik de både foran og bagved den kongelige vogn. Af en eller anden<br />
grund mente kongen, at det ikke var nødvendigt, at så mange ledsagede ham. Denne<br />
dag bad han derfor nogle af dem om at vende om og gå tilbage. Da kongen og hans følge<br />
rykkede frem, fik de øje <strong>på</strong> adskillige flokke af hjorte, der gik omkring og græssede. Det<br />
syn fik bragt kongen til live! Han kom ned af vognen og med sin bue skudklar, optog han<br />
sammen med nogle få mænd jagten <strong>på</strong> hjortene. Flokkene spredtes af bar frygt. Jægerne<br />
var i skarp forfølgelse. Kongen udvalgte sig en flok flygtende dyr som sit mål, og han løb<br />
efter dem, uden at være klar over at han var alene, afskåret fra sine tjenere, der havde<br />
fulgt andre spor.<br />
24:5 Han havde både gået og løbet langt, og nu var han ikke i stand til at nedlægge<br />
noget dyr. En frygtelig tørst begyndte at plage ham. Han kunne næsten ikke holde sin<br />
udmattelse ud. Som en vanvittig ledte han efter vand. Til alt held fik han øje <strong>på</strong> en<br />
eneboer-hytte, en lille stråtækt hytte. Fuld af forventning ilede han hen til den. Der var<br />
ingen at se! Stedet forekom at være tomt. Fuld af pine kaldte han så højt, han var i<br />
stand til. Med sin svage hals råbte han klagende: ”Tørst, tørst.” Der kom intet svar fra<br />
hytten. Da han trådte ind, fik han øje <strong>på</strong> eneboeren Sameeka, der var i gang med at<br />
meditere. Han gik han til ham og spurgte i en medynkvækkende tone: ”Herre, herre.”<br />
Men Sameeka var helt væk i meditationens dyb, så der kom overhovedet ingen reaktion<br />
fra ham.<br />
24:6 Kongen blev overvældet af en følelse af krænkelse og af et voldsomt raseriudbrud.<br />
Han var kommet til en eneboerhytte, han havde set eneboeren, og alligevel var han<br />
stadig hjælpeløs af sult og tørst. Det sårede hans stolthed, for han var egnens hersker,<br />
og eneboeren havde vovet at dvæle i sig selv, da han var kommet til ham og havde kaldt<br />
81
<strong>på</strong> ham. Parikshith overså alle reglerne for anstændig opførsel, for han kunne knapt nok<br />
kontrollere sin vrede. Hans fod trådte <strong>på</strong> noget reb, der lå <strong>på</strong> gulvet. Han opdagede, at<br />
det ikke var reb, men en død slange. Som styret af skæbnen, fik denne lille episode ham<br />
til at komme <strong>på</strong> en ondskabsfuld ide. Han smed den døde slange rundt om halsen <strong>på</strong><br />
eneboeren, der sad som en statue ligeglad med andres lidelser. Derefter forlod han<br />
eneboerhytten og gik hurtigt derfra for at lede efter et andet sted, hvor han kunne slukke<br />
sin tørst og få noget mad.<br />
24:7 Nogle drenge så ham komme ud fra hytten. Da manden så fremmed ud og var<br />
pragtfuldt klædt, gik de ind i hytten for at finde ud af, hvorfor han var kommet, og hvad<br />
der var sket. Rundt om vismanden Sameeka’s hals så de en slange! De gik tættere <strong>på</strong> og<br />
undersøgte den. De opdagede, at den var død. De spekulerede over, hvem der kunne<br />
have udført denne oprørende grusomhed. De formodede, det måtte være den mands<br />
værk, der lige havde forladt hytten. Derfor løb de af sted for at fortælle det til Sameeka’s<br />
søn, Sringi, der legede med sine venner. Han troede ikke <strong>på</strong> det, de fortalte, for han<br />
kunne ikke tro, at nogen ville fornærme hans fader <strong>på</strong> sådan en måde. Han gik i gang<br />
med at lege igen, men børnene gentog deres historie og insisterede <strong>på</strong>, at han selv<br />
kontrollerede dens rigtighed. Han skulle med sine egne øjne se faderens bedrøvelige<br />
tilstand.<br />
24:8 Sringi blev forbløffet over deres fastholdelse af historien, og han blev bange for, at<br />
hændelsen rent faktisk var sket! Han løb ind i hytten og fandt, at det utænkelige var<br />
sket! Han forsøgte at finde ud af, hvem den misæder var, der havde forøvet denne<br />
grusomhed mod hans ærede fader. Han fandt ud af, at en person iført kongelige klæder<br />
var gået ind og kommet ud af hytten, og at der ellers ikke havde været andre siden<br />
morgenstunden. Drengene drog den slutning, at det måtte være denne persons værk.<br />
For at fange ham løb Sringi derfor i den retning, drengene angav. Inden længe fik han<br />
øje <strong>på</strong> personen i kongelige klæder, og hans vrede kendte ingen grænser. Han smed en<br />
håndfuld vand <strong>på</strong> kongen, der langsomt vandrede foran ham. Herefter udtalte han<br />
forbandelsen: ”Må ham der smed den døde slange rundt om min faders hals blive bidt af<br />
en slange <strong>på</strong> den syvende dag, og må han dø af giften <strong>på</strong> den dag.” Drengene rundt om<br />
ham bønfaldt ham om at lade være, men ikke desto mindre nedkastede han forbandelsen<br />
over kongen. Herefter gik han tilbage til hytten og faldt sammen i et hjørne med sit<br />
hoved opflammet af vrede.<br />
24:9 ”Ak, tænk at min fader var nødt til at blive udsat for denne forsmædelighed, når jeg<br />
var lige i nærheden. Jeg kunne lige så godt være død. Til hvilken gavn er en søn i live,<br />
hvis han ikke kan forhindre, at nogen fornærmer hans fader?” På denne måde fordømte<br />
han sig selv og jamrede sig <strong>på</strong> den mest ynkelige måde over sin skæbne. Hans<br />
kammerater sad rundt om ham og forsøgte at berolige ham. De rakkede forbryderen<br />
godt og grundigt ned. De forsøgte at trøste den utrøstelige dreng.<br />
24:10 I mellemtiden dukkede vismanden Sameeka frem fra sin indre lyksalighed og<br />
vendte tilbage til sin bevidsthed. Han fjernede den døde slange fra sin hals og lagde den<br />
ved siden af sig. Han så sønnen sidde og græde i et hjørne og vinkede ham hen til sig.<br />
Han spurgte om årsagen til hans sorg og fik fortalt historien om den fremmede og den<br />
døde slange. Sameeka smilede og sagde: ”Stakkels fyr.”<br />
24:11 ”Han gjorde det af ren og skær uvidenhed, og du afslører din uvidenhed ved at<br />
græde over det. Jeg bekymrer mig ikke om ære eller vanære. Viden om Den<br />
guddommelige Gnist gør et menneske i stand til altid at bevare sindsligevægten, altså<br />
hverken at føle sig hævet over noget når man bliver rost, eller føle sig ringere når man<br />
bliver dadlet. En eller anden tølper må have udført denne tossede gavtyvestreg. Eftersom<br />
du endnu er en dreng, puster du det op til at være en voldsom forbrydelse. Du<br />
gennemgår et bjerg af sorg over et muldvarpskud. Rejs dig op og gå ud <strong>på</strong> legepladsen”,<br />
82
sagde han. Han lod sin søn sidde lidt <strong>på</strong> skødet af sig. Han strøg ham blidt <strong>på</strong> kinden, så<br />
drengens sorg muligvis kunne mindskes lidt.<br />
24:12 Sringi fortalte sin fader: ”Det her er ikke gavtyvestreger udført af en eller anden<br />
tølper. Det er en frygtelig helligbrøde begået af en ego-forgiftet fyr i en konges<br />
klædedragt.” Til det spurgte Sameeka: ”Hvad siger du? En person i en konges<br />
klædedragt? Så du ham? Begik kongen denne dumme forseelse? Det kan aldrig falde en<br />
konge ind at gøre sådan en dum ting.” Sringi’s kammerater blandede sig i samtalen og<br />
bevidnede, at de også havde set den person, der var ansvarlig for denne helligbrøde.<br />
”Herre! Vi opdagede den døde slange, og vi løb hen til Sringi og fik ham med tilbage<br />
hertil. Sringi blev så vred, at han tog vand fra Kowsiki’en (en hellig flod) i sin hånd og<br />
kastede det <strong>på</strong> den person, der gik meget hurtigt herfra. Idet han kastede vandet <strong>på</strong><br />
ham, nedkaldte han forbandelsen, og han gjorde det med de passende rituelle formler.<br />
Forbandelsen lød: Må den person der placerede den døde slange dø af slangebid <strong>på</strong> den<br />
syvende dag fra i dag.”<br />
24:13 Sameeka blev chokeret over denne nyhed. Han var forbløffet over sin søns<br />
opførsel. Han skubbede ham væk fra sit skød og ned <strong>på</strong> gulvet. ”Hvad! Nedkaldte du<br />
sådan en forbandelse? Ak, at en vismands søn skulle have opført sig <strong>på</strong> den måde!<br />
Hvilken katastrofal forbandelse for denne ubetydelige fornærmelse! Du har begået en<br />
fejl, der aldrig kan udsones. Du er en skændsel for alle dine kammerater, der står rundt<br />
om dig. For du har ikke sjælsstyrke nok til at klare sådan en dum, ubetydelig<br />
gavtyvestreg! Jeg skammer mig over at sige, at sådan en dreng er min søn. Du besidder<br />
ingen viljestyrke til at klare sådan en lille krænkelse. Oh, hvilken skam! Ak, din<br />
barnagtighed giver alle vismænd og asketer et dårligt ry. Folk vil <strong>på</strong>stå, at vi end ikke<br />
besidder selv den mest elementære tålmodighed og sjælsstyrke! Vis mig ikke dit ansigt,<br />
at se det er en helligbrøde. At straffe folk for det de har gjort forkert, er kongens pligt.<br />
Det er ikke en eneboer i skovens pligt. Eneboeren, der nedkalder forbandelser, er slet<br />
ikke en eneboer!”<br />
24:14 Sameeka fortsatte: ”Motiveret af en higen efter at opleve et syn og en nærhed af<br />
alle verdeners vejleder og beskytter har eneboeren opgivet alle tilknytninger. Han har<br />
bosat sig i skoven. Han lever af frugter og rødder. Han fordømmer alle indtryk til<br />
sanserne som værende skadelige for åndelig fremgang. At en så afskyelig forbandelse,<br />
der stammer fra utålmodighed og egoisme, skulle komme ud af munden <strong>på</strong> en eneboer,<br />
er et tegn <strong>på</strong> forestående ulykke. Den markerer, at usandhedens jernalder gryer.”<br />
24:15 ”Ak! Hvilken stor synd du har forøget din byrde med i dag”, bemærkede han. For<br />
sin søn og dennes kammerater beskrev han derefter den afskyelige handling, som Sringi<br />
havde foretaget.<br />
83
Kapitel 25<br />
Vismandens medlidenhed<br />
25:1 Faderens hårde ord forvoldte stor smerte i Sringi’s følsomme hjerte. Ordene ramte<br />
som sværdstød eller hammerslag. Den stakkels dreng kunne ikke bære dem længere.<br />
Han faldt om <strong>på</strong> gulvet, og idet han tog fat i faderens fødder, jamrede han: ”Fader,<br />
undskyld. Jeg blev overvældet af vrede over, at selve kongen kunne opføre sig så<br />
skandaløst, så uforskammet, så uærbødigt, så umenneskeligt. Jeg var ude af stand til at<br />
kontrollere min harme over den fornærmelse, der blev slynget imod dig. Det er ikke<br />
passende, at en konge opfører sig <strong>på</strong> denne måde, <strong>på</strong> denne mest upassende måde, når<br />
han besøger en eneboerhytte, er det vel?”<br />
25:2 Da han så hans tilstand, tog Sameeka, asketen, sin søn hen til sig og sagde: ”Søn,<br />
øjeblikkets trang er uundgåeligt. Fornuftens befalinger bliver ofte fejet til side af<br />
mennesket <strong>på</strong> grund af denne trang. Skæbnens tildragelser vil tilintetgøre fornuftens<br />
rammer. Mennesket bliver konfronteret med øjeblikkets fulde kraft, og man kan intet<br />
andet end at overgive sig. Denne konge er en standhaftig teist, en dybt tænkende<br />
hengiven. Han har gjort sig fortjent til åndelig glans. Han er grundfæstet i moralsk<br />
adfærd. Han er konge over alle regioner. Hans berømmelse gennemtrænger alle de tre<br />
verdener. Han opvartes altid af i tusindvis af loyale mænd og sjæle. Når han forlader sin<br />
herskabelige bolig og tager hjemmefra, bliver han fulgt af mange vagter, der med<br />
samlede hænder og med deres blik fæstnet <strong>på</strong> ham, afventer hans mindste ordre.<br />
Derved håber de at vinde hans gunst ved at udføre ordrerne til hans tilfredsstillelse. Så<br />
snart han kommer ind i et kongerige, tilstår disse rigers herskerne ham en strålende<br />
velkomst ved at tilbyde ham pragtfuld gæstfrihed og en respektfuld hyldest. En person,<br />
der er vant til denne rigelige praksis, blev naturligvis stødt, da han ikke modtog nogen<br />
form for velkomst her. Han blev end ikke genkendt og respekteret. Forsømmeligheden<br />
var så alvorlig, at han end ikke tog et krus vand for at lindre sin tørst. Han var<br />
sønderrevet af smerten fra sulten og fra ydmygelsen, for der havde ikke været nogen<br />
respons, selv om han kaldte mange gange. Ude af stand til at bære smerten og chokket<br />
blev han forledet til at begå denne upassende handling. Selvfølgelig var det en fejl, men<br />
ved at du reagerede så skånselsløs <strong>på</strong> denne mindre forseelse, forvolder du uoprettelig<br />
skade <strong>på</strong> hele asketer- og eneboer samfundet. Ak, hvilken frygtelig ulykke du har<br />
nedkaldt.”<br />
25:3 Den gamle eneboer lukkede sine øjne og sad tavs et øjeblik. Han ledte efter nogle<br />
måder, så kongen kunne blive reddet fra forbandelsen. Da han ikke kunne finde nogen,<br />
og da han erkendte, at alene Gud kunne ordne sådan noget, eftersom Han er almægtig<br />
og alvidende, bad han af hele sit hjerte: ”Oh, Alle Verdeners Tilflugtssted! Denne umodne<br />
lille krop, der ikke kender til rigtigt og forkert med hensyn til, hvad der er ens pligt, og<br />
hvad der ikke er, har begået denne store bommert, der har skadet kongen. Tilgiv denne<br />
dreng eller straf ham, men sørg for at fremme kongens velfærd.”<br />
25:4 Eneboeren åbnede sine øjne. Han så asketerne og sin søns unge kammerater, der<br />
stod rundt om ham. Bedrøveligt fortalte han dem: ”Lagde I mærke til den skade, min søn<br />
forvoldte? Det er ikke rigtigt for os eneboere at fornærme og skade den konge, der er<br />
menneskehedens beskytter og vejleder, er det vel?”<br />
25:5 ”Derfor anmoder jeg jer alle om at bede til Gud om, at kongen ikke må komme til<br />
at lide nogen større skade, og at udelukkende lykkevarslende ting må hænde ham.” Da<br />
vismanden <strong>på</strong> denne måde havde bedt dem om dette, rejste en ældre munk sig fra<br />
gruppen. Han var selve legemliggørelsen af fred og forsagelse. Han sagde: ”Mægtige<br />
sjæl! Du øser så overstrømmende nåde over denne konge. Den person, der nedkaldte<br />
84
denne forbandelse, er din egen søn. Uden tvivl er dine åndelige færdigheder meget bedre<br />
end din søns, og du kan opnå alt gennem dem. Hvorfor er du så bekymret over den<br />
forbandelse, som denne dreng kastede <strong>på</strong> kongen? Du kan da gøre den virkningsløs, kan<br />
du ikke?” Til det udbrød de ældre såvel som de unge: ”Sandt, sandt; lyt til vore bønner<br />
og undskyld denne dreng. Forårsag kongens lykke og frels ham fra skade.”<br />
25:6 Vismanden Sameeka smilede; han lukkede sine øjne. Med sit indre yogiske syn så<br />
han kongens fortid og fremtid. Han undersøgte, hvorvidt kongens tilstedeværelse var<br />
betinget af hans fortid eller af hans fremtid. Han fandt ud af, at Parikshith nødvendigvis<br />
måtte lide døden af kobraslangens Takshaka’s giftige bid, da det var hans skæbne. Han<br />
følte, at det at prøve at redde kongen fra den forudbestemte afslutning <strong>på</strong> livet ville være<br />
at gå mod skæbnens befaling. Han indså, at kongens forkerte opførsel og sønnens vrede<br />
reaktion begge var konsekvenser af den tvingende drift. Han sluttede sig til, at<br />
udelukkende Gud, alle beslutningers og bedrifters skaber, kan ændre begivenheder, og<br />
at alle anstrengelser fra hans side blot ville være det samme som at udstille sin egoisme.<br />
25:7 Han vidste, at egoismen er eneboerens uforsonligste fjende. Men alligevel samlede<br />
han ikke sin ubestridelige styrke mod den for at tilintetgjorde den fuldstændigt. Han<br />
besluttede at yde områdets uheldige konge den smule hjælp, han var i stand til. Idet han<br />
åbnede sine øjne, så han til alle siderne for at udvælge en klog discipel blandt de<br />
forsamlede elever. Til sidst kaldte han en elev hen til sig og sagde: ”Du må straks begive<br />
dig til Hasthinapura og derefter vende tilbage til mig. Træf forberedelser til turen og kom<br />
så tilbage.” Eleven svarede: ”Jeg er altid parat til at adlyde dine ordrer; hvad skal jeg<br />
med forberedelse? Jeg er altid klar. Jeg kan starte <strong>på</strong> rejsen i dette øjeblik. Fortæl mig,<br />
hvad jeg skal gøre i Hasthinapura.” Med disse ord faldt han for Sameeka’s fødder og<br />
tilbød sin hyldest. Vismanden rejste sig fra sit sæde og førte eleven ind i de indre<br />
værelser. Detaljeret fortalte han ham om alle de punkter, han skulle gengive over for<br />
kongen. Herefter lagde eleven sig for herrens fødder og drog af sted mod hovedstaden.<br />
25:8 I mellemtiden var kongen nået til sit palads, og efter et kort hvil vågnede han op til<br />
en erkendelse af afskyeligheden af det forkerte, han havde gjort mod eneboeren. ”Ak,<br />
hvor langt ned kunne mit fordærvede sind dog synke! Det er i sandhed en afskyelig synd,<br />
at jeg, herskeren, <strong>på</strong> den måde skulle fornærme denne asket.” Han jamrede for sig selv.<br />
”Hvordan kan jeg yde erstatning for denne forbrydelse? Bør jeg tage til eneboerhytten og<br />
bede om forladelse? Eller bør jeg stille mig til rådighed for den straf, jeg fortjener? Hvad<br />
er min specielle pligt i dette tilfælde?” Han kæmpede med sig selv for at finde svaret.<br />
25:9 I det øjeblik fik han øje <strong>på</strong> en vagt, der kom op til døren og stod i tavshed med<br />
samlede håndflader. Kongen spurgte, hvad der var hans ærinde. ”En elev fra en<br />
eneboerhytte er ankommet og venter <strong>på</strong> audiens. Han <strong>på</strong>står, at vismanden Sameeka<br />
har sendt ham. Han <strong>på</strong>står, at hans budskab haster og er vigtigt. Han har meget travlt.<br />
Jeg venter <strong>på</strong> deres kongelige ordre.”<br />
25:10 Da han hørte det, forekom det leje af jasminblomster, som han hvilede <strong>på</strong>, at blive<br />
forandret til et leje af slanger med flammende tunger, der hvæsede og vred sig rundt om<br />
ham. Han kaldte vagten hen til sig, og han bombarderede ham med spørgsmål efter<br />
spørgsmål om den unge mand, der var sendt fra eneboerhytten. ”Hvordan har han det?<br />
Ser han ud til at være ked af det eller vred? Eller er han fuld af glæde og sindsro?”<br />
25:11 Vagten svarede: ”Oh konge! Vismandens elev, der er kommet for at få din<br />
audiens, er helt rolig og fredfyldt. Han gentager ordene: ”Sejr til kongen; sejr til vores<br />
hersker.” Jeg ser ingen spor af vrede eller forbitrelse i hans ansigt.” Det gav kongen en<br />
vis trøst. Han ønskede at få at vide, hvilket svar man havde givet <strong>på</strong> de spørgsmål, den<br />
unge elev havde stillet. Vagten sagde: ”Vi fortalte ham, at kongen havde været <strong>på</strong> tur<br />
inde i skoven. At han netop var vendt tilbage, og at han nu hvilede sig. Vær venlig at<br />
85
vente et stykke tid; så snart kongen har hvilet sig, skal vi informere ham om dit besøg.”<br />
Kongen spurgte: ”Hvad svarede han til det?” Vagten sagde: ”Herre! Den unge mand var<br />
meget ivrig efter at se dig så hurtigt som muligt. Han sagde, at han havde en<br />
presserende besked til dig. Han sagde, at hans herre ventede <strong>på</strong> hans tilbagekomst og<br />
talte minutterne, til han kom tilbage. Han sagde, at jo før han så dig, des bedre. Hele<br />
tiden gentog han for sig selv: ”Bare kongen har det godt; må han være i sikkerhed; må<br />
han få fremgang.” Vi tilbød ham en fornem siddeplads og bad ham sætte sig, men det<br />
ville han ikke. Han foretrak at stå ved døren; han tæller minutterne der.”<br />
25:12 Glædestårer væltede frem i kongens øjne. Idet han tørrede dem bort, skyndte han<br />
sig mod indgangen uden at være iført kongelig kappe og uden at bekymre sig om at<br />
have sandaler <strong>på</strong> eller et klæde om overkroppen. Han knælede foran eneboerens søn.<br />
Han tog begge drengens hænder i sine hænder og førte ham ind i de indre gemakker.<br />
Her placerede han ham <strong>på</strong> en fornem plads og satte sig <strong>på</strong> gulvet foran ham. Han<br />
bønfaldt om at få at vide, hvorfor han var kommet.<br />
25:13 Disciplen sagde: ”Oh konge! Min herre, vismanden Sameeka, sender dig sine<br />
bedste velsignelser. Han har overdraget det til mig at give dig besked om et specielt<br />
anliggende”, og så brød han ud i tårer. Da kongen så det, udbrød han: ”Fortæl mig det<br />
hurtigt. Hvis det er noget, jeg skal gøre, så fortæl mig det hurtigt. Jeg er indstillet <strong>på</strong> at<br />
ofre mit liv for at betale min personlige taknemmelighedsgæld. Eller er mit rige i nogen<br />
form for fare? Bør jeg tage nogen form for sikkerhedsforholdsregel? Jeg er villig til at ofre<br />
alt for at redde riget.”<br />
25:14 Disciplen svarede: ”Oh konge! Ingen farer truer riget eller eneboerne. Ingen frygt<br />
vil nogen sinde genere dem. Du er selve den person, der er truet af farer; den person der<br />
vil komme til at lide skade.” Da disciplen afgav denne fint indpakkede advarsel,<br />
erklærede kongen jublende: ”Jeg er i sandhed velsignet. Når mine undersåtter og mine<br />
eneboere, der er engageret i askese, er reddet, bekymrer jeg mig ikke det mindste om,<br />
hvad der sker mig selv. Jeg lever og ånder udelukkende for, at jeg kan sikre fred og<br />
lykke for dem begge.” Efter et stykke tid faldt kongen til ro og spurgte disciplen: ”Fortæl<br />
mig nu, hvad din herre ønsker, jeg skal vide.” Han svarede: ”Konge! Min herre er meget<br />
bekymret over en frygtelig uretfærdighed, som er blevet begået ud af ren og skær<br />
uvidenhed. Det er hovedårsagen til, at han sendte mig til dig.”<br />
25:15 Da han hørte det, blev Parikshith meget urolig. Han spurgte: ”Hvad er det for en<br />
uretfærdighed, du talte om? Hvem begik den? Fortæl, fortæl”, bønfaldt han.<br />
86
Kapitel 26<br />
En forbandelse eller en gave fra himlen?<br />
26:1 Sendebudet fra eneboerhytten sagde: ”Oh konge, vores lærer har en søn. Skønt<br />
han er purung, er hans åndelige færdigheders stråleglans overvældende. Han ærer sin<br />
fader som sin Gud. At tjene ham og værne om hans ry er hans livs hovedmål. Hans navn<br />
er Sringi. Du kom til denne eneboerhytte. Drevet frem af en eller anden uransagelig<br />
indskydelse hængte du en død slange rundt om halsen <strong>på</strong> denne Sringi’s fader, der også<br />
er min lærer. Nogle børn så det, og de løb hen til Sringi, der legede med sine<br />
kammerater, for at fortælle ham det. Først troede han ikke <strong>på</strong> det. Han fortsatte med at<br />
lege. Men børnene gentog nyheden igen og igen og fastholdt deres forklaring. De hånede<br />
ham, fordi han muntert legede videre, skønt hans fader var blevet udsat for så grov en<br />
fornærmelse. Selv hans legekammerater grinede af hans ufølsomhed. Derfor løb han, så<br />
hurtigt han kunne, til sin hytte og fandt ud af, at deres beretning var sand.”<br />
26:2 ”Da han vendte sig om, fik han øje <strong>på</strong> dig. Du var ved at forlade stedet. Uden<br />
nogen sans for at skelne mellem det, der har varig betydning, og det, der er af<br />
midlertidig interesse, og tilskyndet af en afsindig forbitrelse og vrede, mistede denne<br />
unge teenager kontrollen med sig selv. Han kastede en forbandelse over dig. Det har<br />
forvoldt min lærer uendelig smerte.” Kongen afbrød ham og spurgte: ”Oh søn af en<br />
eneboer. Fortæl mig, hvordan forbandelsen lød.” Den unge mand svarede: ”Herre, det<br />
falder mig svært at fortælle dig dens ordlyd. Min tunge nægter at sige den. Men alligevel<br />
er jeg nødt til det, eftersom min lærer har overdraget det til mig at gøre det. Min lærers<br />
søn tog omgående den hellige Kowsiki-flods vand i sin hule hånd og erklærede: ”Om syv<br />
dage, regnet fra i dag, må kongen da blive bidt af slangen Thakshaka, og må han dø af<br />
giften <strong>på</strong> den dag. Det er i sandhed en skrækkelig forbandelse.” Den unge mand<br />
standsede, for hans sorg overvældede ham. Han bristede i gråd.<br />
26:3 Men kongen smilede blot. Han sagde: ”Unge eneboer, er det forbandelsen? At blive<br />
bidt af Thakshaka og dø af dette bid om syv dage? Det er ingen forbandelse, det er et<br />
tegn <strong>på</strong> nåde! Det er en velsignelse fra lærerens søns læber. Eftersom jeg har været<br />
fordybet i Imperiets anliggender, er jeg blevet doven med hensyn til anliggender<br />
vedrørende det åndelige og Gud, som er livets mål. Som et resultat af det, bevægede<br />
den barmhjertige Herre, Hari, denne hellige mands søns læber så de formulerede disse<br />
ord. Han tildelte mig et interval <strong>på</strong> syv dage! Sikke en stor velsignelse det er! Det må<br />
være det guddommeliges ønske, at jeg skal anvende hvert øjeblik af de syv dage til<br />
kontemplation <strong>på</strong> Gud. Fra dette øjeblik vil jeg uafbrudt dedikere både tid og tanker til<br />
Herrens fødder. Unge ven, var der andet, din lærer bad dig informere mig om? Fortæl<br />
mig det straks. Mit hjerte længes inderligt efter at høre det.”<br />
26:4 Den unge budbringer fortsatte: ”Min lærer var af den opfattelse, at forbandelsen<br />
var ensbetydende med utilgiveligt forræderi. For du er fast etableret i ‘rigtig handling’, og<br />
du er en stor hengiven af Herren. Derfor ledte han længe for at finde en måde, hvor<strong>på</strong><br />
forbandelsens konsekvenser kunne undgås. Gennem sine yogiske evner fandt han frem<br />
til, at det er skæbnebestemt, at du skal dø som følge af et slangebid. Det er også<br />
skæbnebestemt, at du skal nå Herrens bolig ved din død. Han mente, at det var en<br />
afslutning <strong>på</strong> livet, der var værd at få, og at det vil være syndigt at hindre en så ærefuld<br />
fuldbyrdelse. Derfor sender han, gennem mig, sine velsignelser om, at du må nå Guds<br />
nærvær.”<br />
26:5 Parikshith bøjede sig dybt for den unge elev og bønfaldt om, at hans ærbødige<br />
taknemmelighed måtte blive videregivet til den store helgen Sameeka og dennes søn.<br />
87
Herefter tog eleven af sted, og da han nåede eneboerhytten, fortalte han eneboeren alt,<br />
hvad der var hændt i hovedstaden.<br />
26:6 I mellemtiden begav kongen sig i stor glæde til de indre gemakker, og da han stod<br />
foran indgangen til kvindernes værelser, bad han om, at hans søn, Janamejaya, blev<br />
bragt til ham. Da sønnen hørte sin faders stemme, undrede han sig over, at han så<br />
pludseligt blev kaldt til faderen, og han løb hen til ham. Parikshith kaldte en gammel<br />
præst ind i lokalet, og efter han havde placeret sin egen krone, der lå <strong>på</strong> barnets seng,<br />
<strong>på</strong> sin søns hoved, gik han bort derfra. Han medbragte kun det tøj, han havde <strong>på</strong>, og han<br />
gik mod Ganges, idet han betroede den nye konge til den gamle præst.<br />
26:7 I løbet af få øjeblikke spredte nyheden sig over hele området og gennem hele byen.<br />
Grupper af mænd og kvinder, præster og ministre ilede efter kongen og protesterede<br />
ynkeligt, men det var alt sammen forgæves. De græd højlydt; de kastede sig for hans<br />
fødder; de rullede sig langs vejen og <strong>på</strong> tværs af hans bane. Kongen bemærkede intet af<br />
alt dette; han værdigede dem intet svar; han fortsatte med Herrens navn fæstnet i sit<br />
sind og med befrielsens mål i sine tanker. Han bevægede sig hurtigt mod den hellige<br />
Ganges bred. Da man fandt ud af, at kongen var taget af sted mod floden uden ledsager<br />
og uden noget som helst opsyn, blev den kongelige elefant, den kongelige hest og den<br />
kongelige bærestol placeret i en række bag ham. På denne måde kunne han stige op <strong>på</strong><br />
en af dem, som det var hans sædvane at gøre. Men kongen hæftede sig ikke ved disse<br />
muligheder. Den store menneskemængde var forbløffet over at se, at deres hersker gav<br />
afkald <strong>på</strong> mad og drikke. Uden et øjebliks afbrydelse var han beskæftiget med at<br />
gentage Herrens navn. Eftersom ingen kendte årsagen til denne pludselige beslutning om<br />
at forsage alt, kom alle mulige rygter i omløb. Rygterne var baseret <strong>på</strong> den enkeltes evne<br />
til at fantasere.<br />
26:8 Men der var nogle, der undersøgte de forudgående begivenheder, der lå til grund<br />
for forsagelsen. De fandt frem til, at en eneboers elev havde bragt nogle vigtige nyheder.<br />
Ved at undersøge det nærmere blev det kendt, at kongen kun havde syv dage tilbage at<br />
leve i. Folk samlede sig <strong>på</strong> flodens bred og sad sammensunket af sorg rundt om kongen,<br />
idet de bad for hans redning.<br />
26:9 De tragiske nyheder spredte sig så hurtigt, at de snart nåede skovens beboere.<br />
Asketerne og de åndelige aspiranter, vismændene og helgenerne drog også langsomt af<br />
sted langs Ganges bred med deres vandkrukker i hænderne. Hele området så ud som en<br />
stor festival. Hele området genlød af lyden af Aum (urlyden, også kaldet OM), af at der<br />
blev messet, af gentagelsen af veda’ernes hymner og af at mange i kor sang til Herrens<br />
pris. Nogle grupper skældte voldsomt ud <strong>på</strong> Sameeka’s søn, der var årsagen til hele<br />
tragedien. På denne måde blev flodbredden <strong>på</strong> kort tid så fyldt med mennesker, at man<br />
end ikke kunne se så meget som et sandkorn.<br />
26:10 I mellemtiden henvendte en ældre eneboer, der var opfyldt af stor medlidenhed og<br />
medfølelse med herskeren, sig til ham. Mens han fældede kærlighedens tårer, talte han<br />
således til ham: ”Oh konge! Folk siger alt muligt. Mange forskellige versioner går fra<br />
mund til mund. Jeg er kommet til dig for at finde frem til sandheden. Jeg kan kun gå<br />
med største besvær. Jeg elsker dig så højt, at jeg ikke kan bære at høre alt det, folk<br />
siger om dig. Hvad skete der helt præcist? Hvad er årsagen til denne pludselige<br />
opofrelse? Hvad er mysteriet bag den forbandelse, som eneboerens søn kastede <strong>på</strong> en så<br />
højt udviklet sjæl som dig? Forklar det! Tilfredsstil vor stærke længsel efter at kende<br />
sandheden. Jeg kan ikke se <strong>på</strong>, at fok lider <strong>på</strong> denne måde. Du var som en fader for<br />
dem. Nu ænser du ikke deres bønner. Du har opgivet alle dine tilknytninger og er<br />
kommet hertil. Sig i det mindste et par trøstende ord til dem. Du sidder stille og sulten<br />
<strong>på</strong> flodbredden, optaget af streng askese. Det syn får dronningerne og ministrene til at<br />
lide, som fisk lider, når de bliver kastet op ad vandet. Hvem var den unge mand, hvis ord<br />
88
forårsagede dette katastrofale oprør? Var han virkelig en eneboers søn? Eller er det blot<br />
en fortolkning? Det hele er et mysterium for mig.”<br />
26:11 Kongen lyttede til disse ord, der blev sagt med stor hengivenhed og sindsro. Han<br />
åbnede øjnene og bøjede sig dybt for den hellige mand. ”Herre! Store sjæl! Hvad skulle<br />
jeg have at skjule for dig? Det, der er sket, kan ikke skjules, selv om jeg skulle ønske at<br />
gøre det. Jeg gik ind i skoven for at jage. Vi så mange vilde dyr, men de spredtes, da vi<br />
nærmede os. Den lille gruppe bueskytter der ledsagede mig, blev også spredt i forsøget<br />
<strong>på</strong> at forfølge dyrene. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg var alene efter vildtet, og at<br />
jeg var langt væk fra mine ledsagere. Jeg fik ikke nedlagt noget vildt. Jeg blev<br />
overmandet af sult og tørst. Den brændende varme udmattede mig. Endelig fik jeg øje<br />
<strong>på</strong> en eneboerhytte og gik ind i den. Senere fandt jeg ud af, at det var vismanden<br />
Sameeka’s hytte. Jeg kaldte gentagne gange for at finde ud af, om der var nogen<br />
hjemme. Der kom intet svar, og der dukkede ingen frem. Jeg fik øje <strong>på</strong> en eneboer, der<br />
sad i dyb meditation, fortabt i sin egen verden. Da jeg trådte ud af hytten, mærkede jeg<br />
noget blødt under foden. Jeg løftede det op og opdagede, det var en død slange. I det<br />
øjeblik jeg så den, dukkede en modbydelig tanke op i mit sind. Jeg anbragte den døde<br />
slange rundt om halsen <strong>på</strong> eneboeren, der stadig var fordybet i meditation. På en eller<br />
anden måde fik eneboerens søn kendskab til det. Han kunne ikke holde<br />
forsmædeligheden ud. Han fremkom med forbandelsen: ”Må den slange der er rundt om<br />
min faders hals tage Thakshaka’s form og afslutte den mands liv, der <strong>på</strong> denne måde<br />
fornærmede min fader, <strong>på</strong> den syvende dag fra i dag at regne.””<br />
26:12 ”Nyheden om denne forbandelse og dens konsekvenser blev bragt til mig fra<br />
eneboerhytten. Jeg er mig bevidst om den synd, jeg har begået. Jeg er af den opfattelse,<br />
at en konge, der er i stand til at begå en sådan synd, ikke hører hjemme i kongeriget.<br />
Jeg har derfor opgivet alt, enhver tilknytning. Jeg har besluttet mig for at anvende disse<br />
syv dage til uophørlig kontemplation <strong>på</strong> Guds herlighed. Det er en stor lykke, at denne<br />
mulighed er givet mig. Det er årsagen til, at jeg er kommet til dette sted.”<br />
26:13 Da adelsmændene, hofmændene, prinserne, dronningerne, ministrene, eneboerne<br />
og andre således fik kendskab til de sande omstændigheder, afstod de fra de vilde<br />
gætterier, de indtil nu havde beskæftiget sig med. De bad højlydt om, at forbandelsen<br />
måtte løsne sit skæbnesvangre greb.<br />
89
Kapitel 27<br />
Vismanden Suka’s indtræden<br />
27:1 Nogle asketer, der hørte historien om forbandelsen fra kongens mund, var så<br />
opbragte over Sameeka’s søn, at de erklærede, at han måtte være en svindler, et<br />
uværdigt barn. For intet barn af en vismand af Sameeka’s format ville nogen sinde<br />
fremsige sådan en tilintetgørende forbandelse <strong>på</strong> grund af sådan en ubetydelig forseelse.<br />
Han må være en uvidende tåbe eller et brushoved, gættede de. Hvordan kan en<br />
forbandelse, der udspringer fra sådan en person, have nogen effekt, spurgte de. De slog<br />
fast, at kongen ikke kunne komme til skade som en konsekvens af drengens forbandelse.<br />
De forsøgte at overbevise kongen om, at han ikke behøvede frygte noget <strong>på</strong> grund af<br />
den.<br />
27:2 Mange, der havde den samme opfattelse, argumenterede, at kongen ikke havde<br />
grund til at tage forbandelsen alvorligt, men kongen forblev uberørt. Med sine håndflader<br />
samlet, svarede han dem: ”I er tilskyndet til at tænke og tale <strong>på</strong> denne måde <strong>på</strong> grund<br />
af jeres sympati og godhed over for mig. I ved godt, at den forurettelse jeg har begået,<br />
ikke er lille og ubetydelig. Findes der en større synd end at fornærme dem, der fortjener<br />
at blive æret? Desuden er jeg kongen, og er derfor den, der har ansvaret for deres<br />
velfærd og for hævdelsen af deres ære. Hvordan kan min handling blive affærdiget som<br />
lille og ubetydelig? Desuden er den afsagte forbandelse, hvis I tænker nærmere over det,<br />
slet ikke nogen forbandelse. Den er rent faktisk en kæmpestor velsignelse.”<br />
27:3 ”Grunden er, at jeg var faldet ned i det syndens hul, der kan kaldes ’herredømme’<br />
eller ’at herske’. Jeg har ført mig selv bag lyset og troet, at sanselige glæder er livets<br />
mening. Jeg levede et liv, som et vildt dyr lever det. Jeg havde glemt Gud og min pligt<br />
over for Ham. På denne måde og gennem dette redskab har Gud selv ført mig hen <strong>på</strong><br />
den rette vej. Gud har velsignet mig. Dette er en velsignelse, ikke en straf for fortidens<br />
synder, som I forestiller jer.”<br />
27:4 Da kongen talte <strong>på</strong> denne måde, strømmede glædens og taknemmelighedens tårer<br />
fra hans øjne. Kongen var tydeligvis præget af meget stor oprigtighed og hengivenhed.<br />
Med rolig, uforstyrret tilfredshed udtrykte han, hvad han følte. Asketerne og<br />
undersåtterne rundt om ham var forbløffede over hans sindsligevægt. De var klar over,<br />
at hans erklæring var sand.<br />
27:5 Den gamle asket rejste sig, og stående foran den jamrende folkemængde<br />
erklærede han følgende: ”Oh, du den bedste blandt konger! Dine ord er som solstråler<br />
for asketers hjerter. Ordene er så passende for din slægt og opdragelse, for du er en<br />
Pandava. End ikke en eneste gang begik Pandava’erne uret eller synd. De holdt altid fast<br />
i Hari’s (Herrens) fødder. De holdt sig til Herrens befalinger, uden vaklen. Da Herren<br />
vendte tilbage til Sin Bolig, opgav de deres kongerige som et resultat af spontan<br />
forsagelse. De begav sig til de nordlige regioner. I dag følger du også denne hellige vej,<br />
eftersom du tilhører denne storslåede slægt og har arvet denne levevis.”<br />
27:6 Med sine håndflader samlet i tilbedelse bønfaldt kongen dem: ”Oh, I bedste blandt<br />
asketer! Jeg er kun i tvivl om én ting. Fjern venligst den tvivl fra mit sind. Gør mine dage<br />
værd at leve.” ”Fortæl mig, hvad din tvivl går ud <strong>på</strong>”, svarede asketen. Kongen bad ham<br />
om at få forklaret, hvad et menneske, for hvem døden er umiddelbart forestående, bedst<br />
kan foretage sig. En vismand rejste sig og sagde, at for så vidt tiden tillod det, så kunne<br />
vedkommende udføre offerceremonier eller begive sig ud <strong>på</strong> en pilgrimsrejse. Eller man<br />
kunne engagere sig i at gentage Guds navn eller i bodsøvelser, velgørenhedsarbejde,<br />
faste eller rituel tilbedelse. En anden erklærede, at befrielse udelukkende kan opnås<br />
90
gennem erhvervelse af den højeste visdom. En tredje person talte om den store<br />
betydning af at udføre hellige gerninger som beskrevet i veda’erne og de hellige skrifter.<br />
Andre gjorde gældende, at udvikling af hengivenhed til Gud var den bedste måde at<br />
anvende ugen <strong>på</strong>; alene gennem hengivenhed kan Herren vindes. Iblandt denne<br />
forvirring af modstridende meninger søgte kongen den sande vej. Asketerne blev bragt til<br />
tavshed af kongens ihærdighed efter at få et sandt svar <strong>på</strong> det problem, han havde bragt<br />
frem.<br />
27:7 I mellemtiden bevægede en ung asket med et usædvanligt opvakt ansigt og en<br />
tiltalende personlig udstråling sig gennem forsamlingen af ældre asketer. Han ligesom<br />
skar gennem forsamlingen som et lysglimt, og idet han nåede hen i nærheden af kongen,<br />
satte han sig <strong>på</strong> en forhøjning. Tilskuerne var forbløffede over denne pludselige<br />
tilsynekomst. Nogle af dem blev virkelig nysgerrige efter at vide, hvem han var. Hans<br />
ydre fremtoning tydede <strong>på</strong>, at han var søn at en asket. Men hans holdning, hans attitude<br />
og ro, hans personlighed, alt stadfæstede, at han var en mester. Aldersmæssigt var han<br />
ret ung. Alligevel var der en guddommelig glorie, der indhyllede ham.<br />
27:8 I løbet af kort tid var der en klog ældre vismand, der genkendte ham. Ærbødigt og<br />
med håndfladerne mod hinanden henvendte han sig til den unge mand. ”Vi er i sandhed<br />
alle velsignet. Denne stråle af guddommelig glans er ingen ringere end Sri Suka, Vyasa’s<br />
kostelige efterkommer.” Efter <strong>på</strong> denne måde at have præsenteret den fremmede for<br />
forsamlingen, fortsatte vismanden. ”Fra det øjeblik han blev født, har denne person<br />
været fri for enhver form for tilknytning. Han behersker al viden.” Kongen, der hørte<br />
dette, græd taknemmelighedens og glædens tårer. Kongen lettede som en glente, let og<br />
fuld af glæde, og kastede sig derefter i støvet for den unge mand. Hans håndflader var<br />
samlet i bøn, da han rejste sig. Han stod stiv og stille som en søjle. Han var fordybet i<br />
lyksalighed. Han visualiserede den unge mand foran sig som selve Krishna. Suka’s<br />
stråleglans var for skinnende for hans øjne. Hans charme forekom kongen at være <strong>på</strong><br />
højde med Guds kærlighed. Hårets lange sorte krøller bevægede sig som sorte slanger,<br />
der svævede over det hvide ovale ansigt. Som stjerner midt blandt de mørke skyer<br />
udstrålede Suka’s øjne en kølig glans og skinnede ekstraordinært klart. Et strålende smil<br />
bredte sig over hans ansigt.<br />
27:9 Med langsomme skridt nærmede kongen sig Suka. Hans stemme knækkede over og<br />
var utydelig. Hans hals sitrede af sindsbevægelse. Han sagde: ”Herre! Jeg evner ikke at<br />
beskrive dybden af din nåde. Enhver af dine handlinger er rettet mod verdens velfærd.<br />
Det er i sandhed min lykke, at jeg så let får lov til at se dig i dag. For jeg er klar over, at<br />
man udelukkende får mulighed for at se dig gennem langvarige og vedholdende<br />
bestræbelser. Oh, hvor er jeg heldig! Jeg må tilskrive det mine bedsteforældres tidligere<br />
optjente fortjenester.” Kongen var overvældet af taknemmelig glæde over Suka’s<br />
tilstedeværelse. Glædestårer strømmede fra hans øjne.<br />
27:10 Med et smil <strong>på</strong> læberne bad Suka kongen om at sætte sig ved siden af sig. Han<br />
sagde: ”Oh konge! Du er uden tvivl ærlig og trofast over for moralsk livsførelse. Du er<br />
opsat <strong>på</strong> at tjene det gode og det guddommelige. Dit fortjenstfulde liv har tiltrukket<br />
denne store forsamling af vismænd, der er her i dag. Var det ikke for det liv, ville disse<br />
asketer, der beskæftiger sig med åndelige øvelser, ikke have fraveget deres planer og<br />
kommet her for at bede til, at du må opnå virkeliggørelse af det højeste. Det er ikke<br />
nogen velgørenhedsgerning! Du har fortjent denne gave, da du har anvendt mange liv <strong>på</strong><br />
en dydig og god måde.”<br />
27:11 Med hengiven beundring stirrede kongen <strong>på</strong> Suka’s ansigt, mens denne talte til<br />
ham. Pludseligt løftede han sit hoved og tiltalte den unge vismand <strong>på</strong> følgende måde:<br />
”Herre! Jeg har en tvivl, der nager mig. Fjern den og skænk fred til mit hjerte. Jeg var i<br />
færd med at fremlægge min tvivl over for forsamlingen, da du kom. Jeg ved, at du <strong>på</strong> et<br />
91
øjeblik kan fjerne denne tvivl. Det må være barnemad for dig.” Suka afbrød ham og<br />
sagde: ”Parikshith! Årsagen til at jeg er kommet til dig, er, at jeg vil fjerne den tvivl, der<br />
plager dig. Du kan spørge mig om det, du har i tankerne. Jeg vil fjerne din tvivl og<br />
skænke dig tilfredshed.” Da den store Suka udtalte disse ord, udbrød de forsamlede<br />
vismænd: ”Hvilken stor lykke! Konge, du er i sandhed velsignet!” De klappede i deres<br />
hænder af bar glæde, og det så højt at deres bifald nåede himlen.<br />
27:12 Kongen talte ydmygt og med tydelig alvor. ”Herre! Hvad bør en person, der står<br />
over for døden, og som er bevidst om den forestående afslutning, give sig af med? Hvad<br />
bør hans sind fæstne sig ved? Efter at være bukket under for døden vil han ikke fødes <strong>på</strong><br />
ny. Når dette er hans bøn, hvordan bør han så tilbringe de resterende dage, som han<br />
råder over? Det er problemet, som i øjeblikket plager mig. Hvad er min største pligt?”<br />
Igen og igen bad kongen indtrængende om vejledning.<br />
27:13 Suka svarede: ”Konge! Du skal trække dit sind væk fra verdslige tanker og fæstne<br />
det <strong>på</strong> Hari, Herren, der charmerer alle hjerter. Jeg vil undervise dig i Den guddommelige<br />
<strong>Bhagavatha</strong>’s visdom. Lyt til den med hele dit hjerte. Der er ingen aktivitet helligere end<br />
denne. Der kan ikke være nogen større åndelig øvelse, disciplin eller løfte. Det<br />
menneskelige legeme er en fortræffelig båd; Hari’s historier er roret; denne foranderlige<br />
verden, denne konstante strøm, er havet. Hari er bådføreren! I dag er disse hellige<br />
remedier til din rådighed.”<br />
27:14 ”Det problem du har rejst, vedkommer ikke blot et enkelt individ. Problemet og<br />
dets løsning vedkommer hele verden. Af alle de problemer der fortjener nærmere<br />
undersøgelse, er dette det væsentligste. Princippet om Den guddommelige Gnist er<br />
universalmidlet for alle sygdomme. Det er den grundlæggende sandhed. Ingen kan<br />
undslippe den. At grundfæste sig selv i denne sandhed i løbet af sine sidste dage er alle<br />
levende væseners pligt. Det er <strong>på</strong> det grundlag, at ens position i den næste fødsel bliver<br />
bestemt. Så det spørgsmål du stillede, og den tvivl du rejser, er anliggender af stor<br />
betydning for hele verdens velfærd. Svaret er ikke til dig alene. Lyt!”<br />
92
Kapitel 28<br />
Den fortryllende historie<br />
28:1 Vismanden Suka begyndte <strong>på</strong> sin betydningsfulde besked til kongen. Han sagde:<br />
”Store konge! Det mægtige træ, som <strong>Bhagavatha</strong> (gudhengivenheden) kan<br />
sammenlignes med, indgyder i sandhed til ærbødig ærefrygt. Inkorporeret i sig har den<br />
enhver tænkelig kilde til gunstighed og glæde. Herren Sri Narayana (Herren vishnu) er<br />
det frø, fra hvilket træet er spiret frem. Spiren er Brahma. Træets stamme er vismanden<br />
Narada. Vyasa udgør grenene. Dets søde frugt er den liflige nektarsøde historie om<br />
Krishna. Disse ivrige sjæle, der higer efter denne nektar og klagende hentæres af<br />
længsel, (eftersom de ikke bryder sig om legemlig bekvemmelighed, eller om at årene<br />
går), lige indtil de sikrer sig frugten og drikker dens ekstrakt; sådanne sjæle er sande<br />
helgener og yogier.”<br />
28:2 ”Oh eder asketer og vismænd! På denne dag fortæller jeg jer denne <strong>Bhagavatha</strong><br />
Sastra, denne fortryllende historie om Krishna. Bevar den i jeres hukommelse og frels<br />
derved jer selv fra vildfarelse og sorg. I har allerede lyttet til fremsigelsen af alle de<br />
hellige skrifter. I behersker også alle de åndelige discipliner. Men I har ikke fået<br />
kendskab til den største af dem alle. Jeg vil nu give jer Krishna’s hellige navn og den<br />
sødme, der strømmer fra det. Det er det lifligste navn, man kan forestille sig. Når man<br />
hører det, fyldes hjertet af glæde. Når I husker <strong>på</strong> navnet, udspringer der er strøm af<br />
kærlighed fra hjertet. ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (<strong>Bhagavatha</strong>’en) indgiver og<br />
fremmer dyb hengivenhed til Herren Krishna.”<br />
28:3 ”Den Universelle Absolutte, Den Fødselsløse, Den Formløse, Den Umanifesterede,<br />
Den Uendelige <strong>på</strong>tog sig navnes og formers begrænsninger og konkretiserede ved mange<br />
lejligheder sig selv som avatar (Gud inkarneret i fysisk skikkelse) og manifesterede<br />
talløse eksempler <strong>på</strong> guddommelig forbøn og nåde. Gennem disse inkarnationer, såvel<br />
som gennem de <strong>på</strong>tagede kendetegn og de ideer der blev agiteret for, reddede Gud<br />
menneskeheden for undergang. De, der synger historien om denne herlighed, de, der<br />
lytter ivrigt til historiens fremsigelse, de, der drikker og fordøjer den lektie der<br />
overbringes via historien, disse mennesker er de sande hengivne. De er<br />
bhagavatha’erne, de gudhengivne, de der følger den vej, der er fastlagt i<br />
’Gudhengivenhedens kildevæld’. ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (<strong>Bhagavatha</strong>’en)<br />
forbinder den hengivne (<strong>på</strong> sanskrit bhaktha’en; den, der er opfyldt af guddommelig<br />
kærlighed og hengivenhed til Gud) med Bhagavan (Gud). Det vil sige, at historien fylder<br />
dig med Gud og forvandler dig til guddommelighed.”<br />
28:4 ”Gud inkarnerer ikke blot for at tilintetgøre de onde. Det er blot et <strong>på</strong>skud, en af de<br />
nærliggende årsager. Sandt at sige inkarnerer Gud for de trofaste hengivnes skyld. Koen<br />
producerer først om fremmest mælk for at give næring til kalven. Men mælken anvendes<br />
også af mennesket til at opretholde dets helbred og kraft. På tilsvarende måde inkarnerer<br />
Gud først og fremmest for at nære de troende, de dydige og de gode. Men selv de troløse<br />
og de dårlige mennesker benytter sig af chancen til at gavne deres egne formål. Det er<br />
grunden til, at der i ’Gudhengivenhedens kildevæld’ forekommer historier om sådanne<br />
onde mennesker midt iblandt beretningerne om Guds herlighed og nåde. Det gør ikke<br />
’Gudhengivenhedens kildevæld’ den mindste smule mindre hellig. Når den søde saft er<br />
blevet presset ud af sukkerrøret, bliver det udpressede sukkerrør kasseret. Når den<br />
guddommelige storslåetheds sødme én gang er blevet smagt, kan det udpressede<br />
sukkerrør lige så godt blive smidt væk. Sukkerrøret indeholder både det udpressede<br />
sukkerrør og sukker; det kan ikke udelukkende indeholde sukker. På samme måde må<br />
hengivne færdes midt iblandt de troløse; de hengivne kan ikke eksistere uden de andre.”<br />
93
28:5 ”Gud er ikke begrænset af tid og sted. For Ham er alle væsener ens. Han er de<br />
levendes og de ikke-levendes Herre. Ved enhver evigheds afslutning bliver involutionsprocessen<br />
fuldstændiggjort. Herefter starter evolutionen igen, og i ’skikkelse’ af Brahma<br />
skaber Gud væsener igen. Han oplyser alle med en gnist af sin egen glans. I ’skikkelse’<br />
af Vishnu blotlægger og former Gud fuldbyrdelsens vej for hver eneste. Det er igen Gud,<br />
der i ’skikkelse’ af Shiva afslutter processen ved at tilintetgøre alt. På denne måde kan du<br />
se, at der ingen grænse er for Guds evner; ingen ende er <strong>på</strong> Guds kraft. Der kan ikke<br />
være nogen grænser for Guds bedrifter. Gud inkarnerer <strong>på</strong> utallige måder. Gud kommer<br />
som en inkarnation af et fragment af sig selv eller som en del af sig selv. Gud kommer<br />
som en indre inspirator for et bestemt formål. Gud kommer for at afslutte en tidsalder,<br />
en ny epoke, og indvie en ny. (Sidstnævnte avatar kaldes en Yuga-avatar). Beretningen<br />
om disse inkarnationer udgør ’Gudhengivenhedens kildevæld’, <strong>Bhagavatha</strong>’en.”<br />
28:6 ”Det ene guddommelige princip arbejder gennem tre entiteter. Det arbejder som<br />
Brahma, Vishnu og Shiva for at håndtere og fuldende processen med at blive og være<br />
det, der kaldes skabelsen. Grundlæggende stammer de tre fra den samme entitet,<br />
nemlig Gud. Der er ingen over eller under; alle tre er i samme grad guddommelige.<br />
Forbundet med skabelsen er Gud Brahma; forbundet med opretholdelsen er Gud Vishnu;<br />
forbundet med nedbrydningen er Gud Shiva. Når Gud kommer og antager en speciel<br />
form ved en speciel lejlighed til et bestemt formål, er Han kendt under betegnelsen<br />
avatar. Rent faktisk var Manu (menneskehedens første fader, der blandt andet fastlagde<br />
kodeks for ’rigtig handling’) og Prajapathi (kaldet Verdens Skaber, alle væseners Herre)<br />
og andre personer guddommelige personer, der af Brahma var betroet den opgave at<br />
befolke verden. Alt sker i overensstemmelse med den guddommelige vilje. Vi kan derfor<br />
hævde, at helgener, vismænd, asketer og almindelige mennesker både er gode og slette,<br />
de er alle avatarer af Vishnu’s entitet. Avatarer er lige så utallige, som levende væsener<br />
er, for alle og enhver er født som en konsekvens af den guddommelige vilje. Men<br />
udelukkende Yuga-avatarens historie er værd at gennemlæse, for Han kommer for at<br />
genetablere ‘rigtig handling’ (<strong>på</strong> sanskrit dharma) og moralsk livsførelse. Alle andres<br />
historie er blot en historie om lidelse og fortvivlelse.”<br />
28:7 ”Brahma gav Manu fuldmagt til at drage til Jorden for at skabe levende væsener <strong>på</strong><br />
den. Det kvindelige princip, Devi, smuttede fra ham og førte Jorden til de nedre regioner.<br />
Brahma var derfor nødt til at søge hjælp hos Vishnu, og han tog form af et vildsvin. Han<br />
bragte Jorden væk fra de nedre regioner og placerede den blandt havene. Senere blev<br />
Jorden så opbragt over kejser Vena’s oprørende grusomhed, at Hun beholdt alle de frø,<br />
der blev sået, for sig selv. Jorden tillod dem ikke at spire. Derfor blev alle væsener<br />
hjemsøgt af sultens smerte. Jorden blev et sammensurium af bjerge og dale uden nogen<br />
som helst beplantning. Så antog Herren form af Prithu, der udjævnede overfladen,<br />
tilførte jorden gødning, forårsagede at landbruget voksede og fremmede<br />
menneskehedens velfærd. Han plejede Jorden, som han plejede sine egne børn, og<br />
derfor kaldes Jorden for Prithivi. Han siges at have bygget de første byer <strong>på</strong> Jorden.”<br />
28:8 ”Det vil altså sige, at det var Herrens vilje, at det skulle ske således. Det var den<br />
vilje, der blev ført ud i livet. Herren skabte veda’erne for at beskytte mennesket ved<br />
hjælp af de anførte moralske <strong>på</strong>bud og åndelige discipliner. Veda’erne indeholder navne,<br />
der vil befri væsener samt regler og forskrifter, der vil vejlede menneskene. Da de<br />
ondsindede truede med at stjæle veda’erne, skjulte de sig selv i havene, og Herren antog<br />
form af en fisk for at generhverve dem. Han reddede de syv vismænd og Manu fra de<br />
samme have. Det er årsagen til, at det siges, at Herren inkarnerede som en fisk.”<br />
28:9 ”Oh eder asketer! Oh kong Parikshith! Muligvis opstår der tvivl i jeres sind, når I<br />
hører skabelsesberetningen og de tidligste historier om mennesket <strong>på</strong> Jorden.<br />
Processerne for den guddommelige vilje er gådefulde undere. De kan ikke fattes med de<br />
evner, som I anvender for at bedømme jordiske begivenheder. Muligvis vil processerne<br />
94
ofte forekomme jer at være blottet for enhver mening, men Herren vil aldrig involvere<br />
sig selv i nogen handling uden en behørig grund. Denne vilje behøver ikke blive forklaret.<br />
Den er sin egen sufflør. Alt alle vegne er en følge af Guds vilje.”<br />
28:10 ”For at sætte skabelsen i gang må der nødvendigvis være en form for tillokkelse,<br />
der kan virke som en tilskyndelse. Derfor måtte Brahma (Skaberen) blive to, legeme og<br />
aktivitet. Dette ene legeme blev forvandlet til to, og derfor, hvor der tidligere var én<br />
vilje, var der nu to. Den ene som tiltrak, og den anden som blev trukket mod skabelsen,<br />
den feminine og den maskuline. Eftersom det feminine aspekt var tiltrækkende <strong>på</strong><br />
hundrede forskellige måder, blev det kaldt ’Det, der har hundrede facetter’ og ’Brahma’s<br />
elskede’ (<strong>på</strong> sanskrit Satharupa). Den anden blev kaldt Manu. Disse to opnåede<br />
berømmelse i skabelsens første stadie. Satharupa og Manu var de første forældre.”<br />
95
Kapitel 29<br />
Dialogen begynder<br />
29:1 Idet vismanden Suka beskrev skabelsens stadier, sagde han: ”Sammen kontaktede<br />
Satharupa og Manu skabelsens Herre for at forhøre sig om, hvilken opgave de skulle<br />
udføre. Brahma svarede med er smil: ”Vær hinandens ægtefælle; I skal avle og befolke<br />
Jorden.” Udstyret med bemyndigelsen, der stammede fra denne befaling, fyldte de<br />
Jorden med mennesker.”<br />
29:2 Her indskød kongen: ”Herre! Af egen erfaring har jeg lært, at kilden til al sorg i<br />
denne verden er illusioner (angiver noget der forekommer at være noget andet, end det<br />
virkeligt er), der forekommer i relation til den fysiske tilknytning til verdslige objekter.<br />
Jeg har intet ønske om at høre om disse anliggender. Vær så venlig at fortælle mig,<br />
hvorledes jeg kan få bugt med illusioner, selvbedrag og tilknytning. Hvad præcis er det,<br />
mennesket skal gøre i de sidste dage af dets liv? Hvilket navn skal det konstant have i<br />
tankerne, så det for altid kan undgå denne cyklus af fødsel og død? Fortæl mig om disse<br />
ting”, sagde han.<br />
29:3 Suka glædede sig i høj grad over det spørgsmål. Han svarede: ”Og konge! Du er en<br />
åndelig sjæl. Med hengivenhed tjener du vismænd. Denne store forsamling af munke,<br />
asketer og vismænd er beviset <strong>på</strong> dine fortjenstfulde handlinger. For almindeligvis<br />
forsamler disse mennesker sig ikke noget som helst sted.” Kongen afbrød ham med sine<br />
protester: ”Nej, nej, min Herre! Jeg er en stor synder. Jeg har intet spor af åndeligt<br />
fremskridt i mig. Hvis jeg havde den mindste fortjenstfuldhed i mig, hvis jeg havde tjent<br />
vismændene hengivent, ville jeg ikke være blevet målet for eneboerens forbandelse. Den<br />
lykkelige skæbne jeg nu nyder, nemlig disse store vismænds selskab og chancen for at<br />
tilbede dine fødder, er en konsekvens af mine bedsteforældres fortjenstfulde handlinger.<br />
Jeg er fuldt ud klar over, at mine handlinger slet ikke har bidraget til noget af det. Den<br />
nåde som Krishna skænkede mine bedsteforældre, er årsagen. Havde det været<br />
anderledes, kunne personer som jeg da nogensinde have gjort sig håb om at se din<br />
fornemme person, der bestandigt vandrer rundt i skoven, ukendt af mennesker? Vi der<br />
er sunket ned i Sansernes Brønd og er fordybet i en forgæves jagt efter sanselige<br />
glæder; vi der end ikke for et øjeblik beskuer sandheden, det evige og det rene? I<br />
sandhed er dette en uopnåelig lykkelig skæbne. Alt det skyldes mine bedsteforældres<br />
velsignelser og Krishna’s nåde, intet andet. Du er fuld af medfølelse med mig, og derfor<br />
tilskriver du det min egen fortjeneste. Jeg er selv kun alt for godt klar over mine<br />
svagheder.”<br />
29:4 ”Forsæt venligst med at udvise mig den samme medfølelse og hjælp mig med at<br />
beslutte, hvad der skal gives afkald <strong>på</strong> af en person, hvis død er umiddelbart<br />
forestående. Hvad skal vedkommende gå i gang med at praktisere? Rådgiv mig om det<br />
og gør mine dage umagen værd at leve. Du alene kan løse problemet for mig. Fortæl mig<br />
om <strong>Bhagavatha</strong>’en, (’Gudhengivenhedens kildevæld’) som du sagde, du ville. Du fortalte<br />
mig, at den var grundlaget for fremskridt og befrielse. Den vil eliminere mine synder.<br />
Den vil resultere i velstand. Lad mig i dybe drag drikke Krishna’s navns hellige nektar;<br />
lad mig <strong>på</strong> denne måde forfriske mig selv.” Således bad han indtrængende i sin<br />
feberagtige tilstand.<br />
29:5 Suka smilede til kongen og sagde: ”<strong>Bhagavatha</strong>’en er lige så værdig til at blive<br />
æret, som veda’erne er det; lige så værdig til at blive studeret og helligholdt. I<br />
slutningen af Dwapara-tidsalderen (den forrige tidsalder og den tredje i cyklusen af i alt<br />
fire tidsaldre) <strong>på</strong> Gandhamadana-bjerget (et helligt bjerg øst for Himalaya) i min fader<br />
Vyasa’s eneboerhytte, lyttede jeg til denne hellige tekst. Jeg vil gentage teksten for dig.<br />
96
Lyt!” Med sine håndflader samlet i bøn, forhørte kongen sig: ”Oh uforlignelige vismand!<br />
Jeg har hørt, at du var en asket, der var helt uden tilknytning lige fra fødselsøjeblikket.<br />
Selv uden de traditionelle ceremonielle ritualer, der renser og klarer intellektet, såsom<br />
ceremonien vedrørende den første fysiske rengørelse af det nyfødte barn, ceremonien<br />
hvor barnet får sit navn, og ’den hellige trådceremoni’, hvor barnet indvies ved at<br />
modtage den hellige tråd og således blive kvalificeret til at lære ved’erne, har du nået<br />
den fuldstændige bevidsthed om virkeligheden. Jeg hørte, at du derfor drog rundt i<br />
bevidstheden om denne sandhed; langt væk fra folk og dybt inde i skovene. Jeg er derfor<br />
overrasket over, at dit hjerte dengang blev draget mod denne tekst, der, som du siger,<br />
er gennemtrængt af hengivenhed. Hvad forårsagede din interesse for denne vej? Jeg<br />
beder til, at du vil beskrive omstændighederne for mig.”<br />
29:6 Med et roligt, uanfægtet ansigtsudtryk begyndte Suka sin forklaring. ”Ja, jeg er<br />
hinsides forskrifter og forbud. Jeg går uafbrudt op i en højere enhed med Den<br />
Egenskabsløse Gud. Det er sandheden om mig. Ikke desto mindre må jeg bekendtgøre,<br />
at der er en ubeskrivelig sødme i Gud; den Gud der tiltrækker og fortryller én via sine<br />
muntre aktiviteter og kendetegn. Jeg må også tilstå, at jeg har lyttet til beskrivelsen af<br />
Guds skønhed og sødme. Mit sind blev henrykt over at høre og lære om Guds herlighed,<br />
der viste sig gennem hvert og ét af Hans guddommelige kendetegn. Jeg var ude af stand<br />
til at forholde mig i ro. Jeg jublede som en tosset mand, begejstret af lyksaligheden der<br />
stammede fra at læse og fra at lytte. Guds søde gavtyvestreger og lege berusede mig<br />
med grænseløs glæde. Jeg kom herhen i dag, eftersom jeg blev bevidst om, at en<br />
mulighed var dukket op for at fortælle <strong>Bhagavatha</strong>’en til en gruppe ivrige tilhørere;<br />
personer der <strong>på</strong> alle måder fortjener at høre den, og som vil forstå dens betydning.<br />
Derfor vil jeg berette den hellige <strong>Bhagavatha</strong> for dig og gennem dig for de fremtrædende<br />
personligheder, der er forsamlede her. Du besidder den begærlighed og den evne, der<br />
skal til for at høre om den. Du har bestemt dig for at nå menneskets højeste mål.”<br />
29:7 ”De, der lytter til denne beretning med oprigtig hengivenhed og reflekterer over<br />
dens værdi og betydning samt handler ifølge det lys, den oplyser deres sind med, vil<br />
blive forenet i den lyksalighed, som Krishna, Herren, er en legemliggørelse af. Deres<br />
hjerter vil blive fyldt af den fortryllende charmes søde nektar, og de vil opleve<br />
lyksaligheden af at være Den Eneste Ene. Den fornemmeste åndelige øvelse er<br />
gentagelse af Guds navn med fuld årvågenhed <strong>på</strong> tanke, følelse og udtale og at synge<br />
højt til Guds ære. Der findes ingen bedre åndelige øvelser.”<br />
29:8 ”Oh konge, fortab dig ikke i ængstelse over, at tiden er knap. Man behøver ikke<br />
megen tid for at vinde Guds nåde. Nådens stråler fra denne Medfølelsens<br />
Legemliggørelse kan falde <strong>på</strong> dig, så hurtigt som et øje kan blinke. I løbet af disse syv<br />
dage skal jeg få dig til at lytte til historier om adskillige, der har oplevet åndelig<br />
lyksalighed. Du vil høre om, hvorledes Krishna velsignede dem med åndeligt fremskridt,<br />
hvordan personer krydsede fødsels og døds hav ved at lytte til historier og ved at synge<br />
de sange til Guds ære, der er åbenbaret i dem. Vi vil ikke spilde et eneste øjeblik. Du er<br />
klar over, at du blot har syv dage endnu at leve i. Opgiv derfor alle følelser af ’mine’ og<br />
’dine’. Opgiv tilknytningerne til den krop, som du bor i, og til det hjem som kroppen bor<br />
i. Vær udelukkende bevidst om Universets Herres historie. Drik de sødmefyldte historier<br />
om Herrens inkarnationer. Det er en ret almindelig begivenhed, at historier fortælles til<br />
og høres af forsamlinger <strong>på</strong> flere tusinde mennesker. Men visdom opnås udelukkende<br />
ved, at man fuldstændig tror <strong>på</strong> det, man hører. Denne tro må resultere i et renset sind;<br />
i et rent hjerte.”<br />
29:9 ”En ting til, konge! Der findes talløse fortolkere, der går rundt og holder foredrag<br />
om moralske og åndelige anliggender <strong>på</strong> baggrund af intet andet end studier. De har ikke<br />
en brøkdel erfaring med det, de taler om. De har ingen tro <strong>på</strong> ægtheden af de forskellige<br />
manifestationer af guddommelig herlighed, som de taler vidt og bredt om. Sådanne<br />
97
formaningstaler er lige så ineffektive, som det at ofre ghee (klaret smør), ikke i<br />
flammerne, men i en kold bunke aske. Det vil ikke helbrede sindet for fejltagelser og<br />
mislykkede bestræbelser.”<br />
29:10 ”I dit tilfælde skal du ikke frygte en sådan ineffektivitet. Dit hjerte er fordybet i en<br />
uafbrudt strøm af kærlighed til Krishna. Hvem som helst, der lytter til denne beretning og<br />
drikker historiens nektar med et hjerte, der sprudler over af guddommelig higen, med en<br />
urokkelig tro <strong>på</strong> Gud og en konstant glæde, kan opnå virkeliggørelse af selvet. Det er<br />
hinsides al tvivl. Oh konge! Denne anledning, denne tekst og disse tilhørere er alle<br />
fuldkommen passende og fortræffelige.”<br />
29:11 Idet vismanden herefter sagde: ”Oh, hvor er du heldig!”, lagde han sin hånd <strong>på</strong><br />
kongens hoved og velsignede ham. Han kærtegnede hans tykke krøllede hår. På den<br />
mest ydmyge måde bønfaldt kongen: ”Herre, du ved kun alt for godt, at jeg har meget<br />
kort tid tilbage at leve i.” Med håndfladerne samlet, fortsatte han: ”Giv mig derfor den<br />
bedste vejledning, så vil jeg grundfæste mig i den i samtlige disse syv dage. Giv mig den<br />
hellige formel, så jeg kan gentage den i den korte tid, jeg har, og derved holde den i frisk<br />
erindring og redde mig selv.”<br />
29:12 Vismanden lo. ”Parikshith! De, der er begærlige efter sanselige glæder, anvender<br />
deres dage til bekymring, sorg, smerte og tårer gennem en lang periode af deres liv. De<br />
formerer sig som fugle og vilde dyr; de spiser god mad og udskiller den som urin og<br />
afføring. Det er det formålsløse liv, som de fleste mennesker lever. Vil du kalde det<br />
forædling af livet? Enorme mængder levende væsener forefindes <strong>på</strong> Jorden. At leve er<br />
ikke nok. Livet har i sig selv ingen værdi. Det er de motiver, følelser og holdninger der<br />
driver dagligdagen frem, der betyder noget. Hvis et menneske har guddommelige<br />
kvaliteter, der manifesterer sig som tanker, følelser osv., så lever det. Hvis en person i<br />
stedet tilsmudser dets hellige indpakning (kroppen) ved at benytte den til uhellige<br />
formål, der skaffer midlertidig glæde og derved ignorerer Det Alt Vidende, Almægtige<br />
Forsyn, vil vedkommende blive fordømt som en beregnende fornægter af egen<br />
menneskelighed. Tag eksemplet med en person der har fæstnet sit sind <strong>på</strong> Herrens<br />
lotusfødder. Det betyder ikke noget, at han ikke lever længe. I løbet af sit korte liv kan<br />
han gøre sit liv udbytterigt og lykkevarslende. Oh konge, for at fjerne din tvivl vil jeg<br />
fortælle den smukke historie om en kongelig vismand. Lyt!”<br />
29:13 ”I Sol-dynastiet var der engang en hersker, kong Khatvanga, der var mægtig med<br />
hensyn til tapperhed og heltemod i kamp. Han var gavmild med godgørenhed, besad en<br />
retskaffen karakter og var retfærdig i sin handlemåde. Han havde ikke sin lige, ingen der<br />
kunne udfordre ham. I mellemtiden samlede de onde dæmoner og de dæmoniske<br />
mennesker deres styrker og gik i krig mod Guderne. Guderne frygtede at blive<br />
overmandet. De erkendte deres svaghed og kom ned til Jorden for at søge kong<br />
Khatvanga’s hjælp. Kongen længtes efter kampens eventyr. Han hentede derfor sin bue<br />
og pile og kørende i sin stridsvogn, begav han sig til krigsskuepladsen. Blot ved den<br />
rædsel hans tapperhed frembragte, rystede han dæmonerne og de dæmoniske<br />
mennesker i deres inderste. Ude af stand til at modstå det frygtelige angreb flygtede<br />
fjenden i panik. Eftersom det er umoralsk at gøre en flygtende fjende til genstand for<br />
forfølgelse, afstod Khatvanga fra yderligere sammenstød.”<br />
29:14 ”Guderne var lykkelige over, at de kunne opnå sejr ved hjælp af den tiltrængte<br />
hjælp fra kong Khatvanga. De roste ham for hans kraft og for hans retfærdighedssans:<br />
”Oh konge, der findes ingen nulevende, der tåler sammenligning med dig. I denne<br />
uforsonlige kamp skænkede du os triumf mod de onde styrker. Som gengæld er det<br />
vores ønske, at du fra os vil acceptere den hjælp, du måtte behøve, og som vi evner at<br />
yde.” Kongen svarede dem følgende: ”Eder Guder! Offerceremonier og ofringer<br />
gennemføres af mennesker for at behage jer, er det ikke sandt? Denne kamp, som jeg<br />
98
havde det privilegium at deltage i, er derfor en offerceremoni for så vidt angår mig. Hvad<br />
andet behøver jeg fra jer end denne nåde, I har skænket mig? Det er en enestående<br />
velsignelse.” Idet han erklærede dette, kastede han sig i støvet for Guderne.”<br />
29:15 ”Guderne var ikke tilfredse med hans svar, så de tvang ham til at bede dem om<br />
noget; om en eller anden velgerning fra dem. Selv om han ikke var indstillet <strong>på</strong> at bede<br />
om noget, var han tvunget til at finde <strong>på</strong> et ønske, eftersom han følte, at de ellers ikke<br />
ville lade ham være i fred. Til sidst sagde han: ”Eder Guder! Jeg vil bede jer afsløre for<br />
mig, hvor mange år jeg endnu har at leve. Først når jeg får det at vide, kan jeg beslutte,<br />
hvad jeg skal ønske fra jer.” Indra, Gudernes konge, ved alt, så uden et øjebliks tøven<br />
svarede han: ”Oh konge, din tildelte tid er meget snart forbi. Du lever blot fem minutter<br />
endnu.” Da han hørte det, sagde Khatvanga: ”Jeg har ikke noget at bede om. Jeg<br />
mangler ikke noget. Jeg føler, at alle fornøjelser i denne og i den næste verden er<br />
ubetydeligheder, der bør opgives. Jeg vil ikke igen bevæge mig ned i de sanselige<br />
fornøjelsers søle. Skænk mig det gode, det er at opnå Herrens ophøjede nærvær. Det<br />
nærvær hvorfra man ikke vender tilbage; det nærvær alt liv er viet til. Herefter satte han<br />
sig med lukkede øjne og gentog Guds navn, og ved slutningen af muhurtha (det gunstige<br />
tidsinterval mellem 04 og 06 om morgenen) nåede han Herrens lotusfødder!”<br />
29:16 ”Bemærk, hvorledes han <strong>på</strong> et øjeblik fjernede alle tilknytninger til sanselige<br />
fornøjelser fra sit sind! På denne måde var Khatvanga i stand til at nå Herrens fødder,<br />
hvor frygt ikke vover at nærme sig. Du har syv dage, mens han blot havde få minutter.<br />
Du har derfor ingen grund til at være bekymret. I løbet af disse dage skal du rense din<br />
indre bevidsthed ved opmærksomt at lytte til de bedste og helligste beretninger om Guds<br />
manifestation.”<br />
29:17 Idet Parikshith huskede <strong>på</strong> den højeste velsignelse, som den store hengivne, kong<br />
Khatvanga, vandt, græd han glædestårer. Højt udbrød han: ”Herre! Giv mig besked <strong>på</strong>,<br />
hvad jeg skal gøre her og nu; jeg har ikke ord, der kan beskrive min higen. Mit hjerte<br />
strømmer over af lyksalighed.” Så satte han sig i forstenet stilhed.<br />
29:18 Suka kom med følgende råd: ”Oh konge! Udstyr dig med ikke-tilknytningens<br />
sværd. Skær den fejlagtige kærlighed til kroppen i stykker. Opgiv den ’min-hed’, der får<br />
dig til at klynge dig til slægt og venner. Sæt dig sikkert og godt til rette <strong>på</strong> bredden af<br />
denne hellige flod.” Lige som Suka var ved at begynde <strong>på</strong> sin historie, forekom Parikshith<br />
urolig efter at stille et spørgsmål. Da Suka så det, sagde han: ”Du ser ud til at være<br />
forvirret over noget. Spørg mig om det, du ønsker at vide, og få den tvivl fjernet fra dit<br />
sind.” Straks sagde kongen: ”Mester! Du er i sandhed medlidenhedens hav. På samme<br />
måde som et velsmagende måltid bringer en sulten person mæthed, bringer dine ord<br />
kølig velvære til mit brændende hjerte. Ærværdige lærer, for kort tid siden talte du til<br />
mig om skabelsens begyndelse. Jeg forstod det ikke helt tydeligt. Hvorfor antog Den<br />
kvalitetsløse, universelle, absolutte Gud (Den formløse, iboende, transcenderende Gud)<br />
form og kvaliteter? Fortæl mig om det.” Kongen satte sig med et forventningsfuldt<br />
udtryk, med fuld opmærksomhed, oprigtigt bedende og ivrig efter at lytte og lære.<br />
99
Kapitel 30<br />
Gudhengivenhedens vej<br />
30:1 Vismanden Suka satte sig til rette i stolen og begyndte sin beretning. ”Den Højeste<br />
Ophøjede Herre manifesterede sig selv som Brahma, Vishnu og Maheswara (Shiva), der,<br />
tilskyndet af det oprindelige ønske, er engageret i verdenernes skabelse, opretholdelse<br />
og nedbrydning. I det, der således er skabt, indgår det dualistiske princip altid. Der er<br />
forskelle og uligheder mellem den ene og den anden. Hvis disse forskelle og uligheder<br />
bliver afstemt <strong>på</strong> en fornuftig måde, vil der være glæde og fred <strong>på</strong> Jorden. Hvis levende<br />
væsener <strong>på</strong> den anden side opfører sig forkert, vil verden være plaget af ængstelse,<br />
elendighed og forvirring. Når det sker, antager Herren passende former og yder den<br />
nødvendige beskyttelse og irettesættelse. Han bringer den beskadigede verden <strong>på</strong> ret<br />
køl, fjerner de onde kræfter der forårsagede skaderne og instruerer menneskeheden i<br />
videnskaben om at fremme det rigtige og det gode.”<br />
30:2 ”Det er ikke muligt at begrænse Guds frihed til at antage former. For at manifestere<br />
sig i verden og redde den antager Han utallige former. Hans inkarnationer er i<br />
overensstemmelse med de behov, der er i forbindelse med de aktuelle kriser. Da Jorden<br />
jamrede sig over den onde Hiranyaksha’s uretfærdighed, måtte Gud komme til syne som<br />
et vildsvin, idet Han <strong>på</strong>tog sig en form med kvaliteter, skønt Han i sit inderste væsen er<br />
uden form og kvaliteter. Guds vilje er gådefuld; den kan ikke forklares ved hjælp af<br />
kategorier eller som konsekvenser. Den er over og hinsides menneskelig fatte- og<br />
forestillingsevne. Den kan udelukkende fattes af dem, der har kendt Gud, og ikke af dem<br />
der har opnået videnskabelig dygtighed eller har en skarp intelligens. Årsagen og<br />
konsekvensen er uløseligt forbundet med hinanden.”<br />
30:3 ”En dag, da Brahma (Skaberen) hvilede en stund <strong>på</strong> sin trone, dukkede et vildsvin<br />
op lige foran Ham. Det var ikke større end det yderste af en tommelfinger! Brahma, der i<br />
stor lystig munterhed havde antaget menneskelig skikkelse, kendte til altings årsag, men<br />
Han foregav, at det ikke var tilfældet. Han så derfor <strong>på</strong> det lille vildsvin med stor<br />
forbløffelse. Imidlertid udviklede det sig hurtigere og hurtigere til en større og større<br />
størrelse. Først til en størrelse som en frø, så en rotte, så en kat og snart til en<br />
kæmpestor brunstig elefant. Brahma smilede for sig selv af dets tossestreger. I løbet af<br />
kort tid voksede vildsvinet sig så mægtigt, at det forekom at dække både Jorden og<br />
himlen. Det gled ned i havet og dukkede op af det igen med Gudinden Jord (der <strong>på</strong><br />
grund af ydmygelse havde skjult sig under vandet) siddende højt hævet, reddet og i<br />
sikkerhed, <strong>på</strong> dens stødtænder.”<br />
30:4 ”Bagfra lød der et råb. ”Dit nederdrægtige svin! Hvor har du tænkt dig at flygte<br />
hen? Bliv stående, hvor du er.” Vildsvinet ænsede ikke råbet. Det fortsatte, som om det<br />
ikke havde hørt noget. Herefter stillede Hiranyaksha, uhyrernes og dæmonernes<br />
ondsindede leder, sig ansigt til ansigt med det. Han stod som et frygteligt uhyre og<br />
udfordrede vildsvinet til at overvinde sine kræfter. En dødbringende kamp mellem de to<br />
fulgte. Gudinde Jord var vidne til disse skrækkelige gensidige udfald, og hun rystede af<br />
skræk, men vildsvinet trøstede hende ved at sige: ”Oh Gudinde, vær ikke bange. Jeg<br />
skal straks afslutte dette uhyres liv. Om et øjeblik vil jeg sikre dig sikkerhed og skænke<br />
dig fred.” Straks herefter blev vildsvinet skrækkeligt at se <strong>på</strong>, og Gudinden blev yderst<br />
foruroliget over sammenstødet. Med overvældende kræfter angreb vildsvinet<br />
Hiranyaksha, og af bar rædsel lukkede Gudinden øjnene ude af stand til at se <strong>på</strong><br />
vildsvinets tilintetgørende skikkelse. Kampen blev udkæmpet med en ubeskrivelig rasen,<br />
men til sidst blev Hiranyaksha revet i småstykker og smidt <strong>på</strong> jorden.”<br />
100
30:5 ”På denne måde antager Herren forskellige skikkelser alt efter, hvad situationen<br />
kræver. For eksempel den form der passer bedst til tilintetgørelsen af de onde<br />
dæmoniske mennesker og til beskyttelse af det gode og det guddommelige, og til at sikre<br />
bevarelsen af de hellige skrifter, veda’erne, der åbenbarer sandheden. På denne måde<br />
inkarnerede Herren som fisken (Matsya), skildpadden (Kurma), menneske-løven<br />
(Narasimha) og dværgen (Vamana). Af alle inkarnationerne er den største og den mest<br />
lyksalige Krishna-skikkelsen. Alligevel må du erkende, at alle inkarnationernes<br />
hovedformål er at beskytte ’rigtig handling’ (retskaffenhed, rigtig handling, moral, gode<br />
dyder).”<br />
30:6 ”Den der instruerer, skal måle kvalifikationerne hos de elever, der skal modtage<br />
instruktionerne. Det vil være forgæves at forsøge at kommunikere den højeste visdom til<br />
en person <strong>på</strong> det laveste niveau. For denne er ude af stand til at fatte den. Det samme<br />
gælder, hvis de instruktioner der skal gives <strong>på</strong> det laveste niveau, bliver givet til dem <strong>på</strong><br />
det højeste niveau. De vil ikke opnå nogen glæde af undervisningen. For at gøre det<br />
standpunkt helt klart, vil jeg fortælle jer om en diskussion, der engang foregik mellem<br />
Brahma og Narada (en himmelsk vismand, Brahma’s søn). Lyt opmærksomt.”<br />
30:7 ”Engang henvendte Brahma sig til Narada. ”Oh min sinds-projicerede søn!<br />
Skabelse er min opgave, det er måden hvor<strong>på</strong> jeg udfører min mission, min bodsøvelse.<br />
Jeg vil det, og skabelser sker. Jeg opstiller imidlertid bestemte regler og adfærdsmønstre<br />
for hver eneste art, og hvis de bliver ordentligt overholdt, så vil ‘rigtig handling’ udvikle<br />
sig <strong>på</strong> rette vis. Men hvis reglerne og adfærdsmønstrene i stedet bliver tilsidesat, og<br />
arterne arbejder ihærdigt for at tilfredsstille deres egne ønsker ved at bevæge sig af<br />
krogede og misvisende veje, så vil de komme til at lide mange forskellige lidelser.”<br />
30:8 ”Dag og nat forekommer efter mit ønske. De levende væseners herskere er dele af<br />
mig. Den tilskyndelse mennesker har til at formere og mangfoldiggøre sig, er en<br />
afspejling af min vilje. Engang imellem, når den skabte verden må hjælpes og støttes,<br />
antager jeg selv en form og et navn og indfører en ny æra. Jeg forsyner Jorden med<br />
passende guddommelige personligheder og vismænd, der fastsætter og viser eksempler<br />
til efterfølgelse, og som angiver veje, der fører til fremskridt.”<br />
30:9 ”Når det er nødvendigt, afslutter jeg også den ubegrænsede forøgelse af væsener.<br />
For at gøre det antager jeg også skikkelse af det, der forårsager frygt. Jeg skaber det<br />
onde for at fremhæve og fremme det gode. Jeg sætter visse begrænsninger, både for det<br />
gode og for det onde, for hvis jeg ikke gjorde det, ville væsenerne forvilde sig ind <strong>på</strong><br />
forkerte veje og forvolde stor skade.”<br />
30:10 ”Jeg er iboende ethvert væsen. Folk glemmer mig; mig der er i dem og uden for<br />
dem. Jeg er den inderste kerne i ethvert væsen, men de er ikke bevidste om det. Derfor<br />
fristes de til at tro, at den objektive verden er virkelig og sand, og de forfølger objektive<br />
glæder og kommer derved til at lide sorg og smerte. Hvis de <strong>på</strong> den anden side<br />
udelukkende koncentrerer deres opmærksomhed <strong>på</strong> mig, idet de tror, at alt og alle er<br />
Guds vilje, velsigner jeg dem og åbenbarer sandheden for dem om, at de er jeg, og jeg<br />
er dem. Tusinde er blevet velsignet <strong>på</strong> denne måde. De er de søgende, de åndelige<br />
aspiranter, de store sjæle, vismændene, de guddommeligt inspirerede, manifestationer<br />
af det guddommelige, alle er de vejledere, der viser vejen. De har erhvervet sig den<br />
erfaring, at sandhed er Brahma (Gud).”<br />
30:11 ”Jeg vil fortælle dig om nogle af dem. Lyt! Kejser Sagara; Manu’s søn, kong<br />
Ikshvaku; kejser Prithu’s barnebarn, Prachinabarhi: Brahma’s søn, den ekstremt lærde<br />
Rubhu; Brahma’s barnebarn Dhruva; Sol-dynastiets berømte konge, Raghumaharaj;<br />
Måne-dynastiets fremragende konge, Yayathi; den betydelige kong Mandhatha; konge<br />
over Benares, Alarka; Yadava-dynastiets kong Sathadhanva; kong Dileepa, der tilbød at<br />
101
ofre sit liv for at redde den hellige ko Nandini’s liv; den berømte vismand, Khali;<br />
Pandava’ernes og Kaurava’ernes beskytter og patriark, Bheeshma; den indiske kejser<br />
Sibi; den asketiske vismand, Pippalada; lærdommens og veltalenhedens gudinde,<br />
Saraswatha; den tidligere dæmonleder, Vibhishana; Vind-gudens søn, Hanuman, der var<br />
halvt menneske halvt abe; en af Sol-dynastiets berømte konger, Muchukunda; den<br />
selvrealiserede kong Janaka; Manu’s kvindelige og feminine modstykke, Sathrupa;<br />
dæmon-kongens hellige søn, Prahlada og mange lærde, mange vismænd der har<br />
realiseret Det Højeste Selv, mange prinser, mange adelige. De kan alle grupperes under<br />
én kategori: de gudhengivne (bhagavatha’er). Alle higer de efter chancen for at lytte til<br />
beretninger om Guds herligheder. De er alle blevet velsignet, uanset kaste, alder, status<br />
eller køn. Blandt dem er der kvinder, præster, arbejdere og kasteløse.”<br />
30:12 ”Jeg er alle årsagers årsag. Jeg er evig. Jeg er Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. Jeg<br />
er også ’Opretholderen’ ( Vishnu-aspektet)<br />
og ’Nedbryderen’ ( Shiva-aspektet)<br />
, for når<br />
lejligheden byder det, transformerer jeg mig til disse manifestationer. Skabelsen,<br />
universet, er blot projiceringen af min vilje; den har ingen grundlæggende virkelighed.<br />
Min søn, jeg bekendtgør denne sandhed til dig <strong>på</strong> grund af min dybe kærlighed til dig.<br />
Andre vil ikke være i stand til at fatte mysteriet om denne skabelse. Det, jeg netop har<br />
åbenbaret for dig, går under navnet: Den kortfattede <strong>Bhagavatha</strong>.”<br />
30:13 ”<strong>Bhagavatha</strong> indeholder tre dele af viden: 1) Guds manifestationers herlighed og<br />
storslåethed. 2) Navnene <strong>på</strong> dem der er fuldstændig hengivne over for Gud. 3) Det<br />
fortrolige slægtskab mellem Gud og de gudhengivne. Hvor disse tre eksisterer samtidigt,<br />
der findes bhagavatha’en. Alt, der er synligt, er ikke hinsides eller uden for Gud. Derfor,<br />
for at sige det kortfattet: alt er bhagavatha! Alt er værdigt til at blive æret som sådant.””<br />
30:14 ”Mens Brahma <strong>på</strong> denne måde med stor glæde underviste Narada, spurgte denne<br />
Ham, både med forbløffelse og fuld af ængstelse, ivrigt om følgende: ”Herre! Som du har<br />
anvist mig, er jeg uden afbrydelse beskæftiget med at synge til Guds ære for at verden<br />
kan opnå lyksalighed deraf. Men den lumske og stærke illusion kan, hvert øjeblik det skal<br />
være, overmande mig. Illusionen kan kaste mig ud i at gøre noget forkert og skabe<br />
forhindringer for min mission. Findes der ingen metode, jeg kan anvende for at undgå<br />
denne ulykke? Vær venlig at indføre mig ind i en sådan metode og vis mig dette ekstra<br />
tegn <strong>på</strong> din faderlige kærlighed.””<br />
30:15 ”Brahma lo af dette spørgsmål. ”Søn! Det du siger, forekommer at være<br />
barnagtigt. Illusionens skyer kan ikke formørke den indre bevidsthed hos dem, der soler<br />
sig i Guds kærlighed og storslåethed; hos dem der er klar over, og dem der bekendtgør,<br />
at Gud er Herre over illusionen, udøveren af den virksomme styrke der både bedrager og<br />
ødelægger; hos dem der giver sig af med gode handlinger og udfører dem med tro og<br />
hengivenhed, og hos dem der altid bestræber sig <strong>på</strong> at opretholde sandhed og<br />
retskaffenhed. Du kan derfor færdes frygtløs overalt i de tre verdener med veena’en (et<br />
strenginstument) i dine hænder, idet du synger i tilbedelse til Herren. Verdenernes<br />
beboere vil redde sig selv fra cyklusen af fødsel og død ved at lytte til fremsigelsen og<br />
uddybningerne af Guds og de gudhengivnes mysterier.”<br />
30:16 ”Karma (aktiviteter og de handlinger der følger af disse) binder, fordi de har<br />
konsekvenser, der nødvendigvis senere må lides eller nydes. Men handlinger udført som<br />
tjeneste er fri for denne belastning. Du skal altid fæstne dine tanker <strong>på</strong> Gud. Der er ingen<br />
andre metoder end denne til at vende sindet bort fra sansemæssig beskæftigelse og<br />
objektive aktiviteter.”<br />
30:17 Suka fortalte kongen: ”Oh Parikshith! Eftersom den højeste visdom ikke kan<br />
kommunikeres til andre end dem, der har nået et højt niveau med hensyn til renhed og<br />
forståelse, lærte Brahma kun Narada om det. Som Narada var blevet bedt om, fortsatte<br />
102
han med at synge og tilbede Gud gennem sine sange; den Gud der var iboende såvel<br />
som transcendent. Han hverken ignorerede eller kasserede den lære, som Brahma<br />
begunstigede ham med. Du er også kvalificeret til at modtage denne hellige<br />
undervisning. Det er årsagen til, at jeg, der er utilgængelig, efter egen indskydelse er<br />
kommet direkte til dig for at beskrive <strong>Bhagavatha</strong>’en (’Gudhengivenhedens kildevæld’)<br />
for dig. Jeg er ingen almindelig trubadur. Jeg henvender mig aldrig til en person, der ikke<br />
har gjort sig fortjent til retten til at lytte til mig. Forestil dig det niveau Narada måtte<br />
have nået, for at være i besiddelse af de kvalifikationer der var nødvendige for at<br />
modtage undervisning om Den Egenskabsløse Guds egenskaber!”<br />
30:18 Da Suka <strong>på</strong> denne måde alvorligt vurderede ham, skred Parikshith ind. ”Herre! Du<br />
fortalte, at Oldtidens Fire-ansigtede Ophøjede Brahma bad Narada synge <strong>Bhagavatha</strong>’en.<br />
Hvem fortalte Narada den samme tekst videre til? Hvem er disse højt begunstigede<br />
fremtrædende personer? Fortæl mig om dem i detaljer.” Suka svarede: ”Oh konge,<br />
hvorfor giver du efter for hastværk? Vær tapper og behersket. Når tiden er inde, skal jeg<br />
fortælle dig alt. Vær rolig og fattet.”<br />
30:19 Kongen forklarede: ”Herre! Undskyld mig. Jeg er slet ikke eksalteret. Jeg higer<br />
blot efter, i mit livs sidste stund, at kunne fæstne mit sind <strong>på</strong> det charmerende smil, der<br />
spiller <strong>på</strong> Herren Krishna’s læber. Jeg higer efter, i dette øjeblik, at kunne drikke Herrens<br />
lotusfødders nektar. Jeg har intet andet ønske. Hvis jeg i dødens stund er ude af stand til<br />
at tilvejebringe Herrens bedårende billede i mit sind, vil jeg være nødt til at blive født <strong>på</strong><br />
ny som en af de 84.000 arter af levende væsener, er det ikke sandt? Eftersom denne<br />
katastrofe ikke må indtræffe, og eftersom jeg i forbindelse med mit sidste åndedrag skal<br />
ihukomme Livsåndrættets Skænker, så beder jeg dig: Gør mit liv værd at leve ved at<br />
fortælle mig om Herrens guddommelige karakteristika og guddommelige gerninger.”<br />
30.20 Suka lo af dette. Han sagde: ”Konge! Hvordan kan sindet være fæstnet <strong>på</strong> Herrens<br />
lotusfødder, hvis ørerne lytter <strong>på</strong> beretninger om Herrens karakteristika og gerninger?<br />
Hvad siger du til det? Fortæl mig det?” Parikshith sagde: ”Herre! Jeg tror <strong>på</strong>, at der ingen<br />
forskel er <strong>på</strong> Gud, Hans navn og Hans egenskaber. Er min opfattelse sand? Når historien<br />
om Herren fortælles, og man lytter til den, trænger Herrens navn og egenskaber ind i<br />
hjertet. Det sker gennem ørerne, og uvidenhedens mørke spredes. Er det ikke sandt?<br />
Når løven begiver sig ind i skoven, flygter sjakalerne med halen mellem benene. Gør de<br />
ikke? Den oprigtigt lyttende vil helt sikkert fæstne sit sind <strong>på</strong> det, vedkommende hører<br />
gennem ørerne. Er det ikke sandt, at mens sindet lytter henrykt til beretninger om<br />
Herren med de henrivende egenskaber og det fortryllende smil, vil det blive så tiltrukket<br />
af den sødme, der er afledt af disse beretninger, at det ikke kan blive tiltrukket af lavere<br />
og tarvelige objekter? Så vil øret og sindet handle i enstemmig harmoni. Alene det vil<br />
give lyksalighed.”<br />
30:21 Med begejstring priste kongen <strong>på</strong> denne måde fordelene ved at lytte opmærksomt<br />
til historierne om Herrens gerninger og storslåethed. Suka afbrød hans jubel og sagde:<br />
”Oh konge! Sindet har ubestandighed som selve dets natur. Hvordan skulle det kunne<br />
opgive sin natur og knytte sig til Herrens lotusfødder? Er det ikke en umulig bedrift?”<br />
Suka forsøgte at vurdere de følelser, der fyldte Parikshith’s sind. Parikshith smilede og<br />
svarede: ”Herre! Jeg vil svare, hvis du venligst tillader mig at gøre det, og hvis du<br />
beordrer mig til at gøre det. Bien vil kredse rundt om blomsten, brummende og<br />
summende, indtil den slår sig ned og drikker blomstens nektar. Når den først er kommet<br />
i forbindelse med blomsten og har smagt nektaren, vil den ikke længere kredse, brumme<br />
og summe. Den vil ikke have nogen uvedkommende tanker, der kan forstyrre dens<br />
lyksalighed. Den vil blive så beruset af lyksaligheden, at den ikke vil ænse sin egen<br />
sikkerhed. For når kronbladene lukker sig, og blomsten folder sig sammen, tillader den<br />
sig selv at blive indespærret. På samme måde gælder, at når først sindet fæstner sig <strong>på</strong><br />
103
lotusfødderne <strong>på</strong> denne Skønhedens og Godhedens legemliggørelse, så vil det aldrig<br />
senere hige efter andet end lotusføddernes nektar.”<br />
104
Kapitel 31<br />
Tvivl og spørgsmål<br />
31:1 Da vismanden hørte dette svar, sagde han: ”Konge! Eftersom dit hjerte er smeltet<br />
sammen med den blå-sorte Krishna, er jeg så fornøjet, at du kan stille mig alle de<br />
spørgsmål, der plager dig. Jeg skal komme med de behørige svar og forklaringer. Jeg vil<br />
begejstre dig og øge din længsel efter Krishna, den henrivende Herre med en hudfarve<br />
som mørke regnfulde skyer.”<br />
31:2 ”Disse ord fra mesteren fyldte Parikshith med glæde. Han sagde: ”Hæderkronede<br />
lærer, hvilke kvalifikationer besidder jeg, som skulle berettige mig til at stille dig<br />
spørgsmål? Belær mig om det, du finder bedst. Fortæl mig i løbet af disse afgørende<br />
dage, hvad jeg først og fremmest behøver at vide. Lær mig det, der er mest gavnligt,<br />
det, der fortjener størst opmærksomhed, det, der er vigtigst. Du ved bedre end jeg, hvad<br />
det er. Tal til mig, uden hensyn til hvad jeg beder om, og hvad jeg ønsker. Eftersom jeg<br />
er uløseligt forbundet med selvbedragets og uvidenhedens fristelser, plager<br />
tvivlspørgsmål mig selvfølgelig engang imellem. Når disse opstår, vil jeg videregive mine<br />
tvivl og bekymringer til dig og modtage dine helbredende forklaringer. Jeg beder til, at<br />
du ikke tilskriver mig andre motiver. Vurder ikke mine færdigheder. Behandl mig med<br />
kærlighed, som var jeg en søn. Omdan mig til en rolig, fredfyldt person.”<br />
31:3 ”Lad mig alligevel fremføre en tvivl jeg har haft i lang tid. Er individets følelser og<br />
oplevelser afledt af dets egen natur, eller er de afledt af konsekvenserne af summen af<br />
fortidens handlinger? Så er der et andet spørgsmål. Du fortalte, at der ud af Den Første<br />
Skikkelses navle voksede og blomstrede en lotusblomst. Du fortalte videre, at hele<br />
skabelsen opstod fra denne lotusblomst. Sig mig, kom Gud til syne med lemmer og<br />
organer som den individualiserede sjæl? Er der nogen forskel <strong>på</strong> den individualiserede<br />
sjæl og Gud, <strong>på</strong> det enkelte menneske og Det Personificerede Absolutte?”<br />
31:4 ”Lad mig stille et tredje spørgsmål. På hvilket grundlag er fortiden, nutiden og<br />
fremtiden adskilt? Et fjerde spørgsmål: Hvilke af den individualiserede sjæls handlinger<br />
fører til hvilke resultater og konsekvenser, der medfører status og anseelse i fremtiden?<br />
Det femte spørgsmål: Hvad er de store sjæles kendetegn? Hvilke aktiviteter udfører de?<br />
Ved hvilke tegn skal de kendes? Det sjette spørgsmål: Hvad er historierne om Guds<br />
forbløffende og henrivende inkarnationer? Det syvende spørgsmål: Hvordan kan vi skelne<br />
mellem Kritha, Thretha og Dwapara tidsaldrene (den første, anden og tredje tidsalder i<br />
cyklusen af i alt fire tidsaldre) ? Det ottende spørgsmål: Hvordan kan vi navngive en<br />
tidsalder <strong>på</strong> den måde? Det niende spørgsmål: Hvilke discipliner er det, man må<br />
praktisere for at smelte sammen med den indre sjæl, der er Over-Sjælen, Den<br />
Universelle Sjæl? Og endelig det tiende spørgsmål: Hvad er veda’erne og veda’ernes<br />
appendiks? Hvilket appendiks er knyttet til hvilke veda’er?”<br />
31:5 ”Giv mig venligst svarene <strong>på</strong> disse spørgsmål såvel som <strong>på</strong> andre emner, der<br />
fortjener opmærksomhed. Herre, jeg overgiver mig til dig. Der findes ingen andre, der<br />
kan oplyse mig om disse og andre forhold. Derfor, frels mig fra uvidenhedens fortabelse.”<br />
Kongen lagde sig for Suka’s fødder og bad om nåde.<br />
31:6 Med et kærligt smil svarede vismanden: ”Rejs dig, oh konge! Hvis du hober alle<br />
disse spørgsmål sammen i én bunke, hvordan skal du da kunne forstå svarene? Desuden<br />
har du ikke slukket din tørst eller spist noget i lang tid. Kom, spis i det mindste noget<br />
frugt og drik lidt mælk. Det er den fysiske krops privilegium og ret. Med en udhungret<br />
krop dør du måske tidligt uden at have fået fjernet din tvivl. Så tag nu lidt mad”,<br />
bemærkede han.<br />
105
31:7 ”Kongen svarede: ”Herre! De, hvis sidste dage er kommet, bør ikke foretrække<br />
føde, der nærer usandhed, frem for føde der skænker udødelighed, er det ikke rigtigt?<br />
Hvordan skulle jeg kunne dø for tidligt, selv om kroppen muligvis er udhungret, når jeg<br />
drikker udødelighedens nektar, og når du fylder mig med munterhed ved at lade mig<br />
smage det søde universalmiddel mod dødens sygdom? Nej, det vil ikke kunne ske. Selv<br />
hvis den vrede dreng, Sringi, ikke havde forbandet mig; selv hvis det ikke var blevet<br />
overdraget til slangen Thakshaka at dræbe mig efter syv dage, ville jeg ikke dø for<br />
tidligt, mens jeg var i færd med at lytte til beretninger om Herren. Jeg vil lytte til dem<br />
uden tanke <strong>på</strong> føde og væske. Nektaren fra Krishna’s historier er min føde og væske. Så<br />
tænk ikke <strong>på</strong> mad og drikke; gør mig klar til den højeste lyksalighed, realisationens<br />
højeste stadie. Frels mig fra undergang. Jeg kaster mig for dine fødder.”<br />
31:8 Kongen græd af anger og sad og bad til læreren. Vismanden sagde: ”Så lyt. I<br />
begyndelsen spredte Brahma lys over den verden, der blev åbenbaret ved hjælp af<br />
illusionen. Brahma ville, at skabelsen skulle øges i hastigt tempo. Men en stemme fra<br />
tomrummet (æteren) ovenover advarede: ”Asketiske øvelser er det afgørende grundlag<br />
for alt. Gennem asketiske øvelser vil illusionen forsvinde!” (Begrebet asketiske øvelser’<br />
betyder ’varme’; den slags varme der brænder synd og forvandler al karma til aske).” På<br />
dette tidspunkt greb Parikshith ind. Han spurgte: ”Hvad er betydningen af og meningen<br />
med asketiske øvelser? Oplys mig venligst.”<br />
31:9 Suka tog denne afbrydelse med et smil. Han sagde: ”Asketiske øvelser betyder<br />
åndelige discipliner. Det er gennem asketiske øvelser, at skabelsens, opretholdelsens og<br />
nedbrydningens store processer hænder. Det er asketiske øvelser, der er årsagen til<br />
selvets virkeliggørelse. Det vil sige, at når sindet, intellektet og sanserne er underlagt<br />
asketiske øvelser, eller de disciplinære øvelsers smeltedigel, vil selvet fremstå åbenbaret.<br />
Jeg vil fortælle dig om fremgangsmåden vedrørende asketiske øvelser. Hør efter! Sindet,<br />
intellektet og sanserne er altid rettet mod ydre objekter; de er bestandigt vendt udad.<br />
Når en lyd fra den eksterne verden rammer én, hører ørerne det. Lige så snart øret hører<br />
det, forsøger øjet at se det. Når øjet ser det, ønsker sindet det. Intellektet bifalder ideen<br />
og går i gang med at undersøge det, så hurtigt det kan lade sig gøre.”<br />
31:10 ”På denne måde løber alle sanserne efter det ene ydre objekt efter det andet, idet<br />
den ene sans støtter den anden, hvileløse og ynkelige. Man må nødvendigvis kontrollere<br />
sindet, evnen til at drage fornuftslutninger, samt sanserne som strejfer planløst omkring<br />
efter objektive fornøjelser. Man må træne sanserne op til at <strong>på</strong>tage sig opgaven med at<br />
koncentrere al opmærksomhed <strong>på</strong> Guds herlighed og storslåethed og følge en<br />
systematisk kurs af étpunktet opmærksomhed. Anvend alle sanserne og før dem ad den<br />
ophøjede vej. Deres uautoriserede adfærd må nødvendigvis tæmmes; de skal opdrages<br />
ved hjælp af gentagelse af Guds navn, meditation eller uselvisk tjeneste eller en anden<br />
pligttro og ophøjet aktivitet, der renser.”<br />
31:11 ”Denne renselsesproces af menneskets indre, der foregår i en smeltedigel, hvor alt<br />
omdannes til étpunktet tale, étpunktet følelse og étpunktet handling rettet mod Gud,<br />
kaldes ´asketiske øvelser’. Den indre bevidsthed vil komme af med alle skavanker og<br />
defekter. Når den indre bevidsthed er blevet gjort ren og uplettet, vil Gud tage ophold i<br />
den. Til sidst vil den åndeligt søgende opleve åbenbaringen af Herren i sit indre.”<br />
31:12 ”Oh konge, hvad kan man forestille sig herligere end dette? De store vismænd, de<br />
store sjæle, beskæftigede sig alle med asketiske øvelser, og som resultat heraf opnåede<br />
de en vedvarende og sjælden åndelig pragt. Selv de onde dæmoner, Ravana og<br />
Hiranyakasipu, vandt herredømmet over den materielle verden og tilegnede sig deres<br />
kolossale destruktive kræfter <strong>på</strong> grund af de vanskelige asketiske øvelser. Udførelsen af<br />
disse øvelser blev tilskyndet og styret af aggressive motiver. Hvis blot deres<br />
106
anstrengelser havde været ledet af den rene og gode vej i stedet for lidenskabens og<br />
hvileløshedens vej, som de foretrak, kunne de have opnået selvrealisationens fred og<br />
glæde. På grundlag af den underliggende indre trang, er asketiske øvelser inddelt i tre<br />
grupper. De kan være omfattet af sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter, lidenskabens<br />
og hvileløshedens kvaliteter samt renhedens og godhedens kvaliteter. Af disse er den<br />
renhedens og godhedens kvaliteter de mest virkningsfulde, når det drejer sig om at<br />
synliggøre Gud.”<br />
31:13 ”Vasishta, Viswamithra og andre vismænd opnåede forbløffende kræfter gennem<br />
deres rene og gode asketiske øvelser, der blev udført ud fra uselviske motiver. Til sidst<br />
hævede de sig op til positionen, hvor de blev vismænd, der er fordybet i guddommelig<br />
bevidsthed. Asketiske øvelser inddeles også i en anden tredeling: Mental, fysisk og<br />
verbal. Du spørger muligvis om, hvilken af disse tre, der er den vigtigste. Jeg kan<br />
fortælle dig, at de alle tre er vigtige. Det gælder dog, at hvis den mentale ’åndelige,<br />
asketiske øvelse’ følges, vil de to andre følge med.”<br />
31.14 ”Det menneske der er opfyldt af objektive ønsker, vil <strong>på</strong> forskellig vis stræbe efter<br />
at få dem opfyldt. Det er en slave af sine sanser og deres forfølgelse. Men hvis det<br />
trækker sanserne væk fra verden og får kontrol over deres herre, sindet, og engagerer<br />
sindet i asketiske øvelser, så kan det tilvejebringe selvbeherskelse eller ’uafhængighed’<br />
af sig selv. At tillade sanserne at knytte sig til objekter, det er trældommen. Når sindet,<br />
der strømmer gennem sanserne mod den ydre verden, rettes indad og sættes til at<br />
kontemplere <strong>på</strong> Den guddommelige Gnist opnås befrielse.”<br />
31:15 ”Oh konge! Alt hvad man kan se, er forgængeligt, usandt. Alene Gud er evig,<br />
sand. Tilknytninger til objekter ender i sorg. Gud er ens egen virkelighed. Denne<br />
virkelighed, Gud i dig, har intet slægtskab med den skiftende og forgængelige verden;<br />
Gud er udelukkende Ren Bevidsthed. Selv om du mener, at der rent logisk må være en<br />
form for slægtskab, kan det udelukkende være den slags slægtskab, der findes mellem<br />
den, der drømmer, og det, der ses og opleves i drømmene.”<br />
31:16 Da han hørte det, begyndte kongen at spørge <strong>på</strong> denne måde: ”Mester! Jeg har en<br />
tvivl, der plager mig i forbindelse med det her. I drømme forekommer kun de ting, der er<br />
blevet erkendt direkte i den vågne tilstand. Denne virkelighed må nødvendigvis være der<br />
som grundlag for de falske tilsynekomster, der opstår i drømmene, er det ikke sådan?<br />
Mens drømmen opleves, opfattes alle objekterne som værende virkelige; når man vågner<br />
op erkendes det, at de alle var uvirkelige, de er der ikke længere. Men det er vores,<br />
menneskenes, oplevelse. Kan Gud også blive bedraget? Hvis der kun fandtes én slags<br />
objekter, og de var helt ens, så kunne man sige, at illusionen bedrager, og at dette er<br />
virkningen. Men objekterne, der erkendes direkte i den vågne tilstand, er mangfoldige og<br />
har mangeartede former. De forekommer alle at være virkelige og sande. Hvordan kan<br />
disse objekter, der opleves i vågentilstanden, blive sammenlignet eller sidestillet med de<br />
objekter, der opleves i drømme?”<br />
31:17 ”Dette spørgsmål fik Suka til at le. ”Oh konge, illusionen selv har fremkaldt de<br />
mangeartede former. Det er en smart iscenesættelse, en form for kostume. Den<br />
objektive verden, eller naturen, antager mangfoldige former gennem illusionens<br />
manipulationer, den bedrageriske tilskyndelse. På grund af selvbedragets eller<br />
uvidenhedens oprindelige indskydelse fremkom kvaliteterne og blev blandet sammen<br />
med hinanden. Tid manifesterede sig med forandringen, og alle disse mangfoldigheder,<br />
der under ét kaldes universet, fremkom. Derfor skal den individualiserede sjæl vie sig<br />
selv til denne selvbedragets nektar, spillets instruktør, den, der manipulerer tiden,<br />
skuespilleren, der laver løjer med kvaliteterne (forskellig slags adfærd, forskellige<br />
kvaliteter, grænseløse egenskaber), alle verdeners moder (Illusionen). Sjælen må fylde<br />
sig med forståelsen af Den Uforgængelige Absoluttes umålelige styrke og herlighed.<br />
107
Sjælen må fordybe sig i den lyksalighed, der opnås ved dette. Så er mennesket i stand til<br />
at afkaste sig al uvidenhed og kan forblive uden tilknytning, selv om det anvender<br />
illusionens skabelse!”<br />
31:18 Kongen blev slået af forbløffelse, da vismanden udtalte disse ord. Han sagde:<br />
”Herre! Hvordan begyndte skabelsen? Hvad er den oprindelige, den første, substans, som<br />
illusionen formerede? Suka uddybede disse punkter. Han sagde: ”Skabelsen har været i<br />
gang fra hinsides tidens begyndelse. Lotusblomsten voksede ud fra Den Første Skikkelses<br />
navle, den Skikkelse der i de hellige skrifter kaldes Narayana. Fra denne lotusblomst<br />
manifesterede Herren sig som Brahma (Skaberen). Brahma følte en indre trang til at se<br />
<strong>på</strong> alle de fire verdenshjørner, så Han udviklede fire ansigter.”<br />
31:19 ”Brahma blev klar over, at Han måtte gøre sig selv virksom, for at skabelsen<br />
kunne finde sted. Så Han satte sig i yoga-stilling og overvejede ideen om hele skabelsen.<br />
Parikshith, skabelsens mysterium lader sig ikke så let løse, eller forstå, så hurtigt. Der<br />
kan ikke være nogen kæde af årsag-konsekvens i relation til Det Absoluttes aktiviteter.<br />
Ingen er <strong>på</strong> en succesfuld måde i stand til at gennemgå eller undersøge Den Højestes<br />
skabende evner og bedrifter; Den Højeste, der er almægtig og alvidende. Konge, da jeg<br />
lige var i færd med at forsøge at svare <strong>på</strong> de spørgsmål, du tidligere udformede, stillede<br />
du nogle nye. Måske havde du <strong>på</strong> fornemmelsen, at jeg muligvis ville glemme at give dig<br />
svar <strong>på</strong> dem i min iver efter at besvare det sidst stillede spørgsmål. Nej, du vil helt<br />
sikkert blive oplyst <strong>på</strong> alle punkter i løbet af den kommende beretning af <strong>Bhagavatha</strong>historien.<br />
Alle dine spørgsmål er inden for purana’ernes grænser. (Purana’erne består af<br />
18 åndelige tekster, der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer)<br />
grænser.”<br />
31:20 Da Parikshit hørte disse trøstende og tilfredsstillende ord, forespurgte han:<br />
”Mester! Hvad er purana’erne? Hvad er deres indhold? Hvor mange er de?” Suka<br />
svarede: ”Teksterne, der uddyber de rammende sandheder, der er bevaret i veda’erne,<br />
kaldes purana’er. De er talløse i antal. Men nu for tiden er 18 af dem iøjefaldende<br />
fortræffelige. De blev indsamlet og ordnet af min fader, Vyasa. De har 10 fælles<br />
kendetegn. Tillæggene til disse purana’er, der kaldes upa-purana’erne, har blot 5<br />
kendetegn. Du spørger muligvis om, hvad purana’ernes 10 kendetegn er. Jeg vil fortælle<br />
dig det, endda inden du spørger! De er: Sarga, visarga, sthana, poshana, uthi,<br />
manvanthara, isanucharitha, nirodha, mukthi og asraya. (Se næste kapitel). Af disse 10<br />
er asraya’en det vigtigste.”<br />
108
Kapitel 32<br />
Purana’erne og inkarnationerne<br />
32:1 Idet vismanden besvarede kongens forespørgsel, sagde han: ”Hvis disse purana’ers<br />
10 kendetegn skal beskrives med få ord, vil det blive vanskeligt, for hver enkelt må<br />
nødvendigvis blive forklaret tydeligt. Det er det samme, som hvis processen med at<br />
producere smør skal beskrives. Så må hvert enkelt led i produktionen, lige fra<br />
malkningen til kærningen, forklares. Hvert trin er vigtigt. De 10 navne har forbindelse<br />
med de kendetegn, der er afgrænset af deres betydning. Men formålet med alt dette er<br />
at opnå ’smørret’, befrielsen. Det er for opnåelsen af denne befrielse, at de 10 kendetegn<br />
er antaget. Purana’erne er alle udtænkt for at skænke den ivrige og indtrængende lytter<br />
den støtte og næring, der er nødvendig for pilgrimmen i udviklingen hen mod befrielsen.”<br />
Suka fortsatte: ”Det, som veda’erne tilkendegav ved hjælp af en erklæring her eller en<br />
grundsætning der, eller ved et antydet forslag i en anden sammenhæng, eller endog ved<br />
en direkte beskrivelse af den virkelige oplevelse i nogle af afsnittene, uddybes i<br />
purana’erne. Dette gøres for at give en bedre afklaring og for at give inspiration.”<br />
32:2 Da han lyttede til disse ord, dukkede et spørgsmål frem i Parikshith’s sind. Han gav<br />
udtryk for det <strong>på</strong> denne måde. ”Mester! Du sagde, at du ville berette om en purana. Jeg<br />
vil derfor gerne høre mere om disse kendetegn. Det vil gøre det lykkeligere og mere<br />
gavnligt at være tilhører.”<br />
32:3 Suka forberedte sig <strong>på</strong> at besvare dette spørgsmål ved at begynde <strong>på</strong> beskrivelsen<br />
af purana’ernes 10 kendetegn. Han sagde: ”Lyt, oh konge! Jeg har bestemt mig for at<br />
fortælle dig <strong>Bhagavatha</strong> Purana’en. Den er gennemtrængt af svar <strong>på</strong> alle de<br />
tvivlsspørgsmål, der dukker op i dit sind samt i alle dine spørgsmål. Der findes ingen<br />
mere ophøjet purana end denne.”<br />
32:4 ”Det første af dens kendetegn er nemlig sarga. Jeg skal fortælle dig, hvad det<br />
betyder. Når de tre kvaliteter, de rene og gode kvaliteter, lidenskabens og hvileløshedens<br />
kvaliteter samt sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter, er i ligevægt, kaldes det den<br />
materielle verden, den oprindelige substans. Gennem forstyrrelser i ligevægten,<br />
ubalance, blev de fem elementer skabt: jord, vand, ild, luft og æter. Deres finere<br />
kvaliteter: duft, smag, form, berøring og lyd skaber også subtile sanser, der hver især<br />
erkendes ved hjælp af: næsen, tungen, øjet, huden og øret. Også sindet og egoet opstod<br />
fra det samme princip. Denne skabelsesproces er det, der menes med udtrykket: sarga.”<br />
32:5 ”Det andet af en purana’s kendetegn er visarga, det vil sige sarga, eller skabelsen i<br />
en speciel betydning. Formeringen til mangfoldige slags væsener gennem mange<br />
forskellige besynderlige gensidige <strong>på</strong>virkninger og ejendommelige aktiviteter er det, der<br />
beskrives som visarga. Det er nøje forbundet med Den Alt Omfattende Storartede<br />
Person, som universet er iboende.”<br />
32:6 ”Sthana er en purana’s tredje kendetegn. Alt hvad der er skabt i universet må<br />
nødvendigvis have nogle begrænsninger, så det kan tjene et eller flere formål.<br />
Bestemmelsen af disse begrænsninger og de processer der bevirker, at de bliver<br />
overholdt, er alle beskrevet i den del, der bærer titlen Sthana. En maskine har for<br />
eksempel en nøgle, der er nødvendig, for at den kan blive startet. Den har også<br />
anordninger gennem hvilke maskinens arbejde reguleres og standses. Hvis det ikke var<br />
tilfældet, ville maskinen være en kilde til fare for sig selv og dets brugere.<br />
Tilvejebringelsen af sådanne regulerende anordninger er emnet, der omfattes af sthana.”<br />
109
32:7 ”Det næste specielle kendetegn ved en purana er, at den omhandler et afsnit om<br />
poshana: pleje, bevogtning, beskyttelse mod fortræd. For at sige det helt enkelt, så er al<br />
pleje, bevogtning og beskyttelse indeholdt i det ene omfattende emne, nemlig<br />
Guddommelige Nåde. Det unge træ der bliver plantet, må plejes med kærlighed og<br />
omhu. Hele skabelsen plejes <strong>på</strong> denne måde af Skaberens nåde.”<br />
32:8 ”Det næste kendetegn er manvanthara, Manu’s tidsberegning, som enhver purana<br />
indeholder. Dagen består af 8 perioder <strong>på</strong> hver 3 timer; 30 sådanne dage udgør en<br />
måned; 12 måneder kaldes for et år. Et år i denne verden er blot en dag for guderne.<br />
360 sådanne dage er for dem lig med et år. Kali-tidsalderen består af 1000 sådanne år.<br />
Den tidligere Dwapara-tidsalder varede 2000 sådanne år, mens Thretha-tidsalderen, der<br />
gik forud, varede 3000, og Kritha, der var den første af de fire tidsaldre, varede 4000 af<br />
disse år. Hver tidsalder har 200, 400, 600 eller 800 ’kontaktperioder’ eller sandhya<br />
(intens meditation <strong>på</strong> Herren) perioder. 12.000 sådanne år udgør en Maha-yuga (Stor<br />
Tidsalder). 1000 af disse Maha-yuga’er udgør en enkelt dag for Brahma! Enhver af<br />
Brahma’s dage oplever 14 Manu’er, der hersker over universet. Så hver Manu er hersker<br />
i mere end 70 Maha-tidsaldre. Beretningen om disse Manu’er og deres slægt kaldes<br />
Manvanthara.”<br />
32:9 ”Oothi er det næste kendetegn for en purana. Oothi betyder handlingens<br />
konsekvens, dens indvirkning <strong>på</strong> ens natur og livsforløb. Den enkeltes liv er bestemt af<br />
de virkninger, vedkommendes handlinger i tidligere liv har. Det er ikke bestemt af en<br />
lunefuld Gud. Gud behandler alle ens. Gennem deres egen lunefuldhed og enerådighed<br />
skaber mennesker deres forskellige skæbne. Oothi beskæftiger sig med dette aspekt.”<br />
32:10 ”Isanucharitha er et andet emne, der behandles i purana’erne. Det betyder Isa’s<br />
eller Guds herligheder og de mangfoldige måder, mennesker har oplevet den kraft og<br />
storslåethed, den sødme og oplysning, som herligheden symboliserer.”<br />
32:11 ”Herefter finder vi i purana’erne det aspekt, der omhandler nirodha eller<br />
absorption. Herren absorberer al den herlighed, som Han har ladet manifestere, i sig<br />
selv. Herefter falder Han i en yogisk søvn, indtil den guddommelige tilskyndelse til at<br />
manifestere igen forstyrrer den guddommelige ligevægt.”<br />
32:12 ”Mukthi er et andet emne, som alle purana’erne udbreder sig om. Det betyder<br />
menneskets befrielse fra uvidenhedens bånd, der holdet det bundet. Det vil sige, at<br />
mennesket må blive befriet for bevidstheden om, at det er kroppen, i hvilken det er<br />
fanget. Det må gøres bevidst om, at det er Den guddommelige Gnist, sjælen, der er<br />
virkeligheden, der <strong>på</strong> denne måde er indespærret.”<br />
32:13 ”Asraya er det sidste aspekt, som purana’erne behandler. Det betyder: hjælpen,<br />
støtten, det, der holder oppe. Uden hjælp kan befrielse ikke opnås. Det Absolutte er det,<br />
der holder universet oppe. Det højeste Selv fra hvem alt hidrører; i hvilket alt eksisterer;<br />
i hvilket alt smelter sammen, er det, der støtter os i at nå befrielsen. Den, der gennem<br />
visdom kender det, der har forbindelse med den fysiske verden, det, der har forbindelse<br />
med det guddommelige, og ånden, der har forbindelse med den individualiserede sjæl,<br />
kender også asraya’en eller Det højeste Selv.” Parikshith afbrød vismanden her og<br />
bønfaldt: ”Mester! Fortæl mig så, hvad ’det, der har forbindelse med den fysiske verden’,<br />
’det, der har forbindelse med det guddommelige’, og ’ånden, der har forbindelse med den<br />
individualiserede sjæl’ er.”<br />
32:14 Suka var glad for, at det spørgsmål blev stillet. Han forberedte sig <strong>på</strong> at besvare<br />
det. ”Oh konge! Jeg ser en ting. Den ting er ’det, der har forbindelse med den fysiske<br />
verden’. Men hvad er det helt præcist, der ser den? Du vil måske sige, at øjnene ser den.<br />
Hvorfra får øjet evnen til at se? Tænk <strong>på</strong> det. Den guddom, der præsiderer over øjet, er<br />
110
Sol-guden (Surya). Han giver øjet synets kraft. Uden Solen i mørket kan øjet ikke se, er<br />
det ikke sandt? Derfor er Solen ’det, der har forbindelse med det guddommelige’. Men<br />
der er endnu en grundlæggende faktor i disse processer. Det er den individualiserede<br />
sjæl, individet bag alle sanserne, bag øjet, bag øret og de øvrige sanser. Dette individ er<br />
Den guddommelige Gnist, ’ånden der har forbindelse med den individualiserede sjæl’.<br />
Uden Den guddommelige Gnist, guddommen, kan processen med at sanserne bringer<br />
viden om ting ikke fortsætte. Den guddommelige Gnist er Vidnet.”<br />
32:15 ”Nu har jeg fortalt dig om <strong>Bhagavatha</strong> Purana’ens og de øvrige purana’ers 10<br />
kendetegn. Fortæl mig, hvad du ellers ønsker at få at vide af mig, og jeg skal med glæde<br />
fortælle dig det. Jeg er altid parat”, sagde vismanden.<br />
32:16 Til det sagde Parikshith: ”Mester! Jeg kunne forstå purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Jeg lærte, at Det højeste Selv, der er i alle som Den guddommelige Gnist, er tidens,<br />
rummets og årsagens vidne. For verdens skyld og for at opretholde moral og<br />
retskaffenhed har dette Evige Vidne antaget mange former. Jeg ønsker at lytte til de<br />
guddommelige fortællinger om disse inkarnationer, om Rama, om Krishna og andre<br />
manifestationer og om de dybere mysterier bag disse tilsynekomster. Føl ikke, at tiden er<br />
kort. Lad mig hellige hvert øjeblik, der er til rådighed, til at lytte begærligt til de<br />
inspirerende fortællinger om disse begivenheder. Jeg beder til, at min tørst <strong>på</strong> denne<br />
måde må blive slukket, og at mit hjerte bliver begavet med tilfredshed, altsammen ved<br />
din nåde.”<br />
32:17 Suka svarede: ”Oh konge! Jeg havde også tænkt mig at tage fat <strong>på</strong> denne<br />
beretning. Så lyt! Enhver af Guds konkrete manifestationer er betydningsfuld, der kan<br />
ikke være nogen, der er højere eller lavere. Historien om hver og én af dem er ophøjet.<br />
Hver historie er en fuldstændig manifestation. At lytte til disse historier får dig muligvis til<br />
at mene, at én af inkarnationerne er mere storslået og ophøjet end andre. Det kan<br />
forekomme, som om du får mere inspiration fra én avatar end fra en anden. Men de er<br />
alle lige guddommelige og gådefulde. Inkarnationen er tilpasset tiden, opgaven,<br />
omstændighederne og behovet; dets skikkelse er i overensstemmelse med formålet.”<br />
32:18 ”Lyt oh konge! Gud er almægtig. Han kender ikke til nogen sondring mellem det<br />
mulige og det umulige. Hans hekseri, Hans leg, Hans spil, Hans gavtyvestreger kan ikke<br />
beskrives med det ordforråd, som mennesket har til disposition. Skønt Gud ikke har<br />
nogen form, kan Han antage en universel persons skikkelse og derved udtrykke hele<br />
skabelsen i sin form. Han er Én, men gør sig selv til mange. Folk fortæller hinanden, at<br />
Matsya, Varaha, Narasimha, Vamana, Parasurama, Rama, Krishna, Buddha, Kalki er de<br />
guddommelige skikkelser, som Gud har antaget. Men det beskriver Ham ikke så<br />
umådelig, som Hans herlighed berettiger Ham til. Du er nødt til at se alle former som<br />
Hans form. Ethvert væsens livskraft er Guds åndedrag. For at sige det kort så er enhver<br />
lille del af skabelsen Ham; det er en manifestation af Guds vilje. Der er intet, der er<br />
forskelligt eller adskilt fra Gud.”<br />
32:19 ”For at beskytte verden, for at opretholde ‘rigtig handling’, for at tilfredsstille de<br />
hengivnes længsel, udmønter Hans vilje sig, og Han antager en speciel form og bevæger<br />
sig omkring i verden. Via sine guddommelige gerninger skænker Han sine hengivne stor<br />
glæde. Dette overbeviser dem om Hans komme. På den måde bliver de bekræftet i deres<br />
tro og bliver tilskyndet til at hellige deres handlinger til Gud og således redde og befri sig<br />
selv. Derfor opfatter folk de førnævnte skikkelser, som Gud netop antog til dette formål,<br />
som værende specielt hellige, og de tilbeder Gud i disse inkarnerede skikkelser. For at<br />
løse bestemte presserende kriser har Gud ved visse lejligheder ladet sig inkarnere i<br />
skikkelser, der rummer dele af Hans guddommelighed, altså rummer visse<br />
guddommelige kræfter og potentialer. Der findes mange eksempler <strong>på</strong> sådanne<br />
inkarnationer, der fandt sted for at beskytte verden.”<br />
111
32:20 Da vismanden Suka fortalte dette, løftede Parikshith sit ansigt, der lyste af en<br />
besynderlig glæde. Han udbrød: ”Aha, antog den henrivende Herre sådanne former, der<br />
rummede en del af Ham selv? Selvfølgelig er det altsammen en leg for Ham. Fortæl mig<br />
om disse former, som Han inkarnerede i for at beskytte verden. Gør mig glad ved at lade<br />
mig høre denne fortælling.” Idet han bad <strong>på</strong> denne måde, bøjede han sig dybt for<br />
læreren.<br />
32:21 Suka fortsatte. ”Lyt, oh konge! Kapila, Dattatreya, Sanaka, Sananda,<br />
Sanatkumara, Sanathana og andre vismænd som Rshabha, Nara-Narayana, Vishnu,<br />
Dhruva, Hayagriva, Prthu, Kachchapa, Dhanvanthari, Hamsa, Manu, Balarama, Vyasa og<br />
mange lignende guddommelige personligheder er blot navne og former, som Herren har<br />
antaget. Han har gjort det for at skænke velsignelse til de hengivne; for at redde verden<br />
fra undergang; for at fastlægge kodeks for moralsk og korrekt adfærd for<br />
menneskeheden og for at genoprette de traditionelle og almindeligt anerkendte idealer<br />
og skikke blandt menneskeslægten. Der er mange flere af sådanne delvise avatarer. Men<br />
vi har ikke tid til en detaljeret beskrivelse af hver enkelt. Desuden er de ikke så vigtige,<br />
at de fortjener indgående betragtninger. Jeg reagerede <strong>på</strong> din anmodning, fordi jeg<br />
mente, en kort gennemgang er nok.”<br />
32:22 Men Parikshith greb ind. Han sagde: ”Mester! Fortæl mig i det mindste meget kort<br />
om Herrens motiver til at inkarnere <strong>på</strong> denne måde, selv om kun en del af Ham<br />
inkarnerede som Kapila, Dhruva, Dattatreya, Hayagriva, Dhanvanthari osv. Fortæl mig<br />
om deres bedrifter og om betydningen af den enkeltes komme. Det vil give mig en<br />
rensende form for oplysning.”<br />
32:23 Til det sagde Suka: ”Konge! Brahma’s barnabarn, Kardama Prajapathi’s hustru,<br />
Devahuthi, fødte ni døtre, og hendes tiende barn tog skikkelse som Kapila. I sin<br />
tilsynekomst som Kapila blev Herren lærer og åndelig vejleder for moderen, Devahuthi!<br />
Han lærte hende hemmeligheden om, hvordan man opnår befrielse, og han tilstod hende<br />
den lære, der førte til den endelige frigørelse. Vismanden Athri’s ægtefælle, der hed<br />
Anasuya, bad til, at Herren måtte blive født ud af hendes livmoder, og Herren svarede:<br />
”Tilstået (<strong>på</strong> sanskrit: datta).” Eftersom faderens navn var Arthi, blev han kaldt Datta-<br />
Artreya eller Dattathreya. For Karthaveeryarjuna og Yadu, der var højtærede kejsere,<br />
som var begavet med alle former for pragt, fremviste Herren den yogiske visdoms<br />
vældige skat. Det var i denne skikkelse, at Gud i begyndelsen af denne tidsalder levede<br />
som de fire børne-vismænd: Sanaka, Sanandana, Sanathkumara og Sanatsujatha. De<br />
blev aldrig ældre end fem år. De var så uskyldige, at de ikke havde tøj <strong>på</strong>; så<br />
guddommelige at de spredte visdom og fred omkring sig.”<br />
32:24 ”Herren blev født som tvillingerne Nara og Narayana. De boede i skovene omkring<br />
Badri i Himalaya, hvor de udøvede askese. Deres moder var Murthidevi. Herren<br />
<strong>på</strong>skønnede drengen Dhruva’s intensitet i udøvelsen af askese. Han skænkede derfor<br />
Dhruva velsignelsen af at få synet af Herrens sande skikkelse. Han helliggjorde Dhruva’s<br />
forældres liv. Han kronede ham som polarområdernes herre og gjorde ham til<br />
ledestjerne. Da den infame kong Vena blev forbandet og tilintetgjort af vismændene, og<br />
da hans krop blev kværnet, kom den første ophøjede verdenshersker til syne, fordi<br />
Herren antog denne skikkelse. Det var Prithu, Jordens (Prithvi’s) første Herre (Iswara),<br />
der <strong>på</strong> denne måde kom til syne. Ved hjælp af sin askese og gode handlemåde reddede<br />
Prithu sin fader fra helvede. Han genoprettede lykke, fremgang og moral i hele verden.<br />
Han byggede landsbyer, købstæder og byer <strong>på</strong> Jorden og foreskrev, at menneskene<br />
skulle opholde sig fredfyldte i dem. Enhver skulle udføre sine anviste pligter i kærligt<br />
samarbejde med de øvrige indbyggere.”<br />
112
32:25 ”Herren blev genfødt som Nabhi og Sudevi’s barn. Han manifesterede sig som<br />
Paramahamsa, en realiseret vismand. Han lærte verden om det største hjælpemiddel<br />
mod alle sygdomme, nemlig forsagelse, eller selvopofrelse, og om metoderne til at<br />
fremelske den. Senere, i forbindelse med det daglige tilbedelsesritual, der er dedikeret til<br />
Herren, tog Herren skikkelse som Hayagriva (en af Herren Vishnu’s inkarnationer).<br />
Eftersom Han fra halsen og opefter havde form af en hest, blev Han kaldt ’Hestehoved’<br />
(Hayagriva). Hayagriva’s åndedrag manifesterede sig som veda’erne. Imidlertid<br />
stjal den listige dæmon, Somaka, veda’erne og skjulte dem i Den store Opløsnings (et<br />
billede <strong>på</strong> verdens opløsning) frådende vande. Derfor måtte Herren antage form som en<br />
fisk og lede efter veda’erne i havets dyb; tilintetgøre dæmonen og bringe veda’erne til<br />
Brahma, så de kunne blive rekonstrueret. Således kunne måden at leve <strong>på</strong> Jorden, som<br />
var beskrevet i veda’erne, genoprettes, og livets mål, som det er beskrevet i teksterne,<br />
kunne genskabes. Således har Herren antaget mange skikkelser, der hver især har været<br />
afstemt efter behovet. Ved utallige lejligheder har Han manifesteret sig og spredt sin<br />
nåde over verden. Han har tilintetgjort menneskehedens frygt og smerte. Han har reddet<br />
de gode og de gudhengivne. Beretninger om Guds komme <strong>på</strong> disse måder er utallige.<br />
Guds vilje resulterer i Guds komme. Det er derfor tåbeligt at undersøge årsagerne, der<br />
foranledigede Ham til at inkarnere.”<br />
32:26 ”De, der <strong>på</strong> den ene eller anden måde forsøger at få kendskab til eller fastsætte<br />
årsagerne til Herrens vilje, er i sandhed tåber, der vover sig ud <strong>på</strong> et irrelevant eventyr.<br />
Det gælder også dem, der hævder, at Guds kraft og Guds planer indeholder de og de<br />
karakteristika, betingelser og begrænsninger. Også de, der <strong>på</strong>beråber sig at vide, at<br />
Herren udelukkende vil handle <strong>på</strong> en eller anden måde, er tåber. Endelig gælder det også<br />
dem, der erklærer, at det guddommelige princip er af en bestemt beskaffenhed, og ikke<br />
er noget som helst andet!”<br />
32:27 ”Der kan ikke være nogen grænse eller forhindring for Guds vilje. Der kan ikke<br />
være nogen grænse for manifestationen af Guds kraft og Guds herlighed. Alt der er Hans<br />
vilje, bærer frugt. Han kan inkarnere i en hvilken som helst form, Han ønsker. Han er<br />
enestående, uforlignelig og kan alene blive sammenlignet med sig selv. Gud er sin egen<br />
bedømmer, sit eget vidne og sin egen autoritet.”<br />
32:28 ”Engang blev Herren så rørt over Narada’s oprigtige hengivenhed, at Han antog<br />
skikkelse af en himmelsk svane. I denne skikkelse uddybede Herren den hengivnes og<br />
Guds natur, samt forbindelsen mellem dem, for Narada, så alle åndelige aspiranter måtte<br />
blive opmuntret og befriet. Han fremlagde visdommen og vejen <strong>på</strong> et grundlag, der var<br />
stærkt nok til at overleve den nuværende tidsalders afslutning uden nogen frygt for<br />
tilintetgørelse eller forfald. Ved hjælp af sin uplettede berømmelse fik Han de syv<br />
verdener til at skinne. I løbet af den vældige kærning af Mælkehavet antog Herren<br />
skikkelse af skildpadden for at understøtte Mandara bjergets tinde, der var kærningens<br />
stang. Netop <strong>på</strong> det tidspunkt tog Herren også en anden form, som Dhanvanthari, for at<br />
få Den guddommelige Krukke fyldt med Amrith (udødelig-skænkende nektar). Som<br />
Dhanvanthari underviste Han i metoder til at besejre sygdomme og derved gøre<br />
menneskene i stand til at helbrede deres fysiske lidelser. Han lærte mange berømte<br />
læger og doktorer at stille diagnoser og helbrede.”<br />
32:29 ”Han gjorde meget mere, oh konge! Indtil dengang var læger og doktorer ikke<br />
berettiget til at modtage en del af de offergaver, der blev skænket til guderne som offer.<br />
Dhanvanthari fastslog, at de skulle have en del af offergaverne, og <strong>på</strong> den måde hævede<br />
Han deres status i samfundet.”<br />
32:30 ”Bemærkede du Herrens uransagelige leg, der var tydelig i disse manifestationer?<br />
Gud! Gud alene kender Guds veje! Hvordan skulle andre kunne måle omfanget af disse<br />
inkarnationers storslåethed og herlighed? Hvordan skulle de <strong>på</strong> en succesfuld måde<br />
113
kunne vurdere dem med deres intelligens og fantasis ringe udstyr? Eftersom mennesker<br />
er bundet af uvidenhedens snærende bånd, diskuterer og udbreder de sig længe og<br />
højlydt om Gud og Hans egenskaber og tumler rundt i helligbrødens synd. I stedet kunne<br />
det enkelte menneske vinde Guds nåde; hvis det blot opgav sin tvivl, når det ser<br />
guddommelige manifestationer; hvis dets billede af Gud ikke var falmet af skiftende luner<br />
og begivenheder; og hvis det forvandlede dets egne luner og handlinger i<br />
overensstemmelse med de Guds-manifestationer, det er så velsignet at være vidne til.<br />
Hvis mennesket handler <strong>på</strong> anden vis, kan det ikke gøre sig forhåbning om at vinde Guds<br />
nåde eller smage lyksaligheden.”<br />
32:31 ”Blandt Herrens manifestationer er Rama’s og Krishna’s inkarnationer de mest<br />
meningsfyldte for menneskeheden, eftersom mennesket er i stand til at forstå deres<br />
eksempel, følge deres løsninger af problemer og opnå lyksalighed gennem kontemplation<br />
<strong>på</strong> deres fortræffeligheder og <strong>på</strong> deres lære. Disse to har anbragt sig selv i<br />
menneskehedens hjerter og modtager menneskenes tilbedelse. Jeg vil fortælle dig om de<br />
mere bemærkelsesværdige begivenheder, der fandt sted i løbet af deres inkarnationer.<br />
Lyt!”<br />
114
Kapitel 33<br />
Avataren Rama<br />
33:1 Vismanden Suka genoptog sin fortælling: ”Først vil jeg beskrive Sri Rama’s milde,<br />
venlige og blide natur. Han bar en løvgrøn klædedragt og havde et gult klæde rundt om<br />
håndleddet. Han bar et guld-diadem; men Han gik alene og med sine øjne fæstnet <strong>på</strong><br />
jorden, som skammede Han sig for at se op. Dette sceneri smeltede hjerterne hos alle<br />
dem, der så det. Ingen tog Ham i at kaste sit blik <strong>på</strong> andre. Han så altid indad, aldrig<br />
udad. Hver gang nogen tilbød Ham noget, tog Han aldrig imod det hele. Var der tale om<br />
føde, plejede Han at brække et lille stykke af eller blot tage en lille portion for at behage<br />
giveren. Eller Han berørte blot offergaverne og gav dem tilbage til de personer, der<br />
havde bragt dem.”<br />
33:2 ”Han rejste med sin svigerfader og svigermoder; ikke som en svigersøn, men som<br />
en søn. Sjældent åbnede Han munden for at tale med sine svigerinder eller deres<br />
tjenestepiger. Aldrig løftede Han sit ansigt og så dem i øjnene.”<br />
33:3 ”Alle kvinder, der var ældre end Ham selv, ærede Han, som Han ærede sin moder,<br />
Kausalya. Alle dem der var yngre end Ham selv, opfattede Han som sine yngre søstre.<br />
Kvinderne <strong>på</strong> sin egen alder behandlede Han, som havde de været Hans stedmødre.”<br />
33:4 ”Han holdt sig strengt til sandheden. Han formodede, at hvis Hans fader brød sit<br />
ord, så ville dynastiet blive udsat for stor vanære. Så for at stadfæste sin faders løfte og<br />
for at opretholde faderens renommé, gik Han i eksil i skovene i 14 år. Hans fader bad<br />
Ham ikke om det; men Rama fik kendskab til løftet gennem sin stedmoder, Kaikeyi. Han<br />
diskuterede det aldrig; ej heller tog Han til genmæle. Han opgav kongeriget og begav sig<br />
direkte til junglen. Han handlede korrekt i overensstemmelse med det, Han sagde og<br />
tilpassede nøje handlingen til ordet.”<br />
33:5 ”Rama besad et hjerte fyldt med medlidenhed og medfølelse. Han gav ly til alle, der<br />
søgte beskyttelse hos Ham, og som overgav sig til Ham. Da abeflokkene (der var Rama’s<br />
allierede) og dæmonerne var i gang med den dødelige kamp under slaget <strong>på</strong> Lanka, hvor<br />
den ondskabsfulde kong Ravana deltog, forandrede nogle af dæmonerne sig til aber og<br />
trængte ind bag linierne. De blev straks <strong>på</strong>grebet af abe-spejdere og bragt til Rama, så<br />
de kunne blive hårdt straffet. Men Rama standsede aberne, så de ikke torturerede dem.<br />
Han fortalte dem, at dæmonerne var kommet for at søge tilflugt hos Ham. Rama<br />
erklærede, at det var Hans løfte, at Han ville benåde alle dem, der overgav sig til Ham,<br />
ligegyldigt hvilke forkastelige ting de havde foretaget sig. På den måde gav Han tilflugt til<br />
Ravana’s broder (Vibhishana) og behandlede ham som sin egen broder, Lakshmana.<br />
”Hvis Vibhishana blot én gang siger: Jeg er din. Så er han min for altid”, kundgjorde<br />
Rama. Rama udlevede ‘rigtig handling’ og underviste i ‘rigtig handling’ gennem alle sine<br />
handlinger. Han grundfæstede ‘rigtig handling’ ved sin handlemåde og ved at fastsætte<br />
forskrifter. Han støttede og beskyttede gode, dydige og retskafne mennesker. Han<br />
fjernede de gudhengivnes lidelser; Han drog dem tæt til sig; deres liv blev fuldbyrdet<br />
gennem Hans nåde. Han anerkendte ingen forskel <strong>på</strong> høj og lav. Han beherskede alle de<br />
hellige skrifter; Han forstod betydningen af alle veda’erne.”<br />
33:6 ”Gennem sine forskelligartede aktiviteter og eksempler transformerede Rama<br />
verden til et retskaffenhedens område. Under Den store Heste-ofring, som Han lod<br />
gennemføre, ærede alle de forsamlede vismænd og lærde inden for ritualer Ham som<br />
den store opretholder af tradition og kultur. Hans medfølelse og Hans hjertes mildhed er<br />
hinsides beskrivelse; ingen kan gengive deres dybde og omfang. Han placerede en<br />
døende ørn (Jatayu), en fugl som ingen sædvanligvis ville ære, i sin håndflade. Det støv<br />
115
der indhyllede den, fejede Han bort med sit eget flagrende hår. Da ørnen til sidst<br />
udåndede, gennemførte Han begravelsen <strong>på</strong> samme måde, som en søn gør det, når hans<br />
fader dør!”<br />
33:7 ”Selve Hans tilsynekomst havde en mirakuløs virkning <strong>på</strong> alle, der så Ham.<br />
Kærlighed, skønhed og gode kvaliteter strålede ud fra Ham og spredte sig til alle omkring<br />
Ham. Han behandlede abe-stammen med lige så stor hengivenhed, som den Han udviste<br />
over for sine brødre, Bharatha, Lakshmana og Satrughna.”<br />
33:8 ”Rama var en fuldstændig manifestation af retskaffenhed eller ‘rigtig handling’.<br />
Vismændene priste Ham ved at sige, at selve ‘rigtig handling’ havde antaget denne<br />
menneskelige form! Der er ingen grund til at tale vidt og bredt om tusinde detaljer. For<br />
alle familiefædre er Rama idealet. Hans komme fandt sted for at genindføre de åndelige<br />
værdier og for at redde verden fra moralsk katastrofe. Hvor fulgtes Han kærligt med sine<br />
brødre! Alt var gjort klart til Hans kroning, men i sidste øjeblik, da Han blev landsforvist<br />
og var nødt til at begive sig ud i skovene, jamrede hovedstaden Ayodhya’s brede<br />
befolkning sig i ustyrlig smerte. Alligevel forlod Rama byen og kongeriget med al den<br />
glæde og sindsligevægt, som Han havde haft, da Han gik mod tronen for at blive kronet!<br />
Hvilket større eksempel end dette behøver man, for Rama er en person, hvis bevidsthed<br />
er rolig og hinsides al uro?”<br />
33:9 ”Rama var sikker <strong>på</strong>, at et afgivet løfte skulle overholdes, om man så skulle ofre sit<br />
liv for at gøre det. Med fuldkommen sindsligevægt led Han frygtelige genvordigheder for<br />
at holde sin faders løfte. Hans oprigtige ihærdighed for at overholde det løfte, som Hans<br />
fader havde afgivet, er en inspiration og et eksempel for alle forældres sønner.”<br />
33:10 ”Rama’s hustru, Sita, insisterede også <strong>på</strong> at følge sin mand ud i skovene, eftersom<br />
en ægte hustru udelukkende kan holde sig virksom i sin mands selskab. Aldrig tidligere<br />
havde hun udsat sig selv for sol og regn, men hun tilbragte sine dage i den rædselsfulde<br />
skov. Hun gjorde det med ubesudlet glæde, og som pligten bød hende.”<br />
33:11 ””Han, der er født sammen med dig, er mere værdig til at modtage ens<br />
hengivenhed end hende, der slutter sig til dig senere”, dette var Lakshmana’s synspunkt,<br />
da han sluttede sig til sin broder, Rama, idet han forlod sin hustru, Urmila, i Ayodhya.”<br />
33:12 ”Bharatha kunne intet andet end efterkomme Rama’s ønske (Rama ønskede, at<br />
Bharatha skulle blive i hovedstaden og altså ikke ledsage Ham i eksil i skovene). Han<br />
vendte tilbage til hovedstaden med tungt hjerte, eftersom Rama havde sagt nej til at<br />
komme dertil for selv at blive kronet. Bharatha skabte en kunstig ’skov’ til sig selv (det<br />
vil sige, at han levede et asketisk liv <strong>på</strong> baggrund af en indre trang, eftersom han følte,<br />
at han måtte leve <strong>på</strong> samme måde som sin landsforviste broder).”<br />
33:13 ”Tænk <strong>på</strong> forskellen mellem faderen, Dasaratha, og sønnen, Rama; de var så<br />
forskellige som himmel og jord! For at behage sin hustru, for at gøre hende glad og<br />
tilfreds, var faderen villig til at bære den værst tænkelige smerte. Til sidst sendte han<br />
endda sin kære søn ud i skoven som landsforvist! Sønnen sendte sin hustru ud i junglen<br />
som en landsforvist for at respektere en anskuelse hos en borgerlig person i sit rige!<br />
Tænk <strong>på</strong> de forskellige måder, som de to levede op til deres pligter over for den<br />
befolkning, som de herskede over. Dasaratha var overvældet af den illusion, at han var<br />
den fysiske krop. Rama var tilskyndet af erkendelsen af, at Han var Den guddommelige<br />
Gnist.”<br />
33:14 ”Ah! Jeg er ude af stand til at beskrive Rama’s gode kvaliteter og fortræffeligheder<br />
for dig, oh konge! Hvilken større livsopgave og mission kan et menneske have end at<br />
kontemplere <strong>på</strong> Det Højeste Væsen? For at redde én selv fra undergang, er der kun én<br />
116
øvelse, der er nødvendig: At lytte til de herlige beretninger om avatarernes liv. Når du<br />
gør det, bliver al synd vasket bort”, sagde Suka.<br />
33:15 Parikshith blev henrykt over at høre dette. Hans ansigt glødede af sindsbevægelse.<br />
Han sagde: ”Mester! Din beretning om Rama’s liv, gerninger, gode kvaliteter og charme<br />
skænker mig stor lyksalighed – den Rama, der er legemliggørelsen af ‘rigtig handling’.<br />
Jeg tænker derfor over, hvor meget større lyksalighed jeg så vil opnå, når du beskriver<br />
Krishna’s livsforløb! Han er Den Personificerede Mørkeblå Skønhed. Hvor sødmefuld må<br />
beretningen om Krishna’s barndoms spillopper, Hans drengede eventyr, Hans<br />
guddommelige lege og Hans guddommelige pludren ikke være! Jeg beder til, at jeg<br />
gennem de dage, jeg stadig har tilbage at leve i, må forblive fordybet i tanke om og<br />
kontemplation <strong>på</strong> Krishna’s kraft, storslåethed, charme og skønhed. Jeg beder til, at jeg<br />
<strong>på</strong> denne måde må blive reddet fra cyklusen af fødsel og død.”<br />
117
Kapitel 34<br />
Avataren Krishna<br />
34:1 Da han hørte denne bøn, sagde Suka: ”Oh konge! Krishna’s guddommelige lege er i<br />
sandhed, som du sagde, forbløffende, vidunderlige, men alligevel liflige og meningsfulde.<br />
De er ikke besmittet af ønsket om at vigte sig af udøverens guddommelige natur. Det<br />
almindelige menneske tiltrækkes af ydre pragt og åbenbare bevæggrunde. Derfor<br />
bedømmer almindelige mennesker Hans guddommelige lege som almindelige og endog<br />
simple. Den indre betydning og det indre formål er ikke let tilgængeligt for alle. Men<br />
Herren kan aldrig beskæftige sig med formålsløse og ubetydelige aktiviteter. Hans<br />
komme tjener det formål at løfte verden op af ondskabens og uretfærdighedens morads;<br />
at opfylde behovet hos dem der er hengivne over for Ham; at genoprette ret og moral og<br />
at genoplive veda’erne. Gud er nødt til at tage den merit, som hver enkelt har opnået i<br />
tidligere liv, i betragtning og lader sin nåde regne over den enkelte i henhold til denne<br />
merit. Han gør sig selv anvendelig ved at skænke velsignelser. Hans guddommelige lege<br />
eller guddommelige gerninger er så tilpassede, at de passer til tiden, til personen og til<br />
den higen og medfølelse, der fremkalder hver enkelt byge af nåde. Hvem kan derfor <strong>på</strong><br />
korrekt vis fatte og forklare disse guddommelige lege?”<br />
34:2 ”Det siges, at alene Herren kender Herrens forbløffende guddommelige lege. Han<br />
kan udelukkende blive forklaret af sig selv; ikke af nogen anden. Én iagttagelse kan man<br />
imidlertid altid sætte sin lid til. Guds åbenbare og sande inkarnationer vil ikke <strong>på</strong> mindste<br />
måde beskæftige sig med noget for egen vindings skyld. De vil heller ikke beskæftige sig<br />
med noget af hensyn til at kunne tilgodese nogle personlige sympatier! Alle deres<br />
handlinger er til verdens bedste! Rent faktisk kan verden ikke eksistere og overleve uden<br />
disse inkarnationer. De færdes og handler som om verden ikke havde noget med dem at<br />
gøre. I ethvert ord og i enhver af deres gerninger kan man iagttage den underliggende<br />
tendens til total forsagelse. Hvad kan verden give eller nægte disse inkarnationer, der<br />
holder verdenerne i deres hule hånd? De kan forme dem, som de synes.”<br />
34:3 ”Tåber, personer uden tro, personer der fornægter Gud, personer der er fanget i<br />
uvidenhedens net, dem der ikke lærer noget, de opfatter muligvis Guds guddommelige<br />
lege som værende egocentriske eller endog tilskyndet af selvbedrag, <strong>på</strong> samme måde<br />
som almindelige dødeliges handlinger. Men virkelige hengivne vil værne om dem som<br />
værende betydningsfulde og vedvarende eksempler <strong>på</strong> nåde. Hvordan kan det<br />
guddommelige blive fattet af dem, der er fordybet i sig selv?”<br />
34:4 ”Konge! Kejseren af Kosala’s (Rama’s) og Krishna’s handlinger er, som du bør<br />
huske, meget forskellige. Da retskaffenhedens onde og ubarmhjertelige fjender var ved<br />
at overmande de gode, blev de to brødre, Krishna og Balarama, født. Den ene mørk, den<br />
anden hvid. Gennem deres handlinger, der overgik menneskenes fatteevne, forbløffede<br />
de verden.”<br />
34:5 ”Krishna’s guddommelige lege er hinsides alles fatteevne. Alligevel er de<br />
videnskabelige eller forstandige. Hans bevægelse, Hans gang, Hans snakken, Hans smil,<br />
Hans latter, Hans gestikuleren, Hans taleevne, Hans sang, alle er de henrivende med en<br />
enestående udstråling.”<br />
34:6 ”Hvor end Han gik, udførte Han en eller anden mærkelig gavtyvestreg. Som en<br />
tyfon, der farer hen over landet, efterlod Han i hvert hjem, Han besøgte, en række<br />
postyr, stridigheder, jamren og gråd!”<br />
118
34:7 ”Der var ingen grund til at invitere Ham formelt til at besøge et hjem. Han kom<br />
uinviteret og uanmeldt. Alle huse tilhørte Ham. Han ville gå ind og tage, lige hvad der<br />
passede Ham, hvor end det var skjult. Desuden ville Han spise så meget, Han lystede.”<br />
34:8 ”Han var alles kæreste slægtning; alles mest trofaste kammerat. Derfor kunne Han<br />
ustraffet tage, hvad det skulle være fra ethvert hus. Men Han var ikke tilfreds med det.<br />
Han tog mere, end Han selv havde brug for. Han gav nemlig også store mængder til sine<br />
kammerater, og de var temmelig mange! Måske jamrede ejerne sig over deres tab og<br />
fordømte tyveriet, men det tog Krishna sig ikke af. Han skænkede tingene væk, som<br />
havde de været Hans egne! Ingen kunne forhindre Hans leg; ingen kunne gå mod Hans<br />
ord. Hvis nogen vovede at modsætte sig eller true Ham, ville de lidelser, der ville ramme<br />
dem, være ubeskrivelige!”<br />
34:9 ”Men sandheden må frem. Selv den mindste af Hans handlinger var gennemtrængt<br />
af den ypperste sødme. Selv de lidelser Han <strong>på</strong>førte dem, Han ønskede at straffe, var<br />
blide. Derfor følte ingen den mindste vrede mod Ham. I stedet higede de efter at møde<br />
Ham oftere, at lege længere med Ham, at tale med Ham og være sammen med Ham så<br />
meget som muligt. Lige meget hvilke gavtyvestreger og grove numre Han lavede, så<br />
følte ofrene sig aldrig generet af Ham.”<br />
34:10 ”Årsagen var, at det var den alt gennemstrømmende kærlighed, der motiverede<br />
alle Hans ord og gerninger. For at jage Ham bort styrtede røgterpigerne mod Ham med<br />
stokkene hævet, men når de kom nærmere hen mod Ham og så Ham, blev deres hjerter<br />
fyldt med guddommelig kærlighed, og de gik derfra med en bøn <strong>på</strong> læberne. Alt hvad<br />
Han foretog sig forekom at være en guddommelig leg.”<br />
34:11 ”Og måden Han talte <strong>på</strong>! Den var så behagelig og så begavet, men for det meste<br />
var det Hans hensigt at vildlede! Foran sine kammerater puttede Han sand ind i munden,<br />
men når Hans moder gik i rette med Ham, nægtede Han at have gjort det og rakte<br />
tungen ud for at bevise sin uskyld! Sande udsagn gjorde Han falske, og falske udsagn<br />
gjorde Han sande! Dagligt gik Han til Vrishabhendrapura, landsbyen hvor pigen Radha<br />
(en røgterpige hvis hengivenhed over for Krishna er legendarisk) boede. Mange<br />
mennesker så Ham <strong>på</strong> vejen, når Han gik til og fra byen. Når Hans moder antastede og<br />
udæskede Ham ved at sige: ”Hvorfor går du så langt hver dag? Har du ingen<br />
kammerater her i nærheden, som du kan lege med?”, svarede Han: ”Jeg kender slet ikke<br />
den vej, du taler om!” Han forårsagede forvirring i alle hjem. Han skabte stridigheder<br />
mellem svigermødre og svigerdøtre ved at sætte dem op mod hinanden. Og Han nød<br />
morskaben. Fra daggry hvor Han stod op af sengen, og til Han gik i seng igen, var det<br />
sjældent, Han kun opholdt sig ét sted. Denne lille gavtyv strejfede uden ophold fra hus til<br />
hus.”<br />
34:12 ”På trods af alt dette, kunne landsbyboerne ikke holde ud, når Han ikke var der,<br />
end ikke for et øjeblik! Hvis Han ikke havde vist sig den dag, ville mælkepigerne spejde<br />
efter Ham, idet de gennem vinduerne tittede ud <strong>på</strong> vejen eller fra terrassen så ud i det<br />
fjerne. Sådan var den guddommelige kærligheds charme, som Krishna overøste dem<br />
med, og sådan var den kærlighed, som folk følte for Ham. Hans gavtyvestreger var så<br />
hjertevarme; de var så inspirerende og meningsfulde.”<br />
34:13 ”Den Blå Dreng var <strong>på</strong>skuddenes og diplomatiets herre. Han gennemskuede<br />
ethvert kneb, ligegyldigt hvor godt det var kamufleret. Da troldkællingen Puthana,<br />
forklædt som Hans moder, gik hen for at made Ham ved sit bryst, foregav Han at hoppe<br />
<strong>på</strong> dette kneb. Han sugede livet ud af hende og strakte hende til jorden. Mangen en<br />
dæmon kom tæt <strong>på</strong> Ham for at tilintetgøre Ham, idet de antog skikkelse som en af<br />
landsbyens røgterpiger eller malkepiger. Han opdagede dæmonernes identitet og<br />
ekspederede dem til dødsriget. En dæmon tog skikkelse af en kalv og bevægede sig<br />
119
undt blandt de kalve og køer, som Krishna passede, idet han ventede <strong>på</strong> en mulighed<br />
for at dræbe Ham! Men det treårige guddommelige barn gennemskuede planen. Han<br />
greb fat i ’kalvens’ hale, løftede den, svingede den rundt og slog den mod jorden, så den<br />
døde af det.”<br />
34:14 ”Sådanne kræfter og evner var helt ude af proportion for et lille barn. Men Han<br />
demonstrerede sin guddommelighed <strong>på</strong> millioner af måder for at forvandle og overbevise<br />
mennesker. Han underviste alle, om det så var ældre, kvinder, forbrydere eller Hans<br />
egne slægtninge og venner. Han rådgav dem <strong>på</strong> gode måder. Han viklede nogle af dem<br />
ind i dilemmaer. Hans onkel <strong>på</strong> mødrenes side, Kamsa, blev beruset af sin kejserlige<br />
magt og grusomme dristighed. Krishna greb ham i hårpisken, trak ham ned fra tronen og<br />
slog ham til døde. Herefter trak Han Kamsa’s døde legeme langs hovedgaden lige ned til<br />
bredden af Yamuna-floden! I hver af Hans handlinger så hele hovedstaden Mathura’s<br />
befolkning en vidunderlig blanding af det forbløffende, det sødmefyldte, det henrivende,<br />
det lokkende, det smukke og det enkle.”<br />
34:15 ”Mens han endnu var et lille barn, afsluttede Han Puthana’s, Thrnavartha’s og<br />
Sakatasura’s liv. Dengang var Han en lillebitte tyv, der ledte efter smør i alle hjem! Da<br />
Hans moder bandt ham til en morter af træ, slæbte Han den efter sig. Med denne morter<br />
rev Han to sammenvoksede kæmpe træer ned. Han tøjlede slangen Kaliya’s indbildskhed<br />
og raseri, der forgiftede Yamuna-flodens vand og gjorde det katastrofalt for mennesker<br />
og kvæg. Da Hans moder forsøgte at binde Ham med et reb rundt om Hans talje,<br />
åbenbarede Han sin universelle form for hende. Den form, som hele universet viste sig<br />
blot at være en del af. Forældrene og landsbyen Gokula’s befolkning var ramt af<br />
forundring over Hans guddommeligheds mærkværdige hændelser. Inde i sin åbne mund<br />
viste Han dem både makrokosmos og mikrokosmos!”<br />
34:16 ”Han viste sine kære røgterkammerater sit Paradis (kaldet Vaikunta; Herren<br />
Vishnu’s bolig), hvor der ikke fandtes sorg eller tab. Han overtalte sin fosterfader, Nanda,<br />
til at standse sin normale tilbedelse af Indra og i stedet tilbede Govardhana-bjerget. Da<br />
Regn-guden Indra, der følte sig stærkt provokeret over denne tilsidesættelse, lod<br />
frygtelige regnbyger vælte ned over byen, løftede Krishna Govardhana-bjerget op med<br />
sin lillefinger og inviterede hele landsbyen til at søge ly under det!”<br />
34:17 ”Ved hjælp af sine spøgefulde gavtyvestreger og sin fløjtes melodiøse musik<br />
løftede Han røgterdrengene og røgterpigerne op i en ekstatisk sindsstemning. At<br />
udlægge dette som værende simpelt og som værende noget der hører sanserne til, er et<br />
tegn <strong>på</strong> tåbelighed.”<br />
34:18 ”Da Krishna dansede med gopi’erne i måneskinnet, havde hver enkelt røgterpige<br />
en konkret og virkelig Krishna ved sin side. Lavsindede personer fortolker denne episode<br />
som moralsk slaphed og som et vulgært tidsfordriv. Der findes overhovedet intet<br />
grundlag for en sådan konklusion. Da disse mirakuløse begivenheder fandt sted, var<br />
Krishna blot 5 eller 6 år gammel. Hvordan kan denne hændelse så blive fordømt som<br />
værende vellystig? Herren er uden egenskaber eller kvaliteter. Rasa Kreeda, som<br />
episoden med dansen kaldes, var blot en måde at skænke røgterpigerne den nåde, de<br />
havde gjort sig fortjent til. Et eksempel <strong>på</strong> hengivenhed og <strong>på</strong> hengivenhedens frugter,<br />
en dedikation. Herren overøste dem med den nåde, de havde fortjent gennem deres<br />
fortjenstfulde handlinger. Det var en velgerning, en velsignelse.”<br />
34:19 ”Når denne super-menneskelige, guddommelige manifestation opfattes som<br />
værende blot menneskelig, kan begreber som vellystighed og tyvagtighed muligvis<br />
tilskrives personen. Men overvej lige, hvilket menneske der ville kunne have udrettet blot<br />
en brøkdel af det, Krishna gjorde? Han reddede verden fra sådanne afskyelige misæderes<br />
hærgen som Pralamba, Dhenuka, Kesi, Banasura, Arishta, Mushtika, Kuvalayapida,<br />
120
Kamsa, Naraka, Poundraka, Dwividha, Jarasandha, Dantavakra, Sambara, Kambhoja,<br />
Kuru, Matsya, Kaikaya og mange sådanne mægtige ’helte’. Kan man sige, at alt dette<br />
falder inden for et almindelig menneskes evner?”<br />
34:20 ”Hos denne enestående avatar er enhver handling et forbløffende mirakel. Selv<br />
når Han var vred, kunne Han ikke lade være med at røbe sin overstrømmende<br />
kærlighed. I kærlighed flød Hans medfølelse uhindret. Ved at se Mesteren, røre Mesteren<br />
og lytte til Mesteren kunne man opnå befrielse. Han skænkede udødelighed til dem, der<br />
ihukom Hans navn. Røgterne, som Han levede og færdedes blandt, smagte ekstasens<br />
nektar, når som helst de overværede eller huskede <strong>på</strong> Hans gerninger.”<br />
34:21 ”Oh konge! ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (<strong>Bhagavatha</strong>’en) er ikke blot<br />
beretningen om de gerninger, der blev udført af guddommelige inkarnationer i løbet af<br />
ét, men tre tidligere liv.”<br />
34:22 Vismandens øjne lukkede sig igen. Han var i fuldstændig sindsligevægt, idet han<br />
smagte Krishna-inkarnationens sødme. Der var et smukt smil omkring hans mund.<br />
Parikshith blev forbløffet over synet af de bølger af glæde, der overvældede den store<br />
vismand, når som helst han tillod sit sind at dvæle ved Krishna’s guddommelige<br />
livsforløb. Med begejstret utålmodighed higede han også efter at høre om disse<br />
henrivende episoder og handlinger, som Herren havde været engageret i.<br />
34:23 Da Suka genoptog beretningen, mistede Parikshith også al bevidsthed om sine<br />
omgivelser. Han blev så slået af forundring, at han næppe kunne tro <strong>på</strong>, at nogen af<br />
episoderne rent faktisk kunne have forekommet. Tanken om sin egen ubestandighed gav<br />
ham en enorm smerte og forårsagede en ubærlig pine. Han forelagde problemet for<br />
vismanden og fik fred i sindet efter at have hørt dennes forklaring og uddybning. Mens<br />
samtalen <strong>på</strong> denne måde fortsatte, udviklede kongen <strong>på</strong> et tidspunkt alvorlig tvivl om<br />
røgterpigernes rene hengivenhed. Han argumenterede med sig selv og søgte gennem sin<br />
egen forståelse at få fjernet denne tvivl. Men tvivlen ville ikke forsvinde. Han havde<br />
heller ikke modet til at spørge vismanden, som måske ville opfatte spørgsmålene som<br />
værende for barnlige. Så han led og var ved at kvæles af bar lidelse. Dette blev tydeligt<br />
for vismanden, så med et smil spurgte han kongen: ”Det er tydeligt, at en sindssyg<br />
tanke forstyrrer dig. I denne krise er det ikke gavnligt at lide af undertrykte følelser. Hvis<br />
en eller anden tvivl småkoger i dig, eller hvis en tørst efter at få besked om et eller andet<br />
plager dig, må du ikke tøve med at spørge mig. Jeg skal fjerne tvivlen, jeg skal slukke<br />
tørsten og sikre sindet glæde og tilfredshed.” Da Suka <strong>på</strong> denne måde opmuntrede<br />
kongen, spurgte denne: ”Mester! Du kender fortiden, nutiden og fremtiden. Du har<br />
fremsynet og evnen til at kurere mig for den tvivl, der plager mig. Derfor, misforstå mig<br />
nu ikke, lyt til mig og opløs tvivlen. Genskab den fred i sindet, jeg havde inden tvivlen<br />
kom ind i mit hjerte.” Kongen faldt for vismandens fødder og fortsatte: ”Mester! I<br />
forskellige versioner har jeg hørt meget om Krishna’s lege og gavtyvestreger i forbindelse<br />
med Raasa-dansen med Brindavans røgterpiger. Disse hændelser forekommer at være<br />
almindelige dødeliges vellystige tidsfordriv. Hvis sådanne episoder i virkeligheden har<br />
fundet sted, hvordan kan de så blive udlagt som guddommelige? Bliver de ikke<br />
misbilliget af verden? Jeg er bange for, at episoden i Brindavan <strong>på</strong> Yamuna-flodens<br />
bredder, hvor disse løsagtige, vellystige og lystne lege udspillede sig, tilsmudsede<br />
Krishna’s guddommelige natur. Det siges, at den endelige befrielse udelukkende kan<br />
opnås af den, der transcenderer kvaliteterne. Disse røgterpiger var plaget af kvaliteter og<br />
af de ønsker, der var afledt af dem, for det meste sanselige og verdslige. Når det<br />
fortælles, at også røgterpigerne var i stand til at opnå befrielse, forårsager det<br />
forbløffelse. Rent faktisk forekommer det endda at være latterligt! Hvis disse umoralske<br />
aktiviteter imidlertid har en indre betydning, der retfærdiggør dem, så de kan accepteres<br />
som værende rosværdige, så oplys mig venligst om det.”<br />
121
34:24 Da Parikshith bad <strong>på</strong> denne måde, lo Suka hjerteligt. Han sagde: ”Oh konge! Du<br />
skal ikke tro, at du er plaget af tvivl; det er meget værre! Årsagen er, at de, der har<br />
erkendt, at Krishna er Herren selv, slet ikke vil nære en sådan tvivl! Vi befinder os i<br />
slutningen af Dwapara-tidsalderen. Kali-tidsalderen tager snart sin begyndelse. Det er<br />
Kali-ånden, ondskabens tidsalders ånd, der er trængt ind i dig. Det er den ånd, der har<br />
bevæget dig til at give husly for sådanne ideer i dit sind. Ellers ville du have haft en<br />
urokkelig tro <strong>på</strong>, at Krishna er den suveræne højeste Gud. Hver eneste episode i Hans<br />
livsforløb skinner i dit hjerte med guddommelig glans. I det øjeblik, du husker Hans<br />
navn, bliver du overvældet af glæde, og dine tanker smelter sammen med Ham. Så<br />
denne tvivl kan ikke opstå i sådan én som dig! Du tilsmudser din personlighed med<br />
denne tvivl. Overvej igen hvilken slags person jeg er. Du ved, at der i mit hjerte ikke er<br />
plads til handlinger, der er affødt af kvaliteterne eller af de impulser, der stammer fra<br />
disse kvaliteter. Tænk over hvorledes sådan én som jeg bliver overvældet af den højeste<br />
glæde, når jeg kontemplerer <strong>på</strong> Krishna’s guddommelige leg med røgterpigerne! Overvej<br />
hvorledes jeg priser røgterpigernes held med at have haft dette dyrebare kammeratskab.<br />
Kan der have været tale om almindelige sanselige lege? Eller er det den guddommelige<br />
beruselses rene og ægte overflod? Tænk lidt over det. Sanselig jubel og guddommelig<br />
munterhed kan for det utrænede øje muligvis synes at være ens i deres ydre<br />
manifestationer. Men når sanserne er transcenderet; når det individuelle og det<br />
universelle er smeltet sammen i én tanke og én bevidsthed; når al kropsbevidsthed er<br />
blevet fjernet, så er det mildest talt ren og skær dumhed at fortolke disse handlinger<br />
som værende verdslige og sanselige.”<br />
34:25 ”En kniv i hænderne <strong>på</strong> en morder rummer stor fare for alle. En kniv i hænderne<br />
<strong>på</strong> en kirurg skænker lindring fra smerte. Dette selv om der i begge tilfælde er en hånd,<br />
der holder kniven. På tilsvarende må gælder, at handlinger udført af dem, der er<br />
koncentreret om kroppen, skal fordømmes; at handlinger udført af dem, der er<br />
koncentreret om Den guddommelige Gnist eller Den indre Virkelighed, i højeste grad er<br />
godgørende og prisværdige.”<br />
34:26 ”Det virker altsammen så besynderligt, så mærkværdigt. Meget ofte ligner det<br />
lovløshed og ren og skær skælmeri. Mens Krishna gik i den østlige retning, var Hans<br />
opmærksomhed fikseret <strong>på</strong> den vestlige retning! Han kommunikerede ved hjælp af sine<br />
øjne. Et blink med øjnene fortalte om Hans planer og hensigter. Han var ligeglad med<br />
menneskelige begrænsninger og discipliner. Han anerkendte ikke sondringen mellem nye<br />
og gamle bekendtskaber. Han behandlede alle ens. Han tog ikke hensyn til slægtskab, og<br />
Han gav ikke efter for kravet om at skulle følge skik og brug.”<br />
34:27 ”Det var mysteriet om Krishna-inkarnationen! Denne legemliggørelse af sødme er i<br />
højeste grad fortryllende! Fortræffelig charme, uforlignelig ynde, enestående kærlig,<br />
Krishna’s skikkelse er legemliggørelsen af alt dette! Denne form er lyksalighedens<br />
skatkammer. Den er dydernes ocean. Oh, hvilken uskyldighed! Hvilken overmenneskelig<br />
fortræffelighed! Det blotte syn af Ham er nok; at lytte til Hans ord er nok; blot at røre<br />
Ham er nok, ens liv vil finde dets mål! Alle ritualer, alle ofringer, alle religiøse ceremonier<br />
har udelukkende dette som deres mål, at se Ham, at lytte til Ham, at røre Ham. Den<br />
gevinst man får fra ceremonier osv., er intet at regne, når det sammenlignes med den<br />
gevinst, man får ved at se Ham, røre ved Ham og lytte til Hans stemme. Nej, de er intet<br />
værd. Aha, hvilken umålelig sødme!” Idet Suka kontemplerede <strong>på</strong> denne skikkelse og<br />
erindrede dens charme og sødme, begyndte han at fælde glædestårer i store mængder.<br />
Han var så fuld af indre lyksalighed, at han standsede sin beretning og mistede al<br />
bevidsthed om sig selv og sine tilhørere.<br />
34:28 Asketerne rundt om ham og selv kongen var overvældet af forundring over det<br />
usædvanlige syn af en vismand i fuldstændig sindsligevægt. Det lys, hans ansigt<br />
122
udstrålede, gjorde et overvældende indtryk <strong>på</strong> alle. De sad som statuer, bange for at<br />
forstyrre vismanden og fordybet i deres egen forbløffelse og glæde.<br />
34:29 Efter et stykke tid åbnede Suka øjnene og udbrød: ”Hvor var røgterne og<br />
røgterpigerne heldige, at de levede den gang. Hvor må deres legemer have skinnet af<br />
den guddommelige glæde, de oplevede, da de færdedes i Hans selskab, legede sammen<br />
med Ham, talte med Ham, sang med Ham og delte den højeste lyksalighed med Ham!<br />
Guder misundte dem deres held, for det var ikke en chance, de selv ville få. Disse jævne<br />
og uvidende folk fik denne enestående gode skæbne som en konsekvens af de<br />
fortjenester, de havde optjent gennem mange tidligere liv. Disse røgtere og røgterpiger<br />
var ikke blot almindelige drenge og piger. Nej. Ved første øjekast virkede de, som var de<br />
jævne udannede personer, det er det hele. Men i sig havde de en stor skat af åbenbaret<br />
visdom, som kun de færreste var i stand til at <strong>på</strong>skønne og forstå. Hvordan skulle de<br />
ellers have kunnet sikre sig lyksaligheden ved Herrens berøring, som selv Krishna’s<br />
hustruer, Rukmina og Sathyabhama, kun vanskeligt kunne opnå! Man kan sige, at<br />
røgterne og røgterpigerne var heldigere end disse dronninger. Deres held var frugten af<br />
at have lyttet til historien om Herren. Den historie de havde lyttet til i Mathura,<br />
Brindavan, Gokula, ved Yamuna-flodens bredder, Nanda-Yasoda, Vasudeva-Devaki og<br />
andre steder. <strong>Bhagavatha</strong>’en indeholder historierne om alle Bhagavan’s eller Herrens<br />
inkarnationer. Alle inkarnationer var manifestationer af den selv samme Gopala ,<br />
Krishna, fra Go-loka eller Vaikunta (Herren Vishnu’s himmel og bolig). Historien om den<br />
enkelte er blot Krishna’s historie, der opstod fra ham og forenede sig i ham. Denne<br />
guddommelige kraft er den nærende faktor for alle inkarnationer så vel som for alle<br />
levende væsener.”<br />
123
Kapitel 35<br />
Gopala, røgterdrengene og røgterpigerne<br />
35:1 Vismanden Suka var meget interesseret i, at kong Parikshith kunne se Herrens<br />
guddommelige lege i deres rette perspektiv. Han sagde: ”Store konge! Hvem er i stand<br />
til at beskrive Krishna’s højst overjordiske charme? Krishna, hvis elskelige form var selve<br />
legemliggørelsen af sødme. Hvordan kan nogen beskrive denne ved hjælp af ord? Du<br />
ønsker, at jeg skal fortælle dig beretningerne om Krishna; men de hører til et område<br />
hinsides det menneskelige ordforråd. Gud har ofte inkarneret, og hver gang i forbindelse<br />
med Hans komme har Han vist os mange overjordiske mirakler. Men i denne Krishnainkarnation<br />
udviste Han en enestående tiltrækningskraft. Hvad skete der, hvis Han blot<br />
én gang smilende åbenbarede sin perlerække af skinnende tænder? De, der havde<br />
kærlighedens glød i deres hjerter; de, der havde hengivenhedens uimodståelige<br />
tiltrækning i deres hjerter, og selv de, der var blevet herre over deres sanser og havde<br />
overvundet deres indre impulser, følte et voldsomt følelsesmæssigt oprør i sig, en<br />
voldsom hengiven tilbedelse! Hvad skete der, hvis Han blot én gang berørte dem blidt<br />
med sin nænsomme hånd? De mistede al bevidsthed om deres legemer. De blev så<br />
gennemstrømmet af lyksalighed, at de fra den tid af levede i harmoni med Ham! Nu og<br />
da plejede Han at lave sjov, at fortælle humoristiske historier. Ved disse lejligheder følte<br />
tilhørerne, at der var få, der var heldigere end dem; få der rangerede højere end dem i<br />
hele verden!”<br />
35:2 Røgterdrengene og røgterpigerne, Vajra’s mænd og kvinder, var muligvis<br />
beskæftiget med deres daglige gøremål, men fik de blot én gang øje <strong>på</strong> Krishna, mens de<br />
var i gang med deres gøremål, standsede de henrevet af Hans elskelighed, naglet til<br />
stedet, som statuer mejslet i sten. (Vajra var det distrikt, som Krishna’s stedfader,<br />
Nanda, herskede over). Vajra’s kvinder havde overgivet deres sind til Krishna. Selve<br />
deres åndedræt havde de overgivet til Krishna, som de regnede for at være den<br />
personificerede kærlighed og medfølelse. Ingen lærde, hvor lærd vedkommende end var,<br />
kunne finde ord, der var fyldestgørende nok til at beskrive disse kvinders natur og<br />
oplevelser. Rent faktisk kan sproget ikke anvendes her; ethvert forsøg kan kun<br />
mislykkes.”<br />
35:3 Røgterpigernes og røgterdrengenes hengivenhed og pligttroskab kendte ingen<br />
grænser eller bindinger. De var alle opfyldt af ophøjede følelser. Ingen ringere person<br />
end Uddhava (Krishna’s betroede ven) erklærede, efter han havde set dem: ”Ak! Jeg har<br />
ladet alle disse år af mit liv gå til spilde, er det ikke sandt? Selv om jeg har været i<br />
Krishna-Månens kølige, behagelige nærhed, og selv om jeg har været så tæt <strong>på</strong> Ham, så<br />
har jeg ikke opnået adgang til Hans kærlighed og herlighed. Mit hjerte er endnu ikke<br />
oplyst af blot en lille del af den hengivenhed og kærlighed, som disse røgterpiger har til<br />
deres Herre. Sandelig, hvis jeg skal fødes <strong>på</strong> ny, ønsker jeg at blive født som en<br />
røgterdreng eller som en røgterpige! Hvorfor blive født <strong>på</strong> en anden måde og leve et liv<br />
uden mening, uden betydning? Hvis det ikke lykkes mig at blive født som en røgterdreng<br />
eller en røgterpige, lad mig så blive en grøn løvhytte i Brindavan (stedet hvor Krishna<br />
(Gopala) boede og legede i sin barndom), eller en jasmin-slyngplante der vokser <strong>på</strong> det<br />
sted. Hvis jeg ikke har gjort mig fortjent til et sådant held, lad mig så i det mindste vokse<br />
som et græsstrå i de græsområder, som røgterdrengene, røgterpigerne og Krishna<br />
opholdt sig <strong>på</strong>. På denne måde jamrede Uddhava. Han længtes i hengiven pine; hans<br />
hjerte var fuld af længsel. Rent faktisk blev han frelst af den selv samme pine.”<br />
35:4 ”At <strong>på</strong>stå, at dette forhold mellem Krishna og røgterpigerne var simpelt og<br />
vellystigt, afslører derfor blot, at den person der gør det, alt for let drager de forkerte<br />
konklusioner. Sådanne <strong>på</strong>stande er ikke værd at vise opmærksomhed.”<br />
124
35:5 ”Store konge! Ingen, bortset fra dem med et rent hjerte, kan forstå Krishna’s<br />
guddommelige lege.”<br />
35:6 Parikshith blev meget glad, da han hørte dette. Med et smil <strong>på</strong> sine læber spurgte<br />
han vismanden: ”Mester! Hvornår begav Uddhava sig til Brindavan? Hvorfor tog han<br />
derhen? Hvilken grund var det, der tilskyndede ham til at forlade Krishna’s nærvær og<br />
tage af sted? Beskriv venligst begivenheden for mig.”<br />
35:7 Som ønsket begyndte Suka beskrivelsen. ”Oh konge! Uddhava kunne aldrig for blot<br />
et øjeblik være væk fra Krishna. Han kunne aldrig forlade nærværet. Men Krishna sendte<br />
ham selv til Brindavan for at viderebringe sit budskab til røgterpigerne, så han havde<br />
ikke noget valg. Han var nødt til at tage af sted. Adskillelsen blev uundgåelig. Men<br />
Krishna gav ham kun én dag til at udføre opgaven. Han befalede, at Uddhava ikke skulle<br />
blive der længere end én dag. Til trods for det følte Uddhava, da han begav sig til<br />
Brindavan, at denne ene dags adskillelse var lang som en hel tidsalder.”<br />
35:8 ”Da han nåede Brindavan, var Uddhava imidlertid ked af, at tiden var fløjet så<br />
hurtigt af sted, og at han var nødt til at forlade stedet så hurtigt. ”Ak, at jeg er nødt til at<br />
forlade disse mennesker så hurtigt! Hvor ville jeg være lykkelig, hvis jeg kunne leve hele<br />
mit liv i deres selskab! Ulykkeligvis har jeg ikke gjort mig fortjent til det.” Det var de<br />
bedrøvelige tanker, der plagede Uddhava.”<br />
35:9 ”Store konge, bemærkede du, at der rent faktisk ikke er nogen forskel <strong>på</strong> Herren og<br />
den hengivne? Uddhava følte større smerte, da han var nødt til at forlade røgterpigernes<br />
nærvær, end da han var nødt til at forlade selveste Krishna’s nærvær! Hans lyksalighed<br />
var den samme begge steder. Der er i virkeligheden ingen forskel <strong>på</strong> en af røgterpigerne<br />
og Gopala (Krishna), <strong>på</strong> den hengivne og <strong>på</strong> Gud. Røgterpigernes hjerter er blevet<br />
transformeret til altre, hvor Krishna er blevet indsat. Deres indre længsel blev mættet<br />
ved at drikke Krishna’s velsmagende nektar. Uddhava var i stand til at forstå deres<br />
smerte ved adskillelsen fra Krishna; oprigtigheden af deres kærlige tilknytning til Ham;<br />
deres ivrighed efter at høre om Ham; deres ængstelse for Ham og deres ivrighed efter at<br />
høre og adlyde Hans budskab. End ikke for et øjeblik tillod røgterdrengene og<br />
røgterpigerne deres opmærksomhed at fjerne sig fra historierne om Krishna, at fjerne sig<br />
fra beskrivelserne af Krishna’s lege og fra beretningerne om Hans gøremål og<br />
præstationer. Krishna’s pragt og sødme havde en så kraftig virkning <strong>på</strong> Vajra-området,<br />
at det levende forekom livløst, og det livløse forekom levende! Med sine egne øjne så<br />
Uddhava bjerget Govardhanagiri’s kampestene smelte i glædestårer. Han så også<br />
røgterpigerne stivne som stenfigurer, når deres hjerter blev fyldt med guddommelig<br />
glæde. Han opfattede sine oplevelser som værende vidunderlige og tankevækkende.”<br />
35:10 Mens han beskrev disse kendetegn <strong>på</strong> røgterpigernes hengivenhed, blev<br />
vismanden Suka så overvældet af glæde, at dråber af tårer faldt fra hans øjne, og han<br />
mistede bevidstheden om alle ydre forekomster. Han blev så tit hensat i fuldstændig<br />
sindsligevægt, at de hellige mænd og vismændene, der lyttede til ham og så ham, blev<br />
opfyldt af ekstase og af en ubetvingelig længsel efter at visualisere den Krishna, der<br />
begejstrede Suka så voldsomt.<br />
35:11 I mellemtiden åbnede Suka sine øjne. Han sagde: ”Store konge! Hvor var denne<br />
Uddhava heldig! Da røgterpigerne viste ham de steder, hvor de legede med Krishna, tog<br />
de ham også hen til Govardhana-bjerget. Da han så dette sted, voksede Uddhava’s<br />
forundring endnu mere. Årsagen var, at <strong>på</strong> klipperne og <strong>på</strong> den hårde jord kunne han se<br />
Krishna’s, røgterdrengenes og røgterpigernes fodaftryk lige så tydeligt, som da de for<br />
længe siden havde gået rundt i dette område. Da de nærmede sig Govardhana, følte<br />
røgterpigerne smerten ved at være adskilt fra Krishna så intenst, at de brød hulkende<br />
125
sammen. De var udelukkende optaget af tanken om Ham; de forenede sig i disse tanker.<br />
Da de alle som med én stemme råbte: ”Krishna!”, blev træerne, der stod rundt omkring,<br />
så begejstrede, at de opførte sig, som var de berusede. De svajede med ’armene’ og<br />
begyndte at stønne af bedrøvelse. Med sine egne øjne iagttog Uddhava, hvorledes<br />
adskillelsen fra Krishna berørte og bedrøvede, ikke blot Brindavan’s røgterdrenge og<br />
røgterpiger, men selv dets bjerge og træer. Store konge! Hvad mere kan jeg sige?<br />
Uddhava så scenerier, der ligger hinsides ens fatteevne. Han var overvældet af<br />
forbløffelse; han blev tillige ydmyg.”<br />
35:12 Da han hørte dette, blev kongen ivrig efter at høre mere. Han sagde: ”Mester!<br />
Hvordan skete det? Hvis der ikke er noget til hinder for det, så oplys mig venligst om<br />
dette punkt.” Eftersom han bad <strong>på</strong> denne måde, svarede Suka: ”Raja (konge)!<br />
Røgterpigernes bevidsthed var gået op i en enhed med Krishna’s bevidsthed. Derfor<br />
bemærkede de intet andet, ingen anden. Hver sten, hvert træ de så, så de som Krishna.<br />
De holdt fast i denne fælles bevidsthed ved at råbe: Krishna! Krishna! De fik stenene og<br />
træerne til at føle smerten ved adskillelsen fra Krishna, og også de smeltede bort i denne<br />
sorgs hede, så tårer faldt fra bladene. Stenene blev blødgjorte af de tårer, de<br />
udsondrede. Forestil dig hvor forbløffende disse scenerier må have været!<br />
Grundsætningen: ’Alt er levende’ blev <strong>på</strong> denne måde i sandhed bevist for ham.<br />
Brindavan’s sten og træer demonstrerede over for Uddhava, at der ikke findes noget, der<br />
er blottet for bevidsthed og liv.”<br />
35:13 De, der er ude af stand til at fatte røgterpigernes fryd, denne hengivenhed der<br />
smeltede sten og fik træerne til at hulke i sorg, har ingen ret til at dømme og afsige en<br />
kendelse. Gør de det, afslører de blot, at deres intelligens er mere uvirksom end<br />
klippernes og kampestenenes. Uvirksomme sind kan aldrig fatte Krishna’s pragt. Den<br />
Krishna, der er universets Herre. Den Krishna, der fortryller universet med sin skønhed<br />
og kraft. Udelukkende de klareste og de reneste intelligenser kan fatte denne fryd og<br />
hengivenhed.”<br />
35:14 Den aften i Brindavan bemærkede Uddhava ligeledes et hidtil ukendt optrin. Da<br />
præsterne og de øvrige hellige mænd ved solnedgang var beskæftiget med tilbedelse af<br />
ilden gennem ceremonielle ritualer, oplyste røgterpigernes hjerterne i deres eget hjem.<br />
Det gjorde de ved, fra de omkringliggende huse, at hjembringe gløder eller levende<br />
flammer i muslingeskaller eller i små tallerkener af ler. Men Uddhava lagde mærke til, at<br />
det første hus der tændte lampen og dermed også beboernes hjerter, var Nanda’s hus.<br />
Huset hvor Krishna voksede op og legede. Han så, at lige så snart lyset skinnede i<br />
Nanda’s hus, begav røgterpigerne sig, én efter én og med lamper i deres hænder, til<br />
dette hus for at få dem tændt <strong>på</strong> en lykkevarslende måde. Efter lamperne <strong>på</strong> denne<br />
måde var blevet tændt, bar de dem tilbage til deres egne hjem. Uddhava sad <strong>på</strong> trappen<br />
til forsamlingshuset og så lamperne bevæge sig forbi.”<br />
35:15 ”Imidlertid var der én røgterpige, der var for længe om at tænde sin lampe i<br />
Krishna’s hus. De andre røgterpiger, der kom efter hende, blev utålmodige; de havde<br />
ingen mulighed for at få deres lamper tændt. Yasoda, (Krishna’s fostermoder) der<br />
befandt sig i de indre værelser, kom ud, og idet hun så røgterpigen, råbte hun: ”Oh,<br />
hvilken ulykke sker der her!” Samtidig forsøgte hun at vække pigen ved at give hende et<br />
klap <strong>på</strong> ryggen. Men pigen åbnede ikke sine øjne. Røgterpigerne rundt om hende trak<br />
hende nænsomt væk fra lampen og lagde hende, så hun kunne hvile en stund. Hendes<br />
fingre var blevet slemt forbrændte og var nærmest forkullede. Med megen møje blev hun<br />
bragt til bevidsthed. Da de forhørte sig nærmere, afslørede hun, at hun havde set<br />
Krishna i lampens flamme, og midt i denne glade oplevelse var hun sig ikke bevidst om,<br />
at hendes fingre var i flammen og var i færd med at blive brændt. Hun følte overhovedet<br />
ingen smerter.”<br />
126
35:16 ”Uddhava blev lamslået over denne hændelse, der var endnu et vidunderligt<br />
eksempel <strong>på</strong> røgterpigernes hengivenhed.”<br />
127
Kapitel 36<br />
Kammerat og konge<br />
36:1 ”Mester! Jeg er opsat <strong>på</strong> at høre om de barnlige gavtyvestreger, lege og eventyr<br />
som Krishna, dengang Han var røgterdreng, gav sig i kast med sammen med sine<br />
kammerater fra Vajra-samfundet. Altså det de foretog sig i lundene og i de ubeboede<br />
egne i løbet af de 11 år, Han tilbragte i Brindavan. Det Brindavan, som Han kom til efter<br />
Mathura-fængslet, hvor Han valgte at lade sig føde.”<br />
36:2 Da Parikshith bad <strong>på</strong> denne måde, blev Suka meget glad. Han smilede og sagde:<br />
”Det er ikke muligt for mig at beskrive alle denne guddommelige Gopala’s guddommelige<br />
lege. Disse lege som hver og én fylder sindet med sødme. Vajra’s røgterdrenge, der delte<br />
denne glæde, blev i sandhed velsignet. Herren vil ikke tage nogen notits af ydre<br />
forskelle, vedkommendes navn, nationalitet, kaste, beskæftigelse, indstilling. Uanset<br />
med hvilken indstilling et menneske henvender sig til Ham, vil Han byde det velkommen,<br />
trække det til sig, opfylde dets ønsker og skænke vedkommende lyksalighed. Det var<br />
Gopala’s natur.”<br />
36:3 ”Lige siden Krishna blev efterladt i Nanda’s hjem af sin fader, Vasudeva, skænkede<br />
Han Nanda stor glæde, og de glade råb: ”Jai. Jai” (Sejr. Sejr) genlød igen og igen som et<br />
resultat af barnets guddommelige kækhed. Han voksede dag for dag, og Hans charme<br />
blev stadig større; Han skinnede som sin moders mest indtagende rigdom; Han legede<br />
<strong>på</strong> hendes skød; stolprede omkring og hen over dørtrinnet; Han holdt om sin faders eller<br />
moders finger, og dristigt gik Han et par skridt. Skønt forældrene gjorde deres bedste for<br />
at skjule Ham, så dødens mange ambassadører, som den ondsindede Kamsa uafbrudt<br />
sendte af sted, ikke kunne få fat i Ham, gjorde Han <strong>på</strong> en eller anden måde sig selv<br />
tilgængelig. Han plejede at gå fremad for at møde dem og præsentere sig for dem. Hvem<br />
skulle kunne skjule Gopala, universets tilvejebringer og beskytter, og hvor skulle de<br />
skjule Ham? Hvem skulle kunne bortføre Ham, og hvordan skulle det foregå? Oh<br />
Parikshith, det er altsammen en guddommelig leg!”<br />
36:4 Efterhånden som Han blev større og større, begyndte Han at gå til Yamuna-flodens<br />
hellige sandbredder sammen med børn <strong>på</strong> sin egen alder. Børnene kom fra<br />
røgterhjemmene, og de legede <strong>på</strong> bredderne. Forældrene søgte at standse Ham, men de<br />
kunne ikke. Lige som sine kammerater drev Han køerne til græsgangene. I sandhed<br />
fortjener de øjne, der så denne henrivende scene, da Gopala befandt sig midt blandt<br />
flokken af rene, velplejede og lykkelige køer og kalve, at blive betegnet som yderst<br />
værdige. For de så alle syns syn. Se det for dig, oh konge! Den fuldstændig rene hvide<br />
flok af kalve og køer; den mørke guddommelige dreng! De blev ligesom trukket hen mod<br />
Ham; tæt til Ham. De var ikke i stand til at forlade Ham for at strejfe omkring. Det kunne<br />
Krishna heller ikke, for Han elskede dem som sine egne brødre og søstre eller som sine<br />
egne børn! Blot Hans hånd lige, så blidt det kunne være, berørte deres rygge, glemte<br />
kalvene og deres mødre alt om sig selv. De åbnede deres mund; løftede deres hale;<br />
deres tunge hang ud af deres mund, og kærligt slikkede de Hans ansigt og hænder. Med<br />
øjnene lukkede og i stor glæde omfavnede Gopala ofte deres hals og svang sig frem og<br />
tilbage. Hans ansigt strålede af et glædestrålende smil. Med deres lige netop synlige små<br />
horn stangede kalvene legesygt til Hans bløde krop. På den kølige Yamuna-flods altid<br />
friske og nye sandstrækninger legede Han graciøst og med stor glæde med sine venner -<br />
kalvene og røgterdrengene. Det gjorde Han, ligegyldigt om det var nat eller dag.<br />
Forældrene var nødt til at sende tjenere ud for at finde dem og bringe Ham og hans<br />
følgesvende hjem, hvad enten de ville eller ej.”<br />
128
36:5 ”Som tiden således gik med førnævnte gøremål i og uden for hjemmet, voksede<br />
Han op og blev en henrivende dreng. Skønt Hans forældre ikke ville have, at Han gjorde<br />
det, så slap Han køerne og kalvene ud af stalden. Han drev dem langs den rute, som<br />
landsbyens kvæg fulgte. Som det øvrige kvæg drev Han også ’sit kvæg’ ad den fælles vej<br />
til de grønklædte græsgange, der lå forude. Lige som de øvrige drenge havde Han en<br />
stok, som Han støttede <strong>på</strong> skulderen, og et stykke klæde rundt om panden. Som Han<br />
således gik af sted med den største selvtillid i verden, så Han lige så pragtfuld ud som en<br />
kongelig løveunge.”<br />
36:6 ”Han legede og havde det sjovt med sine kammerater. Højlydt sang Han de mest<br />
melodiske melodier, mens Han holdt sin venstre håndflade for sit venstre øre. Når<br />
køerne, der grådigt tyggede det grønne græs i sig, hørte sangen, standsede de op, og<br />
som var de alt for henførte til at fortsætte tyggeriet, begyndte de henrykt at lytte til den<br />
guddommelige sang. De stod der med årvågne ører, for at de ikke skulle gå glip af de<br />
hilsener, der skænkede dem lyksalighed. De stod der med halvt lukkede øjne, som var<br />
de fordybet i meditation. Kalvene, der havde trykket mulerne mod yverne for at spise sig<br />
mætte, stod stille, mens de i stedet drak Krishna’s sangs guddommelige toner. For alle<br />
dem der var vidne til det, var det en betagende scene.”<br />
36:7 ”Oh konge! Jeg kan hverken fortælle dig om Gopala’s guddommelige leges antal<br />
eller natur. De var alle vidunderlige og ærefrygtindgydende. De var alle fulde af<br />
lyksalighed; de skænkede lyksalighed. Til tider kunne Han udfordre sine kammerater og<br />
svinge sin stav så hurtigt rundt, at deres øjne slet ikke kunne se nogen stav! Så<br />
trængtes Hans kammerater om Ham og bønfaldt, om de ikke måtte lære, hvordan man<br />
kunne dreje en stav rundt <strong>på</strong> den måde. For Ham, der drejer universet med hele dets<br />
indhold så hurtigt rundt, er det at dreje en stav rundt ingen speciel bedrift. Det er et<br />
kunststykke, som ingen undervisning kan videregive. De stakkels kammerater fattede<br />
ikke den guddommelige virkelighed bag deres legekammerat.”<br />
36:8 ”Ofte legede Han i træer; legen med jægeren og tyven. Når forfølgerne klatrede<br />
efter Ham, søgte Han tilflugt <strong>på</strong> den øverste gren; en gren der var så tynd og svag, at<br />
den ville svaje, hvis et egern gik <strong>på</strong> den! Han var slet ikke til at fange! Jo for resten!<br />
Hvordan kan Han blive fanget af alle og enhver? Udelukkende hjertets renhed kan fange<br />
Ham.”<br />
36:9 ”Efter alt at dømme ville Gopala være hos sine kammerater i skovene og i lundene;<br />
Han ville lege med dem og derved glæde dem med mange en grov spøg og muntre lege;<br />
Han ville bevæge sig omkring med dem med hænderne kærligt om deres skuldre, men<br />
<strong>på</strong> et øjeblik kunne Han forsvinde og være ude af syne. Imidlertid kunne Han finde <strong>på</strong> at<br />
stille sig lige foran sine kammerater i en snu forklædning. Den ville være så perfekt, at<br />
de ville anse Ham for at være en fremmed, som de ikke burde tale med. Han ville så<br />
overraske dem med et latterudbrud og forklare dem: ”Det er mig, det er mig. I kunne<br />
ikke genkende mig.” Det gjorde drengene meget forbløffede eller endda bange engang<br />
imellem.”<br />
36:10 ”På denne måde gik dagene. Ved tusmørke vendte Han tilbage til landsbyen med<br />
sine venner. Helt troskyldig så Han ud, som om intet var hændt, der kunne forstyrre<br />
Hans sindsligevægt. Nogle dage insisterede Hans moder <strong>på</strong>, at Han skulle blive hjemme<br />
og ikke gå ud i de idylliske lunde. På sådanne dage gik røgterdrengene, køerne og<br />
kalvene tynget af sorg langsomt mod lunden. Ugidelige og ensomme lå de under<br />
træerne. De bekymrede sig ikke om mad eller drikke; deres øjne længtes efter at se<br />
Krishna’s ankomst. Den Krishna, der alene kunne gengive dem livslysten.”<br />
36:11 ”Ofte sendte den onde onkel, Kamsa, sine udsendinge, dæmonerne, ud til lundene<br />
i forklædning medbringende legetøj og dejligt slik. Drengene flokkedes om kræmmeren<br />
129
for at finde ud af, hvad prisen var <strong>på</strong> de ting, de ønskede sig. Men dæmonen var kun<br />
opsat <strong>på</strong> at få chancen for at fange Krishna. Han holdt udkig efter det øjeblik, hvor<br />
Krishna ville nærme sig. Krishna kastede ikke sit blik <strong>på</strong> legetøjet og slikket. Han plejede<br />
at vente til om aftenen, før Han gik hen til den onde mand og fik ham til at tro, Han var<br />
gået i fælden. Alt dette blot for at angribe dæmonen, flå den i småstykker og smide<br />
kadaveret langt væk! Sådanne hændelser fyldte landsbyboerne med forbløffelse, frygt og<br />
forundring. Desuden var de henrykte over den lykkelige redning fra faren.”<br />
36:12 ”En anden dag var landsbyen stuvende fuld af kærrer fyldte med mangofrugter.<br />
Krishna var klar over, at det var endnu en af dæmonernes, Kamsa’s udsendinges, onde<br />
planer. Han tog derfor frugterne og dræbte dem, der havde bragt dem til byen. Han følte<br />
ikke, at det var passende at afvise frugterne, som onkelen havde sendt, så Han tog imod<br />
dem! Men Han sendte ingen tilbage i live, der kunne fortælle Kamsa om, hvad der var<br />
sket. Det var den skæbne, der overgik alle, som onkelen sendte ud <strong>på</strong> sin onde mission.”<br />
36:13 ”Oh konge! Fra den dag Herren tog ophold i Vajra-området, blev stedet forvandlet<br />
til Lakshmi’s (gudinden for rigdom og lykke) skatkammer. Det forekom, som om hun<br />
spredte sit yndefulde smil ud over hele området. Der var tusindvis af køer; der var ingen<br />
knaphed <strong>på</strong> oplagt mælk, almindelig mælk eller smør. Rent faktisk var der en sådan<br />
overflod, at de ikke anede, hvordan de skulle forbruge alt det, de producerede. De vidste<br />
heller ikke, hvordan de skulle opbevare og konservere det til senere brug. Gopala<br />
elskede køerne så højt, at Han ikke <strong>på</strong> nogen måde kunne tolerere tanken om at smide<br />
de værdifulde gaver ud. Det er årsagen til, at Han var glad for at optage dem i sin egen<br />
mave. Denne nådeshandling er begrundelsen for benævnelsen: Mælke- og smørtyven!”<br />
36:14 ”Da guden Indra opdagede, at Krishna blev kaldt dette, besluttede han over for<br />
verden at tilkendegive, hvem Krishna i virkeligheden var; Gud der var kommet til Jorden.<br />
Derfor manipulerede han en situation, hvor Vajra’s befolkning aflyste en rituel tilbedelse<br />
af Indra; hvor Indra hævnede sig ved at lade regnen vælte ned i stride strømme; hvor<br />
Krishna var nødt til at løfte Govardhana-bjerget for at give ly til røgterne og køerne, så<br />
de ikke blev ramt af det voldsomme regnskyl! Det var altsammen en del af en leg. Indra<br />
var ikke vred, ej heller nærede han noget ønske om hævn eller gengældelse! Krishna<br />
ville da heller aldrig råde folk til at opgive en rituel tilbedelse. Sådanne mirakler blev<br />
bestemt for at få dem til at genkende det guddommelige (Krishna), som allerede var<br />
blandt dem. Sådanne begivenheder bekræfter det synspunkt, at intet kan ske uden et<br />
underliggende formål.”<br />
36:15 Imidlertid brød Parikshith ind med et muntert udbrud og sagde: ”Oh, hvor liflige er<br />
den guddommelige drengs, Gopala’s, guddommelige lege, Hans optræden og Hans<br />
gavtyvestreger! Jo mere vi hører, jo mere får vi lyst til at høre! Mester, lad mig lytte til et<br />
par historier mere og opnå befrielsens stadie.”<br />
130
Kapitel 37<br />
Dæmonernes skæbne<br />
37:1 I sandhed var det at mindes Krishna’s barnlige gavtyvestreger, og give andre<br />
muligheden for at lytte til beskrivelserne af disse spillopper, et hverv, der skænkede<br />
Suka stor glæde! Derfor begyndte han straks igen at berette, da han blev bedt om det.<br />
”Oh konge! I de få dage du har tilbage at leve i, findes der ikke noget bedre, du kan<br />
gøre, end at hellige dagene til kontemplation <strong>på</strong> Gud. Er det ikke sandt? Herrens<br />
gerninger er som nektarens dråber. Hver af dem er lyksalighedens kilde. Fortæl mig<br />
hvilken af disse gerninger, du ønsker at høre om. Jeg vil beskrive sandheden om hver af<br />
gerningerne for dig, og jeg vil beskrive den herlighed, jeg så.”<br />
37:2 Til det sagde kong Parikshith: ”Mester! Jeg ønsker at høre om den vidunderlige<br />
måde, som Gopala færdedes blandt røgterdrengene <strong>på</strong>. Det vil skænke mig så stor<br />
glæde, at jeg kan befri mig selv fra grebet af cyklusen af død og fødsel.”<br />
37:3 Suka sagde: Konge! Gopala vågnede tidligt under den hellige periode, tiden mellem<br />
kl. 04.00 og 06.00. Hurtigt vaskede Han sig og gik ud i kostalden. Han skulle udvælge og<br />
adskille de køer og kalve, der den dag skulle føres op til græsgangen. Han gav dem vand<br />
at drikke. Han dyngede græs sammen foran de dyr, der skulle blive tilbage i stalden, så<br />
de kunne spise sig mætte. Han løsnede rebene fra stolperne, som de køer Han ønskede<br />
at tage med sig, var bundet med. Så drev Han dem ud af stalden og ind i et indelukke<br />
foran sit hjem. Derefter gik Han ind i huset og samlede sin kolde ris og små pakker med<br />
saltet, oplagt mælk sammen. Han gjorde sin ældre broder opmærksom <strong>på</strong>, at det var tid<br />
at komme af sted. For at varsko sine kammerater om at gøre sig klar til at følge Ham,<br />
gik Han ud <strong>på</strong> vejen og blæste i et horn. Da røgterdrengene hørte denne lyd, blev de<br />
pludselig meget aktive. De afsluttede hurtigt deres tildelte opgaver i hjemmet; tog deres<br />
frokost-madpakker og skyndte sig til Yasoda’s hus, klar til at udføre den opgave som<br />
Krishna tildelte dem.”<br />
37:4 ”Så begav drengene sig af sted, idet de spillede <strong>på</strong> fløjter og sang dejlige sange.<br />
Nogle af dem svarede med deres egne sange <strong>på</strong> de lyde, som sang i træerne. Andre<br />
fulgte i løb skyggerne fra de fugle, der fløj over dem. Nogle lå <strong>på</strong> ryggen af køerne og<br />
sang lystigt deres favoritsange. Alt skete, mens de alle ivrigt holdt øje med, hvad Gopala<br />
foretog sig, og hvor Han var. På denne måde begav de sig ind i skoven.”<br />
37:5 ”På et tidspunkt ville Gopala så binde sin fløjte stramt <strong>på</strong> ryggen, holde sin<br />
madpakke i sin venstre hånd og opløfte sin yndige sølvklare stemme. Han ville så synge<br />
en henrivende sang, mens Han langsomt gik fremad. Køerne skridtede også af sted i<br />
harmoni med sangen, som holdt deres ben takten, og det virkede, som om de nød at<br />
gøre det. De spidsede ører for at lytte til den guddommelige sang. I stille beundring og<br />
tilbedelse løftede de deres hoveder. Til sidst nåede de alle frem til dammens bredder.”<br />
37:6 ”På det tidspunkt ville det være tid at spise frokost. De satte sig under træerne og<br />
bandt tøjbylterne op. Bylterne indeholdt den kolde ris blandet med oplagt mælk, fløde og<br />
almindelig mælk samt andet alt efter den enkeltes smag og ønske. Drengene ventede<br />
med at tage den første bid, indtil Gopala åbnede sin madpakke og begyndte at spise. Så<br />
snart Gopala tog en mundfuld, begyndte alle drengene at spise. Engang imellem plejede<br />
Gopala at give sine kammerater noget mad fra sin egen madpakke. Til gengæld fik Han<br />
så noget af deres mad. Han gik til alle og bad om noget fra deres madpakke. Drengene<br />
var modstræbende og lige frem bekymrede over at give Gopala det mad fra deres<br />
tallerkener, som Han bad om. Årsagen var, at det ceremonielt set var blevet urent,<br />
eftersom de havde spist af det. Da Gopala bemærkede det, forsikrede Han dem om, at<br />
131
Den Eneste Ene fandtes i dem alle, og derfor skulle de ikke føle, at Han var adskilt fra<br />
dem. Hvordan kan ceremoniel urenhed opstå, når alt er ét, spurgte Han. Herefter tog<br />
Han en delvist spist frugt, der var lagt væk, og tog en bid og tyggede den i sig. Hvordan<br />
kunne den Herre, der i sin Rama-skikkelse med stort velbehag spiste resterne fra<br />
Sabari’s tallerken, afstå fra at spise sine røgter-kammeraters rester? Både Sabari og<br />
røgterdrengene var intenst hengivne over for Ham.”<br />
37:7 ”En dag de sad <strong>på</strong> klipperne i bakkernes skygge og spiste deres måltid og vaskede<br />
deres hænder, løb Gopala pludselig hen mod en gruppe køer, der græssede <strong>på</strong> den åbne<br />
græsgang. Hans kammerater undrede sig over, hvad der var i vejen. Blandt kvægflokken<br />
bemærkede de en stor smuk kalv. Gopala gik direkte hen til dette dyr. Idet Han tog fat<br />
om begge dets bagben, løftede Han dyret og snurrede det hurtigt rundt over sit hoved,<br />
indtil Han voldsomt slyngede det ned i en stor sten og smadrede det. Men dyret udstødte<br />
en forfærdelig lyd og forvandlede sig til en dæmon, som blodet sprøjtede ud af, og som<br />
derefter udåndede. Drengene blev forbavsede over at se dette. Hurtigt spænede de i stor<br />
hast hen mod Gopala og spurgte Ham, om Han ikke ville fortælle dem, hvad mysteriet<br />
gik ud <strong>på</strong>. Gopala strålede og havde et glædesstrålende smil <strong>på</strong> læberne. Han sagde: ”En<br />
ond dæmon antog denne form, og efter Kamsa’s <strong>på</strong>bud kom det hertil for at dræbe mig.<br />
Han blandede sig med vores kvægflok og spillede denne rolle i det drama, han selv<br />
havde udtænkt. Nu har jeg givet ham en passende straf.””<br />
37:8 ”Da de hørte det, priste drengene Gopala’s forudseenhed, tapperhed og styrke. De<br />
udbrød: ”Gopala! Du har givet ham, hvad han fortjener.” Begejstrede sprang de omkring<br />
Ham i stor glæde. Idet de mistænkte andre dæmoner for at være kommet i samme<br />
forklædning, ledte de i flokken efter andre fremmede kalve eller køer.”<br />
37:9 ”De var også bange for, at deres egne køer ville komme til skade eller ville blive<br />
slugt levende af nogle andre dæmoner i en eller anden form. Vagtsomt undersøgte de<br />
deres egen kvækflok for at opdage noget tegn <strong>på</strong> fare, før det var for sent.”<br />
37:10 ”Imidlertid nåede de midt <strong>på</strong> dagen frem til en bakke, der var rig <strong>på</strong> græsgange.<br />
Køerne blev drevet ind i skyggen under de overhængende klipper, så de kunne blive fri<br />
for den brændende sol. Drengene hvilede sig også et stykke tid. De strakte sig i græsset.<br />
Det blev snart eftermiddag, og hen under aften rejste en dreng sig og gik hen til flokken<br />
for at samle køerne, så de var klar til hjemturen til landsbyen. Drengen så en kæmpestor<br />
trane, der var i færd med at tage fat i dyrene og nedsvælge dem hele i sin tomme mave.<br />
Drengen råbte: ”Krishna, Gopala!” Da Han hørte drengens desperate råb om hjælp, kom<br />
Gopala i en fart hen til ham. Han fik fat i tranens næb (den trane, som Han godt var klar<br />
over, var en dæmon ved navn Bakasura, der var kommet i forklædning), og trak den<br />
nedre og den øvre del fra hinanden. Han sønderrev tranen i to stykker. Køerne inden i<br />
maven blev befriet.”<br />
37:11 ”På denne måde tilintetgjorde Gopala de sendebude, der blev udsendt af Kamsa.<br />
Hver dag bød <strong>på</strong> et nyt mirakel, et hidtil ukendt under! Efterhånden opfattede<br />
røgterdrengene disse mirakler som guddommelige lege. De blev ikke længere<br />
forbavsede. Dybt i deres hjerter erkendte de, at Hans evner og kræfter var<br />
overmenneskelige og ufattelige. Uden nogen frygt var de parate til <strong>på</strong> ethvert tidspunkt<br />
at følge Ham hvor som helst.”<br />
37:12 ”Da dæmonen Bakasura’s broder hørte, at Gopala havde dræbt Bakasura, der<br />
havde planlagt at komme nær <strong>på</strong> Gopala og sluge Ham i ét stykke, blev han så ophidset,<br />
at han svor at ville hævne sig. Han kom derfor ind i skoven, hvor græsgangene lå, i<br />
skikkelse af en pyton-slange. Den lagde sig henover junglestien med munden <strong>på</strong> vid gab<br />
med den lumske plan at ville sluge køerne og røgterdrengene hele, Krishna og Balarama<br />
(Krishna’s bror) iberegnet. Efter alt at dømme så den ud som en lang hule. Ubevidste om<br />
132
at det var en fælde, gik køer og røgterdrenge ind i dens gab. Gopala genkendte den som<br />
endnu en ond dæmon. Han gik også ind i pyton-slangens krop, men blot for at flænse<br />
den i stykker og redde de liv, der var blevet lokket i fælden. Ingen følte angst længere,<br />
og sikre under Gopala’s beskyttelse fortsatte de til deres hjem.”<br />
37:13 ”Fra den dag af havde røgterdrengene ikke noget spor af frygt i sig. De troede <strong>på</strong>,<br />
at Gopala helt sikkert ville værne dem mod alle farer, da Han var almægtig. Derfor<br />
bekymrede de sig ikke over noget <strong>på</strong> deres vej; de holdt ikke specielt øje med<br />
vejsiderne, men gik fulde af tillid i den retning, som Krishna tog.”<br />
37:14 ”Drengen Krishna’s leg var hvert øjeblik et under, et mirakel, en forbløffende<br />
begivenhed, et heltemodigt eventyr. Hvad kan jeg fortælle om dem? Kan almindelige<br />
mennesker udføre sådanne undere? De, der ikke tror, <strong>på</strong> trods af at de har set sådanne<br />
begivenheder, er blot byrder for Jorden, de er frugter, der ikke har nogen smag, og som<br />
ikke er til nogen nytte.”<br />
37:15 Suka’s ansigt blev oplyst af et dybt indre smil, da han sagde dette. Hans øjne<br />
skinnede, som så han et syn af Den Strålende Ene, da han i lang tid begærligt fæstnede<br />
dem <strong>på</strong> ét punkt.<br />
37:16 ”Parikshith spurgte ham: ”Mester! Når selv dæmonerne udviklede tro <strong>på</strong> Gud og<br />
tilbad Ham, hvordan kan det så være, at mennesker glemmer Ham og forsømmer at<br />
tilbede Ham? De tror <strong>på</strong> ører, der hører, frem for øjne der ser. Jeg opfatter det som<br />
værende konsekvensen af en eller anden stor synd, de har begået. Eller måske er det<br />
resultatet af en forbandelse.”<br />
37:17 Til dette sagde Suka: ”Oh konge! Dine ord er sande. Afskyelige væsener som<br />
Kamsa, Jarasandha, Salya og Sisupala så med deres egne øjne beviser <strong>på</strong> Krishna’s<br />
overmenneskelige kræfter. Men den usandhed, at Han blot var en røgterdreng, genlød så<br />
overvældende i deres ører, at de altid udelukkende var opmærksomme <strong>på</strong> den stemme,<br />
de hørte fra himlen, snarere end de var opmærksomme <strong>på</strong> det, de så med deres egne<br />
øjne. Som en konsekvens af det mistede de <strong>på</strong> en vanærende måde deres liv. De<br />
ignorerede miraklerne; de vidunderlige begivenheder; de forbløffende bedrifter som de<br />
var vidne til; de løbende nederlag som deres udsendinge led for Hans hånd og de<br />
tilsidesatte pligten over for Gud foran dem. Hvilken anden forklaring kan vi give <strong>på</strong> dette,<br />
end at de var forbandet til at skulle handle <strong>på</strong> denne måde. Denne forbandelse må være<br />
kastet <strong>på</strong> dem som et resultat af synd.”<br />
37:18 ”Gopala er Lokapala og ikke en røgterdreng. (Gopala betyder: ’Ham der beskytter,<br />
vejleder, nærer og plejer alle levende væsener’. Lokapala betyder ’Verdens Herre’) Den<br />
skikkelse Han antog som menneske, var en røgterdrengs skikkelse, det er alt. Men sandt<br />
at sige er Han den lykkevarslende skikkelse, der befrier de individualiserede sjæle fra<br />
trældom, da Han besidder den guddommelig energi og styrke og kender metoderne til at<br />
opnå befrielse.”<br />
37:19 Parikshith blev i allerhøjeste grad henrykt over vismandens ord. ”Mine<br />
bedsteforældre havde en enestående god skæbne, eftersom de var i Gopala’s<br />
guddommelige selskab; de legede med Ham; de talte med Ham; de fik velsignelsen af<br />
Hans selskab og nærvær. Men ok, jeg får dog i det mindste lov til at lytte til beskrivelsen<br />
af en lille del af Hans herlighed og nyde lyksaligheden heraf. Det er også en rigtig god<br />
skæbne at få denne mulighed for at høre om Hans herlighed fra en så berømt vismand<br />
som dig. Det skyldes også disse bedsteforældres velsignelser. Kan man få sådan en<br />
mulighed uden at have et specielt held”, sagde Parikshith med glædestårer strømmende<br />
ned af kinderne.<br />
133
37:20 Han fortsatte: ”Mester! Jeg har hørt, at Gopala trampede <strong>på</strong> slangen Kaliya og<br />
ydmygede dens stolthed. Hvad er den indre betydning af denne leg? Hvilken stor<br />
sandhed ligger til grund for dette mirakel? Hvorfor blev hændelsen betragtet som<br />
værende et forbløffende tegn <strong>på</strong> Hans herlighed? Beskriv venligst dette for mig og fjern<br />
den tvivl, der plager mig”, bønfaldt han.<br />
134
Kapitel 38<br />
Slangen Kaliya<br />
38:1 ”Lyt oh konge, til denne betydningsfulde begivenhed”, sagde Suka.<br />
38:2 ”Den guddommelige dreng, Gopala, var slet og ret Gud, som i lutter leg havde<br />
antaget menneskelig skikkelse. Han voksede op som et menneskeligt barn gennem 5 år.<br />
Dengang kunne ingen erkende vigtigheden af Hans gøremål. Han havde aldrig for vane<br />
at fortælle andre om sine guddommelige lege; hverken før eller efter Han udførte dem.<br />
Man måtte blot iagttage og adlyde. Ingen, uanset hvem vedkommende var, kunne gætte<br />
legenes natur eller måle hvilke færdigheder, den, der udførte handlingerne, havde. En<br />
dag samlede Han i al hemmelighed kvæget. Selv Hans forældre kendte ikke noget til det.<br />
De fleste dage ville den ældre broder, Balarama, i det mindste kende til og deltage i<br />
Gopala’s gøremål, men denne dag var selv han ikke klar over, hvad der foregik. Krishna<br />
fik samlet sine kammerater fra røgterhjemmene, og de begav sig af sted med kvæget til<br />
Yamuna-flodens bred. Han førte dem til et sted <strong>på</strong> floden, hvor der var en dyb bredning,<br />
som folk normalt undgik.”<br />
38:3 ”Denne bredning havde en uhyggelig historie. Ifølge naturens normale orden vil<br />
vandet i en bredning som denne være stillestående og sølet, men denne brednings vand<br />
var blåt og kogende varmt. Vandet boblede uophørligt og sendte damp op i luften. Som<br />
en konsekvens af dette hang der en sky over bredningen. Enhver, der indåndede luften,<br />
der var forurenet af disse dampe, døde til alles bestyrtelse og forbavselse. Uskyldige<br />
fugle, der fløj hen over denne bredning, blev så dødeligt forgiftet, at de baskede<br />
fortvivlet med vingerne i ren desperation og faldt døde ned i dens dyb.”<br />
38:4 ”Alle i landsbyen kendte alt til denne dødbringende fælde, dette dødelige underværk<br />
i naturen. De var omhyggelige med at undgå at nærme sig den. De advarede deres børn<br />
mod den. Årvågent forhindrede de deres kvæg i at græsse noget sted i nærheden af den.<br />
Selvfølgelig protesterede Hans kammerater voldsomt og bønfaldt Krishna om, at Han<br />
ikke ville gå hen i nærheden af bredningen. De bad længe og højt, men det var<br />
altsammen forgæves. Han hævdede, at Han var nødt til at gå hen til netop den bredning;<br />
at det var Hans forudbestemte skæbne den dag. Drengene trak Ham tilbage og gjorde<br />
deres bedste for at forhindre den uundgåelige ’katastrofe’. Han rystede dem af sig, og<br />
idet Han tog tøjet af, meddelte Han, at Han ville nyde en svømmetur i den forgiftede<br />
bredning!”<br />
38:5 ”Drengene kunne ikke mønstre mod nok til højlydt at advare Ham mod denne<br />
brednings rædsler. Deres milde protester fejede Han til side. Med en vis egensindig<br />
trodsighed klatrede Han op i et træ <strong>på</strong> bredden og sprang herfra ned i den ækle<br />
bredning. I lang tid kom Han ikke op til overfladen. Røgterdrengene, for hvem Krishna<br />
var selve livsåndedrættet i deres liv, blev overvældet af frygt. De samledes rundt om<br />
bredningen, og i uudholdelig pine begyndte de at kalde <strong>på</strong> Ham, idet de hulkede og<br />
fældede den voldsomme sorgs tårer.”<br />
38:6 ”I mellemtiden dukkede Gopala op af vandet, idet Han fik bredningen til at ryste <strong>på</strong><br />
grund af sine svømmetag. Den rystede, som hvis et jordskælv havde rystet den.<br />
Pludselig så de, at en kæmpestor slange forfulgte Ham. Den spyttede gift, og gennem<br />
dens glødende øjne udspyede den ild som en vulkan. Drengene var ikke i stand til at<br />
være tilskuere til denne frygtelige scene uden at skråle i ustyrlig forpinthed: ”Krishna!<br />
Skynd dig til bredden. Kom her hen. Kom hen til denne bred.” Krishna svømmede rundt,<br />
som om Han ikke hørte deres bønner. Han var lykkelig der i bredningen; begejstret af<br />
ophidselse og glæde. Til sidst fik slangen succes med at jage Krishna rundt i bredningen<br />
135
gennem de høje og urolige bølger. Idet den gradvist strammede grebet, snoede den sig<br />
rundt om Krishna’s krop. Da de så det, løb nogle af drengene, så hurtigt de kunne, til<br />
deres landsby, Gokula, for at viderebringe nyheden til Nanda og Yasoda, Krishna’s<br />
fosterfader og fostermoder. Drengene græd højlydt, mens de fortalte forældrene, hvad<br />
der var sket.”<br />
38:7 ”Straks løb Nanda og Yasoda sammen med alle røgterdrengene og røgterpigerne<br />
samt hele Gokula’s befolkning mod den forgiftede bredning. De blev tilskyndet af frygten<br />
for, at en eller anden skrækkelig katastrofe var ved at overgå Krishna. Storebroderen,<br />
Balarama, var også blandt dem. Han kendte Krishna’s styrke og færdigheder, så han<br />
beroligede forældrene. Han forsikrede dem, at ingen ulykke ville kunne ramme Krishna.<br />
På forskellige måder trøstede han dem og indgød dem tillid. I løbet af kort tid var<br />
flodbredden tæt pakket med mennesker. Fra alle sider genlød fortvivlelsens råb:<br />
”Krishna, Krishna!” Alles råb var gennemtrængt af sorg. Mange besvimede, da de så<br />
Krishna og slangen. Oh, det var i sandhed et hjerteskærende syn!”<br />
38:8 ”Flere røgterpiger kunne ikke holde ud at se Krishna fanget i dette vældige<br />
monsters snoning. Det ene øjeblik blev Han trukket ned i det blodrøde vand, det næste<br />
øjeblik trak Han sig op igen, idet Han kæmpede voldsomt med slangen, der udsendte<br />
brændende gnister af gift. Yasoda og mange røgterpiger besvimede og faldt om i sandet.<br />
De blev plejet og bragt til bevidsthed af andre. Da de kom til sig selv, græd de klagende<br />
og råbte navnet <strong>på</strong> deres elskede Krishna. ”Mit kære barn, hvor har denne grufulde<br />
slange gemt sig i al den tid? Hvorfor dukker den frem nu?”, jamrede Yasoda i<br />
fortvivlelse.”<br />
38:9 ”Nogle af Hans kammerater hulkede: ”Kan slangen da ikke støde sine hugtænder<br />
mod os i stedet for at såre Krishna? Kan den ikke frigive Gopala?” Nogle af røgterpigerne<br />
gjorde sig rede til at kaste sig ned i bredningen, så slangen måske ville opgive Krishna og<br />
i stedet angribe dem. ”Vi vil give vores liv, så Krishna kan blive frelst”, erklærede de.<br />
Men Balarama stod i vejen for dem. Han forsikrede dem om, at Krishna ville komme<br />
uskadt derfra, at der ikke kunne tilstøde Ham nogen skade. Han råbte ud til Krishna og<br />
bad Ham komme hen til dem, straks efter Han havde besejret monstret.”<br />
38:10 ”Mange røgterpiger bad indtrængende om sejr til Krishna: ”Krishna’s sikkerhed er<br />
verdens sikkerhed. Vor Krishna er alle verdeners eneste regent. Derfor må Krishna<br />
hurtigt blive befriet fra slangens kvælertag.” Deres bønner henvendte sig til den selv<br />
samme Krishna, som de ønskede at redde ved hjælp af bønnen! Endnu mens de bad,<br />
åbnede de deres øjne for at finde ud af, om Han allerede havde befriet sig selv. Den<br />
store forsamling <strong>på</strong> flodbredden ventede med øjne, der end ikke blinkede, <strong>på</strong> Krishna’s<br />
befrielse. Det kunne ske hvert øjeblik. De var overvældet af frygt og ængstelse, håb og<br />
tro.”<br />
38:11 ”I det øjeblik, oh, hvordan kan jeg beskue og beskrive denne scene for dig,<br />
konge?” Suka var ude af stand til at fortsætte. Han kunne ikke sætte en stopper for den<br />
strøm af lyksalighed, sorg, undren og forgudelse, der rejste sig fra hans hjerte. Han var<br />
så overvældet, at han dækkede sit ansigt bag sine knugede hænder i et forgæves forsøg<br />
<strong>på</strong> at undertrykke sine tårer.<br />
38:12 Parikshith så dette, og han udbrød: ”Mester! Hvad er dette for et under? Hvad<br />
skete der senere? Hvilken katastrofe indtraf, eftersom du sørger <strong>på</strong> denne måde? Fortæl<br />
mig det hurtigt.”<br />
38:13 Suka genvandt fatningen, tørrede strømmen af tårer væk med enden af sin<br />
okkerfarvede klædedragt. Han sagde: ”Store konge! Der skete ingen katastrofe, alligevel<br />
skete dette under. Krishna voksede hele tiden, og Han voksede hurtigt! Han blev så stor<br />
136
og så høj, at slangen var nødt til at slippe sin snoning rundt om Ham, snoning for<br />
snoning. Da røgterdrengene og røgterpigerne så det lille barn vokse lige for øjnene af<br />
dem, blev de ramt af forbløffelse og glæde. Til sidst blev slangen nødt til at løsne sit<br />
greb. Den var for udmattet til at kunne forvolde nogen skade. Alligevel var dens vrede<br />
usvækket, så den udspyede gift ud i vandet og op i luften. Den fæstnede sit olme blik <strong>på</strong><br />
Krishna, så det var tydeligt, at dens brændende ønske om at tilintetgøre Ham stadigt var<br />
uslukket.”<br />
38:14 ”I mellemtiden greb Krishna fat i slangens hale og hvirvlede den temmeligt hurtigt<br />
rundt. Han ramte vandoverfladen med dens krop. Dette tvang slangens hoveder nedad,<br />
men med stor anstrengelse kæmpede den for at holde dem løftet op over vandet.<br />
Herefter sprang Krishna op <strong>på</strong> den, og mens Han holdt halen i én hånd, besluttede Han<br />
sig for at danse <strong>på</strong> rækken af hoveder! Slangen kunne ikke bære Herrens vægt, når Han<br />
således lystigt trådte fra hoved til hoved. Den blødte voldsomt fra næse og mund. Den<br />
klynkede ynkeligt af smerte og skam. Den kunne knap nok trække vejret. Den var<br />
døende.”<br />
38:15 ”Da de så dette, råbte folk, der var forsamlede <strong>på</strong> bredden, i glæde og tillid:<br />
”Krishna! Kom nu ind til bredden. Du har reddet os alle fra dette monster. Krisen er ovre.<br />
Du har sejret. Vore bønner er blevet hørt. Vi har fået frugten af vore gode handlinger.”<br />
Mens røgterne <strong>på</strong> denne måde jublede over den forbavsende vending, begivenhederne<br />
havde taget, steg de kvindelige slanger, der var monstrets gemalinder, op fra<br />
bredningens dyb, idet de i stor pine højlydt hulkede. De faldt for Krishna’s fødder og bad:<br />
”Herre! Du er inkarneret med det erklærede mål at straffe de onde og de ondskabsfulde.<br />
Derfor trampede du <strong>på</strong> dette monster. At holde dets stolthed nede er rigtigt og passende.<br />
Det er kun retfærdigt. Du har blot udført din opgave og mission. Men hvor grusom vores<br />
ægtemand end har været, så er vi sikre <strong>på</strong>, at hans natur blev forvandlet, da dine fødder<br />
blev plantet <strong>på</strong> hans hoved. Undskyld ham, oh Herre, og giv os, med dine allernådigste<br />
velsignelser, vores ægtemand tilbage. Red ham og velsign ham, så han ikke længere<br />
forårsager noget levende væsen nogen skade.””<br />
38:16 ”Herren nedlod sig til at tilstå dem deres bønner. Han benådede slangen Kaliya.<br />
Han løslod monsteret med en formaning: ”Herefter må du ikke forvolde nogen skade <strong>på</strong><br />
nogen uden provokation. Vær ren og god af natur. Jeg velsigner dig, at ingen vil skade<br />
dig og anspore dig til hævn. På dine hoveder bærer du mine fodaftryk, så derfor vil selv<br />
din medfødte fjende Garuda, ørnen, ikke skade dig mere. Gå og lev i fred.””<br />
137
Kapitel 39<br />
Den Alvidende som elev<br />
39:1 ”Store Mester! Jeg bliver ikke mættet, ligegyldigt hvor mange historier jeg hører om<br />
legene i Krishna’s barndom! Denne elskelige dreng, Krishna, er i sandhed det<br />
guddommelige. I sig har Han alt, der eksisterer. Ikke desto mindre løber Han rundt og<br />
leger, som var Han et almindeligt menneskeligt barn. Oh, hvor er jeg heldig! Når jeg<br />
tænker over det, så føler jeg, at heldet ikke tilfalder mig som et resultat af fortjenester<br />
optjent i dette liv. Jeg tilbringer disse sidste dage i mit liv med at høre om Hans bedrifter.<br />
Ham, der har brilleslangen Sesha som sit leje! Denne vismands søns forbandelse har<br />
hjulpet mig med at blive renset for synd, idet jeg har fået lov til at høre om disse<br />
bedrifter. Jeg kaster mig endnu engang tusind gange i støvet for vismandens søns<br />
forbitrelse, der skaffede mig denne godgørende mulighed!”<br />
39:2 ”Efterhånden som det afsluttende øjeblik nærmer sig mere og mere, koncentrerer<br />
min inderlige længsel sig om lykkeligt og i dybe drag at kunne drikke de liflige<br />
beretninger om Krishna’s lege. Længslen forgifter mig. Den gør mig ’sindssyg’. Eftersom<br />
jeg brænder af dette ønske, så giv mig den kølige behagelige drik i de få timer, jeg har<br />
tilbage af mit livs tildelte tid.”<br />
39:3 Parikshith, kongen, faldt for Suka’s fødder, overvældet af den hengivenhedens<br />
byrde, som han bar i sit hjerte. Han bønfaldt om at få lov til at høre flere historier om<br />
Krishna som barn. Medfølelsens kilde i vismanden vældede frem, da han hørte denne<br />
bøn. Han spurgte: ”Oh konge! Hvilken blandt de talløse indtagende guddommelige<br />
episoder ønsker du, at jeg fortæller dig om? Deres antal er så stort, at selv om de<br />
uafbrudt blev fortalt i tusind år, så ville der stadig være mange, der ikke var blevet<br />
fortalt. Ingen, ligegyldig hvor kyndig vedkommende er, kan komprimere beretningerne<br />
ned til kun at vare få timer.”<br />
39:4 Til det svarede Parikshith: ”Mester! Jeg har fået at vide, at vores højt elskede<br />
Krishna, sammen med sin broder Balarama, lærte mange færdigheder og lærte om<br />
mange emner fra en heldig lærer ved navn Sandeepani. Betyder det, at der var behov for<br />
en ’uvidende’ person til at belære Ham, der er Herre over alle områder inden for viden;<br />
Ham der er Mester og Regent over alt? Det må have været en del af Hans leg.<br />
Udelukkende denne mægtige ’skuespil-direktør’ ved, hvem der skal velsignes, og hvem<br />
der skal reddes, og hvordan og hvornår det skal ske. Muligvis opførte Han dette skuespil<br />
for at befri Sandeepani fra fødsel og døds snærende bånd gennem den fortjeneste, han<br />
opnåede ved at være i forbindelse med Herren. Lad mig høre om de hændelser, der<br />
koncentrerede sig om Sandeepani. Jeg vil blive frelst ved at lytte til dem.” Suka sagde:<br />
”Oh konge! Det, du siger, er den uomtvistelige sandhed. Ja, alt er Hans spil. For i det<br />
drama, Krishna instruerer, er universet scenen, hvor der er utallige lærreder<br />
(fremkaldelser), scenerekvisitter og rum. Altsammen for at Hans forskellige handlinger<br />
kan udspille sig, alle udtænkt for at redde og befri. Eftersom Sandeepani’s gunstige<br />
skæbne havde udviklet sig sådan, gav Krishna ham denne store chance og velsignede<br />
ham <strong>på</strong> denne måde. Lyt! Jeg vil berette om dette guddommelige drama.”<br />
39:5 ”Balarama og Krishna, de guddommelige brødre, voksede som Solen gør det <strong>på</strong> vej<br />
mod zenit og skinnede med stadig større glans. Forældrene, Nanda og Yasoda, var<br />
bekymrede for deres fremtid. Eftersom forældrene blev indhyllet i denne uægte, men<br />
almindelig forekommende vildfarelse, besluttede de, at børnene skulle undervises i kunst<br />
og videnskab. Disse evner og færdigheder passede til deres status og sociale stand.<br />
Familiens præst, Garga, blev hidkaldt, og i samråd med ham fandt man frem til en<br />
lykkevarslende dag og et lykkevarslende tidspunkt til de nødvendige ceremonier. Med<br />
138
stor pragt og højtidelighed fejrede de optagelsesceremonien til Den guddommelige<br />
Visdom, eller som den også kaldes: ’Ceremonien der fører eleven til læreren’. Den dag<br />
blev der udført talrige kærlighedsgerninger, og mange værdifulde genstande blev<br />
skænket bort. Den underholdning, der blev arrangeret for Gokula’s befolkning, gjorde<br />
dem alle glade.”<br />
39:6 ”Herefter inviterede forældrene mange lærde, som de sammen med Garga rådslog<br />
sig med om at finde den lærer, der var mest sagkyndig og ønskelig i forbindelse med<br />
undervisningen af drengene. Familiens præst, Garga, tænkte sig lidt om og erklærede så,<br />
at det ville være bedst at sende drengene til den store Sandeepani, en lærd fra den<br />
hellige by Avanthi. Denne boede nu i Benares (Varanasi), den hellige by ved den hellige<br />
Ganges.”<br />
39:7 ”Sandeepani, sagde han, var en hellig person. Forældrene kunne vanskeligt sende<br />
deres elskede børn til et sted, der lå så langt væk. Men de var bevidste om sandheden i,<br />
at undervisning uden en lærer blot er tom undervisning. Så de indvilligede og rejste selv<br />
til Benares med Balarama og Krishna. Da de nåede frem til det hellige sted, overlod de<br />
brødrene til Sandeepani og ordnede det fornødne i forbindelse med børnenes ophold hos<br />
den berømte lærer. Snart efter vendte forældrene, med blødende hjerter, tilbage til<br />
Gokula.”<br />
39:8 ”Fra den dag af studerede Balarama og Krishna under Sandeepani, idet de tilbød<br />
ham deres ærefrygtige og ærbødige hyldest. Oh konge, der er tusinde, titusinde,<br />
millioner af børn, der studerer under lærere. Men elever der opfører sig <strong>på</strong> en måde, der<br />
giver læreren tilfredshed og glæde, er meget sjældne, end ikke én ud af hundrede gør<br />
det! At gøre læreren tilfreds; grundigt at studere det, der bliver undervist i; undgå jagten<br />
<strong>på</strong> sanselige fornøjelser og udelukkende koncentrere sig om jagten <strong>på</strong> viden, mens man<br />
altid er bevidst om, at det at studere er opgaven, og det at studere er pligten, sådan bør<br />
en studerende være. Det var sådan, Balarama og Krishna var.”<br />
39:9 ”Aldrig, end ikke én eneste gang, afbrød de lærerens forelæsning eller satte sig op<br />
mod ham. Ikke i noget tilfælde gik de mod hans vilje eller anvisning. De udfordrede<br />
aldrig hans autoritet, og aldrig vovede de at undlade at adlyde hans ordrer. Skønt<br />
børnene besad den højeste autoritet over Jorden og himlen, gav de deres lærer den<br />
respekt og lydighed, der var passende for hans fremtrædende stilling og position.”<br />
39:10 ”De var fulde af alvor og hengivenhed; de tillod intet at bortlede<br />
opmærksomheden fra deres undervisning. Da Sandeepani bemærkede deres selvdisciplin<br />
og deres begejstring for at lære, følte han en stor glæde strømme ind i sit hjerte. Når<br />
han så dem, fik han en ubetvingelig længsel efter at oplære dem inden for mange flere<br />
grene af viden. Han fik dem til at beherske de fire veda’er, vedanta, logisk videnskab,<br />
grammatik, retsvidenskab og økonomi; han lærte dem alt, hvad han vidste. Konge! Hvad<br />
kan jeg sige? Hvordan kan jeg beskrive dem? Verden har måske kendt til genier, der<br />
kunne lære at beherske ét emne <strong>på</strong> fem år eller <strong>på</strong> et år eller <strong>på</strong> en enkel måned, men<br />
lyt til dette! Balarama og Krishna var blot sammen med Sandeepani i 64 dage, og i den<br />
korte tid lærte de at beherske de 64 kunstarter og videnskaber! Det var sådan, de lod<br />
dramaet om studier udspille sig. Hvordan kan vi forklare denne forbavsende leg, denne<br />
guddommelige teatralske optræden? Er almindelige dødelige i stand til at lære så hurtigt?<br />
Kan de beherske så meget <strong>på</strong> så få dage?”<br />
39:11 ”Mens han jublede over brødrenes ydmyghed og loyalitet; mens han accepterede<br />
deres hilsener og hyldest, der blev overrakt <strong>på</strong> så ægte vis; mens han var engageret i<br />
interessante samtaler med dem, plejede Sandeepani at græde. Det gjorde han <strong>på</strong> trods<br />
af sine vedvarende anstrengelser for at tøjle sorgen, der brusede op i ham. Balarama og<br />
Krishna bemærkede det, men længe tøvede de med at spørge ham om årsagen til<br />
139
sorgen. Til sidst, da Krishna en dag stod foran ham med håndfladerne samlet, henvendte<br />
Han sig til ham: ”Oh du største blandt lærere! Mens vi taler med dig, ser vi, at dine øjne<br />
af og til fyldes med tårer, når du tænker <strong>på</strong> en eller anden hændelse. Hvis du finder det<br />
passende, at vi får årsagen til din sorg at vide, så fortæl os den venligst.”<br />
39:12 ”Da han hørte denne bøn, vældede den indestængte sorg i hans bryst frem.<br />
Overvældet af en uudholdelig sorg omfavnede han Krishna med begge hænder og græd<br />
højlydt i en ubændig pine. Krishna kendte til hele historien, men Han foregav ikke at<br />
gøre det. Han sagde: ”Respekterede lærer! Fortæl om årsagen til denne smerte. Med al<br />
vor styrke og med alle vore evner vil vi gøre vores bedste for at lindre den. Ingen opgave<br />
kan være så hellig og så vigtig for os som denne, at genoprette glæden i guruens hjerte.<br />
Informer os uden at tvivle. Du skal ikke opfatte os som børn og derved tøve.” Da Krishna<br />
foreholdt ham dette, blev Sandeepani meget lettet. Han genvandt fatningen og trak<br />
brødrene hen til sig og fik dem til at sætte sig tæt <strong>på</strong> hver side af sig.”<br />
39:13 ”Han sagde: ”Kære begge! Jeg er i sandhed heldig, at jeg fik jer som elever.<br />
Allerede ved at lytte til jer oplever jeg glæden af at få opfyldt mit ønske. Min fornuft<br />
fortæller mig, at I ikke er almindelige børn. Jeg føler, at det muligvis vil være muligt for<br />
jer at udføre den opgave, jeg har i tankerne. Troen driver mig, men nogle gange rystes<br />
jeg af tvivl. Jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe.” Da han havde sagt dette, standsede<br />
han, og tårerne strømmede igen ned ad kinderne <strong>på</strong> ham. Da Balarama så det, bøjede<br />
han sig igen dybt for læreren og sagde: ”Respekterede lærer! Hvorfor tvivler du <strong>på</strong> os og<br />
afholder dig fra at betro dig til os? Vi er som dine egne sønner. For at skænke dig<br />
lyksalighed er vi indstillet <strong>på</strong> at ofre selve vores liv.” Drengenes alvor og bestemtheden i<br />
deres beslutning forårsagede en følelse af skam i læreren over, at han tilbageholdt<br />
årsagen til sin sorg. ”Børn! Efter mange års ægteskab fik jeg en søn. Jeg opdrog ham<br />
kærligt og med lige så meget omsorg, som jeg udviser over for mit eget liv. En dag drog<br />
han til Prabhasa-kshetra (et helligt pilgrimsted) ved havet, og i forbindelse med at han<br />
tog det hellige bad, druknede han. Jeg havde stor trøst og endda glæde af at se <strong>på</strong> jer to<br />
og iagttage jeres ydmyghed og fornemmelse for disciplin. Jeg glemte næsten mit tab. I<br />
har meget hurtigt lært alt, hvad der er at lære. Nu kan I heller ikke blive hos mig<br />
længere. Hvem skal jeg iagttage og elske, efter I er taget af sted?” Læreren brød ud i en<br />
utrøstelig hulken.”<br />
39:14 ”Krishna stod foran ham, stærk og ligefrem. Han sagde: ”Oh du bedste blandt<br />
lærere! Vi er dig taknemmelige for, at du har undervist os <strong>på</strong> denne enestående måde i<br />
alle de sjældne kunstarter og videnskaber. Det er kun vores pligt, er det ikke sandt? Vi<br />
vil straks begive os af sted for at kæmpe mod det hav, der slugte din dyrebare søn. Vi vil<br />
gøre det for at få ham tilbage. Vi vil skaffe ham tilbage til dig og skænke dig glæde. Lad<br />
os tilegne denne handling som vores ceremonielle gave til vor lærer. Velsign os, så vi kan<br />
<strong>på</strong>begynde denne ekspedition. Velsign os og giv os tilladelse til at starte.” De bøjede sig<br />
dybt for ham, rejste sig og stod afventende. Sandeepani var overbevist om, at drengene<br />
ikke var som ’almindelige’ mennesker. Han havde tillid til, at de ville lykkes med deres<br />
forehavende. Han omfavnede dem, strøg dem over håret og velsignede dem.” Parikshith<br />
sagde: ”Mester! Hvor var mine bedsteforældre heldige, at de kunne være vidne til dette!<br />
Krishna var det guddommelige, der spillede rollen som et menneske, skønt Han iboende i<br />
sig havde alt, hvad der er, var og vil være.”<br />
39:15 ”Oh konge, da de havde modtaget lærerens godkendelse og velsignelse, skyndte<br />
Balarama og Krishna sig til havet, og da de stod majestætisk <strong>på</strong> kysten, befalede de med<br />
en uimodståelig stemme: ”Hav! Aflever guruens søn! Gør det straks, eller find dig i den<br />
straf, vi har i sinde at udsætte dig for.” Så snart havet hørte disse ord, rystede det af<br />
skræk,. Det berørte Balarama’s og Krishna’s fødder og sagde: ”Undskyld! Det er ikke min<br />
skyld! Da drengen badede, trak skæbnen ham ind i en hvirvel, der førte ham ned i dybet.<br />
140
Imidlertid slugte dæmonen Panchajana, der levede i hulerne i dybet, ham og ledte ham<br />
ned i sin mave. Det er sandheden om, hvad der skete. Resten overlader jeg til jer.””<br />
39:16 ”Da havet talte således, nikkede Krishna bifaldende. ”Godt! Jeg har hørt din<br />
forklaring.” Så dykkede Han ned i havets dyb, ned til denne dæmons hule. Han angreb<br />
ham i en dødbringende kamp. Dæmonen overgav drengen til Dødens Gud, før den selv<br />
døde. Derfor kunne Krishna ikke få fat i drengen igen, da Han flænsede dæmonens mave<br />
op. Mens Han i voldsom vrede ledte i dets indvolde for at finde ud af, om drengen skulle<br />
være der eller et andet sted, fik Han en kæmpestor konkylie i hænderne. Da Han havde<br />
sikret sig denne, kom Krishna op af havet og tog direkte hen til Dødens By. Stående ved<br />
indgangen til byen blæste Krishna i dæmonen Panchajanya’s konkylie; den konkylie som<br />
Han havde fået fra dæmonens indre. Lyden, den skabte, var som et tordenskrald for<br />
øret.”<br />
39:17 ”Ude af sig selv af skræk stormede Yama, Dødens Gud, op til porten. Han fik øje<br />
<strong>på</strong> Balarama og Krishna og spurgte høfligt om årsagen til, at de var rejst så langt.<br />
Brødrene beordrede ham til at hente guruens søn og overdrage denne i deres varetægt.<br />
”Som I befaler”, svarede Yama, idet han samlede sine håndflader. Han gav sine<br />
underordnede en ordre, og i løbet af et øjeblik blev lærerens elskede søn overgivet til de<br />
guddommelige hænder. De bragte ham straks til eneboerhytten og stillede ham ved<br />
Sandeepani’s side. ”Dette er vores ceremonielle gave til vor lærer. Accepter venligst<br />
denne handling som en sådan gave”, bønfaldt Krishna.”<br />
39:18 ”Forældrenes glæde var hinsides ord. De blev overvældet af denne pludselige<br />
lykkefølelse. Ingen, der overværer sådanne guddommelige bedrifter, at bringe guruens<br />
søn, der var i dødens favn, tilbage til livet og lignende mirakler, kan opretholde troen <strong>på</strong>,<br />
at brødrene var dødelige og ikke guddommelige. Men hvem er vi, der taler om<br />
Sandeepani? Han vidste; han erkendte, at de var tvillingerne, der både var menneske og<br />
Gud.”<br />
39:19 ”Læreren blev overvældet af munterhed, da han huskede sig selv <strong>på</strong>, at han havde<br />
været så heldig at have sådanne guddommelige væsener som sine elever, og at han<br />
kunne kalde sig selv for deres guru. Mentalt kastede han sig i støvet for dem. Med tårer<br />
strømmende ned ad kinderne omfavnede han dem og arrangerede derefter deres afsked<br />
fra den hellige boplads.”<br />
39:20 ”Efter at have taget afsked med guruen og dennes hustru, kørte de af sted i deres<br />
stridsvogn og nåede byen Mathura. Da byens indbyggere hørte, hvorledes brødrene<br />
havde vist deres taknemmelighed over for guruen, priste de dem for deres<br />
guddommelige medfølelse og evner. Indbyggerne følte sig overordentlige glade over, at<br />
brødrene var kommet tilbage blandt dem.”<br />
39:21 ”Oh konge! Reflekter en stund over, hvor inspirerende Gopala Krishna’s eksempel<br />
var, mens Han gennemgik sin uddannelse, og i hvor høj grad Hans opførsel og alvor<br />
bidrog til de ældres glæde. Enhver af Krishna’s handlinger, ligegyldig hvor lille og<br />
ubetydelig den forekom at være, havde en dyb vigtighed og betydning. Tåber kan ikke<br />
opdage dette, så de opfatter disse handlinger som værende ubetydelige. Findes der i<br />
denne verden nogen, der kan <strong>på</strong>stå, at de kan lære en fisk kunsten at svømme?<br />
Tilsvarende, hvem kan undervise Gud og blive Guds lærer? Skønt al lærdom udspringer<br />
fra ham og må læres gennem Hans nåde, så spiller Han rollen som elev, som et<br />
eksempel <strong>på</strong> en ideel elev. Det gør Han for, via sit eget eksempel, at vise verden,<br />
hvordan en guru skal udvælges og tjenes; hvordan kvaliteten af den ydmyghed<br />
undervisningen må indgyde skal være; og hvordan den taknemmelighed og respekt, som<br />
eleven skal tilbyde læreren, skal være. Det var med intentionen om at vejlede og<br />
tilskynde nutidens elever, at Krishna selv gennemgik uddannelsesforløbet og levede som<br />
141
et forbillede. Bemærk, hvor underfundigt Guds mysterier og Hans guddommelige lege<br />
er!” Mens Suka gentog disse ord, flød glædestårer i strømme ned ad hans kinder.<br />
142
Kapitel 40<br />
Fra dødelighed til udødelighed<br />
40:1 Kongen, der lyttede til den gribende beretning om Krishna’s taknemmelighed over<br />
for sin guru, åbnede pludselig sine øjne, og da han fik øje <strong>på</strong> vismanden foran sig, sagde<br />
han: ”Oh, Krishna’s guddommelige lege! Hans vidunderfyldte gerninger overgår hinanden<br />
med hensyn til mirakel og mysterium. For at korrigere og forbedre verden er Gud<br />
indstillet <strong>på</strong> at <strong>på</strong>tage sig en hvilken som helst byrde. Han bekendtgør sin virkelige<br />
storslåethed og sin virkelige magt. Men illusionens mørke røg dækker effektivt<br />
menneskets syn og gør det ude af stand til at opdage guddommen. Derfor mister<br />
mennesket disse guddommelige leges indre betydning.”<br />
40:2 Suka forstod det, der foregik i kongens sind. Han svarede: ”Konge! Illusionens<br />
forvirrende indflydelse er konsekvensen af de akkumulerede handlinger i tidligere liv.<br />
Man kan undslippe illusionen gennem gode konsekvenser; man ligger under for illusion,<br />
hvis konsekvenserne er ødelæggende. Hvis gode handlinger har præget de tidligere liv,<br />
vil enhver syndig tilbøjelighed i dette liv blive overmandet af dydige tilbøjeligheder, og<br />
man vil have tro <strong>på</strong> Gud. Man vil knytte sig til det guddommelige og leve sit liv <strong>på</strong> det<br />
guddommeliges grundlag.”<br />
40:3 ”På den anden side gælder, at de, der har begået afskyelige forbrydelser i tidligere<br />
liv, har dette frygtelige formørkede syn, der forhindrer dem i at se det guddommelige. Et<br />
sådant menneske minder aldrig sig selv om Gud og Hans arbejde. Aldrig længes<br />
vedkommende efter det, der er til dets eget eller andres bedste. Det ser tingene i et falsk<br />
perspektiv. Det svælger i modbydeligheder og beskæftiger sig med syndige handlinger.<br />
Tro <strong>på</strong> Gud er høsten fra de frø, der blev sået i tidligere liv. Frøene er ikke <strong>på</strong> stående fod<br />
i stand til at vokse og blive høstet.”<br />
40:4 Da kongen hørte disse ord, blev han opsat <strong>på</strong> at vide mere om fortjenester, der er<br />
erhvervet gennem gode handlinger og mangler, der er erhvervet gennem dårlige<br />
handlinger og om deres indvirkning <strong>på</strong> menneskets liv. Derfor bad han vismanden Suka<br />
om at fortælle ham om endnu en episode fra Krishna’s liv, der havde noget at gøre med<br />
en forbandelse og dennes ophævelse eller helbredelse; en episode der illustrerede<br />
princippet om skæbnen.<br />
40:5 Suka lo af denne anmodning! ”Konge! Utallige er de helbredelser, som Krishna<br />
udførte <strong>på</strong> dem, der blev udsat for forbandelser! Dæmonerne som Han slog ihjel, mens<br />
Han endnu var et barn, og senere da Han var dreng, var alle blevet, som jeg tidligere har<br />
fortalt dig, forbandet til at blive født som dæmoner som en straf for nogle onde<br />
gerninger. Da de døde for Hans hånd, blev de derved befriet fra forbandelsen.” På dette<br />
tidspunkt kom kongen med et forslag. ”Jeg har hørt, at ’oprykningen af træet med rode’<br />
var en forbløffende hændelse med en helt utrolig betydning. Hvis du uddyber denne<br />
hændelse, vil jeg få stor glæde af det.” På den baggrund begyndte Suka, der altid var<br />
parat til at imødekomme hans ønske, <strong>på</strong> historien.<br />
40:6 ”Konge! Skønt der ikke var knaphed <strong>på</strong> tjenestefolk, var det Yasoda, husets frue,<br />
der, i henhold til de traditionelle skikke, udførte alle de huslige pligter. At koge mælken,<br />
at bringe den til at stivne, at kærne den og tilberede smør, alt dette var aktiviteter, hun<br />
selv tog sig af. En dag vågnede hun som sædvanlig i begyndelsen af den hellige periode,<br />
kl. 04.30. Hun gik i bad og gennemførte sine morgenpligter. Senere placerede hun<br />
mælkejungen foran sig og begyndte at kærne dens indhold. Energisk trak hun i rebet,<br />
der uafbrudt førte kærnestangen op og ned i væsken, alt mens hun sang melodiske<br />
hymner til Gud.”<br />
143
40:7 ”I mellemtiden kom Gopala frem og med langsomme, men rolige skridt, gik Han<br />
hen til det sted, hvor moderen kærnede. Pludselig rykkede Han hårdt i den nederste del<br />
af hendes sari. Yasoda blev forskrækket over det uventede ryk. Hun vendte sig og blev i<br />
højeste grad behageligt overrasket, da hun opdagede, det var hendes gavtyveagtige<br />
barn, Krishna! Idet hun holdt op med at kærne, tog hun Krishna i sine arme og<br />
kærtegnede Ham. ”Kære søn! Det er ikke daggry endnu! Hvorfor er du stået op så<br />
tidligt? Gå, min skat! Gå ind og sov lidt endnu!” Men det guddommelige barn pludrede<br />
henrykt, at det var sultent, og for at bestyrke dets længsel efter at blive ammet<br />
begyndte det at hulke medynkvækkende. Moderens hjerte smeltede. Hun satte<br />
kærnestangen ved siden af jungen og dækkede denne med et dæksel. Herefter tog hun<br />
Krishna op <strong>på</strong> sit skød lige <strong>på</strong> det sted, hvor hun i forvejen befandt sig. Mens hun gav<br />
Ham mad ved sit bryst, strøg hun Hans hoved kærligt og blødt. Netop da hørte hun lyden<br />
af en krukke, der faldt ned fra ovnen ude i køkkenet. Hun mistænkte, at det var katten,<br />
der var skadevolderen. Hun tog barnet op fra sit skød og satte det <strong>på</strong> gulvet. Hun var<br />
nødt til at løbe ind for at se, hvad der var sket. Da Yasoda forsvandt ind i det andet<br />
værelse, blev Krishna opbragt over hendes opførsel, sådan at sætte Ham fra sig midt<br />
under Hans måltid! Han fik øje <strong>på</strong> en krukke lige foran sig og vendte al sin vrede mod<br />
den. Han gav den et hårdt slag med kærnestangen, og da den oplagte mælk flød ud over<br />
gulvet, samlede Han smørret og puttede det i munden. Herefter skyndte Han sig ud af<br />
værelset af frygt for at blive skældt ud. Da Yasoda kom ind i værelset, så hun den knuste<br />
krukke, den oplagte mælk <strong>på</strong> gulvet og at smørret var forsvundet! Og Krishna havde<br />
gjort sig usynlig! Da hun godt var klar over, at det var Gopala, der var skadevolderen,<br />
ledte hun efter Ham i alle krinkelkroge.”<br />
40:8 ”Hun kunne ikke finde Ham nogen steder. Hun gik ind i nabohusene for at spørge,<br />
om Han skulle være der. Alle erklærede, at de ikke var stødt <strong>på</strong> Ham. De vidste ikke,<br />
hvor Han var. Yasoda blev virkelig bange. ”Han må være stukket af, rædselsslagen for at<br />
blive straffet for at have slået krukken i stykker og spildt indholdet! Stakkels dreng! Han<br />
er løbet ud i mørket”, tænkte hun. Hun ledte i hus efter hus. Hun ledte i gaderne. Til<br />
sidst fangede hun Ham i færd med at tage en krukke med smør ned fra en slynge, hvori<br />
husets frue opbevarede et antal krukker fyldte med mælk, oplagt mælk og smør. Krishna<br />
stod <strong>på</strong> en morter, der stod <strong>på</strong> hovedet <strong>på</strong> gulvet. Det gjorde, at Han kunne tage<br />
krukken med smør op af slyngen og få den sikkert ned, så Han kunne dele indholdet med<br />
sine kammerater!”<br />
40:9 ”Da hun fik øje <strong>på</strong> Ham, råbte Yasoda: ”Din tyv! Opfører du dig sådan i alle hjem?<br />
Når de fattige røgterpiger klager til mig over dine tyverier, plejer jeg at bebrejde dem<br />
det, uden at efterkontrollere deres anklager, og sende dem hjem. Nu har jeg set det med<br />
mine egne øjne! Alligevel kan jeg næppe tro mine egne øjne! Hvor har jeg dog taget fejl.<br />
Fra nu af kan jeg ikke lade dig slippe godt fra det. Nej! Hvis jeg lader dig slippe under<br />
<strong>på</strong>skud af, at du er et barn, så vil det senere føre dig til katastrofal kriminalitet. Jeg må<br />
straffe dig hårdt nu og slet ikke undskylde dig. Når et barn af god familie bliver tyv, er<br />
det en vanære for hele slægten. Det dårlige ry vaskes ikke let bort. Vores families<br />
omdømme vil lide skade.” Hendes kvaler var hinsides ord. Hun havde aldrig før følt sig så<br />
ydmyget. Hun gav efter for et voldsomt anfald af vrede. Hun tog et langt tykt reb og gik<br />
tæt hen til Ham med den hensigt at binde Ham til den tunge morter.”<br />
40:10 ”Gopala, der var klar over hendes hensigt, smuttede ind og ud af alle dørene og<br />
undgik behændigt hendes forsøg <strong>på</strong> at fange Ham. Moderen løb efter Ham gennem hvert<br />
et stræde og hver en gade. Hun var godt i stand; hun havde aldrig før løbet så hurtigt.<br />
Hun blev hurtigt udmattet. Hun bevægede sig langsommere og langsommere; hun<br />
begyndte at gispe efter vejret. Mænd, kvinder og børn begyndte at grine af hendes<br />
forgæves jagt <strong>på</strong> det lille barn. De nød morskaben og fik så meget desto mere lystighed<br />
144
ud af det <strong>på</strong> grund af Krishna’s gavtyvestreger og moderens forgæves forsøg <strong>på</strong> at binde<br />
Ham.”<br />
40:11 ”Gopala er alvidende, intet er skjult for Ham. Derfor indså Han, at moderen var for<br />
træt til at fortsætte, så Han tillod sig selv at blive fanget. Yasoda kunne ikke løfte sin<br />
hånd for at slå Ham! Hun greb Ham fast om hånden og sagde: ”Kom hjem din tyv! Det<br />
vil ikke være pænt af mig, hvis jeg slår dig her i basaren. Jeg vil give dig en lærestreg<br />
derhjemme.” Så trak hun Ham hjem. Her slæbte hun Ham hen til en mægtig stenmorter,<br />
så Han kunne blive bundet til den med et stærkt reb. Det reb hun brugte, viste sig at<br />
være for kort, så hun gik ud for at finde et andet, der kunne blive bundet sammen med<br />
det første. Hun blev nødt til at gøre dette igen og igen, for ligegyldigt hvor langt rebet<br />
var, så forekom Krishna at vokse sig så stor, at rebet ikke kunne nå rundt om Ham. Der<br />
manglede hele tiden blot en lille stump reb, for at det kunne lykkes at binde Ham!<br />
Moderen undrede sig over denne forbløffende udvikling. Hvilken betydning havde dette<br />
mirakel? Hun anede det ikke. Til sidst lykkedes det hende <strong>på</strong> en eller anden måde at<br />
binde en knude og dermed få bundet Ham til morteren. Yasoda gik herefter ind i huset<br />
for at beskæftige sig med sine almindelige huslige pligter.”<br />
40:12 ”I mellemtiden trak Han af sted med morteren. Han gik ud i haven med morteren<br />
rullende efter sig. Her voksede et træ med tvillingestammer, der stod meget tæt <strong>på</strong><br />
hinanden. Morteren blev fastlåst mellem de to stammer, og da det guddommelige barn<br />
trak let i rebet for at klare forhindringen, blev træet rykket op med rode! Det faldt med<br />
et kraftigt og rungende brag. Braget tiltrak alle til Yasoda’s ejendom, hvor træet var<br />
faldet, skønt det hverken regnede eller blæste! Yasoda skyndte sig ud for at se, hvad der<br />
var sket. Hun blev forbavset over det syn, der mødte hende. Hun så Gopala midt mellem<br />
de nedfaldne blade, midt mellem de sammenfiltrede grene. Hun stønnede højlydt og gik<br />
hen til barnet. Efter at have løsnet rebet, bar hun Ham væk og følte sig ret lettet over, at<br />
Han ikke havde været udsat for en frygtelig ulykke.”<br />
40:13 ””Kære barn! Blev du bange? Oh, hvor var jeg ond ved dig”, jamrede moderen<br />
højlydt. Mens hun jamrede <strong>på</strong> denne måde, dukkede to guddommelige skikkelser, begge<br />
af hankøn, frem af træet. De kastede sig for Gopala’s fødder. De stod med håndfladerne<br />
samlet og sagde: ”Oh Herre! Vi er guden Kubera’s sønner, vi er tvillingerne Nalakubara<br />
og Manigriva. På grund af vismanden Narada’s forbandelse blev vi forvandlet til dette<br />
træ, og vi har eksisteret som dette træ lige siden. På grund af din nåde er denne dag<br />
afslutningen <strong>på</strong> forbandelsen. Hvis du tillader det, vil vi vende tilbage til vores eget sted.”<br />
Idet de sagde dette, forsvandt de to guddommelige skikkelser. Ved synet af disse<br />
besynderlige guddommelige skikkelser blev Gokula’s befolkning forbløffet. De blev<br />
opfyldt af stor glæde.”<br />
40:14 ”Skønt de lyttede til lovprisningerne af Gopala som værende Gud; skønt de havde<br />
konkrete beviser <strong>på</strong> Hans guddommelighed, faldt indbyggerne tilbage i vildfarelse. De<br />
genoptog deres vane med at tale om Gopala som Nanda’s og Yasoda’s søn, og de følte,<br />
at Han var deres ven, røgterdrengen. De var fanget i illusionens net.”<br />
40:15 Da Suka sagde det, afbrød kongen ham med spørgsmålet: ”Mester! Hvordan<br />
erhvervede illusionen sig sådan en overvældende styrke? Hvem udstyrede illusionen med<br />
evnen til at skjule selve Guds herlighed? Hvad er illusionens virkelige natur helt præcis?<br />
Fortæl mig det venligst.” Herefter forklarede Suka: ”Konge! Denne illusion er ikke noget<br />
adskilt, noget der besidder sin egen form. Gud kan udelukkende skelnes <strong>på</strong> grund af<br />
illusionens slør. Gud er synlig og åbenbar, netop fordi Han bærer illusionens slør eller<br />
udrustning. Den er Hans ’beholder’. Det vil sige, at illusionen er i vejen for eller skjuler<br />
sandheden, skjuler Gud. Illusionens natur er at skjule sandheden og få den til at<br />
forekomme at være usand. Udelukkende de, der fjerner illusionen, ødelægger illusionen,<br />
slår illusionen tilbage, skærer igennem illusionen, kan nå Gud. Illusionen får dig til at<br />
145
føle, at det ikke-eksisterende eksisterer. Illusionen viser vandet i luftspejlingen;<br />
illusionen får dig til at se det, du forestiller eller ønsker dig som værende sandt. Illusion<br />
kan ikke <strong>på</strong>virke et menneske, hvis det er i stand til at opgive ønsker eller forestillinger<br />
og planlægning.”<br />
40:16 ”Hvordan kunne Yasoda, der ved adskillige lejligheder med sine egne øjne havde<br />
været vidne til Krishna’s guddommelighed, glide tilbage til den tro, at Han var hendes<br />
søn? Forestillingen, ønsket, det var illusionens årsag. Kroppen er af barnet og moderen;<br />
men den virkelige inderste kerne, den indeholdte, den legemliggjorte, den har hverken<br />
søn eller moder! Moder-kroppen har forbindelse med søn-kroppen, men der eksisterer<br />
ingen moder-’indeholdte’, ingen søn-’indeholdte’! Hvis man bliver fast grundfæstet i<br />
denne tro, kan man ikke længere have ønske om ydre fornøjelser. Udforsk og undersøg;<br />
og du vil lære sandheden at kende. Uden denne efterforskning og undersøgelse vil<br />
vildfarelsen vokse, og intellektet vil langsomt blive betvunget.”<br />
40:17 Suka fortsatte: ”Ah! Den rolle, guddommeligheden <strong>på</strong>tager sig, giver resultater,<br />
der virkelig er betydningsfulde! Vedante (det centrale i veda’erne) lærer os, at vi bør<br />
trænge ind bag denne rolle og ind til sandheden; dette er dens indre betydning. Ført bag<br />
lyset af denne rolle, jagter mennesket ønsker! Idet det tror, at den krop det har antaget,<br />
er virkelig og sand, forfalder mennesket til illusion, til selvbedrag. For de, hvis<br />
opmærksomhed er koncentreret om kroppen, vil ’Den Iboende Person’ ikke være synlig.<br />
Er det ikke sandt? De rødglødende kul vil ikke være synlige, når asken dækker dem. Når<br />
skyer samler sig og bliver tykke, kan man ikke se Solen og Månen! Tørvemos, der flyder<br />
tykt <strong>på</strong> søens overflade, giver os den illusion, at der er tale om hård grund, <strong>på</strong> hvilken<br />
der er vegetation. Når øjet har grå stær, der dækker pupillen, kan man overhovedet ikke<br />
se noget. På samme måde gælder, at når forestillingen om kroppen som værende<br />
virkeligheden er fremherskende, vil beboeren i kroppen slet ikke blive bemærket.” Hertil<br />
sagde kongen: ”Mester! I dag er sløret i sandhed faldet fra mit sind. Som et vindstød har<br />
din undervisning blæst asken, der dækkede de glødende kul, væk. Illusionen om at<br />
denne sammensætning af de fem elementer, nemlig kroppen, er sandheden, er<br />
fuldstændig blevet forkastet og udryddet. Jeg er velsignet. Jeg er i sandhed velsignet.”<br />
Med disse ord kastede kong Parikshith sig for guru Suka’s fødder.<br />
40:18 I mellemtiden begyndte forsamlingen af lærde, vismænd og almindelige borgere<br />
livligt at tale sammen. Af samtalen fremgik det blandt andet: ”Når tiden hurtigt tikker<br />
mod enden, må kroppen også gøre sig parat til at give slip. Er det ikke sådan? Kroppen<br />
giver slip, dør, når de vitale livsenergier holder op med at strømme i den; men sindet vil<br />
ikke holde op med at eksistere. Af den grund må man antage krop efter krop, indtil<br />
sindet bliver tømt, bliver fri for indhold. Indtil sindet ikke længere er optaget af ønsker. I<br />
dag har vores Store konge, vores Maharaja, adskilt sindet fra kroppen! Nu er han i en<br />
sådan lyksalighed, at selv de vitale livsenergier ikke længere har nogen indvirkning. Når<br />
sindet for altid er smeltet sammen med Gud, vil kroppen blive fuldstændig guddommelig;<br />
dens menneskelighed kan ikke blive identificeret.”<br />
40:19 ”Den lære Suka fortalte i dag, er ikke alene rettet mod Parikshith. Den gælder for<br />
os alle”, sagde de. ”Den gælder alle, der er hjemsøgt af illusionen om, at de er kroppen, i<br />
hvilken de er indhyllet. Denne form for vildfarelse er årsagen til trældom. Men den anden<br />
form, troen <strong>på</strong> at vi er Den guddommelige Gnist, den er midlet til befrielse. Det er, hvad<br />
veda’erne og sastra’erne (de hellige skrifter) erklærer. Der findes en grundsætning, der<br />
lyder: ”Sindet, der byder illusionen velkommen eller nærer ideen om sandheden, er<br />
derfor redskabet til at opnå både trældom og befrielse”. Denne erklæring fra veda’erne er<br />
sandheden.” Idet de grublede over denne sandhed et stykke tid, sad folk med øjnene<br />
lukkede, hensunkne i bøn. Da Solen var ved at gå ned, gik vismændene ned mod den<br />
hellige Ganges bred. De gik med deres vandkrukker og stokke i deres hænder, så de<br />
kunne udføre deres aftenritualer.<br />
146
Kapitel 41<br />
Budskabet om Krishna’s komme<br />
41:1 Kongen, der havde opnået at få tilintetgjort den uro, der havde været forårsaget af<br />
ønsker, og <strong>på</strong> denne måde havde haft held til at borteliminere sindet, satte sine<br />
håndflader mod hinanden og bad. Han havde blot ét sidste ønske, han ville anmode om<br />
at få opfyldt. ”Mester! For så vidt angår kroppen er tiden hurtigt ved at rende ud for mig.<br />
Kulminationen af vismandens søns forbandelse kommer hurtigt farende mod mig.<br />
Selvfølgelig er jeg <strong>på</strong> enhver måde gladelig forberedt <strong>på</strong> at byde den velkommen. Ikke<br />
desto mindre er det sådan, at så længe jeg er gæst i denne fysiske bolig, så har jeg<br />
afgivet et løfte. Jeg vil beskæftige mig med guddommelige tanker, med at tale om det<br />
guddommelige og med at lytte til det guddommelige. Lad mig ikke <strong>på</strong> selv den<br />
ubetydeligste måde bryde dette løfte. Måtte den korte afbalancerede tildelte tid blive<br />
anvendt til at jeg kan få præget Gopala’s, det henrivende guddommelige barn der oplyste<br />
Nanda’s hjem, yndige lotus ansigt i mit hjerte. Måtte denne muntre skikkelse fylde min<br />
bevidsthed og til overflod skænke mig umådelig lyksalighed. Beskriv for mig den byge af<br />
lykkevarslende tegn, der må have markeret tiden, hvor Han blev født. Hvilke mirakuløse<br />
hændelser og begivenheder var det, der <strong>på</strong> den tid over for verden åbenbarede, at Gud<br />
var kommet til Jorden? Hvordan udviklede Kamsa den ubarmhjertige beslutsomhed om<br />
at dræbe det guddommelige barn? Hvordan blussede denne beslutsomhed med tiden op<br />
til at blive en voldsom flamme? Fortæl mig om denne Kamsa’s fødsel og om Herrens<br />
fødsel som Krishna. Må min sidste time blive velsignet af denne hellige historie. Den vil<br />
helt sikkert gøre mit åndedrag så helligt, at det vil finde fuldbyrdelse i Gopala.”<br />
41:2 Da Suka hørte dette, blev han om muligt endnu gladere. ”Store konge! Også jeg<br />
fyldes af glæde ved udsigten til at skulle tilbringe de få resterende timer med at berette<br />
om Gopala’s vidunderlige fødsel og om Hans guddommelige lege. Gopala lod sig føde for<br />
at genoprette ‘rigtig handling’ eller retskaffenhed. Krishna’s fødsel og liv er fyldt med stor<br />
mystik. Udelukkende de, der gennem de guddommelige handlingers lutrende proces er<br />
blevet fyldt med visdom, kan løse dette mysterium og forstå dets betydning. For andre er<br />
verden en malstrøm af nederdrægtig synd; de soler sig i malstrømmens dyb, de synker<br />
og flyder omkring for til sidst at lade sig opløse i den. Vi er <strong>på</strong> ingen måde forpligtet til at<br />
skænke sådanne personer en tanke.”<br />
41:3 ”Store konge! For længe, længe siden blev verden regeret af en konge ud af Yadu-<br />
dynastiet. Hans navn var Ahuka. En stor skare af lensmænd færdedes omkring hans<br />
trone og afventede hans ordrer. De viste ham deres ærbødige hyldest, idet de søgte fred<br />
og fremgang gennem hans godgørende overherredømme. Han havde to sønner, Devaka<br />
og Ugrasena. Da de blev gamle nok til at <strong>på</strong>tage sig administrative forpligtelser, fik<br />
kongen dem gift og lagde en del af sine egne byrder over <strong>på</strong> deres skuldre. Årerne gik.<br />
Devaka fik syv døtre, og Ugrasena fik ni sønner. Devaki (der blev Krishna’s moder) var<br />
den ældste af Devaka’s døtre, og Kamsa var den ældste af Ugrasena’s sønner. Disse to<br />
spiller afgørende roller i den historie, som vi begge interesserer os for.”<br />
41:4 ”I gamle dage var byen Mathura Yadava-dynastiets hovedstad. Inden for denne bys<br />
område boede der en underordnet hersker, en Yadu-fyrste ved navn Surasena. Han<br />
havde ti sønner og fem døtre. Den ældste søn fik navnet Vasudeva (der blev Krishna’s<br />
fader). Kunthi var Surasena’s ældste datter. Disse fyrstelige familier boede side om side,<br />
og deres børn voksede op. Tiden strømmede hurtigt af sted og drevet frem af kraften fra<br />
historiens gang, skabte den epokegørende konsekvenser.”<br />
41:5 ”Devaki, datter af Kamsa’s onkel <strong>på</strong> den fædrene side, blev bortgiftet til Vasudeva.<br />
Ægteskabet blev fejret i stor målestok. Herskere, konger og kejsere, lærde, vismænd og<br />
147
hellige mænd forsamlede sig i stort antal. Byen var stuvende fuld af fornemme fyrster og<br />
fremtrædende personligheder. Kamsa interesserede sig specielt for at udvise storslået og<br />
højtravende gæstfrihed til alle. Han havde ikke selv nogen søstre; Devaki var for ham det<br />
dyrebareste. Han begavede hende med kostbare dragter, værdifulde smykker og alt<br />
andet, der hørte sig til den kongelige pragts udstyr. Alle var henrykte over festens<br />
storslåethed. På den tredje dag skulle bruden føres til brudgommens hjem medbringende<br />
alle de sædvanlige og traditionelle gaver. Derfor kørte Kamsa selv de nygifte i en<br />
pragtfuld herskabsvogn. Da de, som en del af den farverig procession, var i færd med at<br />
begive sig gennem hovedstadens udsmykkede gader, kom der pludselig et funklende<br />
lysglimt over herskabsvognen. Der kom en trykbølge fra en skrækindjagende lyd, som<br />
var verden i et nu blevet tilintetgjort af en syndflod. Lysglimtet og trykbølgen lammede<br />
fyrster og bønder, så de stod som ubevægelige søjler. Al musik ophørte øjeblikkeligt. I<br />
selvsamme øjeblik blev stilheden brudt af få tydelige ord, der ligesom sprængte sig<br />
gennem himlen.”<br />
41:6 ”Ordene var: ”Oh kejser Kamsa! Du opfører dig som en tåbe, ubevidst om<br />
kommende begivenheder! Den selv samme søster som du elsker som det dyrebareste,<br />
og som du nu så hengivent og fornøjet kører sammen med i denne herskabsvogn med al<br />
dens pragt, vil som sit ottende barn bære den person, der vil forårsage din død! Tænk<br />
over den kommende katastrofe.”<br />
41:7 ”Den lysende ’skikkelse’, der udtalte disse ildevarslende ord, forsvandt fra himlen.<br />
Den brede befolkning, fyrsterne og de lærde, der havde hørt disse frygtelige<br />
dommedagsprofetier, mistede ethvert spor af glæde. Kamsa, der befandt sig i<br />
herskabsvognen, fyldtes af et lidenskabeligt raseri. Han mistede kontrollen over sig selv.<br />
Han blev overvældet af bestyrtelse. Tøjlerne faldt ud af hænderne <strong>på</strong> ham. Hans hjerte<br />
blev opflammet af had. Hans tanker førte ham til en voldsommere og voldsommere frygt.<br />
Til sidst tog tankerne en afgørende vending: ”Med ’søsteren’ i live vil morderen blive født.<br />
Når hendes liv bringes til ophør, kan hun ikke føde den person, der vil forårsage min<br />
død.” Idet han tænkte <strong>på</strong> denne måde, løftede han Devaki op fra hendes sæde bagest i<br />
vognen ved at gribe fat i hendes fletninger! Mens han tvang hende til at stå op, trak han<br />
sit skarpe sværd op af skeden med den modbydelige intension at skære hendes hoved<br />
af.”<br />
41:8 ”Selv det hårdeste hjerte følte afsky ved dette forfærdelige syn. Hvad var det for en<br />
skrækkelig ting at gøre? At han skulle forsøge at dræbe den selv samme søster, han med<br />
stor oplagthed var i færd med at eskortere. Alle var fuldstændig fortumlet over disse<br />
kontraster! Ingen kunne gøre noget for at afværge katastrofen.”<br />
41:9 ”I mellemtiden rejste brudgommen, Vasudeva, sig op og holdt begge Kamsa’s<br />
hænder i et jerngreb. ”Kære svoger! Jeg hørte også stemmen fra himlen. Hvis du bliver<br />
udsat for fortræd, vil vi også komme til at lide. Vi ønsker ikke, at der skal tilstøde dig<br />
noget ondt. Vi beder uafbrudt for din lykke. Vi vil aldrig forsøge at forvolde dig skade. For<br />
en broder som dig er det ikke passende at give efter for din trang til at udføre en<br />
ulykkelig og katastrofal handling <strong>på</strong> et tidspunkt, hvor alle fryder sig i glæde. Frigør din<br />
søster fra dit greb. Når du har så fast en tro <strong>på</strong> stemmen, der erklærede, at du vil lide<br />
døden for det <strong>på</strong>gældende barns hånd, så forsikrer jeg dig højtideligt, at jeg vil betro<br />
ethvert barn, som min hustru føder, i din varetægt. Jeg sværger, at jeg vil gøre det. Jeg<br />
kan forsikre dig, at det vil fjerne din frygt og tvivl. Hvis du <strong>på</strong> den anden side, <strong>på</strong> trods af<br />
mit tilbud, deltager i nedslagtningen af din søster, vil det fremkalde en katastrofe for dig.<br />
Den vil komme som en reaktion <strong>på</strong> denne afskyelige synd.”<br />
41:10 ”Da Vasudeva <strong>på</strong> denne meget bedrøvelige måde bønfaldt ham, følte Kamsa sig<br />
lidt beroliget, idet han erkendte, at der var nogen fornuft i det, svogeren sagde. Han<br />
løsnede sit greb og lod Devaki falde tilbage i sædet. Han sagde: ”Godt! Men vær advaret.<br />
148
Hold det ord, som du har givet mig.” Da han havde sagt det, beordrede han sin yngre<br />
broder til at overtage tøjlerne og vendte tilbage til sit palads. Selvfølgelig vendte han<br />
senere tilbage til festen, men han var splittet mellem dødsangst og kærlighed til sin<br />
søster. Skønt hans seng var en blød seng af fjer, led han, som lå han i en seng af<br />
gloende kul. Han havde ingen appetit; han kunne ikke sove. Han hensank i dødsangst.<br />
Kamsa tilbragte et helt år i denne tilstand. De to svogre var i stadig kontakt med<br />
hinanden.”<br />
41:11 ”I mellemtiden blev Devaki gravid, og fødselstidspunktet nærmede sig. Hun fødte<br />
en søn. ”For at redde dit liv, har jeg givet mit ord”, sagde Vasudeva til Devaki, da han<br />
overgav det nyfødte barn, der var svøbt i varme klæder, til Kamsa’s ømtålelige<br />
barmhjertighed.”<br />
41:12 ”På trods af alt havde Kamsa ikke i sinde at dræbe spædbarnet. Han var lykkelig<br />
over, at hans svoger havde holdt sit ord. Han sagde: ”Min kære svoger. Denne baby kan<br />
ikke forvolde mig nogen skade! Stemmen fra himlen advarede mig udelukkende mod det<br />
ottende barn! Derfor, tag dette barn tilbage.” På denne måde fik Vasudeva barnet tilbage<br />
i levende live, og han lagde det i Devaki’s hænder. Moderen blev lykkelig over, at hendes<br />
førstefødte blev givet tilbage til hende. Hendes hjerte strømmede over i taknemmelighed<br />
over for Gud for denne velsignelse. Hun undfangede igen, og forældrene blev hjemsøgt<br />
af sorg. De frygtede Kamsa’s egen frygt, og hvad han kunne finde <strong>på</strong> at gøre med<br />
barnet. De ønskede sig børn, men frygtede den skæbne, der muligvis ville overgå dem.”<br />
41:13 ”I mellemtiden dukkede vismanden Narada, der strejfede vidt omkring fra den ene<br />
til den anden verden syngende Herrens pris, op ved Kamsa’s hof. Han forespurgte<br />
kejseren, om denne havde det godt, og om hans rige var sikkert og blomstrende. I løbet<br />
af samtalen afslørede Narada, at Yadava’erne var guder, der var kommet som<br />
mennesker, og at Kamsa var en inkarnation af Kalanemi, en berømt dæmon. Han fortalte<br />
også, at den søn der ville blive født som Devaki’s ottende søn, ville nedbryde<br />
dæmonernes afkom og være den, der ville tilintetgøre Kamsa’s liv. Disse afsløringer<br />
havde samme virkning, som når man hælder olie eller brændstof <strong>på</strong> ild. Narada var ikke<br />
tilfreds med denne reaktion, og da han tog afsked med Kamsa, sagde han: ”Opfat hver<br />
dag som det lykkes dig at leve som værende lig med et årti eller mere. Slå ikke døden<br />
hen som værende en fjern eventualitet.””<br />
41:14 ”Da han hørte denne advarsel, blev Kamsa kastet ud i en endnu dybere ængstelse.<br />
Han var nu bange for, at selv små babyer ville kunne forårsage hans død, og han sendte<br />
besked til Vasudeva om, at denne skulle komme. Stakkels Vasudeva kom. Han rystede<br />
forfærdeligt af rædsel for, at en skrækkelig ulykke muligvis ville komme til at ramme<br />
ham. Da han mødte op, fór Kamsa op i raseri og brølede følgende spørgsmål i ansigtet <strong>på</strong><br />
ham: ”Hvor mange børn har du nu?” Vasudeva kunne ikke få ét ord over sine læber. Han<br />
frygtede, at noget forfærdeligt kunne ske, hvis han svarede. Hans læber skælvede, da<br />
han svarede: ”Nu har jeg seks!” Kamsa hylede: ”Godt! I morgen tidligt, ved daggry, skal<br />
du komme med alle seks og overdrage dem til mig!” Vasudeva sagde ham ikke imod.<br />
Han var nødt til at holde sit ord. Men tilknytningen til sine efterkommere holdt ham<br />
ligesom tilbage. Han bevægede sig, som var han blot et lig, som var lykkedes med at<br />
holde sig i live! Han kom hen til det sted, hvor Devaki sad og kærtegnede sine seks<br />
sønner. Hun havde dem alle <strong>på</strong> skødet. Da han fortalte hende, at Kamsa havde forlangt,<br />
at sønnerne skulle overdrages til ham, holdt hun dem i et fast favntag og pintes hinsides<br />
enhver forestilling.”<br />
41:15 ”Store konge! Læg mærke til hvor mange uskyldige liv, der bliver ofret, for at et<br />
enkelt liv kan blive forlænget! Du undrer dig muligvis over, hvorfor denne afskyelige<br />
synd skulle ske! Men hvem kan løse det guddommeliges mysterium? Udadtil forekom det<br />
at være et tilfælde af utilgiveligt barnemord. Set indefra kan det muligvis opfattes som<br />
149
virkeliggørelsen af de synder, som de selv samme babyer har begået i fortiden, eller som<br />
en eller anden forbandelse, der tidligere er blevet kastet over dem! Det kan meget vel<br />
føre til, at de bliver født <strong>på</strong> et højere stadie næste gang. Hvem ved, hvad der ligger<br />
begravet i deres fortid, eller hvad fremtiden vil bringe dem? Hvem ved, hvorfor de blev<br />
født, hvorfor de levede, og hvorfor de døde? Verden observerer udelukkende intervallet<br />
mellem fødsel og død; den interesserer sig udelukkende for denne begrænsede periode.<br />
Men alle verdeners og fortidens, nutidens og fremtidens Højeste Væsen gør ikke dette.<br />
Han har mere medfølelse end alle mennesker. Han spreder sin nåde, idet Han afvejer<br />
tidens tre perioder, rummets tre dimensioner og karakterens tre træk. Han ved bedst;<br />
bedre end noget menneske. Så det eneste mennesket har at holde sig til, er: At tro <strong>på</strong> at<br />
alt er Hans vilje, at være fredfyldt og fordybe sig i kontemplation <strong>på</strong> Hans herlighed og<br />
nåde.”<br />
41:16 ”Store konge! Så snart Solen den næste dag stod op over horisonten, tog<br />
Vasudeva børnene. Han gjorde det meget modstræbende. Han fik hjælp af tjenerne, og<br />
med øjnene lukket fast i overlod han sine børn til Kamsa. Herefter brød han ud i tårer.<br />
Den egocentriske sindssyge person greb fat i hvert enkelt barn. Han tog dem op i deres<br />
ben og smadrede dem til ukendelighed mod det hårde gulv! Hjælpeløs, ude af stand til at<br />
lægge sig imellem og forhindre det, gik den ulykkelige Vasudeva den samme vej tilbage.<br />
Han gik med tungt hjerte, og han jamrede sig over den kæmpemæssige synd, der havde<br />
fremkaldt denne ulykkelige gengældelse. Det kongelige par tærede hen <strong>på</strong> grund af den<br />
frygtelige smerte, de gennemgik, og sammen bar de stille deres lidelser. Hvert øjeblik af<br />
deres liv følte de som en uudholdelig byrde. ”Guds vilje skal ske; man er nødt til at leve,<br />
så længe livet varer”, trøstede de sig med. Idet de styrkede sig gennem denne<br />
indstilling, genvandt de deres kræfter og fysik ved hjælp af den strøm af tårer, som<br />
sorgen skabte.”<br />
41:17 ”På et tidspunkt blev Devaki gravid for syvende gang! Forbavsende nok aborterede<br />
hun i syvende måned! Var det nødvendigt at informere Kamsa om dette? Hvis ja,<br />
hvordan skulle de så gøre det? De kunne ikke finde svaret. Da Kamsa fik kendskab til<br />
aborten, fik han den mistanke, at søsteren var i stand til at finde <strong>på</strong> et kneb for at narre<br />
ham. Derfor satte han hende og hendes mand i et lukket og bevogtet fængsel.”<br />
150
Kapitel 42<br />
Fuldbyrdelsen i Nanda´s Elskede Søn<br />
42:1 Vismanden begyndte <strong>på</strong> beretningen om den mest strålende begivenhed. Han<br />
begyndte <strong>på</strong> åbenbaringen af sandheden om Krishna’s inkarnation. Hans beretning lød<br />
således.”<br />
42:2 Devaki og Vasudeva, der tilbragte deres dage i fængsel, var ikke til at skelne fra<br />
vanvittige mennesker. De sad med uredt hår; de var magre og ranglede <strong>på</strong> grund af<br />
mangel <strong>på</strong> appetit og lyst til at nære deres kroppe. De havde ikke tanke for at spise eller<br />
sove. De blev langsomt fortæret af sorg over de børn, de havde mistet. Da deres<br />
fængselsophold gik ind i sit andet år, blev Devaki gravid for ottende gang! Oh, det var<br />
vidunderligt! Hvilken forandring det førte med sig! Devaki’s og Vasudeva’s ansigter, der<br />
var sunket sammen og tørret ud, blomstrede pludselig som lotusblomster i fuld flor. De<br />
skinnede med en besynderlig glans.<br />
42:3 Deres kroppe, der var blevet reduceret til det rene skind og ben, som var de<br />
dehydreret, tog <strong>på</strong> i vægt, blev runde og glatte og skinnede med en henrivende gylden<br />
glød. Cellen, som Devaki var lukket inde i, duftede af en behagelig vellugt; den udsendte<br />
et vidunderligt lys og var fyldt med uforklarlig musik og den klirrende lyd af dansende<br />
føder. I sandhed et forbløffende syn; i sandhed nogle forbløffende lyde! Devaki og<br />
Vasudeva var bevidste om disse hændelser, men de var bange for at underrette Kamsa<br />
af frygt for, at han i sit hævngerrige vanvid kunne finde <strong>på</strong> at flænse hendes livmoder i<br />
småstykker. De var bekymrede for det kommende barns ukendte fremtid, og de var<br />
nervøse <strong>på</strong> grund af de uhyggelige forvarsler.”<br />
42:4 ”Hvad med Kamsa? Han var klar over, at hans liv hurtigt nærmede sig afslutningen.<br />
Han blev sønderrevet af begærlighed efter at kunne fortsætte som områdets ubestridte<br />
hersker. Han blev overmandet af konspiratoriske tilbøjeligheder; han løb Yadu-, Vrishni-<br />
og Bhoja-områderne samt Andhaka fyrstendømmerne over ende og føjede dem til sit<br />
rige. Han var så begærlig efter at grundfæste sit diktatoriske regime, at han smed sin<br />
egen gamle fader, Ugrasena, i fængsel. Da det var gjort, var Kamsa’s vilje suveræn og<br />
egenrådig.”<br />
42:5 Da Suka fortalte denne historie, afbrød Parikshith ham med ordene: ”Ak! Hvad er<br />
det for en dumhed? Kamsa var fuldt ud klar over, at hans liv nærmede sig sin afslutning;<br />
han var klar over, at den person, der ville komme til at tilintetgøre ham, voksede hurtigt<br />
i den ottende graviditet; Han var klar over, at den stemme, der havde talt fra himlen,<br />
ikke kunne være usand, alligevel bestemte han sig for handlinger, der var motiveret af<br />
ubehersket grådighed og fuld af ubeskrivelig ondskabsfuldhed? Det er i sandhed<br />
uforståeligt!”<br />
42:6 Da Suka hørte dette, brast han i latter. Han sagde: ”Store konge! Øjensynligt tror<br />
du, at alle de der er klar over, at deres livs afslutning nærmer sig, ligesom du vil benytte<br />
den tid, de har til rådighed til at forsøge at virkeliggøre åbenbaringen af Ham, der er<br />
tidens legemliggørelse! Men en inderlig længsel som din kan udelukkende opstå i et sind<br />
som en konsekvens af en gunstig balance med hensyn til fortjenstfulde handlinger<br />
opnået i tidligere liv. En sådan længsel kan ikke pludselig opstå. Tænk <strong>på</strong> den umådelige<br />
forskel, der er mellem det, som du beskæftiger dig med, nu du ved, at din tildelte tid<br />
hurtigt nærmer sig sin afslutning, og de foretagender Kamsa beskæftigede sig med, da<br />
han blev klar over, at hans død nærmede sig! Disse to forskellige indstillinger kaldes<br />
guddommelige og dæmoniske. For de, der er udstyret med guddommelige kvaliteter; de,<br />
der er ivrige efter at udføre gode gerninger og have gode tanker; de, der har tro <strong>på</strong> Gud;<br />
151
de, der har medfølelse over for alle eksistenser; de, der angrer, de, har afveget fra<br />
dydens vej; de, der besidder sandhed, ikke-vold og kærlighed, for dem gælder, at<br />
udelukkende guddommelige tanker og tilskyndelser til at udføre helliggørende gerninger<br />
vil dukke frem i løbet af deres sidste dage.”<br />
42:7 ”Modsat vil de, der livet igennem har været fordybet i selviskhed, indbildskhed,<br />
grådighed, moralsk fordærv, vold og uretfærdighed, i deres sidste dage være motiveret<br />
af onde tilskyndelser og ødelægge sig selv. De førstnævnte vil opnå salighed; de<br />
sidstnævnte opnår udelukkende helvede (det der menes med helvede, er egoisme<br />
baseret <strong>på</strong> kroppen)”<br />
42:8 ”Tilskuerens øjne ser den samme fuldbyrdelse, nemlig døden. Men målet som det<br />
ene eller det andet menneske når, er forskelligt; det er usynligt for menneskene omkring<br />
dem. Målet er bestemt af de tanker, der dukker op i den døendes sind. Livets undergang<br />
er almindelig; at få synet af Gud (direkte at se Gud) er noget, der skal vindes og<br />
fortjenes. Det er enestående. Heraf ordsproget: ”Når en katastrofe er umiddelbart<br />
forestående, vender intellektet sig fjendtligt imod den!” Udelukkende de, der er ved at<br />
blive tilintetgjort, vil få og byde sådanne onde tilbøjeligheder velkommen. De, der står<br />
foran at blive velsignet med synet af Gud, vil i deres sidste tanker holde fast i det rene<br />
og det ophøjede.”<br />
42:9 Da Suka således talte med stor oprigtighed, sagde kong Parikshith: ”Nej, dette er<br />
ikke resultatet af mine egne anstrengelser, eller konsekvensen af de fortjenester jeg har<br />
opnået i tidligere liv. Frugterne af mine bedsteforældres og min faders fortræffeligheder<br />
styrer mig langs den rette vej. Mere end alt andet er det den oplysning, der spredes af<br />
din visdoms perler, og den hellige virkning af Krishna’s nåde, der fremkalder den<br />
hengivenhed og begejstring, der bruser i mig. Selvfølgelig har det selskab, man er<br />
privilegeret eller tvunget til at dele, også en henholdsvis fremmende eller ugunstig<br />
virkning.”<br />
42:10 ”Men lige fra fødselstidspunktet har Guds nåde lykkeligvis vejledt og beskyttet<br />
mig. Jeg er blevet formet og støttet ved at have været i forbindelse med gode<br />
mennesker; ved at have haft venskab med retfærdige og moralske personligheder; ved<br />
at have bekendtskab med store lærde mennesker og gennem den inspiration, jeg har<br />
fået fra mine hæderkronede bedsteforældres ædelmodige gerninger. Jeg skal også<br />
anerkende den hjælp, jeg har fået af kloge og indsigtsfulde ministre, der tjente mig som<br />
min højre hånd, og al den kærlighed og ærbødighed jeg har fået og nydt fra mine<br />
undersåtter. Alt dette kan aldrig være en konsekvens af mine egne bestræbelser.<br />
Ligegyldigt hvor fortræffeligt frøet er, kan høsten så blive rigelig, hvis marken er ugødet?<br />
Ligegyldigt hvor høje mine idealer er, så må det gælde, at hvis mit kongerige ikke havde<br />
nogen fornemme traditioner, der var blevet fastlagt af mine forfædre; hvis ikke der<br />
havde været nogle vismænd og lærde til at undervise og inspirere; hvis der ikke havde<br />
været nogle ministre til at effektuere og udføre mine ordrer; hvis der ikke havde været<br />
nogle undersåtter til at værdsætte og efterleve idealerne, ville disse idealer blot have<br />
været som en krukke mælk, der var blevet ødelagt af dråber af sur oplagt mælk, er det<br />
ikke sandt?”<br />
42:11 ”Havde det ikke været for alle disse mennesker, ville mine idealer være svundet<br />
bort, og jeg var blevet smittet af moralsk fordærv fra de folk, der smigrede mig, og<br />
derved ville jeg være blevet til endnu en hårdhjertet Kamsa! Derfor drager jeg den<br />
slutning, at Kamsa’s syndige handlinger til en vis grad må tilskrives det moralske<br />
fordærv, der klæbede sig til de lærde, de ældre, ministrene og undersåtterne i hans<br />
kongerige.”<br />
152
42:12 ”Selvfølgelig er du den, der er mest kompetent til at udtale dig om rigtigheden af<br />
denne logiske slutning. Nok om det! Hvorfor skulle jeg spilde de få resterende timer af<br />
mit liv <strong>på</strong> at finde fejl ved andre eller analysere fejlenes årsager og konsekvenser? Det er<br />
bedre, jeg helliggør ethvert sekund. Mester, fortæl mig om fødslens hellige øjeblik, da<br />
selve mit åndedrag, Gopala, kom til syne <strong>på</strong> Jorden.” Idet Parikshith bad således, faldt<br />
han for Suka’s fødder og satte sig derefter op med øjnene lukkede, ivrig efter at lytte. I<br />
lykkelig forventning længtes han efter, at Suka skulle lære ham om fødslens forbløffede<br />
mysterium.<br />
42:13 Suka berettede historien <strong>på</strong> denne måde: ”Store konge! Den syvende graviditets<br />
foster blev taget ud og overført til en anden af Vasudeva’s hustruers livmoder. Hun hed<br />
Rohini og opholdt sig i Gokula under Nanda’s beskyttelse. Dette blev gjort for at barnet<br />
skulle vokse op og blive Gopala’s kammerat og hjælper. Rohini fødte en søn, der af<br />
Garga, familiens lærer, fik navnet Balarama, eftersom hans legeme var ekstraordinært<br />
stærkt, og siden han charmerede alle med sin uskyldighed og intelligens. Eftersom han<br />
blev overført fra Devaki’s livmoder til Rohini’s livmoder, blev han også kaldt ’ham der<br />
blev tiltrukket, trukket’”<br />
42:14 ”I mellemtiden havde den ottende graviditet varet i ni måneder. Devaki og<br />
Vasudeva var meget urolige, for de pintes over, hvad der muligvis kunne ske, hvert<br />
øjeblik det skulle være, efter fødslen havde fundet sted. De frygtede, hvad Kamsa ville<br />
gøre for at straffe dem, eller for at tilintetgøre den fjende han frygtede! I stor forpinthed<br />
sad de hjælpeløse uden at spise eller sove. Da Kamsa fandt ud af, at den niende måned<br />
var gået, tog han ekstra forholdsregler for at sikre, at barnet ikke skulle undslippe ham.<br />
Han beordrede, at Vasudeva og Devaki skulle lænkes med kæder <strong>på</strong> hænder og fødder.<br />
Han låste fængslets døre ved hjælp af endnu mere drabelige <strong>på</strong>fund. Rundt om fængslet<br />
anbragte han et endnu større antal endnu mere årvågne og duelige vagtposter. Han<br />
arrangerede det således, at vagterne hvert femte minut skulle undersøge og forvisse sig<br />
om, at de indsatte befandt sig inden for fængslets mure. Kamsa var uafladeligt bekymret<br />
og urolig for fødslen, og hvad der kunne ske ham som følge af den.”<br />
42:15 ”Men hvem kan hindre Guds viljes uransagelige gang? Kan det guddommelige<br />
mysterium blive gennemskuet og løst? Tåber, der ikke kan fatte sandheden, der ikke kan<br />
genkende guddommeligheden og bedømme Guds kraft, der ikke tror <strong>på</strong> Gud, lever i den<br />
vildfarelse, at deres smålige planer vil redde dem, og at de kan triumfere ved hjælp af<br />
deres egne anstrengelser! Sandheden er, at end ikke den mindste succes kan opnås<br />
uden Guds nåde.”<br />
42:16 ”Skønt dette er sandt, skal vi ikke sidde med hænderne i skødet og tro, at tingene<br />
sker af sig selv, hvis og når Gud vil. Menneskelig indsats er nødvendig, og det enkelte<br />
menneske skal selv gøre en indsats. Det skal anvende den styrke og de evner, det er<br />
udstyret med. Mennesket skal beslutte sig for at fortsætte arbejdet, idet det lægger<br />
ansvaret for succes over <strong>på</strong> Gud. For uden Guds nåde vil enhver indsats forblive<br />
frugtesløs.”<br />
42:17 ”En nat, da Devaki lå <strong>på</strong> gulvet i fængselscellen, fik hun fødselsveer. Hun<br />
fæstnede sit sind <strong>på</strong> Gud og så intenst ind i den lille olielampes flamme. Ængstelig<br />
spurgte hun sig selv: ”Hvad kommer der til at ske mig? Hvad bringer fremtiden mig?”<br />
Pludselig gik flammen ud, og mørket fyldte cellen. Netop i det øjeblik så hun en strålende<br />
skikkelse stå foran sig. En underlig glans strålede ud fra skikkelsen. Hun undrede sig<br />
over, hvem det kunne være. Hun kaldte <strong>på</strong> Vasudeva, da hun var bange for, at<br />
skikkelsen kunne være Kamsa. Hun sank hen i forvirring og tvivl over identiteten <strong>på</strong> det<br />
fænomen, der befandt sig lige foran hende.”<br />
153
42:18 ”Pludselig blev skikkelsen tydelig! Den var udrustet med konkylie, diskos og<br />
scepter. Skikkelsens fjerde hånd blev holdt i den positur, der indikerer, at man ikke<br />
behøver at nære nogen frygt. Mildt og blidt sagde skikkelsen: ”Vær ikke bedrøvet. Jeg er<br />
Herren. Om et øjeblik vil Jeg blive født som din søn. Som svar <strong>på</strong> det løfte Jeg afgav, da<br />
du visualiserede Mig som et resultat af din ivrige askese, har Jeg til hensigt at fjerne alle<br />
dine fødselsveer. Vær ikke bekymret for Mig. Vær blot et vidne til det drama, der snart<br />
udspilles. I alle de fjorten verdener er der ingen, der er født, og ej heller vil der blive født<br />
nogen, der kan <strong>på</strong>føre Mig den mindste skade. Vær sikker <strong>på</strong> det. Selv når du føler en<br />
svag bekymring som en konsekvens af din kærlighed til det barn, du snart vil føde, eller<br />
som en konsekvens af den vildfarelse, der slører dit sind, vil du blive vidne til<br />
øjeblikkelige mirakler, der vil åbenbare Min natur.”<br />
42:19 ”Aldrig så snart Jeg er født, vil lænkerne falde fra dine hænder og fødder.<br />
Fængslets døre vil åbne sig af sig selv. Før Mig væk herfra uden nogen ved det og bring<br />
Mig til Nanda’s hjem i Gokula. Læg Mig ved siden af hans hustru, Yasoda, der netop nu<br />
har fødselsveer. Tag den lille pige, hun har født, fra hende og bring babyen tilbage til<br />
dette fængsel. Behold hende hos dig. Herefter sender du besked til Kamsa. Før han<br />
modtager nyhederne, vil ingen hverken i Mathura eller i Gokula bemærke eller arrestere<br />
dig. Det vil Jeg sørge for.” Han skinnede i guddommelig stråleglans. Idet Han velsignede<br />
Devaki og Vasudeva, trængte Han ind i Devaki’s livmoder i skikkelse af en lyskugle. I<br />
løbet af et øjeblik blev barnet født.”<br />
42:20 ”Klokken var 03.30, den hellige tids lykkevarslende tidspunkt. Den guddommelige<br />
evne til at narre og bedrage fik alle fængselsbetjentene, vagterne og det øvrige opsyn til<br />
pludselig at falde i søvn og sove som en sten. De faldt om, hvor de stod, og faldt i søvn.<br />
De tykke jernlænker, som bandt Vasudeva’s hænder og fødder, faldt af i en fart. Dørene<br />
og portene røg op. Selv om det var nattens mørkeste tidspunkt, kukkede gøgen med en<br />
pludselig følelse af glæde; papegøjerne annoncerede den himmelske lyksalighed, som de<br />
følte. Stjernerne tindrede, for hver enkelt af dem smilede af indre glæde. Regn-guden<br />
øste blomsterdråber af regn ud over Jorden neden under. Rundt om fængslet sværmede<br />
flokke af fugle rundt i lystig sang, idet de kvidrede liflige melodier.”<br />
42:21 ”Vasudeva forstod, at alt dette var manifestationer af Guds pragt. Han vendte<br />
blikket mod det nyfødte barn og blev forbløffet over det, han så. Var det sandt? Eller var<br />
det en mental illusion? Som en pille stod han fastnaglet til stedet. Store konge, årsagen<br />
var, at babyen var omkranset af en skinnende lysglorie! Da babyen så moderen og<br />
faderen, begyndte den straks at le. Det forekom dem, at babyen ønskede at sige et eller<br />
andet! Ja, de hørte ordene: ”Nu, bring Mig ufortøvent til Gokula.””<br />
42:22 ”Vasudeva tøvede ikke. Han spredte en gammel dhoti (et indisk klædningsstykke)<br />
ud <strong>på</strong> en bambusmåtte og lagde babyen <strong>på</strong> den. Han rev halsstykket fra en af Devaki’s<br />
gamle sarier af og dækkede barnet med det. Så gik han ud gennem de åbne døre og<br />
porte, forbi de sovende vagter.”<br />
42:23 ”Han bemærkede de små regndråber, der faldt fra himlen. Han blev ked af, at det<br />
nyfødte barn snart ville blive gennemblødt. Men da han vendte sig om, så han, at<br />
slangen Ada-sesha fulgte i hans fodspor. Den forhindrede regnen i at gøre babyen våd<br />
ved at holde sit udspilede nakkeskind som en udslået paraply over barnet! Ved hvert<br />
skridt <strong>på</strong> vejen bemærkede Vasudeva lykkevarslende og gunstige tegn. Skønt Solen<br />
endnu ikke var stået op, blomstrede lotusblomsterne i alle bassinerne, og øverst <strong>på</strong><br />
stænglerne vendte samtlige blomsterknopper sig mod Vasudeva. Skønt det var en nat,<br />
hvor man ikke kunne forvente noget måneskin, tittede fuldmånen frem bag skyerne,<br />
måske fordi den længtes efter at se Den Guddommelige Baby. Langs hele ruten oplyste<br />
Månens kølige stråler udelukkende den bambusmåtte, <strong>på</strong> hvilken babyen lå! Babyen, der<br />
tiltrak sig alle disse lykkevarslende tegn, blev anbragt i Nanda’s hjem, og barnet, der<br />
154
netop var blevet født der, blev bragt til og anbragt hos Devaki. Lige så snart det var<br />
gjort, brast Vasudeva i gråd; han var ude af stand til at holde tårerne tilbage.”<br />
42:24 Selv mens Suka var i gang med at fortælle dette, udbrød Parikshith højlydt:<br />
”Krishna! Krishna! Alle vendte sig mod kongen og skyndte sig hen mod ham. De så en<br />
slange, der hurtigt snoede sig væk efter at have bidt kongen i den højre tå.”<br />
42:25 Det var tydeligt for alle, at afslutningen var kommet. Alle gentog Parikshith’s ord,<br />
og igen og igen udbrød de: ”Krishna! Krishna!” og ”Oh du der boede i Dwaraka. Du der<br />
strejfede om i Brindavan!” Den mægtige forsamling havde ikke nogen anden tanke end<br />
den om Gud, intet andet ord end Guds navn.<br />
42:26 Den store konge faldt til jorden, idet han gentog: ”Krishna! Krishna!” Folk, der var<br />
lærde med hensyn til veda’erne, fremsagde vediske bønner. Hengivne sang i kor til Guds<br />
ære. Asketer og vismænd var fordybet i gentagelse af Guds navn og meditation.<br />
42:27 Suka fældede den indre lyksaligheds tårer. Han kundgjorde: ”Den Store konge har<br />
nået Gopala!” Han ønskede at begravelsesceremonien blev gennemført og drog<br />
ubemærket derfra.<br />
42:28 Ordet Suka betyder papegøje. Ja, han var den papegøje, der plukkede de modne<br />
nektarfyldte frugter, der kaldes <strong>Bhagavatha</strong> (gudhengivenhed), fra veda’ernes træ og<br />
gav verden mulighed for at smage frugten og blive næret af den. Måtte verden finde<br />
smag i frugten og gennem den styrke sig selv og opnå den guddommelige lyksalighed,<br />
som den kan skænke.<br />
Måtte menneskeheden nå Nanda´s Elskede Søn!<br />
155
Ordliste<br />
Abeflokkene.<br />
- vanaras<br />
Disse aber var Herren Rama’s allierede i kampen mod dæmonen Ravana.<br />
Abhimanya.<br />
Arjuna’s søn.<br />
Afsluttende offergave.<br />
- poorna-ahuthi<br />
Ahuka.<br />
Konge af Yadu-slægten; Herren Krishna’s slægt.<br />
Alles Herre.<br />
- Purushothama<br />
’Alt er levende’.<br />
- ’Sarvam sajivam’<br />
Anasuya.<br />
Vismanden Athri’s ægtefælle.<br />
Aniruddha.<br />
Krishna’s barnebarn.<br />
Arbejdere; arbejderkasten.<br />
- sudras<br />
Arjuna.<br />
En af Pandava-brødrene. Det var Arjuna, som Herren Krishna fortalte Bhagavad Gita’en<br />
til.<br />
Askese.<br />
- tapas<br />
Aspekt.<br />
- lakshana<br />
Asraya.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Aswamedha.<br />
En berømt Hesteofring. Formålet med denne offerceremoni er blandt andet at sikre lykke<br />
og velstand for landet.<br />
Aswatthama.<br />
Søn af krigs-taktikeren Drona, der var <strong>på</strong> Kaurava’ernes side i kampen mod<br />
Pandava’erne.<br />
’At befrielse udelukkende kan opnås gennem erhvervelse af åndelig visdom’.<br />
- ’Jnaanaadevathu Kaivalyam’<br />
156
’At finde ud af’.<br />
- pariksha<br />
’At udføre hellige gerninger’.<br />
- ’ Karmanyaivahi shamsiddhi’<br />
Aum.<br />
- pranava<br />
Urlyden, også kaldet OM.<br />
Avanthi.<br />
Byen hvorfra Sandeepani, der var Krishna’s og Belarama’s lærer, stammede fra.<br />
Avatarer.<br />
En avatar er en inkarnation af Gud.<br />
Ayodhya.<br />
Byen hvor Herren Rama inkarnerede, og hvor Han senere regerede. Ayodhya var<br />
hovedstaden i Rama’s rige. Selve ordet Ayodhya betyder: ’Stedet hvor ingen bevæbnet<br />
fjende kan trænge ind’.<br />
Bakasura.<br />
En dæmon, der havde taget skikkelse som en trane med det formål at dræbe Krishna, da<br />
Han var barn.<br />
Balarama.<br />
Herren Krishna’s broder.<br />
Befrielse.<br />
- moksha<br />
- mukthi<br />
Beholdere.<br />
- upadhi<br />
Benares.<br />
En af Indiens helligste byer. Byen er beliggende ved Ganges og hedder i dag Varanasi.<br />
Bhadraswa, Kethamala, Uttarakuru og Kimpurusha.<br />
Indiske regioner, der var fjerntliggende i forhold til Parikshith’s hovedstad.<br />
Bhagavan.<br />
Ordet Bhagavan betyder guddom eller Den Højeste Autoritet. Ordet kan også udtrykke<br />
en ærbødig tiltale så som ’deres velærværdighed’. <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong> kaldes ofte Bhagavan af sine<br />
hengivne.<br />
<strong>Bhagavatha</strong> Purana’en.<br />
En af de 18 purana’er. Denne purana beskæftiger sig primært med Hengivenhedens<br />
Yoga.<br />
<strong>Bhagavatha</strong> Sastra.<br />
Helligt skrift om Gud.<br />
157
<strong>Bhagavatha</strong>’en.<br />
Titel <strong>på</strong> et åndeligt værk. Ordet <strong>Bhagavatha</strong> betyder ’gudfrygtig’; værket er en lærebog i<br />
guddommelig kærlighed.<br />
Bhagirathi.<br />
Et navn for Ganges floden.<br />
Bharath.<br />
Indien. ’Bha-ratha’ betyder det land, der har tilknytning (rathi) til Gud (Bha-ga-van).<br />
Bharatha.<br />
Herren Rama’s broder, der regerede landet de 14 år, som Rama tilbragte i eksil.<br />
Bharatha-dynastiet.<br />
Kong Bharath var Indien første herske. Han var grundlægger af dette dynasti.<br />
Bhima.<br />
En af Pandava-brødrene.<br />
Bhishma.<br />
Kaurava’ernes og Pandava’ernes formynder, beskytter og patriark. Bemærkelsesværdig<br />
<strong>på</strong> grund af sin visdom og ubøjelige hengivenhed over for Gud. Indfanget af sin skæbne<br />
til at kæmpe <strong>på</strong> de ondsindede Kaurava'ers side. Han blødte til døde <strong>på</strong> et leje af pile,<br />
mens han tænkte <strong>på</strong> Gud.<br />
Blå-sorte Krishna.<br />
Et navn for Herren Krishna, der hentyder til Hans hudfarve.<br />
Bodsøvelse.<br />
- thapas<br />
Brahma; Herren Brahma.<br />
Skaberen i Den Hinduistiske Treenighed.<br />
Brindavan.<br />
Skoven og græsningsområderne, hvor Herren Krishna legede i sin barndom.<br />
Buddha.<br />
Prins Gautama; levede fra år 556 til år 480 før vor tidsregning. Stiftede budhismen efter<br />
han opnåede åndelig oplysning. Ordet Buddha betyder ’en oplyst’.<br />
Ceremonielle gave til vor lærer.<br />
- guru-dakshina<br />
En gave, som eleven skænker til sin lærer, typisk ved afslutningen af en uddannelse.<br />
Ceremonien, hvor barnet får sit navn.<br />
- namakarana<br />
Ceremonien vedrørende den første fysiske renselse af det nyfødte barn.<br />
- jathakarma<br />
Dasaratha.<br />
Konge og Herren Rama’s fader.<br />
158
Dattatreya.<br />
Vismand: Athri's og Anasuya's søn.<br />
De gudshengivne.<br />
- bhakta’er<br />
- bhagavatha’erne<br />
De hellige skrifter.<br />
- sastraerne<br />
De lærde mænd; skriftkloge.<br />
- pundits<br />
De ondsindede.<br />
- asuras<br />
Del.<br />
- amsa<br />
Den Egenskabsløse Gud.<br />
- Nirguna Brahman<br />
’Den endeløse Ret’.<br />
- a-kshaya pathra<br />
En krukke, hvis indhold vil forblive uformindsket, ligegyldigt hvor meget der bliver taget<br />
op af den.<br />
Den fortryllende charmes søde nektar.<br />
- madanamohana<br />
Den Første Skikkelse.<br />
- Purana Purusha<br />
Den guddommelige <strong>Bhagavatha</strong>’s visdom.<br />
- <strong>Bhagavatha</strong>thatwa<br />
Den guddommelige evne til at narre og bedrage.<br />
- Vishnu-maya<br />
Den hellige boplads; en hellig mands bolig.<br />
- ashram<br />
Den hellige trådceremoni.<br />
- upanayana<br />
Den hengivne.<br />
- bhaktha<br />
Den højeste visdom; åndelig visdom.<br />
- jnana<br />
Den individualiserede sjæl.<br />
- jivi<br />
159
Den kvalitetsløse, universelle, absolutte Gud; Den formløse, iboende, transcenderende<br />
Gud.<br />
- Parabrahman<br />
Den oprindelige substans.<br />
- moola<br />
Den rene og gode vej.<br />
- den satwiske vej<br />
Den store konge.<br />
- maharaja<br />
Den Uforgængelige Absolutte.<br />
- Akshara Parabrahma<br />
Det Absolutte.<br />
- Paramatma<br />
Det, der har forbindelse med den fysiske verden.<br />
- adhibhowthik<br />
Det, der har forbindelse med det guddommelige.<br />
- adhi-daivik<br />
’Det, der har hundrede facetter’ og ’Brahma’s elskede’.<br />
- Satharupa<br />
Det guddommelige.<br />
- Thath<br />
’Det rene mælkehav, der hvor Herren hviler <strong>på</strong> slange-lejet’.<br />
- Ksheera-sagara<br />
Det sted, hvor den hellige ild brændte.<br />
- yajnasala<br />
Devahuthi.<br />
Brahma’s barnabarn; Kardama Prajapathi’s hustru.<br />
Devaka.<br />
Fader til Devaki, der var Herren Krishna’s biologiske moder.<br />
Devaki.<br />
Krishna’s biologiske moder.<br />
Dhanvanthari.<br />
Vismand. Han underviste menneskene i metoder til at besejre sygdomme og derved gøre<br />
dem i stand til at helbrede deres fysiske lidelser. Han lærte mange berømte læger og<br />
doktorer at stille diagnoser og helbrede.<br />
Dharmaraja.<br />
Navnet betyder: Den, der behersker ’rigtig handling’ eller Den rigtige handlings fyrste.<br />
Dharmaraja hed også Yudhishtira.<br />
160
Dhritharashtra.<br />
Kaurava’ernes blinde konge. Vismanden Vidura’s broder.<br />
Dhruva.<br />
Vismand og Brahma’s barnebarn.<br />
Prins, der blev skænket evigt liv og gjort til ledestjerne.<br />
’Din indre bevidstheds sø’.<br />
- manasa-sarovaram<br />
Diskos.<br />
- chakra<br />
Djævelen.<br />
- dayyam<br />
Drona.<br />
En stor lærer og kriger.<br />
Droupadi.<br />
Pandava-brødrenes fælles hustru.<br />
Dukkeføreren.<br />
- Suthradhari<br />
Et navn man giver Herren, for at vise at det er Ham, der styrer alt i skabelsen - som en<br />
dukkefører styrer sine dukker.<br />
Durvasa.<br />
Vismand <strong>på</strong> Krishna’s tid. Han var kendt for sit hidsige temperament og sine alvorlige<br />
forbandelser. Disse forbandelser havde i sidste instans en positiv effekt og sikrede, at<br />
vanskelige discipliner og retskaffenhed blev indlært.<br />
Duryodhana.<br />
En af de ondsindede Kaurava-brødre. Han var den ældste blandt 100 brødre, og var<br />
således også deres leder.<br />
Dussasana.<br />
En af de ondsindede Kaurava-brødre. Han var den næstældste søn og var kendt for sin<br />
ondskab.<br />
Dwapara; Dwapara Yuga.<br />
Den tredje af en cyklus <strong>på</strong> i alt fire tidsaldre.<br />
Dwaraka.<br />
Krishna’s hovedstad. Efter Krishna's død blev byen oversvømmet af havet. Forskere<br />
mener, at byen lå i havet lige vest for Gujarat. Gujarat ligger i den nord-vestlige del af<br />
Indien og grænser op til Pakistan.<br />
Dæmoner.<br />
- danavas; også dæmoniske mennesker.<br />
- daityas<br />
- rakshasas<br />
- asuras<br />
161
Dæmoniske mennesker.<br />
- danavas<br />
Dødens Gud.<br />
- Yama<br />
En krigers ‘rigtige handling’; en krigers pligt.<br />
- kshatriya dharma<br />
En ny æra; nye æraer.<br />
- manvantharas (Manu’s nye æraer).<br />
En person hvis bevidsthed er rolig og hinsides al uro.<br />
- sthithaprajna<br />
Faste.<br />
- upavasa<br />
Fem elementer: Jord, vand, ild, luft og æter.<br />
- panchabhutas<br />
Fem vitale livsenergier.<br />
- panchapranas<br />
Fest, hvis formål var, at der skulle findes og vælges en brudgom.<br />
- swayamvara<br />
Foranderlige verden.<br />
- samsara<br />
Form.<br />
- rupa<br />
Forsagelse.<br />
- tapas<br />
Tapas oversættes som regel som ’asketiske øvelser’.<br />
Fortjenester, der er erhvervet gennem gode handlinger.<br />
- punya<br />
Fragment.<br />
- kala<br />
Fuldstændig sindsligevægt.<br />
- samadhi<br />
Fyrster.<br />
- rajas<br />
Gandhamadana-bjerget.<br />
Et helligt bjerg øst for Himalaya.<br />
Gandhamadana-bjergområdet.<br />
Et bjergområde øst for Himalaya.<br />
162
Gandhari.<br />
Kong Dhritharashtra’s gemalinde.<br />
Gandiva.<br />
Arjuna’s berømte bue.<br />
Ganges.<br />
Regnes for Indiens helligste flod.<br />
Garga.<br />
Krishna’s families præst.<br />
Garuda.<br />
Himmelsk fugl; hvidbrystet ørn; den fjerprydede races konge. Garuda var Herren<br />
Vishnu's transportmiddel.<br />
Gentagelse af Guds navn.<br />
- japa<br />
God og dårlig karma.<br />
- punya og papa<br />
Gode, dydige og retskafne mennesker.<br />
- sadhus<br />
Gode asketiske øvelser.<br />
- satwisk thapas<br />
Gokula.<br />
Landsbyen, hvor Herren Krishna voksede op.<br />
Go-loka; Vaikunta.<br />
- Herren Vishnu’s himmel og bolig.<br />
Gopala.<br />
Gopala betyder: ’Ham der beskytter, vejleder, nærer og plejer alle levende væsener’.<br />
Govardhana-bjerget.<br />
Bjerg, der blev løftet af Krishna.<br />
Gowri.<br />
Herren Shiva’s gemalinde. Gowri er et andet ord for Parvathi; visdommens gudinde.<br />
Gud; Herren.<br />
- Brahman ; Det Upersonlige Højeste Væsen, den oprindelige kilde til og det endelige<br />
mål for alle eksistenser.<br />
- Madhava ; Universets Herre.<br />
- Daivam ; guddom.<br />
- Narayana; Narayana er et andet navn for Herren Vishnu.<br />
Gud kommer for at afslutte en tidsalder og indvie en ny.<br />
- Yuga-avathar<br />
Guddommelig energi og styrke.<br />
- sakthi<br />
163
Guddommelige spil; guddommelige lege.<br />
- leela<br />
Guddommelighed.<br />
- Madhavatwa<br />
Guderne.<br />
- devas<br />
Gudhengivenhed.<br />
- <strong>Bhagavatha</strong><br />
’Gudhengivenhedens kildevæld’.<br />
- <strong>Bhagavatha</strong> <strong>Vahini</strong><br />
Gudinden Annapurnaa.<br />
Den, der skænker føde.<br />
’Ham, der blev tiltrukket, trukket’.<br />
- Samkarshana<br />
Et navn for Herren Krishna’s broder, Balarama.<br />
Hamsa.<br />
Navnet <strong>på</strong> en vismand. Navnet symboliserer Den højeste ånd, der igen symboliseres ved<br />
svanens rene, hvide farve. Hamsa betyder svane.<br />
Handling.<br />
- karma<br />
Hanuman.<br />
En stor Rama-hengiven; han var delvis abe, delvis menneske.<br />
Hari.<br />
Et navn for Herren.<br />
Hasthinapura.<br />
Pandava'ernes hovedstad (tidligere også Kaurava'ernes hovedstad).<br />
Hayagriva.<br />
En af Herren Vishnu’s inkarnationer. Eftersom Han fra halsen og opefter havde form af en<br />
hest, blev Han kaldt ’Heste-hoved’ (Hayagriva).<br />
Hellige mand; vismand.<br />
- rishi<br />
Helvede.<br />
- naraka<br />
Det, der menes med helvede, er egoisme baseret <strong>på</strong> tilknytning til kroppen.<br />
Hengivenhed.<br />
- bhakthi<br />
164
Hengivenhedens Yoga.<br />
- bhakthi yoga<br />
Denne yoga består af: Shravanam (at lytte til beretninger om det guddommelige og om<br />
Guds herligheder), keerthanam (at synge om og lovprise Gud og al Hans herlighed),<br />
smaranam (at ihukomme Gud), padha-sevanam (at glæde sig over at tilbede Gud ved at<br />
koncentrere sig om og at ære og tilbede Hans fødder og Hans fodaftryk), vandhanam (at<br />
glæde sig over at tilbede Gud), archanam (at glæde sig over, at man begynder at kunne<br />
se Gud i netop den Form, man som hengiven har allerkærest), dhasyam (at glæde sig<br />
over at kunne tjene alt og alle, uden <strong>på</strong> nogen måde hverken at føle sig overlegen eller<br />
underlegen), sneham (at glæde sig over at komme Gud nær; den hengivne bliver Guds<br />
ven og Guds fortrolige) og Atma-nivedhanam (at glæde sig over fuldt og helt at kunne<br />
overgive sig til Guds vilje).<br />
Herren; Gud.<br />
- Brahman<br />
Herrer.<br />
- mangalyam<br />
Himmelsk musiker.<br />
- gandharva<br />
Himmelsk svane.<br />
- hamsa<br />
Hiranyakasipu.<br />
En dæmonisk person, som forbød, at Vishnu's navn blev nævnt. Han var Prahlada's<br />
ondsindede fader. Prahlade var en fremragende hengiven over for Herren. Hiranyakasipu<br />
blev dræbt af menneske-løven Narashimha, en Vishnu avatar.<br />
Hiranyaksha.<br />
Han var Hiranyakasipu’s ondsindede broder, der blev slået ihjel af Herren Vishnu.<br />
Hyrder; landarbejdere.<br />
- ryots<br />
Hånd med håndfladen vendt mod ham.<br />
- abhaya<br />
Abhaya er en hilsen, der betyder: Frygt ikke.<br />
Ildens princip.<br />
- Agni<br />
Ild-guden.<br />
- Agni<br />
Ildvåbenet.<br />
- aagneyaasthra<br />
Illusion.<br />
- maya<br />
Begrebet angiver noget, der forekommer at være noget andet, end det egentlig er.<br />
165
Indra; guden Indra.<br />
Halvgudernes hersker. Indra er også Regn-Gud.<br />
Et andet navn for Indra er Purandara.<br />
Indraprastha.<br />
By, der var opholdsted for Pandava-brødrene.<br />
Intens meditation <strong>på</strong> Herren.<br />
- sandhya<br />
Iravathi.<br />
Prins Uttar’s datter. Kong Parikshith’s gemalinde.<br />
Isanucharitha.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Iswara; Herren Iswara.<br />
Navn for Herren Shiva.<br />
Jai.<br />
Sejr, hurra.<br />
Janaka.<br />
Sita’s fader og Rama’s svigerfader; konge med en vismands åndelige visdom.<br />
Janamejaya.<br />
Kong Parikshith’s og dronning Iravathi’søn.<br />
Jarasandha.<br />
Navnet <strong>på</strong> en dæmon, der var et afskyeligt væsen.<br />
Jatayu.<br />
En berømt ørn, hvis vinger blev afbrændt, da den fløj for tæt <strong>på</strong> Solen. Den forsøgte at<br />
redde Sita, og den spillede en rolle i Rama’'s kamp mod dæmonen Ravana.<br />
Kachchapa.<br />
Vismand; Viswamitra’s søn.<br />
Kaikeyi.<br />
Et andet navn for Kaika. Hun var Dasaratha's tredje hustru og Bharatha's moder.<br />
Kalanem.i<br />
En berømt dæmon, som Kamsa var en inkarnation af.<br />
Kali-tidsa.lderen<br />
Den fjerde, og nuværende, i cyklusen af i alt fire tidsaldre. Benævnes ’den mørke og<br />
onde tidsalder’.<br />
Kaliya.<br />
En kæmpemæssigs søuhyre, som Krishna kæmpede mod og besejrede i Sin barndom.<br />
Kalki.<br />
Vishnu's 10. avatar-inkarnation, der vil komme ved afslutningen af Kali-tidsalderen.<br />
166
Kamsa.<br />
Herren Krishna’s ondsindede onkel <strong>på</strong> mødrenes side. Kamsa var Krishna’s hovedfjende i<br />
Hans barndom.<br />
Kapila.<br />
Vismand og filosof. Han var den vigtigste talsmand for den af de seks filosofiske<br />
retninger, der er kendt som Sankhya. Retningen understreger sindets og naturens<br />
dualitet.<br />
Karna.<br />
Pandava-brødrenes halvbroder. Kunthi's tapre, men uheldige ældste søn, som Sol-Guden<br />
havde skænket hende. Han blev Kaurava'ernes forbundsfælle i krigen mod Pandava'erne.<br />
Karthaveeryarjuna.<br />
Kejser.<br />
Kasteløse.<br />
- chandalas<br />
Kaurava’erne.<br />
Familie, der kæmpede mod Pandava'erne. Kaurava’erne betegnes som værende de onde,<br />
mens Pandava’erne betegnes som de gode.<br />
Kausalya.<br />
Dasaratha's første hustru og Rama's moder.<br />
Khandava-skoven.<br />
- Khandavavana<br />
Khatvanga.<br />
Konge, der tilhørte Sol-dynastiet.<br />
Kine.<br />
En kvinde fra Virata-området, der blev bortført af de onde Kaurava’er.<br />
Kong Ambarisha.<br />
From konge af Ikshvaku-dynastiet.<br />
Kong Drupada.<br />
Droupadi’s fader.<br />
Kongelig vismand.<br />
- rajarshi<br />
Kongen; fyrste.<br />
- raja<br />
Konkylie.<br />
- sankha<br />
Kowsiki’en.<br />
Hellig flod.<br />
Krigerkasten; kriger.<br />
- kshatriya<br />
167
Kripacharya.<br />
Pandava’ernes præst; den kongelige families præst.<br />
Krishna.<br />
Vishnu avatar, der levede i Dwapara- tidsalderen, der er den tidsalder, der ligger forud<br />
for den nuværende Kali-tidsalder.<br />
Krishna-Månen.<br />
- Krishna-chandra<br />
Krishna’s beslutning.<br />
- balagopala<br />
Kritha; Kritha Yuga.<br />
Den første tidsalder i cyklusen af i alt fire tidsaldre.<br />
Kronings-ceremonien.<br />
- rajasuya-yajna<br />
Kubera.<br />
Rigdommens Gud. Han var dæmonkongen Ravana’s yngre halvbroder.<br />
Kumkum.<br />
Et rødt pulver, der er et lykkevarslende symbol.<br />
Kunthi; Kunthi Devi.<br />
Hun var Pandava-brødrenes moder og altså kong Pandu's hustru. (Kong Pandu var<br />
Kaurava’ernes kong Dhritharashtra's yngre broder). Hun var søster til Vasudeva, der var<br />
Krishna’s fader.<br />
Kurma.<br />
Herren Vishnu’s inkarnation som skildpadde.<br />
Kurukshetra-slaget.<br />
Det berømte slag mellem de gode, Pandava’erne, og de onde, Kauravaer’ne. Kurukshetra<br />
var krigsskuepladsen. Ordet betyder: ’Området hvor der handles’, og stedet symboliserer<br />
kroppen.<br />
Kvaliteter.<br />
- gunas<br />
Egenskaber eller kvaliteter, der er overlejret <strong>på</strong> Det Guddommelige og således udgør Det<br />
Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer<br />
sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og<br />
hvileløshed. 3. Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.<br />
Kærlighed.<br />
- prema<br />
Lakshmana.<br />
Herren Rama’s broder, der blandt andet fulgte Ham ud i skoven i 14 års eksil.<br />
Lakshmi.<br />
Vishnu’s gemalinde; Gudinde for rigdom og lykke.<br />
168
Lanka.<br />
Sri Lanka; tidligere Ceylon.<br />
Lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter.<br />
- raja guna<br />
Lidenskabens og hvileløshedens vej.<br />
- den rajasiske vej<br />
Livsprincippet; livsenergierne.<br />
- prana<br />
Lokapala.<br />
Verdens Herre.<br />
Lotusblomst.<br />
- gada<br />
Lyksalighed.<br />
- ananda<br />
Lyksaligheden af at være Den Eneste Ene.<br />
- adwaithananda<br />
Lærde; skriftkloge.<br />
- pundits<br />
Læreren.<br />
- acharya<br />
Madhusudana.<br />
Navn for Herren Krishna. Navnet betyder: Du dræber af Madhu-dæmonen.<br />
Mahabharatha-krigen.<br />
Krigen og konfliktet mellem Pandava’erne og Kaurava’erne. Selve det store slag,<br />
konfliktens klimaks, blev udkæmpet <strong>på</strong> Kurukshetra.<br />
Mahaprasthanam-løftet.<br />
Et helligt løfte om at gå i den nordlige retning, indtil døden indtræffer. Man må hverken<br />
indtage mad eller drikke eller hvile sig, fra det tidspunkt man begynder marchen.<br />
Maheswara.<br />
Herren Shiva.<br />
Mandara bjerget.<br />
Helligt bjerg, der tjente som kærne-stok ved kærningen af havet, da der skulle<br />
frembringes amritha (udødelighedens nectar).<br />
Mangler, der er erhvervet gennem dårlige handlinger.<br />
- paapa<br />
Mantra.<br />
Mystiske og kraftfulde ord og stavelser, der bliver reciteret for at opnå åndelig højnelse.<br />
Et ord for det, der frelser, når sindet dvæler ved det.<br />
169
Manu.<br />
Menneskehedens første fader, der blandt andet fastlagde kodeks for ’rigtig handling’.<br />
Manvanthara.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Maruth.<br />
En fortidig hersker.<br />
Maruthi-flaget.<br />
Vind-gudens flag.<br />
Mathura.<br />
Krishna’s fødested; Yadu’dynastiets hovedstad.<br />
Matsya.<br />
Herren Vishnu’ inkarnation som fisk.<br />
Maya.<br />
Maya betyder illusion. Begrebet illusion angiver noget, der forekommer at være noget<br />
andet, end det egentlig er.<br />
Når Maya personificeres betyder ordet ’altings skaber’, herunder ’gudernes og<br />
dæmonernes skaber’.<br />
Meditation.<br />
- dhyana<br />
Menneske.<br />
- nara<br />
Milde, venlige og blide natur.<br />
- sowmya<br />
Militære enheder.<br />
- akshauhinis<br />
En militær enhed bestod af 109.350 fodfolk, 65.610 ryttere til hest, 21.870 elefanter<br />
med tilhørende krigere og 21.870 stridsvogne med besætning.<br />
Muhurtha.<br />
Det gunstige tidsinterval mellem 04 og 06 om morgenen.<br />
Mukthi.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Murthidevi.<br />
Moder til Nara-Narayana, de berømte tvillinge-vismænd.<br />
Nakula.<br />
En af pandava-brødrene.<br />
Nalakubara og Manigriva.<br />
Tvillingebrødre, der blev forbandet af vismanden Narada til at blive forvandlet til to<br />
træer. De blev befriet fra forbandelsen af barnet Krishna.<br />
170
Nanda.<br />
Krishna’s fosterfader.<br />
Nandanandana.<br />
Et navn for Krishna.<br />
Kan oversættes som: Nanda’s elskede søn.<br />
Nanda´s Elskede Søn.<br />
- Nanda-nandana<br />
Narada.<br />
Narada var en vismand, der tillige var skjald. Han rejste rundt i verden og sang<br />
uophørligt ét ord: ’Narayana’. Narayana er et navn for Herren Vishnu.<br />
Nara-Narayana.<br />
Berømte tvivllinge-vismænd.<br />
Narasimha.<br />
Herren Vishnu’s inkarnation som menneske-løve; halvt menneske halvt løve.<br />
Narayana.<br />
Narayana er et andet navn for Herren Vishnu.<br />
Navngivnings-ceremoni.<br />
- namakaranam<br />
’Nedbryderen’ (Shiva-aspektet).<br />
- Hara<br />
Nirodha.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
”Når en katastrofe er umiddelbart forestående, vender intellektet sig fjendtligt imod<br />
den!”<br />
- ”vinaasa kaale, vipareetha buddhu”<br />
Offerceremonier.<br />
- yajnas<br />
Ofringer.<br />
- yagas<br />
”Oh du der boede i Dwaraka. Du der strejfede om i Brindavan!”<br />
- ”O Dwarakavasa! Brindavan-vihara!”<br />
’Opretholderen’ (Vishnu-aspektet).<br />
- Hari<br />
Optagelsesceremonien til Den guddommelige Visdom.<br />
- upa-nayana<br />
Otteogfyrre minutter.<br />
- muhurtha<br />
Paladset.<br />
- rajabhavan<br />
171
Panchajana.<br />
Dæmon der, <strong>på</strong> Krishna’s tid, levede i huler i havets dyb.<br />
Panchanada.<br />
Delstaten Punjab.<br />
Pandava-brødrene.<br />
Brødrene hedder: Dharmaraja, Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva.<br />
Pandava’erne.<br />
Pandu's sønner; familie med fem brødre der bekæmpede Kaurava'erne.<br />
Pandu.<br />
Pandava-brødrenes fader. Vismanden Vidura’s og kong Dhritharadhtra’s broder.<br />
Paradis; det Herren Krishna kaldte for Sit paradis.<br />
Dette paradis kaldte Krishna Vaikunta, der er navnet <strong>på</strong> Herren Vishnu’s bolig.<br />
Paramahamsa.<br />
En realiseret vismand.<br />
Parasurama.<br />
En inkarnation af Vishnu som menneske. Han blev inkarneret for at tilintetgøre de<br />
ondsindede Kshatriya kongers arrogance. (Kshatriya konger er konger, der tilhører<br />
kriger-kasten).<br />
Pariksha.<br />
At søge, søgen, stræben, undersøgelse.<br />
Parikshith.<br />
Kuru-dynastiets kejser; Arjuna's barnebarn og Abhimanyu's søn.<br />
Ordet betyder: Den, der er optaget af at søge.<br />
Parvathi.<br />
Herren Shiva’s gemalinde; visdommens gudinde.<br />
Perioder <strong>på</strong> hver 3 timer.<br />
- yamas<br />
Platformen.<br />
- mantap<br />
Poshana.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Positur, der indikerer, at man ikke behøver at nære nogen frygt.<br />
- abhaya<br />
Prabhasakshethra.<br />
Et berømt pilgrimssted nær Krishna’s hovedstad, Dwaraka.<br />
Prahlada.<br />
En berømt hengiven af Herren Vishnu.<br />
172
Prajapath.i<br />
Kaldet Verdens Skaber, alle væseners Herre.<br />
Prithu.<br />
En af herren Vishnu’s 10 inkarnationer.<br />
Prithu udjævnede overfladen, tilførte jorden gødning, forårsagede at landbruget voksede<br />
og fremmede menneskehedens velfærd. Han plejede Jorden, som han plejede sine egne<br />
børn, og derfor kaldes Jorden for Prithivi. Han siges at have bygget de første byer <strong>på</strong><br />
Jorden.<br />
Prithu var Jordens (Prithvi’s) første Herre.<br />
Prthu.<br />
En skabende halvgud; regnes af nogle for at være en af Herren Vishnu’s inkarnationer.<br />
Præsterne.<br />
- brahmins<br />
Purana’erne.<br />
Purana’erne består af 18 åndelige tekster, der udgør en samling af ældgamle legender og<br />
overleveringer.<br />
Puthana.<br />
Dæmon forklædt som en troldkælling, der forsøgte at dræbe Krishna.<br />
Radha.<br />
En røgterpige, hvis hengivenhed over for Krishna er legendarisk.<br />
Rama; Herren Rama.<br />
Avatar i Thretha-yuga. Helten i Ramayana'en; dræbte den onde Ravana for at befri sin<br />
hustru, Sita, der var blevet kidnappet. ’Rama’ betyder 'den der behager’ eller ’den der<br />
tiltrækker’.<br />
Rasa Kreeda.<br />
Er betegnelsen <strong>på</strong> den episode, hvor Herren Krishna dansede med gopi’erne<br />
(røgterpigerne).<br />
Ravana.<br />
Ravana var dæmonernes Herre og konge af Lanka. Det var Ravana, der bortførte Sita,<br />
Rama’s hustru.<br />
Renhedens og godhedens kvaliteter.<br />
- satwisk guna<br />
Respekterede lærer.<br />
- guruji<br />
’Rigtig handling’.<br />
- dharma<br />
<strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong> siger, at der ikke eksisterer et ord eller et begreb, der kan forklare ordet<br />
dharma. Dharma er det, der understøtter og opretholder hele universet. Dharma er den<br />
’pligt’, som alting er eller burde være underlagt. Det er ildens ’pligt’ at fortære, varme,<br />
lyse, nedbyde osv. Det er græssets ’pligt’ at omdanne kuldioxid til ilt, være føde, se<br />
smukt ud osv. Det er menneskets overordnede ’pligt’ at søge forening med Gud. Alt efter<br />
deres rolle i livet har forskellige mennesker forskellige pligter gennem livet.<br />
173
Ritualet, der omhandlede den første rengøring af spædbarnet.<br />
- jatha-karma<br />
Rituel tilbedelse af Indra.<br />
- Indra puja<br />
Rohini.<br />
Vadudeva’s anden hustru. Vasudeva var Herren Krishna’s fader. Hun fødte Balarama, der<br />
som foster blev overført fra Devaki’s livmoder til Rohina’s livmoder.<br />
Rshabha.<br />
Vismand, der siges at have grundlagt civilisationen.<br />
Rukmini.<br />
En af Herren Krishna’s gemalinder.<br />
Røgteren; landarbejderen.<br />
- ryot<br />
Røgterne.<br />
- gopas<br />
Røgterpigerne.<br />
-gopis<br />
’Røgterpigernes elskede’.<br />
- Gopivallabha<br />
Et navn for Herren Krishna.<br />
Sadhvimani.<br />
En perle blandt dydige kvinder.<br />
Sahadeva.<br />
En af Pandava-brødrene.<br />
Sakatasura.<br />
Dæmon, der forsøgte at dræbe Herren Krishna, mens Han endnu var en lille dreng.<br />
Salighed.<br />
- kaivalya<br />
Salya.<br />
Navnet <strong>på</strong> en dæmon, <strong>på</strong> et afskyeligt væsen.<br />
Sameeka.<br />
Eneboer og asket, som Parikshith smed en slange rundt om halsen <strong>på</strong>.<br />
Samlingssal.<br />
- sabha<br />
Sanaka.<br />
En af de fire berømte børne-vismænd.<br />
Sananda.<br />
En af de fire berømte børne-vismænd.<br />
174
Sanathana.<br />
En af de fire berømte børne-vismænd.<br />
Sanatkumara; også kaldet Sanatsujatha.<br />
En af de fire berømte børne-vismænd.<br />
Sandeepani.<br />
Vismand og skriftklog, der blev Krishna’s og Belarama’s lærer.<br />
Sandhed.<br />
- sathya<br />
Det, der er det samme i fortid, nutid og fremtid, er sathya. Det er altså det, der er<br />
uforanderligt, der er sathya. Det betyder, at intet i universet, eller selve universet som<br />
sådan, er sathya. <strong>Sai</strong> <strong>Baba</strong> siger: Sandhed er Gud; Gud er sandhed.<br />
Sanjaya.<br />
Kaurava’ernes kong Dhritharashtra’s rådgiver.<br />
Sankara.<br />
Et navn for Herren Shiva.<br />
Sansernes Brønd.<br />
- samsar<br />
Sarga.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Sathyabhama.<br />
En af Herren Krishna’s gemalinder.<br />
Satrughna.<br />
Herren Rama’s broder.<br />
Scepter.<br />
- gada<br />
Se Mesteren, røre Mesteren og lytte til Mesteren.<br />
- darshan, sparsan og sambhashana<br />
Selvbeherskelse eller ’uafhængighed’ af sig selv.<br />
- swaarajya<br />
Selvets åndelige kraft og tro.<br />
- Atmashakthi<br />
Sesha.<br />
Brilleslange. Sesha er en guddommelig slange. Ifølge legenderne bærer Sesha alle<br />
universets planeter <strong>på</strong> sit hoved. Er også kendt som alle slangers konge.<br />
Shiva; Herren Shiva.<br />
Nedbryderen i Den Hinduistiske Treenighed.<br />
Shiva’s guddommelige kastevåben.<br />
- Pasupatha-asthra<br />
175
Sig selv.<br />
- thwam<br />
’Sindet, der byder illusionen velkommen eller nærer ideen om sandheden, er derfor<br />
redskabet til at opnå både trældom og befrielse’.<br />
- ’Mana eva manushyaanaamkaaranem bandha mokshayoh’ undersøge.<br />
Sisupala.<br />
Navnet <strong>på</strong> en dæmon, <strong>på</strong> et afskyeligt væsen.<br />
Sita.<br />
Herren Rama’s gemalinde.<br />
Skabelsen.<br />
- srishti<br />
Skoven.<br />
- vana<br />
Sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter.<br />
- thamas guna<br />
Sol-guden.<br />
- Surya<br />
’Som hersker, så undersåtter’.<br />
- ’Yatha raja, thatha praja’<br />
Somaka.<br />
Den listige dæmon, der stjal veda’erne og skjulte dem i Den store Opløsnings (et billede<br />
<strong>på</strong> verdens opløsning) frådende vande.<br />
Sringi.<br />
Eneboeren Sameeka’s søn. Det var Sringi der kastede den skæbnesvangre forbandelse<br />
over Parikshith.<br />
Stemme.<br />
- akashvani<br />
Sthana.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Stor Tidsalder.<br />
- Maha-yuga<br />
Store Konge.<br />
- Maharaja<br />
Store sjæl.<br />
- Mahatma<br />
Subhadra.<br />
Arjuna’s hustru og Abhimanyu’s moder.<br />
176
Suka.<br />
Vismanden Vyasa’s søn og en stor vismand.<br />
Surasena.<br />
Fyrste i Yadu-dynastiet. Fader til Vasudeva der var Herren Krishna’s fader. Surasena var<br />
ligeledes fader til Kunthi, der blev moder til Pandava-brødrene.<br />
Svane.<br />
- hamsa<br />
Synet af Herren; at få synet af mesteren.<br />
- darshan<br />
Thakshaka.<br />
Slange, der blandt andet gav kong Parikshith det dræbende bid.<br />
Thretha; Thretha Yuga.<br />
Den anden i cyklusen af i alt fire tidsaldre.<br />
Thrnavartha.<br />
Dæmon, der forsøgte at dræbe Herren Krishna, mens Han endnu var en lille dreng.<br />
Tidens legemliggørelse.<br />
- Kala-swarupa<br />
Tilbedelse.<br />
- puja<br />
Tilbedelse ved solopgang og solnedgang.<br />
- sandhyavandana<br />
Tilstået.<br />
- datta<br />
Tomrummet; æteren.<br />
- akasa<br />
Tripitaka.<br />
De hellige skrifters tre samlinger; hellige buddhistiske skrifter.<br />
Uddhava.<br />
Krishna’s trofaste ven siden barndommen.<br />
’Udvikling af hengivenhed til Gud’.<br />
- ’Bhakthirvasah Purushah’<br />
Ugrasena.<br />
Dæmonen Kamsa’s fader.<br />
Upa-purana’erne.<br />
Tillæg til purana’erne.<br />
Urmila.<br />
Lakshmana’s hustru.<br />
177
Usandhedens jernalder.<br />
Betegnelse for Kali-tidsalderen.<br />
Uthi.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Uttar.<br />
Prins af den kongelige Virata-familie.<br />
Uttara.<br />
Parikshith's moder, Abhimanyu's hustru.<br />
Uvidenhed.<br />
- ajnana<br />
Vajra.<br />
Krishna’s barnebarn.<br />
Vajra var det distrikt, som Krishna’s stedfader, Nanda, herskede over.<br />
Vajra Yoga.<br />
Kroppen opfattes og erkendes som en refleksion af sindet.<br />
Vamana.<br />
Herren Vishnu’s inkarnation som dværg.<br />
Varaha.<br />
Et vildsvin, en af Vishnu's ti inkarnationer.<br />
Vasishta.<br />
En af oldtidens største vismænd. Kongerne af Sol-dynastiets præst, og den, der<br />
åbenbarede adskillige af de vediske hymner. Han ejede den hellige, ønskeopfyldende ko,<br />
der hed Nandini.<br />
Vasudeva.<br />
Et navn for Herren Krishna.<br />
Også navnet <strong>på</strong> Kriskna’s biologiske fader.<br />
Veda’erne.<br />
Ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden. De kaldes også for sruthierne, der<br />
betyder ’det der hører’. Sruthierne er en betegnelse for de hellige skrifter, som fortidens<br />
hellige mænd erkendte direkte ved hjælp af hørelsen – ’Guds Tale’. Vedaerne tilhører<br />
denne gruppe af hellige skrifter.<br />
Veda’ernes appendiks.<br />
- Upavedas<br />
Vedanta.<br />
Det centrale i vedaerne; en anden betegnelse for upanishaderne.<br />
Vena.<br />
En infam kejser.<br />
Et indisk strenginstrument.<br />
Verdslige rigdomme.<br />
- dhanam<br />
178
Vibhishana.<br />
Dæmonkongen Ravana’s broder, der overgav sig til Rama og arbejdede i Dennes<br />
tjeneste.<br />
Viden om Den guddommelige Gnist.<br />
- Atma-jnana<br />
Vidura.<br />
Berømt vismand. Kong ´Dhritharashtra's broder og Dharmaraja’s onkel.<br />
Visarga.<br />
Et af purana’ernes 10 kendetegn.<br />
Vishnu; Herren Vishnu.<br />
Opretholderen i Den Hinduistiske Treenighed.<br />
Visdom; åndelig visdom.<br />
- jnana<br />
Vismænd der er fordybet i guddommelig bevidsthed.<br />
- Brahma-rishis<br />
Viswamithra.<br />
Vishwamithra regnes for en af Indiens største vismand. Han var blandt andet Herrens<br />
Rama’s vejleder i Dennes ungdom.<br />
Vrishabhendrapura.<br />
Landsbyen hvor Radha boede. Radha regnes for at være herren Krishna’s største<br />
hengivne.<br />
Vyasa.<br />
Vismanden, der samlede og ordnede veda'erne; forfatter af Mahabharatha,<br />
Mahabhagavatham og Brahma Sutra.<br />
Væren-Bevidsthed-Lyksalighed.<br />
- Sath-Chith-Ananda<br />
Yadava dynastiet.<br />
Det dynasti, som Herren Krishna tilhørte i Sin fysiske skikkelse.<br />
Yadu.<br />
Kejser; Yadava-slægtens grundlægger.<br />
Yadu-, Vrishni- og Bhoja-områderne samt Andhaka fyrstendømmerne.<br />
Landområder, der tilhørte Yadava-dynastiet.<br />
Yamuna.<br />
Hellig flod i Indien.<br />
Yasoda.<br />
Krishna’s fostermoder.<br />
Yasoda’s Søn.<br />
Et navn for Krisna.<br />
179
Ypperstepræst.<br />
- rithwik<br />
Yudhishtira.<br />
Navn for den ældste af Pandava-brødrene; også kaldet Dharmaraja.<br />
Zend Avestra.<br />
Zoroastrian'ernes originale hellige værk.<br />
Ægtestanden; familieforsørger.<br />
- grihastha<br />
Ønsketræ.<br />
- Kalpatharu<br />
Åndelige aspiranter.<br />
- sadhakas<br />
Åndelige øvelser.<br />
- sadhana<br />
Ordet sadhana betyder Guddommelig Rigdom, hvilket er den største skat, der findes <strong>på</strong><br />
Jorden. Begrebet ’sadhana’ rummer et utal af mulige åndelige øvelser. Som eksempler<br />
kan nævnes: Gentagelse af Guds navn, meditation, at iagttage mental stilhed, konstant<br />
at ihukomme Gud, at se Gud i alt, at tage Gud med sig overalt hvor man færdes, at<br />
synge til Guds pris og at forestille sig, at alt hvad man hører, er Guds stemme.<br />
Åndeligt søgende; retskaffen, åndelig aspirant.<br />
- sadhus<br />
Ånden, der har forbindelse med den individualiserede sjæl.<br />
- adhi-Atma<br />
180