Upanishad Vahini - Sai Baba på Dansk

Upanishadernes kildevæld
Originaltitel: Upanishad Vahini
Oversat af www.saibabapaadansk.dk
Af Sathya Sai Baba

Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba’s bøger
Gennem årene er der udkommet 15 bøger af Sathya Sai Baba. Disse værker udgør
’Vahini – serien’. Vahini betyder ’en strøm’, ’noget der er i bevægelse’.
Bøgerne er skrevet på sproget telugu. Fra telugu er bøgerne blevet oversat til bl.a.
engelsk. Disse engelske oversættelser indeholder de sanskrit-ord, som Sai Baba
anvendte, da Han skrev teksterne. I alt er der anvendt 2.491 forskellige ord på sanskrit i
’vahini-serien’. Mange af ordene dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare
endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke
være fyldestgørende. For at få et fuldstændigt indtryk af teksternes betydning kræver
det et studie af mange ords og begrebers sande mening.
Jeg har valgt at oversætte Sai Baba’s bøger til dansk uden brug af sanskrit ord. Det
betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af Sai Baba’s tekster ikke fremgår af
oversættelsen.
At læse Sai Baba’s bøger på dansk uden brug af sanskrit ord kan være en velsignelse.
Sai Baba’s centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. De hundredvis af råd
og anvisninger, som Sai Baba videregiver, leveres på et velkendt og let forståeligt sprog.
Læseren får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres
nærmere.
At læse Sai Baba’s bøger på dansk giver et forståelsesniveau, der svarer til det, som
læseren får, når Bibelen læses på dansk. At læse Bibelen kan være en dejlig, lærerig og
gavnlig oplevelse. Samtidigt må de fleste læsere af Bibelen erkende, at præster, teologer
og lignende lærde gennem studier og refleksioner har opnået en endnu dybere forståelse
af Bibelens budskaber. Denne dybere forståelse er blandt andet opnået gennem intense
studier af de oprindeligt anvendte ord.
Bagest i bogen er der en ordliste. Første gang et ord på sanskrit er blevet oversat til
dansk, er denne oversættelse markeret med en understregning. Denne oversættelse er
så blevet registreret i ordlisten. Det oversatte sanskrit-ord kan findes ved at søge i den
alfabetiske rækkefølge, som den understregne tekst eller ord er ordnet efter. Står der
f.eks.: ”Du fremsiger muligvis formlen: ’Jeg er Gud’ korrekt…”, så skal du søge efter ’Jeg
er Gud’ i ordlisten under j.
Ordlisten skal udelukkende opfattes som en service for de læsere, der ønsker at kende
de oprindelige sanskrit-ord, så de eventuelt kan fordybe sig i udvalgte begreber. Det er
vigtigt at bemærke, at næsten alle sanskrit-ord har adskillige betydninger. Som
hovedregel indeholder ordlisten kun de ord eller vendinger, som sanskrit-ordet er oversat
til i den konkrete sammenhæng.
Ord, der er anført i parentes, er mine tilføjelser.
2

Forord
Kære læser!
Bhagavan Sri Sathya Sai Baba er kommet blandt mennesker og stiller åndelig næring og
vejledning til rådighed for at genoprette sandhed, retskaffenhed, fred og kærlighed, som
er individets, samfundets og nationens drivkræfter. For at løse denne mægtige opgave
anvender Han ældgamle såvel som moderne redskaber – Den evige universelle Religion
og videnskab. Hans skrifter, foredrag og samtaler, der irettesætter, meddeler og
overbeviser, er fulde af erklæringer og kommentarer vedrørende de fysiske og
metafysiske videnskabers opdagelser.
Denne bog gengiver på engelsk (dansk) Sathya Sai Baba’s artikler om de 10
upanishader. (Hellige tekster der er knyttet til vedaerne. De udgør en sammenfatning af
vedaerne. De indeholder grundlæggende budskaber om ikke-dualisme; enhed mellem
Gud og Den guddommelige Gnist der er i alle eksistenser). Upanishaderne vil åbenbare
den umådelige grænseløse Nåde, der tilskynder Ham til at redde os fra overfladiskheden,
og bevæger Ham til at vejlede os, indtil vi når livets mål. Bogen blev først udgivet på
sproget telegu i tidsskriftet ’Den Tidløse Vognstyrer’ (originaltitel: ’Sanathana Sarathi’).
Upanishaderne er uvurderlige tekster om åndelige øvelser og om den åndelige oplevelses
hellige frugt.
I Sin storslåede kærlighed lader Bhagavan os i denne bog betræde den vej, der blev
opdaget af fortidens vismænd. Han forleder os til at ære vismændenes oplysthed og
deres budskab, idet Han tænder vores indre flamme af viden, der fordriver vildfarelsen.
Lad os læse den med omhu. Lad os i alvor rekapitulere den i vores hjerters stilhed og
føre dens lære ud i handling med ydmyghed og tro, i hver en tankemåde, i hver af
tungens bevægelser og i enhver nok så lille handling.
N. Kasturi
(Mangeårig hengiven og forfatter til Sathyam, Sivam Sundaram, der er Sai Baba´s
livshistorie).
3

Indhold
Kapitel 1 Upanishadernes kildevæld Side 5 - 8
Kapitel 2 Isavasya Upanishad Side 9 - 12
Kapitel 3 Katha Upanishad Side 13 - 16
Kapitel 4 Mundaka Upanishad Side 17 - 19
Kapitel 5 Mandukya Upanishad Side 20 - 23
Kapitel 6 Brihadaranyaka Upanishad Side 24 - 29
Kapitel 7 Prasna Upanishad Side 30 - 33
Kapitel 8 Kena Upanishad Side 34 - 37
Kapitel 9 Chandogya Upanishad Side 38 - 41
Kapitel 10 Aithareya Upanishad Side 42 - 44
Kapitel 11 Thaithiriya Upanishad Side 45 - 48
Kapitel 12 Gudubhava Upanishad Side 49 - 53
Ordliste Side 54 - 82
4

Kapitel 1
Upanishadernes kildevæld
1:1 Mennesket er grundlæggende guddommeligt. Imidlertid opfatter det sig selv som
værende et individ, der er begrænset og midlertidigt. Årsagen er, at mennesket er filtret
sammen med de fem elementers kendetegn eller symboler, nemlig lyd, berøring, form,
smag og lugt. Denne vildfarelse forårsager glæde og sorg, godt og ondt, fødsel og død.
For at undslippe denne forbindelse med elementerne og for at frigøre sig fra
kendetegnenes tiltrækning, findes befrielsens kendetegn. På sanskrit kaldes dette for
kaivalya, moksha eller mukthi. Navne forandres muligvis, men målet er det samme.
1:2 Så længe mennesket er filtret sammen med de fem elementer (jord, vand, ild, luft
og æter), bliver det tiltrukket, frastødt eller skuffet over dem. Alt dette skaber sorg og
lidelse. Rigdom og forskellige former for besiddelser, for eksempel bygninger og biler, alt
dette er forskellige sammensætninger af elementerne. Mennesket tørster efter disse
sammensætninger. Men når det mister dem, eller når det ikke evner at få fat i dem,
afviser mennesket dem med foragt.
1:3 Lad os gennemgå de fem elementer ét for ét. Det levende væsen har det første
element, jord, som sit basis. Det andet element, vand, er grundlaget for jord. Vand er
frembragt fra det tredje element, ild. Ilden selv udspringer fra luft, der er det fjerde
element. Luft fremkommer af æter eller rum. (Æter er det fineste af de fem elementer
og gennemstrømmer de øvrige fire elementer ). Æter opstår fra ’den første’, den
oprindelige natur; og den oprindelige natur er blot manifestationen af ét aspekt af Guds
storslåethed, eller et aspekt af Den Højeste Suveræne guddommelige Gnist.
1:4 I forsøget på at nå denne Gud, universets kilde og kerne, må den individualiserede
sjæl, der har filtret sig ind i elementerne, frigøre sig for lænkerne, én for én. Dette skal
ske ved hjælp af skelneevnen og vedholdende udøvelse af ikke-tilknytning. En sådan
person er en åndeligt søgende. Den, der vinder denne kamp, er en person, der er befriet
for evigt, skønt stadig i live.
1:5 For at kunne udøve en sådan skelneevne, og for at du kan være i stand til at danne
dig et klart billede af din medfødte virkelighed, bliver du nødt til at studere
upanishaderne. Disse kaldes under ét for Vedanta (sammenfatning af vedaerne; det
centrale i vedaerne). De udgør den del af vedaerne, der omhandler Den Højeste Visdom.
Befrielse fra uvidenhedens konsekvenser kan udelukkende sikres gennem visdom.
Upanishaderne erklærer: ”Kun gennem visdom kan friheden vindes”.
1:6 Vedaerne anses for at være opdelt i tre afsnit, nemlig afsnittene om åndelig visdom,
tilbedelse og handling. Disse tre finder vi også i upanishaderne. De foreskriver også
grundlaget for de filosofiske retninger: Ikke-dualisme, kvalificeret ikke-dualisme og
dualisme.
1:7 Ordet ’upanishad’ betegner det at studere og praktisere den oprindelige sandhed.
Begrebet ’Viden om Gud’ betegner den åndelige kontemplations overhøjhed. Begrebet
’Videnskaben om yoga’ betegner den mentale kærning, der skaber succes og det at søge
efter ens egen virkelighed. Hvad er den grundlæggende aktivitet, der forlanges af
mennesket? Hvad er den grundlæggende ting, man skal have kendskab til? Svaret er, at
det blot er ens egen grundlæggende Virkelighed. Upanishaderne beskriver de forskellige
5

stadier samt de forskellige metoder, der skal anvendes i bestræbelserne på at erkende
denne Virkelighed.
1:8 Navnet ’upanishad’ er fuld af betydning. ’Upa’ betegner den proces, det er at studere
med ’nishta’ eller vedholdenhed; ’shad’ betegner opnåelsen af Den ultimative Virkelighed.
Det er årsagerne til navnet upa-ni-shad. Ikke blot lærer upanishaderne menneskeheden
principperne for viden om Den højeste Eksistens, de angiver også den praktiske
betydning af befrielse. De påpeger ikke blot de pligter og forpligtelser, mennesket må
påtage sig, men også de handlinger, der skal udføres, og de handlinger der skal undgås.
1:9 Bhagavad Gita er blot essensen af upanishaderne. Ved at modtage Bhagavad
Gita’ens lære får Arjuna frugten af at lytte til upanishaderne. I upanishaderne finder vi
erklæringen: ”Jeg er Det”. I Bhagavad Gita siger Krishna til Arjuna: ”Jeg er Arjuna blandt
Pandava’erne.” (Pandava’erne er Arjuna’s slægt). Det er det samme som at sige: ”Du og
Jeg er den samme.” Dette er igen det samme som at sige: ”Jeg er Det”, at den
individualiserede sjæl og Gud er den samme.
1:10 Ligegyldigt om det handler om Bhagavad Gita’en eller upanishaderne, så er læren
’ikke-dualisme’. Den er hverken ’dualisme’ eller ’kvalificeret ikke-dualisme’. Det
menneskelige øje kan ikke fordybe sig i det meget lille eller i det kæmpestore. Det kan
ikke aflæse mysteriet om viruset, atomet eller det stjernebesatte univers. Derfor
supplerer videnskabsmændene øjet med teleskoper og mikroskoper. På tilsvarende vis er
de hellige mænd i stand til at opleve det guddommelige gennem ’visdommens øje’, som
er erhvervet ved at føre et retskaffent liv og ved at udføre åndelige øvelser. Når det
menneskelige øje behøver et fremmed instrument for at se selv en ubetydelig orm eller
virus, hvordan kan man så nægte at arbejde med mantra, hvis man ønsker at se det
allestedsnærværende transcendente princip? Det er meget vanskeligt at erhverve sig
’visdommen øje’. Koncentration er helt nødvendigt for dette. For at koncentrationen kan
udvikles og blive fikseret, er tre forhold meget vigtige: Bevidsthedens renhed, moralsk
opmærksomhed og åndelig skelneevne. Disse kvalifikationer er vanskelige at opnå for
almindelige mennesker.
1:11 Mennesket er udstyret med følgende specielle redskaber: Skelneevne, dømmekraft,
evnen til at analysere og evnen til at sammenfatte. Blandt alle dyr er mennesket alene
om at besidde disse kvaliteter. Det må udvikle dem og anvende dem til det bedste
formål. Gennem disse redskaber kan mennesket erkende Den Iboende Guddommelighed.
1:12 I stedet plager mennesket både sig selv og andre med spørgsmålene: Hvor
opholder Gud sig? Hvis Gud er virkelig, hvorfor kan man så ikke se Ham? Når Jeg hører
sådanne tvivlsspørgsmål, får Jeg næsten medlidenhed med de stakkels spørgere. For de
kundgør deres egen tåbelighed. De er ligesom dumrianer, der tragter efter
universitetsgrader uden så meget som at ulejlige sig med at lære alfabetet. De tragter
efter at erkende Gud uden selv at besvære sig med de krævede åndelige øvelser.
Mennesker, der ikke har nogen moralsk styrke og renhed, taler om Gud og Hans
eksistens, og de taler nedsættende om de anstrengelser, der skal til for at se Ham.
Sådanne mennesker har ingen ret til at blive hørt.
1:13 Åndelige øvelser er baseret på de hellige skrifter (skrifter der er et moralkodeks for
eller en forskrift på praktisk levevis). De kan ikke blive behersket i en håndevending. De
kan ikke gennemføres blot ved at tale. Deres budskab er sammenfattet i upanishaderne,
derfor er disse æret som autoritative. De er ikke et produkt af menneskelig intelligens,
6

de er Guds hvisken til menneskene. De er dele af de evige vedaer. Vedaerne skinner
strålende gennem alle de hellige skrifters afsnit.
1:14 Upanishaderne er autentiske og autoritative, da de deler vedaernes herlighed. I alt
er der 1.180 af dem, men gennem århandreder er mange af dem forsvundet fra den
menneskelige hukommelse, og blot 108 har overlevet. Af disse har 13 opnået stor
popularitet som et resultat af deres indholds dybde og værdi.
1:15 Vismanden Vyasa systematiserede og fordelte dem blandt de fire vedaer. Rig Veda
består af 21 afsnit, og hvert afsnit har fået tildelt en upanishad. Yajur Veda har 109
afsnit og 109 upanishader. Atharvana Veda har 50 afsnit, og de fik tildelt 50
upanishader. Sama Veda har 1.000 afsnit og resten, nemlig 1000 upanishader, blev
deres del. På denne måde blev de 1.180 upanishader fordelt af Vyasa på de fire vedaer.
1:16 Sankaracharya (indisk filosof og vismand fra det 8. eller 9. århundrede) højnede 10
af upanishadernes status ved at udvælge dem til at få hans skriftlige kommentarer, og
derved blev disse specielt vigtige. Menneskeheden står og falder med disse 10. Alle, som
søger menneskelig lykke og fremskridt, bør nu ængstes for, om selv disse 10 vil blive
glemt. For hvis disse negligeres, vil det indvarsle en moralsk og åndelig katastrofe. Dog
er der ingen grund til at frygte noget sådant. Der kan aldrig ske vedaerne noget. Lærde
personer, og dem, der besidder tro, burde beslutte at præsentere i det mindste disse 10
upanishader for menneskeheden. De 10 upanishader er: Isavasya, Kena, Katha, Prasna,
Mundaka, Mandukya, Thaithiriya, Aithareya, Chandogya og Brihadaranyaka.
1:17 De resterende 98 er: Brahma, Kaivalya, Svethasva, Jabali, Hamsa, Garbha, Aruni,
Paramahamsa, Amrithanada, Narayani, Amrithabindu, Atharvasikha, Atharvasira,
Kasithara, Mathrayani, Nrisimhatapani, Brahmajabala, Marithreya, Kalagnirudra,
Sulabha, Manthrika, Kshithi, Niraalamba, Sarvahara, Vajrasuchika, Subharahasya,
Thejobindu, Nadabindu, Dhyanabindu, Brahmavidya, Den guddommelige Gnistbodhaka,
Yogo, Thathwa, Naradaparivrajaka, Brahmana, Sita, Yogachudamani, Nirvaana, Mandala,
Dakshinamurthi, Skandaa, Sarabha, Adwaitha, Thaaraka, Mahanarayana,
Sowbhayalakshmi, Saraswathirahasya, Mukthika, Bhavaricha, Ramathapana,
Ramarahasya, Mudgali, Vasudeva, Pingala, Sandilya, Mahabhikshuka, Yogasiksha,
Sanyasa, Turiyathitha, Parmaparivrajaka, Narasimha, Akshamalika, Annapoorna,
Ekakshara, Akshika, Adhathya, Surya, Kundisakhya, ADen guddommelige Gnist, Savithri,
Parabrahma, Pasupatha, Thripurathapana, Avadhootha, Thripura, Devi, Bhavana, Katha,
Yogakundali, Rudrahrdaya, Rudraksha, Bhasma, Darsana, Ganapathi, Thahasata,
Mahavakya, Panchabrahma, Gopalathapani, Pranagnihothra, Daruda, Krishna,
Datthatreya, Varaaha, Yajnavalkya, Sathyaayana, Avyektha, Hayagriva og Kalisantharna.
1:18 Upanishaderne har også inspireret andres arbejde inden for områder som geografi,
astronomi, astrologi, økonomi og politisk teori. De har også givet inspiration til de 18
puranaer (åndelige tekster der udgør en samling af ældgamle legender og
overleveringer), der omfatter beretninger om Skanda (Siva’s søn Subrahmanya), Siva
(guden der repræsenterer ’nedbrydningen’ i den hinduistiske religions treenighed af
guder: Brahma, Vishnu og Siva), Garuda (fuglen der er guden Vishnu’s transportmiddel)
og 14 andre emner. Vedaerne og upanishaderne er selve fundamentet for ’Den Evige
Universelle Religion’.
1:19 Der er ét interessant træk, der er værd at lægge mærke til. Denne religion har
ingen grundlægger, som de øvrige har. Denne religions usynlige og ukendte grundlægger
er Gud, kilden til al visdom. Gud er Den evige universelle Religions profet. Gud er
7

grundlæggeren. Guds Nåde og Guds inspiration manifesterede sig gennem de hellige
vismænd, og disse blev talsmænd for denne ’rigtige handling’ (loven om social harmoni
og personlige rettigheder og pligter, ofte kaldet ’pligt’ eller ’retskaffenhed’; på sanskrit
dharma). Når menneskets moralske renhed degenererer, tager Gud form som nåde og
inspiration i såvel vismænd som lærere. Gennem upanishaderne har Gud også givet
’Visdommen der vedrører Sandheden’.
8

Kapitel 2
Isavasya Upanishad
2:1 Herren, der havde i sinde at genrejse verden, kommunikerede vedaerne gennem
’Skabelsens Kilde’, der til gengæld videregav dem til sine ti åndelige sønner, heriblandt
Athri og Marichi. Fra dem spredtes vedaerne ud til menneskeheden, idet de blev
overleveret fra generation til generation. Som tiden gik, forsvandt slægtled, og
kontinenter flyttede sig. Herved forsvandt nogle af vedaerne, eller de blev tilsidesat som
værende for vanskelige at forstå, og kun fire af dem har overlevet op til i dag. I
Dwapara-tidsalderen (den forrige tidsalder) underviste vismanden Vyasa sine elever i
disse fire vedaer. Han var den største blandt vedaernes fortolkere.
2:2 Mens Vyasa således udlagde vedaerne for at sprede kendskabet til de hellige skrifter,
skete der det, at én af hans elever, en vismand ved navn Yajnavalkya, pådrog sig hans
vrede. Som straf måtte han gylpe Yajur Vedaen op. Den veda, som Yajnavalkya allerede
havde lært, måtte han således overgive og efterlade i sin gurus varetægt. Han måtte
forlade stedet, og han søgte tilflugt hos Solguden, ’Veda’ernes skatkammer’. Netop da
fløj mægtige helgener, der ærede vedaerne, ind på området i skikkelse af agerhøns (på
sanskrit thiththiri) og åd den opgylpede Yajur Veda. Denne bestemte del af vedaerne
kaldes ’Thaithiriyam’.
2:3 I mellemtiden var Solguden tilfreds med den uheldige Yajnavalkya’s hengivenhed og
vedholdenhed. Solguden antog skikkelse af en hest (på sanskrit vaji) og velsignede
vismanden ved at genetablere dennes viden om Yajur Vedaen. Den del af vedaerne, der
således blev videregivet af hesten (vaji’en), kom til at hedde ’Vajasaneyi’. Yajur-vedaen,
som den blev udlagt af Vyasa, kaldes Krishna Yajur Veda, og den blev senere videregivet
af vismanden Yajnavalkya som Sukla Yajur Veda. I denne er de første få kapitler
mantraer, der er forbundet med Handlingens Vej (vejen for begyndere med et mindre
udviklet sind), og de sidste få afsnit omhandler Visdommens Vej (en vej for den mere
avancerede eller udviklede intelligens).
2:4 Isavasya Upanishad beskæftiger sig med førnævnte ’Visdommens Vej’. Eftersom
denne upanishads første mantra starter med ordet ’Isavasyam’, er upanishaden opkaldt
efter dette navn. Mantraet lyder således:
”Alle genstande i denne verden, de flygtige og de midlertidige, er
indhyllet i Herren, der er altings Sande Virkelighed. Derfor må
de anvendes med ærbødig afstandstagen, uden higen eller begær,
thi de tilhører Herren og ikke nogen person.”
2:5 Det vil altså sige, at universet er iboende Herren; at universet er Herrens form,
Herrens krop. Det er forkert at opfatte universet og Herren som værende forskellige. Det
er en vildfarelse, et produkt af menneskets fantasi. På samme måde som dit spejlbillede
under vandet ikke er forskelligt fra dig, således er universet (der er Herrens spejlbillede
skabt af din uvidenhed) ikke forskelligt fra Herren.
2:6 Så længe mennesket lider af denne vildfarelse, kan det ikke få øje på Virkeligheden,
der bor i det. Derfor vil mennesket gradvist glide over i forkerte tanker, ord og
handlinger. Hvis et stykke sandeltræ bliver opbevaret i vand, vil det udvikle en grim lugt,
men hvis det bliver taget op og gnubbet til pasta, vil dets tidligere velduft vende tilbage.
Når vedaernes og de hellige skrifters autoritet bliver respekteret, og når skelneevnen
9

liver skærpet på den kampplads, hvor handlingerne er tilskyndet af retskaffenhed, så vil
den dårlige lugt at det urigtige og det slette forsvinde, og Den guddommelige Gnists
rene, oprindelige duft vil komme frem. Så vil dualiteten mellem Den, der skaber, og den,
der nyder det skabte, forsvinde. Så vil du nå det stadie, der kaldes ’tilbagetrækningen fra
alle aktiviteter’. I upanishaderne er denne type forsagelse (det at opgive ens verdslige
bånd) beskrevet som værende passagen til befrielse.
2:7 Forsagelsen, der omfatter ødelæggelsen af de tre tilskyndelser (at få en partner, at
få efterkommere og at opnå velstand), er meget vanskelig at opnå uden den indre
bevidstheds renhed eller sindets renhed.
2:8 I denne upanishads andet mantra forklares det, hvilke metoder man skal anvende for
at ødelægge de tre tilskyndelser. Mantraet lyder således:
”Udfør tilbedelsen af ilden og lignende ceremonier, som de er
beskrevet i de hellige skrifter. Tro på, at du er nødt til aktivt at være
engageret i sådanne handlinger for at opnå befrielse. Vær
overbevist om, at ingen synd kommer over dig, så længe du
er engageret i denne tilbedelse.”
Handlinger uden begær efter frugterne vil på denne måde langsomt rense urenhederne
væk, på samme måde som guldsmedens smeltedigel renser guldet for urenheder. Det
rene sind er visdom; det er ikke-tilknytningens fuldbyrdelse.
2:9 Hvis du er i stand til at frigøre dig for begær, når du handler, kan ingen urenhed
ramme dig. Du ved, at chilli-
frøene,
når de puttes ned i mudret vand, har evnen til at
frigøre sig fra snavset og aflejre dette på bunden. Frøene synker også ned til bunden og
slipper ud af syne! På samme måde vil de, der evner at udføre handlinger uden
tilknytning til frugterne af disse handlinger, få deres sind renset fuldstændigt, og
resultaterne af deres handlinger vil også miste deres virkning og ’synke til bunds’.
2:10 Ud af denne upanishads atten mantraer er det kun de to første, der direkte
omhandler problemerne med befrielsen, og hvordan man løser disse problemer. De
øvrige seksten mantraer uddyber denne løsning og tjener som kommentarer og
ledsagende tekster til de to første.
2:11 Den guddommelige Gnist undergår aldrig nogen forandring, dog er Den hurtigere
end noget sind! Det er mysteriet og miraklet. Den guddommelige Gnist forekommer at
kende til alle tilstande, men Den har ingen vækst, forfald eller forandring. Skønt Den
guddommelige Gnist er alle vegne, er det ikke muligt for sanserne at opfatte Den. Det er
på grund af Dens underliggende eksistens og på grund af, at Den er iboende alting, at al
vækst, alle aktiviteter og alle forandringer sker. Årsag og virkning handler og reagerer på
grund af Den guddommelige Virkeligheds grundlæggende tilstedeværelse. Selve ordet
’Isa’ dækker denne betydning. Den guddommelige Gnist er nær og fjern, indeni og
udenfor, stillestående og i bevægelse. Den, der kender denne sandhed, er værdig til
titlen, ’en person, der besidder visdom’.
2:12 Den uvidende kan aldrig fatte sandheden om Den guddommelige Gnists iboende
natur. De, der er bevidste, kan se ting og kan føle deres tilstedeværelse tæt på sig. De,
der har mistet deres bevidsthed, vil lede efter de forsvundne smykker, skønt de rent
faktisk har dem på. Skønt én muligvis kender til alle ting, opfatter han Den
guddommelige Gnist som eksisterende på et utilgængeligt og uopnåeligt sted. Det gør
10

han på grund af tabet af bevidstheden. Men personen der besidder visdom, personen der
er bevidst, ser Den guddommelige Gnist i alle væsener og ser alle væsener som Den
guddommelige Gnist. Han opfatter alle væsener som værende det samme og oplever
ingen adskillelse eller forskel. På denne måde redder han sig selv fra dualisme.
2:13 Isavasya Upanishaden gør denne store sandhed klar for alle. Den vise person, der
har været i denne tilstand, vil ikke blive urolig over skæbnens slag eller sansernes
fristelser. Han ser alle væsener som værende ham selv, idet han har sin egen medfødte
identitet. Han er fri for trældom, fri for retskafne såvel som ikke-retskafne handlinger, fri
for uretfærdige handlinger og fri for kroppens behov og drifter. Han er en person, der
lyser af egen kraft. Så den individualiserede sjæls form er ikke hams ægte form. Nej,
ikke engang det fysiske legeme og det mentale legeme er virkelige iklædninger.
2:14 Det er forklaringen på, at der i Isavasya Upanishadens første mantra er en
udlægning vedrørende denne tilstand. Dette mantra kaldes ’Visdommens sindstilstand’,
og denne tilstand er karakteriseret ved fraværet af enhver form for længsel. Det er den
oprindelige fortolkning, men personer, der har stor længsel efter noget, vil finde det
vanskeligt at blive stabiliseret i denne sindstilstand. For sådanne personer foreskriver
upanishadens andet mantra en anden metode. Den kaldes for ’Handlingens sindstilstand’,
og denne tilstand indebærer en uafbrudt stræben efter at udføre gode handlinger. Resten
af mantraerne uddyber og supplerer disse to sindstilstande, der er baseret på
henholdsvis visdom og handling. ’Handlingens sindstilstand’ har begær og illusion som
sine vigtigste tilskyndelser. Derimod har ’Visdommens sindstilstand’ ikke-tilknytning og
overbevisningen om, at den objektive verden ikke er Den guddommelige Gnist, som sin
tilskyndelse. Det vil sige, at verden er ’ikke sand’, og derfor nytteløs at beskæftige sig
med. Sådan en holdning af ikke-tilknytning er hovedvejen til ’Visdommens sindstilstand’.
Fra det tredje til det ottende mantra er Den guddommelige Gnists sande natur skildret.
Det sker gennem fordømmelse af fraværet af viden, der forhindrer forståelsen af Den
guddommelige Gnist.
2:15 På denne måde lærer Isavasya Upanishad alle om forsagelsens vej i det første
mantra og lektien om ’befriende aktiviteter’ (handlinger blottet for begær og had) i det
andet mantra. I det fjerde og femte mantra tales der om Åndens Virkelighed og senere
om frugterne af at have kendskab til denne Åndens Virkelighed. I det niende mantra
bliver ’Den fremadskridende befrielses Vej’ beskrevet. Denne vej er nyttefuld for dem,
der er for svage til at følge ’Den totale forsagelses Vej’, men som er eksperter i
handlinger, der bidrager til moralsk udvikling og indre renselse. Det er vejen, som
koordinerer alle handlinger, al karma, efter tilbedelsens princip. De, der er beskæftiget
med handlinger i strid med Den Højeste Viden, er fulde af mangel på visdom. Der står:
”De, der begrænser sig til videnskabelige studier og undersøgelser af guddommelige
skikkelser, er endnu værre, for deres begær er rettet mod styrke og evner.” Det siges, at
Den Højeste Viden fører til ’De glædestrålende væseners verden’, og handlinger fører til
’Forfædrenes verden’. Så den visdom, der resulterer i selvrealisation, er noget, der er
tydeligt adskilt fra det førnævnte. Ingen forsøg på at koordinere disse to kan lykkes.
2:16 Selvfølgelig skal man ikke engagere sig i noget, der opponerer mod de hellige
skrifter; og i den ultimative analyse er alle handlinger klassificeret som ikke-viden. I
bedste fald kan handling blot hjælpe til at rense sindet, og tilbedelsen af guder kan føre
til målbevidsthed. Tilbedelsen er nødt til at hæve sig op til niveauet, hvor det er Den
Kosmiske Guddommelighed, ’Skabelsens Kilde’, der tilbedes. Tilbedelsen er nødt til at
modne og udvikle sig, endnu mens du er i live, så du opnår befrielse i dette liv.
11

2:17 Visdommens gode kvaliteter og ’Handlingens sindstilstand’ må begge blive
suppleret og koordineret. Så kan du undslippe hjulet for fødsel og død og blive
guddommelig.
12

Kapitel 3
Katha Upanishad
3:1 Historien om Nachikethas, der blev indviet i åndelige øvelser af selveste Dødens Gud,
Yama, findes i denne upanishad. Den samme historie nævnes også i både Thaithiriya
Brahmanaen (en af Yajur Vedaens tilhørende brahmana tekster der omhandler
betydningen og anvendelsen af mantraer og hymner i forbindelse med forskellige
ofringer) og i Mahabharathaen (gammelt storslået poetisk værk om bl.a. Pandavabrødrene)
i Anusaasanaparvas 106. afsnit (den del der omhandler moralske principper).
Denne upanishad er blevet berømt på grund af dens fremstillings klarhed og dybde.
Mange af de tanker, der kommer til udtryk i den, finder vi også i Bhagavad Gita. Da den
hører til Krishna Yajurveda skolens Katha Saakha (én af skolens mange grene), kaldes
den Katha Upanishad.
3:2 Vismanden Vaajasravas, der også var kendt som Gouthama, lagde stor vægt på
ritualer, og han udførte engang en stor ofring, et stort offerritual. Som en del af ofringen
skænkede han køer bort. Disse køer var ikke længere i stand til at æde græs eller drikke
vand og endnu mindre i stand til at give mælk! De var for gamle til på nogen måde at
være nyttige. Da hans dydige og intelligente søn, der hed Nachikethas, opdagede dette,
blev han klar over, at hans fader var ved at løbe ind i store problemer på grund af de
syndige gaver. Drengen ønskede, så vidt det var muligt for ham, at redde sin fader fra
dennes skæbne. Han spurgte sin fader, til hvem han havde tænkt sig at ofre ham, sin
søn, som gave. Han plagede for, at også han måtte blive givet væk til en eller anden.
Dette gjorde hans fader så opbragt, at han i væmmelse råbte: ”Jeg giver dig til Dødens
Gud.” Herefter skete der det, at Nachikethas bestemte, at hans faders ord ikke måtte
gøres til skamme, skønt de blev udtalt i denne ’Individualiserede sjæls verden’, der er
inficeret med fødsel og død. Så han overtalte sin fader til at ofre ham som en gave til
Yama (Dødens Gud) og gøre det strengt efter de rituelle regler. Nachikethas begav sig
straks til Dødens Guds bolig. Her måtte han vente tre nætter, før han kunne komme til at
se Yama. Dødens Herre var ked af den forsinkelse, der var opstået i forbindelse med
modtagelsen af en gæst fra præste-kasten. Han lovede derfor Nachikethas, som en slags
soning, at denne kunne få tre ønsker opfyldt. Ét ønske for hver nat drengen havde
opholdt sig uden for hans døre.
3:3 Nachikethas første ønske var, at når han, på Yama’s bud, vendte tilbage til det sted,
hvor han var født og opvokset, ville hans fader byde ham hjerteligt velkommen, befriet
for al vrede over sønnens tidligere uforskammethed og opfyldt af sindsligevægt. Hans
andet ønske var at kende hemmeligheden bag, at der i Himlen ikke er noget, der hedder
sult og tørst eller frygt for døden. Yama ville med glæde opfylde disse ønsker. I tilgift
indviede Yama ham desuden i et specielt ritual og dets mysterium. Drengen Nachikethas
lyttede ærbødigt og opfattede hurtigt og klart detaljerne omkring ritualet. Yama var så
tilfreds med sin nye elev, at han gav offerritualet et nyt navn. Det fik navnet Nachiketha
Agni! Dette var en ekstra velgerning over for den unge gæst. Nachikethas sagde: ”Herre!
Mennesket er dødeligt, men nogle mener, at døden ikke er afslutningen, at der findes en
eksistens ved navn Den guddommelige Gnist, der overlever kroppen og sanserne. Andre
påstår, at en sådan eksistens ikke findes. Nu, da jeg har chancen, ønsker jeg, at du giver
mig kendskab til Den guddommelige Gnist.”
3:4 Yama ønskede at teste spørgerens akkreditiver, hans standhaftighed og begærlighed
efter at få kendskab til Den højeste Visdom. Hvis drengen ikke var værdig til det,
ønskede Yama ikke at videregive denne viden til ham. Derfor tilbød han i stedet at
13

opfylde forskellige andre ønsker, der havde relation til verdslig velstand og lykke. Yama
fortalte Nachikethas, at Den guddommelige Gnist er meget subtil og flygtig. At Den
guddommelige Gnist ligger uden for den almindelige forståelses fatteevne, og at det var
grunden til, at han tilbød ham at få opfyldt andre attraktive ønsker, der kunne nydes
’urtigere’ og ’bedre’. Nachikethas svarede: ”Ærede Herre! Din beskrivelse af hvor
vanskeligt det er at forstå, får mig til at føle, at jeg ikke må forpasse denne chance, da
jeg aldrig finder nogen mere kvalificeret lærer end dig til at forklare det for mig. Dette
skal være mit tredje ønske. Jeg ønsker intet andet. De alternative ønsker, du nævnte for
mig, kan ikke sikre mig de evige goder, som udelukkende ’Viden om det guddommelige
Selv’ kan skænke.”
3:5 Da Han oplevede denne tro og denne standhaftighed, var Yama tilfreds, og han
konkluderede, at Nachikethas var egnet til at modtage Den Højeste Visdom. Han sagde:
”Godt min kære dreng! Der eksisterer to forskellige slags oplevelser og tilskyndelser.
Disse kaldes ’lyksalighed’ (den fuldkomne glædes vedvarende herlighed) og
’behagelighed’ (den glæde der stammer fra verdslig magt, status og rigdom), og de
påvirker begge det enkelte individ. Den første frigør, den anden binder. Den ene fører til
frelse, den anden til indespærring! Hvis du følger behageligheds-vejen, lader du
opnåelsen af menneskets højeste mål langt bag dig. Lyksaligheds-vejen kan udelukkende
blive erkendt af det rensede intellekt, af skelneevnen. Behageligheds-vejen betrædes
udelukkende af de uvidende og af de fordærvede. Den højeste Viden åbenbarer
lyksaligheds-vejen, og uvidenhed skubber dig ind på behageligheds-vejen. Naturligvis er
de, der søger lyksaligheds-vejen, meget sjældne.”
3:6 Yama fortsatte: ”Den guddommelige Gnist er uden bevægelse, Den er uforstyrret.
Den er bevidsthed, grænseløs og fuldstændig. De, der kender Den guddommelige Gnist,
vil ikke blive berørt af den dobbelte betydningen af ’at være’ og ’ikke at være’, af ’den
der handler’, og ’den der ikke handler’ osv. Den guddommelige Gnist er end ikke en
genstand, der kan erfares! Den er hverken ’den der ved’, ’det at vide’ eller ’det der
vides’. At opdage dette er Det Højeste Klarsyn; at lære én om dette er Den Højeste
Instruktion. Instruktøren er Gud, og den, der instrueres er også Gud. Erkendelsen af
denne allestedsnærværende sandhed redder én fra al tilknytning, uro osv. Den befrier én
fra fødsel og død. Det Store Mysterium kan ikke blive fattet ved hjælp af logik; det må
løses gennem tro på de guddommelige love og regler og gennem de erfaringer, der gøres
ved at følge dem.”
3:7 ”Den guddommelige Gnist kan udelukkende blive erkendt efter en umådelig lang
udholdenhed. Man må bortlede sindet fra dets naturlige tilflugtssted, den objektive
verden, og holde det i en ubevægelig sindsligevægt. Det er kun en helt, der kan lykkes
med denne ensomme indre oplevelse og overvinde egoismens og illusionens uhyrer!
Alene denne sejr kan fjerne sorg.”
3:8 Vedanta lærer menneskeheden, at Den Højeste Sandhed er egnet til at blive erkendt
af alle. Som med én stemme proklamerer alle teksterne dette. De fortæller også, at OM
(lyden OM, eller AUM, der er den oprindelige lyd) både er symbolet på det guddommelige
princip med form og uden form. De erklærer, at tilbedelsen af OM endog bringer
’Skabelsens Kilde’ inden for din rækkevidde, og desuden hjælper dig til at nå Guds to
’stadier’ (med og uden form). ’Skabelsens Kilde’ er indhyllet af illusionens tyndeste slør,
og ved hjælp af OM kan det flænses i stykker, og både Den Højeste Kraft og det lavere
selv kan blive erkendt.
14

3:9 Katha Upanishad uddyber også begrebet Den guddommelige Gnist på forskellig vis.
Det fortælles, at Den guddommelige Gnist ikke er målelig, at Den aldrig kan holdes inden
for nogen begrænsninger, skønt det forekommer sådan. Solens spejlbillede i søen sitrer
og ryster på grund af vandets sitren og rystelse, men Solen er blot et fjernt vidne. Den er
upåvirket af det medie, der skaber spejlbilledet. På samme måde er Den guddommelige
Gnist vidnet til alle disse forandringer i rum og tid.
3:10 Den individualiserede sjæl, der er den individualiserede uvidenhed, er den, der
’nyder’ frugterne af handlinger, af rigtigt og forkert, af godt og ondt. Disse sjæle skaber
trældom gennem egoisme, og befrier sig fra lænkerne ved hjælp af intellektet,
uvidenhedens modsatrettede kraft. Erkend at alt er vundet i det øjeblik, de indre såvel
som de ydre sanser er sat ud af spillet. Kassér dem som værende falske og vildledende;
lad dem alle smelte sammen med sindet. Kast sindet tilbage til intellektet, og kast
intellektet, eller det individualiserede intellekt, tilbage til Skabelsens Kildes Kosmiske
Intellekt. Når du har nået dette stadie af åndelige øvelser, lad da Det Kosmiske Intellekt
smelte sammen med Åndens Virkelighed, af hvilken det blot er en manifestation. Så
opnår du stadiet af den perfekte, uforstyrrede sindsligevægt af Absolut Enhed, hvilket er
din sande natur. Dette er hemmeligheden, der fremlægges i denne upanishad, samt det
faktum at hele skabelsen er et resultat af udbredelsen af navne og former.
3:11 Vildledt af blændværket er du ude af stand til at se det forspildte liv; skræmt af
slangen, som i virkeligheden er et reb, er du ude af stand til at opdage den
grundlæggende Virkelighed. Den illusion, der er uden begyndelse, og som plager den
individualiserede sjæl, må nedbrydes. Denne upanishads 14. mantra vækker den
individualiserede sjæl fra evighedens søvn og fører den frem mod målet.
3:12 Den guddommelige Gnist er hinsides lyd, berøring, form, smag og lugt; Den er evig.
Sanserne er bundet til objekterne, bundet til det ydre. Den guddommelige Gnist er det
oprindelige udgangspunkt for al aktivitet og al viden, den indre motiverende kraft bag
alt. Denne illusion om mangeartethed, forskellighed, mangfoldighed og flerhed må
nødvendigvis dø. Den er opstået fra uvidenhed. De ’mange’ er et spejlbillede forårsaget
af ’omstændigheder’. Følelsen af, at du er adskilt fra Den Ene, er den egentlige årsag til
alle disse tilsyneladende fødsler og dødsfald, som individet forekommer at gennemgå.
Herefter forklarede Dødens Gud, Yama, Guds natur for Nachikethas, så drengen kunne få
fjernet sin tvivl på dette område.
3:13 ”Som et lys der er skjult af røg, er den tommelfingernegl store Gud evigt skinnende.
Et kraftigt regnskyl, der rammer en bjergtinde, falder ned i tusind strømme. På samme
måde falder individualiserede sjæle, der livet igennem oplever mangfoldigheden og
forskelligheden, ned gennem alle disse tilsynekomster og går til grunde.” Denne
upanishad erklærer, at der ikke findes noget, der er mere ophøjet end Den
guddommelige Gnist, eller blot lige så ophøjet. ”Et træs rødder er usynlige, de er skjult
under jorden. Men deres effekt på de synlige blomster er indlysende, er det ikke sandt?
Dette er sandt og gælder også for ’Livets Træ’. Ud fra denne erfaring, alle de ’blomster’
du ser, må du drage den slutning, at roden, altså Gud, eksisterer som næring og som
støtte”, sagde Yama.
3:14 ’Livets Træ’, altså den sanselige verden, er som tryllekunstnerens mangotræ; den
er blot en illusion. Mennesket, der har renset sit intellekt, kan se ind i dette intellekt, på
samme måde som man ser ind i et fint spejl, og se Den guddommelige Gnist i selve dette
liv. Gud er det, der er kendt af den, der søger viden. Gud er det, der er opnået af den,
der søger resultater. Personen, der direkte har erfaret det guddommelige, befries når
15

denne visualisering af Gud opleves, mens lægmanden når Den Højeste Himmel efter
døden. Der forenes han med ’Skabelsens Kilde’ og i slutningen af tidens spand af tid, af
en evigheds tid, befries han sammen med selve ’Skabelsens Kilde’.
3:15 Nachikethas forstod fuldstændigt denne ’viden om Gud’ som Yama lærte ham. Han
blev befriet af Døden og nåede Gud. For så vidt angår denne ’Viden om Gud’, så vil
personen, der forsøger at finde ud af, hvad denne viden indeholder, alene gennem
forsøget blive en bedre personlighed, befriet for syndens fordærv.
3:16 Denne upanishad har på mange måder lært mennesket om de grundlæggende
emner: ’Legemliggørelsen af livsenergierne’, ’Lyksaligheds-vejen’ og ’Viden om Gud’. Jeg
har besluttet at fortælle jer om essensen af denne lære. Selvfølgelig er et mantra nok til
at redde dem, der har en skærpet intelligens og dem, der er længselsfulde efter at opnå
befrielse. Hvad angår de, der ikke er åndfulde, og de, der er tilskyndet af sanserne, og
som derfor fordyber sig i verdslig søgning efter fornøjelser, er selv mange gode råd
spildte.
3:17 Den guddommelige Gnist er ligesom havet. For at forklare en person om det,
behøver du ikke bede ham om at drikke hele havet. En enkelt dråbe placeret på tungen
vil give ham den fornødne viden. På samme måde, hvis du ønsker at kende denne
upanishad, behøver du ikke følge hvert mantra. Lær og erfar, hvad ét mantra indebærer,
så kan du nå målet uden uheld. Lær og praktiser. Lær at praktisere. Det er denne læres
hemmelighed.
16

Kapitel 4
Mundaka Upanishad
4:1 Denne upanishad begynder med en påkaldelse, idet der bedes om, at øjet må se
lykkevarslende ting, øret må høre lykkevarslende lyde, og at livet må blive tilbragt i
kontemplation på Herren. Denne upanishads lære benævnes ’Viden om Gud’, enten fordi
den først beskriver Skabelsens Kildes, den kausale Guds, budskab, eller fordi budskabet
beretter om Guds herlighed. Denne upanishad taler om ’Viden om Gud’ som mysteriet,
der kun kan forstås af dem med kronraget hoved, og dem, der gennemgår en ceremoni
med at bære ild på det kronragede hoved. Derfor kaldes den Mundaka, eller ’Kronraget
hoved’. Bortset fra det, så æres denne upanishad som toppen af alt, siden den udlægger
selve essensen af Viden om Gud. Den er tilknyttet den fjerde veda, Atharvana Veda.
4:2 Denne viden om Gud er gennem tiderne blevet overdraget fra lærer til elev ved
mund til mund metoden. Den er blevet beriget og bekræftet gennem erfaring. Den
kaldes også ’Viden om Den Anden’, når den omhandler det formløse princip. Når viden
omhandler princippet med form, det legemliggjorte princip, kaldes den ’Viden om Den
Iboende’. Det er læren om disse to, der er at finde i denne upanishad. Saunaka
underviste Angirasa om dem. Det er, hvad der bekendtgøres i teksten. Vedaerne og
Vedangaerne omhandler Viden om Den Iboende. Upanishaderne beskæftiger sig for det
meste med ’Viden om Den Anden’. Men det interessante er, at viden om princippet med
form fører til viden om Gud, hvilket er målet.
4:3 Ud fra sit indre manifesterer edderkoppen det pragtfulde edderkoppespind. På
samme måde manifesterer den kausale Gud dette foranderlige univers. Førnævnte
univers, eller den sanselige verden der er en evig forandring af tid og rum, er et produkt
af ’Skaber – skabelsens-komplekset’. Den er sand, virkelig og nyttig, så længe man er
ubevidst om Virkeligheden. Det allerbedste man kan opnå ved hjælp af sine aktiviteter,
vel at mærke hellige eller indviede aktiviteter, er Himlen, som har et længere tidsrum,
men dog trods alt har en slutning. Af den grund mister den åndeligt søgende al længsel
efter Himlen. I stedet henvender han sig til en ældre lærer, der er fuld af medfølelse med
ham, og som vil instruere ham i øvelserne, der vil gøre det muligt for ham at virkeliggøre
Gud.
4:4 Alle væsener er Gud og ingen anden. De udspringer alle fra Gud. Ligesom gnister
udspringer fra ilden, som hår gror på huden, men er forskellig fra denne, ligeså
udspringer alle væsener fra Gud. Gud forårsager, at Solen, Månen, stjernerne og
planeterne roterer i rummet. Gud skænker konsekvenserne af alle væseners handlinger.
Den individualiserede sjæl og Gud er som to fugle, der sidder i det samme træ (forstået
som menneskets krop). Den individualiserede sjæl handler og udlever konsekvenserne af
disse handlinger. Gud sidder stille, som den anden fugls vidne. Når den individualiserede
sjæl ser Gud og erkender, at den selv blot er et spejlbillede, slipper den fra sorg og
smerte. Når sindet inderligt længes efter at kende Gud, formindskes og forsvinder alle
andre lavere begær. Derved opnås viden om Den guddommelige Gnist. Denne
upanishads sidste mantra erklærer, at dets mål er at få mennesket til at opnå denne
visdom. Munda betyder hoved. Man kan sige, at denne upanishad er alle upanishaders
hoved. Det er grunden til, at selv De Guddommelige Grundsætninger, der blev samlet og
ordnet af Vyasa, helliger hele to kapitler til uddybelse af den indre betydning af de
mantraer, der er indeholdt i denne upanishad.
17

4:5 Den består af tre afsnit, hver med to kapitler. I det første og andet afsnit behandles
henholdsvis ’Viden om det legemliggjorte, guddommelige princip’ og ’Viden om det
formløse, guddommelige princip’, og betydningen af, at kunne beherske dem,
gennemgås. I det tredje afsnit forklares ’Virkelighedens natur og frigørelsen fra trældom’.
De handlinger, der hjælper dig til at nå Gud, bliver forklaret i mantraerne. Det er årsagen
til, at denne upanishad regnes for at være hellig.
4:6 Som allerede nævnt spinder edderkoppen sit spind ud fra sit indre uden andres
mellemkomst. Den tager også det spind ind, som den tidligere har spundet. På samme
måde blev skabelsen fuldbyrdet uden andres mellemkomst, og universet opstod. Den
materielle verden, naturen, er blot en ’forvandling’ af den grundlæggende Gud. På
samme måde som potten opstår fra mudder, klæde fra bomuld og smykker fra guld.
Derfor kaldes Gud den materielle verdens tilknyttede eller vedhæftede årsag; grundlaget.
Man kan også sige, at ’Skaberen er skabelsens medvirkende årsag’. For dette univers
kan udelukkende være et resultat af en høj intelligens, en intelligens der er alvidende og
altomfattende. Himlen er det højest opnåelige stadie gennem handling. Af sådanne
handlinger eller ceremonier er tilbedelse af ild den fornemste. Gennemførelsen af
sådanne ceremonier medvirker til sindets renselse. En sådan renselse er en nødvendig
forberedelse til ’Viden om Den Anden’, det formløse princip. Flammerne rejser sig højt fra
offeralterets ild og forekommer at anråbe udøveren af ritualet til at erkende
Virkeligheden, Gud. Den, der gennemfører ritualet med fuld bevidsthed om mantraets
betydning, er i stand til at nå Solens Pragt gennem de udførte ofringer. Flammerne tager
udøveren til Indra’s, Gudernes Herres, område.
4:7 Vedaerne anbefaler to obligatoriske typer handlinger: Dyrebare handlinger og
velgørenheds-handlinger. De dyrebare handlinger er f.eks.: Udførelse af ceremonien hvor
man tilbeder ilden samt troskab til sandhed, åndelige asketiske discipliner, studier af
vedaerne og tjeneste udført til gæster i ens hjem. Velgørenheds-handlinger er f.eks.:
Opførelse af templer, herberger, rasthytter, vandreservoirer og plantning af vejtræer.
Alle disse handlinger giver fordelagtige konsekvenser, men sådanne årsag-virknings
kæder er flygtige, og de er derfor fundamentalt mangelfulde.
4:8 Hele skabelsen er knyttet til navn og form og er derfor uvirkelig. Da den kan
beskrives i ord, er den begrænset og afgrænset af intellektet og sindet. Alene Den
Højeste Person er evig, virkelig og ren. Han er alle aktiviteters tilskynder, og Han er
uddeler af konsekvenserne. Men Han er hinsides øjet, hinsides intellektet. På samme
måde som et hjuls eger, der udgår fra hjulnarvet og fra alle retninger søger mod
centrum, på samme måde udgår skabelsen fra Ham.
4:9 For at nå det centrale hjulnav og for at erkende at alle eger udgår fra dette, må man
anvende sindet som redskab. Gud, målet, må rammes af sindets pile. Du skal have
indstillet sindet på målet og anvende upanishadernes lære som bue. Du skal skyde lige,
og du skal skyde hårdt for at ramme Gud, Mesteren. Det vil altså sige, at OM, eller AUM,
er pilen, Gud er målet.
4:10 Gud oplyser den individualiserede sjæl ved at blive reflekteret i de indre sanser.
(De indre sanser består af det højere sind (den del af sindet, der retter sig mod det
højere intellekt), det højere intellekt (skelneevne og intuition, der retter sig mod Den
guddommelige Gnist), den indre bevidsthed (sædet for de subtile følelser og
hukommelsen) samt jeg-bevidstheden. Det er de indre sanser, der bevæger sig frit fra
den ene verden til den anden; fra den ene fødsel til den anden). Man skal blot vende
denne bevidsthed bort fra den objektive verden, så al kontakt med det, der forurener
18

sindet, fjernes. Træn herefter den indre bevidsthed i at meditere på OM med étpunktet
opmærksomhed. Meditér på Den guddommelige Gnist som værende upåvirket af den
individualiserede sjæl, skønt Den er i ham, med ham og aktiverer ham. Meditér på Gud i
hjertet, fra hvilket subtile nerver i talløse mængder udstråler i alle retninger. Hvis denne
fremgangsmåde følges, kan du opnå visdom.
4:11 Universet er et redskab, der kan anvendes til at afsløre Guds ophøjethed. Den indre
himmelhvælving i menneskets hjerte er på lignende måde egnet til at åbenbare Hans
Stråleglans. Han er dit åndedrags åndedrag. Da Gud ikke har nogen bestemt form, kan
Han ikke beskrives ved hjælp af ord. Ej heller kan Guds mysterium gennemskues ved
hjælp af de øvrige sanser. Gud er hinsides det, der kan nås gennem askese og hinsides
de vediske ritualers grænser. Gud kan kun erkendes af et intellekt, der er blevet renset
for alle spor af tilknytninger og had, for egoisme og for følelsen af besiddertrang.
4:12 Alene visdom kan skænke selvrealisation. Meditation kan give evnen til
koncentration. Gennem denne koncentration kan visdom vindes, selv mens du er i
kroppen. Gud aktiverer kroppen gennem de fem livsvigtige luftstrømme eller livsenergier.
Han nedlader sig til at åbenbare sig i den selv samme krop, så snart dennes indre
bevidsthed opnår den begærede renhed. For Den guddommelige Gnist er iboende
sanserne, de indre såvel som de ydre, som varme er iboende brændsel, og som smør er
iboende mælk. Nu om dage er bevidstheden som fugtigt brændsel, der er gennemblødt
af forureningen fra sanselige begær og skuffelser. Når dammen i hjertet er renset for de
mange modbydelige vækster, vil hjertet skinne i dets oprindelige stråleglans. Den, der
tilegner sig viden om Den guddommelige Gnist, bør æres. For han er befriet. Han er
blevet Gud, Den, han tragtede efter at kende og være.
19

Kapitel 5
Mandukya Upanishad
5:1 Denne upanishad er kernen i Vedanta. Den er den mest dybsindige blandt alle
upanishaderne. Den er også den vigtigste, idet den nyder den anseelse at blive anbefalet
som i sig selv at være nok til at føre mennesket til frelse. Den er meget kort, da den blot
består af 12 mantraer! Disse er opdelt i fire afsnit. 1. Det hemmelige ritual: I dette
afsnits vers gøres der rede for OM-lydens hemmelige lære, der er nøglen til selvrealisering.
2. Usandhed: I det andet afsnit, der er læren om dualismen, diskuteres
denne overbevisnings store forhindring for befrielse frem og tilbage. 3. Ikke-dualisme: I
det tredje afsnit fremlægges ikke-dualismens enhed. 4: Dette afsnit hedder: ’Slukning af
den brændende cirkel’: Afsnittet beskriver visse indbyrdes modstridende ikke-vediske
læresætninger og forkaster disse.
5:2 Ingen lyd ligger til grund for OM. Alle lyde er forskellige kombinationer og
frembringelser af OM. Gud er også OM, identificeres ved hjælp af OM og med OM. Gud,
der er hinsides det sanselige, er manifesteret som Den guddommelige Gnist for at kunne
blive sanset.
5:3 Der findes tre bevidsthedstilstande. 1. Den vågne tilstand: Tilstanden hvor man er
vågen og bevidst om den altgennemtrængende ydre verden. 2. Drømmetilstanden:
Tilstanden hvor man sover, og hvor alt udelukkende eksisterer i ens sind. 3. Den dybe
søvn tilstand: Tilstanden hvor alene den rene bevidsthed eksisterer, også kaldet
’konstant integreret bevidsthed’. Forskellen mellem de tre bevidsthedstilstande er blot
fænomener, der er pålagt eller overlejret Den guddommelige Gnist. Det vil sige, at Den
guddommelige Gnist vedbliver at være den samme, upåvirket af menneskets
tilstedeværelse i den vågne tilstand, i drømmetilstanden eller i den dybe søvn tilstand.
Denne guddommelige Gnist, og Den guddommelige Gnist, der refereres til som ’jeg’, er
begge den samme. ’Jeg’et’, eller Den guddommelige Gnist, svømmer som en fisk i
vandet uden at tage hensyn til bredderne, skønt vandet begrænses og ledes af disse. I
dyb søvn er alle tilbøjelighederne og impulserne afbrudt, og selv om de stadig eksisterer,
er de hverken manifesteret eller aktive. I drømme følger mennesket impulserne og opnår
tilfredsstillelse i denne proces. Den sanselige verdens mangfoldige påvirkninger og
tillokkelser, der driver mennesket mod alle objekterne rundt omkring det, skabes i løbet
af vågen- og drømmetilstanden. Sindet er fuld af bevægelse, og disse er de gødede
marker, hvorpå tilbøjelighederne og impulserne gror, formerer sig og slår rødder. Rent
faktisk er det det urolige sind, der forårsager skabelsen, det, der ligger bag hele
skabelsen.
5:4 Der findes rent faktisk en fjerde tilstand, adskilt fra disse tre. Den kaldes ’Hinsides’;
tilstanden af evig, fuldstændig sindsligevægt! Denne tilstand kan ikke beskrives ved
hjælp af ord eller endog forestilles ved hjælp af sindet, for tilstanden er hinsides både
intellektet og sindet. Tilstanden er mangelfuldt beskrevet som fred, nåde og enhed. I
tilstanden er den mentale uro stilnet, og sindet eksisterer ikke længere. Det er sejren
over sindet, det er benægtelsen af sindet, stadiet hvor sindet i realiteten er ikkeeksisterende,
og hvor mennesket er fri for tilknytning til kroppen. Hvilken sejr! For i den
dybe søvn er sindet latent, i drømme er sindet hvileløst og i bevægelse, og i den vågne
tilstand er det aktivt og tilskyndende. I hver af de tre tilstande forbliver sandheden
ukendt. Den objektive verden er blot det urolige sinds illusion, på samme måde som den
ikke-eksisterende slange er en illusion, når den ligner et reb. Verden er ikke født, ej
heller vil den dø. Den er født, når du er uvidende. Den dør, når du opnår visdom.
20

5:5 De tre lyde, der fremkommer, når man chanter OM, eller AUM, repræsenterer de
førnævnte aspekter af vågen-, drømme- og den dybe søvn tilstand, og de har hver deres
specielle rolle i de åndelige øvelser. Den indre tilbedelse, der lægger mere betoning på ’A’
i AUM, får én til at erkende alle sine begær. Hvis der koncentreres på ’U’, forøges
visdommen, og hvis man mest fæstner sig ved ’M’ i sin tilbedelse, er sjælens endelige
sammensmeltning med Den Højeste nået. Tilbedelse af OM-lyden vil også fremskaffe
viden om verdens og skabelsens sandhed. Tilbedelse af OM-lyden nyder derfor alles
ærefrygt.
5:6 A, U og M lydene glider fra den ene lyd over i den næste i OM-lyden, for til sidst at
smelte sammen i et a-mantra, en resonans uden bogstaver der munder ud i stilhed.
Dette er sindsligevægtens, skønhedens og ikke-dualismens symbol. Dette er den
individualiserede sjæl, der forenes med Det Universelle, efter at den har udtrykt navn og
forms særlige begrænsninger. Det er ikke alt. Denne upanishads 24. – 29. ledsagende
tekster priser OM-lyden som årsagen til skabelsen. Lyden bliver prist som det, der kan
stilne al sorg. Hvorfor? Den, der grubler over lyden OM i konstant bevidst om dens
betydning, vil roligt bevæge sig hen imod en bevidsthed om Det Virkelige bag alle disse
uvirkelige tilsynekomster, hen imod selve Gud.
5:7 I det første afsnit slås Den guddommelige Gnists enestående, ikke-dualistiske
beskaffenhed fast i generelle vendinger. I det anden afsnit påvises det, som nævnt
tidligere, at opfattelsen af, at der eksisterer to entiteter, nemlig Gud og verden, er en
fejltagelse. I det afsnit der specifikt kaldes ’Ikke-dualisme’, bevises læresætningen ved
hjælp af argumenter og forsikringer. I begyndelsen var verden latent og umanifesteret.
Guden Brahma (Skaberen i den hinduistiske Treenighed) er i sig selv en virkning, og
derfor vil reflektering over virkningen ikke føre mennesket til altings kilde. Den Gud, der
åbenbares i denne upanishad, er ikke virkningen, Den er Den Oprindelige Årsag. Den er
ikke født, og Den er ikke begrænset. Den er ikke delt op i denne mangfoldighed.
5:8 Den guddommelige Gnist er som rum eller æter, altgennemtrængende. Æteren
forekommer måske at være indesluttet af visse begrænsninger så som en kande eller et
værelse, og den omtales måske som en sådan ’individualitet’. Men i denne begrænsning
er der ingen sandhed. Også kroppen er som kanden, der begrænser luften, der er lukket
inde i den, fra omgivelserne. Der er ingen grundlæggende forskel på luften i kanden og
luften udenfor. Fjern den begrænsende faktor, og der er kun én. Når kroppen bliver
tilintetgjort, smelter den individualiserede sjæl sammen med Det Universelle, sammen
med Gud. Det er begrænsningen, der synes at bestemme eller betegne Den
guddommelige Gnist, der ellers er selve Gud. Den individualiserede sjæl kan aldrig blive
opfattet som værende Guds tilhørende del, tillempning eller forandring.
5:9 Den Individualiserede sjæls fødsel og død, der er som vandringer i rummet fra én
verden til en anden, er alt sammen uvirkeligt. Det er tilsynekomster, ikke virkelighed.
Går du mere i dybden med sagen, vil du opdage, at dualisme ikke længere modsiger
ikke-dualisme. Modsætningsforholdet er mellem forskellige dualistiske religioner og
tankeretninger. For tilhængerne af ikke-dualisme er alt Gud, og derfor kender de ingen
modsætninger. Hos tilhængerne af dualisme er der altid en atmosfære at tilknytning,
stolthed og had. For hvor der er to, er der altid frygt og tilknytning og alle de
medfølgende lidenskaber. Ikke-dualisme er Den højeste Sandhed. Troen på dualisme er
en bestemt mental holdning. Så dualisme kan kun bevæge dig, så længe sindet er aktivt.
I den dybe søvntilstand, eller i tilstanden af fuldstændig sindsligevægt, er der ingen
erkendelse af ’to’. Når uvidenhed sejrer, breder forskellene sig. Når Den Højeste Viden er
21

etableret, opleves enhed. Så der er ingen modsætning eller uenighed mellem dualisme
og ikke-dualisme. Rebet er årsagen til alle illusioner og bedrag. Gud er årsagen til alle
disse illusioner og bedrag, der er forbundet med begrebet ’skabelsen’.
5:10 Det er ikke korrekt at sige, at Gud er født som dette evigt foranderlige univers, for
hvorledes kan ens fundamentale natur blive forandret? Mangfoldighed er ikke Guds
karakteristika. De hellige skrifter erklærer dette i mange sammenhænge. Yderligere
fordømmer de endda dem, der ser Det som værende mange. Vidnet til alle sindets
aspekter, eller endog til dets tilintetgørelse, vil aldrig kunne erkendes af sindet. Alene
dette Vidne er evigt, uberørt af tid og rum. Dette er bevidsthed, sandheden. Resten er al
sammen uvirkeligt.
5:11 Drej sindet bort fra den sanselige verden ved hjælp af skelneevne og ikketilknytning.
Herved vil du opnå oplevelsen af, at der ikke er noget sind. Men, du må
huske på en anden ting. At forsøge at kontrollere sindet, uden en klar forståelse af den
sanselige verdens beskaffenhed, er en forgæves og værdiløs anstrengelse. Tilknytning vil
ikke standse. Uroen vil ikke ophøre så let.
5:12 Uroen vil spire frem ved først givne lejlighed. Det, der skal gøres, er at udvikle
sindets tilstand af uvirksomhed, som kendes i stadiet med dyb søvn. Denne uvirksomhed
skal gøres permanent. Når overbevisningen om at alle sanselige erfaringer er uvirkelige,
er fuldstændig fast, vil sindet ikke længere fungere som et forstyrrende element. Det vil
ligge kraftløst, lige som et afgnavet ben. Ligegyldigt hvor sulten en mand måtte være, så
vil han ikke bede om efterladendskaber, vil han vel?
5:13 At vide at Den guddommelige Gnist, der er virkeliggørelsens mål, er blottet for
søvn, fødsel, form osv.; at vide at Den guddommelige Gnist er evigt selv-lysende, at vide
dette er at overskride alle sindets uroligheder. At forsøge at tøjle sindet uden hjælp af
skelneevnen eller at lære mennesket at verdslige genstande er uvirkelige, er som at
forsøge at tømme havet ved hjælp af et græsstrå, tåbeligt og frugtesløst. Vær fast
koncentreret på den overbevisning, at verden er en myte, så kan du stræbe efter Den
Højeste Fred og frygtløshed.
5:14 Som den motiverende kraft bag enhver fødsel, enhver frembringelse, må der være
et formål, enten Væren, Ikke-væren eller Væren – Ikke-væren, er det ikke korrekt?
Hvilken transformation er det helt præcist, der sker? Årsagen undergår en forandring og
bliver transformeret til virkningen. Nå, men Væren forandres ikke, så derfor er ingen
fødsel fra Væren mulig. Ikke-væren er tomhed, og intet kan udspringe fra den. Væren og
Ikke-væren er utænkelige sammen. Derfor kan intet, logisk set, blive født eller
frembragt. Årsag kan ikke blive virkning.
5:15 Når du tænker på ild, mærker du ikke varmen. Det er først, når du kommer i
nærheden af den, at du oplever varmen. På samme måde er alle objekter forskellige fra
viden om dem. Viden er én ting, egentlig erfaring er noget andet. Desuden er søgen efter
den oprindelige årsag et endeløst eventyr. For selv om slangen slet ikke er til stede, ses
den i rebet. Det er alt sammen fantasiens påfund. I drømme, hvor intet er konkret,
gennemlever man mangfoldige glæder og sorger. Sindets rænkespil og logiske slutninger
behøver intet grundlag eller forklaring. Så længe oplysningen af sandheden ikke er til
stede, så længe vil sindet drage uansvarlige slutninger om den uvirkelige verden.
Selvbedragets favntag vil være skæbnen for dem, der er gennemtrængt af uvidenhed.
22

5:16 Denne upanishad har i klare og tydelige vendinger forklaret, at Væren aldrig kan
være årsagen til virkningen, nemlig Ikke-væren. Den ydre verden er skabt af vor egen
indre bevidsthed på samme måde, som røg udspringer fra en brændende røgelsespind.
Alting er tilsynekomster, en vildfarelse, et fantasibillede, en overlejring af det falske over
det sande – noget man tror, der eksisterer, men som i virkeligheden er ikke
eksisterende. Uvidenhedens atmosfære er den frugtbare jord, hvori tilsynekomsterne
bliver født og mangfoldiggjort. Den foranderlige verden, der har udviklingens
karakteristiske dobbelthed, oprindelse og undergang, er frugten af denne fejltagelse.
5:17 Eftersom Gud er legemliggørelsen af alle former, er der ingen mulighed for, at
årsag-virkning eller ønske-opfyldelse eller formål-frembringelse forekommer i disse
former. For de mennesker, der har haft en åbenbaring af Den guddommelige Gnist, vil alt
være Den guddommelige Gnist. Det frø, der er inficeret med illusion, vil vokse til et
illusions inficeret træ; begge er falske og flygtige. På samme måde er både den
individualiserede sjæls fødsel og død falsk. De er slet og ret ord, der ikke betyder noget.
De ting, der ses i drømme, er ikke tydeligt adskilt fra drømmeren, er de? De kan
forekomme at være adskilte og virke, som om de er uden for drømmeren. Men rent
faktisk er de en del af drømmeren, noget der opstår fra hams egen bevidsthed. Gud, der
er vidnet, har ingen begyndelse og ingen slutning. Gud er ikke bundet af pligter eller
forpligtelser eller af, hvad der er rigtigt eller forkert. At have kendskab til dette og at
være fast forankret i denne viden er at opnå befrielse fra lænkerne. Det er den indre
bevidstheds skælven, der forårsager tings opståen.
23

Kapitel 6
Brihadaaranyaka Upanishad
6:1 Brihadaaranyaka Upanishaden er tilknyttet Sukla Yajur Vedaen. Den består af seks
afsnit, af hvilke alle, bortset fra det 3. og 4., beskriver indre tilbedelse i relation til
handlinger, der er knyttet til hellige ritualer. Det 3. og 4. afsnit beskæftiger sig med
Yajnavalkya’s (en af fortidens helt store vismænd der realiserede Det Højeste Selv) lære
om åndelig sandhed, der blev videregivet til kong Janaka. Denne vismands intellektuelle
berømmelses storhed er betagende åbenbar i denne upanishad. For åndelige aspiranter,
der higer efter at nå befrielsens mål, tilbyder disse afsnit i Brihadaaranyaka Upanishaden
den bedste vejledning. Afsnittene omtales derfor som vismanden Yajnavalkya’s Vej. Det
er den sidste af de ti berømte upanishader. På grund af dens størrelse kaldes den for
’stor’ (på sanskrit brihath). Eftersom den bedst studeres i skovens stilhed, består den af
tekster, der bør gennemlæses grundigt, og som der bør mediteres roligt over i
ensomhed. Den vejleder om viden om Gud, og er derfor klassificeret som en upanishad.
6:2 Lærde har betegnet de to første afsnit i denne tekst som Den sødmefyldte Vej
(Madhura Kanda), de næste to som Vismandens eller asketens Vej (Muni Kanda) og de
sidste to som Tillæggets Vej (Khila Kanda). Sanskrit-ordet ’Khila’ betyder tillæg eller
appendiks, og derfor er navnet passende. Det første afsnit omhandler de grundlæggende
principper, som de er. Det andet afsnit beviser princippernes sandhed ved at henvise til
erfaringer. Det tredje afsnit viser, hvorledes man kan praktisere disse og komme til at
beherske dem. Det første afsnit lærer menneskeheden om visdom, der er helt centralt
for åndeligt fremskridt; afsnittet er beslægtet med Det aktive livs Vej og Tilbedelsens
Vej. Det er altså ikke blot tørre intellektuelle øvelser.
6:3 For dem, der begærligt stræber efter visdom, er der fire redskaber eller medier, der
kan anvendes for at opnå denne visdom. Redskaberne er: Pada (ordet), bija (frøet,
spiren, den oprindelige årsag), sankhya, (filosofiske systemer) og rekha (geometri). Pada
betyder vedaerne og det regelkodeks, der forsøger at forklare dem. Bija betyder hele den
række af mantraer, der er lært direkte fra guruen. Der findes to kategorier af sankhyaer:
’Det hellige og rituelle’ og ’Det der er forbundet med denne verden’.’Den hellige og
rituelle undersøgelse’ henviser til den beregnende og kvantitative undersøgelse af de
forskellige mantraer. ’Undersøgelse af det, der er forbunder med denne verden’ henviser
til antallet af mantraer og deres indbyrdes forhold for så vidt angår deres forbindelse
med den ydre verden og deres forbindelser til menneskets handlinger. Også rekha
(geometri) har to kategorier. ’Den hellige og rituelle geometri’ der er en del af de
tilbedelses-aktiviteter, der nævnes i vedaerne, og ’Denne verdens geometri’, der er en
del af universets matematik.
6:4 Den sødmefyldte Vej beskriver Guds-princippet i lyset af de personer, der af
skrifterne er accepteret som værende autoritative. Herren er Den Oprindelige Person, fra
hvilken eller på hvilken mangfoldigheden af navne og former udgår. Vi forestiller os
hesten i Aswamedha’en, ’Hesteofringen’ som værende selve Denne verdens Skaber.
(Aswamedha’en er en offerceremoni, der har til formål at give en konge syndsforladelse
for alle hans synder. Hesten i ofringen er et symbol, og den æres og beundres og lider
ingen skade) Kongen blev befalet at pålægge hesten Denne Verdens Skabers
karakteristika og egenskaber, så han muligvis kunne få dette rituals frugter, altså
syndsforladelsen. Dette afsnit er også kendt som ’Hesteofringen’. Ilden, der er det
centrale element i ofringen, må altså også føles og indvies som Denne Verdens Skaber,
24

og der findes beskrivelser, der tilskriver ilden Denne Verdens Skabers kvaliteter. Derfor
kaldes denne del: ’Delen der omhandler hesteofringen’.
6:5 Dette foranderlige univers, der opfattes som værende sandt af dem, der bliver ført
bag lyset, er blot et sammensurium af navne og former uden den bestandighed, som kun
Den guddommelige Gnist kan have. Derfor frembringer universet væmmelse og
utilfredshed og forårsager en voksende afsværgelse. Sindet er snart fri for tilknytning til
sanseobjekternes glæder, og det bevæger sig med sin naturlige tilbøjelighed mod Gud.
Alle lyde er navne; lyden er årsagen til deres fremkomst. Form er resultatet af synsevnen
eller synet, den fremkommer fra øjet. På samme måde har handling kroppen som sin
kilde. Kroppen er blot baggrunden for ordet og andre redskaber. Kontemplation på
sådanne sandheder hjælper dig med at få begyndt på, og få fremskridt i, processen med
at undersøge Den guddommelige Gnists natur.
6:6 Livsåndedrættet, legemet der er grundlaget; hovedet, der er sædet for de redskaber,
der fremskaffer viden, og styrken der stammer fra føden - alle disse bliver overvejet nøje
og bliver grundigt behandlet i denne upanishad.
6:7 Ligesom honning er en sammensætning af den indsamlede sødme fra tusindvis af
blomster, er dette foranderlige univers en sammensætning af tusindvis af forskellige
elementer. ’Rigtig handling’, sandhed og sådanne abstrakte begreber; mennesker og
andre konkrete levende væsener; Herren i sin form som det fysisk manifesterede kosmos
og sådanne undfangelser, alle disse er igen følgerne af den samme formløse Gud, altså
et udødeligt uforanderligt princip. Forståelsen af denne sandhed, dette princip, er
uløseligt forbundet med alle væsener. Denne forståelse er guddommelig visdom.
6:8 Janaka, der var Videha-rigets (et rige i den nordøstlige del af Indien) konge, fejrede
en hellig ofring ved at skænke umådelige rigdomme væk som gaver. Mange præster fra
hele Kuru-Panchala (delstaten Punjab) deltog i dette offerritual. Kongen havde ladet
tusind køer dekorere med ankelringe, halskæder og hornprydelser af guld. Han
meddelte, at disse ville blive skænket enhver, som lærte ham om Gud. Skønt de var
fremragende lærde inden for deres særlige felt, tøvede mange præster med at gøre
fordring på køerne af frygt for at mislykkes. Men vismanden Yajnavalkya var så sikker på
sig selv, at han bad sine disciple om at drive køerne til sin ashram! De andre præster
blev ophidsede over hans frækhed og begyndte at teste hans kundskaber og erfaringer.
6:9 Den første, der kom frem for at udfordre Yajnavalkya, var kong Janaka’s
familiepræst. De svar vismanden gav på præstens spørgsmål, klargjorde metoden, der
skal anvendes, hvis man ønsker at nå den Den guddommelige Gnist, der er indeholdt i
livsenergierne. Metoden går ud på at forene Handlingens Vej (der består i at udføre
handlinger, der udføres uselvisk, uden ego og uden nogen forventning om belønning) og
Hengivenhedens Vej. Ved ofringen i ilden er præstens stemme ilden, tiden er luften,
udøverens sind er Månen. På denne måde skal man opfatte meningen med ritualet og
befri sig selv fra menneskehedens begrænsninger.
6:10 Den næste, der tiltalte vismanden, var den kongelige vismand, Bujya. Hans
spørgsmål lød: ”Findes der en eksistens, der kaldes Gud, der styres af sanserne, og som
er filtret ind i denne objektive verden, i denne cyklus af fødsel og død, der kaldes den
foranderlige verden? Eller findes der slet ikke en sådan Gud? Hvis Den findes, hvorledes
er Dens karakteristika så?”
25

6:11 Yajnavalkya svarede ham på følgende måde: ”Din egen guddommelige Gnist er den
eksistens, som du forespørger om. På samme måde som et redskab af træ ikke kan virke
af egen kraft, men må blive bevæget af en kraft udefra eller en styrke indefra, eller
ligesom min arm ikke kan bevæge sig på denne måde, medmindre viljen igangsætter
den, på samme måde gælder, at medmindre en super-åndelig kraft præsiderer, kan
kroppen ikke bevæge sig, og de livsvigtige åndedrag kan heller ikke fungere, som de gør.
Den guddommelige Gnist, og ikke øjet, ser; Den guddommelige Gnist, og ikke øret,
hører. Denne Super-bevidsthed, der ser, hører og føler, er blot Den guddommelige Gnists
refleksion på sindet. Denne Super-bevidsthed ser selv Seeren. Det, der sker, er at Superbevidstheden,
der reflekteres i sindet, bevæger sig ud gennem sanserne og opfatter de
fem elementers ydre verden, og på denne måde virker det, som om Super-bevidstheden
er engageret i aktivitet. Rent faktisk har den ingen aktivitet.”
6:12 Denne Super-bevidsthed er Den guddommelige Gnist. Den kan ikke opfattes af
sanserne. Den er over og hinsides det mentale og endog det kausale slør. Gennem
erfaringer har man fundet frem til, at man kan nå Den guddommelige Gnist gennem total
overgivelse. Tilknytning til børn, rigdomme, kone osv., alt dette må opgives. Disse
tilknytninger udspringer fra begær og ønsker. Grunden er, at alle handlinger, hvad enten
de er almindelige, rituelle eller tilbedelse, grundlæggende er et produkt af begær og
ønsker. Begæret efter frugten er også til stede i udøvelsen af åndelige øvelser. Der er
ingen grund til at nægte dette. Derfor er sande asketer modstandere af dem.
6:13 Lys og mørke kan ikke være sammen på samme tid og sted. På tilsvarende måde
kan aktiviteter og bevidsthed om Den guddommelige Gnist ikke være sammen. Asketer
er forsagere af alle handlinger. At tigge efter mad er en handling, og den strider imod
askese. De forgangne tiders præster var klar over dette. De opgav al tilknytning, og ved
at gå vejen, der består i at trække sig tilbage, erkendte de Virkeligheden. Alene den, der
har løsrevet sig fra alt, der vedrører ikke-guddommelige formål, er en præst. Alle andre
akkreditiver er sekundære.
6:14 I denne upanishad er det beskrevet, hvorledes Den guddommelige Gnist er
altgennemtrængende. Hele kloden bliver beboelig på grund af, at den er forbundet med
vand. Ellers ville den falde fra hinanden som en klump rismel. Gargi (en berømt kvindelig
vis person) spurgte Yajnavalkya, hvad der var Jordens grundlag. Dette spørgsmål, og
svaret der blev givet, fortæller os, at jord, vand, æter, Solen, Månen,
stjernekonstellationerne, Skaberen, halvgudernes Herre (guden Indra), Denne Verdens
Skaber, Den Højeste Himmel, alle disse er, én efter én, blevet vævet ud af Det Højeste
Atmiske Princip, som er skabelsens stof. Sådanne sandheder ligger hinsides menneskets
fatteevne. Ved hjælp af et klart intellekt må disse sandheder tilegnes gennem de hellige
skrifter.
6:15 VismandenYajnavalkya argumenterede på forskellig vis, for såvel Gargi’s første som
efterfølgende spørgsmål kunne ikke besvares alene ved hjælp af intellektuelle bedrifter.
Kun intuitionen kunne give svarene, en intuition der bliver udviklet ved en gurus hjælp.
Jorden er gennemtrængt og beskyttet af luft. Det almindelige menneske, der er et væsen
præget af indtryk fra tidligere livs erfaringer, er forbundet med de fem ydre
sanseorganer (ørerne, huden, øjnene, tungen og næsen), de fem indre videns-sanser
(høresansen, følesansen, synssansen, smagssansen, og lugtesansen), de fem
livsenergier, sindet samt intellektet. Disse udgør de 17 redskaber. Den faste krop er en
transformation eller forandring af Jorden. Den er gennemtrængt af ’luft’. Der er 49 små
’jord-dele’, der kan identificeres i kroppen, og som en snor, der holder perler sammen,
holder ’luften’ disse ’jord-dele’ sammen som ét samordnet hele. Når ’luften’ for
26

estandigt forlader kroppen, bliver ’jord-stykkerne’ tydeligt adskilt og vurderet som
værende værdiløse. På det tidspunkt bliver kroppen et lig. Der er imidlertid en Iboende
Ånd i kroppens ’bolig-kompleks’. Denne Ånd er det mysterium, der er hinsides denne
bolig, den er Den Motiverende Kraft bag denne boligs tilskyndelser og hensigter. Denne
Iboende Ånd kan ikke dø; den er Den guddommelige Gnist.
6:16 Efter på behørig vis at have fået forsamlingens tilladelse, stillede Gargi sit andet
spørgsmål. Han måtte have forsamlingens tilladelse, for det var ikke høfligt at rejse
sådanne problemstillinger uden varsel. Hams spørgsmål lød: ” Hvad støtter Den Inderste
Kerne, Den guddommelige Gnist, sig til i denne dualistiske verdens fortid, nutid og
fremtid?” Gargi’s intention var at forvirre Yajnavalkya, for vismanden ville være nødt til
at indrømme, at: ”Den tidløse Eksistens er hinsides ord og overhovedet ikke kan
beskrives.” Dette viser tillige, at også Gargi var en mester inden for Viden om Den
Absolutte, og heraf kan du drage den slutning, at der inden for området: ’Viden om Gud’
ikke er plads til nogen sondring baseret på kønsforskelle.
6:17 ”De, der besidder Viden om Gud, erklærer, at Den Iboende Virkelighed er iboende
den umanifesterede æter”, sagde Yajnavalkya. På denne måde prøvede han at undslippe
den situation, som Gargi ønskede at sætte ham i. Herefter beskrev han Den
Uforgængeliges natur på følgende måde. ”Den består ikke af noget groft, noget subtilt
eller andet, der kan forandres. Den har ingen materielle egenskaber så som farve, lugt,
form osv. Der er intet ’måleredskab’, der kan registrere eller fatte Den. Tid er blot
fuldbyrdelsen af Dens vilje. Hvorfor uddybe svaret yderligere? Solen og de fem elementer
udfører alle Dens vilje.” Efter at have fået dette svar, anmodede Gargi de forsamlede
præster om at bøje sig for vismanden Yajnavalkya og anerkende dennes overhøjhed.
Dette satte en stopper for yderligere spørgsmål.
6:18 Den guddommelige Gnist er strålende, på samme måde som Solen er det. At stråle
er selve Den guddommelige Gnists natur. Folk siger, at de ”ser’ Den guddommelige Gnist
eller Dens stråleglans. Men der er ikke nogen, der ser Den. Eftersom Den guddommelige
Gnist er alt, eksisterer der ikke noget uden for Den guddommelige Gnist. Den bliver
hverken set, ej heller kan Den se. Den har ingen syns- eller lugteorganer. Ej heller har
Den guddommelige Gnist nogen dele, der, når de koordineres, vil være i stand til at
udføre nogen funktion.
6:19 Fra den mindste glæde til den højeste transcendentale lyksalighed er hvert trin en
frigørelse af følelse. Ord som ’den højeste lyksalighed’ indikerer kun stadier af
lyksalighed. Rent faktisk stammer al slags lyksalighed fra ’den højeste lyksaligheds’
oprindelige grundlæggende kilde. Yajnavalkya forklarede alt dette til kong Janaka, for
han var meget lykkelig over at kunne videregive hele sin viden til kongen.
6:20 Ligesom et træ vokser frem fra et ganske lille frø, vokser kroppen. Frøet, der var
indeholdt i frugten, bliver til et andet træ, når ’kroppen’, som en moden frugt, falder til
jorden. Stemmeorganerne, og de andre sanseorganer, følger kroppen. Åndedrættet går
sin egen vej. Alene Den guddommelige Gnist er ikke påvirket hverken på den ene eller
den anden måde. Den forbliver som altid, uberørt og ubevægelig.
6:21 Gennem jeres syndige handlinger og gennem jeres fortjenstfulde handlinger
akkumuleres synd og fortjenester. De skaber impulserne til den nye krop, og vil blive
dennes grundlæggende drivkraft. Den guddommelige Gnist forlader den gamle krop med
sin opmærksomhed rettet mod den nye krop, som den skal tage i besiddelse. Det sker på
samme måde, som når en kålorm fæstner sine forben på ét sted, i det øjeblik den løfter
27

sine bagben. Imidlertid har ’Den der kender Selvet’ ingen tilskyndelser rettet mod
kropslige aktiviteter, og derfor bliver Den guddommelige Gnist i dette tilfælde slet ikke
’besværet’ med en ny krop. Visdommens Vej er vejen for dem, der besidder viden om
Gud.
6:22 De, der er begejstret for Handlingens Vej (vejen hvor man udfører uselviske
handlinger uden tanke på handlingernes frugter), må arbejde med åndelige asketiske
øvelser. Den, der kender Selvet, er undsluppet begær og ønsker, og derfor kender hams
sind ikke til kvaler, smerte eller længsel, hvilket er kendetegnet for dem, der praktiserer
åndelige asketiske øvelser. Han er Verdens Skaber, den kunstner der har skabt
skabelsen. Mennesket, der har opnået at få Guds åbenbaring, har ikke mere at opnå,
erkende, beskytte eller søge.
6:23 Den belæring som Yajnavalkya giver sin ægtefælle, Maithreyi, i denne upanishad,
åbenbarer tydeligt bevidstheden om Selvet for jer. Den bevidsthed der opstår efter
studiet af de hellige skrifter med logikken som en standhaftig ledsager. Den beskriver
også principperne for forsagelse, som er redskaberne, der skal anvendes for at opnå
visdom. Hele den sanselige verden og sanserne må kun sættes lig med drømmetilstanden.
Det nytter ikke at forfølge dem, som om de er grundlæggende sandheder,
eller som om de er værdifulde.
6:24 Det er udelukkende Den guddommelige Gnist, der skal elskes. Alt andet elskes på
grund af Den guddommelige Gnist. Når du forstår Den guddommelige Gnist, forstår du
også alt andet. Alle virkninger indbefatter årsagen. Havet er alle vandenes mål. På
samme måde finder alle forskellige slags smag deres mål på tungen. Alle former
virkeliggør sig selv i øjet. Alle lyde er for øret. Alle beslutninger har sindet som deres
mål. Det vil sige, at hele det foranderlige univers forenes i Gud.
6:25 I sit svar til Bujya åbenbarer Yajnavalkya sin viden om universets udviklingsproces.
I sine svar på Gargi’s to spørgsmål åbenbarer og belærer han jer om legemliggørelsen af
Gud, hvilket er den direkte åndelige viden. I en del af den samling hellige skrifter, der
var blevet systematiseret af vismanden Sakalya, forbløffede vismanden alle med sin
lærdom med hensyn til de åndelige mysterier. Af landets viseste mænd, der var
forsamlede i kong Janaka’s hall, blev han erklæret som vinder. Han helliggjorde dem
med sin visdom. Han mødte Bujya’s hårde prøve såvel som de endnu vanskeligere prøver
fra den ivrige udspørger, Gargi, med den samme sindsligevægt og dygtighed. Han blev
hyldet som de lærdes kronjuvel. Selvfølgelig anerkendte han selv storhed, ligegyldigt
hvor han måtte opdage den, og derfor var han højsindet nok til at anerkende storheden
hos de lærde, der indtil nu havde undervist kong Janaka. Til sidst følte han, at der ikke
var mere for ham at lære eller opnå, så han blev munk. Da han blev klar over, at
Maitreyi, hans ægtefælle, også var ivrig efter at opnå virkeliggørelse, underviste han
ham i guddommelig visdom. Dette kunne lade sig gøre, da kvinder dengang blev opfattet
som værende lige så egnede som mænd til at praktisere ’Visdommens Vej’, hvilket fører
til befrielse.
6:26 Du skal kontemplere på dette og nå op til den over-bevidste tilstand, der er
hinsides den dybe søvntilstand. Så vil navne, former, genstande, følelser, alle vil de blive
forenet med Den Ene Altgennemtrængende Altomfattende guddommelige Gnist!
6:27 Denne upanishad lærer mennesket den grundlæggende filosofi på den mest
kortfattede måde. Den henviser ikke på mindste måde til handling eller beslægtede
28

emner. Den beskæftiger sig udelukkende med Den guddommelige Gnists sande natur,
med Åndens Virkelighed.
29

Kapitel 7
Prasna Upanishad
7:1 Prasna Upanishaden er en tilføjelse til Atharvana Vedaen. Den kaldes dette, fordi den
er udformet som spørgsmål (prasna) og svar. Det betyder, at den mere uddybende gør
rede for nogle emner, der kort blev behandlet i Mundaka Upanishaden. Således fremstår
den som en ledsagende tekst til Mundaka Upanishaden.
7:2 For eksempel fortæller Mundaka Upanishaden jer, at der findes to former for viden:
Viden om Den guddommelige Gnist og verdslig viden, og at verdslig viden igen kan deles
i to slags: Viden opnået gennem handling og viden opnået gennem indre tilbedelse.
Denne upanishads andet og tredje spørgsmål omhandler tilbedelse. Eftersom udøvelsen
af handling fuldt ud blev behandlet i afsnittet vedrørende ’Vejen for begyndere med et
mindre udviklet sind’ (det aktive liv), bliver det ikke uddybet her. Når både handling og
tilbedelse praktiseres, uden tanke på frugterne, fremmer de forsagelse og ikketilknytning.
Det er konklusionen, der fremstår efter det første spørgsmål. Så hvis Prasna
Upanishad studeres efter Mundaka Upanishaden, vil emnet være lettere at forstå.
7:3 Af de to ’væsener’ 1: Det Højere Selv, der er uden form og 2: Det lavere selv, er det
lavere selv ude af stand til at opfylde menneskelivets mål, der er af varig værdi. Da de
seks åndeligt søgende aspiranter (dem der stiller spørgsmålene i denne upanishad)
erkendte dette og higede efter at nå Den Evige Iboende Virkelighed, henvendte de sig til
en dygtig lærer, nemlig vismanden Pippalada. Ordet ’søgende’, der her anvendes til at
beskrive elevernes indstilling, viser, at de, der er tiltrukket af det lavere selv, ikke evner
at erkende deres egen grundlæggende sandhed, som er Den guddommelige Gnist. Det er
derfor, de vedvarende ’søger’ Den guddommelige Gnist et eller andet sted uden for deres
sande væsen! Den Evigt Unikke Iboende Virkeligheds princip kan man udelukkende få
kendskab til gennem de hellige skrifters øvelser, når disse læres direkte fra en guru.
(Aspiranternes navne var: Kathyayana, Bhargava, Kosalya, Gargya, Sukesa og
Kadandhi).
7:4 De åndeligt søgende er nødt til at henvende sig til deres guru som dem, der tager sig
af og passer offerilden. Det vil sige, at de åndeligt søgende ikke blot skal passe det
rituelle brændsel, offerilden. Deres rolle indebærer også, at de skal fremlægge de
verdslige, attråværdige offergaver. I denne upanishad møder de åndeligt søgende
Pippalada, og han fortæller dem følgende: ”Viden om Gud, der er den sjældne og
værdifulde lære, der vedrører både universets grundlæggende mysterium og Selvet, kan
ikke blive videregivet til den u-indviede. Eleverne skal først holdes under observation og
testes i et år.”
7:5 Da året var gået, spurgte aspiranten Kathyayana vismanden Pippalada om følgende:
”Hvad er årsagen til, at levende væsener fødes?” Guruens svar lød: ”De, der ønsker og
begærer efterkommere, kaldes Prajakama’er. Grundlæggende ønsker de selv at blive
afkommet, at forevige sig selv. ’Skabelsens Kilde’, der er ikke-adskilt fra Den Iboende
Virkelighed, er Denne Verdens Skaber (på sanskrit: Prajapathi). Som Denne Verdens
Skaber ønsker ’Skabelsens Kilde’ efterkommere. Han har spor af verdslig viden knyttet til
sig fra tidligere oprindelser, og disse forårsager, at han har dette ønske.”
7:6 Med sine stråler oplyser guden Surya (Solguden) alle væsener i de 10 områder.
Guden Surya er selve Denne Verdens Skaber, og derfor bliver alle væsener i alle de
områder, der på denne måde bliver oplyst, selv til selveste Denne Verdens Skaber.
30

Betegnelsen ’de vitale livsenergier’ refererer derfor til selve Solen, for Solen skænker
livsenergierne. Da alle væsener er i stand til at leve ved at indtage føde osv., kendes
Solen også som ’Menneskets Skaber’. Hele universet er af Hans natur, og derfor er Han
også kendt som ’Skabelsens Skikkelse’. Året er tidens indikator ifølge Solens position. Tid
er blot en række dage og nætter, og disse er faser forårsaget af Solen. Månens rotation
forårsager forskellige månestadier. Tvillingekræfterne Solen og Månen er Denne Verdens
Skabers frembringelser. Tid, der er afmærket af disses vendekredse, årstiderne,
månederne osv., er også af det samme væsen. Denne Verdens Skaber har også de
nordlige og sydlige vendekredse som sit væsen.
7:7 At tænke dybt over og at tilbede Denne Verdens Skaber i dette universelle aspekt
omtales som selve visdommen. Den, der er udrustet med denne visdom, og som er herre
over sanserne og har tillid til vedaerne, kan let overbevise sig selv om, at han er selve
Den guddommelige Gnist. Idet han følger ’Den nordlige Vej’ (de, der opgiver kroppen
som en konsekvens af selvindsigtens herlighed, bevæger sig ad ’Den nordlige Vej’), når
han det åndelige stadie, der er kendt som Solens verden. Denne verden er alle levende
væseners tilflugtssted. Udelukkende de, der fulde af ærværdighed engagerer sig i deres
daglige pligter uden noget ønske efter frugterne af deres handlinger, kan komme ind i
denne verden.
7:8 Årstiderne som f.eks. forår er Solens fødder, tidens kendetegn; de 12 måneder er
Hans personlige karaktertræk; Han er verdenernes årsag, dette er sandheder, der
udtrykkes i det 4. og det 6. mantra. Også regn er forårsaget af Solen, derfor er Han også
Herre over en anden verden, den tredje, Den himmelske Verden.
7:9 Æter, luft, ild, vand og jord, elementerne der udgør kroppen, har deres præsiderende
guddomme. Handlingssanserne, som f.eks. tungen og videnssanserne som f.eks.
synssansen, har også deres guddomme, der opholder sig i dem og får dem til at virke.
Også sindet og intellektet har deres guddomme. De fungerer alle som søjler, der støtter
det levende væsen og forhindrer kroppens struktur i at falde fra hinanden.
7:10 Kroppen er et sammensat hele, der er skabt af en kombination af de fem
elementer. Sanseorganerne: Øjne, ører, tunge, hud og næse er en konsekvens af denne
kombination. Så kroppen er et bundt bestående af konsekvenser og årsager. Som hjulets
eger er de samlet i livsenergiernes centrum. Ligeledes er Rig Vedaen, mantraerne i Yajur
Vedaen, Sama Vedaen, ofringer i ilden, krigeren som beskytter folk mod farer, præstens
kraft der indvier ofringerne i ilden, alle disse er ifølge livsenergiernes natur. Når Denne
Verdens Skaber bliver til skyen og lader regnen øse ned, fryder alle væsener sig og bliver
i stand til at leve. ’Alt, der bidrager til glæde, stammer helt sikkert fra Dig; værn os
derfor, som moderen gør det. Du er årsagen til al den rigdom og lykke, der er beslægtet
med åndelig og fysisk beskyttelse. Skænk os denne rigdom og denne visdom.’ Det er
bønnen, der blev rettet til Denne Verdens Skaber. Mantraerne i Rig-, Yajur- og Sama
vedaerne er præsternes rigdom; verdslige kostbarheder er krigernes rigdom. På denne
måde uddyber upanishaden kendskabet til Livsenergiernes Hersker og til dennes funktion
og kendetegn.
7:11 Herefter behandler Pippalada aspiranten Bhargava’s spørgsmål, og senere spørger
en anden af aspiranterne, Kosalya fra den vediske skole, ham om livsenergien. Pippalada
udtaler: ”Min kære dreng! På samme måde som skygge er frembragt af en person, er
livsenergien frembragt af Den guddommelige Gnist. Livsenergien helliger sig selv til Den
guddommelige Gnist gennem sindets vilje. (Den omtalte livsenergi ’chef-livsenergien’, og
dens virke varetages af fem underordnede livsenergier). Ligesom en hersker finder frem
31

til, hvordan styringen af vedkommendes besiddelser skal varetages, fastsætter ’cheflivsenergien’
forskellige funktioner og arbejdsområder for hver enkelt af de underordnede
livsenergier. ’Livsenergi-chefen’ har Solguden og andre guder som sin drivkraft. Som
gnister, der udspringer fra en rasende ilds flammer, udspringer levende væsener fra Den
Uforgængelige Gud. De fortaber sig i den selv samme ild.” Dette bliver omtalt i Mundaka
Upanishadens afsnit 2 vers 1.
7:12 Den åndelige aspirant, Gargya, stillede herefter følgende spørgsmål: ”Ærede Herre!
Fortæl mig venligst, hvad det er, der sover i en person, og hvad der vedbliver med at
være vågent i personen? Hvilke af videnssanserne (høre-, føle-, syns-, smags- og
lugtesansen) drømmer?” Pippalada svarede på følgende måde: ”Den nedgående Sols
stråler smelter sammen med selve Solen. Når Solen næste dag står op, strømmer
strålerne igen ud og spredes. Det samme sker i drømme. Den sanselige verden smelter
sammen med det bevidsthedsgenspejlende sind, og når du vågner fra søvnen, strømmer
de samme sanselige indtryk ud igen i deres rene form. Det er derfor, Det Højeste Selv
eller Herren ikke hører, ser, rører eller nyder. Herren hverken går eller taler.”
7:13 Pippalada fortsatte: ”Den guddommelige Gnist, der er ren stråleglans, ser, hører og
oplever i drømmetilstanden, hvad Den tidligere har set, hørt og oplevet i løbet af den
vågne tilstand. Det sker på samme måde, som indtryk og tilbøjeligheder fra tidligere liv
bliver præget i underbevidstheden. Når den erklæring fremkommer, at ’Den
guddommelige Gnist er alle tings grundlag’, forekommer det indtryk, at alt er forskelligt
eller adskilt fra Den guddommelige Gnist. Men den adskillelse, der tilsyneladende er
mellem ’Alles Grundlag’ og den individualiserede sjæl, der hviler på Den guddommelige
Gnist, er blot en illusion forårsaget af omstændighederne. Ideen om adskillelsen er
mental, den er ikke et grundfæstet princip.” Pippalada fortalte også, at ligegyldigt hvilken
verden der forbindes med den guddom, der tilbedes gennem OM-lyden, vil den verden
blive nået.
7:14 Herefter udspurgte Sukesa, der var vismanden Bharadwaja’s søn, Pippalada, og
dennes svar lød: ”Den Gud, du stiller spørgsmål om, er i kroppen. Den er der som Den
Indre Himmels beboer, Det Åndelige Hjertets beboer. Det er på grund af, at Gud er der,
at du udstråler talent og personlighed. De udstråler fra Gud, og de smelter sammen med
Gud. Ligesom kilometerstene, der gradvist forhøjes og er indbyrdes afhængige, har
ethvert af de fire principper, Jorden, Universets gudinde, føde og Gud, deres oprindelse i
de andre (ifølge det andet afsnit af Thaithiriya Upanishad). Kilden er muligvis ikke
åbenbar for øjet, men eftersom videnssansernes og handlingssansernes kilde allerede er
blevet beskrevet, er Guds kilde så godt som forklaret. (Videnssanserne er: Høre-, føle-,
syns-, smags- og lugtesansen. Handlingssanserne er: Hænderne, fødderne, tungen,
forplantningssystemet og fordøjelsessystemet). Alle floder slutter sig til havet, og i dette
hav mister de deres navne og former. Herefter kaldes floder for ’havet’. På samme måde
er det udelukkende Gud, der bliver tilbage. Gud er uden færdigheder, karaktertræk eller
forandringer. Gud er uforgængelig, uendelig. Det er alt, hvad jeg ved om Gud, og det er
alt, hvad der er at vide”, sagde Pippalada til Kadandhi og de øvrige elever.
7:15 Denne upanishad slutter med en respektfuld hyldest fra aspiranterne til Mesteren.
Faderen giver blot den enkelte elev kroppen; Pippalada gav eleverne ’åndens krop’ ved at
lære dem om Den guddommelige Gnists sande natur. De seks elever: Kathyayana,
Bhargava, Kosalya, Gargya, Sukesa og Kadandhi stillede seks spørgsmål i alt. Disse
spørgsmål og de tilhørende svar får alle Mundaka Upanishadens underforståelser og
stiltiende slutninger frem, og tjener som en nøjagtig kommentar til Mundaka
Upanishadens kortfattede tekst.
32

7:16 De seks spørgsmål var:
1. Hvad er Det Højere Selv og det lavere selv helt præcist?
2. Hvem beskytter og våger over de skabte væsener?
3. Hvordan opstår ’Skabelsens Kilde’ fra Gud?
4. Hvordan finder skabelsen fra Gud sted?
5. Hvordan kommer det bevidsthedsfyldte princip, livsenergien, ind i kroppen og
bliver videreført i de fem strømme?
6. Hvilke sanser er det, der er virksomme i de tre tilstande, den vågne tilstand,
drømmetilstanden og søvntilstanden?
Ovenstående er i hovedtræk de spørgsmål, der bliver behandlet i denne upanishad.
33

Kapitel 8
Kena Upanishad
8:1 Kena Upanishaden er tillagt Sama Vedaen som en gren af denne, og derfor refereres
der også til den som Thalavaka Upanishaden (thalavaka betyder gren). Navnet Kena er
opstået fra upanishadens første afsnit. Nærmere betegnet fra det første ord i det første
afsnits første strofe: ”Hvem tilskynder sindet til at fæstne sig ved ting? Hvem pålægger
den vitale livsenergi at fortsætte med at virke? Hvem befaler mennesket at tale? Hvilken
intelligens er det rent faktisk, der styrer øjnene og ørerne?”
8:2 Øret, huden, øjet, tungen, næsen – disse fem videnssanseorganer er i stand til at
erkende henholdsvis lyd, berøring, form, smag og duft. Vidensobjekter bliver
udelukkende erkendt gennem disse fem sanser. Verden bliver oplevet gennem disse
redskaber, der er placeret mellem den, der ønsker at vide og det, der skal vides. Den
indre evne eller kapacitet til at fatte og forstå objekter kaldes sindet. Sindet bevæger sig
ud gennem de førnævnte videnssanseorganer og fæstner sig på objekter. På det
tidspunkt, ved lige netop denne hændelse, antager sindet dette objekts form. Dette
kaldes en besiddelse eller en funktion. Sindet er ikke-intelligent, besidder ingen
intelligens, så derfor er dets omdannelser, transformationer og manipulationer også ikkeintelligente,
ikke-væsentlige. En dukke af træ besidder kun træ; en dukke af sukker
besidder blot sukker. Det ikke-intelligente sind kan ikke opnå Den Højeste Intelligens
viden, den intelligens der gennemstrømmer universet.
8:3 På samme måde som den ikke-intelligente vogn bliver ført af en vognstyrer, må der
nødvendigvis være en vognstyrer, der fører det ikke-intelligente sind. En vognstyrer, der
befinder sig i vognen, og har den som sit køretøj. Den motiverende kraft der aktiverer de
indre redskaber, handlingssanserne, vidensanserne, de fem livsenergier, denne Kraft er
Gud. Spørgsmålet, der blev anført i afsnittets start, antyder, at denne Kraft er adskilt fra
sanserne. Derfor må Tilskynderen af hele gruppen af sanser naturligvis også være adskilt
fra sindet. Må det ikke være sådan? De, der søger at kende Den Evige, og som er
overbevist om, at alle handlinger og alle aktiviteter er flygtige, vil ikke være bekymrede
for Den Evige.
8:4 Denne Evige Eksistens er uden bevægelse, og derfor bliver den ikke bevæget af Den
Trefoldige Tilskyndelse (at leve, at leve godt og at leve bedre). Den beordrer ikke
sanserne til at gøre dette eller hint. Nu rejser spørgsmålet sig: ”Udfører sindet,
livsenergierne, talen, øjet, øret osv. deres respektive opgaver, fordi de er tilskyndet til
det af loven om årsag og virkning? Eller udfører de deres opgaver tilskyndet af en bevidst
krafts ønske?” Det er her, tvivlen kan opstå.
8:5 Øret har evnen til at kende lyd, øjet er udstyret med færdigheden til at kende og
skelne mellem former. De øvrige sanser er tilsvarende udstyret med færdigheder. Når
sindet passerer ud gennem videnssanseorganerne hen mod objekter, og når de omslutter
disse, får du viden om dem. Derfor er både de fem sanser og sindet redskaber for viden
eller lærdom. Hvordan skulle de være i stand til at udføre en intelligent handling, når de
selv er blottet for intelligens?
8:6 Svaret er: På grund af Den guddommelige Gnists tilstedeværelse; på grund af
refleksionen af Den guddommelige Gnists stråleglans på Den Indre Tilskynder. Solen
oplyser verden og gør den aktiv på tusinde måder. På tilsvarende måde aktiverer og
oplyser Den guddommelige Gnist, ved hjælp af sin stråleglans, verden. Alle videns-
34

edskaberne aktiveres af Den guddommelige Gnist. Elektricitetens strøm tilfører
maskinerne energi og får dem til at udføre forskellige arbejdsprocesser, f.eks. at kopiere.
Men strømmen er ikke synlig eller en fast masse. Den elektriske strøm er bevægelsens
drivkraft, maskinens maskine. På samme måde er Den Guddommelige Gnists kraft ørets
øre; øjets øje. Den guddommelige Gnist er den aktiverende strøm.
8:7 Underet er følgende: Den guddommelige Gnist er inaktivt og uden indskrænkninger.
Husk på at Den guddommelige Gnist ikke får udført noget som helst af sindet og
sanserne. De bliver aktiveret af Den guddommelige Gnists slette og rette tilstedeværelse!
Solens stråler er ikke bevidst om alle de aktiviteter, de fremmaner. Den guddommelige
Gnist er ikke ansvarlig for sansernes aktiviteter. (Denne undervisning blev givet af
vismanden Varuna til dennes søn, Bhrigu).
8:8 Når øjet bliver oplyst af Den guddommelige Gnists stråleglans, bliver det i stand til at
opfatte former, hvilket er dets virkefelt. Øjet kan aldrig gøre sig håb om at oplyse Den
guddommelige Gnist, der lyser ved egen kraft. Lampen oplyser objekter; men omvendt
kan objekterne ikke oplyse lampen. Ord kan udelukkende beskrive eller betegne noget,
der besidder begrænsninger som navn, form, kvalitet, handling osv. Hvordan skulle ord
kunne beskrive eller definere det, der ikke har begrænsninger, intet navn, ingen form,
ingen karakteristika, nemlig Gud? Du kan ikke beskrive sødme eller lignende
smagsretninger ved hjælp af ord. Den guddommelige Gnist (eller Gud) er ikke et emne,
der kan beskrives. Det ikke-intelligente sind kan ikke erfare intelligensen. Der er ingen af
dem, der ønsker at vide, der kan kende Kenderen af Alt. Gud er hinsides alt det, der kan
erkendes. Når Gud erkendes, er Gud ikke længere den, der ved eller viden.
8:9 Gud er selve visdommen. Derfor kan den aldrig blive ’kendt’ af én, der ønsker at
vide. I processen med at vide, kan man få viden om andre ting, men ikke få viden om
selve kendskabet. Lampen vil ikke bede om en anden lampe for at se sig selv, ej heller
vil den bede om sit eget lys. Den har lys, den er lys, det er det hele. Den spreder lys på
andre genstande; den spreder ikke lys på sit lys. På samme måde er du lys, du er Den
guddommelige Gnist. Den guddommelige Gnist, der er inde i dig, er af samme natur som
Den guddommelige Gnist, der er i alle væsener. Der eksisterer udelukkende én
Virkelighed. Den har ingen begrænsninger, kendetegn eller kvaliteter.
8:10 Den guddommelige Gnist kan blive erkendt ved at studere de hellige skrifter og
følge de påbud, der er fastsat i dem. Det, der ikke kan blive kastet lys over ved hjælp af
ord eller tale eller ved hjælp af sanserne; det, der kaster lys over ord og tale og alle
sanserne, det er Gud, eller Den guddommelige Gnist. Denne upanishades første del gør
det klart, at Gud på ingen måde kan blive begrænset, opgivet eller overset.
8:11 Så det gælder, at for dem, der hævder, de har set Gud, så er ’Det’ stadig det emne,
der yderligere bør efterforskes og undersøges. De har ikke nået det sidste stadie. For
det, de besidder, er ikke ægte visdom; det er blot en illusion (noget der forekommer at
være noget andet, end det det virkeligt er). Den person, der ved ’alt’, den persons
guddommelige Gnist er selve Gud; det er Vedantas ubestridelige afgørelse, er det ikke
sandt? Ild kan ikke brænde sig selv; hvordan kan Den guddommelige Gnist kende Den
guddommelige Gnist; hvordan kan den, der vil vide kende sig selv? Derfor er
erklæringen: ”Jeg har erkendt Gud” et tegn på illusion eller vildfarelse. Det er ikke sand
viden.
8:12 Det fortælles, at Gud har forskellige skikkelser, der kan erkendes og tælles. Men det
at erkende og tælle gælder kun i forbindelse med den begrænsede måde at opfatte
35

navne og former på. Selv har Det Absolutte ingen lyd, duft, smag, berøring eller form.
Det Absolutte eksisterer altid. Uanset i hvilken handling du bliver bevidst om Dets
tilstedeværelse, så vil den handling give Det Absolutte dets passende kendetegn. I
hvilken som helst sammenhæng de hellige skrifter diskuteres og vurderes, bliver denne
sammenhæng, i den bestemte hellige skrift, Guds karakteristika. Den bevidsthed, der
bliver åbenbar, når den bliver begrænset af bestemte grænser eller ’beholdere’, er Gud.
Den Guddommelige Bevidsthed er fri for tilknytninger. Men alligevel giver den, når den
bliver forbundet med genstande som den fysiske krop, indtrykket af, at den er tilknyttet.
Ud fra det faktum, at når søens vand kommer i bevægelse, så vil spejlbilledet af Solen
under vandet ryste, kan du ikke drage den slutning, at Solen oppe i himlen, der er
fjerntliggende og langt væk, også ryster! Solen og vandoverfladen er ikke beslægtet med
hinanden. Intet slægtskab kan fastsættes mellem disse to. På tilsvarende måde giver
kroppen, når den gennemgår vækst, forfald og ødelæggelse, indtryk af, at Den
guddommelige Gnist også bliver påvirket på samme måde. Men Den guddommelige Gnist
forbliver upåvirket. Gud er hinsides den intellektuelle søgers rækkevidde. Gud kan
udelukkende nås af dem, der opgiver intellektet som værende et værdiløst redskab.
Alene oplevelse eller erfaring er den metode, der kan sikre adgangen, beviset, resultatet.
Visdommen om Guds ultimative tilstand er afslutningen af alle undersøgelser, af al
søgen. Egentlig Virkeliggørelse, direkte oplevelse af Gud, er nydelsen, der opnås ved
dette. Det højeste stadie nåes i tilstanden af absolut sindsligevægt, hvor al bevægelse er
faldet til ro på alle bevidsthedsniveauer. Dette gælder, selv om det at lytte til taler om de
hellige skrifter, det at huske på det, der er blevet hørt, og det at meditere dybt over det
hørte, er forberedende skridt, der fordrer intellektets medvirken. Hvis du forstår Den
guddommelige Gnists natur, vil du opnå legemliggørelsen af sandhed. Hvis du ikke
forstår Den guddommelige Gnists natur, er det er stort spild, ingen tvivl om det. En
person, der besidder visdom, genkender Den altgennemstrømmende guddommelige
Gnists princip i alle væsener og i alle genstande. Når en sådan vis person forlader
verden, bliver han fri af cyklusen af fødsel og død.
8:13 Viden om Gud er menneskets arv. Mennesket er berettiget til denne viden. Hvis
man er klar over dette, og hvis man gennem egne anstrengelser opnår viden om Gud
ved at anvende de førnævnte metoder, så har ens karriere i denne verden i sandhed
været umagen værd. I modsat fald er det hele spildt. I det øjeblik Den guddommelige
Gnist erkendes i bevidstheden, vil Den guddommelige Gnist åbenbare sig som et
lynglimt; i ét øjeblik vil Den guddommelige Gnist åbenbare sin stråleglans og sin pragt.
Det er umuligt at fatte dens fulde storslåethed. Sindet er Den guddommelige Gnists
kåbe. Sindet betinger Den guddommelige Gnist, eller rettere, det forekommer at gøre
det. Sindet synes altså at være meget tæt på Den guddommelige Gnist, og får dig til at
tro, at det når Den guddommelige Gnist. Det er det ude af stand til. Eftersom sindet er
tættest på, forestiller den åndeligt søgende sig, at hams sind har fattet eller virkeliggjort
Den guddommelige Gnist og higer igen og igen efter denne oplevelse. Selvfølgelig er
dette godt, for det fremmer vedkommendes stræben efter sammensmeltningen med
Gud.
8:14 For dem, der kender Gud, eksisterer modsætningerne retskafne og ikke-retskafne
handlinger, eller modsætningerne fortjenstfulde og ikke-fortjenstfulde handlinger ikke.
Noget sådant findes ikke. En retskaffen livsførelse fører efter døden til de højere
verdener, og en ikke-retskaffen livsførelse fører til de lavere verdener. Men de højere og
de lavere verdener er begge som snærende bånd for den stræbsomme åndeligt søgende,
hvis blik er fæstnet på fjernelse af uvidenheden og virkeliggørelsen af sandheden. Han er
nødt til at forsøge at skære de bånd over, der binder hams hjerte til den objektive
verden. Derfor ønsker han svar på det spørgsmål, som denne upanishad starter med:
36

”Hvem får sindet til at opfatte genstande osv.?” For at opnå viden om Gud er asketiske
åndelige øvelser, selvkontrol, vediske ritualer og tilbedelse af Gudestatuer og
Gudebilleder alle til stor hjælp. Visdom har sandhed som sit tilholdssted.
8:15 Denne upanishad giver alle åndeligt søgende undervisning i viden om Gud. Den
beskæftiger sig med Gud, der er sandhed, der er visdom, der er uendelig.
37

Kapitel 9
Chandogya Upanishad
9:1 Denne upanishad er indlemmet i Sama Vedaen. Den består af otte afsnit, hvoraf de
første fem omhandler forskellige måder at henvende sig til eller tilbede sin foretrukne
guddom på. De sidste tre afsnit forklarer, hvordan man på forskellige måder kan tilegne
sig sand viden. Bevidsthedens renhed er den grundlæggende forudsætning for tilbedelse.
Étpunktet koncentration er afgørende for at opnå viden om Gud. Denne kan erhverves
gennem handling og tilbedelse; på denne måde opnås viden om Gud. Det er årsagen til,
at de hellige skrifter først beskriver handling og tilbedelse, og beskriver visdom til sidst.
9:2 I Chandogya Upanishad’ens første afsnit bliver måderne at tilbede Gud på, der udgør
dele af Sama Vedaen, detaljeret beskrevet. I det andet afsnit bliver Sama Vedaens
fuldkomne ritual beskrevet. I det tredje videregives ’Solens Tilbedelse’, der er kendt som
’ceremoniel tilbedelse af Solen’, samt ’Tilbedelse af Gayathri’ og ’Hengivenhedens
Videnskab’. I det fjerde afsnit forklares Absorptionens Videnskab, og den 16-trins
tilbedelse af Gud bliver lært. I det femte afsnit bliver de tre former for åndelig viden,
livsenergierne, de fem ildofringer og Den Allestedsnærværende nærmere uddybet.
9:3 Den hellige eneboer, Uddalaka, lærte sin søn, Swethakethu, den viden, der hvis den
kendes, gør, at alt kendes. Viden om mudder og om guld vil give viden om alle potter og
pander, såvel som om alle armbånd og halskæder. Mudderet og guldet er sandheden.
Deres omdannelser og forandringer er midlertidige; lutter navne og former. På
tilsvarende måde er verden, lige som potterne og armbåndene, blot en virkning. Årsagen
er ’Væren’. Væren, der betegner ’eksistens’, er fælles for alle objekter. Potten ’er’; potten
’eksisterer’, armbåndet ’eksisterer’. ’Eksistensen’ eller ’væren’ bliver åbenbaret og tydelig
gennem forening med potterne og panderne, armbåndene og halssmykkerne.
’Eksistensen’ er muligvis ikke åbenbar og tydelig for den grove intelligens, da
skarpsindighed er nødvendig for at erkende den. Den rosenrøde farve, der er tydelig i
rosen, ’eksisterer’ selv i blomstens fravær.
9:4 På samme måde gælder, at ’eksistensen’ eller ’væren’, der er alle objekters
universelle karakteristika, eksisterer selv i fraværet af objekterne. Før skabelsen var der
udelukkende denne ’Væren’. Der fandtes ingen ’tomhed’ dengang; overalt var der denne
’væren’ eller ’eksistens’! Da denne ’væren’ blev reflekteret i Den Oprindelige Aktivitet
(det der også kaldes illusionen), resulterede det i Herren Siva, der deltog i aktiviteten
med at åbenbare sig som universet sammen med de tre elementer: ild, jord og luft. Al
skabelse er blot forskellige kombinationer af disse tre.
9:5 Uddalaka-slægten var fordybet i studiet af vedaerne, og derfor er den blevet berømt
som værende en ophøjet og fornem familie. Men sønnen, Swethakethu, forspildte
værdifulde år i driveri og dovenskab, efter den hellige ceremoni, hvor han var blevet
indviet med præsternes hellige tråd, hvorefter han var kvalificeret til at lære vedaerne.
Han anvendte imidlertid ikke årene til studier af vedaerne. Det bekymrede Uddalaka, for
den, der er født som præst og tilsidesætter studierne af vedaerne, fortjener ikke denne
benævnelse. Han kan blot blive kaldt for en person, der har præster som sine
slægtninge! Derfor gik Uddalaka i rette med ham og tvang sønnen til at gå til en lærer.
Der lykkedes det Swethakethu, ved anvendelse af sin overlegne intelligens, at tilegne sig
de fire vedaers betydning, endog inden han blev 24 år. Han vendte tilbage, stolt og
opblæst, svulmende af egoisme, og erklærede, at hans ligemand inden for lærdom og
retskaffenhed ikke fandtes.
38

9:6 For at prikke hul i sønnens stolthed, spurgte Uddalaka ham en dag: ”Du er blevet
hovmodig og siger, at du ikke har din ligemand med hensyn til lærdom og dyder. Sig mig
engang, søgte du at få det budskab, der åbenbarer Det Absolutte, fra din lærer? Det
budskab som udelukkende udøvelsen af de hellige skrifter kan give. Budskabet der, når
det forstås, får dig til at forstå alt, hvad der er at forstå? Lærte du det? Dette budskab
ville have vist dig Den guddommelige Gnist, der er fuldbyrdelsen af alle studier og af al
lærdom.”
9:7 Den guddommelige Gnist er grundlaget for individer som Swethakethu. Den rene
bevidsthed bliver tilsyneladende indskrænket inde i en mangfoldighed af individer. I den
dybe søvntilstand forsvinder mangfoldigheden, og hvert individ glider over i ’væren’. Her
bliver alle de mangeartede aktiviteter og fornemmelser, som f.eks. ’Jeg er Ranga’, ’jeg er
Ganga’, ’jeg er fader’, ’jeg er søn’, tilintetgjort. Forskellige blomsters sødme og duft
bliver indsamlet og smeltet sammen til én ensartet sød honning, i hvilken hele
mangfoldigheden af blomster bliver tilintetgjort. Navnene Ganga, Krishna og Indus
forsvinder alle, når de strømmer ud i havet.
9:8 Herefter kaldes alle navne og former for ’havet’. Den individualiserede sjæl, der er
evig og udødelig, fødes igen og igen som en flygtig dødelig. Den individualiserede sjæl
fortsætter med at ophobe aktiviteter, der er tilskyndet af nedarvede tilbøjeligheder, og
disse aktiviteter skaber konsekvenser, som individet kommer til at påtage sig og lide
under. Det er kroppen, der forfalder og dør; ikke den individualiserede sjæl. Banyantræets
frø vil spire, selv om der bliver trampet på det. Skønt salt, der er opløst i vand, er
usynligt, kan det opdages ved smagen!
9:9 Den individualiserede sjæl, der er indhyllet i uvidenhed, er ude af stand til at erkende
sin sande Virkelighed. Skelneevnen vil åbenbare sandheden. En millionær bliver
kidnappet og efterladt alene i junglen, men han opdager vejen ud og kommer tilbage til
sit hjem. På tilsvarende måde bliver den individualiserede sjæl givet tilbage til dens
millioner af former og navne! Først når den individualiserede sjæl når sin sande tilstand,
er den fri for alle de forandringer og tilfældigheder, der er forbundet med den
foranderlige verden. Den er også fri for strømmen af tid, rum, navne og former. Hvis den
ikke når denne tilstand, så vil den, ligesom den lykkelige syvsover, der vågner op til
dagens forvirrede liv, blive født i den verden, der består af forfald og død.
9:10 Gud bliver beskrevet som: ”Det eneste væsen der eksisterer”. Hele den synlige
verden bliver betegnet som legemliggørelsen af Gud. Dette kan blive erkendt gennem
tilbedelse af Gud med form, lige som den ærværdige eneboer Sathyakama og andre
gjorde. Vejen, der består af tilbedelse af den begrænsede kvalificerede guddom, kaldes
også for Den indre Vej (vejen der fører én tilbage til Kilden). Den allestedsnærværende
Gud kan blive indespærret og åbenbaret i hjertets himmelhvælving! Det er denne
herskers hovedstad. Eftersom Han er bosat her, kaldes hjertet for Guds Hus. Selvfølgelig
kan denne himmelhvælving ikke begrænse eller sætte grænser op for den grænseløse
Gud.
9:11 Yogier, der vender sig bort fra den objektive verden, kan erkende Den Iboende
Virkelighed med al dens erkendelige pragt i deres hjerters rene klare himmel. Verden er,
som hjulets eger, fæstnet i Guds nav. Forfald, opløsning og død påvirker ikke Gud.
Eftersom Den Højeste Eksistens kan opnå hvad som helst, den beslutter sig for, kaldes
den for ’Den der er ivrig efter at kende sandheden’ og ’Den der besidder sand
beslutsomhed’. Hvad er Den Iboende Virkelighed helt præcist? I kan lære Den at kende
39

gennem en simpel test. Det, der står tilbage, efter alting er blevet benægtet som ’ikke
dette’, ’ikke dette’, er Gud. (Se i øvrigt afsnit 12.15)
9:12 Det er sandheden, som alle åndeligt søgende leder efter. Når de opnår sandheden,
opnår de status af herskere og kan rejse, hvorhen de ønsker. Personen, der besidder
visdom, og er grundfæstet i Den Rene Virkelighed, ser udelukkende alle de begær og
ønsker, der bryder frem i hams hjerte, som udtryk for denne sandhed.
9:13 Den guddommelige Gnist transcenderer alle verdener. Den er ubesmittet. Ham der
udelukkende er bevidst om Den guddommelige Gnist, lever altid i lyksalighed. Det første
stadie i en religiøs studerendes liv udgør et vigtigt skridt mod at opnå guddommelig
visdom. Ofringer i ild, faste og andre hellige løfter er i samme grad nyttige. Solar Plexusenergien
strømmer gennem kroppens utallige nerver. I dødsøjeblikket smelter sanserne
sammen med sindet. Den individualiserede sjæl, der var af den opfattelse, at den var alt
dette, mens den var begrænset af sindet, undslipper gennem nerverne ind i hjertets
himmelhvælving. Til slut, i dødsøjeblikket, bevæger den individualiserede sjæl sig ud af
nervebanerne, der fra rodchakret passerer gennem rygsøjlen og op til kronchakret og ind
i solstrålerne og derfra til Solens område. Rejsen slutter ikke her. Den når også ud til
Den Højeste Himmel.
9:14 Men de individualiserede sjæle, der er fanget i uvidenhedens dyng og identificerer
sig med sindet og dets luner, undslipper gennem øret eller øjet eller andre sanseorganer
og ender i verdener, hvor handling hersker. Følelsen af tilfredshed og glæde, som man
oplever i dyb søvn, er et resultat af, at uvidenheden fastholdes i det enkelte individ.
9:15 Den indre bevidsthed er beslutsomhedens kilde og støtte. Alle beslutninger,
afgørelser og planer er den indre bevidstheds frembringelser. De er dannet af den, de
opstår i den, og de bliver registreret i den. Det sker, at når døden indhenter en lærd ud i
de hellige skrifter, bliver han blot regnet for at være et almindeligt menneske, og hams
skæbne bliver den samme, som overgår en uvidende person. Den indre bevidsthed må
nemlig nødvendigvis blive gennemtrængt af en stræben efter at nå Gud. Først da vil den
blive et redskab til befrielse, befriet for beslutningernes snærende bånd. Sindet osv. kan
ikke befri sig selv, på samme måde som den indre bevidsthed kan. Den indre bevidsthed
skelner mellem beslutninger; den undersøger om de er gode og retfærdige eller ej, og
med moralske argumenter retfærdiggør den det resultat, den når frem til. Når først
valget eller beslutningen er truffet, udtrykker ordene den, og navnet tilkendegiver den.
De specielle former for lyde eller mantraer indlemmer de beslutninger, der er blevet
accepteret som værende gode og retskafne af den rensede indre bevidsthed.
Ceremonierne bliver ét med mantraerne. Der kan ikke udføres moralske handlinger uden
den indre bevidsthed.
9:16 Nu til meditation, der er overordnet den indre bevidsthed. Meditation er at fæstne
intellektet på det guddommelige, idet det overskrider sådanne underordnede
hjælpemidler som statuer af guddomme, afgudsbilleder eller hellige sorte sten. I
meditationen ophører al uro, alle forandringer forbliver ubemærket. På grund af
sløvhedens kvaliteters og selv lidenskabens kvaliteters påvirkning er alle skabte
forekomster som vandene, bjergene, bakkerne, stjernerne, planeterne og menneskene
med den guddommelige gnist i sig, alle er de forbundet med uro og forandring.
9:17 Den Højeste Visdom er bedre end meditation. Visdom, der er baseret på lærdom,
der udspringer fra de hellige skrifter, omtales som Den Højeste Visdom. Denne visdom
opnås gennem meditation, og derfor er den mere værdifuld end meditation.
40

9:18 Overordnet Den Højeste Visdom er styrke, sjælsstyrke, energi. Den oplyser den
objektive verden, den skærper intuitionen. Intuitionen er den kraft, gennem hvilken du
føler og fornemmer bevidstheden i alle sanselige objekter. Der eksisterer noget, der er
mere ophøjet og dermed overordnet intuitionen. Det er føde, næring. Det er livets
opretholder. Hvis mennesket bliver frataget føde i 10 dage, bliver det ude af stand til at
begribe noget som helst. Det er livet, der gør det muligt at studere, at tjene læreren, at
lytte til dennes undervisning, at tænke over det, der er blevet undervist i og at gøre sig
fortjent til åndelig oplysning.
9:19 Åndelig oplysning er højere end intuition og føde. Åndelig oplysning er ild, varme og
lys. Åndelig oplysning skaber vand, og vand frembringer føde. Åndelig oplysning kan
gøre selv vinden mildere. Den skinner som lyn og lyder som torden.
9:20 Æter, eller rum, er overordnet åndelig oplysning, husk på det. Det er gennem
æteren, at lyde bliver videregivet og hørt. Kærlighed og leg er frembringelser fra æteren.
Frø spirer på grund af æteren.
9:21 Overvej nu dette. Hukommelse er overordnet æter. Uden hukommelsen vil alle
oplevelser og erfaringer være meningsløse, al viden vil være spildt, alle anstrengelser vil
være formålsløse. Intet kan blive erfaret uden hukommelsens hjælp. Man vil ikke kunne
opdage genstande som æter, hvis hukommelsen ikke fandtes. Man kan sige, at
hukommelse skaber æter og andre genstande.
9:22 Når man således analyserer værdien og den relative betydning af genstande og
kræfter, må mennesket nødvendigvis opgive at identificere sig med den fysiske krop og
erkende dets sande Virkelighed. Et sådant menneske løfter sig op til et niveau som Det
Mest Ophøjede Menneske, idet det griner, leger og bevæger sig omkring uden at tage
hensyn til kroppens behov eller velbefindende. De mennesker, der er knyttet til kroppen,
er indfanget i den foranderlige verden. For dem, der er fri for denne trældom, er det
deres sande natur at handle. Vinden, lynet og tordenen har ingen varig eksistens. Når
regnsæsonen kommer, dukker de frem på himlen og går op i en højere enhed med den.
På samme måde forekommer den enkelte individualiserede sjæl i et stykke tid at være
adskilt fra Guds baggrund og går så til sidst op i en højere enhed med den.
9:23 Denne upanishad, der er opdelt i otte afsnit, lærer mennesket om en række
udviklede objekter og genstande, der stammer fra ’Skabelsens Kilde’, Kasyapaprajapathi
(guden Brahma’s søn), Manu (menneskehedens første fader, Solens søn) og Manushya
(det menneskelige væsen). Dette slægtskab, og den lære der forædler det, er af største
betydning for menneskeheden. Fædre og lærere har videregivet denne lære til sønner og
studerende.
41

Kapitel 10
Aithareya Upanishad
10:1 Denne upanishad er tilknyttet Rig Vedaen. Dens seks afsnit, der beskriver Det
Absolutte Guddommelige Princip, skinner, som var de udsmykkede med ædelstene. Den
er derfor berømt som ’De seks Guddommelige’. Gennem denne upanishad bliver det gjort
muligt for eleven at få synet af Den guddommelige Gnist, hvilket følger, når vildfarelse
og uvidenhed er tilintetgjort. Betegnelsen ’Den guddommelige Gnist’ anvendes på to
måder: 1) ’Forandring/verdslig aktivitet’ og 2) ’Højest Anset’ (Gud). Når betegnelsen Den
guddommelige Gnist anvendes i betydningen ’Forandring/verdslig aktivitet’ tilkendegiver
udtrykket den individualiserede sjæl, Den guddommelige Gnist der gennem
videnssanserne udtrykker sig selv i den ydre verden. Ordet, der på sanskrit er Atma,
stammer fra roden ’ath’, der bl.a. angiver ’ekspansion, fortæring, bevægelse’. Så ordet
Den guddommelige Gnist betegner universel iboenhed; universel omdannelse og evig
bevægelse. Det vil sige, at ordet ’Den guddommelige Gnist’ betegner selve Gud.
10:2 Som den individualiserede sjæl nyder Den guddommelige Gnist i den vågne tilstand
alle oplevelserne. I drømmetilstanden tilbageholder alle videns- og handlingssanserne
(se afsnit 7:14) deres aktiviteter, men på baggrund af oplevelser og indtryk indsamlet i
den ydre verden, skaber Den guddommelige Gnist sine egne former og navne. I den
dybe søvntilstand bliver Den guddommelige Gnist iboende alting og antager sin
grundlæggende rolle som ren lyksalighed, ubevidst om alt i den ydre såvel som i den
indre verden. Verdens betydning er i overensstemmelse med oplevelserne i de tre
tilstande. På grund af den tilsyneladende begrænsning i tid, rum og tilstand, opfattes Den
guddommelige Gnist også som værende betinget og begrænset. Men det er ikke dens
sande natur. Den guddommelige Gnist er uden afslutning, uden begyndelse, uden
forandring. Den guddommelige Gnist ved alt, og kan opnå alt. Den guddommelige Gnist
har ingen kvaliteter, ingen egenskaber. Den guddommelige Gnist er evig, uplettet,
bevidst, fri. Den guddommelige Gnist har ikke sin lige, den er enestående, den er en
helhed uden dele.
10:3 Den ydre verden erkendes gennem direkte sansning. Derfor er alt, hvad der er i
stand til at blive erkendt som dette eller hint, eller alt som bliver angiver med et navn
eller en form, indbefattet af begrebet ’skabelse’. Skabelse udtrykker en handling, et
resultat. Hvad fandtes der før denne handling? ’Før dette fandtes alene Den
guddommelige Gnist’. Det foranderlige univers eller verden er en frembringelse, der var
latent, senere blev den åbenbar. I den hvilende tilstand var den umanifesteret til stede i
Den guddommelige Gnist. Da tilskyndelsen til eller driften efter at mangfoldiggøre sig
dukkede frem, udfoldede mangfoldigheden af navne sig, og alle disse forskelligheder kom
til syne. Det at kunne erkendes af sanserne, det er manifestationens prøve.
10:4 Navne er grundlæggende lyd, der er manifesteret som ord. Lad os tage et eksempel
med navnet Ranga. Når lyden Ranga frembringes, drejer den, der lytter, sig mod den
person, der viser sig foran ham, og identificerer ham som Ranga. Ordet og dets
betydning er uadskillelige. De var begge ikke-eksisterende før skabelsen. Derfor var både
Den guddommelige Gnist og det umanifesterede foranderlige univers uopnåelige ved
hjælp af intelligensen og ved hjælp af den verden, denne intelligens former. Da navn og
form efter skabelsen blev kernen i alt dette, kan alt blive fattet ved hjælp af ord og deres
betydning. Det ikke-dualistiske der var, er og vil blive, det er Den guddommelige Gnist.
De forskellige celledelingers mangfoldige manifestationer af navne og former udgør det
foranderlige univers. Men grundlæggende er det blot én enestående ’substans’.
42

10:5 Det ensartede hav kommer til syne som skum, bobler, bølger og små dønninger. På
tilsvarende vis manifesterer skabelsen den tilsyneladende mangfoldighed fra Den
Uforanderlige Ene. Opfattelsen af mangfoldigheden skyldes uvidenhed. Der er ingen
grund til at tænke sig til en anden eksistens end Den guddommelige Gnist. Uvidenheden
eller illusionen er blot en frembringelse fra Den guddommelige Gnists vilje. Den er ikke
adskilt fra Den guddommelige Gnist. Styrke er ikke adskilt fra den stærke person, er det
ikke sandt? Den guddommelige Gnist er fri for adskillelser, fra én af samme slags, fra
forskellige arter og fra sine egne karakteristika. Kategorisk erklæres Den guddommelige
Gnist som værende Den Ene.
10:6 Men det fremgår ikke tydeligt, at alt dette er Én. Forestillingen er præcis den
samme, som når rebet forekommer at være en slange, eller når spejlet bedrager. Også
Den guddommelige Gnist vildleder jer i sin fremtoning som det foranderlige univers. Det
er alt sammen en tryllekunstners tricks, der udføres efter Den Absoluttes ønske. Rebet er
den grundlæggende årsag til illusionen om, at rebet er en slange. Den guddommelige
Gnist er hinsides sansernes rækkevidde; den har ingen dele, og den har intet legeme.
Udelukkende forklaringen om, at den er en uvirkelig illusion, kan tilfredsstille kritikerne,
der spørger om, hvordan det foranderlige univers kan udspringe fra Den guddommelige
Gnist, der blot er ren bevidsthed.
10:7 Alt er Den guddommelige Gnist. Selv selvbedraget, der er forskellighedens illusion,
er Den guddommelige Gnist. Den guddommelige Gnist er så stærk, at den gennem
redskaber som sanseorganerne forårsager handlingernes udførelse. Du kan erklære, at
det var din vilje og styrke, der udførte handlingen, skønt det var illusionen, der blev
manifesteret af Den guddommelige Gnist, der udførte den.
10:8 Verden, der blev skabt på denne måde, er blottet for bevidsthed, og derfor må den
plejes som en maskine. Hvordan kan en maskine virke, efter den er fremstillet og
installeret, uden en mekaniker eller maskinist? Gud skabte Brahma’s første inkarnation
(Herren i sin form som det fysisk manifesterede kosmos) ud af de fem elementer.
Brahma, der er Skaberen i den hinduistiske Treenighed, udstyrede denne med hoved og
lemmer. På samme måde som en lerfigur, der bliver skabt af pottemageren ud af jord,
han har gravet op, blev Brahma’s første inkarnation frembragt af elementerne. Fra denne
inkarnations lemmer blev Verdens Beskytter skabt. Herefter blev hver sans adskilt og
udrustet med en passende guddom. Forrest blev ansigtet og munden udrustet med
ordets og talens guddom, Ildens Gud. Ordet og talen er mundens, næsens og øjnenes
funktion. På denne måde blev sanserne og deres respektive guddomme skabt og tildelt.
10:9 Disse guddomme velsigner sanserne og sørger for, at de fungerer ordentligt. Øjets,
næsens og ørets ydre tilsynekomster er måske nok helt i orden, men uden hjælp fra den
præciserende guddom, er de ude af stand til at fungere. Koen og hesten blev skabt ud af
de himmelske vande og ofret til guderne. Men guderne var endnu ikke tilfredse. Så for at
besvare menneskenes bønner, blev den iboende sjæl skabt, så den lignede Brahma’s
første inkarnation, Den kosmiske Guddommelighed. Eftersom denne iboende sjæl var
forbundet med skelneevnen, var guderne henrykte. Alle legemer, bortset fra det
menneskelige, er alene redskaber, der er skabt for at kunne opleve handlingernes
frugter. Mennesket er det eneste redskab, der er skabt til at opnå befrielse.
10:10 Efter at være trængt ind i kroppen bliver Herren hersker over sanserne og sindets
forbindelse med den objektive verden. Ligesom en skuespiller, sætter Han sig i
forbindelse med den ydre verden og erfarer alle de tidligere livs lektier. I Herrens
43

nærværelse danser intellektet sine dansetrin, og idet intellektet holder sansernes rytme,
bevæger det sig fra én genstand til en anden.
10:11 Gennem den individualiserede sjæls skikkelse oplyser Herren på denne måde
alting. Gud, der er begrænset som den individualiserede sjæl, har tre
genskabelsesområder: Øjet, halsen og hjertet. Øjnene skinner med en speciel
stråleglans, når en person opnår virkeliggørelse af Gud, eller endog når vedkommende
forsøger at opnå den. Det er et tydeligt faktum. Når den individualiserede sjæl har
opnået viden om sin egen virkelighed, vil den muligvis ikke være i stand til at beskrive,
hvordan alting rent faktisk ikke er andet end Den guddommelige Gnist, men den vil have
den viden, at selve Gud viser sig som alt dette. Den, der virkeligt fordyber sig i enheden
mellem den individualiserede sjæl og Gud, har bestemt opdaget livets mål. Det er der
ingen tvivl om.
10:12 Vågen-, drømme- og den dybe søvntilstand er ikke beslægtet med Den
guddommelige Gnist. De har udelukkende noget at gøre med de fysiske, sanselige
årsager og virkninger. Ethvert levende væsen har to legemer. Ens eget og sit afkoms.
Pligterne, der vedrører studier, lærdom, gentagelse af Guds navn og de tildelte opgaver,
overgives ved faderens død til sønnen. Opgaverne fortsættes med at blive udført af
sønnen, som faderens repræsentant og på dennes vegne. Efter sin død forlader faderen
kroppen og antager en anden krop, der er mere i overensstemmelse med de handlinger
og tilbøjeligheder, der er opelsket og tilvejebragt i den forgangne fødsel. Det er faderens
tre fødsler. De første tre mantraer omhandler de to fødsler: Den fysiske og den åndelige.
Nu er den tredje fødsel tilføjet, fortsættelsen ved sønnen.
10:13 Vamadeva Richi (eneboeren og vismanden der sammenfattede og ordnede Rig
Vedaens hymner) forstod legemliggørelsen af Den guddommelige Gnist i sin skikkelse
som Vamadeva Richi og blev befriet fra alle den objektive verdens bestandige
forandringer.
44

Kapitel 11
Taittiriya Upanishad
11:1 Denne upanishad’s særlige tema er ’Viden om Gud’. Den er opdelt i tre afsnit:
Undervisnings-afsnittet, Lyksaligheds-afsnittet eller Brahma-afsnittet og Bhrigu-afsnittet
(Bhrigu var en stor visman og én af Brahma’s sønner). De to sidstnævnte afsnit er meget
vigtige for dem, der søger viden om Gud. Undervisnings-afsnittet beretter indgående om
visse metoder, der kan anvendes til at overvinde de forhindringer, der af guddomme og
vismænd er sat på menneskets vej. Yderligere berettes der i dette afsnit om, hvorledes
man opnår étpunktethed i åndelige øvelser. Dette afsnit er opdelt i tolv underafsnit. I de
øvrige to afsnit gives der den samme anvisning, nemlig vismanden Bhrigu’s viden, der
fører til befrielse, så disse to afsnit er faktisk at regne for ét. For at gøre studierne af
dem bekvemmere, er de rent praktisk opdelt i to afsnit, det er det hele.
11:2 I afsnittet om undervisning behandles to emner: 1) Samlingerne af systematisk
arrangerede vers og tekster fra vedaerne, der ikke er i strid med handling og 2) Indre
tilbedelse der er knyttet til handling. Begge fører til selvbeherskelse. Men gennem disse
alene vil den fuldstændige tilintetgørelse af den foranderlige verden ikke blive fuldendt.
Den indre tilbedelse eksisterer sammen med ønsker og begær. Så ligesom handling kan
tilbedelse ikke skænke befrielse. Hele denne foranderlige verden skyldes uvidenhed;
trældom er resultatet. Når uvidenheden bliver tilintetgjort, vil båndene blive løst op, og
befrielsen er nået. Af naturlige årsager er uvidenheden der til stadighed. Det er ligesom
den velkendte illusion, at det er det tog, du sidder i, der bevæger sig, når sandheden er,
at dit tog holder stille, og toget på det tilstødende spor bevæger sig. Se udelukkende på
dit eget tog, og du vil kende sandheden; se på det andet tog, og du bliver bedraget. Der
er ingen grund til at forsøge at finde frem til årsagen til dette bedrag. Find ud af, hvordan
du undgår det. Denne uvidenhed, der er det frø ud fra hvilket den foranderlige verden
spirer, kan alene blive tilintetgjort af viden om Gud. Der findes ingen anden metode.
11:3 Alt hvad der er fremkaldt, alt hvad der er forårsaget, alt hvad der er et resultat, er
kortvarigt. Dette er åbenbart i henhold til de hellige skrifter så vel som i henhold til det,
der erfares og i henhold til den sunde fornuft. De hellige skrifter beretter om åndelige
aspiranter, der fraskrev selv højere regioner som Himlen, der er opnåelig for personer,
der udfører de foreskrevne ceremonier. Årsagen er, at befrielse er uden for rækkevidde
for dem, der opholder sig i de førnævnte regioner. Himlen og helvede er resultater af
handlinger; de er skabte objekter og kan derfor ikke være evige. De er betinget af
fødsel, vækst, forfald og død. De eksisterede ikke fra selve begyndelsen. De blev skabt,
og før det skete, fandtes de ikke. Det, der engang ikke fandtes, og senere ikke vil være,
er så godt som ’ikke eksisterende’, selv i nutiden. Handlingens frugt deler denne kvalitet,
og derfor kan den ikke skænke evig glæde.
11:4 I dag kan ingen anstrengelser resultere i skabelsen af æter (også kaldet rum);
intet, der allerede eksisterer, kan skabes på ny. Befrielse eksisterer og er i sig selv
indlysende. Befrielse kan ikke frembringes på ny gennem nogen handling. I det øjeblik
uvidenheden, der skjuler befrielsen, så den ikke kan opleves, forsvinder, i det øjeblik
bliver du befriet, og du bliver bevidst om din Virkelighed. Du er befriet for trældom. Før
dette øjeblik var du fri, men du forestiller dig, at du er bundet, og du opfører dig, som er
du bundet. Hvordan kan du slippe af med ideen om, at du er bundet? Det kan du ved at
lytte til vedaernes lære og lægge tro deri. Kun på den måde kan uvidenheden visne bort.
Det er den opgave, Brahma-afsnittet har påtaget sig i denne upanishad.
45

11:5 Det ligger i tingenes natur, at uvidenhed tilskynder mennesker til at hige efter
rigelige frugter i forbindelse med udførelsen af handlinger. Herefter bliver de fortvivlede
over, at frugterne blot binder dem mere og ikke hjælper med til at gøre dem frie. Denne
higen efter frugterne er vanskelig at støde fra sig, skønt denne skrækkelige, stadige
forandring af vækst og forfald får dem til at ryste af skræk.
11:6 I denne upanishad bliver de tre ord ’sandhed’, ’visdom’ og ’uendelig’ på en
meningsfuld måde hæftet på Gud for at forklare Guds karakteristika. Det er tre
forskellige ord, der tilkendegiver kvaliteter, der søger at afgrænse Den Ene fra resten,
Den Ene Gud fra andre slags Guder, der ikke besidder disse karaktertræk. Det vil sige, at
Gud ikke må blive forvekslet med noget som helst, der ikke er sandhed, visdom og
uendelig. Alt, hvad der er begrænset af tid, rum og objektivitet, er uvirksomme, livløse
stoffer, tydeligvis forskellige fra Gud. Sandhedens, visdommens og uendelighedens
karakteristika hjælper med at sondre og skelne den sande Gud fra beslægtede og
lignende fænomener. Ligegyldig hvilken form en ting er fastsat til at have, så gælder, at
hvis denne form er uforanderlig, så kan man henvise til den som sandhed. Hvis denne
form undergår forandringer, så er den ikke-sandhed. Forandring er ikke-sandhedens
tegn; fraværet af forandring er sandhedens tegn.
11:7 Gud er sandhed. Det vil sige, at Gud ikke forandrer sig. Gud er upåvirket af tid;
evig. Alt hvad der ikke er Gud, det vil sige det foranderlige univers, det er genstand for
forandring. Alle objekter er genstande for intellektets trefoldige proces: Det, der vides,
den, der ved og viden. Derfor omtales intellektet som en hule, hvori den trefoldige proces
opholder sig.
11:8 I Taittiriya Brahmana (en af Yajur Vedaens Brahmana-tekster), såvel som i denne
upanishad, bliver ’rigtig handling’ behandlet detaljeret. Der findes tre former for gode og
rene handlinger, der frembringer gode resultater: Ritualer, der udføres for at tilgodese
egne personlige ønsker og begær; ritualer til specielle lejligheder samt obligatoriske
daglige ritualer. De hellige skrifter påbyder sjældent, at handling skal tilstræbes. Det er
der ikke behov for, da det at handle kommer naturligt til mennesker. Det er ønsker og
begær, der motiverer til at handle, og mennesket opnår forskellige frugter fra disse
handlinger. De hellige skrifter lærer udelukkende om, hvordan man kan styre disse
naturlige handlinger, så man sikrer sig de ønskværdige goder.
11:9 Denne upanishad tilskynder, at du ikke afviger fra pligter vedrørende lærdom og
undervisning. ”Afvig ikke fra det sande og sandheden”, siges der. ”Det vil ikke gå an at
afvige fra det sande, ej heller fra ’rigtig handling’, ej heller fra lykke og velvære, ej heller
fra pligter over for guderne og forfædre. Du skal behandle din moder som Gud. Du skal
ty til de gerninger, der er fri for fejl; hold dig fra andre gerninger”. Det er den lære, som
denne upanishad omhandler.
11:10 Lytte, tænke dybt og koncentration er de tre skridt til Virkeliggørelse. At lytte
henviser til vedaerne, som du er nødt til helhjertet at ære, og som du med hjælp fra en
guru må lære udenad. Dette skænker viden om det, der ellers er utilgængelig viden. At
tænke dybt er den asketiske åndelige øvelse, der læres om i Bhrigu-afsnittet. Gennem
denne proces kan ’Det Alt Gennemstrømmende Selvs Guddommelige Legemliggørelse’
blive fæstnet i sindet. Koncentration hjælper med at udvikle étpunktet opmærksomhed
på det guddommelige princip, der måtte være valgt. I de to afsnit, Brahma-afsnittet og
Bhrigu-afsnittet, bliver Viden om Gud, eller den øvelse der sikrer virkeliggørelse af Gud,
forklaret. Brahma-afsnittet underviser; Bhrigu-afsnittet beviser gennem oplevelse.
46

11:11 Vismanden Bhrigu, der er den store vismand Varuna’s søn, fortæller faderen, at
Gud er føden, livsenergierne, sanserne, sindet, ordet osv. Men eftersom sønnen snart
lærer, at disse ikke er Gud, erklærer han, at Gud er det, hvorfra disse bliver født, og
gennem hvilket de lever og virker. Han troede først, at føde var Gud, eftersom alle
levende væsener lever af føde, men senere fornemmede han, at Gud indeholder meget
mere. Han spørger derfor efter at få direkte undervisning om Den Virkelige, om Gud.
11:12 Herefter får han at vide, at åndelige asketiske øvelser er Gud, for det er ved hjælp
af disse, at Gud, Virkeligheden, kan erkendes. Ved hjælp af åndelige asketiske øvelser
opdager han, at Den Højeste Visdom er Gud, da det er i Den Højeste Visdom, at væsener
fødes, og at det er ved hjælp af denne visdom, at væsener lever.
11:13 Således bliver det erklæret, at af alle øvelser og studieemner er Viden om Gud den
helligste. Denne viden er hellig og kun bestemt for de indviede. Føde skal aldrig
fordømmes; det bør være de vises højtidelige løfte. De vitale livsenergier er alle føde.
Den fysiske krop er fødens gave. Livsenergierne har kroppen som deres
befordringsmiddel. Så føde bør ikke blive ringeagtet. Det bør være beslutningen,
resolutionen. Når vandet, der er indeholdt i føden, kommer i forbindelse med ilden i
mavens fordøjelsessafter, bliver det til føde. I det vand der falder ned som regn, er
lynets ’ild’ iboende. Så enhver, der er skabt i vandets stråleglans, er bevidst om fødens
stråleglans og vil blive ved med at ære føden. Føden er guruen, for den fører dig til
kendskabet til Gud. Derfor bør føde ikke behandles med respektløshed. De åndeligt
søgende skal følge dette bud, som var det et løfte, de havde afgivet.
11:14 Eftersom den fysiske krop er fødens transformation, har den et ’føde-legeme’. De
vitale livsenergier danner et andet ’legeme’, ’livsenergi-legemet’. I et tredje ’legeme’,
’sindets legeme’, vurderes det, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert. Når der
træffes en beslutning om noget, der har et formål, er det ’det intellektuelle legeme’, der
virker. Når glæden ved det, der er blevet opnået, opleves, er det ’lyksaligheds-legemet’,
der virker.
11:15 I bestræbelsen på at udvikle den guddommelige livsanskuelse, at du er Gud og
ikke kroppen m.m., er ’livsenergi-legemet’ det første redskab, du skal anvende. Det er
mere subtilt end kroppen samt adskilt og forskelligt fra kroppen. Det bliver aktiveret af
luften og gennemtrænges af denne. Det gennemtrænger og indbefatter hele ’fødelegemet’.
Man kan sige, at ’livsenergi-legemet’ er ’føde-legemets’ sjæl, for det får det til
at fungere fra hoved til fod. Kroppen, ’føde-legemet’, kan ikke overleve uden
livsenergierne. ’Livsenergi-legemet’ er drivkraften. Livsenergierne består af fem slags
energier: ’Livsåndedrættet’, ’den nedadgående luftstrøm’, ’luftstrømmen der
gennemstrømmer hele nervesystemet’, ’den opadgående luftstrøm’ og
’fordøjelsesenergien’. Ved at tænke dybt over, at ’livsenergi-legemet’ er ’føde-legemets’
Guddommelige Gnist, vil forestillingen om, at kroppen er Selvet forsvinde. Du hæver dig
fra det grove til det subtile. Livsenergien er som smeltet metal i smeltediglen. Gennem
en indsats kan ’livsenergi-legemet’ opleves.
11:16 Livsenergien fremkommer i åndedrættets skikkelse. ’Livsåndedrættet’ aktiverer
hovedet, ’luftstrømmen der gennemstrømmer hele nervesystemet’ aktiverer den højre
side, ’den opadgående luftstrøm’ aktiverer den venstre side, ’fordøjelsesenergien’
aktiverer den miderste del og ’den nedadgående luftstrøm’ aktiverer den nederste del af
kroppen. Livsenergien bevæger sig fra hjertet gennem ansigtets nerver, næsen, osv. og
når hovedet. Herfra aktiverer den forskellige nerver, der strømmer gennem kroppen
47

under forskellige navne og adskilte funktioner. Den livsenergi, der virker rundt om
navlen, kaldes f.eks. ’fordøjelsesluften’.
11:17 For ’det mentale legeme’ (sindet) er Yajur Vedaen hovedet; Rig Vedaen danner
den højre vinge; Sama Vedaen er den venstre vinge; Brahmana-teksterne er sjælen;
Atharvana Vedaen er halen. Yajur Vedaens mantraer anvendes meget i offerceremonier.
Samtidigt med at disse mantraer fremsiges, ofres føde ceremonielt i offerilden. Derfor
betragtes Yajur Vedaen som værende hovedet. Mantraernes lyde frembringer
forandringer, der er lykkevarslende. Det er årsagen til den betydelige tilknytning, den
også har til de øvrige vedaer. På denne måde bliver alle mantraer de mentale
forandringers årsager. Til gengæld kaster disse lys over Den guddommelige Gnists
stråleglans. Således tilhører vedaerne, og mysteriet om deres udtale, videnskaben om
Den guddommelige Gnist. Derfor forbliver vedaerne evigt værdifulde og evigt
eksisterende. Atharvana Vedaen behandler forskellige ceremonier. Formålet med disse
er, at man skal kunne opnå befrielse fra onde kræfter og lidelser, og derfor beskrives den
som halen.
11:18 ’Det mentale legeme’ glider over i det ’intellektuelle legeme’ og senere over i
’lyksalighedslegemet’. Endeligt kommer den åndeligt søgende hinsides selv dette
’legeme’, og kommer til tilstanden af ren væren (den tilstandsløse tilstand; tilstanden af
evig, fuldstændig sindsligevægt).
48

Kapitel 12
Brahmanubhava Upanishad
12:1 Vedaerne erklærer: ”Gud er Den Eneste Ene, og der eksisterer ingen anden.” Det vil
sige, at der intet eksisterer foruden Gud. Under alle forhold, til alle tider, overalt,
eksisterer der udelukkende Gud. I Chandogya Upanishaden står der, at i begyndelsen var
der blot ’Væren’, intet andet. Mandukya Upanishaden betegnede denne ’væren’ som
sindsligevægt, godhed, ikke-dualisme. Kun det udklækkede og udfoldede eller det
manifesterede kan fremstå som værende to. Det, der ses, er forskelligt fra det øvrige,
der ses, og forskelligt fra den, der ser. Endvidere er det sete et produkt af seerens
sympatier og antipatier, forestilling og følelser, impulser og tilbøjeligheder. Når den
tændte lampe bringes ind, forsvinder ’slangen’, og alene rebet er tilbage og bliver
opfattet som et sådant. Når verden undersøges i den guddommelige visdoms lys,
forsvinder den illusoriske forestilling, som tiltrækker og frastøder, altså den dualistiske
forestilling.
12:2 Det er ’de to’ (dualiteterne), der er årsagen til frygt. Hvis dit egentlige jeg er den,
der lytter, ser, handler og nyder, hvordan kan frygt så opstå? Overvej den tilstand, du er
i, når du sover! Her er den ydre verden fraværende; du er alene med dig selv. Tilstanden
er ’den eneste ene’. Kontemplation på og tilbedelse af denne Ene, der fører til erkendelse
af ’ikke-tosomhed’, vil give dig denne oplevelse. Som ’den anden’ er Han iboende; som
livsvigtig luft er Han Bevidsthed, hemmeligheden bag al bevidsthed og alle handlinger og
bevægelser.
12:3 Gud bliver beskrevet ved hjælp af følgende fem kvaliteter: Væren, Bevidsthed,
Lyksalighed, Fuldkommenhed og Evighed. Gennem en forståelse af disse kvaliteter kan
Gud blive fattet. Væren er upåvirket af tid. Bevidsthed oplyser og åbenbarer sig selv
såvel som alt andet. Lyksalighed skaber det, der ønskes mere end alt andet. Det
Fuldkomne kender ikke til fejl, formindskelse, forfald og nederlag. Evighed er det, der er
upåvirket af rums, tids og genstandes begrænsninger.
12:4 Set i lyset af den guddommelige visdom er verden et spejl, midlertidig, uvirkelig, og
den bliver forkastet af lærdom. Verden er intet andet end et andet navn for ’ting der ses,
høres, osv.’ Men du, den individualiserede sjæl, den, der ser, er Væren-Bevidsthed-
Lyksalighed, husk det! Bliv fikseret i denne forsikring; mediter på lyden OM, der er det
højeste symbol på Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. Vær fra dette øjeblik bevidst om, at
du et Den guddommelige Gnist. Når uvidenhedens tåge letter, vil Den guddommelige
Gnist i alle og enhver skinne i sin naturlige stråleglans. Så vil du vide, at du har jagtet
fatamorganaer i ørkenen. Luftspejlinger, som du har opfattet som ’virkelige’ genstande.
Genstande, der havde en begyndelse, og derfor havde en afslutning.
12:5 Sindet bliver bundet af tilknytning, når det dvæler ved en genstand, eller ønsker
den, eller har modvilje mod den. For at slippe for en sådan trældom, burde sindet trænes
til ikke at dvæle ved nogen genstand, ikke at ønske den eller ikke have modvilje mod
den. Det er sindet, der binder. Det er sindet, der løsner. Hvis sindet er behersket af
lidenskabens kvalitet, bliver det let trælbundet. Hvis det er renhedens kvalitet, der er
fremherskende, kan det opnå frihed.
12:6 De, der identificerer sig med den fysiske krop, forfølger febrilsk de glæder, der kan
opnås gennem sanserne. Ønsker og begær er konsekvenser af identifikation med den
fysiske skikkelse. Opgiv denne identifikation, og du slipper for at have ønsker og begær.
49

Glæde og sorg er som rigtigt og forkert, noget der skal overskrides. Kærlighed og had er
menneskets naturlige indre redskaber. De tilhører ikke ’beboeren’, der bor sammen med
dem. De tilhører altså ikke den individualiserede sjæl eller Den guddommelige Gnist, den
individualiserede sjæls grundlæggende Virkelighed.
12:7 Den guddommelige Gnist er altid ren, altid fri for tilknytning, da der ikke eksisterer
’nogen anden’ at blive knyttet til. Mundaka Upanishadens kapitel 3, vers 1, indeholder
følgende mantra: ”To fugle, der altid er sammen, sidder med smukke og skælmske
vinger i et træ. (Træet er kroppen og tvillingefuglene er den individualiserede sjæl og
Gud). Den ene fugl er optaget af at nyde frugterne. (Den individualiserede sjæl oplever
glæde og sorg fra de handlinger, den engagerer sig i). Den anden fugl ser blot på. (Gud
er finere end det fineste, Gud er blot et vidne).”
12:8 Hvordan kan denne grove fysiske skikkelse, der består af blod og materie, være det
rene, det selv-oplysende, det evige vidne, Den guddommelige Gnist? Skikkelsen,
kroppen, er bygget op af føde; den er altid i forandring. Den var ikke før fødslen, ej
heller er den efter døden! Den er hele tiden forgængelig. Kroppen kan overleve uden en
legemsdel eller to, men i samme øjeblik livsenergierne holder op med at strømme,
begynder kroppen at nedbrydes. Derfor bør kroppen ikke blive opfattet som chefen, eller
som den, der er alt og afslutter alt.
12:9 Den yoga (her forstået som åndelig disciplin) du burde praktisere, er: Iagttag uroen
i sindet, som var du et vidne. Fri dig for selv at drage slutninger, bestemme eller endog
beslutte; undlad at tage stilling til, om du er for eller imod. Du skal altid have dit sind og
dets ekspeditioner under kontrol. Yoga er den individualiserede sjæls sideløbende
fremskridt, hvor hvert skridt er på bølgelængde med Gud. Målet er sammensmeltningen
af dem begge; så vil al sorg ende. Den, der regelmæssigt og uafbrudt udfører yoga med
tro, og den, der er ansporet af en aldrig svigtende ikke-tilknytning, kan helt sikkert opnå
sejren.
12:10 Væren i Væren-Bevidsthed-Lyksalighed betyder Den Højeste Visdom, der skænker
perfekt sindsligevægt og renhed. Rent faktisk skænker Den Højeste Visdom viden om
selv-realisation, der kan blive erfaret af alle. I daglig tale anvendes begrebet ’Den
Højeste Visdom’ til at give udtryk for videnskaberne (der blot omhandler verdslig viden),
men rent faktisk betyder det den højeste grad af åndelig visdom. I denne
’legemliggørelsen’ (ens egen skikkelse) er der ikke plads til aftryk eller tendenser fra
handlinger, eller til ønsker der motiverer til handling. Ønsker ødelægger sindet. Ønsker
fører til handling, handling efterlader et ar, et aftryk eller en tendens i sindet (der er tale
om et aftryk eller en tendens, som bliver tilbage i det underbevidste sind fra tidligere
handlinger, ofte fra handlinger foretaget i tidligere inkarnationer). Vær alene med Dig
Selv, så kan sindet blive gjort uvirksomt. Det er årsagen til, at yogi’er trækker sig tilbage
til huler.
12:11 Aftrykkene og tendenserne falder inden for to kategorier: ’Godgørende’ og
’skadelige’. Godgørende aftryk og tendenser hjælper til befrielse. Gentagelse af Guds
navn, meditation, gode gerninger, godgørenhed, retfærdighed, uselvisk tjeneste,
sjælsstyrke, medfølelse, disse er alle godgørende. Vredens, grusomhedens,
grådighedens, begærets og egoismens skadelige tendenser skal rykkes op med rode ved
hjælp af de godgørende tendenser. Og til sidst, på samme måde som den torn, der
fjerner en anden torn i foden, bliver skaffet af vejen, må de godgørende tendenser, der
blev brugt til at blive af med de skadelige tendenser, også kasseres. De godgørende
tendenser er frembringelser af tilknytning, og de skaber yderligere tilknytninger, der
50

muligvis varer ved gennem mange fødsler. Også den, der er blevet befriet i dette liv, er
nødt til at besejre de godgørende aftryk og tendenser. For ham bør de være som et
delvist brændt reb, der ikke kan binde. Rent faktisk bliver både de vellystelige længsler,
begær og grådighed brændt op i det øjeblik, Den guddommelige Gnist bliver visualiseret.
Han vil ikke stræbe mod nogen eller noget, ej heller vil han blive tilknyttet til noget. Der
hvor Solen går ned, der lægger han sig for at hvile. Han bevæger sig blandt mennesker,
ukendt og uopdaget, idet han ikke søger genkendelse, og endda altid undgår den.
12:12 Når den, der ser, og det, der bliver set, er det samme, beskrives denne glæde som
den fjerde tilstand, tilstanden af evig, fuldstændig sindsligevægt. På den anden side af
denne tilstand vil Den guddommelige Gnist helt sikkert blive nået. Ved at dvæle konstant
på Den guddommelige Gnist og dennes virkelighed, vil tilknytningen til verden blive
mindre. De åndelige øvelser skal udføres uden afbrydelser. Den ægte åndeligt søgende
skal, med alle hams ressourcer, vende sindet væk fra verdens anliggender og fra de
genstande, der frister sanserne og koncentrere sig om det asketiske formål at kende
Gud.
12:13 Sløvende og uvirksomme beslutninger medfører sorg. Rene og gode beslutninger
fremmer retskaffenhed og hjælper til med at opretholde samfundet og individet. De
lidenskabelige og følelsesmæssige beslutninger styrter dig ud i den verdslige strøm.
Opgiv alle disse tre slags beslutninger, og du vil være berettiget til at blive beæret med
Den Højeste Viden om Gud.
12:14 Gud er af umålelig dybde. Hvordan skal Gud kunne blive bedømt og fattet af dette
ubetydelige sind? Gud er hinsides alle muligheder for at blive beskrevet og inddelt i
kategorier; Gud er uden grænser; Gud er hinsides ords betydning; at begribe Gud
gennem sanserne er en umulig opgave.
12:15 Den Gud, som de hellige skrifter ’Vedanta’ erklærer, der udelukkende kan blive
omtalt som ’ikke dette, ikke dette’, er selve ’jeg’et’. ”Min virkelighed er Gud i mit hjertes
hule. Jeg er den Gud, som åndeligt søgende stræber efter at kende og vil få succes med
at nå. Gud er det, der er tilbage, efter at kroppen, sindet, livsenergierne, hjernen osv. er
opløst og forsvundet.” Denne viden erkendes gennem ’benægtelsens øvelse’ (Der går ud
på til stadighed at konstatere, at ’det er ikke dette, det er ikke dette’). Udelukkende
gennem denne metode med at udelukke, kan du nå frem til konklusionen: ”Ja, dette er
Guds Gave.” Gennem princippet om at ’jeg er vågen og ikke-vågen på samme tid’, bliver
sandheden: ’Jeg er Det’ grundfæstet. Når sløret, der skjuler den individualiserede sjæl,
bliver fjernet, åbenbares den individualiserede sjæl som Gud eller Den Iboende
Virkelighed. Den individualiserede sjæl er Guds væsen og Guds kerne.
12:16 ’Jeg’ refererer til denne Virkelighed, til Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. Det er
udelukkende uvidenheden, der kan anvende ordet ’jeg’ til at angive kroppen! Denne
uvidenhed og denne ukorrekte identifikation er årsagerne til den uafbrudte række af
sorger og glæder. Anvend derfor ordet ’jeg’ med sondring, så det udelukkende betyder
din Guddommelige Virkelighed. Det vil skænke dig Den Højeste Visdom.
12:17 Hvis det skal være muligt for dig at opleve Den guddommelige Gnist som din
Virkelighed, er kontrol med sanserne, fjernelse af den fysiske tilknytning samt sandhed
absolut nødvendigt. Gud er: Gudernes lærer der tilskynder intellektet; sindets følelser;
ørernes øre; øjnenes øje; Den Selv-lysende Enes Oplyser. Guds stråleglans er det lys,
hvorfra alt andet udstråler. Gud er den grundlæggende støtte og næring. I sindet er Gud
visdom. Sindet og intellektet indhyller sanserne. Uden Gud er sindet og intellektet
51

hjælpeløse og ude af stand til at fungere. De opstår fra Gud og opstår i Gud, på samme
måde som græs kommer fra jord og bliver til jord. Jern, der lægges i ild, bliver rødt og
bliver sort igen, når det bliver afkølet. Tilsvarende bliver intellektet strålende af visdom
ved at dvæle på Den Iboende Virkelighed, der er legemliggørelsen af visdom.
12:18 Gud er indhyllet alle vegne, på samme måde som barnet er det i livmoderen.
Nogle erklærer, at de kun vil tro på en Gud, der kan ses og bevises. Det er de verdsligt
orienteredes almindelige argument. Men med de grove fysiske øjne er det ikke let at se
Gud, der er finere end det fineste. Først skal du opnå herredømme over et kraftigt
mikroskop, der kan klare opgaven. Det, du skal have fat i, er ’visdommens øje’ eller
’kærlighedens øje’; udelukkende ved hjælp af disse ’øjne’ kan du se Gud. Kan du vise
andre, hvad det, der kaldes smerte, er? Eller kan du vise sødme? Øjet kan ikke se en
abstrakt ting som f.eks. kærlighed, medlidenhed, barmhjertighed, dyder, tro osv. Dette
ligger uden for øjets kapacitet.
12:19 Men ved at lytte til ord og iagttage handlinger og adfærd drager I den slutning, at
en person besidder kærlighed i sit hjerte. På samme måde er det muligt at bedømme,
om en person er en ’Kender af Gud’, og hvor dybt han er forankret i sin egen Virkelighed,
hvad enten årsagen til denne forankring skyldes tilfældigheder og farer eller stabilitet og
tryghed. Guddommelig visdom, guddommelig rigdom, harmoni med naturen, gennem
disse kan Gud blive identificeret, opdaget og erkendt. Stræb derfor på alle måder efter at
skaffe dig ’visdommens øje’ eller ’kærlighedens øje’.
12:20 På samme måde som sukker er til stede i sukkerrørets saft, og sødme er til stede i
sukker, er Gud overalt iboende i skabelsen. Han er alle væseners inderste kerne. Han er
alle vegne, Han er altid i alt. Han har ingen form; Den guddommelige Gnist er uden
’legeme’. Den er ’beboeren’, Gud, Det Højeste Væsen. Udelukkende ved at kaste
tilknytningen til kroppen fra sig og ved at rense sindet og intellektet, kan du smelte
sammen med sandheden og opnå den evige lyksalighed, den højeste fred, den reneste
visdom. Udelukkende på denne måde kan du opnå befrielse for trældommen, der består
af fødsel og død.
12:21 Sanskrit ordet ’deha’, der betyder kroppen, er opstået fra roden ’dah’, der betyder
’brænde’. Betydningen af ordet rummer det, der nødvendigvis må brænde. Men
personen, der besidder visdom, har tre legemer: Det fysiske, det mentale og det kausale.
Hvad er det da, der bliver brændt? Brændstofferne: De materielle genstandes fine
åndelige aspekt, skæbnen og den individualiserede sjæl, der også kaldes ’Hjertets
Himmelhvælving’ eller ’Hjertets område’, kan brænde og fortære de tre legemer
hurtigere og mere fuldstændigt end ild. Ligegyldigt hvor oplyst en person er, hvis han
identificerer sig selv med kroppen, må han nødvendigvis blive omtalt som værende
tåbelig. På den anden side gælder, at en person, der er grundfæstet i troen på, at han er
Væren-Bevidsthed-Lyksalighed, vil blive transformeret til det guddommelige. Identificer
ikke den individualiserede sjæl med det grove legeme, der består af kød og knogler. Du
skal end ikke identificere den med det mentale eller kausale legeme. Den guddommelige
Gnist skal udelukkende identificeres med Gud. Først da kan den varige lyksalighed opstå.
Glæde og sorg, godt og ondt, tilhører sindets område. Det tilhører ikke dit område. Dit
egentlige jeg er ikke den, der handler, eller den, der nyder handlingernes frugter. Du er
altid fri.
12:22 Gode dyder er ’rigtig handling’; slette dyder er ikke-retskafne handlinger. De er
begge sindets frembringelser. De er bånd, der binder hjertet. Når mennesket erkender
Den Højeste Sandhed, bliver det fri for begge og opnår Virkelighedens åbenbaring. Lige
52

som silkeormen bliver viklet ind i og fængslet i det puppehylster, som den spinder rundt
om sig selv, spinder mennesket også et puppehylster af ønsker rundt om sig selv og
lider.
12:23 Den guddommelige Gnist er altid ufængslet, den er ikke bundet af verdslig illusion.
Den guddommelige Gnist er ikke fanget ind i verdslig illusion. Den guddommelige Gnists
natur er renhed, helhed, glæde, visdom; hvor egoet findes, der vil trældom vedvarende
eksistere. Hvor der ikke er noget ’jeg’, der har friheden magten. ’Jeg’et’ er den virkelige
lænke.
12:24 Der er tre forhindringer på vejen mod Den Højeste Visdom for den åndeligt
søgende. Fortidens, nutidens og fremtidens forhindringer. Disse må overvindes. Den, der
har opnået befrielse i dette liv, bekymrer sig ikke om disse forhindringer. Han har
bevæget sig hinsides de tre sondringer, mellem den, der ser, det, der ses og synet. Han
har erkendt, at sondringen er kunstig, at den er en frembringelse af sindet. Når du har
besejret den trefoldige illusion om, at der er forskel på ’den der ved’, ’det der vides’ og
’det at vide’, vil du opleve Gud i alle ting til alle tider.
53

Ordliste
Absolut sindsligevægt; fuldstændig sindsligevægt.
- samadhi
Afsnit.
- valli
Aftrykkene og tendenserne.
- vasanas
Tilbøjeligheder, der skyldes indtryk, som fortidige handlinger har efterladt i sindet.
Agerhøns.
- thiththiri
Aithareya Upanishad.
En af de ti vigtigste upanishader. Den beskæftiger sig med verden og mennesket som
Atma’s skabelse, Atma’s trefoldige fødsel og Atma’s natur.
”Alle genstande i denne verden, de flygtige og de midlertidige, er indhyllet i Herren, der
er altings Sande Virkelighed. Derfor må de anvendes med ærbødig afstandstagen, uden
higen eller begær, thi de tilhører Herren og ikke nogen person.”
- ”Isavaasyamidam sarvam yathkinchajagathyaam jagath thena thyakthena
bhunjeethaahm maa gridhah kasyaswid-dhanam”
Altgennemtrængende.
- sarvantharyamithwa
Alvidende.
- sarvajna
A-mantra.
En resonans uden bogstaver. Denne resonans munder ud i stilhed.
Angirasa.
En vismand, der levede som eneboer, og som var født ud af Brahma’s sind. Indra gav
ham navnet Atharvangiras, eftersom Angirasa hyldede ham ved at recitere Atharvavedaens
hymner.
Anusaasanaparva.
Den del af Mahabharathaen, der omhandler moralske principper.
Arjuna.
En af Pandava-brødrene. Det var Arjuna, som Herren Krishna fortalte Bhagavad Gita’en
til.
Asketer.
- sanyas
At tænke dybt.
- manana
54

At undersøge Den guddommelige Gnists natur.
- Atma vichara
At være opdelt i tre afsnit.
- kaanda-thrayaathmakam
Atharvana Veda.
Den fjerde veda. Atharva betyder 'fjerde'.
Athri.
En vismand; Dattatreya’s fader. Også en af Hiranyagarbha’s 10 mentale sønner.
’Beboeren’.
- Purusha
Befrielse.
- kaivalya – betyder fuldstændig enhed; den endelige lyksalighed.
- moksha
- mukthi
Begær.
- raga
- kama
Begær og ønsker.
- kama
Behagelighed.
- preyas
Kendetegnet ved: Den glæde, der stammer fra verdslig magt, status og rigdom.
Berøring.
- sparsa
Beslutning; vilje.
- sankalpa
Bevidsthed.
- Atma-chaithanyam
- chith
Bevidsthed om Den guddommelige Gnist.
- Atma-jnana
Bhagavad Gita.
Ordets egentlige betydning er: Guds Sang. Del af Mahabrarathaen, som er en dialog
mellem Arjuna, der er en af Pandava-brødrene, og Krishna.
Bhagavan.
Ordet Bhagavan betyder guddom eller Den Højeste Autoritet. Ordet kan også udtrykke
en ærbødig tiltale så som ’deres velærværdighed’. Sai Baba kaldes ofte Bhagavan af sine
hengivne.
55

Bhrigu.
Vismand og søn af den store vismand Varuna. (Varuna var en af de centrale guder i Rig
Veda, og han forbindes med Mitra - Guden for regn, vand, havet og natten).
Bhrigu-afsnittet.
I dette afsnit redegøres der for vismanden Bhrigu’s viden; en viden der fører til befrielse.
Brahma; Herren Brahma.
Skaberen i den hinduistiske Treenighed.
Brihadaranyaka Upanishad.
Upanishaden, der redegør for den lære, der vedrører Brahman, og som blev bevaret af
Yajnavalkya.
Brihath.
Stor.
Bujya.
Kongelig vismand.
Ceremoniel tilbedelse af Solen.
- madhuvidya
Chandogya Upanishad.
En af de 10 betydningsfulde upanishader; en storslået samling af teologiske, filosofiske
og allegoriske ytringer. Indbefatter lovprisning af OM, Gayathri Mantraet´og Brahman.
Chilli-frø.
- chilliginji
De, der besidder Viden om Gud.
- brahmavids
De, der ønsker og begærer efterkommere.
- prajakamas
De fem indre videns-sanser.
- jnanendriyas
Høresansen, følesansen, synssansen, smagssansen, og lugtesansen.
De fem livsenergier.
- pranas
De fem livsvigtige luftstrømme eller livsenergier.
- pranas
De fem ydre sanseorganer.
- karmendriyas
Ørerne, huden, øjnene, tungen og næsen.
’De glædestrålende væseners verden’.
- Deva-loka
56

De godgørende tendenser.
- subhavasanas
De Guddommelige Grundsætninger.
- Brahma suthra
De guddommelige love og regler.
- smrithis
Ordet smrithis betyder lovsamling; traditionel lov fastsat af menneskelige ophavsmænd.
De hellige skrifter.
- sastraerne
De indre sanser.
- Anthah-karana
De indre sanser består af det højere sind (den del af sindet, der retter sig mod det højere
intellekt), det højere intellekt (skelneevne og intuition, der retter sig mod Den
guddommelige Gnist), den indre bevidsthed (sædet for de subtile følelser og
hukommelsen) samt jeg-bevidstheden. På sanskrit hedder disse: Manas, buddhi, chitta
og ahamkara. Det er anthah- karana’en, der bevæger sig frit fra den ene verden til den
anden; fra den ene fødsel til den anden.
De materielle genstandes fine åndelige aspekt.
- adhibhoutika
’De seks Guddommelige’.
- Atmashataka
De vitale livsenergier.
- pranas
Del.
- avayava
- kanda
’Delen, der omhandler hesteofringen’.
- Agni-brahmana
Dem, der tager sig af og passer offerilden.
- samithpaani
’Den der besidder sand beslutsomhed’.
- Sathyasankalpa
Den, der er blevet befriet i dette liv.
- jivanmuktha
’Den, der er ivrig efter at kende sandheden’.
- Sathyakama
Den, der kender Selvet.
- Atmajnani
57

’Den, der ved’, ’det, der vides’ og ’det at vide’.
- triputi
Den direkte åndelige viden.
- aparoksha
Den dybe søvn-tilstand.
- prajna
Den Ene.
- Eka eva
Den evige universelle Religion.
- Sanathana Dharma
Den foranderlige verden.
- samsara
’Den fremadskridende befrielses Vej’.
- karmamukthi
Den guddommelige Gnist.
- Atma
Det virkelige Selv, ens guddommelighed, Gud, altings substans og udødelighed.
Den Guddommelige Gnists kraft.
- Atma tejas
Den guddommelige Gnists sande natur; åndens virkelighed.
- Atmathathwa
Den hellige ceremoni, hvor han var blevet indviet med præsternes hellige tråd.
- upanayana
’Den hellige og rituelle geometri’.
- vaidika-rekha
’Den hellige og rituelle undersøgelse’.
- vaidika-sankhya
Den himmelske Verden.
- Dyuloka
Den Højeste Fred.
-prasanthi
Den Højeste Himmel.
- Brahmaloka
Den Højeste Intelligens.
- chethana
58

Den højeste lyksalighed.
- Paramanandam
Den Højeste Person.
- Parampurusha
Den Højeste Suveræne guddommelige Gnist.
- Paramatma
Den Højeste Viden.
- vidya
Den Højeste Visdom.
- jnana
- vijnana (åndelig visdom der er hinsides det materielle plan).
Den Iboende Virkelighed.
- Parabrahma
Den individualiserede sjæl.
- jivi
- adhyatmika
Den indre Vej.
- Sushumna marga
Vejen, der fører én tilbage til Kilden.
Den Kosmiske Guddommelighed, ’Skabelsens Kilde’.
- Hiranyagarbha
Den materielle verden; naturen.
- prakrithi
Den nedadgående luftstrøm.
- apana
’Den nordlige Vej’.
- uttara-marga
Den opadgående luftstrøm.
- udana
Den Oprindelige Person; Herren; Gud.
- Purusha
Den over-bevidste tilstand.
- thuriya
Den samling hellige skrifter, der var blevet systematiseret af vismanden Sakalya.
- Sakalyabrahmana
59

Den sanselige verden.
- samsara
Den sødmefyldte Vej.
- Madhura Kanda
Den tommelfingernegl store Gud.
- Angushtamaathra
Den Uforgængeliges.
- Akshara
Et navn for Herren Brahma.
Den vediske skole.
- Aswalayana
Den vågne tilstand.
- viswa
’Denne verdens geometri’.
- loukika-rekha
Denne Verdens Skaber.
- Prajapathi
Dem, der kender Gud.
- Brahmajnani
Deres sande natur.
- swaswarupa
’Det Alt Gennemstrømmende Selvs Guddommelige Legemliggørelse’.
- Brahma Atma Swarupa
’Det, der er forbundet med denne verden’.
- loukika
Det, der er kendt af den, der søger viden.
- jneyam
Det, der er opnået af den, der søger resultater.
- upaasyam
Det eneste væsen, der eksisterer.
- Ekamrva-adwithiyam
Det guddommelige princip med form og uden form.
Med form: Para Brahman
Uden form: Apara Brahman
60

’Det hellige og rituelle’.
- vaidika
Det hemmelige ritual.
- Agama
Det Højere Selv.
- Parabrahma
Det Højeste Atmiske Princip.
- Paramthmathathwa
Det Højeste Selv; Herren.
- Pususha
Det intellektuelle legeme.
- vijnanamayakosa
Det Mest Ophøjede Menneske.
- Uttamapurusha
Det Universelle.
- Paramatma
Det Virkelige; Det Højeste Atmiske Princip.
- Paramatmathathwa
Direkte oplevelse af Gud.
- sakshathkara
Drømmetilstanden.
- taijasa
Dualisme.
- dwaitha
Filosofien om dualisme; adskillelsen mellem Gud og det skabte univers.
Dwapara Yuga.
Den tredje af en cyklus på i alt fire tidsaldre.
Dyrebare handlinger.
- ishta
Dødens Gud.
- Yama
En besiddelse eller en funktion.
- vrotti
’En person, der besidder visdom’.
- jnani
En person, der er befriet for evigt, skønt stadig i live.
61

- jivan-muktha
En person, der har præster som sine slægtninge.
- brahmanabandhu
En person, der lyser af egen kraft.
- swayamprakaasa
En religiøs studerende.
- brahmacharya
Et af de fire livsstadier. En ung præst. Tilstand som ugift, religiøs studerende; første
stadie i et liv som brahmin.
Enhed.
- adwaitham
Evig; evighed.
- nithyam
Evig, fuldstændig sindsligevægt.
- thuriya
Evigt selv-lysende.
- nithyaswayamprakasa
Filosofiske systemer.
- sankhya
Foranderlige univers.
- jagath
Ordet jagath betyder ’det, der kommer og går’.
Forandring/verdslig aktivitet.
- vyavahara
Fordøjelsesenergien.
- samana
Forfædre.
- pithris
Forfædrenes verden.
- pithr-loka
Form.
- rupa
Forsagelse.
- sanyas
Fortjenstfulde handlinger.
- punya
62

Fortolkning.
- vedartha
Forår.
- vasantha
Fraværet af viden; uvidenhed.
- avidya
Fred.
- santhi
Frygtløshed.
- abhaya
Frøet, spiren, den oprindelige årsag.
- bija
Fuldkommenhed.
- paripurna
Fuldstændig sindsligevægt.
- samadhi
Fundamentale natur.
- svabhava
Fysiske legeme.
- sthula
Føde.
- anna
’Føde-legeme’.
- annamayakosa
Følelser; væren.
- bhava
’Før dette fandtes alene Den guddommelige Gnist’.
- ’Idam agre, Atma eva aaseeth’
Gargi.
En berømt kvindelig, vis person.
Garuda.
Himmelsk fugl; hvidbrystet ørn; den fjerprydede races konge. Garuda var Herren
Vishnu's transportmiddel.
Genstande.
63

- vasthu
Geometri.
- rekha
Godgørende.
- subha
Gud; Herren.
- Brahman
- Iswara
- Paramatma
”Gud er Den Eneste Ene, og der eksisterer ingen anden.”
- ”Ekam eva adwithiyam Brahma”
Guddomme.
- devas
Gudernes lærer.
- brihaspathi
Guds Gave; åndedrættet.
- Devadattha
Guds Hus.
- Brahmavesma
Guds-princippet.
- Brahmathathwa
Guru.
Åndelig lærer og vejleder.
Had.
- dwesha
Halvgudernes Herre.
- Indra
Handling.
- karma
- kriya (handling, aktivitet, vilje).
’Handlingens sindstilstand’.
- karma-nishta
Handlingens Vej.
- Karma Kanda; Karama Yoga
Vejen for begyndere med et mindre udviklet sind. Handlingens vej består i at udføre
handlinger, der udføres uselvisk, uden ego og uden nogen forventning om belønning.
64

Handlingerne er tilskyndet af retskaffenhed.
- dharmakarmas
Hellig ofring.
- yaga
Hengivenhed; hengivenhed over for Gud.
- bhakthi
Hengivenhedens Vej.
- Bhakthi yoga
Shravanam (at lytte til beretninger om det guddommelige og om Guds herligheder),
keerthanam (at synge om og lovprise Gud og al Hans herlighed), smaranam (at
ihukomme Gud), padha-sevanam (at glæde sig over at tilbede Gud ved at koncentrere
sig om og at ære og tilbede Hans fødder og Hans fodaftryk), vandhanam (at glæde sig
over at tilbede Gud), archanam (at glæde sig over, at man begynder at kunne se Gud i
netop den Form, man som hengiven har allerkærest), dhasyam (at glæde sig over at
kunne tjene alt og alle, uden på nogen måde hverken at føle sig overlegen eller
underlegen), sneham (at glæde sig over at komme Gud nær; den hengivne bliver Guds
ven og Guds fortrolige) og Atma-nivedhanam (at glæde sig over fuldt og helt at kunne
overgive sig til Guds vilje).
Hengivenhedens Videnskab.
- sandilya vidya
Herren i sin form som det fysisk manifesterede kosmos; Den kosmiske Guddommelighed.
- Virat-Purusha
Hersker.
- raja
Hest.
- vaji
’Hesteofringen’.
- Aswamedha
Aswamedha’en er en offerceremoni, en berømt hesteofring, der har til formål at give en
konge syndsforladelse for alle hans synder. Hesten i ofringen er et symbol, og den æres
og beundres og lider ingen skade. Formålet er tillige at sikre lykke og velstand for landet.
Himlen.
- Swarga
’Hinsides’.
- thuriya
Hinsides alle muligheder for at blive beskrevet og inddelt i kategorier.
- aprameya
Hinsides ords betydning.
- avyapadesya
Hjertets himmelhvælving.
65

- hridayakasa
- thaapathray
Hjertets område.
- hrdaya-kaashta
Hovedet.
- siras
Hukommelse.
- smarana
Huske på det, der er blevet hørt.
- manana
”Hvem tilskynder sindet til at fæstne sig ved ting? Hvem pålægger den vitale livsenergi
at fortsætte med at virke? Hvem befaler mennesket at tale? Hvilken intelligens er det
rent faktisk, der styrer øjnene og ørerne?”
- ”Keneshitham pathathi preshitham manah, kena praanah prathamah
praithiyuktak, keneshithaam vaacham imaam vadanthi, chakshuhstothram
kaudevo yunakthi?”
’Højest Anset’; Gud.
- Visishta
Iboende Ånd.
- Antharyami
Ikke bundet af verdslig illusion.
- a-samsari
Ikke-dualisme.
- adwaitha
Ikke-dualisme; den vedantiske læresætning om at alt er Gud.
Ikke-intelligent, besidder ingen intelligens.
- achethana
Ikke-retskafne handlinger.
- a-dharma
Ikke-sandhed.
- a-sathya
Ikke-tilknytning.
- vairagya
Begrebet ’ikke-tilknytning’ omhandler ønsket om og evnen til at kunne give afkald på alle
flygtige glæder.
Ikke-viden.
- avidya
66

Ikke-væren.
- a-sath
Ilden.
- agni
Illusion.
- maya
Begrebet angiver noget, der forekommer at være noget andet, end det egentlig er.
Indtryk og tilbøjeligheder fra tidligere liv.
- vasanas
Tilbøjeligheder, der skyldes indtryk, som fortidige handlinger har efterladt i sindet.
’Individualiserede sjæls verden’.
- jiva-loka
Indre bevidsthed.
- chiththa
Intellektet.
- buddhi
Intuitionen.
- prathibha
Isavasya Upanishad.
En af de ti vigtige upanishader; den omhandler befrielsens højeste sandhed, og hvordan
man når den.
’Isavasyam’.
Underlagt, iboende Herren.
Janaka.
Sita’s fader og Herren Rama’s svigerfader; konge med en vismands åndelige visdom.
”Jeg er Det”.
- Thath-thwam-asi
’Jeg er vågen og ikke-vågen på samme tid’.
- jagrathajagratha
Jord.
- bhumi
Jorden.
- Durga
Kasturi.
Mangeårig hengiven og forfatter til Sathyam, Sivam Sundaram, der er Sai Baba´s
livshistorie.
67

Kasyapaprajapathi.
Guden Brahma’s søn.
Katha Saakha.
Én af Krishna Yajurveda skolens mange grene.
Katha Upanishad.
En af de ti vigtigste og mest populære upanishader på grund af dens klarhed og
kortfattethed i forbindelse med at tydeliggøre mystiske sandheder; indeholder den
berømte dialog mellem Nachiketas og Yama, Dødens Gud.
Kena Upanishad.
En af de ti vigtigste upanishader; den er opdelt i to dele: Den første gør rede for det
faktum, at man intet ved om eller kender til Brahman uden kvaliteter. Den anden del gør
rede for forbindelsen mellem Brahman og de vediske guder.
Kender af Gud.
- Brahma-vid
Krigeren.
- kshthra
Krishna.
Vishnu avataren i Dwapara-yuga, tidsalderen forud for den nuværende Kali-yuga.
Krishna Yajur Veda.
Yajur Veda, som den blev udlagt af Vyasa.
Krop.
- sarira
Kroppen.
- deha
”Kun gennem visdom kan friheden vindes”.
- ”Jnaanaad eva thu kaivalyam”
Kuru-Panchala.
Delstaten Punjab.
Kvalificeret ikke-dualisme.
- visishtadvaitha
Kvalitet.
- guna
Egenskaber eller kvaliteter der er overlejret på Det Guddommelige og således udgør Det
Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer
sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og
hvileløshed. 3. Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.
Kærlighed.
- prema
68

’Kærlighedens øje’.
- prema chakshu
Ledsagende tekster.
- karikas
Legemet.
- sarira
Legemliggørelsen af alle former.
- sarvaathmswarupa
Legemliggørelsen af Den guddommelige Gnist.
- Atmaswarupa
Legemliggørelsen af Gud.
- Thath-swarupa
Legemliggørelsen af livsenergierne.
- pranavaswarupa
Legemliggørelsen af sandhed.
- sathyaswarupa
Legemliggørelsen af visdom.
- jnanaswarupa
Lidenskabens kvaliteter.
- rajogunas
Livets Træ.
- samsaravriksha
Livsenergi-chefen.
- mukhya prana
Livsenergierne.
- pranas
Livsenergi-legemet.
- pranamayakosa
Livsåndedrættet.
- prana
Luften; luft.
- vayu
Luftstrømmen, der gennemstrømmer hele nervesystemet.
- vyana
69

Lugt.
- gandha
Lyd.
- sabda
Lyden; betyder også ordet.
- vaak
Lyksalighed.
- sreyas
- ananda
Ananda er kendetegnet ved: Den fuldkomne glædes vedvarende herlighed.
Lyksaligheds-afsnittet; afsnittet om Brahma.
- Ananda Valli
Lyksaligheds-legemet.
- anandamayakosa
Lytte til taler om de hellige skrifter.
- sravana
Lægmanden.
- upasaka
Mahabharathaen.
Ældgammelt heltedigt i poetisk form.
Maithreyi.
Vismanden Yajnavalkya’s ægtefælle.
Mandukya Upanishad.
En af de ti vigtigste upanishader; den fremsætter doktrinen om, at hele verden er til
stede i stavelsen OM.
Mangel på visdom.
- ajnana
Mantra.
Mystiske og kraftfulde ord og stavelser, der bliver reciteret for at opnå åndelig højnelse.
Et ord for det, der frelser, når sindet dvæler ved det.
Manu.
Menneskehedens første fader, Solens søn.
Manushya.
Det menneskelige væsen.
Marichi.
Hiranyagarbha’s mentale søn; en af de ti vismænd. Kong Dasaratha’s fædrende slægt
kan spores tilbage til Marichi.
70

Meditation.
- dhyana
Meditere dybt over det hørte.
- nididhyasana
Menneskelivets mål.
- purushaarthas
Målene er: ‘Rigtig handling’, rigdom, læs: åndelig visdom, begær og længsel efter at
opnå befrielse samt befrielse.
’Menneskets Skaber’.
- Viswanara
Mentale legeme.
- sukshma
Munda.
Hoved.
Mundaka.
’Kronravet hoved’.
Mundaka Upanishad.
En af de ti vigtigste upanishader, der er knyttet til Artharva-veda; den fremlægger den
vedantiske doktrin vedrørende viden om Brahman.
Mægtige helgener; vismænd.
- rishis
Månen.
- Chandra
Månestadier.
- thithis
Nachikethas.
Vismanden Vajasravas søn; overdraget til Yama, Dødens Gud, fordi han forholdt sig
kritisk til, at hans faders tarvelige gave, bestående af gamle og værdiløse køer, blev
skænket til gudfrygtige mennesker.
Navn.
- nama
Nervebanerne, der fra rodchakret passerer gennem rygsøjlen og op til kronchakret.
- sushumna
Nåde.
- sivam
Obligatoriske daglige ritualer.
- nithya
71

Ofring.
- yaga
Ofringen; offerceremonien.
- yajna
OM; AUM.
- pranana
Oplevelsen af, at der ikke er noget sind.
- a-manobhava
Opståen.
- uthpaththi
Ordet.
- pada
Pandava’erne.
Familie, der kæmpede mod Kaurava’erne; Pandava’erne bliver ofte betegnet som ’de
gode’.
Pippalada.
Fortidig vismand, der var berømmet for sine bodsøvelser; en stor lærer i åndelig viden.
Prasna Upanishad.
En af de ti vigtigste upanishader; den omhandler seks spørgsmål vedrørende Brahman.
Åndeligt søgende stiller disse spørgsmål til vismanden Pippalada.
Princip.
- thathwa
Princippet med form, det legemliggjorte princip.
- Saguna
Præsten.
- rithwik
Puranaer.
18 åndelige tekster, der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer.
Regelkodeks.
- smrithis
Lovsamling; traditionel lov fastsat af menneskelige ophavsmænd.
Ren væren.
- sath
Den tilstandsløse tilstand; tilstanden af evig, fuldstændig sindsligevægt.
Rig Veda.
72

Den første veda, der blev udarbejdet og sammenfattet af vismænd. Vedaen består af
1028 hymner. Den ældste religiøse tekst i verden.
’Rigtige handling’.
- dharma
Sai Baba siger, at der ikke eksisterer et ord eller et begreb, der kan forklare ordet
dharma. Dharma er det, der understøtter og opretholder hele universet. Dharma er den
’pligt’, som alting er eller burde være underlagt. Det er ildens ’pligt’ at fortære, varme,
lyse, nedbyde osv. Det er græssets ’pligt’ at omdanne kuldioxid til ilt, være føde, se
smukt ud osv. Det er menneskets overordnede ’pligt’ at søge forening med Gud. Alt efter
deres rolle i livet, har forskellige mennesker forskellige pligter gennem livet.
Ritualer, der udføres for at tilgodese egne personlige ønsker og begær.
- kamya
Ritualer til specielle lejligheder.
- naimittika
Sama Veda.
Samling af vediske hymner, der er egnet til at blive sunget som liturgier.
Sandhed.
- sathya
Det, der er det samme i fortid, nutid og fremtid, er sathya. Det er altså det, der er
uforanderligt, der er sathya. Det betyder, at intet i universet, eller selve universet som
sådan, er sathya. Sai Baba siger: Sandhed er Gud; Gud er sandhed.
Sankaracharya.
Indisk filosof og vismand fra det 8. eller 9. århundrede.
Sanseorganer.
- indriyas
Sanser.
- indriyas
Sanskrit.
Oldindisk sprog; antageligt verdens ældste sprog.
Sathyakama.
En ærværdig eneboer; elev af vismanden Pippalada.
Saunaka.
Vismanden, som Mahabharathaen blev fortalt til.
Selvbedrag.
- maya
Maya, illusion, angiver noget, der forekommer at være noget andet, end det egentlig er.
Selvbeherskelse.
- swaarajya
Selvrealisation.
73

- Atmasakshathkara
Sind.
- chiththa
- manas
Sindets legeme.
- manomayakosa
Sindstilstand.
- nishta
Siva; Herren Siva.
Nedbryderen i Den Hinduistiske Treenighed.
Skabelsen.
- srishti
- viswa
’Skabelsens Kilde’.
- Hiranyagarbha
’Skabelsens Skikkelse’.
- Viswarupa
Skaberen.
- Deva
’Skaberen er skabelsens medvirkende årsag’.
- Nimithhakarana
Skadelige.
- asubha
Skanda.
Herren Siva’s søn Subrahmanya.
Skelneevnen.
- viveka
Begrebet ’skelneevne’ betegner evnen til at skelne mellem det varige og det flygtige; at
erkende at verden er flygtig, mens Gud er varig. Ligeledes betegner skelneevnen evnen
til at kunne skelne mellem, hvad der er godt eller dårlig; hvad der er rigtigt eller forkert.
Skoven.
- aranya
Skæbnen.
- adhideivika
’Slukning af den brændende cirkel’.
-Alathasanthi
74

Sløvende og uvirksomme.
- thamasic
Sløvhedens kvaliteter.
- thamogunas
Smag.
- rasa
Solen.
- surya
- adithya
Solens område.
- Suryaloka
Solens verden.
- Suryaloka
Solguden.
- Surya; Suryadeva
Spørgsmål.
- prasna
Stadiet af den perfekte, uforstyrrede sindsligevægt af Absolut Enhed.
- Nirvikalpasamadhi
Stadiet hvor sindet i realiteten er ikke-eksisterende.
- a-manaska
Stemmeorganerne.
- vaak
Stjernekonstellationerne.
- nakshatra
Studier af vedaerne.
- veda-adhyayanam
Styrke, sjælsstyrke, energi.
- balam
Sukesa.
Vismanden Bharadwaja’s søn.
Sukla Yajur Veda.
Yajur Veda, som den blev udlagt af vismanden Yajnavalkya.
Super-bevidsthed.
75

- chethana
Swethakethu.
Eneboeren Uddalaka’s søn.
Syndige handlinger.
- paapa
Søgende.
- anveshamanaanaa
Tekster, der bør gennemlæses grundigt, og som der bør mediteres roligt over i
ensomhed; i skoven.
- aranyaka (aranya betyder skov).
Thaithiriya Brahmanaen.
En af Yajur Vedaens tilhørende brahmana tekster, der omhandler betydningen og
anvendelsen af mantraer og hymner i forbindelse med forskellige ofringer.
Thaithiriya Upanishad.
En af de ti vigtigste upanishader; det er den filosofiske del af Den sorte Yajur-veda. Den
anden del kaldes Den hvide Yajur-veda.
’Thaithiriyam’.
En del af vedaerne. Læs historien om dette navn i kapitel 2, afsnit 2.
Thalavaka Upanishad.
Thalavaka betyder gren; betegnelse for Kena Upanishad.
Ti åndelige sønner.
- manasa-puthras
Tiden.
- kala
Tidens spand af tid, af en evigheds tid.
- kalpa
Kalpa betyder tid. Denne tid er én dag for Brahma, og det svarer til en periode på
4.320.000.000 år.
’Tilbagetrækningen fra alle aktiviteter’.
- sarvakarmasanyas
Tilbedelse; tilbede.
- upasana
Tilbedelse af den begrænsede kvalificerede guddom.
- Brahmaopasana
’Tilbedelse af Gayathri’.
- Gayathri Upasana
76

Tilbedelse af Gud med form.
- sagunopasana
Tilbedelsen af ilden.
- agnihothra
Tilbøjelighederne; impulserne.
- vasanas
Tilbøjeligheder, der skyldes indtryk, som fortidige handlinger har efterladt i sindet.
Tilhængerne af dualisme.
- dwaithin
Filosofien om dualisme; adskillelsen mellem Gud og det skabte univers.
Tilhængerne af ikke-dualisme.
- a-dwaithin
Filosofien om ikke-dualisme; den vedantiske læresætning om at alt er Gud.
Tilknyttede eller vedhæftede årsag; grundlaget.
- upadana
Tillempning; forandring.
- vikara
Tillæggets Vej.
- Khila Kanda
Tilsynekomster, en vildfarelse, et fantasibillede, en overlejring af det falske over det
sande.
- abhasa
Transcendentale lyksalighed.
- Brahmanandam
Transformation eller forandring.
- vikara
Tro.
- sraddha
Trække sig tilbage.
- nivritti
Uddalaka.
En hellig eneboer.
Uden grænser.
- aparichhinna
Uden ’legeme’.
- a-thanu
77

Udøvelsen af åndelige øvelser.
- karma-sadhana
Uendelig.
-anantham
Underafsnit.
- anuvakas
’Undersøgelse af det, der er forbunder med denne verden’.
- loukika-sankhya
Undervisning.
- upadesa
Undervisnings-afsnittet.
- Siksha Valli
Universets udviklingsproces.
- Brahmanda-nirmana
Upanishad, der er opdelt i otte afsnit.
- Ashtaadhyayi Upanishad.
Upanishader.
Hellige tekster, der er knyttet til vedaerne. De udgør en sammenfatning af vedaerne. De
indeholder grundlæggende budskaber om ikke-dualisme; enhed mellem Gud og Den
guddommelige Gnist, der er i alle eksistenser. Navnet ’upanishad’ er fuld af betydning.
’Upa’ betegner den proces, det er at studere med ’nishta’ eller vedholdenhed; ’shad’
betegner opnåelsen af Den ultimative Virkelighed. Det er årsagerne til navnet upa-nishad.
Usandhed.
- Vaithathya
Uvidenhed.
- avidya
- ajnana
Uvirksomme, livløse stoffer.
- jada
’Vajasaneyi’.
En del af vedaerne, der beretter om en bestemt historie. Læs om historien i kapitel 2,
vers 3.
Vajasravas.
Nachikethas fader; se Nachikethas.
Vamadeva Richi.
78

Eneboeren og vismanden, der sammenfattede og ordnede Rig Vedaens hymner.
Vand.
- jala
Vedaerne.
Ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden. De kaldes også for sruthierne, der
betyder ’det der høres’. Sruthierne er en betegnelse for de hellige skrifter, som fortidens
hellige mænd erkendte direkte ved hjælp af hørelsen – ’Guds Tale’. Vedaerne tilhører
denne gruppe af hellige skrifter.
Vedangaerne.
Vedaernes underordnede afhandlinger: Seks videnskaber om: Korrekt udtale,
grammatik, versmål, etymologi, astronomi og ritualer.
Vedanta.
Det centrale i vedaerne; en anden betegnelse for upanishaderne.
Velgørenheds-handlinger.
- poortha
Verden.
- loka
Verdens Beskytter.
- Lokapalas
Verdens skaber.
- Viswakartha
Verdslig viden.
- apara
Videha-riget.
Et rige i den nordøstlige del af Indien.
’Viden om Den Anden’.
- Paravidya
Viden om Den guddommelige Gnist.
- para
Viden om Den højeste Eksistens.
- Atmavidya
’Viden om Den Iboende’.
- A-paravidya
’Viden om det formløse, guddommelige princip’.
- Paravidya
Viden om det guddommelige Selv.
79

- Atmajnana
’Viden om det legemliggjorte, guddommelige princip’.
- A-paravidya
’Viden om Gud’.
- Brahmavidya
- Brahmajnana
Viden opnået gennem handling.
- karma vidya
Viden opnået gennem indre tilbedelse.
- upasana vidya
’Videnskaben om yoga’.
- yogasastra
Vilje.
- sankalpa
Virkning.
- karya
Visdom; åndelig visdom.
- jnana
Visdommen.
- jnana
’Visdommen, der vedrører Sandheden’.
- Sathya-jnana
Visdommens gode kvaliteter.
- Devatha-jnana
Visdommens sindstilstand.
- jnana-nishta
Visdommens Vej.
- Jnana Marga
- Jnana Kanda
En vej for den mere avancerede eller udviklede intelligens.
’Visdommens øje’.
- jnana chakshu
Vishnu; Herren Vishnu.
Opretholderen i Den Hinduistiske Treenighed.
Vismanden Bhrigu’s viden.
80

-Vaaruni Vidya
Vismanden Yajnavalkya’s Vej.
- Yajnavalkya Kanda
Vismandens eller asketens Vej.
- Muni Kanda
Vismænd.
- rishis
Vyasa.
Vismanden, der samlede og ordnede vedaerne; forfatter af Mahabharatha,
Mahabhagavatham og Brahma Sutra.
Væren.
- sath
Væren-Bevidsthed-Lyksalighed
- Sath-Chith-Ananda
Begrebet Væren-Bevidshed-Lyksalighed er en ældgammel måde at betegne Herren på.
Væren betyder ’udødelig eksistens’; Bevidsthed betyder ’universel viden’, og Lyksalighed
betyder ’fuldstændig og ubetinget lyksalighed’
Væren – Ikke-væren.
- sath-asath
Yajnavalkya.
Fremtrædende personlighed fra upanishaderne. Kong Janaka’s præst og guru. I
Brihadaranyaka Upanishad lærte han menneskeheden om den monistiske, ikkedualistiske
doktrin om identiteten mellem Atma og Brahman.
Yajur Veda.
Den anden veda, der består af en samling af hellige tekster, der har forbindelse med
offerceremonier.
Æter; rum.
- akasa
Æter er det fineste af de fem elementer og gennemstrømmer de øvrige fire elementer.
Åndelig oplysning.
- thejas
Åndelig visdom.
- jnana
Åndelige asketiske discipliner.
- thapas
81

Åndelige øvelser.
- sadhana
Ordet sadhana betyder Guddommelig Rigdom, hvilket er den største skat, der findes på
Jorden. Begrebet ’sadhana’ rummer et utal af mulige åndelige øvelser. Som eksempler
kan nævnes: Gentagelse af Guds navn, meditation, at iagttage mental stilhed, konstant
at ihukomme Gud, at se Gud i alt, at tage Gud med sig overalt hvor man færdes, at
synge til Guds pris og at forestille sig, at alt hvad man hører, er Guds stemme.
Åndeligt søgende.
- sadhaka
Åndens krop.
- Brahma-sarira
Åndens Virkelighed; Den guddommelige Gnists sande natur.
- Atmathathwa
Året.
- samvathsara
Årsagen.
- karana
82