Upanishad Vahini - Sai Baba på Dansk

navne og former på. Selv har Det Absolutte ingen lyd, duft, smag, berøring eller form.
Det Absolutte eksisterer altid. Uanset i hvilken handling du bliver bevidst om Dets
tilstedeværelse, så vil den handling give Det Absolutte dets passende kendetegn. I
hvilken som helst sammenhæng de hellige skrifter diskuteres og vurderes, bliver denne
sammenhæng, i den bestemte hellige skrift, Guds karakteristika. Den bevidsthed, der
bliver åbenbar, når den bliver begrænset af bestemte grænser eller ’beholdere’, er Gud.
Den Guddommelige Bevidsthed er fri for tilknytninger. Men alligevel giver den, når den
bliver forbundet med genstande som den fysiske krop, indtrykket af, at den er tilknyttet.
Ud fra det faktum, at når søens vand kommer i bevægelse, så vil spejlbilledet af Solen
under vandet ryste, kan du ikke drage den slutning, at Solen oppe i himlen, der er
fjerntliggende og langt væk, også ryster! Solen og vandoverfladen er ikke beslægtet med
hinanden. Intet slægtskab kan fastsættes mellem disse to. På tilsvarende måde giver
kroppen, når den gennemgår vækst, forfald og ødelæggelse, indtryk af, at Den
guddommelige Gnist også bliver påvirket på samme måde. Men Den guddommelige Gnist
forbliver upåvirket. Gud er hinsides den intellektuelle søgers rækkevidde. Gud kan
udelukkende nås af dem, der opgiver intellektet som værende et værdiløst redskab.
Alene oplevelse eller erfaring er den metode, der kan sikre adgangen, beviset, resultatet.
Visdommen om Guds ultimative tilstand er afslutningen af alle undersøgelser, af al
søgen. Egentlig Virkeliggørelse, direkte oplevelse af Gud, er nydelsen, der opnås ved
dette. Det højeste stadie nåes i tilstanden af absolut sindsligevægt, hvor al bevægelse er
faldet til ro på alle bevidsthedsniveauer. Dette gælder, selv om det at lytte til taler om de
hellige skrifter, det at huske på det, der er blevet hørt, og det at meditere dybt over det
hørte, er forberedende skridt, der fordrer intellektets medvirken. Hvis du forstår Den
guddommelige Gnists natur, vil du opnå legemliggørelsen af sandhed. Hvis du ikke
forstår Den guddommelige Gnists natur, er det er stort spild, ingen tvivl om det. En
person, der besidder visdom, genkender Den altgennemstrømmende guddommelige
Gnists princip i alle væsener og i alle genstande. Når en sådan vis person forlader
verden, bliver han fri af cyklusen af fødsel og død.
8:13 Viden om Gud er menneskets arv. Mennesket er berettiget til denne viden. Hvis
man er klar over dette, og hvis man gennem egne anstrengelser opnår viden om Gud
ved at anvende de førnævnte metoder, så har ens karriere i denne verden i sandhed
været umagen værd. I modsat fald er det hele spildt. I det øjeblik Den guddommelige
Gnist erkendes i bevidstheden, vil Den guddommelige Gnist åbenbare sig som et
lynglimt; i ét øjeblik vil Den guddommelige Gnist åbenbare sin stråleglans og sin pragt.
Det er umuligt at fatte dens fulde storslåethed. Sindet er Den guddommelige Gnists
kåbe. Sindet betinger Den guddommelige Gnist, eller rettere, det forekommer at gøre
det. Sindet synes altså at være meget tæt på Den guddommelige Gnist, og får dig til at
tro, at det når Den guddommelige Gnist. Det er det ude af stand til. Eftersom sindet er
tættest på, forestiller den åndeligt søgende sig, at hams sind har fattet eller virkeliggjort
Den guddommelige Gnist og higer igen og igen efter denne oplevelse. Selvfølgelig er
dette godt, for det fremmer vedkommendes stræben efter sammensmeltningen med
Gud.
8:14 For dem, der kender Gud, eksisterer modsætningerne retskafne og ikke-retskafne
handlinger, eller modsætningerne fortjenstfulde og ikke-fortjenstfulde handlinger ikke.
Noget sådant findes ikke. En retskaffen livsførelse fører efter døden til de højere
verdener, og en ikke-retskaffen livsførelse fører til de lavere verdener. Men de højere og
de lavere verdener er begge som snærende bånd for den stræbsomme åndeligt søgende,
hvis blik er fæstnet på fjernelse af uvidenheden og virkeliggørelsen af sandheden. Han er
nødt til at forsøge at skære de bånd over, der binder hams hjerte til den objektive
verden. Derfor ønsker han svar på det spørgsmål, som denne upanishad starter med:
36