Upanishad Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 10
Aithareya Upanishad
10:1 Denne upanishad er tilknyttet Rig Vedaen. Dens seks afsnit, der beskriver Det
Absolutte Guddommelige Princip, skinner, som var de udsmykkede med ædelstene. Den
er derfor berømt som ’De seks Guddommelige’. Gennem denne upanishad bliver det gjort
muligt for eleven at få synet af Den guddommelige Gnist, hvilket følger, når vildfarelse
og uvidenhed er tilintetgjort. Betegnelsen ’Den guddommelige Gnist’ anvendes på to
måder: 1) ’Forandring/verdslig aktivitet’ og 2) ’Højest Anset’ (Gud). Når betegnelsen Den
guddommelige Gnist anvendes i betydningen ’Forandring/verdslig aktivitet’ tilkendegiver
udtrykket den individualiserede sjæl, Den guddommelige Gnist der gennem
videnssanserne udtrykker sig selv i den ydre verden. Ordet, der på sanskrit er Atma,
stammer fra roden ’ath’, der bl.a. angiver ’ekspansion, fortæring, bevægelse’. Så ordet
Den guddommelige Gnist betegner universel iboenhed; universel omdannelse og evig
bevægelse. Det vil sige, at ordet ’Den guddommelige Gnist’ betegner selve Gud.
10:2 Som den individualiserede sjæl nyder Den guddommelige Gnist i den vågne tilstand
alle oplevelserne. I drømmetilstanden tilbageholder alle videns- og handlingssanserne
(se afsnit 7:14) deres aktiviteter, men på baggrund af oplevelser og indtryk indsamlet i
den ydre verden, skaber Den guddommelige Gnist sine egne former og navne. I den
dybe søvntilstand bliver Den guddommelige Gnist iboende alting og antager sin
grundlæggende rolle som ren lyksalighed, ubevidst om alt i den ydre såvel som i den
indre verden. Verdens betydning er i overensstemmelse med oplevelserne i de tre
tilstande. På grund af den tilsyneladende begrænsning i tid, rum og tilstand, opfattes Den
guddommelige Gnist også som værende betinget og begrænset. Men det er ikke dens
sande natur. Den guddommelige Gnist er uden afslutning, uden begyndelse, uden
forandring. Den guddommelige Gnist ved alt, og kan opnå alt. Den guddommelige Gnist
har ingen kvaliteter, ingen egenskaber. Den guddommelige Gnist er evig, uplettet,
bevidst, fri. Den guddommelige Gnist har ikke sin lige, den er enestående, den er en
helhed uden dele.
10:3 Den ydre verden erkendes gennem direkte sansning. Derfor er alt, hvad der er i
stand til at blive erkendt som dette eller hint, eller alt som bliver angiver med et navn
eller en form, indbefattet af begrebet ’skabelse’. Skabelse udtrykker en handling, et
resultat. Hvad fandtes der før denne handling? ’Før dette fandtes alene Den
guddommelige Gnist’. Det foranderlige univers eller verden er en frembringelse, der var
latent, senere blev den åbenbar. I den hvilende tilstand var den umanifesteret til stede i
Den guddommelige Gnist. Da tilskyndelsen til eller driften efter at mangfoldiggøre sig
dukkede frem, udfoldede mangfoldigheden af navne sig, og alle disse forskelligheder kom
til syne. Det at kunne erkendes af sanserne, det er manifestationens prøve.
10:4 Navne er grundlæggende lyd, der er manifesteret som ord. Lad os tage et eksempel
med navnet Ranga. Når lyden Ranga frembringes, drejer den, der lytter, sig mod den
person, der viser sig foran ham, og identificerer ham som Ranga. Ordet og dets
betydning er uadskillelige. De var begge ikke-eksisterende før skabelsen. Derfor var både
Den guddommelige Gnist og det umanifesterede foranderlige univers uopnåelige ved
hjælp af intelligensen og ved hjælp af den verden, denne intelligens former. Da navn og
form efter skabelsen blev kernen i alt dette, kan alt blive fattet ved hjælp af ord og deres
betydning. Det ikke-dualistiske der var, er og vil blive, det er Den guddommelige Gnist.
De forskellige celledelingers mangfoldige manifestationer af navne og former udgør det
foranderlige univers. Men grundlæggende er det blot én enestående ’substans’.
42