Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Historien om Rama
Bind 1: Kapitel 1-18
Originaltitel: Ram Katha Rasavahini
Af Sathya Sai Baba
Oversat af www.saibabapaadansk.dk

Hvis blot Historien om Rama bliver studeret grundigt og bliver fulgt i de daglige
gøremål, vil menneskeheden på alle områder opnå fred og fremgang.
Historien om Rama
Kapitel 21, afsnit 40.
2

Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba’s bøger
Gennem årene er der udkommet 15 bøger af Sathya Sai Baba. Disse værker udgør ’Vahini –
serien’. Vahini betyder ’en strøm’, ’noget der er i bevægelse’.
Bøgerne er skrevet på sproget telugu. Fra telugu er bøgerne blevet oversat til bl.a. engelsk.
Disse engelske oversættelser indeholder de sanskrit-ord, som Sai Baba anvendte, da Han
skrev teksterne. I alt er der anvendt 2.491 forskellige ord på sanskrit i ’vahini-serien’. Mange
af ordene dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte.
Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende.
For at få et fuldstændigt indtryk af teksternes betydning kræver det et studie af mange ords
og begrebers sande mening.
Jeg har valgt at oversætte Sai Baba’s bøger til dansk uden brug af sanskrit ord. Det betyder,
at den fulde, helt præcise forståelse af Sai Baba’s tekster ikke fremgår af oversættelsen.
At læse Sai Baba’s bøger på dansk uden brug af sanskrit ord kan være en velsignelse. Sai
Baba’s centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. De hundredvis af råd og
anvisninger, som Sai Baba videregiver, leveres på et velkendt og let forståeligt sprog. Læseren
får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres nærmere.
At læse Sai Baba’s bøger på dansk giver et forståelsesniveau, der svarer til det, som læseren
får, når Bibelen læses på dansk. At læse Bibelen kan være en dejlig, lærerig og gavnlig
oplevelse. Samtidigt må de fleste læsere af Bibelen erkende, at præster, teologer og lignende
lærde gennem studier og refleksioner har opnået en endnu dybere forståelse af Bibelens
budskaber. Denne dybere forståelse er blandt andet opnået gennem intense studier af de
oprindeligt anvendte ord.
Bagest i bogen er der en ordliste. Første gang et ord på sanskrit er blevet oversat til dansk, er
denne oversættelse markeret med en understregning. Denne oversættelse er så blevet
registreret i ordlisten. Det oversatte sanskrit-ord kan findes ved at søge i den alfabetiske
rækkefølge, som den understregne tekst eller ord er ordnet efter. Står der f.eks.: ”Du
fremsiger muligvis formlen: ’Jeg er Gud’ korrekt…”, så skal du søge efter ’Jeg er Gud’ i
ordlisten under j.
Ordlisten skal udelukkende opfattes som en service for de læsere, der ønsker at kende de
oprindelige sanskrit-ord, så de eventuelt kan fordybe sig i udvalgte begreber. Det er vigtigt at
bemærke, at næsten alle sanskrit-ord har adskillige betydninger. Som hovedregel indeholder
ordlisten kun de ord eller vendinger, som sanskrit-ordet er oversat til i den konkrete
sammenhæng.
Ord, der er anført i parentes, er mine tilføjelser.
3

Forord
Historien om Rama, dette kildevæld af hellig sødme, har for millioner af mænd, kvinder og
børn i mange århundreder været en bestandig kilde til trøst. Den har været til trøst, når de har
været sorgfulde; den har givet dem livskraft, når de har været slået i gulvet af
ubeslutsomhed; den har givet dem oplysning, når de har været forvirrede; den har været til
inspiration i øjeblikke med modløshed og til vejledning, når de har været fanget i et dilemma.
Historien om Rama er et intenst, menneskeligt drama, hvor Gud optræder i rollen som
menneske. På verdens mægtige scene omgiver dette ’menneske’ sig med perfekte såvel som
ufuldkomne mennesker; humane og inhumane mennesker – udyrene og dæmonerne. Alt det
gør Herren, for gennem forskrifter og eksempler at skænke os Den højeste Visdoms
velsignelse. Det er en historie, der udspiller sig nænsomt og berører menneskene dybt i deres
hjerter. Historien fremkalder en klar og let forståelig reaktion på det gribende; det der skaber
medlidenhed; det triumferende; det der er tilbedelsesværdigt; det der skaber henrykkelse, og
det der får os til at overgive os. Alt det der får os til at transformere os - fra dyr til menneske
og fra menneske til det guddommelige, der er vores inderste kerne.
Ingen anden beretning i menneskehedens historie har haft så stor en indvirkning på
menneskets sind. Historien om Rama hæver sig over historiens milepæle og overskrider
geografiens grænser. Den har formet og sublimeret generationers vaner og holdninger. Over
store dele af kloden er Ramayanaen, Historien om Rama, blevet et helbredende blodlegeme i
menneskehedens blodcirkulation. Historien har slået rod i folks samvittighed. Derved har den
ansporet og tilskyndet dem til at bevæge sig hen ad sandhedens, retskaffenhedens, fredens og
kærlighedens vej.
Gennem legender, sagn, vuggeviser, myter, eventyr, dans og drama; gennem
billedhuggerkunst, musik og kunstmaling; gennem ritualer, poesi og symboler er Rama blevet
selve åndedrættet, lyksaligheden og skatten for utallige åndeligt søgende. Personerne i
Historien om Rama opfordrer og inviterer de åndeligt søgende til at efterligne sig og til selv at
ophøje sig. Personerne tilvejebringer lysende eksempler til efterfølgelse og eksempler på
spændende oplevelser. De advarer de vankelmodige mod moralsk fordærv, voldshandlinger,
stolthed og smålighed; gennem deres troskab og sjælsstyrke indgyder historiens personer de
vankelmodige mod. Til ethvert sprog og til enhver dialekt, som menneskers tunger har
udtænkt til brug for at udtrykke deres højeste ønsker, har Historien om Rama tilføjet en
enestående opmuntrende liflighed og sødme.
Sai Baba (Isa, Gud), hvis tanke er universet, hvis vilje er dets historie, er forfatteren,
instruktøren, skuespilleren, tilskueren og anmelderen til det drama, der for evigt åbenbarer sig
i tid og rum. Han har nu valgt selv at berette historien om denne ene, storslåede akt i dette
mægtige drama. Denne akt hvori Han selv antog rollen som Rama. I skikkelse af Rama
instruerede, inspirerede, oplivede, korrigerede, afhjalp, trøstede og opmuntrede Han de
samtidige mennesker i Treta-tidsalderen (den anden af en cyklus på i alt fire tidsaldre). Som
Sai Rama er Han nu engageret i den samme opgave. Historien om Rama er blevet bragt som
afsnit i tidsskriftet ’Den tidløse Vognstyrer’ (originaltitel: ’Sanathana Sarathi’). Det meste af
det læserne med begejstring har læst i disse afsnit, må have forekommet dem at være
’begivenheder og oplevelser fra Treta-tidsalderen’ og ’direkte råd til folk på Rama’s tid i
relation til samtidige problemer og vanskeligheder’. Men når du læser disse sider, vil du som
læser ofte blive behageligt overrasket over identiteten mellem Rama i Historien om Rama, og
den Sai Rama, som du nu oplever.
Videnskaben (science) har skabt et billede af Jorden som en indkapslet enhed, der kan lignes
med et rumskib. Jorden bliver opfattet som et rumskib i hvilket menneskeheden er nødt til at
udleve sin skæbne. ’Sai-ence’ er, som vi ved, hastigt i gang med at forme dette ’rumskib’ til
kærlighedens lykkelige hjemsted. Denne bog må have været Sai Baba’s vilje udtrykt som et
4

altafgørende universalmiddel til fjernelse af de sygdomme, der lægger hindringer i vejen for
denne universelle kærlighed. Disse sygdomme er: Den syndige trang til sanselige glæder; den
voksende uærbødighed over for ens forældre, lærere, de ældre, åndelige ledere og vejledere;
den katastrofale overfladiskhed og respektløshed inden for sociale, ægteskabelige og
familiemæssige forhold; den dæmoniske tillid til vold som et middel til at nå umoralske mål;
den konstante parathed til godkendelse af terror og tortur som midler til at nå personlig og
fælles vinding og fordel foruden mange andre ondskabsfuldheder.
I Historien om Rama har Sai Rama, på sin egen enkle, liflige og opmuntrende måde,
sammenfattet sit eget guddommelige virke som Rama! Hvor er vi heldige! At have denne
guddommelige beretning i vore hænder; at kunne lade den prente sig dybt i vore hjerter.
Måtte vi, gennem studiet af denne bog, blive omdannet til virkningsfulde og entusiastiske
redskaber, der kan fuldende Hans mission: At forme menneskeheden til én familie og at få
hver enkelt af os til at forstå Sai Rama som Sandheden; den eneste sandhed der eksisterer.
Sai Baba har erklæret, at Han er den selv samme Rama, der er kommet til Jorden igen. Videre
erklærer Baba, at Han søger efter sine fordums medarbejdere og arbejdere. Det gør Han for at
tildele dem roller i sin nuværende mission, der går ud på at genoplive ’rigtig handling’ og føre
mennesket til Fredens Tilflugtssted. Mens vi tænker dybt over denne første del af Historien om
Rama, lad os da bede til, at også vi bliver tildelt roller, og måtte Han, som belønning, skænke
os synet af dette Tilflugtssted.
N. Kasturi
Redaktør, Sanathana Sarathi
5

Den indre betydning
Rama er den, der bor i ethvert legeme. Han er Rama i hjertet; han er den evige lyksalighed i
ethvert individ. Hans velsignelser, der med stor kraft springer fra denne indre kilde, kan
skænke fred og lyksalighed. Han er selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’, af alle de
moralske love og regler der holder menneskeheden sammen i kærlighed og enhed.
Ramayanaen, Historien om Rama, lærer dig to lektier: Værdien af ikke-tilknytning og behovet
for at blive bevidst om det guddommelige i alle væsener. At tro på Gud og at have ikketilknytning
til verdslige anliggender er nøglerne til menneskelig befrielse. Giv afkald på
sanseobjekterne, og du opnår Rama.
Sita gav afkald på hovedstaden Ayodhya’s luksustilværelse og kunne derfor i eksil-perioden
være sammen med Rama. Da hun kastede lange blikke efter den gyldne hjort og higede efter
den, mistede hun samværet med Rama. Forsagelse fører til glæde; tilknytning forårsager sorg.
Vær i verden, men ikke af den. Rama’s brødre, kammerater, ledsagere og samarbejdsmænd er
hver især eksempler på personer, der er gennemtrængt af ’rigtig handling’.
Dasaratha (Rama’s fader) er repræsentant for det, der slet og ret er fysisk; det der rummer de
ti sanser. (De fem videnssanser og de fem handlingssanser). De tre kvaliteter - den sløvende,
den lidenskabelige og den rene og gode kvalitet – repræsenteres af de tre dronninger. Livets
fire mål er de fire sønner. Lakshmana (Rama’s broder) er intellektet; Sugriva (abe-konge og
Vali’s broder) er skelneevnen. Vali (abe-konge; broder til og fjende af Sugriva) er fortvivlelsen.
Hanuman (halvt abe halvt menneske; stor hengiven af Rama) er legemliggørelse af mod.
Broen er opført over illusionens hav. De tre dæmon-ledere, Ravana, Kumbhakarna og
Vibhishana, er legemliggørelserne af henholdsvis den lidenskabelige kvalitet (Ravana), den
sløvende kvalitet (Kumbhakarna) og den rene og gode kvalitet (Vibhishana). Sita (Rama’s
hustru) repræsenterer viden om Gud eller bevidstheden om Den universelle Absolutte, som det
enkelte menneske er nødt til at erhverve sig og er nødt til at genvinde ved i livets smeltedigel
at gennemgå møje og kvaler.
Gør dit hjerte rent og stærkt, idet du tænker over Historien om Rama’s storslåethed. Bliv
grundfæstet i troen på, at Rama er din egen eksistens virkelighed.
Baba
6

Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 Rama – prins og princip side 8
Kapitel 2 Den kongelige slægt side 12
Kapitel 3 Ingen efterkommere fra hans lænder side 19
Kapitel 4 Sønnerne side 24
Kapitel 5 Guruen og disciplene side 32
Kapitel 6 Råbet om hjælp og den første sejr side 41
Kapitel 7 Sita vindes side 57
Kapitel 8 Endnu en udfordring side 87
Kapitel 9 Forberedelser til kroningen side 93
Kapitel 10 De to løfter side 100
Kapitel 11 Også Lakshmana side 116
Kapitel 12 Sita insisterer og får sin vilje side 130
Kapitel 13 Perioden i eksil påbegyndes side 137
Kapitel 14 Ind i skoven side 142
Kapitel 15 Blandt eneboerhytter side 155
Kapitel 16 Tungsind over byen Ayodhya side 163
Kapitel 17 Brødrene mødes side 178
Kapitel 18 Sandalerne indsættes på tronen side 198
Ordliste side 204
7

Kapitel 1
Rama – prins og princip
1.1. Navnet Rama er vedaernes (ældgamle tekster der er hellige åbenbaringer af sandheden)
hovedindhold; kernen i vedaerne. Historien om Rama er et mælkehav, rent og virkningsfuldt.
Man kan hævde, at før denne dag er intet digt af tilsvarende storslåethed og skønhed dukket
frem fra andre sprog eller fra andre lande. Men Historien om Rama har givet inspiration til
poetiske fantasier på alle sprog og i alle lande. Den er den største skat, som alle indere til
deres store held har arvet.
1.2. Rama er hinduernes beskyttende guddom. Navnet bæres og æres af de legemer, som
hinduerne opholder sig i, og i de bygninger disse legemer færdes i. Det kan med sikkerhed
siges, at der ikke findes nogen inder, der ikke har indtaget Historien om Rama’s nektar.
1.3. Ramayanaen, det storslåede værk der handler om historien om Rama-inkarnationen, er
en hellig tekst, der respektfuldt reciteres af mennesker med alle mulige slags forudsætninger:
De lærde såvel som de uvidende; millionæren såvel som den fattige. Det navn, som
Ramayanaen lovpriser, fjerner alt ondt; det transformerer synderen; det åbenbarer den form,
som navnet repræsenterer, den form der er ligeså fortryllende som navnet.
1.4. På samme måde som havet er kilden til alle vandløb, er alle væsener opstået fra Rama. Et
hav uden vand eksisterer ikke, det er utænkeligt; et væsen uden ’Rama’, eksisterer ikke,
hverken nu eller fremover. Det azurblå hav og Den almægtige Herre har meget til fælles.
1.5. Som myte og legende erklærer, så er havet Den Almægtiges bolig. De Beskriver Ham som
hvilende på Mælkehavet. (Mælkehavet symboliserer Det rene Hjerte). Det er baggrunden for
den titel, som Valmiki (Pracheta’s søn), den store digter der udarbejdede dette store værk,
gav hver enkelt kapitel i værket. Kapitel kaldes på sanskrit kaanda. Kaanda betyder også
stængel, vand, vandoverflade.
1.6. Ordet kaanda (altså en del af et værk) betyder også ’sukkerrør’. Ligegyldigt hvor kroget
og krumt et sukkerrør måtte være, vil dets sødme forblive upåvirket, og sødmen vil smage
ens. Rama’s histories strøm bugter sig gennem mange krumninger og snogninger; ikke desto
mindre varer medfølelsens sødme uden formindskelse ved gennem hele fortællingen.
Strømmen drejer og flyder gennem sorg, glæde, latterliggørelse, ærefrygt, skræk, rædsel,
kærlighed, fortvivlelse og dialektik, men den væsentligste understrøm er den kærlighed til
retskaffenhed og medfølelse, som fortællingen fremmer.
1.7. Nektaren i Historien om Rama er som Sarayu-floden, der stille flyder nær byen Ayodhya,
hvor Rama blev født, og hvor Han herskede. (Ordet Ayodhya betyder ’uovervindelig’). Sarayufloden
har sit udspring i Himalaya Manasa-sarovar (en sø i det nordlige Himalaya). På
tilsvarende måde har Historien om Rama sit udspring i ’Sindets Sø’! Rama’s strøm fører
medfølelsens sødme med sig; Lakshmana’s strøm (Lakshmana er Rama’s broder og hengivne
ledsager) fører hengivenhedens sødme med sig. På samme måde som Sarayu-floden slutter
sig til den hellige flod, Ganges, og deres vande blander sig med hinanden, blander
medfølelsens og hengivenhedens blide strømme (Rama’s og Lakhsmana’s historier) sig i
Ramayanaen. I forening danner medfølelsen og hengivenheden det fuldkomne billede af
Rama’s herlighed. Dette billede tilfredsstiller hjertets inderligste længsel hos enhver inder. At
få det billede frem, at opnå det billede, det er målet for enhver åndelig stræben.
1.8. Den enkeltes bestræbelser og anstrengelser er imidlertid blot halvdelen af det, der skal til
for at få førnævnte billede frem. Den anden halvdel består af Guds nåde. Mennesket fuldbyrder
dels sig selv gennem egne bestræbelser og dels gennem guddommelige velsignelser.
8

Fuldbyrdelsen fører mennesket tværs over dualiteternes mørke hav hen til Den iboende og
transcenderende Ene.
1.9. Ramayanaen skal læses, ikke som en beskrivelse af et menneskes livsforløb, men som en
beretning om en avatars (Guds inkarnation) komme og virke. Gennem sine egne erfaringer må
mennesket med beslutsomhed bestræbe sig på at forstå og virkeliggøre de idealer, der
åbenbares i denne beretning. Gud er alvidende, allestedsnærværende og almægtig. De ord
Gud udtrykker, mens Han er personificeret og legemliggjort i menneskelig skikkelse; de
handlinger Han beslutter sig for at hengive sig til i løbet af sit jordiske ophold - alle er de
uransagelige og overordentlige betydningsfulde. Hans budskabs dyrebare kilder letter
menneskehedens vej mod befrielse. Opfat ikke Rama som en af Sol-dynastiets efterkommere;
eller som regent i Ayodhya’s kongerige; eller som kong Dasaratha’s søn. Disse forbindelser er
blot underordnede, tilfældige og uvæsentlige. Denne fejltagelse begås i almindelighed af
nutidens læsere. De er udelukkende opmærksomme på de personlige forhold og på
tilhørsforholdene mellem de personer, der indgår i den historie, de læser. Læserne fordyber sig
ikke i de menneskelige værdier, som historiens personer repræsenterer og demonstrerer.
1.10. Følgende eksempler blot for at uddybe førnævnte fejltagelse: Rama’s fader havde tre
hustruer; den første var sådan og sådan, den anden var af den og den natur, den tredje havde
de og de karaktertræk! Hendes tjenestepiger var af den ubehagelige type......... De krige
Dasaratha, faderen, udkæmpede, var karakteriseret ved disse ejendommeligheder.................
disse specielle forhold........ På den måde fører fantasien og forestillingen læserne på vildspor.
De føres ind på ligegyldighedens og fantasiens område, idet fantasien og forestillingen får dem
til at negligere den værdifulde kerne. Folk erkender ikke, at studiet af Historien om Rama skal
berige deres liv og gøre det meningsfuldt og værdifuldt frem for at tilfredsstille begæret efter
sølle kendsgerninger og banale forestillinger. Beretningernes gyldighed og værdi ligger gemt
dybt i kendsgerningerne og gøder dem som underjordiske vandløb gøder planter. Bær
hengivenhedens og troens briller; så vil øjet skænke dig den rene visdom, der befrier dig og
skænker dig evig lyksalighed.
1.11. Ligesom mennesker presser saft ud af det fiberholdige sukkerrør og kun drikker den
søde saft; ligesom bien suger honning af blomsten, fuldstændig ligeglad med dens symmetri
og farve; ligesom møllet flyver hen imod flammens strålende lys, idet den ignorerer varmen og
den uundgåelige katastrofe – på samme måde bør den åndeligt søgende længes inderligt efter
at tilegne sig evnen til at føle medfølelse. Den medfølelse som Ramayanaen er gennemtrængt
af. Den åndeligt søgende bør ikke ænse andre temaer. Når en frugt er spist, smider vi
skrællen, frøene og fibrene væk. Det er ifølge naturens orden, at frugten har disse
bestanddele! Ikke desto mindre er der ingen, der kunne tænke sig at spise dem, blot fordi man
har betalt for dem! Ingen kan sluge frøene og fordøje dem. Ingen kan tygge den ydre skal. Det
samme gør sig gældende med denne ’Rama frugt’, der kaldes Ramayanaen. Dæmonernes,
uhyrernes og ligesindedes fortællinger danner skallen; disse onde mænds ondsindede
handlinger er de hårde, ufordøjelige frø; de sanselige og verdslige beskrivelser og
begivenheder er det ikke alt for smagsfulde fiberstads, men de er alle vigtige bestanddele for
den nærende saft.
1.12. De, der søger den søde medfølelse i Rama-frugten, bør koncentrere sig mere om den
centrale beretning frem for de supplerende detaljer, der forskønner eller nedgør den. Lyt til
Ramayanaen i denne sindsstemning; det er den bedste form for åndelig lytning.
1.13. Ved en bestemt lejlighed faldt kejser Parikshith for vismanden Suka’s fødder og bad om
oplysning vedrørende et forhold, som havde givet anledning til stor undren hos ham. ”Mester!
Der er noget, der i lang tid har været en gåde for mig. Jeg ved, at du kan løse gåden for mig,
og at ingen andre kan. Jeg har lyttet til fortællingerne om mine forfædres liv. Fortællingerne
har omfattet forfædre, lige fra den første, den mægtige Manu (menneskehedens stamfader),
og frem til mine bedstefædre og min fader. Jeg har omhyggeligt studeret disse historier. Jeg
9

har lagt mærke til at i alle disse menneskers historier, bliver det nævnt, at vismænd er knyttet
til monarken. At hellige, lærde mænd er medlemmer af hoffet, deltager i møderne i Audienssalen
og i regeringernes affærer! Hvad er den sande betydning af denne forbløffende
forbindelse mellem lærde og konger? Mellem lærde, der har forsaget alle tilknytninger og
ønsker; der har erkendt, at verden er en skygge og en fælde; at Den Ene er den eneste
virkelighed, og at konger og herskere spiller underordnede roller. Disse vismænd rådgiver
kongerne og herskerne, men først når de bliver spurgt! Jeg ved, at disse ærede personer ikke
vil engagere sig i nogen form for aktivitet uden tilstrækkelige og behørige grunde. Deres
adfærd vil altid være ren og ubesmittet. Men denne overbevisning gør blot min tvivl og undren
endnu større. Oplys mig venligst.”
1.14. Suka lo, da han hørte spørgsmålet. Han svarede: ”Du har uden tvivl stillet et godt
spørgsmål. Lyt nu! De store vismænd og de hellige lærde vil altid være ivrige efter at dele den
sandhed, de har forstået, den indviede oplevelse, de har fået, og den guddommelige nåde, de
er blevet udvalgt til at modtage, med deres medmennesker. Vismændene og de hellige lærde
søger at komme tæt på de mennesker, der leder administrationen, altså dem der er eksperter i
at herske over befolkningen. Intentionen er at anvende disse ledere som redskaber til at stifte
og sikre fred og velstand på Jorden. De indpoder høje idealer i ledernes sind, og de viser
hellige veje til at opnå idealerne. Under henvisning til retfærdige love tilskynder de til udøvelse
af retskafne handlinger. Monarkerne inviterer dem selv og byder vismændene velkommen.
Monarkerne opsøger selv de lærde personer og bønfalder dem om at opholde sig ved deres
hof. De ønsker, at de lærde skal lære dem kunsten at regere, og de ønsker at handle i henhold
til deres råd. Monarken var folkets herre og beskytter. Derfor tilbragte vismændene deres dage
sammen med kongen med det agtværdige formål, gennem ham, at virkeliggøre det, de i deres
hjerter higede efter: ’Må alle eksistenser i alle verdener være lykkelige’. Vismændene og de
lærde var ivrige efter at se glæde og fred spredt ud over verden. Derfor prøvede de at udruste
kongerne med alle de gode egenskaber; fylde dem med alle de moralske regler vedrørende
disciplin; forsyne dem med lærdom inden for alle grene, så de ville være i stand til at herske
over deres område på en effektiv og klog måde, og med gavnlige konsekvenser for dem selv
og deres undersåtter til følge.”
1.15. ”Der fandtes også andre grunde. Lyt! Vismændene vidste, at Den, der skænker Glæde til
menneskeheden; Vejlederen vedrørende menneskelig Moral; Sol-dynastiets Leder; Beboeren i
den evige lyksaligheds Himmel, ville lade sig føde i en kongelig slægt. Derfor skaffede
vismænd, der havde evnen til at forudse fremtidige hændelser, sig adgang til herskernes
Audiens-sal. Det gjorde de, for at de, når begivenheden indtraf, muligvis kunne komme til at
opleve den lyksalighed, det ville være at være i direkte kontakt med Guds inkarnation. De
frygtede, at de ikke ville kunne skaffe sig adgang til hoffet, når fødslen først var sket; at de
ville gå glip af den lyksalighed, de i givet fald kunne høste. Så de drog fordel af deres
fremsynethed og etablerede sig i den kongelige hovedstad, midt i samfundet, idet de længtes
efter Herrens komme.”
1.16. ”Til denne ærværdige gruppe af vismænd og lærde hørte blandt andet Vasishta,
Viswamitra, Garga og Agasthya. De havde ingen ønsker; de var forsagelsens konger; de ville
ikke have noget fra nogen. De var altid tilfredse. De mødte op i datidens kongers Audiens-sale.
Ikke for at være polemiske og kloge eksperter; ikke for at afhente de kostbare gaver som
sådanne debattører og gæster blev tilbudt; ikke for at pynte sig med de tyngende titler som
disse velgørere tildelte de personer, som de yndede mest. De tørstede først og fremmest efter
at få synet af Herren, og for at få en mulighed for at opretholde ’rigtig handling’ i
menneskelige anliggender. De havde ingen andre mål.”
1.17. ”Datidens konger var også fordybet i guddommelige tanker! De henvendte sig til
eneboerne og vismændene i disses ensomt beliggende boliger. Det gjorde de, fordi de håbede,
at eneboerne ville angive de midler, der skulle anvendes for at gøre deres undersåtter glade og
tilfredse. Ofte inviterede monarkerne vismændene til deres paladser og spurgte dem til råds
10

om veje og måder med hensyn til regeringsførelse. Det var tider, hvor der fandtes vismænd,
der ikke havde tilknytning til selvet, og lærde, der ikke tørstede efter magt. Sådan var de
mænd, der omsorgsfuldt rådgav kongerne. Som en konsekvens af dette var der ingen mangel
på mad, klæder eller husly, og områdets befolkning havde et godt helbred. Alle dage var
festdage; alle døre var dekorerede med grønne guirlander. Herskeren følte, at hans helligste
pligt var at fremme befolkningens velfærd. Undersåtterne følte på deres side, at herskeren var
hjertet i staten. De var fuldstændigt overbevist om, at han var lige så dyrebar som deres egne
hjerter. I den grad værdsatte de ham. De ærede ham og hyldede ham i taknemmelighed.”
1.18. På denne klare, ligefremme måde forklarede Suka for den store forsamling, der sad
rundt om ham, vismændenes rolle i det kongelige hof.
1.19. Har du bemærket følgende? Ligegyldigt hvad de store vismænd foretager sig, ligegyldigt
hvilket selskab de vælger, vil de befinde sig på retskaffenhedens vej, på den guddommelige
vej. Deres handlinger vil fremme hele verdens velfærd! Derfor er det vigtigt, når Ramayanaen
eller andre guddommelige beretninger bliver hørt eller læst, at opmærksomheden bliver
fæstnet på Guds storslåethed og mystik; på den sandhed og enkelthed der er forbundet med
denne storslåethed og ikke mindst at praktisere disse kvaliteter i dagligdagen. Man bør ikke
tillægge irrelevante forhold nogen betydning. Den altafgørende lektie, der skal læres, er at
lære midlerne og metoderne, der er nødvendige for at kunne udføre ens pligt.
1.20. Når Gud kommer til syne i en legemliggørelse med det formål at opretholde ’rigtig
handling’, opfører Han sig som et menneske. Hvad Han ønsker, vil ske! Han er nødt til at
prædike om det ideelle liv for menneskene og give dem oplevelsen af glæde og fred. Hans
gøremål og gerninger (Hans guddommelige lege) forekommer muligvis i nogles øjne at være
almindeligheder og banaliteter. Men enhver af disse gerninger vil være et udtryk for skønhed,
sandhed, godhed, glæde og ophøjnelse. Med deres charme vil gerningerne fortrylle verden, og
de vil rense det hjerte, der kontemplerer på dem. Gerningerne vil få bugt med og besejre al
sindets uro, alle sindets bevægelser. De vil flå illusionens slør i stykker. De vil fylde
bevidstheden med sødme. I avatarers livsforløb kan der ikke forekomme nogen
’almindeligheder’ og ’banaliteter’. Hvad som helst, der måtte blive opfattet som sådant, er i
virkeligheden ’overmenneskeligt’, ’overnaturligt’ og fortjener den højeste ærefrygt.
1.21. Historien om Rama er ikke historien om et individ. Det er historien om universet! Rama
er personificeringen af det grundliggende universelle i alle væsener. Han er i alt, altid, overalt.
Historien omhandler ikke en periode, der er forgangen. Derimod omhandler den nutiden og
den endeløse fremtid. Den omhandler den begyndelsesløse evige tid!
1.22. Ingen myre kan bide, uden det er Rama’s vilje! Intet blad kan falde fra grenen uden
Rama’s tilskyndelse! Æter, luft, ild, vand og jord, de fem elementer som universet er
sammensat af, opfører sig som de gør af frygt for Ham og i overensstemmelse med Hans
ordrer! Rama er det princip, der tiltrækker, og gennem denne tiltrækning gør det (Rama) sig
populær hos de vidt forskellige elementer i naturen. Den tiltrækning, som noget udøver over
for noget andet, er det, som får universet til at eksistere og fungere.
1.23. Det er Rama-princippet, uden hvilket kosmos ville være kaos. Heraf grundsætningen:
Hvis der ikke var nogen Rama, ville der ikke være noget panorama (univers).
11

Kapitel 2
Den kongelige slægt
2.1. I det ulasteligt rene Sol-dynasti blev der født en stor hersker. Han var meget mægtig, vidt
berømt og i besiddelse af store væbnede styrker. Han var inderligt elsket og æret. Hans navn
var Khatvanga. Hans ledelse afstedkom den højeste lyksalighed hos den store befolkning, der
var under hans trone. Hans ledelse foranledigede befolkningen til at ære ham, som var han
Gud selv. Han fik en yndlingssøn, der fik navnet Dileepa. Denne søn voksede op, mens han
strålede af glansen fra viden og gode dyder. Han delte glæden og privilegiet ved at beskytte og
vejlede folket med sin fader. Han færdedes blandt sine undersåtter; ivrig efter at få kendskab
til deres glæder og sorger; opsat på at finde ud af hvordan han bedst kunne lindre smerte og
bekymring; optaget af hvordan det stod til med deres velfærd og fremgang. Faderen så sin
søn vokse sig stærk, hæderlig, dydig og klog. Han ledte efter en brud til sin søn så han, efter
brylluppet, kunne placere en del af sceptrets byrde på sønnens skuldre. I nær og fjern ledte
han efter hende i forskellige kongedømmer, for hun skulle være en værdig ledsager for
prinsen. Til sidst faldt valget på en prinsesse fra Magadhan-området. (Magadhan er et rige i
Bihar-delstaten gennem hvilket Sone-floden løber). Hendes navn var Sudakshina. Til stor jubel
for folket og hoffet blev brylluppet festligholdt med uovertruffen pomp og pragt.
2.2. I rigt mål var Sudakshina udrustet med alle de kvindelige dyder. Hun var from, ligefrem
og en oprigtig tilhænger af sin mand. Hun tjente sin herre og elskede ham, som var han
hendes åndedræt. Hun gik i sin mands fodspor og afveg aldrig den ’rigtige handlings’ vej.
2.3. Dileepa var også selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’. Som en konsekvens af det lod
han hverken ønsker eller skuffelser påvirke sig i mindste grad. Han holdt fast i sin faders
idealer og måder at gøre tingene på for så vidt angik administrationen af imperiet. Langsomt
og uden nogen forstyrrelser kunne han derfor gradvist påtage sig det fulde ansvar for landets
administration. På den måde var han i stand til at give sin fader fred og hvile i dennes
alderdom. Khatvanga var fuld af glæde, når han tænkte over sønnens store kvaliteter, og når
han iagttog dennes evner, effektivitet og praktisk orienteret visdom. Nogle år gik på denne
måde. Så en dag befalede kong Khatvanga hoffets astrologer, at de skulle finde frem til en
lykkevarslende dag og et gunstigt klokkeslet for Dileepa’s kroning. På den dag, som
astrologerne havde fundet frem til, indsatte han Dileepa som rigets monark.
2.4. Fra den dag af funklede Dileepa som imperiets herre og regent. Imperiet strakte sig fra
hav til hav og indeholdt havets syv kontinenter. Hans måde at herske på var så medfølende;
så rodfæstet i de påbud der er fastlagt i de hellige skrifter. Det bevirkede, at regnen kom i så
rigelige mængder, som der var behov for, og høsten var stor og god. Hele imperiet var grønt
og prægtigt, muntert og frodigt. Hele landet genlød af den hellige lyd fra vedaerne, der blev
reciteret i alle landsbyer; af de rensende rytmer fra mantraer der blev messet i forbindelse
med de vediske ritualer, der blev gennemført over hele landet. Hvert enkelt lokalsamfund
levede i harmoni med de omgivende samfund.
2.5. Ikke desto mindre var kongen tilsyneladende blevet overmandet af en mystisk bekymring.
Hans ansigt mistede sin glød. Nogle få år gik, men det blev ikke bedre. Fortvivlelsen stod
tydeligt prentet i panden på ham. En dag afslørede han årsagen til sin tristhed over for sin
dronning, Sudakshina. ”Min kære! Vi har ingen børn, og jeg er overvældet af tristhed over det.
Det berører mig endnu mere, når jeg erkender, at Ikshvaku-dynastiet (også kaldet Soldynastiet)
vil ophøre med at eksistere, når jeg ikke er mere. Denne skæbne må være
fremkaldt af en synd, jeg har begået. Jeg er ude af stand til at afgøre, hvad jeg skal gøre for
at imødegå og modvirke denne onde skæbne. Jeg er ivrig efter, at vores familie-guru,
vismanden Vasishta, forklarer mig, hvad jeg skal gøre for at vinde Guds nåde og råde bod for
12

min synd. Min sorg foruroliger mig i højeste grad. Hvad vil du mene, er den bedste måde at
vinde Guds nåde på?”
2.6. Sudakshina tog sig ikke engang tid til at tænke over svaret. ”Herre! Jeg har haft den
samme frygt og uro, og den har givet mig megen sorg. Jeg har ikke givet udtryk for den over
for dig. Jeg undertrykte frygten, for jeg ved, at jeg ikke kan røbe min frygt, uden jeg bliver
tilskyndet til det af dig, min Herre. Jeg er altid villig til og ivrig efter stiltiende at støtte og
følge, hvad der forekommer dig at være den bedste måde at komme over vores sorg på.
Hvorfor skal der være nogen forsinkelse? Lad os skynde os at rådføre os med den ærede
Vasishta”, sagde hun. Dileepa beordrede, at den royale herskabsvogn, der skulle anvendes til
pilgrimsrejsen til guruens ashram (en hellig mands bolig), skulle køres frem. Han befalede, at
der ikke var behov for nogen eskorte den dag; ej heller ønskede han, at nogen hofmænd
ledsagede ham. Faktisk styrede han vognen selv og nåede frem til sin gurus spartanske hytte.
2.7. Ved lyden af vognen gik beboerne fra ashrammens udkant hen til Vasishta’s hytte og
meddelte deres herre, at imperiets hersker var ved at ankomme. Så snart Vasishta så kongen
nærme sig døren, velsignede han ham. Vismanden forespurgte kærligt til kongens helbred og
til hans undersåtters og slægts velbefindende.
2.8. Sudakshina knælede for vismandens hustru, den berømte Arundhathi, der var
legemliggørelsen af alle de dyder, der pryder de ædleste kvinder. Arundhathi løftede
dronningen op og tog hende i sine arme. Kærlig omfavnede hun Sudakshina, idet hun stillede
hende en række spørgsmål vedrørende hendes velbefindende. Hun førte dronningen ind til
hyttens indre gemakker.
2.9. Som det sømmer sig, forespurgte Dileepa vismanden Vasishta om en række forhold. Blev
offerritualerne og ceremonierne, hvor offergaverne bliver fremvist, som det var asketernes
pligt at udføre som en del af den kulturelle tradition, udført uden nogen hindringer? Havde
ashrammens beboere oplevet vanskeligheder med at skaffe sig føde? Havde de mødt
vanskeligheder i forbindelse med deres studier og udøvelse af åndelige discipliner? Blev deres
skoleområde i skoven terroriseret af vilde dyr? Kongen udtrykte, at han inderligt ønskede, at
han kunne bidrage til, at de måtte gøre fremskridt med deres åndelige øvelser, og at de ikke
måtte blive forstyrret på grund af ugunstige leveforhold eller andre omstændigheder.
2.10. Da kongen og dronningen begge var kommet ind i hytten og havde sat sig på deres
pladser sammen med de forsamlede vismænd og åndeligt søgende, foreslog Vasishta, at de
sidstnævnte gik tilbage til deres egne hytter. Herefter spurgte han kongen om årsagen til, at
denne var kommet til dette sted udelukkende i selskab med dronningen. Kongen meddelte sin
guru, hvori hans sorg bestod, og hvor dyb den var. Kongen bad om det eneste middel, der
kunne fjerne sorgen, nemlig Vasishta’s nåde.
2.11. Idet Vasishta lyttede til denne bøn, gik han ind i dyb meditation. Der var fuldkommen
stille. Også kongen sad i lotus-stilling på det bare gulv og lod sit sind forene sig med Gud.
Dronningen afstemte sit sind med det guddommelige.
2.12. Til sidst åbnede Vasishta sine øjne og sagde: ”Konge! Intet menneske kan forpurre Guds
vilje, ligegyldigt hvilke kræfter og autoritet det besidder. Jeg har ingen magt til at underkende
det guddommeliges dekret. Gennem mine velsignelser kan jeg ikke manifestere nåde nok til at
skænke dig den søn, du ønsker. Du har pådraget dig selv en forbandelse. Ved en bestemt
lejlighed, da du på en hjemrejse nærmede dig hovedstaden, hvilede den guddommelige ko,
Kamadhenu (guddommelig ko der opfylder alle ønsker), sig i det guddommelige træs,
Kalpatharu’s (ønskeopfyldende træ), kølige skygge! Du fik øje på hende, men da du var filtret
ind i de verdslige glæder og fornøjelser, ignorerede du hende. Opfyldt af stolthed drog du
videre til paladset. Kamadhenu blev bedrøvet over at blive tilsidesat; hun var såret over, at du
havde forsømt at ære hende. Eftersom kongen selv havde forsømt sin pligt, fornemmede hun,
13

at dit folk ville begynde at vanære køerne. Hun argumenterede på følgende vis: Der findes
herskere, der ikke ærer vedaerne eller tilbeder brahminerne (der lærer og efterlever
vedaerne). Der findes herskere, der ignorerer koen (der opretholder menneskets liv). Når
sådanne herskere fortsætter med at herske, så vil der ikke være nogen retskaffenhed i
landet.”
2.13. ”Den dag kastede Kamadhenu en forbandelse på dig. Forbandelsen gik ud på, at du ikke
skulle have nogen søn til at efterfølge dig på tronen. Hun erklærede imidlertid, at når du tager
imod din gurus råd og i ydmyghed og ærbødighed begynder at tjene koen og tilbeder hende i
taknemmelighed, vil forbandelsen blive ophævet, og du vil blive belønnet med en søn og
arving.”
2.14. ”Tilbed derfor koen fra dette øjeblik. Sammen med din hustru skal du gøre det på den
måde, som det er fastsat i de hellige skrifter. Så vil du helt sikkert få en søn. Tiden nærmer
sig, hvor køerne begynder at vende hjem fra græsgangene. Min perle, mit kæreste eje, den
guddommelige ko, Nandini (en eventyrlig ko der opfyldte alle ønsker), nærmer sig hastigt
ashrammen. Gå, tjen hende med hengivenhed og med vedholden tro. Giv hende foder og
drikke på de passende tidspunkter. Vask koen og før hende ud på græsgangene. Se efter, at
der ikke sker hende noget ondt, mens hun græsser.”
2.15. Herefter indviede Vasishta kongen og dronningen i ritualet vedrørende tilbedelse af køer.
Så sendte han dem ind i kostalden med helligt vand og offergaver til brug ved tilbedelsesritualet.
Selv gik vismanden ned mod floden for at tage det rituelle bad og bede aftenbønner.
2.16. En dag, mens Nandini lykkeligt græssede i skoven, fik en løve øje på hende og fulgte
hende med det formål at få stilnet sin sult. Dileepa så det; han anvendte alle sine evner og
kræfter på at forhindre løven i at kaste sig over koen. Han besluttede at tilbyde løven sin egen
krop i bytte for koen. Denne løve var, skønt den var et kattedyr og dermed var blodtørstig, en
nøje overholder af ’rigtig handling’. Berørt af medfølelse over det offer, som kongen var villig
til at yde for at redde koen, som han tilbad, slap løven koen og kongen løs af sine kløers greb
og forlod stedet.
2.17. Nandini var fyldt af en ubeskrivelig taknemmelighed og glæde over Dileepa’s selvofrende
gestus. Hun sagde: ”Konge! I dette øjeblik er den forbandelse, der hviler over dig, fjernet! Du
vil få en søn, der vil undertvinge sig hele verden; der vil støtte den ’rigtige handlings’
principper og udøvelse; der vil blive navnkundig på Jorden og i Himlen; der vil forbedre
dynastiets berømmelse, og hvad mere er, han vil føre Ikshvaku-slægten videre. Denne slægt i
hvilken Herren Narayana (guden Vishnu) en dag vil lade sig føde! Må denne søn blive født
snarest.” Nandini velsignede kongen. Ledsaget af kongen vendte den hellige ko tilbage til
Vasishta’s ashram.
2.18. Der var ingen grund til at fortælle Vasishta, hvad der var sket! Han vidste alt. Så snart
han så kongens og dronningens ansigter, formodede han, at deres ønske var opfyldt. Derfor
velsignede han dem og gav dem tilladelse til at drage tilbage til hovedstaden. Dileepa og
dronning Sudakshina kastede sig i støvet for vismanden, og opfyldt af glæde over den drejning
begivenhederne havde taget, nåede de paladset.
2.19. Som velsignelsen havde garanteret, voksede barnet i livmoderen. Da graviditetsperioden
var forbi, og på et lykkevarslende tidspunkt, blev drengen født. Da den glædelige nyhed
spredte sig ud over byen og imperiet, forsamlede tusinde af mennesker sig foran og omkring
paladset. Alle var meget glade. Gaderne blev udsmykket med guirlander af flag og grønne
palmeblade. Grupper af folk dansede i fryd, idet de ansporede alle til at tage del i
begejstringen. De svang kamferflammer for at markere begivenheden. Vældige folkemængder
råbte hurra og bevægede sig mod paladsets jordstykker.
14

2.20. Dileepa beordrede, at fødslen af arvingen til imperiets trone skulle bekendtgøres til den
store folkemængde, der var forsamlet på paladsets vidtstrakte område. Første-ministeren
skulle bekendtgøre begivenheden, og da han havde gjort det, ramte folkeskarens glade
bifaldsråb himlen. Bifaldet gjaldede højt og varede længe. Fra gade til gade gav hurraråbet
genlyd flere gange. Det varede mange timer, før forsamlingen spredte sig, og før de alle nåede
deres hjem.
2.21. På den tiende dag inviterede kongen sin guru, Vasishta, og fejrede barnets
navngivnings-ceremoni. Navnet Raghu blev valgt på baggrund af det stjernetegn, som han var
født under. Ved sin pludren og leg var han en kilde til glæde for alle omkring sig. Alle holdt de
af ham, og alle opfattede ham som en opvakt og henrivende lille dreng. Han passerede
teenageårene og blev sin faders modige, beslutsomme og effektive medhjælper.
2.22. Ingen kunne gætte, hvorfor kongen følte på denne måde, men en aften, mens kongen
talte med sin dronning, sagde han: ”Sudakshina! Jeg har opnået mange store sejre! Det er
lykkedes mig at afholde mange store rituelle ofringer. Jeg har udkæmpet mange barske og
uhyggelige slag mod mægtige, indtrængende fjender, og jeg har besejret dem alle. Selv
uhyrer og næppe menneskelige giganter har jeg besejret. Vi er velsignet med en søn, der er
en kostelig skat! Vi kan ikke opnå mere.”
2.23. ”Lad os tilbringe den resterende del af vores liv i tilbedelse af Gud. Raghu besidder alle
gode dyder. På alle områder er han klar til at påtage sig den byrde, det er at herske over
imperiet. Lad os betro landet til ham. Vi vil trække os tilbage til skovens stilhed. Vi vil leve af
rødder og frugter. Vi vil tjene de vismænd, der lever deres spartanske liv fyldt med fromme
tanker og stræben mod det guddommelige. Lad os helliggøre hvert øjeblik med at lytte til
hellige ord, meditere på deres indre betydning og med at praktisere den fastsatte vej. Vi vil
ikke anvende et minut til på dovenskab og dvaskhed, der er baseret på sløvhedens og
uvidenhedens kvalitet.”
2.24. Da kongen havde sagt det, bad han første-ministeren om at aflægge sig et besøg, så
snart det blev daggry. Her gav han ordre til, at der blev gjort forberedelser til prinsens kroning
og bryllup. Opfyldt af forsagelsens ånd spurgte han dronningen, hvilke planer hun havde. Hun
græd glædens og taknemmelighedens tårer og sagde: ”Hvilken bedre skæbne kan jeg få? Jeg
er fast besluttet på at følge din ordre; forsæt med dine planer.” Hendes entusiasme, og det at
hun var villig til at acceptere hans planer, styrkede kongen i hans beslutning.
2.25. Dileepa sammenkaldte ministrene, de lærde og vismændene og fortale dem om sin
hensigt med at fejre sin søns kroning og bryllup. De udtrykte alle helhjertet, at de var enige i
beslutningen, og de to arrangementer blev afholdt med stor pomp og pragt. Faderen gav
prinsen værdifulde råd vedrørende administrationen og lagde vægt på behovet for at fremme
studiet af vedaerne. Ligeledes lagde han vægt på, at prinsen skulle støtte lærde udi vediske
overleveringer, samt fastsætte love der ville fremme befolkningens velfærd. Da det var gjort,
drog han, sammen med dronningen, ind i skoven. Han gik med sit hoved bøjet i bestræbelse
på at modtage Guds nåde.
2.26. Fra den dag af herskede kong Raghu over imperiet i henhold til de direktiver, de
skriftkloge havde udarbejdet. Han havde to mål: At sikre sine undersåtters lykke og at fremme
en retskaffen levevis i landet. Det var hans overbevisning, at disse to mål var lige så vigtige
for ham, som hans åndedræt. Han skyede ingen midler i jagten på disse idealer og på at
fastholde sine ministre på denne vej. Skønt kongen var ung, besad han mange gode dyder.
Ligegyldigt hvor vanskeligt et problem han stod over for, fattede han det hurtigt og fandt frem
til, hvordan det bedst kunne løses. Han gjorde sine undersåtter lykkelige og tilfredse.
Ondsindede konger fik sig en alvorlig lærestreg af ham. Han fik dem over på sin side på
forskellig vis. Det kunne være ved hjælp af fredelige fremgangsmåder og klog, diplomatisk
15

taktik, eller ved at sende en mindre hær af sted for at overtale dem, eller ved åbent at kæmpe
mod dem og besejre dem på slagmarken.
2.27. Han var engageret i aktiviteter, der sikrede folkets velfærd og fremmede den kultur, der
var indeholdt i vedaerne. Alle samfundsklasser, uanset alder, økonomisk status eller
færdigheder, priste hans måde at regere på. De sagde, at han viste sig at være sin fader
overlegen med hensyn til fysiske færdigheder, mod, retskaffen adfærd og medfølelse. Alle
sagde, at han bragte evig berømmelse til det navn, han bar.
2.28. Raghu var specielt opmærksom på at tage sig af eneboerne, der udøvede askese i
skovene, og sikre deres velbefindende. Kongen sørgede for, at de ikke blev chikaneret, og
personligt førte han tilsyn med de foranstaltninger, der blev gjort for at sikre dem beskyttelse
og give dem opmuntring og støtte. I rigt mål modtog han derfor deres velsignelser og nåde.
2.29. En dag ankom en ung eneboer til hoffet. Han hed Kautsu og havde studeret som
vismanden Varathanthu’s elev. Han havde netop afsluttet sine studier. Han bønfaldt kongen
om økonomisk hjælp. Pengene skulle sikre gennemførelsen af den ’taknemmeligheds ofring’,
som det var hans pligt at højtideligholde for sin guru. Raghu gav ham de penge, han ønskede.
Kautsu var lykkelig over, at den gave han modtog af kongen, var ren. Pengene var indsamlet
fra folk, uden at det havde forårsaget nogen smerte eller nagende følelser. Befolkningen havde
med glæde og i taknemmelighed betalt pengene, for Raghu inddrev end ikke en øre mere, end
det var absolut nødvendigt. Årsagen var, at Raghu altid var bange for at påkalde sig Guds
vrede. Pengene var også blevet givet til ham med stor kærlighed og hensynsfuldhed. Derfor
var Kautsu overvældet af glæde og taknemmelighed. Han var lykkelig, og til kongen sagde han
kærligt: ”Du vil snart blive velsignet med en søn, der vil opnå verdensberømmelse.” Med disse
ord forlod han herskeren.
2.30. Som det var blevet forudsagt, blev Raghu ni måneder senere velsignet med en søn; en
søn der var blændende som en diamant! Ritualerne i forbindelse med navngivningen blev
gennemført af paladsets brahminer. Barnet fik navnet Aja. Han var en særdeles henrivende
baby. Han voksede op og blev en livlig dreng, der var ivrig efter at lære alle kunstarter og
videnskaber. Drengen blev ekspert i dem alle. Hans ry som en stor lærd og en meget
kultiveret dreng spredte sig ud over det ganske land.
2.31. Som tiden gik, følte Raghu den samme tilskyndelse, som hans fader havde haft, til at
placere sceptrets byrde på prinsens skuldre. Også Raghu ønskede at trække sig tilbage til
skoven for at kontemplere på Gud. Også han opfordrede ministrene til at arrangere
ledelsesskiftet. Det skulle ske ved afholdelse af kronings-ritualet og ved at højtideligholde
dette ritual samtidigt med Aja’s giftemål med en passende brud. Indumathi, der var søster til
Magadha’s hersker, Bhojaraja, blev den kvinde, der blev udvalgt til at være Aja’s brud og
livsledsager. Efter at Aja var blevet indsat på tronen, rejste de kongelige forældre til deres
eneboerhytte i skoven.
2.32. Gennem sin visdom, forståelse og medfølelse vandt Aja, sammen med dronningen, der
var hans hengivne partner, sine undersåtters loyalitet. Med hensyn til administrationen af
imperiet, fulgte de samvittighedsfuldt de råd vedrørende veje og midler, som Raghu havde
givet dem. Aja elskede og ærede verden og dens beboere som en refleksion af og billede på
Indumathi, som han elskede af hele sit hjerte. Kongen var fuld af lykke og opstemthed. Aja og
hans dronning plejede at tilbringe dage og uger på smukke retrætesteder i skovene, idet de
beundrede naturens herlighed og storslåethed.
2.33. I mellemtiden fødte dronningen en søn. Forældrene var overlykkelige over denne
glædelige begivenhed. De fik bragt nyheden til deres ærværdige guru, Vasishta. De ønskede,
at der skulle afholdes rituelle ceremonier for deres nyfødte barn. Barnet fik navnet Dasaratha.
16

2.34. Dasaratha var sandelig alles yndling. Alle, der så ham og fik det privilegium at kæle
ham, syntes dette. Barnet vinkede og sparkede ud med alle lemmer, som var han
legemliggørelsen af livskraft og glæde. Det forekom, som om barnet levede af lyksalighed, og
at det udelukkende levede for at skænke lyksalighed til alle.
2.35. En dag begav Aja og Indumathi sig ind i skoven, som de havde for vane, for at slappe af
i naturens skød. Stilheden og ophøjetheden den dag var om muligt endnu mere indbydende
end på andre dage. De sad i skyggen af et træ og konverserede hengivent med hinanden, da
en kraftig brise rejste sig. Den bragte en duft, der var ubeskrivelig sød og liflig. Samtidig hørte
parret de fængslende toner fra guddommelig musik! De rejste sig for at lede efter årsagen til
disse mystiske gaver. Højt over deres hoveder, mellem himlens skyer, så de Narada, Brahma’s
’mentale søn’ (Brahma er Skaberen i den hinduistiske Treenighed – Brahma, Vishnu og Siva).
Narada bevægede sig hastigt af sted; hvorhen kunne de ikke se. Mens de stod og iagttog ham,
løsnede en blomst sig fra den blomsterkrans, Narada bar rundt om den hårknold, han havde
på hovedet. Vinden førte blomsten gennem luften, og den landede på hovedet af Indumathi.
Aja var forbløffet over denne hændelse; men han blev chokeret over at opdage, at dronningen
øjeblikkeligt faldt til jorden. Hun mistede bevidstheden og lukkede for evigt sine øjne!
2.36. Da den kvinde, som han elskede lige så inderligt som sit eget åndedræt, døde,
forårsagede det en fortvivlet sorg hos kongen. Hans klageråb rystede hele skoven. Jorden
skælvede i sympati. Træerne stod stille, rodfæstet i undren over den sorg der fyldte og
overstrømmede det kongelige hjerte.
2.37. Da kongen lå ind over sin elskede og græd, hørte Narada hans jamren og klageråb; hans
hulken og stønnen. Han steg ned for at trøste ham. ”Konge!”, sagde han. ”Sorg er til liden
nytte, når døden slår ned. Kroppen bliver udsat for fødsel og død. Det, der forårsager fødsel,
forårsager også død. At prøve at forstå hvorfor det sker, er et vanvittigt forehavende. Guds
handlinger er hinsides kæden af årsager og virkninger. Det almindelige intellekt kan ikke
udrede disse handlinger. Det kan højest gisne om årsagen, så langt som dets evner rækker.
Hvordan skulle intellektet kunne forstå noget, der ligger uden for dets domæne?”
2.38. ”Døden er uundgåelig for alle legemliggjorte væsener. Eftersom Indumathi’s død
imidlertid er omgæret af mystik, er jeg nødt til at fortælle dig om årsagen til hendes død”,
sagde Narada. Han trak Aja tæt ind til sig og sagde: ”Lyt! I fordums tider var vismanden
Thrinabindu engageret i ekstrem askese, og guden Indra (de himmelske halv-guders Herre)
besluttede sig for at teste vismandens tilknytninger og dybden af hans sindsligevægt. Han
udsendte en guddommelig forførerske ved navn Harini med det formål at gøre vismanden
tiltrukket af den sensuelle verden. Men Thrinabindu var immun over for hendes kneb og
forblev upåvirket. Han åbnede sine øjne og sagde: ”Du forekommer ikke at være en almindelig
kvinde! Du er måske en guddommelig ungmø? Nå, det er også lige meget. Hvem du end er, så
skal du lide straffen for din beslutning om at gennemføre en modbydelig og skændig plan! Din
straf skal være, at du skal nedstige fra Himlen og blive født som menneske. Lær hvad det vil
sige at være et menneske af kød og blod.” Idet vismanden således kastede denne forbandelse
på hende, lukkede han sine øjne og gik igen i dyb meditation.”
2.39. ”Harini rystede af skræk og fældede angerens overstrømmende tårer. Hun bad om
undskyldning, og om at hendes eksil fra Himlen måtte blive annulleret. Ynkeligt bad hun
indtrængende om, at forbandelsen måtte blive ophævet. Det berørte vismanden en smule, så
han sagde: ”Oh du svage! Det er ikke muligt for mig at trække mine ord tilbage. Men jeg skal
fortælle dig om den specielle, kommende lejlighed, hvor du vil blive løst fra forbandelsen. Lyt!
I det øjeblik en blomst fra himlen falder ned på dit hoved, vil din menneskelige legemliggørelse
falde bort, og du kan vende tilbage til Himlen.” Indumathi var denne guddommelige ungmø, og
hun er i dag befriet. Da en blomst, som jeg bar, faldt ned på hende, blev hun fri for
forbandelsen. Hvorfor sørge over det? Det er til ingen nytte.” Narada talte derefter om en
monarks pligter og ansvar, og om det eksempel en monark var nødt til at være for alle. Han
17

talte om livets flygtige natur og om dødens mystiske natur, nemlig at være den endegyldige
skæbne for alle væsener der er født. Efter dette begav Narada sig at sted på sin færd hen over
himlen.
2.40. Ude af stand til at frelse sin elskede gennemførte Aja ligbrændingen og drog derefter ind
til hovedstaden. Han var tynget af sorg. Udelukkende prins Dasaratha kunne give ham lidt
trøst og lidt mod på livet igen. Kongen tilbragte sine dage i en vranten trøsteløshed. Da
Dasaratha nu var en fuldvoksen ung mand, overdrog Aja kongeriget til ham og satte sig ved
Sarayu-flodens bred. Kongen var fast besluttet på at opfylde det højtidelige løfte, der går ud
på, at man ikke vil indtage nogen føde. Idet han nægtede sig selv næring, så han kunne
fortsætte med at leve, forårsagede han selv, at hans liv ebbede ud.
2.41. Så snart Dasaratha hørte nyheden, skyndte han sig ud til bredden af Sarayu-floden. Her
begræd han tabet af sin elskede fader. Uden tøven foranstaltede han, at ligbrændingen blev
foretaget. Han følte en vis lettelse over, at det var som følge af et rituelt løfte, at hans fader
havde opgivet livet. Det gav ham lidt kræfter, og han genoptog sine pligter som hersker. Han
udførte disse pligter med fuldt herredømme over sine forskelligartede evner.
2.42. Som den opgående Sols stråler oplyste Dasaratha’s berømmelse i løbet af kort tid alle
fire verdenshjørner. Han besad ti vognstyreres frygtløshed og evner. Derfor blev navnet
Dasaratha (De ti stridsvognes helt) anset for at være særdeles passende. Når hans mægtige
stridsvogn kom stormende fremad, var der ingen, der kunne modstå det! Dødeligt bange for
hans overlegenhed og tapperhed hyldede alle de samtidige herskere hans trone. Verden priste
ham som en helt uden sidestykke; et eksempel på gode dyder; en statsmand af højeste
format.
18

Kapitel 3
Ingen efterkommere fra hans lænder
3.1. Ravana, Lanka’s dæmon-konge, hørte om Dasaratha og hans berømmelse. Han blev så
misundelig, at han bestemte sig for en sikker plan. Enten med det gode eller med det onde
skulle Dasaratha tilintetgøres. Ravana ledte efter et eller andet, der ville anspore Dasaratha til
en konfrontation. Gennem kurer sendte han en dag besked om, at medmindre Dasaratha ville
hylde ham, så var denne nødt til at møde Ravana på slagmarken. Her kunne Dasaratha så
demonstrere sin overlegne magt i krig. En sådan udfordring stred mod internationale
moralbegreber, men hvilke moralbegreber respekterer en dæmon?
3.2. Da Dasaratha havde hørt kurerens besked, lo han højt og hånligt. Endnu mens kureren
stod og så på, affyrede han dødbringende pile. Pilene nåede Lanka og naglede byens porte
fast!
3.3. Idet han henvendte sig til kureren, sagde Dasaratha: ”Sådan! Jeg har nu lukket portene til
din stammes fæstningsby forsvarligt. Ligegyldigt hvor hårdt din herre måtte forsøge, så kan
han ikke åbne dem. Det er den ’hyldest’, jeg giver din flabede herre.” Da kureren vendte
tilbage og informerede Ravana om dette, blev denne chokeret over at opdage, at alle portene
var naglet fast af Dasaratha’s pile. Ingen var i stand til at åbne byens porte. I samme øjeblik
Ravana følte sig slået helt ud af skam, vendte pilene, højest mærkværdigt, tilbage til Ayodhya,
og portene fløj op.
3.4. Imidlertid besluttede Ravana, at han var nødt til at overvinde alle herskere i verden. Han
erkendte, at det kun var muligt, hvis han vandt Guds nåde. Derfor drog han ind i de dybe
skove og udvalgte et fordelagtigt sted, hvor han kunne udføre sine asketiske øvelser.
3.5. Ravana’s asketiske øvelser var så intense og tilfredsstillende, at guden Brahma følte sig
tvunget til at åbenbare sig foran Ravana og opfylde et hvilket som helst ønske, denne måtte
have. ”Ravana! Bed om lige, hvad du måtte ønske! Jeg vil opfylde dit inderligste ønske”, sagde
Brahma. Den fornærmelse og skam, han var blevet udsat for af Dasaratha, kørte rundt i
Ravana’s sind. Han argumenterede med sig selv, og han nåede frem til, at Dasaratha måske
ville få endnu mægtigere sønner, der muligvis ville påføre ham endnu større lidelser. Derefter
bad han om det, han ønskede allermest: ”Herre! Velsign mig med denne nådesgave: Lad intet
barn blive født fra Dasaratha’s lænder.” Til det sagde Brahma: ”Lad det blive så.” Hvis Brahma
vedblev med at være åbenbaret foran Ravana, frygtede guden, at Ravana ville udtænke endnu
en beskidt anmodning, så han forlod øjeblikkeligt scenen! Ravana spankulerede omkring. Han
var meget stolt af sig selv; han var nu blottet for frygt, og han hoverede over sin dygtighed og
succes.
3.6. I mellemtiden fik han endnu en ide ind i sit hoved! ”Dasaratha er ung og klar til at indgå
ægteskab. Hvis jeg er i stand til at arrangere det således, at han slet ikke gifter sig, vil jeg
være i endnu større sikkerhed”, tænkte han for sig selv! Idet han, med alle de dæmoniske
evner han besad, tænkte sig om, fandt han frem til, at der var stor sandsynlighed for, at
Dasaratha ville gifte sig med kongen af Kosala’s datter. Derfor besluttede han at dræbe denne
prinsesse! “Når døden er nær, forsvinder fornuften”, som ordsproget siger. I hemmelig
forklædning trængte han ind i kongeriget Kosala, og her kidnappede han prinsessen. Da han
havde lagt hende i en trækasse, kastede han den ud på havets bølger.
3.7. Ravana var ikke i stand til at erkende den sandhed, at intet nogensinde kan ske uden den
guddommelige viljes samtykke. Brahma ville det anderledes. Trækassen blev ført væk af
bølgerne og ind til bredden. Det sted kassen havnede, var et dejligt rekreationsområde. Den
næste dag besøgte Sumanthra, Dasaratha’s første-minister, tilfældigvis stedet. Han ville holde
19

en rolig ferie, der skulle bruges til refleksion over statens problemer. Han fik øje på kassen;
han bjærgede og åbnede den. Han blev overrasket over at finde en henrivende pige i kassen.
Hun havde charmerende og strålende øjne og en glorie af guddommelig glans. Sumanthra blev
overvældet af medlidenhed. Han talte blidt og venligt til pigen: ”Lille du! Hvordan er det gået
til, at du blev lukket inde i denne kasse?”
3.8. Hun svarede: ”Herre, jeg er prinsesse fra Kosala kongedømmet; mit navn er Kausalya.
Jeg har ingen viden om, hvordan jeg er havnet inde i kassen, eller om hvem der lukkede mig
ind i den. Jeg legede med mine venner i paladsets parker. Jeg husker ikke, hvad der skete
med mig.” Hendes enkle og oprigtige udtalelse rørte ham. Han sagde: ”Udelukkende dæmoner
tyr til sådanne barbariske kneb. De er hinsides menneskelig fatteevne! Jeg vil bringe dig
tilbage til din faders varetægt. Kom med mig! Lad os straks drage af sted.”
3.9. Sumanthra satte hende op i sin herskabsvogn, og sammen drog de til Kosala. Her
tilbageleverede han pigen til kongen, hvorefter han over for hoffet i detaljer redegjorde for
sagen, så vidt han nu kendte til den.
3.10. Kongen udspurgte Sumanthra om forskellige ting. Herigennem erfarede kongen, at
Sumanthra var ingen ringere end første-ministeren ved Dasaratha’s, kongen af Ayodhya’s, hof.
Ligeledes erfarede han, at Sumanthra’s herre stadig var ugift. Denne opdagelse fyldte kongen
med glæde. Han sagde: ”Minister! Du bragte mit barn tilbage til mig; du reddede hende fra
tilintetgørelse. Jeg har derfor besluttet at bortgifte hende til din herre. Vær venlig at informere
kongen om mit tilbud.” Han ærede Sumanthra med en behørig ceremoni og sendte ham
derefter af sted med hoffets brahmin og passende gaver.
3.11. I detaljer fortalte Sumanthra kong Dasaratha alt, hvad der var sket. For at bekræfte, at
han accepterede tilbuddet, sendte Dasaratha sin egen hof-brahmin af sted med Kosala’s hofbrahmin.
Tillige medbragte de mange lykkebringende gaver fra Dasaratha. Datoen og
tidspunktet for brylluppet blev fastsat. Ledsaget af et imponerende opbud af kavaleri, infanteri,
elefanteri og stridsvogne begav Dasaratha sig til Kosala’s hovedstad. Musikken fra orkesteret,
der drog af sted sammen med kongen, hørtes langt op i himlen og gav genlyd fra horisonten.
Brylluppet mellem Dasaratha og Kausalya blev fejret med eklatant pragt og storslåethed.
Kosala’s konge trak Sumanthra hen til sig og sagde: ”Du er den person, der er årsagen til
denne lykkelige begivenhed. Jeg ved selvfølgelig, at intet kan ske, uden det er Guds vilje. Ikke
desto mindre må jeg spørge, hvordan jeg kan betale den gæld, jeg skylder dig, og vise dig min
taknemmelighed? Vær venlig at ære følgende tilbud ved at acceptere det: Bliv gift endnu i dag
her i min hovedstad. Hvis du indvilliger, vil jeg sørge for festligholdelsen af den glædelige
begivenhed allerede i dag.”
3.12. Dasaratha og Sumanthra gav begge deres samtykke til forslaget. Sumanthra blev gift
med datteren af Veeradasa fra Ganga-slægten. Nyheden om at både kongen og førsteministeren
var blevet gift på samme dag og samme sted spredtes ud over hovedstaden; ja
endog ud over hele kongeriget! Folket blev opfyldt af forundring og henrykkelse.
Festlighederne varede tre dage. Den brede befolkning blev underholdt af musik, skuespil, dans
og andre former for underholdning. Både nat og dag var fyldt med opstemthed og glæde.
3.13. På den fjerde dag påbegyndte Dasaratha hjemrejsen til Ayodhya. I kongens følge
befandt hans dronning og hofmænd sig tillige med første-minister Sumanthra og dennes brud
og hendes ledsagere. Under folkets jubel drog de ind i hovedstaden. Kongens undersåtter
jublede over både kongens og ministerens ægteskab. Folk dansede rundt i gaderne og råbte
hurra, lige til de blev hæse. Folk tog opstilling i gaderne for at se deres dronning. De stænkede
rosenvand på de gader, hvor brudeparret kom, og de bød dem velkommen ved at svinge
kamferflammer.
20

3.14. Dasaratha genoptog sine royale pligter. Med kærlighed og omsorg herskede han over sit
rige. Sammen med sin hustru drog han ofte på udflugt til skovene, og lykkelige tilbragte de
mange dage her. Tiden fløj af sted. Dage, måneder og selv år gik. Efterhånden som tiden gik,
formørkede bekymringens skygge kongens ansigt. Årsagen var, at barnløsheden smertede og
bedrøvede ham.
3.15. Kongen rådførte sig med brahminer, skriftkloge og ministre. Da han blev klar over, at
disse mænds ønsker var de samme som Kausalya’s inderligste bønner, giftede han sig med
endnu en kvinde. Den unge hustru hed Sumithra. (Sumithra betyder en god ven). Dronning
Sumithra levede op til sit navn, for hun var i sandhed en særdeles omgængelig person.
Kausalya og Sumithra var knyttet til hinanden gennem hengivenhedens bånd. Disse bånd var
langt stærkere end båndene mellem en moder og hendes barn. De var begge ivrige efter at
skænke den anden glæde. Men på trods af at mange år gik, var der stadig ingen tegn på, at
kongen kunne sikre en efterfølger til tronen. Tilskyndet af fortvivlelse ægtede kongen en tredje
hustru. Det skete på opfordring fra de to dronninger. Den tredje dronning var Kaikeyi, den
yndige og henrivende datter af kong Kekaya fra Kasmir.
3.16. Kong Kekaya stillede imidlertid visse betingelser, før han accepterede at give sin datter
bort i ægteskab! Han insisterede på, at den søn, som Kaikeyi ville føde, skulle være tronfølger.
Han erklærede, at hvis Ayodhya’s konge ikke gik ind på denne betingelse, ville han ikke give
sit samtykke. Kongehusets guru, vismanden Garga, bragte dette budskab tilbage til Ayodhya.
Kausalya og Sumithra bemærkede kongens iver efter at ægte Kekaya’s datter, hvis skønhed
blev prist i høje toner. Begge dronninger følte, at det var en sand hustrus pligt at adlyde det
mindste af ægtemandens ønsker og at gøre sit bedste for at hjælpe til med, at dette ønske gik
i opfyldelse. De var også fuldstændig klar over, at Ayodhya’s kongelige slægt aldrig ville blive
vanhelliget af en søn, der ville forsynde sig mod ’rigtig handling’. Selv om Dasaratha måtte
love, at den tredje hustrus søn skulle arve tronen, ville den søn, som Kaikeyi fødte ind i
dynastiet, helt sikkert være legemliggørelsen af retskaffenhed. Med deres håndflader presset
sammen bønfaldt de kongen: ”Herre! Hvilken større lykke har vi end din lykke? Accepter de
betingelser, som kong Kekaya har stillet. Gift dig med kongens datter. Derved sikrer du
Raghu-dynastiets kontinuitet. Der er ingen grund til at bruge så meget som ét minuts
betænkningstid på det.”
3.17. Dronningernes ord gav næring til den allerede eksisterende glød, så denne nu voksede til
en endnu mere funklende flamme. Kongen sendte derfor Garga tilbage til kong Kekaya
medbringende mange gaver og et samtykke af betingelserne. Garga skulle informere kongen
om, at Dasaratha hurtigt ville indfinde sig til bryllupsceremonien. Selve ceremonien blev fejret
med overdådig storslåethed.
3.18. Skinnende som Månen blandt stjernerne vendte Dasaratha tilbage til sin hovedstad. Han
var ledsaget af sine tre dronninger, og sammen drog de i procession gennem gaderne. Kongen
udviste den samme hensynsfuldhed over for alle de tre dronninger. De tre dronninger udviste
den samme respekt og kærlighed over for hinanden såvel som over for kongen. De forgudede
ham og var urolige for at komme til at misfornøje ham. De bestræbte sig på at gøre deres
bedste for at udføre hans forlangender og ikke være til hinder for, at hans ønsker blev opfyldt.
Som det var tradition for en sand hustru, ærede de ham som deres Gud. De levede sammen
med en sådan intens gensidig kærlighed, at det forekom, som om de kun havde ét åndedræt,
skønt de bevægede sig omkring som tre legemer!
3.19. Mange år gik. Kongen og dronningerne passerede såvel ungdommen som den modne
alder. De nærmede sig alderdommen. Der var ingen tegn på en søn. Kvindernes gemakker i
paladset havde alle de bekvemmeligheder og alt det udstyr, man kunne forlange for en
lykkelig tilværelse. Alligevel var dronningernes hjerter sønderrevet af uro, bekymring og
fortvivlelse.
21

3.20. En aften sad de fire (kongen og dronningerne) i et af paladsets værelser. Her tilbragte de
timer i bekymring over Ayodhya’s fremtid og over udsigterne for landets velstand, fremgang
og sikkerhed. Alle forsøgte de at svare intelligent og venligt på de spørgsmål, der blev rejst.
Ude af stand til at løse problemet, gav de til sidst op. De var meget nedtrykte og modløse, og
de nåede frem til, at de burde rådføre sig med familiens guru, Vasishta, og følge dennes råd.
3.21. Ved daggry blev Vasishta respektfuldt opfordret til at acceptere at være til stede ved en
rådslagning. Mange skriftkloge og rådgivere blev også kaldt til denne rådslagning. Kongen
præsenterede problemet for de forsamlede - at skaffe en efterkommer til tronen for det
mægtige rige. Det rige, der lå mellem de to have; det imperium Raghu-dynastiet herskede
over. Overvældet af fortvivlelse og i sørgmodige vendinger bønfaldt Dasaratha de ældre om
nyttige råd.
3.22. Vasishta tænkte sig længe om. Til sidst åbnede han sine øjne og talte således: ”Konge!
Du behøver ikke sørge på denne måde. Ayodhya vil ikke komme til at være uden hersker.
Landet vil ikke blive ramt af enkestanden. Dette rige vil blive muntert, lykkeligt og velstående.
Det vil opleve uafbrudt feststemning, og det vil altid være udsmykket med guirlander. Riget vil
blive ’den korrekte levevis’ beskytter, og det vil til evig tid give genlyd af musik og glæde. Jeg
vil ikke indvillige i, at vi opdrager en prins fra et andet dynasti til Ayodhya’s trone. Guds nåde
er en gave, der er uransagelig. Det højtidelige løfte vedrørende retskaffenhed, som du holder,
vil helt sikkert skænke dig den store glæde at få en søn. Udsæt det ikke længere! Du skal
invitere vismanden Rshyasrnga, Vibhandaka’s søn. Med ham som den ledende brahmin skal du
udføre det hellige offerritual, der foreskrives de mennesker, der ønsker at avle et barn. Begynd
med det samme at foretage de nødvendige forberedelser vedrørende ceremonien og de
enkelte ritualer til dette offerritual. Dit ønske vil helt sikkert gå i opfyldelse.”
3.23. Dronningerne lyttede til disse forsikrende ord, som Vasishta udtalte så kategorisk. De
blev alle tre opfyldt af lyksalighed! På ny blomstrede håbet i deres hjerter. Idet de bad
inderligt, trak de sig tilbage til deres gemakker.
3.24. Blandt sine medarbejdere ledte kongen efter den mest passende udsending. En
udsending der skulle sendes til vismanden Rshyasrnga, Vibhandaka’s søn, for at invitere ham
til rigets hovedstad for at udføre en sådan opgave. Til sidst kaldte han en gammel ven,
Romapada, Anga-statens konge, til sig. (Anga var et kongerige i det østlige Bihar). Ham
sendte kongen af sted med den nødvendige oppakning og med de nødvendige instruktioner til
vismanden. I mellemtiden blev forberedelserne til offerritualet gjort færdige. Ritualet skulle
højtideligholdes på bredden af den hellige Sarayu-flod. Charmerende og smukke altre til ofring
af offergaverne blev konstrueret i overensstemmelse med de hellige påbud. Hovedstaden blev
udsmykket med flag og guirlander.
3.25. Som ventet, og til stor glæde for alle, rejste den store vismand Rshyasrnga snart ind i
Ayodhya. Med sig havde han sin gemalinde, Santha.
3.26. Kong Dasaratha bød vismanden velkommen ved paladsets hovedport. Ceremonielt
vaskede han den fremragende, hellige mands fødder. På sit eget hoved placerede kongen få
dråber af det vand, der var blevet indviet ved berøringen af vismandens fødder. Herefter
knælede Dhasaratha for Vasishta. Kongen bad denne om at forespørge Rshyasrnga om den
korrekte fremgangsmåde i forbindelse med det forestående offerritual.
3.27. Først ønskede Rshyasrnga, at ministrene og de lærde blev anvist plads i henhold til deres
rang. Dernæst bad han kongen om at sætte sig på sin trone. Så beskrev han ceremoniens
forskellige processer. Hoffets brahminer noterede sig dem, så de senere kunne finde
vejledning i beskrivelserne. Så detaljeret beskrev han processerne, at alle endda præcist
vidste, hvor de skulle sidde i den ceremonielle offersal!
22

3.28. Vismanden besluttede, at offerritualet skulle begynde på slaget syv den næste dag. I en
fart spredtes nyheden over hele byen. Inden daggry var alle gaderne udsmykkede med grønne
guirlander. Alle gader var pakket med folk, der pressede på for at komme hen til det mægtige,
åbne område ved Sarayu-flodens bred, hvor offerritualet skulle udføres. Den ivrige befolkning
fyldte hele flodbredden.
3.29. Ledsaget af sin gemalinde, Santha, samt kongen og dronningerne, kom Rshyasrnga ind i
den specielt opførte sal, hvor offerceremonien skulle finde sted. Det skete, mens vedaerne blev
messet, og musikken fra signalhorn, trompeter og klarinetter, sammen med folks hurraråb,
gav genlyd fra himlen. Rshyasrnga blev indsat som ’Brahma’en’, – altså som den, der ledede
offerritualet. Idet han tog deres kvalifikationer i betragtning, fordelte han forskellige opgaver
ud til de lærde. Det var for eksempel opgaver som at forestå tilbedelse og formildelse af
guderne og at recitere og messe vers og hymner. Rshyasrnga lagde og kastede selv
offergaverne i den hellige ild. Det skete samtidigt med, at han med omhyggelig præcision, dyb
hengivenhed og dyb tro fremsagde de foreskrevne formler.
3.30. Fra ilden, der blev næret i henhold til de hellige skrifter, fremkom foran alles øjne en
guddommelig person. Personen skinnede med en blændende stråleglans. En stråleglans der
kunne sammenlignes med stråleglansen fra et lynnedslag! Personen holdt en lysende krukke i
sine hænder. Da de så dette syn, blev den mægtige menneskeskare, inklusiv brahminerne,
lammet af forundring, ærefrygt, frygt og glæde. De blev overvældet af en pludselig
frembrusende lyksalighed og dyb undren. Kongen og dronningerne græd af glæde. De
fastholdt blikket på den guddommelige person og med håndfladerne presset mod hinanden,
bad de til den lysende skikkelse.
3.31. Med uforstyrret sindsligevægt fortsatte Rshyasrnga med at fremsige formlerne, som de
hellige skrifter påbyder. Mens han gjorde det, ofrede han offergaverne i ilden. Pludselig genlød
en stemme, som var det dommedag, fra himlens hvælving. Rshyasrnga sad forfærdet og
forsøgte at lytte til beskeden fra oven. ”Store konge! Accepter denne krukke. Giv dine
dronninger lige store dele af den helliggjorte mad, der er frembragt i krukken”, forkyndte
stemmen. Idet han placerede krukken i kongens hænder, forsvandt den mystiske person, der
var dukket frem af flammerne, for øjnene af dem.
3.32. Glæden hos folket, fyrsterne, de skriftkloge og brahminerne, der havde været vidne til
denne storslåede tilkendegivelse, kendte ingen grænser. Straks efter blev det afsluttende ritual
tilendebragt, og i procession vendte kongen tilbage til paladset medbringende den hellige
krukke, som guderne havde skænket ham.
23

Kapitel 4
Sønnerne
4.1. Dronningerne afsluttede det rituelle bad, som var blevet dem anbefalet af deres guru,
Vasishta. De trådte ind i paladsets helligdom, hvor alteret for familiens guddom befandt sig,
hvorefter Vasishta afsluttede tilbedelses-ritualet. Den helliggjorte mad, som den
guddommelige, lysende person havde overbragt kongen, blev derefter anrettet i tre
guldbægre. Herefter kaldte Vasishta kong Dasaratha ind og sagde: ”Konge! Giv disse bægre til
dine hustruer. Først til Kausalya, så til Sumithra og til sidst til Kaikeyi.” Kongen gjorde, som
han blev anmodet om. Dronningerne greb om bægerne med begge hænder og knælede foran
Vasishta og Dasaratha. Herefter befalede Vasishta, at de skulle spise den helliggjorte mad.
Men! De måtte først spise den, efter de havde rørt vismanden Rshyasrnga’s fødder – altså rørt
fødderne på den vismand, der havde forrettet offerritualet.
4.2. Kausalya og Kaikeyi valgte at opbevare deres bægre i sikkerhed inde i paladsets
helligdom. De gik ud til deres tjenestepiger for at få tørret deres hår, inden deres frisør skulle
sætte det op. I mellemtiden trådte Sumithra ud på terrassen. Hun stillede sit bæger på en lav
mur. Hun tørrede sit hår i solen, mens hun grundede over sin besynderlige ægteskabelige
situation: ”Hun var den anden dronning! Den første dronnings søn ville arve tronen, hvis det
kom til at følge reglerne. Kaikeyi var den tredje dronning. Hendes søn ville arve tronen i
henhold til det løfte, som kongen afgav, da han giftede sig med hende!” Men, tænkte
Sumithra: ”Hvad vil der ske med den søn, jeg vil få? Han vil hverken være her eller der.
Hvorfor i det hele taget få en søn? En søn der vil komme til at lide skæbnen af at være en
ubetydelig person uden status og suverænitet. Det er langt bedre ikke at føde en søn, end at
føde en søn der bliver tilsidesat.”
4.3. Men disse tanker dukkede kun op et øjeblik. Snart forsonede hun sig med sin position.
Hun følte, at hvad guderne beslutter, det vil ske; ingen er i stand til at forhindre det. Hun
huskede på, at det der skete nu, var hendes gurus befaling og kongens ordre. Fast besluttet
på at spise indholdet, når tiden var inde, gik hun derfor hen til bægeret. Men se! En ørn kom
flyvende fra et ukendt sted, og med et snuptag tog den bægeret i sit næb og fløj højt, højt op i
himlen.
4.4. Sumithra fortrød straks sin skødesløshed med hensyn til den værdifulde, helliggjorte mad.
Hun var sikker på, at kongen ville blive meget bestyrtet, hvis han fik kendskab til uheldet. Hun
kunne ikke beslutte, hvad hun nu skulle gøre. Hun gik direkte til Kausalya og fortalte hele
historien til hende. Lige på det tidspunkt kom Kaikeyi også hen til Kausalya. Hun medbragte sit
guldbæger. Hun havde lige fået sat sit hår. De tre dronninger holdt utroligt meget af hinanden;
lige som søstre var de knyttet til hinanden med hengivenhedens bånd.
4.5. For at undgå at meddele kongen de bedrøvelige nyheder fik de bragt et andet guldbæger.
Kausalya og Kaikeyi hældte en portion af deres egen andel af maden ned i bægeret, så de alle
tre sammen kunne indtage deres pladser i paladsets helligdom. Her spiste de den helliggjorte
mad, mens Rshyasrnga udtrykte sine velsignelser, og de ældre og lærde messede
lykkevarslende, vediske hymner. Herefter nippede dronningerne lidt indviet vand og knælede
foran alteret. De knælede også for Rshyasrnga og gik derefter hen til deres egne paladser.
4.6. Tiden gik. Nyheden om dronningernes graviditet spredtes blandt befolkningen.
Dronningernes hud antog en strålende teint. De ni måneder gik. Tjenestepiger og
sygeplejersker afventede de lykkelige begivenheder, og med stor omhyggelighed overvågede
de dronningerne. Nu fik de kendskab til, at Kausalya havde fødselsveer. De skyndte sig til
hendes palads. På vejen derhen fik de at vide, at den kongelige gemalinde havde født en prins!
24

Dagen efter fødte Kaikeyi en søn. De glade nyheder fyldte alle kvindernes gemakker med
glæde. Den næste dag fik Sumithra fødselsveer, og hun fødte tvillinger, begge sønner.
4.7. Alle vegne kunne man se lykkevarslende tegn. De glædelige nyheder fyldte alle med en
uendelig stor glæde. Jorden dækkede sig selv med grønt løv; overalt blomstrede træer! Musik
fyldte luften. Skyerne frigav velduftende regndråber, men skyerne gjorde det udelukkende
over de gemakker, hvor babyerne lå i deres vugger! Dasaratha’s glæde kendte ingen grænser.
I årevis havde han været fordybet i pine og smerte over, at han ikke havde en eneste søn.
Fødslen af fire sønner gav ham derfor en ubeskrivelig tilfredsstillelse og lykkefølelse.
4.8. Kongen inviterede brahminerne og skænkede dem guld, køer og landområder i stor
målestok. Han sørgede for, at der blev uddelt penge og tøj til de fattige. Desuden forærede
han huse til de hjemløse. Han gav de sultne mad. Hvorhen man kastede sit blik, så man
mennesker, der hyldede den glædelige begivenhed ved at råbe hurra. I store forsamlinger
samlede undersåtterne sig for, i musik og dans, at udtrykke deres glæde. ”Nu har vi prinser i
den kongelige slægt”, råbte de stolte af sig selv. De var mere opstemt over denne begivenhed,
end da deres egne sønner blev født. I taknemmelighed over denne nådeshandling bad
kvinderne til Gud. For de var sikre på, at fødslen af deres konges sønner var et tegn på
guddommelig nåde.
4.9. Dasaratha inviterede det kongelige dynastis guru, Vasishta, til paladset. Ifølge guruens
forslag fik kongen en lærd astrolog til at nedskrive de nyfødtes horoskoper. Vasishta fortalte
astrologen, at Kausalya’s barn var blevet født på et særdeles gunstigt tidspunkt, der var
kendetegnet ved følgende: Det guddommelige halvår, den anden forårsmåned, den lyse
fjorten dags periode, den niende dag, Punarvasu stjernekonstellationen (forårsager blandt
andet, at energi og vitalitet kommer tilbage), mandag, Løvens zodiakal-tegn og sejrsperioden,
da verden hvilede glad, dengang vejret var i ligevægt (hverken stegende varmt, varmt eller
koldt). Kaikeyi’s søn var født dagen efter. Denne dag var kendetegnet ved følgende: Den
anden forårsmåned, den lyse fjorten dags periode, den tiende dag, tirsdag, velduft. Den tredje
dag var tvillingernes fødselsdag. Her var kendetegnede: Den anden forårsmåned, den lyse
fjorten dags periode, den elvte dag, Aslesha stjernekonstellationen (varsler blandt andet en
vældig kriger og en person, der er stærkt knyttet til andre), vækst. Disse detaljer blev
viderebragt til astrologen, og han blev bedt om at tegne og skrive horoskoperne i henhold til
videnskaben og informere kongen om sine logiske slutninger.
4.10. Derefter bad kongen Vasishta om at tidsfastsætte et lykkevarslende tidspunkt for
navngivnings-ceremoniens afholdelse. I nogle få sekunder sad familiens guru fordybet i
meditation. Han så fremtiden åbenbaret i sit yogiske syn. Opildnet af dette syn sagde han:”
Store konge! Dine sønner er ikke blot almindelige mennesker. De er uforlignelige. De har
mange navne; de er ikke menneskelige; de er guddommelige væsener, der har antaget
menneskelige skikkelser. De er guddommelige personligheder. Verdens gode skæbne har ført
dem hertil. Jeg opfatter det som en stor mulighed, at jeg skal forrette navngivningsceremonien
for disse guddommelige børn.” Der var tre mødre, men kun én fader. Derfor
fastsatte Vasishta, at ’urenhedens’ ti dages periode var at regne fra den dag, Kausalya fødte
sit barn. Så vismanden erklærede, at den elvte dag efter Kausalya’s søns fødsel ville være en
lykkevarslende dag til navngivnings-ceremonien. I taknemmelighed over denne gunst knælede
kongen for Vasishta’s fødder. Guruen forlod herefter paladset og drog til sin ashram.
4.11. Astrologen godkendte også dagen og begyndte at udarbejde en liste over de materialer,
der skulle bruges til ritualet. Han gav listen til den ledende brahmin, og læsset med alle de
gaver kongen havde skænket ham, forlod astrologen paladset. Dasaratha skrev invitationer til
ceremonien. Disse sendte han til lensherrer, adelsmænd, hofmænd, vismænd og lærde fra
hele imperiet. Han henvendte sig til dem, som det sømmede sig i henhold til deres rang og
status. De kurerer, der overbragte invitationerne, var enten ministre, skriftkloge fra hoffet,
25

embedsmænd eller brahminer. Der blev sørget for, at den enkelte kurers status passede til de
inviteredes rang og status.
4.12. De ti dage gik. Ayodhya var blevet gjort strålende og smuk. Byen var en fryd for øjet.
Musik fyldte luften og spredte sig vidt og bredt over kongeriget. Musikken fik folk til at undre
sig over, om det var himmelske engle, der sang fra oven. Velduftende vand blev stænket ud
over gaderne. Byen blev fyldt til bristepunktet af gæster. Vismændene og hofmændene, og
ingen andre, havde tilladelse til at komme ind i paladsets indre gemakker. Resten, hvad enten
det var prinser eller landarbejdere, fik anvist særlige indkvarteringssteder. Arrangørerne havde
opstillet udsøgte, åbne telte med stole i paladsets gård, så alle de indbudte kunne sidde ned.
Gæsterne fik tildelt disse pladser, så de kunne overvære navngivnings-ceremonien med alle
dens tilhørende, rituelle handlinger.
4.13. Snart lød der musik fra Audiens-salen. Brahminernes messen af vediske hymner kunne
nu høres. Med babyerne i deres arme trådte de tre dronninger ind i den elegant udsmykkede
sal. De lyste, som var de guddommelige mødre, der bar guderne Brahma, Vishnu og Siva. Den
lyksalighed og stråleglans, der prægede deres ansigter, var ubeskrivelig.
4.14. Så snart forsamlingen opdagede, at de kom ind, råbte de alle samme hurra. Hurraråbene
kom direkte fra alles hjerter. Kvinder svingede lykkevarslende flammer foran
dronningerne og de små prinser. Tre specielle stole var blevet sat frem til dem. Først satte
Kausalya sig, dernæst Sumithra og så Kaikeyi. Kong Dasaratha sad på Kaukalya’s højre side.
4.15. Med behørig opmærksomhed på detaljerne startede brahminerne ceremonien. De
antændte offerilden. Herefter stænkede de offergaver i den hellige offerild samtidigt med, at
de messede de tilhørende formler. Ris blev øst op og fordelt på guldtallerkener. Blødt
silkeklæde blev lagt hen over risene. Herefter lagde mødrene babyerne på silkeklæderne.
Kausalya’s barn stirrede på Vasishta, som var denne en person, babyen allerede kendte!
Barnet ligesom forsøgte at bevæge sig hen til ham, som om det syntes om vismandens
selskab og ville glæde sig over at være tæt på ham! Alle var forundrede over denne
besynderlige adfærd. Vasishta blev overvældet af glæde; han græd af glæde. Han var nødt til
at tørre sine øjne, og med stor anstrengelse lykkedes det ham at beherske sine følelser. Idet
han holdt nogle få riskorn i sin hånd, sagde han derefter: ”Konge! Det barn, der er født for at
fremme Kausalya’s glæde, vil gøre det samme for hele menneskeheden. Hans gode dyder vil
skænke alle trøst og tilfredshed, glæde og lykke. I ham vil yogier og åndeligt søgende finde en
stor kilde til glæde. Fra dette øjeblik skal hans navn derfor være Rama – ’den der behager’
(eller ’den der tiltrækker’). Vismændene hilste navnet velkomment og vurderede, at det var et
meget passende og meningsfuldt navn. Højlydt udbrød de: ”Strålende, strålende!”
4.16. Herefter så Vasishta beundrende på Sumithra’s to børn. Han fornemmede, at den
førstefødte ville blive en helt, en loyal og mægtig kæmper, der ville være udrustet med
umådelige rigdomme. Vismanden kunne se, at dette barn ville komme til at finde glæde i at
tjene Gud (Vishnu, Opretholderen i den hinduistiske Treenighed) og dennes gemalinde,
Lakshmi. Denne uselviske tjeneste ville for ham være lige så betydningsfuldt som hans
åndedrag. Derfor valgte vismanden navnet Lakshmana til ham. (Lakshmana betyder ’godt
varsel’). Vasishta vidste, at drengens yngre broder ville blive en frygtindgydende tilintetgører
af fjender. Han vidste også, at dette barn desuden ville blive særdeles tilfreds med at følge i
sine ældre brødres fodspor. Derfor velsignede han barnet med navnet Satrughna. (Satrughna
betyder ’den der dræber sine fjender’).
4.17. Så vendte vismanden blikket mod det barn, der var kilden til Kaikeyi’s glæde. Vasishta
vidste, at dette barn ville fylde alles hjerter med kærlighed og glæde. Han ville komme til at
forbløffe alle med sin utrolige evne til at overholde ’rigtig handling’. Med stor medfølelse og
hengivenhed vil han herske over sine undersåtter. Derfor gav vismanden ham navnet Bharatha
(Bharatha betyder ’den der hersker’). Folk blev lykkelige, da de hørte guruen udbrede sig om
26

ørnenes glorværdige fremtid. Folket elskede prinserne, og fra den dag af kaldte de dem
Rama, Lakshmana, Satrughna og Bharatha.
4.18. Dasaratha havde arrangeret en udsøgt festmiddag for alle deltagerne i ceremonien. Han
gjorde alle de fremmødte glade og tilfredse. Hver eneste gæst modtog netop den gæstfrihed
og de gaver, som deres status berettigede dem til. Kongen skænkede enorme gaver til
velgørenhed og andre værdigenstande til de fattige og trængende. Han var opmærksom på
alle og enhvers behov, så ingen følte sig utilfreds eller skuffet. Da ceremonien var afsluttet,
tog han med passende høflighed afsked med gæsterne, så de kunne vende tilbage til deres
hjem.
4.19. Under mødrenes ømme og kærlige pleje voksede børnene hurtigt op. Men et
besynderligt forhold blev snart bemærket. Man lagde nemlig mærke til, at Lakshmana altid
søgte Rama, og at Satrughna altid søgte Bharatha! Lige fra den dag han blev født, græd
Lakshmana hele tiden! Barnepigerne og andre forsøgte sig med forskellige medikamenter og
lindrende midler. Men intet kunne lindre barnets lidelser eller standse dets gråd. Man havde
mistanke om, at han havde indre smerter. Man prøvede at give ham massevis af medicin.
Intet hjalp. Sumithra var derfor sikker på, at barnets smerter ikke kunne fjernes ved hjælp af
medicin. Hun sendte derfor bud efter guruen Vasishta. Så snart han kom ind i værelset,
kastede hun sig for hans fødder. ”Herre!”, bønfaldt hun. ”Lakshmana har grædt siden han blev
født. Han er misfornøjet med et eller andet, og jeg er ikke i stand til at finde ud af, hvad det
er. Jeg har konsulteret læger og behandlet ham, som de anviste. Men gråden bliver værre og
værre dag for dag. Selv modermælk bryder han sig ikke om! Han sover overhovedet ikke.
Hvordan skal han blive sund og stærk, hvis han fortsætter på den måde? Fortæl mig venligst,
hvorfor han opfører sig på denne måde. Velsign ham, så han måske kan holde op med denne
vedvarende gråd.”
4.20. Vasishta tænkte sig om et øjeblik. Så sagde han: ”Oh dronning! Drengens lidelse er helt
enestående og speciel, og du forsøger at behandle den ved hjælp af velkendte metoder og
medicin! Hans dybe længsel er ikke en længsel, som almindelige, dødelige mennesker kan
forstå. Gør hvad jeg siger, og barnet vil falde til ro og blive glad. I det øjeblik du gør, som jeg
siger, vil barnet holde op med at græde, og veloplagt vil det begynde at lege. Tag ham nu op
og læg ham ved siden af Rama, Kausalya’s barn. Det er lægemidlet, ’universalmidlet’. Efter at
have sagt dette, forlod Vasishta værelset, idet han velsignede moderen og barnet. Straks
Sumithra havde hørt guruens ord, bragte hun sit barn hen til Rama, der lå i sin vugge. Hun
lagde Lakshmana ved siden af Rama. Præcist i det øjeblik standsede gråden! Latter og leg
begyndte!
4.21. De, der oplevede barnets forandring, opfattede det som et stort under! Lakshmana, der
indtil nu havde lidt, begyndte at pludre højt af glæde. Han pludrede, mens han i fryd sparkede
med benene og viftede med hænderne. Hans bevægelser lignede en fisk, der bliver smidt
tilbage i vandet og glad glider væk i hurtige ryk. Lakshmana var i Rama’s nærværelse fordybet
i lyksalighed og bevidst om den nåde, Rama skænkede ham.
4.22. Det var den samme historie med den anden tvilling, Satrughna. Han var melankolsk og
uvillig til at spise og lege. Denne udvikling bekymrede Sumithra. Derfor inviterede hun igen
vismanden Vasishta til paladset. Hun ønskede at spørge ham om årsagen til barnets adfærd.
Vasishta smilede. Han sagde: ”Moder! Dine børn er ikke af den almindelige slags! De er født til
at deltage i et guddommeligt drama! Læg Satrughna i den samme vugge som Bharatha,
Kaikeyi’s barn! Så vil Satrughna’s dagligdag blive fuld af lykke. Han vil blive ekstrem lykkelig.
Du behøver ikke bekymre dig længere.” Vasishta velsignede hende og forlod paladset.
Sumithra fulgte straks hans råd. Fra det tidspunkt tilbragte Satrughna sin tid i Bharatha’s
selskab. Børnene var sammen i en befriende lyksalighed. Børnenes udvikling forløb over al
måde! På samme måde som Solens stråler tog til i styrke, voksede deres intelligens og pragt
fra time til time.
27

4.23. Nu havde Sumithra ikke rigtigt noget, hun skulle gøre for sine børn. Men eftersom hun
elskede sine tvillinger højere end alt andet, tilbragte hun sin tid dels hos Kausalya og dels hos
Kaikeyi. Hun kælede med børnene og tog sig af deres pleje. Hun tog fra det ene palads til det
andet og nød sit huslige arbejde som en slags tjenestepige, der sørgede for børnenes
velbefindende. ”Det er ikke min skæbne at være moder for dem”, sukkede hun nogle gange i
ensomhed. Ofte undrede hun sig over, hvordan denne mærkværdige situation var opstået – at
hendes børn var lykkelige med andre mødre og ikke med hende.
4.24. Til sidst gik hun til Vasishta og bønfaldt ham om at dæmpe hendes bekymring. Han
røbede den virkelige årsag til den mærkværdige situation. ”Moder! Lakshmana er ’en del’ af
Rama; Satrughna er ’en del’ af Bharatha.” Netop da disse ord kom over hans læber, udbrød
Sumithra: ”Ja, ja! Nu forstår jeg! Jeg er glad for, du fortalte mig sandheden.” Hun knælede for
Vasishta’s fødder. Derefter forlod hun ham og begav sig ind i de indre gemakker.
4.25. Til sig selv sagde hun: ”Da ørnen fløj af sted med den kostbare gave i form af helliggjort
føde, som blev skænket os af den guddommelige kurer, blev jeg så bange. Jeg blev så bange
for udsigterne til, at kongen blev vred over min skødesløshed, at jeg fortale Kausalya og
Kaikeyi om ulykken. Kausalya gav mig noget mad fra sit bæger, og Kaikeyi gav mig noget fra
sit. Som et resultat af de to dele mad, som jeg spiste, fik jeg derfor som den eneste af os
dronninger tvillinger! Oh hvor er Guds vilje gådefuld. Det går over alles forstand at forstå Hans
kraft og storhed. Hvem kan ændre Hans dekret?”
4.26. ”Ja”, trøstede hun sig selv. ”Jeg bar dem i ni måneder; jeg gennemgik fødselsveerne.
Men deres sande mødre er Kausalya og Kaikeyi, det er der ingen tvivl om.” Hun var befæstet i
denne tro, og hun betroede med glæde børnene til Kausalya og Kaikeyi. Samme med de to
andre dronninger kælede og plejede hun herefter tvillingerne.
4.27. Såvel tjenestepigerne, som mange slægtninge til den kongelige familie, havde stor
glæde ved at se børnene lege. Når alle var gået, plejede Kausalya at insistere på, at ritualerne,
der skulle afværge ’de onde øjne’ (en form for forbandelse), omhyggeligt blev udført. Hun var
så kærlig og hensynsfuld over for børnene, at hun aldrig opdagede, at dagen var gået, og det
blev nat; eller at natten var gået, og en ny dag brød frem. Selv i en brøkdel af et sekund
kunne hun ikke lade dem være ude af syne! Mens hun badede, eller når hun var engageret i
tilbedelse inde i paladsets helligdom, tænkte hun på dem. Når hun var færdig med sine
gøremål, skyndte hun sig hen til dem så hurtigt som muligt. Alle sine pligter udførte hun
hurtigt, så hun kunne tilbringe mere tid med at passe børnene.
4.28. En dag badede Kausalya Rama og Lakshmana. Hun anvendte velduftende røg til at tørre
og parfumere drengenes krøllede hår. Hun bar dem ind til deres gyldne vugger. Hun sang søde
vuggeviser og vuggede dem i søvn. Når hun var sikker på, at de var faldet i søvn, bad hun
tjenestepigerne om at holde øje med dem. Så gik Kausalya ind i sine gemakker og gjorde klar
til den daglige ofring af mad til Gud for dermed at afslutte tilbedelsesritualerne. Hun tog en
guldtallerken med mad og ofrede maden til Gud. Lidt senere gik hun igen ind i helligdommen
for at bære tallerkenen ud. Herefter gav hun børnene en lille smule af offergaven. Hun blev
overrasket, da hun, foran alteret i helligdommen, fandt Rama siddende på gulvet. Han havde
tallerkenen med offergaven foran sig, og med stor fornøjelse spiste han den mad, hun havde
dedikeret til Gud! Hun kunne ikke tro sine egne øjne! Kausalya tænkte: ”Hvad er det, jeg er
vidne til? Bedrager mine øjne mig? Er dette sandt? Kan det være sandt? Hvordan kan denne
baby, der lå og sov i sin vugge, komme ind i helligdommen? Hvem bragte ham herind?” Hun
løb hen til vuggen og kastede et hurtigt blik ned i den, blot for at opdage, at Rama lå og sov!
Hun overbeviste sig selv om, at hun blot havde været udsat for en vrangforestilling, en
vildfarelse, Hun gik tilbage til helligdommen for at fjerne den tallerken med helliggjort føde,
som hun havde placeret foran gudebilledet. Hun fandt tallerkenen tom! Forundret tænkte hun
over, hvordan det kunne være sket! Det, at hun havde set barnet i helligdommen, kunne
28

muligvis havde været et synsbedrag, men hvordan kunne det forklares, at tallerkenen var
tom? Hvordan skulle det kunne være en optisk illusion?
4.29. Således var hun splittet mellem forbløffelse og vantro. Hun tog fat i tallerkenen med
levningerne fra offeret og skyndte sig hen til vuggen. Hun stod og så på de to babyer. Hun
kunne se, at Rama rullede noget rundt på tungen og tydeligvis nød dets smag. Med stor
fornøjelse iagttog hun hans ansigt. I hans ansigt så hun nu hele universet dreje rundt! Hun
mistede al bevidsthed om sig selv og sine omgivelser. Hun stod som forstenet, og med sløret
blik stirrede hun på det unikke panorama, der blev åbenbaret for øjnene af hende.
4.30. Tjenestepigerne blev forbløffede, da de så hende står sådan. Deres ængstelse fik dem til
at råbe højt, men Kausalya hørte dem ikke. En af tjenestepigerne greb fat om hendes ben og
rystede i dem, indtil Kausalya kom til bevidsthed igen. Efter en let skælven kom hun hurtigt til
sig selv igen. Hun så tjenestepigerne omkring sig, og slået af forundring satte hun sig på
kanten af en seng. Idet hun vendte sig mod tjenestepigerne, spurgte hun: ”Lagde I mærke til
barnet?” De svarede: ”Ja, vi har været her længe. Vi har holdt øje med ham hele tiden.” ”Så I
nogen forandring ved ham?”, spurgte Kausalya dem ivrigt. ”Vi lagde ikke mærke til nogen
forandring; som du kan se, sover han fast”, var deres svar. Kausalya havde fået noget at
tænke over. Var det, hun havde set, kun en illusion? Eller var det sandt? Hvis det var sandt,
hvorfor havde disse tjenestepiger så ikke bemærket noget? Hun tænkte længe over dette. Til
sidst trøstede hun sig selv med argumentet om, at eftersom børnene var blevet født som den
guddommelige nådes frembringelser, så kunne man også forvente guddommelige
manifestationer fra dem. Med dyb moderlig omsorg fortsatte hun med at pleje og nære dem.
Deres stråleglans tiltog dag for dag, ligesom Månen gør i månedens lyse fjorten dags periode.
Hun havde umådelig stor glæde af at kæle med dem og give dem tøj og smykker på.
4.31. Rama’s barndom var en jævn og ligefrem, men dog enestående, del af hans liv. Idet hun
glemte, at Rama var hendes barn, knælede Kausalya ofte for hans fødder med sine håndflader
presset mod hinanden. Hun vidste, han var guddommelig. Umiddelbart frygtede hun, hvad folk
ville sige, hvis de så hende bøje sig for sit eget barn og i tilbedelse berøre dets fødder. Hun
skjulte sin forvirring. Hun lukkede øjnene og bad højlydt: ”Herre! Beskyt mit barn mod fortræd
og kvæstelser.” Hun plejede at lukke sine øjne og kontemplere på det guddommelige barn.
Samtidig bad hun Gud om, at hun ikke måtte vakle i sin tro på sin færd gennem Hans
illusioners omskiftelser. Hun blev slået af forundring over den stråleglans, der omkransede
Rama’s hoved. Hun var bange for, at andre måske ville tvivle på hendes tilregnelighed, hvis
hun fortalte dem om sine oplevelser. Men hun kunne heller ikke holde dem for sig selv. Hun
var bragt sådan ud af fatning, at hun ofte opførte sig på besynderlige måder. Det var, som om
hun blev revet med af sit barns guddommelige leg. Når de var sammen, var hun engang
imellem ivrig efter at åbne sit hjerte for Sumithra eller Kaikeyi. Men hun beherskede sig af
frygt for, at de ville tvivle på oplevelsernes ægthed. Måske ville de mene, at det hele kunne
tilskrives overdrivelse eller hendes ønske om at hæve sin egen søn til skyerne.
4.32. Til sidst tog hun en dag mod til sig og fortalte kong Dasaratha hele den frydefulde og
vidunderlige historie. Han lyttede anspændt til beretningen og sagde: ”Frue! Det er blot noget,
din fantasi bilder dig ind. Du holder alt for meget af den dreng. Du bilder dig ind, at han er
guddommelig, og derfor ser du alle hans bevægelser og handlinger i det lys. Derfor
forekommer Rama at være besynderlig og vidunderlig. Det er det hele.” Det svar var hun slet
ikke glad for. Så kongen trøstede hende ved at komme med nogle besnærende argumenter og
sendte hende derefter ind i hendes gemakker. På trods af det kongen hævdede, var
dronningen, der med sine egne øjne havde været vidne til disse mirakuløse hændelser, ikke
overbevist. Kongens ord havde ikke overbevist hende.
4.33. Derfor henvendte hun sig til sin guru, Vasishta, og spurgte ham til råds vedrørende
ægtheden af sine oplevelser med Rama. Han hørte Kausalya’s beretning og sagde: ”Dronning!
Hvad du har set, er den rene og skære sandhed. Dine oplevelser er ikke noget, din fantasi har
29

skabt. Din søn er ikke noget almindeligt menneskeligt barn! Han er guddommelig. Som frugten
af mange fortjenstfulde liv fødte du ham som din søn. At Menneskehedens Frelser skulle blive
født som Kausalya’s søn, er indbyggerne i Ayodhya’s helt specielle held.” Han velsignede
dronningen mange gange og drog af sted. Kausalya erkendte sandheden i Vasishta’s
erklæring! Hun vidste, at hendes søn var guddommeligheden selv. Hun havde stor glæde af at
iagttage barnet.
4.34. Måneder gik. Børnene, Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna, lærte at kravle på
alle fire, sidde på gulvet og bevæge sig omkring. Det blev arrangeret sådan, at der hele tiden
var nogen til at holde øje med dem. Dette i tilfælde af at de skulle falde og slå sig. Der blev
anskaffet meget forskelligt legetøj, som blev lagt foran dem. Mødrene, børnene og
barnepigerne tilbragte dagene sammen uden fornemmelse af, at tiden gik. De befandt sig i en
uafbrudt tilstand af glæde. Børnene kunne nu selv rejse sig op. De kunne stå selv, når de med
deres fingre holdt godt fast i deres moder eller i en barnepige. De kunne klamre sig til væggen
og rejse sig. På deres små fødder kunne de stolpre nogle få skridt. Børnenes anstrengelser og
bedrifter var til stor fornøjelse for deres mødre. På en sød papegøjeagtig måde læspede
drengene nogle få utydelige ord og fik deres mødre til at briste i latter. Dronningerne lærte
dem at sige ’mor’ og ’far’, og mødrene blev lykkelige, når drengene udtalte ordene rigtigt.
4.35. Hver morgen ved daggry gned de drengenes kroppe ind i bakteriedræbende og
velduftende olier. Herefter pudrede de dem med rensende pulver og badede dem i Sarayuflodens
hellige vand. Efter badet tørrede de deres hår med duftende røgelse; lagde øjenskygge
på dem; satte prikker på deres kinder for at værge dem mod ’det onde øje’ og smurte pulver
på deres pande som rituelle mærker. De klædte dem i henrivende, blød silke. De hjalp dem
med at hvile sig i svingende hængesofaer, hvor de højlydt sov til tonerne af melodiøse
vuggeviser. Beskæftiget med disse behagelige opgaver følte mødrene, at himmeriget ikke
kunne være langt væk i rum og tid. Himmeriget var overalt omkring dem.
4.36. Hvilke smykker de bar! Og for hver dag der gik, fik de nye og endnu mere funklende
smykker! De bar ankelringe, klirrende bælter af guld med værdifulde ædelstene, halskæder
bestående af de ni stene (som er til gavn for den, der bærer dem, i relation til den påvirkning
de udsættes for fra de ni planeter)! Af frygt for at disse smykker, på grund af deres hårdhed,
skulle beskadige børnenes sarte hud, blev smykkerne fastgjort på bløde bændler og bånd af
fløjl.
4.37. De små drenges leg og tidsfordriv trodsede enhver beskrivelse. Da prinserne blev i stand
til at gå selv, blev drenge på samme alder fra byen hentet til paladset. Her legede alle
drengene sammen. Drengene fra byen fik serveret velsmagende retter, og de fik legetøj. De
blev også belæsset med forskellige gaver. Tjenestepigerne, der bragte drengene til paladset,
fik også serveret overdådige måltider. Mens de opdragede deres børn, bekymrede Kausalya,
Kaikeyi og Sumithra sig ikke om deres eget helbred og velbefindende; så glade var de for
dem.
4.38. Den første del af deres liv havde børnene tilbragt inde i paladset. Her var de blevet
passet og plejet. Nu var de blevet tre år. Drengenes guvernanter tog dem med ud til
legepladsen, hvor de løb og morede sig, så meget de lystede. Når de vendte hjem, tog deres
mødre imod dem og plejede dem med stor kærlighed og årvågenhed. Mens Dasaratha en dag
talte med sine dronninger, nævnte han, at så længe børnene kun var sammen med
tjenestepigerne, ville de ikke lære ret meget, der var værdifuldt for dem. På den måde kunne
de ikke få udviklet deres intelligens og evner. Derfor blev der fastsat et gunstigt tidspunkt,
hvor de kunne begynde at lære alfabetet. Der blev sendt bud efter en lærer fra Vasishta’s
ashram, der skulle være drengenes guru, så deres skolegang kunne begynde.
4.39. Fra den dag af tog de henrivende små børn ophold i deres gurus hjem i Vasishta’s
ashram. De holdt op med at gå i det kostbare kongelige udstyr. Nu var de iført et simpelt
30

lændeklæde samt et klæde, de bar over skulderen. Eftersom børn ikke kan gøre gode
fremskridt i skolen, så længe de lever i en atmosfære, der er gennemsyret af forældrenes
kærlighed og omsorg, var de nødt til at bo hos guruen. Her tilegnede de sig kundskaber
døgnet rundt. For man lærer mere ved at tjene guruen, følge ham og efterfølge hans
eksempel. De måtte leve af den mad, de nu kunne få af deres guru. De strålede som
legemliggørelser af sandhedens søgere. Når mødrene følte adskillelsens smerte og ønskede at
se dem, tog de hen til ashrammen og besøgte guruens hytte. De blev glade, når de kunne se
alle de fremskridt, drengene havde gjort.
4.40. Guruen blev også rigtig glad, når han iagttog myndlingernes standhaftighed og
entusiasme. Han var overrasket over deres intelligens og gode hukommelse, og han var fuld af
forundring og glæde over dem. Blandt de fire drenge bemærkede guruen, at Rama udviste en
iøjefaldende interesse for sine studier. Han forstod tingene så hurtigt, at han fuldt og helt
lærte ethvert emne, når han blot havde hørt det én gang. Guruen var forbløffet over Rama’s
skarpe intelligens. Han besluttede sig for, at Rama’s fremskridt med hensyn til indlæring ikke
måtte begrænses af, at de andre drenge skulle bringes op på hans niveau. Så han delte
drengene op, så de tre var i én gruppe, og Rama var for sig selv. Rama, der lærte meget
hurtigt, kunne derved få guruens individuelle opmærksomhed.
4.41. Lakshmana, Bharatha og Satrughna lærte også deres lektier beundringsværdigt godt.
Men så snart Rama var uden for deres synsfelt, længtes de efter hans selskab og
kammeratskab. Derfor mistede de nu interessen for deres studier. De forsømte også deres
pligter over for deres guru. Det resulterede i, at de ikke kunne komme på højde med Rama.
De var hele tiden et eller to klassetrin under ham.
4.42. Et par gange vovede Lakshmana at fortælle guruen, at de ikke havde behov for nogle
undervisningstimer eller i det hele taget at lære noget. De ville være lykkelige, hvis de blot
kunne være sammen med Rama! Rama var selve Lakshmana’s liv. Guruen bemærkede denne
mærkelige forbindelse mellem de to drenge, og han fik megen inspiration af at tænke dybt
over dette forhold. Han mindede sig selv om Vasishta’s udtalelser om, at de to drenge var
ingen ringere end Nara (mennesket) og Narayana (Gud) - den uadskillelige guddommelige
kraft.
31

Kapitel 5
Guruen og disciplene
5.1. Under Vasishta’s overordnede ledelse levede brødrene i guruens hjem og tjente ham med
hengivenhed. De forsagede paladsets bekvemmeligheder og gennemlevede med glæde alle
besværligheder. De opfyldte alle guruens ønsker, og de gjorde det loyalt og i ydmyghed. På
kort tid afsluttede de deres studier, og nu beherskede de alle de emner, de var blevet
undervist i. En dag begav kong Dasaratha og hans første-minister sig til børnenes gurus hjem.
Kongen blev ude af sig selv af glæde, dels da han erfarede, at drengene messede vediske
hymner, og dels da han hørte de hellige formler komme over deres læber. Som en strøm af
funklende perler flød formlerne tydeligt og hurtigt fra drengene.
5.2. Rama rejste sig og faldt for sin faders fødder. Da de tre andre brødre så det, kom de også
frem og knælede for kongen. Til lejligheden var der opstillet stole, der alle var dækket af
hjorteskind. Guruen inviterede Dasaratha og ministeren (og Vasishta, der havde sluttet sig til
dem) til at sætte sig. For at finde ud af hvilke fremskridt børnene havde gjort med deres
studier, begyndte Dasaratha at tale med guruen. Rama gav tegn til sine brødre om, at hverken
de eller ham selv skulle overhøre samtalen. Med guruens tilladelse tog han sine bøger og
forlod lokalet. Han bad sine brødre om at følge ham. I alle forhold fulgte brødrene Rama’s
eksempel, så derfor forlod de stille lokalet sammen med ham.
5.3. Vasishta og Dasaratha bemærkede denne hændelse. De værdsatte Rama’s retskafne
adfærd; hans forståelse af karakteren af guruens samtale med faderen; hans umiddelbare og
ydmyge reaktion og den måde hvorpå han var et eksempel og et ideal for sine tre brødre. De
var glade for, at børnene havde lært så meget selvdisciplin.
5.4. Vasishta kunne ikke lade være. Han sagde: ”Store konge! Dine sønner mestrer alle
vidensområder. Rama mestrer alle de hellige skrifter. Han er ingen almindelig dødelig. Så snart
jeg begyndte at lære ham at messe vedaerne, gentog han dem, som om han allerede kendte
dem. Udelukkende Ham, der har inspireret til de vediske hymner, kan gentage dem på den
måde; ingen anden ville kunne gøre det. Vedaerne er ikke ’bøger’, som Rama nøje kan have
studeret i sin fritid! De er blevet viderebragt fra guru til disciple. Det er udelukkende sket ved
hjælp af fremsigelse og lytning. Vedaerne er ikke tilgængelige fra andre steder end fra en
gurus mund! Det er årsagen til, at vedaerne også kaldes sruthi (det, der er hørt). Det er Guds
guddommelige åndedræt, der har manifesteret sig selv til disse mantraer. Indtil nu har jeg
ikke set nogen, der mestrer dem på samme måde, som Rama gør det. Hvorfor siger jeg ’set’?
Jeg har ikke engang ’hørt’ om nogen, der har udført eller udfører denne bemærkelsesværdige
bedrift!”
5.5. ”Jeg kan fortælle dig om mange flere overmenneskelige bedrifter, som din søn har udført.
Store konge! Når jeg tænker på, hvor heldig jeg har været med at få disse drenge til min
ashram som mine disciple, føler jeg, det er belønningen for den askese, jeg har udført i så lang
tid. Drengene behøver ikke lære mere. Nu bør de trænes i bueskydning og lignende
færdigheder, der er passende for kongelige prinser. Under min ledelse har de færdiggjort deres
studier og er blevet dygtige inden for alt det, vi kan undervise dem i. Dagen i dag er meget
lykkevarslende. Tag dem med dig tilbage til paladset.”
5.6. Da han hørte dette, fældede Dasaratha glædeståre, eftersom han i måneder havde været
plaget af sorg over adskillelsen. Han kunne ikke skjule sin glæde. Han vendte sig mod
ministeren, der sad ved hans side, og gav ham ordre om at overbringe de gode nyheder til
dronningerne. Ministeren skulle ligeledes bede dem om at komme til Vasishta’s ashram. De
skulle medbringe de offergaver, som disciplene skulle forære deres guru, når de forlod dennes
32

varetægt. Sumanthra begav sig meget hurtigt til paladset for at viderebringe nyheden. Han fik
fremskaffet offergaverne og vendte hurtigere end forventet tilbage til ashrammen.
5.7. Ifølge Vasishta’s forslag havde drengene i mellemtiden pakket deres ejendele, og alle
deres ting var læsset i den kongelige herskabsvogn. Efter ordre fra deres fader ærede de deres
guru. Ifølge det foreskrevne ceremoniel overrakte de ham gaver, knælede for ham og bad om
hans tilladelse til at drage hjem.
5.8. Vasishta trak drengene til side; trykkede deres hænder og klappede dem på hovedet. Han
velsignede dem, og meget modstræbende tillod han dem at drage af sted. Adskillelsens smerte
fik tårerne frem i hans øjne. Han fulgte sine disciple hen til vognen. Drengene steg op i den, og
vognen kørte bort. Mens de kørte af sted, vendte de sig om og rettede blikket mod guruen.
Med håndfladerne samlet så de i hans retning, indtil vognen var langt væk. Også Vasishta blev
stående på samme sted. Hans kinder var våde af tårer. Dasaratha bemærkede det bånd, der
var mellem guruen og disciplene; kongen var i høj grad tilfreds.
5.9. Drengene nåede hjem. Med tungt hjerte var drengenes guru i mellemtiden gået ind i sin
hytte. Ligegyldigt hvor han vendte blikket hen, så han mørke – og intet lys. Han frygtede, at
den tilknytning, han havde udviklet, ville vise sig at være et snærende bånd. Derfor besluttede
han sig for at sætte sig til at meditere for på den måde at undertrykke erindringens voksende
bølger. Snart overvandt han den ydre illusion og smeltede sammen i indre lyksalighed. Han
indså, at drengene var legemliggørelser af menneskelivets fire mål: ’Rigtig handling’, rigdom
(læs: Den højeste visdom) begær efter at opnå befrielse samt befrielse. Ligeledes indså han,
at de havde antaget menneskelig skikkelse for, på Jorden, at genoprette disse storslåede
idealer vedrørende venlig og korrekt levevis. Denne indsigt skænkede ham uforstyrret fred.
5.10. Dasaratha besluttede sig for at supplere den uddannelse, drengene havde fået, med en
uddannelse i brug af våben. Han tilkaldte derfor en ekspert i bueskydning og eksperter i anden
våbenbrug. Han sørgede for, at der blev gjort forberedelser til, at drengene kunne lære
videnskaben om angreb og forsvar. Men hvem kan siges at være disse drenges lærere? De
drenge, der allerede mestrede ethvert studieområde. Drengene ’spillede’ blot menneskelige
roller og foregav at lære.
5.11. Hvem er i stand til at lære Ham, der holder i ’dukketeaterets’ snore, hvordan man
trækker i snorene? Hvem af dukkerne kan lære dukkeføreren at trække i snorene? Mennesker,
der ikke var i stand til at erkende deres egen virkelighed bag illusionens slør, bestræbte sig på
at træne drengene og lære dem de objektive færdigheder, der er nyttige i det verdslige liv.
Drengene var kommet for at redde verden fra katastrofe. Derfor måtte de være i og af verden,
så længe dette kunne fremme deres formål. Datidens mennesker forstod ikke drengenes
handlinger, for de var hinsides det menneskelige intellekt og den menneskelige
forestillingsevne. Hvis man bad disse mennesker forklare drengenes handlinger, ville de være
hjælpeløse. Men menneskeheden skulle lære de idealer, som drengene udlevede. Derfor viste
Rama sig som et stykke brændende kul dækket af aske; som en sø dækket af et tykt lag mos
eller som Månen skjult bag et skylag. Brødrene fulgte i Rama’s fodspor.
5.12. Rama og Lakshmana afslørede viden om krigskunst og færdigheder, som selv de
dygtigste instruktører ikke kendte noget til. Instruktørerne blev slået af forundring og blev
endda lidt ængstelige og bange. Men de fire prinser skød aldrig en pil mod et dyr eller en fugl.
De brød aldrig det løfte, de højtideligt havde afgivet om, at de udelukkende ville anvende
våben, når det var strengt nødvendigt. De ville aldrig anvende våben for at dræbe eller såre
nogen for deres egen fornøjelses skyld. Instruktørerne førte ofte drengene ud i skoven. Her gik
de på lange traveture og gennemførte skydeøvelser. Men når instruktøren fik øje på dyr eller
fugle og opfordrede prinserne til at skyde, kom de med indvendinger og sagde: ”Disse pile skal
ikke bruges mod uskyldige mål. De skal anvendes til at beskytte det gode, verdens velfærd og
til at tjene mennesket. Pilene er hos os for at tjene disse formål. Vi agter ikke at fornærme
33

dem ved at anvende dem til dette tåbelige tidsfordriv.” På den måde afstod de fra at følge
instruktørernes opfordring, og disse var nødt til at acceptere drengenes argumenter. Hvert
ord, hver gerning Rama sagde og udførte, tilkendegav hans medfølelse. Engang imellem, når
Lakshmana lagde en pil på sin bue og sigtede efter en fugl eller et dyr, gik Rama ind foran
pilen og protesterede: ”Lakshmana! Hvilken fortræd har den gjort dig eller verden? Hvorfor
ønsker du at skyde den? At straffe uskyldige væsener er fuldstændigt imod det moralkodeks,
der er fastlagt for konger; er du ikke klar over det?”
5.13. Med prinserne tæt ved sin side sad kongen ofte sammen med sine ministre og
diskuterede forskellige problemer. Det kunne være problemer vedrørende den politiske
administration, retslige handlinger eller de moralske principper, der skulle anvendes i ledelsen
af landet. Kongen fortalte historier om drengenes bedsteforældre og om andre fra den
kongelige slægt. Han fortalte om, hvordan de gjorde sig fortjent til deres undersåtters
kærlighed og loyalitet; hvordan de udkæmpede krige mod ’dæmoner’, og hvordan de igennem
alle deres bestræbelser vandt Guds nåde og støtte. Både kongen og sønnerne blev oplivede og
opmuntrede, når disse historier blev fortalt. Ofte gav ministrene deres bidrag ved at fortælle
historier om gamle dage.
5.14. Som tiden gik, og drengene blev ældre, blev ministrene sikre på, at de kunne betro de
unge prinser nogle områder inden for statens anliggender. Befolkningen drømte om, at når
prinserne blev myndige og overtog regeringsmagten, ville Jorden blive forvandlet til Himlen.
Når folk så prinserne, fornemmede de, at der var et bånd af hengiven tilknytning mellem dem.
Når drengene talte sammen, var samtalen præget af venlig harmoni. I hovedstaden Ayodhya
fandtes der ikke noget menneske, der ikke elskede disse ligefremme, ydmyge og uselviske
prinser. Alle ville gerne se dem. Ayodhya’s befolkning holdt lige så meget af prinserne, som de
holdt af deres egne legemer. Prinserne var så værdifulde for byen, som var de dens eget
’hjerte’.
5.15. Da drengene var elve-tolv år gamle, bad Dasaratha en dag første-minister Sumanthra
om at komme. Sumanthra var de gode dyders legemliggørelse. Kongen betroede ministeren
den opgave at arrangere, at prinserne lærte befrielsens åndelige videnskab. Kongen
forklarede, at ligegyldigt hvor stor en ekspert en person var ud i verdslige videnskaber, så var
det alene kendskab til åndelig videnskab, der kunne give vedkommende styrke til at
gennemføre sin ’rigtig handling’ (det, der overordnet set er ens pligt at gøre). Den højeste
moralske kultur skal bibringes børn, mens de endnu er unge.
5.16. Om en person får succes eller fiasko senere i livet, afhænger af de indtryk og erfaringer,
vedkommende indsamler tidligt i livet. Livets første år er grundlaget for årene senere i livet.
Derfor sagde kongen: ”Bring prinserne rundt i kongeriget og lad dem ikke blot lære om folkets
leveforhold, men også om de hellige steder. Beskriv de hellige steders specielle hellighed for
dem. Fortæl dem historierne om templerne og om de seere, der har indviet dem. Lad
drengene drikke store slurke af den guddommelige kilde, der helliggør disse steder. Jeg føler,
det vil være godt for dem. Når de vokser op, vil de blive udsat for sanselige ønsker og begær
samt trangen til at tilfredsstille dem. Inden de bliver et bytte for sådanne tilbøjeligheder, er
det bedst at indpode dem ærefrygt, ærbødighed og hengivenhed over for det guddommelige,
der gennemstrømmer universet. Rådfør dig med Vasishta og de kongelige lærere og få
arrangeret turen. Gør det straks, gør det uden udsættelse.”
5.17. Jublende glad over udsigten til at prinserne skulle få denne store mulighed, fik
Sumanthra foretaget alle forberedelserne. Alt blev forberedt til hans fulde tilfredshed. Han
gjorde sig selv klar til at ledsage dem. Dronningerne fik kendskab til den pilgrimsrejse, som
drengene stod foran at skulle begive sig ud på. De var lykkelige over, at drengene skulle ud på
et sådant helligt og dristigt foretagende. De gjorde alt muligt klar til turen for at gøre den så
dejlig og nyttig som mulig. De udvalgte nogle sygeplejersker, og de fandt nogle kammerater
på drengenes egen alder, som kunne ledsage dem. Prinserne var også ude af sig selv af glæde
34

over udsigten til at skulle besøge landets hellige steder. De var begejstrede for deres
ledsagere, og de skaffede dem udstyr og tøj fra de kongelige depoter.
5.18. Den næste dag, på det specielt udvalgte tidspunkt for en gunstig rejse, bukkede
prinserne for deres forældre; berørte forældrenes fødder med deres pande og knælede for
Vasishta’s fødder. Mødrene satte hellige mærker på drengenes pande og kinder for at værne
dem mod ’det onde øje’ og beskytte dem mod ondt. Prinserne lagde de kongelige kåber fra sig
og iførte sig pilgrimmens klædedragt. Denne bestod af et silkelændeklæde og et silkesjal til at
svøbe rundt om skulderen. Idet de tog afsked med alle, steg de op i vognen. Paladset genlød
af hurra-råb, der gjaldede fra de tusinder af borgere, der var samlet for at se prinserne drage
af sted. Med vagter foran og bagved bevægede vognen sig af sted.
5.19. Dage, uger og selv måneder gik. De besøgte alle templer og alle hellige steder på deres
vej. Den hellige atmosfære, de oplevede hvert sted, sugede de til sig. Ved hver helligdom
tilbad de guddommen med tro og hengivenhed. Ved at stille mange spørgsmål lærte de dels
historien om hvert enkelt helligt sted, og dels historien om de personer der havde været
knyttet til helligdommen. Gennem denne lange periode tilsidesatte de enhver anden tanke og
aktivitet. Sumanthra forklarede dem, hvad der var helligt ved hvert enkelt sted. Han gjorde
det så livagtigt og indgående, at det frydede drengenes hjerter. Prinserne bombarderede ham
med spørgsmål, idet de fordrede nærmere og præcise uddybninger af hans forklaringer.
Drengenes umættelige higen efter oplysninger henrykkede Sumanthra, så han gav drengene
endnu flere informationer og dermed endnu mere inspiration.
5.20. På denne måde rejste de fra Kanyakumari (pilgrimscenter beliggende på den indiske
halvøs sydligste spids i Det indiske Ocean) i syd til Kasmir i nord; fra havet i øst til havet i
vest. På denne måde rejste de i mere end tre måneder. Overalt havde de øjnene med sig og
bemærkede folks eventuelle lidelser og pilgrimmes mulige ubehag. Dette iagttog de i alle dele
af imperiet. Når som helst de observerede sådanne tilstande, bønfaldt de Sumanthra, førsteministeren,
om at få bragt forholdene i orden og forbedre de trængendes faciliteter.
5.21. Prinserne bar ansvaret for mange forbedringer: Reparation og forbedring af mange
templer; tilvejebringelsen af mange brønde med drikkevand; plantning af skyggefulde træer
langs veje; oprettelse af centre til udlevering af vand til tørstige rejsende; opførelse af
herberger og etablering af lægehuse. Når som helst Rama udtrykte et ønske om, at sådanne
faciliteter skulle forbedres, tøvede Sumanthra aldrig med at give sit samtykke. Han sørgede
for, at faciliteterne øjeblikkeligt blev tilvejebragt til Rama’s fulde tilfredshed. Prinserne følte sig
meget trygge ved, at imperiet havde en så loyal og effektiv første-minister som Sumanthra.
Indbyrdes talte de om, at når de havde sådanne ministre, så var befolkningens velfærd og
fremskridt sikret.
5.22. Beretninger om prinsernes pilgrimsrejse blev sendt til Ayodhya via specielle kurerer, der
løb stafetløb med de nyheder, de samlede sammen. Når disse kurerer var forsinkede, blev
dronningerne tynget af bekymring. De bønfaldt guru Vasishta om at give dem korrekt
information om, hvordan det gik drengene. Vasishta besad en yogisk evne, der gjorde ham i
stand til at finde ud af, hvordan de havde det. Derfor plejede han at fortælle dronningerne de
beroligende nyheder om, at drengene var glade, sunde og ved godt mod. Han kunne også
fortælle mødrene, at prinserne snart ville vende tilbage til hovedstaden. Guruen velsignede
dronningerne og begav sig til sin ashram.
5.23. Snart efter bragte kurererne gode nyheder. De fortalte, at prinserne nærmede sig
Ayodhya. De måtte være der inden for to dage! Ved byens hovedport blev der derfor gjort
forberedelser til at byde prinserne velkommen hjem til imperiets hovedstad. Byens befolkning
ønskede at byde de fire prinser velkommen. De prinser der med stor succes havde gennemført
deres lange og anstrengende pilgrimsrejse, og som i løbet af deres triumferende tur havde
skaffet sig fortjenstfuld berømmelse på grund af deres hengivenhed og medfølelse. Rosenvand
35

lev stænket ud over gaderne, så de ikke støvede. Buer blev stillet op, så de spændte over
gaderne, og guirlander blev hængt op. På begge sider af vejen stod kvinder med tallerkener,
hvorpå de havde stillet lys med lysende flammer. Kvinderne ville svinge disse lys foran
prinserne, når de passerede forbi.
5.24. Som annonceret ankom prinserne snart til hovedporten. Lys blev svunget foran dem.
Prinserne drog op ad hovedgaden, der var bestrøet med kronblade fra duftende blomster.
Foran prinserne, og meget langsomt, gik musikgrupper og trubadurer. De spillede og sang
velkomstsange. Brahminer messede hymner for at anråbe Gud om at velsigne den kongelige
families ansete efterkommere. Sumanthra gik ved siden af prinserne, hvis ansigter strålede
med en overjordisk glød.
5.25. Da de nåede frem til paladsets porte, blev der udført mange ritualer for at afværge
virkningerne af ’det onde øje’. Herefter blev prinserne ført ind i de indre gemakker. Mødrene,
hvis øjne længtes efter at se dem, ventede dem her. Drengene løb hen til dem og knælede for
dem. De blev hjulpet op, og de næste fem, seks minutter blev drengene fastholdt i en tæt
omfavnelse. Mens de således omfavnede hinanden, blev de alle henrevet i en frydefuld glæde,
der omsluttede både moder og søn i den lyksalighed, der opstår ved forening med det
guddommelige! De tårer, der som kærlighedens store bølger strømmede fra mødrenes øjne,
badede drengenes hoveder. Dronningerne tog kanten af deres sarier og tørrede drengene.
Mødrene strøg dem over håret; de kærtegnede deres ansigter; de satte dem på deres skød, og
de madede dem kærligt med risbudding og yoghurt iblandet ris.
5.26. Aha! Mødrenes begejstring og fryd var ubeskrivelig. Adskillelsens smerte, som de havde
lidt under i tre lange måneder, kunne udelukkende lindres ved, at de i nogle dage havde
børnene i deres varetægt dag og nat. Dronningerne ønskede, at sønnerne fortalte om deres
pilgrimsrejse. På en venlig, ligefrem og troværdig måde berettede drengene om den specielle
åndelighed, der prægede hvert enkelt helligt sted. De genfortalte de beretninger, som
Sumanthra havde fortalt dem. Dronningerne lyttede til disse beretninger med en sådan
begejstring og indlevelse, at det forekom, som om de også oplevede den opstemthed, som
hver helligdom giver de seriøse pilgrimme.
5.27. Dasaratha fejrede de unge prinsers hjemkomst fra deres hellige rejse. Det gjorde han
ved at ofre gaver til guderne og afholde en storslået banket for alle de brahminer, der med
succes havde gennemført pilgrimsrejser til Kasi og Prayag. (Kasi er byen Benares, nu
Varanasi. En af de ældste og mest ærværdige, hellige byer i Indien. Prayag er det hellige sted,
hvor Ganges, Yamuna og den underjordiske flod Saraswathi mødes). Han skænkede også
penge til disse brahminer.
5.28. Siden den dag prinserne blev født, havde livet på denne måde været én uafbrudt kæde
af fest og gilde. Det gjaldt både i hovedstaden og i resten af kongeriget. Byen Ayodhya
strålede af uafbrudt glæde. Alle festerne og alle festlighederne knyttede den brede befolkning
sammen til én stor familie; bundet sammen i kærlighed og taknemmelighed. For at markere
den lykkelige begivenhed, fyldte man hver måned de dage, som børnene var født på (den
niende, tiende og elvte dag i den lyse halvdel af måneden) med pragtfulde ceremonier. Selv
mens drengene var væk fra byen på pilgrimsrejse, blev disse dage fejret lige så prægtigt, som
hvis de havde været i byen. Den eneste undtagelse var de arrangementer, hvor deres fysiske
tilstedeværelse var påkrævet, ellers blev alle festerne, gaveoverrækkelserne, skuespillene og
dansene gennemført med entusiasme.
5.29. Efter pilgrimsrejsen bemærkede forældrene en forandring hos drengene. Forandringen
var meget overraskende, og de håbede, at den besynderlige levevis, børnene havde antaget,
ville blive svagere og svagere som dagene gik. Med stor opmærksomhed iagttog de prinsernes
adfærd og indstilling til livet. Men deres levevis fortsatte uden tegn på svækkelse.
36

5.30. Rama opholdt sig for det meste indendørs. Han badede ikke på de fastsatte tidspunkter,
som han indtil nu havde gjort. Han havde fået en modvilje mod at bære sin kongelige kappe.
Han afstod fra almindelig takt og tone. Han sad aldrig på sin gyldne trone. Det forekom, som
om han var fordybet i kontemplation på Det Absolutte; i noget der var hinsides sanserne og
sindet. Eftersom deres broder var så vranten og angivelig var sur og tvær, holdt de tre yngre
brødre sig altid i nærheden af ham. De forlod ham aldrig; hverken for at lege eller af nogen
anden grund.
5.31. I disse dage plejede drengene at være sammen i et værelse og låse sig inde. Med jævne
mellemrum var mødrene nødt til at banke på døren for at kunne give dem deres mad!
Ligegyldigt hvor hårdt de prøvede på at finde ud af, hvorfor drengene opførte sig på denne
måde, så fandt de aldrig ud af årsagen. Alene Rama nedlod sig til at besvare deres spørgsmål.
Han gjorde det på denne måde: ”Det er min natur; hvorfor forsøge at kende årsagen til at jeg
gør, som jeg gør?”
5.32. Snart følte mødrene, at tingenes tilstand ikke længere kunne skjules. De informerede
Dasaratha. Kongen sendte besked om, at drengene skulle bringes hen til hans gemakker. Men
da han opdagede, at sønnerne, der tidligere ville være kommet styrtende hen til ham, nu tog
sig god tid til at komme, blev han fyldt med undren og bekymring. Han gjorde sig klar til
personligt at gå hen til deres gemakker. Lige som kongen skulle til at gå, annoncerede
dørvagten, at prinserne nærmede sig! Faderen blev overvældet af lyksalighed. Han omfavnede
dem og holdt dem tæt ind til sit bryst. Han satte sig ned med sine sønner på begge sider og
spurgte dem om løst og fast. Tidligere var det sådan, at hvis han blot stillede ét spørgsmål, så
plejede drengene at besvare ti. Men denne dag var det sådan, at når han stillede ti spørgsmål,
så svarede de knapt på et.
5.33. Dasaratha trak Rama hen på sit skød og spurgte ham kærligt: ”Søn! Hvorfor denne
vægring ved at tale? Hvorfor denne tavshed? Hvad er det, du ønsker? Hvad har jeg ellers i
verden bortset fra dig? Fortæl mig, hvad du ønsker. Jeg vil helt afgjort øjeblikkeligt opfylde
det. Eftersom du ikke er sammen med og leger med dine brødre, som du gjorde tidligere, er
de også ulykkelige.” Skønt kongen kærligt strøg Rama på kinden og så ham i øjnene, sagde
Rama ikke andet, end at han var fuldkommen tilfreds og ikke behøvede noget! Da han så
denne besynderlige opførsel, voksede Dasaratha’s bekymring og nervøsitet. Hans øjne fyldtes
med tårer. Drengene forblev upåvirkede af hans sorg. Faderen sagde nogle blide ord til dem
om, hvordan sønner burde opføre sig. Herefter sendte han dem til deres gemakker i paladset.
5.34. Kongen tilkaldte Sumanthra, så han kunne rådslå sig med denne. Kongen spurgte ham,
om der var sket noget under pilgrimsrejsen, der kunne have bragt drengene ud af ligevægt.
Han spurgte også ministeren, om denne havde bragt prinserne hjem for tidligt, mens de endnu
var ivrige efter at besøge nogle flere af de steder, som de interesserede sig for. Dasaratha
bombarderede ministeren med så mange spørgsmål, at Sumanthra blev fyldt af overraskelse
og bange anelser. Hans læber skælvede, da han svarede: ”Der skete intet under rejsen, der
gjorde prinserne misfornøjede. De kom ikke ud for nogen vanskeligheder. Ethvert af
prinsernes ønsker blev opfyldt og gennemført. Jeg gav alt det til velgørenhed, som de
ønskede. Hvor som helst de foreslog det, byggede jeg herberger for pilgrimme. Der var ingen
tøven, udsættelse eller forsinkelse. De fortalte mig aldrig om, at der skulle være sket noget på
turen, som de ikke brød sig om. Jeg bemærkede heller ikke noget sådant. Pilgrimsrejsen var
én lang rejse i glæde og tilbedelse.”
5.35. Dasaratha kendte sin minister godt. Han sagde: ”Sumanthra! Du er en særdeles god
mand. Jeg er fuldstændig klar over, at du er ude af stand til at tilsidesætte din pligt eller
fejlbedømme en situation. Men jeg erfarer, at børnene, af en eller anden uforklarlig grund, har
gennemgået en forvandling efter pilgrimsrejsen. De har blandt andet udviklet en modvilje mod
mad og sjov.”
37

5.36. ”Ligegyldigt hvor meget de folk, der er omkring Rama, prøver at få ham til det, så svarer
han ikke, og han angiver heller ikke årsagen til sin underlige opførsel. Jeg er overrasket over
dette. Dronningerne har også taget sig det så nært, at de næsten er synet hen af bekymring.”
Da Dasaratha havde sagt dette til Sumanthra, svarede den loyale minister: ”Hvis du tillader
det, vil jeg mødes med drengene og forsøge at finde ud af, hvad der er i vejen.” Dasaratha
sagde: ”Det lyder som en god ide. Gå straks i gang. Når vi finder årsagen, er kuren ikke
vanskelig; helbredelsen vil ikke være langt borte.”
5.37. Sumanthra skyndte sig hen til børnenes gemakker. Hans hjerte var tynget af bekymring.
Han fandt døren låst indefra, og han fandt vagter uden for døren. Da Sumanthra bankede på,
åbnede Lakshmana døren og lukkede ham ind. Sumanthra lukkede døren bag sig. Han talte
længe med drengene om forskellige emner for at få dem til at røbe, hvad der var årsagen til
deres ’sygdom’. Men han var ikke i stand til at afdække mysteriet. Han lagde mærke til den
forskel, der var mellem den tillidsfulde ånd af samhørighed, som han havde nydt i løbet af de
måneder, pilgrimsrejsen havde varet, og den distance der var blevet større og større de
seneste måneder. Med tårer i øjnene bønfaldt han Rama, om han ikke ville afsløre årsagerne til
sin sørgmodighed. Rama smilede og sagde: ”Sumanthra! Hvilken årsag kan der angives til
noget, som er selve min natur? Jeg har ikke brug for noget; jeg har ingen ønsker. Du har
ingen grund til bekymring, hvad det angår.”
5.38. Da Sumanthra ikke vidste, hvad han ellers kunne gøre, gik han hen til Dasaratha og
satte sig ved dennes side. ”Jeg tror, det vil være fornuftigt at invitere Vasishta i morgen og
overveje, hvad der er det bedste at gøre”, sagde han. Efter at have fået kongens tilladelse,
trak ministeren sig tilbage.
5.39. Kongen var bedrøvet og ked af det. Han tilsidesatte alt andet. Han ignorerede de krav og
fordringer, der angik imperiet. I sit sind spandt han mange teorier, der kunne forklare
børnenes adfærd. De er ved at være teenagere, og derfor er sådanne uberegnelige oprør
naturlige, formodede han. Han delte denne formodning med dronningerne og slappede en kort
stund af i sit ellers så urolige sind.
5.40. Da de fik at vide, at guru Vasishta ville komme til paladset, foretog dronningerne de
nødvendige forberedelser. De ventede på deres guru ved familiens alter. Vasishta ankom; alle
faldt de for hans fødder. Ivrige spørgsmål væltede ned over guruen. Det var spørgsmål om
drengenes mærkværdige sygdom og om den forandring, de havde gennemgået. Både
dronningerne og kongen græd. Da Vasishta bemærkede kongens og dronningernes nervøsitet
og uro, vendte han sin opmærksomhed indad. Gennem sit indre syn søgte han årsagen til
sorgen. Sandheden blev hurtigt åbenbaret for hans altgennemtrængende renhed. Efter få
sekunder vendte han sig mod dronningerne og forsikrede dem: ”Der er intet galt med
drengene. De er ikke blot almindelige børn. De ejer ikke det mindste spor af verdslige ønsker
og begær. Deres sind er uplettet. Vær ikke bekymret. Bring drengene til mig. I kan nu trække
jer tilbage til jeres egne gemakker.”
5.41. Kongen og dronningerne blev lykkelige over denne forsikring. De sendte bud efter
prinserne og forlod lokalet. Da Lakshmana, Bharatha og Satrughna hørte nyheden om, at
Vasishta ønskede at se dem, gjorde de sig hurtigt klar til at møde ham. Men Rama udviste
ingen hast. Som sædvanlig var han fordybet i sig selv. Derfor berørte Lakshmana hans fødder
og bønfaldt: ”Det er bedst, vi straks tager af sted. Ellers vil vores forældre blive bedrøvet over,
at vi vover at være ulydige mod vores gurus ordre.” I lang tid bønfaldt Lakshmana ihærdigt
Rama om dette, idet han fremførte forskellige argumenter. Endelig var Lakshmana, Bharatha
og Satrughna i stand til at begive sig til alter-værelset sammen med deres broder. De knælede
for deres gurus fødder og stillede sig derefter ærbødigt foran ham.
5.42. Da Vasishta så dem, bad ham dem med stor kærlighed om at komme helt hen til sig og
sætte sig ved siden af sig. Drengene satte sig alle tæt ved ham, men Vasishta ønskede, at
38

Rama skulle komme endnu tættere på. Han kærtegnede Rama. Han legede med hans hår og
klappede ham på ryggen. Vasishta sagde: ”Rama! Hvorfor er du blevet så rolig og stille? Dine
mødre og din fader lider af sorg og frygt. De er ude af stand til at forklare denne uransagelige
forandring. Du er også nødt til at tænke på, om de er lykkelige, er det ikke sandt? Du er nødt
til at demonstrere gyldigheden af de værdifulde grundsætninger: ”Behandl din moder som
Gud” - ”Behandl din fader som Gud”, er det ikke sandt? Vasishta præsenterede Rama for
mange sådanne sandheder, så denne kunne tænke nærmere over dem; så han kunne tage
dem med i betragtning.
5.43. Mens Rama lyttede til guruen, sad han og smilede. Da Vasishta havde talt færdigt,
spurgte Rama roligt: ”Mester! Du taler om moder, men hvem præcis er ’moder’? Hvem præcis
er ’søn’? Hvad præcist er ’legemet’? Og hvad er den individualiserede sjæl? Er den objektive
verden virkelig? Eller er Den højeste Sjæl virkelig? Er det ikke sandt, at dette legeme blot er et
spejlbillede af Den højeste Sjæl? De fem elementer (æter, luft, ild, vand og jord), der udgør
denne substans, der kaldes ’legemet’, er også hele universets substans. Dette univers er blot
en sammenkædning af de fem elementer, er det ikke sandt? På trods af alle forandringer og
kombinationer vedbliver de fem elementer med at eksistere. Også elementerne har en dybere
grundsubstans. Hvis vi ikke erkender det; hvis det skabte univers i sig selv antages at være
virkeligt; hvis vi giver efter for fascinationen af denne usandhed; hvis sandheden bliver
kasseret af hensyn til løgnen – hvad skal vi så sige om en sådan kolossal uvidenhed? Hvad kan
det enkelte individ opnå ved at ignorere Den evige, sande Virkelighed, Den guddommelige
Gnist?
5.44. Mens Vasishta iagttog Rama, da denne rejste disse dybsindige, filosofiske problemer,
bemærkede han en strålekrans af den åndelige pragts lysende stråler. Denne strålekrans
udstrålede fra og omkransede hele Rama’s ansigt! Vasishta vidste, at dette lys var et tegn på
guddommelighed; en guddommelighed der forsøgte at strømme ud! Så guruen ønskede, at
Rama selv kom med svarene på de spørgsmål, denne selv havde stillet. De svar og de
forklaringer Rama gav, var sandelig Guds Stemme. Vasishta kunne tydeligt opfatte denne
kendsgerning. I ærbødighed bøjede guruen sit hoved for Rama. Han gjorde det mentalt af
frygt for, at det blev opdaget. Han sagde: ”Søn! Jeg vil se dig igen i aften.” Han kærtegnede
alle drengene med en lykkelig følelse af taknemmelighed og kærlighed. Herefter forlod han
paladset endda uden at mødes med Dasaratha. Vasishta var fuldstændig overvældet af
begivenhedens storhed.
5.45. Efter et stykke tid så Dasaratha drengene igen. Også han bemærkede denne mærkelige
glød af guddommelig bevidsthed, der skinnede i deres ansigter. Han kunne ikke forstå,
hvordan det var gået til, og han afventede Vasishta’s ankomst om aftenen. Aldrig så snart
Vasishta trådte ind i helligdommen, knælede børnene, kongen og dronningerne for hans fødder
og satte sig på deres pladser. I ydmyg bøn sad de med håndfladerne mod hinanden.
5.46. Ganske pludseligt overraskede Rama alle ved at stille en række spørgsmål: ”Den
individualiserede sjæl, Gud og skabelsen - hvad er det indbyrdes forhold mellem dem? Er disse
tre én? Eller er de tydeligt adskilte størrelser? Hvis de er én, hvordan blev denne ene så til tre,
og hvilket formål var der med dette? Hvad er det samlende, det forenende princip, der ligger
til grund for disse, for en størrelse? Hvilken fordel opnår man ved at erkende og anerkende
dem som forskellige størrelser og opgive erkendelsen af altings enhed?” Forældrene blev
forfærdede over den dybsindighed, der var i spørgsmålene. De var også forfærdede over den
dybsindighed, som Rama udviste i sin unge alder. Forældrene flød fuldstændig sammen med
den strøm af spørgsmål og svar, der overøste dem med de værdifulde sandheder, der kastede
lys over de rejste problemstillinger. Det var, som om Himlen svarede på de spørgsmål, som
Jorden havde stillet! De glemte, at Rama var deres eget barn. Nattens timer gik hen i analyse
og forståelse af den storslåede visdom om enhed, om ikke-dualisme.
39

5.47. Vasishta opdagede, at de ord, der strømmede fra Rama’s læber, i sandhed var dråber af
udødelighedens nektar. Den nektar der kunne sikre menneskeheden fred. Guruen velsignede
kongen og dronningerne og vendte hjem til sin ashram. Dialogen mellem Rama og Vasishta
udgør teksten ’Yogavasishta’. Denne tekst er en afhandling, der er betydningsfuld og
omfangsrig. Teksten omtales også som ’Ramagitha’.
5.48. Rama tilbragte sine dage fordybet i vedaernes essens (vedantha). Han førte fortrolige
samtaler med sig selv. Når han var alene, talte han med sig selv. Når han var i selskab med
andre, var han tavs. Han lo ofte af noget, der ikke forekom at være noget særligt. Dasaratha
blev mere og mere bekymret. Han var bekymret for, hvad der skulle blive af Rama’s brødre.
Han prøvede at holde de tre yngre brødre adskilt fra Rama. Men de indvilligede aldrig i at være
isoleret fra Rama, så kongen måtte acceptere, at de altid var sammen med deres broder.
5.49. Kongen og dronningerne var meget nedtrykte, for alle deres drømme om glæde og
stolthed blev ikke til noget. De blev desperate, for de så ikke noget tegn på bedring eller
forandring i sønnernes adfærd. De talte timerne og minutterne, idet tiden gik med bekymring
og bøn. Rama interesserede sig end ikke for mad. Da han indtog uregelmæssige og
middelmådige måltider, forekom han at være svag og udtæret.
40

Kapitel 6
Råbet om hjælp og den første sejr
6.1 På den tid var vismanden Viswamitra, der opholdt sig i området øst for Ayodhya,
engageret i udøvelse af streng askese. (Viswamitra betyder ’universets ven’. Det var ham, der
skabte Gayathri Mantraet). Han var fast besluttet på at højtideligholde et helligt offerritual.
Men ligegyldigt hvor ofte han påbegyndte dette ritual, vanhelligede dæmonerne ritualet og
tilsmudsede dets hellighed. De kastede kødstykker ud over det indviede område og gjorde det
på denne måde uegnet til sådanne vediske ceremonier. Også på mange andre måder lagde de
hindringer i vejen for, eller ligefrem afbrød, vismandens hellige mission. Viswamitra vidste ikke
sine levende råd. Han gik til imperiet Ayodhya’s hovedstad for at tale med herskeren selv.
6.2. Da der indløb besked om, at vismanden var på vej, sendte kongen sine ministre ud for,
som en behørig æresbevisning, at føre denne til paladset. Ved byens hovedport bød de
vismanden velkommen og ledsagede ham lige til paladsets port. Ved paladset messede
brahminer vediske hymner, mens kong Dasaratha vaskede vismanden fødder, som det er
foreskrevet i de hellige skrifter. Som det er sædvane ved modtagelse af vismænd, stænkede
kongen nogle få dråber at det helliggjorte vand på sit eget hoved. Viswamitra blev ført ind i de
indre gemakker og placeret på en stol, der var anbragt på en forhøjning. Medlemmerne af det
kongelige hof stod ærbødigt rundt om ham. ”Det er i sandhed en stor dag”, udbrød Dasaratha.
Han udtrykte sin glæde over den hellige persons uventede ankomst. Ligeledes udtrykte kongen
glæde over den mulighed, han nu fik for at tjene og ære vismanden. Viswamitra bød kongen
og ministrene at sætte sig, og de adlød.
6.3. Elskværdigt forespurgte vismanden om kongens og hans families helbred og
velbefindende. Han forespurgte også om, hvorvidt der var fred og fremgang i kongeriget.
Endelig spurgte han kongen om, hvorvidt dennes ledelse af landet sikrede undersåtternes
fortsatte fremgang. Dasaratha svarede, at som et resultat af Guds nåde samt seeres og
vismænds velsignelser, var hans undersåtter beskæftiget med forskellige opgaver, som de
pligtopfyldende og med glæde udførte. Folk var beskæftiget med deres opgaver uden frygt for,
at de skulle begå fejl. Kongen tilføjede, at landets administration havde befolkningens
konstante fremgang, med hensyn til velfærd, for øje. Han tilføjede, at hans regering på mange
forskellige måder tjente folket med det formål at fremme og bevare dets lykke og sikkerhed.
Dasaratha længtes efter at kende årsagen til, at vismanden var kommet. Kongen forsikrede
Viswamitra om, at han altid var parat til at opfylde dennes mindste ønske. Med stor
hengivenhed erklærede han, at han ivrigt ville påtage sig enhver pligt, som vismanden måtte
pålægge ham. Han ventede blot på at få at vide, hvad han kunne gøre for ham. Viswamitra
nikkede anerkendende.
6.4. Han vendte sig mod Dasaratha og sagde: ”Der er ingen grund til, at jeg over for dig, på
dette tidspunkt, erklærer, at du er en meget retskaffen hersker; at du forstår at ære gæster
og personer, der opsøger dig for at bede dig om noget; at du er legemliggørelsen af tro og
hengivenhed. Det faktum, at imperiet er lykkeligt under din ledelse, er bevis nok på alt dette.
Undersåtternes velfærd afhænger af herskerens karakter. Om herskeren er god eller ond er
afgørende for, om folk lever i fred eller lider af ængstelse. Ligegyldigt hvor jeg har forespurgt,
er det blevet mig fortalt, at det udelukkende er i Ayodhya, at vi har en befolkning, der er fulde
af kærlighed og loyalitet over for monarken. Det er også det eneste sted, hvor monarken er
fuld af hengivenhed og agtelse over for sit folk. I hver krog og i hvert hjørne af dit kongerige
hører jeg disse opmuntrende nyheder! Derfor ved jeg, at dine ord kommer fra et rent hjerte.
Jeg er ikke den mindste smule i tvivl om, at du ikke vil løbe fra et løfte, du har afgivet. Når du
har givet dit ord, så vil du holde det.”
41

6.5. Disse ord fra vismanden rørte Dasaratha dybt. ”Store mænd vil udelukkende engagere sig
i aktiviteter, der hjælper verden. Ligegyldigt hvad de foretager sig, så vil de ikke afvige fra de
hellige skrifters påbud. Ligegyldigt hvad de har i sinde at foretage sig, så vil der være en god
grund til det. I enhver af deres handlinger er de tilskyndet af den guddommelige vilje. Med alle
de ressourcer jeg råder over, er jeg derfor altid villig til at tjene dig og til at opfylde dit
mindste ønske”, svarede kongen. Igen og igen lovede Dasaratha, at han ville gøre, hvad
vismanden befalede.
6.6. Disse ord gjorde Viswamitra meget glad! ”Ja! Som du sagde, så forlader jeg ikke min
ashram uden grund. Et vigtigt ærinde har bragt mig til dig! At lytte til dit entusiastiske og
positive svar gjorde mig dobbelt glad! Jeg er opfyldt af glæde over, at mit ærinde har båret
frugt. Du vil holde, hvad du har lovet, vil du ikke?”, spurgte vismanden. Uden at tøve et øjeblik
svarede Dasaratha: ”Herre! Måske burde du stille det spørgsmål til andre, men Dasaratha er
ikke en person, der bryder sit løfte! Han vil hellere opgive sit liv end bringe skam over sig selv
ved at løbe fra sit ord. Hvilken større skat kan en monark besidder end moral og integritet?
Som kilder til en monarks styrke er det alene disse to, der nærer ham, mens han udfører sine
mangfoldige forpligtelser. Hvis monarken mister sin moral og integritet, bliver kongeriget som
et palæ uden lys; en vildmark, der vil være plaget af sære omskiftelser og kampe mellem
forskellige fraktioner. Kongeriget vil blive sønderrevet af anarki og terror. Til sidst vil kongen
stå ansigt til ansigt med en katastrofe. Jeg er sikker på, at en sådan skæbne ikke vil overgå
mit dynasti; det vil ikke kunne ske i umindelige tider. Fortæl mig nu, uden at efterlade
skyggen af tvivl, hvilken mission, der bragte dig til Ayodhya. Accepter den tjeneste, som
denne hengivne tjener er parat til at tilbyde.”
6.7. Viswamitra sagde: Nej, nej! Jeg tvivlede ikke. Jeg udtalte blot disse ord for at høre denne
bekræftelse på din urokkelige overholdelse af sandheden! Jeg er godt klar over, at Ikshvakudynastiets
herskere inderligt efterlever den pligt, der består i at holde deres ord. Godt! Jeg har
blot ét ønske til dig. Det drejer sig hverken om rigdom eller stridsvogne; køer eller guld;
regimenter eller tjenestegørende personer. Jeg ønsker blot, at to af dine sønner, Rama og
Lakshmana, ledsager mig. Hvad siger du til det?”, spurgte vismanden.
6.8. Da han hørte dette ønske, blev Dasaratha brag ud af ligevægt. Han veg tilbage, og det
varede lidt, inden han kom sig igen. Da han, efter et stykke tid, var ved at genvinde fatningen,
tog han mod til sig og sagde nogle få ord. Han sagde: ”Herre! Til hvilken nytte kan disse
drenge være for dig? Den mission, som du har i sinde at tage disse drenge ud på, kan jeg vel
endnu bedre udføre. Tror du ikke? Giv mig chancen. Lad mig gøre mit liv værdifuldt. Fortæl
mig, hvad det drejer sig om; jeg vil med glæde påtage mig opgaven.” Vismanden svarede:
”Det er min faste overbevisning, at den opgave, som disse drenge er i stand til at udføre, ikke
kan udføres af andre. Alene disse to drenge kan gennemføre denne opgave. Hverken millioner
af mennesker eller endog dig selv kan udføre den! Aldrig før er der blevet født drenge som
disse. Ej heller vil sådanne drenge blive født siden! Det er min overbevisning.”
6.9. ”Lyt! For lang tid siden besluttede jeg mig for at udføre et berømt offerritual. Men ligeså
snart jeg begynder på forberedelserne til ritualet, dukker onde ånder og dæmoner ud af den
blå luft. De slår sig sammen og skaber ugudelige hindringer. De forårsager afbrydelser og en
masse forhindringer. Jeg ønsker, at disse drenge skal afværge dæmonernes angreb og redde
ritualet fra disse afskyeligheder, så jeg kan få succes med at højtideligholde ceremonien. Det
er mit formål; det er mit ønske. Hvad siger du så nu?”, spurgte Viswamitra med en alvorlig og
kraftfuld stemme.
6.10. Kongen svarede: ”Herre! Hvordan skal disse sarte, unge drenge kunne udføre sådan en
kolossal opgave? Jeg er her, og jeg er i allerhøjeste grad motiveret og parat. Jeg skal komme
med min stridsvogn, mit infanteri, mit kavaleri og mine krigselefanter. Jeg vil beskytte
området, hvor ceremonien skal afholdes. Jeg vil beskytte området, hvor din ashram ligger. Jeg
vil sørge for, at ritualet bliver udført på korrekt vis uden den mindste afbrydelse. Jeg har en vis
42

erfaring med at kæmpe mod disse dæmoniske kræfter. Som du ved, kæmpede jeg på
gudernes side mod dem og bragte guderne sejr. Jeg kan let gentage sejren. Tillad mig at gøre
det”, bønfaldt kongen.
6.11. Da vismanden hørte disse ord, sagde han: ”Oh konge! På trods af alt det du siger, er jeg
ikke overbevist. Jeg påstår endnu engang, at du ikke kan klare denne opgave. Kan du ikke
forstå, at opgaven endog ligger ud over, hvad jeg kan magte? Jeg, der er anerkendt for at
være næsten almægtig og alvidende. Hvordan skulle du kunne påtage dig denne opgave og
ydermere få succes med det? Du opfatter disse børn som værende almindelige børn. Det er en
fejltagelse, der stammer fra den kærlighed, du som fader føler over for dem. Jeg er
fuldstændig bevidst om, at de er selve Den Almægtige i menneskelig skikkelse. Hold det løfte,
som du højtideligt har givet, og send dem straks med mig. Gør du det ikke, må du acceptere,
at du ikke holder dit ord. Jeg vil drage af sted. Gør det ene eller det andet, men gør det
hurtigt! Dette er ikke tidspunktet for vankelmodighed eller udsættelse!” Kongen blev
forskrækket over skarpheden i vismandens stemme. Han blev overvældet af frygt. I sin
fortvivlelse ønskede Dasaratha, at hans guru, Vasishta, skulle inviteres til paladset. Vasishta
ankom, og da han fik øje på Viswamitra, udvekslede de, i gensidig respekt, smil og nogle få
ord. Fra kongens mund hørte Vasishta en redegørelse over alt det, der var sket. Selvfølgelig
var Vasishta fuldstændig klar over drengenes guddommelige virkelighed. Derfor besluttede
han at råde kongen til ikke at have den mindste bekymring, men med glæde betro drengene i
Viswamitra’s varetægt.
6.12. Dasaratha undskyldte sig med, at drengene i nogle måneder ikke havde været helt
raske. Yderligere fremførte han, at de derfor ikke havde den fysiske udholdenhed, der skulle til
for at kæmpe mod dæmonerne. ”I lang tid har vi været bekymret over deres helbred, og nu
kommer dette krav til dem som et slag på et ømt punkt. Mentalt er jeg slet ikke indstillet på at
sende dem af sted til kamp mod dæmonerne. Jeg vil beskytte mine børn, om det så er med
risiko for mit eget liv”, jamrede kongen.
6.13. Viswamitra brød ind og sagde: ”Konge! Hvorfor jamrer du dig på denne tåbelige måde?
Du burde have afstået fra at afgive løfter, som du ikke kan holde. Det er en stor og alvorlig
synd, når en hersker lover noget uden først at overveje for og imod. Det er ligeledes en stor
og alvorlig synd, når en hersker, der bliver bedt om at holde det, han har lovet, begynder at
udsætte det, tage sine ord i sig igen og endda tale imod at løftet skal holdes. Det er i
allerhøjeste grad uværdigt for konger som dig. Med sørgmodighed må jeg afvise den hjælp, du
tilbyder. Hvis man tilbyder en hjælp, ligegyldig hvor lille den måtte være, og ønsket om at
hjælpe vælder frem fra hjertet som en dyb tilskyndelse til at tjene, så er den hjælp lige så god,
som hvis man havde tilbudt sit liv. Ligegyldigt hvor stor en halvhjertet og tøvende hjælp måtte
være, så er den sørgelig og jammerlig. Jeg har ikke noget ønske om at forvolde dig smerte og
tvinge dig til at hjælpe mig. Godt! Vær du glad for dig selv og din synd. Jeg tager af sted.”
Viswamitra rejste sig og forsøgte at forlade lokalet. Kongen faldt for hans fødder og bønfaldt
om mere oplysning og om mere tid. Han spurgte, om vismanden ikke ville lære ham, hvad der
var hans, en konges, pligt. Han bad indtrængende vismanden om at overbevise ham om det
rimelige i kravet, så vismanden kunne fuldføre sin plan.
6.14. Da Dasaratha havde sagt dette, kaldte Vasishta kongen hen til sig for at give ham et råd.
Han sagde: ”Konge! Du er ved at blive vidne til en nært forestående kosmisk åbenbaring; en
mægtig fuldbyrdelse. Eftersom dit hjerte er påvirket af den kærlighed, som forældrer føler
over for deres børn, er sandheden skjult for dig. Der vil ikke ske dine sønner noget. Aldrig! Der
findes ikke noget heltemod så stort, at det er hinsides dine sønners rækkevidde. Vældige
guddommelige kræfter har antaget disse menneskelige skikkelser med det formål at
tilintetgøre dæmoner og dæmoniske kræfter. Så send drengene af sted uden yderligere
forsinkelse. Du bør ikke vurdere deres fysiske styrke eller størrelsen af deres intelligens. Du
skal hellere være bevidst om den guddommelighed, der konstant strømmer fra dem. Husk på,
at der ikke eksisterer nogle kræfter, der kan modstå denne guddommelighed!” Efter han havde
43

givet nogle flere, lignende råd, sendte Vasishta bud efter prinserne Rama og Lakshmana. Så
snart de hørte, at vismændene Viswamitra og Vasishta ønskede at se dem, skyndte de sig
derhen. Da de kom ind i salen, bøjede de sig i ærbødighed. Først knælede de for faderen, så
for Vasishta, den kongelige families guru, og så for Viswamitra. Da drengene rejste sig og
ærbødigt stod foran ham, henvendte Viswamitra sig til dem. Han havde et smil på læberne, da
han sagde: ”Drenge! Vil I følge mig?” Drengene blev jublende glade over denne mulighed.
6.15. Da Dasaratha hørte det, blev han endnu mere modløs. Han blev helt bleg. Rama
bemærkede sin faders sorg over, at han havde bifaldet ideen med at følge vismanden. Blidt
henvendte han sig til sin fader og sagde: ”Fader! Hvorfor er du ked af, at jeg drager af sted
med denne store vismand? Findes der nogen bedre måde at benytte denne krop på, end at
sætte den til at tjene andre? Det er selve formålet med, at vi har fået kroppen. Hvis kroppen
deltager i asketernes hellige opgaver og medvirker til at befri dem for chikanerier, så tjener
den vel et ophøjet formål? Der er ikke noget, der er umuligt for os, er der? Vi vil tilintetgøre
dæmonerne. Det vil vi gøre, ligegyldigt hvor barske og indædte de måtte være, og vi vil
skænke vismændene fred. Hvis du giver os din tilladelse, er vi parat til at tage af sted lige i
dette øjeblik.” Disse ord, der var fyldt med mod, formindskede til en vis grad Dasaratha’s
bekymring.
6.16. Men kongen kæmpede stadig imod. Han kunne ikke beslutte sig for, hvad han nu skulle
sige. Han trak Rama hen til sig og fortalte ham: ”Søn! Dæmonerne er ikke almindelige fjender!
Der kommer meldinger til hoffet om, at blandt andet de ubarmhjertelige brødre, Sunda og
Upasunda, samt Thataki’s sønner, Maricha og Subahu, befinder sig blandt dæmonerne. De er
alle sammen bestialsk ubarmhjertelige og grusomme. Deres fysiske udseende er ubeskriveligt
hæsligt. Du har endnu ikke haft lejlighed til at betragte sådanne forfærdende skikkelser. Jeg
kan slet ikke tænke på eller forestille mig det øjeblik, hvor du står ansigt til ansigt med dem.
Hvordan skulle du kunne kæmpe mod disse svindlere og fupmagere, der er mestre i at
camouflere sig og forandre sig fysisk? Indtil nu har du ikke så meget som hørt ordet ’kamp’! Ej
heller har du set en virkelig kamp på slagmarken. Nu bliver du pludseligt bedt om at kæmpe
mod sådanne frygtindgydende fjender! Ak! Skæbnen er i sandhed meget ubarmhjertig! Ak!
Skal mine sønner virkeligt allerede, her på tærsklen til deres voksne liv, stå over for denne
kolossale prøvelse?”
6.17. Dasaratha græd voldsomt, mens disse tanker snurrede rundt i hans hoved. Hans forpinte
hjerte var årsagen til tårerne. Lakshmana bemærkede sin faders mentale svaghed. Han sagde:
”Fader! Hvorfor disse tårer? Vi er ikke frygtsomme og forskræmte piger! Slagmarken er vores
legitime arena. Krig er vores retmæssige pligt. Det, at beskytte retskaffenhed, er vores
oprigtige ansvar. Det, at tjene vismænd og at opretholde de moralske regler, er selve vores
åndedræt. Jeg er overrasket over, at du er ked af, at vi påtager os sådant et ærefuldt hverv!
På grund af den svaghed, du lægger for dagen, vil verden le ad dig. Send os af sted med din
kærlighed og med dine velsignelser. Jeg vil ledsage min broder, og jeg vil vende hjem med en
glorværdig sejr.”
6.18. Rama bemærkede, at hans fader var overvældet af kærlighed til ham. Han gik hen mod
tronen og rakte kærligt sin hånd frem mod sin fader. Rama sagde: ”Fader! Det ser ud til, du
har glemt, hvem du er. Husk på hvem du er; husk på den kongelige familie, der er
udødeliggjort af de forfædre, som du stammer fra; husk på hvor stor en berømmelse de
opnåede. Gør du det, så vil du ikke længere græde, som du gør nu. Du blev født ind i
Ikshvaku-dynastiet. Indtil i dag har du levet dit liv som selve legemliggørelsen af ’rigtig
handling’. De tre verdener (universets tre aspekter: det grove eller fysiske aspekt, det finere
eller mentale aspekt og det kausale aspekt) har anerkendt dig som den, der pligtopfyldende
overholder løfter, som den, der beskytter og praktiserer ’rigtige handling’ og som den mest
formidable helt på slagmarken så vel som alle andre steder. Du er godt klar over, at der ikke
findes nogen større synd end det at tage sine ord tilbage, når de først er givet. Hvis du
trækker det ord tilbage, som du har givet vismanden, så vil det skade dit gode ry. Dine sønner
44

kan ikke tolerere et sådant dårligt ry. Når du ikke handler i henhold til det ord, du har givet,
kan du ikke få nogen del i det gunstige udbytte, der opstår fra de offerhandlinger, du udfører.
Du får end ikke del i det gunstige udbytte, der opstår fra alle de gavnlige handlinger, du
udfører. Det være sig at grave brønde og plante træer. Hvorfor sige mere om dette? Vi, dine
sønner, føler, at blot det at høre folk tale om, at kong Dasaratha brød sit ord, er en vanære for
familien. En vanære som vi i skam må bøje vores hoveder over. Det er en uudslettelig
skamplet på selve dynastiets omdømme. Din kærlighed til dine børn gør dig blind; den er ikke
baseret på din skelneevne. Den vil påføre os skade, den vil ikke beskytte os. Hvis du virkelig er
tilskyndet af kærlighed til os, bør du være opmærksom på at fremme vores omdømme, bør du
ikke? Selvfølgelig er det ikke op til os at give dig råd. Du kender til alt dette. Din kærlighed har
trukket dig ind i denne atmosfære af uvidenhed. Din kærlighed har gjort det vanskeligt for dig
at vedkende dig din pligt. Hvad os angår, så føler vi ikke det mindste skær af angst. Sejrens
gudinde vil helt sikkert stå os bi. Tøv ikke. Velsign os og overlad os i vismandens varetægt.”
På denne måde bønfaldt Rama, og idet han bøjede sit hoved dybt, berørte han sin faders
fødder.
6.19. Dasaratha trak Rama til sig og strøg ham over håret. Kongen sagde: ”Søn! Alt hvad du
siger, er sandt. Dine ord er som smykker; ordene er af stor værdi. Jeg er ikke en tåbe, der vil
bestride dem. Straks i dette øjeblik vil jeg drage af sted med min firefløjede hær. Om det så
sker på bekostning af alt, hvad jeg ejer, vil vi beskytte denne vismands offerceremoni. Men
mit sind kan ikke acceptere forslaget om at sende dig, der først nu er ved at blive trænet i
krigs- og våbenkunst, mod disse bestialske dæmoners hære. Ingen fader vil med forsæt kaste
sine sønner for løverne. Er det rigtigt af dig at kaste os forældre ind i sorgens flammer? Vi fik
dig på grund af vores strenge overholdelse af ’rigtig handling’, og vi opfostrede dig, som var
du vore livs åndedræt. Ak! Hvad kan man gøre, når selve skæbnen er imod én? Jeg vil hverken
skyde skylden på dig eller på nogen anden. Det er alt sammen en konsekvens af de synder,
jeg selv har begået.”
6.20. Med sin hånd ovenpå sit hoved jamrede Dasaratha på denne måde. Da han så og hørte
dette, begyndte Rama at smile. Han sagde: ”Fader! Hvad er det for en svaghed? Du taler om
at kaste os for løverne! Har du endnu ikke erkendt, at vi ikke er geder, der skal ofres på denne
måde? Tro på, at vi er løveunger. Send os, med dine velsignelser, af sted for at udføre denne
hellige opgave. Konger skal ikke forsinke udførelsen af hellige opgaver!” Da han havde hørt
disse ret skarpe udtalelser fra Rama, rejste Vasishta sig og sagde: ”Fortrinligt! Dasaratha!
Hørte du løvens brøl? Hvorfor svare med en sjakals hylen? Rejs dig! Send bud til drengenes
mødre og bring dem hertil. Overdrag dine sønner i Viswamitra’s tjeneste.” Da han hørte disse
ord, følte Dasaratha ikke, at han kunne gøre andet end at adlyde. Han sendte besked til
dronningerne om, at han ønskede deres tilstedeværelse.
6.21. Med slør for deres ansigter kom dronningerne ind i salen. De rørte vismændenes og
Dasaratha’s fødder. Herefter gik de hen til børnene og stillede sig ved siden af dem. Med
kærlige fingre strøg de dem over håret. Først talte Vasishta til dem. Han sagde: ”Moder! Vores
Rama og Lakshmana er parat til at drage af sted med Viswamitra for at beskytte dennes
offerritual mod forstyrrelser og forhindringer fra dæmoniske horder. Velsign dem, før de drager
af sted.” Så snart Kausalya hørte dette, løftede hun overrasket sit hoved og sagde: ”Hvad er
det, jeg hører? Skal disse drenge beskytte og vogte den offerceremoni, som denne store
vismand ønsker at højtideligholde? Jeg har hørt, at mantraerne, med deres guddommelige
kraft, i sig selv vil være den bedste beskyttelse. Hvordan kan simple mennesker påtage sig
den byrde, det er at redde en sådan offerceremoni fra at lide overlast? Ansvaret for en
offerceremonis succesfulde gennemførelse og afslutning hviler på det deltagende præsteskabs
retskaffenhed.”
6.22. For Vasishta forekom denne udtalelse at være korrekt. Men alligevel tænkte han, at det
ville være bedst at kaste lidt mere lys over situationen. ”Kausalya! Moder! Viswamitra’s
offerritual er ikke noget almindeligt ritual! Mange hindringer har påvirket dets gennemførelse,
45

og disse hindringer har skabt bekymring.” Vasishta var i gang med sin forklaring, da Kausalya
brød ind og sagde: ”Jeg er virkelig forbløffet over at høre, at bekymringer overskygger
offerritualer, der højtideligholdes af vismænd og seere. Jeg troede ikke, der fandtes nogen
kraft, der kunne modstå en sådan hellig beslutning. Jeg formoder, at vismanden Viswamitra
nærer et ønske om og higer efter, at ritualet bliver gennemført for at manifestere Det højeste
Lys og Den højeste Fred. Muligvis har han fremsat sin anmodning for at teste kongens
tilknytning til sine børn. Hvordan skal vi kunne tro på, at disse små sarte spirer vil være i
stand til at beskytte dette offerritual mod fortræd? Det offerritual som denne vismand, der er
udstyret med alle mystiske og hemmelighedsfulde kræfter, har i sinde af højtideligholde?”
6.23. Mens Kausalya sagde dette, kærtegnede hendes hånd Rama’s ansigt. Dasaratha, der
lyttede til hendes tale, erkendte, som i et lysglimt, pludseligt sandheden og traf en tydelig og
afklaret beslutning. Han sagde: ”Ja! Kausalya’s ord tilkendegiver den autentiske sandhed. Alt
dette er blot led i en plan for at teste mig. Det er jeg sikker på. Herre! Hvordan kan jeg, en
svækling, klare din test? Jeg vil rette mig efter dit ønske, hvad det end måtte være!” Idet
Dasaratha sagde disse ord, faldt han for Vasishta’s fødder. Vasishta så på kongen og sagde:
”Store konge! Du har bevist, at du er et agtværdigt menneske. Disse drenge er ikke af den
almindelige slags. Deres evner og kapacitet er grænseløse. Det ved vi. Andre ved det ikke.
Denne begivenhed er blot starten på deres triumferende march. Begivenheden er prologen til
historien om deres sejrrige karriere. Det er her og nu, de begge aflægger løftet om at være
’den der beskytter rigtig handling’. De vil snart vende tilbage med sejrens palmer. Overlad
dem derfor, uden yderligere tanker, med glæde til Viswamitra.”
6.24. Vasishta kaldte drengene til sig. Idet han lagde sine lykkevarslende håndflader på deres
hoveder, messede han nogle hymner og gav dem derved sine velsignelser. Drengene knælede
for mødrenes fødder og modtag deres velsignelser. De stod parat til at drage af sted.
6.25. Dasaratha bemærkede glædens og modets glød i deres ansigter. Han undertrykte den
sorg, der vældede op i ham. Han lagde sine hænder på deres skuldre, og sammen gik de hen
til Viswamitra. Kongen knælede for vismandens fødder og sagde: ”Fra denne dag, oh herre, er
disse to dine sønner. Deres helbred og lykke afhænger af dig. Hvis du giver ordre til, at nogle
få personlige vagter må blive sendt med dem, vil jeg med glæde indvillige i at sørge for det.”
6.26. Da han hørte det, brast Viswamitra i latter. ”Oh konge, du er i sandhed skør! Findes der
nogen, der kan beskytte disse drenge; disse helte der er på vej for at befri offerritualet for
hindringer? Behøver disse drenge nogen beskyttelse? De har i sinde at beskytte det offerritual,
som vi ikke kan beskytte. Behøver sådanne mægtige helte nogen til at beskytte sig?
Selvfølgelig er det din kærlighed, der har gjort dig blind. Konge! Jeg skal bringe drengene med
mig tilbage til dig, når den opgave, som jeg tager dem med for at løse, er gennemført. Vær
ikke bekymret. Hersk over kongeriget uden at udøve uretfærdighed og gør det uden
afbrydelse.”
6.27. Viswamitra rejste sig. Alle tilstedeværende viste deres respektfulde ærbødighed over for
den store vismand. Som den første forlod han salen, og de to prinser fulgte ham. Så snart de
nåede hen til paladsets hovedport, hørte folk himmelske trommer og trompeter, der genlød fra
himlen. En byge af blomster regnede ned over dem. Mens de gik ned ad gaden, kom der fra
alle dørtrin musik fra konkylier; med få meters interval hørtes trompeternes gjalden. For
mænd, kvinder og børn; for folk i alle aldre, så det ud, som om det var to løveunger, der
travede af sted bag en ældre løve. Ingen var klar over, hvorfor prinserne gik barfodet, og
hvorfor de forlod paladset sammen med den berømte vismand. Derfor begyndte alle at spørge
sidemanden om, hvilken mission de var på vej ud for at udføre. Ministrene, folk fra hoffet og
den almindelige befolkning ledsagede dem kun til byporten, for således lød den kongelige
ordre. Der, ved byporten, sagde de farvel til prinserne og vendte tilbage til deres forskellige
gøremål.
46

6.28. De tre fortsatte deres rejse. Viswamitra førte an, Rama gik tæt bag ham, og Lakshmana
dannede bagtrop. De iagttog de henrivende træer, der stod i lange rækker på begge sider af
stien. De fyldte sig med den skønhed, som naturen åbenbarede for deres øjne. Da de havde
gået et stykke tid, gik de ind i en jungle, hvor der ikke boede mennesker. Viswamitra gav
ordre til, at de fra nu af skulle bære håndleds- og fingerbeskyttere af læder. Ligeledes bad han
prinserne om at tage deres buer fra skulderen og holde dem parat til brug. Udstyret på denne
måde bevægede de sig ind i den stille, skrækindjagende skov. Frygtløse og strålende drog de
gennem det sammenfiltrede buskads, som var de områdets konger. Snart nåede de floden
Sarayu. Solen var ved at gå ned. Derfor kaldte Viswamitra prinserne Rama og Lakshmana hen
til sig og talte mildt og venligt til dem. ”Yndlinge! Gå straks til floden og gennemfør den
ceremonielle renselse af hænder og fødder.” Da det var gjort, sagde Viswamitra: ”Nu vil jeg
skænke jer to mystiske mantraer, der udgør alle mantraernes kronjuvel. De kaldes Bala
(styrke, kraft, energi) og Athi-Bala (stor styrke, kraft, energi). De er begge ladet med en
enorm kraft. Ligegyldigt hvor udmattede I måtte være, vil de gøre jer friske igen. Ligegyldigt
hvilke anstrengelser I påfører jer selv, så vil mantraerne forhindre, at I bliver udmattede. De
vil ikke tillade, at I bliver ramt af sygdom. De vil redde jer fra de dæmoniske styrker. Hvis I
gentager mantraerne, vil de holde sult og tørst borte, når I er på rejse. De vil skænke jer et
godt helbred, glæde og entusiasme. De vil styrke jeres lemmer og jeres sind. Rama! Disse to
mantraer rangerer over alle andre mantraer. De er mere strålende og mere virkningsfulde end
andre mantraer.” I lang tid udbredte Viswamitra sig om mantraernes kraft og styrke. Rama
havde ikke noget behov for at få mantraernes kraft forklaret. Men han lyttede med et udtryk af
åbenbar overraskelse og med et forundret blik i øjnene. Lakshmana iagttog både vismanden
og Rama, og han lo for sig selv!
6.29. For hele verden er denne episode et godt eksempel på, hvorledes Rama er kommet for
at genoplive ’rigtig handling’. Det er en lektie, Rama lærte verden gennem sin adfærd snarere
end gennem sine ord. ”Illusionen er uundgåelig for alle. Det gælder, ligegyldigt hvor mægtige
folk er. På et øjeblik vil illusionen vende op og ned på deres liv. Så længe ’offeret’ er opslugt af
troen på, at det er kroppen, vil illusionen ikke løsne sit greb. Illusionen vil ikke blive skræmt af
det navn eller den berømmelse, de evner eller den intelligens, som personen, den søger at
besidde, er udstyret med. Udelukkende når individet fjerner betydningen af navn og form,
befrier sig selv for kropsidentifikationen og grundfæster sig i Den guddommelige Gnist, kan det
undslippe fra de fejlagtige opfattelser, som illusionen påfører det.” Det var lektien! For,
bemærk følgende! Viswamitra havde kontrol over disse to magtfulde mantraer. Han havde
samlet et stort lager af åndelige skatte. På trods af at han besad disse vidtberømte ressourcer,
havde han erkendt, at alene Rama havde den magt og kraft, der var nødvendig for at overliste
og tilintetgøre de dæmoniske horder, der havde til hensigt at forstyrre det offerritual, han var
så fast besluttet på at højtideligholde. Viswamitra havde rådet Dasaratha til ikke at være alt
for overkærlig over for sin søn; ikke at lade sig forblænde af Rama’s guddommelige
storslåethed. Viswamitra havde bekendtgjort, at Rama var hele verdens beskytter. Han troede
fuldt og fast på, at der ikke fandtes nogen grad af heltemod, som Rama ikke kunne nå.
Alligevel forberedte vismanden sig på at indvie disse prinser i nogle mystiske mantraer, som
om de var børn af en almindelig slægt! Viswamitra var helt sikkert hæmmet af illusionen,
vildfarelsen! Han havde givet efter for det selvbedrag, det er at bedømme de åbenbare
kvaliteter. Rama blotlagde illusionens utvetydige kvælertags styrke for vismanden. For det var
Rama, der havde sløret Viswamitra’s sind og fået ham til stolt at begynde på at indvie dem i
disse ritualer! Som de havde fået besked på af Viswamitra, gennemførte Rama og Lakshmana
deres rituelle renselse i floden. Vismanden opsøgte brødrene og indviede dem i de to
mantraer. Præcist og tydeligt gentog Rama og Lakshmana mantraerne efter guruen. Rama
nikkede, som en nybegynder bør gøre, når vedkommende har lært et mantra. Lakshmana
gjorde det samme. Drengene bøjede deres hoveder, som om de havde accepteret at være
Viswamitra’s ’disciple’. Snart faldt mørket på, og drengene arrangerede selv deres leje af det
græs, der voksede tykt på området. Efter de havde lagt sig, satte Viswamitra sig hos dem og
fortalte beretninger fra gamle dage. Snart syntes drengene at være faldet i søvn,
47

tilsyneladende som et resultat af udmattelsen over at have gået længe. Viswamitra standsede
sin beretning og hensank i tanker om sin egen skæbne og sit eget rejsemål.
6.30. Daggryet brød frem over landskabet. Mangefarvede fugle flagrede fra gren til gren i de
træer, som drengene sov under. Fuglene sang blidt og melodiøst, som var det deres hensigt at
vække Rama og Lakshmana! Det lød, som var det musik frembragt af luftens trubadurer. Men
fuglene var ikke i stand til at vække de sovende! Så Viswamitra talte til Rama og meddelte, at
det var daggry. ”Vågn op”, sagde han. Rama satte sig op. Han vækkede Lakshmana, der lå på
sit leje ved siden af Rama, og begge bøjede de sig ærbødigt for vismanden. De udførte deres
rituelle bad i Sarayu-floden. De tog det hellige vand op i deres håndflader og slap det igen. Det
gentog de igen og igen, mens de samtidigt messede hymner i lovprisning til flodens gudinde.
Herefter badede de i floden og udførte det tidlige morgenritual, der omfatter fremsigelse af
Gayathri Mantraet (ældgammel vedisk bøn der skal vække intelligensen og føre til oplysning).
Snart var de parat til at fortsætte rejsen. Med armene over kors stod de foran vismanden.
Viswamitra spurgte: ”Mine kære! Nu kan vi drage af sted mod min ashram, kan vi ikke?” Rama
svarede: ”Vi afventer din ordre!” Så med vismanden forrest og brødrene bagved begyndte de
at gå. Snart nåede de til det sted, hvor Sarayu-floden flød sammen med Ganges. Brødrene
bøjede sig dybt i ærbødighed for den hellige flod og så ud over det hellige sted. De fik øje på
en ashram, hvorfra der strømmede himmelske energier, der gennemstrømmede omgivelserne.
Ashrammen forekom dem at være meget gammel og fuld af ældgamle minder. Lakshmana
spurgte vismanden: ”Herre! Hvem bor i denne hellige ashram? Hvad er navnet på den store
personlighed, der opholder sig her?” Vismanden smilede, da han fik spørgsmålet. Han sagde:
”Mine kære! For lang tid siden besøgte guden Siva (Nedbryderen i den hinduistiske
Treenighed) dette sted sammen med sine guddommelige ledsagere. Siva kom for at leve i
streng askese forud for sit bryllup med Parvathi. Mens Han på dette sted opfyldte sine
guddommelige forpligtelser, forhindrede Kærlighedens Gud gennemførelsen af disse
forpligtelser. Det fik vreden til at blusse op i Siva’s guddommelige hjerte. Han åbnede sit
tredje øje, der udsendte en sådan brændende flamme, at Kærlighedens Gud (Manmatha) blev
brændt til aske. Manmatha’s legeme blev tilintetgjort, og derfor er han nu kendt som ’den
uden lemmer’ (på sanskrit: an-anga). Sanskritordet for ’lem’ er anga. Eftersom Manmatha
mistede sine lemmer her i dette område, har denne del af landet siden været kendt som Anga!
Det er et rigt område. Denne ashram blev brugt af Siva, og i generationer er den siden blevet
brugt af Hans hengivne. Hver og en af disse hengivne er, som et resultat af deres ivrige
askese, blevet forenet med Ham. Denne ashram vil udelukkende acceptere beboere, der
strengt følger den ’rigtige handlings’ vej. Hvis I ønsker det, vil vi bade i Ganges, tilbringe
natten her og drage videre i morgen.” Da Viswamitra kom med dette forslag, kunne Rama og
Lakshmana ikke holde deres glæde tilbage. De sagde: ”Vi er meget lykkelige.” Vismandens ide
blev således accepteret. De badede i den hellige Ganges. I mellemtiden spredte nyheden om,
at Viswamitra var til stede nær deres boliger, sig i ashrammen. Nyheden fortalte også, at
vismanden var ledsaget af kongens to heltemodige sønner. Mange skyndte sig af sted for at
byde dem velkommen og invitere dem ind i deres egne hytter.
6.31. Den nat opholdt vismanden og prinserne sig i Siva’s ashram. De spiste frugter og rødder.
Med stor interesse iagttog de aktiviteterne i ashrammen. Prinserne lyttede til de historier, der
blev fortalt af Viswamitra. Tiden strømmede rask af sted i denne lyksalighedens flod. Så snart
det blev daggry, gennemførte de deres rituelle bad og renselse. Herefter tog de kærligt afsked
med ashrammens eneboere. Så drog de af sted; de to disciple efter guruen. De var nødt til at
krydse Ganges, så nogle af områdets folk roede dem over floden og satte dem i land på den
modsatte bred. Derefter sagde bådsmændene farvel til dem og knælede for Viswamitra, før de
vendte hjem. Viswamitra var glad og tilfreds over denne gæstfrihed. Han påskønnede dybden
af disse menneskers hengivenhed og deres sans for at overgive sig. Han tillod dem at drage af
sted og gav dem mange velsignelser med på vejen.
6.32. Straks derefter ramte en voldsom støj deres ører. Det lød, som om en buldrende,
underjordisk strøm skyllede hen over landskabet. De så flodens vande rase og hæve sig med
48

lange rækker af hvidt skum på bølgetoppene. Rama spurgte vismanden: ”Herre! Hvordan kan
det være, at den vrede strøm lige pludseligt har fyldt flodbækkenet, og hvordan kan vandet
hæve sig så hurtigt og så højt?” Vismanden svarede: ”Rama! På dette sted munder den fyldte
og rasende Sarayu-flod ud i den rolige Ganges. Det er grunden til den rungende lyd og
buldren!” Vismanden sagde det på en rolig og afslappet måde. For ham var det et almindeligt
sceneri. Vismanden fortsatte: ”Rama! Ved en bestemt lejlighed, for meget, meget længe siden,
var det Brahma’s vilje, at en kæmpemæssig stor sø øjeblikkeligt skulle dannes nær bjerget
Kailas (Siva’s bolig i bjergene). Denne sø kendes i dag som Manasa-Sarovar (søen er floden
Sarayu’s udspring i det nordlige Himalaya). Ordet betyder ’Sindets sø’. Guderne gav det dette
navn. Når sneen smelter, eller regnen falder, bliver søen fyldt op, og den strøm, der flyder fra
Manasa-Sarovar, danner Sarayu-floden, der flyder i udkanten af Ayodhya og mod Ganges.
Sarayu-floden er en hellig flod, fordi dens vande udløber fra søen, der blev skabt på grund af
Brahma’s vilje.” Mens de lyttede til de betagende beretninger, der kastede lys over alle
områdets floder og steder, fortsatte de deres færd.
6.33. De kom nu ind i en tyk, mørk skov. Der var en stemning af gru og rædsel i skoven.
Rama spurgte vismanden: ”Er det rigtigt, at der ikke eksisterer spor af mennesker, der nogen
sinde har vandret gennem denne skov?” Før han kunne få et svar, fangede en række brøl fra
en mægtig flok vrede dyr deres opmærksomhed. Der var tigre, løver, leoparder og en vrimmel
af mindre dyr. Det føltes, som om Jorden blev flået fra hinanden! Prinserne og vismanden
iagttog også vilde dyr, der udkæmpede drabelige kampe mod hinanden. Nogle af dyrene løb
ind i vildnisset, bort fra scenen med den voldsomme død. Træerne stod tæt i skoven, de nåede
himlen og spredte deres mørke skygger over skovbunden. Der var banyantræer, cedertræer,
fyrretræer og de hellige figentræer.
6.34. Der fandtes ingen stier til at lede deres færd. For at komme fremad, måtte de rydde et
spor. Lakshmana kunne ikke skjule sin nysgerrighed. Han spurgte Viswamitra: ”Herre! Hvem
hersker over denne skrækkelige skov? Hvad hedder skoven?” Vismanden svarede:
”Lakshmana! Her, hvor denne jungle nu vokser, var der tidligere to mindre kongedømmer,
Malada og Karosa. Begge lande skinnede, som var de gudernes område. Rent faktisk omtalte
folk dette område, som et område der var specielt skabt og plejet af guderne. Folk fortalte en
historie om stedet. Da guden Indra (de himmelske guders herre) dræbte Vritra (en kraftfuld
og rasende dæmon fra en høj kaste), led han af konsekvensen af denne synd. Som følge heraf
blev Indra ramt af en voldsom smerte, der var forårsaget af en umættelig sult. I denne
ynkelige tilstand blev Indra bragt til vismændene i dette område. De gav ham et bad i den
hellige Ganges. Efter neddypningen i floden hældte de den ene krukke efter den anden af
Ganges hellige vand over hans hoved, idet de alt imens messede hellige hymner og formler. På
den måde blev den synd, der bestod i at have dræbt en person fra en høj kaste, vasket bort.”
6.35. ”Brahma var henrykt over, at såvel sultens smerte (mala) som sultens skrig (krosa) var
bragt til ende. Derfor gav Han disse kongedømmer navnene Malada og Karosa.
Kongedømmerne blev berømte på grund af Brahma’s velsignelse. Det var gudernes vilje, at de
to områder fremover skulle velsignes med korn og guld og alle former for velstand og rigdom.”
6.36. ”På et tidspunkt dukkede et grusomt, kvindeligt uhyre ved navn Thataki op i dette
område. Hun begyndte at hærge og ødelægge det rige og fredfyldte land. Hun var et halvt
himmelsk væsen (hun tilhørte en klasse, der var i slægt med dæmonerne), der var i stand til
at antage en hvilken som helst form, hun måtte ønske. Rygtet siger, at selv da hun var nyfødt,
var hun udstyret med tusind elefanters styrke! Hun fødte en søn ved navn Maricha. Han besad
en kraft og et heltemod, der kunne sammenlignes med selve Indra’s. I fællesskab forårsagede
moder og søn kolossale ødelæggelser og vældige ulykker. Den del af junglen, hvor dette
afskyelige, kvindelige uhyre boede, ligger 14-15 kilometer fra, hvor vi befinder os. Hun
forvandlede disse to rige egne, Malada og Karosa, til et rædselsfuldt vildnis. De folk, der havde
dyrket disse frugtbare marker, flygtede af bar skræk og rædsel, da hun dukkede op. Derfor
blev junglen større og større. De tyndt befolkede byer og landsbyer blev forladt og lagt i
49

uiner. Til sidst var der ikke længere noget spor af menneskelig bebyggelse. Det kvindelige
uhyre kunne ikke blive taget til fange eller tilintetgjort, for hun kunne undslippe alle forsøg på
at ødelægge hende. Endnu har ingen vovet at sætte en stopper for hendes hærgen. Jeg kan
ikke komme i tanke om andre end jer; ja, det siger min dybeste intuition mig; ingen andre end
jer kan tilintetgøre dette uhyre, der besidder sådanne overvældende kræfter. Det er de to, den
ondskabsfulde moder og den ondskabsfulde søn, der leder og foranlediger dæmonerne til at
forstyrre og vanhellige eneboernes offerritual og hellige ritualer.”
6.37. Viswamitra’s ord rørte Rama’s følelser. Han var ikke i stand til at rumme den følelse af
vrede, der vældede frem i ham. Med stor ydmyghed og ærbødighed sagde han: ”Oh du største
blandt asketer! Jeg har hørt, at disse dæmoniske, halvt himmelske væsener besidder en ringe
styrke. Desuden er denne Thataki en kvinde. Hun tilhører det svage køn. Hvordan kunne hun
på denne måde terrorisere hele befolkningen? Hvorfra fik hun sine kræfter? Hvordan kunne
hun forvandle dette område, så det gik til grunde, når det var blevet velsignet af Brahma og
guderne? Det er i sandhed forbløffende. Det er noget, der ligger uden for min fatteevne.”
Viswamitra sagde: ”Rama! Jeg skal forklare det for dig. Hør nu! Engang i fortiden levede der et
halvt himmelsk væsen ved navn Sukethu. Han var rig på såvel gode dyder som tapperhed.
Han havde ingen børn til at efterfølge sig, så derfor udøvede han streng askese for at formilde
guderne og modtage deres velsignelser. Til sidst var Brahma tilfreds med Sukethu’s asketiske
levevis. Brahma åbenbarede sig for ham. Han velsignede ham og lovede, at han ville få en
datter med ekstraordinære kræfter, kløgt og evner. Sukethu blev jublende glad over dette
løfte, selv om han ville få en datter og ikke en søn.”
6.38. ”Sukethu vendte hjem, og som lovet fik han en datter. Barnet voksede sig stor og stærk.
Skønt barnet, grundet Brahma’s nåde, tilhørte det svagere køn, besad det tusind elefanters
styrke. Hun drog omkring, uden at være underlagt nogen love eller begrænsninger, som ejede
hun alt, hvad hun så! Hun var en bedårende pige, så derfor søgte Sukethu vidt og bredt efter
en lige så bedårende brudgom. Til sidst fandt han en. Brudgommens navn var Sunda, og
Sukethu giftede sin datter bort til ham. Tre år senere fødte hun en søn. Det var Maricha, som
jeg fortalte jer om. Moder og søn blev uovervindelige i kamp. Ægtemanden, Sunda, begyndte
på sine dæmoniske eventyr og forsøgte at ødelægge vismændenes offerritualer. Derfor pådrog
han sig den mægtige vismand Agasthya’s vrede. Vismanden kastede en forbandelse på den
afskyelige fyr. Denne forbandelse dræbte Sunda og reddede vismændene fra yderligere
ærgrelser. Som hævn tog Thataki sin søn med sig og overfaldt Agasthya’s ashram. Agasthya
var forberedt på dette angreb. Så han forbandede dem begge to til at blive forvandlet til
uhyrer. Det gjorde dem endnu mere rasende. Brølende overdængede de Agrasthya med
skældsord, og med blodskudte øjne rykkede de truende frem mod ham! Agasthya følte, at det
ville være farligt at tøve; han forbandede derfor Thataki til at miste sit bedårende udseende og
blive så grim som et fugleskræmsel! Det var vismandens vilje, at hun også blev kannibal!
Forbandelsen undertvang hende ikke, derimod fortsatte hun angrebet med fornyet vildskab.
Agasthya undslap ødelæggelserne og slap af sted til et sikrere sted. Skuffet og vred over hun
ikke fik hævnet drabet på sin ægtemand, lod Thataki sin forbitrelse gå ud over dette område
(Malada og Karosa), idet hun ødelagde afgrøder og haver og forvandlede det hele til én stor
jungle.”
6.39. Da denne beretning var til ende, sagde Rama: ”Herre! Eftersom hun blev født som en
konsekvens af Brahma’s løfte og som en belønning for streng asketisk levevis, besad hun alle
disse evner og kræfter. Hun misbrugte dem og pådrog sig selv forbitrelsen og forbandelsen.
Som nævnt i de hellige skrifter, så er den synd, det er at dræbe en kvinde, meget afskyelig. Er
det ikke sandt? Det må være grunden til, at Agasthya lod hende slippe med grimhedens
forbandelse. Ellers kunne den store vismand, der forårsagede ægtemandens død, vel også
have kunnet dræbe kvinden. Fortæl mig, hvad jeg nu skal gøre; jeg er parat til at adlyde.”
6.40. Viswamitra var glad for, at Rama udtrykte ovennævnte betænkeligheder i relation til,
hvad den ’rigtige handling’ dikterer. Vismanden argumenterede: ”Jeg er ikke uvidende om det
50

faktum, at det at dræbe en kvinde er en afskyelig synd. Ikke desto mindre er beskyttelsen af
åndelige, progressive eksistenser, så som brahminer, dydige mennesker så vel som køer,
vigtig. ’Rigtig handling’ er integreret i disse tre. Der er på ingen måde tale om synd, når en
konkret handling udføres for at fremme ’rigtig handling’ og fjerne uretfærdige handlinger.
Kender du ikke sentensen: ’Rigtig handling’ beskytter den, der beskytter ’rigtig handling’? Her
er der ikke tale om vold, der udøves for at forherlige én selv. Når vold udøves for at opretholde
freden og velstanden i verden, så kan jeg forsikre dig, at en sådan handling ikke vil fremkalde
nogen dårlig reaktion. Desuden er skabelsen, opretholdelsen og nedbrydningen den
guddommelige lovs udtryk; de sker alle ifølge den guddommelige vilje. De er ikke knyttet til
menneskets luner. Du og din broder er guddommelige manifestationer. I har autoriteten og
pligten. Intet snavs kan klæbe sig til ild. På tilsvarende måde gælder, at ingen synd kan
forurene det guddommelige. Den vilje der skaber, den forpligtelse der beskytter, kan også
gøre sin pligt ved at straffe. Den straf, der er en konsekvens af denne moders og hendes søns
synder, kan ikke undgås. Det skal opfattes som Thataki’s held, at hun i dag ender sit liv for
dine hænder. Det sker nemlig, før hun kommer til at gennemleve den opsamlede bunke af
synder, som hun ellers ville være nødt til at lide under. Ved at dræbe hende vil du
udelukkende tjene såvel hendes som landets interesser bedst muligt. Det er hverken forkert
eller syndigt. Hvis du nærer medfølelse nu, vil det forårsage grænseløs skade på verden. Det
vil fremme den ’rigtige handlings’ svækkelse og forfald. Det vil hjælpe Thataki til at forfalde til
endnu flere syndefulde handlinger. Hvorfor skal jeg dvæle længere på dette punkt og komme
med tusindvis af argumenter? Jeg har set det hele gennem mit åndelige syn. Du er inkarneret i
menneskelig skikkelse for at tilintetgøre det dæmoniske afkom. Det er din mission; din
opgave. Du er nødt til at udføre den såvel i dag som gennem hele dit livsforløb. Den ’rigtige
handlings’ formynderskab og tilintetgørelsen af dæmonerne (folk med dæmoniske
tilbøjeligheder) er selve de formål, der fik dig til at blive født som menneske! Jeg kender til
disse formål; til denne sandhed. Det er årsagen til, at jeg skyndte mig hen til dig for at få
hjælp. Hvorfor skulle jeg ellers søge din støtte og hjælp? Eneboere, eremitter og dem der
udfører streng asketisk levevis i skovens ensomhed, bønfalder landets herskere om hjælp.
Ikke for deres egen skyld, men for hele verdens skyld. De opgiver alle former for tilknytning og
holder sig i live ved at spise de rødder og frugter, som de selv finder. Efter nogle måneder eller
år på denne diæt bliver deres liv hærdet endnu mere. Det giver dem mulighed for at komme af
med kropsbevidstheden og blive forenet i Lyset. Hvorfor skulle sådanne mennesker bekymre
sig om, hvad der sker med verden? Årsagen er, at de vise, de realiserede, ved siden af at
redde sig selv gennem åbenbaringens oplysning, bestræber sig på at fortælle andre om den
vej, de har gået, og om herligheden ved det mål de har nået. Det gør de for at motivere andre
til at udøve de discipliner, der kan gøre dem klar til at modtage sandheden. Hvis de vise
udelukkende bekymrer sig om sig selv og deres egen befrielse, hvordan skal det så gå verden?
Befolkningen vil synke dybere ned i syndighed. Det er, hvad der vil ske. ’Rigtig handling’ vil
blive glemt. Det er grunden til, at eneboerne opretholder forbindelsen til verden. Det er ikke
for at få tilfredsstillet nogle af deres egne stærke længsler. De lever som lotusblomsten på
vandet. Umiddelbart er de filtret ind i verden; men de har ingen tilknytning til den. De vil ikke
tillade verden at misfarve eller forurene dem på selv den mindste måde. De har ét og kun ét
mål: Verdens fremskridt og velstand. De tager sig udelukkende af at fremme og støtte ’rigtig
handling’. De stoler udelukkende på Gud.”
6.41. Da Viswamitra med disse ord afslørede sandheden, reagerede Rama, som om han var en
ren novice. Han lod, som om han var ukendt med alt, hvad han havde hørt. Han sagde:
”Verden vil ikke forstå, at vismænds og eneboeres ord rummer hellige betydninger. Jeg
spurgte dig om det moralske i denne handling, så vi kunne få kendskab til, hvordan du
uddyber det retfærdige i denne konkrete handling. Du skal ikke lægge noget andet i mit
spørgsmål! Min fader, Dasaratha, bad mig om at adlyde vismanden Viswamitra og gøre, som
denne befalede. Jeg ønsker at adlyde min faders ordre. Du er en stor vismand. Du har
gennemført streng asketisk levevis. Når en person som dig erklærer, at Thataki kan dræbes
uden at man pådrager sig synd, og at en sådan handling er retfærdig og moralsk korrekt, så
ved jeg, at jeg ikke gør noget forkert. Jer er parat til at udføre en hvilken som helst opgave,
51

som du måtte pålægge mig for at fremme ’rigtig handling’ og for at støtte folks velfærd.” Mens
han sagde dette, tog han buen i sin hånd og afprøvede, om strengen var stram nok. Da han
således testede buestrengen, frembragte det en lyd, der gav genlyd fra alle retninger. Hele
junglen blev vækket. Vilde dyr flygtede til alle sider. Thataki blev chokeret over den
usædvanlige og formidable lyd. Det forstyrrende fænomen fyldte hende med raseri. Hun
skyndte sig hen til det sted, hvor lyden kom fra! Rama så uhyret komme mod sig som et
bjerg, der krænger over, eller som en vild elefant der angriber. Rama smilede og fortalte
Lakshmana: ”Broder! Se på denne sammenhobning af hæslighed! Kan almindelige mennesker
overleve synet af denne djævelske skabning? Udseendet er i sig selv forfærdeligt! Hvad skal vi
så mene om dets styrke? Og det er en kvinde! Jeg er ikke fuldstændig enig med mig selv, om
jeg skal bestemmer mig for at slå denne skabning ihjel! Jeg skulle mene, at dette uhyre vil dø,
hvis dets arme og ben bliver adskilt fra kroppen. Det burde være nok til at tilintetgøre det.”
6.42. Med udstrakte arme for Thataki frem mod Rama. Hun var parat til at gribe fat i Rama og
putte ham ind i munden, som var han et stykke kage! Hun brølede vildt, og hun var
skrækkeligt ophidset. Med lukkede øjne bad Viswamitra til, at brødrene ikke måtte lide
overlast i denne kamp. Thataki bevægede sig nærmere og nærmere hen mod Rama, men hun
gjorde det med større og større modvilje. Årsagen var, at hun i Rama’s nærvær følte en
besynderlig form for chok. Et par gange rykkede hun helt hen til ham, men hun var nødt til
hurtigt at trække sig tilbage. I vrede over sig selv sprang hun omkring i raseri! Støvet, som
hun sparkede op, bevirkede, at området blev mørkt og luften kvælende. Et stykke tid stod
Rama, Lakshmana og Viswamitra stille og passive. Thataki var en mester i kunsten at skabe
vrangforestillinger og ødelæggelser. Hun skabte en kraftig byge af klippestykker. På det
tidspunkt besluttede Rama sig for, at uhyret ikke længere skulle have lov til at leve på Jorden.
Hun kunne ikke undskyldes på grund af, at hun var en kvinde! Derfor spændte han sin bue og
affyrede en pil ind i kroppen på den usynlige Thataki, idet han præcist fastslog, hvor kroppen
befandt sig i lige netop det øjeblik. Det bevirkede, at hun endnu engang for mod Rama.
Hendes to arme blev afkortet af Rama’s pile. Skrigende i pine og smerte faldt hun til jorden. Et
efter et skar Lakshmana hendes lemmer af. Men Thataki kunne antage den ene skikkelse efter
den anden, lige som hun ønskede. Så hurtigt opgav hun én skikkelse og antog en anden. Igen
og igen vendte hun tilbage og stod frisk og rasende foran dem! Hun foregav at være død, men
kom snart til live igen! Hun antog en mangfoldighed af skikkelser på samme tid og begyndte
på sit gamle trick med at sende en byge af klippestykker fra himlen. Hun demonstrerede sine
ondsindede talenter og onde tricks. Rama og Lakshmana fik nogle få knubs, selv om de var
meget påpasselige. Da Viswamitra opdagede det, følte han, at der ikke skulle være nogen
yderligere udsættelse. Hun måtte øjeblikkeligt dræbes. Han sagde: ”Rama! Tøv ikke! Det er
ikke øjeblikket, hvor du skal tænke over hendes kvindelighed og gå på kompromis! Det at
fjerne hendes lemmer vil ikke gavne. Så længe disse dæmoner er i live, vil de kunne antage et
utal af former. Derfor, dræb hende! Efterhånden som aftenen nærmer sig, vil hendes onde
raseri vokse yderligt. Efter solnedgang er det umuligt at kæmpe mod dæmonerne. Det gælder,
hvem der end forsøger at gøre det. Hun skal tilintetgøres inden solnedgang.” Da han havde
sagt dette, fremsagde Viswamitra nogle hellige mantraer, der sikrede beskyttelse og skænkede
sikkerhed.
6.43. Også Rama centrerede sine tanker. Gennem sin evne til at affyre pilene i den retning,
hvorfra lyden kom, fandt han ud af, hvor Thataki befandt sig og affyrede hurtigt en pil mod
dette mål. Pilen havde den virkning, at hendes lemmer blev fastlåst, og det forhindrede hende
i at foretage sig den mindste bevægelse. Da det skete, skreg Thataki med voldsom indædthed.
Hun rakte sin frygtelige tunge ud og forsøgte at vælte ind over Rama og Lakshmana for på
denne måde at knuse dem under sin vægt. På det tidspunkt besluttede Rama, at yderligere
udsættelse ville skabe endnu værre konsekvenser. Han skød en dødbringende, skarp pil lige
ind i uhyrets bryst. Hun sank til jorden og udåndede.
6.44. Der hvor hun var faldet om, dannede der sig et mægtigt krater i jorden. Træer blev
rykket op med rode som følge af den gigantiske størrelse, der sank til jorden. Hendes sidste
52

hiven efter vejret var så uhyggeligt og høj, at skovens vilde dyr flygtede. Horder af dyr løb
hovedkulds omkring. Da den frygtelige kvindelige dæmon faldt død om, kaldte Viswamitra
Rama hen til sig. Vismanden strøg kærligt drengens hår og sagde: ”Søn! Var du bange? Nej!
Nej! Hvordan skulle alle verdeners frelser kunne være bange? Denne bedrift er grundstenen.
Den sikrer ’palæets’ stabilitet. Kom her, du er træt. Solen er også gået ned. Udfør
aftentilbedelsen og hvil en stund. Kom med mig.” Han førte dem til floden, og senere fortalte
han dem: ”Børn! Vi vil hvile os her i nat. Ved daggry kan vi fortsætte til min ashram.” De
tilbragte natten med at lytte til de historier, som Viswamitra fortalte. Vismanden afslørede
også deres egne evner og latente storslåethed for dem.
6.45. Daggryet brød frem. Vismanden foretog sin rituelle renselse, og med et venligt smil gik
han hen til de sovende brødre. Han talte mildt og venligt til dem: ”Rama! Jeg er henrykt over
dit heltemod! Da du fik bugt med den kvindelige dæmon, Thataki, forstod jeg sandheden om,
at du er Den Absolutte. Jeg er i sandhed meget heldig.” Viswamitra græd af glæde. Han lagde
alle de mystiske våben, som han var i besiddelse af, frem. Han lagde alle de mantraer, der
formede og opretholdt de mange våben, frem. Med en hurtig og begejstret bevægelse lagde
han det hele i Rama’s hænder. ”Jeg har ingen bemyndigelse til at bruge disse våben. Hvilken
gavn har jeg af dem, selv om jeg skulle have dem i min besiddelse? Du er alle våbens herre og
bruger. Disse våben vil også blive meget glade, når de er sammen med dig. For de kan bedst
udleve deres skæbne, mens de er sammen med dig. Bemærk dette! Fra dette øjeblik skal alle
de våben, jeg indtil nu har haft kommandoen over, være dine redskaber. De skal stå til
rådighed for den mission, som du er kommet for at udføre.” Da Viswamitra havde sagt dette,
stænkede han helligt vand på våbnene samtidigt med, at han fremsagde passende mantraer.
Alt dette som et tegn på det uigenkaldelige skift af deres ejerskab.
6.46. På den måde overdrog han følgende våben til Rama: Dandachakra (diskosagtigt våben),
Dharmachakra (retskaffenhedens våben), Kalachakra (tidens guddommelige våben), Indrastra
(Indra’s missil), Vajrastra (Indra’s tordenkile, der var formet som en diskos), den Siva
inspirerede Trisula (Siva’s trefork), Brahmasirhstra (Brahma’s særlige missil), Aishikastra
(Siva’s våben. Det aldrig svigtende våben der bestod i, at Siva åbnede sit tredje øje) og det
mægtigste og det mest tilintetgørende våben af dem alle, nemlig Brahmastra (Brahma’s
våben, der tilintetgør med sikker ufejlbarlighed). Herefter sad vismanden stille et stykke tid.
Han havde øjnene lukket. Idet han rejste sig, udtalte han disse ord: ”Nå, hvad skal jeg også
bruge disse våben til?” Og han gav Rama de to mægtige stridskøller, Modak og Sikhar.
Vismanden sagde: ”Når vi kommer til ashrammen, vil jeg også finde andre våben frem –
Agniastra (ild-missil), Kraunchastra (gift-missil), Narayanaastra (Vishnu’s missil), Vayuastra
(vind-missil) og andre.” ”Søn”, sagde han. ”Alle disse våben står på pinde for at tjene deres
herre. De er i forbløffende grad overvældende.” Da han havde sagt dette, hviskede han den
mystiske formel, der kan materialisere og aktivere disse våben, i Rama’s øre. Den formel, der
med uoverskueligt raseri også kunne rette disse våben mod de ønskede mål. Vismanden bad
Rama om at fremsige formlen under hans supervision. I løbet af kort tid var Rama i stand til at
visualisere de guddomme, der præsiderede over hvert af de guddommelige missiler og øvrige
våben og modtage disse guddommes taknemmelige hyldest. Hver enkelt guddom
præsenterede sig for Rama og faldt for hans fødder. Hver enkelt guddom sagde: ”Rama! Fra
dette øjeblik er jeg din tjener. Jeg giver mit højtidelige løfte om, og jeg forsikrer dig, at jeg vil
rette mig efter dine ordrer.” Herefter forsvandt de for at afvente, at Rama skulle hidkalde dem.
6.47. Rama var glad over denne udvikling. Han berørte vismandens fødder, idet han sagde:
”Herre! Dit hjerte er forsagelsens skatkammer. Jeg er klar over, at du er den guddommelige
legemliggørelse af forsagelse og af sansernes overvindelse. Findes der nogen som helst anden,
der ville give afkald på og forære sådan en imponerende samling af virkningsfulde og altid
sejrende våben væk? Herre! Vær venlig og glæd mig ved at rådgive mig om, hvordan jeg kan
trække disse våben tilbage, efter de har anrettet den ønskede ødelæggelse. Du har lært mig
formlen for, hvordan jeg kan slippe dem løs. Jeg ønsker at vide, hvordan jeg kan trække dem
tilbage.” Da han hørte dette, følte Viswamitra sig jublende glad. Han sagde: ”Kræfter og våben
53

som Sathyakeerti, Drshta, Rabhasa, Pitrsomasa, Krsana, Virasya, Yougandha, Vidhootha,
Karaveeraka og Jrmbhaka bliver automatisk trukket tilbage gennem udfoldelsen af
bueskyttens vilje. Denne vilje udtrykkes gennem mantraer, som jeg vil formidle til dig nu.”
Derefter blev Rama også indviet i disse formler. Da de udtalte mantraerne, dukkede
guddommene, der på denne måde blev formildede, frem og kastede sig næsegrus i støvet for
deres nye herre. Rama fortalte dem, at de skulle holde sig klar, til han hidkaldte dem, og at de
indtil da kunne slappe af.
6.48. Herefter foreslog Viswamitra, at de skulle fortsætte rejsen, og de tre genoptog deres
vandring. Da de havde gået en kort distance, kom de til et bjergfyldt område med høje tinder.
De så på de henrivende haver. Duften fra havernes blomster bød dem velkommen og
forfriskede såvel deres legemer som deres sind. Brødrene var nysgerrige efter at vide, hvem
der ejede dette bedårende sted. De spurgte vismanden, om han ikke ville fortælle dem det.
Viswamitra svarede: ”Sønner! Dette er det hellige område, som guderne valgte, da de kom til
Jorden for at udøve den askese, der skulle sikre, at deres ønsker blev opfyldt. Den store
Kasyapa (alle levende væseners fader; Brahma’s barnebarn) udøvede askese her og nåede sit
mål. Stedet giver succes til alle, der her gør sig anstrengelser med at helliggøre deres liv.
Derfor kaldes stedet ’Paradisets Bolig’! (Viswamitra kaldte også stedet for ’Livets sande
skønheds Bolig’) Jeg har selv opholdt mig her med den hensigt at udvikle pligttroskab og
overgivelse. Denne ashram er dæmonernes angrebsmål. Det er de selv samme dæmoner, der
stopper og tilsmudser alle de hellige ritualer, der udføres her. Du er nødt til at tilintetgøre
dem, når de kommer for at gennemføre deres skændige manøvre.” Mens han sagde dette, gik
Viswamitra ind i denne hjertevarme, Fredens Bolig. Kærligt lagde han en arm om Rama’s
skulder og sagde: ”Fra i dag af er denne ashram lige så meget din, som den indtil nu har
været min.” Da han udtrykte disse ord, fældede den gamle vismand taknemmelighedens tårer.
Allerede mens de gik ind i ’Paradisets Bolig’, kom ashrammens beboere løbende mod dem. De
var ivrige efter at vaske mesterens fødder og tilbyde vand til Rama’s og Lakshmana’s rituelle
renselse.
6.49. Beboerne strøede blomster på den vej, der førte til vismandens bolig, og de fulgte de tre
til hyttens dør. De tilbød dem frugter og søde, kølige drikke. De foreslog Rama og Lakshmana,
at de skulle hvile sig i en hytte, der specielt blev tildelt dem, og som i forvejen var gjort parat
til dem. Følgelig gjorde de dette, og efter deres hvil, som virkelig forfriskede dem, vaskede de
deres fødder og ansigter. Herefter gik de til Viswamitra for at få dennes instruktioner. Med
armene over kors stod de foran deres guru og sagde: ”Herre! Kan det offerritual, som du har
ønsket at udføre, blive påbegyndt i morgen?” Viswamitra blev opstemt over dette spørgsmål.
Han svarede: ”Ja! Alt er parat! Sådan er det altid i denne ’Paradisets Bolig’. Der er ikke noget
behov for at vente på, at forberedelserne bliver færdige. Vi er altid parat. Når dagen gryer i
morgen, vil jeg aflægge det foreskrevne højtidelige løfte.” Nyheden spredtes, og alle gik i gang
med opgaven at samle alt det nødvendige sammen til den store begivenhed. Dagen brød frem.
Viswamitra aflagde indvielsens højtidelige løfte, og offerceremonien begyndte. På samme
måde som Skanda og Visakha (to af Siva’s sønner) stod vagt for guderne, stod de to brødre,
Rama og Lakshmana nu vagt. De var fast besluttet på at imødegå alle forsøg på at gribe
forstyrrende ind i ritualets behørige højtideligholdelse. Eftersom det ikke var passende at tale
til Viswamitra, der var engageret i offerceremonien, gjorde Rama tegn til de øvrige deltagere.
Rama ønskede nemlig, at de skulle fortælle ham, hvornår man kunne forvente, at de
dæmoniske horder kom, og fra hvilken retning de ville komme. Folkene kunne blot svare: ”Det
er ikke muligt at sige, hvornår eller hvorfra de kommer! Dæmonerne har ikke noget
regelmæssigt valg af tidspunkt; de kan kaste sig over os, hvert øjeblik det skal være. Hvem er
i stand til at forudse tidspunktet for deres stormløb?” Ashrammens beboere fortalte Rama om
dæmonerne. Hver især gjorde det ud fra sin egen vurdering af dæmonernes karakteristika og
tilbøjeligheder.
6.50. Rama var glad for de svar, han fik. Han besluttede, at det klogeste ville være hele tiden
at være årvågen og være parat til at slå de dæmoniske styrker tilbage, der forsøgte at forpurre
54

eneboernes hellige ceremonier. Han bad også sin broder om at være årvågen. Meget
omhyggeligt holdt de øje med alle fire verdenshjørner. De var opmærksomme på den mindste
lyd, der kunne indikere, at faren nærmede sig. Asketerne i ashrammen blev meget glade og
meget forundrede, da de opdagede drengenes mod og alvorsfuldhed. For drengene var meget
unge, og de havde en henrivende karakter, der knapt nok var ude over stadiet med de
barnlige gavtyvestreger!
6.51. I fem dage og i fem nætter holdt brødrene uophørligt vagt over offerstedet og
ashrammen. De ikke så meget som lukkede et øje eller tog sig et øjebliks hvil. Også den sjette
dag startede i den samme rutine. Viswamitra var engageret i offerritualet. Han var fordybet i
at udøve den rette præcision i hvert af ceremoniens punkter. De, der messede hymner, og de
øvrige deltagere i ceremonien, var engageret i deres opgaver med at fremsige mantraer og
kaste offergaver i den hellige ild.
6.52. Pludseligt blev de lamslået over en dundrende larm, der brød frem fra himlen. Det lød,
som var selve himmelhvælvingen eksploderet i småstykker! Der gik ild i alt på ofringens
platform – kusa-græsset (græs der symboliserer de stride hår, som Vishnu’s inkarnation som
skildpadde havde på rygskjoldet; bruges ved mange vediske ritualer), tallerkenerne, krusene,
de hellige krukker der indeholdt de rituelle remedier, de tørre pinde der blev anvendt til at
gøre ild, og som skulle ofres i den hellige rituelle ild, blomsterne, kumkum-pulveret
(lykkevarslende cinnoberrødt pulver) og andre lykkevarslende artikler, der var indsamlet for at
tilbede guderne! Flammerne brød ud overalt!
6.53. Straks derefter blev himlen overskyet af mørke frygtindgydende skyer, og den lyse dag
blev omdannet til bælgmørke. Mystiske onde dampe for hen mod det sted, hvor
offerceremonien blev afholdt! De skumle skyer begyndte at regne med blod. Når disse dråber
faldt mod jorden, blev de budt velkommen af ildtunger, der rejste sig fra jorden for at
modtage dem! Midt i grusomhedens og hadets blændværk forsøgte Rama og Lakshmana at
lokalisere de fjendtlige dæmoner. Gennem sit guddommelige syn vidste Rama, hvor de
ledende uhyrer, Thataki’s to sønner, Maricha og Subahu, befandt sig, og han affyrede Manasa
pilen (Den mentale Pil) i den retning. Den ramte Maricha i brystet og standsede al yderligere
fortræd fra hans side. Herefter skød han Agni-astra (ild-missil) mod Subahu, og det fæstnede
sig i Subahu’s hjerte. Rama forstod, at hvis uhyrernes lig faldt ned på det hellige område, så
ville selve ashrammen blive forurenet. For at forhindre denne syndefulde kontakt, bar Rama’s
pile de ondskabsfulde kroppe hundredevis af kilometer væk og kastede dem i havet! Maricha
og Subahu skreg og stønnede på grund af den uudholdelige smerte. De kæmpede desperat
ude midt i bølgerne, men de døde ikke. De øvrige ledere af de dæmoniske horder flygtede for
deres liv. De forsvandt bag horisonten. Lakshmana sagde, at det ikke var tilrådeligt at tillade
nogen af dæmonerne at overleve, ligegyldigt hvor kujonagtige de forekom at være. De ville
nemlig snart vende tilbage og genoptage deres ondsindede handlinger. Så han tilskyndede
Rama at dræbe hele banden. Eneboerne, der var vidne til denne store heltedåd, blev opfyldt af
beundring. De troede på, at brødrene i virkeligheden var Siva selv, i dennes skrækindjagende,
velsignelses-skænkende skikkelse. I deres sind bøjede de sig i ærbødighed for drengene, for
disse drenge var for unge til at acceptere deres hyldest.
6.54. I løbet af et øjeblik iførte skoven sig lysets og glædens klædedragt. Midt i alle
forstyrrelserne fortsatte Viswamitra, roligt og uden afbrydelse, med at meditere på
guddommene og messe de hellige hymner, der er foreskrevet til offerritualet! På intet
tidspunkt foretog hverken hans krop eller hans sind den mindste bevægelse. Således var
dybden i hans koncentration! Den afsluttende ofring i den hellige ild blev udført med
korrekthed og i taknemmelighed. Herefter kom Viswamitra smilende hen til det sted, hvor
Rama og Lakshmana stod. ”Oh prisværdige helte! I bragte sejr til mit højtidelige løfte! På
grund af jer har jeg fået opfyldt mit livs ønske. Denne ashrams navn er blevet retfærdiggjort;
den er i sandhed blevet ’Paradisets Bolig’, sagde han. Vismanden græd af glæde. Han
kærtegnede og omfavnede drengene. Med hænderne om Rama’ og Lakshmana’s skuldre
55

fortsatte han mod ashrammen. Der gav han dem en del af de hellige ofringer, der var blevet
anvendt til at blive ofret i den hellige ild. Han bad dem om at trække sig tilbage, så de kunne
forfriske sig med et lille hvil.
6.55. Drengene følte, at det ville være upassende ikke at gøre, hvad vismanden bad dem om.
Så de trak sig tilbage og sov højlydt i lang tid. De trak sig tilbage, selv om fuldbyrdelsen af det
formål, der havde været med deres rejse, i sig selv var det mest effektive og styrkende middel
for deres lemmer og sind. Selv trak vismanden sig tilbage til en anden stråtækt hytte for ikke
at forstyrre drengenes søvn. Han gav også ordre til nogle personer om at stå vagt, så ingen
uforvarende kom til at lave støj, der kunne vække dem. Mens brødrene sov, jublede
Viswamitra over den succesfulde højtideligholdelse af offerritualet og over Rama’s og
Lakshmana’s guddommelige tapperhed. I mellemtiden vågnede Rama og Lakshmana. Efter de
havde vasket ansigt, hænder og fødder, forlod de hytten. Her fandt de drengene fra
eneboerfamilierne, der havde holdt vagt, for at prinsernes søvn ikke skulle blive forstyrret!
Rama og Lakshmana fik at vide, at mesteren talte med ashrammens asketer i en anden hytte.
Så de gik derhen og knælede for vismandens fødder. De rejste sig, stod med armene over kors
og sagde: ”Store guru! Hvis du ønsker, at disse dine tjenere skal udføre andre opgaver, så vær
venlig at informere os om det. Vi skal med glæde udføre dem.” Da det var sagt, var der en
asket fra forsamlingen, der rejste sig og henvendte sig til dem: ”Med tilintetgørelsen af
dæmonerne er alt, hvad der skulle gøres, blevet udført. Hvad andet er der, der skal udføres?
Det ønske, som mesteren i mange år har næret, er gået i opfyldelse. Vi nærer intet ønske
større end dette. I er legemliggørelsen af det maskuline og kvindelige guddommelige princip.
Det er sådan, I fremstår for os. I er ikke almindelige mennesker. Det er vores gode skæbne,
der har givet os chancen for at se jer. Vores taknemmelighed er uden grænser.” Da det var
sagt, berørte ashrammens beboere Rama’s og Lakshmana’s fødder.
56

Kapitel 7
Sita vindes
7.1. I mellemtiden kom en ung discipel løbende ind i hytten. Han bar et bundt
palmebladsskrifter, og det lagde han i hænderne på Viswamitra. Vismanden vendte nogle få af
palmebladene og rakte dem derefter til en ærværdig ældre eneboer, der sad ved siden af ham.
Vismanden bad den ældre mand om at læse højt, så alle kunne høre, hvad der stod i
palmebladene.
7.2. Han læste, at kong Janaka af Mithila havde besluttet at højtideligholde et berømt
offerritual, der skulle udtrykke den højeste hæder over for retskaffenheden. I palmebladene
bønfaldt kongen Viswamitra og bad, om denne ville glæde ham med sin nådige
tilstedeværelse. Viswamitra’s disciple var også indbudt. Da de hørte det, udbrød alle: ”Måtte
det komme til at ske! Måtte det komme til at ske!” Viswamitra sagde: ”Sønner! Nu, da vi kan
rejse gennem skoven uden at frygte de dæmoniske bander, har jeg besluttet at påbegynde
rejsen til Mithila. Jeg, og alle ashrammens beboere, drager af sted den dag i morgen.”
7.3. Da Rama hørte det, sagde han: ”Herre! Denne beslutning er virkelig en kilde til glæde.
Eftersom der ikke er mere, vi kan gøre for dig, vil vi vende tilbage til Ayodhya, hvis du tillader
os at gøre det. Tillad os venligst at drage af sted.” Hertil svarede Viswamitra: ”Jeg har givet
kong Dasaratha mit ord på at overholde visse ting. Jeg er nødt til at holde, hvad jeg har lovet!
Jeg har lovet ham, at jeg selv vil bringe jer tilbage til ham. Derfor kan I ikke vende hjem uden
mig! Et enestående offerritual vil blive højtideligholdt i Mithila. Der er ikke tid nok til, at jeg
kan bringe jer til Ayodhya, og så nå til Mithila på den dag, hvor offerceremonien begynder.
Hvis I to ledsager mig til Mithila, kan I overvære offerceremonien og derfra drage til Ayodhya
sammen med mig.”
7.4. Da han hørte disse ord, der var uden spor af tøven eller tvivl, svarede Rama, uden at veje
for eller imod, med samme beslutsomhed. ”Herre! Eftersom det at adlyde min fader kommer i
første række, har jeg en bøn, jeg vil forelægge dig.” Viswamitra spurgte: ”Så kom! Fortæl mig,
hvad er det for en bøn?” Hertil svarede Rama: ”Min fader beordrede mig til at beskytte
Viswamitra’s offerritual mod vanhelligelse og helligbrøde og derved gøre den store vismand
lykkelig. Han bad os vende sejrrigt hjem. Han har ikke beordret os til at overvære en
offerceremoni et andet sted. Burde jeg ikke få en speciel tilladelse fra min fader til at rejse til
Mithila?”
7.5. Til det sagde Viswamitra: ”Rama! Det var ikke alt, hvad Dasaratha sagde! Nej. Han
sagde: ”Drag af sted og adlyd alt, hvad vismanden beordrer dig til; gå ikke på nogen måde
mod hans mindste ønske.” Din fader sagde endvidere: ”Mester! Du skal selv påtage dig det
fulde ansvar for mine to drenge. Du skal selv bringe dem tilbage til mig.” Du hørte selv, hvad
han sagde, da vi forlod Ayodhya. Så gør, hvad jeg siger; følg mig til Mithila. Derfra vil vi tage
til Ayodhya – mig, dig og alle mine disciple.” Rama erkendte den sandhed, der var forbundet til
denne plan, og med et nik tilkendegav han, at han var enig i vismandens beslutning. Han
sagde: ”Vi vil gøre, som du ønsker.”
7.6. Befalingen om, at alle skulle gøre sig parat til at drage til Mithila før daggry, udgik fra
vismanden. Viswamitra førte drengene til floden, så de kunne foretage den rituelle renselse af
hænder og ansigt. Han var begejstret over muligheden for at fortælle dem om de
besværligheder, han var blevet udsat for fra dæmonernes side, når han før i tiden forsøgte at
festligholde offerceremonien. Han fortalte dem, hvordan alle hans modtræk havde slået fejl.
Han udtrykte sin taknemmelighed over tilintetgørelsen af dæmonerne. En tilintetgørelse, der
havde sikret sikkerheden for såvel ashrammen som de omkringliggende områder. Han
57

eskrev, hvordan folk nu var lykkeligt befriet for frygt og nu levede i fuldstændig fred og
glæde.
7.7. Stedet var stille, roligt og trygt. Mens de sad i det bløde sand, fortalte Viswamitra
drengene om det offerritual, som kong Janaka havde i sinde at afholde. Han fortalte brødrene,
som han havde trukket tæt hen til sig, om ritualets specielle funktioner og om dets betydning.
7.8. I løbet af beskrivelsen refererede han til en kostbar bue, som kong Janaka havde i sin
varetægt. Der var tale om en bue, der var enestående kraftig og virkningsfuld, og som
skinnede med en sjælden glans. Vismanden erklærede, at de ikke måtte gå glip af at se den.
Da han hørte om buen, spurgte Rama, hvordan buen var kommet i Janaka’s varetægt.
Viswamitra svarede: ”Hør nu, søn! For mange år siden fejrede Mithila’s konge ved navn
Devaratha en stor offerceremoni, hvis lige ingen dødelig ellers ville vove at gennemføre. En
offerceremoni, der kan skænke umådelige åndelige fordele. I så høj grad behagede
offerceremonien guderne, at de skænkede kong Devaratha denne guddommelige bue som et
tegn på deres påskønnelse. Det er Siva’s bue. Med passende ritualer bliver den hver dag
tilbedt af Janaka. Til dens ære ofrer han blomster og sandelpasta; han svinger kamferflammer
og brænder røgelse. I ærbødig hyldest lægger han madvarer og frugter til den guddommelige
tilstedeværelse i buen. Buen er i den grad ladet med guddommelighed, at ingen er i stand til at
spænde og strenge den. Det være sig en Gud, dæmon, engel eller ånd. Mange prinser, der har
forsøgt at strenge den, er blevet skuffet på det skammeligste. Rama! Du er en fortræffelig
helt; du kan undersøge buen nærmere. I løbet af den kommende offerceremoni vil buen
sandsynligvis blive vist frem. Så her vil der helt sikkert opstå en god mulighed for at
undersøge den nærmere! Viswamitra fortsatte med at beskrive buens vidunderlige styrke.
Lakshmana så sig omkring, som om han ledte efter den retning, hvor Mithila lå. Imens sagde
Rama med fryd i stemmen: ”Helt sikkert! Selvfølgelig skal vi se den. Vi kommer med dig i
morgen.” Viswamitra blev begejstret, da han hørte dette.
7.9. Mørket faldt på, og alle rejste sig og gik mod ’Paradisets Bolig’. Viswamitra sammenkaldte
ashrammens beboere og gav dem besked om, at de skulle være parat til at drage til Mithila, så
snart det blev daggry. En af beboerne spurgte: ”Mester! Hvordan kan ashrammens daglige
rutiner blive opretholdt, hvis alle drager af sted?” Vismanden svarede: ”Hvis alle udfører sine
pligter, hvor end vedkommende er, så er det i sig selv den passende opretholdelse af
ashrammens rutiner. Der eksisterer ingen speciel rutine for ashrammen, når den ikke har
nogen indbyggere. De, der søger støtte, udgør ashrammen. Uden de afhængige, uden de, der
søger støtte, kan der ikke eksistere nogen ashram. Når de, der søger støtte og et tilflugtssted,
er sammen med mig, hvorfor så bekymre sig om ashrammen og dens daglige rutiner? Det er
disciplene, vi skal bekymre os om. Det er dem, vi skal drage omsorg for. Det er disciplene, der
skal følge rutinerne vedrørende de åndelige øvelser. Endvidere kan ashrammen ikke lide
skade, efter som stedet nu ikke længere skal frygte dæmonerne. Altings Skaber er vores
tilflugtssted (og ikke ashrammen), og når vi stoler på Ham, vil Han tage sig af alt.” Vismanden
talte på denne for ham ret så uvante måde, og han fortsatte: ”I skal medbringe alle de ting, I
har brug for til jeres daglige ritualer, så vel som alle de redskaber og beholdere, der tilhører
ashrammen. Der er ingen grund til at efterlade noget her.”
7.10. Nogle novicer forespurgte: ”Mester! Hvor lang tid vil der gå, inden vi vender tilbage
hertil? Hvornår kommer vi tilbage? Hvis du fortæller os det, kan vi vælge netop det, der vil
være tilstrækkeligt til det tidsrum, vi er væk. Hvorfor bære mere end absolut nødvendigt?”
7.11. Viswamitra svarede: ”Tiden er ikke kroppens tjener; kroppen er tidens tjener. Derfor kan
man aldrig sige hvornår! Vil jeg komme tilbage hertil, eller vil jeg ikke? Jeg tvivler!” Da de
hørte det, blev alle beboerne ramt af chok. Det tøj, de beholdere og de redskaber, de holdt i
deres hænder, gled ud af hænderne på dem og faldt ned på jorden. De var målløse. De kunne
ikke svare vismanden. De var ikke i stand til at protestere; ej heller kunne de opbyde mod nok
til at anfægte det, som mesteren lige havde sagt. Så de pakkede så meget sammen, som de
58

kunne bære af kusa-græs, hellige pinde til at gøre offerilden og ceremonielle øser og krukker.
Betydningen af Viswamitra’s ord var et mysterium for dem, så hver især tolkede dem på sin
måde.
7.12. Natten gik, og det blev daggry. Alle var parat til at tage af sted. Eftersom alle dørene var
blevet lukket og boltet inde fra, sagde Viswamitra. ”I skal ikke fæstne dørene! Lad dem stå
åbne! Dette sted tilhører ikke os; alle, der kommer til dette sted, skal kunne bruge det. Denne
ashram skal byde alle, der kommer, velkommen; det skal den gøre til alle tider. I dag er
båndet mellem os og denne ashram bristet! Oh I dette hellige steds beskyttende guder, måtte
jeres lykke vokse herefter! Jeg har opnået succes med mine bestræbelser. Modtag til gengæld
min taknemmelige påskønnelse. I vil ikke længere blive generet af dæmoniske horder. I kan
nu leve i fred med rigelige efterkommere, fremgang og glæde. Idet jeg giver afkald på den,
forlader jeg ’Paradisets Bolig’. Jeg har besluttet at tage ophold i et område i Himalayabjergene,
der ligger nord for den hellige Ganges-flod.” Som et tegn på respekt for skovens
guddomme knælede Viswamitra på jorden.
7.13. Sammen med Rama, Lakshmana og ashrammens ældre asketer påbegyndte han sin
rejse. Ashrammens øvrige beboere erkendte, at deres hjem var, hvor Viswamitra var.
Hjemmet var ikke i skoven eller i de hytter, hvor de havde boet i så mange år. De følte, at
området i Himalaya-bjergene i samme grad var passende som hjem for dem. Så de udviste
også taknemmelighed til og ærbødighed over for skovens guder og de stråtækte boliger.
Herefter drog de af sted, idet de fulgte vismanden.
7.14. Mens de på denne måde begav sig i nordlig retning, så de sig engang imellem tilbage. I
deres spor fulgte tusindvis af hjorte, fugle og andre af junglens vilde dyr. Med halerne løftet,
hastede de i stor længsel efter indbyggerne. Viswamitra standsede. Han vendte sig om mod
dyrene og sagde: ”Oh I junglens beboere! De steder, hvor jeg er på vej hen, er ikke venligt
stemt for jeres måde at leve på. Det er ikke sikkert for jer at opholde jer på de steder. Skoven
her udgør jeres naturlige omgivelser. Vær ikke bedrøvede over, at vore veje må skilles. Følg
ikke efter os. Bliv på dette sted. Gud vil give jer fred og glæde.” Han tog sig tid til at tage
afsked med alle dyrene, før han genoptog rejsen.
7.15. Dagens rejse bragte dem frem til Sona-flodens bred. De var nødt til at tilbringe natten
her. De badede i floden og afsluttede deres rituelle renselse af hænder og ansigt. Herefter
samlede alle sig omkring mesteren for at lytte til dennes historier. Rama spurgte: ”Ærværdige
herre! Dette område forekommer at være rigt og blomstrende. Hvad hedder området, og hvad
er dets historie? Det kunne jeg godt tænke mig at vide.” Viswamitra svarede: ”Rama! Gennem
en ren og skær viljesagt fik Brahma en søn. Han fik navnet Kusa. Han blev en stor asket;
vedholden og streng i forbindelse med at overholde sine hellige løfter; heltemodig i åndelige
oplevelser; lærd i videnskaben om moralsk livsførelse. Kusa giftede sig med den ædle hersker
Vidarbha’s datter. De to levede i bevidstheden om og i udlevelsen af menneskelivets fire mål:
’Rigtig handling’, rigdom (læs: Den højeste visdom), begær efter befrielse og befrielse. De fik
fire sønner: Kusamba, Kusanabha, Adhoortharajaka og Vasu. Alle fire var de på højde med
deres fader med hensyn til at besidde gode dyder. Alle fire var i allerhøjeste grad involveret i
et liv fyldt med retskaffenhed, integritet og andre af kriger-kastens fortræffeligheder!”
7.16. ”Kusa opdelte verden i fire dele og tildelte hver af sine sønner én del. Han befalede dem
følgende: ”Sønner! Hersk over den del, som I hver har fået tildelt, og få den til at blomstre!”
Herefter tiltrådte sønnerne deres nye embeder og udførte deres faders ordre. De begyndte alle
sammen at opføre en hovedstad til deres kongerige. Kusamba byggede Kausambi, Kusanabha
byggede Mahodaya, Adhoortharajaka byggede Dharmaranya og Vasu byggede Girivraja.
Rama! Området her er en del af Vasu’s kongerige. Vi er omgivet af fem bakker, og derfor
kaldes denne by Girivraja (samling af bakker). Denne lykkevarslende Sona-flod kendes også
som Sumagadhi (betyder den store rigdom, den store velstand), derfor kaldes dette område
Magadha (betyder rigdom, velstand). Floden bugter sig på dette sted fra øst mod vest, som er
59

den en jasmin-blomsterkrans, der er lagt ud blandt bjergenes dale. På grund af Vasu’s
storslåethed er landet på begge sider af denne flod velsignet til altid at være grønt og frodigt.”
7.17. ”Den anden søn, Kusanabha, var solidt grundfæstet i ’rigtig handling’. Han var
retskaffenhedens støtte. Han havde en række døtre, men ingen søn. I henhold til de regler og
åndelige discipliner, der er fastlagt i de hellige skrifter, lærte han døtrene korrekt adfærd og
god opførsel. Han betonede, at overbærenhed er den fornemste gave, man kan give en anden.
Overbærenhed er det mest frugtbare offer, den gavnligste måde at være retskaffen på og
roden til alle rigtige tanker og handlinger. Det lærte han dem allerede fra tiden, hvor de blev
madet af deres moders bryst. Senere blev de alle giftet bort til byen Kampilya’s hersker.
Denne hersker hed Brahmadatta. Da alle døtrene rejste til denne by, blev Kusanabha’s hjem
tomt og goldt!”
7.18. ”Ak”, jamrede Kusanabha. ”Dette hjem, der var så muntert, og som genlød af kløgt og
latter, er i dag blevet mørkt og stumt; kedeligt nedsunket i tristhed. Ligegyldigt hvor mange
døtre man måtte have, så er de nødt til at forlade forældrenes hjem, idet de derved gør det
trist og kedeligt. Hvis jeg blot havde haft en søn, så ville denne skæbne ikke have ramt mig.”
På den måde reflekterede han over sin længsel efter en søn.”
7.19. ”Netop på det tidspunkt besøgte hans fader, Kusa, ham. Faderen spurgte, hvad årsagen
var til, at han så så trist ud, og hvorfor han var fuld af bekymringer. Sønnen afslørede, hvad
han gik og tænkte på, og hvilke bekymringer han gjorde sig. Kusa skændte på ham, fordi han
var så bekymret over det. Han velsignede ham med, at han snart skulle få en søn. Og det,
Kusa havde givet løfte om, skete. Den søn, der blev født, fik navnet Gaadhi. Han voksede op
som en meget hengiven og dydig prins. Eftersom han blev født i Kusa’s slægt, blev han kendt
som Kousika.”
7.20. ”Efter nogle år mistede Kousika’s søstre deres mand, og som pligtopfyldende hustruer
ofrede de sig selv på ligbålet og opnåede frelse. De blev genfødt i Himalaya-bjergene som
hellige floder. Disse floder sluttede sig sammen og danner i dag den berømte Kousiki-flod.
Kousika var nært knyttet til sin ældste søster, Sathyavathi, og derfor tog han ophold på denne
flods bred. Han bosatte sig i ’Paradisets Bolig’ og højtideligholdt den offerceremoni, han havde
bestemt sig for. Det gjorde han med ceremoniel retskaffenhed.”
7.21. ”Rama” På grund af dit umådelige heltemod, er den offerceremoni, som jeg havde
bestemt mig for, blevet højtideligholdt på en succesfuld måde. Den har båret frugt; mine
meget strenge og moralske løfter er blevet overholdt.”
7.22. Da de havde hørt denne beretning, udbrød de asketer, der var forsamlet rundt om
vismanden: ”Oh hvor vidunderligt! Vi er i sandhed heldige, at vi kan lytte til historien om vores
mesters ældgamle forfædre! Oh hvor er den historie en stor kilde til glæde! Kusa-slægten er i
sandhed hellig. De, der er født ind i denne slægt, er med hensyn til hellighed jævnbyrdige med
selve Brahma. Hvor er vi dog heldige, at vi får denne enestående mulighed for at tjene den
eneste fysiske legemliggørelse af alt det, denne slægt repræsenterer, nemlig vismanden
Viswamitra. Den mulighed må være frugten af fortjenstfulde handlinger, der er akkumuleret
gennem mange liv i fortiden.”
7:23. Viswamitra afbrød dem og sagde: ”Jeg ville ikke have udbredt mig om alt dette, men
Rama, dit spørgsmål foranledigede mig til at svare. Jeg kommer sædvanligvis ikke med
detaljer vedrørende denne krop eller dens forfædre. Det er allerede blevet nat. Lad os hvile.
Hvis vi går for sent i seng, kan det muligvis forsinke morgendagens rejse. Rama! Se! Månen
kigger gennem det der træs grene for at få et glimt af dig! Den sender sine kølige stråler for at
forfriske jorden, der længe har lidt under Solens varme stråler.” Den nat grundede de alle over
historien om mesterens forfædre.
60

7.24. De vågnede alle ret tidligt og gennemførte morgenens rituelle renselse af hænder og
fødder. De udførte også de daglige ritualer, og alle var de klar til at fortsætte rejsen til tiden.
De gik hen til Viswamitra og faldt for hans fødder. Derefter stillede de sig på række og
afventede ordre. Rama sagde: ”Mester! Sona-floden er ikke dyb på dette sted. Vandet er klart,
og vi kan vade over. Vi har ikke brug for nogen båd!” Viswamitra svarede: ”Søn! Du er
fremmed dette sted, så derfor kender du ikke det præcise sted, hvor vi kan krydse floden til
fods. Jeg vil gå først; du kan følge mig.” Vismanden gik ned i flodlejet og fortsatte fremad. Alle
havde deres bylt slynget over skulderen. Tempoet var langsomt, og det blev middag, inden de
nåede Jahnavi-floden (et andet navn for Ganges; opkaldt efter vismanden Jahnu).
7.25. Den første tilkendegivelse af at der var en flod, fik de via de liflige lyde fra svaner,
papegøjer og andre fugle på bredden. Alles hjerte blev fyldt af glæde og fryd over sceneriets
betagende skønhed. De badede i det rene, krystalklare vandløb. Bevidste som de var om
flodens hellige historie, ofrede de gaver til afdøde forfædre og til guder. De tændte den hellige
ild på flodbredden og udførte hellige ofringer som foreskrevet i de hellige skrifter. Så samlede
de spiselige frugter fra de omkringstående træer. Efter de havde stilnet deres sult med disse
frugter, drak de Jnanavi-flodens liflige vand for at slukke deres tørst.
7.26. Rama og Lakshmana gik hen mod det træ, under hvis skygge Viswamitra hvilede sig.
Ærbødigt satte de sig ved siden af ham. Rama spurgte ham: ”Mester! Hvorfor fortælles det, at
Ganges flyder som tre vandløb i de tre verdener? Hvordan når Ganges havet, der er alle
verdens vandløbs og floders herre? Fortæl mig venligst dette og gør mig glad!” Viswamitra
sagde: ”Himalaya-bjergkæden er grundlaget for hele denne verden. Den er hjemstedet for alle
dyr og for alle planter. Bjergkæden har to døtre: Ganges og Uma. Ganges er den ældste af de
to. De bliver begge beundret af hele verden. Guderne bad om at måtte få Ganges, så de
derigennem kunne få fremgang og velstand. Så Himalayas guddom, halvguden Himavaan, gav
Ganges til guderne for at sikre sig deres velsignelser og for at gavne og hjælpe de tre
verdener.”
7.27. ”Den yngre datter, Uma, levede et liv i streng askese. Hun fordybede sig i vanskelige,
åndelige discipliner. Uma var tilskyndet af en markant følelse af ikke-tilknytning til alt
verdsligt. Derfor forsøgte Himavaan at anbringe hende i verden i egenskab af en hustru. Trods
ivrige bestræbelser havde han i lang tid ikke succes med det. Til sidst overtalte han Rudra
(guden Siva) til at gifte sig med hende. På den måde blev hun også berettiget til de tre
verdeners tilbedelse.”
7.28. ”Den Ganges, som du ser her, er den Ganges, som guderne bragte med sig. Det er den
Ganges, der blev bragt ned til Jorden, og som har tre strømme – én i Himlen, én på Jorden og
én i det underjordiske.”
7.29. Sammen med Rama, Lakshmana og nogle få af sine disciple var vismanden Viswamitra
på rejse mod Mithila’s hovedstad. I løbet af dagen og til langt ud på natten opvartede
Viswamitra sit følge med maleriske beskrivelser om sin egen fortid. De historiske
begivenheder, han fortalte om, havde forbindelse til de steder, de passerede. Begivenhederne
havde tillige forbindelse til annalerne for de forskellige dynastier, som herskede over de
områder, de drog igennem.
7.30. Efter at have gennemført den rituelle renselse af hænder og ansigt samt de øvrige
ritualer, satte Viswamitra sig i sandet på bredden af Ganges. Rama mindede vismanden om, at
de ville blive glade for at få kendskab til den hellige flods opståen. Viswamitra svarede:
”Ramachandra! (Et kælenavn for Rama. Chandra betyder Måne, og Månen prises for sin
behagelige oplysende og kølige egenskab). Dine forfædre bærer ansvaret for, at Ganges kom
til Jorden. Som et resultat af deres gode gerninger, helliggør Jordens befolkning i dag sig selv
ved at bade og ved at udføre ceremonielle morgen- og aftenritualer samt den rituelle renselse
af hænder og ansigt i flodens hellige vand. Ganges er Den guddommelige Renheds klareste
61

strøm. Flodens liflige vande kan skænke udødelighed. Hun, Ganges, opholdt sig en kort stund i
Siva’s sammenfiltrede hår. Det er grunden til, at hun i allerhøjeste grad er lykkevarslende og
gunstig. Hun skænker alt det, der er gavnligt.” Da Ramachandra hørte Viswamitra prise floden
i sådanne rosende vendinger, sagde han: ”Hvordan lykkedes det mine forfædre at føre en flod
med sådanne forbløffende kvaliteter med hensyn til styrke og renhed ned på Jorden? Hvis du
kan beskrive forløbet for os, så vil det gøre os meget glade.”
7.31. Da Viswamitra hørte denne anmodning, der blev fremsagt med stor ydmyghed, sagde
han: ”Rama! Lyt! I gamle dage blev Ayodhya regeret af en konge ved navn Sagara. Han var
en retfærdig hersker og en tapper helt. Da kongen over Vidarbha var fascineret over Sagara’s
såvel mentale som næstekærlige kvaliteter, bortgiftede han sin elskede datter, Kesini, til ham.
Hun var ligeledes en ihærdig tilhænger af ’rigtig handling’. Hun fraveg aldrig sandhedens vej.”
7.32. ”Men selv efter der var gået mange år, var de ikke blevet velsignet med et barn. Med
Kesini’s samtykke giftede Sagara sig med Arishtanemi’s henrivende datter. Hun hed Sumathi,
og hun blev hans anden hustru. Også hun viste sig at være ufrugtbar, så kongen besluttede
sig for at tilbringe resten af sit liv i askese. Han drog til bredden af et vandløb, der flød tæt ved
det sted, hvor vismanden Bhrigu havde sin ashram. Sammen med sine to hustruer kastede
han sig ud i en eneboers strengeste discipliner.”
7.33. ”Lang tid forløb på denne måde. En dag ved daggry dukkede vismanden Bhrigu, der
standhaftigt fulgte sandheden, op foran Sagara. Vismanden sagde: ”Og konge! Afslut disse
pinsler af kroppen; afslut denne strenge askese. Du vil opnå en berømmelse, der er uden
sidestykke i denne verden. Inden længe vil du blive velsignet, og din søn vil blive født!” Lige så
snart Sagara hørte disse medfølende ord og dette udtryk for nåde, åbnede han øjnene og så
vismanden stå foran sig. Øjeblikkeligt faldt han for Bhrigu’s fødder, og kongen gav tegn til sine
hustruer om, at de skulle gøre det samme. Han bønfaldt om, at vismanden ville velsigne dem
direkte.”
7.34. ”Den ældste dronning, Kesini, bøjede sit hoved dybt og faldt for vismandens fødder.
Mangen en smigrende hymne strømmede fra hendes læber. Bhrigu spurgte hende: ”Moder!
Ønsker du at få en enkelt søn, så slægten kan og vil blive ført videre, eller ønsker du mange
sønner, der alle vil blive udstyret med enorm fysisk tapperhed og opnå umådelig stor
berømmelse?” Hun svarede, at hun ville være tilfreds med at få en enkelt søn. Hun bønfaldt, at
hendes ønske måtte blive tilgodeset. Bhrigu accepterede hendes bøn og velsignede hende.”
7.35. ”Da den anden dronning, Sumathi, kastede sig i støvet foran ham, stillede han hende det
samme spørgsmål. Hun tørstede efter stærke, modige og berømte sønner i massevis. Så
vismanden lovede, han ville opfylde dette ønske og gav sin velsignelse til, at det skulle gå i
opfyldelse.”
7.36. ”Ledsaget af sine hustruer vendte Sagara tilbage til sin hovedstad. Han var jublende glad
over vismandens velsignelser. De fæstnede alle deres lid til det løfte, de havde fået, og de
tilbragte dagene fulde af glæde. I løbet af få måneder blev begge dronningerne gravide, og de
afventede den lykkelige begivenhed. Da de ni måneder var gået, fødte Kesini en søn, og
Sumathi fødte mange sønner.”
7.37. ”Tiden gik hurtigt. Sønnerne tumlede rundt og legede begejstret med børn på deres egen
alder. Senere begyndte de at bevæge sig uden for paladset for at lede efter kammerater og for
at lege. Kesini’s søn, der hed Aswamanja, førte ofte de andre børn til Sarayu-flodens
sandbredder. Han plejede at finde fornøjelse i at smide nogle børn i floden, og han direkte lo i
fryd, når disse børn druknede! Snart gjorde han sig fortjent til at få et modbydeligt ry; nemlig
at være kongerigets værste forbryder!”
62

7.38. ”Da drengene ikke længere var teenagere, udvalgte Sagara passende royale brude til
hver af dem, og han afholdt og fejrede deres bryllupper. Aswamanja fortsatte imidlertid sine
ondskabsfuldheder. Som et resultat af hans uforbederlige ondskabsfuldheder gennemlevede
Ayodhya’s indbyggere den mest hjerteskærende sorg. En dag henvendte de sig til kong
Sagara. Ind imellem deres højlydte jamren fortalte de ham om hans ældste søns bestialske
handlinger. Da kongen hørte om disse handlinger, beordrede han, at Aswamanja øjeblikkeligt
skulle forlade hovedstaden, og at han skulle sendes i eksil i skovene. På det tidspunkt havde
Aswamanja fået en søn. Så han var nødt til at forlade sin hustru og søn såvel som sine
forældre.”
7.39. ”Årene gik. Aswamanja’s søn, der hed Amsumanta, voksede op. Ud over den ganske
verden fik han ry for at være indtagende, retskaffen og tapper. En dag besluttede kong Sagara
sig for at højtideligholde Den store Hesteofring. Han fik fastsat et lykkevarslende tidspunkt for
ritualets start.” Da Viswamitra var nået til dette punkt i sin beretning, indskød Rama et
spørgsmål: ”Mester! Blev Den store Hesteofring højtideligholdt i Ayodhya, eller valgte kong
Sagara en hellig flods bred til formålet?” Viswamitra smilede og svarede: ”Rama! Jeg forstår,
hvor seriøs du forholder dig til offerritualer, og jeg kan fornemme, hvor ærbødig din holdning
over for vismænd er! Jeg skal komme ind på de detaljer, du ønsker at få kendskab til. Lyt! Der
findes en hellig bjergkæde, der vender mod Himalaya-bjergene. Bjergkæden er beliggende et
stykke fra Himalaya-bjergene, og den kaldes Vindhya-bjergkæden. (Vindhya-bjergkæden er
en af de syv vigtigste hellige bjergkæder. Den adskiller Syd-Indien fra Nord-Indien). Området
mellem de to bjergkæder er helliggjort til afholdelse af offerceremonier og hellige ofringer.
Sagara’s Hesteofring blev højtideligholdt i dette område. Eksperter i at messe de vediske
hymner samledes her. Bjergene genlød af den høje og korrekte gengivelse af de foreskrevne
rituelle formler. Denne helt specielle ceremoni blev overværet at tusindvis af opstemte og
glade mennesker. Så blev den smukke, sadlede og pyntede hest ført ind. Først blev den
tilbedt. Senere lod man den flakke omkring, som den ville. For at bekæmpe og besejre enhver
modstand mod hestens frie bevægelighed fulgte Amsumanta i dens fodspor. (Hestens frie
bevægelighed var symbol på lensherrens ambitioner om at gøre modstand mod Sagara’s
dominans). Han gjorde det med sin fuldt udrustede hær, der var parat til at møde alle
eventualiteter. Efter at hesten havde flakket rundt i hele landet, uden at en modkandidat til
Sagara havde meldt sig, skulle den indfanges. Det præcise øjeblik, hvor ofringen skulle udføres
i henhold til den ortodokse, vediske tradition, nærmede sig, og folk drog af sted for at hente
hesten.”
7.40. ”Men de kunne ikke finde hesten! De hellige skrifter fastslår, at tabet af offerdyret, og
det at miste dets tilgængelighed i det lykkevarslende øjeblik, varsler noget ilde for den eller de
personer, der står for offerceremonien! Derfor blev Sagara naturligvis bestyrtet. Han sendte
sin anden hustrus talrige sønner af sted for at finde hesten og bringe den tilbage til
offeralteret. Alle sønnerne var bevæbnet og udrustet med alt fornødent udstyr. De bad såvel
guderne som dæmonerne om hjælp. De ledte alle vegne. De gravede endda jorden op for at
undersøge, om de personer, der havde taget hesten til fange, holdt den skjult under jorden.
Men de var nødt til at vende tilbage og meddele, at deres mission var mislykkedes.”
7.41. ”Kong Sagara blev rasende over at høre dette. ”Hvilken gavn har jeg af dette talrige
afkom, hvis det eneste I meddeler mig, er jeres egen uduelighed? Hvorfor står I her foran mig
med jeres ansigter formørkede af vanære? Gå, og kom ikke tilbage før I har fundet hesten”,
rasede Sagara.”
7.42. ”Sønnerne reagerede hurtigt på disse vrede ord. De drog igen ud i verden. De var fast
besluttet på, at alt skulle gennemsøges: Bjerge, bakker, søer, floder, grotter, byer, landsbyer,
skove og ørkener. Hvorfor blive ved med at nævne steder. De gennemsøgte hver eneste
kvadratmeter, hvert eneste sted. Mens de var i færd med denne fremgangsmåde, fandt de et
sted en eneboer, der var fast fordybet i meditation. Der, tæt ved ham, befandt hesten sig. Den
gik roligt og gumlede græs!”
63

7.43. ”Da de så hesten, blev de overvældet af glæde. Men da de så eneboeren, blev de
overvældet af vrede. De var splittet mellem to modstridende følelser. Som et resultat af deres
ubetvingelige følelser, mistede de besindelsen. Fornuften svigtede dem; deres hjerter blev som
forstenet. De skreg ind i øret på eneboeren: ”Dit slyngelagtige udyr! Du har stjålet vores hest
og skjult den i din baghave!” Vismanden Kapila åbnede langsomt sine øjne og så sig omkring.
Sagara’s sønner stod rundt om ham og overdængede ham med skældsord og fornærmelser.
Der var endda nogle, der gjorde sig parat til at give ham en kraftig gang prygl!”
7.44. ”Kapila fandt hurtigt ud af, at ord og argumenter var formålsløse våben i kampen mod
disse bøller. Han besluttede, at han var nødt til at tage sig af dem på anden vis. Han brændte
dem til aske. Det gjorde han ved slet og ret at kaste sit blik på dem. I mellemtiden gik kong
Sagara rundt og var meget nervøs. Han var i allerhøjeste grad bekymret over den
uforholdsmæssige store forsinkelse af offerceremonien, som var forårsaget af, at sønnerne
ikke var vendt tilbage med hesten. Hvordan kunne han standse ofringen, som han var halvt
igennem? Hvordan kunne han fortsætte og afslutte den? Da kongens barnebarn, Amsumanta,
så bedstefaderens vanskelige stilling, knælede han foran ham. Han tilbød at lede efter hesten
og sine onkler og bringe nyt tilbage om dem. Han bad om at blive sendt ud på denne opgave.
Sagara velsignede ham og sendte ham af sted i dette ærinde. Nat og dag var Amsumanta i
gang med at lede. Til sidst blev hans anstrengelser belønnet. Han fandt hesten! Han så også
tegn og bevis på, at hans onkler var blevet forvandlet til en dynge aske! Han var opsat på at
udføre ligbrændingsritualet for de afdøde sjæle, men han kunne ikke se nogen brønd, sø eller
flod eller noget vandreservoir. Noget sådant var absolut nødvendigt for at kunne fjerne
ligbrændingsofferet, altså asken. Stærkt tynget af sorg drog han lidt videre. Han stødte på en
ærværdig, gammel eneboer, og denne fortalte ham følgende: ”Kære søn! Du skal ikke tillade
sorgen at overmande dig! Dine onkler blev forvandlet til aske af vismanden Kapila. Det skete
for at gavne verden! Vær ikke tilfreds med at ofre det rituelle ligbrændingsoffer (asken) i
verdsligt vand. Få fat i den himmelske Ganges hellige vand. Bring Ganges ned til Jorden og lad
dens hellige vand strømme over asken. På den måde vil forfædrenes sjæle blive reddet. Men
tag først hesten med dig og få offerceremonien gennemført, så den bliver afsluttet
glorværdigt. Herefter kan du tænke over, hvordan du kan bringe den himmelske Ganges til
Jorden.” Amsumanta knælede foran eneboeren og skyndte sig derefter tilbage til sin
bedstefader, hvor ceremonien var standset på grund af det manglende hellige, indviede dyr.”
7.45. ”Nat og dag afventede kong Sagara bekymret hestens ankomst. Han sov end ikke.
Derfor blev han og de vedisk lærde, der fungerede som præster, særdeles glade, da hesten
blev bragt tilbage. Amsumanta følte ikke, at det ville være passende at meddele, at hans
onkler havde lidt en alt for tidlig død på grund af vismandens forbandelse, mens den
lykkebringende højtidelighed foregik. Så han ventede til afslutningsritualet var bragt til ende;
til præsterne og gæsterne havde fået deres del af de lovede gaver.”
7.46. ”Herefter gav Amsumanta en detaljeret redegørelse for, hvad der var hændt hans onkler.
Han tilskyndede sin bedstefader til at bringe den himmelske flod med den enestående
hellighed ned til det sted, hvor asken efter onklerne lå. Sagara blev vældig glad over forslaget.
Han begyndte straks at praktisere mange asketiske øvelser og gennemføre rituelle ceremonier,
som, ifølge de ældres råd, ville formå Ganges til at skænke ham den velgerning, som han
ønskede. Men kongen havde ikke held med sig. Som et resultat af sorgen over tabet af sine
sønner blev hans helbred svagere dag for dag. Det gik også ud over hans helbred, at han var
mislykkedes i forsøget på at sikre sønnerne en lys og strålende fremtid. Til sidst døde han som
en skuffet mand.”
7.47. ”Rama! Efter at have rådført sig med folket, kronede ministrene herefter Amsumanta.
Han herskede over kongedømmet uden at begå den mindste fejltagelse eller foretage det
mindste fejlskøn. Grunden til at det kunne lade sig gøre var, at han var i besiddelse af en
storartet, god moral og åndelig fortræffelighed. Befolkningen blev støttet og plejet, som var de
64

alle børn født af hans egne lænder. Da han efterhånden blev ældre, tilbød han tronen til sin
søn, Dileepa. Herefter drog han til Himalaya-bjergene for at leve det asketiske liv, som han
ønskede at pålægge sig selv. Hans mål var ikke blot selvrealisering. Han forsøgte at bringe
Ganges ned til Jorden for at frelse sine afdøde onkler. Men også han var nødt til at opgive sit
legeme uden at have fået dette ønske opfyldt.”
7.48. ”Dileepa var også tilskyndet af det samme ønske. For han vidste, hvor dybt hans fader
og bedstefader havde længtes efter fuldbyrdelsen, at bringe Ganges ned til Jorden! Han
forsøgte sig med forskellige metoder. Efter vismænds råd gennemførte han mange dunkle og
uforståelige offerceremonier. Han blev konstant hjemsøgt af sorg over, at han ikke var i stand
til at opfylde familiens ønske, og han blev forfærdelig syg. Idet han indså, at hans fysiske
styrke og mentale udholdenhed blev stadig mindre, indsatte han sin søn, Bhagiratha, på
tronen. Dileepa overdrog sønnen ansvaret for den opgave, hvis løsning var uden for hans egen
rækkevidde, nemlig at bringe Ganges ned på Jorden. Kort tid efter forlod også Dileepa Jorden.”
7.49. ”Bhagiratha, der var godt begavet og fuld af åndelig indsigt, aflagde løfte om, at han nok
skulle få succes med at løse den opgave, hans fader havde tildelt ham. Selv om han styrede
kongeriget til alles tilfredshed, var han bedrøvet over, at han ikke havde nogen børn til at føre
slægten videre. Dette problem, tillige med den storslåede opgave det var at bringe Ganges til
Jorden, tvang ham til at overdrage regeringstøjlerne til ministrene. Selv trak han sig tilbage og
levede i stilhed på den berømte Gokarna Kshetra (helligt sted beliggende på delstatens
Kerala's nordligste punkt). Der opholdt han sig, og her udøvede han den strengeste askese så
som at udholde Solens varme og kun indtage føde én gang om måneden! Til sidst blev hans
strenge og spartanske livsførelse belønnet. Gud viste sig for ham og sagde: ”Søn! Bhagiratha!
Bed om hvilken som helst velgerning, og jeg vil skænke dig den.””
7.50. ”Bhagiratha havde åbenbaringen af Den Ene med tusinde soles stråleglans. Overvældet
af taknemmelighed og hengivenhed kastede han sig i støvet. Han bad: ”Herre! Forårsag at den
himmelske Ganges strømmer på Jorden, så mine oldefædre kan blive frelst fra fortabelse og
vende tilbage til Himlen. Begunstig mig med børn, så den kongelige Ikshvaku-slægt ikke uddør
med mig som dens sidste repræsentant. Måtte slægten fortsætte og måtte den blomstre.” Han
holdt fast om Herrens fødder, mens han fremlagde sin bøn.”
7.51. ”Herren svarede: ”Søn! Det første af dine ønsker er meget vanskeligt at opfylde. Ikke
desto mindre vil jeg opfylde det. Med hensyn til ønsket vedrørende den kongelige slægt? Ja,
du vil få en ædel søn, og dit dynasti vil fortsætte og blomstre. Rejs dig!” Da han hørte dette
bud, rejste Bhagiratha sig, og Herren fortsatte: ”Bhagiratha! Ganges er opsvulmet, og dens
strøm er stærk. Når den falder ned fra Himlen, vil Jorden ikke være i stand til at klare presset.
Som Jordens hersker er du nødt til at fundere over dette problem og finde frem til metoder,
der kan sikre, at frygtelige katastrofer bliver undgået. Når Ganges strømmer ned på Jorden,
kan følgevirkningerne blive katastrofale. Derfor må floden først bringes til at falde på Siva’s
hoved. Herfra vil den muligvis falde ned på Jorden med formindsket pres. Set fra Jordens
indbyggeres synspunkt er det den bedste fremgangsmåde. Overvej det nøje.” Efter at have
sagt dette, trak Herren sig tilbage.”
7.52. ”Fra det øjeblik af begyndte Bhagiratha at udføre streng askese for at formilde Siva. Til
sidst lykkedes det ham at opnå Hans velvilje. Siva gav sit samtykke til, at Ganges strømmede
ned på Hans hoved, når den skulle stige ned fra Himlen. Således gik det til, at Ganges faldt
ned på Siva’s hoved og derfra faldt ned på Jorden i syv tydeligt adskilte strømme: Hladini,
Nalini og Pavani strømmede mod øst; Subhikshu, Sitha og Sindhu strømmede mod vest, og
den syvende flod fulgte i Bhagiratha’s fodspor. Bhagiratha drog til det sted, hvor hans
oldeforældres aske lå i små bunker og ventede på at blive frelst fra helvede.”
7.53. ”Den syvende flod strømmede langs den rute, som Bhagiratha fulgte. Langs hele ruten
nød folk gavn af den hellige flod ved at helliggøre sig selv i den. Gennem den himmelske
65

Ganges rensende påvirkning blev de befriet fra konsekvenserne af deres synder. Oldefædrene
blev også frelst gennem ligbrændingsritualet, der blev udført på bredden, der hvor den hellige
flods tre strømme løber sammen. Asken blev strøet ud i denne flods vand på dette hellige
sted.”
7.54. ”Eftersom Bhagiratha bragte Ganges til Jorden, fik floden navnet Bhagirathi (et andet
navn for Ganges)! Efter ceremonien for forfædrenes sjæle var tilendebragt, vendte Bhagiratha
tilbage til Ayodhya. Han var lykkelig over, at han ved hjælp af den guddommelige nåde havde
været i stand til at opfylde sin faders og bedstefaders højeste ønske. Han herskede over
imperiet i mange år, og han modtog sine tilfredse undersåtters spontane hyldest. Til sidst
forlod også han kroppen.”
7.55. Mens Viswamitra på denne måde fortalte historien om Rama’s forfædre, var Rama og
Lakshmana meget opmærksomme. De var betaget over at høre om begivenhederne.
Vismanden meddelte, at det allerede var midnat, og at alle skulle gå til ro og sove. Derfor
knælede de for deres guru og lagde sig på flodbreddens sand. Rama og Lakshmana kunne ikke
sove. Det var udelukkende for at adlyde deres gurus ordre, at de lå i sandet. Det var ikke,
fordi de havde behov for at hvile sig! De lå og forestillede sig, hvordan det havde set ud, da
Ganges kom fra Himlen og ned til Jorden. De lå og så historien for sig, lige til de opdagede, at
det var blevet morgen! De gennemførte den rituelle renselse af hænder og ansigt og de øvrige
morgenritualer i floden. Snart var de klar til den rejse, der ventede forude. Så snart nogle
teenage-disciple meddelte, at færgebåden var parat, gik alle hen til den. De satte sig op i
båden og krydsede den hellige flod. De nåede den nordlige bred og begyndte på de resterende
etaper af deres rejse. De beundrede de romantiske skovscenerier, som de passerede igennem.
7.56. Da de havde tilbagelagt et godt stykke vej, fik de tilfældigvis øje på en umådelig stor by
fuld af smukke bygninger. Rama henvendte sig til Viswamitra: ”Mester! Fra denne dejlige skov
ser vi ned på en umådelig stor by. I hvilket kongerige ligger den?” Vismanden svarede:
”Rama! Byen forekommer at ligge tæt ved os, men rent faktisk vil det tage os et stykke tid at
nå den! Måske vil vi kunne ankomme til byen hen under aften. Jeg skal fortælle dig historien
om byens opståen og skæbne, når vi er der. Lad os fortsætte.” Rama hørte vismandens ord.
Han bemærkede, at vismanden havde et glimt i øjet og et smil på læberne, da han fremsagde
ordene. Rama fattede betydningen af vismandens udtryk og gik videre uden at kommentere
guruens svar.
7.57. Da de kom ned i dalen, var der ikke noget spor af nogen by eller menneskelig
bebyggelse. Men da de stod oppe i højderne, havde de kunnet se byen ret tæt på! Idet de
bevægede sig fremad, fandt de ud af, at skønt det snart var aften, så ville de ikke være i stand
til at nå byen. Som Viswamitra allerede havde antydet, så var byen stadig langt væk! Da
aftenen faldt på, standsede de. Efter de havde badet, udførte de aftenritualerne, som det er
foreskrevet i de hellige skrifter. Mens de hvilede sig, vendte Rama tilbage til det spørgsmål,
han allerede havde stillet. ”Mester! Vil du ikke være venlig at fortælle os om byen?” Til det
sagde Viswamitra: ”Rama! Jeg sad netop også og tænkte på det spørgsmål! Skønt jeg ved, du
er bevidst om, hvad der rør sig i alles sind, skjuler illusionens (illusion skal forstås som noget,
der forekommer at være noget andet, end det virkelig er) slør denne kendsgerning og leder
mennesket på afveje. Sindet kan ikke forstå alt. Når mennesker som jeg finder det umuligt at
holde sindet under kontrol, er der ingen grund til at udbrede sig om almindelige menneskers
skæbne! I samme øjeblik tanken slog mig, at du havde glemt at spørge til byens historie,
spurgte du mig om den! Jeg behøver ikke yderligere bevis på, at du er Den Alvidende!”
7.58. ”Rama! I ældgammel tid havde Kasyapa to hustruer, Aditi og Diti. Diti’s sønner var
personificeringen af den fysiske styrke og Aditi’s sønner var personificeringen af den moralske
storslåethed. De voksede sig mægtigere og mægtigere for hver dag, der gik. Forældrene
havde stor glæde af at se dem vokse op så hurtigt og så perfekt.”
66

7.59. ”En dag mødtes både Diti’s og Aditi’s sønner. De begyndte en diskussion om, hvordan
man kunne undgå at blive gammel. Til sidst konkluderede de, at den guddommelige nektar
(kaldes Amriht og siges at skænke udødelighed), der kan fremskaffes ved at kærne
Mælkehavet (symboliserer renheden i menneskets hjerte), ville kunne forebygge og forhindre
sygdommens, senilitetens og dødens fysiske ulykker. Snart begyndte de på at løse denne
opgave. Mandara-bjergtinden blev brækket af og placeret i havet som kærnestok. Slangen
Vasuki blev udvalgt til at fungere som rebet, der skulle vikles rundt om kærnestokken, så
denne kunne rotere hurtigt. Eftersom kærningen fortsatte i lang tid, begyndte slangen Vasuki
at kaste sin gift op. På grund af smerten blev den så rasende, at den hamrede sine gifttænder
ind i bjerget. Giftdampene rejste sig voldsomt som vældige flammer!”
7.60. ”Da Diti’s og Aditi’s sønner så det, blev de dødsens angst. De følte, de ville blive brændt
til aske i dette flammehav! De bad Herren om hjælp! Da Herren Vishnu åbenbarede sig for
dem, bønfaldt de hjertegribende: ”Herre! Frels os! Bring denne frygtelige katastrofe til ende.
Og Herren forandrede sig til Siva og sagde: ”Mine kære! Jeg er den ældste af guderne, derfor
er jeg berettiget til at modtage kærningsprocessens første udbytte.” Idet Han erklærede dette,
drak Han uden yderligere udsættelse den dødelige gift, som forårsagede al panikken.”
7.61. ”Da det var sket, fortsatte Diti’s og Aditi’s sønner kærningen af Mælkehavet. Nu truede
en anden katastrofe dem. Mandara-tinden begyndte at synke! Så igen bad de til Herren
Vishnu. Han åbenbarede sig igen og forsikrede dem: ”Kæreste børn! Bliv ikke bange.” Herren
antog derefter skikkelse som en skildpadde. Den dykkede ned under bjergtinden og løftede
den op på sin ryg. Her holdt den, på sit hårde skjold, tinden, lige så længe kærningen varede.
Kasyapa’s sønner var vældig taknemmelige og meget lykkelige. I overflod priste de Herren.”
7.62. ”Ud af Mælkehavet dukkede en Gud frem. Guden holdt en stav og en vandkrukke i sine
hænder! Hans navn var Dhanvantari (ayur-vedaens oprindelige lærer). Mens Diti’s og Aditi’s
sønner så på guden, dukkede noget andet frem fra Mælkehavet. Det var en tyktflydende, sød
væske, der blev rullet til en kugle. Denne kugle svulmede hurtigt op, bristede og åbenbarede
en sværm af himmelske nymfer. Eftersom disse skønjomfruer blev født af den tyktflydende,
søde væske, blev de kaldt ’de der bevæger sig i vand’. På mange forskellige måder forsøgte de
at overtale Diti’s og Aditi’s sønner til at gifte sig med dem. De bønfaldt og appellerede, men
alle deres anstrengelser var forgæves. Således levede de videre, frie og lunefulde, uden at
blive gift. Op af bølgerne steg Vand-gudens datter, Varuni. Hun havde et bæger fyldt af
berusende alkoholisk væske! Aditi’s sønner drak væsken i dybe drag. De, der ikke drak
alkoholen, blev senere kendt som dæmoner, og de, der drak den, blev kendt som guder.”
7.63. ”Fra dette Mælkehav opstod til sidst den nektar, der skænker udødelighed. Hvem skulle
drikke den guddommelige nektar? Der opstod en voldsom konflikt mellem Diti’s og Aditi’s
sønner. I den forfærdelige kamp, der fulgte, begyndte Aditi’s sønner at tilintetgøre Diti’s
sønner. Kampen truede med at blive en kamp på liv og død; en kamp der kunne betyde
udslettelse. Jorden rystede, da kampen rullede frem og tilbage. Frygt og angst spredte deres
mørke skyer over verden. Pludselig dukkede Vishnu frem foran de stridende parter i skikkelse
af en fortryllende og henrivende jomfru. Denne skønne jomfru gik lige i hjertet på alle og fik
dem til at tænke på noget andet end den kamp, de havde styrtet sig ud i! Hun fortryllede alle,
og mens hun viste sig, forsvandt den kostbare guddommelige nektar! Diti’s sønner var alle
døde. Moderens sorg var så stor, at hun var utrøstelig. Det lykkedes ikke for ægtemanden,
Kasyapa, at bringe hende tilbage til en normal tilstand. Hans talrige forsøg på at forklare
hende om tings flygtighed var ikke i stand til at overbevise hende. Hun jamrede sig højlydt, og
hun sørgede ganske ulideligt, som var det verdens undergang.”
7.64. ”Til sidst kom Diti til sig selv. Hun henvendte sig til Kasyapa, og idet hun gemte sin
smerte dybt i sit sind, sagde hun: ”Herre! Er dette retfærdigt? Vi havde begge børn af dig. Nu
er jeg blevet gjort barnløs. Er det rimeligt? Skal jeg på denne måde sørge til evig tid? End ikke
én af mine sønner er i live. Frem for at have mange sønner, der ikke bliver ret gamle, er det
67

mere ønskværdigt at have én søn, der lever længe. Er det ikke sandt? ” Da hun på denne
måde græd højlydt, trøstede Kasyapa hende. Han bad hende begynde at praktisere asketiske
øvelser for at formilde guderne. På den måde kunne hun muligvis få en søn, der ville leve
længe. Han rådede hende også til at opgive sin sorg, som aldrig ville kunne få hendes ønske til
at gå i opfyldelse. Efter at hun på den måde var blevet opmuntret af ham, bad hun om hans
velsignelse. Herefter forlod hun straks stedet og begyndte at praktisere asketiske øvelser. Hun
gjorde det med det erklærede mål, dels at sikre sig gudernes løfte om, at hun ville få en søn,
dels at denne søn skulle være i stand til at besejre halv-gudernes Herre, selveste Indra!”
7.65. ”Inden Diti drog af sted, fortalte Kasyapa hende følgende: ”Asketiske øvelser er ikke
lette at praktisere. Du skal, ceremonielt set, være ren lige til det sidste. Uden det mindste brud
skal du overholde dine højtidelige løfter og din faste. Kun på den måde vil guderne blive
tilfredse og opfylde dine ønsker.””
7.66. ”Diti nåede frem til det hellige område, der er kendt som Kusaplava. Her begyndte hun
på den strenge askese. Da Indra kendte til hendes beslutsomhed, besluttede han sig for at
teste hende. Han opsøgte hende forklædt som tjener. Diti’s bønner blev hørt. Gennem den
guddommelige nåde blev hun gravid. Dagene og månederne gik. Indra var konstant ved
hendes side i skikkelse af en tjener! En dag, midt i middagsheden, blev hun overvældet af
søvnen. Hun lå på sengen med sit hår løsnet. Hendes hoved lå i den ende af sengen, hvor hun
normalt havde sine fødder. Det var imod den ceremonielle renheds strenge regler, som hun
vedholdende skulle overholde. Så her fik Indra sin chance. Han bemærkede, at hendes
placering i sengen var kættersk og i modstrid med de hellige skrifters påbud. Derfor straffede
han hende ved at flå fosteret i hendes livmoder i småstykker. Småstykkerne begyndte at
græde inde i livmoderen, fordi deres lemmer var blevet revet fra hinanden. Tjeneren, Indra,
talte blidt til dem: ”Græd ikke!” Diti fik frygtelige anfald af blødninger, og hun jamrede sig over
sin skæbne og græd hjerteskærende.”
7.67. ”Med håndfladerne presset mod hinanden stod Indra foran hende. Han erklærede:
”Moder, undskyld mig. Du handlede i modstrid med den ceremonielle renheds regler og brød
på den måde dit højtidelige løfte. Dit hår var ikke bundet op, men hang løst ned. Dit hoved lå i
den ende af sengen, hvor dine fødder normalt er. Da du sov på den måde, blev din askese
tilsmudset. Når din fjende, der afventer en mulighed for at forpurre din lykke, får sådan en
chance, vil han så forholde sig passiv? Jeg er Indra, der er kommet i denne skikkelse. Du bad
om at få en søn, der skulle slå mig ihjel, gjorde du ikke? Fosteret i livmoderen skulle
tilintetgøre mig, så derfor udnyttede jeg chancen for at komme på tværs af min fjende.
Bemærk, at jeg ikke tilintetgjorde ham ved hjælp af en moralsk fordømmende
fremgangsmåde. Du var nemlig klar over, at en streng overholdelse af dit højtidelige løfte var
en fundamental forudsætning for, at din plan skulle lykkes. Du var nødt til at sikre dig, at du
ikke brød reglerne. Fosteret er blevet revet i syv småstykker, og jeg har sagt ”græd ikke” til
dem. Derfor vil de blive født som de syv Vind-guder. Jeg giver dig dette løfte; denne
velsignelse.” Således talte Indra og vendte herefter tilbage til Himlen.”
7.68. ”Rama! Det her er stedet, hvor Indra og Diti førte denne dialog og indgik dette
kompromis. Her fik Ikshvaku (Rama-dynastiets stamfader) en søn sammen med den
himmelske gudinde, Alamba Devi. Drengen kom til at hedde Visala. Dette kongerige er opkaldt
efter ham; kongeriget hedder altså Visala. Kong Visala fik Hemachandra, den mægtige.
Hemachandra fik Subhadra, og denne fik en søn, der hed Doomraswa. Doomraswa fik en søn,
der hed Srnjaya, og dennes søn er Sahadeva.”
7.69. ”Sahadeva blev meget rig og meget velstående. Han var en solid støtte for moralsk
levevis og retskaffenhed. I en meget lang periode var han en tapper hersker over kongeriget.
Hans søn, Somadatta, blev fader til Kakustha. Sumathi er denne heroiske monarks søn, og det
er ham, der er hersker i Visala by. Også han er i dag en meget retskaffen og dydig hersker.
68

Med hensyn til åndelig renhed og hellighed er han på højde med guderne. Rama! I dag vil vi gå
ind i Visala by, og der vil vi sove. I morgen når vi til kong Janaka’s by.”
7.69. Alle blev glade over at høre det. Nyheden om Viswamitra’s ankomst blev overbragt
Sumathi af kurerer. Da Sumathi hørte disse nyheder, hastede han vismanden i møde med et
følge bestående af hofmænd, ministre, lærde og brahminer. Alle bad de til, at han ville besøge
byen og ved sit ophold helliggøre det kongelige palads.
7.70. Viswamitra var glad for Sumathi’s ydmyghed og ærbødighed. Han spurgte venligt til
kongens helbred og lykke så vel som til tilstanden i hans kongerige. I et stykke tid talte de om
kongeriget og dynastiets anliggender. Så fik Sumathi øje på brødrene, Rama og Lakshmana.
Han blev så betaget af deres charme og værdighed, at han spurgte Viswamitra, hvem disse
’løveunger’ var. Viswamitra svarede: ”Sumathi! Det er en lang historie. Jeg har ikke tid til at
fortælle dig den nu. Når vi kommer hjem til dig, skal jeg berette hele historien.” Herefter gav
han de hellige mænd og asketerne, der havde ledsaget ham, så vel som de to brødre, Rama
og Lakshmana, besked om at fortsætte til byen Visala. Viswamitra rejste sig også og gik mod
byen. På vejen talte Sumathi med ham om emner, der vedrørte kongeriget. Da de nåede frem
til byporten, bølgede musik fra mange stemmer og instrumenter gennem luften. Brahminer
messede velkomsthymner og gode ønsker fra de hellige skrifter.
7.71. Efter at have deltaget i modtagelsesfestlighederne, der var arrangeret af Visala’s konge,
talte Viswamitra til forsamlingen af royale slægtninge, brahminer og lærde. Han beskrev sin
egen ’Paradisets Bolig’, den offerceremoni han havde højtideligholdt i sin ashram, og den
heltemodige måde hvorpå Rama og Lakshmana havde holdt vagt for at forsvare det indviede
område mod hærgende dæmoner. Alle de, der hørte om prinsernes evner og mod, blev slået af
forundring og oplevede en grænseløs lyksalighed. Med beundring så de på brødrene. De følte,
at det var Gud i legemsskikkelse, der var kommet til Jorden igen. Overvældet af følelsen af
ærefrygt knælede de for prinserne.
7.72. Eftersom det allerede var blevet mørkt, knælede Rama og Lakshmana for Viswamitra. Da
de havde fået vismandens tilladelse, gik de hen til den hytte, der var specielt reserveret til
dem, så de kunne hvile sig. Endnu før daggry stod de op. De gennemførte den rituelle renselse
af hænder og ansigt, udførte morgenritualerne og gik derefter hen til deres guru. I god tid var
de parat til at påbegynde rejsens næste etape. De udtrykte deres taknemmelighed over for
kong Sumathi og fortsatte deres rejse mod Mithila.
7.73. Sumathi ledsagede dem et stykke på vejen og tog derefter afsked med vismanden og
det øvrige følge. Viswamitra gik videre med sine disciple og prinserne. Ved middagstid nåede
de frem til en vidtstrakt park. Det forekom, som om den kunne prale af at have huset mange
eneboerhytter for år tilbage, men nu var antallet af beboere i parken skrumpet ind. De kunne
også se altre, der engang var blevet vedligeholdt med kærlig pleje. De så de steder, hvor den
hellige ild engang var blevet tændt og passet. Rama bemærkede, at det nok var et sted, der
var helliggjort af asketer og vismænd, og han gjorde Viswamitra opmærksom på sin
formodning. Viswamitra smilede og sagde: ”Rama! Hvor er det korrekt, det du har observeret!
Jeg er meget glad. Jeg skal fortælle dig, hvorfor de store personligheder, der boede på dette
sted, forlod det og drog herfra. Lyt!”
7.74. ”Selv guderne plejede at hylde denne ashram. Det er Gauthama Maharshi’s ashram. Her
boede han i mange år sammen med sin hustru, Ahalya. Med glæde praktiserede han de
strengeste asketiske øvelser. Han gennemførte mange komplicerede offerritualer. Denne park
strålede af åndelig storslåethed; den var lys og fuld af fred og glæde. For parkens beboere var
hver eneste dag en hellig dag. Ahalya, vismandens hustru, var en kvinde, der besad mange
gode dyder. Hun var skønhedens perfekt udtrykte billede. Med hensyn til personlig skønhed og
elskværdighed fandtes hendes lige ikke. Derfor holdt Gauthama altid øje med hende og
beskyttede hende med vagtsom forsigtighed. En dag, mens Gauthama var væk fra
69

ashrammen, kom Indra, gudernes leder, ind i deres hytte forklædt som Gauthama! Den dydige
ægtefælle antog Ham for at være hendes herre. Hun tjente ham med ærbødighed, men den
virkelige Gauthama kom ind i hytten og opdagede hendes tilsyneladende troløshed. På trods af
dennes forklædning genkendte Gauthama Indra og blev forfærdeligt rasende. ”Din ondsindede
fyr”, råbte han; men Indra var pludselig forsvundet.”
7.75. ”I sin vrede vendte han sig mod Ahalya og brølede: ”Du har vovet at ødelægge denne
ashram ved at give efter for moralsk fordærv, er det ikke sandt? Jeg vil ikke opholde mig ét
minut længere her. Du skal herefter opholde dig bag en eller anden busk. Her skal du bøje dig
dybt i anger og leve som en fe. Du skal leve af luft; du skal ikke indtage mad eller drikke. Jeg
er gået.” Gauthama hadede dette sted, som han følte var blevet skændet af bedrag.”
7.76. ”Ahalya græd og græd. Hun fremførte, at hun ikke havde begået nogen synd, at hun var
uskyldig. Hun fremførte, at hun havde ladet sig narre af forklædningen og udelukkende havde
handlet i ærbødighed over for sin herre; at hun var blevet revet med af pligt og loyalitet over
for sin mand. Hun holdt om sin mands fødder og bad om tilgivelse. Hendes ihærdighed rørte
Gauthama en smule. Sandheden gik op for ham. Men eftersom ord, der en gang er talt, ikke
kan trækkes tilbage, sagde han: ”Ahalya! Du ved, jeg højtideligt har aflagt løfte om aldrig at
gå mod det talte ord. Derfor er du nødt til, bedrøvet og sulten, at ligge i busk og krat, indtil
Rama, Dasaratha’s søn, kommer denne vej. Når han ser dig, vil han velsigne dig og tillade dig
at berøre hans fødder. Med stor medfølelse vil han tale med dig. Det at se, røre og tale med
Herren vil rense dig, og du vil herefter fremstå i din sande skikkelse og pragt. Så vil jeg vende
tilbage til dig.” Da det var sagt, forlod Gauthama sin ashram og skyndte sig til Himalayabjergene.
Fra det øjeblik mistede Ahalya sit navn og sin form. Hun lever af luft, og hun er helt
opslugt af at leve et strengt asketisk liv. Hun er ivrig efter at blive forenet med sin herre. Og
denne engang så dejlige park er siden blevet forsømt.”
7.77. Da Viswamitra havde fortalt denne historie, udtrykte Ramachandra stor overraskelse:
”Hvad! Fortæller du mig, at hun venter på mig?! Det stakkels væsen! Hvis du ved, hvor hun,
fordybet i sin askese, befinder sig, så fortæl mig det.” Da Rama gik videre, fulgte Viswamitra
og Lakshmana efter ham. De holdt en vis afstand. Rama gik gennem nogle sammenfiltrede
buske og ind i en hytte, der lå bag en tornebusk.
7.78. Indtil dette øjeblik var Ahalya fordybet i streng askese. Hun var langt væk fra gudernes,
dæmonernes og menneskenes synsfelt; hun havde glemt sit navn og mistet sin form; hun
havde ikke noget at gøre med føde og søvn; hun eksisterede slet og ret, som var hun et lille
stykke klippe! Hun fremstod som Månens skive, der er godt gemt bag skyer; eller som den
hellige ild, der er gemt bag et tykt røgslør! Da Rama nærmede sig Ahalya, rørte hans fod
hende.
7.79. Ahalya løftede sit hoved, og idet hun så Rama’s guddommelige og henrivende skikkelse,
greb hun om hans fødder. I henrykkelse udbrød hun: ”Oh! Jeg er reddet. Oh Gud. Kom og frels
mig fra synd! Du har endelig hørt min bøn.” Hun udtrykte sin taknemmelighed ved at messe
lovprisninger. Hun rejste sig, som Månen dukker frem bag skyerne, skinnende og frisk. I det
øjeblik dukkede Gauthama også frem. Han var en mester i yogaens mysterier, så han vidste,
at Rama var kommet for at redde hans hustru. Gauthama accepterede hende, da hun gennem
streng askese og Rama’s velsignelse var blevet renset. Både mand og hustru kastede sig for
fødderne af Rama og Lakshmana, der begge blev overvældet af den lyksalighed, som de var
vidne til. Gauthama viste Viswamitra sin ærbødighed og sin hyldest. Flokken af disciple blev
forbløffet over det under, de havde været vidne til. De så på brødrene med et blik fuld af
forundring. Viswamitra tog afsked med Gauthama og drog videre i nord-østlig retning. Rama
og Lakshmana gik ved deres gurus side.
7.80. Ved aftenstide nærmede de sig en by. Fra lang afstand pegede vismanden mod byen og
sagde: ”Det er Mithila med dens umådelige vrimmel af pragtfulde bygninger!” Da de hørte det,
70

hoppede såvel brødrene som disciplene af glæde. De kunne ikke rumme deres glæde. Fra nu
af øgede de tempoet. Uden at tænke på fysisk udmattelse nåede de hurtigt byens
hovedindgang.
7.81. Hvor end de vendte blikket, så de asketer og brahminer, der var i færd med at fremsige
vediske vers. De så mange huse, hvor den hellige ild blev næret med rituelle offergaver. I ly af
deres skygger opholdt der sig under hvert træ grupper af mennesker. De var der sammen med
de oksekærrer, der havde bragt dem ind fra landet. Der var mænd og kvinder, gamle, unge og
børn fra alle kaster og professioner. Ved hvert hjørne befandt der sig mennesker fra alle
stadier af livet. Det var som at bevæge sig i en strøm af glæde. Byen var pakket med ivrige og
spændte mennesker, der gik på kryds og tværs af hinanden i alle gaderne. Vismanden og hans
ledsagere nåede hen til en skrænt, der løb rundt om et vandreservoir. Her var der ikke så
overfyldt. De var nødt til at beslutte, hvor de skulle bo, for de var endnu ikke sikre på, hvor
det skulle være. Tiden for aftenens rituelle renselse af hænder og ansigt nærmede sig, så de
lagde deres ejendele på skrænten, tog deres bad og gennemførte de foreskrevne ritualer.
7.82. Eftersom den store offerceremoni var nært forestående, gik kurerer og krigere fra
paladset rundt blandt de hellige mænd, der løbende ankom til byen. Det gjorde de for at få de
hellige mænds navne; for at finde ud af hvilken guru og ashram de var tilknyttet; for at få
kendskab til deres sociale status og for at finde ud af, om de var blevet specielt inviteret til
lejligheden. Kong Janaka havde insisteret på, at sådanne informationer straks skulle
overbringes ham.
7.83. I mellemtiden havde Viswamitra afsluttet de påbudte renselser og ritualer. Han sad på
skråningen sammen med sine disciple og brødrene, der lignede tvillingestjerner, der var faldet
til Jorden fra Himlen. Vismanden beskrev Mithila’s herligheder for dem. Mens de sad der,
henvendte en kurer sig meget høfligt til dem. Han spurgte: ”Mester! Fortæl mig venligst, hvem
du er. Hvor kommer du fra? Jeg er en af kongens kurerer. Jeg adlyder blot ordre og udfører
min pligt. Hvis du fortæller mig dit navn, kan jeg informere kongen om din ankomst.”
7.84. Kureren skyndte sig straks til paladset, hvor han fortalte kong Janaka, at vismanden
Viswamitra var ankommet. Kongen traf de passende forberedelser til modtagelse af den store
vismand. Under deres leder, kongeslægtens guru, Sathananda, sendte han hoffets øverste
brahminer og lærde til det sted, hvor Viswamitra opholdt sig.
7.85. Den udsendte gruppe fra paladset nærmede sig skrænten, hvor Viswamitra sad. Gruppen
messede vediske velkomsthymner og udtrykte gode ønsker for de ankomne. Vismanden blev
klar over, at de kom for at føre dem til kongen. Han gav Rama og Lakshmana besked om at
gøre sig klar til at følge ham. Alle gjorde sig klar. I mellemtiden ærede Sathananda guru
Viswamitra, som det sømmede sig for en stor mester i henhold til sand vedisk tradition. Han
knælede foran ham, han tilbød ham forfriskninger, der var helliggjorte ved hjælp af vediske
formler. I forbilledlig ydmyghed bekendtgjorde han, at han og hans følge, efter kongens ordre,
var kommet for at tilstå Viswamitra og hele dennes følge den mest oprigtige velkomst. De
efterlod en bærestol på stedet til gruppens bagage og førte vismanden og det øvrige følge
videre ind i byen. Musikgrupper, der spillede på deres instrumenter, førte an.
7.86. Så snart de kom ind på den gade, der førte til paladset, kom kong Janaka dem i møde
ledsaget af ministre, hofmænd og de nærmeste slægtninge. Janaka knælede for Viswamitra,
idet han sagde: ”Herre! I dag har jeg nået mit højeste mål. Ved din ankomst har Mithila
opnået en hel speciel stråleglans.” Herefter forespurgte kongen, hvordan vismanden og dennes
disciple og elever havde det. Han fik øje på de to drenge, Rama og Lakshmana. De forekom
ham at være legemliggørelser af Solens stråleglans. I et øjeblik tabte han mælet. I disse få
sekunder var kongen ikke klar over, hvor han befandt sig. Med stor anstrengelse genvandt han
nok bevidsthed om sine omgivelser til at spørge Viswamitra: ”Mester! Hvem er de? De
forekommer mig at være tvillingeguderne (tvillingeguddomme, der før daggry kommer til syne
71

på himlen i en gylden vogn, der bliver trukket af heste). De ser ud, som var de lige steget ned
fra Himlen for at skænke mig nåde. De besidder disse guders kærlige, guddommelige
tiltrækning. Eller måske er de Solen og Månen, der er kommet til Jorden. Hvordan gik det til,
at disse unge legemliggørelser af skønhed har tilbagelagt denne lange distance som
medlemmer af dit følge? Eller stiftede de bekendtskab med dig her, for så at følges med dig
herhen?” Janaka stillede en strøm af spørgsmål. Det lød, som om han talte til sig selv. Det lød,
som havde han helt glemt, hvor han var, eller hvad det i grunden var, han ønskede at vide.
7.87. Viswamitra bemærkede kongens vanskelige stilling og kunne ikke tilbageholde et smil.
Han sagde: ”Det er kong Dasaratha af Ayodhya’s sønner. De hedder Rama og Lakshmana.
Disse drenges mod og evner er forbløffende og mirakuløse.” Vismanden ønskede at fortælle
noget mere, men han tænkte, at det ville være bedre at fortælle kongen alt om dem, når de
var ankommet til det sted, hvor de skulle bo. Derfor gik de videre hen mod det kvarter, der
var reserveret til Viswamitra og dennes følge.
7.88. Logiet var en nydelig lille, ny tempelagtig bygning, der lå lige midt i en dejlig have. Den
var smagfuldt dekoreret med grønne blade og guirlander. Stedet var meget stille; det var som
om freden sænkede sig over stedet fra nådens vinger oppe fra selve Himlen. Det lå ret tæt ved
paladset. Efter at have vist dem til rette i deres logi, knælede kong Janaka igen for vismanden.
Kongen sagde: ”Din ankomst har tilført mig umådelig styrke og glæde. Jeg er overbevist om,
at denne gode skæbne er kommet til mig som et resultat af den fortjeneste, jeg har optjent
gennem mange liv. Jeg vil nu tage afsked med jer. Ifølge mine lærde varer det tolv dage,
inden offerceremonien begynder. Vær derfor venlig at tage ophold her i Mithila og velsign mig
derved.” Viswamitra forsikrede ham, at han ikke havde nogen indvendinger mod forslaget og
fjernede derved alle kongens bange anelser, hvad det angik. Rama og Lakshmana så på
hinanden, som om det var al for lang tid at være væk fra Ayodhya!
7.89. Der blev truffet forberedelser til, at de denne nat kunne hvile sig og få en uforstyrret
søvn. Mælk, frugt og andre fødemidler blev tilvejebragt fra paladset. ”Jeg vil komme og få
synet af dig i morgen ved daggry”, sagde Janaka, idet han tog afsked. ”Det er ikke passende
at forsinke jeres hvile længere, for I har haft en lang og trættende rejse.” Janaka vendte
tilbage til sit palads sammen med de skriftkloge, brahminerne og de lærde.
7.90. Indbyrdes talte Rama og Lakshmana om kongens hengivenhed og ydmyghed. De talte
også om den fred og glæde, der lyste ud af ansigtet på ham. De sad ved mesterens side og
nød frugterne og mælken. Efter at have fået tilladelse til det trak de sig tilbage til deres
gemakker for at hvile.
7.91. Den nat sov de godt. Da dagslyset langsomt spredtes over byen, lød musikken fra fløjter
og trommer fra alle døråbninger. Brahminer messede vediske hymner. Rama og Lakshmana
stod op og gennemførte deres rituelle renselse af hænder og ansigt samt deres øvrige ritualer.
Herefter gik de hen til Viswamitra. Vismanden gav dem krus med mælk og sagde: ”Sønner!
Janaka kan komme når som helst. Spis jeres morgenmad og hold jer parat.” Straks begav
brødrene så vel som vismandens unge elever sig til deres gemakker for at spise frugt og drikke
mælk. De vaskede deres hænder og stille samlede de sig igen rundt om deres guru og satte
sig ærbødigt tæt ved ham.
7.92. I mellemtiden forlød det, at kong Janaka var ved at ankomme i selskab med sin
kongelige guru for at ære dem. Konkylierne gjaldede, og musikken fra de traditionelle ni
instrumenter bebudede, at områdets hersker nærmede sig. Med lykkevarslende sandel-pasta
og riskorn i sine hænder gjorde Janaka sin entre. Kongehusets guru, Sathananda, og kongens
øvrige ledsagere fulgte kongen ind i den hellige bolig. Med taknemmelighedens fryd vaskede
kongen Viswamitra’s fødder.
72

7.93. Herefter knælede Janaka for Viswamitra’s fødder. Så stillede han sig ved siden af det
høje sæde, der var blevet placeret over for vismandens piedestal. Så snart Viswamitra gav
ham tilladelse til det, satte Janaka sig i sin stol. Rama og Lakshmana sad på det tæppe, der
var lagt på gulvet til højre for deres mester. Janaka sagde: ”Store vismand! Nå, hvordan lyder
dine ordrer? Jeg er rede til at acceptere og ære dem. Fortæl dem venligst til mig.” I bøn
samlede han sine håndflader. Da Viswamitra hørte og så dette, smilede han og sagde:
”Eftersom der ikke var tid til det i går aftes, kunne jeg ikke gå i detaljer med det, som jeg
ønsker at fortælle dig. Eftersom du har udtrykt ønske om at høre deres historie, vil jeg nu
berette om disse prinser, Rama og Lakshmana. Hvis du ikke har tid nu, kan jeg fortælle dig
historien senere.” Janaka udbrød protesterende: ”Mester! Hvilken opgave skulle jeg have, der
er vigtigere end at opleve og føle den henrykkelse, det er at tale med dig? Denne mulighed
kan udelukkende være frugten af min årelange askese. Jeg er opfyldt af lyksalighed over
forventningen om, at du vil fortælle mig om disse brødre. Jeg opfatter mig selv som en
særdeles heldig mand.”
7.94. Herefter berettede Viswamitra om de hændelser, der havde fundet sted, fra han selv
dukkede op ved Dasaratha’s hof og frem til offerceremonien. Han berettede om den
heltemodige måde, hvorpå de unge drenge havde stået vagt og derved havde forhindret
dæmonernes forsøg på at vanhellige ritualerne. Han beskrev drengenes mod og evner, som de
viste i deres kamp mod dæmonerne. Han priste deres bedrifter. Mens han fortalte, strømmede
glædens og taknemmelighedens tårer fra vismandens øjne, og han måtte jævnligt tørre dem
bort med fligen af sin kappe.
7.95. Da kong Janaka hørte hans ord og iagttog vismandens storslåethed og drengenes
henrivende tiltrækning, oplevede han den samme grad af lykkefølelse, som han ofte oplevede,
når han var i fuldstændig sindsligevægt! Han fornemmede, at drengene rent faktisk var
legemliggørelser af Den guddommelige Stråleglans. Skønt han hele tiden forsøgte at se andre
steder hen, tørstede hans øjne udelukkende efter synet af de henrivende lotusagtige ansigter,
der skinnede af guddommelig oplysning! Med stor vanskelighed undertrykte Janaka det ydre
udtryk for sin indre ophidselse. I ydmyghed og ærbødighed sad han og kiggede intenst på
dem. End ikke i et øjeblik følte han, at han var kongen, og at disse drenge var en anden
konges prinser. Han havde et uudsletteligt indtryk af, at de var steget ned fra Himlen til
Jorden. Følelsen blev bestyrket og forøget af beskrivelsen af deres overmenneskelige styrke og
evner. Han erkendte, at de var usædvanlige væsener, beslægtet med Gud. For endnu før de
var blevet teenagere, havde de med succes præsteret at beskytte en offerceremoni, som den
ærede Viswamitra ikke kunne højtideligholde, uden den ville være blevet stærkt svækket.
”Hvilket under”, tænkte han forundret.
7.96. Herefter blev historien genoptaget. Vismanden begyndte at fortælle om rejsen til Mithila.
De historier, som Viswamitra havde fortalt drengene, blev også fortalt til Janaka. Da historien
om renselsen og befrielsen af Ahalya, vismanden Gautama’s hustru, der opholdt sig i en
ashram tæt ved hovedstaden, blev fortalt, blev Sathananda overordentligt forbavset. Han
udbrød: ”Hvad! Er min moder blevet befriet for forbandelsen? Helliggjorde disse guddommelige
personligheder min moder? Gav de hende tilbage til min fader? Ah! De er uden tvivl
guddommelige.” Mens taknemmelighedens og glædens tårer løb ned ad hans kinder, blev han
så overvældet af følelser, at han var ude af stand til at bevæge sig. Han var som en søjle.
Viswamitra iagttog ham og sagde: ”Søn! Du skal ikke blive så overvældet over de små
begivenheder, der indtil nu er indtruffet! I de kommende dage vil der indtræffe mange
begivenheder, der er langt mere forbløffende. Gennem deres overmenneskelige bedrifter vil
drengene afstedkomme forbløffelse og begejstring. I morgen eller i overmorgen vil dine
forældre også ankomme til Mithila. Da kan du høre Rama’s og Lakshmana’s vidunderlige
historie direkte fra dem. Fald nu til ro.”
7.97. Til det sagde kong Janaka: ”Mester! Hvor er forældrene heldige at have sådanne
guddommeligt udrustede sønner! Oh! Hvor er jeg heldig, at de trådte ind i mit hus, da deres
73

tanker tilskyndede dem til det. Nu henvendte Janaka sig til Rama og Lakshmana: ”Kære!
Undskyld mig, hvis den bolig jeg har givet jer, ikke helt lever op til jeres smag eller til jeres
status. Hvis I ønsker det, er jeg altid villig til at finde en mere passende indkvartering. Hvis I
ønsker det, kan jeg arrangere en rundtur i byen; I er jo fremmede i Mithila. Bed om hvad som
helst, I ønsker. I skal ikke være tilbageholdende. Jeg vil kun blive glad, hvis I udtrykker nogle
ønsker.” Disse ord, der blev udtrykt med forbilledlig godhed og ydmyghed, besvarede Rama på
en måde, der tilkendegav den respekt, han ønskede at vise kong Janaka.
7.98. Han sagde: ”Store konge! Vi er blot drenge. Vi føler ikke, der mangler noget i den
modtagelse, vi har fået. Vi er fuldt ud tilfredse. Der er ingen grund til at have besvær med at
arrangere noget andet eller noget mere for os. Hvis du imidlertid har så stor en kærlighed til
os, kan du opfylde et ønske, som vi har.” Uden at nævne ønsket vendte Rama sig om mod sin
guru, Viswamitra. Herefter talte guruen: ”Janaka! Den opgave, som disse drenge kom med
mig fra Ayodhya for at udføre, var løst, da den offerceremoni, jeg havde besluttet mig for at
højtideligholde, var blevet gennemført uden den mindste vanhelligelse. Rama og Lakshmana
bad mig om tilladelse til at vende hjem. Jeg havde i mellemtiden modtaget din invitation
vedrørende den offerceremoni, du har besluttet at højtideligholde. Derfor bad jeg drengene om
at ledsage mig til Mithila. Rama anførte, at eftersom hans fader kun havde givet ham besked
om at beskytte offerceremonien i min ashram, var han utilbøjelig til at drage videre og være
væk fra sin fader i længere tid, end han havde fået tilladelse til. Men jeg fortalte dem om alle
de guddommelige våben, du ejer. Alle samme våben som de naturligvis er ivrige efter at se og
håndtere. Jeg beskrev buen, som du har her i byen; Siva’s bue som fortjener at blive set af
disse drenge. Jeg fortalte dem historien om denne bue. Herefter accepterede de at ledsage
mig herhen, idet de længtes efter at se den. De har ikke noget ønske om at gå rundt i byen
eller besøge interessante steder. Buer, pile, våben der kan beskytte retskaffenheden og straffe
de ondsindede, det er, hvad deres interesse først og fremmest er rettet mod.” Janaka følte, at
han ikke havde behov for at høre mere. Han sagde: ”I det tilfælde vil jeg træffe
foranstaltninger til, at buen straks bliver bragt til ceremoni-salen.” Han gav herefter ordre til,
at kongehusets guru, Sathananda, blev rådført angående fastsættelse af det præcise,
lykkevarslende tidspunkt, hvor buen kunne bringes til salen.
7.99. Imidlertid spurgte Rama kong Janaka: ”Store konge! Hvis du vil fortælle os, hvordan
denne guddommelige bue kom i din besiddelse, vil vi blive meget glade.” Med tydelig glæde
fremkom Janaka herefter med alle detaljerne. ”Kære! Seks generationer efter Nimi, mit
dynastis store forfader, herskede en konge ved navn Devaratha over dette kongerige. Guderne
overgav Herren Siva’s bue i denne konges varetægt i dette palads. Den har været hos os
siden. Det er gudernes våben, og derfor påstår jeg, at det ikke er nogen almindelig bue! Den
vejer mange tusind tons! Indtil nu er der ingen, der har holdt den i lodret stilling! For hvem
kan løfte sådan en vægt? Før i tiden har jeg mange gange forsøgt at finde ud af, hvem der er i
stand til at spænde buen og bruge den eller blot holde den til offentlig beundring. Jeg
inviterede folk til at komme og forsøge. Men indtil nu har jeg ikke set nogen, der kunne gøre
det. Samtlige konger og prinser, der har forsøgt dette kunststykke, er mislykkedes og er
ydmyget vendt hjem. De kunne hverken spænde buen eller endog rokke den ud af stedet. En
dag, da jeg var i færd med at vende græstørven på det sted, hvor jeg havde bestemt mig for
at højtideligholde en offerceremoni, kom en krukke til syne i furen. Da jeg tog den op og
undersøgte den, fandt jeg inde i den et henrivende pigebarn. Eftersom barnet kom til os fra en
fure, kaldte vi hende Sita og opdrog hende, som var hun vores eget barn (fure hedder på
sanskrit sita). En dag, da hun var i færd med at lege med sine kammerater, trillede hendes
bold ind under den lange kasse, i hvilken buen bliver opbevaret. Jo mere de forsøgte at få fat i
bolden ved hjælp af forskellige påfund, jo længere ind under kassen trillede den! Men vores
datter, Sita, lo af sine kammeraters og paladsets vagters forlegenhed. Med sin lille, fine hånd
skubbede hun kassen til side og fik sin bold tilbage. Alle var meget forbløffede! Jeg hørte om
det gennem dronningen, der havde fået det at vide af den dybt forundrede gruppe af
mennesker, der på det tidspunkt havde været sammen med Sita.”
74

7.100. ”Den dag besluttede jeg mig for at gifte Sita bort til en person, der ved at spænde buen
kunne bevise, at han var hende værdig. Mangen en prins har siden forsøgt at løfte og spænde
buen for at vinde hende, men de har alle været nødt til at erkende et forsmædeligt nederlag!
De følte sig såret og fornærmet; de påstod, jeg med vilje havde ydmyget dem. I deres
fortørnelse og fortvivlelse slog de sig sammen, og med deres forenede styrker angreb de
Mithila. Det vedholdende angreb varede et helt år. Som en konsekvens af denne belejring var
hele min hær udmattet, og jeg var derfor bekymret for byens skæbne. For at vinde gudernes
nåde havde jeg intet andet at ty til end streng askese. Guderne blev tilfredse; de velsignede
mig med forstærkning af infanteri, kavaleri, elefanteri og stridsvogne. Det vil altså sige, at jeg
fik hjælp fra områder bag de belejrende styrker. Da disse styrker blev angrebet bagfra, blev de
spredt for alle vinde. Mens dette hævngerrige felttog stod på, var jeg i stand til at beskytte
buen. Jeg bevogtede den, som jeg bevogter mine egne øjne. Buens gådefulde kraft er hinsides
beskrivelse.”
7.101. ”Rama! Ramachandra! Jeg skal ikke nægte dig at få dit ønske opfyldt. Hvis du blot
indvilliger, skal buen blive bragt til offerceremoniens område. Jeg vil også lade kundgøre, at
alle, der tør vove at forsøge at løfte og spænde den, nu kan gøre forsøget.” Da Janaka havde
talt så myndigt og med så stor autoritet, så Rama og Lakshmana på hinanden. Men de svarede
ikke, for de ventede på ordre fra deres guru, som de indtil nu havde adlydt i alt.
7.102. Så sagde Viswamitra, der kendte drengenes evner og styrke, at det kong Janaka havde
foreslået, kunne ske, og at kongen ikke ville møde nogen modstand fra hans side. Janaka
meddelte tillige, at han ville gifte Sita bort til hvem som helst, der løftede og spændte buen.
Han havde tidligere højtideligt lovet, at Sita udelukkende ville blive giftet bort til en sådan
person. Viswamitra godkendte også dette.
7.103. Janaka tog afsked med vismanden og vendte tilbage til paladset. Han gik i gang med
opgaven med at bringe buen ind i det hellige, afspærrede område. En bekendtgørelse blev
udsendt om, at buen ville blive udstillet. Denne bekendtgørelse blev sendt til så mange konger
og prinser som muligt. Det ottehjulede køretøj, der indeholdt kassen med buen, skulle trækkes
og skubbes ind i afspærringen af en stor flok muskuløse sværvægtere. De trak, og de
skubbede, men de var ikke i stand til at flytte vognen så meget som en meter. Så man var
nødt til at tilkalde flere mænd med gigantisk styrke til at hjælpe. De trak i de tunge kæder, der
var gjort fast til vognen, og de skubbede bag på vognen. Da buen endelig bevægede sig ind i
det hellige, afspærrede område, messede præster lykkevarslende velkomsthymner.
7.104. Dagen gryede. De ni traditionelle musikinstrumenter frembragte en harmonisk hymne,
der steg op til himmelhvælvet. Der blev blæst i konkylier. Det lykkevarslende ved dagen blev
bekendtgjort gennem sang og ritualer. Kong Janaka kom ind i afspærringen. Han var ledsaget
af en gruppe brahminer og tjenere, der bar på de genstande, der skulle anvendes til den
ceremonielle tilbedelse af den guddommelige bue. Længe før det skete, var afspærringen
blevet fyldt med konger, prinser, ministre, hofmænd, vismænd og vediske lærde. Så snart
kong Janaka kom ind, rejste hele forsamlingen sig for at vise deres ærbødighed over for
områdets hersker. Højlydt messede de vediske skriftkloge hymner, der skulle anråbe guderne
om at skænke dem deres nåde. Højt og samstemmigt steg deres stemmer op til Himlen. Andre
lærde messede passager fra vedaerne. Alle var så opfyldt af forventninger, at de i dyb
forundring sad og betragtede hele sceneriet; de ikke så meget som blinkede med øjnene.
7.105. I ærefrygt gik Janaka rundt om den vogn, hvor buen befandt sig. Mens hymner blev
messet for at formilde buen, ofrede han blomster til den for at vise den sin hyldest. Kongen
bøjede sig for den guddommelige bue og henvendte sig derefter til den fornemme forsamling.
Han proklamerede: ”Hyldest til vismændene! Jeg byder alle jer, der er kommet til denne
samling, velkommen! Som I alle ved, har mine forfædre, så vel som mange andre mennesker,
i årevis tilbedt denne guddommelige bue. Desuden er det allerede velkendt, at ingen indtil nu
har været i stand til at løfte buen, holde den og spænde den! Det gælder, om der så er tale om
75

guder, dæmoner, halv-himmelske væsener, den himmelske fugl, Garuda, himmelske
musikere, medlemmer af sekten af guder, der holder en lut i hænderne eller den store slange,
Mahoraga. Alle, der har forsøgt, har ydmyget måtte give op. På trods af det, har jeg i dag
endnu engang besluttet at bringe buen ind i det hellige aflukke. Alle i denne forsamling, der
tror, de er i stand til at løfte denne bue, spænde den, sætte en pil på strengen eller blot holde
buens vægt i hænderne, er velkommen til at træde frem og benytte sig af muligheden. Buen
er foran jer!” Med disse ord bøjede kong Janaka sig for forsamlingen med sine håndflader mod
hinanden. Han satte sig på Løve-tronen.
7.106. Med et smil på læberne kastede Viswamitra et blik hen mod Rama. Rama gik hurtigt
hen til vognen. Med sin venstre hånd løftede han jerndækslet, der var på kassen med pilen.
Uden at fortrække en mine og uden at anstrenge sig løftede han med sin højre hånd buen ud
af dens kasse! Mens han holdt den lodret, så han sig omkring. Alles ansigter udtrykte stor
forbløffelse! De tusinder, der var vidne til dette under, borgere i byen, konger og prinser,
vismænd og ældre, fremkaldte et sådant bifald, at jublen genlød fra himlen! Hurtigt strengede
Rama den pragtfulde bue! Med herlig lethed satte han en pil på strengen! Han trak strengen
tilbage. Han trak den helt op til sit øre for at skyde pilen af sted. Men buen knækkede!
7.107. Alle i forsamlingen blev bragt ud af fatning. De blev forvirrede og bange over den
besynderlige og uventede eksplosion. Mange besvimede; nogle skreg højt i rædsel; nogle
flygtede i panik. Vismændene fremsagde bønner til Gud. Hvorfor sige mere? Hele
forsamlingen, undtagen Janaka, Viswamitra og brødrene Rama og Lakshmana, blev styrtet ud i
en uforklarlig, utrøstelig rædsel.
7.108. Janaka rejste sig fra sit sæde, knælede for Viswamitra og sagde: ”Mester! Der findes
ingen på Jorden, der kan hævde at have større styrke end Rama. En sådan styrke er ikke
jordisk. Jeg vil holde mit ord. Jeg vil gifte Sita bort til ham, der løftede, spændte og knækkede
denne bue!”
7.109. Viswamitra svarede: ”Janaka! Det vil være godt, hvis disse nyheder kan blive bragt til
kong Dasaratha. Det vil også være godt, hvis denne lykkevarslende begivenhed kan blive
fejret, efter han er kommet hertil. Det er mit ønske. Rama er en så pligtopfyldende søn, at han
ikke vil indvillige i ægteskabet, før Dasaratha har givet sit samtykke.” Derfor fik Janaka kaldt
hoffets brahminer og nogle af ministrene til sig. Han gav dem besked på at rejse til Ayodhya,
så snart det blev daggry. I tre dage og tre nætter kørte de af sted i fuld fart i deres
herskabsvogne, der blev trukket af raske heste. Om morgenen, på den fjerde dag, nåede de
Ayodhya. De standsede deres vogne lige foran det kongelige palads hovedindgang. Det gjorde
de for at bringe nyhederne, de havde til kongen, frem så hurtigt som muligt. Da vagterne
forespurgte om deres navne og om formålet med deres ankomst, fordrede ministrene, at de
meddelte kongen det faktum, at de var kommet fra Mithila for at tale med ham. Vagterne
informerede straks Dasaratha, og kurererne blev øjeblikkeligt kaldt ind i paladset og fik
foretræde.
7.110. På trods af sin høje alder fremstod Dasaratha som en guddommelig, glansfuld person,
da brahminerne og ministrene fra Mithila så ham på hans trone. Da de stod foran dette
funklende og ærværdige ansigt, knælede de uden tøven og forbehold for hans fødder. De
rejste sig og sagde: ”Store konge! Vi er kurerer fra Mithila’s kong Janaka. Han har givet os til
opgave at forespørge, hvorledes din og dit lands velfærd er. Vi er blevet sendt hertil af den
store kong Janaka for at viderebringe et vigtigt budskab. Det sker med vismanden
Viswamitra’s velsignelse tillige med det kongelige hofs gurus, den store Sathananda’s,
samtykke.”
7.111. Dasaratha’s ansigt lyste op i et smil. Hans selvtillid var urokkelig; han var slået af den
ydmyghed og gode opførsel, som kurererne fra Mithila udstrålede. Han sagde: ”Oh I største
blandt brahminer! Der er ingen fejl ved Ayodhya’s administration; ingen steder er der
76

hindringer for højtideligholdelsen af offerceremonier som Agnihotra (helligt ritual hvor
offergaver ofres i den hellige ild); der er ingen reduktion i nogen af mine undersåtters lykke;
fra ingen kant i administrationen lægges der hindringer i vejen for deres moralske og åndelige
fremgang. Mine undersåtter er velstående; til stadighed gør de fremskridt i forbindelse med at
nå det højeste mål. Jeg er glad for at kunne fortælle jer dette. Jeg ønsker at få kendskab til
Janaka’s, Mithila’s konges, helbred og velfærd. Jeg vil gerne vide, hvordan det går med den
uafbrudte gennemførelse af de religiøse ritualer, der bliver beskrevet i vedaerne, som udføres i
hans kongerige. Uden nogen form for betænkeligheder kan I meddele mig det budskab, I har
bragt med jer. Jeg er ivrig efter at høre det.”
7.112. Da Dasaratha så mildt og venligt gav sin tilladelse til det, gav ministrene tegn til
brahminerne om at tage bladet for munden. Den ledende brahmin rejste sig fra sit sæde og
afleverede budskabet på følgende måde: ”Store, fremragende hersker! Vores store kong
Janaka har afgivet det højtidelige løfte, at hans datter, Sita, udelukkende vil blive giftet bort til
en person, der besidder en heroisk styrke. Det er du uden tvivl bekendt med. Måske er du
også bekendt med, at mange prinser har forsøgt at bevise deres overlegne styrke og ydmyget
er vendt hjem fra Mithila. Tilskyndet af den guddommelige vilje er dine to sønner, Rama og
Lakshmana, ledsaget af vismanden Viswamitra, opsatte på at overvære den store
offerceremoni, som vor konge snart vil højtideligholde. Der skete det, at din ældste søn, Rama,
vandt Sita ved hjælp af sin uforlignelige tapperhed! Store konge! Hvad skal vi sige? Hvordan
skal vi beskrive det? I fuld overværelse af en ærværdig samling af vismænd, konger og prinser
løftede og holdt Rama, der hermed opnåede tapperhedens højdepunkt, Siva’s bue. Han holdt
midt på buen, holdt den lodret og strengede den! Han gjorde mere den det! Som var det en
leg, knækkede han den ubetvingelige, hellige bue i to stykker! Eftersom Sita skal giftes bort til
ham, der løfter Siva’s bue, har såvel de forsamlede vismænd som vores store konge besluttet
at skænke hende til Rama.”
7.113. ”Vi er blevet sendt hertil for at anmode om og modtage dit samtykke og for at invitere
dig og byde dig hjerteligt velkommen til Mithila. Dine brahminer, ministre, hofmænd,
slægtninge og tjenere og øvrige følge er også indbudt. Vores store konge ønsker at fejre sin
datters bryllup, efter han har modtaget dig. Han har sendt os til dig, så vi kunne informere dig
om dette.”
7.114. Brahminerne og ministrene stod med deres håndflader presset mod hinanden. Ærbødigt
afventede de Dasaratha’s svar. Men med stor omhyggelighed tænkte Dasaratha frem og
tilbage over det, han havde hørt. Han sendte bud efter vismændene Vasishta og Vamadeva
(vismanden der sammensatte hymnerne i Rig-vedaen) samt andre vismænd for at konsultere
dem, før han gav kurererne sit svar. Han inviterede også de mest fremtrædende af hoffets
brahminer. Da de alle havde indfundet sig, bad han selskabet fra Mithila om at gentage det
budskab, de havde bragt. Når hans vismænd så havde hørt nyhederne, ønskede han deres
kommentarer. Men først knælede Dasaratha for Vasishta og bad denne om at give sit tilsagn til
denne fremgangsmåde. Vismanden gav sit tilsagn, og kurererne gentog deres budskab. Med
glade bifaldsråb svarede Vasishta, Vamadeva og de øvrige vismænd: ”Meget lykkevarslende!
Meget lykkevarslende!” De spurgte: ”Hvorfor tænke længere over det? Træf forberedelserne til
rejsen til Mithila!”
7.115. Ministrene sprang rundt i glæde. Nyheden om Rama’s bryllup spredtes hurtigt over hele
hovedstaden og helt ind i paladsets indre gemakker, hvor dronningerne opholdt sig. I deres
jubel råbte byens borgere højlydt: ”Hurra! Hurra!” De forskellige hjælpere og tjenere traf
hurtigt de fornødne forberedelser til rejsen. Mange slags ædelstene, silke-brokader og andre
gaver blev i store mængder pakket ned. Utallige vogne blev læsset med disse gaver.
7.116. Kongen og det kongelige følge, der bestod af Vasishta, den kongelige slægts guru, den
ledende brahmin og andre brahminer samt lærde, steg op i deres herskabsvogne og indtog her
deres pladser. Det var, som var det selve Ayodhya, der rejste til Mithila for at være vidne til
77

ylluppet. For alle, der længtes efter at drage til Mithila, traf Dasaratha passende
arrangementer. Ingen, der var ivrige efter at drage af sted, blev holdt tilbage! Hestene syntes
at dele den glæde, der fyldte hjerterne i dem, der sad inde i vognene. Hestene travede hurtigt
af sted uden at slække farten eller vise tegn på udmattelse. To nætter og to dage tilbragte de
på vejen; den tredje nat nåede de frem til Mithila.
7.117. Ved byens hovedport bød kong Janaka kong Dasaratha velkommen. Som det var
passende for deres position og status, bød han også ministrene, vismændene og brahminerne
velkommen. Han sørgede for, at de alle kunne komme til at hvile for natten. De skulle sove i
huse, der blev stillet til deres rådighed. Så snart det blev daggry, sendte Dasaratha bud efter
de brahminer, der havde specialiseret sig i traditioner vedrørende afholdelse af ritualer. Han
sendte også bud efter dronningerne og sine slægtninge. Han gjorde dem alle opmærksomme
på, at de skulle være parat og til at få fat i, så snart der blev brug for dem. I mellemtiden
ankom Janaka til det palæ, hvor Dasaratha opholdt sig. Janaka førte ham hen til det specielle
indelukke, hvor offerceremonien skulle højtideligholdes. I henhold til deres rang og autoritet
blev de kongelige guruer, kongen og dennes følge anvist pladser inden for denne afspærring.
7.118. Da alle havde indtaget deres pladser, bød Janaka kong Dasaratha velkommen med
disse ord: ”Det, at du er kommet med de store vismænd og disse fremtrædende brahminer
samt slægt og øvrige følge, varsler held for os. Din tilstedeværelse markerer virkeliggørelsen
af det gode, vi har udført i tidligere liv. Jeg er sikker på, at du blev overordentlig glad over din
søns tapperhed og sejr. Jeg står over for at skulle indgå i et familiemæssigt slægtskab med det
mægtige Raghu-dynasti, der stråler af dets yngre medlemmers grænseløse mod. På grund af
dette slægtskab står mit eget dynasti foran at blive helliggjort mere end nogen sinde. Jer tror,
det er resultatet af de velsignelser, som mine forfædre skænkede mig. Store konge! Her til
morgen vil den offerceremoni, som vi højtideligholder, blive afsluttet. Jeg havde tænkt mig at
fejre brylluppet mellem Sita og Rama efter offerceremoniens slutning. Jeg beder dig give din
tilladelse til dette.”
7.119. Dasaratha ligefrem gøs af lyksalighed. Hans ansigt lyste op i et stort smil. Han sagde:
”Store konge! Du er den, der giver. De ældre erklærer, at en gave skal modtages i giverens
behagelige og venlige ånd! Så jeg er altid parat til at modtage gaven, når som helst det måtte
passe dig!” Da Dasaratha talte med en sådan kløgt og visdom, med en sådan hjertesmeltende
varme og hengivenhed, blev Janaka overvældet af en lyksalighed, der strømmede op i ham.
7.120. På det tidspunkt kom Rama og Lakshmana ind i det hellige indelukke. De var ledsaget
af vismanden Viswamitra. De knælede foran deres fader og deres guruer, Vasishta, Vamadeva
med flere. Dasaratha’s øjne blev blanke af glæde, da de faldt på de sønner, han så længe
havde savnet. Han trak dem ind til sig; han lagde sine hænder på deres skuldre; han pressede
dem mod sit bryst. Da de så faderens lyksalighed, da han omfavnede sine sønner, glemte
brahminerne og ministrene rent sig selv i deres forståelse af dybden af kongens kærlighed. De
var hensunket i beundring.
7.121. Dasaratha talte fortroligt med sine sønner. Han lyttede til deres meget enkle
beskrivelse af den offerceremoni, som de havde beskyttet mod vanhelligelse fra de dæmoniske
styrker. De fortalte ham om de hændelser, de var kommet ud for på rejsen fra Viswamitra’s
ashram til Mithila. Beretningen blev også hørt af Vasishta, Vamadeva og andre vismænd så vel
som af Bharatha og Satrughna. Endelig hørte første-ministeren, Sumanthra, og mange andre
ministre, hofmænd og adelsmænd også beretningen. De tilbragte alle natten med at
rekapitulere det under og det mysterium, der dannede denne beretnings grundlæggende
fundament.
7.122. I mellemtiden havde Janaka fordybet sig i forberedelsen af brylluppet. Han opholdt sig
for det meste i paladset. Han inviterede den kongelige guru, Sathananda, til hoffet og bad ham
ærbødigt om at begynde at samle mennesker og rekvisitter til de forskellige indledende
78

itualer, der skulle gennemføres inden det egentlige bryllupsritual. Vismanden svarede: ”Store
konge! Offerceremonien sluttede i dag. Jeg har bemærket, at der i løbet af de næste to, tre
dage er nogle få timer, der er lykkevarslende for ceremonier. Hvis du ønsker at kende dem,
kan jeg give detaljerede oplysning om disse tidspunkter.
7.123. Idet kong Janaka, med håndfladerne presset mod hinanden, hilste på Sathananda,
sagde han: ”Mester! Sidste nat modtog jeg kong Dasaratha’s samtykke. Det er i sandhed et
tegn på stort held. Min yngre broder, Kusadhwaja, er ikke til stede i øjeblikket. De sidste tre
dage har han været travlt beskæftiget med at fremskaffe forsyninger til offerceremonien, så
disse hele tiden var klar, når brahminerne efterspurgte dem. Jeg vil være utilbøjelig til at fejre
denne lykkelige ceremoni, uden han er til stede ved min side. Jeg ønsker ikke at berøve ham
hans del af glæden. Jeg har igangsat forberedelser til, at han hurtigt bliver bragt hertil. Jeg
mener, det vil være bedst, hvis vi venter med at fastsætte en dato og et klokkeslet for
brylluppet. Lad os vente, til min broder kommer tilbage.” Sathananda svarede: ”Godt! Godt!
Det vil gøre os alle umådeligt glade!” Hermed forlod vismanden paladset.
7.124. Janaka sendte kurerer af sted med besked om, at de hurtigt skulle bringe broderen til
Mithila. De fandt ham i hans hovedstad, Sankasya. De var kommet dertil meget hurtigt ved
hjælp af skoede heste, der var i stand til at løbe hurtigere end andre heste. I detaljer fortalte
kurererne ham om udviklingen i Mithila. Kusadhwaja blev overvældet af en lyksalighed, der
strømmede gennem ham. I stor hast samlede han sine slægtninge så vel som sit øvrige følge;
han fik vogne læsset med forskellige gaver og værdifulde stoffer. Den selv samme nat drog
han af sted, og hurtigt nåede han frem til Mithila.
7.125. Janaka skyndte sig hen for at møde sin broder. Han talte minutterne, der hurtigt svandt
hen. Han omfavnede kærligt sin broder. Janaka var opfyldt af en ubeskrivelig glæde.
Kusadhwaja knælede for sin ældre broder og bøjede sig i støvet for vismanden Sathananda.
Herefter satte de sig alle tre på de stole, der var stillet frem til dem på en forhøjning. Her
rådslog de om, hvad der videre skulle ske. De spurgte hinanden til råds, og da de endelig
havde besluttet, hvad de skulle gøre, sendte de bud efter den højt respekterede statsmand,
Sudhama. Til ham sagde de: Statsminister! Begiv dig hen til kong Dasaratha og bed ham
komme herhen. Bed ham komme til dette palads sammen med sine ministre, brahminer,
hofmænd, slægtninge og andre, han måtte ønske at tage med. Bring ham hertil på en ærefuld
måde, der passer til hans storhed.
7.126. Sudhama tog en gruppe bestående af hofmænd, lærde og hof-brahminer med sig. Han
fik klargjort smagsfuldt dekorerede herskabsvogne til at transportere det kongelige selskab og
nåede frem til det palads, hvor Dasaratha boede. Her fremlagde statsministeren det budskab,
han havde med sig, og med dyb ærbødighed inviterede han Dasaratha til Janaka’s palads.
Dasaratha var parat. Han drog af sted med sit følge og nåede snart Janaka’s Audiens-sal. De
hilste på hinanden, som det sømmede sig til lejligheden og deres respektive status. Herefter
satte de sig i de sæder, der var stillet frem til dem.
7.127. Så rejste Dasaratha sig og sagde: Janaka! For Ikshvaku-dynastiet er vismanden
Vasishta legemliggørelsen af Gud på Jord! Han er vores øverste guru. Med fuldstændig
autoritet kan han fortælle om vores dynastis traditioner.” Så snart Dasaratha havde sat sig,
stod Vasishta foran forsamlingen og sagde følgende: ”Kongelige vismænd! Lyt, alle I der er
forsamlet her! Herren, Den umanifesterede Højeste, Den Evige, Den Rene skabte gennem
viljens kraft Marishi. Marishi’s søn var Kasyapa (kendt som ’alle levende væseners fader’), og
hans søn var Surya. Surya’s søn var Manu. Manu havde en søn, der hed Vaivaswatha Manu.
Han herskede over menneskene og gjorde sig fortjent til benævnelsen: Prajapathi (’herskeren
over alle væsener’ eller ’denne verdens skaber’). Han fik en søn, der hed Ikshvaku; han var
Ayodhya’s første overhoved. Det er grunden til, at dynastiet senere blev kaldt Ikshvakuslægten.
Ikshvaku’s søn var Kukshi. Kukshi’s søn fik navnet Vikukshi. Hans søn var Bana;
Bana’s søn var Anaranya. Anaranya havde en søn, der hed Trisanku. Trisanku’s søn var
79

Dhundhumara. Dhundhumara’s søn var Yuvanswa. Mandhata var Yuvanswa’s søn. Hans søn,
der hed Susandhi, havde to sønner, Daivasandhi og Presenjit. Den berømte Bharatha var
Daivasandhi’s søn. Bharatha’s søn var Asitha. Da Asitha herskede over kongeriget, invaderede
en koalition mellem Haihaya’erne, Thalajangha’erne og Sasibindu’erne riget (alle tre folk
tilhørte berømte indiske slægter), og Asitha var nødt til at flygte til Himalaya-bjergene
sammen med sine to dronninger. Han søgte tilflugt i det område, der kaldes Bhrigu
Prasravana. Efter et par år døde han her.”
7.128. ”Begge hans dronninger var gravide, da han døde. De søgte tilflugt i vismanden
Chyavana’s ashram. Chyavana var fuld af medfølelse over deres vanskelige stilling. Han
trøstede dem, idet han sagde: ”Mødre! I skal ikke være bange, denne ashram er nu jeres
hjem. I vil få en sikker og tryg fødsel. I vil få stærke, pragtfulde og lykkelige babyer.” Det, han
havde lovet dem, gik i opfyldelse. I løbet af få dage fødte den ældste dronning en søn, der fik
navnet Sagara. Han blev indsat som Ayodhya’s hersker.”
7.129. ”Hans søn var Asamanja, der fik en søn ved navn Amsumantha. Amsumantha’s søn var
Dileepa, hvis søn fik navnet Bhagiratha. Bhagiratha fik Kakustha. Kakustha’s søn var Raghu.
Raghu havde en søn, Pravardha. Pravardha fik sønnen Sudarsana, og denne fik sønnen
Agnivarna. Seeghraga var navnet på Agnivarna’s søn. Maru var navnet på Seeghraga’s søn.
Efter ham gik tronen i arv fra fader til søn som følger: Prasusruka, Ambarisha og Nahusha.”
7.130. ”Nahusha’s søn var Yayathi, og Yayathi’s søn var Nabhaga. Nabhaga fik sønnen Aja.
Dasaratha er Aja’s ældste søn. Dasaratha’s fire sønner, der hver især er en kostbar ædelsten,
er Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna. Rama, den ældste af de fire, bøjede, strengede
og knækkede Siva’s bue.”
7.131. ”Oh kongelige vismand! Dette kongelige dynasti er helligt og rent. Alle, der er født i den
slægt, har opnået åndelig oplysning og har strålet i åndelig glans. De er dybt forankret i
retskaffenhed, og tillige er de alle de fremmeste blandt helte. Rama, Lakshmana, Bharatha og
Satrughna er kostbare lamper, der kaster glans over slægtens annaler.”
7.132. ”Jeg vil nævne, at det også vil være ønskeligt at fejre dette lykkevarslende bryllups
renselses-ceremoni for Lakshmana, da han er Rama’s spejlbillede. Din datter, Urmila, kan
tillige være fremragende som Lakshmana’s ægtefælle. Tøv ikke; træf din beslutning i
overensstemmelse hermed og få foretaget de nødvendige forberedelser.” Vasishta velsignede
forsamlingen og satte sig igen.
7.133. Efter, fra den store vismand, Vasishta’s læber, at have lyttet til beretningen om
Ikshvaku-dynastiet, rejste Janaka sig op fra sin trone. Han sagde: ”Oh Brahmarshi (betegnelse
for den højeste form for vismand; en vismand, der er fordybet i guddommelig bevidsthed)! Når
en efterkommer fra en ophøjet slægt agter at gifte sin datter bort, er han nødt til at
bekendtgøre sin slægts historiske glorværdighed. Er han ikke? Jeg har bestemt mig for at følge
dit eksempel. Jeg vil selv gøre det, for det giver mig stor glæde at rekapitulere mine forældres
navne og tænke tilbage på deres storslåethed. At jeg blev viet til dette legeme skyldes dette
dynastis forfædres velsignelser. Det er udelukkende, hvis jeg selv beskriver slægten for denne
umådelige forsamling, at dette legeme vil blive retfærdiggjort, og dets formål vil blive
fuldbragt.”
7.134. Bønfaldende stod kong Janaka foran alle de tilstedeværende. Vasishta accepterede
kongens anmodning og gav sin tilladelse. Så begyndte Janaka på sin fortælling: ”Brahmarchi!
Ærede kongelige guruer! Store kong Dasaratha! I en meget fjern fortid fandtes der en hersker
ved navn Nimi. Han holdt sig fast og bestemt på retskaffenhedens vej, og han var derfor
berømt for sin kraft og forudseenhed. Hans søn, Mithi, opførte denne by, Mithila, så den kunne
tjene som hovedstad i hans kongerige, Han var dette områdes første hersker. Hans
regeringsledelse var meget populær, og hans undersåtter var glade og velhavende. Hans søn,
80

Sudhavasu, havde en søn, Nandhivardhana, der herskede efter ham. Nandhivardhana’s søn
var Sukethu, og Sukethu’s søn var Devaratha. Brhadratha var Devaratha’s søn, og Mahavira
(betyder ’stor helt’) var navnet på Bhahadratha’s søn. Mahavira besad, som hans navn
antyder, enorm tapperhed. Hans søn, Sudhrthi fik en søn, der fik navnet Dhrshtakethu.
Dhrshtakethu’s berømte søn var Haryaswa. Haryaswa havde en søn ved navn Maru. Maru’s søn
var Pratheendhaka. Pratheendhaka’s søn var Keerthiratha. Keerthiratha fik en søn, der hed
Devameedha. Devameedha’s søn var Vibudha. Vibudha’s søn var Keerthiratha; Keerthiratha’s
søn var Maharoma, og Maharoma’s søn var Hrswarupa. Han var en dygtig og begavet hersker;
en streng overholder af ’rigtig handling’. Han blev anerkendt for at være en Mahatma (en stor
sjæl). Han er min fader. Jeg er i sandhed meget lykkelig over at kunne vedkende mig, at min
fader var en forbilledlig personlighed. Sandheden er, at jeg i dag lykkeligt kan herske over
Mithila som et resultat af den fortjeneste, som mine forfædre opnåede og lod gå i arv.”
7.135. ”Min broder, Kusadhwaja, er langt mere for mig end en broder. Jeg ærer ham som en
guddommelig personlighed. Jeg opdrog ham med en sådan kærlighed og hengivenhed, at jeg
har udviklet tilknytning til ham. For år tilbage, da Sankasya’s (kongerige i det gamle Indien)
konge, Sudhanva, krævede, at jeg skulle afgive Siva’s bue til ham eller møde ham i kamp,
nægtede jeg. Han belejrede Mithila by. Det var signalet til en bitter strid mellem os. I løbet af
denne kamp blev kong Sudhanva dræbt, og jeg indsatte min broder som Sankasya’s hersker.
Denne by stråler i dag på Ikshumathi-flodens bred. Set fra afstand minder den om gudernes
guddommelige luftbårne vogn, berømt under navnet Pushpaka Vimana! Lad mig fortælle jer
om en anden lykkevarslende idé, som guderne har inspireret mig til at få.”
7.136. ”Jeg har bragt min broder hertil i dag, så han får lejlighed til at dele
bryllupsfestlighedernes glæde. Brahmarshi! Du påbød, at Rama gifter sig med Sita, og at
Lakshmana gifter sig med Urmila, der er min anden datter. Med umådelig stor glæde
accepterer jeg dette påbud. Sita er en himmelsk jomfru, og hun vil ægte Rama; hun vil være
heltens præmie. I al ydmyghed bøjer jeg mit hoved og giver med stor glæde Urmila bort til
Lakshmana.”
7.137. ”Jeg har et andet forslag, som jeg vil bede dig overveje. Store konge! Du har fire
sønner, hvis fødsel alle er den guddommelige nådes himmelske gave. Hvorfor tillade at to af
dem forbliver enlige? Det vil gøre vores glæde fuldkommen, hvis disse to sønner også bliver
gift. I dag er det Magha-stjernekonstellationen. (Denne konstellation er en af de i alt 27
stjernekonstellationer. Magha kaldes også for ’den mægtige’ og ’den store energi’. Den står
bl.a. for stor berømmelse og rigdom)). Det er en god dag at påbegynde bryllupsritualerne og
de indledende ceremonier. I morgen, under Uttaraphalguna-stjernens indflydelse, vil jeg bede
om dit samtykke til at gifte min broders to døtre, Mandavi og Sruthakeerthi med Bharatha og
Satrughna. Bharatha med Mandavi og Satrughna med Sruthakeerthi.”
7.138. Da de hørte dette forslag, bifaldt alle i den mægtige forsamling forslaget. Højlydt
udbrød de: ”Yderst velkomment! Yderst velkomment!” Deres bifald skar gennem luften.
7.139. Da kong Janaka stillede forslag om, at både Bharatha og Satrughna skulle giftes,
rådslog vismændene Vasishta, Vamadevi, Viswamitra med flere sig indbyrdes om det. De
syntes, det var en god ide. Dasaratha blev let overtalt til at give sit samtykke, og derefter
informerede de Janaka således: ”Oh konge! De to kongelige slægter, Ikshvaku og Videha
(ordet videha betyder ’befriet for legemet’), er begge fulde af hellige traditioner, hvis hellighed
er hinsides beskrivelse. De to dynastiers storhed kan ikke blive målt og beskrevet af nogen,
ligegyldigt hvor lærde eller store eksperter, de måtte være. Dynastier med en sådan status,
endsige dynastier der kan erklæres at være dets ligemand med hensyn til ædelhed, har ikke
vist sig på Jorden før. At disse to dynastier nu bringes sammen af disse ægteskabsbånd, er i
sandhed en meget lykkevarslende begivenhed.”
81

7.140. Vismændene fortsatte: ”Arrangementet er i højeste grad passende, rosværdigt og
helligt. Desuden glæder vi os over, at brudene og brudgommene i enhver henseende passer
sammen. Janaka! Din broder, Kusadhwaja, er en person, der kender til og praktiserer ’rigtig
handling’. Det er virkelig godt, at han også bliver beslægtet med Dasaratha gennem sine
døtres ægteskabelige bånd. Det er en kilde til umådelig glæde. Derfor er vi indstillet på at
velsigne ægteskaberne mellem hans døtre, Mandavi og Sruthakeerthi og Bharatha og
Satrughna. Det er vort ønske, at disse kongelige dynastier må blive knyttet tæt sammen af
disse ægteskaber.”
7.141. Overvældet af glæde over at deres ønsker var gået i opfyldelse, knælede Janaka og
Kusadhwaja for vismændene. ”Dette er ingen almindelig og ubetydelig begivenhed. Hvor er vi
heldige, at vi er blevet velsignet med denne fuldbyrdelse! Hvilket held at vismændene var
enige i forslaget og lettede processen. Vismænd vil aldrig støtte ildevarslende begivenheder. Vi
vil respektfuldt adlyde alle jeres ordrer”, sagde de.
7.142. Herefter sagde Vasishta: ”Hvorfor skulle vi udsætte disse to bryllupper til dagen efter
eller til en senere dag! Dagen i morgen er gunstig for alle. Det vil være meget fint, hvis alle
fire bryllupper kan blive afholdt og fejret på samme dag.” Janaka svarede: ”Jeg er i sandhed
velsignet! Agtværdige guru. Gennem lang tid har kong Dasaratha været din discipel, og alt
hvad du har befalet ham, har han udført. Fra i dag af er min broder og jeg også dine disciple.
Alle vore byrder er på dine skuldre. Fortæl os, hvordan vi skal fortsætte; hvad vi nu skal gøre.
Vi vil ubetinget adlyde din befaling.” Med håndfladerne presset sammen i udtalt ydmyghed og
ærbødighed stod Janaka og Kusadhwaja og afventede vismandens svar. Nu rejste Dasaratha
sig og sagde: ”Hersker over Mithila! De gode dyder, jeg finder hos jer to, kan jeg ikke beskrive
med ord! I har foranstaltet et strålende arrangement for dette fantastiske opbud af store
konger og store vismænd såvel som for den mægtige skare af folk, der er strømmet til byen. I
har både arrangeret disse menneskers modtagelse og ophold. Jeg vil nu vende tilbage til min
bolig og få gennemført Nandi’s ritual (ritual for at fremme velstand) såvel som Samavarthana’s
ritual (ritual der afholdes i forbindelse med afslutningen af studietiden) i fuld
overensstemmelse med de vediske forordninger.” Da han trådte ud af salen, ærede brødrene
ham på behørig vis, og de tog afsked med ham ved hovedindgangen, som det var passende at
gøre over for en person af Dasaratha’s status. Herefter gik de til deres egne paladser for at
udføre deres egne gøremål.
7.143. Dasaratha gennemførte Nandi-ritualet. Meget tidligt på dagen fik han alle fire sønner til
at gennemføre Samavarthana-ritualet. Han fæstnede smykker af guld på køernes horn. Disse
køer var udvalgte til at blive skænket til fromme brahminer sammen med kostbare
mælkespande. Sceneriet, hvor drengene skænkede køerne bort, var et pragtfuldt syn! Mithila’s
indbyggere følte det, som om de fire verdenshjørners guddomme var i deres nærhed med
Brahma i deres midte. Således fremstod de fire sønner rundt om Dasaratha.
7.144. Mens denne foræring fandt sted, ankom Yudhajit, kongeriget Kaikeya’s prins. Yudhajit
var bror til dronning Kaikeyi, Bharatha’s moder. Yudhajit’s fader var ivrig efter at have sit
barnebarn, Bharatha, hos sig et stykke tid. Derfor havde Yudhajit skyndt sig til Ayodhya. Her
fandt han ud af, at den kongelige familie var taget til Mithila for at overvære Rama’s bryllup.
Yudhajit sagde, at hans fader ikke havde noget kendskab til, at Rama skulle giftes. Selv vidste
han heller ikke, hvad der skulle ske. Derfor var han draget til Mithila, så han kunne opleve
brylluppet og samtidigt give udtryk for bedstefaderens ønske om at have sit barnebarn hos sig
et stykke tid. Dasaratha var glad for, at han var kommet.
7.145. Den nat talte Dasaratha hengivent til sine sønner og flere andre om forskellige
behagelige emner. Ingen sov den nat. Alle ventede utålmodigt på den lykkelige dags daggry,
hvor de alle skulle overvære deres kære prinsers bryllupper. Alle var så overvældet af glæde,
som var det deres egen søn, der var brudgom, eller deres egen datter der var brud. Deres
82

lyksalighed kan udelukkende blive sammenlignet med lyksaligheden ved at erkende Gud. Det
er målestokken for deres kærlighed til Rama og hans brødre.
7.146. Tidligt om morgenen begav Janaka sig hen til den specielle tribune, hvor
bryllupsritualerne skulle højtideligholdes. Han var ledsaget af en meget åndeligt udstrålende
gruppe af vismænd. Kongen tilendebragte de indledende ritualer og afventede dernæst
brudgommenes og deres forældres og slægtninges ankomst. Rama, Lakshmana, Bharatha og
Satrughna havde taget deres ceremonielle bad; de bar gule dragter af silke; de havde et silkeklæde
rundt om deres hoveder; de var udsmykket med mange forskellige pyntegenstande,
hvorpå der var fastgjort diamanter og safirer. De gav indtryk af at være besnærende,
hjertegribende guder, der var nedsteget fra Himlen.
7.147. Den lykkevarslende time, der kaldes ’sejr’, nærmede sig, og prinserne begav sig hen
mod tribunen. De var anført af musikere, hvis instrumenter begyndte at spille en melodi, der
nåede himmelhvælvet. Hoffets rådgivere, lensherskerne og deres tjenere fulgte prinserne
bærende på mægtige fade med smykker, silkeklæder, guldmønter og andre lykkebringende
artikler, der var uundværlige for ceremonien.
7.148. Uden så meget som at blinke med øjnene stirrede den brede befolkning beundrende på
prinsernes skønhed og udstråling. Indbyrdes betroede de hinanden, at den værdighed, der var
over prinsernes holdning, skilte dem ud som værende guddommelige og slet ikke
menneskelige! De udbrød: ”Oh hvor henrivende! Hvilken strøm af skønhed!” Alle var fyldt med
forbløffelse. ”De er himmelske beboere, der er kommet ned på Jorden”, hviskede de indbyrdes,
da brudgommene passerede forbi mellem de tætte rækker af tilskuere. Kvinderne svor på, at
de aldrig havde set så henrivende prinser. Samtlige vinduer og terrasser var fyldt til randen.
Til sidst nåede prinserne tribunen og satte sig på deres pladser,
7.149. Herefter bragte Janaka og hans broder, Kusadhwaja, deres døtre til tribunen. Brudene
havde fået ceremonielle bade og var blevet udsøgt og smukt dekoreret, som det var skik for
brude på deres bryllupsdag. De bar slør, og de fulgte efter deres fædre sammen med tusind
tjenestepiger. Tjenestepigerne bar frugter og blomster, bunker af rødt og gult duftende,
kosmetisk pulver, riskorn, smykker og ædelstene. Det så ud, som om Mithila’s skatte
strømmene i en perfekt, funklende strøm i kølvandet på brylluppet.
7.150. De fire brude skinnede som pragtfulde lamper. De sad ansigt til ansigt med deres
kommende ægtemænd. Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna på den ene side og over
for dem Sita, Urmila, Mandavi og Sruthakeerthi. Et fløjlsklæde blev holdt op som en skærm
mellem dem. Ayodhya’s indbyggere og de adelige fra byen sad bag Dasaratha. Mithila’s
indbyggere, og dem Janaka havde inviteret til bryllupsceremonien, sad bag ham på den
hævede tribune.
7.151. Alles øjne blev draget mod de kunstfærdige og overdådige dekorationer, der prydede
den pavillon, hvor brylluppet skulle finde sted. Der var guld, sølv, blomster, silke, fløjl,
guirlander, flag, kæmpestore lysestager, søjler, buer og korsblomst-udsmykninger. Når man
først havde fået øje på disse dekorationer, kunne man ikke løsrive sig. Det umådelige store
område var fyldt til bristepunktet af slægtninge og gratulanter. Det forekom, som om selv
Mithila by oplevede brylluppets frydefulde fornemmelse og nød festlighederne, som var det
den selv, der blev gift.
7.152. Snart rejste Dasaratha sig, og høfligt sagde han til guru Vasishta: ”Hvorfor skulle vi
udsætte det?” Da han hørte det, stillede Janaka sig, med håndfladerne mod hinanden, foran
Vasishta, idet han bønfaldt ham om selv af foretage vielsen.
83

7.153. Vasishta indvilligede, og sammen med Viswamitra og Sathananda tændte han offerilden
midt på tribunen. Det skete, mens vediske lærde og vediske eksperter løftede deres stemmer
og fremsagde hymner, der passede til den lykkevarslende ceremoni.
7.154. Rundt om offerilden placerede de guldtallerkener pyntet med blomster og sandelpasta.
Tallerkenerne var fulde af spæde spirer af ni forskellige slags korn. Der var også
røgelsesbrændere, hellige skeer, der skulle anvendes til at kaste offergaver i de hellige
flammer, guldkrukker til vand, forskellige krus og andre artikler, der var nødvendige for
ritualets gennemførelse. I et tykt lag spredte de det hellige kusa-græs ud på gulvet. Græsset
lå ligeså jævnt, som det var foreskrevet i de hellige tekster. Herefter begyndte vismændene at
kaste offergaver i ilden, mens de messede de hymner, der ville sikre brudene og
brudgommene lykke og velstand. Alle ritualer blev gennemført med minutiøs nøjagtighed og
korrekthed. Som symbol på en ny start i livet blev indvielsestråde, vævet som bånd, sat på
prinsernes og prinsessernes håndled.
7.155. Det næste ritual var det ritual, hvor brudene bliver givet bort. Vasishta bad kong
Janaka om at træde frem. Klædt i kongelig pragt og bærende alle de kongelige smykker, gik
kongen hen til det afspærrede område omkring den hellige ild. Som han fik besked på af
vismanden, tog han Sita’s hænder og lagde dem i Rama’s udstrakte hænder. Kongens øjne
fældede glædestårer. En kokosnød, der symboliserer velstand, var allerede blevet lagt i
Rama’s hænder. Efter Sita’s hænder havde berørt kokosnødden, hældte Janaka kokosmælken
over deres hænder som en del af bortgivelsesceremonien.
7.156. På dette tidspunkt sagde Janaka disse ord til Rama: ”Rama” Her er Sita, min datter. Fra
nu af vil hun efterleve de leveregler, der er fastsat for dit liv. Accepter hende. Hun bringer
fremgang, fred og glæde. Hold hendes hånd i dine hænder. Hun er i høj grad en retskaffen
person, der efterlever sandheden. Fra dette øjeblik vil hun altid følge dig som din skygge.” Med
disse ord stænkede han vand på Rama’s hænder for på den måde at markere, at han nu havde
givet Sita bort til Rama.
7.157. Så gik Janaka hen, hvor Lakshmana var. Kongen sagde: Lakshmana! Jeg giver dig
denne brud, Urmila, accepter hende.” Med de foreskrevne mantraer tilendebragte han
ceremonien, hvor han gav Urmila bort til brudgommen. På samme måde henvendte han sig til
Bharatha, og idet han fremsagde de vediske mantraer, der traditionelt anvendes ved
bryllupper, gav han Mandavi bort til ham. Hun var nu Bharatha’s brud. På tilsvarende måde
gav han Sruthakeerthi bort til Satrughna ved at stænke helligt vand på deres hænder og
messe vediske vers. Efter disse vielser afsluttede vediske lærde, der var velbevandret i den
vediske tradition, de sædvanlige ceremonier og ritualer, der blev gennemført for at tiltrække
gudernes nåde til de nygifte par.
7.158. Herefter rejste Janaka sig, og stående midt på tribunen bekendtgjorde han følgende til
brudgommene: ”Yndlinge! Vores døtre skal fremover være fruer i jeres husstande. Det
lykkevarslende tidspunkt er kommet!” Straks han havde sagt dette, tog de fire brødre, med
Vasishta’s velsignelse og godkendelse, hver deres brud i hånden. Først gik de rundt om den
hellige ild og derefter rundt om Janaka og Vasishta. Herefter knælede de for dem.
7.159. Mens de gjorde det, blev et væld af blomster kastet ud over dem; munter musik
strømmede ud af den strålende samling af musikinstrumenter. Den fornemme forsamling
hyldede øjeblikket og strøede ris over brudeparrenes hoveder, idet de ønskede dem alt det
bedste i livet. Den jubel, som de gav udtryk for ved muntert at råbe: Hurra, hurra!, rystede
himlen. Jubelen fyldte alle med henrykkelse. Guderne spillede guddommelig musik i Himlen. I
ekstatisk begejstring blev der slået på himmelske trommer. Himlens trubadurer sang halleluja
igen og igen.
84

7.160. Oppe på tribunen sang hoffets kor de traditionelle bryllupssange. Disse sange beskrev
bryllupsceremoniens pragt og priste ceremonien som værende på højde med brylluppet
mellem Herren Siva og Parvathi. De sang de enkelte sange, idet de brugte hele
følelsesregisteret og mange forskellige melodier. Sangene fyldte atmosfæren med frydefulde
vibrationer. Sammen med deres brude stod de fire brødre på tribunen med ansigterne vendt
mod den store forsamling. Som tak for deres hurraråb og lykønskninger bukkede de ud mod
gæsterne. Disse råbte op mod tribunen: ”Måtte I blive lykkelige til evig tid; måtte I blive udsat
for alt gunstigt og lykkebringende.”
7.161. Pragtfulde i deres ungdom, mod og skønhed begav brødrene sig sammen med deres
brude til de afspærrede områder bag forhængene, hvorfra deres mødre havde overværet
ceremonien. Brødrene ønskede at knæle foran deres mødre og blive velsignet af dem. Herefter
vendte brudeparrene tilbage til det palads, der var blevet tildelt det kongelige selskab under
opholdet. I de næste tre dage var befolkningen vidne til en fantastisk og pragtfuld buket af
optræden og fester, der var fulde af glæde og jubel. Folk fra Ayodhya, der var kommet til
Mithila, så vel som Mithila’s egen befolkning, var ikke i stand til at skelne nat fra dag! Det hele
var én uafbrudt fest.
7.162. Dagen efter brylluppet gik Viswamitra til Dasaratha og fortalte ham, at den
højtidelighed han havde ønsket at gennemføre i sin ashram, var blevet fuldbragt. Han kaldte
drengene tæt hen til sig. Med stor hengivenhed omfavnede han dem. Han velsignede dem
overstrømmende, og idet han vendte sig mod Dasaratha, fortalte han, at det var hans hensigt
at begive sig til Himalaya-bjergene. Da de hørte det, kastede Rama, Lakshmana, Bharatha og
Satrughna sig for vismandens fødder. Herefter gik Viswamitra hen til kong Janaka’s palads og
fortalte ligeledes ham, at hans ønske i allerhøjeste grad var gået i opfyldelse! Han velsignede
Janaka og brudene Sita, Urmila, Mandavi og Sruthakeerthi. Også her meddelte han, at han
havde til hensigt at begive sig til Himalaya-bjergene. Dasaratha og Janaka samt flere andre fra
Ayodhya og Mithila befandt sig i en krise. De kunne hverken lade vismanden rejse eller
overtale ham til at blive. Til sidst udtrykte de deres store taknemmelighed over for ham. Da
vismanden, idet han velsignede dem alle, drog af sted, tog de støvet fra hans fodspor og
gemte det.
7.163. Den tredje dag, da Dasaratha udtrykte ønske om at tage tilbage til Ayodhya, kom
Janaka ikke med nogen indvendinger, men traf alle forberedelser til deres afrejse. Han fik
udvalgt og samlet de hofmænd og tjenestepiger, der skulle ledsage brudene på rejsen. Han fik
indsamlet og fyldt mange vogne med alle de ting, som de skulle have med. Han skænkede
brudene et stort antal herskabsvogne, heste og køer. Han forærede sine svigersønner
massevis af smykker og kostbare ædelstene. Han forærede dem også en stor mængde
uvurderlige gaver, der kunne anvendes i dagligdagen. Næste dag ved daggry var de rigt
udstyrede herskabsvogne klar til afgang. Hoffets kvinder var opløst i gråd. Sandt at sige græd
alle byens kvinder over de fire kære prinsessers afrejse.
7.164. Ude af stand til at bære smerten ved at være adskilt fra Sita og Urmila, brød mange
barnepiger og tjenestepiger sammen i sorg. Mødrene holdt svigersønnernes hænder og
bønfaldt dem om at behandle deres døtre venligt og kærligt. ”De kender ikke til nogen form for
lidelse eller sorg. De har haft en magelig og nænsom opvækst”, sagde de indtrængende i
deres hjertegribende appel. De græd, som om de var ved at miste deres syn. Til sidst steg de
nygifte par op i vognene og drog af sted. Byen blev fyldt af tristhed. Den var lige så trist, som
den havde været henrykt de tre foregående dage!
7.165. Det var vanskeligt for Janaka at tage afsked med Sita. Han gjorde sit bedste for at
holde tårerne tilbage. Han ledsagede kong Dasaratha et stykke af vejen, mens han beskrev
Sita’s gode dyder. Han bønfaldt Dasaratha om at behandle hende med kærlig omsorgsfuldhed.
Med tårer i øjnene bad han om jævnligt at blive orienteret om hendes velfærd og lykke. Han
talte også om de andre brude og udviste også stor bekymring over, hvordan det skulle gå
85

dem. Dasaratha reagerede på den mest sympatiske måde. Han talte beroligende til kong
Janaka, idet han gjorde sit bedste for at dulme uroen i dennes sind. Han sagde: ”Janaka! Mine
hustruer og jeg har ikke selv døtre. Så disse er de døtre, vi så længe har længtes efter at tage
os kærligt af! De er både døtre og svigerdøtre for os. De vil ikke komme til at mangle noget
som helst. Alt, hvad der er nødvendigt for at gøre dem glade og lykkelige, vil blive tilvejebragt.
Du skal ikke på mindste måde være bekymret eller bedrøvet. Tag tilbage til Mithila i fuld
forvisning om vores kærlighed og hengivenhed over for dem.” Idet han sagde det, beordrede
Dasaratha, at hans herskabsvogn skulle standse.
7.166. Janaka steg ned fra kong Dasaratha’s vogn og henvendte sig til brudene, der sad
sammen med brudgommene. Han trøstede dem på forskellig vis og bad dem bære den smerte,
de ville føle over at være adskilt fra det hjem, hvor de var blevet opfostret så kærligt. Han
indgød dem mod og citerede mange retskafne tekster, der indskærpede loyalitet over for
ægtemanden og dennes slægtninge. Han mindede dem om, hvordan de skulle behandle
tjenestefolkene i den husholdning, de nu skulle træde ind i. Han accepterede deres knæfald,
og endnu engang kærtegnede og velsignede han dem. Da han vendte ryggen til dem for at
drage til Mithila, begyndte han at hulke. Ikke desto mindre steg han op i sin egen
herskabsvogn og drog hjemad. De to herskabsvogne kørte hastigt mod henholdsvis Ayodhya
og Mithila; i løbet at kort tid var de kilometer fra hinanden.
7.167. Da Janaka nåede Mithila, forekom paladsets gemakker at være tomme. Der var ikke
noget tegn på liv, ingen livsglæde, ingen opstemte lyde. Der kunne han end ikke for et øjeblik
opholde sig. Mithila var blevet en sorgens by. Janaka sendte bud efter vismanden Sathananda
og sine ministre. For at lette sit sind en smule for den voldsomme sorg, diskuterede han nogle
statsanliggender og fik dem klaret. Midt i sådanne diskussioner kunne kongens sind igen blive
trist. Ofte gav han svar, der ikke havde relation til de rejste spørgsmål. På grund af dette
sagde en minister: ”Oh konge! Adskillelsen fra Sita synes at have forårsaget stor sorg i dit
hjerte. Ingen fader kan undslippe denne adskillelse og denne sorg. Når hun først er blevet
givet bort til brudgommen, er det en faders pligt gradvist at formindske tilknytningen til sin
datter. Det er et anliggende, som deres majestæt ikke er ukendt med. Vi ved, at Sita ikke er
nogen almindelig jomfru! Hun er en guddommelig engel. Så adskillelsen fra hende må derfor
forårsage en endnu større smerte hos dig. Og konge! Døtrene er guddommelige. Og bemærk,
at svigersønnerne også udstråler den samme guddommelige glans! De synes at være
nedsteget fra Himlen. I Mithila har alle, ung som gammel, denne følelse og denne ærefrygt
over for dem. Det er i sandhed et vidunderligt sammenfald, at sådanne brudgomme er blevet
gift med sådanne brude. De er på alle måder hinanden værdige: Fysisk, mentalt, intellektuelt
og åndeligt; med hensyn til status, rigdom, magt, familiernes ære, dynastiernes hellighed og
den religiøse tro. Dette sker ikke for alle. Derfor vil døtrene, uden den mindste forringelse i
forhold til tidligere, opleve lykke. Efterhånden som årerne går, vil deres liv blive fyldt med
mere og mere glæde.” De mindedes bryllupsceremoniens storslåethed og beroligede Janaka’s
urolige sind. De trøstede kongen og genetablerede hans sindsligevægt og mentale fred.
86

Kapitel 8
Endnu en udfordring
8.1. I mellemtiden var Dasaratha på vej mod Ayodhya. Han var i følgeskab af sine sønner,
svigerdøtre, vismænd, lærde, hærenhedernes infanteri, kavaleri, elefanteri og stridsvogne
samt mange af kongerigets borgere. Pludseligt begyndte de at lægge mærke til visse dårlige
varsler. De fik en forudanelse om, at der var ved at ske noget særdeles alvorligt. Dasaratha
henvendte sig til Vasishta og rådførte sig med ham: ”Mester! Dette er i sandhed en
overraskelse! Mørke skyer trækker sig mere og mere sammen, og de brager højere og højere.
De vilde dyr trasker rundt om os i cirkler. Sådan burde dyrene ikke opføre sig, burde de vel?
Hvad kan være årsagen til alt dette? Hvad indikerer disse hændelser? Jeg er bekymret over
disse varsler.” Ved hjælp af sin guddommelige indsigt var Vasishta i stand til at se, hvad disse
tegn betød. Han sagde: ”Oh konge! Det er tegn på, at nogle forfærdelige begivenheder er
forestående. Skyerne brager af frygt. Men tænk over den kendsgerning at de vilde dyr kredser
om vore stridsvogne. Heraf kan vi da udlede så meget, at den katastrofe, der truer os, vil blive
afværget. Derfor behøver du ikke være bekymret.” Vasishta indgød tro og fortrøstning i
Dasaratha, og de afventede de forestående begivenheder.
8.2. Pludseligt voksede vindstyrken til en stærk hvirvelstorm! Mens de så på det, blev
kæmpestore træer rykket op med rode og væltede omkuld i en foruroligende larm. Selv
bjergtinder væltede hid og did. Tordnende eksplosioner skar gennem luften, som var det
Jorden selv, der var ved at brække i småstykker. De, der sad inde i vognene, kunne ikke se
køretøjerne foran eller bag sig. Så tyk var den støv, der blev hvirvlet op omkring dem! Heste
og elefanter begyndte i panik at løbe vildt omkring. Nogle af hærens fodfolk faldt bevidstløse
om; andre stod paralyseret af en sælsom frygt.
8.3. I hele denne umådelige menneskeskare var Vasishta, Dasaratha og de fire sønner de
eneste, der ikke var bange! Alle andre var som tappet for livskraft og vitalitet. Og det med god
grund. For jorden og luften blev indhyllet i mørke. Mørket blev forstærket af blændende lyn!
Med skrækindjagende øjne stod en forfærdelig skikkelse foran dem.
8.4. Hans hoved havde en krone af kraftigt, sammenfiltret hår. Han havde en kæmpe
dobbeltægget økse over skulderen. Over den anden skulder bar han et kogger med pile, der
skinnede som lysende striber. For Dasaratha og hans følge så han ud som den Siva, der med
et øje i panden var på vej hen for at tilintetgøre de dæmoniske herskere af Den tredobbelte
Fæstning (de tre byer der symboliserer de tre kvaliteter: Sløvhed og uvidenhed, lidenskab og
hvileløshed samt den rene og gode kvalitet)! Så snart skikkelsen blev rigtig synlig, genkendte
Vasishta ham som Parasurama (en inkarnation af Vishnu i menneskelig skikkelse; født for at
tilintetgøre de ondsindede og arrogante Kshatriya (kriger)-konger). Men det undrede ham, at
han denne dag var så opfyldt af en rasende vrede. Al Parasurama’s raseri mod kriger-klanerne
havde ellers lagt sig efter de felttog, i hvilke han havde knust dem. Vasishta forsøgte at finde
ud af, hvad der igen havde fået flammerne til at blusse op fra de sidste gløder.
8.5. Vasishta gik selv hen mod Parasurama. Han udviste alle de traditionelle velkomsttegn.
Han inviterede ham til at vaske hænder og bad ham om tilladelse til at vaske hans fødder. Men
skønt Parasurama accepterede disse tegn på god vilje og hjertelige modtagelse, stirrede han
på Rama med øjne som glødende kul! Rama reagerede imidlertid ved at sende ham et
charmerende smil. Det smil fik blot Parasurama’s vrede til at blusse endnu mere op! Begejstret
råbte han højt: ”Oh søn af Dasaratha! Jeg har lyttet til beretninger om dine bedrifter, der
bliver prist af tusind tunger. Jeg har også hørt, hvordan du knækkede Siva’s bue, som var den
blot et barns legetøj. Men alt det er forlydender, det er ikke noget, jeg direkte har set. Jeg er
kommet, så jeg personligt kan undersøge din tapperhed.”
87

8.6. ”Jeg har medbragt denne guddommeligt indviede bue. Den tilhørte eneboeren Jamadagni,
min ærværdige fader. Vis mig din styrke. Streng den og sæt en pil på den. Hvis du ikke gør
det, så indlad dig i kamp med mig!” I glødende vrede udfordrede han på denne måde Rama.
8.7. Rama blev ikke påvirket af al denne vredestilkendegivelse. Han blev ved med roligt at
smile. ”Oh Bhargavarama (et navn for Parasurama)! Jeg troede, at den hævn, du ønskede at
tage over kriger-kasten, var overstået for lang tid siden. Hvorfor dette tilbagefald? Hvorfor
denne meningsløshed?”, spurgte han. Netop da bøjede Dasaratha sig dybt, og med en
sørgmodig stemme appellerede han til Parasurama på følgende måde: ”Bhagavan (guddom;
vending der udtrykker en ærbødig henvendelse)! Du er brahmin. Du har opnået et storslået ry.
Mine sønner er purunge teenagere. Hvorfor udvikle et hævngerrigt had mod dem uden nogen
som helst grund? Det er upassende for dig, der tilhører en slægt med så høj en status. Dine
forfædre studerede uafbrudt vedaerne. De udførte ritualer og ceremonier med minutiøs
omhyggelighed. Den dag, du begyndte på Chandrayana ritualet (en bodsøvelse, der skal
udføres i løbet af Månens tiltagende periode), erklærede du selv, at du fra den dag af ikke ville
omgås eller håndtere noget våben. Du sagde, at dine ønsker var blevet opfyldt. Det sagde du
foran ingen ringere Gud end Indra, idet du forærede vismanden Kasyapa (alle levende
væseners fader) alle de landområder, som du havde erobret. Du bestemte dig for at tilbringe
resten af dine dage med at udføre retskafne handlinger og derved opnå sindsligevægt.”
8.8. ”Du har hele tiden været beskæftiget med at udføre askese på det hellige bjergs,
Mahendra’s, tinde! Og nu, helt i modstrid med din erklærede intention, er dit sind helt optaget
af tanken om at tilintetgøre mit dynasti og min familie. Er det ikke en forfærdelig synd at
handle mod det ord, man har givet? Hvilken gavn får du af din strenge askese, når du først har
brudt dit løfte? Der eksisterer ingen Gud højere end sandheden, gør der? Du udfordrer
udelukkende Rama, og du siger, du udelukkende vil kæmpe mod ham! Hvis denne søn lider
nogen form for overlast, vil hele min familie blive styrtet ud i en frygtelig ulykke. I det øjeblik
han måtte lide nogen form for skade, vil vore liv være til ende. En brahmin som dig bør ikke
blive ansvarlig for tabet af så mange liv! Det er ikke blot helligbrøde over for brahmin-kasten,
det er en afskyelig synd.”
8.9. Parasurama ænsede ikke Dasaratha’s ord. Han lyttede ikke til dem. Han kastede
udelukkende sit blik på Rama. Parasurama sagde: ”Både den bue du knækkede og denne bue,
stammer fra Himlen. Viswakarma, den guddommelige våbenmager, har fremstillet dem begge.
Den ene blev stillet til Siva’s rådighed til brug mod dæmonerne i Den tredobbelte Fæstning.
Den anden bue blev overladt til Vishnu. Da dæmonerne var blevet besejret, sendte Siva sin
bue til kong Devaratha, sammen med de pile der var blevet brugt i kampen. Måske er buen
blevet skrøbelig og svag, eftersom den havde opfyldt sit formål. Hvis sådan en bue bliver
knækket, er det ikke noget bevis på styrke og mod. Buen her har stadigt arbejde at udføre, så
den bibeholder sin kraft og vitalitet. Denne bue er blevet tilført en stor virkningsfuldhed og
kraft. Tag den, streng den og knæk den, som du knækkede den anden bue. Det er måden,
hvorpå du kan bevise din styrke og tapperhed. Du skal ikke spankulere rundt i stolthed over,
at du har knækket Siva’s bue! Knæk denne bue og skriv dit navn ind i de tapres annaler.”
8.10. ”Måske tvivler du på mit ord om, at denne bue er Vishnu’s bue”, fortsatte han. Vishnu
selv opbevarede den i den store vismand Hrishika’s varetægt. Han overdrog den til sin søn,
Jamadagni. Jamadagni er min fader. Han var guldgruben af en kolossal fortjenstfuldhed, der
var optjent gennem streng askese. Han var så renhjertet, at han ikke havde noget som helst
spor af had eller hævn i sig. Min fader havde forsaget brugen af våben. Alligevel dræbte den
ondsindede kong Karthaviryarjuna ham. Det var en enestående grusom forbrydelse. Ingen har
før dræbt en anden på så oprørende og modbydelig en måde. Jeg besluttede, at jeg ikke ville
vise nogen barmhjertighed. Jeg var nødt til at give ham en lærestreg. Jeg afgav det højtidelige
løfte, at jeg ikke blot ville tilintetgøre dette uhyre, men også alle onde og uretfærdige konger.
Fra den dag af har jeg skåret sådanne konger i småstykker og spillet bold med deres hoveder.
Denne bue var med mig på alle disse felttog. Jeg dræbte mange onde monarker. Jeg
88

undertvang mig hele verden. Da det var sket, kølnedes min vrede over for dem, der havde
dræbt min fader, en smule. Jeg opgav hævntogtet og begyndte at højtideligholde et offerritual.
Jeg inviterede Kasyapa til at lede offerceremonien, eftersom han var en stor helgen, der var
fordybet i fortjenstfulde handlinger. Jeg gav ham Jorden, som jeg havde erobret, som honorar
for at føre tilsyn med ritualet. Siden da har jeg tilbragt mine dage på Mahendra bjergets tinde.
Mit sind har været fordybet i fred, og mit intellekt har skinnet af åndelig glans.”
8.11. ”Din fader spurgte mig, hvorfor jeg igen har grebet til dette våben og har anlagt en
udfordrende holdning, på trods af at jeg har forsaget hævnens og hadets vej. Rama, jeg vil nu
give din fader mit svar! To buer blev skabt i Himlen og bragt til Jorden. Du har knækket Siva’s
bue. Alene denne her bue er forblevet intakt. Hvis denne bue også bliver knækket (den tjener
ikke noget formål ved at være hos mig, for min gerning er overstået), så vil min forsagelse
være fuldbragt. Derfor ønsker jeg, at denne bue også bliver knækket af dig, eller at du
beholder den. Jeg venter på denne fuldbyrdelse. Øjeblikket er kommet. Jeg er fast besluttet på
at udnytte tidspunktet, frem for at lade det passere eller tillade det bliver misbrugt. Måske
tvivler du på, at det at slås er det bedste, man kan bruge tiden på? Men man må undersøge
kampens betydning og vigtighed. Muligvis gælder kampen verdens fremskridt og velfærd. Den
fremmer måske afskaffelsen af uretfærdighed og tilskyndelsen til det gode. På baggrund af en
overfladisk vurdering kan du ikke blot erklære, at krig er uønsket. Analyser formålet. Når en
kniv skal hvæsses, er man nødt til at slibe den på en slibesten. Ingen vil fordømme denne
proces som værende skadelig og ødelæggende for kniven. Hvis kroppen skal få styrke fra
føden, er føden nødt til at blive placeret mellem de to rækker hårde tænder og nådeløst blive
malet til pasta. Ingen kan fordømme denne proces som værende vold, der udøves over for
føden. For at være i stand til at tilvejebringe ren og god føde for enten kroppen eller staten,
kan det være nødvendigt at ty til kamp, konflikt og tilsyneladende påførelse af smerte.”
8.12. ”Nå! Vi befinder os midt på vejen halvvejs gennem en rejse. Det er ikke passende at
hengive sig til snak, mens vi står her. Lad os komme i gang med at handle. Det er bydende
nødvendigt, at vi begynder med det samme. Kom så! Enten skal du strenge denne bue og
knække den i processen eller udkæmpe en kamp mod mig!” Det var udfordringen fra
Parasurama. Lakshmana fnøs af vrede, mens han lyttede til Parasurama’s udfordring. Han
skulle lige til at bryde ind med et skarpt svar, da Rama lagde en dæmper på ham ved at sige:
”Det er ikke en sag, der vedrører dig. De spørgsmål, der bliver stillet til mig, er jeg nødt til selv
at besvare. Det strider mod god opførsel fra din side, hvis du blander dig. Overlad det til mig
at klare denne situation.” Rama’s kærlige og milde råd fik Lakshmana til at afstå fra at gribe
ind. Men da Parasurama begyndte at le af Rama og latterliggøre ham for ikke at have
accepteret hans udfordring, så snart han havde modtaget den, var Lakshmana ikke i stand til
at kontrollere sin fortørnelse.
8.13. Han råbte: ”Oh Bhargavarama! Det er ikke nogen opgave for Rama, der knækkede
Siva’s bue! Hvorfor udfordrer du ham til at knække denne lille bue? Det er en brahmins våben!
Den er blot et kusa-græsstrå. Jeg kan selv knække den. Jeg kan uden anstrengelse knække
den i en håndevending, selv mens jeg leger med den. Hvorfor ulejlige Rama med sådan en lille
og ubetydelig opgave? Jeg har ikke noget behov for at overdrage opgaven til Rama.” Da
Lakshmana udtalte disse ord, blev Parasurama om muligt endnu mere ophidset. Men Rama tog
situationen køligt og roligt. Han smilede til Lakshmana og beroligede ham ved at tale blidt til
ham. Jo mere rasende og ophidset Parasurama blev, des roligere og mere behersket var
Rama’s reaktion.
8.14. Snart mistede Parasurama fuldstændigt kontrollen over sig selv. Han gav sin tunge frit
løb og begyndte at overdænge Rama med de værst tænkelige fornærmelser. Det forårsagede
en vis bestyrtelse i Dasaratha’s hjerte. Tjenestepigerne og tjenerne gemte sig for det rasende
angreb. De fire hærenheder rystede af angst. De skriftkloge var rædselslagne. Sita iagttog
imidlertid smilende sceneriet. Hun var ikke på mindste måde urolig. Hun var ikke påvirket af
den mindste ængstelse. Hun indgød mod og tillid i hjerterne på Urmila, Mandavi og
89

Sruthakeerthi. Hun fortalte dem, at Parasurama blot var en svag sjakal i sammenligning med
den løve, som Rama var. Da de havde set og hørt Rama irettesætte Lakshmana, var Bharatha
og Satrughna ikke til sinds at blande sig. Ellers ville de have tilsluttet sig striden og bedt Rama
om tilladelse til at kæmpe eller til at tage udfordringen op. De afventede Rama’s ordre og holdt
sig i baggrunden. Vasishta kendte såvel fortiden som fremtiden, så derfor var han klar over, at
episoden blot var et optrin i det guddommelige drama. Han forblev rolig og urokkelig.
8.15. Helt roligt talte Rama: ”Parasurama! Du er brahmin. For en kriger er du, på grund af din
kaste, et objekt for tilbedelse. Du er slægtning til den ærede Viswamitra. Jeg føler ikke, det er
passende at dræbe en højkaste brahmin. Ej heller er det passende at rette dette hellige våben
mod dig. Lige før erklærede du selv, at våbenet tilhører gudernes verden; at det indtil nu har
tilintetgjort enhver fjende, by eller fæstning, som det er blevet brugt imod; at det kan knuse
og besejre alle de menneskers magt og stolthed, som det kommer i kamp mod. Er det ikke ren
og skær spild at gøre et sådant våben uanvendeligt? Så vælg derfor hvilket som helst at
følgende to alternativer: 1. Skal jeg anvende buen til at forhindre dig i at bevæge dig omkring
på dine fødder? 2. Skal jeg anvende buen til at forhindre dig i at opnå de højere verdener, som
du gennem din askese har gjort dig fortjent til?” Da Parasurama hørte disse ord, blev han
endnu mere rasende. Hans øjne blev røde af vrede. Han for fremad mod Rama, idet han
udbrød: ”Hvad er det, du plaprer op om?” Rama tog fat om Vishnu’s bue, der hang over
Parasurama’s skulder. Han gjorde det med en spottende latter, der sårede Parasurama’s
stolthed. Og der kan man bare se! Lige så snart våbenet kom i Rama’s hænder, blev
Parasurama afkræftet og svag. Han mistede al energi og livskraft. Rama skinnede med en
sådan forøget glans, at intet øje kunne tåle det strålende skær. Han stod, som om utallige
lamper var blevet tændt på ét sted og derfra udsendte et blændende lys. Da denne bues sande
bruger, selveste Narayana (et andet navn for Vishnu, som Rama var en inkarnation af), holdt
fast om den, fik buen også forøget sin glans. En triumferende aura omkransede buen og lys
strålede ud fra den. Guderne samlede sig i Himlen og strøede blomster ud over Rama, der stod
og holdt buen. Den lykkevarslende lyd af musik fyldte himlen.
8.16. I mellemtiden var Parasurama lutter smil. Han sagde: ”Rama! Lagde du mærke til, hvad
der skete?! Jeg har oplevet Den guddommelige Manifestations fryd, din guddommelige glans. I
fordums tid forærede jeg det jordiske område til vismanden Kasyapa. Da han modtog det,
erklærede han, at jeg ikke ville komme ind på hans jordbesiddelse igen. Og selv om det skulle
ske, ville jeg ikke komme til at tilbringe en eneste nat på denne Jord. Med denne bemærkning
kastede Kasyapa en forbandelse på mig. Godt, det er allerede ved at blive mørkt. Jeg kan ikke
længere opholde mig her. Jeg er nødt til hurtigt at begive mig til Mahendra bjergtinden.
Gennem min uforlignelige askese har jeg optjent retten til at anvende ophøjede, himmelske
områder. Knæk buen, og knæk med den al den magt, jeg har vundet. Al den kraft jeg
besidder, er din. Oh Rama, læg nøje mærke til, at jeg giver dig den kraft og styrke, jeg har
erhvervet.”
8.17. Idet han sagde det, gik han tæt hen til Rama og omfavnede ham. Med begge sine
hænder knugede han ham fast. I det øjeblik strømmede tre aspekter af guddommelighed, som
havde eksisteret i Parasurama i lang tid, fra ham og forenede sig med Rama. Herefter
henvendte Parasurama sig til Rama: ”Rama! Det er ikke let for verden at forstå det
guddommeliges mysterium. Selv sådan nogle som jeg, der gennem fornægtelse, ikketilknytning
og askese har opnået store evner, stoler mest på deres egne åndelige bedrifter,
idet de ignorerer indflydelsen fra Vishnu’s guddommelige strategi.”
8.18. ”Derfor ønsker jeg at bekendtgøre din virkelighed og din ægte kraft til verden. Som et
offer har jeg givet dig den kraft, som jeg besad. Endnu engang har jeg også bevist, at du er
den mægtige Vishnu; guden, der er udstyret med enestående kraft; guden, der instruerer
universets drama. Der er intet, der er fri for dig; intet der ikke er dig. Du er alt. Dit er alt. Jeg
har været så heldig at håndtere din bue et stykke tid, og som en konsekvens heraf, har jeg
90

gjort mig fortjent til en vis ærefrygt fra verden. Det er den fortjenstfuldhed, jeg har opnået.
Det er min frembringelse.” Med disse ord forsvandt Parasurama.
8.19. Med et uforstyrret, smilende ansigtsudtryk overlod Rama buen og pilene til guden
Varuna (Guden for regn, vand, havet og natten). Han bøjede sig for Vasishta og Dasaratha,
der begge stod ved hans side. Dasaratha havde hele tiden rystet af skræk, da han var bange
for, hvad dette spøgelsesagtige genfærd ville gøre mod hans søn; hvilken ulykke han ville
udsætte ham for. Nu var han ikke bekymret længere. Han trak Rama hen til sig og
kærtegnede ham kærligt på forskellig vis. Idet han holdt om hans kinder, løftede han sønnens
ansigt. Han fandt det meget vanskeligt at udtrykke sine følelser i ord. Han sagde: ”Kære søn!
Jeg er i sandhed lykkelig. Jeg var bange for, at jeg ikke ville komme til at se dig igen. Dit
beslutsomme mod og din tapperhed er hinsides min forestillingsevne.” Således priste han
Rama i høje vendinger, og på mange måder påskønnede han sønnens bedrift. Som svar på alt
det sagde Rama. ”’Rigtig handling’ må nødvendigvis sejre. Sejr er retskaffenhedens
uundgåelige ledsagende omstændighed. I kampens indledende faser kan der opstå nogen
frygt, og visse forhindringer kan forekomme at være formidable og frygtindgydende. Dette kan
endogså forårsage svækkelse af sindet. Der kan muligvis opstå en følelse af og en mistanke
om nederlag og fiasko. Men i stedet for at bøje sig og give efter, skal du fæstne din
opmærksomhed på selve målet. Så kan det aldrig gå galt. Fiasko kan aldrig berøre
retskaffenheden. Mennesket anstrenger sig ikke nok for at opdage sandheden om den ’rigtige
handlings’ kraft. De lader sig rive med af overfladiske forhindringer og bekymringer. På den
måde opgiver de den rette vej og lider. Det, der er sket, er for det bedste. Det, der er sket,
tilskriver jeg dine velsignelser.”
8.20. Idet han sagde det, knælede Rama igen for sin faders fødder. ”Den væbnede hær
afventer din ordre om at genoptage marchen og fortsætte mod Ayodhya. Vær venlig at give
dem deres ordre”, sagde Rama. Da han hørte det, blev Dasaratha meget glad. Han sagde:
”Søn! Hvorfor skulle vi udsætte det længere? Sorg og glæde påvirker os skiftevis og påfører
det enkelte menneske og dets legeme lidelse. Vi vil drage til hovedstaden og der søge at leve
lykkeligt på den bedst mulige måde.” Han kaldte ministrene til sig og påbød dem at beordre
tropperne af sted.
8.21. Soldaterne råbte hurra af glæde og begyndte at gå mod Ayodhya. Frygtens mellemspil
var til ende. Dasaratha tilbragte rejsens sidste del med at beskrive og glæde sig over denne
dags forbløffende begivenheder. Da de nærmede sig byen, blev nogle regimenter sendt i
forvejen for at informere borgerne om selskabets ankomst; det selskab, der blandt andet
omfattede kongens sønner og svigerdøtre. Erindringen om ophøjetheden og herligheden af
det, de havde oplevet i Mithila og på vejen hjem, satte fart i kurererne, og som pile fra en
bueskyttes bue fløj de ind i byen. De annoncerede, at Rama, Lakshmana, Bharatha og
Satrughna var ved at komme til byen sammen med deres brude, og at Dasaratha havde sendt
dem i forvejen for at overbringe de glade nyheder.
8.22. Ayodhya’s indbyggere dekorerede og udsmykkede gaderne og husene på en smuk og
varieret måde. Palmer blev bundet til pæle på begge sider af gaderne. Klaser af kokosnødder
blev hængt op i pælene. Rosenvand blev stænket ud over gaderne. Hele byen blev gjort
henrivende, yndig og indtagende.
8.23. Musikere med deres musikinstrumenter tog opstilling langs hele ruten. Fyrværkeri blev
frembragt og delt ud langs rækkerne af tilskuere, så der kunne skabes én uafbrudt strøm af
farver og munter larm. Opfyldt af den største glæde ventede alle på selskabets ankomst. Idet
de talte minutterne, spejdede de ud i det fjerne for at fange det første glimt af dem. Tilslørede
kvinder fyldte boligernes vinduer og terrasser, eller de kiggede ud bag vinduernes gardiner.
8.24. Ledsaget af sine sønner og deres brude holdt kong Dasaratha sit indtog i Ayodhya’s
hovedstad. Så snart de kom inden for synsvidde, skar musik gennem luften. Folk jublede
91

egejstret og råbte hurra, hurra, lige til de blev hæse. Kvinder svingede med kamferflammer,
strøede blomster og stænkede rosenvand på de kongeliges vej. De unge prinser var som
lysende stjerner. Da den brede befolkning så det ophøjede sceneri, glemte mange, hvor de
var, eller hvem de var. Deres glæde kendte ingen grænser. Deres tørst kunne ikke blive
slukket, ligegyldigt hvor længe de beundrende stirrede på de kongelige. Derfor gik de længe
baglæns, så de kunne blive ved med at fastholde deres blik på dem! På den måde var hele
ruten fyldt med mennesker, og følget nåede paladsets hovedport. Her havde brahminer taget
opstilling, så de kunne messe vediske hymner, der fremkaldte lykke og velstand til de nygifte.
Tjenestepiger svingede med kamferflammer og udførte mange ritualer for at værge dem mod
’det onde øje’. De bad svigerdøtrene om at træde ind i paladset, idet de skulle sætte den højre
fod først.
8.25. Ivrige stod dronningerne Kausalya, Sumithra og Kaikeyi ved indgangen til kvindernes
gemakker og ventede på, at prinserne nærmede sig. De tog sandel-duftende parfume på, de
satte blomster i håret og trykkede prikker af rødt på deres pande. Da sønnerne kom, blev
dronningerne overvældet af glæde. De trak dem hen til sig og kærtegnede dem, idet de
klappede dem på hoved og kinder. De velsignede dem overstrømmende. Herefter knælede de
fire sønner og de fire svigerdøtre foran deres mødre. Da de gjorde det, flød deres øjne over af
glædestårer, for deres glæde kendte ingen grænser.
8.26. I mellemtiden bragte tjenestepigerne guldtallerkener fyldt med ris kogt i mælk. Mødrene
puttede lidt mad i munden på de nygifte og overtalte dem til at spise den. De gav dem mælk
at drikke. Herefter blev de ført ind i de indre gemakker.
8.27. Om aftenen var kvinder fra Ayodhya inviteret til paladset for at tage del i den
lykkevarslende ceremoni, der blev afholdt for de nygifte. En imponerende smuk tribune var
blevet klargjort. Der var placeret guldstole på den. Dronningerne kom med kostbare dragter
og smykker med værdifulde ædelstene, der var fastgjort til klæderne i kunstneriske mønstre.
De overdrog det til deres egne dygtige, unge ledsagere at hjælpe svigerdøtrene i dragterne.
Selv førte de tilsyn med, at svigerdøtrene blev iført klæderne og smykkerne på tilfredsstillende
vis. Da det var sket, tog de dem i hånden og førte dem til deres siddepladser på tribunen.
8.28. På det tidspunkt havde Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna indfundet sig. Iført
prinsekåber, kostbare smykker såvel som kroner, sad de nu på deres pladser. Alle prinserne
sad til højre for deres brud. Mødrene, såvel som kvinderne fra byen, der var blevet inviteret til
ceremonien, frydede sig over sceneriets pragt, og deres lyksalighed var umådelig. Mens de
højtideligholdt ceremonien, blev der i overflod foræret gaver væk uden for paladset til byens
befolkning. I stor mængde blev køer, penge, guld, jordstykker, køretøjer og heste skænket
bort.
8.29. Akkompagneret af messen af vediske hymner kom brahminerne op på tribunen og
kastede lykkebringende ris over de nygifte pars hoveder. Så svingede gifte kvinder 108
kamferflammer foran dem for at værge dem mod ’det onde øje’. Da det var gjort, rejste
sønnerne sig sammen med hustruerne. Alle knælede de for mødrene og guru Vasishta.
Herefter trak de sig tilbage til deres egne gemakker.
92

Kapitel 9
Forberedelser til kroningen
9.1. Kort tid efter henvendte prinsen fra Kekaya, Bharatha’s onkel på mødrenes side, sig til
Dasaratha. Han erklærede, at der var gået lang tid, siden han var taget af sted fra sit
kongerige. ”Min fader afventer min hjemkomst. Han ville have været meget glad for at have
været til stede ved disse festligheder. Han ved ikke, at Bharatha er blevet gift. Han bliver
meget skuffet, når han får at vide, at hans barnebarns bryllup er blevet fejret i hans fravær. Til
en vis grad kan denne skuffelse blive dæmpet, hvis Bharatha bliver sendt med mig. Så kan
min fader arrangere nogle festligheder. På den måde får han en vis oprejsning, og samtidigt
bliver han glad.”
9.2. Dasaratha rådførte sig med sine hustruer og kaldte herefter Bharatha til sig. ”Søn! Din
onkel på din moders side, Yudhajit, kom for at tage dig med sig fra Mithila. Dengang gav jeg
ikke min tilladelse. Men nu har jeg erfaret, at din bedstefader er meget ivrig efter at se dig.
Gør dig derfor klar til at ledsage Yudhajit”, beordrede Dasaratha. Hertil sagde Bharatha:
”Fader! Det vil være vældigt godt, hvis Satrughna også kom med mig.” Så Satrughna fik også
ordre om at forberede sig på at drage af sted. Begge brødrene forlod Ayodhya, og sammen
med deres hustruer tog de til byen Girivraja.
9.3. Tilskyndet af sin respekt over for ældre, havde Bharatha gjort forberedelser til at forlade
Ayodhya sammen med sin hustru. Der havde ikke været nogen protester, og der blev ikke
fremlagt nogen argumenter mod beslutningen. Bharatha var udstyret med den højeste
intelligens; desuden var han herre over sig selv, sine sanser og sine ønsker og begær.
Sammen med deres hustruer rejste Bharatha og Satrughna derfor fredeligt og lykkelige af
sted. De nåede frem til byen Girivraja. Bedstefaderen havde længtes efter at se Bharatha, og
han omfavnede sit barnebarn. Han spurgte til Ayodhya’s befolknings helbred og lykke. Han
hævdede, at de alle så udmattede ud efter de mange timers rejse. Han insisterede på, at de
skulle hvile sig. Han førte dem til de prægtige boliger, der var stilet til deres rådighed. Fra det
øjeblik behandlede han dem mere hengivent, end han behandlede sine egne børn. Meget
påpasseligt var han opmærksom på selv deres mindste behov.
9.4. Skønt bedstefaderen drog omsorg for deres velbefindende og glæde, forekom brødrene at
lide af en eller anden skjult utilfredshed. Årsagen var, at de ikke kunne bære adskillelsen fra
deres gamle fader og Rama, der var selve deres eksistens livsåndedræt. Indbyrdes talte de
hele tiden kun om Dasaratha og Rama. Fra tid til anden plagede bekymringen for faderens
helbred og generelle velfærd dem. Denne bekymring berøvede dem deres fred i sindet.
9.5. Mens deres følelser i Girivraja var som beskrevet, gik der ikke et øjeblik i Ayodhya, uden
at Dasaratha længtes efter dem. Han fornemmede et tomrum, når de ikke var der. Mange
gange stillede han sig selv spørgsmålet: ”Hvorfor sendte jeg dem bort? Oh, hvor ville det have
været godt, hvis jeg ikke havde indvilliget i at lade dem rejse.”
9.6. For Dasaratha var de fire sønner som fire arme. Nu var han blevet berøvet de to af dem.
En dag så Rama sin fader sidde fortabt og i dybe tanker over adskillelsen fra Bharatha og
Satrughna. Han gik hen til sin fader og satte sig ved siden af ham. For at gøre ham glad talte
han mildt og venligt til ham. Rama var i allerhøjeste grad venlig. Ligegyldigt hvor barskt og
skarpt andre måtte tale til ham, så plejede han at svare på en mild og venlig måde. Skønt
andre måtte skade ham, bar han aldrig nag. Han søgte blot at være god over for dem og tjene
dem. Når han havde tid til det, plejede han at diskutere med de ældre, de skriftkloge, de
ærværdige brahminer og de lærde. De diskuterede regler for god opførsel og moralbegreber.
Ved hjælp af enkle ord analyserede Rama mysterierne i det centrale af vedaerne. Som var han
en almindelig åndeligt søgende, bragte han spørgsmål frem for de skriftkloge for at få dem
93

elyst. Vismænd og lærde, der beherskede videnskaben om vedaerne og den filosofiske
udforskning, blev opstemte over de uddybninger, Rama gav vedrørende de indviklede
problemstillinger, som han selv havde rejst. På tusinde forskellige måder priste de hans
intellekt og videnskabelige dygtighed.
9.7. Rama talte til sine undersåtter, endnu inden de talte til ham; så brændende var hans
kærlighed til dem. Kærligt spurgte han til deres velbefindende, og han var fuld af sympati over
for dem. Så undersåtterne elskede også ham, og de ærede ham for hans hengivne interesse
for dem. Strengt fulgte Rama de forskellige leveregler, der var dikteret af traditionerne,
ligegyldigt hvilke gener det afstedkom, eller hvilket ubehag det voldte. Ligegyldigt hvem han
talte med, så havde han et dejligt smil på læberne, et muntert glimt i øjet og venlige ord til
vedkommende. Ingen bemærkede det mindste spor af vrede, modvilje, fortvivlelse eller had i
hans ansigt.
9.8. Rama var legemliggørelsen af medfølelse og forståelse. Han var fuld af iver efter at redde
dem, der overgav deres ønsker til hans vilje. Uønskede vaner, som man ellers kunne blive et
let bytte for, vovede aldrig at nærme sig ham. Han var ikke offer for snaksalighedens og den
ligegyldige beskæftigelses tilbøjeligheder. På trods af førnævnte var det sådan, at hvis nogen
stillede sin kløgt til skue over for ham, så ville han aldrig undlade at forpurre dennes hensigt
ved at sætte vedkommende til vægs ved hjælp af kloge modargumenter. Han kendte ikke til
fysisk sygdom og bekymring. Han kendte til folkets ønsker. Endnu før de fremlagde disse
ønsker for deres konge, overvejede Rama, hvilket svar de skulle have. Efter at have fået
tilladelse af Dasaratha og efter at have gjort ministrene interesseret i løsningen, angav han
midlet eller kuren mod klagepunktet. Dasaratha lagde heller ikke på nogen måde hindringer i
vejen for Rama’s ønsker. I det øjeblik han fik kendskab til dem, opfyldte han dem. Rama var
opmærksom på selv den mindste detalje i administrationen. Han tog passende forholdsregler
for at sikre sig, at problemer og indviklede forhold ikke dukkede op igen, når de én gang var
blevet løst og bragt i orden. En anden kvalitet, der var åbenbar til stede i Rama, var: Han
afslørede aldrig på forhånd, hvad han havde besluttet. Før noget var endelig besluttet, var der
ingen der kunne finde ud af hans vilje eller ønske. Hans vrede, fortørnelse eller tilfredshed ville
aldrig være formålsløs! Han ville ikke tøve eller tillade sig at blive bortledt eller narret. Rama
skinnede i en stråleglans af sådanne storslåede karakteristika. Henrykt observerede kong
Dasaratha den måde, hvorpå Rama vandt sit folks kærlighed og loyalitet. Fra ministre,
brahminer og andre hørte han om Rama’s voksende popularitet, og han var begejstret.
9.9. En nat, da Dasaratha blev tørstig, besluttede han at drikke lidt vand. Han ønskede ikke at
vække de sovende dronninger, så i et lille krus skænkede han selv vand op fra en beholder,
der stod i nærheden af sengen. Mens han stod og drak af kruset, bemærkede han, at han ikke
havde et fast greb om kruset. Hans fingre rystede! Efter den opdagelse var han ude af stand til
at sove. Tankerne for rundt i hovedet på ham. Til sidst udledte han, at det at blive gammel
havde medført svaghed. Han besluttede, at han ikke længere ville herske over kongeriget.
Ethvert forsøg på at regere uden fysisk styrke og sindsstyrke vil blot betyde forvirring og
ulykke. Kongen talte minutterne frem til daggry, så han kunne bekendtgøre sin beslutning over
for ministrene. Til sidst gik natten i opløsning, og der blev lys.
9.10. Da kongen havde afsluttet den rituelle renselse af hænder og ansigt og foretaget sine
øvrige morgenritualer, gav han kammerherrerne ordre om at tilkalde ministrene, folkets ledere
og brahminerne. Der skulle afholdes et specielt møde i paladset. Idet de bøjede sig for
herskerens ordre, samlede alle de mennesker, han havde sat i stævne, sig snart og ventede på
ham. Dasaratha knælede for Vasishta og informerede ham om det, der var hændt i løbet af
natten og den strøm af tanker, der var vældet op i ham. Kongen sagde, at han havde besluttet
at lægge byrden for imperiets administration over på Rama. Han bad om, at der ikke blev
udtrykt nogle indvendinger mod hans forslag. Han ønskede, at man straks traf de nødvendige
forberedelser til at virkeliggøre hans ønske.
94

9.11. Første-minister Sumanthra bekendtgjorde denne beslutning over for de forsamlede
ministre, hofmænd, borgere, brahminer og lærde. De roste nyhederne med glad billigelse. De
gav deres bifald til kende ved højt at råbe: ”Oh hvor er det lykkevarslende! Hvor er vi heldige!”
Deres bifald nåede Himlen. Vasishta rejste sig fra sit sæde og sagde: ”Konge! Du har ingen
grund til at bekymre dig det mindste over det her. På alle måder er Rama klar til den store
opgave. Men vi kan vel tillade os at vente lidt og fejre kroningen på en storslået måde og
invitere alle dem, vi ønsker skal være til stede. Jeg foreslår, vi venter en måned eller to, så
Rama’s kroning bliver lige så pragtfuld og storslået, som vi ønsker, den skal være.”
9.12. Men Dasaratha protesterede: ”Store sjæl! Intet er hinsides dit kendskab; du er
alvidende. Når en konge mister sine lemmers styrke, fortjener han ikke at holde det høje
embedes tøjler. Det er et dårligt tegn, når en konge, hvis høje alder har svækket og afkræftet
ham, til stadighed er begærlig efter at forsætte på tronen. Det tyder på griskhed i hjertet. Når
jeg nu er klar over alt det, så ville jeg undlade at gøre min pligt, hvis jeg modsætter mig
straks at trække mig tilbage. Undskyld mig. Forsøg ikke at udsætte denne ceremoni. Giv mig
tilladelse til at udnævne Rama til tronarving inden for de næste to eller tre dage.” Knælende
bønfaldt Dasaratha således i stor ydmyghed og med dyb ærbødighed.
9.13. Vasishta løftede Dasaratha op og gav ham sin velsignelse. Han sagde: ”Oh konge!
Rama’s bryllup blev også afholdt efter en pludselig indskydelse! Det faldt fra Himlen som nåde.
Derfor havde dit kongeriges befolkning, dine undersåtter, ingen mulighed for at tage del i den
glæde, der var forbundet med denne betydningsfulde begivenhed. Det kan komme til at
gentage sig. Hvis kroningen også bliver bestemt og festligholdt pludselig, vil det ikke blot
smerte herskerne i mange af landets egne, men i endnu højere grad vil det være en kilde til
stor sorg for brødrene Bharatha og Satrughna. Kong Janaka, der er blevet din slægtning, vil
muligvis heller ikke være i stand til at overvære begivenheden! Jeg vil derfor foreslå, at du
funderer over disse hensyn, inden du fastsætter en dato.”
9.14. Herefter rejste første-ministeren sig og sagde: ”Hvis den ærede familie-guru vil have mig
undskyldt! Kongens beslutning værdsættes og billiges af alle. Ramachandra er, som navnet
indikerer, som Månen der driver den brændende hede tilbage og genskaber kølighed og
velvære til alle. Han fjerner smerten, der er forårsaget af had, ondsindethed, grådighed og
misundelse. Ligegyldigt hvad årsagen end måtte være, bør kroningen af Rama som tronfølger
ikke udsættes. Vær venlig at udstede de nødvendige ordre. På vegne af hele dette kongeriges
befolkning bønfalder jeg om dette.”
9.15. Da kongen og første-ministeren argumenterede på den måde, kunne Vasishta ikke
længere fastholde sin egen holdning. Han sagde, at det var nødvendigt at få kendskab til, hvad
befolkningen mente. Da han hørte det, rejste Dasaratha sig. Hastigt lod han sit blik glide
spørgende hen over ministrene, de førende borgere, de skriftkloge og brahminerne og alle de
øvrige personer i den mægtige forsamling. De forsamlede jublede over kongens lykkevarslende
forslag. Deres jubelråb bragede mod kongen! Midt i denne begejstring rejste en borger, der
tilhørte en vigtig samfundsgruppe, sig og udbrød: ”Store konge! Din slægts mægtige konger
har støttet os, dette riges undersåtter, som var vi deres egne børn. Dette landområde har
opnået velstand og fred gennem Ikshvaku-dynastiets omsorg og kærlighed. Din ældste søn,
Rama, besidder mange gode dyder; han er i allerhøjeste grad hengiven over for
retskaffenhedens veje; han er lige så tapper som gudernes leder; og frem for alt har han
evnen til at herske over de tre verdener. Det er i sandhed vores gode skæbne, at du har
overvejet at indsætte ham som tronarving. Det er utvivlsomt vores held.”
9.16. Da borgeren, på vegne af alle områdets undersåtter, havde talt således, henvendte
Dasaratha sig til forsamlingen. ”Medlemmer af denne forsamling! I alle disse år har jeg hersket
over dette rige i henhold til de retningslinier, der blev fastlagt af mine forfædre. Med et
oprigtigt ønske om at fremme hele verdens velfærd, har jeg beskyttet dets velfærd og
velstand så godt, mine evner rakte. Alle mine år har jeg tilbragt under skyggen af Den hvide
95

Paraply. (Denne paraply symboliserer livets rene og gode vej, der er karakteriseret af renhed,
jævnhed, vedholdenhed og ikke-tilknytning. Symboliserer også ære og respekt), der er over
min trone. Jeg er nu en gammel mand. Jeg har erkendt, at disse lemmers kraft og vitalitet er
blevet svækket. Denne forfaldne krop trænger til lidt hvile. Det har jeg besluttet. At herske
over et kongerige er ikke nogen nem opgave. Det er ikke en ubetydelig opgave. Opgaven
kræver, at man dedikerer sig selv til ’rigtig handling’. Udelukkende en person, der konstant
praktiserer åndelige øvelser, og som er udstyret med evnen til strengt at kontrollere sanserne,
kan uafbrudt fastholde retskaffenheden i sin regeringsledelse. Jeg har båret den byrde i så
lang tid, at jeg er blevet udmattet af anstrengelserne. Hvis I alle bifalder og har forståelse for
min beslutning og plan, vil jeg fortælle jer nærmere om den. Jeg vil aldrig handle mod jeres
ønsker og mod det, I foretrækker.”
9.17. ”Der er ikke noget pres på jer. I skal ikke være bange for, at jeg påtvinger jer mine
ønsker, eller at der er tale om en kongelig befaling, som I nødvendigvis skal adlyde. Jeg
overlader jer til jeres egen fri vilje og dømmekraft. I tilfælde af at et andet forslag forekommer
jer at være mere gavnligt for landet, står det jer fuldstændigt frit at præsentere os for det, så
vi åbent og oprigtigt kan overveje det. Derfor opfordrer jeg jer til at konferere indbyrdes med
hinanden og inden mørkets frembrud informere mig om, hvad I er blevet enige om.”
9.18. Endnu før Dasaratha havde afsluttet sin tale, blev forsamlingen både urolig og opstemt.
De var som en flok påfuglehaner under en skydækket himmel, der lover masser af
tordenbyger. I umiskendelige vendinger gav de højlydt udtryk for deres samtykke, deres
taknemmelighed og deres glæde. ”Du ønsker præcis det, vi ønsker. Vi ønsker ikke nogen
anden gave; giv os denne gave. Oh dette er i sandhed vores gode skæbne. Oh hvor er vi
heldige. Hurra for tronfølgeren Ramachandra. Hurra for Dasaratha Rama.” Bifaldsråbene
sønderrev himmelhvælvet. Da han stod der og lyttede til folkets bifald, var Dasaratha splittet
mellem glæde og bange anelser.
9.19. Han stod som lammet af dette spontane udbrud af loyalitet og hengivenhed. Da han
efter et stykke tid genvandt fatningen, så Dasaratha beundrende på forsamlingen og begyndte
at tale: ”Medlemmer af denne forsamling! For mig er ingen opgave vigtigere end at
imødekomme jeres ønsker. Jeg vil uden tøven udnævne og krone Rama som tronfølger. Men
jeg har også nogle bange anelser. Jeg ønsker at forklare dem over for jer og blive trøstet på
dette punkt. Det er mit ønske, at I fortæller mig jeres ærlige mening og giver mig den
tilfredsstillelse, jeg tørster efter. Sandheden er, at da jeg skulle til at fremlægge forslaget om
at krone Rama som tronfølger, ja endda inden jeg talte om det, så erklærede I, at jeg uden
tøven skulle krone ham. I erklærede, at han havde ubegrænsede evner til at herske effektivt
og godt over dette rige. Når man tænker over dette faktum, er det indlysende og åbenbart, at
I er lidt utilfredse med min ledelse, eller at nogle af mine love er i modstrid med jeres
interesser eller meninger. Eller har jeg udvist en eller anden tilbøjelighed, der har stået i
modsætning til ’rigtig handling’? Længes I efter, at Rama bliver indsat som tronarving, fordi I
tvivler på mine evner til at lede landet til jeres bedste? Jeg opfordrer jer til at påpege mine fejl
eller de fejltagelser, jeg har begået. I skal gøre det fuldstændigt udførligt, og I skal gøre det
uden at føle frygt. Jeg byder denne åbenhjertige tilkendegivelse velkommen.”
9.20. En af folkets ledere rejste sig og sagde: ”Rama’s evner og intelligens er hinsides enhver
beskrivelse. Og du, konge, er på højde med gudernes Gud. Du er som Sankara (navn for
Siva). Du har den samme guddommelige medfølelse og villighed til at give dine undersåtter,
hvad de end måtte bede om. Med hensyn til din evne til at beskytte os, er du Vishnu. Vi må
være forfærdelig afskyelige og ondsindede, hvis vi nogensinde taler nedsættende om din
ledelse af landet. De, der gør det, er modbydelige syndere. Du har draget den konklusion,
eftersom du er ivrig efter at gøre os godt, og du er opsat på at gøre os glade. Vi adlyder
ubestridt din ordre.” Da han hørte det, vendte Dasaratha sig mod den ledende brahmin: ”Oh
du største blandt brahminer! Du har hørt folket udtrykke deres ønske. Udsæt det ikke længere.
Begynd at indsamle alle de remedier og rituelle rekvisitter, der skal anvendes til kronings-
96

ceremonien”, udtalte Dasaratha. Kongen var begejstret over forventningens opstemthed.
”Begynd straks at opføre de afspærrede områder og de tribuner, som de hellige skrifter
foreskriver til brug for de enkelte ritualer, selve offerstedet og andre hellige konstruktioner”,
sagde han.
9.21. Han knælede for den kongelige families guru, Vasishta, idet han bad denne om at føre
opsyn med processen. ”Mester! Alle, der har muligheden for det, vil komme til kroningen. Lad
os ikke udsætte den ved at vente på dem, der kommer langvejs fra. De kan opnå den samme
grad af glæde, når de hører, at Rama er blevet kronet. Antyd ikke, som en årsag til at udsætte
ceremonien, at vi er nødt til at invitere herskeren over Kekaya eller kong Janaka og derfor må
vente på deres ankomst. Giv din tilladelse til at højtideligholde kroningens hellige ceremoni så
tidligt som muligt”, bad han med håndfladerne presset mod hinanden.
9.22. Vasishta svarede: ”Store konge! Jeg har alt parat. Vi kan gå i gang, så snart du ønsker
det. Jeg har givet ordre om, at følgende skal være parat og til rådighed i morgen ved daggry:
De hundrede hellige krukker; tigerskindet; det overdækkede, afspærrede område og alt
tilbehøret til brug for ofringerne; materialerne der er foreskrevet i de hellige skrifter til brug for
tilbedelsesritualerne samt urterne og blomsterne. Men det er ikke alt. Jeg har også
tilkendegivet over for de væbnede styrkers fire hærenheder, at de skal være i galla. Jeg har
givet ordre til, at den majestætiske, kongelige elefant, Sathrunjaya, der har alle de
lykkevarslende kendetegn, som de hellige skrifter fastlægger, skal have det mest storslåede og
pragtfulde dækken over sig. Stråleglansens Hvide Paraply, imperie-dynastiets kongelige flag,
vil også være parat i paladset. Det præcise, lykkevarslende øjeblik er tillige blevet fastslået;
det vil blive i morgen.” Da Vasishta bekendtgjorde disse gode nyheder, blev befolkningen
overvældet af taknemmelig begejstring. De sprang rundt af glæde.
9.23. Gaderne blev omhyggeligt fejet og rengjort. Kunstfærdige mønstre blev malet på
gaderne og på de mure og bygninger, der vendte ud mod dem. Guirlander blev hængt op.
Buer, markiser og afskærmninger blev bygget hen over gaderne. Alle borgere havde travlt, og
alle var de glade. Hele byen arbejdede hurtigt og begejstret. Brahminerne og byens ledende
borgere tog afsked med Dasaratha og kom ud fra paladset. De udgjorde en sand strøm af
opstemthed og begejstret samtale. Ministrene og Vasishta gik ind i de indre sale sammen med
Dasaratha.
9.24. Dasaratha sendte bud efter Rama. Da de mødtes i Audiens-salen, forklarede kongen ham
alt om de ceremonielle formaliteter og ritualer, der var forbundet med kroningen. Han mindede
Rama om, at denne skulle være klar før solopgang, og kongen beskrev de forberedelser, Rama
skulle iagttage. Lakshmana hørte nyheden. Han løb hen til Kausalya, Rama’s moder, for at
overbringe hende de glædelige nyheder og for at give udtryk for sin glæde. Hun var ude af
stand til at beherske sin glæde; hun kunne blot vente på, at Rama kom til hende. Der var
meget kort tid til ceremonien skulle finde sted, og hele byen var bristefærdig af spænding.
Landsbyer i miles omkreds, og selv nabolandene, kendte snart til kroningen, for gode nyheder
spredes hurtigt. Ingen ventede på andre; så snart én hørte nyheden, skyndte vedkommende
sig til hovedstaden. Den menneskelige strøm, der flød hen ad alle vejene, der førte til
Ayodhya, voksede snart til en ukontrollabel brodsø.
9.25. Ramachandra lyttede til alt det, som Dasaratha udførligt forklarede ham, men han
svarede ikke. Hans følelser var hinsides ord. Han kunne ikke give udtryk for det, der passerede
revy i hans sind. Han forblev tavs. Så Dasaratha forhørte sig: ”Søn! Hvordan kan det være, at
jeg ikke ser noget tegn på glæde hos dig ved udsigten til, at du i morgen bliver kronet som
tronfølger? Bryder du dig ikke om at blive tronfølger? Eller er det et tegn på bekymring eller
frygt i forbindelse med, at vi lægger landets byrder på dine skuldre?” På trods af lang tids
udspørgen og kærlige, indtrængende opfordringer stod Rama tavs foran kongen. Til sidst
sagde han: ”Fader! Jeg forstår ikke, hvorfor du handler i sådan en hast. Mine kære brødre,
Bharatha og Satrughna, er her ikke. Ydermere er min bedstefader langt væk, og måske vil han
97

ikke være i stand til at nå frem i tide. Måske vil min svigerfader heller ikke være i stand til at
komme. Andre landes herskere, prinser og lensherrer vil også finde det vanskeligt at deltage.
Jeg er sorgfuld, fordi vi skuffer så utroligt mange mennesker. Mit sind kan ikke acceptere ideen
om fest, når så mange helt sikkert vil være forpint over den.” Idet han bad om undskyldning
for sine synspunkter, knælede han for Dasaratha’s fødder.
9.26. Det var Vasishta, der svarede: ”Rama! De indvendinger, du giver udtryk for, havde vi
selv. Tro ikke, at vi stiltiende imødekom kongens ønske. Vi overvejede alle argumenter for og
imod, og før vi besluttede os, spurgte vi folket om dets mening. Lad være med at komme med
nogen indvendinger nu. Respekter kongens ønske. Kroningen og velsignelsen er nødt til at
finde sted i morgen. Du er nødt til at iagttage visse højtidelige løfter. I dag bør du ikke bruge
en hård eller en blød seng. Du og Sita skal faste. Så snart morgendagen gryer, skal I, efter I
har smurt hovedet ind i hellig olie, begge tage et bad. Årsagen er, at det gunstige
stjernebillede, Pushya (sikrer fremgang og velstand), der er blevet udvalgt til den hellige
ceremoni, dukker frem på himlen på det tidspunkt. Så træk dig nu tilbage til din bolig og lad
være med at have nogen betænkeligheder.
9.27. Så snart den kongelige guru var færdig med at tale, knælede Rama foran sin fader og
Vasishta og gik derefter til sit palads. Den betroede minister, Sumanthra, ledsagede ham.
Denne gang tøvede Rama ikke. Først overbragte han Sita nyheden. Dernæst skyndte han sig
til sin moders, Kausalya’s, gemakker. Han knælede foran hende. Nænsomt og kærligt løftede
hun ham op at stå. Overvældet af glæde kærtegnede hun ham hengivent. Som et tegn på
taksigelse gav hun Rama besked på at forære brahminer køer, som hun havde inddrevet til
formålet, og som hun havde udsmykket med kostbare dekorationer. Hun fik Rama til at
skænke mange forskellige slags gaver til andre. På det tidspunkt befandt Lakshmana og hans
moder, Sumithra, sig også hos Kausalya. Kausalya placerede Rama ved sin side. Glædestårer
strømmede frit fra hendes øjne. Idet hun tørrede dem væk, sagde hun: ”Søn! Længe har jeg
ventet på dette dyrebare øjeblik; min higen er nu fuldbragt. Jeg er lykkelig. Mit liv er blevet
værd at leve. Oh kæreste ædelsten! Min gyldne søn! Fra i morgen er du tronfølger! Lev længe,
hersk over kongeriget, lad altid befolkningens velfærd være dit ideal. Måtte dit styre blive
lykkeligt og trygt i overensstemmelse med retfærdighedens og moralens bud. Gør dig fortjent
til en uplettet berømmelse og bevar det ry og den hæder, som denne slægts konger har
erhvervet. Opnå en magt og storslåethed, der om muligt er større end din faders. Den dag du
opnår den position, vil jeg føle mit liv er blevet virkeliggjort; at mine højtidelige løfter, mine
faster og mine vågne nætter har båret frugt.”
9.28. Kausalya, Rama’s moder, kærtegnede Rama. Hun strøg ham hen over hans hårs krøller
og talte velsignelsens venlige ord. Hun gav Rama mange værdifulde råd, som han lyttede til
med fuld opmærksomhed. Rama smålo og så hen på Lakshmana. Han drillede ham i uskyldig
morskab: ”Broder! Kan du fortælle mig, hvilken kongelig gudinde du vil kunne finde, der vil
blive henrykt over sådan et fornøjeligt skue?” Lakshmana gav ham svar på tiltale: ”Broder! Jeg
behøver slet ikke at blive gift med en kongelig gudinde. Hvis du tildeler mig nogen som helst
pligt i dit kongerige, så skal jeg udføre den. Det er lykke nok for mig.” Da han havde sagt det,
knælede han for Rama’s fødder!
9.29. Rama sagde: ”Lakshmana! Du er mit åndedrag. Derfor er halvdelen af ansvaret for
regeringsledelsen dit. Så sammen med mig bør du også holde dig klar iført ædelstene og
kongelig kåbe. Du har halvpart i mine byrder, glæder, berømmelse og skæbne. Du har en
halvpart i alt, hvad jeg er og vil.”
9.30. Mens Rama talte således, græd Sumithra. Hun overøste både Rama og Lakshmana med
velsignelser. Hun sagde: ”Rama! Den kærlighed, der eksisterer mellem dig og Lakshmana, gør
mig meget lykkelig. Min søn har ikke behov for nogen højere status end at være din tjener.
Det er nok for ham, hvis han for altid vil kunne have din kærlighed og hengivenhed. Da hun
havde talt færdig, knælede Rama for moderens fødder og rejste sig. Lakshmana gjorde det
98

samme, og da Rama gik hen mod sit palads, ledsagede han ham. Ved mørkets frembrud
begyndte Rama’s højtidelige løfte om at faste. Han lagde sig på en måtte fremstillet af det
hellige kusa-græs.
99

Kapitel 10
De to løfter
10.1. Overalt hørtes lyden af stemmer, der messede vediske hymner. I guldkrukker bragte
tjenere Sarayu-flodens hellige vand til paladset til brug for Rama’s og Sita’s ceremonielle bad.
Skriftkloge messede hymner, der nedkaldte velsignelser over parret. Deres messen var yderst
opmuntrende og fornøjelig for øret.
10.2. Da Manthara, dronning Kaikeyi’s tjenestepige, forrige nat kom hjem, havde hun lagt
mærke til borgernes opstemthed, og hun spurgte en tilfældig borger om årsagen til denne
opstemthed. På den måde fik hun kendskab til, at det var Ramachandra’s forestående kroning,
der var årsagen til al denne glæde og jubel. Hun så også tjenestepigerne fra Kausalya’s og
Sumithra’s paladser skynde sig hid og did. De var alle klædt i jasmin-hvide sarier og pyntet
med kostbare smykker. Manthara kunne ikke længere holde ud at se på det. Hun fik myrekryb
over det hele. Hun løb hen mod Kaikeyi’s palads. Da hun fandt ud af, at dronningen allerede
havde trukket sig tilbage til de indre gemakker, gik hun hen til døren og skreg: ”Moder! Moder!
Åbn døren! Det er en hastesag, åben den nu! Selve dit liv er i dødbringende fare! Et jordskælv
er under opsejling!” Da dronningen hørte tjenestepigens ophidsede og nervøse meddelelser,
der kom væltende ind over hinanden, åbnede hun skyndsomt døren. ”Hvad er der sket?
Hvilken katastrofe er indtruffet? Er der noget, der er styrtet sammen? Hvorfor al denne
bekymring og uro?” Manthara svarede: ”Nej, der er ikke noget af mit, der er ødelagt. Dit liv er
blevet ødelagt, det er det hele. For fremtiden bliver du nødt til at leve som en skør, forgrimmet
kvinde.” Tårevædet beskrev hun udførligt den ynkværdige tilstand, der ventede dronningen.
Mens hun gestikulerede og stønnede voldsomt, klagede hun sig højt og længe.
10.3. Kaikeyi kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. ”Kongen har det vel godt, har han
ikke? Og hvad med Rama og Lakshmana? Kausalya? Sumithra? Der er vel ikke noget i vejen
med dem? Godt! Hvis de alle har det godt, og ingen fare truer dem, så er jeg ikke det mindste
bekymret. Hvad kan der ske mig? Er der nogen fare, der truer dem? Fortæl mig det, Manthara!
Sig mig det straks!”, insisterede dronningen. Hun drejede tjenestepigens hoved, så de stod
ansigt til ansigt. I en inderlig appel holdt hun om hendes kinder og bønfaldt om et svar.
10.4. Manthara svarede: ”Der er ikke sket dem, du nævnte, noget ondt! Men de har
besluttet..... at dreje halsen om på din søn!” Da hun havde sagt det, brød hun ud i en ynkelig
jammer. Kaikeyi reagerede ved at komme med et skarpt svar. ”Du begår en fejltagelse,
Manthara! Vores store konge er ikke en sådan person; ej heller er Rama eller Lakshmana eller
mine søstre, Kausalya og Sumithra, det! Disse mine søstre elsker min søn endnu højere, end
deres egne sønner. Din udtalelse afslører dit syge sind, det er det hele. Det, du sagde, er ikke
sandheden! Godt, du har endnu ikke fortalt mig, hvad der virkelig er i vejen. Kom nu, fortæl
mig hele historien.”
10.5. Manthara svarede: ”Vil du vide, hvad der er galt? I morgen ved daggry bliver
Ramachandra kronet som tronfølger! Den ældste dronning, hvis sind er opfyldt af en
ubehersket glæde, skænker kostbare silke-sarier og smykker til sine tjenestepiger. Hun beder
Rama forære massevis af guld og køer bort. Mens de er engageret i alle disse aktiviteter i
forbindelse med festlighederne, tilsidesætter de dig! Jeg kan ikke se til i tavshed. Jeg vil ikke
finde mig i det. Du er endnu ude af stand til at forstå konsekvenserne af alt det her. Du fryder
dig over dit tomme praleri med, at der ikke er nogen så heldig som dig. Men dit held slipper
hurtigt op. Set fra din ægtemand og dine med-hustruers synspunkt er du blevet en ubetydelig
person. Inden længe vil du være reduceret til at have en tjenestepiges foragtelige status. Følg
mit råd om at være lidt årvågen, førend denne ydmygelse rammer dig. Vågn op fra søvnen;
planlæg hvad du vil gøre og vær fuld bevidst om konsekvenserne. Beslut dig for, hvilke
metoder du vil anvende for at undslippe den skæbne, der truer dig; den nærmer sig hastigt.”
100

10.6. ”Når Rama bliver tronfølger, vil hele riget blive holdt i Kausalya’s faste greb, husk det!
Som alle andre må også du danse efter hendes pibe!” Manthara spillede sin rolle og græd
krokodilletårer for at forstærke sit snedige puds.
10.7. Kaikeyi var imponeret over sin tjenestepiges loyalitet, men hun var ikke overbevist om
rigtigheden af hendes påstande. Dronningen sagde: ”Manthara! Hvad er der sket med dig? Er
du blevet sindssyg? Hvorfor taler du som en afsindig person? At Rama bliver tronfølger, varsler
i allerhøjeste grad lykke for hele riget. Her, modtag denne halskæde som en belønning, en
gave, for hurtigt at have bragt mig den gode nyhed! Vær glad, vær fuld af glæde! Rama’s
kroning som tronfølger skænker mig endnu mere glæde, end det måske skænker Kausalya.
Min glæde over denne nyhed er grænseløs. Ramachandra elsker også mig højere, end han
elsker selv sin moder; han ærer mig mere. Jeg vil ikke lytte til disse beskyldninger mod en så
ren og kærlig person. Du synes at have mistet din forstand; din fornuft har forladt dig.”
Kaikeyi irettesatte skarpt Manthara.
10.8. Manthara blev åbenlyst endnu mere forurettet. Hun blev mere ophidset og højrøstet.
”Min fornuft er klar og frisk; det er din, der har lidt skade!”, udbrød hun. ”Du bekymrer dig
ikke om den modbydelige skæbne, der venter dig. Du holder fast ved din gamle tro og ved din
naive hengivenhed. Jeg er urolig og bekymret af hensyn til din lykke og selvrespekt. De andre
simulerer og foregiver. De gør det udelukkende for at narre dig. I deres hjerter har de ingen
respekt for dig. Kongen elsker ikke sine andre dronninger. Han er udelukkende betaget af sin
første dronning, Kausalya. Blot for at behage dig anvender han muligvis fra tid til anden
elskelige ord over for dig, det er det hele. Men i sit hjerte elsker han dig ikke. Overvej
følgende. Disse mennesker informerede dig ikke. De rådførte sig ikke med dig angående dette
forslag, da de ikke har nogen agtelse eller respekt for dig. Har de blot én gang talt med dig om
det? Overvej hvor mange måneder de normalt overvejer, gennemtænker og planlægger for at
nå frem til sådan en beslutning. En kroningsceremoni kommer ikke sådan lige pludseligt; den
falder ikke helt af sig selv ned fra himlen en smuk dag, gør den? De har besluttet kroningen i
stilhed og i hemmelighed.”
10.9. ”Det hele er Kausalya’s rænkespil”, påstod Manthara. Kaikeyi kunne ikke holde det ud
længere. Hun udbrød: ”Stop det sludder, Manthara! Min søster er ude af stand til at smede
rænker; hun vil aldrig synke så dybt. Det vil aldrig kunne ske. Og den mægtige konge? Han er
mere ædel, mere retskaffen end selv mine søstre! I ham er du ikke i stand til at finde spor af
list eller nedrighed. Af en eller anden god grund må de have truffet en hurtig beslutning
vedrørende kroningen. Rama’s bryllupsceremoni, der normalt ville have medført måneders
forberedelser, fandt sted med kort varsel, gjorde den ikke? Rama’s kroning kan også være
blevet besluttet i løbet af kort tid; hvorfor skulle det ikke kunne være sket? Over for mig vil
kongen selv forklare, hvilken speciel grund han har haft til at arrangere det således. Du har
ikke gidet undersøge sandheden. Du har fremmanet alle mulige slags tåbelige årsager og
ubegrundede bekymringer. Du har sået tvivl om uskyldige personers motiver! I løbet af få
minutter vil tingene blive klargjort; vær tålmodig.” Kaikeyi irettesatte tjenestepigen strengt.
10.10. Manthara frygtede, at hendes list ville mislykkes på en forsmædelig måde. Derfor
nedlod hun sig til at benytte en endnu værre overtalelsestaktik. ”Kære moder! Overvej sagen
lidt nøjere. Når jeg har gået omkring uden for paladset, har jeg hørt et og andet. Rent faktisk
er det måneder siden, at denne kroningssag er blevet besluttet. Det er årsagen til, at Bharatha
og Satrughna så hurtigt blev sendt ud af hovedstaden. De andre var nervøse for, at deres
tilstedeværelse her ville kunne forvolde komplikationer. Der må være en god grund til denne
frygt. Hvem ville ellers planlægge, at kroningen skal finde sted på et tidspunkt, hvor de er
bortrejst? Er du blevet ude af stand til at stille dig selv dette enkle spørgsmål? Tidligere, da du
blev gift og optaget i familien, lovede Dasaratha, og han gav sit æresord, at din søn ville blive
kronet til konge over hans rige. Du har måske glemt det, men det nægter jeg at gøre. Det er
frygten for, at Bharatha’s tilstedeværelse her i den nuværende situation vil vække erindringen
101

om det løfte, og at hans tilstedeværelse kan vise sig at være en forhindring for
gennemførelsen af deres plan, der fik dem til at få Bharatha af vejen ved at sende ham til sin
bedstefader. Når kroningen først er gennemført, kan den ikke omstødes. For at fremme dette
tarvelige og nedrige kneb holdt de planen hemmelig og lod være med at fortælle dig noget i så
lang tid. Tænk lidt over denne hemmelige plan. Du har ikke skænket denne sag en tanke; du
tror, at alt hvad der er hvidt, er mælk! De andre drager fordel af din troskyldighed og
tåbelighed. Du jubler blot over din kærlighed til Rama og gentager ”Rama, Rama” i din blinde
forelskelse. Ja, se bare bort fra alt andet! Denne Rama, som du elsker så højt, informerede
han dig i det mindste om den gode skæbne, der tilsmiler ham?”
10.11. Den uhæderlige og uærlige Manthara benyttede sig af mange besnærende og
udspekulerede argumenter for at formørke og forgifte Kaikeyi’s rene, uselviske sind.
10.12. Manthara fortsatte: ”Moder! Hvem i byen Ayodhya har blot en smule agtelse for os?
Hvem behandler dig som en betydningsfuld person? De er alle ens, de er alle forenet mod dig.
Her er du en fremmed. Måske smider de dig endog snart ud af Ayodhya. Selv en sådan
usselhed vil de ikke afstå fra. Kongen er en snedig svindler, en klog jonglør. Når han
henvender sig til dig, bruger han milde og kærlige ord for at tilfredsstille sine luner, hvorefter
han sejrrigt trækker sig tilbage! Du indser ikke den fejl, du har i dig; den fejl som forhindrer
dig i at opnå den høje status, du fortjener. Du bør huske på, at konger altid er styret af begær
og ikke af kærlighed. Din fader var bevidst om denne sandhed, og derfor indvilligede han i
første omgang ikke i at gifte dig bort til denne gamle bejler. Da det, efter langvarige
forhandlinger og mange samtaler, ved vismanden Garga’s mellemkomst, blev besluttet, at du
skulle giftes bort, blev bejleren tvunget til at acceptere adskillige betingelser.”
10.13. ”I dag er disse aftaler blevet tilsidesat. Din søn er blevet snydt. Hele tiden spiller de
stille og roligt deres lystige spil! Hvorfor skulle de ellers drage fordel af den mulighed, der er
opstået, ved at din søn er bortrejst? Hvorfor skulle de have så travlt, at ingen hersker fra de
andre lande hinsides rigets grænser kan overvære kroningen? Tænk over, hvordan deres
tarvelige tankegang afslører sig selv! Hvor er de fulde af falskhed og bedrag!”
10.14. Hvis herskerne fra nabolandene var blevet inviteret, ville din fader helt sikkert ikke lade
lejligheden til at deltage gå fra sig. Naturligvis ville han så gøre Dasaratha opmærksom på alle
de løfter, som han dengang afgav. Så planen er at få gennemført kroningen uden at informere
nogen om den. De ved, at når kroningen først er gennemført, er det senere umuligt at råde
bod på det. Denne sammensværgelse er blevet udklækket af de snedige personer netop med
dette formål for øje. Så vær advaret i god tid. Forpasser du først dette øjeblik, vil din skæbne
blive lige så elendig som en hunds. Tøv derfor ikke. Tænk grundigt over det hele. Bestem dig
for en måde, hvorpå du kan forhindre kroningen i at finde sted.” Manthara fik vredens og
hadets flammer til at blusse op. Endelig gav Kaikeyi efter for tjenestepigens intriger! Hun
sagde: ”Når jeg sådan hører dine ord, føler jeg, at hvert udsagn er mere overbevisende end
det foregående! Ja, du har ret! Det er ikke en sag, der kan vente. Hvad skal der nu ske? Hvis
du kan angive, hvad der skal ske, skal jeg iværksætte det.”
10.15. Da Kaikeyi gav dette tydelige bevis på, at hun var med på hendes kneb, blev Manthara
overvældet af stolthed og glæde. Nu talte hun med større selvtillid: ”Moder! Der er ikke behov
for at tænke længere over det. De argumenter, der kan understøtte dit krav, er parat og
stærke. Den dag, da kongen taknemmeligt accepterede din belejlige hjælp, tilbød han da ikke,
at du kunne få opfyldt to ønsker? Var der ikke tale om hvilke som helst ønsker, du måtte gøre
fordring på? Fortalte du ham ikke, at eftersom du på det tidspunkt ikke havde behov for noget,
ville du vente med at modtage denne gave og til gengæld bede om at få opfyldt de to ønsker,
når behovet opstod? I dag vil disse to ønsker tjene tusinde formål! Du kan kræve, at han
opfylder dem nu, kan du ikke?” Da Manthara på denne måde talte i et klart og kategorisk
sprog, løftede Kaikeyi sit hoved, som var hun helt forbløffet, og sagde: ”Oh Manthara hvor er
du klog! Skønt du af ydre er en grim, pukkelrygget kvinde, er du med hensyn til snarrådighed
102

og intelligens særdeles henrivende! Hvad du savner i fysisk skønhed, indhenter du ved at være
ekspert i intellektuel formåen. Fortæl mig, hvordan jeg kan sikre mig at få de to ønsker
opfyldt, og hvad de to ønsker skal være.”
10.16. Manthara svarede: ”Moder! Et af ønskerne skal være, at din søn skal krones som
tronfølger. Det andet ønske kunne være, at Rama ikke skal blive i kongeriget.” Så snart hun
hørte tjenestepigens forslag, der uden et øjebliks tøven blev udtrykt lige på stedet, begyndte
Kaikeyi at overveje dem nærmere. Efter hun havde fattet sig, sagde hun: ”Manthara! Det er
muligvis et retfærdigt krav, at min søn skal krones, men mit sind vil ikke indvillige i at sende
Rama ud af kongeriget. Selve tanken piner mig.” Da hun havde sagt det, faldt hun ned i sin
stol. Manthara indså, at hun var nødt til at handle hurtigt. ”Moder! Det er ikke det rigtige
tidspunkt at få følelsesmæssige skrupler. At opsætte noget i det uendelige kan omdanne selv
guddommelige lækkerier til gift. Du er nødt til at stå ret fast, ellers kan vores plan ikke lykkes.
Det er ikke engang en tilstrækkelig gengældelse for den frygtelige uret, de har gjort mod dig.
Hvis du ønsker, at din søn skal herske som konge, og du få status som dronningemoder, så
gør som foreslået. Ellers vil jeg ende mine dage ved at tage gift. Så længe jeg er i live, kan jeg
ikke bære at se dig lide!” Manthara græd højlydt. Hun græd, som om hun var revet med af sin
intense kærlighed og tilknytning til Kaikeyi.
10.17. Hun var den barnepige, der lige fra barndommen havde opdraget Kaikeyi. Hun havde
puslet om hende; leget med hende og kærtegnet hende i alle disse år. Kaikeyi havde stor
hengivenhed og agtelse for Manthara. Dronningen kom ikke med yderligere indvendinger. I
stedet begyndte Kaikeyi at dulme Manthara’s bekymring. ”Manthara! Hvil dig nu; vær forvisset
om, at jeg, uden at begå fejl, vil handle på en sådan måde, at du bliver tilfreds. Fortæl mig,
hvad jeg nu skal gøre”, sagde hun.
10.18. Manthara svarede: ”Da jeg foreslog, du skulle bede om, at Rama skulle sendes i eksil i
skovene uden for riget, skal du ikke tro, jeg ikke havde vejet konsekvenserne for og imod. Jeg
gjorde det udelukkende efter behørige overvejelser.” Eftersom Kaikeyi ingen erfaring havde
med politiske anliggender og lovmæssige bestemmelser, sagde Manthara: ”Loven fastslår, at
uhindret besiddelse, og det at man har haft retten til at anvende og nyde besiddelsen i tolv
sammenhængende år, giver en person ejendomsret over ejendommen. Derfor er det bedre at
fastsætte en periode af år for ekssilen; lad os sige fjorten år. Når Rama, efter den periode,
vender tilbage, kan han ikke gøre krav på kongeriget. Det bliver din søns ubestridelige
ejendom.” Manthara bemærkede, at dronningen havde accepteret forslaget om at få opfyldt de
to lovede ønsker; hun havde også accepteret den udformning, som Manthara havde foreslået.
Derfor sagde hun: ”Moder! Udsæt det ikke længere! Hvis du i din nuværende tilstand
indtrængende beder kongen om at indfri sit løfte og opfylde dine to ønsker, vil han ikke være
motiveret til at give efter. Du skal først oparbejde et voldsomt raseri. Kast rundt med puderne
og lagenerne i dit sovekammer; løsn dit hår og gør det pjusket og uordentligt; opfør dig, som
havde du opgivet at leve længere! Gå og læg dig på gulvet i Vredens Sal; det værelse, hvor
dronninger, der er overvældet af vrede og sorg, trækker sig tilbage til, så de kan blive fundet
og trøstet. Du kan ikke bare gå hen til ham, som du er, og med det samme bede ham om at
indfri sit løfte om at opfylde to ønsker. Du skal foregive, at du er i en forfærdelig pine, og at
det udelukkende er opfyldelsen af de to ønsker, der kan redde dig fra døden. Først da vil dit
krav blive overvejet seriøst og blive accepteret. Rejs dig! Tag det første skridt mod det
arbejde, der forestår.”
10.19. Da Manthara pressede hende på denne måde, gav Kaikeyi efter for hendes overtalelse.
Efter hun havde gennemført tjenestepigens anvisninger, trådte hun ind i Vredens Sal, og her
jamrede og klagede hun sig over sin skæbne og forestående ulykke. Efter at have trukket
døren i, lod Manthara sig dumpe ned på gulvet uden for salens dør. Hun lod som om hun var
ubevidst om, hvad der havde forårsaget postyret inde i salen.
103

10.20. I mellemtiden var kong Dasaratha blevet færdig med at træffe alle forberedelserne til
kroningsceremonien. Da han kom ud af Audiens-salen, følte han, at han i stedet for at
fortsætte hen til Kausalya’s gemakker, først ville overbringe Kaikeyi den glædelige nyhed.
Derfor skyndte han sig til hendes palads. Tjenestepigerne, der stod i rækker i alle korridorerne,
forekom at være urolige af bekymring. Kongen sagde til sig selv, at de endnu ikke havde hørt
den gode nyhed, for hvis det havde været tilfældet, så ville det have lyst deres ansigter op!
Han syntes, det var synd for dem, at de endnu ikke var klar over, at Rama den næste dag
skulle krones! Han rettede sine skridt mod soveværelset, hvor han forventede at finde
dronningen.
10.21. Her opdagede han de spredte smykker, den uredte seng, bunkerne på gulvet og den
generelle tilstand af uorden og decideret rod. Han blev overrasket over alt dette og ledte efter
dronningen i de tilstødende værelser. En af de unge kvinder, der ledsagede dronningen,
bekendtgjorde: ”Store konge! Hendes højhed, Kaikeyi Devi (devi betyder gudinde), befinder
sig i Vredens Sal”. Da kongen hørte det, blev han alvorligt rystet. Han gik i retning af Vredens
Sal. I værelsets tætte mørke lå Kaikeyi og sprællede på gulvet. Hun jamrede og græd højlydt.
Kongen sagde: ”Kaikeyi! Hvad er dette for en forfærdelig scene? Hvorfor er du så vred? Hvem
har forvoldt dig så megen sorg? Fortæl mig det; jeg vil dræbe dem lige her og nu. Jeg skal nok
sørge for, du bliver glad. Du skal blot fortælle mig, hvad du ønsker. Jeg er altid parat til at
opfylde dit ønske. Din glæde er min glæde. Er du ikke klar over, at for mig er der ikke noget,
jeg sætter og elsker højere i verden end dig? Kom her, sæt ikke min tålmodighed yderligere på
prøve.” Kongen satte sig ved siden af hende, og idet han kærligt strøg hende over hovedet,
trøstede han hende på forskellig vis. Han udspurgte hende om årsagen til hendes vrede og
sorg.
10.22. Kaikeyi var midt i et raserianfald. Larmende skar hun tænder. Da kongen forsøgte at
kærtegne hende, skubbede hun hans hænder væk. Vredt sagde hun: ”Nu må det være nok
med denne falske foregivelse! Jeg har stolet på dig så længe, og dette er den nedværdigelse,
jeg har pådraget mig selv! Jeg stoler ikke længere på dig. Jeg kunne ikke tro på, at du var i
stand til at spille dette hykleriske spil. Det er straffen for at have stolet på dig. Gå, gå, gå hen
til dine foretrukne; hvorfor sidde ved min sidde? Du fæster dit sind ét sted og din tunge et
andet sted. Brug din tunge det sted, hvor dit sind er. Fremover er jeg ikke til sinds at stole på
dit ord. Påfør mig ikke mere sorg; gå ud samme vej, som du kom ind. Hvad bekymrer du dig
om, hvad der sker mig? Det er bedre at dø som en dronning end at slæbe sig af sted som en
slave! Denne dag er den sidste dag i mit liv.”
10.23. Disse jammerudbrud, der hørtes ind imellem hendes hulk og suk, gav ingen mening for
Dasaratha. Han var fuldstændig forvirret og ramt af forbløffelse. Han rykkede tættere hen til
dronningen og forsøgte at trøste hende og dæmpe hendes vrede. ”Kaikeyi!”, begyndte han.
”Hvad betyder disse ord? Jeg forstår det ikke. Jeg benytter mig aldrig af falske, hykleriske ord;
ej heller vil jeg nogen sinde komme til det. Mit sind og min tunge handler som en enhed; de vil
altid være i overensstemmelse med hinanden. Der, hvor min kærlighed er, der vil mine
kærlige og venlige ord være. Min tunge vil ikke gøre mit sind til skamme; det er umuligt for
den at handle på den måde. Jeg ved ikke, hvordan det er gået til, at du, på trods af vores
mange år sammen, ikke er kommet til at kende til min oprigtighed. Fortæl mig lige ud, hvad
der rent faktisk er sket. Hvad er det, der har forvoldt dig en sådan sorg og smerte? Fortæl
mig, hvad der er sket. Hvorfor opfører du dig sådan? Hvad har forårsaget denne kval?”
10.24. I lang tid bønfaldt Dasaratha hjertegribende, men uden succes! Dronningen svarede
blot skarpt igen. Ved hjælp af uforskammethed, latterliggørelse og sarkasme fejede hun
kongens ord til side og vendte det døve øre til hans bønfaldende opfordringer. Hun lod, som
om hun betragtede hans ord som værdiløse. I sit hjerte blev Dasaratha dybt såret. Da han
ikke anede, hvad han skulle stille op, kaldte han Manthara ind i værelset. Hun styrtede ind i
værelset, idet hun spillede sin konspiratoriske rolle. Hylende bad hun om hjælp til dronningen,
hendes frue: ”Oh konge! Frels min moder!”, råbte hun og greb fat om kongens fødder.
104

10.25. Kongen var i sandhed legemliggørelsen af uvidenhed. Der fandtes ikke spor af falskhed
i ham. Derfor var han ikke i stand til at gennemskue det drama, de to kvinder opførte. Han
frygtede, at der var sket en eller anden ulykke, der havde gjort hans elskede så urimelig,
barsk og streng. Derfor bad han igen Manthara om at fortælle ham præcis, hvad der var sket.
Manthara svarede: ”Store konge! Hvad kan jeg fortælle? Jeg aner ikke det mindste om, hvad
der er sket. Moder røber ikke årsagen til sin sorg for nogen. Lige pludseligt skyndte hun sig ud
af soveværelset og for ind i Vredens Sal. Da jeg opdagede det, kom jeg herhen. På forskellig
vis bad og bønfaldt jeg, men hun afslørede ikke årsagen. Når hun ikke engang betror sig til
dig, vil hun så fortælle lille mig, hvad der er problemet? Alle ser vi hendes lidelse og smerte;
det er ubærligt. Vi kan ikke bare se på længere! Vi er bange for, hvad der kan ske hende, og
derfor har vi afventet din ankomst. Medmindre du trøster hende og gør hende glad igen, bliver
hendes tilstand måske kritisk. Hun har lidt for meget og for længe. Hendes tilstand bliver
værre og værre for hvert øjeblik, der går. Nu vil vi andre trække os tilbage.”
10.26. Ledsaget af de øvrige tjenestepiger forlod Manthara salen, idet hun sagde: ”Vil du ikke
nok få hende til at forklare årsagen til hendes sorg og vrede og hurtigt berolige hende med
egnede lægemidler.” Manthara øgede blot mysteriet, og hendes udtalelser gjorde Dasaratha
endnu mere forvirret. Han satte sig ved siden af den utrøstelige og ulykkelige dronning og
sagde: ”Lille Kaikeyi! Hvorfor lader du mig forblive i uvidenhed?” Blidt løftede han dronningens
hoved op fra det bare gulv og lagde det i sit skød. Han forsøgte at overtale hende til at afsløre
årsagen til hendes utrøstelige lidelser. Efter nogen tid frigjorde Kaikeyi sig fra sin tavshed og
begyndte at tale. ”Store konge! Du har vel ikke glemt de løfter, som du lovede at opfylde for
mig den dag, slaget mellem guderne og dæmonerne blev udkæmpet?” Dasaratha blev lettet.
Han sagde: ”Kaikeyi! Hvorfor har du udsat dig selv for denne voldsomme ophidselse og smerte
på grund af denne enkle ting? Så længe jeg lever, vil jeg ikke glemme, jeg har lovet at opfylde
to af dine ønsker. Det løfte er lige så dyrebart for mig, som du er. Du er mit åndedrag, og
løftet er også som mit åndedrag.”
10.27. ”Dronning! Er der nogen, der har forvoldt dig skade? Eller er dit helbred blevet
dårligere? Eller har en eller anden ondsindet person vovet at handle mod din vilje? Sig det! For
din skyld vil jeg endog udsætte mig selv for dødelige kvæstelser, og jeg vil straffe dem, der
har handlet ilde mod dig, så glæden derved kan blive genoprettet i dig. Tvivl ikke på mig. Oh
du som er henrivenhedens legemliggørelse, hvorfor lider du på denne måde? Er du ikke klar
over, at hele kongeriget står på pinde for dig? Ligegyldigt hvad du ønsker at få; ligegyldigt fra
hvilket område af riget, så skal du blot fortælle mig det. Jeg vil skaffe det, du ønsker og gøre
dig glad. Fortæl mig, hvad det er, du er bange for; hvad det er, der har frembragt denne sorg.
Du skal ikke hemmeligholde noget eller tøve med at sige det! På samme måde som Solen
spreder tågen, vil jeg sprede den sorg, der tildækker dig.” Dasaratha kærtegnede og smigrede
dronningen og forsøgte på forskellig vis at trøste hende og give hende livsmodet tilbage.
10.28. Kaikeyi huskede på det råd, som Manthara havde givet hende. Hun bestemte sig for at
sikre sig, at hendes ægtemand svor på, at han ville holde sit løfte. Det skulle ske, før hun
afslørede sine bitre ønsker for ham. For at formå ham til det udviste hun en forførende og
overdreven kærlighed over for ham. Hun tørrede tårerne væk fra sine øjne. Hun greb fast om
kongens hænder. Kongen var fuldstændig slavebundet af hendes trolddom; så fuldstændig
betaget af hendes charme. Hun sagde: ”Herre! Jeg føler ingen vrede mod nogen; ej heller har
nogen forvoldt mig nogen skade eller udsat mig for nogen fornærmelse. Jeg higer ikke efter
noget som helst fra fjerne egne af verden. Men jeg må indrømme, at jeg har et længe næret
ønske. Hvis du sværger på, at du vil opfylde det, vil jeg fortælle dig, hvad det går ud på.” Med
er skælmsk smil lokkede hun ham på denne måde. Som svar på hendes tillokkelser smilede
Dasaratha også, og idet han rykkede lidt nærmere hen mod hende, sagde han: ”Oh du
tåbelige dronning! Var det virkeligt nødvendigt at reagere så voldsomt på grund af så enkelt
en sag? Var det virkeligt nødvendigt at forårsage så stor bekymring og så mange kvaler? Hør
nu! Blandt kvinder er du den, der er mig kærest; og blandt mænd er Rama mig kærest. Begge
105

er I mit åndedræt. Det er du godt klar over, ikke sandt? End ikke en enkelt dag vil jeg kunne
overleve uden at fryde mig over synet af dig og Rama. Derfor sværger jeg på selve Rama.
Fortæl mig dit ønske, jeg vil helt sikkert opfylde det.” Da han aflagde denne ed med begge
hendes hænder i sine, blev Kaikeyi overvældet af glæde! Hun rejste sig og satte sig op. Hun
tilkendegav en endnu større kærlighed over for ham, for hun var glad, fordi han havde
forandret sig og nu støttede og opmuntrede hende.
10.29. Hun spurgte: ”Oh konge! Du har sværget på Rama’s navn; han er vidnet til din ed. Er
den oprigtigt ment?” Hun sikrede sig ekstra ved at sige: ”Herre! Du er tilhænger af sandheden!
Du er den største blandt de retskafne! Du er udstyret med den største magt og den højeste
form for retskaffenhed! Du må kunne erindre krigen mellem guderne og dæmonerne. Lad mig
alligevel minde dig om min bedrift i forbindelse med denne krig. Den dag, da dæmonen
Sambara myrdede alt og alle omkring sig, kæmpede du desperat for at besejre ham. Du er
godt klar over, hvad der var hændt dig, hvis jeg ikke havde beskyttet og plejet dig, da det så
allerværst ud? Det kunne jeg gøre, fordi jeg holdt mig årvågen og vagtsom. Du påskønnede
mit hengivne offer og erklærede: ”Kaikeyi! Du har frelst mig fra døden. Hvad kan jeg gøre til
gengæld? Ligegyldigt hvad det måtte være, så bed mig om at opfylde to ønsker. Jeg vil
opfylde dem og på den måde tilbagebetale min gæld til dig og samtidig vise dig min
taknemmelighed.” Du ønskede, at jeg straks skulle nævne mine ønsker. Men dengang følte
jeg, at det, at du var bragt til live igen, i sig selv var den største velgerning, der kunne
skænkes mig, så derfor svarede jeg: ”Herre! Lige nu har jeg ingen ønsker, som jeg vil bede
dig opfylde. Jeg skal på et senere tidspunkt fremlægge mine to ønsker; lad mig have dem til
gode.” Således bad jeg indtrængende. Du blev jublende glad over min indstilling og udtrykte
din beundring! Du sagde, at du kunne lide min forsagelse og erklærede, at dit løfte om at
opfylde to ønsker ville gælde livet ud. Du erklærede samtidig, at dit løfte ikke kunne trækkes
tilbage, ligegyldig hvilke indsigelser, der måtte blive rejst. Alt dette må stå friskt i din
erindring, gør det ikke? Du er verdens herre. Du er tro mod det svorne ord. Opfyld derfor nu
mine to ønsker, hvis opfyldelse har været stillet i bero så længe. Gør mig lykkelig ved at
opfylde dem. Jeg kræver ikke nye løfter fra dig. Jeg beder blot om det, der rent faktisk er mit.
Jeg behøver ikke minde dig om det; du er godt klar over, at det er en grufuld synd at nægte at
tilbagelevere rigdomme, der er blevet betroet én til sikker forvaring. Hvis du nu siger, at du
ikke kan opfylde mine ønsker, vil du, ved dette tillidsbrud, gøre mig uret. Jeg vil ikke kunne
bære denne skuffelse. Frem for at leve med den følelse af nederlag, finder jeg det mere
ærefuldt at afslutte livet. Når en ægtemand ikke ærer det ord, han har givet sin hustru,
hvordan kan de ønsker, som kongerigets befolkning måtte have, så blive virkeliggjort? En
konge, der synker så dybt, at han bedrager sin hustru ved at få hende til at have tillid til sig
for derefter ikke at leve op til denne tillid ved at handle stik modsat, fortjener ikke at indtage
positionen som sine undersåtters beskytter, gør han? Du ved godt, at lovgiveren, Manu
(menneskehedens stamfader og forfatter til de etiske regler for retskaffen adfærd), har fastsat
regler om, at sådanne utaknemmelige personer, der kommer med udflugter, ikke bør
behandles som regenter. Hvorfor skulle jeg udbrede mig mere om dette punkt og komme med
tusindvis af enslydende argumenter? I tilfælde af at jeg ikke får opfyldt mine ønsker endnu i
dag, vil Kaikeyi ikke være i live ved daggry.”
10.30. Idet hun bekendtgjorde dette, bristede hun i en højlydt gråd og jamren. Hendes
melodramatiske opførsel gjorde Dasaratha hjælpeløs og svag. På samme måde som et
uskyldigt dyr lokkes hen til det udspredte fangstnet af jægerens efterlignende skrig, blev
Dasaratha fanget i en fælde. Overvældet af lavmælte erotiske og kærlige ord og lokket af
dronningens fagter faldt kongen, som en anden sindssyg og uduelig person, i hendes fælde.
Idet han holdt hendes hænder fast i sine, lovede han højtideligt: ”Jeg vil helt sikkert opfylde
dine to ønsker.”
10.31. Aldrig så snart var disse ord blevet fremsagt, før Kaikeyi’s øjne var vidt åbne og lyste af
en ny glød. Et stykke tid så hun intenst på Dasaratha’s ansigt, og så sagde hun: ”Oh konge! På
denne dag har jeg erkendt, hvor god du er! I dag har du bevist ægtheden af din påstand om,
106

at du aldrig vil bryde et løfte, når det en gang er givet.” På denne og andre måder begyndte
hun at prise Dasaratha til skyerne. Den elskovssyge konge blev særdeles opstemt af hendes
lovprisning. Med følgende opfordring ansporede han hende yderligere: ”Kaikeyi! Hvorfor
udsætte det længere? Ønsk! Bed om at få opfyldt dine ønsker!” Kaikeyi tøvede; stammende
sagde hun: ”Brug de forberedelser, der allerede er gjort i forbindelse med kroningen af Rama,
til at gennemføre kroningen af Bharatha, min søn. Det er det første ønske, jeg forlanger at få
opfyldt! Herefter skal Rama, med sammenfiltret hår og klæder af hjorteskind og bark, gå ind i
Dandaka-skoven (landområde mellem Himalaya bjergene og Vindhya bjergene) og forblive der
som eneboer i fjorten år. Det er det andet ønske, jeg beder om at få opfyldt. Bharatha skal
krones som tronfølger, uden at nogen lægger hindringer i vejen for ham. Rama skal sendes ud
i junglen, mens jeg ser på det. Opfyld disse to ønsker og bevar derved din slægts ære og
værdighed uplettet, eller accepter at Kaikeyi’s liv tilintetgøres i dette øjeblik.” Efter at have
erklæret dette, rejste hun sig og stirrede på kongen med et vildt udtryk, som var hun en
kvindelig dæmon.
10.32. Kongen blev helt slået ud af den byge af grusomme og forfærdelige ord, der regnede
ned over ham. Var dette en drøm? Kunne det være sandt? Var det Kaikeyi, der bad om at få
disse ønsker opfyldt; eller var det et blodtørstigt uhyre? Kunne det alt sammen være en
frygtelig hallucination? Var det en væmmelig sygdom, der spillede ham et afskyeligt og ækelt
puds? Han kunne ikke bedømme det! Derfor råbte han: ”Kaikeyi, er det dig? Eller er det et
eller andet uhyre, der har antaget din skikkelse? Fortæl mig først, hvem du er.” Han vaklede
rundt som en person, der har mistet kontrollen over sine lemmer. Han var ude af stand til at
forme de ord, han ønskede at sige. Som en gal og forrykt person vuggede han uinteresseret
fra side til side. Hans øjne havde et afsindigt udtryk. Pludseligt slog hans øjne gnister. Han
stirrede på Kaikeyi. I en frygtelig vrede udbrød han: ”Modbydelige kvinde! Hvad er det præcis,
du vil opnå? Er det at rykke hele den kongelige slægt op med rode? Hvilken fortræd har min
kære søn, Rama, gjort dig? Han elsker dig endda endnu højere, end han elsker sin egen
moder. Hvordan kan dit hjerte indvillige i at sende Rama ind i den tætte, mørke jungle? Det
tog dig så lang tid at blive en prinsesse; nu opdager jeg, at du er en giftig brilleslange. Af ren
og skær uvidenhed har jeg tilladt dig at hjemsøge mit hjem. Hvordan kan sådan en syndig ide
opstå i dit sind, når Rama, mit livs åndedræt, bliver hyldet af samtlige væsener, der trækker
vejret? Hvis det bliver tvingende nødvendigt, er jeg indstillet på at opgive kongeriget eller
endda mit liv, men jeg kan ikke opgive Rama, nej. Du tørster efter, at din søn bliver hyldet
som konge. Godt, lad ham blive det. Jeg vil tage Rama med mig, og sammen med ham,
Kausalya, Sumithra og andre vil jeg ile til skoven. Men jeg kan aldrig sende Rama alene ud i
junglen. Det er umuligt. Opgiv dette rædselsfulde, syndige ønske. Opgiv det had mod Rama,
som du har udviklet. Kaikeyi! Fortæl mig helt ærligt, ønsker du virkeligt, at disse ting skal ske?
Eller er alt dette blot et kneb for at finde ud af, om jeg nærer kærlige følelser over for din søn,
Bharatha? Hvis det er tilfældet, kan du bede om, at Bharatha bliver kronet som tronfølger,
men der er ingen grund til at bede om, at Rama bliver sendt ud i skoven for at leve i eksil. Et
sådant ønske bør ikke blive næret eller udtrykt uden grundig overvejelse. Kaikeyi! Rama er
den førstefødte søn. Han er alle gode dyders samlingssted. Hans regeringsperiode vil i
allerhøjeste grad blive pragtfuld. Du har ofte fortalt mig, at du ser frem til den tid, hvor denne
vidunderlige drøm går i opfyldelse. Nu ønsker du, at den selv samme Rama skal sendes ud i
skoven! Hvad er den dybere mening med denne anmodning? Gør du grin med mig? Hvis det
hele er en spøg, hvorfor så denne scene i Vredens Sal? Hvorfor så alt det der med at rulle
rundt på det hårde stengulv? Også en spøg har grænser, hinsides hvilke de bliver ynkelige og
grusomme. End ikke som en spøg kan jeg tage dit ønske under overvejelse. Nej, jeg kan aldrig
blive skilt fra Rama. Kaikeyi! I alle disse år har du opført dig som en indtagende kvinde. Men
nu er din hjerne blevet syg og ondsindet. Sådanne forvrængninger er altid selvødelæggelsens
forløbere. Det er en afskyelig synd at skade det gode. Selvfølgelig vil det gode ikke blive
påvirket af denne taktiske manøvre; de ondsindedes kneb vil endog blot fremme det godes
berømmelse og herlighed. Kun for en kort tid vil disse ondsindede kneb muligvis forekomme at
være svære at leve med.”
107

10.33. ”Dine ondsindede planer forekommer mig at være ladet med ulykker rettet mod selve
Ikshvaku-dynastiet. Indtil dette øjeblik har du aldrig talt et uvenligt ord eller haft en uvenlig
tanke vedrørende en ugunstig handling. Jeg finder det umuligt at tro på, at det er den samme
person, der nu beder mig om en sådan ting! Kaikeyi! Du har altid været bange for at forsynde
dig imod de moralske loves kodeks. Du har altid været ivrig efter at vinde Guds nåde ved
hjælp af hver lille tanke, ord og gerning. Hvor er denne frygt for uretfærdighed forsvundet
hen? Hvad har du gjort ved den hengivenhed og kærlighed til Gud, som indtil nu har holdt dig
på retskaffenhedens vej?”
10.34. ”Hvad er det for en gevinst, du vil opnå, når du ønsker, at Rama skal sendes ud i
skoven i fjorten år? Hans legeme er som en blomsts nyudsprunget kronblad – blid og sart; han
er i allerhøjeste grad henrivende at betragte. Rama er så forførende smuk. Hvad kan du opnå
ved, at han lider uudholdelige smerter i skoven? I dette palads findes der mange tusind tjenere
og tjenestepiger. Er der blot én af dem, der kan pege på Rama og sige, at han i nogen som
helst henseende er mangelfuld? Godt. Gå uden for vores palads. Kan du i vores hovedstad
finde blot en enkelt person, kan du nævne navnet på blot en person, der bebrejder Rama
noget? Han har fundet mange mennesker, der levede i elendighed og nød, og med gaver og
rigdomme er han kommet dem til undsætning. Han har været meget hensynsfuld over for
dem. Han har lagt mærke til mange, der var hjemløse, og han har skaffet dem boliger.
Gennem sin kærlighed og omhu har han vundet alle menneskers hengivenhed. At du skulle
nære had mod sådan en elskelig søn, gør mig målløs. Jeg er ude af stand til at finde ord, der
kan beskrive din djævelske grusomhed.”
10.35. ”Der er mange, der udnytter deres egne undersåtter og udelukkende handler for at
pleje egne, selviske interesser. Sådanne dæmoner eksisterer i dag i stort antal. Men efter din
mening skal personer, der lindrer den uret, der bliver begået mod de fattige og nødstedte, og
som arbejder for at de får det bedre; de personer der straks undersøger de lidendes
vanskeligheder og problemer og tilbyder lindring, sendes i eksil og straffes! Din holdning
skyldes muligvis din alder eller dine synder i tidligere liv.”
10.36. ”Alle i dette rige finder behag i at lytte til beretninger om Rama’s dyder, og alle er glade
for at berette om hans godhed. Når landmændene og landarbejderne ude på markerne føler
sig udmattede, synger de sange om Rama og hans tiltrækning. Det gør de for at lette deres
arbejde. Da jeg fik kendskab til det, blev jeg opfyldt af glæde. Hvordan kan dit hjerte indvillige
i at tilføje sådan en medfølende sjæl denne pinefulde straf? Her til aften, da jeg fremlagde
forslaget om at krone Rama for forsamlingen af vismænd, ældre, ministre, ledende borgere,
lærde og mange eksperter inden for statsmandskunst, var der ingen, der udtrykte et anstrøg
af utilfredshed eller uenighed. Rent faktisk priste de Rama på utallige måder. De erklærede, at
det var frugten af fortjenstfulde handlinger optjent i mange tidligere liv, der gjorde, at de nu
får en åndelig helt som tronfølger og konge. En åndelig leder der er herre over sine sanser, der
er legemliggørelsen af uselviske handlinger og klog ikke-tilknytning, og som har en ubøjelig
loyalitet over for sandheden. De viste deres glæde ved uafbrudt at råbe hurra, hurra. Er det
denne mit hjertes dyrebareste skat, mit folks yndling, som du forsøger at sende ud i skoven?
Ligegyldigt hvad du måtte sige, så står følgende fast: Jeg vil ikke sende min Rama ud i skoven.
Og hør også dette: Rama’s kroning vil finde sted i morgen; den kan ikke aflyses.” Dette blev
bekendtgjort af Dasaratha i et udbrud af vrede og mod.
10.37. Da Kaikeyi hørte disse ord, pustede hun sig gevaldigt op og tog til genmæle: ”Store
konge! Husk på, at du for et øjeblik siden, under ed, lovede, at du ville opfylde de ønsker, jeg
måtte have. Nu svigter du dit ord. Hvem er det, der trækker Ikshvaku-slægtens ære ned i
sølet? Er det dig eller mig? Tænk grundigt over det. Det er Ikshvaku-slægtens ære og stolthed,
at ingen i denne slægt svigter sit ord, når det først er givet. Nu tilsmudser du dette hæderlige
ry. Uden først at veje for og imod lovede du, betingelsesløst, at opfylde de ønsker, jeg havde.
Hvis der er begået en fejl, er det dig, der har gjort det, ikke mig. Du lovede mig, at jeg kunne
få opfyldt to ønsker; du lovede at opfylde dem i dag. Det er dig, der har givet dit ord to gange.
108

Tænk over, hvad der vil ske med din ære, din position, din værdighed, når du nægter at holde
det ord, du gav dengang og nu.”
10.38. ”For herskere er det muligvis almindelig sædvane at skade og krænke de svage og
derved handle i strid med de løfter, de højtidelig har afgivet. Men noget sådant kan ikke
fremme selvrespekten. De konger, der bryder deres løfter og snyder kvinder, er brutale og
grusomme; de er ikke herskere. Når herskere gradvist bliver brutale og grusomme, vil
undersåtterne naturligt føle sig krænket og vrede, og de vil gøre oprør. Inden længe vil
kongedømmet blive ’dæmondømmet’!”
10.39. ”I alle disse år har du stræbt efter at opnå hæder og berømmelse, og det har du i vid
udstrækning opnået. Nu er ideen om den skændselsgerning, det er at bryde sit ord, opstået i
dit sind, ikke i mit. Genkald dig fortidens kongers karrierer. Pas rigtigt godt på, at du ikke
handler i strid med dine løfter og den ed, du har aflagt. Tænk grundigt over det. Du er ved at
begive dig ud på en vej, der er oprørende dårlig! Pas på! Du er i færd med at handle i modstrid
med den ’rigtige handlings’ bud. Godt. Havde du været lige så intelligent, som du har ry for at
være, ville du først have fået rede på, hvad mine ønsker indebar, før du afgav dit løfte.
Hverken før eller efter undersøgte du noget som helst. Du blev fortryllet af mine ord, og du
gav dit ord på, at mine ønsker skulle blive opfyldt. Og nu bebrejder du mig, at jeg beder dig
holde, hvad du lovede! Tænk over, hvor alvorligt du tager fejl i denne sag! Hvor tåbeligt du
udstiller dig selv! Du beskylder mig for at have opgivet frygten for såvel den urigtige handling
som for min hengivenhed over for det guddommelige. Du beskylder mig for at afstedkomme
denne forkastelige grusomhed. Men hvad med dig? Du bliver hyldet som en person, der holder
sig strengt til sit afgivne løfte om at være retskaffen i tanke, ord og handling. Tillige bliver du
hyldet som en person, der er Guds lige. Hvilken betegnelse vil du gøre krav på, nu du trækker
dit afgivne løfte tilbage? Afsig dom over dig selv. Den form for begavelse, der undersøger og
opdager fejl hos dem, der står foran den, er ikke prisværdig. Hvis du undersøger dine egne fejl
og svagheder og er vagtsom over for, at disse fejl og svagheder ikke forleder dig til at gøre
noget forkert og begå en synd, så er din måde at anvende din intelligens på prisværdig.
Konger og herskere er meget intelligente; de bliver opfattet som værende alvidende. Hvis en
person som dig ikke drager fordel af sin evne til selvundersøgelse, men udelukkende er
optaget af sine selviske interesser, hvilken ret har du så til at beskylde os andre for at være
selviske og snæversynede? Du sagde, du ville opfylde de to ønsker, det er et faktum. Du
aflagde en ed, det er et faktum. Du brød dit løfte; du trak dit ord tilbage, det er et faktum.
Overvej nøje i dit indre, om disse tre påstande er sande eller ej. Du bliver vildledt af din
tilknytning til sønnen; du blev slavebundet af din kærlighed til hustruen. Derfor trækker du dit
løfte tilbage! Jeg er ikke den skyldige; det er dig, der har handlet forkert. For det er naturligt
for en moder at være knyttet til sin søn. Enhver kvinde, der er moder, vil længes efter, at
hendes søn skal opnå den højeste autoritets position, nemlig at blive landets hersker. Det er
naturens tilskyndelse. Det er moderens simple pligt at tilse, at hendes plan ikke bliver
forpurret af andre. Det er blot naturligt, at hun på forhånd træffer forhåndsregler, der kan
modvirke alle tænkelige angreb mod hendes plan. Jeg udfører blot mine naturlige pligter og
forpligtelser. Husk, der er intet unaturligt eller forkert i min handlemåde.”
10.40. ”Når Rama bliver kronet som tronfølger, vil hans moder, Kausalya, blive
dronningemoder. Min søn vil stå med armene overkors og afvente Rama’s ordre; han vil være
parat til at gå ærinder for Rama.. Han vil kaste sig for Rama’s fødder, mens han aflægger
rapport til ham om den opgave, han netop har udført for ham; måske vil min søn blive
irettesat. Nej, jeg kan ikke være vidne til en sådan scene. Jeg vil føle mig så ydmyget, at jeg
ikke kan leve én dag længere. Det er langt bedre at drikke gift nu og dø, end at se på min
søns skamfulde tilstand. Jeg bekendtgør dette som en højtidelig ed, der er afgivet i min søns,
Bharatha’s, navn. Bharatha, som jeg værdsætter lige så højt som mit åndedræt. Jeg vil ikke
stille mig tilfreds med noget mindre, end at Rama sendes i eksil i skoven!”
109

10.41. Med disse sindsoprivende, hårde ord faldt Kaikeyi om på gulvet. I et anfald af
hjerteskærende sorg begyndte hun at hulke og stønne.
10.42. Dasaratha slog sig på sit hoved af bar fortvivlelse. Han sagde: ”Kaikeyi! Er der nogen,
der har fortalt dig, at en sådan ulykke vil ramme dig ? Eller har en eller anden ond ånd
bemægtiget sig dig og tvunget dig til at fremsætte disse ønsker? Hvad er det her for en
absurditet, dette latterlige vanvid med at sende Rama ind i skoven og krone Bharatha? Hvorfor
ikke ønske det bedste for mig, din mand; for Bharatha, din søn og for kongeriget Ayodhya?
Opgiv dette ønske, der betyder den sikre ulykke. Tænkt nøje over konsekvenserne. Ellers vil
du, jeg og vores søn, os alle tre, blive målet for den frygteligste skændselsgerning. Det vil ikke
slutte med det. Hele kongeriget vil blive lagt i ruiner, og mange flere tragedier vil helt sikkert
indtræffe. Tarvelige, ødelæggende kvinde! Kan vi på nogen mulig måde tro, at Bharatha vil
indvillige i selv at blive kronet, selv hvis jeg nu og her accepterer din begæring og lover at
krone ham? Bharatha er en sand tilhænger af ’rigtig handling’. Han er intelligent, han er et
forbillede for retskaffenheden. Han vil hverken indvillige i at sende Rama i eksil i skoven, eller i
at han selv skal være tronfølger. Ikke bare Bharatha, men ministrene, hofmændene,
lensherrene, de allierede, vismændene, den almindelige og brede befolkning – alle og enhver
vil være modstander af dit ønske. Hvordan kan du være glad, når så mange er ulykkelige?”
10.43. ”Overvej den situation, du bliver ansvarlig for! De ældre og vismændene støttede og
tiltrådte, at Rama bliver kronet; de var alle enige. Her til aften, til det store borgermøde,
bekendtgjorde jeg, at jeg vil højtideligholde Rama’s kroning. Hvis jeg handler i modstrid med
denne bekendtgørelse, vil jeg blive opfattet som en kujon, der løber væk fra kamppladsen, så
snart fjenden viser sig. Alle forberedelser vedrørende kroningen er tilendebragt. Alle er blevet
informeret om højtideligheden. Byens borgere er begyndt at gøre hovedstaden parat til
festlighederne. Gaderne er allerede pakket med glade folkeskarer, hvis ansigter stråler af
forventningsfuld glæde. Hvis jeg sender Rama ud i skoven på sådant et tidspunkt, vil folket så
ikke grine af mig og sige: ”Hvad! Denne mand har afsluttet tre kapitler – kroningen, ledelsen
af kongeriget og eksil – alt på én og samme nat! Hvordan skulle jeg kunne forklare dem min
handling, efter det jeg offentligt erklærede midt i den kolossale menneskemængde? Hvor
skånselsløst vil befolkningen ikke bebrejde mig det hele. De vil mene, at deres konge er et
kæmpe fjols. Jeg har hersket over dem i alle disse mange år, og jeg har vundet deres tillid
som en konsekvent tilhænger af ’rigtig handling’; som legemliggørelsen af de bedste dyder og
som en frygtindgydende helt, der er tapper og fuld af mod. Men hvordan kan jeg bære den
vanære, det er at blive omtalt som en tåbe, der hengav sig til en så lav handlemåde?”
10.44. Dasaratha følte sig presset og talte derfor på denne anspændte måde, idet han
mindede hende om det hårde anslag, det ville være mod hans gode navn og pletfri ry, hvis
han handlede i henhold til hendes ønske. Ikke desto mindre forandrede Kaikeyi sig til
tilintetgørelsens kvindelige dæmon og fejede Dasaratha’s bønner til side, som om de var
tomme ord, som hun ikke tillagde nogen værdi. Hun nægtede at give efter eller løsne sit greb.
Rent faktisk blev hendes greb fastere for hvert øjeblik, der gik; hendes grådighed blev mere
rodfæstet. Hun talte fuldstændigt stik imod den store konges indtrængende opfordring, og hun
holdt ham blot fast på det løfte, som han nu truede med at løbe fra. Så Dasaratha sagde:
”Kaikeyi! Hvis det skulle ske, at Rama gik ind i skoven, vil jeg ikke kunne leve et øjeblik
længere. Behøver jeg fortælle dig, hvad der vil ske med Kausalya? I det selv samme øjeblik
Rama går ind i skoven, vil hun drage sit sidste åndedrag. Og Sita? Hun vil blive dødeligt
chokeret; end ikke et sekund kan hun leve adskilt fra Rama. Vil befolkningen være vidne til alt
dette og bevare deres sindsligevægt? Når den store helt, mønsteret på visdom, Rama, bliver
sendt i eksil i skoven, vil Lakshmana så forholde sig passiv? Hvorfor fortsætte med at redegøre
for tusindvis af detaljer? Straks efter vil Lakshmana gøre sig fri af sin krop. Det er den nøgne
sandhed. På den måde vil vores kongerige komme til at lide alle disse katastrofer og ulykker.
Du er også bevidst om denne kæde af tragedier. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor du, med
åbne øjne, forsøger at blive enke? Oh ondskabsfulde og afskyelige sjæl! Jeg lod mig narre af
din charme. Det er som at skære ens egen hals over, mens man bliver fortryllet af et sværd af
110

guld. Jeg drak kruset med mælk, uden at være klar over at der var gift i mælken. Ved hjælp af
mange sukkersøde kneb snød du mig. Til sidst planlagde du at lade mit dynasti gå i opløsning.
Hvor skulle jeg skamme mig! Hvilken tåbe jeg er! Efter at have højtideligholdt et helligt ritual
sikrede jeg mig denne søn. Den guddommelige nåde skænkede ham til mig. Skal jeg bytte
hans lykke og fremtid væk for den usle fornøjelse, en kvinde gav mig? Er det Hans Majestæt
Dasaratha værdigt? Vil selv det tarveligste væsen i mit kongerige ikke kaste sten efter mig for
at håne og spotte mig? Skal dette være Dasaratha’s skæbne på hans sidste dage? Jeg lagde
en ting rundt om min hals uden at være klar over, at det var et reb, der strangulerer. Jeg var
aldrig klar over, at det var dødens guddom, som jeg i så lang tid pjankede og fornøjede mig
med. Ak! Jeg flirtede med døden og knugede den til mit bryst. Jeg behandlede hende som min
yndling, kammerat og ledsager. Det er helt sikkert vægten af mine synder, der nu tynger mig
ned. Har der ellers nogen steder, på noget tidspunkt, været en fader, der for en kvindes sengs
skyld har drevet sin søn ind i den frygtelige skov som en landsforvist?”
10.45. Dasaratha fortsatte: ”Ak! Hvilken mærkværdig adfærd vil det ikke være for et
menneskeligt væsen! På trods af alt er jeg ikke i stand til at tro på alt dette. Kaikeyi! Drop den
tåbelige ide. Rama vil ikke handle mod mine ord. Han vil gøre sig parat til at drage ind i
skoven! Han vil end ikke stille spørgsmålet: ”Hvorfor er du bekymret over at sende mig ind i
junglen?” Rama er en person, der besidder sådanne fremragende egenskaber. Men hvorfor
blot nævne Rama! Ingen af mine sønner vil undlade at adlyde mine ordrer.”
10.46. ”Bharatha vil væmmes, når han hører om din plan. Måske vil han endog ignorere det
faktum, at du er hans moder, og at du opfører dig helt uforklarligt. Måske vil han være parat til
at tage drastiske skridt. Rama er selve hans liv, hans livsvigtige livsenergier; Rama er summen
af de fem livsenergier. Måske vil Bharatha gøre noget for at forpurre dit ønske om at favorisere
din yndlingssøn. Det vil betyde, at han muligvis sender sig selv i eksil i skoven og beder om, at
Rama må blive kronet. Bharatha er en person med den form for karakter og retskaffenhed. Jeg
undrer mig over dit syge intellekt, der ikke er i stand til at fatte, hvordan Bharatha’s sind
fungerer. Kaikeyi! Som ordsproget lyder: ’Ondsindede planer er selvødelæggelsens forløbere’.
Denne plan er kommet ind i dit sind, og den varsler din ødelæggelse, husk det. Du påfører den
kongelige Ikshvaku-slægts gode navn en uudslettelig skamplet. Du styrter så mange
mennesker ud i sorgens bundløse dyb. Du bringer deres liv til ophør! Skal så mange liv
forvoldes skade på grund af dette grusomme ønske? Hvilken lykke håber du at opnå, efter du
har afstedkommet alt dette?”
10.47. ”Selv om du skulle nå dit mål, vil du så også opnå lyksalighed? Vil du kunne kalde det
det? Du skulle skamme dig! De, der jubler over andres sorg og lidelser, er i sandhed syndere
af den værste slags; de er dæmoniske afkom. De, der stræber efter at skænke andre glæde;
de, der inderligt længes efter at andre skal være lykkelige, de er de hellige. Du er dronning, du
er prinsesse, du er af kongelig slægt. Det til trods er du ikke klar over denne grundlæggende
sandhed. Du er en skændsel for det kongelige blod. Et sidste ord! Rama er selve mit liv. Uden
ham kan jeg ikke vedblive med at være i live. Nej! Jeg kan ikke fortsætte med at leve. Rama
vil ikke skuffe dig. Selv om jeg muligvis ikke beordrer ham ud i skoven med mine egne ord, så
vil han, når han hører om min ed og dit ønske, selv begive sig derud. Det vil han gøre for at
gøre mit ord gyldigt. Han vil ikke finde sig i nogen forsinkelse eller i nogen diskussion. Du skal
vide, at så snart jeg hører, at dette er sket, vil jeg drage mit sidste suk. Efter al sandsynlighed
vil Lakshmana, Sita og Kausalya følge Rama. Kausalya kan ikke leve, hvis hun er adskilt fra
Rama. Sita vil ikke holde sig borte fra Rama. Lakshmana kan ikke gå undtagen i Rama’s
fodspor. Måske vil Urmila også drage med Lakshmana i eksil. Så der vil ikke være nogen
tilbage til at udføre ligbrændingsritualerne for dette legeme. Der vil gå adskillige dage, før
Bharatha og Satrughna kan komme tilbage fra kongedømmet Kekaya. Indtil da må dette
legeme ligge hen, uden højtideligheden er blevet gennemført. Måske vil folket rejse sig mod
mig, fordi jeg er sunket ned på dette tarvelige og ondsindede niveau; måske vil de dømme mit
legeme til at blive kastet ud som ådsel for krager og gribbe. Alt dette, fordi mit afdøde legeme
ikke fortjener en anstændig bortskaffelse. Nej, måske vil det ikke ske. For mine undersåtter vil
111

vente, indtil Bharatha kommer tilbage; på en eller anden måde vil de værne om liget.
Bharatha vil aldrig indvillige i at acceptere tronen og derved blive konge. Under sådanne
omstændigheder er han ikke berettiget til at røre legemet eller udføre ligbrændingsritualerne.
Kom! Lov mig i det mindste, at du vil bede ham udføre ritualerne ved min ligbrænding”,
bønfaldt han. Dasaratha fortsatte: ”Selvfølgelig er jeg sikker på, at du vil love mig det. For du
stiler jo mod den lyksalighed, du håber at opnå ved at blive enke. Hvad er det helt præcist, du
håber på. Fortæl mig det. Oh du afskyelige slange! Du er blevet forvandlet til en dæmon; du er
nu helt igennem en dæmon! Er du i færd med at nedbryde og begrave Raghu-dynastiet (et
andet navn for Ikshvaku-dynastiet), den kongelige slægt? Er det din grundliggende natur, der
nu kommer op til overfladen? Eller er det en eller anden mystisk guddommelig skæbne, der
fastholder din tanke, og på denne besynderlige måde tvinger dig til at handle mod din vilje?
Det er hinsides min formåen at fatte hemmeligheden.”
10.48. Mens Dasaratha på denne måde blev plaget i sit sind, var over halvdelen af natten
gået. Kongen stønnede og jamrede sig som en mand i stor smerte; en mand der var hjemsøgt
af en dødelig sygdom. Han var indfanget i smertens net.
10.49. Nu forsøgte Dasaratha at gøre, hvad han kunne for at opnå Kaikeyi’s kærlighed og
overtale hende til at give sit samtykke til Rama’s kroning. Ved hjælp af sukkersøde ord
begyndte han at smigre hende. ”Oh dronning! Du er selve legemliggørelsen af gunstighed og
fremgang. Længe har jeg behandlet dig, som var du mit åndedrag. Du har også plejet og
beskyttet mig, som var jeg selve dit hjerte. Kom, lad os tilbringe de år der er tilbage uden at
give plads for skandaler vedrørende uenigheder. Lad os være fredfyldte og lykkelige i resten af
vores tildelte liv. Oh henrivende prinsesse! Jeg vil ikke leve mange år endnu. Gennem mit liv
har jeg været berømt som en vedholden tilhænger af sandhed, og af den grund ærede alle
mennesker mig. Over for den store offentlige forsamling har jeg svoret, at Rama i morgen vil
blive kronet som tronfølger. Forestil dig, hvordan mine undersåtter vil foragte mig, hvis
begivenheden ikke finder sted! Forestil dig, hvordan de vil håne mig! Du reddede mig den dag
midt i kampen mellem guderne og dæmonerne. Svigter du mig nu, hvor noget, der er endnu
værre, truer mig? Det er hverken retfærdigt eller passende. Godt, jeg vil skænke dig hele
kongeriget i medgift. Du kan selv krone Rama i morgen. Hvis du gør det, vil Bharatha også
blive meget lykkelig. Ikke blot vil han blive lykkelig. Ministre, vismænd, ældre, lærde,
almindelige borgere – hele befolkningen vil være taknemmelig, og de vil takke dig for det. Din
berømmelse her på Jorden vil vare evigt. Modsat vil der ske det, at hvis du lægger hindringer i
vejen for Rama’s kroning, så vil hele verden gennemhegle og fordømme dig. Selv din søn vil
kritisere dig og rage uklar med dig. Din grusomme fantasi vil styrte dig i fordærvelse. Desuden
vil den bringe skam over den kongelige slægt. Du vil blive målet for de ’fyråb’, som landets
yngste vil slynge efter dig. Tænk over disse muligheder! Gør dig fortjent til evig berømmelse.
Stands din list med at ville forhindre kroningen. Du bør krone Rama med dine egne hænder i
morgen!”
10.50. Dasaratha beskrev den glæde, Kaikeyi kunne opnå, hvis hun udførte denne generøse
handling. Han gjorde det med venlige, lokkende ord, som han udspekuleret satte sammen.
Han håbede på at behage hende ved udsigten til, at hun selv skulle krone tronfølgeren. Men
Kaikeyi afbrød ham og sagde: ”Konge! Dine ord forekommer mig at være besynderlige og
meningsløse. Du forsøger at løbe fra det løfte, du afgav under ed. For at dække over din synd
binder du mig en fascinerende historie på ærmet! Nej. Tusinder af sådanne kneb vil ikke formå
mig til at ændre mit standpunkt. Du sagde selv: ”Ønsk dig lige, hvad du vil; jeg vil opfylde
dine ønsker.” I stedet for at handle i henhold til det løfte, stiller du en flot samling af suk og
støn til skue. Det er ikke passende for en mand i din position. Gennem din egen opførsel
undergraver du dit eget omdømme og din egen ære. Jeg er ikke på mindste måde ansvarlig for
din sorg og bekymring. Genkald dig erklæringerne fra de mennesker, der mestrer ’rigtig
handling’, om, at sandhed er den højeste form for retskaffenheds-princip. Også jeg har baseret
min anmodning om at få opfyldt de lovede ønsker på det samme retskaffenheds-princip. Som
det sømmer sig for en tilhænger af ’rigtig handling’, gav du dit samtykke og sagde: ”Godt! De
112

skal blive opfyldt.” Ikke desto mindre er du begyndt at tillægge mig motiver om, at jeg støder
dig ud i uretfærdighed; at jeg er i færd med at begå en utilgivelig synd; at jeg forsøger at
bringe varig skam over dit navn! Det er i højeste grad fejlagtigt; det er fuldstændigt
uberettiget.”
10.51. ”I denne sag er jeg fuldstændig uskyldig i at have begået noget som helst forkert. Du
afgav det højtidelige løfte uden at skænke fortiden eller fremtiden en tanke. Da du skulle indfri
løftet, blev du pludselig forvirret og desperat. Fejlen er din, ikke min. De, der afgiver et løfte
og ikke er villige til at indfri det, er store syndere. Gør det, som løftet tilsiger dig at gøre. Så vil
den sandhed, du derved har fastholdt, af sig selv fjerne enhver forbundet synd. Husker du
ikke? Engang i fortiden skar kejser Sibi kød af sin egen krop. Kødet skulle bruges som føde til
en ørn, fordi kejseren ønskede at holde det løfte, han havde givet ørnen (guden Indra), der
jagtede en due (ilden) som bytte! Tilsvarende havde kong Alarka givet sit ord på, at han ville
give, hvad end han blev bedt om. Han var en konge med en helt enestående glans. For at
holde det, han havde lovet, tog han selv sine to øjne ud og gav dem til en brahmin! Se på
havet. Det er alle floders herre. Bundet af sit løfte begrænser det alligevel sig selv mellem
kysterne i stedet for at oversvømme dem. Hvorfor nævne tusindvis af eksempler? For alle ting;
for alle mennesker er sandheden den højeste autoritet; det højeste ideal. Sandhed er Gud.
Sandhed er urlyden. Sandhed er ’rigtig handling’. Alene sandhed undergår ingen forandring
eller formindskelse. Kongelige majestæter som dig selv bør ikke opgive det uforgængelige for
det forgængeliges skyld. Hold fast i det løfte, du afgav. Herved sikrer du dig varig berømmelse
og hæder. Det er det rigtige at gøre. Lad være med at give efter for falsk tilknytning til sønnen
og vildledende sympatier for kvinder. Lad være med at underkende den politiske idealismes og
den kongelige forpligtelses bud. Lad være med at plette Ikshvaku-dynastiets røgte med
uoprettelig vanære!”
10.52. Kaikeyi fortsatte: ”Du skal ikke planlægge noget andet. Kald Rama til dig og bed ham
gøre sig parat til at drage ind i skoven. Træf forberedelser til at kalde Bharatha hjem til
hovedstaden. Giv de implicerede ministre ordre til straks at tage sig af disse anliggender. Se!
Den østlige himmel begynder at lysne. Mine to ønsker skal opfyldes inden daggry. Ligegyldigt
hvor længe du argumenterer, vil jeg ikke være tilfreds med mindre end det. Hvis du på den
anden side er ubøjelig og fuldbyrder kroningen af Rama, er jeg fast besluttet på at tage mit
eget liv i fuld offentlighed foran den tæt pakkede forsamling. Det er mit løfte; det vil ske.”
10.53. Dasaratha så Kaikeyi rase og hørte hende sværge. Han var vred og ængstelig. Han
kunne ikke vise det raseri, der vældede op i ham; ej heller var han i stand til at undertrykke
det. Han var som kejser Bali, der lovede Gud (i skikkelse af Vamana, der var Vishnu’s
inkarnation som dværg) det, der svarede til tre skridts land, men som opdagede, at han ikke
var i stand til at opfylde dette løfte. Årsagen var, at Vamana udmålte hele Jorden med det
første skridt og hele Himlen med det andet skridt. Herefter stod han og spurgte efter det land,
som han var blevet lovet i forbindelse med sit tredje skridt! Dasaratha gruede for og frygtede
den forbandelse, der ventede ham, hvis han brød den ’rigtige handlings’ love. Hans øjne blev
sløret af tvivl og fortvivlelse. Hans hoved føltes tungt på skuldrene. Lige hvor han stod, faldt
han om på gulvet. Idet han opbød sin sidste rest af mod, råbte ham: ”Oh syndefulde kvinde!
Hvis Rama’s kroning bliver aflyst, er min død helt sikker. Når den er indtruffet, kan du som
enke herske over kongeriget lige så tosset, du vil.” Dasaratha var presset, og i denne tilstand
lod han sin vrede få frit løb, idet han råbte: ”Ak! Rama! Er det kommet så vidt, at jeg, med mit
eget samtykke, er nødt til at sende dig ud i skoven? Nej, jeg vil ikke sende dig derud. Jeg vil
hellere dø. Adskilt fra dig kan jeg ikke holde mig i live i et øjeblik. Og ondskabsfulde dæmon!
Hvordan kan dit hjerte tage planen om at sende min dejlige og blide Rama ind i den tætte,
mørke og vilde jungle op til overvejelse? Afskyelige galning! Sikke et uhyre du er blevet!”
Straks efter Dasaratha havde udtalt disse ord, besvimede han.
10.54. Som følge af det lysende daggry var natten i færd med at gå i opløsning. De ni
musikinstrumenter ved paladsets port bød ’Glædens Dag’ velkommen. Folk begyndte at
113

overrisle gaderne med rosenvand. Luften var fortættet af veldufte og munter larm. Himlen var
ladet med håb og opstemthed. Stjernebilledet Pushya (der sikrer fremgang og velstand) steg
op fra horisonten som dagens dominerende stjernebillede. Ledsaget af sine disciple begav
vismanden Vasishta sig til Sarayu-floden for at tage det rituelle bad. Da det var gjort, vendte
han tilbage fra floden medbringende det indviede vand, der var nødvendigt for den rituelle
kronings-afvaskning. Vasishta gik tilbage ad den kongelige rute, hvor borgerne havde samlet
sig for at se de hellige remedier, der skulle anvendes ved højtideligheden. Paladsets vagter
ryddede vejen for den hellige gruppe. Sluttelig gik de gennem den overdådigt dekorerede
hovedport og ind i det kongelige palads.
10.55. Selv på dette tidlige tidspunkt af dagen var de åbne arealer inde i paladset fulde af
præster, lensherrer, repræsentanter for rigets befolkning og ældre. De optog de sæder, der
var blevet dem tildelt. Den rytmiske lyd af vediske hymner, der langs gaderne blev fremsagt af
lærde, genlød fra himlen. I mellemtiden gjorde Vasishta tegn til første-minister, Sumanthra, og
sagde: ”Gå, det lykkevarslende tidspunkt, der er fastsat for kroningsceremonien, nærmer sig.
Der skal gennemføres mange indledende ritualer. Gå, og informer den store konge om, at hans
tilstedeværelse er bydende nødvendig. Overbring ham budskabet om, at Vasishta afventer
hans ankomst.”
10.56. Eftersom Sumanthra var en gammel, trofast og pålidelig minister, havde han fri adgang
til paladsets indre gemakker. Han skyndte sig til dronning Kaikeyi’s sovegemak for at lede
efter kongen. Idet Sumanthra kom ind i salen, hvor de kongelige senge stod, blev han skræmt
fra vid og sans. Han blev forfærdet over synet af kongen, der var styrtet om på gulvet!
Bedrager mine øjne mig, tænkte han forundret. Han mistede fatningen. Han gik hen til kongen
og sagde: ”Konge! Denne morgen burde finde dig i den tilstand, som havet er i, når Månen
dukker frem – bølgende og brusende af begejstring. Jeg kan ikke forstå, hvorfor du ligger
udstrakt med ansigtet mod gulvet. Det lykkevarslende tidspunkt nærmer sig. De store
vismænd, der er lærde udi vedisk tradition, er parat til at udføre deres del af ceremonien. De
venter på din ankomst i Ceremoniernes Sal. Rejs dig op og ifør dig den kongelige kåbe og de
kongelige smykker og kom hen til salen. Bring dronningerne med dig og ankom i glansfuld,
kongelig pragt. Vismanden Vasishta bad mig gå herhen og derefter bringe dig til det hellige
sted, hvor tronen befinder sig.”
10.57. Da han havde lyttet til ministerens opfordringer, kunne Dasaratha ikke tilbageholde et
vredesudbrud. Han græd højlydt, og mellem hulkene talte han således til ministeren:
”Sumanthra! Din overdrevne smiger skærer mig i hjertet.” Sumanthra var ikke i stand til at gå
blot et enkelt skridt fremad, ej heller kunne han træde et skridt tilbage. Han stod som
forstenet. Med samlede håndflader bønfaldt han: ”Store konge! Hvorfor denne pludselige
forandring? Hvorfor denne sorg, denne bedrøvelige gråd på et tidspunkt, hvor du burde være
fordybet i lyksalighed? Hvad er den bagvedliggende årsag til alt dette? Det går over min
forstand.”
10.58. Da Sumanthra stod fortvivlet, nedtrykt af sorg, brød Kaikeyi ind og sagde: ”Oh du
største blandt ministre! Kongen har ikke sovet; han har tilbragt hele natten i bekymring for
Rama. Hvis du straks går hen efter Rama og bringer ham hertil, så vil mysteriet blive opklaret.
Situationen er alvorlig; misforstå mig ikke, men bring hurtigt Rama herhen.”
10.59. Sumanthra opfattede hendes instruks, som var den en herskers befaling. Han ilede til
Rama’s bolig. Ved paladsets indgang så han på begge sider lange rækker af tjenere og
tjenestepiger. De bar på vældige tallerkener med silkegaver, brokade, smykker og ædelstene,
kranse og blomsterbuketter, parfume og konfekt. Det var en fryd for øjet, men Sumanthra
standsede ikke op for at se nærmere på gaverne. Da han skyndte sig ind i Rama’s palads, følte
han, at der var noget værdifuldt, der manglede i hele denne festlighed. Han blev ligesom
overvældet og rådvild. Den glæde, han havde følt tidligere, var nu vendt til sorg.
114

10.60. Da han havde siddet i sin herskabsvogn på vej hen mod Rama’s palads, havde han
bemærket, hvordan de hundrede tusindvis af loyale undersåtter, der fyldte gaderne, indbyrdes
havde talt om, at han var på vej hen til Rama, At han ville bringe Rama til højtideligheden i
Kronings-salen. Han havde set deres ansigter gløde i glad forventning. Af frygt for at gå glip af
en glædelig hændelse eller et glædeligt aspekt, blinkede de knapt med øjnene. Endeligt gik
Sumanthra ind i prinsens palæ. Han kunne gå lige ind i alle dele af det syvetages palæ uden at
blive standset. På samme måde, som en fisk lydløst dykker ned i dybet af en vandrig flod, gled
Sumanthra gennem dette palads’ korridorer og sale!
115

Kapitel 11
Også Lakshmana
11.1 Inde i paladset ventede Rama’s ledsagere på at følge ham til Ceremoni-salen. De var
opstemte og glade; deres ansigter strålede, og de var alle klar til at ledsage Rama. Alle var de
iført strålende klædedragter. Første-minister Sumanthra gik ind i de gemakker, der lå endnu
dybere inde i paladset. Her fandt han Rama. Prinsen sad på en gylden seng; guddommeligt lys
strålede ud fra ham. Sita stod ved hans side, mens hun viftede ham. Rama skinnede som
Månen med stjernen Chitra ved sin side. (Chitra er mulighedernes eller velstandens stjerne).
11.2. Sumanthra havde travlt. Der var ikke tid til nogen forsinkelse. Han sagde: ”Rama! Moder
Kaikeyi og din fader har begge bedt mig bringe dig hurtigt til denne dronnings palads. De har
sendt mig ud på denne opgave. Med det formål har jeg skyndt mig herhen.” Så snart Rama
hørte disse ord, vendte han sig mod Sita og sagde: ”Sita! Dette er et tegn på, at der er
opstået en eller anden forhindring; det kan ikke betyde andet. Jeg var godt klar over, det her
ville ske, men jeg tav og sagde: ’Ja’ til alting, så min fader således kunne vedblive med at
være lykkelig. Min faders ordre skal æres, ellers bliver han bedrøvet.” Mens Rama talte på
denne anspændte måde og antydede, at han forstod hele situationen, dunkede Sumanthra’s
hjerte hurtigt i hans bryst. Han forsøgte dels at tolke Rama’s ord og dels billedet af Dasaratha,
der lå og jamrede på gulvet. Nu var han overbevist om, at den forhindring, som Rama talte
om, var ægte.
11.3. Men Sita afbrød Rama. Hun sagde: ”Herre! Hvad er det, du siger? Ved denne
lykkevarslende begivenhed burde du ikke tale på den måde. Hvad forhindringen end er, så skal
svigerfaders ord æres. Hvis han er tilfreds, så er vi tilfredse. For hans skyld vil vi give afkald
på, hvad end det måtte være. Tøv end ikke et øjeblik; gå straks derhen. Vi vil være lige
lykkelige, om kroningen finder sted eller ej. Moder Kaikeyi har umådelig stor hengivenhed over
for dig. Alt hvad hun beordrer os til at gøre; enhver befaling hun giver os, vil uden al tvivl
være for vort eget bedste. Der findes intet menneske på Jorden, der er lige så bekymret for
vores velbefindende som moder Kaikeyi. Når fader og sådan en moder sender besked om, at
du skal skynde dig hen til dem, så bør vi være glade!” Mens Sita sagde dette, fulgte hun Rama
til salens hoveddør og ønskede ham alt godt.
11.4. Før Rama gik, fortalte han hende følgende: ”Sita! Ved jeg ikke alt dette? For mig er
dagene i fortiden, dagen i dag og dagene i fremtiden ens. Fuld af glæde byder jeg hver dag
velkommen. For at opretholde min faders omdømme er jeg parat til at gøre hvad som helst.
Jeg er parat til at drage, hvorhen det skal være. Jeg er virkelig umådelig glad for, at du deler
min indstilling og støtter min beslutning.” Ledsaget af Sumanthra gik Rama ud af værelset. Da
de steg op i herskabsvognen, der ventede på gaden uden for paladset, råbte folk højlydt:
”Hurra, hurra Ramachandra, vor kære herre!” Bifaldsråbene fik himlen til at skælve.
11.5. Over for befolkningen bekendtgjorde Sumanthra: ”Denne vogn kører ikke Rama til
Ceremoni-salen. Den kører ham hen til det sted, hvor kongen befinder sig. Så tillad vognen at
køre så hurtigt som muligt. Rama vil vende tilbage om en kort stund, så vent her.” Sumanthra
forklarede årsagen til deres hastværk og kørte derefter vognen af sted i fuld fart. Så snart folk
fik øje på Rama, brølede de deres begejstring ud, eftersom han i sin guddommelige
herskabsvogn på denne måde drog langs byens gader mod Kaikeyi’s palads. Omrejsende
sangere og hoffolk begyndte at fremsige hymner, der priste ham. Tonerne fra mange
musikinstrumenter fyldte luften. Bifaldsråbene hurra, hurra genlød fra den tætte folkemængde
på begge sider af gaderne. Kvinder iført deres bedste klæder og pyntet med smykker stimlede
sammen på husenes terrasser og fyldte vinduerne. Alle var de ivrige efter at svinge med
kamferflammer, når Rama passerede dem.
116

11.6. Da Rama nærmede sig paladset, strøede de blomsterkronblade ud over gaden og
svingede med kamferflammer. Folk stirrede ufravendt på prinsen. Det gjorde de, lige indtil han
var uden for deres synsfelt. Med stor glæde nød de herefter det syn af ’Rama i
herskabsvognen’, som de havde prentet i deres hjerter. De stod hensunket i grublerier over
den lyksalighed, der fyldte dem. Som statuer stod de uden at have en fornemmelse af, hvor de
befandt sig.
11.7. Herskabsvognen kørte ind på det område, der udgjorde Dasaratha’s palads. Paladset
blev kaldt ’Den rigtige handlings Beskytter’. Området var lige så imponerende og monumentalt
som selve Mount Kailas (bjerg der er kendt som Siva’s bolig, og som er beliggende i Himalayabjergene).
Vognen kørte gennem de tre gårdspladser, der hver især blev bevogtet af årvågne
bueskytter.
11.8. Rama steg ud af vognen. Herefter gik han til fods gennem endnu to gårdspladser. Mens
Rama og hans ledsagere gik over pladserne, bad Rama dem alle, selv Lakshmana, om at blive
tilbage. For Rama vidste, hvad der snart skulle ske. På trods af denne viden opførte han sig
som en dødelig; han opførte sig lige så naturligt som alle andre ville have gjort under disse
omstændigheder! Til sidst gik Rama ind i dronningernes gemakker, hvor Dasaratha var faldet
omkuld på sengen. Kongens hår var uredt og pjusket; han var iført gårsdagens tøj. Uden at
tage noget hensyn til etiketten lå han på sengen. Rama blev forbløffet over dette syn. Kaikeyi
stod ved siden af sengen.
11.9. Dasaratha’s ansigt havde mistet ethvert spor af glød. Han jamrede og klagede sig. Han
løftede sit hoved; han fik øje på Rama. Hans tunge svigtede ham; han var ikke i stand til at
forklare, hvad han længtes så inderligt efter at sige. Tårer strømmede fra hans øjne. Skønt
han forsøgte at tale, kom der ingen lyd fra ham. Aldrig før havde Rama set eller oplevet så
gruelig en scene. Han blev meget bekymret. Han skyndte sig hen til sin fader og holdt begge
hans fødder i sine hænder. ”Fortæl mig fader, hvorfor du jamrer dig på denne måde? Hvad er
årsagen? Jeg vil forsøge at gøre dig glad; jeg vil gøre alt, hvad jeg kan. Jeg vil vie selve mit liv
til at genskabe din lyksalighed. Fortæl mig, hvad der har forårsaget denne sorg; græd ikke”,
bønfaldt Rama.
11.10. Da Dasaratha hørte disse ord, udbrød han: ”Rama!” Ude af stand til at sige mere brød
kongen igen ud i tårer. Han mistede bevidstheden. Rama forsøgte at bringe ham til bevidsthed
og trøste ham, men kongen fik det endnu dårligere og kunne ikke beroliges. Så samlede Rama
mod til sig og tog sin fader i skole: ”Fader! Hvad er alt det her for noget? Du skal indgyde
unge mennesker som mig mod, men det du rent faktisk gør nu, er, at du græder og klager dig,
så du fylder os med frygt! Det er ikke det rigtige for dig at gøre. Dette er en anledning, hvor
du skal være glad. Er det passende, er det ’rigtig handling’, for dig at synke hen i sorg? Indtil i
dag har det altid været sådan, at hver gang du har været vred og bekymret, så har det, at jeg
er kommet til dig, i en håndevending fjernet alle dine bekymringer. Min tilstedeværelse har
altid fået dig til at stråle af lyksalighed. Du plejer at få fred igen, når jeg kommer i din nærhed,
er det ikke sandt? Hvordan kan det så være, at jo længere du nu er sammen med mig, des
hårdere rammer sorgen dig? Det gør også min sorg endnu mere smertelig. Kan du ikke
fortælle mig årsagen til denne mærkværdige opførsel og derved bringe mig trøst? Vil du ikke
nok fortælle mig det? Har jeg gjort noget forkert? Eller er der noget, jeg skal gøre? Fortæl mig
det, jeg vil helt bestemt gøre det. Hvis du fortæller mig, hvilke fejl jeg har, så vil jeg rette
dem. Sørg ikke; du skal hverken tvivle eller tøve. Fortæl mig, med kærlig myndighed, hvad jeg
skal gøre, og jeg vil følge din ordre. Fader! Det, at du er druknet i sorg, er hverken et godt
varsel for dig, mig eller kongeriget.”
11.11. Idet Rama bad på denne måde, vendte han sig mod Kaikeyi. Med håndfladerne presset
mod hinanden spurgte han hende: ”Moder! Har jeg gjort noget forkert? Fortæl mig, hvem den
elendige synder er, der forvolder min fader en sådan sorg? I det øjeblik min fader får øje på
mig, plejer han kærligt at vinke mig hen til sig, trække mig tæt ind til sig og omfavne mig
117

kærligt! Nu ser han ikke engang på mit ansigt; hvorfor opfører han sig sådan? Han siger ikke
et ord; han vender ansigtet væk fra mig! Hvis fejlen, forbrydelsen, imidlertid er min, er jeg
parat til at tage enhver straf for at bøde for den. Det er nok for mig, hvis min fader er lykkelig.
Eller lider han af en eller anden sygdom eller lidelse? Eller har mine brødre, Bharatha og
Satrughna, sendt dårlige nyheder? De har det vel godt, har de ikke? Jeg håber, at moder
Kausalya og Sumithra har det godt! Eftersom jeg er ude af stand til at forstå årsagen til faders
smerte og pine, er jeg overvældet af sorg! Ligegyldig hvor vanskeligt det måtte være, vil jeg
gøre, hvad det skal være for at gøre ham glad igen. Ligegyldig hvor pinefuld hans befaling
måtte være, så vil jeg udføre den til mindste detalje. Jeg vil gøre det loyalt og i ydmyghed.
Hvem der end er født, så er faderen årsagen til vedkommendes fødsel. Derfor er faderen alles
synlige Gud. Der er intet, jeg stræber mere efter end min faders lykke. Forbarm dig over mig;
fortæl hvad der er sket. Moder! Har din selvrespekt lidt skade på grund af en eller anden
hændelse, hvor du er kommet til at sige nogle hårde ord til fader? Eller har min moder handlet
mod hans vilje og dermed såret hans følelser? Nej, moder Kausalya ville aldrig gøre noget
sådant. Og Sumithra? Hende er jeg endnu mere sikke på. Sådan vil hun ikke opføre sig. Fader
vil helt bestemt ikke jamre sig så inderligt, selv om en af dem skulle have opført sig så
tåbeligt. Der må være en meget alvorlig grund til hans sørgelige forfatning. Når fader kvier sig
ved at fortælle mig, hvad grunden er, kan du i det mindste så ikke fortælle mig om det og
lindre min sorg?”
11.12. Da Kaikeyi hørte Rama bede så hjertegribende, opgav hun alle sine følelser af
barmhjertighed, tilbageholdenhed og hensyn over for sin ægtemand. Den ægtemand, der
måske nu ville blive styrtet ud i endnu større elendighed, når han hørte hendes ord. De ord der
ville blive ytret i fuldkommen ligegyldighed over for de ulykker, de helt sikkert ville indvarsle.
Hun standsede ikke op for at undersøge, om ordene skulle siges, eller om det var bedre, de
forblev usagte. Hun skelnede ikke mellem det flygtige nu og den forestående fremtid. Hun
fejede kærlighedens fordringer til side, og hun tilsidesatte sin egen medfødte værdighed og
moderlige status.
11.13. Hun sagde: ”Rama! Lyt! For år tilbage, i krigen mellem guderne og dæmonerne, blev
din fader såret af frygtelige dæmoniske pile, og han blev derved udsat for alvorlige smerter.
Jeg plejede ham, så han blev rask og lykkelig igen. Han værdsatte min selvopofrelse og
uselviske indsats. Han bad mig nævne to ønsker, idet han lovede at opfylde dem. På det
tidspunkt følte jeg, at det eneste jeg længtes inderligt efter, var, at din fader måtte blive rask,
og at han måtte sejre. Derfor gav jeg ham dette svar: ”Jeg ønsker ikke at få opfyldt noget
ønske nu. Jeg vil bede dig opfylde de to lovede ønsker, når jeg på et senere tidspunkt har
behov for det.” Din fader sagde: ”Godt! På hvilket som helst tidspunkt du måtte føle trang til
det, så bed mig opfylde to ønsker. Ønsk lige hvad du vil. Jeg vil helt sikkert opfylde dem og
indfri mit løfte. Der er ingen tidsmæssig grænse for de to ønsker, og der er ikke knyttet nogen
betingelser til dem. På hvilket som helst tidspunkt du spørger; hvilke som helst ønsker det
måtte være, så vil jeg opfylde dem”, lovede han.”
11.14. ”Du ved, at Ikshvaku-dynastiets efterkommere aldrig løber fra deres ord, når det først
er givet. Idet jeg stoler på denne velkendte kendsgerning, har jeg nu bedt om at få opfyldt
mine to ønsker. Det første er, at min søn, Bharatha, skal krones som konge. Det andet er, at
du skal sendes ud i Dandaka-skoven i fjorten år. På grund af disse ønsker, skaber din fader al
denne ståhej! Hvorfor gå yderligere i detaljer? Jeg vil ikke ændre eller trække mine krav
tilbage. Hvis din fader er en tilhænger af sandheden, og hvis du ønsker at vise, at du også er
tilhænger af sandheden, er du nødt til, i dette øjeblik, at begive dig ud i Dandaka-skoven. Du
skal gå derud kun iført hjorteskind og med sammenfiltret hår. Du skal opholde dig i skoven i
fjorten år.”
11.15. ”Eftersom du er selve hans åndedrag, bryder han sig ikke om at sende dig i eksil. Han
er utilbøjelig til at lade dig drage af sted. Han er bange for, at du vil tage det ilde op. Det er
årsagen til kongens sorg. Lyt Rama! Der er ikke sket andre ulykker eller katastrofer her. Det er
118

meningsløst at overdrive dette mindre væsentlige anliggende og påstå, at vi er blevet udsat
for en enorm katastrofe. Rama! Din fader kan udelukkende blive reddet fra den synd, det er at
bryde sit ord, når hans ’spejlbillede’, hans søn, beslutter sig for at indfri det løfte, han selv
svigter at indfri. Hvis han, der afgav løftet, og han, der er søn af den person, der afgav løftet,
begge negligerer løftet, så er faderen nødt til at imødese den evige undergangs ulykke. Du er
godt klar over dette.”
11.16. Rama blev ikke på mindste måde påvirket, mens han lyttede til disse ord, der blev
fremsagt med en tydelig tilsigtet hårdhed. Med et smil spillende om sine læber, svarede han:
”Det er ikke passende, at fader af denne grund jamrer sig.” Rama nikkede, som ville han på
den måde tilkendegive sin billigelse af de forslag, som Kaikeyi havde fremsat. Men da
Dasaratha hørte samtalen, følte han det, som om hans hjerte blev flået i stykker. I grænseløs
smerte væltede han sig stønnende rundt. Rama vendte sig mod Kaikeyi og sagde: ”Moder!
Det, du har tænkt dig, skal ske; det vil ske! Respektfuldt påtager jeg mig at indfri det løfte,
min fader afgav. For mig er det nok, hvis fader trækker mig tæt ind til sig, som han så kærligt
plejer at gøre, og hvis fader taler kærligt til mig og velsigner mig. Godt. Hvis jeg i det mindste
får at vide, at jeg ikke fortjener dette; at jeg ikke har gjort mig fortjent til denne gestus, vil
jeg også acceptere det uden protester og med den samme glæde og tilfredshed. For fader
ønsker altid det bedste for mig. Han velsigner mig altid, og altid udtrykker han ønske om, at
jeg konstant må gøre fremskridt. Han er en stor profet. For mig er han ikke blot faderen, men
den kongelige lærer, der lærer mig den højeste viden. Hvilket større ansvar og hvilken større
forpligtelse har jeg end at skænke det menneske glæde, der både er min fader og min lærer?
Det er min kæreste pligt, min ’rigtige handling’. Jeg vil opnå umådelig lyksalighed i skoven i
fjorten år. Ikke kun fjorten år; hvis fader ønsker det, er jeg villig til at leve hele mit liv i
skoven! Men hvad er grunden til, at fader kvier sig ved at fortælle mig om disse to ønsker? Det
er det, der piner mig. Vil jeg nogen sinde sige nej til det, han beder mig om? Rama er det
faderlige ords tjener og støtte, ikke dets modstander. Findes der nogen
taknemmelighedshandling, der er mere ophøjet end det at vie det legeme, man har fået af
faderen, til udelukkende at tjene ham? Opfyldt af lyksalighed vil jeg tilbyde at drage i eksil; jeg
er ikke den, der venter på at blive bedt om det.”
11.17. ”Moder, hvorfor nævnte du ikke straks for mig, at det er Bharatha, der skal krones? Jeg
og min broder, der er ingen forskel på os. Hvorfor opstod så den tanke hos dig, at der er
forskel på os? Indbyrdes sondrer vi ikke selv mellem os. Hvordan kan det for øvrigt være, at
du også siger: ”Det er din faders ordre”? Har jeg nogen sinde undladt at adlyde dine ordrer?
Nej, det har jeg aldrig gjort. Ligegyldigt om det er dig eller min fader, der befaler det, så
udfører jeg det uden tøven. Endnu i dag forlader jeg Ayodhya og drager ud i skoven. Moder!
Send passende kurerer af sted på den opgave at bringe Bharatha hertil fra bedstefaderens
palads. Det er bedst at få ham hertil hurtigt. Hvis det, at jeg drager i eksil, og Bharatha bliver
kronet, sker samtidigt, vil fader kunne undgå fysisk belastning, mental uro og følelsen af savn.
Og du kan også fuldt ud blive tilfreds! Hvem kan sige, hvordan begivenheder vil forme dem?”
11.18. Da Kaikeyi hørte disse ord fra Rama, blev hun fuld af lyksalighed tillige med bange
anelser. Hun frygtede, hvad der ville ske, hvis Bharatha ankom til hovedstaden, mens Rama
endnu var i byen. Hun konkluderede, at det var bedst at insistere på, at Rama drog ud i
skoven endnu i dag. Hun svarede: ”Rama! Det kan godt lade sig gøre at træffe
foranstaltninger, der hurtigt får Bharatha til Ayodhya, men der er ingen grund til, at du bliver
her, indtil han ankommer til byen. Eftersom du har besluttet dig for at begynde en eneboers
liv, hvorfor skulle du så udsætte din afrejse? Jo længere din afrejse udsættes, des længere vil
dagen for din hjemkomst også blive udskudt! Det er tilrådeligt, at du straks gør dig klar til at
tage af sted.”
11.19. ”Din fader er opsat på selv at fortælle dig det, men han er uvillig til at udtrykke sin
befaling direkte. Skønt hans hjerte insisterer på, at han skal sige det, er han plaget af
skamfølelse, fordi han elsker dig så højt. Han er utilbøjelig til at fortælle dig om sit løfte til mig.
119

Det er årsagen til hans sorg og lidelse. Han er ikke sorgfuld over noget andet. Jo hurtigere du
forlader Ayodhya, des hurtigere vil din fader komme over sin voldsomme smerte. Jeg er bange
for, at han hverken vil spise eller bade, før du har forladt Ayodhya. Hvis du længes efter at
genskabe hans glæde, gælder det derfor, at jo før du tager af sted des bedre.”
11.20. Dasaratha, der lå udstrakt og sønderknust på sengen, hørte Kaikeyi’s hjerteskærende
ord. Han var ude af stand til at beherske sin vrede og sorg. Han brød ud i et
usammenhængende raseri: ”Du skulle skamme dig, forræderiske dæmon!” Så vendte han sig
mod Rama og råbte: ”Rama” to gange, før han igen besvimede. Rama sad på sengen med sin
faders hoved i sit skød. Han strøg ham over panden; hengivent trøstede og opmuntrede han
ham. Han talte også til Kaikeyi: ”Moder! Jeg er ikke en begærlig fyr, der er forgiftet af verdslig
ærgerrighed. Jeg har ikke noget ønske om at få folket over på min side og derved sikre, at jeg
kan herske over kongeriget. Jeg ønsker at bo og leve som en eneboer. Jeg længes efter at
fremme og opretholde ’rigtig handling’, det er det hele. Jeg har blot ét problem tilbage, som
jeg ønsker at løse: at skænke min højt ærede fader glæde. For at realisere og nå disse tre mål
(at leve som eneboer, fremme ’rigtig handling og skænke fader glæde) er jeg indstillet på at
påtage mig enhver opgave. En søn har ingen større pligt, ingen bedre gerning han kan gøre,
end at tjene sin fader. Moder! Skønt fader ikke direkte har talt til mig, så har du fortalt mig,
hvorledes hans befaling lyder, er det ikke sandt? Det er fuldt ud tilstrækkeligt. Desuden taler
du i hans nærværelse, og til trods for at han hører det, du siger, er han ude af stand til at
ændre eller benægte noget som helst. Deraf slutter jeg, at dine ord praktisk talt er hans ord.
Så jeg bøjer mig for befalingen; jeg vil straks tage af sted.”
11.21. ”Moder! Jeg har et lille ønske, som jeg håber, du vil opfylde. Sørg for at Bharatha, når
han hersker over kongeriget, i enhver henseende adlyder faders ordrer, og at han gennem
sine handlinger bidrager til faders glæde og tilfredshed. For mig, for Bharatha, ja i sandhed for
enhver søn, gælder, at der ikke findes noget mere helligt og noget mere frugtbart end løftet
om at fylde faderens hjerte med tilfredshed og glæde. Tjeneste over for faderen er sønnens
evige pligt.”
11.22. Med disse ord knælede Rama på gulvet og berørte moder Kaikeyi’s fødder. Dasaratha,
der havde hørt sin søn tale, krympede sig i skam. Han krympede sig, som om den ’rigtige
handling’, som Rama gjorde rede for, og den sindsligevægt, som han afslørede at besidde, i
endnu større grad fremkaldte hans kærlighed, og på den måde skærpede hans sorg, så han
ikke kunne beherske den. Idet han blev klar over, at Rama ikke ville blive i Ayodhya længere,
mistede kongen enhver fornemmelse for den betimelige adfærd, der knyttede sig til hans
status. Han råbte: ”Rama!” og sank sammen på værelsets hårde gulv. Kvinderne, der opholdt
sig i kvindernes gemakker, hørte dunket, og de blev rystet af sorg og forbløffelse. De jamrede
sig højlydt over den drejning, begivenhederne havde taget. Rama indså, at det ikke var
tilrådeligt at udsætte det længere. Han knælede for sin fader og berørte dennes fødder.
Herefter gik han ud af værelset.
11.23. Lakshmana stod ved døren og lyttede til de ord, der blev fremsagt inde i værelset. Han
græd. Han var rasende på Kaikeyi og vred på sin fader. Han fandt det umuligt at udtrykke sine
følelser, så med samlede håndflader gik han i Rama’s fodspor. Lakshmana’s blik var rettet mod
jorden; han gik med bøjet hoved. Skønt Rama havde mistet et kongerige og var nødt til at
drage i eksil i skoven, skinnede hans ansigt. Det skinnede som Månen bag tætte, mørke skyer
– upåvirket at det sorte slør. Glansen i hans ansigt var upåvirket; han så såvel ære som
vanære i øjnene med samme sindsro. Han opførte sig som en erfaren yogi; uden spor af uro i
tanke, ord eller handling. Han gik, som om der intet var hændt, der kunne give ham anledning
til bekymring. Sumanthra gættede imidlertid, at der var sket en eller anden forandring inde i
paladset. Gættet blev hurtigt til vished. Da ministerens øjne faldt på Lakshmana, fik han et
chok. For ligesom at gøre hans frygt endnu større, fejede Rama Den hvide Paraply, som hans
tjenere holdt over hans hoved, til side. Rama gav befaling om, at de ceremonielle remedier
ikke skulle anvendes på ham. Han erklærede, at han ikke længere fortjente at gøre brug af
120

sølv-herskabsvognen. Da Sumanthra hørte det, mistede han sin fysiske styrke såvel som sin
viljestyrke. Hans værste frygt var blevet bekræftet.
11.24. Rama sagde ikke et ord til de personer, der var omkring ham, eller til de borgere han
mødte. Ikke fordi han var bedrøvet, nej, men han vidste, at andre ville blive kede af det, hvis
de hørte nyheden. For hvis han talte, var han nødt til at sige sandheden, som den var. Og så
ville han, gennem sine egne ord, sprede tristhed og bedrøvelse. Selv om han var tavs,
kundgjorde det faktum, at han gik tilbage til paladset, bedrøveligt nyt til alle tilskuerne.
11.25. Rama gik ikke direkte hen til Sita’s gemakker. Han valgte at gå hen til Kausalya’s
palads. Paladset var pragtfuldt udsmykket med flag, guirlander og andre ydre tegn på glæde
og fest. Paladsets kvinder og tjenere fik et vink om, at Rama og Lakshmana ville komme til
paladset, og de tændte kamferflammer på tallerkener og opstillede dem i lange rækker for at
byde prinserne velkommen. Ældre og betroede vagter ved hovedindgangen rejste sig brat, da
de fik øje på brødrene, og de råbte: ”Sejr! Sejr! Måtte I opnå sejr!” Vagterne bøjede sig dybt
og gav dem deres hyldest. Da Rama trådte ind på den anden, indre gårdsplads, velsignede
brahminerne, der havde forsamlet sig her, ham. Da han trådte ind på den tredje gårdsplads,
styrtede de unge tjenestepiger, som dronningen havde til rådighed, ind til hende med den
glædelige nyhed, at Rama og dennes yngre broder var ankommet for at vise deres respekt og
ærbødighed. De var selv henrykte over synet af prinserne. Fra yderdøren og lige op til det
værelse, hvor moderen befandt sig, svingede tjenestepiger, der stod på begge sider af den
lange gang, ceremonielle kamferlamper for at byde dem velkommen, for at værge dem mod
’det onde øje’ og for at byde glæde og fremgang velkommen.
11.26. Som forberedelse til den hellige dag, der netop var brudt frem, havde dronning
Kausalya holdt sig vågen hele natten. Siden daggry havde hun været beskæftiget med
tilbedelsesritualer. Ældre brahminer var i færd med at formilde Ild-guden med vediske
hymner, da man meldte Rama’s ankomst. Moderen var overvældet af glæde, eftersom hun
med sine egne øjne skulle være vidne til sin søns kroning. Hun havde givet udtryk for sin
glæde ved at gennemføre forskellige ritualer; hun havde tillige givet rigelige gaver væk. Hun
fastede, og hun havde holdt sig vågen natten igennem; lyksalighed var føde nok for hende. En
lyksalighed hun delte med alle. Hun løb frem for at holde Rama i sine arme. Hun kærtegnede
det krøllede hår på hans hoved. Hun tog ham i hånden og førte ham ind i det hellige værelse,
hvor hun tilbragte morgenen. Hun havde ingen viden om den kolbøtte, begivenhederne havde
taget. Uskyldig og troskyldig som hun var, bar hun renhedens hvide sari og havde den hellige
silkesnor bundet rundt om sit håndled. I taknemmelighed var hun beskæftiget med tilbedelse
af guderne. Da hun så på Rama’s ansigt, bemærkede hun, at en ekstra stråleglans oplyste det.
Hun var ikke i stand til at rumme sin lyksalighed. ”Søn!”, sagde hun. ”Dine forfædre var alle
kongelige vismænd. De var stærke opretholdere af retfærdighed. Alle som én var de store
sjæle. Du skal leve lige så længe som dem; lige så navnkundigt som dem. Som deres hæder
gjorde det, skal din hæder nå de fire verdenshjørner. Søn! Følg retskaffenhedens idealer; de
idealer som blev sat så højt af dette dynasti. Tilsidesæt dem ikke, end ikke i et anfald af
tankeløshed. Hold fast på retskaffenheden uden på mindste måde at være usikker og vakle.”
Da hun havde sagt disse ord, lagde hun nogle få riskorn oven på hans hoved som udtryk for
hendes velsignelse på denne lykkevarslende dag. Hun placerede en stol af guld tæt på sig, idet
hun sagde: ”Søn! Sidste nat fulgte du vel ritualet med at være vågen, gjorde du ikke? Og
ifølge de fastsatte regler fastede du i går? Du må være udmattet. Sid her en stund og spis lidt
frugt.” Da hun havde sagt det, holdt hun en guldtallerken med frugter frem, som hun havde
gjort klar til ham.
11.27. Rama glædede sig over moderens lyksalighed og over den kærlighed, hun overøste
ham med. Han spekulerede på, hvordan han skulle fortælle hende om den drejning,
begivenhederne havde taget. Han var uvillig til at ødelægge atmosfæren af glæde. For at stille
hende tilfreds satte han sig på den gyldne stol, fingererede lidt ved tallerkenens indhold og
sagde: ”Moder! Fra dette øjeblik bør jeg ikke berøre guld. Jeg burde ikke sidde på guldstole.
121

Jeg er kommet for at få din velsignelse; jeg er nødt til at drage i eksil i Dandaka-skoven. Jeg
er kommet til dig for at tage afsked.” Kausalya kunne ikke forstå ét ord af, hvad han sagde.
Hun kunne blot sige: ”Søn! I løber af få minutter skal du krones til konge, og du taler om
Dandaka-skoven! Jeg begriber overhovedet ikke betydningen af det, du siger.” Hun tænkte, at
hendes søn drillede hende med en vittighed. Hun sagde: ”Søn! På dette lykkevarslende
tidspunkt burde du ikke, end ikke for sjov, tale om ting der varsler dårligt. Hold op med det
min henrivende perle!” Med sine fingre tog hun lidt ris, der var kogt i mælk og sødet med
sukker, fra en tallerken og lagde det på Rama’s tunge! Lakshmana’s øjne blev øjeblikkeligt
fulde af tårer, da han bemærkede hendes kærlighed og lyksalighed.
11.28. Kausalya bemærkede det. Hun vendte sig mod ham og spurgte: ”Lakshmana! Hvorfor
er du så ked af det?” Hun skyndte sig hen til ham og forsøgte at trøste ham. Men Lakshmana
kunne ikke længere undertrykke sin sorg. Han græd og hulkede højlydt. Dronningen stod
fuldstændigt forfærdet; hun vidste ikke, hvorfor han hulkede. Rama’s ord og Lakshmana’s sorg
forvirrede hende meget. I mellemtiden forbarmede Rama sig over hende. ”Moder! Hvis du
lover ikke at blive ked af det, så skal jeg fortælle dig noget.” Han holdt hendes hænder i sine;
han holdt dem meget fast. ”Dette er noget, der vil skænke mig, dig og hele vores familie og
dynasti uforgængelig hæder. Så giv ikke plads til nogen bekymring, tvivl eller sorg. Giv dit
samtykke; giv det beredvilligt og i kærlighed. Skænker det dig ikke stor glæde, at jeg adlyder
faders befaling? Han har besluttet at krone min broder, Bharatha! Han har også besluttet, at
jeg, i skikkelse af en eneboer, skal sendes ud i Dandaka-skoven i en periode på fjorten år. Jeg
har bøjet mig for hans befaling og er kommet her for at tage afsked med dig.”
11.29. Da Kausalya hørte det, skreg hun: ”Rama” og faldt omkuld på gulvet. ”Hvad er det for
en drejning, begivenhederne har taget? Bliver mit blide og kærlige barn sendt ud i den mørke
jungle? Hvilken forbrydelse har min Rama begået for at gøre sig fortjent til det? Kan det være
sandt? Eller kommer denne meningsløse plapren ud af min hjerne, eftersom jeg ikke har sovet
eller spist?”, jamrede hun.
11.30. Mens Kausalya på denne måde forsøgte at forklare og trøste sig selv, havde nyhederne
om det, der var hændt i Kaikeyi’s palads, spredt sig til kvindernes gemakker. Fra alle steder
lød der hyl og jamren fra tjenestepiger og hofdamer. Alle var de i stor sorg, og tårerne
strømmede ned af alles kinder. Råb som ”Rama! Forlad os ikke”, hørtes fra alle sider.
Sorgtyngede grupper hastede til Kausalya’s palads. Dronningen her var overvældet af
forbløffelse og frygt. Hun var ikke i stand til at løse mysteriet om det alt sammen. Hun var ude
af stand til at rejse sig fra gulvet, for hun blev tynget ned af bekymring og fortvivlelse. Ikke
desto mindre længtes hun efter at forstå, hvad der egentligt var sket; hvad der havde
forårsaget denne universelle smerte. Hun trak Rama op på sit skød og kærtegnede hans
krøllede hår. Hun spurgte: ”Søn! Hvad er det, jeg hører? Hvad er det for nyheder? Fortæl mig
klart og tydeligt, hvad der er sket. Jeg kan ikke længere holde denne uvished ud.” Rama
fortalte hende: ”For at ære det løfte, som fader gav Kaikeyi engang i fortiden, har han nu
opfyldt de to ønsker, som løftet bestod af.” Rama fortalte Kausalya, at det første ønske,
Kaikeyi havde fået opfyldt, var, ’at Bharatha skulle krones’, og at det andet ønske var, ’at han
skulle sendes ud i skoven i fjorten år’.
11.31. Da Rama fortalte om disse kendsgerninger og dermed bekræftede, at de var sande,
udbrød Kausalya: ”Rama! Forlangte Kaikeyi virkeligt at få opfyldt sådanne ønsker? Kaikeyi
nærer en grænseløs kærlighed og hengivenhed over for dig. Ikke på noget som helst tidspunkt
ville hun have ønske noget sådant. Lad det ligge. Selv hvis hun havde afgivet disse ønsker, så
er jeg sikker på, at det blot var for at teste kongen! Hvorfor skulle der opstå så megen
forvirring og bekymring for sådan en lille ting? Forestil dig, at hun havde bedt om at få opfyldt
disse ønsker; ville din fader nogen sinde indvillige i at opfylde dem? Jeg nægter at tro på det
her. Vil din fader, der end ikke for et øjeblik vil tolerere dit fravær fra hans nærhed, sende dig
af sted og ud i skoven i fjorten år? Det her styrter mig ud i endnu større forvirring.”
122

11.32. Rama så, at hans moder tvivlede på rigtigheden af de hændelser, der rent faktisk
havde fundet sted. Derfor tog han igen begge hendes hænder i sine og bønfaldt: ”Moder! Tro
på mine ord! Fader havde allerede lovet hende at opfylde ligegyldigt hvilke to ønsker, hun
måtte bede om. Senere, da hun bad om at få disse to ønsker opfyldt, havde han ikke lyst til at
bryde sit æresord; han havde ikke lyst til at trække det løfte, han så højtideligt havde givet,
tilbage. På den anden side vil hans sind heller ikke indvillige i at beordre mig ud i skoven,
hvilket vil afstedkomme, at han skal leve uden mig i sin nærhed. Derfor lider han stor mental
smerte. Jeg kan ikke bære synet af hans lidelse. Jeg kommer lige fra det palads, hvor fader er.
Han er bevidstløs; han er frygteligt forpint. Det er sandheden. Tro mig, jeg er ikke så
ubarmhjertig, at jeg vil forårsage en sådan bekymring hos dig på grund af en bagatelagtig og
latterlig sag. Jeg har accepteret faders befaling; jeg er kommet til dig for at bede om din
tilladelse til at tage af sted.”
11.33. Med disse ord faldt Rama for sin moders fødder. Kausalya løftede ham blidt op. Hun
sagde: ”Rama! Hvad er det her for en mærkværdig opførsel? Ligegyldigt hvor barbarisk en
person måtte være, ville vedkommende så kræve disse forfærdelige ønsker opfyldt? Kan noget
menneskeligt væsen nogen sinde tænke på at sende dig, der skal krones om få minutter, ud i
skoven – og så i fjorten år!? Er det meningen, jeg skal lide gennem hele mit liv? Efter at have
højtideligholdt mange aflagte løfter og efter at have gennemført mange ritualer, fik jeg en søn.
Ved at se på dit vidunderlige ansigt overvandt jeg smerten ved alle disse år. Jeg har intet
andet ønske; jeg beder ikke om at få andre ønsker opfyldt. Det er nok for mig, hvis min søn er
hos mig, tæt ved mig. Er jeg blevet uegnet til at modtage denne lille gave? Fødte jeg en søn,
blot for at smide ham ud i skoven? Vil nogen moder give sit samtykke til at sende sin søn ud i
junglen. Ak, hvilken synd har jeg begået i fortiden? I hvilket af mine tidligere liv har jeg holdt
en moder adskilt fra sin søn? Siden den dag du blev indviet i vediske studier, fik jeg hvert
eneste øjeblik glæde ved tanken om, at dagen for din kroning nærmede sig. Er disse mine
søde drømme blevet til intet? Er alle mine håb styrtet til jorden og slået i småstykker? Har alle
de højtidelige løfter, nætters vågen, ceremonier og ritualer, jeg aflagde og så
samvittighedsfuldt udførte for at sikre dig glæde og lykke, været forgæves? Oh hvilken stor
synder er jeg? Hvorfor er mit hjerte ikke bristet af at høre disse nyheder? Måske bliver jeg
nødt til at høre og bære mange flere hjerteskærende nyheder! Døden hjælper mig ikke! På
trods af dette chok slår mit hjertet stadigt. Ak, selv døden afventer det tildelte øjeblik. Han
kommer, men idet han ser min ynkelige forfatning, lader han mig leve; han udsætter
øjeblikket for min udfrielse. Heller ikke Dødens Gud viser mig nogen barmhjertighed.
Tydeligvis fortjener jeg ikke at komme til dødsriget. Oh Rama! At denne katastrofe skulle
ramme os!” Hun jamrede sig og faldt besvimet om på gulvet. Da hun kom til sig selv igen,
rullede hun hen over gulvet, idet hun pressede sin håndflade mod hjertet. Rama kunne ikke
stiltiende se på denne scene. Klageråbene fra tjenestepigerne, der havde samlet sig rundt om
dronningen, bragede som tordenbrag i hans ører.
11.34. Rama sagde ikke et ord. Han sad lige ved siden af sin moder og strøg hende over
panden, kærtegnede hendes hår og trøstede hende. Han børstede det støv bort, som var
kommet på hendes klæder. Som en mægtig klippe, der stak dybt ned i havet, sad Rama
uberørt af de brusende bølgers slag. Han var hævet over og hinsides sorgens slag og glædens
lokketoner. Nu, da han var nødt til at drage ud i skoven i fjorten år, var han fyldt med lige så
megen sindsligevægt, som han havde været for et øjeblik siden, da han var på vej hen i
Audiens-salen for at blive kronet som konge af det mægtige rige!
11.35. Kausalya vidste godt, at Rama aldrig ville afvige fra sin pligts vej. Hun var klar over, at
Rama aldrig ville bryde sit æresord, og at han ikke ville forvilde sig en hårsbredde væk fra den
vej, der var fastlagt af hans fader. Hun var sikker på, at hendes jammer og klageråb ikke ville
formå Rama til at skifte mening. Derfor opgav hun alle forsøg på at overtale ham til at opgive
sin beslutning. ”Søn! Hvilken gavn har man af at give andre skylden, når det er ens skæbne at
møde disse tragiske hændelser? Nej, det er lutter spild af ord. Alt sker for ens eget bedste.
Ingen kan sige ’nej’ til det guddommelige bud. Jeg har ikke oplevet nogen lykke her i
123

Ayodhya; her i dette palads. Jeg kan udelukkende være lykkelig, der hvor min Rama er. Så jeg
vil komme med dig; tag mig med dig”, sagde hun. Hun forsøgte at komme op og stå.
Tjenestepigerne holdt hende og fik hende sat ned, så hun kunne støtte sig mod væggen. De
talte blidt og kærligt til hende for at bringe hende til bevidsthed igen.
11.36. Lakshmana iagttog Kausalya’s pine og lyttede til hendes ord. Han kunne ikke styre sine
følelser. Han var ved at revne af bar vrede. Han pressede sine hænder ind mod brystet og
sagde: ”Oh ærede moder! Jeg vil aldrig acceptere det her. Skal Rama forlade kongeriget og
begive sig til skoven for at føje en kvindes plapren? Jeg kan ikke tolerere det. Fader er blevet
gammel; som et resultat af det er hans sind meget uligevægtigt. Han er viklet ind i sanselig
forfølgelse, og han er blevet en slave af Kaikeyi’s fristelser. Han er ynkværdig svag over for sin
hustru; han besidder ingen skelneevne i forbindelse med at vurdere konsekvenserne af sine
handlinger. I sin blinde forelskelse er han tilbøjelig til at udstede enhver form for befaling. Den
slags befalinger bør ikke adlydes. Kongen er i en tilstand af åndssvaghed; han er ude af stand
til at skelne det virkelige fra det uvirkelige; det forbigående fra det varige og betydningsfulde.
Når sådanne herskere giver befalinger med udgangspunkt i blind forelskelse, kan man godt
lade være med at adlyde dem. Hvilken forbrydelse har Rama begået, der berettiger til, at han
skal sendes ud i skoven? Selv Rama’s værste fjende (hvis han havde nogen), eller selv den
mest hjerteløse barbar, der afsoner straffen for sine forbrydelser, er ikke i stand til at pege
fingre af den mindste plet vedrørende Rama’s opførsel eller handlinger. Ingen konge på Jorden
besidder autoritet til at drive en person med en så ubestridt uskyld, så rene hensigter og så
hellig ukrænkelighed, ud i skoven for at leve i eksil. Rama holder sig roligt på sin lige vej; han
er herre over sine sanser; han ærer og behandler alle slags fjender med respekt. Vil nogen
fader drive sådan en søn ud i junglen? Desuden er kongen meget knyttet til ’rigtig handling’;
han er en helt, der er fuld af hellige idealer; han er tilhænger af det bedste i alle trosretninger.
Kan sådan en konge udstede denne befaling? At dømme ud fra alt dette, er det sikkert, at
Dasaratha enten er sindssyg eller er i sine lidenskabers vold. Enhver befaling fra en person,
der er enten det ene eller det andet, er end ikke værdig til at blive overvejet. Ordene fra en
konge, der opfører sig som en sindssyg eller som et lille barn, behøver man slet ikke at ære.
Han er blevet vanvittig; han giver sine indfald og fantasier frit løb. Det ses ved, at han
glemmer den politiske morals bud; at han opgiver den verdslige vejs visdom, og at han
tilsidesætter de krav, man kan stille til faderlig kærlighed. Behøver man opfatte hans befaling
som værende gyldig? Jeg er ikke enig i, at den bør blive respekteret.”
11.37. Lakshmana vendte sig mod Rama, og idet han samlede håndfladerne i ærbødighed,
sagde han: ”Rama! Undskyld mig! Overtag styringen af dette land før nyhederne om alt dette
spredes og kommer til alles kendskab. Med min bue vil jeg være ved din side. Hvem som helst
i Ayodhya, der tager kampen op mod dig, vil være nødt til at møde pilene fra denne bue.
Selvfølgelig findes sådanne personer ikke, hverken i Ayodhya eller noget andet sted. Men hvis
der udvikler sig nogen form for modstand, så vil denne prægtige by blive forvandlet til en
ørken uden nogen menneskelige indbyggere. Mine skarpe pile vil sørge for det. Hvorfor komme
med tusindvis af enslydende argumenter? Hvis Bharatha gør modstand, eller hvis nogen anden
gør det på hans vegne, vil jeg tilintetgøre ham, og jeg vil gøre det fuldstændigt. Jeg er
ligeglad. Om det så er Dasaratha, så vil jeg, hvis han står frem som Kaikeyi’s støtte i denne
kamp, fange ham og spærre ham inde i fængslet.”
11.38. Mens Lakshmana prædikede på denne overspændte måde, så Rama strengt på ham.
Han afbrød strømmen af Lakshmana’s følelsesudbrud og irettesatte ham på følgende vis:
”Lakshmana! Dine ord overskrider grænserne for, hvad du bør sige. Ingen kan nægte mig det,
jeg ønsker. Ingen kan ændre, at min vilje sker. Mit eksil i skoven kan ikke undgås. Det er din
kærlighed til mig og dit ønske om at undgå at blive adskilt fra mig, der bevæger dig til at tale
således. Lad være med det! Tålmodighed vil redde dig fra al bekymring og frygt. Vær
tålmodig. Bliv ikke ophidset. Begynd ikke at nære had mod hverken fader eller Bharatha. De er
rene, hellige personer. Også Kaikeyi er yderst ærværdig. Hun skal æres og forgudes. De to
ønsker, hun bad om at få opfyldt, er også uangribelige. Mere end sin egen søn, Bharatha,
124

elskede hun mig, kælede med mig, kærtegnede mig, plejede mig, legede med mig og havde
glæde af mig. Når hun i dag beder om at få opfyldt sådanne ønsker af fader, ønsker der er i
direkte modstrid med, hvad hele verden vil, så må der nødvendigvis være skjult noget vigtigt
bag disse ønsker. Det må nødvendigvis være den guddommelige plan, ikke blot menneskelig
taktik. Vær rolig; vær stille. Hold op med at frygte og hade. Vi vil afvente, hvad der sker.”
Således rådgav Rama ham.
11.39. Da han hørte det, faldt Lakshmana for Rama’s fødder og sagde: ”Rama! På hvilket
grundlag, ifølge hvilken autoritet, skal Bharatha gives den krone, der burde være din? Hvilken
anden søn har retten, som den ældste ikke har? Du adlyder denne urimelige, uretfærdige
befaling på grund af fader, men jeg vil ikke godkende den, ligegyldig hvilken begrundelse du
kommer med.” Idet han vendte sig mod Kausalya, fortsatte Lakshmana: ”Ærede moder! For at
sige dig sandheden, så er jeg hengiven over for Rama. Jeg taler under ed: End ikke et øjeblik
kan jeg eksistere adskilt fra Rama. Hvis Rama ikke har noget ønske om at få kongeriget, og
hvis han begiver sig ud i skoven, så vil jeg med ham. Jeg vil gå i hans fodspor; jeg vil være
hans skygge. Hvis han blot befaler det, springer jeg med største glæde ind i den flammende
ild. Jeg vil kun rette mig efter hans ordre, ikke efter nogen andens. Moder! Jeg kan ikke bære
at se din sorg. Han er din søn; han er min Ramachandra. Hvordan kan nogen leve adskilt fra
sit eget åndedrag?”
11.40. Kausalya blev lidt trøstet af at lytte til Lakshmana. Hun klappede ham på hovedet og
sagde: ”Din kærlighed giver mig så stor trøst. Dine ord giver mig ekstra styrke. Brødre af din
slags er i sandhed sjældne! Verden anser den moder, der har født sådanne børn, som
ærværdig og hellig; men nu er vi plaget af følelsen af, at vi er store syndere. Rama vil ikke
ændre sin beslutning. Eksil er uundgåeligt for ham. Det eneste jeg nu ønsker, er: Tag også
mig med dig.”
11.41. Rama så på Lakshmana og sagde: ”Broder! Jeg kender omfanget af den kærlighed, du
nærer til mig. Jeg er ikke ubevidst om dit heltemod, din dygtighed og herlighed. Moder er ramt
af en stor sorg, eftersom hun er ude af stand til at forstå den virkelige sandhed om værdien af
selvkontrol. Desuden er sorg i denne situation naturlig, eftersom jeg er født fra hendes lænder.
Men tænk over følgende: For alle livets værdier er ’rigtig handling’ selve roden, og ’rigtig
handling’ fastgøres udelukkende på sandhedens fundament.”
11.42. ”Sandhed og ’rigtig handling’ er komplementære, de supplerer hinanden. Den ene kan
ikke eksistere uden den anden. Sandhed er godhed; godhed er sandhed. Jeg opnår både
sandhed og ’rigtig handling’ ved at handle i overensstemmelse med faders befaling. Ingen, der
er pligttro over for den korrekte livsførelse, vil bryde deres æresord til moderen, faderen eller
den agtede lærer. Derfor vil jeg ikke overhøre faders befaling. Det står helt fast. Det var ikke
Kaikeyi, der beordrede mig i eksil; hun viderebragte blot faders befaling til mig. Hun gjorde det
i hans nærværelse; så man må bøje sit hoved i respekt for befalingen. Hvis det ikke havde
været faders befaling, kunne han, da Kaikeyi fortalte mig, at det var hans befaling, have
erklæret, at det var det ikke. Kunne han ikke have gjort det? Han jamrede og stønnede bare.
Af den grund er befalingen ægte, den har samme gyldighed, som havde han selv udtrykt den.
Derfor vil jeg ikke afvige fra nogen beslutning. Der er ingen mulighed for, at jeg ændrer den.
Tillad ikke din fornuft at glide over i denne krigerkaste, terror-skabende tankegang. Opgiv
tanken om vold og grusomhed og slut dig til mit standpunkt.” Rama klappede Lakshmana på
ryggen. Lakshmana var tynget af vrede og sorg, og Rama talte blidt og kærligt til ham for at
dulme hans sorg. Idet Rama henvendte sig til sin moder, Kausalya, sagde han: ”Du må ikke
lægge hindringer i vejen for min beslutning og forårsage brud på mit løfte. Ligegyldigt hvad
der måtte ske noget menneske, kan det ikke forhindre mit eksil i skoven. Send mig af sted
med din kærlighed; velsign mit løfte, min beslutning.” Herefter knælede han for moderens
fødder og bad om tilladelse til at drage af sted.
125

11.43. Kausalya blev rystet af den voldsomme smerte, der torturerede hende. Hun lagde sine
hænder på Rama’s ryg og græd højlydt. Da Rama så hendes sørgelige forfatning, var han også
ude af stand til at beherske sine følelser. Han holdt om hendes fødder og sagde: ”Moder! Mit
ord er den højeste sandhed. Lyt. Mens jeg er i skoven, vil jeg ikke blive udsat for nogen
lidelser eller strabadser. Jeg vil tilbringe disse fjorten år i den højeste grad af lykke og glæde.
Jeg vil komme tilbage og igen falde for disse fødder. Alt hvad du håber og ønsker for mig, vil
jeg opfylde. Moder! Det er Dasaratha’s befaling! Det er en befaling, som ikke blot jeg, men du,
Lakshmana, Sumithra og Bharatha er nødt til at efterkomme helt bogstaveligt. Det er den
ældgamle lov, Den Tidløse og Universelle Religion.”
11.44. ”Moder! Undskyld mig, men jeg har endnu en indtrængende opfordring til dig.
Forberedelserne, du og andre har gjort i forbindelse med min kroning, skal du, med lige så stor
glæde og entusiasme, gøre brug af til Bharatha’s kroning. Fader har betroet skovområderne til
mig. Det er bedst; det er i overensstemmelse med den højeste ’rigtig handling’, at enhver skal
udføre den pligt, der er tildelt vedkommende. Det at forsøge at ophæve sin pligt, fordi den
forekommer at være vanskelig at udrette, er at nære ideen om, at der er forskel på mig og
Bharatha. Hvad du skal gøre, er at velsigne os begge, idet du beder os om at udføre den
forpligtelse, der er betroet hver af os, på en succesfuld måde.”
11.45. Kausalya lyttede til Rama’s ord. Hun kunne ikke bære den sorg, der sænkede sig over
hende. I voldsom smerte stønnede hun: ”Oh min søn! Fader opdrog dig og hjalp dig i din
opvækst. Han var glad for at se dig blive høj og stærk. Derfor fortjener han ærbødighed og
lydighed. Men fortjener jeg ikke også ærbødighed? Og lydighed? Overvej følgende! Hustruen
er mandens ene halvdel. Manden er hustruens ene halvdel. Når hustruen således er mandens
ene halvdel, så er jeg Dasaratha’s halvdel, er jeg ikke? Det er derfor, hustruen kaldes
’mandens halve legeme’. Når du siger, at du har fået ordre af Dasaratha, er det kun halvdelen
af ham, der har afgivet ordren. Ordren hidrører ikke fra ’den hele’ ham. Den bliver først
autoritativ og bydende, når hans anden halvdel også er enig. Da jeg ikke er enig, er ordren
ikke gyldig som en befaling. Du kender betydningen og vigtigheden af ’rigtig handling’ i alle
dette begrebs forskellige aspekter. Så du må også være bevidst om dette. Uden moderens
aspekt kan ingen pligt være bindende, og kan således ikke gøre sig fortjent til betegnelsen
’rigtig handling’. Mere end faderens befaling skal moderens befaling følges. Det er den
vigtigste pligt. For det er moderen, der opfostrede dig gennem barndommen og drengeårene,
ikke faderen! Hvis ikke moderen havde båret fosteret i ni måneder, havde der slet ikke været
noget barn! Nu er du i færd med at kaste denne moder ind i sorgens flammer, idet du
erklærer: ”Oh det er min faders befaling, jeg må for enhver pris adlyde den.” Jeg vil ikke
acceptere en sådan adfærd som værende korrekt. Ingen skat er mere værd for en moder end
hendes søn. For mødre som jeg er sønnen alt. Når sønnen nærer mistillid til mig og opfatter
sin faders ordre som overordnet, hvilken gavn har jeg så af at komme i Himlen og der leve af
guddommelig nektar? Jeg vil hellere være i Helvede. Jeg vil betragte det som Himlen, hvis min
søn er hos mig.”
11.46. ”Rama! Hvad skal jeg stille op på det her sted? Jeg har ikke oplevet et øjebliks lykke i
hele mit liv! Fra fødslen var jeg bundet af de begrænsninger, min fader og moder pålagde mig.
Herefter var jeg indfanget af bekymring over, hvilken slags ægtemand jeg ville få. Jeg var
bekymret over, hvordan hans karakter og adfærd ville være; til sidst blev jeg gift med din
fader. I årevis var jeg hjemsøgt af barnløshedens kvaler. Herefter måtte jeg lide under
konflikten med din faders andre hustruer. Fra den dag og til nu har jeg ikke været befriet fra
denne kamp. Som et resultat af alt det ved jeg ikke, hvilken fortjenstfuld handling i mit
tidligere liv, der har bevirket, at jeg fik dig som min søn. Og nu bliver jeg udsat for at skulle
adskilles fra dig. Hvornår har jeg været lykkelig? Mit liv er blevet en vældig strøm af sorg. Ude
af stand til at svømme kæmper jeg i denne strøm. Jeg synker ned i den uden noget håb om at
blive reddet. Jeg har haft dig som den gren, jeg kunne holde fast i for at redde mig. Hvad vil
der blive af mig, hvis du nægter mig det? Som en konsekvens af mit fravær vil din fader ikke
lide af følelsen af tab. Han finder sin lyksalighed i Kaikeyi; han behøver ingen anden. I stedet
126

for at blive her og stege i lidelse for til sidst at dø, foretrækker jeg at se på min kære søns
henrivende ansigt. Skønt jeg måske ikke får mad og drikke i skoven, vil jeg der opretholde
livet med glæde.” Selv om Rama følte, at der var en del gyldighed i hendes appel, var han
tvunget af behovet for at adlyde sin faders ønsker og af sit eget ønske om, at han ikke ville
svigte sin pligt.
11.47. Her brød Lakshmana ind og sagde: ”Broder! Moders ord udtrykker den højeste
sandhed. Moderen fortjener en endnu højere ærbødighed end faderen. De hellige skrifter har
fastslået: ’Ær din moder som Gud; ær din fader som Gud ’. Skrifterne placerer altså moderen
først og faderen i anden række. Det er ikke rigtigt af dig at holde så fast på din beslutning og
derved forårsage så megen sorg hos moder.”
11.48. Rama vendte sig mod ham og stoppede hans talestrøm. ”Lakshmana! Du støtter
udtalelserne fra en moder, der lider af en forstyrrende påvirkning fra en kraftig tilknytning til
sit afkom. Tænk over faders befaling, der angår rigets velfærd, verden i sin helhed og det
menneskelige samfund. Du har ikke forstået denne befalings indre logik og betydning.
Udelukkende ’rigtig handling’ kan sikre menneskets tre mål: Rigdom, lykke og befrielse. Der er
ingen grund til at betvivle dette eller argumentere om dets rigtighed. Når en persons handling
slet og ret er helliget det at optjene rigdomme, så hader verden vedkommende. Når
handlingen fuldstændig er helliget selvisk opfyldelse af ens ønsker, fordømmer verden den
som foragtelig. Derfor må handlingen nødvendigvis være i overensstemmelse med ’rigtig
handling’. Lakshmana! Det er ikke det hele. Dasaratha er vores fader, lærer og konge. Muligvis
giver han os en ordre på grund af, at han ønsker noget, på grund af vrede mod nogen eller på
grund af tilknytning eller kærlighed til en person, men det er ikke noget, vi skal tage os af! Vi
skal udelukkende adlyde; der findes ingen begrundelse for at tilsidesætte ordren.”
11.49. ”En søn, der fryder sig over at begå synder, vil muligvis handle mod sin faders befaling;
jeg er ikke sådan en søn. Hvad fader end måtte befale, så vil jeg bøje mit hoved i respektfuld
hyldest. Med hensyn til det standpunkt kan du måske have din tvivl. Når en fader, der er en
tåbe, der er forblændet af begær, der er blottet for evnen til at skelne mellem det midlertidige
og det evige, der udelukkende er stærkt optaget af selvisk forherligelse, der sætter sin lid til
andres kneb – når en sådan fader påfører sin egen søn skade, stiller du måske dig selv
spørgsmålene: Skal sønnen virkelig have tillid til sin fader; skal han virkelig adlyde ham?
Svaret er: Det bør han helt afgjort! Om faderen er en tåbe eller en grusom tyran, så er du vel
hans søn? Når det nu er sådan, så er din status altid lavere end hans. Det afgør alle pligter og
alle rettigheder. Det bedste en søn kan gøre, er at forsøge at tydeliggøre og forklare over for
faderen, hvad der i henhold til hans egen synspunkt forekommer ham at være forvirrende og
kompliceret. Sønnen bør ikke nægte at adlyde, fordi han affærdiger befalingen som værende
tåbelig eller absurd.”
11.50. ”Overvej tillige følgende synspunkt. Dasaratha er et meget begavet menneske; en stor
kriger og en heroisk kæmper; en grundpille for retskaffenheden. Han kæmper i stor pine for at
holde sit ord, som han har aflagt ed på. Han blev ikke ført bag lyset af Kaikeyi eller forblændet
af lyst og begær! Nej. Han var tilskyndet af sit store ønske om at stå ved sit løfte; et løfte han
højtideligt havde afgivet. Desuden havde han fortalt hende, at han ville opfylde hendes to
ønsker, hvad de end måtte være, selv hvis opfyldelsen medførte skade på hans eget liv! Jeg
kan aldrig tilslutte mig det synspunkt, at han blev overvældet af lyst og begær. Fader har det
elendigt, fordi han ikke ser nogen mulighed for at undslippe konsekvenserne af den beslutning,
som hans hjerte ikke er enig i, nemlig at sende mig ud i skoven.”
11.51. ”Lakshmana! Fader er en standhaftig tilhænger af ’rigtig handling’. Han er mere
standhaftig end sine forgængere på tronen. Hans berømmelse har givet genlyd fra hvert
hjørne af de tre verdener. Vil det ikke være et dårligt eksempel over for samfundet, hvis
dronningen, den salvede dronning, forlader sin mand for at ledsage sin søn og derved svigter
127

sin ægtemand? Livet er kort; dets tidsrum er begrænset. Det er ikke godt, hverken for dig
eller mig, at miste sit omdømme for evigt ved på sådan en måde at ty til syndige handlinger.”
11.52. Så vendte Rama sig mod sin moder og bønfaldt hjertegribende: ”Moder!”, og før han
kunne fortsætte, blev Kausalya helt fysisk lammet af sorg. Hun erkendte, at hendes
anstrengelser for at ændre det standpunkt, Rama havde taget, havde været forgæves. Hun
opdagede pludseligt, at hun ikke kunne undslippe forpligtelsen, der bestod i at give ham
tilladelse til at drage af sted med sine velsignelser. Hun følte, at jo mere hun jamrede sig, des
større blev Rama’s lidelser.
11.53. Lakshmana blev dybt bevæget; hans øjne blev røde; han mistede al bevidsthed om,
hvor han var, og blandt hvem han var. Hans læber blev tørre; hans tunge ligesom snørede sig
sammen; hans blik var stift. Han stod med bøjet hoved og så ned i gulvet; tårer strømmede
uhindret og uden ophør fra hans øjne. Rama så på ham og følte, at det ikke ville være rigtigt
at efterlade broderen i denne tilstand. Desuden ville Lakshmana måske gøre skade på sig selv,
hvis han blev ladt alene tilbage. Han ville måske endda påføre andre skade. Og disse
handlinger vil blive anset som noget, der hænder på grund af mig, tænkte Rama.
11.54. Derfor besluttede Rama at udspørge Lakshmana. ”Broder! Vredens dampe ligefrem
opildner horden af synder. Undertryk dem. Du er muligvis bedrøvet ved tanken om, at Rama
er blevet så groft fornærmet og vanæret. Men sandhedens og den ’rigtige handlings’ vej ænser
ikke ære og vanære. Den vej higer ikke efter det ene og skyr det andet. Vær tapper. Fyld dit
hjerte med mod. Bliv her og tjen fader. Anvend dine dage til på denne måde at opfylde livets
højeste formål.” Da hans storebroder velsignede han på denne måde, blev Lakshmana så
forbløffet, at han begyndte at tale: ”Broder!”, råbte han. ”Når Rama, selve mit åndedrag,
drager ud i skoven, hvem er det så, jeg skal tjene med denne inaktive, materielle, fysiske
genstand, der kaldes kroppen? Denne Lakshmana har intet ønske om at tjene nogen anden
end Rama. Du værdsætter din ’rigtige handling’, din pligt. Jeg har også min pligt, og jeg
værdsætter den i samme grad. Derfor vil jeg følge dig. Jeg har ikke behov for at afvente nogen
ordre. Jeg hører ikke til de personer, der er bundet af de løfter, som Kaikeyi nu ønsker at få
indfriet. Selv om jeg var involveret i dem, ville jeg ikke rette mig efter hendes befaling eller
hendes lejesvendes direktiver. Ingen andre end Rama har bemyndigelse til at give mig ordre
eller udsende direktiver vedrørende min færden eller adfærd. Så lige på stedet vil også jeg
iføre mig eneboerens klædning af bark; binde mit hår op så det bliver sammenfiltrede lokker
og gøre mig klar til at følge dig.” Med disse ord skilte han sig af med alle de smykker og alt det
øvrige kongelig udstyr, som han havde bebyrdet sig med, mens han begav sig mod Kroningssalen.
I væmmelse smed han smykkerne og sine silkeklæder fra sig. De smukke øreringe og
halskæderne smed han også hen i værelsets fjerneste hjørne. Han længtes utålmodigt efter at
ledsage sin broder. Rama’s hjerte smeltede ved synet af Lakshmana’s spontane hengivenhed
og begejstrede loyalitet. Han gik tæt hen til ham, og idet han lagde sin hånd på Lakshmana’s
skulder, talte han blidt og sagte til ham: ”Broder! Min glæde kender ingen grænser, eftersom
jeg har en broder som dig! Det er mit store held. Når du kommer med mig, vil moder Kausalya
også få lidt fred i sindet. Hun er fuld af bekymring, frygt og tvivl om, hvordan jeg vil tilbringe
mine fjorten år i skoven, og om jeg vil vende tilbage, efter eksilperioden er forbi. Så fortæl
moder, at hun ikke har noget at frygte. Gå hen og berolig hende. Mens vi tilbringer tiden på
den her måde, må fader lide større og større bekymring. Kaikeyi lider af en voksende tvivl om,
hvorvidt jeg måske slet ikke tager af sted! Derfor vil jeg gå hen til Sita og informere hende.
Derfra går jeg hen til Kaikeyi’s palads og tager afsked med fader. I mellemtiden skal du gå hen
til din moder, Sumithra, og modtage hendes samtykke til, at du slutter dig til mig.”
11.55. Med disse ord gik Rama rundt om Kausalya. Herefter kastede han sig i ærbødighed for
hendes fødder. Da de så det, satte tjenestepigerne og hofdamerne så vel som de øvrige
beboere i kvindernes gemakker i et højt, jamrende hyl. De jamrede sig, så man skulle tro,
syndfloden havde ramt dem. Men tappert trak Kausalya Rama, der stadig ventede på hendes
velsignelse, hen til sig. Hun omfavnede ham; hun kærtegnede hans hår, og med sine hænder
128

hvilende på hans skuldre sagde hun: ”Søn! Rama! Du er den ’rigtige handlings’ mest trofaste
tilhænger. Du er en beslutsom og tapper helt. Du har ingen grund til at frygte livet i skoven.
Du har besluttet dig for dette eksil i skoven. Det har ikke været muligt for mig at overtale dig
til at ændre denne beslutning. Må det gå dig godt. Opfyld dit ideal, din inderlige længsel efter
at respektere din faders ønske! Man tilbagebetaler den gæld, man skylder sin fader, ved at
handle ifølge hans ordre. Hvad mig angår, så ønsker jeg blot én ting: Vend lykkeligt tilbage til
Ayodhya. I det mindste vil jeg være glad den dag, det sker. Rama! Skæbnens bestemmelse er
i sandhed uransagelig. End ikke det mægtigste menneske kan omskrive dens tekst. Den
’rigtige handling’, for hvis skyld du nu forlader os, vil helt sikkert beskytte og vejlede dig, mens
du lever i eksil. Rama! Hvor ville det være skønt, hvis de fjorten år, lige i dette øjeblik, var
gået, og jeg så kunne se, du kom tilbage, i stedet for jeg nu skal se dig drage af sted. Ak!
Undskyld mit vanvid! Søn! Hvordan skal jeg udtrykke min velsignelse? Skal jeg sige: ”Lad de
fjorten år gå som var det fjorten dage --- nej, nej, som var de fjorten blink med øjet! Kom
sikkert hjem; kom snart hjem. Bliv kronet som konge. Oh Raghu-dynastiets perle! Oh min
kæreste søn! Den ’rigtige handlings’ gudinde vil helt sikkert beskytte dig og give dig ly i løbet
af din eksil, for det er for at formilde hende, at du drager ud i skoven. Hun er den stærkeste
og den mest urokkelige af alle beskyttere. I de fjorten år, du er væk, skal jeg formilde guderne
herfra. Jeg skal bede til, at der ikke sker dig noget ondt. Den tjeneste, du har udført over for
din moder, din fader og din guru, vil skænke dig et langt liv, godt helbred og lykke. Din
loyalitet over for sandhed vil give dig et urokkeligt mod. Bjergene, floderne, skovene,
myretuerne, skovens vilde dyr og fugle, de vil alle komme dig i møde i venlig hengivenhed. De
vil imødekomme dine ønsker, og de vil fylde dig med glæde. Solen, Månen og andre
himmellegemer vil værge dig mod alt ondt; de vil beskytte dig. Selv skovens dæmoner, der er
optaget af at udføre grufulde handlinger, vil blive draget mod dig, for dit hjerte er fyldt af
skøn, behagelig kærlighed. De vil overgive sig ved dine fødder og derved acceptere dig som
deres herre.”
11.56. Mens Kausalya på denne måde velsignede Rama, undertrykte hun med stor
anstrengelse den sorg, der vældede op i hende. Hun anlagde et roligt og tappert
ansigtsudtryk. Hun indsnusede duften af Rama’s hår, og i kærlig omfavnelse holdt hun ham
tæt og hårdt ind til sig. Hun kyssede hans kinder; hendes læber skælvede, da hun sagde
afskedsordene: ”Rama! Kom sikkert tilbage; drag af sted i glæde.” Rama kendte til dybden af
den kærlighed og hengivenhed, som moderen overøste ham med. I ærbødig taknemmelighed
berørte han sin moders fødder mange gange og sagde: ”Moder! Du bør ikke være bedrøvet; du
bør hverken sove eller spise mindre. Du må ikke beskadige dit helbred. Tænk hele tiden på
mig med glæde i dit sind. Dine tanker vil blive genspejlet i min sikkerhed og fremgang. Når du
sørger her, hvordan kan jeg så være lykkelig i skoven? Når du ønsker, jeg skal være lykkelig i
skoven, så må du være lykkelig her. Af hele dit hjerte skal du velsigne mig her fra dit hjem.”
Idet han bad på denne måde, gik han ud af paladset. Han var stærkt utilbøjelig til at efterlade
sin moder på denne måde, men ikke desto mindre var han opsat på at gøre sin pligt.
11.57. Rama gik ud på den kongelige gade, og barfodet begyndte han at gå gennem den
folkeskare, der fyldte den. Folk blev ligesom lammet ved synet af sandhedens og de gode
dyders strålende og pragtfulde symbol. Byens borgere havde hørt rygter, der svirrede over
gaderne, om, at Rama var ved at tage af sted og drage ud i skoven. De var ude af stand til at
tro, det var sandt. De bad til, at det ikke var sandt. Men da de så ham gå af sted med tunge
skridt, sank deres hjerter ned i brystet. Den opstemthed og begejstring, de havde følt, da de
hørte nyheden om kroningen, dumpede nu ned i elendighedens dyb. Ansigter, der havde
glødet af glæde, blegnede og døde hen; de blev matte og visne. Rama løftede ikke sit hoved
for at se på de ansigter, der var rundt omkring ham. Han fortsatte til Sita’s gemakker.
129

Kapitel 12
Sita insisterer og får sin vilje
12.1. Sita holdt øje med indgangen, for hun var spændt på at få at vide, hvad der var sket i
Kaikeyi’s palads. Hun var spændt på at få at vide, hvorfor Rama endnu ikke var kommet
tilbage, selv om det lykkevarslende, fastsatte tidspunkt for kroningen hastigt nærmede sig.
Hun havde afsluttet sine egne ritualer med hensyn til at faste og holde sig vågen natten
igennem. Hun havde allerede gjort et fad med sandal-pasta, blomster, korn og andre
foreskrevne remedier parat. Dette for at sikre, at der ikke skulle opstå nogen forsinkelse på
grund af hendes sendrægtighed i forbindelse med, at hun skulle ledsage sin herre til Kroningssalen.
Sita’s hjerte slog hurtigt i forventning om Rama’s ankomst. Alle tjenestepigerne og
hofdamerne omkring hende var overvældet af begejstring over den forestående højtidelighed.
Bedårende tjenestepiger stod parat med funklende kamferflammer. Disse flammer skulle
svinges foran Rama, når han trådte ind i paladset; dette var en traditionel, ceremoniel
velkomst. Pludselig kom Rama ind i den udsmykkede sal, der skinnede helt enestående
glansfuldt. Hans ankomst var ikke blevet annonceret; han kom med bøjet hoved; han var
barfodet.
12.2. Alle blev chokeret. Sita gik hen mod sin herre. Hun kunne næppe tro sine egne øjne.
Hendes legeme rystede som et blad i vinden. Hun bed sig i læberne og bed samtidigt sin
overraskelse i sig. ”Herre! Hvad skal alt dette betyde? Hvorfor opfører du dig på den måde? Du
fortalte, at denne dag er dagen, der er tilegnet Gudernes Lærer; du fortalte, at det er en
meget lykkevarslende dag; dagen er påvirket af stjernen Pushya. Yderligere skal du på denne
dag krones som tronfølger; som dette riges kronprins. Hvordan kan det være, at tjenerne ikke
holder rigets Hvide Paraply over din guddommelige, skønne skikkelse? Den Hvide Paraply med
de strålende, solbeskinnede perler, med dens hundrede stivere af det pureste guld. Hvor er de
pragtfulde vifter med deres yndefulde aftegninger, der fremstår som måner? Hvorfor ledsager
de dig ikke i dag? Hvorfor er hoffets trubadurer stille; hvorfor synger de ikke din pris, eftersom
du er på vej til Kronings-salen? Oh herre! Hvordan kan det være, at de, der ved alt om de
vediske traditioner, brahminerne, ikke har salvet dig med indviet honning og skørost? Og
ministrene, vasalstaternes konger og lederne af de forskellige samfund i riget, går ikke bag
dig, som skikken påbyder! Den storslåede, kongelige elefant, Sathrunjaya, elefanten der
tramper i jorden og får folk til fejlagtigt at tro, at det er en mørk, blå sky, der glider over
vejen. Denne elefant skal gå forrest; den skal bekendtgøre din ankomst, skal den ikke?”
12.3. Sita overøste Rama med spørgsmål som disse, men han kunne ikke beslutte sig for,
hvordan han skulle besvare dem. Det hele var ikke en sag, der hurtigt og med få ord lod sig
forklare. Så Rama gik ind i et indre værelse, og idet han trak Sita tæt hen til sig, sagde han:
”Sita! Min ærværdige fader har villet og besluttet at sende mig ud i skoven; det skal netop ske
på dette lykkevarslende tidspunkt. Derfor haster det med af følge hans befaling.” Sita hørte
ordene, men hun kunne ikke tro, at de kunne være sande. Hun spurgte: ”Herre! Hvilken
forbrydelse har du begået for at gøre dig fortjent til denne straf, dette eksil i skoven?
Dasaratha er legemliggørelsen af retfærdighed. Han vil aldrig udstede en befaling af den slags
uden berettigede grunde! Hvad er den egentlige hensigt med denne befaling om, at du skal bo
i skoven; hvilken indre betydning ligger bag?”
12.4. Rama smilede af hendes spørgsmål og svarede: ”Sita! For lang tid siden lovede min
fader moder Kaikeyi at opfylde to ønsker. Men dette løfte er indtil i dag aldrig blevet indfriet.
Hun har ikke forlangt dem opfyldt før nu. I dag bad hun om at få opfyldt begge ønsker. Det
første ønske er, at Bharatha skal krones som kronprins. Det andet er, at jeg skal drage ud i
skoven og der leve med sammenfiltret hår og iført klæder af barkfibre i fjorten år. Fader er i
højeste grad retskaffen. Han handler aldrig i modstrid med sit afgivne ord. Derfor bøjer han sit
hoved for ’rigtig handling’ og imødekommer ønskerne. Jeg syntes, jeg ville se dig, før jeg tager
130

af sted! Du har ladet dig føde ind i en meget ærværdig familie. Du kender og værdsætter alle
livets mål og alle de moralske leveregler. Den store kong Janaka, der behersker den højeste
morals indre mysterier, er din fader. Du går selv stødt på den ’rigtige handlings’ vej. Endnu i
dag er jeg nødt til at drage ud i skoven. Dasaratha har overgivet dette rige, som er nedarvet til
ham gennem mange generationer, til Bharatha. Fra nu af er Bharatha dette riges hersker.
Straks efter han er blevet kronet, vil han komme til dig for at modtage din velsignelse. Du skal
ikke hæve mig til skyerne, når du taler med min broder. Du bør heller ikke vise noget tegn på
sorg eller misfornøjelse over, at jeg er blevet sendt ud i skoven. Du må ikke på nogen måde
ringeagte ham eller se ned på ham. Konger værdsætter udelukkende de mennesker, der
beundrer dem og tjener dem. Så lad være med at prise mig eller fordømme ham. Han er min
broder og din svoger, men det er kun i relation til det fysiske slægtskab. I relation til dette
slægtskab er Bharatha din og min konge. Vis ham derfor en behørig respekt. Du må ikke
forårsage, at han bliver misfornøjet eller bekymret på grund af noget, du siger eller gør. Vær
reel! Følg ikke blot Bharatha’s direktiver, men også gamle Dasaratha’s ordre. Tjen også moder
Kausalya, der lider ubeskrivelige smerter, fordi jeg forlader hende. Tag alle egnede midler i
brug for at holde sorgen på afstand af hende. Med hensyn til de andre to mødre, Kaikeyi og
Sumithra, så skal du også adlyde og behage dem. Sita! For mig er Bharatha og Satrughna lige
så kære og nære som mit eget åndedrag. Behandl dem, som var de dine egne brødre; støt
dem kærligt, som var de dine egne sønner. Oh henrivende ungmø! Forlad ikke dette palads for
at vende tilbage til Mithila på grund af, at jeg ikke er her. Bliv i selve Ayodhya by og trøst
moder og fader. Det kan du gøre ved at tjene dem på passende vis for på den måde at fjerne
sorgen fra deres hjerter. Med kærlighed og omhu skal du trøste dem, indgyde dem mod og
skænke dem tilfredshed.”
12.5. Da Rama på denne måde instruerede Sita om hendes pligter, kunne hun ikke holde
latteren tilbage! Hun følte sig også en smule vanæret over den drejning, argumenterne tog.
Hun kunne ikke længere forholde sig tavs. ”Rama!”, afbrød hun. ”Rama! Du er Dasaratha’s
søn. Ikke på noget tidspunkt har jeg fra dine læber hørt nogle ord, der er uværdige for denne
slægt. Moder, fader, broder, søster, søn, svigerdatter – alle er de nødt til at opleve en vis
mængde af lykke og en vis mængde af elendighed i forhold til det gode og det dårlige, de hver
især har bedrevet. Men hustruen har en speciel kilde til sin gode eller dårlige skæbne. Det vil
sige, at hun har en andel af det gode og det dårlige, som hendes mand er ansvarlig for. Hun er
udrustet med en del af hans glæde eller sorg. Så hvis kong Dasaratha har befalet dig at drage
ud i skoven, så har han også befalet mig at drage af sted. En kvinde er nok blevet madet og
opfostret af sin moder og fader; hun bliver muligvis æret af sin søn; hun bliver muligvis
opvartet af sine tjenestepiger, men de kan aldrig blive hendes beskytter og støtte. Alle de små
ligegyldige udsagn, som du benytter dig af for at overbevise mig, vækker kun morskab i mig. I
alle de år, der lå forud for mit bryllup, lærte min fader mig om alle de pligter, der skal lede og
forpligte mig i ægteskabet. Jeg er hverken en uvidende person, eller en person, der søger
magt. Og lad mig yderligere fortælle dig, at jeg ikke fanatisk klamrer mig til nogen mening
eller anskuelse, blot fordi den er min egen. Du behøver ikke påpege mine specielle pligter over
for dig, for jeg kender dem alle. Det er kun, hvis jeg beslutter mig for at blive her, at du er
nødt til at fortælle mig, hvordan og på hvilke måder, jeg skal tjene mine svigerforældre, mine
svigerinder og dette lands hersker, er det ikke? Men når jeg tager med dig, hvilken mulighed
har jeg så for at tjene andre; hvilket behov er der for, at jeg påtager mig at tjene andre?
Opfyldt af glæde følger jeg dig! Jeg har længe haft et uopfyldt ønske om at tilbringe nogle år i
skovene. Det er mit store held, at jeg nu får chancen for at tilfredsstille dette ønske i selskab
med min herre! Jeg vil ikke høre efter, hvis du insisterer på, at jeg ikke bør udtrykke min
mening vedrørende denne vigtige sag. Vær ikke vred på mig, fordi jeg ikke adlyder dig. Det er
ikke rigtigt af dig eller passende for dig at afvise mig på dette tidspunkt, ligesom man smider
resten af vandet i et krus ud, efter man har drukket en mundfuld. Tro mig på mit ord! Jeg vil
ikke forblive i Ayodhya i så meget som et øjeblik; tag mig med dig.”
12.6. Med disse ord faldt Sita for Rama’s fødder og holdt fast om dem. ”Jeg er ikke den
mindste smule ked af, at du ikke bliver kronet. Jeg elsker dig, kronet eller ukronet. Der hvor
131

du er, det sted er for mig kongeriget. Der befinder min skat sig. Det er det største og
smukkeste, jeg ejer.” Således bønfaldt og bad Sita. Rama fortalte hende, at livet i skoven er
yderst farefuldt. Skoven myldrer med vilde dyr og mennesker. Dæmonerne hærger og røver.
Man kommer nødvendigvis til at støde på oversvømmelser af floder; man kommer til at vade
igennem tæt, tornet underskov. Han påpegede, at hun ikke var vant til at bevæge sig rundt på
forskellige steder til fods, og at hun derfor ville komme til at lide af udmattelse. Han beskrev
andre forskellige former for frygt og bekymring, som hun ville blive konfronteret med. Men
Sita forblev uberørt. Hun svarede: ”Herre! Ligegyldigt hvor vilde dyrene måtte være;
ligegyldigt hvor tæt og skrækindjagende skoven måtte være, hvilken skade kan de forvolde
mig, hvilke kvæstelser kan de tilføje mig, når du er ved min side? Jeg kan vandre ad skovens
stier, det vil ikke blive noget problem for mig. Jeg vil blive endnu gladere, hvis du beder mig
om at gå forrest og gøre stierne jævne og let tilgængelige for dig. Jeg vil samle sten op og
smide dem væk; jeg vil fjerne småsten og torne for at formindske din smerte; jeg vil gøre alt
for at lette din rejse. Giv mig lov til at være hos dig, så jeg kan yde denne tjeneste og blive
lykkelig. Her i paladset i Ayodhya og her i kvindernes gemakker, har jeg ikke haft mulighed for
at tjene dig. Jeg har været bekymret over og elendig ved, at det har været tjenere og hoffolk,
der har hjulpet og opvartet dig. I skoven vil der ikke være nogen tjenere eller hoffolk! Derfor
vil jeg være lykkelig, når jeg selv kan varte dig op. Det er mit store held! Gør mit liv værd at
leve, Herre. Giv mig denne herlige mulighed.” Sita bad på forskellig vis, idet hun indtrængende
bad om barmhjertighed og retfærdighed. Rama følte medlidenhed med hende. Han sagde:
”Sita! Du kan ikke være lykkelig, når du lever i skoven. Du vil komme til at lide meget det
næste lange stykke tid.” Rama udbredte sig om de rædsler og om de lidelser, man uundgåeligt
vil blive udsat for i skoven. Men Sita stod fast. ”Rama! Jeg vil ikke lægge nogen hindringer i
vejen for din overholdelse af dine løfter. Af dine ord udleder jeg, at du skjuler noget for mig;
du har en eller anden indvending, som du ikke kan lide at bringe på bane. Sammen med dig vil
jeg overholde de krav vedrørende den personlige og strenge levevis, der påhviler en person,
der begiver sig ud på den vej, der fører til viden om Gud. Også jeg vil leve af rodfrugter og
frugter. Også jeg vil holde op med at bruge parfume; vi vil udelukkende indånde duften fra
skovens blomster. Du er en efterkommer af Ikshvaku-dynastiet, der har frelst millioner af
mennesker fra katastrofer og farer! Kan du ikke beskytte mig mod farer? Er du så kraftesløs?
Jeg vil ikke være dig til besvær. Du vil ikke få den mindste ulejlighed på grund af mig. Herre!
Jeg kan ikke andet end følge dig. Jeg vil lægge mig ned og sove ved dine fødder, det vil
skænke mig den højeste grad af lyksalighed. Rama! Jeg kender og påskønner ingen anden end
dig. End ikke i et øjeblik kan jeg holde mig i live, hvis jeg er adskilt fra dig. Godt! Hvis du
holder fast i din beslutning og drager af sted, idet du efterlader mig i Ayodhya, så har Sita
draget sit sidste åndedrag, inden du når skoven. Opfat det som sandheden.”
12.7. Da Sita sagde disse ord, flød hendes øjne over af strømme af tårer. Rama forsøgte at
berolige hende. Han sagde: ”Oh Sita! Du er en meget trofast tilhænger af ’rigtig handling’. Det
er bedst for dig, at du holder dig til og efterlever dine retskafne kvaliteter her. Du kan ikke
handle, som det behager dig; du har ikke frihed til at gøre, lige hvad du vil. Din ’rigtige
handling’ er at handle i henhold til det, jeg siger. Opgiv derfor din ide. Jeg siger dette for dit
eget bedste. Det at skulle beskytte dig vil helt sikkert blive en byrde for mig. Vandløb der
vælter ned fra bjergtinder; vilde dyr der opholder sig i grotter; løver og tigre der brøler
uhindret midt iblandt bjerge og dale – alt det skal overvindes. Vi må nødvendigvis vade over
oversvømmede floder. Måske bliver vi nødt til at springe ned fra mægtige kampesten og
klipper. Når jeg tager alle disse vanskeligheder i betragtning, er jeg nødt til på det bestemteste
at bede dig blive her. I skoven vil du være nødt til at gå med sammenfiltret hår og klæder af
bark. Vi mænd vil være nødt til at gå hen til en flod eller sø for at gennemføre aftenritualerne.
Når vi gør det, hvem skal så beskytte dig mod de ulykker, der muligvis kan ske? Ligegyldig
hvilke kriser der måtte opstå, så kan vi ikke opgive disse ritualer. Du ved, hvor streng denne
regel er. Derfor må du måske hver dag være alene et stykke tid. Vi ved ikke, hvad der sker, og
hvor det sker.”
132

12.8. Rama forsøgte at beskrive de skrækkelige scener, der kan opstå, når man bor og lever i
skoven, men Sita blev ikke det mindste påvirket. Hun sagde: ”Rama! Hvorfor fortæller du mig
disse ting, som om jeg er et tossehoved fra en eller anden tilbagestående landsby; eller som
om jeg er en uvidende, dum kvinde, der intet kender til de hellige skrifters lære? Jeg er fuldt
ud bevidst om dine evner og kræfter. Intet her på Jorden, ja endda i alle de fjorten verdener,
er umuligt for dig! (Ifølge de hellige skrifter findes der syv øvre og syv nedre verdener). Når
du er hos mig, hvilken frygt kan så forurolige mig? Ja, hvis et vildt dyr angriber mig, og jeg
bliver dets bytte, vil jeg være lykkelig over, at jeg dør i din nærhed frem for at dø et eller
andet sted langt væk! I givet fald vil jeg dø lykkelig. Jeg vil aldrig erklære mig villig til at leve
et liv, hvor jeg er nødt til at leve uden dig. Du sagde, at jeg ikke har nogen frihed til at gøre,
lige hvad jeg vil. Sagde du det i fuldstændig bevidsthed om dets betydning? Eller var det blot
en udtalelse, der skulle teste mig? Jeg er ikke i stand til at regne det ud. Jeg er din ene
halvdel; jeg har ret til at kalde mig selv for din halvdel. Du har også den samme ret. Og det er
sandheden. Du er ikke fuldstændig fri, og det er jeg heller ikke. Jeg har lige så meget at skulle
have sagt over dig, som du har over mig. Men lige nu bønfalder jeg ikke om min ret eller mine
fordringer. Jeg længes blot inderligt efter at være tæt på dig; altid at være i din nærhed. Mine
ord er et resultat af den længsel.”
12.9. Idet Rama lyttede til Sita, der på denne måde afslørede sin beslutsomhed, fortsatte han:
”Sita! Du er i færd med at vikle dig ind i rettighedernes og fordringernes kompleksitet! Når jeg
drager ud i skoven, vil de gamle forældre jamre og græde over mig. På det tidspunkt kan du
på en nænsom måde trøste og opmuntre dem. Det er din pligt. Du skal opføre dig, så din
opførsel er tilpasset de behov, der opstår i den enkelte situation. Vær sammen med dem; frels
dem; det er måden, du behager mig på; det er måden, du skænker mig lyksalighed.” Rama
talte, som om hans beslutning var endelig, og han talte i en beordrende tone. Men Sita
reagerede blot med et smil. ”Når sønnen, der er født af de selv samme forældre, styrer dem
ud i dyb sorg og drager væk, idet han med en bjørns styrke holder fast ved sin urokkelige
beslutning, og når den selv samme søn, som de elsker så højt, opgiver alt og drager ud i
skoven, hvilket ansvar har svigerdatteren, der er kommet fra sin egen husstand og ind i denne
husstand, denne svigerdatter, der er fremmed i familien, hvilket ansvar har hun for at trøste
og opmuntre de mennesker, der er blevet forladt af deres søn? Tænk nøje over det i en
stund!”, sagde hun. ”Det er blevet mig fortalt, at du har insisteret på, at din moder bliver her
og tjener sin mand, skønt hun græd bitre tårer og bad om at få tilladelse til at følge dig ud i
skoven! Du fortalte hende, at hendes pligt med at tjene manden er den dominerende pligt. Du
erklærede, at det ville bringe ubeskrivelig vanære over Ikshvaku-dynastiet, hvis hun forlod sin
herre, som hun er gift med, på grund af sin kærlighed og hengivenhed over for sin søn, som
hun har båret og bragt til verden! Sådanne moralske regler af uvurderlig værdi udbredte du
dig vidt og bredt om over for din moder. Men så snart du taler med mig, har du vendt op og
ned på denne regel. Du begynder at fortælle mig, at det er min fremmeste pligt at tjene
svigerforældrene og ikke min mand! Tænk over det! Hvilket er det korrekte råd; hvordan lyder
reglen? For hustruen er ægtemanden Gud – det blev ikke fastlagt i de moralske love alene
med tanke på Kausalya! Uden undtagelse er det vejledningen til og målet for kvinder i hele
verden. Du har tydeligvis glemt denne sandhed, for den passer ikke til dine nuværende ønsker.
Du er ude af stand til at forklare, hvorfor den moralske regel, du nævnte over for Kausalya,
ikke gælder for mig.”
12.10. ”Ligegyldigt hvor længe du argumenterer, hvad du end påstår, så vil jeg ikke holde op
med at træde i de spor, dine fødder sætter. Du kan slå mig ihjel, fordi jeg forsynder mig mod
din befaling, men jeg hævder, at jeg aldrig kan leve uden dig. Ramachandra! Aldrig så snart
du begyndte at tale om at drage i eksil i skoven, følte jeg en voldsom glæde, idet jeg kom i
tanke om en episode, der fandt sted i min barndom! Du kan slet ikke forstå omfanget af min
glæde! Min moder, der havde mig på skødet, var fordybet i bekymring over den ægtemand,
som skæbnen ville bringe mig. Hun bekymrede sig over, om han ville være moralsk retskaffen
og udstyret med fortræffelige kvaliteter. Hensunken i tanker sad hun og strøg mig over håret.
På det tidspunkt kom tjenestepigen ind i værelset og meddelte, at en vis kvindelig asket
133

ønskede audiens hos min moder. Min moder løftede mig op, og forsigtigt satte hun mig ned på
gulvet. Så gik hun hen for at møde gæsten. Moder knælede for asketens fødder og gav mig
ordre om at gøre det samme. Jeg gjorde, som hun sagde. Kvinden mønstrede mig nøje fra top
til tå og sagde: ”Moder! Dit barn vil tilbringe år sammen med sin mand i skoven.” Til det
svarede min moder med en latter: ”Hun er end ikke gift endnu, og du taler om, at hun
kommer til at tilbringe livet i skoven!” Asketen tav imidlertid ikke. Hun forklarede: ”Efter hun
er blevet gift! Hun vil blive nødt til at leve i skoven sammen med sin mand et stykke tid!” Så
gik hun sin vej! Lige fra den dag af har jeg spændt set frem til det tidspunkt, hvor jeg kan
drage af sted og bo i skoven sammen med min herre! Gør mig lykkelig, tag mig med dig.” Sita
faldt for hans fødder og bad hulkende.
12.11. Rama havde medlidenhed med hende. Blidt løftede han hende op og sagde: ”Sita!
Hvem andre end dig kan jeg betro min beslutnings hemmelige årsag til? Lyt! Du er ung. I
skoven er der mange steder en ashram, der er fuld af asketer, eneboere og vismænd. Jeg vil
drage ud til dem for at tjene dem og vise dem min respekt og ærbødighed. Måske er der også
konger og prinser til stede disse steder (eftersom de er kommet for at jage) for at ære
beboerne og blive velsignet af dem. Måske får nogle af disse konger og prinser et godt øje til
dig, og som følge deraf kan der muligvis opstå komplikationer og konflikter. Eftersom jeg vil
være iført en askets klædedragt, vil det ikke være passende for mig at begynde at kæmpe
mod dem. I det mindste af denne grund bliver du nødt til at forblive i Ayodhya.”
12.12. Sita havde sine egne grunde til at protestere mod dette argument. Hun sagde: ”Rama!
Det er ikke rimeligt, at du forsøger at narre mig ved at opdigte sådanne eventyr, hvori det
fremgår, at du er ud af en almindelig slægt! Når du er ved min side, kan så selv gudernes
hersker kaste sit blik på mig? Hvis han gør det, vil han så ikke i selv samme øjeblik blive
reduceret til aske? Nej, af den grund kan du ikke efterlade mig her. Du kan ikke undslippe din
pligt og dit ansvar på grund af det! Lad mig også fortælle dig noget andet. Hvis du ikke er
sammen med mig, hvilken skæbne vil jeg så få? Jeg vil være nødt til at være alene her i
Ayodhya. Den slags episoder, som du lige før udbredte dig om, kan ske her! Eller også vil jeg
måske lide indre kvaler, fordi jeg ikke er i stand til at bære andres ægteskabelige lykke! Så lad
mig ikke være alene, tag mig med dig, og lad din og min berømmelse sprede sig for evig tid ud
over hele verden. Lad mig tilføje dette: Alle elsker dig som Ramachandra, Rama Månen! Jeg
hedder Sita, hvilket betyder ’kølig’ – altså det kølige måneskin! Hvordan kan Månen være i
skoven, samtidigt med at dens kølige lys holder sig væk og er i Ayodhya? Der hvor Månen er,
der skal dens lys være! Derfor kan denne adskillelse aldrig forekomme. De to skal altid være
sammen, de skal aldrig være væk fra hinanden! Hvis det skulle ske, at de to skilles, er det blot
et bevis på, at en eller anden unaturlig katastrofe nærmer sig; en tragedie der vil ryste
verden. Eller det vil hænde af hensyn til et epokegørende forsøg på at tilintetgøre de onde og
redde de gode fra udslettelse! Efter som ingen sådanne kriser er tydelige her og nu, er vores
adskillelse umulig. Den kan ikke ske.” Sita, Den højeste Moder, udtalte disse ord med en fast
og beslutsom stemme, som ville hun ikke tåle nogen indvending.
12.13. ”Sita! Du vil blive nødt til at sove på hård klippegrund. Du vil blive nødt til at bære
klæder fremstillet af barkfibre og leve af rodfrugter og rødder. Selv den slags føde kan det
muligvis blive vanskeligt at fremskaffe hver dag! Deres tilgængelighed afhænger af, hvad tid
på året det er. Når de ikke er tilgængelige, bliver du måske nødt til at sulte i dagevis. Skoven
er hjemsøgt af dæmoniske stammer, der behersker en million forskellige kneb, og som med
stor glæde spiser menneskekød. Oh! Det er umuligt fuldt ud at beskrive de kvaler, et liv i
skoven medfører! Du vil ikke være i stand til at klare disse rædsler og trængsler. Hvis du
ledsager mig i eksil, vil folk fordømme mig og overdænge mig med skældsord. Hvordan kan
Den himmelske Svane, der lever af den guddommelige føde i Manasa-savovarets vand,
overleve ved at drikke havets brakvand? (Manasa-savovaret kaldes også ’Sindets sø’. Søen
blev skabt af Brahma; Sarayu-flodens udspring i det nordlige Himalaya, nu beliggende i Tibet).
Hvordan kan kokil-fuglen, der boltrer sig i haver fulde af mango-træer med bløde blade, leve
134

lykkelig og sorgløs på et jordstykke med lavt græs? Tænk over disse spørgsmål. Det er yderst
ønskværdigt, at du bliver hjemme.”
12.14. Sita lyttede til Rama’s ord, som han fremsagde så mildt og venligt. Hele tiden stod hun
og så ned i gulvet, og tårer strømmede ned ad hendes kinder. Hun stod som en søjle,
ubevægelig og urokkelig. Uafbrudt dryppede hendes tårer ned på gulvet. Rama kunne ikke
bære synet af hendes sorg og lidelse. Sita kunne ikke finde ord til at svare på de indvendinger,
Rama havde fremført. Endeligt lykkedes det hende at kontrollere sine følelser og bide sin sorg i
sig. Hun sagde: ”Oh mit livs herre! Du er det sted, hvor alt, hvad der er godt og
lykkebringende, opbevares. Når jeg er adskilt fra dig, er selv Himlen et frygteligt helvede.
Forældre, brødre, søstre, svigerforældre, sønner, lærere, slægtninge – alle disse er muligvis
godhedens strålende opbevaringssteder, men for en kvinde er hendes mand den eneste kilde
til styrke, glæde og lykke. Alene han kan skænke hende glæde og lykke. Bortset fra sin mand
har hun ingen, der kan vejlede og beskytte hende. Han er hendes tilflugtssted; hendes eneste
redning. Herre! Når manden er borte fra hende, vil hustruen finde kroppen, hjemmet, byen,
kongeriget, al den rigdom hun er omgivet af – ja alting vil hun opfatte som kilder til sorg og
ærgrelser. Ingen af tingene kan give hendes hjemsøgte sind glæde. Det søde vil blive
forvandlet til bittert, når hendes herre er væk. Velbefindende vil blive forvandlet til sygdom. Al
den glæde jeg tørster efter, er koncentreret i dig. Intet kan måle sig med den begejstring, jeg
føler, når jeg fæstner mit blik på dit ansigt, der skinner så lyst og opmuntrende som
fuldmånen om efteråret. Når jeg er sammen med dig, vil fuglene og de vilde dyr blive mine
slægtninge. Skoven vil blive den by, jeg elsker. Klæderne, der er fremstillet af bark, vil blive
som silkeklæder. Eneboerhytten, der har tag gjort af skovens blade, vil for mig være et lige så
indtagende hjem som et himmelsk palæ. Skovens feer og engle, skovens guddomme, vil blive
mine svigerforældre. Jeg vil ære dem med den samme ærefrygt. Når jeg er sammen med dig,
vil græstotter og dynger af blomsterblade give vor seng den vante blødhed. Kærlighedens Gud
kan ikke tragte efter mere. De rodfrugter, rødder og frugter som du talte om, vil være lige så
søde og nærende som selve den guddommelige nektar! Bjergtinderne i skoven vil jeg glæde
mig lige så meget over, som jeg glæder mig over Ayodhya’s tårne. Jeg vil gå ned ad en
bjergskråning og klatre op ad en anden med den samme glæde, som når jeg går ned ad en
trappe og op ad en anden her i paladset. Det vil blive så let og så fornøjeligt.”
12.15. ”Hver eneste dag vil jeg få en frydefuld fornemmelse ved synet at dine lotus-fødder.
Desuden vil det blive en enestående mulighed for mig; jeg vil kunne tjene dig på alle
tidspunkter og på alle måder. Hvordan skal jeg kunne overleve smerten, hvis jeg kommer til at
forpasse denne mulighed? Oh Barmhjertighedens Skatkiste! Efterlad mig ikke her. Tag mig
med! I virkeligheden er det ikke nødvendigt, at jeg plager dig med disse bønner, for du
befinder dig i alle væsener, og du er bevidst om alt, hvad de føler og tænker. Det er ikke
rigtigt af dig, at du påfører mig en sådan smerte, når du ved, hvordan mit hjerte inderligt
længes efter muligheden for at være sammen med dig. Herre! Jeg er nedslået, modløs og
elendig til mode. Hvis du forlader mig og drager af sted, vil det ødelægge dit gode navn. Du
besidder alle de ædle kvaliteter; hvorfor så nægte mig barmhjertighed? Kan jeg holde mig i
live i fjorten år, hvis jeg er adskilt fra dig? Jeg finder det umuligt at holde mig i live, hvis vi er
adskilt i et tidsrum, der svarer til ti blink med øjnene! Hør min bøn, vis mig lidt venlighed. Når
jeg er sammen med dig, hvordan kan nogen så vove at skade eller angribe mig? Hvorfor?
Ingen vil vove at kaste så meget som et blik på mig. Vil sjakalen eller haren åbne sine øjne og
vove at se på løven? Jeg er ikke en mild og skrøbelig person. Sandt at sige er du den
personificerede mildhed! Jorden er min moder. Derfor har jeg enhver ret til og al den styrke,
der er nødvendig for at bevæge mig rundt på Jorden. Faktisk er lykke din lod i livet; min lod er
at lide. Når det er tilfældet, hvorfor vender du så alting på hovedet og forårsager, at jeg bliver
skuffet? Det er ikke rigtigt at gøre. Jeg påstår, at jeg med lethed kan udføre opgaver, som du
slet ikke vil tro, jeg er i stand til! Du er fuldt ud klar over, at jeg løftede og satte Siva’s bue til
side. Den bue, som ingen konge, ligegyldigt hvor stolt han måtte være af sine kræfter, var i
stand til at løfte. Jeg er overrasket over, at du tvivler på mine evner! Min tapperhed og mine
135

færdigheder er ikke ringere end dine. Så giv mig din tilladelse og træf forberedelser til i stor
glæde at drage af sted med mig.”
12.16. Med disse ord bøjede Sita sig dybt for Rama og faldt for hans fødder. Rama følte, at det
ville være forkert at fortsætte med at afvise hendes ønsker. Han besluttede sig for at give
efter. ”Sita”, sagde han. ”Hold op med at sørge. Lad være med at give efter for tristheden. Jeg
vil tage dig med mig, som du ønsker. Begynd straks at forberede dig til rejsen ud i skoven!”
Da Sita hørte disse vidunderlige ord fra Ramachandra, blev hun jublende glad. Hun blev
opfyldt af en grænseløs glæde. Hun sagde: ”Forberedelse? Hvad er der at forberede, når man
skal bo og leve i skoven? Jeg er altid parat; jeg har det, jeg behøver, for jeg behøver
udelukkende dig. Jeg har ingen andre ønsker. Jeg er klar til at følge dig i dette øjeblik. I dig
har jeg alt, hvad jeg behøver. Du ved godt, at jeg ikke ønsker noget andet end dig.” Med disse
ord tog hun Rama’s hænder i sine og meldte sig klar til at tage af sted. Rama sagde: ”Sita!
Overvej følgende. Du vil ikke komme tilbage til Ayodhya de næste fjorten år. Gå derfor hen og
befri papegøjerne og de øvrige fugle, som du med kærlighed og omhu har opdrættet som
kæledyr. Og hvad med køerne du har plejet med så stor kærlighed? Forær dem væk til
brahminer, så de fortsat kan blive behandlet på en kærlig måde. Fordel dine klæder, køretøjer
og øvrige ejendele til folket, ellers vil alle disse ting blive ødelagt af tidens tand. Det er langt
bedre, at de bliver brugt, end at de falder fra hinanden.” Da hun havde hørt dette forslag, løb
Sita straks hen til burene. I et kærligt tonefald henvendte hun sig til hvert eneste af sine
kæledyr og bad dem: ”Flyv! Gør som os, strejf frit omkring i den smukke skov.” Med sine egne
hænder åbnede hun burene og satte sine fugle fri. Herefter gik hun hen til kostalden. Hun
fodrede køerne med forskelligt lækkert foder og talte med de brahminer, der skulle modtage
køerne som gaver. Hendes henrivende ansigt strålede af glæde. De personer, der så hende
give alt muligt væk, følte, at deres hjerte gik i opløsning af sorg ved tanken om hendes
forestående afrejse. Tårerne strømmede dem ned ad kinderne, for de blev rørt over hendes
storsindede generøsitet. Og frem for alt var de rørt over hendes jubel ved udsigten til at skulle
ledsage sin mand i eksil i skoven. Hendes begejstring var hinsides, hvad en digter er i stand til
at beskrive med sin pen.
12.17. I mellemtiden sluttede Lakshmana sig til dem. Efter at have taget afsked med
Lakshmana’s moder, begav de tre sig af sted.
136

Kapitel 13
Perioden i eksil påbegyndes
13.1. Tusindvis af mennesker havde forsamlet sig inde på paladsets store plads. Deres sorg
var umådelig stor. Første-ministeren gik ind i paladset. Her fandt han kongen bevidstløs på
gulvet, og han løftede ham op. Han fik kongen op at sidde og anbragte ham i en passende
stilling. Herefter overbragte han kongen nyheden om, at Sita, Rama og Lakshmana var
kommet for at søge audiens hos ham. Rama stod allerede tæt ved sin fader og talte
beroligende og kærlige ord. Da Dasaratha så Sita og Lakshmana, kendte hans sorg ingen
grænser. Han omfavnede Rama og faldt om på gulvet. Kongen var ved at kvæles i smerte; han
pressede sine hænder mod sit bryst og forsøgte at holde smerterne nede. Sita og Lakshmana
kunne ikke holde ud at se på den lidende konge.
13.2. Lakshmana fik øje på Kaikeyi, der passivt stod og så til med en mine, der udstrålede
myndighed og autoritet. Hans øjne blev røde af raseri. Han så hadefuldt på hende, som ville
han dræbe hende på stedet. Men han styrede sin vrede og bevarede fatningen, fordi han fik
øje på Rama’s fredfyldte og rolige ansigt. Så sagde Kaikeyi: ”Rama! Du styrter din fader ud i
en endnu dybere sorg! Jo før du tager af sted og når skoven, des hurtigere vil din fader blive
befriet fra sin bekymring. Udsæt det ikke længere! Kast dig i støvet for din fader og drag så
herfra.” Disse ord, der i den grad var blottet for elementær venlighed, syntes at sønderrive
Dasaratha’s hjerte. Pludseligt råbte kongen: ”Du kvindelige dæmon! Onde ånd! Hvor er dine
ord hårde og ubøjelige.” Herefter besvimede han igen. Lige netop i det øjeblik knælede Sita,
Rama og Lakshmana for hans fødder. Rama sagde: ”Fader! Velsign os og giv os din tilladelse
til at drage af sted. Dette her, dette nu, er et tidspunkt, der er egnet til jubel og glæde; ikke til
længsel og sorg. At være alt for tilknyttet fører skændsel med sig.” Rama bad ham
indtrængende om at være tapper og opgive den vildfarelse, der fik ham til at forgude sin søn,
Rama. Rama knælede, tog et fast greb om sin faders fødder og trøstede ham.
13.3. Dasaratha åbnede sine øjne og så nøje på sin elskede søn. Med stort besvær satte han
sig op. Idet han holdt begge Rama’s hænder i sine, sagde han: ”Oh min kære søn! Lyt til, hvad
jeg har at sige! Du er i besiddelse af selvkontrol og skelneevne. Du ved, hvad der er rigtigt;
det er derfor passende, at du udelukkende gør det rigtige. Når en person gør noget forkert, så
er det ikke rigtigt eller rimeligt, at en anden person kommer til at lide af konsekvenserne af
denne forkerte handling, er det vel? Skæbnens leg er uforudsigelig; den er som en gåde uden
løsning.”
13.4. På grund af sin kærlighed og troskyldighed begyndte kongen at dynge massevis af
argumenter op, der skulle få Rama fra dennes beslutning om at drage ud i skoven.
13.5. Dasaratha, faderen, kendte Rama som en person, der havde det højeste kendskab til de
moralske regler og som en person, der var en streng tilhænger af disse regler. Rama var
dygtig til, og trænet i, at gøre det rigtige; han var ikke bange for konsekvenserne af sin
beslutning. Dasaratha kunne læse i Rama’s ansigt, at denne var kommet for at tage afsked
med ham og rejse i eksil. Da han så, at Sita også stod foran ham, kaldte han hende hen til sig.
Da hun knælede ved hans side, strøg han hende blidt hen over hovedet og beskrev de kvaler,
der var forbundet med et liv i skoven. Han fortalte hende, at det bedste hun kunne gøre, var
at blive tilbage, enten sammen med sine svigerforældre eller med sine forældre. Hans ord blev
fremsagt gennem den ubærlige sorgs stønnen og jamren. Da kongen fik øje på Kaikeyi, skar
han tænder i raseri, alt i mens han skummede og ængstedes indvendigt. Han var ude af stand
til at beherske sin sorg.
13.6. Sita knælede foran ham og sagde: ”Ærværdige svigerfader! Mit sind længes udelukkende
efter at tjene Rama. Denne gode skæbne venter mig i fuldt mål i skoven. Jeg kan ikke blive
137

tilbage og derved miste denne dyrebare mulighed. Det at tjene forældre eller svigerforældre
kan ikke skænke hustruen den høje grad af glæde, som alene tjeneste ydet over for
ægtemanden kan skænke. Der findes ingen glæde eller lykke højere eller større end dette.
Modarbejd mig ikke; lad være med at komme med argumenter for, at jeg ikke skal tage af
sted. Giv mig dine velsignelser og send mig af sted sammen med Ramachandra.”
13.7. Dasaratha kunne godt både forstå og påskønne Sita’s stærke længsel. Til belæring og
opbyggelse af Kaikeyi, der stod i nærheden af ham, priste han Sita’s gode dyder til skyerne
med ægte begejstring. I mellemtiden havde hustruerne til de kongelige ministrer og lærere,
der befandt sig i lokalet, samlet sig rundt om Sita. En efter en beskrev også de alle de
besværligheder, der var uløseligt forbundet med at leve i skoven. Med det formål at fraråde
Sita at tage med Rama prøvede en ægtefælle til en af hoffets lærere at anvende en klog list.
Hun sagde: ”Sita! Der er ingen, der har forlangt af dig, at du skal tage af sted og drage ud i
skoven. Det er din opgave at blive her og trøste og opmuntre din mands forældre, der er
hensunket i sorg. Du er Rama’s halvdel, er du ikke? Denne halvdel skal blive her for at lindre
den sorg, som den anden halvdels afrejse forårsager. Desuden er det sådan, at eftersom du er
den ældste søns, tronarvingens, halvdel, har du ret til at herske over kongeriget. Hvis Rama
drager ud i skoven og lever der for at ære sin faders ord, så bliv du her og hersk over riget og
oprethold Rama’s ry og berømmelse, idet du fylder hans forældre med glæde. Som Rama’s
hustru er dette det rigtige skridt, du bør tage; dette er din legitime pligt.”
13.8. Disse ord blev fremsagt ligeså sagte og blide som efterårets månestrålers hvisken i
chakravaka-gåsens ører. Men de gjorde Sita elendig til mode; de fik hende til at vakle i sin
beslutning. Hun blev så overvældet af ordene, at hun ikke svarede.
13.9. Mens denne korte samtale fandt sted, havde Kaikeyi sikret sig eneboerens barkfibreklæder
og rosenkranse fremstillet af tulsi (en hellig, medicinsk plante). Hun holdt det alt
sammen frem foran Rama og sagde: ”Kongen har dig lige så kær som sit eget liv. Derfor er
han i færd med at bringe evig skam og skændsel over sit hoved ved at være uvillig til at lade
dig tage af sted. Hans kærlighed til dig overskygger, at retfærdigheden og retskaffenheden må
gå sin gang. Han vil ikke sige ordene: ’Drag ud i skoven’. Det vil han ikke gøre på noget
tidspunkt; under nogen omstændigheder. Det er frugtesløst at vente på hans velsignelse og
tilladelse. Så beslut dig for et af disse to skridt: At udsætte dig for skændsel og vanære ved at
blive her og regere over kongeriget, eller at drage ud i skoven og bringe evig hæder og ære til
Ikshvaku-dynastiet. Beslut og handl.”
13.10. Rama var glad for, at hun sagde det. Men ordene ramte Dasaratha’s hjerte, som var de
spidse søm, der blev hamret ind med tunge hammerslag. ”Ak! Hvilken frygtelig skæbne jeg
har! At jeg skal være i live selv efter at have hørt sådanne hårde ord!”, udbrød han og faldt
besvimet om på gulvet. Da han genvandt bevidstheden, genkaldte han sig de ord, han havde
hørt. Igen faldt han bevidstløs om. Rama kunne ikke bære synet af sin faders hjælpeløshed
over for den situation, han stod over for. Rama følte, at han burde acceptere Kaikeyi’s forslag
og tage af sted. For jo før han tog af sted, des bedre ville det være for alle de implicerede.
13.11. Han tog klædedragten, der var fremstillet af barkfibre, og som hans stedmoder havde
fremskaffet. Da han havde fået viklet den om sig, gav han den anden klædedragt til Sita. Hun
stod og holdt dragten i sine hænder. Hendes hoved var bøjet i forlegenhed, for hun vidste
ikke, hvordan hun skulle bære den eller fæstne den om sig. Den så alt for kort ud. Rama, der
allerede havde sin dragt på, gik hen til hende og talte sagte til hende. Hun var flov over at
tilstå, at hun ikke vidste, hvordan man skulle bære de klæder, som eneboerkvinder så elegant
draperede omkring sig. Hun hviskede: ”Den er altså ikke magen til dem, vi normalt går med.
Den er alt for kort og ikke vid nok!” Rama trøstede hende og indgød hende mod. Han trak
hende til side, og idet han sagde, at den kunne bæres sådan og sådan, svøbte han den selv
omkring hende. Da de så det, fældede eneboerkvinderne og paladsets øvrige kvinder tårer i
sympati.
138

13.12. På dette tidspunkt ankom Vasishta, kongehusets guru, til stedet. Han stod forfærdet,
idet han tog bestik af situationen. Han bemærkede Kaikeyi’s vrede lune. Han erklærede, at
Sita ikke behøvede at bære klæder af bark. Han påpegede, at Kaikeyi kun havde bedt om at få
to ønsker opfyldt – at Bharatha skulle krones, og at Rama skulle sendes ud i skoven. Begge
ønsker var blevet hende tilstået. Vismanden sagde, at Sita kunne drage ud i skoven med alt
det kongelige udstyr og alle de fornødenheder, der var nødvendige for at sikre et behageligt
ophold der.
13.13. Da Rama hørte det, fjernede han de klæder, han lige havde viklet uden om Sita’s egne
klæder. Men Sita trådte frem og knælede for vismandens fødder. Hun sagde: ”Herre! Det, at
jeg bærer barkklæder, er selvfølgelig ikke en direkte konsekvens af moder Kaikeyi’s ønsker.
Bør jeg ikke følge min mands adfærd? Vil det være passende for mig; vil det tjene mig til ære,
hvis jeg lever i skoven pyntet med smykker og kostbare silkeklæder, mens min herre er iført
en eneboers klædedragt? Det vil være aldeles tåbeligt af en pligtopfyldende hustru, hvis hun
indtager en sådan holdning, vil det ikke? Giv mig derfor tilladelse til at bære disse klæder af
bark, så jeg på den måde kan holde fast i, hvad der er rigtigt for en hustru at gøre og derved
udføre min pligt.”
13.14. Den overholdelse af retskaffen opførsel, der tilskyndede til denne bøn, bevægede den
store vismand til en dybtfølt og grådkvalt medfølelse. Med en stemme, der ligefrem dirrede af
sorg, sagde han: ”Sita! Den måde at tænke på kommer helt naturligt til dig, eftersom du er
legemliggørelsen af alle gode dyder. Men hvad angår konger og herskere, er der visse
principper, der skal respekteres af dig såvel som af andre. Din svigermoders, Kaikeyi’s, syge
og ondsindede hjerne trænger til at blive korrigeret og advaret. I dag skulle din mand rent
faktisk have været kronet som konge over dette rige. Denne begivenhed fandt ikke sted.
Årsagen var en kombination af omstændigheder, her i blandt nogle løfter der blev afgivet for
lang tid siden. Det er min pligt at sige, at det strider mod de politiske love at krone Bharatha i
stedet. Udelukkende den ældste søn har retten til tronen; ingen andre kan gøre krav på den.
Hvis den ældste søn, af egen fri vilje, af en eller anden grund giver afkald på denne ret, som
det er tilfældet i denne sag, så har den anden halvdel af hans person ret til at udøve denne
autoritet; ingen tredje part kan udøve den.”
13.15. Da Vasishta på denne måde gjorde rede for den praktiske lovgivning på dette felt, blev
Kaikeyi synligt påvirket af frygt. Men hun var helt klar over, at Sita ikke ville ønske at udøve
den kongelige autoritet og magt. Ligegyldigt hvor længe Vasishta uddybede Sita’s rettigheder
og fordringer, nægtede hun at tage notits af det. Hun længtes efter muligheden for at bære
eneboerens klædedragt frem for de strålende royale rober. Vasishta’s gemalinde fornemmede,
at Sita aldrig ville trække sin beslutning tilbage. Derfor tog hun og de øvrige kvinder
barkklædet og viklede dragten rundt om Sita på den korrekte måde, som eneboere anvender.
13.16. I mellemtiden havde Lakshmana også iført sig den samme skovklædedragt, som Rama
havde på. Rama besluttede, at deres afrejse ikke skulle udsættes længere. I ærbødighed
knælede de alle tre foran Dasaratha, der besvimede ved synet at sine sønner i deres asketiske
klæder. De knælede også for Kaikeyi, der stod i nærheden. De kastede sig i støvet for
vismanden Vasishta og dennes gemalinde. Så begav de sig af sted mod skoven.
13.17. Ayodhya’s borgere, der havde forsamlet sig ved paladsets hovedport, så de tre vandre
af sted som eneboere. Ved synet brød de ud i en forbitret hulken. Flere af dem blev så
chokeret, at de faldt besvimet om. Adskillige slog sig selv på siden af hovedet af ren
fortvivlelse. Ved den kongelige hovedports dørtrin knælede Rama endnu engang for Vasishta.
Endvidere sagde han nogle få, formanende ord til folket og bad dem bevare roen og holde fast
ved de gode dyder. Han fortalte dem, at de ikke skulle sørge over den drejning,
begivenhederne havde taget. Han fortalte dem også, at han ville vende tilbage til Ayodhya
139

efter de fjorten års ophold i skoven. Endeligt fortalte han dem, at ordren om at han skulle
drage i eksil, udelukkende var til deres eget bedste, til hans bedste og til hele verdens bedste.
13.18. Herefter uddelte han rundhåndet gaver til de fattige. Til brahminer skænkede han huse,
guld, landområder og køer, så de uden at skulle spare kunne udføre rituel tilbedelse og
højtideligholde ofringer. Han bad Vasishta om at sørge for, at de vediske ofringer blev
gennemført ved de passende lejligheder. Med håndfladerne mod hinanden stod han foran
vismanden og sagde: ”Hellige vismand og kongehusets guru! For folket og for mine forældre er
du deres sande fader. Rådgiv kongen, forman kongen, så han må herske over folket, som han
ville behandle sine egne børn.” Da folket hørte denne bøn, der blev fremsagt for deres skyld,
blev de bedrøvede og tynget af sorg. Nogle af dem slog sig for brystet, idet de forbandede, at
de mistede den gode skæbne, det ville være at blive regeret af sådan en prins. Nogle tilføjede
sig selv skader på deres hoveder. Andre rullede rundt på jorden og jamrede sig højlydt.
13.19. I mellemtiden vendte Rama sig igen mod folkemængden. Med håndfladerne samlet
sagde han endnu nogle få ord til dem: ”Kære borgere! Jeg holder lige så meget af jer som af
mit eget åndedrag. Vor fremragende hersker har sendt mig af sted for at beskytte og støtte
skovområderne. Lad være med at nære noget had over for ham af den grund. Beskyt ham og
bed for ham til alle tider. Ret jer efter hans ordrer; gør ham glad og bliv selv glade. Jeres
kærlighed til mig bør ikke føre til, at I ikke kan lide kongen. Ønsk ham aldrig noget ondt. Jeg
holder udelukkende af de mennesker, der, efter at jeg er vandret ud i skoven, arbejder for
kongens lykke. Det er de mennesker, der er mine sande hengivne; de, der gør det, jeg virkelig
synes om. Opfyld dette mit ønske; ær disse mine ord; gør mig lykkelig. Mit kære folk! Når hun
er adskilt fra mig, vil min moder, dronning Kausalya, naturligvis være fordybet i sorg. Enhver
moder i en tilsvarende situation vil føle en uudholdelig smerte. Men, eftersom I er intelligente
og fulde af medfølelse, så beder jeg jer indtrængende om at gøre jeres bedste for at lindre
hendes sorg og trøste hende.”
13.20. Herefter kaldte Rama første-minister Sumanthra hen til sig. ”Oh Sumanthra! Begiv dig
nu hen til fader. Rådgiv ham og berolig ham. Det er den opgave, du skal være travlt
beskæftiget med.” Sumanthra blev overvældet af sorg. Han stod helt stille; tårer strømmede
ned ad hans kinder. Han kunne ikke beherske sin sorg. Han hulkede og græd højlydt. De
øvrige ministre, der stod rundt om ham, så vel som de tilstedeværende tjenestegørende
tjenere, forsøgte at bringe ham tilbage til en tilstand af ro og indre styrke. Men de var alle for
bedrøvede til at stå der ved paladsets port. I overensstemmelse med Rama’s ordre gik de
derfor ind i paladset. Hele byen var sunket dybt ned i sorgens umådelige hav.
13.21. I mellemtiden vågnede Dasaratha fra sin besvimelse, og han blev bevidst om, hvad der
var sket. Han jamrede: ”Rama! Rama!” og forsøgte at rejse sig. Men tynget af sorg faldt han
igen om på gulvet. Da han lidt efter kom op at stå, forsøgte han at gå, men han var ikke i
stand til det. Vaklende bevægede han sig rundt i salen.
13.22. På det tidspunkt kom Sumanthra ind i salen, hvor kongen befandt sig. Ministeren
gjorde, hvad han kunne for at holde om og trøste kongen. Men hvordan skulle han kunne
bibringe kongen trøst, når vældige udbrud af pine og smerte vældede op i ham selv? Imidlertid
huskede han på Rama’s ordre om at trøste kongen, så pligtskyldigt betvang han den sorg, der
overvældede hans hjerte. Med tårer, der stille flød ned ad hans kinder, satte han sig ved siden
af kongen. I lang tid var ministeren ikke i stand til at sige så meget som ét ord.
13.23. Dasaratha åbnede sine øjne. Han så Sumanthra sidde ved sin side. Idet kongen i
ukontrollabel sorg udbrød ”Rama!”, lagde han sit hoved i den gamle ministers skød og hulkede
og hulkede. Efter et stykke tid rejste han sig og stønnede: ”Sumanthra! Rama er draget ud i
skoven; alligevel har mit liv ikke forladt denne krop! Hvad kan mit liv opnå ved at blive ved
med at holde fast i denne krop?” Idet han blev lidt roligere, sagde han: ”Hør her! Skynd dig
efter Rama! Tag en hurtig herskabsvogn og kom af sted. Min svigerdatter vil aldrig kunne klare
140

solens varme. Hun vil hurtigt få vabler under sine bløde, blomstersarte fødder! Gå! Tag af sted
med herskabsvognen!”
141

Kapitel 14
Ind i skoven
14.1. ”Sumanthra”, sagde Dasaratha. ”Min Ramachandra er en urokkelig helt; han vil ikke
vende tilbage. Ingen kan rokke ved eller sætte en stopper for hans beslutning. De
anstrengelser, nogen måtte gøre sig for at ændre Rama’s beslutning, vil være forgæves. Vores
forsøg vil blot forvolde ham sorg. Desuden er Rama en aldrig svigtende tilhænger af sandhed.
Udsæt det ikke, følg straks efter ham. Selv det øjeblik der går med at gøre vognen klar, kan
bevirke, at du mister hans spor. Mine undersåtter kan ikke udholde synet af Rama, der går hen
ad Ayodhya’s kongelige gader. Stands det. Gå! Gå!”
14.2. Kongen fik ham hurtigt ud ad døren. Sumanthra fik dog følgende ord med på vejen: ”I
vognen skal du medbringe nogle få kurve med mad og lidt våben. Giv det til Rama.
Sumanthra! Jeg glemte at fortælle dig dette. Bønfald så indtrængende som muligt Rama om,
at Sita må blive beordret til at vende tilbage til Ayodhya. Husk at nævne, at jeg beder om, at
det må ske. Tag dem op i vognen og lad dem køre med dig et stykke vej. Drag ind i skoven
med dem, så du, hvis Sita bliver bange ved synet af junglen, og du bliver klar over hendes
frygt, øjeblikkeligt kan spørge Rama om, hvilken befaling han vil give i den forbindelse. Bed
Sita, Mithila’s sarte og blide prinsesse, om at vende tilbage til Ayodhya, idet du minder hende
om, at det også er mit ønske. Fortæl hende, at hvis hun ikke kan gå ind på at bo i Ayodhya, så
vil kongen arrangere, at hun bliver sendt til sin fader, kong Janaka.” Dasaratha gentog disse
ord igen og igen, og tynget af sorg over de billeder ordene fremkaldte, mistede han
bevidstheden og faldt om på gulvet.
14.3. Kongen kom snart til sig selv igen. I stor pine udbrød hen: ”Sumanthra! Hvorfor spilde
såvel ord som tid? Bring Rama, Lakshmana og Sita til mig. Gør det straks. Lad mig se dem alle
tre. Beslut dig for at gøre det og gør mig lykkelig.” Men sørgmodigt og opgivende anmodede
han lidt efter Sumanthra om følgende: ”Tag hurtigt af sted; udsæt det ikke; kør vognen hen til
dem. Tag dem op i vognen og kør dem så langt, som det er muligt for jer at køre. Kør vognen
hen til det sted, hvorfra det ikke er muligt at fortsætte længere. Jeg vil tro, det vil være muligt
at køre af sted i vognen i tre eller fire dage. Lad dem så stige ud af vognen og fortsætte til
fods. Bliv stående og se efter dem, indtil de går hinsides dine øjnes rækkevidde, før du vender
tilbage og bringer mig nyheder om deres helbred og sikkerhed. Drag nu af sted. Bliv ikke her
hos mig. Gå.” Dasaratha bad ministeren om at skynde sig.
14.4. Sumanthra bøjede sit hoved for at vise kongen, at han accepterede dennes ordre og
knælede herefter for ham. Vognen blev snart klargjort. I løbet af kort tid indhentede han Sita,
Rama og Lakshmana, der gik til fods langs hovedstadens gader. Han fortalte dem, hvad
kongen havde sagt til ham. Han fik dem til at sætte sig op i vognen, og så kørte han af sted i
retning mod skoven. På begge sider af Den kongelige Gade stod byens borgere og græd og
jamrede. Sumanthra forsøgte at tilskynde dem til at kontrollere deres følelser og være rolige.
Vognen passerede bygrænsen og fortsatte mod skoven. Den brede befolkning fra hovedstaden
løb efter vognen. De løb som én stor panikslagen hob af mennesker, og de frembragte så store
skyer af støv, at disse nåede højt op i himlen. Man kunne hverken se vejen eller jorden; det
hele var én umådelig stor slette af fortvivlede mennesker. Gamle mænd, kvinder, unge og
stærke mænd, brahminer – alle skreg de som med én stemme midt i deres hulken: ”Rama!
Rama! Tag os med dig! Efterlad os ikke!” Ayodhya’s gader var nu tomme. Byen var lige så
stille, som en by der sover. Som en tung byrde lagde mørket sig over alle byens tage.
14.5. Nogle mænd og kvinder, der ikke var i stand til at vandre af sted, stod hjælpeløse som
træstubbe på vejen. Mange satte slå for dørene og tilbragte dagene i den yderste forpinthed.
De undlod at spise og drikke, og de rullede rundt på gulvet på det sted, de nu havde befundet
142

sig, da Rama forlod byen. Nogle afventede Rama’s tilbagekomst ved mørkets frembrud, idet de
håbede, at hans medfølelse ville bevirke, at han vendte tilbage til sit elskede folk.
14.6. I mellemtiden havde Dasaratha selv taget plads i en herskabsvogn! Højt råbte han:
”Rama! Rama!........Sumanthra! Sumanthra! Stop den vogn! Jeg vil endnu engang se min
kærligheds største skat.” Han skyndede på hestene og kørte hurtigere og hurtigere.
Folkemængden, der fulgte efter Rama, blev fanget mellem Rama’s vogn og kongens vogn, og
mange af dem var så udmattede, at de faldt om på jorden. Da de hørte en vogn og så den
nærmede sig i fuld fart, løftede de deres hoveder for at finde ud af, om det var Rama, der var
på vej tilbage til byen. De rejste sig og forsøgte at standse vognen, så de kunne få et glimt af
Rama, deres elskede prins. Men da de hørte Dasaratha’s jamren og stønnen inde fra vognen,
brød også de ud i hulken. De tillod vognen at passere, idet de hjertegribende bønfaldt: ”Oh
konge! Kør hurtigt, kør og bring vores Ramachandra tilbage!”
14.7. Dasaratha så Rama’s vogn køre langs klitterne uden for byen. Han råbte: ”Sumanthra!
Sumanthra! Stop. Hold an.” Selv gav han ordre om, at hans egen vogn skulle sætte farten
yderligere op. Sumanthra kastede et blik tilbage over skulderen og fik øje på vognen, der
forfulgte dem. Han fortalte Rama: ”Ramachandra! Fader Dasaratha er lige bag os. Jeg mener,
det er bedst at standse en stund og finde ud af, hvordan hans ordre lyder.” Rama så den
mægtige samling borgere og vognen med sin fader, der skyndte sig efter ham. Han var klar
over, at hvis han standsede nu, ville de omringe ham, og en ukontrollabel sorg ville bryde ud.
Han var klar over, at alle de mennesker, der nu sad udmattede ved vejsiderne, tilskyndet af
nyt håb ville rejse sig og skynde sig hen til vognen. At standse ville blot gøre det hele endnu
værre, for han ville give dem et håb, der ville være nytteløst. At standse ville også skade
indfrielsen af hans løfte. Hvis undersåtterne blev vidne til Dasaratha’s jamren, ville kongen
falde i deres agtelse. Idet han afvejede alle disse overvejelser i sit sind, sagde han til
Sumanthra, der var hans vognstyrer, at der ikke var nogen grund til at standse vognen. Rama
sagde, at det bedste ville være at køre endnu hurtigere. Da han hørte det, bad Sumanthra
med håndfladerne presset mod hinanden: ”Rama! Jeg har fået ordre om at blive hos dig i fire
dage, ikke længere. Når den tid er gået, er jeg nødt til at vende tilbage til Ayodhya, ikke
sandt? Når kongen ser mig igen, vil han helt sikkert irettesætte mig for ikke at have standset
vognen, som han beordrede. Hvad skal jeg svare ham? Vil du ikke være så venlig at lade mig
blive hos dig i alle de år, du skal leve i eksil i skoven? Hvis det bliver mig tilladt at leve i
skoven sammen med dig, vil jeg anse mit liv for at være godt og lykkeligt. Hvis du samtykker,
vil jeg ikke standse; jeg vil køre lige så hurtigt, du måtte ønske. Giv mig venligst din ordre
vedrørende dette.”
14.8. Rama tænkte over det problem, som Sumanthra fremlagde. Han tænkte over de
konsekvenser, der kunne opstå i forbindelse med dets løsning. Han sagde: ”Sumanthra! Ham,
der befalede dig at køre af sted med vognen og tage os med; ham, der befalede dig at køre så
langt ind i skoven, som det er muligt, han er din herre, kongen. Ham, der nu forfølger denne
vogn og græder og bønfalder dig om at standse, han er Dasaratha. Du er nødt til at adlyde
kongens befaling og ikke Dasaratha’s befaling. Du er landets og dets konges minister; du er
ikke et individ ved navn Dasaratha’s minister. Som individer er min fader og jeg knyttet
sammen af kærlighedens stærke båd; de bånd der knytter sønnen og faderen sammen. Men
som konge har han den samme majestætiske autoritet over dig og over mig. Din loyalitet og
min loyalitet over for ham er den samme. Du er nødt til at gøre din pligt. Når Dasaratha
irettesætter dig for ikke at have efterkommet den ordre, han i dette øjeblik giver, så fortæl
ham at du ikke hørte ham. Det er ikke forkert at sige sådan.” Rama bad ham derefter om at
køre hurtigere uden at bryde sig om at standse vognen.
14.9. Begærligt drak Sumanthra den moralske analyses nektar, som Rama havde tilstået ham
for at overbevise ham. Da Dasaratha så, at Rama kørte videre, standsede han sin vogn. Han
vendte tilbage til Ayodhya, idet han stønnede over sin skæbne og hulkede højlydt. Folket
fulgte derimod Rama’s vogn. De lod sig ikke skræmme af deres fysiske udmattelse. Alle blev
143

de draget fremad af deres beslutsomhed om at holde fast i deres elskede Rama. Nogle, der var
parat til at ofre deres liv for ham og dø i deres anstrengelser for at nå ham, traskede af sted
efter vognen. De var åndeløse og knuste; hengivent trådte deres fødder i sporet fra den vogn,
som Rama sad i. Rama så egnens undersåtter slæbe sig af sted bag ham. Han så, at de blev
draget af den kærlighed, de nærede til ham. Rama blev fyldt med medfølelse. Han standsede
vognen, og han talte til dem med blide og venlige ord, der rørte deres hjerter. Han talte om
situationens moralske aspekter og bad dem indtrængende om at vende tilbage til Ayodhya.
14.10. De svarede ham, at for dem var det at være adskilt fra ham en ubærlig pine. At de end
ikke et øjeblik kunne opholde sig i en by, hvor Rama ikke var til stede, og at de var parat til at
dø i skoven frem for at leve i Ayodhya! Mens mange af dem gjorde dette gældende, erklærede
de yngre blandt dem, at en by, hvorfra den ’rigtige handlings’ guddommelighed var
forsvundet, var endnu mere rædsom end junglen, og at de ikke kunne leve et så grufuldt sted.
De fortsatte: ”Den skov, hvor du opholder dig, er Ayodhya for os. Du skal ikke på mindste
måde bekymre dig om vores udmattelse eller kvaler. Overhold dit løfte, din pligt, som du har
besluttet dig for; vi vil også overholde vores løfte. Du har besluttet at ære din faders ønske.
Det gør du som en hellig pligt. Også vi har en hellig pligt; at ære vort hjertes Rama’s ønske,
den Rama der lever i os som Den guddommelige Gnist, vores herre, den autoritet vi loyalt
ærer. Vi vil ikke vakle i vor beslutning. Vi vil ikke vende tilbage. Alene døden kan besejre os.”
Det bekendtgjorde de mellem al deres hulken, og mens fortvivlelsens tårer strømmede ned ad
deres kinder.
14.11. Rama’s medfølende hjerte smeltede ved disse kærlige og loyale ord. Sita græd tårer i
stride strømme. Lakshmana iagttog den voldsomme hengivenhed, der strømmede fra
områdets jævne mennesker. Hans øjne blev røde af vrede; hans hals snørede sig sammen.
Årsagen var, at han tænkte på Kaikeyi, stedmoderen, der ikke havde blot en anelse af sådanne
følelser over for Rama. Med hovedet fuld af bedrøvelige tanker sad han på jorden.
14.12. Rama følte, at det under alle omstændigheder ville være bedst at overtale dem til at
vende hjem. Han trøstede dem; han følte med dem; han mindede dem om de ceremonier og
ritualer, de var nødt til at gennemføre hver dag; han mindede dem om konsekvenserne af ikke
at gennemføre dem. Han beskrev de rædsler, der var tilknyttet livet i skoven, og de
vanskeligheder de ville støde på, når de forsøgte at opretholde deres hidtidige livsførelse der.
Han rådede dem til at gennemføre ceremonierne og ritualerne på korrekt vis og uden
afbrydelse. På den måde ville de måske komme til at opleve, at hans eksil forløb hurtigt og
problemfrit. Ligeledes ville det kunne hjælpe ham til at tilbringe eksilperioden i fred og glæde,
og til, når tiden var inde, at vende frisk tilbage til Ayodhya.
14.13. De unge brahminer, der stod tæt på Rama, kunne ikke overbevises ved hjælp af disse
argumenter! Rama bad dem indtrængende om at tage hjem og sagde: ”Jeres gamle forældre
vil gå glip af jeres hengivne tjeneste. Det er forkert at efterlade dem alene og uden hjælp.” Til
det svarede de: ”Rama! Vores gamle forældre er så svage og modløse, at de er ude af stand til
at følge dig ind i skoven. De kom ret langt, men vendte så tilbage, idet de udøste deres
mentale smerte i tårestrømme. De har beordret os til at følge dig og blive hos dig. Inden de
vendte tilbage til Ayodhya, sagde de: ”Vi er for svage; I er stærke og unge. Gå! Tjen Rama på
vores vegne.” Disse gamle mennesker er mere fortvivlede over, at du er væk fra Ayodhya, end
at vi er væk fra dem. De vil være lykkelige over, at deres sønner er sammen med Rama; en
skæbne de ikke kunne glæde sig over at dele. Tag os i det mindste med af den grund; at vi så
skænker disse gamle mennesker glæde.” Idet de bad på denne måde, knælede de for Rama’s
fødder og græd.
14.14. Rama blev helt betaget over dette ægte udtryk for kærlighed og ærbødighed. Han var
begejstret over disse unge mænds indstilling. Han følte, at deres forsagelse var endnu større
end hans egen forsagelse af tronen. Hans glæde var blandet med en følelse af stolthed over at
blive overgået af sine undersåtter med hensyn til sønlig fromhed. Mens bønner og afslag
144

således på skift blev fremsagt, sænkede mørket sig. Så frem for at vandre tilbage i mørket,
bad Rama dem om at spise lidt og blive der natten over.
14.15. For at opmuntre dem til dette badede Rama sammen med dem i Thamasa-floden (flod
der flyder ud i Ganges), der flød tæt forbi dem; han deltog i et måltid bestående af rødder,
rodfrugter og frugter, og han hvilede sig en stund. De mennesker, der havde fulgt ham denne
lange vej, var så fysisk trætte, at de efter måltidet faldt i en dyb, uforstyrret søvn.
14.16. Rama var klar over, at når de alle sammen vågnede, ville de insistere på at ledsage
ham. Derfor vækkede han Sumanthra og gav ham ordre om at gøre vognen klar. Han skulle
gøre det uden at lave den mindste støj; han skulle også køre vognen rundt og rundt, så dens
spor ikke kunne spores. Sumanthra erkendte, at der ikke var andre muligheder, derfor kørte
han vognen rundt, så sporene blev indviklede og forvirrende at følge. Han lavede endda svage
indikationer om, at vognen var kørt mod selve Ayodhya! Efter at han behændigt havde udlagt
disse spor, kørte han i retning af skoven.
14.17. Den nye dag gryede! Nogle af Ayodhya’s borgere stod op og så sig omkring. Den
kongelige herskabsvogn var ikke at se nogen steder. Ej heller var Sita, Rama eller Lakshmana
synlige. De led de frygteligste kvaler; de vækkede dem, der endnu sov; de søgte at spore
hjulsporenes mærker på jorden. De løb forvirrede rundt i alle retninger; idet de prøvede at få
øje på vognen.
14.18. En af dem sagde: ”Brødre! Rama så, hvor trætte vi var; hvordan vi sov af bar
udmattelse. Derfor forlod han dette sted uden at tage os med sig.” Så begyndte de at bebrejde
hinanden at have vist tegn på udmattelse og derved forårsage, at Rama forlod dem og tog af
sted alene. Andre fordømte sig selv som værende ringere end fisk. For, som de sagde: ”Fisk
kan ikke leve uden vand, men vi er i live, skønt Rama har efterladt os hjælpeløse.” Højlydt
forbandede de sig selv over at være i live. ”Vi påførte os selv denne adskillelse fra det
menneske, vi holdt mest af. Hvorfor påfører vi ikke os selv døden, der vil afslutte alle sorger?”,
stønnede de. Men snart følte de, at eftersom Den guddommelige Gnist, Selvet, i dem er Rama,
var det at tilintetgøre Selvet utænkeligt. Det var heller ikke en fortjenstfuld handling. Og
selvmord kan udelukkende lykkes, når det er ens skæbne at dø for sin egen hånd! Derfor
foreslog en anden blandt dem, at de skulle bede til skæbnen om at få dennes billigelse til den
form for afslutning på livet for dem alle.
14.19. De blev alle involveret i disse ynkelige diskussioner og betænkeligheder. De var ivrige
efter snart at beslutte sig for, hvilket skridt de herefter skulle tage. Inden længe var der en,
der bekendtgjorde, at spor efter vognens hjul var blevet sporet. Det var i sandhed gode
nyheder! For sporene viste, at vognen var kørt mod Ayodhya! Et stykke vej fulgte de sporene,
men snart kunne de ikke længere se dem. Lidt efter lidt var de forsvundet. Det var umuligt for
dem at gætte, hvad der var sket. Derfor vendte de tilbage til hovedstaden; de var alle
fuldstændigt forvirrede.
14.20. Mange trøstede sig selv ved at sige, at Rama helt sikkert ville vende tilbage til paladset,
for han havde set deres sørgelige forfatning, og hans hjerte var fuldt af medfølelse over for de
sønderknuste. De sagde, at Rama ville vende tilbage, før der var gået to til tre dage.
Kvinderne afgav forskellige højtidelige løfter og gennemførte forskellige slags tilbedelse for på
den måde at formilde guderne til at overtale Rama til at vende tilbage til sine undersåtter.
14.21. Herefter levede folk som chakravaka-fuglene, der ikke har nogen lotusblomster at leve
af, eftersom Solen er fraværende, og lotusblomsterne ikke kan blomstre uden dens varme.
14.22. Mens folket led på denne måde, nåede Sita, Rama og Lakshmana frem til hovedstaden
Sringivera’s udkant; første-minister Sumanthra var sammen med dem. Rama fik øje på
Ganges, og straks gav han Sumanthra ordre om at standse vognen. Rama steg ud af vognen
145

og knælede på den bare jord i ærbødighed over for Hellighedens Flod. Sita og Lakshmana
tillige med Sumanthra steg ud af vognen og gjorde det samme. Rama fortalte de andre, at
Ganges var kilden til al den rigdom, fremgang, fred og overflod, som man kunne se
omgivelserne strålede af. Ganges skænkede alle væsener den højeste lyksalighed og de
højeste åndelige velsignelser. Herefter besluttede de sig for at bade i den hellige flod.
14.23. Rama gav Lakshmana ordre om at finde et sted, hvor Sita kunne komme ned ad
skråningen, så hun kunne finde et sikkert sted at bade. Flodens skråninger var bløde og
sjappede her i junglen, så Lakshmana valgte et sted, som han understøttede ved at lægge
sten og klippestykker. På den måde kunne Sita på en nem og behagelig måde gå ned til floden
og bade. Ligeledes kunne hun let komme op igen efter sit bad. Lakshmana bad Sita, moderen,
om at anvende denne midlertidige stentrappe til sit bad. Sita var meget forsigtig, mens hun
gik ned ad skråningen, og før hun gik ud i floden, knælede også hun for gudinden Ganges.
Lakshmana gik ind i junglen for at samle nogle spiselige frugter, så Rama og Sita kunne
komme lidt til kræfter igen efter deres bad. Respektfuldt tilbød han frugterne til dem, og de
spiste af dem.
14.24. Imidlertid var der nogle få bådførere, der havde samlet sig i nærheden. De fik øje på
den kongelige herskabsvogn og Sita’s, Rama’s og Lakshmana’s fyrstelige skikkelser.
Bådførerne regnede med, at de fremmede måtte være ankommet til dette sted på en skovtur.
Derfor skyndte de sig til deres høvding, Guha, og informerede ham om, at der var nogle
kongelige gæster i nærheden. Guha sendte en kurer af sted. Denne skulle undersøge og
forvisse sig om, hvem gæsterne var, og hvad hensigten var med, at de opholdt sig på flodens
bred her i skoven.
14.25. Kureren kom tilbage med besked om, at de var ingen ringere end kong Dasaratha’s
sønner, og at prinsessen var selveste Sita. Ligeledes berettede kureren, at de tre var ledsaget
af den kongelige minister, Sumanthra. Guha følte, at han ikke ville nyde denne i allerhøjeste
grad herlige stund alene! Han informerede sine slægtninge, kammerater og venner om, at den
store prins, Rama, sammen med sin broder og hustru var kommet til Ganges. Han fik
indsamlet frugt og blomster i massevis, og i respektfuld ærbødighed begav hele selskabet sig
ned til Ganges. Guha lagde frugterne og blomsterne som offergaver ved de kongelige gæsters
fødder. Herefter knælede Guha for Rama’s fødder. Guha’s slægtninge og venner knælede også
for Rama.
14.26. Da Rama så den glæde, der fyldte dem med begejstring, kaldte han Guha hen til sig og
spurgte ham, hvordan de klarede sig, og om de alle var glade og fredfyldte. Han spurgte
høvding Guha, i hvor høj grad dennes administration hjalp samfundet med at få fremgang.
Guha svarede: ”Herre Ramachandra! Ved at betragte dine fødder har vi alle i dag opnået
grænseløs lyksalighed. Vi har udelukkende opnået dette store held gennem den
fortjenstfuldhed, vi har akkumuleret gennem gode handlinger i fortiden. Skulle vi, der
tilbringer vore dage i denne utilgængelige skov, ellers nogen sinde kunne håbe på at blive
velsignet med dit besøg og med synet af dine lotusfødder? Fra nu af vil dette område helt
sikkert kunne glæde sig over velstand og fred, for dine fødder har trådt på dets jord. Der kan
ikke herske nogen tvivl om dette; forandringen kommer ganske bestemt til at ske.”
14.27. Lakshmana, Sita og Sumanthra bemærkede det ægte udtryk af høvdingens glæde og
lyksalighedens tårer i hans øjne. De var forbløffede over hans hengivenhed, ydmyghed og
visdom. Imidlertid holdt Guha fast i Rama’s fødder og sagde: ”Herre! Alt dette er dit; al den
rigdom, alle de landområder, al den autoritet jeg som høvding besidder, så vel som mine
undersåtter, er dit. De afventer dine ordrer. De er til din disposition; de kan anvendes til, hvad
du måtte ønske; de er klar til at tjene dig. Jeg er din tjener. Accepter mig som sådan, modtag
alt det, jeg tilbyder dig og kom hen til byen, hvor vi bor.”
146

14.28. Da Rama hørte den bøn, smilede han og svarede: ”Guha! Du er en trofast hengiven; du
er i allerhøjeste grad retskaffen. Dit hjerte er meget rent. Men lyt! I ærbødighed over for min
faders ordre er jeg nødt til at vandre om i skoven som en person, der lever i eksil. Jeg skal
bære en eneboers klædedragt. Jeg bør ikke gå ind i en by. Jeg skal udelukkende spise den
mad, der er foreskrevet hellige mænd, der lever i streng askese. Jeg er nødt til at leve i
henholdt til de regler, der er fastlagt for asketer, der udøver åndelige asketiske discipliner. Af
disse grunde er jeg ud af stand til at opfylde det ønske, du lige har udtrykt.”
14.29. Da Guha hørte disse ord, blev han meget ked af det. Den store menneskeskare, der var
kommet dertil fra byen Sringivera, hviskede indbyrdes om Rama’s, Sita’s og Lakshmana’s
guddommelige henrivenhed. En af dem undrede sig over, hvordan forældrene til disse
vidunderlige brødre og denne engleagtige kvinde på nogen mulig måde kunne sende dem ud i
skoven for at leve i eksil. ”Hvordan havde deres tunger været i stand til at udtale en sådan
sætning?”, sagde han. Til det svarede en anden skarpt: ”Tie stille, din tåbe! Disse forældre har
i sandhed gjort meget godt. Havde de ikke udtalt denne sætning, kunne vi ikke have fæstnet
vort blik på deres guddommelige skikkelser. I dag nyder vore øjne en sjælden og usædvanlig
højtid.” Denne udtalelse fyldte mange med tilfredshed og glæde. Med ærbødig beundring talte
Nishada-stammens medlemmer indbyrdes om de kongelige gæster. Det var denne stammes
medlemmer, der udgjorde forsamlingen. De priste Sita’s, Rama’s og Lakshmana’s smukke,
sarte, milde og venlige natur.
14.30. Guha, der var stammens høvding, var hensunken i sorg over, at han havde mistet
muligheden for at byde Rama velkommen til Nishada’ernes hovedstad. Han følte, at hvis blot
byen blev set af Rama, hvis blot hans øjne kastede et enkelt blik på den, ville den for altid
være velsignet med fred og velstand. Derfor foreslog han, at Rama skulle gå op mod et
mægtigt højt, men storslået simsupa-træ, der groede i nærheden. Det accepterede Rama, og
han gik op til træet og stod en stund. Guha vidste, at Rama’s øjne fra dette højtliggende sted
nu havde set byen. Han var glad ved tanken. Rama blev også glad, da han så byen fra denne
afstand. Han tillod nishada’erne at berøre sine fødder og gav ordre til, at de skulle vende
tilbage til deres hjem, eftersom nattens frembrud var nært forestående.
14.31. Herefter gennemførte Rama de hellige ritualer, der skulle iagttages i skumringen. I
mellemtiden samlede Guha mængder af blødt græs og blade og gjorde bløde lejer klar til
natten. Han sendte sine undersåtter ud for at samle velsmagende og friske rodfrugter, rødder
og frugter fra skovens slyngplanter og træer. Han bad dem komme med dem indpakket i
blade, så de kunne blive tilbudt de ærede gæster. Sita, Rama og Lakshmana så vel som
Sumanthra nød det enkle måltid og trak sig derefter tilbage for at hvile og sove.
14.32. Sita sov på den bløde græsseng. Lakshmana sad ved Rama’s fødder og masserede dem
blidt for at lindre den ømhed og anspændthed, der var kommet som en følge af dagens
anstrengelser. Rama blev klar over, at så længe han var vågen, ville Lakshmana fortsætte
denne tjeneste. Rama ønskede at formå sin broder til at hvile sig. Derfor lod han, som om han
var faldet i en dyb søvn. Da Lakshmana så det, frygtede han at yderligere pres på Rama’s
fødder ville forstyrre søvnen, og stille trak han sig lidt væk. Lakshmana satte sig i en stilling,
der muliggjorde, at han ufravendt kunne stirre ud i alle fire verdenshjørner. På den måde
kunne han straks se, hvis nogle vilde dyr nærmede sig stedet, eller hvis nogen dæmon eller
dæmonisk person fandt på at forstyrre Rama’s søvn. Lakshmana var hundrede procent
opmærksom og årvågen.
14.33. Da Guha så det, beordrede han også sine trofaste håndlangere til at bevogte området
og sikre, at der ikke hændte noget, der kunne forstyrre Rama’s søvn. Selv tog han sit
pilekogger over skulderen og holdt sig parat. Ivrig efter at holde vagt natten igennem sammen
med Lakshmana satte Guha sig ved siden af ham.
147

14.34. Med øjnene fulde af tårer holdt Guha sine håndflader mod hinanden og spurgte
Lakshmana: ”Lakshmana! Jeg formoder, at Dasaratha’s palads er prægtigere og mere storslået
end gudernes herskers, Indra’s, guddommelige palads. I Dasaratha’s palads er alt henrivende
og smukt. Overalt er der lifligt og dejlige dufte. Der er bløde, fjerlette senge og lamper præget
med kostbare ædelstene. Alt sammen noget der forøger paladsets storslåethed og
bekvemmelighed. Der har sengene lagner, der er lette og hvide som skummet på frisk mælk.
Og der er puder, der matcher lagenerne. Nu ligger Sita og Rama, der er vant til at sove i
sådanne luksuriøse senge, på en dynge græs. De har hverken noget sengetæppe eller nogen
hovedpude; alene den rene og skære fysiske udmattelse gør, at de kan sove! Det er ulideligt
smertefuldt for mig at tænke på denne forandring. I paladset tog Rama’s fader, moder,
hofmænd og tjenestepiger sig på forskellig vis af hans ønsker og behov. Nu ligger Sita og
Rama, der indtil i går levede kongeligt, på jorden! Ak, mit hjerte bliver flænset i småstykker af
sorg.”
14.35. ”Sita er den over hele verden højt ærede kong Janaka’s elskede datter. Alligevel ligger
hun nu på et leje af græs. Hvilken forunderlig drejning skæbnen har taget! Er Sita og Rama
parat til at leve et liv i skoven? Oh nu bliver det bekræftet, at konsekvenserne af ens
handlinger binder, og det på trods af alt andet.”
14.36. ”Kaikeyi er kongen af Kekaya’s datter. Ingen kan tro, at hun er i stand til at udføre en
så modbydelig, syndig handling. Sita og Rama befinder sig i en periode af deres liv, hvor de
formodes at skulle leve lykkeligt sammen. Hvor er det en forkastelig handling at påføre dem
denne hårde straf! En sådan skæbne burde end ikke ramme ens værste fjende.”
14.37. ”Kekaya’s prinsesse har vist sig at være øksen, der vil hugge Sol-dynastiets træs
rødder i stykker. Hendes selviske grådighed har kastet verden ud i sorg. Åh! Mine rædselsfulde
øjne er af skæbnen bestemt til at se dette hjertegribende syn! Hvilken foragtelig synd har jeg
hengivet mig til for at fortjene denne straf? Hvilket menneskes lykkelige liv har i fortiden fået
mine øjne til at blive røde af vrede, så jeg nu er nødt til at se min elskede Rama i denne
sørgelige forfatning?”
14.38. Guha jamrede sig på denne måde. Da han var ude af stand til at standse sorgens
frembrusende bølger, tav han og sad med sit hoved bøjet i ubetvingelig smerte. Også
Lakshmana blev nedtrykt over situationen.
14.39. Lakshmana samlede lidt mod til sig og sagde: ”Åh! Høvding over nishada’ere! Et
menneske opnår ikke lykke på grund af en anden, ej heller bliver det ulykkeligt på grund af en
anden. Et menneske kan ikke få medgang eller modgang på grund af andre. Der er ingen
mulighed for at opnå succes i livet gennem sådanne indirekte måder. I virkeligheden kan man
hverken være lykkelig eller ulykkelig. Enhver fødes af en eller anden årsag. Denne årsag er
ansporet af de muligheder, der er opstået som en konsekvens af vedkommendes handlinger i
tidligere liv, eller den er ansporet af en eller anden ophøjet vilje og beslutning. I forløbet med
at opfylde dette livs formål forekommer mennesket at være lykkeligt eller ulykkeligt, det er det
hele. En tigger drømmer, han er konge; en konge drømmer, han er tigger. Når de vågner,
opdager de, at lykken og elendigheden var uvirkelig og kortvarig. På samme måde er verden
en drøm; uvirkelig, illusorisk. Den er en blanding af usandhed og sandhed. Du er ked af det,
fordi Rama befinder sig i denne sørgelige forfatning, men Rama er over og hinsides sorg og
glæde. For dem der iagttager ham, forekommer han muligvis at være lykkelig eller ulykkelig -
det afgøres af den lykke eller ulykke, der er fastsat af de fortrin og mangler, der er opnået og
akkumuleret fra tidligere liv. Hvad du i Rama ser som glæde eller sorg, er blot en refleksion af
din egen sindstilstand.” Da Guha havde lyttet til Lakshmana, faldt han til ro og opgav det
raseri, han for lidt siden havde følt over for Kaikeyi. Han forstod nu, at det ikke var rigtigt at
finde fejl hos andre og give dem skylden.
148

14.40. ”Alle mennesker er indfanget af illusionens søvn. Alle er beskæftiget med at være vidne
til mange forskellige drømme. Det er på den måde, mennesket tilbringer natten, der kaldes
’livet’. Alene yogierne, der er herrer over dem selv, holder sig vågne natten igennem uden at
blive fanget ind i eller fortryllet af drømme. De har ingen brug for verden og dens indhold. De
har vendt sig væk fra alle sanselige fornøjelser og forviklinger. Indtil mennesker opnår det
stadie, kan de ikke omtale sig selv som ’vågne’. Når visdom bliver opnået, og virkeligheden
bliver erkendt, så vil illusionens bånd løsne sig, og kærligheden bliver fæstnet på Herren
Rama’s lotusfødder.” Guha’s tanker løb af sted ad dette spor. Han fandt både trøst og styrke i
ordene. Guha og Lakshmana tilbragte resten af natten med at tale om Rama’s
overmenneskelige kvaliteter og om den fuldkomne herlighed, der var latent til stede i ham.
14.41. I mellemtiden brød daggryet frem. Mens en af dem stod vagt, der hvor Rama sov,
gennemførte den anden sine morgenritualer og kom tilbage. Snart begyndte Rama at røre på
sig; han gned sine øjne, satte sig op og så sig omkring. Han vækkede Sita, og begge begav de
sig til Ganges. Efter at have badet og gennemført morgenritualerne, gik de hen til stedet, hvor
Guha og Lakshmana befandt sig. Rama bad Lakshmana om at bringe sig en stor portion af
gummitræets mælkeagtige saft. Uden at kny begav Lakshmana sig ind i den nærliggende
skov, og inden længe kom han tilbage med en bladskål fuld af saften. Rama brugte saften til
håret på sit hoved. Hårlokkerne forvandlede sig til en tyk, sammenfiltret knude af den slags,
som eneboere sædvanligvis bærer.
14.42. Da Sumanthra så Rama gøre dette, kunne han ikke tilbageholde en hulken. Han var
chokeret over, at det hoved, der skulle have båret den juvelbesatte krone, nu bar byrden af
sammenfiltret hår. Han begræd, at skæbnen ville, at hans øjne skulle se dette tragiske syn.
Hans hjerte brændte af smerte. ”Jeg kan ikke blive hos jer længere; det er blevet umuligt. Jeg
har udført kongens befaling. Skæbnen sætter en stopper for mit ophold i jeres nærhed.
Kongen befalede mig at tage jer med i min vogn, indtil vi nåede frem til en hellig flods bred.
Her skulle jeg forlade jer og vende tilbage. Det er min pligt at fortælle dig dette; nu er det dig,
der skal fortælle mig, hvad jeg nu skal gøre”, sagde Sumanthra. Han stod foran Rama med sit
hoved bøjet i sorg; han stod i ydmyghed og tårerne strømmede frit fra hans øjne.
14.43. ”Sørg ikke”, sagde Rama. ”At udføre kongens ordre er din pligt; det er også min pligt.
Jeg er meget glad for, at du udførte de ordrer, han gav dig. Fra nu af vil jeg udføre den ordre,
han har givet mig. Med den største ærbødighed vil jeg følge hans befaling, og jeg vil gøre det
yderst samvittighedsfuldt. Udsæt det ikke. Vend tilbage til Ayodhya. I grænseløs bekymring
afventer mine forældre din ankomst. De længes efter at høre din beskrivelse af vor rejse indtil
nu. Så tag vognen og drag straks og hastigt af sted”, ansporede Rama.
14.44. I sit indre dannede Sumanthra sig et billede af det sted, han var nødt til at vende
tilbage til. Ynkeligt bønfaldt han: ”Oh Ramachandra! Lad ikke Ayodhya blive en forældreløs by.
I dit fravær vil kongen finde det vanskeligt at tage sig sammen. Bharatha vil finde det umuligt
at regere.” Ude af stand til at bære vægten af sin sorg faldt Sumanthra for Rama’s fødder.
Rama løftede ham op, og mens han holdt fast i hans skuldre, trøstede han ham: ”Sumanthra!
Intet retskaffenhedsprincip er større end sandhed. Som du godt ved, hævder og bekendtgør
vedaerne, puranaerne og de storslåede heltedigte dette. Jeg er blevet tildelt opgaven med at
følge retskaffenhedens højeste princip! Hvor er det en god skæbne! Hvis jeg går glip af denne
chance og lader denne skæbne slippe mig af hænde, vil jeg og min slægt blive påført evig
skændsel i alle de tre verdener. Mere pinefuldt end en million dødsfald og ligbrændinger vil
denne skændsel brænde de retskafne. Tag af sted; fald for min faders fødder og gør det klart
for ham, hvor beslutsom og glad jeg er. Du skal være meget opmærksom på, at min fader
fremover på ingen måde bekymrer sig om mig, Sita og Lakshmana.”
14.45. Guha og hans ledsagere hørte Rama’s ord, og de blev synligt berørt af dem. Uden de på
nogen måde selv var bevidst om det, begyndte de at græde. Lakshmana kunne ikke bære
smerten. Han udtrykte nogle få, vrede ord mod dem, der havde forårsaget denne tragedie.
149

Men Rama blev klar over broderens hidsighed og standsede ham omgående. Herefter vendte
han sig mod Sumanthra og sagde: ”Sumanthra! Lakshmana er et ungt menneske; tillæg ikke
hans ord nogen betydning. Fortæl ikke fader om disse ord. Eftersom Lakshmana elsker mig så
højt, og eftersom han er påvirket af alt det besvær, Sita udsættes for, så gennemgår hans sind
sådanne lidelser. Han gav frit løb for disse følelser, fordi han har en fejlagtig opfattelse af de
personer, der sendte mig ud i skoven for at leve i eksil. Fra naturens side er Lakshmana
udstyret med meget gode kvaliteter.” Herefter begyndte Rama at beskrive sin broders gode
dyder.
14.46. Sumanthra løftede sit hoved og bønfaldt Rama om forhold vedrørende Sita: ”Herre!
Janaki (kælenavn for Sita) har en blid og nænsom natur. Hun kan ikke trodse de strabadser,
der er forbundet med et liv i skoven. Det er nødvendigt at råde hende til at vende tilbage til
hovedstaden og overbevise hende om, at det er det rigtige at gøre. Hun er Ayodhya’s
åndedrag. For hele landet er hun fremgangens gudinde. Hvis hun ikke kan komme til Ayodhya,
vil byens indbyggere lide i samme grad, som fisk gør det i et tomt vandreservoir. Lad hende
vende tilbage; lad hende der opholde sig sammen med hvem, hun måtte ønske – sine
svigerforældre eller sine forældre. Igen og igen befalede kongen mig at fortælle dig dette med
præcis disse ord. Når du efter de fjorten år vender tilbage til Ayodhya, kan Janaki blive bragt
til dig fra hendes faders palads.” Mens Sumanthra på den måde bestormede Rama med
bønner, signalerede Rama til Sita, som om han ville gøre hende opmærksom på ministerens
bønner og længsel.
14.47. Da Sumanthra havde talt færdigt, henvendte Rama sig til Sita: ”Sita! Hørte du faders
budskab? Vend hjem og lad mine forældre glemme i det mindste en del af den smerte, de føler
ved at være adskilt fra mig. Her på deres gamle dage er de for svage til at klare denne
frygtelige situation. Så det er meget vigtigt, at du tager tilbage til Ayodhya sammen med
første-ministeren.” Rama anvendte forskellige andre argumenter i bestræbelsen på at overtale
hende til at acceptere svigerfaderens anmodning.
14.48. Sita svarede: ”Herre! Du er alvidende. Du kender den ideelle moralske opførsel, der er
fastsat for de forskellige kategorier af menneskeheden. Der er ingen grund til, at jeg minder
dig om dem. Lyt venligst en kort stund til min bøn. Skyggen er nødt til at følge dens fysiske
substans. Kan den være væk fra den? Solstråler kan ikke eksistere adskilt fra Solen. Månelyset
kan ikke eksistere adskilt fra Månen. På tilsvarende måde kan denne Sita-skygge ikke
eksistere efter at have forladt Ramachandra, Rama-Månen.”
14.49. Så vendte hun sig mod Sumanthra og sagde: ”Sumanthra! For mig er du lige så
ærværdig som min fader og svigerfader. Du ønsker mig udelukkende det bedste. Vær venlig at
overvej følgende: Jeg søger intet andet tilflugtssted end min herres lotusfødder. Hele verden
ved, at svigerdatteren, der jo er blevet bragt ind i familien, ikke kan stå nogen i familien
nærmere end sønnen, der er født ind i familien. At de skulle glemme deres smerte over
adskillelsen fra deres søn, fordi svigerdatteren vender tilbage, er en påstand, der ikke giver
nogen mening. Med hensyn til rigdommene og bekvemmelighederne i min faders palads, så
har jeg nydt dem i tilstrækkelig grad i min barndom. Hvis min herre ikke er hos mig,
forekommer de mig nu at være lige så tørre og billige som græs. For mig er der ingen anden
vej, bortset fra den vej han betræder. Derfor beder jeg dig, uden at misforstå mig, venligst om
at følge mine ord: Stands dette forsøg på at bringe mig med tilbage til Ayodhya. Glem det.
Overbring mit knæfald til mine svigerforældre. Du skal endvidere forsikre dem om, at der ikke
er nogen grund til at bekymre sig om mig. Fortæl dem, at Sita er lykkelig; tusind gange
lykkeligere end hvis hun var i Ayodhya eller Mithila. Jeg er sammen med mit hjertes udkårne
og med hans broder; den store helt; den fremmeste blandt krigere. Så fuld af lykke tilbringer
jeg dagene i skoven; jeg lever uforstyrret af frygt, bekymring og uro i sindet. Fortæl dem, at
rejsen ikke på mindste måde har gjort mig træt. Fortæl dem, at jeg er meget lykkelig; at jeg
opfatter dette eksil som mit store held.”
150

14.50. Ved at høre disse ord blev Sumanthra så overvældet af beundring og sorg, at han ikke
var i stand til at se Sita i øjnene. Han kunne ikke længere lytte til sådanne dybt bevægende
ord. Han var ude af stand til at finde ord, han kunne sige til hende. Han tænkte på hendes
gode dyder, hendes rene følelser og på hendes urokkelighed. Dybt beklagede han skæbnen,
der frarøvede Ayodhya tilstedeværelsen af og inspirationen fra en kvinde med en så storslået
karakter.
14.51. Han henvendte sig til Rama: ”Rama! Hvis det ikke kan være anderledes, så accepter i
det mindste én bøn: Behold også mig hos dig i skoven og giv mig tilladelse til at tjene dig i
fjorten år.” Rama svarede: ”Sumanthra! Du er velbevandret i loven og de moralske regler. Du
er kong Dasaratha’s minister; du er ikke minister under mig. Det var ham, der gav dig ordre
om at vende tilbage; hvordan kan jeg tillade dig at blive? I øvrigt er det ikke ønskværdigt, at
du er væk fra kongen på dette kritiske tidspunkt. Du er kongens højre hånd. Du bør ikke hæfte
dig ved din egen lyksalighed og prøve at holde dig væk fra ham. Tag af sted. Drag uden
yderligere forsinkelse tilbage til ham. Hvis du tager hurtigt herfra, kan du give mine forældre
megen trøst, og både mine forældre og jeg vil få vished for, at alt er godt.” Ved at anvende
forskellige andre argumenter og eksempler overtalte Rama ministeren til at tage af sted. Idet
han fandt det umuligt at modsætte sig yderligere, græd Sumanthra højlydt og knælede foran
de tre. Da han forlod dem, var hans gang tung og tøvende. Hverken hans sind eller legeme var
villigt til at forlade dem.
14.52. Rama tog fat i Sumanthra’s hånd, og han hjalp ham med at gå hen til herskabsvognen,
stige op i den og sætte sig til rette. Rama talte blidt og venligt til Sumanthra såvel som til
vognens heste. Det gjorde han for at formå dem til at vende om og køre mod Ayodhya.
14.53. Sumanthra kørte vognen tilbage til Ayodhya. Hestene kviede sig ved at løbe samme vej
tilbage. De begyndte at løbe tilbage til det sted, hvor Rama opholdt sig, da de længtes efter at
være sammen med ham og nødigt ville skilles fra ham. På trods af at der blev prikket til dem,
og der blev talt overtalende ord til dem, var de næsten ikke til at få af sted igen. De vrinskede
hjertegribende i protest; fra tid til anden standsede de og strakte hals for at få et glimt af
Rama.
14.54. Også Sumanthra rejste tilbage i en tilstand af uudholdelig sorg. Han tørrede strømmen
af tårer, der flød ned ad hans kinder, væk. Han lod sit hoved hænge nedad, som var han
uvillig til at vise sit ansigt til noget menneske. Da Guha så Sumanthra’s sørgelige forfatning,
blev han så overvældet af smerte, at han måtte læne sig op af et træ. Med sit hoved presset
mod træets stamme hulkede han højlydt. Efter at have sendt den ældre minister af sted begav
Rama, sammen med sin hustru og broder, sig til Ganges.
14.55. ”Når selv umælende dyr finder det umuligt at leve adskilt fra Rama, hvad kan man så
sige om den forpinthed, der overgår forældrene? De forældre, der havde født ham, havde
opdraget ham med så stor kærlighed, og som havde næret så store forhåbninger til ham! Hvad
kan man sige om landets undersåtter, der beundrede ham, og som var fulde af loyalitet og
kærlighed over for ham? Ak! Hvem er i stand til at måle den sorg, der sønderrev dronning
Kausalya’s hjerte?” Alt dette tænkte Guha for sig selv. Sorgen brændte i hans sjæl. Hans blik
faldt snart på Rama, Sita og Lakshmana, der gik ned mod Ganges. Så han skyndte sig hen til
dem, og så snart han fandt ud af, at de ønskede at krydse floden, prajede han den bådsmand,
der befandt sig på den modsatte bred. Han bad ham om at bringe båden til færgestedet. Da
lyden af hans herres stemme nåede bådsmandens ører, skyndte han sig at ro over floden. I
løbet af få minutter var båden parat på det sted, hvor Rama ventede på den.
14.56. Guha kaldte bådsmanden til side og bad ham rengøre båden og gøre den klar til at
modtage prinsen af Ayodhya, kong Dasaratha’s søn, og prinsens gemalinde og broder. Guha
fortalte endvidere, at gæsterne ønskede at krydse Ganges på deres vej ind i skoven, hvor de
havde til hensigt at tilbringe nogle år. Fra sine nishada-brødre havde bådsmanden hørt den
151

sørgelige historie om tronarvingens eksil, så han spildte ingen tid. Han gik straks i gang med
at gøre båden klar. Men der var noget, han var i tvivl om. Denne tvivl måtte han simpelthen
have fjernet. Han havde engang fået at vide, at Rama havde sat sin fod på et klippestykke, og
at dette klippestykke pludseligt var blevet transformeret til en kvinde. Var denne person den
samme Rama, eller var der tale om en helt anden person? Det var det spørgsmål, han stillede
Guha. Guha svarede: ”Min kære bådsmand! Sikke en god hukommelse du har! Jeg er glad for,
at du husker den begivenhed, der fandt sted for lang tid siden. Jeg er også glad for, at du
minder mig om den!” Med stor begejstring vendte han sig mod Rama og sagde: ”Rama! Lyt!
Denne mand, der tilhører min stamme, denne bådsmand, har i sit sind bevaret erindringen om
din storslåethed og herlighed. Han får mig nu til at huske, hvorledes du frigjorde Ahalya,
vismanden Gouthama’s hustru, fra den sten, som hun var blevet forbandet til at være. Mine
undersåtter blev i allerhøjeste grad foruroliget over den frygtelige forbandelse, der den gang
blev kastet på denne kvinde. De blev henrykte, da de fik at vide, at din guddommelige kraft
havde befriet hende. Oh hvor er mit folk heldigt, at det er bevidst om din guddommelighed!”
Med stor glæde beskrev Guha sin bådsmands tro og hengivenhed.
14.57. Nu gik Rama ned mod båden. Med håndfladerne samlet gik bådsmanden hen foran
Rama og sagde: ”Ramachandra! Hele mit liv har været umagen værd at leve på grund af den
gode skæbne, jeg gennemlever i dag. Den Rama, som jeg har hørt om for længe siden, er jeg i
dag i stand til at se. At jeg må ro dig, din gemalinde og din broder over Ganges, er den
belønning, jeg har gjort mig fortjent til gennem de akkumulerede fortjenstfuldheder, jeg har
optjent gennem mange tidligere liv. Jeg beder om at få opfyldt én bøn. Giv mig tilladelse til at
vaske dine fødder, før jeg ror jer over floden - og giv mig tilladelse til at stænke det vand, der
derved bliver helliggjort, ud over mit hoved.” Guha var ikke klar over, at hans undersåt,
bådsmanden, i den grad var hengiven over for Rama. Han var overrasket over den anmodning,
bådsmanden så ydmygt havde fremlagt for Rama. Guha var i allerhøjeste grad henrykt over,
at manden havde bedt om at få dette ønske opfyldt. Guha sagde: ”Lyt til mig, broder! Lad
Rama sætte sig op i båden. Så kan du der vaske hans fødder med vand fra Ganges, som du
kan tage op i en krukke. Det er ikke at udvise gode manerer at vaske Rama’s fødder, mens
han står på bredden.” Guha irettesatte bådsmanden for dennes urimelige ønske og
ligefremhed.
14.58. Men bådsmanden ville ikke give sig. Han bønfaldt: ”Herre! Du besidder umådelige
rigdomme. Jeg er en hjælpeløs fattig. Ved hjælp af den betaling, jeg modtager for at fragte
folk over floden, skraber jeg midler sammen til at underholde min familie. Jeg finder min
daglige indtjening utilstrækkelig til at forsørge selv min lille familie. Hvordan kan jeg være
lykkelig, hvis jeg mister selv denne lille indtægt? Derfor beder jeg dig venligst om ikke at
misforstå mig. Giv mig tilladelse til at vaske dine fødder inden du går op i min båd.”
14.59. Rama forstod godt det, der lå bag bådsmandens mærkværdige anmodning. Han
smilede, og idet han vendte sig om mod Sita, sagde han: ”Bemærkede du bådsmandens
angst?” Guha kunne ikke forstå, hvad det alt sammen skulle betyde, og hvorfor Rama havde
smilet. Guha var forvirret over sin undersåts opførsel. Guha sagde: ”Hallo bådsmand! Jeg
forstår ikke, hvad du taler om. Hvordan har udgifterne til at underholde din familie forbindelse
med din aktuelle pligt, nemlig at bringe Rama over floden, så han kan drage ind i skoven og
leve der? Kræver du større betaling af Rama for at udføre den opgave, du har arvet fra dine
forfædre? Hvis det er tilfældet, så afslører du blot din egen grådighed. Hvis din indtjening ikke
er stor nok til at forsørge din familie, så er jeg som leder af dette område parat til at supplere
den. Du skal ikke håbe på at få pengene af Ramachandra. Tag du dig af din pligt med at gøre
båden klar.” Guha blev vred over, at fyren så stædigt fastholdt sit ønske.
14.60. Bådsmanden anførte, at han havde hørt folk sige, at Rama’s fødder havde en eller
anden forunderlig kraft. Man havde fortalt ham, at når fødderne berørte en sten, forvandlede
den sig til en kvinde. Videre forklarede bådsmanden: ”Min båd er bygget ved at sætte mange
stykker tømmer sammen. Hvis hvert stykke tømmer bliver forvandlet til en kvinde, vil min
152

herre efterlade dem i min varetægt, da de er født ud af dele af min båd! Hvordan skal jeg
kunne klare denne ekstra økonomiske byrde? Men hvis Rama’s fødder bliver vasket, før han
træder op i båden, har jeg intet at frygte. Desuden vil mine synder også blive mig tilgivet, når
jeg stænker badevandet ud over mit hoved. Vær derfor venlig og tillad mig at få mit ønske
opfyldt.” Guha tænkte meget nøje over bådsmandens ord. Men Rama kaldte bådsmanden hen
til sig, og med et stort smil sagde han: ”Min kære mand! Kom, vask mine fødder”, og han
placerede sine fødder i bådsmandens hænder! Dennes glæde kendte ingen grænser. Han holdt
fødderne i sine hænder og vaskede dem begge meget forsigtigt og kærligt, og han overså ikke
det mindste sted mellem tæerne, idet han brugte den hellige Ganges vand. Herefter stænkede
han vaskevandet ud over sit eget hoved og ud over alle bådens dele for at beskytte dem mod
onde og skadelige kræfter. Han var umådelig lykkelig over, at hans plan var lykkedes.
14.61. Bådsmanden holdt Rama’s hånd, da denne satte sin fod på båden og gik op i den.
Rama hjalp Sita med at komme ombord, idet han havde et fast greb om hende. Han lod
Lakshmana sidde ved siden af sig på en af tværplankerne. Indbyrdes talte de om
bådsmandens hengivenhed og barnagtige uskyld. De nød bådens bevægelser hen over vandet.
De underholdt sig med Guha om forskellige emner, og tiden gik så hurtigt, at de fandt sig selv
på den modsatte bred næsten uden at have bemærket turen. Rama lod, som om han
skammede sig over, at han end ikke havde et sneglehus at tilbyde bådsmanden i stedet for
den betaling, han havde til gode. Instinktivt kendte Sita sin herres inderste følelse. Hun
fjernede en ring fra en finger og lagde den i Rama’s hænder. Rama prajede bådsmanden og
sagde: ”Her bådsmand! Det er din betaling. Tag den!” Bådsmanden kastede sig for Rama’s
fødder, idet han udbrød: ”Oh Rama! Denne dag modtog jeg gavernes gave. Alle mine synder
er blevet knust til aske. Jeg er befriet fra fødsels og døds forfærdelige jammer og elendighed.
De kvaler, jeg har udholdt gennem mange liv her på Jorden, har båret frugt. Min Gud har
velsignet mig; mine forældre og mine efterkommere er blevet frigjort fra synd gennem denne
velsignelse. Herre! Det er nok for mig, hvis jeg modtager og fortjener din velsignelse. Når du
vender tilbage, oh Herre, så kom denne vej og giv mig mulighed for at udføre denne tjeneste.
Det er den belønning, jeg værdsætter højest her i livet.” Han knælede på jorden foran Rama,
og tårerne trillede ned ad hans kinder.
14.62. Rama og Lakshmana trøstede bådsmanden og forsøgte at dæmpe hans
sindsbevægelse. De prøvede at overtale ham til at tage imod gaven. Men bådsmanden
protesterede ved at sige: ”Hvis jeg skal modtage betaling for at ro jer over denne lille strøm,
fortæl mig så, hvor meget I modtager i løn for at føre generationer af min slægt og milliarder
af andre mennesker over det umådeligt store og frygtindgydende hav (læs: livet), der kaldes
Den foranderlige verdens Hav? Det hav, der hvirvler alle væsener rundt i forandringens
kraftige strøm. Jeg er fordybet i lyksalighed, eftersom jeg fik denne mulighed. Vær venlig ikke
at binde mig yderligere rent karmisk ved at presse mig til at modtage løn for at have udnyttet
den mulighed, der faldt på min vej.” Disse ord rørte Rama’s hjerte. Han følte, at det ikke ville
være godt at lægge pres på bådsmanden. Rama velsignede ham generøst og gav ham sin
tilladelse til at sejle af sted.
14.63. Rama og Lakshmana lagde deres buer og pile på klæder, der var lagt ud på bredden,
og herefter gik de ud i floden for at bade. Da de var færdige med deres bad, gik Sita også ud i
den hellige flod, og efter badet bad hun bønner til Ganges og afgav højtideligt løfte om, at hun
ville vende tilbage efter at have tilbragt fjorten lykkelige år med sin herre. I taknemmelighed
over at hun måtte prøve kræfter med denne eksil, stænkede hun det hellige vand ud over sit
hoved.
14.64. Så kaldte Rama Guha hen til sig og sagde: ”Kære ven! Jeg har allerede brugt for megen
af din tid til mine egne formål. Nu skal du tage tilbage til din egen by.” Da Guha hørte denne
befaling, blev han lang i ansigtet af skuffelse. Tårer flød i strømme ned ad hans kinder. Med
håndfladerne presset mod hinanden bønfaldt han: ”Rama! Lyt venligst til mine ord. Jeg vil
være sammen med dig i skoven i et stykke tid. Jeg kender alle junglens stier. Jeg kan give dig
153

værdifulde informationer. Jeg er ivrig efter at tjene dig på denne måde. Vær venlig ikke at sige
nej.” Rama blev glad, da han bemærkede Guha’s kærlighed og hengivenhed, og han tog ham
med sig. Efter de havde gået et stykke vej, hvilede de en stund under et stort træs udbredte
grene. Aftenen nærmede sig.
14.65. Guha og Lakshmana skyndte sig at feje området rent og gøre det klar til, at Rama og
Sita kunne hvile sig der. Frugterne på træet så ud til at være ivrige efter at falde ned og være
til tjeneste for de guddommelige gæster. Af ren og skær glæde og ophidselse blev frugterne
røde. Guha og Lakshmana samlede frugterne sammen, lagde dem på store blade og satte dem
hen foran Sita og Rama. Men Rama spurgte sin broder: ”Lakshmana! Bør vi spise disse frugter
uden først at have gennemført aftenritualerne?” Så de fortsatte hen til Prayag, stedet hvor
Ganges, Yamuma og den underjordiske flod Saraswathi flyder sammen. (Stedet regnes for at
være et overordentligt helligt sted). Stedet lå tæt ved. De tog alle det hellige sted i øjesyn, før
de tog deres bad. Rama beskrev stedets herligheder, mens de gik tilbage fra floden. Han
fortalte, at vandets virkningsfuldhed ved sammenløbet af de tre hellige floder var så kraftig, at
det kunne rense et menneske for alle de synder, der tilsmudser vedkommendes sind.
154

Kapitel 15
Blandt eneboerhytter
15.1. Kort tid efter gik Rama en dag ind i vismanden Bharadwaja’s ashram. (Berømt vismand,
der lærte videnskaben om medicin). Sita var med Rama, og de blev ledsaget af Lakshmana og
Guha. Vismanden dukkede frem i døråbningen til sin eneboerhytte og gik Rama i møde for at
byde denne velkommen. Vismanden så ud, som havde han ventet længe på at blive velsignet
med synet af Rama. Da Rama fik øje på Bharadwaja, knælede han for ham. Da Bharadwaja
kærligt omfavnede Rama og inviterede ham ind i sin hytte, blev Rama meget glad, og han
indvilligede. Vismanden fik dem til at sætte sig på de siddepladser, han, i henhold til den
enkeltes status, havde anbragt på gulvet.
15.2. Bharadwaja forespurgte til den enkeltes velbefindende og erklærede, at hans inderste
ønske var blevet opfyldt denne dag. Han bad sine disciple om at bringe frugter og rødder, og
disse placerede han foran sine gæster, idet han bad dem om at spise af dem. De tog imod
vismandens gæstfrihed og tjeneste, og de tilbragte natten i hans eneboerhytte.
15.3. Da det blev daggry, gik Rama til Prayag, hvor de tre hellige floder flyder sammen. Han
bad vismanden om at ledsage sig. Bharadwaja sagde: ”Lyt, oh Herre! Jeg valgte dette hellige
sted til min ashram og askese, eftersom jeg vidste, at jeg her ville kunne få det syn af Herren,
som jeg havde længtes efter i mange år. For at få den frydefulde oplevelse at se dig, afgav jeg
højtidelige løfter og højtideligholdt forskellige vediske offerceremonier og ritualer. Jeg
fordybede mig i at messe guddommelige navne og i at meditere på den guddommelige form,
så jeg måske ville blive belønnet med muligheden for at tale med dig. Jeg blev belønnet med
at få synet af jer alle tre. Jeg har ikke flere ønsker. Jeg interesserer mig ikke længere for at
bade og spise. Jeg ønsker ikke at blive betragtet som en tåbe, der fortsætter med at tage
medicin efter at være blevet helbredt for sygdommen. Jeg er nu befriet fra fødsels og døds
frygtelige sygdom.”
15.4. Guha blev overvældet af overraskelse, da han oplevede Bharadwaja, der var fuld af
begejstring og med tårer strømmende ned ad kinderne. Han tænkte: ”Oh! Hvor skæbnen dog
tilsmiler mig!” Han var overvældet af den største glæde. Imidlertid undertrykte Rama sin
guddommelighed og opførte sig, som var han en mand med almindelige menneskelige
kvaliteter. Mens vismanden Bharadwaja med fryd i stemmen talte vidt og bredt om Rama-
Princippet (den tiltrækning der får universet til at eksistere og fungere), lyttede Rama, som om
det alt sammen angik en anden person ved navn Rama og ikke ham selv! Han svarede: ”Oh!
Du fremmeste blandt vismænd! Alle der modtager din gæstfrihed, er af den selv samme grund
henrivende. Alle sådanne mennesker er fulde af gode dyder og visdom.” Ashrammens disciple,
asketer, vismænd og hellige mænd, der hørte Bharadwaja’s og Rama’s ord, blev slået af
forundring og fyldt af glæde.
15.5. Efter at have taget det hellige bad ved Prayag forlod Rama ashrammen sammen med
Sita, Lakshmana og Guha. De gik ind i skovens mere utilgængelige områder. Bharadwaja
fulgte dem til flodens bred. Her omfavnede han kærligt Rama og ønskede dem alle en lykkelig
rejse. Rama bad om vismandens velsignelser og sagde: ”Mester! Fortæl os, hvilken retning der
er bedst.” Vismanden svarede med en latter: ”Herre! Der findes ingen vej i alle verdener, som
du ikke kender til, gør der vel? Du spiller rollen som et almindeligt menneske i denne
klædedragt. Godt, eftersom jeg er blevet spurgt, er det min pligt at svare, så godt jeg nu
evner.” Idet han sagde det, gjorde han tegn til fire af sine disciple og sendte dem med Rama.
De skulle vise ham det spor, der førte til den næste ashram. Disse drenge blev henrykte over
at få mulighed for at rejse et stykke vej sammen med Rama. De følte, at det var en gave, de
havde gjort sig fortjent til i tidligere liv. De gik forrest og viste dem sporet. Bag dem gik Rama
sammen med Sita, Lakshmana og Guha. De gik så langt som til Yamuna-flodens bred, og her
155

tog disciplene afsked med Rama. De havde dog ikke den mindste lyst til at gå hjem. Sita,
Rama og Lakshmana var alle meget tilfredse med den hjælp, disciplene havde ydet. De
velsignede dem af hele deres hjerte og gav dem tilladelse til at drage af sted. Herefter
forberedte de sig på at tage et hellige bad i den hellige Yamuna-flod. I mellemtiden havde
indbyggerne, fra de landsbyer der lå på flodens bredder, lagt mærke til disse gæsters
ekstraordinære charme og pragt. Indbyggerne samlede sig i nærheden af dem, idet de
undrede sig over, hvem de var, hvorfra de kom, og hvad de hed. De var for generte og bange
til at spørge. De vovede blot at hviske indbyrdes.
15.6. Sita, Rama og Lakshmana afsluttede deres bad uden at ænse dem. Da de kom op på
bredden, kaldte Rama Guha hen til sig og sagde: ”Min ven! Det er lang tid siden, du sluttede
dig til os. Det er ikke passende, at du skal tilbringe så megen tid sammen med os. Du skal
gøre din pligt over for dine undersåtter. Gå hjem nu; gå hjem og udfør din pligt.” Herefter gav
Rama Guha tilladelse til at drage af sted. Guha følte sig hjælpeløs; han vidste ikke, hvordan
han skulle reagere. ”Kan nogen opgive Den ønskeopfyldende Juvel, vedkommende har fået fat
i? Hvilken ulykkelig skæbne der overgår mig, siden jeg bliver tvunget til det!”, jamrede han.
Han kunne ikke ignorere Rama’s ordre. Så han knælede foran Sita, Rama og Lakshmana og
dryssede støvet fra deres fødder ud over sit hoved. Yderst modvilligt forlod han dem.
15.7. Kort tid efter Guha havde forladt dem, genoptog de tre rejsen. Inden længe så de foran
sig den by, der endog lyste mere strålende end byen Nagas (nuværende Nagpur). Da de gik
nærmere hen mod lyset, undrede de sig over, hvilken by det mon kunne være. Jo nærmere de
kom, des mere henrykte blev de over at se byens og dens forstæders storslåethed og charme.
Da de kom helt tæt på byen, mente de, at det måtte være Amaravathi, Gudernes By, og de
blev endnu mere henrykte. De mente, at indbyggerne måtte være guder, ikke mennesker. De
satte sig under et træ. De sad i dets kølige skygge og beundrede dets pragt og storslåethed.
Nogle af byens indbyggere fik øje på dem, og indbyrdes talte de om, hvorvidt gæsterne var
steget ned fra ’Himlen’ og var udødelige mennesker. Indbyggerne løb ind i byen og spredte
den gode nyhed, at nogle guddommelige personligheder ville besøge byen og bringe held og
lykke med sig. Alle og enhver, der hørte disse nyheder, løb hen imod gæsterne, og indbyrdes
kappedes de om at tage sig af deres velbefindende. Nogle serverede mælk for dem; nogle
delte frugter ud til dem; alle så på dem uden så meget som at blinke! Ingen kunne få sig selv
til at forlade dem og gå tilbage til sit hjem. Uvillig til at tage af sted stod de rundt om
gæsterne.
15.8. Én af dem, der var modigere end de andre, trådte frem og talte: ”Herrer! Jeres pragt og
imponerende personlighed får os til at slutte, at I er prinser af kongeligt blod. Men sammen
med denne ungmø rejser I til fods langs disse uvejsomme junglestier. I klatrer over bjerge og
krydser floder; I er hårdføre rejsende, der trodser alle rejsens farer. Så vi må drage den
slutning, at I er som os; at I slet og ret er borgere. Vi forstår ikke, hvordan det lykkedes jer at
rejse gennem denne skov, hvor løver findes i overtal, og hvor flokke af vilde elefanter strejfer
omkring. Og med jer har I denne blide legemliggørelse af skønhed og henrivenhed. Har I ingen
slægtning, ingen venner og kammerater, ingen der ønsker jer det bedste? Hvis nogen sådanne
havde fandtes, ville de helt sikkert ikke have tilladt jer at driste jer til at begive jer ud på
denne rejse.” Han forhørte sig om rejsens art og formål og stillede en række spørgsmål til
Rama.
15.9. Så skilte en kvinde sig ud fra forsamlingen og gik hen mod gæsterne. Hun henvendte sig
til Rama på følgende måde: ”Oh prins! Jeg har en bøn til dig. Da jeg er en kvinde, er jeg
nervøs ved at fremsige den. Undskyld min uforskammethed. Vi er jævne folk; vi er ukendt
med sproglige finesser. Jeres fysiske ynde genspejler lyset af smaragd og guld, hvilke
forekommer at være kilden til jeres stråleglans. En af jer har en hudfarve som en regnsky,
mens den anden er strålende hvid. Begge er I lige så fortryllende som en milliard
kærlighedsguder, der er formet som menneskelige skikkelser. Men vi ved stadig ikke,
hvorledes denne skønne ungmø er beslægtet med jer? Hun besidder kærlighedsgudindens
156

Rathi Devi’s udsøgte henrivenhed. Når vi ser hendes ærbarhed og naturlige ydmyghed så vel
som hendes tiltrækning, skammer vi kvinder fra byen os over os selv. Fortæl os venligst, hvem
hun er, og fortæl os grunden til, at I er kommet hertil.
15.10. Rama og Lakshmana blev i allerhøjeste grad fornøjet, da de lyttede til borgernes
bønner og iagttog deres iver og glæde. Da vendte Sita sig mod kvinderne og talte til dem på
følgende vis: ”Søstre! Denne jævne og ligefremme person med den strålende hvide hudfarve
er Lakshmana. Han er min herres broder; en yngre broder. Angående den mørkeblå person;
ham med øjne som lotuskronblade der betager verdenerne; ham med de lange, stærke
bueskyttearme (her vendte hun sig mod Rama), det er min herre, mit livs åndedrag.” Da hun
havde sagt det, bøjede hun sit hoved og så ned i jorden. Lige i det øjeblik indskød en ung
jomfru: ”Moder! Du har ikke fortalt os, hvad du hedder!” Sita sagde øjeblikkeligt: ”Mit navn er
Sita. Jeg kendes som Janaki, Janaka’s datter.” I undren og påskønnelse så kvinderne på
hinanden. Som med én stemme velsignede de overstrømmende Sita, idet de sagde: ”Måtte I
blive et ligeså lykkeligt par som Herren Siva og gudinde Parvathi, og måtte I leve sammen så
længe som Solen og Månen gør det; så længe som Jorden hviler på slangens Adisesha hoveder
(guddommelig slange med tusinde hoveder på hvilke Jorden, ifølge de gamle legender, hviler);
måtte I leve i harmoni og uafbrudt glæde.”
15.11. Rama henvendte sig til mændene og informerede dem om, at de var kommet for at se
skovens storslåethed og skønhed. Yderligere fortalte han dem, at deres rejse indtil nu havde
været fuldkommen behagelig og nyttig, og at de ikke var det mindste udmattede eller følte sig
generet på nogen måde. Rama bad om deres tilladelse til at drage videre, og herefter vendte
de tre tilbage til skoven. Da mændene og kvinderne ikke havde noget yderligere at gøre der,
skyndte de sig hjem. Sita, Rama og Lakshmana begav sig videre på deres færd, og de talte om
byens borgere og om de spørgsmål, de havde stillet. De talte om den hengivenhed, borgerne
havde tilkendegivet, og om den glæde der havde funklet i deres øjne. Pludseligt bemærkede
Rama tegn på udmattelse i Sita’s ansigt. Han foreslog, at de hvilede sig under et skyggefuldt
træ. Et køligt, bredt vandløb flød tæt derved. Lakshmana vovede sig ind i junglen, og snart fik
han samlet nogle frugter og rodfrugter, som de alle spiste med stor nydelse.
15.12. De vågnede ved daggry. Efter at have afsluttet morgenritualerne påbegyndte de deres
rejses næste etape. Snart kom de ind i nogle af skovens frygtsomme afkroge. De tårnhøje
bjergtinder, træernes forfærdelige og mørke sammenfiltrede masse og de vandrige floders
øredøvende brølen frembragte en sær følelse af ærefrygt og mystik.
15.13. Lige midt i dette forfærdelige område faldt de over en mindre have, der var plejet og
hæget om. I haven lå en eneboerhytte, der var et vidunderligt syn. De var kommet til
vismanden Valmiki’s ashram. (Den hellige vismand og digter der skrev Ramayanaen, Historien
om Rama). På den ene side af eneboerhytten rejste et højt bjergs klippeskrænt sig. På den
anden side, langt nede i bunden af en dyb slugt, strømmede en brusende flod. Eneboerhytten
var et billede på skønhed. Der, på det grønne græstæppe, strålede den som en ædelsten. Da
Sita’s øjne skuede dette billede, følte hun sig betydeligt lettet og tilfredsstillet.
15.14. Da Valmiki fra sine elever erfarede, at de tre var kommet ind i haven, dukkede han
frem fra sin hytte, og han kom til syne i døråbningen. Sita, Rama og Lakshmana skyndte sig
hen til ham og knælede foran vismandens fødder. Valmiki gik også hen mod dem og bød dem
velkommen, som om han havde kendt dem i længere tid. Kærligt omfavnede han dem. Han
inviterede dem alle tre ind i sin hytte. Vismanden Valmiki sørgede for behagelige siddepladser
til Rama, som han elskede som sit åndedrag, og til Sita og Lakshmana. Han bad om at få bragt
frugter og spiselige rodfrugter og serverede disse for de tre gæster. Som det var ønsket af
Valmiki, spiste de af maden, og de udtrykte deres glæde over den. Valmiki sad over for dem;
han så konstant på Rama og slukkede sine øjnes tørst. Vismanden var opfyldt af en
ubeskrivelig glæde.
157

15.15. Med den største ydmyghed henvendte Rama sig til den store vismand på følgende vis:
”Højt ærværdige vismand! Du er bekendt med alles fortid, nutid og fremtid. Så årsagen til at
jeg er kommet til denne skov, må være lige så tydelig for dig som en kaffebønne i ens
håndflade. Ikke desto mindre føler jeg det rigtigt at opfylde min pligt, nemlig at informere dig
om, hvorfor jeg befinder mig her sammen med min hustru og broder.” Herefter beskrev Rama,
hvorledes dronning Kaikeyi havde sendt ham i eksil i skoven, og at hans broder, Bharatha, var
blevet kronet som kongerigets hersker i henhold til det løfte, Dasaratha havde afgivet.
15.16. Vismanden lyttede til beretningen og viste sin glæde, idet hans ansigt lyste op i et smil.
Han sagde: ”Rama! På samme måde som du dengang opfyldte deres ønsker, har du nu opfyldt
mit ønske. Min strenge asketiske levevis, mine højtidelige løfter og min inderlige længsel har
endelig, her i dag, båret frugt. Over for Kaikeyi må jeg udtrykke min dybtfølte
taknemmelighed, og jeg må tilskrive hende en del af den lyksalighed, jeg nu nyder.”
15.17. Valmiki sad længe tavs. Hans øjne var lukkede. Han forsøgte at bevare kontrollen over
sine følelser af taknemmelighed og over den glæde, der vældede frem i hans indre. Tårer
samlede sig i hans øjne. Det var lyksalighedstårer, og de trillede ned ad hans kinder i store
dråber; den ene dråbe fulgte den anden.
15.18. Rama brød stilheden og sagde: ”Vi vil slå os ned på det sted, hvor du giver os ordre om
at bo. Anvis os et sted, hvor vi ikke vil være til ulejlighed for nogen, og hvor vi ikke vil
forstyrre nogen eneboere eller nogen ashram. Rådgiv os behørigt. Vi vil rejse en løvtækket
hytte på det sted og tilbringe nogen tid der.”
15.19. Disse ord, der kom fra et rent og oprigtigt hjerte, bevægede vismanden. Som svar
sagde han: ”Oh Rama! Jeg er i sandhed velsignet. Du er som det flag, der proklamere Raghudynastiets
pragt og ære. Hvad er grunden til, at du taler på denne måde? Du er den kraft, der
nærer den vej, der er fastsat i vedaerne. Du er den kraft, der beskytter vejen mod at lide
skade. Sita er den vildledende halvdel af din personlighed, din illusion. Ifølge din vilje skaber,
opretholder og nedbryder hun alle verdener. Lakshmana er selve grundlaget for det
bevægelige og det ubevægelige, ”slangen med de tusind hoveder”, den oprindelige Adisesha,
der understøtter hele universet. I har antaget skikkelser for at udføre gudernes ønske om, at I
skal genoprette retskaffenheden i verden. I vil, det er jeg sikker på, ret snart tilintetgøre alle
dæmoniske hjerter. I vil beskytte det gode og medfølende. Rama! Du er Det evige Vidne til
skuespillet, dramaet, med titlen ’Verden’. Universet er det, der bliver ’set’; du er vidnet. Selv
guderne er ude af stand til at måle din virkelighed og din herlighed. Hvordan skulle almindelige
dødelige så forstå dit mysterium? Udelukkende de, der har modtaget din nåde, nemlig visdom,
kan hævde at kende noget til din sandhed og storslåethed. Du har antaget denne
menneskelige skikkelse for at fremme gode menneskers og guders fred og sikkerhed. Som en
konsekvens af dette taler og opfører du dig som os. Det er udelukkende tåber, der bliver
vildledt til at opføre sig, som om du er et menneske blandt mennesker! Vi er alle dukker, der
fjoller rundt, som du bestemmer, når du trækker i trådene. Hvem er vi, der skulle kunne give
dig besked på at gøre sådan og sådan, eller på at du skal opholde dig et bestemt sted? Rama!
Er det, ved hjælp af dine ord, din plan at føre os asketer bag lyset, at vildlede os? Oh hvor er
dit skuespil vidunderligt! Hvor handler du realistisk! Er jeg ikke klar over, at du er dette
kosmiske dramas instruktør? Jeg kan ikke begribe, hvorfor du beder mig udvælge et sted, hvor
du kan bo et stykke tid her i skoven. Hvilket sted kan jeg vælge og anbefale? For eksisterer
der noget sted i hele universet, hvor du ikke allerede er? Svar mig på det spørgsmål, og
derefter skal jeg udpege det sted, hvor du kan tage hen, og hvor du kan opholde dig.” Således
talte Valmiki, mens han så på Rama’s henrivende ansigt. Vismanden var ekstrem lykkelig, og
ordene ligesom smeltede på hans tunge.
15.20. Da han lyttede til den ærværdige vismand, lo Rama indvendigt. Imidlertid talte Valmiki
igen. Han talte med en mild og venlig stemme, og et strålende smil oplyste hans ansigt.
”Rama! Jeg ved godt, at du i virkeligheden bor i dine hengivnes hjerter. Nu skal jeg fortælle
158

dig om det bedste sted, du kan opholde dig, og her kan du bo og opholde dig sammen med
Sita og Lakshmana. Lyt! Udvælg dem, hvis ører med stor glæde modtager strømme af
historier, der bliver fortalt om dine bedrifter, og som altid er lykkelige over at lytte til
beretninger om dine guddommelige gerninger og ord. Udvælg dem, hvis tunger er travlt
optaget af at gentage dit navn og smage navnets vidunderlige sødme. Udvælg dem, hvis halse
fremsiger din lovprisning og dine ord, der er blide og forfriskende liflige, og som fryder sig over
selve fremsigelsen. Udvælg dem, hvis øjne inderligt længes efter at se din skyblå skikkelse, på
samme måde som Chataka-fuglen inderligt længes efter det første skybrud. Udvælg dem, hvis
altid tilstedeværende længsel er at finde dig, hvor som helst det måtte være, og som fryder sig
over opdagelsen. Når du finder sådanne eksistenser, oh Rama, så ophold dig der sammen med
Sita og Lakshmana.”
15.21. ”Rama! Hvis du ønsker, at jeg uddyber det nærmere, så lyt: Vær i hjertet hos det
menneske, der ser bort fra det onde i andre og elsker dem for det gode, de indeholder. Vær i
hjertet hos det menneske, der på livets rejse går hen ad moralens og retskaffenhedens vej.
Vær i hjertet hos det menneske, der følger de godkendte rammer for opførsel og adfærd. Vær i
hjertet hos det menneske, der i tanke, ord og handling sætter sin lid til, at universet er din
skabelse, og at hele den objektive verden er dit legeme.”
15.22. ”Eftersom du nu har antaget denne menneskelige skikkelse og er kommet her for at
udføre din faders og moders befaling, og eftersom det er i den egenskab, du spørger mig, vil
jeg på trods af alt driste mig til at svare, som om den rolle du spiller, er din virkelighed. Du
kan bo på Chitrakuta-bjerget (bjerget ligger i Uttar Pradesh delstatens Banda diskrikt). Det har
alle de faciliteter, der skal til for at sikre et behageligt ophold. Det er et helligt sted og en
henrivende smuk plet. Atmosfæren er gennemtrængt af kærlighed og fred. Løver og elefanter
brøler sammen på dette sted; der er ingen tegn på rivalisering. Mandakini-floden, der prises i
vedaerne, flyder rundt om bjerget. Vismænd som Athri lever der i eneboerhytter, som du kan
besøge og gøre endnu helligere. Giv denne ophøjede plet og denne kære, guddommelige flod
din velsignelse.”
15.23. Så snart Valmiki havde givet denne anvisning, gav Rama sit samtykke og fik herefter
vismandens tilladelse til at tage af sted. Sammen med Sita og Lakshmana genoptog han
rejsen. I løbet af kort tid fik de øje på Mandakini-floden. De var glade for at bade i den hellige
flod og udføre de fastsatte ceremonielle ritualer. De hvilede en stund under et skyggefuldt træ
og spiste lidt frugt. Så gik de et stykke tid hen over græssletten, mens de beundrede
vegetationen og landskabet.
15.24. Så talte Rama til Lakshmana: ”Lakshmana! Jeg er rådvild i forbindelse med at beslutte,
hvor det er bedst for os at rejse den hytte af løv og bambusstænger, som vi skal bo i under
vort ophold her. Jeg finder det ikke let at finde ud af, hvilket sted der er godt, og hvilket der er
dårligt. Så se du på mulighederne og bestem du, hvor hytten skal opføres.”
15.25. Aldrig så snart Lakshmana havde hørt disse ord, sank han sammen på jorden lige foran
Rama. Han havde tydeligvis smerter. ”Hvad har jeg gjort forkert, siden du taler sådan til mig?
Er det en straf for en eller anden synd? Eller tester du mig og min sande natur? Eller spøger du
og gør grin med mig?”, spurgte han. Lakshmana led virkelig, og fuld af frygt og bekymring
stod han med bøjet hoved.
15.26. Rama blev overrasket over broderens opførsel. Han gik hen til ham og knugede ham til
sit bryst. ”Broder! Hvad var det, der lige skete, der gjorde dig så ked af det? Jeg kan ikke
gætte, hvorfor du er så fortvivlet”, sagde han. ”Fortæl mig det”, bønfaldt han. ”Fortæl mig
grunden; forlæng ikke min forbløffelse og sorg.”
15.27. Lakshmana svarede øjeblikkeligt. Han sagde: ”Broder! Jeg har overgivet alt til dig. Jeg
har ingen sympatier og antipatier. Hvad der behager dig, behager af den grund også mig. Du
159

ved, at det er sandt. Men alligevel beder du mig nu om at vælge et sted, som jeg synes om,
og der opføre en hytte til dig! Jeg fik et chok, da du gav mig ordre om at udføre din vilje. Giv
mig ordre om, hvor hytten skal opføres, og jeg skal udføre ordren. Vær barmhjertig; tal ikke til
mig på denne måde. Velsign mig ved at acceptere den totale overgivelse, som jeg tilbyder her
ved dine fødder. Jeg overgiver min vilje, mit intellekt, mit sind, sanserne, legemet – alt
overgiver jeg til dig uden undtagelse og forbehold. Jeg er din tjener, der følger dig i håbet om
at få chancen for at tjene dig. Brug mig. Giv mig en ordre og få ordren udført og handlingen
gennemført.”
15.28. Eftersom Lakshmana bad og bønfaldt så oprigtigt, trøstede Rama ham og beroligede
hans følelser. ”Lakshmana”, sagde han. ”Hvorfor bekymrer du dig så meget om denne lille
sag? Tag dig det ikke så nært. Jeg gav dig den opgave på en henkastet måde. Jeg er ikke
ubevidst om den loyalitet, der fylder dit hjerte. Godt. Vi går sammen. Det er i orden; jeg vil
selv vælge stedet.” Sammen med Sita og Lakshmana gik Rama ad skovstier, og inden længe
fik de øje på Mandakini-flodens nordlige bred. Dette stykke af bredden var buet som en bue.
Det forekom, som om buen blev holdt af Chitrakuta-bjergtinden, der som en helt stod bag
den. Det føltes, som om de pile, buen var klar til at skyde af sted, var sansekontrol, kontrol
over sindet, velgørenhed, forsagelse osv. Yderligere føltes det, som om det mål, de havde til
hensigt at tilintetgøre, var ophobningen af synder. Rama beskrev stedet på denne måde og
tilføjede: ”Denne helt vil ikke trække sig fra kampen!” Han gav ordre til, at hytten skulle
bygges på dette fascinerende sted.
15.29. Lakshmana henstillede til Rama og Sita, at de hvilede sig en stund under et træ. Selv
gik han i gang med at indsamle pæle, blade, slyngplanter og trævler fra bark til at spinde reb
af. For at være i stand til at bygge en hytte, der var rummelig nok til tre, gravede han huller,
satte pæle fast i dem og arbejdede i øvrigt hurtigt for at færdiggøre byggeriet. Da Sita og
Rama, efter deres hvil, rejste sig fra træets skygge, så de hytten stå foran deres øjne. Den var
smuk, og den ville helt sikkert på alle måder blive et dejligt hjem. Rama følte, at han burde
give Lakshmana en hånd med i arbejdet. Broderen var oppe på taget for at lave de afsluttende
detaljer. Rama stod nede på jorden og rakte Lakshmana stykker af snor til at binde bundter af
tørt græs til tværpælene for at gøre taget tæt. Sita ønskede også at give en hjælpende hånd.
Hun plukkede lange blade at de træers grene, som Lakshmana var kommet med, og hun gav
bundter af disse blade til Rama, så han kunne give dem videre til Lakshmana.
15.30. Endnu før solnedgang var hytten klar til at blive taget i besiddelse. Rama så ofte og
længe på den nydelige, lille hytte, og over for Sita roste han i høje toner sin broders
hengivenhed og evner. Sita værdsatte også hytten og sagde, at hun aldrig havde set en så
henrivende bolig. I lang tid havde hun længtes efter at bo i præcis sådan en hytte. Hun fortalte
Rama, at hendes længe nærede ønske var blevet opfyldt denne dag.
15.31. Lakshmana kom ned fra taget. Han gik rundt om hytten for at undersøge, om alt var
som det skulle være. Herefter bad han Rama om tilladelse til at gå ned til Mandakini-floden for
at tage et bad. Kort tid efter gik Sita og Rama også ned til floden og tog deres bad. De vendte
tilbage til hytten og spiste de frugter, som Lakshmana havde samlet om morgenen. Herefter
sov de trygt og godt på gulvet i deres nye hjem.
15.32. Endnu før den næste dag var omme, spredtes nyheden blandt skovens eneboere om, at
Sita, Rama og Lakshmana havde taget ophold på Chitrakuta-bjerget. Flokke af eneboere, der
bragte deres disciple og venner med sig, nærmede sig den hellige hytte. Efter de havde fået
synet af Herren, tog de tilbage til deres eneboerhytter. Når asketerne siden besøgte Rama,
spurgte han dem om deres helbred og åndelige fremskridt, og han forespurgte om de
vanskeligheder, de oplevede i dagligdagen. Rama forsikrede dem om, at når som helst de
ønskede eller trængte til hans hjælp, så var han, sammen med sin broder, parat til at komme
dem til undsætning.
160

15.33. Men eneboerne nævnte ingen vanskeligheder, og de omtalte ingen problemer. De
sagde: ”Rama! Den omstændighed, at vi har fået dig at se, er nok til at gøre vores liv
problemfrit. Vi har ingen vanskeligheder, ej heller kan nogen vanskelighed senere indtræffe i
vort liv. Din nåde er beskyttelse nok for os.” Helt lammede og fulde af forundring over Rama’s
henrivende personlighed satte de sig ned. Rama bød asketerne velkommen og behandlede
dem med kærlig respekt. Det, at se Rama og være i hans nærhed, beroligede asketernes
hungrende og hentærede hjerter og gav dem stor trøst og tillid. En dyb ro sænkede sig over
dem, og denne ro trængte ind i deres bevidsthed.
15.34. Rama er først og fremmest kærlighed. Han gjorde hver og en af skovfolket lykkelig.
Han debatterede med dem og slukkede den tørst efter kærlighed, der plagede dem. De, der
kom til ham, hvad enten de var asketer eller jægere, modtog vejledning og anvisninger, der
var tilpasset netop deres stræben. Gennem sin sympati og rådgivning løftede Rama deres
gøremål op på et højere niveau. De, der opsøgte ham og vendte tilbage efter at have været i
hans nærvær, talte indbyrdes om hans gode dyder og dybe medfølelse. De nåede hjem, idet
de på vejen priste ham og gratulerede sig selv. Skoven, som eneboerne og deres ledsagere
havde besluttet at bo og leve i, skinnede med en ny glans og begejstrede dem med en ny
glæde. Det skete lige fra den dag, de trådte ind i Rama’s hytte. Den var henrivende at se på,
og den var gennemtrængt af en kølighed, der frydede sindet. Eneboer-samfundet, der boede i
skoven, fik fjernet frygt og bekymring fra deres liv. I stedet for frygt og bekymring voksede
lyksaligheden frem og blomstrede. Selv den hårdhjertede jægerstamme begyndte at følge de
moralske regler. Denne stamme blev snart den menneskelige races pryd. Vindhyanbjergkæden
var bedrøvet over, at Chitrakuta-bjerget havde fået denne gode skæbne. Hvorfor?
Ikke alene Vindhyan-bjergkæden, men alle bjergkæder fortsatte med at være bedrøvede, da
de ikke kunne få Rama til at vælge dem til at huse sin bolig.
15.35. Livet i skoven gav Lakshmana en helt unik mulighed for at fæstne sit blik på Sita’s og
Rama’s fødder og suge den kærlighed til sig, som de skænkede ham. Derfor glemte han alt
andet og fordybede sig i den højeste form for åndelig ekstase, nemlig tilstanden: Væren-
Bevidsthed-Lyksalighed. (Begrebet Væren-Bevidshed-Lyksalighed er en ældgammel måde at
betegne Herren på. Væren betyder ’udødelig eksistens’; Bevidsthed betyder ’universel viden’,
og Lyksalighed betyder ’fuldstændig og ubetinget lyksalighed’). Han tænkte aldrig på sin
moder, Sumithra, sin hustru, Urmila, eller på sine øvrige slægtninge; end ikke i drømme
dukkede de op i hans sind. Så den enkle, spartanske levevis var grunden til, at han ikke
tænkte på dem. Sita tænkte heller aldrig, end ikke i et øjeblik, på sine forældre eller
slægtninge eller på Mithila’s og Ayodhya’s borgere. Hun fæstnede sit blik og sin
opmærksomhed på Ramachandra’s lotusfødder. For hendes øjne var det én lang fest og højtid.
Hun så den strøm af vismænd og deres gemalinder, der kom til Rama for at få råd og
vejledning. For hende gik tiden, uden hun bemærkede, at nat og dag passerede, og dag fulgte
nat. Når Månen skinner på himlen, fryder Chakora-fuglen sig i en sådan grad, at den glemmer
sig selv. En sådan fryd oplevede Sita, når hun ufravendt fæstnede sit blik på Rama’s ansigt.
For Sita var den lille henrivende løvtækket bambushytte så attraktiv og charmerende, at hun
glemte paladset i Mithila, hvor hun voksede op, til hun blev en ungmø. Hun glemte også rent
paladset i Ayodhya, hvor hun havde tilbragt år som kongens svigerdatter. Hytten var for hende
mere behagelig og fornem end alle de paladser og palæer, hun havde set.
15.36. Fra tid til anden plejede Rama at fortælle historier om fortidens berømte helte fra
puranaerne. Han beskrev heltenes forskelligartede bedrifter; de helte, der havde mestret
mysterierne ved den asketiske levevis. Ivrigt og begejstret lyttede Sita og Lakshmana til disse
fortællinger. Midt i fortællingerne plejede Rama at ihukomme sine forældre. Så mindede han
Sita og Lakshmana om forældrenes sorg over at være adskilt fra dem. Ved disse lejligheder
fyldtes Sita’s øjne med tårer ved tanken om hendes svigerfader og svigermoder. Når hun
forestillede sig dronning Kausalya’s sørgelige forfatning, trillede tårerne langsomt ned ad
hendes kinder. Pludseligt tog hun sig så sammen, idet hun tænkte på, at hun var sammen
med Rama, løven blandt mænd. Hun ville så tænke på, at det ikke var passende at give efter
161

for tristhed eller bekymring her i skoven, når hun var i Rama’s nærhed. Ligegyldigt hvad der
skete, så skulle det bydes velkomment som hendes herres guddommelige leg. Således
tilbragte Sita sine dage i ubetinget lyksalighed i hytten sammen med Rama og Lakshmana. De
to beskyttede hende, som øjenlåget beskytter øjet, mod den mindste forstyrrelse eller larm,
der måtte påvirke hendes sindsligevægt og gøre hende bange. De havde ingen bekymringer.
Ingen sorg, smerte eller skygge af tristhed spolerede deres lykke her på Chitrakuta-bjerget.
162

Kapitel 16
Tungsind over byen Ayodhya
16.1. I mellemtiden var Guha, nishada’ernes høvding, på vej hjem til sit rige efter at have
ledsaget Rama et stykke vej ind i skoven. Han fik øje på første-minister Sumanthra. Denne
sad i sin herskabsvogn ved bredden af Ganges. Vognens heste var bundet til et skyggefuldt
træ. Guha opdagede, at Sumanthra sad alene og jamrede sig og græd utrøsteligt. Nu kunne
Guha ikke længere kontrollere den smerte, han så længe havde tilbageholdt. Han råbte:
”Rama!”, og løb hen mod Sumanthra. Han omfavnede den gamle mand og begge hulkede de
højlydt i smerte. De var ude af stand til at sætte ord på deres sorg. Sammen stod de under
træet, men på et tidspunkt faldt de sammen på jorden, som var de selv træer, der blev fældet
med en økse. De begræd Sita’s, Rama’s og Lakshmana’s skæbne og overdængede Kaikeyi,
årsagen til alle ulykkerne, med skældsord.
16.2. Hestene holdt op med at græsse og afholdt sig fra at drikke vand. Tårer trillede ud af
deres øjne. Hver gang de hørte Sumanthra eller Guha udtale Sita’s, Rama’s eller Lakshmana’s
navn, løftede de deres hoveder højt i vejret og spejdede ud i horisonten. Hestene var ivrige
efter at få et glimt af dem, som de forgudede og elskede med en lige så stor ildhu som de to
mænd, der led adskillelsens smerte, gjorde. Sumanthra bemærkede den sorg, der plagede
dyrene, og det gjorde hans pine endnu værre.
16.3. Denne hjerteskærende jammer må have stået på nogle timer. Til sidst lykkedes det
Guha at genvinde lidt af fatningen. Han mønstrede lidt mod, blot fordi der simpelthen ikke var
andet at gøre. Han henvendte sig til Sumanthra på følgende måde: ”Åh! Minister! Du er yderst
intelligent, og du er urokkelig med hensyn til at leve et moralsk liv; du er en person, der har
identificeret virkeligheden bag alle livets forbipasserende forestillinger. Skæbnen spiller en
mærkværdige puds, så man er nødt til at lære at finde sig i dem. Rejs dig! Vend tilbage til
Ayodhya! Overbring nyhederne til Kausalya og Sumithra, der længes efter at se dig og høre
din beretning.” Med magt løftede han Sumanthra op fra det sted, denne var faldet omkuld.
Han satte første-ministeren op i herskabsvognen, hentede hestene og spændte dem for
midterstangen.
16.4. Sumanthra erkendte, at det Guha insisterede på, var det rigtige at gøre. Tilskyndet af en
følelse af blind tillid gav den gamle mand tegn til hestene om at gå fremad. Som en
konsekvens af smerten ved adskillelsen fra Rama havde hans krop mistet al sin kraft.
Ligegyldigt hvor meget han prøvede, kunne han derfor ikke køre vognen som i fordums tid.
Han faldt ind i vognen og ned på vogngulvet; mange gange kom han op på kuskesædet, men
kun nogle få minutter af gangen. Og hvad med hestene? De ville heller ikke bevæge sig
fremad. De var indstillet på at vende tilbage til Rama igen, og hele tiden strakte de hals for at
se vejen bag sig.
16.5. Sumanthra forbandede sig selv og sin skæbne. ”Du skulle skamme dig”, sagde han.
”Måtte mit rædselsfulde liv blive afsluttet. En dag skal dette legeme nødvendigvis brændes til
aske. Det vil være langt bedre, hvis det dør som et resultat af den uudholdelige smerte, jeg
føler ved adskillelsen fra Rama, frem for at det dør som et resultat af en eller anden sygdom
eller verdslig ulykke. Det ville betyde, at mit liv havde været umagen værd at leve. Det ville
skænke mig evig berømmelse og ære. At vinde en sådan berømmelse er kompensation nok for
alle livets lidelser.” ”Nej Sumanthra”, sagde han til sig selv. ”Hvis du havde haft en god
skæbne, var du blevet hos Rama. Når du nu har denne usle skæbne, hvad andet kan du så
gøre end af tage af sted og holde dig i live? Hvad nytter det, at du nu sygner hen og bebrejder
dig selv?” På denne måde skældte Sumanthra sig selv ud på den mest ubarmhjertige måde.
163

16.6. Lidt efter påbegyndte han igen dialogen med sig selv. ”Hvilket ansigt skal jeg vise mig
med i Ayodhya? Hvad skal jeg svare, når de spørger mig, hvor Rama er? Når de spørger mig,
hvordan det kunne falde mig ind at efterlade Rama i junglen, hvad kan jeg så fortælle dem? Vil
jeg ikke blive overvældet af skamfølelse og sorg? Oh mit hjerte er blevet hårdt som sten.
Hvorfor er det ellers ikke blevet revet i småstykker af alt det, jeg har været igennem?”
Sumanthra væmmedes ved sin egen usselhed. I fortvivlelse vred han sine hænder. Han
besluttede sig for, at han ikke ville køre ind i byen ved fuldt dagslys, når der var mange folk i
gaderne. Han følte, det ville være mindre ydmygende at komme til byen om natten, når alle
var gået i seng og sov dybt.
16.7. Men straks sagde hans indre stemme: ”Hvad? Kan borgerne i Ayodhya i det hele taget
sove? Nej, nej! Det kan de ikke. Det er blot min tåbelighed og uvidenhed, der får mig til at
forestille mig, at de kan sove. De vil være vågne; de vil afvente nyt om Rama’s hjemkomst; i
det mindste et eller andet nyt om ham. Hvad enten jeg kommer til byen om natten eller i løbet
af dagen, kan jeg ikke undslippe ydmygelsen og skammen. Godt. For mig, der ikke fortjener
Rama’s nåde, er denne ulykkelige skæbne den passende belønning. Det er bedst, at jeg står
det igennem og bærer byrden af denne skam.” Således begav Sumanthra sig langsomt og
usikkert på vej, idet han brugte tiden til at udtænke spørgsmål til sig selv og selv komme med
besvarelserne på dem.
16.8. Endeligt nåede han til floden Thamasa’s bred. Han besluttede sig for at tilbringe nogle få
timer der. Han ville lade hestene græsse lidt, og selv ville han forberede sig på at drage ind i
byen efter mørkets frembrud. På det tidspunkt ville folk ikke gå rundt i gaderne, men ligge
hjemme i deres senge. Omsider kørte herskabsvognen ind gennem byporten og begyndte at
køre langs hovedgaderne.
16.9. Sumanthra var ekstra opmærksom på at sikre, at vognens hjul og hestenes hove ikke
larmede. Vognen kørte i sneglefart. Men hvem kan få hestenes sorg og smerte til at foregå i
stilhed? De genkendte de gader, ad hvilke de havde kørt Rama. Højlydt stønnede og jamrede
de sig over deres nuværende skæbne, hvor deres kære Rama var langt, langt væk.
16.10. Byens indbyggere hørte denne hjerteskærende vrinsken. Deres ører blev ved med at
høre disse bedrøvelige skrig. Borgerne talte indbyrdes om, at Sumanthra var vendt tilbage
med en tom herskabsvogn. Alle løb de ud på gaderne. I en sørgelig forfatning stod de på
begge sider af gaderne for at være vidne til det sørgelige skue.
16.11. Da Sumanthra så folkemængden, bøjede han sit hoved dybt. Da folk så deres førsteminister
i denne ynkværdige stilling, gættede de, at Rama ikke var vendt tilbage, og flere faldt
besvimet om lige på det sted, de stod. Mange græd højlydt. Da beboerne i dronningernes
paladser hørte de hjerteskærende vrinsk fra gangerne, sendte de i hast tjenestepiger ud for at
undersøge, hvorfor hestene vrinskede på den måde. I grupper skyndte tjenestepigerne sig hen
mod Sumanthra, og de overdængede ham med spørgsmål. Han sad nedslået og slukøret; han
sad som en stum ude af stand til at finde ord, der kunne give dem svarene på deres
spørgsmål. Som en ituslået søjle sad han ubevægelig; han sad, som var han døv og ude af
stand til at høre, hvad de så ivrigt spurgte ham om.
16.12. Ud fra hans opførsel udledte tjenestepigerne, at Rama havde afvist alle indtrængende
anmodninger om at vende tilbage. De jamrede: ”Oh minister! Har du efterladt Sita i den
skrækindjagende skov og vendt alene hjem?” De brød ud i pludselige og gennemtrængende
klageråb.
16.13. En af tjenestepigerne var modigere end resten. Hun fortalte Sumanthra, at Kausalya
havde befalet, at han skulle komme lige hen til hendes palads.
164

16.14. Der fandt Sumanthra kongen liggende udstrakt på gulvet. Hans tøj var i uorden, og han
var udmattet af mangel på søvn og mad. Sumanthra undertrykte den bølge af sorg, der
brusede i hans indre, og mens han fremsagde ordene ’Jai’, Jai’ (betyder i denne
sammenhæng: Hyldest til dig der har besejret lidenskaberne), der ifølge traditionen er de
første ord, der skal fremsiges i kongens nærvær, stod han og rystede fra top til tå. Straks
Dasaratha genkendte ministerens stemme, satte han sig op. Sørgmodigt spurgte han:
”Sumanthra! Hvor er min Rama?”
16.15. Sumanthra tog kongen i sin favn. Som en druknende mand klynger sig til et græsstrå,
klyngede Dasaratha sig til sin minister. Kausalya blev helt opslugt af sorg, da hun så de to
mænd græde på grund af deres uoverskuelige og dybe sorg. Hun kunne knapt trække vejret.
Hun var i en sørgelig forfatning; hun gispede og var lige ved at kvæles af sorg og smerte.
Tjenestepigerne bemærkede dronningens tilstand, og mens de selv højlydt jamrede sig over
den ulykke, der havde ramt dem alle, kæmpede de for at trøste dronningen og restituere
hende.
16.16. Imidlertid tog Dasaratha sig lidt sammen. Han fik Sumanthra til at sætte sig foran sig
og spurgte ham: ”Sumanthra! Fortæl mig om min Sita og om min Rama. Fortæl mig om dem.
Hvordan har Lakshmana det? Ak, den blide og sarte Sita må i sandhed være meget træt. Hvor
er de alle nu? Fortæl mig det.” Da kongen bemærkede, at Sumanthra ikke var ivrig efter at
svare, tog han ham om skuldrene og rystede ham, idet han bønfaldt ham, så inderligt han
kunne.
16.17. Sumanthra var alt for skamfuld til at se kongen i øjnene. Han så ned i gulvet, tårerne
strømmede fra hans øjne, og han kunne knapt tale. Dasaratha fortsatte med at hulke. Han
sagde: ”Oh Rama! Mit åndedrag holder mig stadig i live, skønt en søn som du forlod mig. I
hele verden findes der ingen synder, der med hensyn til afskyelighed kan måle sig med mig.
Sumanthra! Hvor præcist befinder min Sita, Rama og Lakshmana sig for øjeblikket? Bring mig
straks til det sted, hvor de er. Gør mig den tjeneste. Opfyld dette ønske. Hvis jeg ikke kommer
til at se dem, kan jeg ikke leve et sekund længere.”
16.18. Som en person, der både er vildt forelsket og fortvivlet, råbte han: ”Rama! Oh Rama!
Lad mig i det mindste se dig én gang til. Vil du ikke nok give mig chancen for at se dig?”
16.19. Tjenestepigerne, der stod uden for salen, hvor kongen lå på gulvet, havde i lang tid
hverken sovet eller spist, eftersom de var hensunken i sorg over hans sørgelige forfatning.
Sumanthra svarede: ”Kongelige monark! Du er utrolig vis; du er gjort af en heltemodig
støbning; dine evner er uovertrufne. Din slægt er guddommelig. Du har altid tjent asketer og
helgener. Du ved, at som nat følger dag, og dag følger nat, følges rigdom af trange kår,
lyksalighed af elendighed og nærhed af adskillelse. Med en sikker uundgåelighed følger det ene
det andet. Det er udelukkende tåber, der får slået benene væk under sig i glæde, når lykken
tilsmiler dem, og bliver modløse og modfaldne, når fortvivlelsen er over dem. Lærde
mennesker som du bør hverken blive påvirket af det ene eller det andet. Lærde bør bevare
deres sindsligevægt, hvad end der ske. Jeg har ingen forudsætninger for at rådgive dig om,
hvorledes du skal klare denne situation på en tapper måde, for du kender behovet for mod
bedre end jeg. Oh du verdens velgører! Lyt til mine bønner. Opgiv denne sorg. Jeg vil nu
detaljeret beskrive min rejse med dem. Vær venlig og lyt stille og roligt.” Da Kausalya hørte
dette, kæmpede hun for at komme op at stå. Tjenestepigerne hjalp hende. Hun lænede sig op
ad dem og gjorde sig klar til at lytte til det, Sumanthra havde at berette.
16.20. Sumanthra begyndte: ”Oh herre! Den første dag rejste vi op til floden Thamasa’s bred.
Sita, Rama og Lakshmana badede i floden, og efter at have drukket af det hellige vand hvilede
de sig under et stort, skyggefuldt træ. Den næste dag nåede vi frem til Ganges. Mørket
trængte sig ind på os fra alle sider. Efter Rama’s ordre standsede jeg vognen. De badede alle
tre og hvilede sig på en sandbred. Da daggryet brød frem, bad Rama Lakshmana om at bringe
165

sig noget saft fra et banyan-træ. Da Lakshmana kom med saften, anvendte Rama den til sit
hår. Han filtrede det ind i denne saft, så han kunne bære det i en knold på toppen af hovedet.
I mellemtiden kom nishada-stammens høvding, en ven af Rama, med en båd. Sita blev som
den første bedt om at stige op i båden; efter hende gik Rama op i den. Til sidst steg
Lakshmana, idet han fulgte Rama’s ordre, op i båden bærende på buen og pilene. Før
Lakshmana satte sig i båden, kom han hen til mig og bad mig overbringe knæfald og hyldest
til forældrene samt hans bønner om at få deres velsignelser. Han bad mig også om at anmode
jer om at tage jer af tingene på en tapper og vis måde.”
16.21. Sumanthra fortsatte sin beretning om, hvad Rama havde bedt ham om at meddele i
Ayodhya. ”Herre!”, sagde han til Dasaratha. ”Rama sagde: ’Overbring min hyldest til den
kongelige guru. Råd min fader til ikke at sørge over det, der er sket.’ Herefter kaldte Rama
mig helt hen til sig og befalede mig følgende: ’Kald ministrene, Ayodhya’s borgere og hele den
kongelige slægt sammen. Fortæl dem om denne erklæring, som jeg personligt anmoder dem
om at følge: ’Udelukkende dem blandt jer, der hjælper til med at gøre min faders liv
behageligt, holder jeg af.’ Rama fortsatte: ’Når Bharatha ankommer, så overbring ham mine
velsignelser. Giv ham besked på at acceptere den byrde, det er at regere landet. Bed ham
bevare og fremme retfærdighed og retskaffenhed, idet han fremmer folkets velfærd ved hjælp
af metoder, der er rene i tanke, ord og handling. Fortæl ham, at jeg ønsker, han tjener
forældrene så godt, at de vil glemme deres smerte over at være adskilt fra mig.’”
16.22. ”Mens Rama således var i færd med at overdrage mig dette hverv, henvendte Sita sig
også til mig. Hun bad mig informere jer om, at hun på lykkelig vis tilbragte tiden sammen med
Rama, og at hun intet manglede. Hun bad mig tilbyde hendes knæfald for sin svigerfaders og
sin svigermoders fødder. Hun ønskede, at jeg skulle sige, at de ikke skulle være bekymrede for
hende; at jeg skulle forsikre dem om, at hun var lykkelig med sin herre, og at hun var meget
opsat på og ivrig efter at de altid velsignede hende. Hun bad mig fortælle dem, at hun ofte
forespurgte om deres helbred og velfærd.”
16.23. ”På det tidspunkt opdagede bådsmanden, at Rama ønskede, han ikke udsatte
overfarten yderligere. Derfor stak han åren i floden og begyndte at ro. Snart bevægede Rama
sig væk fra mig. Mens mit hjerte i bogstavelig forstand forstenede, stod jeg og så på båden,
der langsomt fortonede sig i det fjerne. Jeg må have tilbragt lang tid med at stå der på
flodbredden. Jeg måtte nødvendigvis vende tilbage hertil for at udføre Rama’s ordre. Hvis det
ikke have været tilfældet, ville jeg helt sikkert have druknet mig i Ganges, så desperat var jeg
på det tidspunkt. Alene af denne grund, at jeg skulle overbringe dig beskeden fra Rama, var
jeg nødt til at fortsætte med at leve. Denne Ayodhya, der ikke har nogen Rama, forekommer
mig at være lige så øde, forladt og frygtelig som skoven.”
16.24. Da Dasaratha havde lyttet til Sumanthra’s ord og til de milde og venlige beskeder fra
Rama og Sita, kunne han ikke længere tilbageholde sin pine og smerte. Kongen var ikke i
stand til at glemme alt det, der var sket; han besvimede.
16.25. Kongen var ved at blive kvalt. Han havde det, som en fisk har det, når den kæmper for
at sno sig ud af det søle, som den er havnet i. Da dronningerne så hans sørgelige forfatning,
brød de ud i en hjerteskærende jammer. Ord kan ikke beskrive det øjebliks fortvivlede lidelse.
End ikke sorgen selv ville kunne beherske sin egen sorg, hvis den så denne sorg.
Dronningernes smerte, kongens smerte og tjenestepigerne i paladsets smerte spredte
forvirring og bestyrtelse ud over hele hovedstaden. Byens borgere rystede af rædsel på
samme måde, som skovens fugle ved midnatstide bliver skræmte, når et tordenbrag pludseligt
brager.
16.26. På samme måde som en lotusblomst, der bliver plukket og taget op af vandet, hurtigt
visner, var kongen hastigt ved at forlade sit legeme. Han kunne ikke få ét ord frem; hans
166

tunge var helt tør. Sanserne blev sløve og virkningsløse. Kausalya iagttog kongen og
bemærkede, at Sol-dynastiets sol var ved at gå ned.
16.27. Hun samlede sig og gik hen til kongen. Hun lagde sin herres hoved i sit skød og
forsøgte at få ham til at lytte til nogle trøstende og opmuntrende ord. Hun sagde: ”Herre! Sita,
Rama og Lakshmana kommer snart og ser til dig. Hør mine ord: Fat mod; tag dig sammen.”
Da hun så fuld af medfølelse bønfaldt ham lige ind i øret, åbnede Dasaratha sine øjne, og
tydeligt mumlede han: ”Kausalya! Hvor er min Rama? Vis mig, hvor han er! Bring mig til ham.
Ak! Min søde og milde svigerdatter er her ikke. Og Lakshmana, hvor er han, siden jeg ikke kan
se ham?”
16.28. Dasaratha bøjede sit hoved, han var ude af stand til at holde det oppe længere.
Sorgens byrde var ham for tung. Få minutter senere kom kongen i tanke om den forbandelse,
der var blevet kastet på ham at den blinde eneboer, Sravana’s fader. Med stort besvær kom
han op at sidde, og med svag stemme begyndte han at fortælle Kausalya om denne
forbandelse.
16.29. ”Kausalya! Ved en bestemt lejlighed var jeg draget ind i skoven på en jagtekspedition.
Et stort antal soldater og jægere fulgte mig. Det viste sig, at vi slet ikke traf på nogen af
skovens vilde dyr hele dagen, men jeg følte, at jeg ikke ville vende tomhændet tilbage til
hovedstaden; jeg ville ikke vende tilbage uden at have nedlagt noget bytte. Vi gik ind i skoven
om natten. Her stod vi og ventede og spejdede efter noget held. Daggryet var lige ved at
bryde frem fra det mørke, der omsluttede os der på den mægtige søs brink. Pludseligt var der
noget, der bevægede sig i vandkanten; ligeledes kunne jeg høre noget, der puslede.”
16.30. ”Jeg sluttede, at det var et af junglens store, vilde dyr. Eftersom jeg har evnen til alene
at skyde efter lyden og nedlægge byttet uden af have set det, spændte jeg min bue og
affyrede en spids og træfsikker pil. Den fløj hurtigt og rasende. Den ramte dyret, der allerede
var på farten. Pludseligt hørte jeg et skrig af smerte. Lyden ’åh’ udsprang fra det sted, hvor
byttet var faldet til jorden. Sammen med soldaterne løb jeg frem mod stedet. Der så jeg, at
det ikke var et vildt dyr, jeg havde dræbt; det var en eneboers unge søn! Jeg knælede ved
hans side og bønfaldt ham om at tilgive mig denne tragiske fejltagelse. Eneboerens søn
fortalte mig følgende: ”Konge! Sørg ikke. Opfyld min anmodning. Opfyld den anmodning, jeg
om lidt vil fortælle dig om. Det vil rigeligt opveje den synd, du har begået. Mit navn er
Sravana. Min fader og moder er begge blinde. Jeg har tilbragt hele mit liv med at tjene dem.
At tjene dem har skænket mig al den lykke, jeg har haft behov for. Jeg har været velsignet
med den højeste viden, erkendelsen af sandheden. Lige nu lider mine forældre af en ulidelig
tørst. Jeg kom her til denne sø for at hente noget vand til dem. Du skød mig, da du troede, jeg
var et af skovens vilde dyr. Hvem kan undslippe skæbnens bestemmelse? Min nuværende
tilstand bevirker, at jeg ikke er i stand til at bringe mine forældre vand. Derfor beder jeg dig
om at tage denne krukke vand og bringe den til dem. Gå i nordlig retning, indtil du kommer til
en ensomt beliggende løvtækket hytte. Når mine forældre har slukket deres tørst, beskriv så
hvad der er hændt mig her. Du skal ikke fortælle dem noget om mig, før de har slukket deres
tørst.” Da han havde sagt dette, gav han mig krukken og døde.”
16.31. ”Kausalya! Oh hvor var denne unge søn hjerteskærende bekymret for sine forældre!
Han bekymrede sig ikke på noget tidspunkt om sit eget liv, der hurtigt ebbede ud. Han sagde
ikke ét hårdt ord til mig. De milde, venlige og kærlige ord han fremsagde, kan jeg stadigt høre
i mit indre. I forbindelse med sit sidste åndedrag gentog han den hellige AUM-lyd: OM, OM,
OM. Han gentog den tydeligt tre gange. Da jeg så drengen og hans rolige, tapre død,
besluttede jeg mig for at råde bod på min synd ved at opfylde hans sidste ønske. Jeg skyndte
mig hen til den hytte, han havde nævnt. Uden at sige så meget som ét ord gav jeg forældrene
krukken. Men disse forældre begyndte at stille en række spørgsmål. De forhørte sig om
følgende: ”Søn! Hvorfor var du så længe om det? Hvorfor denne forsinkelse?” De viftede med
deres hænder og rakte dem frem, så de kunne røre ham og føle hans tilstedeværelse foran
167

dem. Jeg trådte lidt tilbage, men så jamrede det gamle par: ”Søn! Hvordan kan det være, at
du ikke taler til os i dag? Vi vil ikke drikke det vand, du har bragt os, medmindre du taler til os
og besvarer vores spørgsmål!” Det var deres ord.”
16.32. ”Jeg havde givet ordre om, at soldaterne skulle bringe Sravana’s lig med til forældrenes
hytte. Nu ankom de med den livløse krop. Jeg lagde den inden for moderens rækkevidde. Hun
græd på den mest hjertegribende måde over liget af sin søn. Jeg kunne ikke holde ud at se på
det. Et stykke tid efter lykkedes det moderen at få lidt kontrol over sin sorg, og hun fortalte
mig følgende: ”Konge! Eftersom vores søn har forladt os, er der ikke længere noget formål
med at forlænge vores liv. Vi er blevet gamle; hvem vil tjene og pleje os? Dræb også os, som
du dræbte ham. Eller hvis du ikke vil det, så rejs et ligbål, så vi kan brænde os selv sammen
med vores søn.” Jeg bøjede mit hoved og accepterede deres krav. Jeg samlede en bunke tørt
træ og stablede det til et ligbål. Sønnens lig blev lagt på det. Forældrene satte sig op på det,
og gennem ren og skær udøvelse af yogiske kræfter, skabte de ild inde i sig selv og brændte
derved sig selv op.”
16.33. Før de brændte sig selv, henvendte de sig til mig og sagde et par ord. Deres hellige
forbandelse går i opfyldelse i dag.” På dette sted i sin beretning stoppede Dasaratha et stykke
tid for at hvile sig og for at bringe orden i sine tanker. Kausalya beroligede og trøstede ham og
lagde derved en dæmper på hans urolige sind. Hun sagde: ”Herre! Hvad sagde forældrene?
Fortæl mig det, jeg er ivrig efter at høre det.” Dasaratha forblev tavs en stund og svarede så:
”Kausalya! Hvad kan jeg sige? Hvordan skal jeg kunne gentage disse ord? Disse ældre
mennesker, dette gamle par, talte således: ”Du vil ende dine dage på samme måde, som vi nu
gør det, nemlig på grund af en uudholdelig smerte over adskillelsen fra din søn.” Midt i de
dansende og opstigende flammer drog de herefter deres sidste åndedrag.”
16.34. ”På det tidspunkt havde jeg ingen søn. Jeg undrede mig over, hvordan deres
forbandelse kunne ramme mig. Hvordan kunne deres ord gå i opfyldelse, tænkte jeg ved mig
selv. Men jeg tænkte også, at i og med ordene kom fra en gammel vismand, så kan de ikke
andet end at gå i opfyldelse. Hvis jeg skulle blive adskilt fra dem, betød det, at jeg ville få
sønner! Du husker nok, hvor triste vi dengang var over, at vi ikke havde nogen sønner. Jeg
følte, at forbandelsen måske ville vise sig at blive en velsignelse. Jeg bad om, at forbandelsen
måtte gå i opfyldelse, så jeg, selv om jeg muligvis en gang var nødt til at blive adskilt fra dem,
kunne få sønner. Jeg kunne ikke fortælle dig denne hemmelighed før nu. Nu forstår jeg, at den
hellige eneboers ord repræsenterede den ægte sandhed. Smerten ved adskillelsen fra Rama
bevirker, at mit liv ophører. Jeg har erindret Sravana’s tragedie. Mit mod er opbrugt. Jeg kan
ikke opbyde det længere.”
16.35. Dasaratha var fortabt i kontemplation over fortidens hændelser. ”Rama! Rama! Rama!”,
råbte han tre gange og lænede sig tilbage for at støtte sig op af Kausalya. Kausalya
bemærkede forandringen hos kongen. Hun skreg. Tjenere og tjenestepiger samlede sig rundt
om dem. De opdagede, at kongen havde draget sit sidste åndedrag. Byen blev forvandlet til en
jammerdal; et sydende hav af sorg. Menneskeskarer strømmede ind i paladset. Gaderne blev
omdannet til hurtigt flydende strømme af grædende mennesker. Folk kastede forbandelser
over Kaikeyi, for de følte, at byen, som et resultat af hendes intriger, havde mistet sine øjne.
16.36. Vasishta, kongehusets guru, ankom til den sal, hvor kongens livløse legeme lå. Han
kom med behørige råd, og han forsøgte at lindre dronningernes sorg. Han trøstede Kausalya
og Sumithra ved at berette om afdøde forfædre, og fortælle om hvordan de heller ikke kunne
undslippe døden på trods af al deres magt og storslåethed. Eftersom der ikke var nogen til
stede, der kunne forrette ligbrændingsritualet, blev liget, i henhold til Vasishta’s direktiver,
opbevaret nedsænket i olie, så det ikke ville gå i opløsning. Vasishta gjorde tegn til en kurer
og bad ham om følgende: ”Her! Drag hurtigt hen til Bharatha; sig ikke et ord til ham om
kongens død, men fortæl ham blot dette: Kongehusets guru ønsker, at du og din broder straks
168

vender tilbage til hovedstaden.” Kureren knælede foran Vasishta’s fødder og tog afsked med
første-ministeren, før han i en let og hurtig vogn begyndte på den lange rejse.
16.37. Lige siden Ayodhya blev styrtet ud i sorg, oplevede Bharatha, der opholdt sig hos sin
onkel i Kekaya, forskellige forudanelser i form af ildevarslende drømme. Han blev vækket af
den rædsel og uro, som drømmene frembrød. Mange nætter fik Bharatha ikke lukket et øje. I
en sælsom forventningstilstand sad han op i sin seng. Han frygtede, at dårlige nyheder hastigt
nærmede sig. Endnu før daggry stod han op; efter et tidligt bad gennemførte han forskellige
ritualer og ceremonier for at formilde guderne og afværge den forventede katastrofe. Længe
sad han i helligdommen og bad om hjælp. På trods af alt dette var han hjemsøgt af en mystisk
frygt.
16.38. Drømmene blev ved at komme de næste fjorten dage, og derfor havde Bharatha
efterhånden nået bunden med hensyn til sit mod og sin tro. I mellemtiden lykkedes det
kureren fra Ayodhya at nå Kekaya’s hovedstad. Kurerens lange rejse havde taget femten dage.
Da Bharatha blev informeret om hans ankomst til paladsets hovedindgang, gav han ordre om,
at kureren straks skulle bringes hen til ham, så han kunne få at vide, hvilke nyheder han
bragte.
16.39. Kureren knælede foran Bharatha og bad om, at Bharatha og dennes broder, uden den
mindste forsinkelse, begav sig til Ayodhya – alt i henhold til Vasishta’s befaling. Bharatha
forespurgte, hvorledes borgerne i Ayodhya havde det, idet han bombarderede kureren med
mange forskellige spørgsmål. Denne svarede, at der intet specielt var at rapportere, bortset fra
at kongehusets guru afventede deres ankomst så hurtigt som muligt. Det var denne opgave,
han var kommet for at løse, og han havde ikke mere at tilføje. Ej heller vidste han mere.
16.40. Bharatha vidste, at kureren ikke ville sige mere end nogle få ord til sine kongelige
arbejdsgivere, og at man som kongelig arbejdsgiver heller ikke burde blive ved med at tale
fortroligt med en kurer. Etiketten krævede, at han ikke skulle tale med denne kurer i mere end
få minutter. Kureren havde også sin kodeks for, hvordan han skulle agere. Derfor rejste han
sig og forlod mødesalen.
16.41. Straks kureren havde forladt mødesalen, gik Bharatha ind i de indre gemakker for at
tage afsked med sin onkel på sin moders side. Sammen med sin broder, Satrughna, steg han
op i den ventende herskabsvogn. Så snart den begyndte at køre, skyndede Bharatha på den,
at den skulle køre hurtigere og hurtigere. Som en pil fra en frygtløs bue fløj vognen hen over
bjergstier, spor i bakkerne og veje gemmen junglen. Sorg vældede op fra Bharatha’s hjerte
lige så hurtigt, som vognen kørte. Han var ude af stand til at forklare, hvorfor dette skete. En
uforklarlig smerte og pine plagede ham. Bharatha ønskede ikke at gøre ophold på rejsen for at
spise eller endog blot for at få en mundfuld vand til at slukke sin tørst.
16.42. Satrughna lagde mærke til den ængstelse og bekymring, der havde overvældet hans
broder. Et par gange foreslog han, at de skulle gøre holdt for at spise og drikke lidt, men
Bharatha ænsede det ikke; han forblev tavs. Endvidere lagde brødrene mærke til en række
dårlige varsler, som de stødte på, mens de kørte mod Ayodhya. Fra alle retninger skreg krager
gennemtrængende og varslede ligesom ondt. Hunde hylede hjerteskærende i en sælsom tone.
Disse katastrofetegn forstyrrede den ro, som Satrughna indtil nu tappert havde opretholdt.
16.43. Da de ankom til Ayodhya’s hovedbyport, så de op, og deres frygt blev bekræftet. For
guirlanderne af mango-blade var ikke blevet fornyet i flere dage. Kun tørre blade hang tværs
over den klagende portåbning. Guirlanderne skreg mod vinden, som om de græd af vrede og
sorg. Hvorfor var der ikke hængt grønne blade tværs over portåbningen? Hvad var der sket
med byen? Hvorfor denne pligtforsømmelse, dette tegn på fortvivlelse? Brødrene gættede på,
at en forfærdelig sorg havde ramt hovedstaden.
169

16.44. De kom ind i byen og kørte videre. De kongelige stalde med heste og elefanter var
placeret ved byens indgang. Da Bharatha så hen mod dem, bristede hans hjerte. Han mistede
kontrollen med sig selv. For han så, at dyrene stod uden at røre så meget som en muskel. De
stod med bøjede hoveder, og tårer strømmede fra deres øjne. Elefantførerne og hestepasserne
stod med sorgens tunge byrde malet i ansigterne. De var ude af stand til at løfte deres
hoveder. Da brødrene kørte længere ind i byen, fandt de dørene til alle palæerne på begge
sider af gaderne låst, som om folk inde i palæerne nægtede at byde nogen indenfor. Selve
gaderne var fulde af støv, og de var ikke blevet fejet længe. De få borgere, der var oppe, og
som gik rundt i byen, vendte hurtigt deres blik væk, når de så herskabsvognen, der kom ind i
byen. Når folk genkendte Bharatha, brød de ud i tårer.
16.45. Diamant-bazaren var lukket. Det samme var tilfældet med alle butikker i hele byen.
Bharatha kunne ikke finde nogen, der ville fortælle ham om årsagen til den skygge af
tungsind, der hang over Ayodhya. Han blev stiv af skræk over de uforudsete tegn på sorg og
lidelse. Herskabsvognen kørte ind i gården til Det kongelige Palads. Stille modtog vagterne
dem. Der var ingen bifaldsråb udsprunget af glæde; de traditionelle råb: Hurra, hurra,
udeblev. Vagterne stod stumme og med bøjede hoveder. De var ikke i stand til at løfte blikket,
for deres øjne flød over af tårer. Nu var brødrene overbeviste om, at en eller anden
ubeskrivelig katastrofe havde ramt byen. De steg ned fra herskabsvognen og løb ind i
paladset.
16.46. Kaikeyi havde bemærket, at hendes søn var ankommet til paladset. I stor glæde gik
hun ham i møde for at modtage ham. Den sværm af tjenestepiger, der havde rejst sig
samtidigt med Kaikeyi, og som nu gik bag hende, stønnede af sorg. Bharatha så på deres
ansigter. Forbløffet og overvældet standsede han op; han stod der ude af stand til at sige så
meget som ét ord. Kaikeyi sagde: ”Søn! Har din onkel det godt?” Bharatha gav hende et eller
andet utydeligt svar på spørgsmålet og skyndte sig videre med sine egne spørgsmål. ”Hvordan
har fader det? Hvordan har min ældste broder det? Hvordan har min anden broder det?
Hvordan har de to andre dronninger det?”
16.47. Da Kaikeyi hørte disse spørgsmål, blev hun stum. Tårer samlede sig i øjnene på de
tjenestepiger, der stod rundt om dem. Bharatha blev klar over, at nogle forfærdelige nyheder
blev skjult for ham. Han spurgte: ”Moder! Hvor er fader?” Tjenestepigerne brød ud i hulk og
tårer. Da hun så på sine tjenestepiger, fornemmede Kaikeyi, at hun ikke skulle udsætte det
længere. Hun begyndte også at græde og spillede rollen som en sorgbetynget kvinde. Uden
hjælp var Bharatha ikke i stand til at løse mysteriet. Han bønfaldt sin moder om at forklare,
hvad der var sket med hvem, og hvorfor alle var så overvældet af sorg.
16.48. Til det svarede Kaikeyi: ”Søn! Hvad skal jeg sige? Jeg var meget lykkelig over, at jeg
med Manthara’s hjælp var i stand til at opnå alt, hvad jeg ønskede. Men lige fra første færd er
der ikke noget, der er lykkedes for mig. Guderne kaster et uheldsbringende øje på det hele.
Kongen, din højt elskede fader, er draget til Himmels.” Kaikeyi begyndte at hulke højlydt. Ikke
så snart havde disse ord nået Bharatha’s ører, før han, som en hun-elefant, der hører en løves
brøl, rullede rundt på gulvet. Han råbte: ”Ak fader!”, da han faldt om. Som en pisang-palme,
der bliver hugget ned, faldt Satrughna også direkte om på gulvet. Brødrenes smerte var
ubeskrivelig og umådelig stor. Idet Bharatha pressede på sit hoved med begge hænder, satte
han sig op; han græd højlydt. Han råbte: ”Fader! Vi kunne ikke stå ved din seng, da du drog
dit sidste åndedrag. Oh hvilke store syndere er vi? Af de fire sønner kunne de alle ikke høste
den samme fortjeneste. Og denne Bharatha og denne Satrughna er de værste, de uheldigste. I
din sidste stund ville du have talt så kærligt til os. Du ville have givet os uvurderlige
velsignelser og direktiver vedrørende vores liv. Godt, vi må være taknemmelige over, at Rama
var hos dig. Du har helt sikkert fortalt ham, hvad du ønskede at fortælle os. Broder! Rejs dig.
Kom med mig. Vi vil gå hen til Rama og finde ud af, hvilken besked fader har efterladt til os.
Moder! Fortæl os, hvor Rama befinder sig i øjeblikket.” Bharatha rejste sig op og var klar til at
gå. Han ventede blot på sin moders svar.
170

16.49. Kaikeyi svarede: ”Søn! Hvis Rama var her, ville fader ikke have udåndet. Forstår du
ikke det? Er du ikke klar over, at Rama ikke befinder sig i hovedstaden?” Det var som at gnide
salt i et sår. Bharatha blev chokeret over det nye slag. Han spurgte: ”Moder! Rama er mit
åndedrag. Hvor er Rama taget hen?” Bharatha var på randen af et sammenbrud. Kaikeyi
svarede hurtigt: ”Hvorhen? Spørger du om, hvor han er taget hen? Godt. Han er draget ud i
skoven.” ”Det er nok muligt”, brød Bharatha ind, ”men hvorfor er Rama, der er draget ud i
skoven, ikke vendt tilbage endnu?”
16.50. Kaikeyi’s svar kom roligt og velovervejet. Hun sagde: ”Søn! Vi har ikke tid til
henholdsvis at fortælle og lytte til denne lange historie. Først og fremmest skal du tage dig af
forberedelserne til dit faders sidste ligbrændingsritual!” Af denne udtalelse fandt Bharatha ud
af, at hans moder forsøgte at skjule nogle ubehagelige hemmeligheder for ham. Så han
spurgte først til, hvor Sita opholdt sig, og derefter til hvor Lakshmana opholdt sig. Moderen
svarede: ”De har begge fulgt Rama ud i skoven. De vil ikke vende tilbage til hovedstanden før
efter fjorten år. Således befalede din fader.” Kaikeyi afleverede denne erklæring med en fast,
hård stemme.
16.51. Kaikeyi så, at Bharatha i stigende grad blev desperat og ulykkelig over hendes
erklæring. Så hun trak sin søn tæt ind til sig og strøg ham over håret. Hun begyndte at trøste
ham, idet hun sagde: ”Søn! Der er ingen grund til at sørge over din fader. Mens han levede,
var han til stadighed beskæftiget med en række fortjenstfulde handlinger, og derfor vil hans
sjæl nu have nået Himlen. Din pligt er nu at følge det ideal, han har opstillet for dig, at gøre
dig fortjent til en tilsvarende berømmelse ved at udføre fortjenstfulde handlinger og lykkeligt
at herske over kongeriget. Forøg din faders berømmelse og navnkundighed gennem din egen
kloge og barmhjertige ledelse af landet. Bevar på den måde dynastiets strålende navn.” Ved at
udtale disse og lignende ord bestræbte Kaikeyi sig på at hele sin søns sønderrevne hjerte.
16.52. Men ordene ramte hans hjerte som dolkestik. Hvert ord ramte ham som et
hammerslag. Satrughna fik en brændende fornemmelse over hele kroppen, da han lyttede til
Kaikeyi. Men han forholdt sig tavs; han skreg ikke. Bharatha rejste sig imidlertid pludseligt op.
Han var fast besluttet på at finde frem til sandheden, for han følte, at hans moder med disse
ord forsøgte at narre ham. Han følte, at hun tilbageholdt nogle kendsgerninger for ham, og at
hun talte i gåder. Han trak Satrughna med sig og for ud af salen og hen mod Kausalya’s, den
ældste dronnings og Rama’s moders, gemakker.
16.53. Og hvad han der fik at se! Kausalya rullede rundt på gulvet. Hendes klæder var fulde af
støv, og højlydt klagede hun: ”Oh Herre! Herre. Rama! Rama!” Hendes tjenestepiger, der selv
var fordybet i sorg, forsøgte at bringe en eller anden form for mod tilbage i hende. Bharatha
kunne ikke beherske sig. Idet han råbte: ”Moder! Moder!”, faldt han om på gulvet foran
Kausalya. Dronning Sumithra var der også. Begge dronninger genkendte Bharatha og
Satrughna, og så besvimede de pludseligt. Da dronningerne kom lidt til sig selv, greb de i et
anfald af smerte fat i hinanden; de græd højlydt. Det var en scene, der ville have smeltet selv
den hårdeste sten. Brødrene kunne ikke bære sorgens tunge byrde; de faldt om på gulvet.
16.54. ”Moder! Bring mig til fader. Fortæl mig grunden til, at han døde. Hvorfor fortsatte mine
kære brødre, Rama og Lakshmana, og Sita ud i skoven? Det er alt sammen et mysterium for
mig. Frels mig fra denne pine; fortæl mig hvorfor.” Bharatha bønfaldt hjertegribende, idet han
holdt fast om Kausalya’s fødder. Kausalya omfavnede ham ømt og svarede: ”Nu du er vendt
tilbage, min søn, føler jeg mig lidt trøstet. Ved at se dig kan jeg glemme smerten ved at være
adskilt fra min elskede Rama. Du er lige så kær for mig, som Rama er; for mig er der ingen
forskel på jer.” Selv mens hun fremsagde disse ord, afbrød hun sig selv med hulk og støn. Hun
råbte: ”Ak! Rama! Kan jeg holde mig i live i fjorten lange år, mens du tilbringer dem i skoven?
Er det din bestemmelse, at jeg skal reduceres til aske over sorgen ved adskillelsen, lige som
din fader snart bliver? Ak, hvor er jeg ulyksalig.” Da Bharatha hørte disse udbrud, led han om
171

muligt endnu mere. Hans fantasi skabte billeder af alle mulige slags tragedier og ulykker, for
endnu kendte han ikke sandheden. Han bønfaldt: ”Moder! Hold ikke sandheden skjult for mig.
Stol på mig. Fortæl mig, hvorfor Rama drog ud i skoven, og hvorfor min fader drog sit sidste
åndedrag. Fortæl mig det og frels mig fra forvirringens spind.”
16.55. Kausalya var altid ukunstlet og ligefrem; hun var meget medfølende, det var hendes
natur. Hun antog Bharatha for at være Rama, der var vendt hjem. Hun trak Bharatha ind til sig
og tørrede sine tårer bort. Hun sagde: ”Søn! Bharatha! Vær modig. Sørg ikke over fortiden; en
sådan sorg er værdiløs. Mærkværdige ting sker, når tiderne ikke er gunstige, og
omstændighederne sammensværger sig. Hvad gavner det at skyde skylden på en anden? Man
skal ikke kritisere nogen. Det er min skæbne at fortsætte livet med denne sorgfulde byrde. Det
kan ikke undgås; jeg må nødvendigvis leve med denne byrde. Men du er ung. Du er som Solen
ved det tidlige daggry. Husk det.”
16.56. ”I lydighed mod faders befaling bærer min højt elskede øjesten, Rama, klæder
fremstillet af barkfibre. Han har bundet sit sammenfiltrede hår op i en knold på hovedet, og nu
vandrer han rundt i junglen. Sita, der ikke kan leve adskilt fra ham i et øjeblik, er sammen
med ham. Hun er også iført en klædedragt af barkfibre. Lakshmana forsøgte at forhindre Rama
i at drage ud i skoven, men hans anstrengelser var forgæves. Han erklærede, at Ayodhya uden
Rama for ham var som en jungle; han fulgte Rama. Alt dette skete lige for øjnene af mig. Oh!
Hvor må jeg være en syndefuld sjæl, siden jeg stadig lever!”
16.57. ”Jeg kunne ikke tage med dem; ej heller ville mit liv ophøre, da de tog af sted. Hvordan
skal jeg beskrive min ynkelige og sørgelige forfatning? Mit hjerte er rent faktisk hugget ud af
den hårdeste sten. Oh hjertevarme Rama! Du lider så meget nu, eftersom du blev født af mig.
Hvorfor skulle du ellers lide? Ak! Rama! Hvor megen lidelse må du ikke gennemgå nu. Du lever
af frugter og rødder, og du vandrer rundt i junglens afsondrede og rædselsfulde områder!” Hun
stønnede højlydt én gang og faldt så bevidstløs om på gulvet.
16.58. Bharatha stod og så alt dette, og han lyttede til det, Kausalya fortalte ham. Men han
kunne stadig ikke få puslespillet til at gå op. Han kæmpede mod frygt og bekymring. Han var
ude af stand til at løse mysteriet. I mellemtiden ankom første-minister Sumanthra med en
besked om, at kongehusets guru, vismanden Vasishta, bad om, at Bharatha kom hen til sig.
Også Sumanthra brød ud i tårer, da han fik øje på brødrene. Han knugede Bharatha til sit
bryst. Brødrene kunne heller ikke styre deres sorg. Bharatha håbede, at i det mindste
Sumanthra kunne kaste lys over det mysterium, der var over de tragiske begivenheder, der
havde fundet sted i hovedstaden. På forskellig vis forsøgte han at få Sumanthra til at redegøre
for hændelserne, men Sumanthra kunne ikke lide at tale om dem. Han formodede, at Bharatha
og Satrughna allerede havde fået at vide, hvad der var hændt. Han mente, at de mennesker,
brødrene allerede havde mødt, inden han kom, havde fortalt dem alt.
16.59. Sammen gik de hen til Vasishta. Bharatha og Satrughna knælede for vismandens
fødder og græd højlydt. Kærligt og medfølende hjalp han dem op. I forbindelse med at han
trøstede dem, lærte han dem mangen en moralsk og filosofisk lektie. ”Der har allerede været
megen forsinkelse. Det er ikke tilrådeligt at udsætte det yderligere”, sagde han. Herefter gav
han Bharatha besked på at forberede sig på at gennemføre ligbrændingsritualerne for sin
fader. I lang tid var Bharatha hensunken i tanker, så bad han kongehusets guru, Vasishta, om
følgende: ”Herre” Det er en pligt, der skal udføres af den ældste søn, og Rama er den ældste
af os fire. Nu foreslår du, at jeg skal udføre denne pligt. Er det retfærdigt? Er det rigtigt? Du
har bevaret liget alle disse dage; bevar det yderligere i to eller tre dage. Satrughna og jeg vil
begive os ud til det sted, hvor Rama befinder sig. Vi vil bringe ham med os tilbage hertil. Giv
os venligst din tilladelse til at gøre dette.”
16.60. Vasishta svarede: ”Søn! Du er et tossehoved! Rama vil ikke bryde sig om at vende
tilbage, før den fastsatte periode er gået. Han holder og ærer sit ord, når det først er givet.
172

Ligegyldigt hvor meget du end måtte bønfalde, så vil Rama ikke drage ind i Ayodhya, før de
fjorten år er forløbet. Opgiv derfor din plan. Gennemfør ligbrændingsritualerne for din fader;
senere kan du gøre, hvad du måtte ønske.” Vasishta fortsatte med at tale på denne måde for
at overbevise Bharatha om det formålsløse ved dennes plan.
16.61. Bharatha indså, at han ikke kunne undlade at adlyde kongehusets guru. Han
indvilligede; faderens afdøde legeme blev vasket, og ritualerne vedrørende forberedelserne til
ligbrændingen, der alle er fastsat i vedaerne, blev på behørig vis gennemført. Tilskyndet af en
ubetvingelig længsel gik Bharatha i mellemtiden direkte hen til Kausalya’s og Sumithra’s
gemakker. Idet han knælede for deres fødder, bønfaldt han: ”Mødre! Nej! I skal afstå fra at
ofre jer på faders ligbål. Hvis I prøver på det, vil jeg ikke gennemføre det sidste ritual for
ham.”
16.62. Han sikrede sig deres løfte om, at de ikke ville ofre sig selv på ligbålet. Begge mødre
var meget imponeret over hans kærlighed og hengivenhed. De kunne ikke andet end at
efterkomme denne anmodning. De sagde: ”Søn! Vi vil handle i henhold til dit ønske.”
16.63. Nu blev liget hentet og placeret på ligbålet, der var opbygget af sandeltræ på bredden
af floden Sarayu. Med samvittighedsfuld og omhyggelig korrekthed gennemførte Bharatha de
afsluttende ritualer. I den forbindelse udviste Bharatha en tro, der var tusinde gange større,
end hvad Vasishta havde forventet og forudset. I sin faders navn skænkede han i overflod de
seksten foreskrevne gaver til velgørenhed. Han skænkede køer, landområder, guld, huse,
klæder, madvarer, heste, elefanter, mønter og andre værdigenstande væk. Over hele landet
priste modtagerne af gaverne hans gavmildhed og sønlige fromhed.
16.64. Men lensherrerne, de lærde, præsterne og den brede befolkning kunne ikke forsone sig
med Rama’s fravær. Denne sorg nagede deres hjerter. Hvert eneste sekund forårsagede denne
adskillelsens pine pludselige jag af smerte. De vidste, at de var hjælpeløse; der var ikke noget
at gøre. Rama ville aldrig bryde sit svorne ord. Han ville ikke vende hjem tidligere, ligegyldigt
hvilket incitament, der måtte være. Han ville ikke vende tilbage til Ayodhya, før den fjortenårs
periode var gået. De var nødt til at acceptere denne sandhed. Derfor manede de sig op, så de
kunne bære smerten. De besluttede sig for at holde sig i live, idet de afventede hans
hjemkomst og glædede sig til eksilperioden var slut.
16.65. Nu samlede Vasishta, kongehusets guru, lensherrerne, vasalstaternes konger,
ministrene, vismændene, de hellige mænd, rigets lærde og lederne blandt folket til en
konference. Han startede mødet med at orientere og minde forsamlingen om de råd
vedrørende herskeres pligter og forpligtelser, der fremgår af skriftet: ’Regler for lov og etik
vedrørende en dydig livsførelse’. Fra begyndelsen berettede han om hele rækken af
begivenheder, der havde fundet sted det sidste stykke tid. Fra komplottet, der blev spundet af
Kaikeyi, og til den dag hvor Rama drog ud i skoven. Herefter udbredte Vasishta sig om den
afdøde konges store kvaliteter: Hans overholdelse af sandheden, hans høje standarder med
hensyn til adfærd, hans store åndelige resultater, hans kongelige pragt og hans loyalitet over
for de vediske påbud, der gjorde ham til en gavmild mæcen, der afholdt utallige
offerceremonier, fremvisninger af offergaver og andre ceremonielle ritualer. Herefter fortsatte
Vasishta beretningen om kongens forsøg på at højtideligholde Rama’s kroning, og om de
forhindringer han var stødt på. Forhindringer, der resulterede i Rama’s eksil og kongens død
grundet sorgen over adskillelsen fra dennes højt elskede søn.
16.66. Bharatha og Satrughna, der var uvidende om den tragiske udvikling i hovedstaden,
som deres guru nu beskrev, blev overvældet af vrede tillige med sorg og skamfølelse. De
bøjede deres hoveder; deres hjerter var fulde af anger. Tårer strømmede ned ad deres kinder.
De mennesker, der var forsamlede foran dem, kunne knapt løfte deres blik og se på dem. Selv
Vasishta tørrede sine øjne, der hurtigt fyldtes med tårer. Salen var gennemtrængt af tungsind;
en stilhed faldt over forsamlingen; alle sad de som stenstatuer.
173

16.67. Bharatha og Satrughna kunne ikke længere lytte til Vasishta’s beretning. De var så
vrede på Kaikeyi på grund af hendes skændige opførsel. Bharatha forbandede sig selv, at han
var blevet født af sådan en moder. Han skammede sig sådan over disse konsekvenser af sine
egne onde handlinger i tidligere liv, at han ikke kunne løfte sit hoved eller se nogen i ansigtet.
Brødrene var ivrige efter at forlade salen og komme væk.
16.68. Vasishta kendte deres følelser. Han gik hen til dem og gav dem trøstende og
opmuntrende råd. ”Søn!”, sagde han. ”Det nytter ikke noget at sørge over fortiden. Det, der er
sket, er sket. Nu skal vi tænke over og beslutte, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg må sige, at
din fader i alle henseender var heldig. Hvorfor sørge over ham? Lyt til mig; bøj dig for din
faders befaling. Han har overdraget dig myndigheden til at herske over dette kongerige. Det er
rigtigt, og det er ret, at du accepterer din faders overdragelse, og at du ærer hans befaling.
Din fader gik ind på at blive adskilt fra Rama, eftersom han ikke kunne få sig selv til at bryde
sit eget svorne ord. Han opgav sit liv, eftersom han havde en umådelig kærlighed og
hengivenhed til Rama. Han døde for at indfri sit løfte; det er der ingen tvivl om. Han vidste, at
det at holde et løfte, der nu engang er givet, er mere værdifuldt end selve livet. Det er
årsagen til, at han var parat til at dø frem for at svigte sit ord. Og tænk over, at Rama også
drog i eksil i skoven med sin hustru for at holde sit ord!”
16.69. ”Det er den kongelige Ikshvaku-slægts stolthed, at alle, der tilhører slægten, vil ofre alt
for at holde det ord, der én gang er givet. Det er den storslåethed, som du deler. Også du skal
nu handle i henhold til din faders ord og acceptere det ansvar, det er at forvalte dette
kongerige. Måtte du få alt muligt held med denne opgave. Måtte succes og fremgang følge alle
dine foretagender. Det er udelukkende på grund af den kærlighed og medfølelse, jeg føler over
for dig, at jeg har dristet mig til at råde dig således. Ellers ville jeg ikke have lagt dette tunge
ansvar på dine skuldre. Jeg ved, at du kan bevare din faders gode navn og rygte. Du besidder
de administrative evner, dygtigheden og modet, der er nødvendige for at påtage sig denne
byrde. Du skal hverken tvivle eller tøve. Tag imod udfordringen.”
16.70. Vasishta klappede Bharatha på ryggen og velsignede ham. Bharatha tog vismandens
kærlige råd til sig. Da Vasishta havde talt færdigt, rejste Bharatha sig hurtigt og knælede for
dennes fødder. Han kæmpede for at sige noget; han befandt sig i en utrøstelig sorg; hans
læber skælvede; hans hals var tør. Ordene kunne næppe danne sig på hans tunge. Han sagde:
”Herre! Er disse dine ord virkelig en tilkendegivelse af din kærlighed og medfølelse? Nej, rent
faktisk har du ingen kærlighed, ingen medfølelse over for mig. For hvis du havde, så ville du
aldrig gå med til at pålægge mig denne byrde. Du idømmer mig denne strenge straf uden den
mindste medfølelse. Det kongerige, der drev den helligste og reneste person i verden ind i
junglen; det kongerige, der styrtede hele befolkningen ud i års uafbrudt tårestrøm; det
kongerige, der har mistet dets mest retskafne hersker; det kongerige, der har bragt evig
skændsel over dets herskende dynasti, Ikshvaku-dynastiet; det kongerige, der har fremkaldt
denne medynkvækkende tilstand af enkestand på mødrene Kausalya, Sumithra og Kaikeyi; det
kongerige, der har fornedret sig selv på så mange måder – det kongerige overlader og betror
du nu til mig!”
16.71. ”Ak! Det er konsekvensen af de synder, jeg har begået. Det er konsekvensen af denne
ulykkelige fyr, der blev født ud af livmoderen på denne legemliggørelse af grusomhed og had,
denne Kaikeyi. I stedet for at påføre mig denne straf så gør dig fortjent til åndelig
fortjenstfuldhed ved at sende mig til det sted, hvor Rama er. Jeg beder dig. Ved at beskæftige
mig med den opgave, det er at feje stierne foran dem, så disse er bløde at træde på for deres
fødder, kan jeg gøre mit liv værd at leve og frelse mig selv. Jeg kan ikke blive på dette sted et
øjeblik længere.”
16.72. Bharatha kastede sig for Vasishta’s fødder og bad om tilladelse til at drage ud i skoven.
Da de så og hørte det, rejste landets ministre sig og med håndfladerne presset mod hinanden,
174

sagde de: ”Herre! Det er ikke passende at fortsætte denne tingenes tilstand ret længe. I
øjeblikket har vi ingen hersker. Du kan ikke undslippe dig det ansvar, som kongehusets guru
har pålagt dig. Efter Rama er vendt tilbage, kan du gøre, som det passer dig, men nu beder vi
dig venligst om at acceptere vore bønner. Beskyt landet og forøg befolkningens fremgang og
velstand. Tag magten.”
16.73. Bharatha svarede ikke på deres indtrængende anmodninger. I stedet ønskede han at
forlade dem og gå til Kausalya for at være en stund hos hende. Vasishta accepterede
beredvilligt. Bharatha og Satrughna forlod forsamlingen og gik direkte til Kausalya’s palads. De
knælede foran hende, og Bharatha fortalte hende følgende: ”Moder! Tilgiv denne uheldige
Bharatha, der har været årsagen til al den ulykke, idet denne person er blevet født ud af den
ondsindede kvindes, Kaikeyi’s, livmoder. Denne forbandede fyr er årsagen, kilden, til alle
landets lidelser og ulykker. Giv mig tilladelse til at drage ud i skoven. End ikke i et øjeblik kan
jeg med løftet hoved gå eller begive mig rundt i denne by, Ayodhya. Det kan jeg ikke gøre,
eftersom min mester og herre, Rama, har forladt den på grund af mig. Retmæssigt tilhører
dette rige den ældste søn; denne her betydningsløse fyr, der står foran dig, har ingen ret til
det. Jeg ønsker ikke denne byrde; jeg vil ikke påtage mig den. Velsign mig, så jeg kan tage af
sted.” Opfyldt af sorg stod Bharatha og ventede.
16.74. Kausalya samlede mod til sig og begyndte at trøste og opmuntre Bharatha. Hun sagde:
”Bharatha! Tænk over omstændighederne og opgiv din sorg. Det er ikke en tid til vaklen.
Rama er ude i skoven. Din fader er i Himlen. Dine mødre, dine slægtninge, dine venner, dine
sympatisører og undersåtter er hensunkne i dyb sorg. Alle ser nu dig som deres eneste
tilflugtssted og redning. Forstå, at alt dette er sket, fordi tiderne ikke var gunstige, og derfor
blev menneskenes handlinger uhæderlige og forfærdelige; fat mod og beslut dig. Adlyd din
faders ordre. Bøj dit hoved for guru Vasishta’s befaling. Ær folkets begæringer. Opfør dig, som
ministrene bønfalder dig om at gøre.”
16.75. Mens hun forsøgte at overtale ham til at acceptere myndigheden som rigets konge,
holdt Kausalya kærligt hans hænder i sine. Hendes ord rørte ham med en mærkværdig
blidhed, som var de kølig sandal-pasta, der blev smurt på et brændende hjerte. Ordene var
liflige for øret, og de var meget indbydende og tiltrækkende at høre. For Kausalya udtalte
ingen fordømmende ord rettet mod hans moder, der havde forårsaget denne række af
katastrofer. Hun nærede end ikke den mindste tvivl med hensyn til hans loyalitet. Bharatha
følte sig meget lykkelig og lettet, mens han lyttede til hendes ord. Da han bemærkede, hvor
rummeligt hendes hjerte var, og hvor oprigtig hendes kærlighed til ham var, blev han
umådelig lykkelig. End ikke i sine vildeste drømme havde han regnet med, at Kausalya ville
behandle ham på denne måde, når hendes egen søn var blevet sendt i eksil i skoven i fjorten
år. At hun også udøste en så rigelig mængde kærlighed over ham, der var søn af en anden af
hendes mands hustruer, var helt utroligt! Han spekulerede over, hvilken forskel der var på
hans egen moder, Kaikeyi, og Kausalya. Han kunne ikke måle omfanget af denne forskel,
ligegyldigt hvilken måleenhed han anvendte. I Kausalya fandt han fuldendelsen og opfyldelsen
af den kærlighed, der bør fylde ens hjerte.
16.76. Han pressede håndfladerne mod hinanden, og indtrængende anmodede han om
følgende: ”Moder! Dine ord, der er fyldt med ømhed og kærlighed, virker som en mild byge af
køligt rosenvand over mit sønderrevne hjerte. Måske forvekslede du mig med Rama! Men ak,
jeg er ikke den renhjertede Rama. Jeg er Bharatha, født af Kaikeyi; jeg har en sygelig og slet
natur, som jeg har arvet efter hende. Jeg er nedrig og gemen, og jeg ejer ikke skam i livet.
Jeg er Rama’s fjende. Du har opfattet mig som værende Rama; du har derfor talt så venligt og
kærligt til mig. Dit hjerte er så fikseret på Rama, at du taler til alle og enhver, som du ville tale
til Rama. Jeg fortæller sandheden, moder! Lyt til mig og hør mine bønner.”
16.77. ”Moder! Udelukkende de, der er grundfæstet i retskaffenhed, fortjener at herske. Når
personer som jeg, med en udspekuleret intelligens og tvivlsomme evner, hersker over riget, vil
175

Jorden gå i forfald og blive et spejlbillede af de nedre verdener. Selviske stræbere,
snæversynede eventyrere, grådige gribbe, personer der elsker pomp og pragt, selvcentrerede
individer, personer der lider af kronisk misundelse, sådanne personer fortjener ikke retten til at
herske. De skader folkets interesser; det selv samme folk som de hersker over. De
undergraver retskaffenhedens grundlag. Kongeriget vil blive ødelagt af disse personer.
Udelukkende de, der betræder de gode dyders og den rigtige handling vej, fortjener at herske
over andre. Jeg kan udelukkende få øje på én sådan person, og det er Rama. Jeg kender ingen
anden. Derfor vil vi lige nu tage af sted, og idet jeg griber fat om Rama’s fødder, vil jeg
bønfalde ham. Jeg vil bringe ham med mig tilbage til Ayodhya. Giv mig din tilladelse; velsign
mig uden yderligere forsinkelse.” Bharatha knælede foran Kausalya og ventede på hendes
svar.
16.78. Bharatha’s ord beroligede i nogen grad Kausalya. Hun sagde: ”Søn! I dig ser jeg de
samme følelser, som Rama besidder, vælde frem. Når jeg ser dig, kan jeg til en vis grad bære
adskillelsens smerte. Så hvis du også drager ud i skoven, hvad skal der så blive af mig? Hvis
du erklærer, at du uvægerligt tager af sted, så tag også mig med. For hvem skal jeg tilbringe
mine dage sammen med her i Ayodhya? Selv om denne hustru har mistet sin mand og er nødt
til at leve fjernt fra sin søn, har hun endnu ikke opløst sig selv i smerten over tabet. Gå! Få
guru Vasishta’s tilladelse. Vi vil drage ind i skoven og tilbringe i det mindste lidt tid sammen
med Sita, Rama og Lakshmana. Herefter kan jeg afslutte mit liv.” Da hun talte på denne
måde, fik Bharatha nogen trøst og fred i sindet.
16.79. Derpå knælede Bharatha foran Kausalya’s og Sumithra’s fødder. Han rejste sig op og
gik hen mod Kaikeyi’s palads.
16.80. Bharatha gik forrest, og Satrughna fulgte ham. De var begge tynget af sorg, vrede og
fortørnelse over, at Kaikeyi, ved at stole på Manthara, fuldstændigt havde spoleret alting. De
anstrengte sig for at undertrykke den vrede, der vældede op i dem. Endeligt gik de ind i
paladset. Ved indgangen så de netop Manthara. Hun var på udsøgt vis behængt med juveler,
og hun stod der ved indgangen for at modtage dem. Satrughna var ude af stand til at finde sig
i synet af hende. Han trak hende ned ved håret og overdængede hende med slag. Hun skreg:
”Nej, nej. Hold op, hold op!”, og da lyden nåede Kaikeyi, løb dronningen til indgangen, og her
begyndte hun vredt at irettesætte Satrughna for at slå Manthara.
16.81. Idet Bharatha drog fordel af den gunstige lejlighed, gav han frit løb for sin
ukontrollerede harme. Han råbte ad sin moder: ”Du skulle skamme dig; du der er den
mørkeste af alle syndere! Du satte din lid til denne onde kvindes ord og begik en foragtelig
synd. Hvordan kan det være, at dit hjerte ikke brækkede midt over, da denne kvindes
katastrofale råd trængte ind i det? Hvordan kunne din tunge udtale disse ondskabsfulde
ønsker? Blev den ikke til aske, da den udtrykte disse afskyelige ønsker? I hvilken forklædning
vover du at opholde dig i dette palads? Skammer du dig ikke over at bevæge dig rundt på
paladsets område? Ak! Hvordan kunne kongen stole på en person, der er så ond som dig?
Forblændet af legemlige lyster gik han ind på at bytte sønnen for at få hustruen. Den
sammensværgelse, som du udklækkede, var ondskabsfuld og fuld af lidelse. Du forurenede
kongens rene hjerte; du satte kongeriget i brand; du har ødelagt dynastiet og dets pragt; du
har bragt evig vanære over Raghu’s kongelige slægt; dit syge, giftige og ondskabsfulde hjerte
har gennemført og opnået al denne ødelæggelse. Det at erklære at du er min moder, er i sig
selv en alvorlig synd. Hvordan kan du slutte, at din søn vil blive lykkelig, når du skader en
anden? Er andres børn ikke lige så kære for deres mødre, som dine børn er for dig? Kvinder,
der lægger planer for, at det skal gå andres børn dårligt, opnår blot ondt for deres egne børn.
Hvordan kunne du overse denne dybe sandhed? Det må nødvendigvis skyldes de synder, du
har begået i tidligere liv. Nej. Alt dette skyldes mig. Hvis det ikke er tilfældet, hvorfor skulle
den rene, urokkelige og ubesudlede Rama, min elskede broder, samt ærbarhedens dronning
og gudinde, moder Sita, så vandre rundt i den frygtindgydende skov? Oh hvilken grusomhed!
Hvor forfærdeligt! Du skulle skamme dig! Det, at jeg er nødt til at tale til sådan en helhjertet
176

synder, er i sig selv et resultat af synder, jeg må have begået i mine tidligere liv. Oh jeg
undrer mig over, hvilken forfærdelig synd jeg har begået for at fortjene denne straf, den
vanære det er at være blevet født ud af din livmoder. Syndere får udelukkende syndere som
fæller og kammerater. Hvordan kan de have forbindelse med gode mennesker, mennesker der
er beskæftiget med fortjenstfulde handlinger?”
16.82. ”Dette Sol-dynasti er lige så helligt, lige så rent, som Den himmelske Svane (Den
højeste ånd der symboliseres ved svanens rene, hvide farve), der ikke er den mindste plet på.
Men sandt at sige er du som din egen moder; hun fik sin ægtemand dræbt for at få
tilfredsstillet sin ærgerrighed. Du har også dræbt din ægtemand for at virkeliggøre dit selviske
ønske. Kan den yngre søn nogen sinde komme til at herske over kongeriget ved at forbigå den
ældste søn i strid med den kongelige slægts grundfæstede praksis?”
16.83. ”Du fik ikke denne skæbnesvanger ide her for kort tid siden. Den har været i dig, latent
som et frø, siden tidernes morgen. Ellers ville den ikke lige pludseligt have manifesteret sig
som et kæmpemæssigt træ. Udstyret med så ondskabsfuld en natur, kunne du have ryddet
mig af vejen, straks jeg blev født. Så havde du frelst mig og dette kongerige for al denne
lidelse og elendighed. Til hvilken nytte er det nu at begræde, hvad der er fortid? Din intelligens
ledte dig til at hugge stammen over og vande grenene; dine mentale åndsevner gav dig
besked på at fremme fiskenes liv ved at lukke vandreservoirets vand ud. Jeg er ude af stand til
at beslutte, om jeg skal le eller græde over din banale dumhed.”
16.84. ”I stedet for at forpeste og spilde disse minutter med at tale med dig, vil jeg hellere
drage ud til Rama. Jeg vil bønfalde ham om at komme tilbage til Ayodhya, så jeg kan vende
hjem sammen med ham. I tilfælde af at han afslår at vende tilbage, er jeg fast besluttet på at
blive hos ham, ligesom Lakshmana tidligere besluttede. Og jeg vil være lykkelig ved at tjene
ham. Jeg vil ikke se på dit ansigt igen.”
16.85. Idet Bharatha sagde dette, vendte han ryggen til sin moder og gik derfra sammen med
sin broder. Kaikeyi grublede over sin forkerte handling. Hun jamrede sig over den vending,
hendes komplot havde taget. Hun følte, at ligegyldigt hvem der udtænker ondsindede planer,
så vil disse blot skænke midlertidig glæde. Men sikkert er det, at de vil brolægge vejen mod
den endelige undergang. Hun fandt ingen måde, hvorpå hun kunne undslippe. Hun var ikke i
stand til at finde ord, der kunne udtrykke hendes anger og sorg, så derfor stod hun lammet og
stum.
16.86. Kaikeyi væmmedes ved Manthara. Hun erkendte sandheden. Hun følte glæde over det
retskafne standpunkt, som Rama havde taget. I erkendelse af sin egen synd bøjede hun sit
hoved i skam.
177

Kapitel 17
Brødrene mødes
17.1. Bharatha og Satrughna gik direkte hen til det palads, hvor ministrene, kongehusets guru
og hovedstadens ledende borgere var forsamlet. Alle ventede de på brødrenes ankomst. Alle
var de ivrige efter at erfare, hvad Bharatha og Satrughna havde besluttet sig for. Stille og
forventningsfulde ventede forsamlingen. De var alle indstillet på opmærksomt at lytte til det,
brødrene nu ville fortælle dem.
17.2. Bharatha knælede foran Vasishta’s fødder og erklærede: ”Guddommelige mester! Jeg
fortæller dig min ærlige hensigt; tro venligst på min oprigtighed, for jeg skjuler intet. Fuldt og
helt åbner jeg mit hjerte. Som du ved, er virkningen hårdere end årsagen; metallet, der bliver
udvundet fra jorden, er hårdere end jorden. Født som jeg er ud af den hårdhjertede Kaikeyi’s
livmoder, er jeg derfor i virkeligheden endnu mere hårdhjertet. Hvordan kan du ellers forklare,
at jeg stadig er i live, på trods af det faktum, at Rama er langt væk fra mig? Kaikeyi har sendt
Rama, Sita og Lakshmana ud i skoven; hun har sendt sin mand til himmels; hun har styrtet
dette store riges undersåtter ud i sorg og bekymring, og hun har bragt evig skændsel over sin
søn. Og nu forlanger du, at jeg skal herske over kongeriget og påføre mig evig vanære. Jeg er
ikke på mindste måde glad for dette forlangende; jeg fortjener jo slet ikke at blive konge. Hvis
jeg sidder på Løvetronen som hersker, vil folk så ikke råbe hånligt efter mig, når nu Rama går
rundt i junglen?”
17.3. ”Min regeringsperiode vil blot skade folket. For selv min tiltrædelse vil være umoralsk og
syndig. Hvem vil nedlade sig til at ære en tronraner og adlyde dennes ordre? Jeg vil ikke være
i stand til at straffe de syndige for deres umoralske handlinger! Hvordan skal jeg kunne se
nogen i øjnene og korrigere dem for det forkerte, de har gjort, når jeg selv har gjort det værst
tænkelige ved at stige op på den trone, der ikke med rette er min? Når lejligheden byder sig,
vil folket helt sikkert anklagende pege fingre ad mig. Det vil de gøre, skønt de muligvis i
starten holder sig i ro af frygt for de repressalier, jeg vil påføre dem ved at anvende min
autoritet.”
17.4. ”Min moders ondsindede plan er blevet forvandlet til en pinefuld hovedpine for mig. End
ikke et øjeblik længere kan jeg vente her; jeg må se Rama, Sita og Lakshmana. Jeg fortæller
dig blot om min frygtelige smerte. Udelukkende synet af Rama kan berolige mit hjerte og
kurere min lidelse. Ingen trøstende ord eller forklaring kan bringe mig trøst og føre mig ud af
min svære og ynkelige forfatning. Jeg har fået tilladelse af Kausalya og Sumithra. Jeg har
besluttet, at jeg i morgen ved daggry drager til det sted, hvor Rama opholder sig. Ligegyldigt
hvor mangfoldige mine synder måtte være, så vil de blive reduceret til aske, i det øjeblik
Rama’s blik falder på mig. Selv om Rama ikke taler til mig, vil jeg altid være lykkelig over at få
synet af ham. Jeg vil være lykkelig for muligheden for at se ham; jeg vil eventuelt gemme mig
bag et træ og følge ham på afstand. I ældre, der er forsamlet her! Bed for mig, velsign mig, at
jeg måtte gøre fremskridt som et resultat af, at jeg oplever at få synet af Rama. Ministre! Giv
mig tilladelse til at tage ud til Rama. Jeg er Herren Rama’s slave. Han er vor allesammens
Herre.”
17.5. Ingen i den store forsamling kunne opløfte sin røst og svare Bharatha. Hverken nogen
blandt ministrene, lensherrerne eller folkets ledere var i stand til at gøre det. De erkendte
dybden i Bharatha’s anger. De forstod, at Bharatha havde et uplettet hjerte, og at han
nægtede at blive bundet af sammensværgelsens spiral, som hans moder viklede rundt om
ham.
17.6. Den øverste blandt byens ældre rejste sig fra sit sæde og sagde: ”Herre! Vi vil også
drage af sted sammen med dig. Vi finder også, at adskillelsen fra Rama er en ulidelig smerte.
178

Når vi får en chance for at få synet af Rama, bekymrer vi os ikke om, hvad der hænder med
vores liv.” På vegne af alle, der var forsamlet i salen, bad han om tilladelse til dette.
17.7. Også andre folk gik helhjertet ind for forslaget. De trådte frem med bønner om, at de
også måtte komme med ud i skoven til Rama. I løbet af et øjeblik spredtes nyheden ud i hver
eneste af den store bys hjørner og kroge. Mænd, kvinder, børn, unge og gamle gjorde sig klar
til at tage af sted! Hvem kan fraråde hvem? Den dag var der ingen blandt Ayodhya’s store
befolkning, der var så ubarmhjertige, at de hindrede andre i at drage ud til Rama for at få
synet af ham. Også mødrene, Kausalya og Sumithra, ville, sammen med deres tjenestepiger,
begive sig ud på rejsen.
17.8. I mellemtiden havde Kaikeyi, der nu var overvældet af anger over sine fejltagelser og
synder, gennem tjenestepiger talt med Kausalya. Kaikeyi bønfaldt om, at hun også måtte få
lov til at ledsage dronningerne. Hun bønfaldt også om at få lov til at sige undskyld og slutte sig
til de andre i deres forsøg på at overtale Rama til at vende tilbage til Ayodhya. Kausalya, der
havde et rent, pletfrit hjerte, hverken tvivlede eller afveg på mindste måde fra den rene
bevidsthed. Hun sendte besked til Kaikeyi om, at denne helt sikkert kunne komme med hende.
17.9. Bharatha blev informeret om, at hele byen var på farten. Han gav ministrene besked om,
at i det mindste nogle få af dem var nødt til at blive tilbage for at beskytte byen. De kunne
ikke efterlade den hjælpeløs. Derfor blev nogle ministre ladt tilbage. I løbet af natten blev
køretøjer gjort klar og placeret foran alle huse. På den måde kunne beboerne slutte sig til de
rejsende i løbet af de tidlige morgentimer. Praktisk talt alt, hvad der var på hjul, blev beordret
klargjort til dette formål. I god tid fremskaffede man mad og drikke til hele folkemængden.
Som chakravaka-fugle venter på regnvand (chakravaka-fugle drikker udelukkende regnvand),
ventede Ayodhya’s mænd og kvinder på daggryets første varsel, så de kunne påbegynde
rejsen ud til deres højt elskede Rama. For borgerne var det en nat fuld af ekstatisk
forventning. De tilbragte den fordybet i tanke om det syn af Herren, der ventede dem.
17.10. Hæren, med alle dens forskellige styrker, var klar til at marchere og køre af sted. Det
gjaldt stridsvognene, elefanteriet, kavaleriet samt infanteriet. Lærde inden for den vediske
lære fik af første-ministeren ordre om, at de skulle vedblive med at fremsige lykkevarslende
hymner. De skulle også medbringe de ceremonielle rekvisitter til brug for den rituelle tilbedelse
af ilden. På det, i henhold til astrologernes beregninger, korrekte tidspunkt, blev den
herskabsvogn, som Bharatha og Satrughna skulle køre i, bragt op foran paladset. Denne
herskabsvogn skulle køre forrest i kortegen. Ligeledes blev dronning Kausalya’s bærestol bragt
frem. Bharatha gav herefter ordre til, at alle skulle stige op i den herskabsvogn eller i det
køretøj, der var blevet dem tildelt. Bharatha lod sin herskabsvogn køre af sted uden
passagerer, og sammen med Satrughna gik han barfodet ved siden af vognen.
17.11. Folk troede, at brødrene blot ville gå en kort tid på denne måde; at de kun ville gå et
lille stykke vej. Men de opdagede, at Bharatha ikke var til sinds til at stige op i
herskabsvognen. Kausalya kunne ikke tåle at se dem gå. Hun sagde: ”Sønner! Jeg kan ikke
tåle synet af, at I går. Sæt jer i det mindste op i vognen et stykke tid.” Til det svarede
Bharatha: ”Moder! Det er blot for at råde en smule bod for de synder, jeg har begået, og som
jeg er bebyrdet med. Når jeg går her på vejen, lider jeg så blot en lille del af det, Rama og Sita
lider i skoven, mens de går barfodet der. Når de går barfodet, vil det være yderst forkert af
mig, deres tjener, at køre i herskabsvogn. Undskyld mig for ikke at adlyde din ordre; giv mig
tilladelse til at gå, som jeg gør nu.”
17.12. Imidlertid standsede kongehusets guru, Vasishta, og hans gemalinde, Arundathi, der
befandt sig i den forankørende vogn, deres køretøj. Da de netop havde været vidne til
Bharatha’s bestemmelse, bad de ham om i det mindste at sætte sig op i deres herskabsvogn
og fungere som dennes vognstyrer. Men Bharatha var ubøjelig. Han sagde: ”Jeg er Rama’s
tjener, og jeg er udelukkende knyttet til hans herskabsvogn. Indtil jeg får den dyrebare
179

mulighed for at blive hans vognstyrer, vil jeg ikke køre i nogen vogn eller holde nogen anden
gangers tøjler. Det er mit højtidelige løfte.” Vasishta afholdt sig fra yderligere forsøg på at
overtale ham. Han var oprigtig glad over den kærlighed og ærbødighed, som Bharatha nærede
over for Rama.
17.13. Den første dag nåede de ved mørkets frembrud bredden af Thamasa-floden. Den næste
dag nåede de til Gomathi-flodens bred. Thamasa er en biflod til Gogra-floden, mens Gomathi
er en af Ganges bifloder. Så snart det blev mørkt, standsede kortegen. Der blev sørget for
husly til kvinder, børn og ældre. Ministeren beordrede soldaterne til at uddele mad til folket.
Udleveringen skulle foregå systematisk og i behørig respekt for den enkelte person. På hele
rejsen udførte alle rent faktisk det arbejde, der var pålagt dem. De gjorde det på en
omhyggelig måde og med stor entusiasme. Alle sørgede godt for, at ingen blev udsat for store
besværligheder.
17.14. Efter at have genoptaget deres rejse ved daggry den tredje dag, nåede de, da mørket
sænkede sig over landet, frem til byen Sringiverapuram. Nishada’ernes høvding, Guha, så den
mægtige menneskeskare, og han så hæren på fremmarch. Han blev foruroliget, for han
undrede sig over, hvorfor Bharatha var i færd med at drage ind i skoven, og hvorfor han
bragte hæren med al dens udrustning og udstyr med sig, Hvad skulle alt dette betyde? Han
forsøgte at løse gåden. Han diskuterede med sig selv, og han argumenterede for og imod
denne usædvanlige fremgangsmåde. I sit indre drøftede han følgende: ”Når træet er forgiftet,
er dets frugter også dømt til at blive forgiftede.” Han gjorde derfor sit bedste for at forpurre
Bharatha’s planer. Han gav sine mænd ordre om at sænke enhver båd i Ganges dyb for derved
at fratage prinsen alle muligheder for at krydse floden. Han befalede sine mænd, at de skulle
forhindre folkeskaren i at krydse floden og nå frem til den anden bred. De skulle forhindre det,
selv om det måtte koste dem livet.
17.15. Nishada’ernes høvding stod parat med sin bue og pile. Han var klar til at angribe. Han
var villig til at ofre sit liv for sin elskede Rama. Alt dette på trods af at de hærenheder
Bharatha anførte, var hans egne styrker langt overlegne.
17.16. Guha bad hele sit samfund om at være i beredskab; han bad alle borgerne om at
forberede sig på den forestående kamp. Herefter gjorde han klar til at møde Bharatha for at
finde ud af, om denne var kommet som fjende eller ven; eller om han var en neutral
forbipasserende gæst, som man ikke behøvede bekymre sig om. Da Guha vidste, at Bharatha
var en prins af den kongelige slægt, sikrede han sig, at denne fik overbragt store mængder af
blomster, fisk, kød og frugter som offergaver.
17.17. Han påtænkte at finde ud af Bharatha’s egentlige hensigt. Det ville han gøre ved at
lægge mærke til dennes reaktion på de forskellige ting, han fik som offergaver. Rødder,
rodfrugter og frugter er ren og god føde. Hvis han foretrækker dem, skal han regnes for en
ven. Kød fra dræbte dyr er føde, der kendetegner og fremmer lidenskab og hvileløshed. En
forkærlighed for den slags føde skiller én ud som værende en ’gennemsnitlig’, neutral person,
der hverken er allieret eller fjende. Hvis han begærligt tager imod fisk, vil det tyde på, at han
er en fjende, for fisk er en fødevare, der udvikler såvel sløvhed som uvidenhed.
17.18. Medbringende alle disse offergaver, drog nishada’ernes høvding hen til Bharatha. Gode
varsler hilste ham fra første færd. Guha fik øje på vismanden Vasishta. Han løb hen til ham og
faldt for vismandens fødder, idet han fortalte denne sit navn. Guruen genkendte ham som
Rama’s ven. Han velsignede høvdingen, og idet han kaldte Bharatha hen til sig, omtalte han
Guha som Rama’s ven.
17.19. Så snart Bharatha hørte det, omfavnede han Guha varmt og dængede ham til med
spørgsmål om, hvorledes han havde det. Bharatha tilskyndede Guha til at fortælle om,
hvordan han havde mødt Rama. Da Guha nævnte, at Rama havde tilbragt en hel nat sammen
180

med ham på bredden af den selv samme flod, viste Bharatha stor iver efter at lytte til
høvdingens beskrivelse af denne nat. Bharatha’s øjne og ører pintes af tørst efter denne
beretnings nektar.
17.20. Nishada’ernes høvding priste Rama til skyerne og viste, at han forgudede ham. Guha
fremviste de løvtækkede hytter, han havde gjort parat, så Rama, Sita og Lakshmana kunne
hvile sig en stund. Han fortalte Bharatha om den samtale, han havde haft med Lakshmana i
løbet af denne nat. Da de hørte alt dette, kunne Bharatha og Satrughna ikke standse den
strøm af tårer, der flød ned ad deres kinder. De var ikke i stand til at undertrykke sorgens
brusende bølger. Da Guha så brødrene, blev han overbevist om, at de nærede ægte,
broderlige følelser over for Rama, og at der intet spor af fjendtlighed var over dem. Han blev
slået af deres hengivenhed og af oprigtigheden i deres pligttroskab.
17.21. Bharatha kiggede nærmere på de hytter, der var blevet opført til brug for Rama, Sita
og Lakshmana. Det var hans ønske, at disse hytter blev passet med behørig omhu, så de ikke
blev beskadiget. Idet han fulgte Vasishta’s ordre, tog Bharatha, sammen med sine mødre, det
ceremonielle bad i den hellige Ganges. Bharatha bad Guha om at tage dem hen til det sted,
hvor Rama havde tilbragt natten. Idet Guha pegede hen mod en dynge stive græsstrå, der til
dels var blevet spredt af vinden, sagde han: ”Den nat hvilede Sita og Rama her på dette leje af
tørt græs.” Bharatha og Satrughna knælede foran det hellige sted. Bharatha klagede:
”Hvordan kunne min Herre, der er vant til at sove på en tyk, blød silkebetrukket seng, sove på
sådan et hårdt underlag? Ak! Hvordan tålte den hellige moder Sita al denne prøvelse?” Da
Bharatha således var overvældet af sorg, var han i lang tid ude af stand til at fjerne sig fra
dette hellige sted.
17.22. Da Bharatha endeligt rejste sig, bad han om at få vist de steder, der var blevet
helliggjort ved, at Rama, Sita og Lakshmana havde betrådt dem. Guha førte dem til et asokatræ.
(Et middelstort træ der tilhører bælgplante-familien. Træet bærer storslåede, røde
blomster). I dette træs skygge sad de en stund og spiste et beskedent måltid bestående af
frugter. Da de vidste, det var hellig jord, knælede brødrene også her i ærbødighed.
17.23. Mens de gik rundt til de steder, der var blevet helliggjort af Rama, Sita og Lakshmana,
led brødrene ubeskrivelig smerte. Den ydmyghed, ærefrygt og hengivenhed de udviste, rørte
nishada-høvdingens hjerte. Bharatha var ikke i stand til at beherske sin smerte, når han
tænkte på alle de gener og al den ubehag, som Sita, der var selve gudinden Lakshmi, kong
Janaka’s højt elskede datter, kong Dasaratha’s svigerdatter og den mægtige Rama’s
gemalinde, måtte gennemgå. Bharatha afslørede over for Guha, at hovedstaden Ayodhya’s
befolkning ikke kunne overleve i den by, eftersom det hellige par, Rama og Sita, havde forladt
den. Byens borgere følte, at Ayodhya var blevet forandret til en jungle, eftersom Rama ikke
længere boede i den. Bharatha fortalte endvidere, at han ikke kunne holde borgernes sorg ud,
og at han også måtte erkende, at Ayodhya var der, hvor Rama befandt sig. Derfor, forklarede
han, var han, sammen med sit følge og alle indbyggerne, kommet for at være i Rama’s hellige
nærhed.
17.24. Nu opfattede Guha situationen tydeligt, og han opgav al den mistanke, han havde
næret, dengang han så Bharatha rykke frem med sin hær. Den hær der bestod af infanteri,
kavaleri, elefanteri og stridsvogne, og som rykkede frem mod det sted, hvor Rama opholdt sig.
Over for Bharatha åbnede han sit hjerte og bad om forladelse for den tvivl, han havde næret i
sit sind angående dennes hensigter. Bharatha sagde, at Guha’s frygt var naturlig, og at han
ikke havde gjort noget forkert. For sandheden var, at han selv i virkeligheden var en ond
barbar! ”Jeg er årsagen til det eksil, som Rama er i færd med at gennemleve”, fortalte han.
”Som straf for den forbrydelse fortjener jeg at blive dræbt. Den, der dræber mig, begår ingen
synd”, klagede han. Da Bharatha således fordømte sig selv så hårdt, kom Guha med en strøm
af bønner om at blive undskyldt.
181

17.25. I Sringiverapuram, nishada’ernes hovedstad, spredtes nyheden om, at Bharatha var
kommet til Ganges bred. Da de hørte det, skyndte Guha’s undersåtter sig i store flokke hen for
at ære Rama’s broder. De mættede deres øjne med synet af brødrenes skønhed og
storslåethed. De priste dem af hjertets lyst. I ærbødighed knælede de for dem. De irettesatte
også meget kraftigt dronning Kaikeyi. De bebrejdede Skæbnens Gud, Brahma, for at være så
grusom. De var opløst i gråd. På talrige måder priste de Rama. De bønfaldt Bharatha og
Satrughna om, at de skulle bringe Rama, Sita og Lakshmana med dem tilbage. Alle bad om
dette – mænd, kvinder og børn.
17.26. Bharatha blev fuldkommen målløs over at se denne tilkendegivelse af ekstrem smerte
over at være adskilt fra Rama! Tårer strømmede ham ned ad ansigtet. ”Det er min opgave at
bede; hvad der sker med bønnen, afhænger af Rama’s nåde. Jeg er blot en slave; hvem er
jeg, at jeg skulle kunne lægge pres på Rama? Slut jer til mig i min bøn; bed fra jeres hjertes
dyb, at Rama vil vende tilbage til Ayodhya. Hans hjerte vil helt sikkert smelte på grund af jeres
smerte. Det er vores pligt. Lad jeres bønner hjælpe mine bønner med at gå i opfyldelse. Rama
er kommet for at frelse verden, og han vil ikke afvise folkets bønner.” Bharatha trøstede og
opmuntrede nishada’erne og andre folk på den måde, der passede bedst til deres behov og
situation. I mellemtiden sænkede mørket sig over landskabet, og Bharatha bad nishada’ernes
høvding om at befale sit folk at gå hjem. De spiste den frugt, som Guha havde bragt dem, og
tilbragte hele natten med at tale om Rama og hans bedrifter.
17.27. Da den østlige himmel begyndte at lysne for at bebude en ny dags komme, gav
Bharatha ministrene besked på at vække Ayodhya’s borgere. Sammen med sin broder badede
han i den hellige Ganges; dronningerne gennemførte også deres bad i floden. Alle gjorde de
sig klar til at fortsætte rejsen. Guha, nishada’ernes øverste høvding, samlede nok fartøjer
sammen til at ro den vældige folkeskare over floden. Ligeledes blev stridsvognene, hestene og
hærens øvrige styrker, der ledsagede Bharatha, transporteret over floden. Opgaven med at
færge alt og alle over Ganges blev udført hurtigt og vellykket. Efter at have forvisset sig om at
alt var blevet fragtet over Ganges, begav Guha sig ind i junglen, idet han viste Bharatha vej.
Brahminerne og guru Vasishta dannede en gruppe, og sammen gik de ind i junglen. Ayodhya’s
befolkning fulgte efter som én umådelig stor folkeskare. Efter dem fulgte hærens styrker.
Rejsende på denne måde nåede Bharatha sammenstrømmen af floderne Ganges og Yamuna,
det hellige Prayag, om eftermiddagen. (Stedet Prayag findes i nutidens Allahabad, der ligger i
delstaten Uttar Pradesh). At bade dette sted vil skænke stor åndelig velsignelse. Bharatha
havde aldrig før gået så langt til fods, derfor blev hans fodsåler ømme. En brændende følelse
bevirkede, at de gjorde ondt. Alligevel gik han videre, for han opfattede sin smerte som en
form for kompensation for den smerte, han havde påført Rama. Han ignorerede smerten, for
han var udelukkende bevidst om den smerte, som Rama i dette øjeblik led.
17.28. Prayag kendes som Triveni (betyder triumvirat – ’tre ting’), for floden Saraswathi flyder
også sammen med tvillingefloderne Ganges og Yamuna ved dette hellige sted. Derved bliver
stedets hellighed tredoblet. Idet de gennemførte de behørige ritualer, badede de i det berømte
sammenløb. Prayag’s eneboere, personerne der levede i cølibat, vismændene og de hellige
mænd blev henrykte over muligheden for at nyde synet af Bharatha. Indbyrdes talte de om
følgende: ”Oh! Han udstråler den samme stråleglans som Rama; rent faktisk skinner denne
stråleglans på præcis samme måde.” Alle, der så på Bharatha, ville knapt tillade sig selv at
blinke med øjnene for ikke at få afbrudt dette syn!
17.29. Beboerne i vismanden Bharadwaja’s ashram her ved Prayag hørte om brødrenes
ankomst i følge med deres væbnede hærstyrker. De erfarede, at brødrene var ledsaget af
deres mødre og ministre. Vismanden Bharadwaja sendte sine disciple til Bharatha og
inviterede selskabet til at besøge ashrammen. Eftersom de tolkede invitationen som en ordre,
gik Bharatha og hans følge ind i ashrammen. Brødrene knælede for ashrammens leder.
Bharadwaja tog dem ved skulderen og hjalp dem op, og i stor hengivenhed trak han dem ind
til sig. Han gav dem forfriskende, kølige drikke. Vismanden bemærkede, at Bharatha sad med
182

sit hoved bøjet i skam; han var nemlig bange for, at hans andel i Rama’s eksil skulle blive
afsløret gennem de spørgsmål, der måtte blive stillet. Bharadwaja opdagede årsagen til
Bharatha’s stilhed og nervøsitet. Han sagde: ”Bharatha! Du behøver ikke have nogen bange
anelser; jeg er bevidst om alt, hvad der er sket. Ingen er i stand til at kontrollere eller dirigere
skæbnens vej. Hvorfor hentæres over de løfter, som din moder krævede indfriet? Ingen
antydning af uret kan tillægges hende for at gøre det, hun gjorde. Guds vilje bevægede hende
til at fremkomme med sådanne ønsker. Jeg ved, at Kaikeyi elsker Rama, som hun elsker sit
eget åndedrag. Så årsagen til den drejning, hendes tanker tog, skal udelukkende søges i den
guddommelige plan og ikke i noget menneskeligt område for tanker og fornuft. Efter den måde
verden dømmer på, så har Kaikeyi handlet forkert; efter det der er fastsat i vedaerne, har
gudinden Saraswathi, der præsiderer over tungen, handlet forkert. (Saraswathi er gudinden
for veltalenhed og undervisning, Brahma’s datter). Du skal vide, at det der er sket, er i
overensstemmelse med Den Almægtiges vilje.”
17.30. ”Bharatha! Verden vil tale begejstret om dit pletfri ry, og den vil synge til din pris.
Vedaerne vil blive værdsat endnu mere på grund af mennesker som dig, der tjener som
eksempler på deres lære, og som demonstrerer lærens virkningsfuldhed. Tøv ikke! Den søn,
som faderen betror kongeriget til, bliver derved betragtet som en, der fortjener retten til at
herske over det. Denne ubønhørlige tilhænger af sandheden, denne store sjæl, kong
Dasaratha, gav kongeriget til dig, for at du skulle handle i henhold til den ’rigtige handling’, der
er fastsat for monarker.”
17.31. ”Rama’s eksil i skoven har resulteret i en række ulykker. På grund af denne begivenhed
er hele verden sunket hen i sorg. Nu angrer din moder ynkværdigt det, hun har gjort; du er
uskyldig og dadelfri. Hvis du nu hersker over kongeriget, kan ingen sætte så meget som en
plet på dig. Rent faktisk vil Rama blive lykkelig over at vide, at du har taget rigets tøjler.”
17.32. ”Jeg skal også fortælle dig, at den opgave, som du nu bliver pålagt, i sandhed er meget
prisværdig. Dit ærinde er i højeste grad prisværdigt. For hengivenhed over for Rama’s
lotusfødder udspringer af og er kilden til al velstand og fremgang. Bharatha! Jeg kan på det
kraftigste erklære, at der ikke findes noget menneske, der er så retskaffent og så heldigt som
dig. Du har gjort dig fortjent til at blive Rama’s højt elskede yngre broder. Rama indviede og
helliggjorde vores ashram for et stykke tid siden, da han var på vej ind i skoven. Lige indtil
midnat den nat talte Rama til mig; han talte for det meste om dig og dine gode dyder. Rama,
Sita og Lakshmana gik med mig til Prayag for at tage det hellige bad; her huskede de dig
endog, mens de var optaget af badet! Rama følte sig meget bedrøver over, at han ikke kunne
se dig og Satrughna den dag, han forlod Ayodhya. Jeg er ikke i stand til at udtrykke den
kærlighed, som Rama føler for dig.”
17.33. ”Desuden er Rama altid opsat på at lindre sorgen hos dem, der søger tilflugt hos ham.
Hele verden er hans familie; alle er hans slægtninge. Jeg tror, du er Rama’s ’kærlighed’ i
menneskelig skikkelse, intet mindre. Hvad du føler, er en plet på dit navn, er for mig en lektie,
et eksempel og en inspiration. Bharatha! Du bør ikke være tynget af sorg og tristhed. Du er i
besiddelse af Den ønskeopfyldende Juvel! Hvorfor skulle du så jamre dig over, at du er fattig?
Det er ikke passende, at du gør det. Det at få synet af Sita, Rama og Lakshmana er sandelig
den skat, den perle, som alle åndelige aspiranter søger. Jeg sikrede mig denne gode skæbne,
da jeg fæstnede mit blik på Sita, Rama og Lakshmana. Jeg kunne tale med dem; jeg var i
deres nærvær, og jeg kunne røre ved dem. Jeg havde det privilegium og den fornøjelse at
være deres vært. Måske har der stadig været en rest af min gode skæbne, eftersom jeg nu har
den glæde også at få synet af dig. Henrykkelse fylder nu mit hjerte. Jeg er i sandhed velsignet.
For vor skyld er Rama draget i eksil i skoven; derinde lever han asketisk, så vores inderlige
længsler må blive indfriet, og vores hellighed kan blive højnet. Vi er i sandhed velsignet.”
17.34. På den måde priste den store vismand, Bharadwaja, Bharatha for dennes mangfoldige
gode dyder og fortræffeligheder. Mens han talte således, trillede glædestårer ned ad kinderne
183

på den ærværdige asket. Bharatha og Satrughna havde deres sind fæstnet på Rama og hans
grænseløse kærlighed. De følte, at de i sandhed var heldige at være hans brødre, men glæden
ophørte øjeblikkeligt ved tanken om, at de selv havde forvist sig fra legemliggørelsen af
kærlighedens nærvær. Så de blev snart styrtet ud i tungsind; ud i en ubærlig smerte og
ubeskrivelig sorg. Med en stemme der skælvede af smerte, sagde Bharatha, idet han rejste sig
fra det knæfald, han ofrede til vismanden: ”Mester! Du kender til fortiden, nutiden og
fremtiden. Det, du har sagt, er den rene og skære sandhed. Du er den højeste sandheds
herre. Med hensyn til evner og kraft er Rama uovertruffen. Jeg har besluttet udelukkende at
udtrykke sandheden, når jeg er i din nærhed. Rama ved, hvordan folks sind fungerer, og han
ved, hvad der i dette øjeblik sætter sindene i bevægelse. For øjeblikket føler jeg ingen sorg
over det forkerte, min moder har begået. Jeg frygter ikke, at folket vil bebrejde mig den
tragedie, der har overgået dem. Jeg vil ikke føle nogen fortvivlelse, selv hvis det bliver
bekendtgjort, at jeg er udelukket fra at komme i Himlen.”
17.35. ”Min fader har opnået stor berømmelse. Skønt han er død, har hans lys spredt sig ud
over hele verden. Da hans elskede søn, Rama, sammen med Lakshmana forlod ham, opgav
han i selv samme øjeblik sit åndedrag. Han kunne ikke overleve slaget fra denne tragedie.
Derfor er der ingen grund til at være bekymret for ham længere. Men Sita, Rama og
Lakshmana går barfodet omkring i skoven. Iført asketernes klædedragt sidder de på måtter af
kusa-græs; de bor i løvtækkede hytter; de bliver stegt af Solen; de bliver gennemblødt af
regn; de ryster af kulde og udholder kvalerne; de gennemgår ubeskrivelige strabadser i
skoven, gør de ikke? Fortæl mig nu, er jeg ikke den eneste årsag til alle disse strabadser? Det
er denne bedrøvelige sandhed, der fortærer mig nat og dag. Mad ligesom nægter at bevæge
sig ned i min mave; søvnen nægter at lukke mine øjenlåg. Denne sygelighed i min moders
sind er blevet en dolk, der er stukket i mit hjerte. Det kneb, hun udtænkte for at indsætte mig
på tronen, er blevet forvandlet til en fælde, der ødelægger mig. Den smerte, der gnaver mig
op inde fra, kan ikke blive dulmet, ligegyldigt hvad der gøres. Intet kan fjerne den. Den vil
først holde op den dag, Rama vender tilbage til Ayodhya. Der eksisterer intet andet middel,
der kan tilintetgøre denne smerte.”
17.36. De hellige mænd, der havde forsamlet sig rundt om Bharatha, glædede sig over at høre
disse ord fra prinsen. Bharadwaja fortalte ham følgende: ”Søn! Sørg ikke længere. I det øjeblik
dit blik falder på Rama’s lotusfødder, vil sorgens byrde, der nu plager dig, helt sikkert gå i
opløsning og forsvinde.” Også asketerne trøstede og opmuntrede ham på forskellig vis. I
mellemtiden vinkede den store vismand, Bharadwaja, en disciple hen til sig og beordrede ham
til at bringe rødder, rodfrugter og frugter, der skulle stilles foran Bharatha og Satrughna. Han
beordrede også sin discipel at arrangere forsyninger til medhjælperne, ministrene, hoffets
medlemmer og Ayodhya’s indbyggere. Alle dem der, uden at beklage sig, havde båret mangen
en byrde på vejen i deres længsel efter at få synet af Rama. Alle disse mennesker, der var
plaget i sindet af smerten ved adskillelsen fra deres elskede herre.
17.37. På den mest ærbødige måde efterkom disciplen sin herres ordre. Snart blev alle, der
var kommet til stedet som gæst, tilbudt et rigeligt måltid. For prinserne, Bharatha og
Satrughna, samt for deres familie, ministre, hofmænd, skriftkloge og brahminer blev der udvist
gæstfrihed på den mest udsøgte og festlige måde. Ved hjælp af selve den asketiske, mystiske
viljestyrke blev alt frembragt i rigelige mængder og i perfekt kvalitet. Bharatha var fuld af
forundring.
17.38. Men det skal siges, at ikke blot brødrene, men hele forsamlingen af borgere fra
Ayodhya, betragtede al pragten og al overfloden som rent og skært affald! De blev ikke på
mindste måde fortryllet. Ikke desto mindre slog røgelsespindene, de velduftende blomster, de
saftige frugter og de fristende, velsmagende retter dem med ærefrygt. De to pragtfulde stole,
der specielt var stillet frem til Bharatha og Satrughna, trodsede enhver beskrivelse.
184

17.39. Da alt var gjort klar, inviterede vismanden alle ind i den specielt til lejligheden opførte
sal. Her skulle de alle deltage i festmiddagen. De gik ind i dette underværk af skønhed.
Kongehusets guru og hans gemalinde blev ført til de pladser ved højbordet, der var reserveret
til dem. Dronningerne trådte også ind i salen og gik hen til det sted, der for deres skyld var
afskærmet og afspærret. Nedbøjet af sorgens vægt rettede også de sig efter vismandens
bestemmelse.
17.40. Nu førte vismandens opvakte disciple brødrene, Bharatha og Satrughna, ind. I henhold
til den navnkundige ashrams praksis skete det med behørig respekt over for de ærede gæster.
De unge asketer stod opstillet på begge sider af passagen op til prinsernes bord. Disciplene
viftede med yakoksehaler og fremsagde hymner fra de hellige skrifter. Brødrene nærmede sig
de pragtfulde tronstole, der var sat frem til dem. Men så snart de kom hen til dem, bøjede de
deres hoveder og knælede på gulvet i respektfuld ærbødighed. De tog vifterne fra disciplene.
Idet de stod på hver sin side af Løvetronerne, begyndte de at svinge vifterne i ærbødighed! I
stedet for at sætte sig på de to troner tilbedte prinserne dem! Alle de tilstedeværende blev
overrasket over denne gestus, den hyldest der blev tildelt de tomme troner.
17.41. Da vismanden inviterede dem til at tage plads på tronerne, knælede Bharatha og
Satrughna for hans fødder og bønfaldt: ”Mester! Disse troner tilhører Sita og Rama og ikke os.
Vi har ingen ret til dem. I denne hellige ashram er det alene de to, gudinden Lakshmi og
Herren Narayana (Guden Vishnu), der har adkomsten til at sidde på Løvetronerne! Vi er deres
tjenere. Tillad os at tjene dem som sådanne.” Da de hørte det, blev asketerne og hele
forsamlingen begejstret i glad påskønnelse over brødrenes indstilling. Indbyrdes priste de den
umådelige dybde, som brødrenes hengivenhed over for Rama havde. Glædestårer strømmede
fra deres øjne. De hellige mænd var lamslået over brødrenes tro og deres tros urokkelighed.
17.42. Bharatha og Satrughna ofrede den udsøgte mad, der blev bragt ind, til de troner, de
havde et billede af i deres sind; troner som Sita’s og Rama’s henrivende skikkelser sad på.
Kort tid efter knækkede de nogle små stykker af det ofrede måltid, og idet de i tankerne
tilbedende placerede dem på Sita’s og Rama’s øjenlåg, spiste de alle de små stykker mad som
helliggjort føde. De ældre, ministrene, medhjælperne og Ayodhya’s indbyggere bad vismanden
Bharadwaja om forladelse for, at de ikke spiste af maden. Grunden var, som de sagde, at de
ikke var i stand til at nyde nogen mad, overvældet som de var over adskillelsen fra Rama. De
sagde nej tak til at spise, for de mente, at alene synet af Rama kunne skænke dem følelsen af
tilfredshed. Det var det vidunderlige festmåltid, de så inderligt længtes efter. De blev styrtet
ud i et tungsind, der var lige så dybt, som vismandens gæstfrihed var stor. De fortalte, at de
var for opslugt af deres længsel efter at se Rama til at tænke på mad. Til sidst blev vismanden
nødt til at imødekomme deres ønske om at blive ladt alene. Han kunne ikke formå dem til at
sætte sig ned og nyde festmåltidet.
17.43. Så snart den første antydning af daggry viste sig, var alle parat til at drage videre ind i
skoven. Før de forlod ashrammen, knælede de for vismanden og sikrede sig hans velsignelse
og tilladelse. Tjenerne gik i forvejen og viste vej, og umiddelbart efter fulgte bærestolene og
herskabsvognene. Bharatha gik bag vognene; han havde sin hånd på Guha’s, nishada’ernes
øverste høvdings, skulder. Bharatha fremstod som selve legemliggørelsen af broderlig
kærlighed og hengivenhed. Han havde intet på fødderne til at beskytte sig mod torne og
småsten; han havde ingen paraply over sit hoved til beskyttelse mod den brændende Sol. Han
tillod ikke, at nogen holdt en sådan over hans hoved. Ligeledes ville han ikke tillade, at nogen
bragte ham fodtøj. Men jorden fik medlidenhed med ham og forandrede stierne, han gik på, så
de blev bløde og jævne. Vinden opmuntrede ham ved, gennem hele turen, at blæse køligt og
mildt. Solen trak en sky hen mellem Bharatha og sig selv.
17.44. Ved aftenstide nåede de frem til bredden af Yamuna. Natten igennem kunne man se, at
der tæt på bredden blev samlet et utal af både sammen. Ved daggry kunne hele folkeskaren
185

derfor blive færget over floden på samme tid! Herefter afsluttede de deres ceremonielle bad og
fortsatte rejsen, efter de i ærbødig taknemmelighed havde knælet for den hellige flod.
17.45. Bharatha og Satrughna havde skiftet til eneboernes klædedragt, og fra nu af rejste de i
disse klæder. Sammen med dem gik ministrene, prinsernes ledsagere og deres tjenere. Alle
bar de billederne af Sita og Rama i deres hjerter. På deres rejse gennem skoven stødte de på
mange landsbybeboere. Disse stod i ærefrygt og så på den mærkværdige folkeskare, der
passerede forbi. Kvinder, der vandrede mod floden for at hente vand, satte deres krukker på
jorden og stod overvældet og forbløffet og så på brødrene. End ikke et øjeblik blinkede de med
øjnene. De undrede sig over, hvem de var. De sluttede, at det var de samme to brødre, Rama
og Lakshmana, der igen kom denne vej forbi. Dog var de denne gang uden den Sita, som de
havde haft med sig sidste gang. Nu var brødrene ledsaget af de væbnede styrker –
stridsvogne, elefanter, heste og fodfolk. De undrede sig over, hvor Sita mon var? Med stor
nysgerrighed ledte de efter hende blandt den store skare, der var på farten. I bedrøvelig
hvisken delte de deres skuffelse med deres venner.
17.46. ”Den anden dag, da vi så Rama og Lakshmana, skinnede brødrene af en stråleglans af
fysisk ynde, ungdom, gode dyder og intelligens. Men hos disse to er der en tristhed, der
formørker deres ansigter, så måske er de ikke de samme, som kom forbi for et stykke tid
siden”, anførte en kvinde i mængden. Denne samtale blev overhørt af en af spionerne i det
kongelige følge, der straks rapporterede om den til Bharatha.
17.47. Imidlertid fik kvinden kendskab til, at de var Rama’s brødre, og at de var på vej til det
sted, hvor Rama opholdt sig for der at få synet af ham. Da en grovkornet kvinde hørte om
dette, fik hun et raserianfald. Hun udbrød: ”Se på den person, der hersker over kongeriget,
som hans fader gav ham. Han drager af sted for at få synet af sin broder, Rama, men han er
ledsaget af de væbnede styrker! Har han da ikke skam i livet?”, spurgte hun.
17.48. Her afbrød en anden kvinde hende. Hun sagde: ”Tal ikke på den måde. Vores konge,
Dasaratha, kan aldrig have skabt børn fra sine lænder, der har så hårde hjerter. Grunden til at
Bharatha drager ud til Rama med hærens væbnede styrker må være, at han ønsker at
bønfalde og overtale Rama til at vende tilbage til Ayodhya. Han ønsker at bringe ham tilbage
med royal æresbevisning.
17.49. En tredje kvinde erklærede, at hun var enig i den sidste forklaring. Hun sagde: ”Ja. Ja.
Hvem ved, hvilken slange der hviler i hvilket hul i jorden? Ingen kan udtale sig om andres
natur. Hvem kan vurdere og dømme de følelser og motiver, der tilskynder andre til at handle?
Måske kommer de højt oppe fra; hvad kommer det os ved? Men Rama er sandhedens
urokkelige tilhænger. Ligegyldigt hvem der måtte trygle og tigge ham om det, vil han ikke
vende tilbage til Ayodhya, før han har tilbragt hele perioden på fjorten år i eksil. Det er altså
min overbevisning.” På den måde udtrykte hun sit ædle synspunkt.
17.50. På behørig vis rapporterede spionerne disse landsbykvinders samtale til deres herrer,
Bharatha og Satrughna. Brødrene blev glade for at vide, at disse naturlige og umiddelbare
kvinder fra landområderne i en så forbløffende stor grad havde fattet Rama’s storhed. Således
vandrede de af sted til folkets beundring af Rama’s gode dyder og til deres ydmyghed og
venskabelige hengivenhed. Hvert eneste øjeblik fæstnede de udelukkende deres sind på Rama.
17.51. Mens Bharatha og Satrughna vandrede af sted, kom de til at møde og tale med mange
brahminer, asketer, vismænd og andre hellige mænd. De opdagede, at alle de mødte, var i
gang med den fornøjelige beskæftigelse, det er at prise Rama og hans gode dyder. Hver gang
Bharatha stødte på disse hellige mænd, knælede han for dem og spurgte, hvor de kom fra. De
hellige mænd kæmpede for at få herredømmet over begejstringens brusende bølger. Når det
endeligt lykkedes dem at få styr på deres tunger, så de kunne svare, iagttog Bharatha dem i
ivrig forventning. Når de fortalte, at de var på vej hjem efter at have fået synet af Sita, Rama
186

og Lakshmana, kastede han og hans broder sig udstrakte på jorden foran dem; efter en kort
stund rejste de sig med glædestårer strømmende ned ad deres kinder.
17.52. Brødrene sagde: ” Oh hvor er vi heldige! Fortæl os, hvor langt de er væk? Hvor er de?”
De spurgte også til disse hellige mænds helbred og velfærd. Af disse mennesker fik de at vide,
at de var nødt til at fortsætte rejsen et stykke vej endnu. Derfor besluttede de at tilbringe
natten der, hvor de nu opholdt sig.
17.53. Så snart det blev daggry, fik de at vide, at de befandt sig tæt ved bjerget Chitrakuta.
Ansporet af længslen efter at møde Rama, Lakshmana og moderen Sita, fortsatte de rejsen
med forøget hastighed. Omkring middagstid kunne de høre floden Mandakini’s brusen; nu
kunne de også tydeligt se Chitrakuta.
17.54. I det øjeblik deres øjne skimtede tinden, knælede Ayodhya’s borgere og de to prinser i
ærbødighed på jorden. De rejste sig, og med fornyet energi gik de fremad. De, der havde
været udmattede, og som derfor havde opgivet at gå videre, opdagede pludseligt, at de havde
fået nye, kæmpemæssige energiressourcer. Uden at ænse deres fysiske tilstand gik de hurtigt
af sted. De, der bar bærestolene og traskede af sted på blødende fodsåler, fandt pludseligt
fornyet styrke ved opmuntrende at råbe hurra, hurra og fremsige navnet Rama, Rama, mens
de skyndte sig fremad.
17.55. Denne dag var Rama stået op, endnu før daggryet var brudt frem. Han fortalte Sita, at
hans fader denne dag dukkede op i hans bevidsthed langt oftere end på andre dage. Hertil
svarede Sita: ”Herre! Du ved, at jeg normalt aldrig drømmer. Men i nat havde jeg en helt
vidunderlig drøm! Jeg kan endda sige, at det i virkeligheden ikke var en drøm. Jeg drømte, at
Bharatha og Satrughna, på grund af adskillelsen fra dig, var blevet skrøbelige og svage. Jeg
drømte, at de, da de fandt det umuligt at være endog et øjeblik i Ayodhya uden dig, er på vej
hen til os. De er ikke blot ledsaget af Ayodhya’s borgere, men også af dronningerne Kausalya,
Sumithra og Kaikeyi.” Mens hun beskrev sine oplevelser, samlede tårer sig i hendes øjne.
17.56. Rama kaldte Lakshmana hen til sig og fortalte ham følgende: ”Broder! Du hørte
beretningen om Sita’s drøm, gjorde du ikke? Den beretning er ikke tegn på gode tidender, for
Sita så alle de andre, men i min drøm så jeg udelukkende fader, fader alene uden nogen
tilknytning eller forbindelse med resten af dem. Det forekommer mig at være et dårligt varsel.
Kom! Det er bedst, vi tager et bad.” Følgelig gik de tre til floden for at bade.
17.57. I det øjeblik fløj fugle hen over himlen i store flokke. Det nordlige landområde blev
formørket af en tyk støvsky. Mange vilde dyr og fugle blev opskræmte og for af sted. Da
Lakshmana lagde mærke til disse usædvanlige hændelser, klatrede han op i et træ for at finde
ud af årsagen.
17.58. Han så en hær på fremmarch. En hær med infanteri, kavaleri, stridsvogne og elefanter
rykkede frem mod det sted, hvor de befandt sig. Han sluttede sig til, at en konge måtte stå i
spidsen for denne hær. Dette informerede han Rama om. Rama fortalte ham, at det var Sita’s
drøm, der nu gik i opfyldelse! Han mente, at det bedste de kunne gøre var hurtigt at vende
tilbage til den løvtækkede hytte.
17.59. I mellemtiden kom bhil’erne og kiratha’erne (begge bjergstammer der boede i Vindhyabjergene)
og andre af junglens stammefolk i stor fart løbende hen til Rama. Forpustet og
gispende fortalte de nyheden om, at en regulær militær styrke var på vej hen til dette sted.
Endvidere fortalte de, at den kongelige hærleders vogn havde et flag med et billede af et
banyan-træ. Sita, Rama og Lakshmana blev bekræftet i deres formodning om, at det var
selveste Bharatha, der kom mod dem. Det var de ikke længere i tvivl om. På det tidspunkt
begyndte Lakshmana at ryste af vrede. Han anførte, at eftersom de kom for at få synet af
Rama, hvorfor skulle de så medbringe fuldt udrustede tropper? Den afskyelige kvinde,
187

Bharatha’s moder, måtte have rådet ham. Han så ud til at have accepteret hendes ondsindede
plan, nemlig at angribe den ensomme, ubevæbnede Rama i dennes tilflugtssted i junglen.
Herved kunne de sikre sig, at Rama ikke vendte tilbage og tog kontrol over kongeriget. Alt
dette gættede Lakshmana sig til. Han blev næsten fortæret af de vredesflammer, der blussede
op i ham. Hans øjne blev forvandlet til rødglødende kul. Hans ord blev skarpe som ægget på et
sværd. Rama opdagede den forandring, der var overgået hans broder. Han sagde:
”Lakshmana! Lad være! Bliv ikke ophidset. Vær rolig. Bharatha er fuld af gode dyder. Hans
kærlighed er umålelig. Ligesom lotusblomsten forøger søens skønhed, udvider han den glans,
der er over Ikshvaku’s kongelige slægt. Det er ikke passende at bagvaske eller tale
nedsættende om en person, der er så ren, så perfekt og så hellig.” Ved på denne måde at
beskrive den præcise beskaffenhed af Bharatha’s motiver og sind, lykkedes det Rama at
dæmpe Lakshmana’s vredesudbrud. Straks derefter sendte Bharatha selv besked gennem
nogle skovfolk om, at han, sammen med sin broder Satrughna og deres ledsagere og hele
følge, ønskede at få synet af Rama. Da disse gode nyheder blev bragt til ham, blev Rama glad.
Som søer i det sene efterår blev hans lotusøjne fulde af vand.
17.60. Alt dette skete, mens Rama, Lakshmana og Sita i hast var på vej hjem til deres hytte
efter deres hurtige bad. Da de tre nåede græshytten, fik Bharatha øje på dem. Han var revet
helt itu af smerte; i sin overordentlige ulykkelige tilstand råbte han: ”Rama.” Han kastede sig
for Rama’s fødder; højlydt lå han på jorden og hulkede. Lakshmana så den forpinthed, som
Bharatha gennemlevede på grund af adskillelsen fra dem. Han erkendte, at hans vurdering af
Bharatha’s intentioner havde været helt forkert! I sit indre led han af en frygtelig anger; hans
hoved var bøjet af vægten over sorgen. Sammen med Bharatha og Satrughna græd han
voldsomt.
17.61. Rama løftede sine brødre op fra jorden og forsøgte at berolige deres følelser og stilne
deres sorg. Endnu mens han var i gang med det, ankom dronningerne, Kausalya, Sumithra og
Kaikeyi, ministrene, kongehusets guru, Vasishta, de skriftkloge, Ayodhya’s borgere og de
væbnede styrker. Da de så Rama, blev de alle overvældet af såvel sorg som glæde. Deres sorg
over at se Rama i en eneboers klæder ved siden af den simple hytte kunne ikke fjernes af den
glæde, de følte over at fæstne deres blik på deres højt elskede prins. De klagede og de græd.
De græd både sorgens og taknemmelighedens tårer. Råbet: ”Rama! Rama!”, som steg op fra
deres sønderrevne hjerter, spredte sig ud over Jordens og Himlens vældige udstrakte områder.
17.62. Rama talte til dem. Han talte mildt og venligt; han talte for at overtale dem til at styre
deres følelser. Herefter gik han hen mod mødrene, men han kunne ikke bære at se på dette
udtrykte billede af ulykke og elendighed. Han blev bevidst om den katastrofe, der havde
overgået dem, men hurtigt trøstede og opmuntrede han sig selv. I stedet trak han Lakshmana
hen til sig og fortalte ham i grove træk sandheden. Men da Rama mente, at det ville være
bedst, at Lakshmana blev informeret mere detaljeret, anmodede han Sumanthra, slægtens
loyale første-minister, om at fortælle broderen detaljerne og kendsgerningerne vedrørende
Ayodhya’s administration og ledelse. Da Sumanthra hørte denne anmodning, faldt han om.
Han var ude af stand til at bære sorgens byrde. Idet han kæmpede for at rejse sig, sagde han
midt imellem hulkene: ”Lakshmana! Hvor kan vi herefter finde Dasaratha? Over at være
adskilt fra Rama, Sita og dig blev han reduceret til aske af sorgens flammer. Ayodhya er blevet
en jungle. Hvor end man vender blikket, ser man udelukkende sorg; hvad end man hører,
hører man udelukkende hulk. Ikke blot mennesker, men selv fugle og vilde dyr befriede sig fra
deres liv, da I tog af sted. De, der overlevede, holder sig i live i håbet om, at I vender tilbage.”
Da Lakshmana hørte dette, strømmede tårerne ud af hans øjne. Han stod som en træstub;
han var ikke i stand til at svare.
17.63. Uden i øvrigt at sige et ord, henvendte Lakshmana sig til Rama. Med usikker stemme
fortalte Lakshmana ham følgende: ”Selv i min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig, at
en sådan frygtelig katastrofe kunne indtræffe. Vi kunne ikke være hos vor fader i hans sidste
stund.” Rama trøstede ham. Han sagde, at man ikke fik nogen gavn af at sørge over det, der
188

allerede var sket. ”Fysiske legemer er lige så flygtige som bobler i vandet; de er nødt til at
briste og forsvinde. Hvis ikke i dag, så i det mindste i morgen”, sagde han. Han fortalte og
belærte sin broder om mange moralske grundsætninger. Begge brødre gik herefter til floden
for at tage det bad, der rituelt var fastsat for de personer, der netop havde hørt om, at nogen
af deres nærmeste pårørende var døde.
17.64. I mellemtiden gik Sita hen til sine svigermødre. I stor ærbødighed berørte hun deres
fødder. Hun knælede også for Vasishta’s gemalindes fødder. Sita gik også hen for at møde alle
de kvinder, der var kommet fra Ayodhya. Hendes varme velkomst og hendes hensynsfuldhed
fik dem til at slappe af. Da dronningerne fik øje på Sita, græd de højlydt. Kvinderne, der var
kommet fra Ayodhya, så den skrækkelige forfatning, som deres henrivende unge prinsesse
øjensynligt befandt sig i, og de blev så overvældet af sorg, at de heller ikke kunne afholde sig
fra at jamre sig. Da Sita fik at vide, at kong Dasaratha havde forladt sit legeme, knælede hun
igen og igen for dronningerne, idet hun sagde: ”Ak! Hvilken stor ulykke der har ramt os!
Kongen opgav sit liv, fordi han ikke kunne klare adskillelsen fra os!” Sita følte, at nyheden om
Dasaratha’s død var som at få banket en tordenkile ind i hjertet. Længe græd hun og
dronningerne over den drejning, begivenhederne havde taget. Den dag kunne ingen hverken
spise eller drikke; de tænkte ikke på nogen af delene. Hele dagen og hele natten blev tilbragt i
sorg.
17.65. Da Solen stod op, gav Vasishta Rama besked på at gennemføre ligbrændingsritualerne
for sin afdøde fader. Ritualerne blev nøje udført i overensstemmelse med de påbud, der er
nedfældet i de hellige skrifter. Eftersom selveste Herren Rama fremsagde det mantra, der
helliggør vandet: ’Må Ganges, Yamuna’s, Godavari’s, Saraswathi’s, Narmada’s, Sindhu’s og
Cauvery’s hellige vande trænge ind i denne krukke og helliggøre det vand, der er i den’, blev
ritualet helliggjort og særdeles frugtbart.
17.66. Herefter tilbragte kongehusets guru, landets ministre, dronningerne og Ayodhya’s
borgere to hele dage sammen med Rama, Lakshmana og Sita. Da de to dage var ved at være
gået, henvendte Rama sig til Vasishta og sagde: ”Mester! Ayodhya’s borgere og indbyggere
lider meget her. De drikker intet andet end vand og spiser intet andet end rødder og
rodfrugter. Når jeg ser på Bharatha og Satrughna, og også på mødrene, føler jeg, at hvert
øjeblik er så langt som en hel tidsalder. Det er bedst, I vender tilbage til hovedstaden. Du
tilbringer din tid her; kongen er steget til himmels. Det er ikke passende, at jeg understreger
nødvendigheden yderligere. Gør blot, hvad du mener, der er mest gavnligt.” Med disse ord
knælede Rama for Vasishta’s fødder.
17.67. Vasishta svarede: ”Rama! Raghu-dynastiets herre! Hvorfor taler du på denne måde? Du
er ikke klar over, hvor glade og tilfredse disse mennesker er, eftersom de er så heldige, at de
kan se på dit charmerende væsen.”
17.68. Da folket hørte, at Rama havde anmodet dem om at vende tilbage, følte hver eneste af
dem, at de blev kastet ud i frygt og fortvivlelse; de havde det som en båd, der midt på havet
bliver fanget i en orkan. Men da de hørte, at vismanden Vasishta på deres vegne bønfaldt om
at måtte blive, sejlede de igen roligt, som en båd gør det, når en venlig brise taget fat i dens
sejl. Deres sind forkastede tanken om at vende tilbage til Ayodhya; at opgive den hellige
mulighed de nu havde for at bade i Mandakini tre gange dagligt; at undlade at leve af sunde,
enkle måltider bestående af frugter, rødder og rodfrugter, som de selv samlede sammen i
skoven; og mere end alt andet forkastede de tanken om, at de ikke længere skulle fylde deres
øjne med synet af Rama, Sita og Lakshmana og fylde deres ører med lyden af Rama’s
opbyggelige og fortræffelige ord.
17.69. Sita var beskæftiget med at tjene sine svigermødre. Hun forudså deres ønsker, og hun
var meget ivrig efter hele tiden at tjene dem. Hun trøstede og opmuntrede dem. Hun fortalte
dem, hvordan hun lykkeligt havde tilbragt sine dage i skoven. Intet havde hun manglet, og
189

hun fik dem til at undre sig over sit mod og sine forskellige evner. De blev lykkelige ved
tanken om, at hun var i stand til at opnå så megen lykke og glæde under sådanne ugunstige
forhold. De bar deres egen sorg med større lethed, nu de så, hvordan Sita trodsede sin svære
situation.
17.70. Bharatha kunne ikke lukke et øje hele natten; ej heller var han plaget af sult i løbet af
dagen. Mens folket var lykkeligt over at se Rama’s ansigt, blev Bharatha og Satrughna
elendige til mode, når de så på dette ansigt. De kunne ikke holde det ud længere. De gik til
Vasishta og knælede for hans fødder. De bønfaldt ham, om han ikke ville overtale Rama til at
vende tilbage til Ayodhya sammen med Sita. Så ivrigt de kunne, bad de ham så indtrængende
som muligt, idet de på mangfoldige måder gav udtryk for deres smerte. Kun alt for godt
kendte kongehusets guru til styrken i Rama’s tro på sine idealer; til den hårdnakkethed der
bevirkede, at han ikke lod sig rokke fra sin opfattelse og forståelse af sandheden; og til hans
beslutsomhed om at opfylde sin faders ønsker. Men vismanden blev så rørt over Bharatha’s
sorg, at intet skulle forblive uprøvet i bestræbelserne på at overtale Rama til at vende tilbage.
17.71. Vasishta kaldte derfor Rama hen til sig og sagde: ”Rama! Lyt til Bharatha’s bønner.
Opfør dig i overensstemmelse med gode menneskers ønsker; med folkets interesser; med de
politiske grundsætninger og med vedaernes direktiver.” Rama anerkendte den kærlighed,
Vasishta følte over for Bharatha. Den kærlighed, der nu kom til udtryk i disse ord. Han vidste,
at Bharatha aldrig ville afvige fra retskaffenhedens vej. Han vidste, at broderen i tanke, ord og
handling helhjertet ville følge hans færd og anstrenge sig for at sikre ham velstand og
fremgang. Han var glad for, at det forholdt sig således. Som svar på det forslag vismanden
havde stillet, fremsagde Rama derfor venligt og blidt nogle få lykkebringende sætninger:
”Mester! Du er mit vidne; min faders fødder er mit vidne. Lad mig gøre følgende gældende:
Ingen er mig så kær som min broder, Lakshmana. Ingen i denne verden har en broder, der er
lige så kær over for dem, som Bharatha er over for mig. De, der er knyttet til deres gurus
fødder, er i sandhed virkelige heldige. Du har en sådan kærlighed og medfølelse over for
Bharatha; det er hans store skat. Han er yngre end jeg, og derfor tøver jeg med at prise ham,
når han er til stede. Efter min mening bør Bharatha nu selv sige sin mening.” Da Rama havde
sagt dette, knælede han for Vasishta og satte sig.
17.72. Vasishta vendte sig mod Bharatha, for han kunne ikke henvende sig direkte til Rama.
Han vidste, at Bharatha ville blive ’hersker’. Han sagde: ”Opgiv al tøven og al tvivl. Rama er
din ældre broder; han besidder umålelig medfølelse. Åben dit hjerte for ham. Fortæl ham alt,
hvad du har i tankerne.” Da Bharatha hørte disse ord fra vismanden, tænkte han, at Vasishta
havde gransket Rama’s sind, og at de begge nu var tilbøjelige til at vise velvilje over for ham
og opfylde hans ønske. Så han var glad over den vending, begivenhederne havde taget.
17.73. Bharatha stod ubevægelig foran dem. Tårer strømmede fra hans øjne, der var røde og
skinnede som lotuskronblade. ”Den ærværdige vismand har fortalt Rama alt, hvad der skal
siges. Hvad står tilbage for mig at tilføje til den appel, Vasishta har fremført på mine vegne?
Jeg kender fuldt ud Rama’s natur. Selv mod dem, der handler forkert, føler han ingen vrede.
Han føler en grænseløs kærlighed over for mig; det kan jeg ikke nægte. En følelse af skam har
gjort mig tavs, når jeg står foran ham. Men min hengivenhed og kærlighed gør, at jeg bliver
henrykt, når jeg ser på ham. Ligegyldigt hvor længe de fæstner blikket på ham, bliver mine
øjne ikke tilfredse. Gud kunne ikke tolerere min kærlighed til Rama; Han kunne ikke bære at
se så megen kærlighed mellem to brødre. Derfor konstruerede Han denne sørgelige situation,
idet Han brugte min moder som et redskab til at skabe den. Jeg ved, at det at jeg siger dette,
ikke bringer mig nogen anerkendelse eller respekt. Hvordan kan jeg fastslå min høje position
ved at skyde skylden på min egen moder? Når en person erklærer sig selv uskyldig, er
vedkommende så uskyldig blot i kraft af denne erklæring? På grund af min tvivl tøver jeg med
at erklære, at min moder er tåbelig, eller at jeg er god og intelligent. Jeg er tilbageholdende
med at fremføre dette. Kan perler vokse i sneglehuse, der hjemsøger et vandreservoir?
Hvorfor skulle jeg skyde skylden for mine sorger på andre? Min ulykke er så umådelig stor som
190

oceanet. Jeg er klar over, at al denne tragedie er sket som en konsekvens af synder. På alle
mulige måder og alle mulige steder har jeg søgt en måde, hvorpå jeg kan undslippe min sorg.
Nu ser jeg, at der er en vej ud og kun én vej. Min guru er den store vismand Vasishta; Sita og
Rama er mine øverste herskere. Derfor er jeg sikker på, at det på alle måder vil gå mig godt.
Herre! Jeg ønsker intet andet: Rama! Opfyld dette ene ønske, som din tjener har. Rama,
Lakshmana, Bharatha og Satrughna er alle fire kong Dasaratha’s fysiske efterkommere. Derfor
er alle fire på samme måde nødt til at adlyde deres faders befaling. Faderen elsker alle sine
sønner lige højt. Og der er ingen begrænsning eller bestemmelse om, at faders befaling først
og fremmest skal adlydes af den ene søn. Indtil nu har du båret ansvaret for at adlyde faders
befalinger. Nu er det vores tur til at bære den byrde, det er at leve i eksil. Sita, Rama og
Lakshmana skal vende tilbage til Ayodhya, og indtil straffen udløber, vil Satrughna og jeg leve
som landsforviste i skoven. Opfyld dette ønske og velsign os.” Da han havde sagt dette,
knælede Bharatha for Rama’s fødder.
17.74. Vasishta fældede glædestårer, da han lyttede til Bharatha’s bøn. Rama blev ikke
besnæret af Bharatha’s argument. Han sagde: ”Bharatha! Jeg føler ikke, at din måde at tænke
på er lige så fornuftig, som du selv mener, den er. Det er ikke rigtigt at handle, som du
foreslår. Bed mig om hvad som helst bortset fra dette.” Bharatha svarede: ”I det tilfælde,
broder, så tillad min broder og jeg at blive her hos dig og tjene dig, som Lakshmana indtil nu
har gjort. For os vil det være et fuldstændigt tilfredsstillende helligt liv at leve.” End ikke denne
bøn accepterede Rama. Han sagde: ”Bharatha! For mig såvel som for dig er faders befalinger
ubrydelige. Vi er nødt til i ærbødighed at bøje vore hoveder for dem. Vi er nødt til at udføre
dem uden den mindste knurren. Den mest passende handling for os alle er, at jeg udfører de
ordrer, der blev udstedt til mig, og at du udfører de ordrer, der blev udstedt til dig. Lad os ikke
bruge kostbare dage på sådan formålsløs tale og derved forårsage sorg og bekymring hos det
folk, der er kommet denne lange vej, og som hele tiden har haft håbet, selv om det så mørkt
ud. Vend sammen med folket tilbage til Ayodhya, der er blevet dig tildelt og hersk der
retfærdigt over dette folk. Jeg vil udføre den opgave, der er blevet mig tildelt, og jeg vil handle
retfærdigt i arbejdet med at beskytte og pleje det skovområde, der er blevet overdraget i min
varetægt.” Hverken Bharatha eller nogen anden var i stand til at imødegå Rama’s afgørende
erklæring med noget modforslag eller argument. De var alle nødt til at acceptere det, Rama
netop havde sagt, som værende den rigtige vej at gå.
17.75. Bharatha blev overvældet af sorg. Han jamrede: ”Hvem andre end mig kan Gud dynge
en så ubærlig byrde op på. Mig, der tilfældigvis er søn af en moder, der mente, at Rama, Sita
og Lakshmana var hendes fjender! Ja broder! Jeg hørte, at du gik inde i skoven; jeg hørte, at
du gik barfodet uden noget til at beskytte dig mod torne og småsten. Nyheden sårede mit
hjerte som skarpe spyd. Men alligevel lever jeg videre! Jeg er årsagen til alle disse ulykker,
men da jeg er en synder, er jeg stadig i live. Hvis det ikke var tilfældet, ville jeg for længe
siden have befriet mig for legemet. Selv da Guha mistænkte mig for forræderi mod min broder
og gjorde sig rede til at møde mig i kamp som sine styrkers øverstkommanderende, blev mit
åndedrag ved med at fungere i dette legeme! Ak! Mit hjerte er hårdere end en diamant. Det er
årsagen til, at det ikke er bristet på trods af alle disse stød.”
17.76. ”Roligt ser jeg på selve den tragedie, som jeg er årsagen til. Alligevel er mit liv så
ulyksaligt, at jeg er i stand til at udholde angrebene fra så megen sorg. Min moder har en så
forfærdelig og frygtelig gift i sig, at skorpioner og giftslanger skiller sig af med deres prægtige
besiddelser af gift i ren og skær skam! Hvordan kan Gud tillade mig at undslippe
konsekvenserne af min skæbne, når jeg er søn af en sådan moder?” Bharatha hengav sig til et
sådant selv-pineri, at borgerne, dronningerne, vismændene og andre, der var vidne til hans
sorg, hans anger, hans ydmyghed, hans ærefrygt og hans broderlige kærlighed, alle krympede
sammen som lotusblomster, der falder på is. De mindede Bharatha om mange begivenheder
fra puranaerne, så han kunne komme ud af sin depression.
191

17.77. Nu henvendte Rama sig til Bharatha. Han sagde: ”Broder! Hvorfor henfalder du til
fortvivlelse? Din sorg er forgæves. Skæbnen kan ikke tilbagekaldes. Til alle tider, alle vegne,
vil du blive æret af gode og dydige mennesker. De mennesker, der tilskriver dig uhæderlige
egenskaber, vil i fremtiden leve i elendighed. Med hensyn til det med at fordømme ens egen
moder? Denne forbrydelse vil udelukkende blive begået af de uheldige mennesker, der ikke er
blevet uddannet enten i selskab af gode og dydige mennesker eller for fødderne af en guru.
Bharatha! Dit navn vil blive husket længe, og alle der husker det, vil, gennem navnets usynlige
påvirkning, blive i stand til at skille sig af med deres laster. Du vil opnå berømmelse i denne
verden og lyksalighed i den næste. Verden vil blive opretholdt af dine idealer og dit styre.
Bharatha! Hverken had eller kærlighed kan blive undertrykt og skjult i hjertet. Deres behov
skal og vil komme til udtryk på trods af alle forsøg på at holde dem indespærret i hjertet. Jeg
kender særdeles godt din medfødte natur. For at opretholde sandheden lod kongen mig drage
af sted. Ude af stand til at bære adskillelsen fra mig, som han elskede så højt, mistede han sit
liv. Det er ikke rigtigt af en søn som mig eller som dig at vanære en så kærlig faders ord. Tøv
derfor ikke yderligere. Fortæl mig, hvad du har at sige, spørg mig om de ting, du ønsker at
vide noget om, og beslut dig for at tage det ansvar på dine skuldre, som er blevet dig pålagt.
Det er det bedste for dig at gøre.” Rama betonede disse ord meget kraftigt.
17.78. Bharatha havde ingen mulighed for at tale mere om sine naive ønsker. Men han
besluttede sig for en sidste gang indtrængende at bede om at få opfyldt et af sine krav.
”Rama! Det kongerige, som du har givet afkald på, og som har været årsag til den vanære,
det er at have forårsaget dit eksil; det rige ønsker jeg ikke at herske over. Jeg føler heller ikke
nogen kærlighed over for det. Jeg kan aldrig gå imod din befaling. Det vil jeg ikke gøre på
noget tidspunkt. Jeg vil anse mig selv for at være velsignet, hvis du blot kaster dine kærlige
øjne på mig uden spor af vrede. Lakshmana har nu tjent dig længe. Send ham tilbage til
Ayodhya og tillad mig at tage hans plads ved dine fødder.”
17.79. ”Det vil skænke både Lakshmana og mig en betydelig berømmelse. Lakshmana er
ekspert inden for administration. Klogt og godt kan han herske over riget på alle
administrative områder og derved skænke vores afdøde fader fred i sjælen. Opfyld min bøn;
behold mig hos dig; lad være med at afslå min anmodning; send mig ikke væk fra dit
nærvær.” Idet Bharatha på denne måde bad hjerteskærende, greb han om Rama’s fødder.
17.80. ”Hvis du ikke vil opfylde min bøn”, fortsatte Bharatha, ”så vend venligst hjem til
Ayodhya sammen med Sita og bliv der. Vi tre brødre vil blive i skoven. Vi vil fortsætte med at
leve her på en hvilken som helst måde, du måtte fastsætte. Hvis du på den anden side lægger
den kongelige byrde på mig, kan jeg ikke bære vægten og dermed fortsætte med at leve.
Behold mig ved dine fødder og læg en byrde, der er tusinde gange tungere end kongeriget, på
mig. Jeg skal bære den, og jeg vil bære den med den største glæde og med begejstret fryd.
Jeg har intet kendskab til videnskaben om at regere eller til skrifterne om moralsk levevis. Du
er godt klar over, at mennesker, der er hensunken i sorg, ikke kan besidde nogen visdom. Selv
skammen vil skamme sig, når ens tjener svarer igen og påpeger ens mangel på viden. Sæt
mig ikke i den situation. Rama! Jeg åbner mit sind for dig, så du kan stirre på det og få
åbenbaret mine inderste følelser. Jeg ønsker udelukkende at fremme verdens velfærd. Beslut
dig venligst for, hvilken vej der er den bedste for hver enkelt af os. Tvivl ikke på vores
hensigter. Vis os din nåde og giv os dine befalinger. I loyal ærbødighed vil vi bøje vore hoveder
og udføre dem uden tøven.”
17.81. Disse ord fra Bharatha skænkede den vældige forsamling, der lyttede til dem, stor
glæde. Deres hjerter smeltede af medfølelse og taknemmelighed. På talrige måder priste de
den kærlighed og tro, som Bharatha havde udvist over for Rama. De var rørt over dette udtryk
for hans dybe hengivenhed. Som med én stemme bad de alle: ”Rama! Herre! Accepter
Bharatha’s bøn. Med kong Dasaratha’s død døde folkets længe hævdvundne stolthed og lykke
også! Verden er på sørgelig vis blevet forældreløs. Ayodhya jamrer sig som et fortvivlet og
192

forsømt barn. Som en ærbar kvinde, der er blevet forladt af sin herre, jamrer hun sig over sin
skæbne.”
17.82. Hvad skal vi umiddelbart sige om Kaikeyi, den forladte og fortvivlede dronning?! Her
stod hun. Hendes sorg nagede hendes hjerte. Hun var ivrig efter at finde ud af, hvordan hun
kunne komme til at forklare den uret, hun havde begået. Hun gjorde sit bedste for at opsøge
Rama, når han var alene, så hun kunne bede om hans forladelse, men hun havde ikke held
med sig. Selv det at vise sit ansigt over for Rama skammede hun sig over. Hun undrede sig
over, hvordan hun nogen sinde havde været i stand til at udsætte Rama, som hun elskede så
højt, for alle de afsavn og kvaler, som hun nu var vidne til. Rama var selve hendes åndedrag.
Derfor følte hun sig sikker på, at hun aldrig af sig selv havde været i stand til at tilføje ham
nogen form for skade. Hun gættede på, at det måtte have været en ond krafts indflydelse, der
havde besat hende. Det måtte være denne indflydelse, der havde frembragt denne række af
bedrøvelige begivenheder. Men hun sagde til sig selv, at verden aldrig ville tilgive hende,
ligegyldigt hvor meget hun hævdede, at det ikke var noget, hun havde gjort. Sønderrevet af
disse betænkeligheder og bekymringer var Kaikeyi ud af stand til at gå hen til Rama og tale
med ham. Hun var heller ikke i stand til at gå væk fra ham, for hun var ivrig efter at få løftet
byrden fra sine skuldre. Hun bare stod der, svag, skrøbelig, frygtsom og usikker.
17.83. Rama bemærkede hendes uro. Da han fandt et passende øjeblik, gik han hen til hende
for at knæle for hendes fødder og vise hende sin hyldest.
17.84. Det var netop den chance, Kaikeyi havde ventet på. Hun greb fat om Rama’s fødder og
sagde: ”Barn! Du er meget yngre end jeg; du er min søn. Men alligevel er du, på grund af dine
gode dyder og din visdom, Hele verdens Herre. Jeg gør ikke noget forkert, når jeg holder dine
fødder i mine hænder. Kom. Hersk over Ayodhya. Forlad mig min synd. Alene din tilgivelse kan
frelse mig fra den vanære, som jeg har fremkaldt over mig selv. Hvis du ikke vil tage til
Ayodhya, så behold i det mindste Bharatha hos dig; behold ham ved dine fødder. Skænk mig
den velgerning. Det vil give mig fred i sindet, så længe jeg lever. Jeg har intet ønske om at
leve efter opfyldelsen af mit ønske. Jeg er selv chokeret over, at jeg krævede opfyldelse af de
to ønsker, som selv ikke det mest ondskabsfulde uhyre kunne have fundet på. Bad jeg om at
få dem opfyldt, mens jeg var datter af herskeren over kongeriget Kekaya? Eller udtalte jeg
disse ord, da jeg var besat af en ond ånd? Eller var jeg under den modbydelige indflydelse af
en ond stjerne? Jeg ved det ikke; jeg skal ikke kunne sige det.” Af ren og skær smerte græd
hun højlydt, alt mens hun holdt Rama’s hænder i et fast greb.
17.85. Rama græd over hendes sørgelige forfatning. Ved hjælp af sine blide og venlige ord
dæmpede han hendes sorg. Han sagde: ”Moder! Du har ikke gjort noget forkert; end ikke den
mindste smule har du gjort forkert. Den menneskelige folkeskare er en flok krager. De
skræpper højt uden nogen som helst styring eller årsag. Mennesker prøver ikke at få kendskab
til sandheden. I deres uvidenhed ævler de løs efter eget forgodtbefindende. Du bad ikke om at
få disse ønsker opfyldt af din egen fri vilje og med fuldt kendskab til konsekvenserne. Alt dette
skete, fordi det var min vilje, det skulle ske. Du har ydet en stor hjælp i forbindelse med
opfyldelsen af det formål, for hvilket jeg er inkarneret, og til løsning af den opgave jeg har
påtaget mig. Du har ikke begået nogen skadelig handling. Moder! Jeg angrer dybt, at jeg i så
lang tid har ladet dig ønske at undskylde. I stedet burde jeg fra første færd have udtrykt min
taknemmelighed over den hjælp, du har givet mig til at få sat min plan i værk. Sørg ikke over
det, der er sket. Hvis du gør det, vil det kaste en skygge over min opgave; det vil gøre min tid
her på Jorden til en ildevarslende periode. Velsign mig moder! Overøs mig med din kærlighed.
Moder! Velsign mig.” Rama bønfaldt og knælede for Kaikeyi’s fødder.
17.86. Da Rama havde sagt ovenstående, genvandt Kaikeyi lidt af sin mentale fred. De øvrige
dronninger, Kausalya og Sumithra, hørte samtalen, og da de fandt ud af, at Kaikeyi blot var et
uskyldigt redskab for Den guddommelige Vilje, trøstede og opmuntrede de også deres søster,
Kaikeyi. Ikke desto mindre holdt Kaikeyi fast i sit ønske, og hun fastholdt sin bøn om, at Rama
193

skulle acceptere tronen, og at han skulle indsættes som konge med Sita som Ayodhya’s
dronning. Hendes bøn indeholdt også ønsket om, at Lakshmana, Bharatha og Satrughna skulle
tjene dem og være deres loyale kammerater ved hoffet. Hun sagde, at hun indtil døden
afsluttede det, ville tilbringe sit liv med at opleve denne storhed og pragt og tage del i
begejstringen over den. Ofte gentog hun disse ord og pressede på for at få opfyldt sit ønske.
17.87. Fire dage og fire nætter tilbragte de således i skoven med at bede, bønfalde, opmuntre,
forklare, lindre, græde og trøste. Alle havde de udelukkende ét ønske, der fyldte deres hjerte:
At overtale Rama til at vende tilbage til hovedstaden. Til sidst beordrede Rama kongehusets
guru, Vasishta, og Bharatha til at vende tilbage til Ayodhya sammen med dronningerne og alle
borgerne. Nyheden om denne ordre spredte fortvivlelse blandt folket. De sagde, at det sted
hvor Rama opholdt sig, for dem var lige så vidunderligt som summen af en million Himler.
Derfor nægtede de at tage derfra. De sagde, at det kun var dem, som guderne havde
kasseret, der ville vende ryggen til den skov, hvor Rama befandt sig. De sagde: ”Oh hvor er
det en storslået skæbne, der venter os her! Et bad i den hellige flod, Mandakini; herlige frugter
til at tilfredsstille sulten; synet af Sita og Rama der er så frydefulde for øjet, så opmuntrende
og oplivende for hjertet! Hvor er Himlen, hvis den ikke er her? Hvor er lykken, hvis den ikke er
her?”
17.88. På denne måde talte de indbyrdes, og de besluttede, at de for alt i verden ville overtale
Rama til at vende tilbage sammen med dem, hvis de nu alle sammen skulle af sted. Enhver
udtrykte sine inderste ønsker i ord, der var gennemtrængt af den inderligste kærlighed. Til
sidst sagde en vis, gammel brahmin: ”Godt. Hvis det er vores gode skæbne, og hvis vi har
gjort os fortjent til Rama’s lykkebringende og gode selskab her i skoven, så vil han helt sikkert
indvillige i at lade os blive. Hvis det ikke er vor skæbne, vil vores onde skæbne af sig selv
hærde Rama’s hjerte, og han vil drive os tilbage til Ayodhya. Hvis Rama ikke skænker os nåde,
hvem kan så gøre det? Hvad betyder det, hvor vi tilbringer vores dage, når vi ikke kan
tilbringe dem i Rama’s nærvær? Når vi er væk fra Rama, er vi blot levende lig.” Da han havde
talt færdigt, reagerede de alle ved at udbryde: ”Sandt! Sandt! Disse ord er absolut sande.”
17.89. Da kong Dasaratha døde, havde Vasishta sent besked til kong Janaka. Så snart denne
hørte nyheden, var han og hans dronning, Sunayana, taget til Ayodhya for at kondolere de
efterladte. Her fik de kendskab til alt, hvad der var hændt. Da Bharatha ankom og besluttede
at drage til Chitrakuta-bjerget sammen med mødrene, kongehusets guru og folkets ledere,
ledsagede Janaka og hans dronning dem også. De ventede på en gunstig mulighed for at
mødes med Sita og Rama.
17.90. I mellemtiden beordrede Sita’s moder en tjenestepige af sted for at finde ud af, om
Kausalya og de øvrige dronninger var til rådighed for en audiens. Tjenestepigen skyndte sig
hen til dronningernes opholdssted. Det var den elvte dag i Måne-månedens (ligger i maj-juni)
lyse halvdel. Den dag mødtes de fire dronninger i skoven. Dronning Kausalya viste dronning
Sunayana stor ære, og hun behandlede hende med stor respekt. Hun tilbød hende at tage
plads. Det var første gang, dronningerne mødte kong Janaka’s gemalinde.
17.91. Så snart dronning Sunayana mødte Ayodhya’s dronninger, Kausalya, Sumithra og
Kaikeyi, følte hun, at selv den hårdeste diamant ville smelte i nærværelsen af deres behagelige
konversation, deres omsorgsfulde væremåde og deres medfølende venskab. Hun fandt, at
deres legemer var blevet udtæret, og at deres hoveder var bøjet i sorg. Deres øjne var fæstnet
på jorden nede ved deres fødder. De græd og de græd. De tre dronninger priste Sita’s og
Rama’s dyder og fortræffeligheder, men de kunne ikke standse sorgens udstrømning.
17.92. Dronning Sunayana vidste ikke, hvad hun skulle sige. Til sidst sagde hun dog følgende:
”Moder! Hvad gavner det at sørge på dette tidspunkt? Forsynet ledte tingene ad denne
uhæderlige og grumme vej. En kniv med diamant-æg blev anvendt til at adskille fløden fra
mælken! Vi har hørt om den livgivende, himmelske nektar, amritha, (guddommelig nektar der
194

skænker udødelighed), men vi har aldrig set den. Men vi er så privilegeret, at vi nu ser en
tilsvarende stærkt virkende gift. Vi har blot den synlige oplevelse af krager, storke, gribbe og
ugler, men den synlige oplevelse af Den himmelske Svane (Den højeste Ånd, der symboliseres
ved svanens rene, hvide farve), der har Manasa Sarovar (symbol på sindets krystalklare vand)
som sit levested, er hinsides vore sanser. Dronninger! Skæbnens lege er fulde af modsigelser
og urimeligheder. De er lige så uforudsigelige som børns uberegnelige lege.” Mens hun således
forsøgte at trøste dronningerne, kunne Sunayana ikke selv tilbageholde sine tårer.
17.93. Til dette sagde Kausalya: ”Sunayana! Alt dette er ikke sket på grund af én bestemt
persons fejl. Glæde og sorg, tab og vinding, de er alle konsekvenser af karma, af menneskers
egne handlinger, ord og tanker. Er det ikke blevet erklæret, at: ’Godt eller dårligt, lige meget
hvilken karmisk handling der er blevet udført, så må dens konsekvens, hvad enten man vil det
eller ej, nødvendigvis blive undgældt eller nydt’ . Gud kender karmalovens byrdefulde proces.
Han tildeler den passende konsekvens i henhold til handlingen. Denne guddommelige befaling
er præget i panden på alle mennesker, oh dronning! Vi er alle fanget i illusionens net, og
forgæves giver vi efter for sorg. Hvorfor skulle den fortjenstfuldhed, vi har optjent og lagret i
tidligere liv, forsvinde, når vi sørger? Kan denne lov om årsag og virkning, der har haft magten
over verden fra før verdens begyndelse, blive tilsidesat for vores skyld? Det er et forrykt håb.”
Med mangen et suk afsluttede Kausalya sit forsøg på at trøste de andre.
17.94. Da Kausalya havde talt færdigt, talte dronning Sunayana således: ”Mødre! I er i
sandhed yderst heldige, for kong Dasaratha havde ry for at besidde hellige dyder, som kun få
herskere besidder. I har været en så ædel persons gemalinder. I er mødre til selve
legemliggørelsen af ’rigtig handling’; I er mødre til selve personifikationen af kærlighed, Rama,
hvis hjerte tager alle eksistenser til sig i medfølelse. Over hele verden har I opnået evig
berømmelse. Hvad du netop sagde, er den ultimative sandhed. Glæde og sorg er de to
krukker, der balancerer foran og bagved på den stang, som de er bundet til, og som er
placeret over et menneskes skulder. Alle er nødt til at bære begge krukker i samme mål. I det
tilfælde et menneske ikke har nogen sorg, kan det menneske heller ikke identificere glæde,
kan det? ’Fra glæde kan ingen glæde opstå’. Er det ikke sandt?” Med en sorgbetynget stemme
og mellem alle sine hulk sagde Kausalya herefter: ”Hvis Sita, Rama og Lakshmana vedbliver
med at leve og bo i skoven, vil der ske mange ulykker. Jeg ved, at Bharatha ikke kan overleve
adskillelsen fra Rama. Min egen smerte bliver forstærket, når jeg ser Bharatha. Den bliver
endog voldsommere, end når jeg ser Sita, Rama og Lakshmana. Når jeg tænker på Bharatha,
overvælder frygten mig.” Sumithra og Kaikeyi var enige om, at det var den skinbarlige
sandhed. Også de var bedrøvet over Bharatha’s tilstand.
17.95. Herefter talte Sumithra. Hun sagde: ”Moder! På grund af dine velsignelser og gode
ønsker er vores sønner og svigerdatter så rene som selve Ganges. Bharatha har indtil nu aldrig
udnyttet, at han er Rama’s broder og krævet noget af ham. Men nu forlanger han, at Rama
skal opfylde hans ønsker, og han gør det på en yderst retskaffen måde. Selv Talens Gud,
Saraswathi, vil tøve med at påtage sig opgaven med at beskrive de gode dyder, ydmygheden,
den sympatiske væremåde, den broderlige kærlighed, vedholdenheden i troen og dette mods
urokkelighed, der alt sammen er med til at definere Bharatha som et stort menneske. Kan
havet blive målt ved hjælp af et sneglehus? Bharatha er til alle tider, under alle forhold, den
kongelige slægts strålende lampe. Folk har blot ikke erkendt dette før nu. En ædelsten skal
undersøges, før dens værdi kan blive fastsat. Guld skal testes på en prøvesten, før dets
ægthed og finhed kan blive bestemt. Lad os ikke tale så fortvivlet om ham på dette tidspunkt.
Lige nu er vores fornuft påvirket af sorg og vildledt af sønlig tilknytning.” Mens hun afsluttede
sin vise og trøstende tale, tørrede Sumithra sine tårer bort.
17.96. Da dronningen af Mithila, Sunayana, hørte disse ord, tænkte hun ved sig selv:
”Ayodhya’s dronninger er i sandhed meget storslåede; med hensyn til ædelhed er den ene
større end den anden. De roser ikke deres egne børn, som mødre er tilbøjelige til. De priser
deres medhustruers sønners gode dyder. Det er helt i modstrid med den kvindelige natur, som
195

man sædvanligvis støder på i verden. Sikke de beskriver, og sikke de påskønner sønnerne, der
er født af deres ægtemands andre hustruer! Disse dronninger, der ikke skelner mellem deres
egne sønner og de andre dronningers sønner, er forbilledlige hustruer for hele verden. Åh!
Hvilket sympatisk træk! Hvilken renhed og fuldkommenhed er der ikke over deres kærlighed?”
17.97. Kausalya mønstrede lidt mod og henvendte sig til Sunayana på følgende måde:
”Mithila’s dronning! Du er Visdommens Oceans, kong Janaka’s, gemalinde. Hvem vover at give
dig råd! I vor uvidenhed plaprer vi blot løs. Alligevel beder jeg til, at du vil viderefortælle disse
mine ord til kong Janaka på det snarest belejlige tidspunkt, hvor han er i humør til at lytte:
’Overtal Rama til, og få ham til at indvillige i, at beholde Bharatha hos sig et stykke tid.
Eftersom Lakshmana allerede har tilbragt nogen tid i Rama’s nærvær, så send Lakshmana til
Ayodhya for at føre tilsyn med landets administration, og hvad der ellers sker der. Giv
Satrughna ordre om at hjælpe Lakshmana med at udføre dennes pligter i Ayodhya.’ Hvis blot
Rama samtykker, vil de øvrige problemer hurtigt løse sig selv. Det er udelukkende Bharatha’s
tilstand, jeg ængstes for. Hans tilknytning og kærlighed til Rama er dybt rodfæstet og
fintfølende. Kongen er død; Rama vil ikke vende tilbage fra skoven. Hvis Bharatha finder
adskillelsen fra Rama ubærlig, kan den føre til hans død. Så vil kongeriget blive reduceret til et
levende lig! Når jeg forestiller mig fremtiden og alle de ulykker, der venter, bliver mit hjerte
sønderrevet af frygt og bekymring.” Kausalya holdt fast om dronning Sunayana’s to hænder og
opfordrede hende indtrængende til at udføre denne mission, nå dette mål og derved skænke
dem alle lyksalighed.
17.98. Sunayana blev rørt over den kærlighed, der fyldte dronningens hjerte og over hendes
overholdelse af ’rigtig handling’. Hun sagde: ”Moder! Ydmyghed og gode dyder er hos dig
medfødte kvaliteter. De er naturlige udtryk for din godhed og ædelhed, ligesom røg er udtryk
for ild, og græsgange er naturlige for bjergsider. Selvfølgelig er kong Janaka altid parat til at
tjene dig i tanke, ord og handling. Han er altid ivrig efter at hjælpe. Men kan en lampe oplyse
Solen? Rama er draget ind i skoven for at fuldbyrde gudernes opgave. Når denne opgave er
fuldbragt, vil han helt sikkert vende tilbage til Ayodhya og herske over kongeriget. Hans
våbens styrke vil sikre, at alle undermennesker, mennesker og overmenneskers højeste ønske
vil gå i opfyldelse. Disse tidender blev for længe siden åbenbaret af vismanden Yajnavalkya
(kong Janaka’s guru). Hans ord kan aldrig blive gendrevet.”
17.99. Med disse ord knælede Sunayana for dronning Kausalya’s fødder. Idet hun tog afsked
med Kausalya, gjorde hun sig også klar til at forlade dronningernes opholdssted. Hun fortsatte
hen til den hytte, hvor Sita opholdt sig. Sunayana blev overvældet af sorg, da hun kom ind i
hytten og så Sita. Hun var ude af stand til at kontrollere tårerne; hun løb hen mod Sita og
greb fat i hendes hænder. På forskellig vis trøstede Sita sin moder. Hun rådede hende til at
fatte mod og holde fast i troen; hun knælede for sin moders fødder. Iført sine eneboer-klæder
stod Sita nu foran sig moder. Hun fremstod som Parvathi, Siva’s gemalinde, gjorde i sin tid, da
hun gennemførte en streng asketisk levevis. Moderen kunne ikke lade være med at stille
spørgsmålet: ”Barn! Er du virkelig min Sita, eller er du Parvathi?” Længe, og i ro og mag, så
hun på Sita fra hoved til fod, og hun blev opfyldt af forundring og glæde.
17.100. Endeligt sagde hun: ”Oh Sita! Gennem dig er to familier blevet viet til hinanden; dine
forældres familie og dine svigerforældres familie. Din berømmelse vil nå de fjerneste
horisonter. Som en vandrig flod vil din berømmelse strømme mellem dens to bredder -
Mithila’s og Ayodhya’s to kongelige slægter. Ganges har i sit løb blot tre virkelige hellige steder
- Haridwar, Prayag og Sagarasangama. (Sidstnævnte er stedet, hvor Ganges slutter sig til
havet). Måtte strømmen af din rene berømmelse flyde ind i hvert af disse steder og derved
indvie dem til at blive hellige templer.”
17.101. Da hun hørte disse sandhedens ord, der strømmede fra hendes moders kærlighed,
rødmede Sita og bøjede sit hoved, som var hun overvældet af en følelse af skam. Hun sagde:
”Moder! Hvad er det for noget at sige? Hvad er relevansen? Hvilken sammenligning kan der
196

drages mellem mig og den hellige Ganges?” Da Sita havde sagt dette, knælede hun symbolsk
for Ganges og bad om forladelse.
17.102. Sunayana omfavnede sin datter, og i øm kærlighed strøg hun hende over håret. ”Sita!
Dine gode dyder er eksempler til efterfølgelse og efterligning for alle kvinder, der er frue i
huset.” Sita afbrød sin moder og sagde: ”Moder! Hvis jeg tilbringer meget tid sammen med
dig, vil min tjeneste for Rama måske blive udsat og forsinket. Tillad mig derfor venligst at gå
hen til ham.” Moderen erkendte, at dette også var, hvad hun ønskede, så hun følte derfor, at
hun ikke skulle lægge hindringer i vejen for sin datter. Overstrømmende kærtegnede og
knugede hun Sita. Til sidst sagde hun: ”Barn! Gå og tjen Rama, som du ønsker.” Sita knælede
for moderens fødder og forlod stedet for at tjene Rama.
17.103. Sunayana grundede længe over den respektfulde hengivenhed, som Sita havde over
for sin mand; hun grundede ligeledes over datterens øvrige gode dyder. Hendes øjne slap ikke
Sita, før denne forsvandt ud af syne. Hun stod på det samme sted og så beundrende på sin
datter. Hun blev snart vækket af sine drømmerier. En tjenestepige kom hen til hende og
sagde: ”Moder! Sita er gået ind; det er bedst, vi nu vender tilbage til vores egen hytte.” Med
et vendte Sunayana tilbage til nuet. Hun tørrede de strømmende tårer væk fra sine øjne.
Hendes uvillige skridt førte hende til den hytte, der var blevet tildelt hende.
17.104. Lige på dette tidspunkt gik Solen ned. Derfor gik Rama, Lakshmana, Bharatha og
Satrughna til floden for at højtideligholde aftenritualerne så som at bade og gennemføre den
rituelle tilbedelse af guderne ved skumring. De skriftkloge, brahminerne, ministrene med flere
ledsagede brødrene til floden. Efter de havde afsluttet aftenritualerne, spiste de frugter og
rodfrugter. Dernæst lagde de sig til ro på de lejer under træerne, der var blevet tildelt hver
enkelt gruppe. Når dagen gryede, og efter morgenritualerne var gennemført, samlede de sig
alle rundt om den løvtækkede hytte, hvor Rama opholdt sig. Med et betagende smil kom Rama
ud af hytten. Han gik så gennem den tætte folkeskare, idet han kærligt spurgte til den
enkeltes helbred og velbefindende.
17.105. Da Rama kom hen til Bharatha, knælede denne for ham. Han sagde: Herre! Der er
dukket et ønske frem i mit hjerte. På grund af frygt og skam er jeg ude af stand til at fremføre
det for dig.” Rama strøg sin elskede broder over håret og sagde: ”Hvorfor tøver du med at
fortælle mig om dit ønske? Kom. Fortæl mig, hvad det er, du ønsker.” Hertil svarede Bharatha:
”Broder! Jeg har et stort ønske om at se de mange ashrammer, de hellige stentrapper der
fører ned til den hellige flod, disse tætte skoves smalle dale, de vilde dyr der strejfer om i disse
dale, søerne, vandløbene, vandfaldende rundt omkring Chitrakuta-bjerget. De er alle blevet
helliggjort af aftrykkene fra dine lotusfødder. Ayodhya’s befolkning er overvældet af trangen til
at ville se disse fortjenstfulde steder.”
17.106. Rama svarede: ”Bharatha! Dit ønske er yderst prisværdigt. Med vismanden Atri’s
tilladelse kan du med glæde udforske dette område.” (Atri var en vismand, hvis ashram lå i
omegnen af Chitrakuta-bjerget). Da Bharatha hørte det, blev han meget lykkelig. Han knælede
for fødderne af såvel vismanden som Rama. Herefter drog han ind i skovens dyb sammen med
Satrughna og borgerne fra Ayodhya. På deres vej besøgte de mange ashrammer og andre
hellige steder.
17.107. Et sted på vejen så Bharatha en brønd placeret på en bjergside. Brønden indeholdt
helligt vand fra floder og søer. I ærbødighed stænkede Bharatha brøndens vand ud på sit
hoved; han knælede for dette steds hellighed. Han rensede vandet ved, med sin egen hånd, at
fjerne nogle tørre blade og lidt snavs, der var faldet ned i brønden. Det er den brønd, der
endnu i dag over hele verden bliver æret som Bharatha’s Brønd.
197

Kapitel 18
Sandalerne indsættes på tronen
18.1. Da deres ophold havde varet i seks dage, kaldte Bharatha sin broder, Satrughna, og sine
egne tjenere og sit følge sammen. Det gjorde han lige efter morgenbadet og efter
gennemførelsen af de hellige ritualer, der udføres ved daggry. Han ventede på et gunstigt
tidspunkt, hvor han kunne henvende sig til Rama. Da det indtraf, rejste han sig hurtigt fra sit
sæde og samlede tilstrækkeligt mod sammen til at knæle for sin broders fødder. Da han havde
knælet, rejste Bharatha sig. Da han stod foran Rama med sine håndflader presset mod
hinanden, bønfaldt han således: ”Oh du der er det lykkevarslende mærke på den kongelige
Ikshvaku-slægts pande! Du har i enhver henseende opfyldt mine ønsker. For min skyld har du
besluttet at gennemleve alle former for lidelser. For min skyld gennemgår du alle mulige slags
problemer. Herre! Jeg afventer din ordre. I fjorten år vil jeg vente på din hjemkomst og tjene
dig hjemme i kongeriget. Vis mig den vej, du vil komme gående af; vejen hvor jeg vil kunne
fæstne mit blik på dine lotusfødder, når eksilperioden er forbi. Giv mig det mod, som jeg
behøver for at kunne overleve de kommende fjorten års adskillelse. Rama! Dine undersåtter,
deres familier, befolkningen i dette mægtige rige, brahminerne, de skriftkloge – alle er de
seriøse med deres åndelige øvelser. De er knyttet til dig gennem følelsen af respektfuld
hengivenhed. De er i stand til at bære fortvivlelsens smerte, fordi de bliver holdt oppe af den
kærlighed, du føler for dem. Jeg er endog ligeglad med at opnå selvrealisation, hvis jeg, for at
nå den, skal være adskilt fra dig. Du er godt klar over dine tjeneres inderste følelser. Du
kender deres inderste ønske. Du kan vejlede mig og føre mig til målet både nu og senere.
Denne overbevisning er den næring og den styrke, på hvilken jeg eksisterer. På grund af
denne overbevisning tillægger jeg ikke al denne smerte større betydning, end når græsstrå
visner. Indtil nu har jeg, over for dig, fremvist mine sorger og bekymringer, som om jeg var
tynget af dem. Det har været en fejl fra min side. Tøv ikke med at irettesætte mig, hvis jeg
gentager denne fejl.”
18.2. Da forsamlingen hørte dette, hyldede de hans udtalelser og udtrykte deres påskønnelse.
De sagde, at på samme måde som Den himmelske Svane (symbolet på menneskets
skelneevne) er i stand til at adskille mælken fra vandet, den er blandet sammen med, for
derefter udelukkende at drikke mælken, havde Bharatha adskilt sandheden fra usandheden og
alene givet udtryk for sandheden.
18.3. Rama, der er medfølende over for de lidende og de ulykkelige, lyttede til de ord, der
strømmede fra broderens rene hjerte. I overensstemmelse med stedet, tidspunktet og
omstændigheden svarede Rama således: ”Broder! For dig, der bor hjemme og for os, der bor i
skoven, er der kun Den Ene, Ham der hjælper alle, til at støtte og sørge for os. Rent praktisk
har du, i en verdslig opfattelse, guru Vasishta og kong Janaka til at beskytte og vejlede dig.
Ingen problemer kan genere hverken dig eller mig, end ikke i vore drømme. Nej, det vil aldrig
kunne forekomme. Vores største pligt er nøje at udføre vor faders befalinger. Alene det kan
skænke os alt det gode, vi længes efter. Alene det kan gøre os fortjent til evig berømmelse.
Det er den vej, der er godkendt i vedaerne. Vedaerne erklærer, at enhver der ærer guruens,
faderens og moderens befalinger, og som betræder retskaffenhedens vej, er det ophøjede
eksempel for alle.”
18.4. ”Vær altid bevidst om den sandhed; kast sorgens slør væk; påtag dig kongerigets byrde;
hersk over riget i fjorten år, og gør det med retfærdighed og retskaffenhed som dine idealer.
Kongen er landets ansigt. Ansigtet spiser og drikker, og således styrker og aktiverer det alle
kroppens lemmer og bestanddele. Kongen føder og opretholder alle grupper i samfundet.
Inden i sig rummer sindet alle sympatier og antipatier. På tilsvarende måde er kongen
ansvarlig for alle aktiviteter og bevægelser inden for det politiske område.” Over for Bharatha
gjorde Rama rede for mange nyttige læresætninger inden for politisk etik. Men Bharatha var
198

for urolig til at opnå fred i sindet, selv om han modtog Rama’s råd. Mødrene, lærerne og
ministrene stod som lammede, da de også var overvældet af afskedens truende øjeblik. I sin
grænseløse nådighed løsnede Rama pludseligt sine sandaler og gav dem til Bharatha. Ærbødigt
tog han dem i sine hænder og placerede dem på sit hoved. Som tvillingefloderne Ganges og
Yamuna strømmede tårer fra hans øjne.
18.5. Bharatha var ude af stand til at udtrykke sin glæde i ord. ”Disse er ikke blot sandalerne,
der blev båret af Barmhjertighedens Hav! Disse sandaler er beskytterne af hele
menneskehedens liv og fremgang. De er skatkisterne, der indeholder Rama’s broderlige
kærligheds kostbare skat. Sandalerne er de beskyttende porte i fæstningen, der sikrer Raghuslægtens
kongelige berømmelse. De er to hænder, der altid er beskæftiget med at udføre gode
handlinger. De er universets sande øjne. De er symboler på Sita og Rama, som drager med os
i skikkelse af disse to sandaler.”
18.6. Således priste Bharatha sandalerne, og i ren og skær glæde og taknemmelighed dansede
han rundt om dem. Alle, der var til stede, knælede for Rama’s fødder og kvitterede på denne
måde for Rama’s nådes ædelhed.
18.7. Bharatha knælede for Rama og bad ham om at give sin tilladelse til, at han tog af sted.
Rama værdsatte den ånd af tilfredshed, i hvilken Bharatha havde modtaget sandalerne. Han
trak Bharatha til sig, og i stor kærlighed og glæde omfavnede han ham kort og kærligt.
Satrughna knælede også for Rama’s fødder. Rama omfavnede ham i stor kærlighed. Han gav
ham også mange direktiver vedrørende styringen af kongeriget og udførelsen af de pligter, der
nu blev overdraget ham. ”Opfat Bharatha, som var han Rama”, bad Rama ham. ”Vær hans
støtte og rådgiver; hjælp ham med at tilvejebringe fred og fremgang i kongeriget.”
18.8. Herefter omfavnede Bharatha og Satrughna Lakshmana i broderlig kærlighed, idet de
sagde: ”Broder! Dit held er i sandhed stort. Du besidder det største held. I alle verdener er der
ingen så heldig som dig.” Af et godt hjerte priste de Lakshmana og bad om tilladelse til at tage
af sted. Også Lakshmana kaldte dem helt hen til sig. Han fortalte dem, at Rama’s sandaler er
kilderne til alle mulige forskellige slags lykkebringende forhold. Derfor er de, der havde fået
denne gave, i sandhed heldigere end nogen anden. Han rådede dem til at gøre sig fortjent til
gaven og til evigt at gøre sig fortjent til Rama’s nåde. ”Det er jeres pligt nu”, mindede han
dem om.
18.9. Senere fortsatte brødrene hen til Sita’s opholdssted, og her knælede de for hendes
fødder. Da de så hende, kunne de ikke beherske deres sorg; de begyndte at hulke. Blidt og
kærligt trøstede hun dem på forskellig vis. Hun sagde: ”Eksisterer der noget som helst andet
end Rama’s rustning, der kan beskytte nogen i verden? I er i sandhed velsignede. De fjorten år
vil gå lige så hurtigt som fjorten sekunder, og så vil kongeriget i overflod og fred smile ved
Rama’s hjemkomst. Udfør administrationen af landet med tålmodighed og hengivenhed. Afvig
ikke på mindste måde fra de retningslinier, han har afstukket. Gennem denne omhyggelige
lydighed vil I være i stand til at få jeres ønsker opfyldt.”
18.10. Nu gik brødrene, Bharatha og Satrughna, hen til kong Janaka. I forbilledlig ærbødighed
knælede de for hans fødder og sagde: ”Herre! Du havde en sådan medfølelse med os, at du
kom til Ayodhya, straks du hørte om vores faders død, og om at Rama skulle i eksil i skoven.
Med dine egne øjne så du vores sørgelige forfatning, og du trøstede os i disse kritiske dage. Du
gav os gode råd om, hvorledes vi kunne komme os over sorgen. For at opfylde dit inderste
ønske, udsatte du dig selv for alle de anstrengelser og al den ulejlighed, som det indebærer at
drage ind i denne jungle. Du har delt vores sorg og bidraget med din værdifulde del af de
bønner, vi sammen fremkom med for at overtale Rama til at vende tilbage. Da vi mislykkedes
med disse bønner, trøstede du os og lærte os at bære skuffelsen og sorgen. Yderligere
berigede du os med dine velsignelser. Vi udtrykker vores ærbødige taknemmelighed. Hvad
mere kan vi sige eller gøre? Dine velsignelser gav os i allerhøjeste grad den fornyede styrke,
199

som vi trængte til.” Janaka lyttede til de ord, som de to brødre, med stor oprigtighed og i dyb
taknemmelighed, fremsagde. Han værdsatte deres reaktion og følelser; deres karakter og
opførsel. Han trak dem tæt ind til sig, og kærligt knugede han dem og strøg dem over håret.
18.11. Janaka sagde: ”Sønner! Måtte I følge den vej, som Rama har fastlagt, og måtte I
derved vinde hans nåde. Når jeg tager af sted herfra, tager jeg direkte til Mithila.” Ministrene,
lensherrerne, brahminerne, vismændene, asketerne og de øvrige, der havde ledsaget
brødrene, vendte sig nu en efter en mod Rama, Lakshmana og Sita. Idet de knælede for deres
fødder, tog de afsked med dem og vendte deres ansigter hjemad. Deres hjerter var tynget af
en følelse af tungsind. Sita, Rama og Lakshmana gik til mødrenes kvarter. Her knælede de for
deres fødder. De trøstede dem ved at sige: ”I skal ikke bekymre jer det mindste. I skal
beskæftige jer med udførelsen af jeres pligter og forpligtelser. Tænk altid på de ønsker og
idealer, som fader pålagde os at havde og følge.” Hvad dem selv angik, sagde de, at de
lykkeligt og fredfyldt ville tilbringe de fjorten år, som var der blot tale om fjorten sekunder.
Herefter ville de fulde af lykke vende tilbage til Ayodhya. Disse ord gav dronningerne livsmodet
tilbage.
18.12. De knælede for Kaikeyi’s fødder og fortalte hende, at hun ikke bar den mindste smule
ansvar for Rama’s eksil i skoven. Yderligere fortalte de hende, at hun altid ville være værdig til
deres ærefrygt og tilbedelse. Det havde aldrig været hendes hensigt at skade nogen, sagde
de. De forsikrede hende, at de altid ville bede for hende. Indtrængende bad de om, at hun ikke
ville bekymre sig det mindste for dem i den tid, de levede i skoven. De indgød hende så meget
mod, at hun blev i stand til at bære byrden af sin anger. De sagde: ”I et anfald af sanseløst
raseri talte Bharatha overilet og flabet, da han pludseligt blev konfronteret med de to
katastrofer: Sin faders død og sin broders eksil. Han blev rasende, og den person, som han
forestillede sig, var ansvarlig for disse begivenheder, bragte hans blod i kog. Han bekymrede
sig end ikke om det faktum, at du er hans moder!” Rama, Sita og Lakshmana bad til, at hun
ikke bebrejdede Bharatha, at denne episode havde fundet sted. Indtrængende bad de hende
om at undskylde Bharatha for at have udvist en sådan taktløshed.
18.13. Alt imens Rama talte således, følte Kaikeyi sig nedslået af skam ved tanken om sin
misgerning. Hun kunne ikke se Rama i øjnene. Inderst inde følte og tænkte hun: ”Ak! Tænk at
jeg skal være årsagen til, at Rama bliver udsat for så megen lidelse og elendighed. Denne søn,
der er udstyret med et medfølende hjerte og et sind fyldt af gode dyder; en søn, der er det
rene guld, intet mindre. Er jeg ikke grunden til, at han skal tilbringe sine år i denne
skræmmende jungle? Oh hvilken djævelsk handling var det, jeg begik? Men gjorde jeg det på
egen hånd? Eller var det Rama, der, gennem min medvirken, ønskede denne ændring af
begivenhederne? Lige meget hvad der er sandheden, kan jeg ikke undslippe; jeg har begået
den sørgeligste synd.”
18.14. Kaikeyi blev overvældet af sorg over den uigenkaldelige fortid. Hun greb fat i begge
Sita’s hænder og bad om tilgivelse. Hurtigt tilføjede hun: ”Nej, nej. Det er ikke rimeligt, at du
tilgiver en synder, der har påført sådan en ren og kærlig kvinde så ubærlige kvaler.” I lang tid
fortsatte hun med at begræde sin ulykke. Når de fik muligheden for det, tog alle, der var
kommet fra Ayodhya, afsked med Sita, Rama og Lakshmana. Bagefter steg de efter status op i
deres vogne.
18.15. Inden de kørte af sted, gik Sita, Rama og Lakshmana hen til hver eneste vogn. De
trøstede og opmuntrede alle i vognene, og de overtalte dem til at tage af sted. Sita, Rama og
Lakshmana knælede for kongehusets guru. De undskyldte over for ham, at de havde
forårsaget ham og hans gemalinde en masse besvær. De udtrykte sorg over, at de ikke kunne
tjene dem så godt, som de kunne ønske, og som deres pligt fordrede. Herefter bad de om
tilladelse til at blive tilbage i skoven.
200

18.16. Vasishta var selvfølgelig en stor vismand, der besad viden om Det Absolutte, så han
kendte til Sita’s og de andres indre følelser. Han værdsatte brødrenes og Sita’s hengivenhed
og ydmyghed samt deres strenge overholdelse af ’rigtig handling’. Vasishta og hans gemalinde
kunne knapt forlade Rama, da de var så knyttet til de gode dyder, han indeholdt. Billedet af de
tre, der med sammenpressede håndflader stod ved skovstien og sagde farvel til hver eneste
vogn og deres passagerer, smeltede det hårdeste hjerte. Vasishta og hans gemalinde blev
meget bevæget ved synet af de tres helhjertede medfølelse.
18.17. Nu opdagede Rama, at nishada-stammens øverste høvding stod foran ham. Høvdingen
stod omgivet af sit folk. Rama gik hen til ham, og idet han rakte sine hænder frem, omfavnede
han Guha. Han omfavnede ham mere inderligt, end han ville knuge sin egen broder til sit
bryst. Han trøstede Guha. Kærligt opfordrede han ham til at falde til ro, og han overtalte ham
til forstandigt at acceptere adskillelsen. Guha kunne intet gøre for at ændre begivenhedernes
gang. Derfor knælede han for Rama’s fødder. Med et tungt hjerte rejste han sig og gik sin vej.
Han øjne var fæstnet på Rama lige så længe, han kunne se dette billede på tiltrækning.
18.18. Lige indtil den sidste af vognene var kørt, stod Rama, Sita og Lakshmana under et træs
udstrakte grene. I mellemtiden gjorde kong Janaka sig også klar til at tage af sted. Han ville
drage til Mithila i spidsen for sit følge. Rama og Lakshmana knælede for deres svigerfader og
svigermoder. Sita kastede sig for sine forældres fødder. Forældrene omfavnede hende; ømt og
kærligt strøg de hende over håret. De sagde: ”Datter! Din tapre beslutsomhed og din
hengivenhed over for din mand vil bringe dig stor berømmelse. Gennem dig er vor familie og
slægt blevet helliggjort. Vi må nødvendigvis have opfyldt nogle store, højtidelige løfter og
gennemført streng asketisk levevis, ellers ville du ikke være blevet født ind i vor slægt. De
priste hende i overstrømmende vendinger og udtrykte deres glæde og jubel. De forsikrede
hende: ”Sita! Du kommer ikke til at mangle noget; Rama er din eksistens åndedrag. Vi ved, at
eftersom du lever i hans skygge, så kan ingen skade ramme dig. Imidlertid er det sådan, at
som et resultat af at I er to forskellige eksistenser, vil du muligvis fra tid til anden komme til at
stå over for problemer og forvirrende hændelser. Men de er blot skæbnens spil, blot
forbigående skyer.” For at skænke Sita opmuntring og tilfredshed fremlagde Janaka mange
sandheder fra vedaerne. Herefter forlod han hytten og kørte ad stien, der ville føre ham ud af
skoven.’’
18.19. Sita, Rama og Lakshmana stod under træets skygge. De stod der, lige til folk fra både
Ayodhya og Mithila var draget hinsides deres øjnes rækkevidde. Herefter gik de tilbage til
deres løvtækkede hytte. Mens Rama med værdsættende varme og begejstring beskrev
Bharatha’s og Satrughna’s hengivenhed og tro samt rigets undersåtters kærlige hengivenhed,
lyttede Sita og Lakshmana opmærksomt. Sætning for sætning gentog de Rama’s ord. Deres
hjerter var bedrøvede over, at alle var draget væk. De ville hjertens gerne have haft, de var
blevet længere. I løbet af samtalen huskede de ofte på Dasaratha’s død, og når de mindedes
kongens kærlighed til dem, trillede tårerne ned ad deres kinder. Da Rama så deres sorg, lyste
hans ansigt op i et forstående smil. Han udbredte sig om livets mysterium og nøglen til dets
løsning. På denne måde tilbragte de resten af den begivenhedsrige dag i skovens stilhed.
18.20. I mellemtiden begyndte strømmen af folk at dukke frem fra skovbrynet. Efter at have
forladt skoven begyndte de nu på rejsen over sletterne. Asketer, vismænd, brahminer,
brødrene Bharatha og Satrughna, dronningerne Kausalya, Kaikeyi og Sumithra, ministre og
den vældige skare af borgere – ingen af dem kunne bære sorgens byrde. Den byrde, der blev
tungere, jo længere de gik, og jo nærmere de kom hovedstaden. De tilbragte tiden med
indbyrdes at beskrive begivenhederne, der havde fundet sted de fem dage, de havde tilbragt i
Rama’s nærvær. Ligeledes talte de beundrende om de idealer, som Rama havde personificeret,
og om hans kærlighed, medfølelse og hengivenhed. På vejen havde de ikke gjort ophold nogen
steder for at spise eller endog for at sove, eftersom de hverken følte sult eller tilskyndelse til at
sove. Sorgen over adskillelsen havde overvældet dem og jaget alle mindre væsentlige
besværligheder på flugt.
201

18.21. På rejsens anden dag kom de frem til den vældige flod, Ganges. Nishada’ernes øverste
høvding arrangerede både til at ro dem over floden. Ligeledes tilrettelagde han et rigeligt
måltid for den trætte, brede befolkning og for de fornemme personer fra hoffet. Men ingen tog
imod den gæstfrihed, han tilvejebragte. Deres sorg over at bevæge sig længere og længere
væk fra Sita, Rama og Lakshmana lå for tungt over deres hjerter. Ude af stand til at mishage
Guha og uvillige til at såre ham, satte de sig blot foran tallerkenerne. De fingerede lidt ved
tingene på bordet, og idet de efter kort tid rejste sig, lagde de det alt sammen fra sig.
Hvorfor? Selv hestene havde intet ønske om af blive fodret. De nægtede simpelthen at æde.
Vasishta, kongehusets guru, bemærkede det og sagde: ”Se! Rama er den inderste beboer,
Den guddommelige Gnist, i alt og alle. Han er den intelligens, den bevidsthed, der afgrænser
hver enkelt eksistens.”
18.22. Folk havde hverken tilbøjelighed eller lyst til at trække sig tilbage for at redde sig nogle
få timers søvn. Bharatha havde besluttet sig for at rejse direkte til Ayodhya uden at gøre
ophold på rejsen. Han var ivrig efter at fremvise Rama’s hellige sandaler for borgerne i
Ayodhya, der længtes efter nyt. På den måde kunne han bringe dem lidt opmuntring og
indgyde dem lidt mod. Så selskabet krydsede floderne Gomathi og Sarayu, og på rejsens
fjerde dag nåede de frem til udkanten af Ayodhya.
18.23. Ældre, børn og kvinder fra Ayodhya, der ikke havde været i stand til at følge den
vældige skare, der var draget ud til det sted, hvor Rama havde slået sig ned, holdt udkig efter
tegn på skarens lykkelige hjemkomst. Den lykkelige hjemkomst der skulle være fuldbyrdelsen
på deres mission, nemlig at overtale Rama til at tage magten i landet. På grund af deres
anstrengelse og store iver var de næsten blevet blinde af at stirre. Da de hørte vognhjulenes
fjerne snurren, løb de ud på gaderne. Ivrigt spejdede de ind i de forbipasserende vogne, idet
de spurgte: ”Hvor er vores Herre?” Men eftersom tusmørket snart ville blive forvandlet til
mørke, gik de tilbage til deres hjem. Her tilbragte de natten i glad forventning om, at de med
den opgående Sols første stråler ville få deres elskede prins at se. En umådelig skuffelse
ventede dem næste morgen. Skuffelsen var dog iblandet en smule tilfredshed. De fik nemlig at
vide, at Rama ikke var vendt tilbage til hovedstaden fra skoven, men at han i stedet havde
sendt sine sandaler som sine repræsentanter.
18.24. Nu sammenkaldte Bharatha kongehusets guru og ministrene. Han tildelte dem deres
forskellige administrative pligter. Han overdrog dem autoriteten til at udføre deres pligter.
Herefter kaldte han Satrughna til sig og tildelte ham opgaven med at støtte og trøste
dronningemødrene. Han arrangerede et møde med brahminerne og de skriftkloge. Stående
foran dem med sine håndflader presset mod hinanden, fortalte han dem, at han ville opfylde
deres ønsker, hvad enten disse var store eller små, for han vidste, at opfyldelsen af deres
ønsker udelukkende ville fremme hans egne og folkets bedste interesser. Han ønskede, at de
uden tøven skulle forelægge ham deres fordringer.
18.25. Bharatha sammenkaldte også en forsamling af ledende borgere fra såvel hovedstaden
som fra alle landets øvrige egne. Over for dem redegjorde han for alt det, der var sket såvel i
hovedstaden som der, hvor Rama nu levede i eksil. Han gav dem en sammenfatning af de
samtaler, han havde ført med Rama. Yderligere bad han dem om at tilbede og ære Rama’s
sandaler i den periode på fjorten år, hvor Rama ville være fysisk fraværende. De skulle tilbede
og ære sandalerne som Rama’s gyldige tilstedeværelse. ”De vil beskytte os alle; de er vores
tilflugtssted og vores kilde til støtte”, sagde han. Bharatha fortsatte: ”Lad os, i fuldstændig
tiltro til at sandalerne hersker over os, leve med Rama installeret i vore hjerter. Når Rama
vender tilbage, vil han direkte herske over os, idet han vil skænke os glæden over sin fysiske
tilstedeværelse og ledelse. Fra dette øjeblik er vores pligt, med bøn i hjertet, at afvente denne
lykkelige dag.”
202

18.26. Herefter fik Bharatha fastsat et lykkevarslende tidspunkt, hvor de hellige sandaler
skulle indsættes på tronen. Han havde alle grene af befolkningens glæde for øje. Han tænkte
på kongehusets guru, de skriftkloge, asketerne, brahminerne, ministrene og andre fra hoffet,
folkets ledere og den brede befolkning. Han sørgede for, at der i stor skala blev planlagt
arrangementer til fejring af begivenheden.
18.27. Den dag knælede Bharatha for mødrene, Kausalya, Kaikeyi og Sumithra. Herefter
fortsatte han til tronen. Han bar sandalerne oven på sit hoved. Idet han bad om Vasishta’s
velsignelser og dennes og alle de forsamledes tilladelse, placerede han sandalerne på tronen,
samtidigt med han bød dem respektfuld loyalitet. Trygt lagde han alle sine forpligtelser i deres
varetægt.
18.28. Senere gik den urokkelige tilhænger af ’rigtig handling’, den uforlignelige helt, hen mod
landsbyen Nandigrama (beliggende lidt uden for Ayodhya), hvor han havde fået en løvtækket
hytte gjort klar. Den skulle være hans bolig. På samme måde som Rama og Lakshmana havde
det, bar han sit hår vredet op i en knold oven på hovedet. Hans klæder var fremstillet af
barkfibre, som deres var. Han boede i en grotte, der specielt var gravet ud i jorden. Hans mad
og klæder var det samme, som skovens asketer spiser og bærer. Også hans tanker, ord og
handlinger var spartanske, og han levede fuldstændigt åndeligt orienteret.
18.29. Bharatha gav afkald på Ayodhya’s luksuriøse liv; det liv, som Indra, Himlens Hersker,
havde hyldet som værende uopnåeligt for selv ham. Han opgav det overdådige liv i det
kongelige palads, som selv Kubera, Rigdommens Gud, misundte ham. Han var lykkelig der i
den lille landsby, hvor han, uset af andre, levede i den løvtækkede hytte! Han afgav det
højtidelige løfte, at han ikke ville se på andre mennesker, før Rama vendte tilbage fra sit eksil.
Hans sind var fæstnet på Rama og på den dag, hvor Rama ville vende tilbage fra den skov,
som han var draget ud i. For hver dag der gik, blev hans legeme svagere. Men som tiden gik,
blev hans ansigts stråleglans lysere og lysere. Hans hengivenhed over for Rama voksede sig
større og større. Han blev transformeret til en ren sjæl, der har opnået fuldbyrdelse. I sit
hjertes himmelhvælving skinnede stjernerne i prægtige galakser. Neden under stjernerne
skinnede hans sindsbevægelser og følelser som Mælkehavet, roligt, dybt og rent. (Mælkehavet
er et symbol på det rene hjerte).
Historien om Rama fortsættes i bind 2
203

Ordliste
Adisesha.
Guddommelig slange med tusinde hoveder, på hvilke Jorden, ifølge de gamle legender, hviler.
Aditi og Diti.
Kasyapa’s to døtre. Kasyapa er alle levende væseners fader; Marichi’s søn og Brahma’s
barnebarn.
Agasthya.
Vismand og forfatter til flere vediske salmer.
Agniastra.
Ild-missil.
Agnihotra.
Helligt ritual, hvor offergaver ofres i den hellige ild.
Ahalya.
Prinsesse af Puru dynastiet. Hun blev forvandlet til en sten grundet sin mands, Gautama’s,
forbandelse. Han mistænkte hende for utroskab. Hun genvandt sin skikkelse, da Rama berørte
stenen med sine guddommelige fødder.
Aishikastra.
Siva’s våben. Det aldrig svigtende våben, der bestod i, at Siva åbnede sit tredje øje.
Aja.
En af Sol-dynastiets konger; Raghu’ss søn og Dasaratha’s fader.
Alamba Devi.
Himmelske gudinde; Ikshvaku’s hustru.
Alarka.
Konge af Kasi (i dag kendt som byen Varanasi), som efter anmodning fra en brahmin gav sine
øjne væk.
Amaravathi.
Guden Indra’s bolig; også en by, som Rama passerede på vej til Sit eksil i skoven.
Amsumanta.
Konge af Sol-dynastiet; Aswamanja’s dydige søn og Sagara’s barnebarn.
Arishtanemi.
Vinatha's og vismanden Kasyapa’s søn.
Arundhathi.
Vismanden Vasishta’s hustru.
Ashram.
En hellig mands bolig.
204

Asketiske øvelser; askese.
- thapas
Koncentrerede åndelige øvelser, der udøves for at nå Gud; bodsøvelse; streng spartanskhed.
Aslesha stjernekonstellationen.
Varsler blandt andet en vældig kriger og en person, der er stærkt knyttet til andre.
Asoka-træ.
Et middelstort træ, der tilhører bælgplante-familien. Træet bærer storslåede, røde blomster.
Aswamanja.
En af Sol-dynastiets konger; Sagara og Kesini’s ondsindede søn. Han blev jaget væk af sin
fader på grund af sin grusomhed.
At føle medfølelse.
- karunarasa
At få synet af Herren; at få synet af mesteren.
- darshan
At se, røre og tale med Herren.
- darshan (at se)
- sparsan (at røre)
- sambhashan (at tale)
At tilintetgøre Selvet.
- Atma-hathya
Athi-Bala.
Et mantra; athi-bala betyder ’stor styrke, kraft, energi’.
Athri.
Vismand, der levede som eneboer.
Atri.
Atri var en vismand, hvis ashram lå i omegnen af Chitrakuta-bjerget, hvor Rama og Sita
opholdt sig under deres eksil.
Audiens-salen.
- Durbar Hall
AUM.
- pranava
Også kaldet OM, urlyden. Universets hellige lyd.
Avatar.
En inkarnation af Gud.
Ayodhya.
Byen hvor Rama inkarnerede, og hvor han senere regerede. Ordet ayodhya betyder: ’Stedet,
hvor ingen bevæbnet fjende kan trænge ind’.
Bala.
Et mantra; bala betyder ’ styrke, kraft, energi’.
205

Bali
Dæmonernes kejser; Prahlada’s barnebarn og dæmonen Virochana's søn. Blev ydmyget af
dværgen Vamana, der var en inkarnation af Herren Vishnu.
Barnepigerne.
- ayahs
Befrielse.
- moksha
Den endelige befrielse eller frigørelse fra cyklusen af fødsel og død.
Befrielsens åndelige videnskab.
- paraavidya
Begær.
- kama
I forbindelse med menneskelivets fire mål, betyder kama begær efter at opnå befrielse.
”Behandl din moder som Gud” - ”Behandl din fader som Gud”.
- ”Mathr devo bhava –pithr devo bhava”
Bhagiratha.
En af Sol-dynastiets konger; Amsuman's søn. Han opgav sit kongerige for at blive oplyst, men
vendte til sidst tilbage som konge.
Bhagirathi.
Et andet navn for Ganges. Navnet henviser til den vismand, der bragte Ganges til Jorden,
nemlig Bhagiratha.
Bharadwaja.
Berømt vismand, der lærte videnskaben om medicin. Navnet Bharadwaja betyder: En heldig
fugl.
Bharatha.
Rama’s broder. Bharatha betyder ’den der hersker’.
Bharatha’s Brønd.
- Bharathakupa
Bhargavarama.
Et navn for Parasurama; en af Herren Vishnu’s inkarnationer.
Bhil’erne og kiratha’erne.
Begge er bjergstammer, der boede i Vindhya-bjergene.
Bhojaraja.
Magadha’s hersker. Landet kendes som Vasu’s område, og Sone-floden flyder igennem landet.
Vasu var Brahma’s barnebarn.
Bhrigu.
Stor vismand.
Bhrigu Prasravana.
Område i Himalaya bjergene, hvor Asitha flygtede hen. Asitha var Sagara’s fader.
206

Brahma; Herren Brahma.
Skaberen i Den Hinduistiske Treenighed.
Brahmadatta.
Kampilya’s hersker.
Brahmarshi.
Betegnelse for den højeste form for vismand; en vismand, der er fordybet i guddommelig
bevidsthed.
Brahmasirhstra.
Brahma’s særlige missil.
Brahmastra.
Brahma’s våben, der tilintetgør med sikker ufejlbarlighed.
Brahminer.
Mænd, der tilhører ’præste-kasten’.
Cauvery.
Hellig flod i Syd-Indien på Rama’s tid.
Ceremonierne, hvor offergaverne bliver fremvist.
- yagas
Chandrayana ritualet.
En bodsøvelse, der skal udføres i løbet af Månens tiltagende periode.
Chitra.
Chitra er mulighedernes eller velstandens stjernekonstellation.
Chitrakuta-bjerget.
Bjerg der er berømt fra puranaerne. Bjerget ligger ved Mandakini-flodens bredder, og på dette
sted boede Rama, Sita og Lakshmana et stykke tid. I nutidens Indien er der tale om Uttar
Pradesh delstatens Banda-diskrikt.
Dandachakra.
Diskosagtigt våben.
Dandaka-skoven.
Land mellem Himalaya-bjergene og Vindhya-bjergene. Da kong Danda krænkede en jomfru,
blev landet ødelagt af hendes fader, der var vismand. Landet blev herefter kendt som
Dandaka-skoven.
Dasaratha.
Aja’s søn og Rama’s fader. Han var Ayodhya’s konge, og hans navn betyder ’ti stridsvognes
helt’.
De afhængige.
- asrithas
’De, der bevæger sig i vand’.
- apsaras
Ordet betyder normalt ’himmelske nymfer’.
207

De, der messede hymner.
- rthwiks
De hellige skrifter.
- sastras
Den anden forårsmåned.
- Chaitra-måneden
’Den, der beskytter rigtig handling’.
- dharma-rakshana
Den foranderlige verdens Hav.
- samsara
Ordet betegner den foranderlige verden og det foranderlige og verdslige liv.
Den guddommelige Gnist.
- Atma
Det virkelige Selv, ens guddommelighed, Gud, altings substans og udødelighed.
Den guddommelige nektar.
- amrith
Ordets egentlige betydning er: Ingen død eller udødelighed.
Den himmelske Svane.
- Hamsa
Den højeste Ånd, der symboliseres ved svanens rene, hvide farve. Hamsa er også symbolet på
menneskets skelneevne.
Den hvide Paraply.
Denne paraply symboliserer livets rene og gode vej, der er karakteriseret ved renhed,
jævnhed, vedholdenhed og ikke-tilknytning. Symboliserer også ære og respekt.
Den højeste form for retskaffenheds-princip.
- parama dharma
Den individualiserede sjæl.
- jiva
Den løvtækkede hytte.
- parnasala
Den rene og gode kvalitet.
- sathwa guna
Guna betyder egenskaber eller kvaliteter, der er overlejret på Det Guddommelige og således
udgør Det Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer
sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og hvileløshed. 3.
Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.
’Den rigtige handlings Beskytter’.
- Vardhamana
Navnet på kong Dasaratha’s palads.
208

Den Siva-inspirerede Trisula.
Siva’s trefork.
Den sløvende kvalitet.
- thama guna
Guna betyder egenskaber eller kvaliteter, der er overlejret på Det Guddommelige og således
udgør Det Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer
sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og hvileløshed. 3.
Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.
Den store Hesteofring.
- aswamedha
Aswamedha’en er en offerceremoni, en berømt hesteofring, der har til formål at give en konge
syndsforladelse for alle hans synder. Hesten i ofringen er et symbol, og den æres og beundres
og lider ingen skade. Formålet er tillige at sikre lykke og velstand for landet.
Den Tidløse og Universelle Religion.
- Sanathana Dharma
’Den tidløse Vognstyrer’.
- ’Sanathana Sarathi’
Månedstidsskriftet, der udgives af Sri Rathya Sai Baba Books and Publications Trust.
’Den, uden lemmer’.
- ananga
Den vej, der fører til viden om Gud.
- Brahmachari
Vej, der fører til viden om Brahman. Ordet oversættes normalt som ’ung religiøs studerende’,
og en Brahmachari’s kendetegn er: En ung præst, tilstand som ugift, religiøs studerende og
første stadie i et liv som brahmin.
Den ønskeopfyldende Juvel.
- Chinthamani
Det guddommelige halvår.
- Uttarayana
De seks måneder, hvor Solen bevæger sig ad sin nordgående bane.
Det hellige offerritual, der foreskrives de mennesker, der ønsker at avle et barn.
- puthrakameshti
Det maskuline og det kvindelige guddommelige princip.
- Siva-Sakthi
Ud over at være navne på guden Siva og dennes gemalinde, Parvathi, symboliserer navnene
en række aspekter, der ikke er velkendte for vesterlændinge.
-
Devaratha.
Kejser i Ikshvaku-dynastiet i oldtidens Mithila. Sukethu’s søn og Brihadratha’s fader.
Dhanvantari.
Lærer i Ayur-veda. Klassisk indisk, medicinsk viden kaldes Ayur-Veda (videnskaben om
sundhed og et langt liv). Videnskabens to hovedtraditioner er Atreya og Dhanvantari.
209

Dharmachakra.
Retskaffenhedens våben.
Dharmaranya.
En by, der blev opført af Brahma’s barnebarn, Asurtharajasa.
Dileepa.
Amsumanta’s søn. Han blev Sol-dynastiets konge og tilbød at ofre sit liv til en løve, der lige
skulle til at dræbe den hellige ko, Nandini.
Doomraswa.
Subhadra’s søn.
Dronningemoder.
- rajamatha
Dæmoner.
- rakshasas
- asuras
Dødelige gift.
- halahala
En person, der er Guds lige.
- Daiva-samaana
Kan også oversættes som Guds ligemand.
En person, der holder sig strengt til sit afgivne løfte om at være retskaffen i tanke, ord og
handling.
- dharmavratha
Et helligt offerritual.
- yajna
ofringer, ceremoniel ofring. helligt offerritual, hellig ofring.
Evige pligt.
- sanathana dharma
Forsagelse.
- thyaga
’Fra glæde kan ingen glæde opstå’.
- ’Na sukhaallabhyathe’
Gaadhi.
Kusanabha’s søn. Gaadhi kendes også under navnet Kousika.
Ganges.
Den 1560 mil lange Ganges flod; floden udspringer i Himalaya- bjergene og flyder i
overvejende grad mod øst og ud i Den bengalske Bugt; Indiens helligste flod.
Garga.
Kong Kekaya’s guru.
210

Garuda.
Himmelsk fugl; hvidbrystet ørn; den fjerprydede races konge. Garuda er Herren Vishnu's
transportmiddel.
Gauthama Maharshi.
Stor vismand, der bragte Godavari-floden til Jorden til gavn for menneskeheden.
Gayathri Mantraet.
Ældgammel vedisk bøn, der skal vække intelligensen og føre til oplysning.
Girivraja.
En fremstående by, der er kendt fra puranaerne. Den er opført af Brahma’s barnebarn, Vasu.
Girivraja betyder 'samling af bjerge'.
Godavari.
Hellig flod i Syd-Indien; løber tværs gennem det centrale Syd-Indien, idet den strømmer fra
vest mod øst.
’Godt eller dårligt, lige meget hvilken karmisk handling der er blevet udført, så må dens
konsekvens, hvad enten man vil det eller ej, nødvendigvis blive undgældt eller nydt’.
- ’Avasyam anubhokthavyam, krtham karma subhaasubham’
Gogra-floden.
Flod i fortidens Indien; Thamasa er dens biflod.
Gokarna Kshetra.
Helligt sted, der bliver prist i puranaerne. Stedet er beliggende på delstaten Kerala's nordligste
punkt.
Gomathi-floden.
Berømt flod fra tiden hvor puranaerne blev skrevet; en biflod til Ganges.
Græd ikke.
- maa ruda
Gud.
- Brahman
Brahman er Universets Grundlæggende Sandhed – ofte betegnet som Gud. Det Upersonlige
Højeste Væsen, den oprindelige kilde til og det endelige mål for alle eksistenser.
Gud i legemsskikkelse.
- Nara-Narayana
Guddommelige lege.
- leelas
Guderne.
- devas
Guddom, himmelsk væsen.
Guha.
Bådførernes høvding. Guha var konge af nishada’ernes land, der ligger ved bredden af Ganges.
Guru.
Åndelig vejleder eller lærer.
211

’Halve legeme’.
- ardhangi
Halv-himmelske væsener.
- rakshasa
Halvt himmelsk væsen.
- yakshini
Hanuman.
Vind-gudens søn. Han var en stor Rama-hengiven, og han var delvis abe delvis menneske.
Ordet Hanuman betyder: ’At have et stort gab’.
Haridwar.
Berømt og helligt sted ved Ganges, hvor hinduerne tager deres hellige bad.
Harini.
Himmelsk nymfe, der blev opildnet af Indra til at friste vismanden Thrinabindu.
Helliggjorte mad.
- payasam
Hemachandra.
Kong Visala’s søn; kong Ikshvaku’s barnebarn.
Hengivenhed.
- bhakthi
Hengivenhed over for Gud.
Herren.
- Brahman
Se tillige under Brahman.
Himavaan.
En halvgud, Himalayas guddom.
Himmelske musikere.
- Gandharva
En klasse halvguder; de siges at være Kasyapa og dennes hustrus, Arishta’s, afkom.
Historien om Rama.
- Ramayana
Hladini, Nalini og Pavani.
Bifloder til Ganges. De strømmer alle mod øst.
Honorar for at føre tilsyn med ritualet.
- dakshina
Hrishika.
En stor vismand, der opbevarede Herren Vishnu’s bue.
212

Hurra.
- jai
Ordet jai betyder også sejr.
Ikke vil indtage nogen føde.
- anasana
Der er tale om et højtideligt løfte om ikke at ville spise. Man faster til døden indtræffer.
Ikshvaku.
Rama-dynastiets stamfader; Ayodhya’s første hersker.
Ikshumathi-floden.
Flod, der flyder nær Kurukshetra, stedet for det berømte slag i Mahabharathah’en. Byen Mithila
ligger ved dens bredder.
Ikshvaku-dynastiet.
Også kaldet Sol-dynastiet; dynastiet som Rama lod Sig føde ind i. Er også kendt som Raghudynastiet.
Illusion.
- maya
Begrebet angiver noget, der forekommer at være noget andet, end det egentlig er.
Indra.
De himmelske halv-guders leder.
Indrastra.
Indra’s missil.
Indumathi.
Kong Aja’s hustru; kong Bhojaraja af Magadha’s søster.
Jahnavi-floden.
Ét af Ganges mange navne. Floden er opkaldt efter vismanden Jahnu.
’Jai’.
Odet betyder i denne sammenhæng: Hyldest til dig, der har besejret lidenskaberne.
Jamadagni.
Hrishika’s eneboer-søn og Parasurama’s fader.
Janaka.
Sita’s fader og Rama’s svigerfader; konge over Mithila. Har var en realiseret sjæl. Ordet
Janaka betyder ’skaber’.
Janaki.
kælenavn for Sita.
Kaanda.
Kapitel. Ordet betyder også stængel, vand, vandoverflade.
Kaikeyi.
En prinsesse af Kekaya (et rige i Kashmir), kong Dasaratha’s tredje hustru og Bharatha’s
moder. Kaikeyi’s oprindelige navn er Kaika, der blandt andet betyder ’stærk’.
213

Kailas.
Bjerg, der er kendt som Herren Siva’s bolig, og som er beliggende i Himalaya-bjergene.
Kakustha.
En af Ikshvaku-dynastiets konger. Han var søn af Somadatta, og han var fader til Anena.
Kalachakra.
Tidens guddommelige våben.
Kalpatharu.
Et ønskeopfyldende træ.
Kamadhenu.
Guddommelig ko, der opfylder alle ønsker.
Kampilya.
En by, der blev styret af Brahmadatta.
Kanyakumari.
Pilgrimscenter, beliggende på den indiske halvøs sydligste spids i Det indiske Ocean.
Kapila.
Også Kapilamaharshi. Fortidig vismand og filosof; den vigtigste talsmand for den af de seks
filosofiske retninger, der er kendt som Sankhya. Retningen understreger sindets og naturens
dualitet.
Karma – eller karmaloven.
(a) Aktivitet, handling, arbejde, pligt. (b) Skæbne; konsekvenser af de handlinger der er udført
i dette og i tidligere liv.
Karthaviryarjuna.
Hehaya-dynastiets navnkundige konge. Han blev styrtet af Parasurama på grund af sin
stolthed.
Kasi.
Kasi er byen Benares, nu Varanasi. En af de ældste og mest ærværdige, hellige byer i Indien.
Kasyapa.
Alle levende væseners fade. Marichi’s søn og Brahma’s barnebarn.
Kausalya.
Kongen af Kosala’s datter; Dasaratha’s første hustru og Rama’s moder. Navnet betyder: En
person, der besidder de ypperste evner.
Kausambi.
By, opført af Brahma’s barnebarn, Kusamba.
Kautsu.
Vismanden Varathanthu’s elev, der levede som eneboer.
Kekaya.
Dronning Kaikeyi’ fader, konge over landet Kekaya, der var beliggende i Kashmir.
Kesini.
Datter af kongen over Vidarbha og kejser Sagara’s hustru.
214

Khatvanga.
En af Sol-dynastiets konger; Rama’s forfader.
Konge.
- raja
Kongelig gudinde.
- Rajyalakshmi
Kongelige vismænd.
- rajarshis
Kongen.
- maharaja
Ordet betyder ’store konge’.
Kosala.
Velstående land, beliggende ved Sarayu-flodens bredder. Dasaratha’s hustru, Kausalya, der
stammede fra Kosala.
Kousika.
Et andet navn for Gaadhi. Han var Kusanabha’s søn og vismanden Viswamitra’s fader.
Kousiki-flod.
En berømt flod i Himalaya-bjergene.
Kraunchastra.
Gift-missil.
Kriger; kriger-kasten.
- kshatriya
Kumbhakarna.
Ravana’s yngre broder, som sov i seks måneder ad gangen. Han var en frygtindgydende
kriger.
Kumkum.
Lykkevarslende cinnoberrødt pulver.
Kusa.
En af Herren Brahma’s sønner.
Kusadhwaja.
Kong Janaka’s broder; konge af Sankasya.
Kusa-græsset.
Græs der symboliserer de stride hår, som Vishnu’s inkarnation som skildpadde havde på
rygskjoldet; bruges ved mange vediske ritualer.
Kusamba, Kusanabha, Adhoortharajaka og Vasu.
Asketen Kusa’s fire sønner.
215

Kusaplava.
Helligt sted. Den, der bader og tilbringer tre nætter her, vil opnå de gavnlige virkninger, der
kommer fra en heste-ofring (aswamedha).
Kærlighedens Gud.
- Manmatha
Lakshmana.
Rama’s broder og Sumitra’s søn. Ordet Lakshmana betyder ’godt varsel’.
Lakshmi.
Herren Vishnu’s gemalinde; gudinden for rigdom.
Lanka.
Nuværende Sri Lanka.
Legemliggørelsen af retfærdighed.
- dharmatma
’Lem’; en kropsdel.
- anga
Lidenskab og hvileløshed.
- rajasisk
Rama’s broder og Sumitra’s søn. Ordet Lakshmana betyder ’godt varsel’.
Lidenskabelige kvalitet.
- raja guna
Guna betyder egenskaber eller kvaliteter, der er overlejret på Det Guddommelige og således
udgør Det Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer
sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og hvileløshed. 3.
Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.
Lyksalighed.
- ananda
Lyksaligheden ved at erkende Gud.
- Brahmananda
Lytte til hellige ord.
- sravana
Løvens zodiakal-tegn.
- Simhalagna
Magadhan-området.
Rige i Bihar-delstaten, gennem hvilket Sone-floden løber. Ordet Magadha betyder rigdom,
velstand.
Magha-stjernekonstellationen.
Denne konstellation er en af de i alt 27 stjernekonstellationer. Magha kaldes også for ’den
mægtige’ og ’den store energi’. Den står bl.a. for stor berømmelse og rigdom.
Mahendra.
Et helligt bjerg.
216

Mahodaya.
By, der blev opført af Brahma’s barnebarn, Kusanabha.
Mahoraga.
En stor slange.
Malada og Karosa.
To små kongeriger.
Manasa pilen.
Den mentale pil.
Manasa-sarovar.
Manasa-savovaret kaldes også ’Sindets sø’. Søen blev skabt af Brahma; Sarayu-flodens
udspring i det nordlige Himalaya, nu beliggende i Tibet. Manasa-sarovar symboiserer sindets
krystalklare vand.
Mandakini-floden.
Flod i delstaten Uttar Pradesh, der flyder nær Chitrakuta- bjerget.
Mandara-bjergtinden.
Helligt bjerg, der tjente som kærne-stok ved kærningen af havet, da der skulle frembringes
amritha, udødelighedens nektar.
Mandavi.
Bharatha’s hustru, Kushadwaja’s datter og kong Janaka’s niece.
Manthara.
Dronning Kaikeyi’s pukkelryggede tjenestepige.
Mantra.
Mystiske og kraftfulde ord og stavelser, der bliver reciteret for at opnå åndelig højnelse. Et ord
for det, der frelser, når sindet dvæler ved det.
Manu.
Menneskehedens stamfader og forfatter til de etiske regler for retskaffen adfærd.
Maricha og Subahu.
Thataki’s sønner. Thataki var en djævelsk, kvindelig dæmon.
Marishi.
Hiranyagarbha’s mentale søn; en af de ti vismænd. Kong Dasaratha’s fædrende slægt kan
spores tilbage til Marichi.
Medfølelse.
- karuna
Meditation.
-dhyana
Meditere.
- dhyana
217

Meditere på deres indre betydning,
- manana
Manana betyder også refleksion, meditation, forståelse.
Medlemmer af sekten af guder, der holder en lut i hænderne,
- kinnara
Mentale søn.
- manasa putra
Mithi.
Grundlæggeren af Mithila, kong Janaka’s rige.
Mithila.
Land i fortidens Bharatha (Indien). Landet blev regeret af kong Janaka; beliggende på Indiens
nord-østlige side; Sita’s barndomshjem.
Modak og Sikhar.
Stridskøller, som Herren Rama fik af vismanden Viswamitra.
Mælkehavet.
Mælkehavet er et symbol på det rene hjerte.
’Må alle eksistenser i alle verdener være lykkelige’.
- Loka samasthah sukhino bhavanthu
Måne-måneden.
- jyeshta
Ligger i maj-juni.
Måtte det komme til at ske.
- subham
N. Kasturi.
Mangeårig Sai Baba hengiven og blandt andet forfatter til Sathyam, Sivam, Sundaram, der er
Sai Baba´s livshistorie; levede fra 1897 – 1987.
Nagas.
Nuværende Nagpur, der med sine over 2 millioner indbyggere er Indiens 13. største by.
Nagpur ligger i delstaten Maharashtra.
Nandigram.
Den landsby som Bharatha boede i under Rama’s eksil. Nandigram er beliggende lidt uden for
Ayodhya.
Nandini.
Vismanden Vasishta’s eventyrlige ko, der opfylder alle ønsker.
Nandi’s ritual.
Ritual, hvis formå er at fremme velstand.
Nara.
Mennesket.
218

Narayana.
Gud; Narayana er et andet navn for Herren Vishnu.
Narayanaastra.
Vishnu’s missil.
Narmada.
Berømt hellig flod i det centrale Indien.
Navngivnings-ceremoni.
- namakaranam
”Nej, nej. Hold op, hold op!”
- ayyo, ayyo
Nimi.
Kong Janaka dynastiets store forfader. Han var Ikshvaku’s søn og Mithi’s fader, og han
grundlagde byen Mithila ved Ganges bredder.
Nishada’erne.
Borgerne i et rige ved navn Nishada, der var beliggende nær Himalaya-bjergene.
Offerritualerne.
- yajnas
OM.
- pranava
også kaldet AUM, urlyden. Universets hellige lyd.
’Paradisets Bolig’.
- siddhasram
En eneboerhytte, som Viswamitra viste til Rama, Sita og Lakshmana.
Parasurama.
En inkarnation af Vishnu i menneskelig skikkelse. Han lod Sig føde for at tilintetgøre de
ondsindede og arrogante Kshatriya-konger (konger af kriger-kasten).
Parikshith.
Kuru-dynastiets kejser; Arjuna’s barnebarn og Abhimanyu’s søn.
Parvathi.
Herren Siva’s gemalinde; visdommens gudinde.
Pavillon.
- shamiana
Praktisere den fastsatte vej.
- nididhyasana
Betyder Indre koncentration, dyb meditation.
Prayag.
219

Prayag er det hellige sted, hvor Ganges, Yamuna og den underjordiske flod Saraswathi mødes.
Stedet er i nutidens Allahabad, der ligger i delstaten Uttar Pradesh. At bade dette sted, vil
skænke stor åndelig velsignelse.
Punarvasu stjernekonstellationen.
Forårsager blandt andet, at energi og vitalitet kommer tilbage.
Puranaerne.
18 åndelige tekster, der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer.
Pushpaka Vimana,
Gudernes guddommelige, luftbårne vogn.
Pushya.
Et gunstigt stjernebillede, der sikrer fremgang og velstand.
Raghu.
Dilipa’s søn; berømt konge af Sol-dynastiet.
Raghu-dynastiet.
Også kaldet Sol-dynastiet; dynastiet som Rama lod Sig føde ind i. Er også kendt som
Ikshvaku-dynastiet.
Rama; Herren Rama.
Avatar i Thretha-tidsalderen. Helten i Ramayana’en (historien om Rama). Han dræbte den
onde Ravana for at befri sin hustru, Sita, der var blevet kidnappet. ’Rama’ betyder: Den, der
behager, den, der tiltrækker.
Rama i hjertet.
- Atma-Rama
Ramachandra.
Et kælenavn for Rama. Chandra betyder Måne, og Månen prises for sin behagelige, oplysende
og kølige egenskab.
’Ramagitha’.
Navn for Yoga-Vasishta dialogen. Yogavasishtha er den berømte dialog mellem vismanden
Vasishta og avataren Rama om vejen til evig lyksalighed. Bogen findes på engelsk og har
følgende ISBN: 0-87395-954-X.
Rathi Devi.
Kærlighedens gudinde.
Ravana.
Dæmonernes Herre og konge af Lanka. Han bortførte Sita (Rama’s hustru). Navnet Ravana
betyder: Den, der gør alle og enhver sorgfuld.
Regler for lov og etik vedrørende en dydig livsførelse.
- dharmasastra
Ren og god.
- sathwic
Guna betyder egenskaber eller kvaliteter, der er overlejret på Det Guddommelige og således
udgør Det Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer
220

sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og hvileløshed. 3.
Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.
Rigdom.
- artha
I forbindelse med menneskelivets fire mål, betyder artha den form for rigdom, der opnås ved
at besidde åndelig visdom.
’Rigtig handling’.
- dharma
Sai Baba siger, at der ikke eksisterer et ord eller et begreb, der kan forklare ordet dharma.
Dharma er det, der understøtter og opretholder hele universet. Dharma er den ’pligt’, som
alting er eller burde være underlagt. Det er ildens ’pligt’ at fortære, varme, lyse, nedbyde osv.
Det er græssets ’pligt’ at omdanne kuldioxid til ilt, være føde, se smukt ud osv. Det er
menneskets overordnede ’pligt’ at søge forening med Gud. Alt efter deres rolle i livet, har
forskellige mennesker forskellige pligter gennem livet.
’Rigtig handling’ beskytter den, der beskytter ’rigtig handling’.
- ’Dharmo rakshathi rakshithah’
Romapada.
Anga-statens konge; kong Dasaratha’s ven.
Rshyasrnga.
Vismanden Vibhandaka’s søn.
Sagara.
Fortidig kejser af Ayodhya; Asitha’s søn og Aswamanja’s fader.
Sagarasangama.
Stedet, hvor en flod strømmer ud i havet.
Sahadeva.
Fortidig konge af Ikshvaku-dynastiet; Srinjaya’s søn og Somadatta’s fader.
Samavarthana’s ritual.
Ritual, der afholdes i forbindelse med afslutningen af studietiden.
Sambara.
Hiranyaksha’s dæmon-søn, der var en stor mester inden for magi. Han blev dræbt af Krishna.
Sandhed.
- sathya
Det, der er det samme i fortid, nutid og fremtid, er sathya. Det er altså det, der er
uforanderligt, der er sathya. Det betyder, at intet i universet, eller selve universet som sådan,
er sathya. Sai Baba siger: Sandhed er Gud; Gud er sandhed.
Sandhedens søgere.
- brahmachari
Ordet oversættes normalt som ’ung religiøs studerende’, og en Brahmachari’s kendetegn er:
En ung præst, tilstand som ugift, religiøs studerende og første stadie i et liv som brahmin.
Sankasya.
Kongerige i det gamle Indien; Kushadwaja’s hovedstad. Kushadwaja var Sita’s onkel.
221

Sansernes overvindelse.
- yoga
Ordet yoga kan have mange betydninger. (a) Forening af det individuelle selv eller Atma med
Det højeste Væsen eller Det universelle Selv; handling hvis formål er at forene. (b) En åndelig
disciplin eller øvelse der har til formål at skabe kontrol over sanserne.(c) Videnskab om den
guddommelige forbindelse. Ingen enkelt definition af ordet yoga er dækkende. Vismanden
Patanjali’s Yoga-sutras definerer yoga som en række af otte åndelige trin, der fører til forening
med Gud. Disse trin adskiller sig fra de otte trin, der nævnes i Prasanthi Vahini's (Den højeste
freds kildevælds) afsnit, der hedder: ’Yoga'ens ottefoldige vej’.
Santha.
Vismanden Rshyasrnga’s gemalinde.
Saraswathi.
Saraswathi er gudinden for viden, veltalenhed og undervisning. Hun er Brahma’s datter.
Sarayu-floden.
Flod, der flyder ved Ayodhya, Rama’s fødeby.
Sathananda.
Gautama’s og Ahalya’s søn; højt rangerende præst ved kong Janaka’s hof. Det var
Sathananda, der forrettede Rama’s og Sita’s bryllup.
Sathrunjaya.
Dasaratha’s kongelige elefant.
Sathyavathi.
Kousika’s ældste søster og vismanden Viswamitra’s faster.
Satrughna.
Sumitra’s søn, Lakshmana’s tvillingebroder og bror til Rama. Navnet betyder: ’Den, der dræber
sine fjender’.
Sejrsperioden.
- abhijith
Sibi.
Indiens kejser, kendt for sin gavmildhed. Han ofrede et pund af sit eget kød for at redde guden
Agni (der var i skikkelse af en due) fra guden Indra (der var i skikkelse af en høg).
Sindhu.
Indu’s flod; et af Indiens to vigtigste flodsystemer. Perserne kaldte dette hellige land for Hindu
på grund af denne flods navn. Udspringer i Kasmir og forenes med Det Arabiske Hav i Karachi.
Sita.
Rama’s hustru. Opdraget af kong Janaka, der fandt hende i en æske i jorden; hun lå i en
plovfure. Ordet Sita betyder: Ren, fri for synd, plovfure.
Skabelsen.
- prakrithi
Det univers der, skønt det forekommer at være objektivt, opleves subjektivt.
Skanda.
Herren Siva’s søn Subrahmanya.
222

Skriftkloge.
- pundits
Slangen med de tusind hoveder”.
- Adisesha
Guddommelig slange med tusinde hoveder på hvilke Jorden hviler; sammen brugte halvguder
og dæmoner slangen til at kærne Mælkehavet. Betyder også Herren Vishnu’s fredfyldte leje.
Sløvhed som uvidenhed.
- thamasic guna
Guna betyder egenskaber eller kvaliteter, der er overlejret på Det Guddommelige og således
udgør Det Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer
sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og hvileløshed. 3.
Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.
Sløvhedens og uvidenhedens kvalitet.
- thamas guna
Guna betyder egenskaber eller kvaliteter, der er overlejret på Det Guddommelige og således
udgør Det Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer
sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og hvileløshed. 3.
Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.
Somadatta.
Fortidig konge af Ikshvaku-dynastiet; Sahadeva’s søn og Kakuthstha’s fader.
Sona.
Berømt hellig flod, der nævnes i puranaerne; kendt som Sumagadhi. Sona identificeres i dag,
som værende Sone-floden i Bihar delstaten i nutidens Indien.
Sravana.
Det, at lytte til foredrag om de hellige skrifter; at lytte til åndelige råd.
Sringivera; Sringiverapuram.
Hovedstad beliggende tæt på Ganges i et kongerige styret af Guha.
Srnjaya.
Doomraswa’s søn.
Sruthakeerthi.
Satrughna’s hustru.
Sruthi.
En betegnelse for de hellige skrifter, som fortidens hellige mænd erkendte direkte ved hjælp af
hørelsen – ’Guds Tale’. Vedaerne tilhører denne gruppe af hellige skrifter. Ordet sruthi betyder
’det der høres’.
Stav.
- danda
Store konge.
- maharaja
Store sjæl.
- mahatma
223

Støtte.
- asraya
Subhadra.
Kong Hechandra’s søn.
Subhikshu, Sitha og Sindhu.
Bifloder til Ganges. De strømmer alle mod vest.
Sudakshina.
Kong Dikipa’s hustru fra staten Magadhan.
Sudhama.
Kong Janaka’s respekterede minister.
Sudhanva.
Sankasya onde konge. Sankasya var et rige i fortidens Indien.
Sugriva.
Abe-konge, Vali’s broder. Med sin hær af aber, der var anført af Hanuman, hjalp Sugriva
Herren Rama med at besejre Ravana.
Suka.
Guddommelig søn af Vyasa, forfatteren til Mahabharatha’en. Suka besøgte kong Janaka, der
instruerede ham i vejen til befrielse.
Sukethu.
Thataki’s fader.
Sultens skrig.
- krosa
Sultens smerte.
- mala
Sumagadhi.
Et andet navn for Sona-floden. Sumagadhi betyder ’den store rigdom, den store velstand’.
Sumanthra.
Kong Dasaratha’s første-minister.
Sumathi.
Fortidig konge af Ikshvaku-dynastiet og Kakuthstha’s søn.
Sumithra.
Dasaratha’s anden hustru og Lakshmana’s og Satrughna’s moder. Sumithra betyder: En god
ven.
Sunayana.
Kong Janaka’s gemalinde.
Sunda.
Meget ubarmhjertig dæmon; Upasunda’s broder og Thataki’s ægtemand.
224

Surya.
Kasyapa’s søn og Manu’s fader.
Thamasa-floden.
Flod, der flyder ud i Ganges, og som er en biflod til Gogra-floden. Vismanden Valmiki’s ashram
var beliggende ved denne flod.
Thataki.
Djævelsk kvindelig dæmon, der var Maricha’s og Subahu’s moder; Sunda’s hustru.
Thrinabindu.
Fortidig vismand og prins.
Tilbedelse af køer.
- dhenuvratha
Tilflugtssted.
- asrayam
Treta-tidsalderen.
Den anden af en cyklus på i alt fire tidsaldre. Tidsalderen, hvor Herren Rama lod Sig inkarnere.
Triveni.
Ordet betyder triumvirat – ’tre ting’; Triveni er et andet ord for Prayag. Prayag er det hellige
sted, hvor Ganges, Yamuna og den underjordiske flod Saraswathi mødes. Stedet er i nutidens
Allahabad, der ligger i delstaten Uttar Pradesh. At bade dette sted, vil skænke stor åndelig
velsignelse.
Tro.
- sraddha
Tronarving.
- yuvaraja
Tvillingeguderne.
- Aswinidevas
Tvillinge-guddomme, der før daggry kommer til syne på himlen i en gylden vogn, der bliver
trukket af heste.
Tyktflydende, sød væske.
- rasa
Uma.
Himavaan’s datter; Ganga’s søster. (Himavaan er Himalaya’s halvgud).
Upasunda.
Ondsindet dæmon; Sunda’s broder.
Urmila.
Lakshmana’s hustru og Kushadwaja’s datter.
Uttaraphalguna-stjernen.
En særlig gunstig stjerne.
225

Vaivaswatha Manu.
Han blev også kaldt Prajapathi, ’herskeren over alle væsener’ eller ’denne verdens skaber’.
Vajrastra.
Indra’s tordenkile, der var formet som en diskos.
Vali.
Abe-konge; broder til og fjende af Sugriva.
Valmiki.
Vismanden, der blandt andet skrev Ramayana’en (Historien om Rama). Navnet Valmiki
betyder: ’Han, der er født I en myretue. (Valmiki sad fordybet I meditation så længe, at myrer
byggede en tue omkring ham).
Vamadeva.
Vismanden, der sammensatte hymnerne i Rig-vedaen; ansat ved Dasaratha’s hof.
Vamana.
Herren Vishnu’s inkarnation som dværg, der bad kejser Bali om at få det landområde, der
kunne være inden for tre skridt og derved satte Vaamana kejser Bali’s stolthed på prøve.
Vandkrukke.
- kamandula
En askets vandkrukke.
Varathanthu.
Eneboeren Kautsu’s guru.
Varuna.
Guden for regn, vand, havet og natten.
Vasishta.
En af oldtidens største vismænd. Han var kongerne af Sol-dynastiets guru, og han åbenbarede
adskillige vediske hymner. Han ejede den hellige, ønskeopfyldende ko, der hed Nandini.
Navnet Vasishta betyder: Rig, velhavende.
Vasu.
Kasu's søn og Brahma’s barnebarn.
Vasuki.
En af de berømte slanger.
Vayuastra.
Vind-missil.
Vedaerne.
Ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden.
Vedaernes essens.
- vedantha
Det centrale i vedaerne; en anden betegnelse for upanishaderne.
Veeradasa.
Et medlem af Ganga-dynastiet. Hans datter giftede sig med Sumanthra.
226

Velduft.
- gandhayoga
Verdslige videnskaber.
- aparaa vidya
Vibhandaka.
Vismandens Rshyasrnga’s fader.
Vibhishana.
Ravana’s broder; dæmon-leder, der repræsenterede en ren karakter, og som tog Rama’s parti.
Vidarbha.
Et fortidigt land i Indien.
Videha.
Kong Janaka’s kongelige dynasti; kongeriget Mithila, der var Sita’s hjemland.
Vind-guder.
- Maruthas
Vindhya-bjergkæden.
Vindhya-bjergkæden er en af de syv vigtigste hellige bjergkæder. Den adskiller Syd-Indien fra
Nord-Indien.
Visakha.
En af Skanda’s (Subrahmanya’s) tre guddommelige brødre.
Visala.
- Ikshvaku og Alamba Devi’s søn.
Visala.
By, opført af Visala, Ikshvaku’s søn.
Visdom.
- jnana
Åndelig visdom.
Vishnu, Herren Vishnu.
Opretholderen i Den Hinduistiske Treenighed.
Vismand, der besad viden om Det Absolutte.
- brahmajnani
Vismænd.
- rishis
- sages
Viswakarma.
Gudernes arkitekt og våbenmager.
227

Viswamitra.
Vismand, der er kendt for sine forsøg på at måle sig med vismanden Vasishta. Han var
tidligere krigeren Kausika, der ved hjælp af kraften fra Gayatri-mantraet transformerede sig
åndeligt. Viswamitra var den unge Rama’s rådgiver. Navnet Viswamitra betyder: Universets
ven.
Vritra.
Kraftfuld og rasende dæmon, der blev dræbt af Indra.
Vækst.
- vriddiyoga
Væren-Bevidsthed-Lyksalighed.
- Sath-Chit-Ananda
Begrebet Væren-Bevidshed-Lyksalighed er en ældgammel måde at betegne Herren på. Væren
betyder ’udødelig eksistens’; Bevidsthed betyder ’universel viden’, og Lyksalighed betyder
’fuldstændig og ubetinget lyksalighed’.
Yajnavalkya.
Fremtrædende personlighed fra upanishaderne. Han var kong Janaka’s præst og guru. I
Brihadaranyaka Upanishad lærte han menneskeheden om den monistiske, ikke-dualistiske
doktrin om identiteten mellem Atma (Den guddommelige Gnist, Selvet) og Brahman (Gud).
Yamuna-floden.
Hellig flod, der udspringer i Himalaya-bjergene i en højde af 10.849 fod, og som strømmer 860
mil, før den forenes med Ganges.
Yogier.
Personer, der praktiserer yoga.
Yudhajit.
Kongeriget Kaikeya’s prins; bror til dronning Kaikeyi.
’Ær din moder som Gud; ær din fader som Gud ’.
- ’mathr devo bhava; pithr devo bhava’
Åbne telte.
- pandals
Åndelig lytning.
- sravana
Det, at lytte til foredrag om de hellige skrifter; at lytte til åndelige råd.
Åndeligt søgende.
- sadhakas
228