Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Kapitel 1
Rama – prins og princip
1.1. Navnet Rama er vedaernes (ældgamle tekster der er hellige åbenbaringer af sandheden)
hovedindhold; kernen i vedaerne. Historien om Rama er et mælkehav, rent og virkningsfuldt.
Man kan hævde, at før denne dag er intet digt af tilsvarende storslåethed og skønhed dukket
frem fra andre sprog eller fra andre lande. Men Historien om Rama har givet inspiration til
poetiske fantasier på alle sprog og i alle lande. Den er den største skat, som alle indere til
deres store held har arvet.
1.2. Rama er hinduernes beskyttende guddom. Navnet bæres og æres af de legemer, som
hinduerne opholder sig i, og i de bygninger disse legemer færdes i. Det kan med sikkerhed
siges, at der ikke findes nogen inder, der ikke har indtaget Historien om Rama’s nektar.
1.3. Ramayanaen, det storslåede værk der handler om historien om Rama-inkarnationen, er
en hellig tekst, der respektfuldt reciteres af mennesker med alle mulige slags forudsætninger:
De lærde såvel som de uvidende; millionæren såvel som den fattige. Det navn, som
Ramayanaen lovpriser, fjerner alt ondt; det transformerer synderen; det åbenbarer den form,
som navnet repræsenterer, den form der er ligeså fortryllende som navnet.
1.4. På samme måde som havet er kilden til alle vandløb, er alle væsener opstået fra Rama. Et
hav uden vand eksisterer ikke, det er utænkeligt; et væsen uden ’Rama’, eksisterer ikke,
hverken nu eller fremover. Det azurblå hav og Den almægtige Herre har meget til fælles.
1.5. Som myte og legende erklærer, så er havet Den Almægtiges bolig. De Beskriver Ham som
hvilende på Mælkehavet. (Mælkehavet symboliserer Det rene Hjerte). Det er baggrunden for
den titel, som Valmiki (Pracheta’s søn), den store digter der udarbejdede dette store værk,
gav hver enkelt kapitel i værket. Kapitel kaldes på sanskrit kaanda. Kaanda betyder også
stængel, vand, vandoverflade.
1.6. Ordet kaanda (altså en del af et værk) betyder også ’sukkerrør’. Ligegyldigt hvor kroget
og krumt et sukkerrør måtte være, vil dets sødme forblive upåvirket, og sødmen vil smage
ens. Rama’s histories strøm bugter sig gennem mange krumninger og snogninger; ikke desto
mindre varer medfølelsens sødme uden formindskelse ved gennem hele fortællingen.
Strømmen drejer og flyder gennem sorg, glæde, latterliggørelse, ærefrygt, skræk, rædsel,
kærlighed, fortvivlelse og dialektik, men den væsentligste understrøm er den kærlighed til
retskaffenhed og medfølelse, som fortællingen fremmer.
1.7. Nektaren i Historien om Rama er som Sarayu-floden, der stille flyder nær byen Ayodhya,
hvor Rama blev født, og hvor Han herskede. (Ordet Ayodhya betyder ’uovervindelig’). Sarayufloden
har sit udspring i Himalaya Manasa-sarovar (en sø i det nordlige Himalaya). På
tilsvarende måde har Historien om Rama sit udspring i ’Sindets Sø’! Rama’s strøm fører
medfølelsens sødme med sig; Lakshmana’s strøm (Lakshmana er Rama’s broder og hengivne
ledsager) fører hengivenhedens sødme med sig. På samme måde som Sarayu-floden slutter
sig til den hellige flod, Ganges, og deres vande blander sig med hinanden, blander
medfølelsens og hengivenhedens blide strømme (Rama’s og Lakhsmana’s historier) sig i
Ramayanaen. I forening danner medfølelsen og hengivenheden det fuldkomne billede af
Rama’s herlighed. Dette billede tilfredsstiller hjertets inderligste længsel hos enhver inder. At
få det billede frem, at opnå det billede, det er målet for enhver åndelig stræben.
1.8. Den enkeltes bestræbelser og anstrengelser er imidlertid blot halvdelen af det, der skal til
for at få førnævnte billede frem. Den anden halvdel består af Guds nåde. Mennesket fuldbyrder
dels sig selv gennem egne bestræbelser og dels gennem guddommelige velsignelser.
8