Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

gjort mig fortjent til en vis ærefrygt fra verden. Det er den fortjenstfuldhed, jeg har opnået.
Det er min frembringelse.” Med disse ord forsvandt Parasurama.
8.19. Med et uforstyrret, smilende ansigtsudtryk overlod Rama buen og pilene til guden
Varuna (Guden for regn, vand, havet og natten). Han bøjede sig for Vasishta og Dasaratha,
der begge stod ved hans side. Dasaratha havde hele tiden rystet af skræk, da han var bange
for, hvad dette spøgelsesagtige genfærd ville gøre mod hans søn; hvilken ulykke han ville
udsætte ham for. Nu var han ikke bekymret længere. Han trak Rama hen til sig og
kærtegnede ham kærligt på forskellig vis. Idet han holdt om hans kinder, løftede han sønnens
ansigt. Han fandt det meget vanskeligt at udtrykke sine følelser i ord. Han sagde: ”Kære søn!
Jeg er i sandhed lykkelig. Jeg var bange for, at jeg ikke ville komme til at se dig igen. Dit
beslutsomme mod og din tapperhed er hinsides min forestillingsevne.” Således priste han
Rama i høje vendinger, og på mange måder påskønnede han sønnens bedrift. Som svar på alt
det sagde Rama. ”’Rigtig handling’ må nødvendigvis sejre. Sejr er retskaffenhedens
uundgåelige ledsagende omstændighed. I kampens indledende faser kan der opstå nogen
frygt, og visse forhindringer kan forekomme at være formidable og frygtindgydende. Dette kan
endogså forårsage svækkelse af sindet. Der kan muligvis opstå en følelse af og en mistanke
om nederlag og fiasko. Men i stedet for at bøje sig og give efter, skal du fæstne din
opmærksomhed på selve målet. Så kan det aldrig gå galt. Fiasko kan aldrig berøre
retskaffenheden. Mennesket anstrenger sig ikke nok for at opdage sandheden om den ’rigtige
handlings’ kraft. De lader sig rive med af overfladiske forhindringer og bekymringer. På den
måde opgiver de den rette vej og lider. Det, der er sket, er for det bedste. Det, der er sket,
tilskriver jeg dine velsignelser.”
8.20. Idet han sagde det, knælede Rama igen for sin faders fødder. ”Den væbnede hær
afventer din ordre om at genoptage marchen og fortsætte mod Ayodhya. Vær venlig at give
dem deres ordre”, sagde Rama. Da han hørte det, blev Dasaratha meget glad. Han sagde:
”Søn! Hvorfor skulle vi udsætte det længere? Sorg og glæde påvirker os skiftevis og påfører
det enkelte menneske og dets legeme lidelse. Vi vil drage til hovedstaden og der søge at leve
lykkeligt på den bedst mulige måde.” Han kaldte ministrene til sig og påbød dem at beordre
tropperne af sted.
8.21. Soldaterne råbte hurra af glæde og begyndte at gå mod Ayodhya. Frygtens mellemspil
var til ende. Dasaratha tilbragte rejsens sidste del med at beskrive og glæde sig over denne
dags forbløffende begivenheder. Da de nærmede sig byen, blev nogle regimenter sendt i
forvejen for at informere borgerne om selskabets ankomst; det selskab, der blandt andet
omfattede kongens sønner og svigerdøtre. Erindringen om ophøjetheden og herligheden af
det, de havde oplevet i Mithila og på vejen hjem, satte fart i kurererne, og som pile fra en
bueskyttes bue fløj de ind i byen. De annoncerede, at Rama, Lakshmana, Bharatha og
Satrughna var ved at komme til byen sammen med deres brude, og at Dasaratha havde sendt
dem i forvejen for at overbringe de glade nyheder.
8.22. Ayodhya’s indbyggere dekorerede og udsmykkede gaderne og husene på en smuk og
varieret måde. Palmer blev bundet til pæle på begge sider af gaderne. Klaser af kokosnødder
blev hængt op i pælene. Rosenvand blev stænket ud over gaderne. Hele byen blev gjort
henrivende, yndig og indtagende.
8.23. Musikere med deres musikinstrumenter tog opstilling langs hele ruten. Fyrværkeri blev
frembragt og delt ud langs rækkerne af tilskuere, så der kunne skabes én uafbrudt strøm af
farver og munter larm. Opfyldt af den største glæde ventede alle på selskabets ankomst. Idet
de talte minutterne, spejdede de ud i det fjerne for at fange det første glimt af dem. Tilslørede
kvinder fyldte boligernes vinduer og terrasser, eller de kiggede ud bag vinduernes gardiner.
8.24. Ledsaget af sine sønner og deres brude holdt kong Dasaratha sit indtog i Ayodhya’s
hovedstad. Så snart de kom inden for synsvidde, skar musik gennem luften. Folk jublede
91