Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Kapitel 16
Tungsind over byen Ayodhya
16.1. I mellemtiden var Guha, nishada’ernes høvding, på vej hjem til sit rige efter at have
ledsaget Rama et stykke vej ind i skoven. Han fik øje på første-minister Sumanthra. Denne
sad i sin herskabsvogn ved bredden af Ganges. Vognens heste var bundet til et skyggefuldt
træ. Guha opdagede, at Sumanthra sad alene og jamrede sig og græd utrøsteligt. Nu kunne
Guha ikke længere kontrollere den smerte, han så længe havde tilbageholdt. Han råbte:
”Rama!”, og løb hen mod Sumanthra. Han omfavnede den gamle mand og begge hulkede de
højlydt i smerte. De var ude af stand til at sætte ord på deres sorg. Sammen stod de under
træet, men på et tidspunkt faldt de sammen på jorden, som var de selv træer, der blev fældet
med en økse. De begræd Sita’s, Rama’s og Lakshmana’s skæbne og overdængede Kaikeyi,
årsagen til alle ulykkerne, med skældsord.
16.2. Hestene holdt op med at græsse og afholdt sig fra at drikke vand. Tårer trillede ud af
deres øjne. Hver gang de hørte Sumanthra eller Guha udtale Sita’s, Rama’s eller Lakshmana’s
navn, løftede de deres hoveder højt i vejret og spejdede ud i horisonten. Hestene var ivrige
efter at få et glimt af dem, som de forgudede og elskede med en lige så stor ildhu som de to
mænd, der led adskillelsens smerte, gjorde. Sumanthra bemærkede den sorg, der plagede
dyrene, og det gjorde hans pine endnu værre.
16.3. Denne hjerteskærende jammer må have stået på nogle timer. Til sidst lykkedes det
Guha at genvinde lidt af fatningen. Han mønstrede lidt mod, blot fordi der simpelthen ikke var
andet at gøre. Han henvendte sig til Sumanthra på følgende måde: ”Åh! Minister! Du er yderst
intelligent, og du er urokkelig med hensyn til at leve et moralsk liv; du er en person, der har
identificeret virkeligheden bag alle livets forbipasserende forestillinger. Skæbnen spiller en
mærkværdige puds, så man er nødt til at lære at finde sig i dem. Rejs dig! Vend tilbage til
Ayodhya! Overbring nyhederne til Kausalya og Sumithra, der længes efter at se dig og høre
din beretning.” Med magt løftede han Sumanthra op fra det sted, denne var faldet omkuld.
Han satte første-ministeren op i herskabsvognen, hentede hestene og spændte dem for
midterstangen.
16.4. Sumanthra erkendte, at det Guha insisterede på, var det rigtige at gøre. Tilskyndet af en
følelse af blind tillid gav den gamle mand tegn til hestene om at gå fremad. Som en
konsekvens af smerten ved adskillelsen fra Rama havde hans krop mistet al sin kraft.
Ligegyldigt hvor meget han prøvede, kunne han derfor ikke køre vognen som i fordums tid.
Han faldt ind i vognen og ned på vogngulvet; mange gange kom han op på kuskesædet, men
kun nogle få minutter af gangen. Og hvad med hestene? De ville heller ikke bevæge sig
fremad. De var indstillet på at vende tilbage til Rama igen, og hele tiden strakte de hals for at
se vejen bag sig.
16.5. Sumanthra forbandede sig selv og sin skæbne. ”Du skulle skamme dig”, sagde han.
”Måtte mit rædselsfulde liv blive afsluttet. En dag skal dette legeme nødvendigvis brændes til
aske. Det vil være langt bedre, hvis det dør som et resultat af den uudholdelige smerte, jeg
føler ved adskillelsen fra Rama, frem for at det dør som et resultat af en eller anden sygdom
eller verdslig ulykke. Det ville betyde, at mit liv havde været umagen værd at leve. Det ville
skænke mig evig berømmelse og ære. At vinde en sådan berømmelse er kompensation nok for
alle livets lidelser.” ”Nej Sumanthra”, sagde han til sig selv. ”Hvis du havde haft en god
skæbne, var du blevet hos Rama. Når du nu har denne usle skæbne, hvad andet kan du så
gøre end af tage af sted og holde dig i live? Hvad nytter det, at du nu sygner hen og bebrejder
dig selv?” På denne måde skældte Sumanthra sig selv ud på den mest ubarmhjertige måde.
163