Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

tog disciplene afsked med Rama. De havde dog ikke den mindste lyst til at gå hjem. Sita,
Rama og Lakshmana var alle meget tilfredse med den hjælp, disciplene havde ydet. De
velsignede dem af hele deres hjerte og gav dem tilladelse til at drage af sted. Herefter
forberedte de sig på at tage et hellige bad i den hellige Yamuna-flod. I mellemtiden havde
indbyggerne, fra de landsbyer der lå på flodens bredder, lagt mærke til disse gæsters
ekstraordinære charme og pragt. Indbyggerne samlede sig i nærheden af dem, idet de
undrede sig over, hvem de var, hvorfra de kom, og hvad de hed. De var for generte og bange
til at spørge. De vovede blot at hviske indbyrdes.
15.6. Sita, Rama og Lakshmana afsluttede deres bad uden at ænse dem. Da de kom op på
bredden, kaldte Rama Guha hen til sig og sagde: ”Min ven! Det er lang tid siden, du sluttede
dig til os. Det er ikke passende, at du skal tilbringe så megen tid sammen med os. Du skal
gøre din pligt over for dine undersåtter. Gå hjem nu; gå hjem og udfør din pligt.” Herefter gav
Rama Guha tilladelse til at drage af sted. Guha følte sig hjælpeløs; han vidste ikke, hvordan
han skulle reagere. ”Kan nogen opgive Den ønskeopfyldende Juvel, vedkommende har fået fat
i? Hvilken ulykkelig skæbne der overgår mig, siden jeg bliver tvunget til det!”, jamrede han.
Han kunne ikke ignorere Rama’s ordre. Så han knælede foran Sita, Rama og Lakshmana og
dryssede støvet fra deres fødder ud over sit hoved. Yderst modvilligt forlod han dem.
15.7. Kort tid efter Guha havde forladt dem, genoptog de tre rejsen. Inden længe så de foran
sig den by, der endog lyste mere strålende end byen Nagas (nuværende Nagpur). Da de gik
nærmere hen mod lyset, undrede de sig over, hvilken by det mon kunne være. Jo nærmere de
kom, des mere henrykte blev de over at se byens og dens forstæders storslåethed og charme.
Da de kom helt tæt på byen, mente de, at det måtte være Amaravathi, Gudernes By, og de
blev endnu mere henrykte. De mente, at indbyggerne måtte være guder, ikke mennesker. De
satte sig under et træ. De sad i dets kølige skygge og beundrede dets pragt og storslåethed.
Nogle af byens indbyggere fik øje på dem, og indbyrdes talte de om, hvorvidt gæsterne var
steget ned fra ’Himlen’ og var udødelige mennesker. Indbyggerne løb ind i byen og spredte
den gode nyhed, at nogle guddommelige personligheder ville besøge byen og bringe held og
lykke med sig. Alle og enhver, der hørte disse nyheder, løb hen imod gæsterne, og indbyrdes
kappedes de om at tage sig af deres velbefindende. Nogle serverede mælk for dem; nogle
delte frugter ud til dem; alle så på dem uden så meget som at blinke! Ingen kunne få sig selv
til at forlade dem og gå tilbage til sit hjem. Uvillig til at tage af sted stod de rundt om
gæsterne.
15.8. Én af dem, der var modigere end de andre, trådte frem og talte: ”Herrer! Jeres pragt og
imponerende personlighed får os til at slutte, at I er prinser af kongeligt blod. Men sammen
med denne ungmø rejser I til fods langs disse uvejsomme junglestier. I klatrer over bjerge og
krydser floder; I er hårdføre rejsende, der trodser alle rejsens farer. Så vi må drage den
slutning, at I er som os; at I slet og ret er borgere. Vi forstår ikke, hvordan det lykkedes jer at
rejse gennem denne skov, hvor løver findes i overtal, og hvor flokke af vilde elefanter strejfer
omkring. Og med jer har I denne blide legemliggørelse af skønhed og henrivenhed. Har I ingen
slægtning, ingen venner og kammerater, ingen der ønsker jer det bedste? Hvis nogen sådanne
havde fandtes, ville de helt sikkert ikke have tilladt jer at driste jer til at begive jer ud på
denne rejse.” Han forhørte sig om rejsens art og formål og stillede en række spørgsmål til
Rama.
15.9. Så skilte en kvinde sig ud fra forsamlingen og gik hen mod gæsterne. Hun henvendte sig
til Rama på følgende måde: ”Oh prins! Jeg har en bøn til dig. Da jeg er en kvinde, er jeg
nervøs ved at fremsige den. Undskyld min uforskammethed. Vi er jævne folk; vi er ukendt
med sproglige finesser. Jeres fysiske ynde genspejler lyset af smaragd og guld, hvilke
forekommer at være kilden til jeres stråleglans. En af jer har en hudfarve som en regnsky,
mens den anden er strålende hvid. Begge er I lige så fortryllende som en milliard
kærlighedsguder, der er formet som menneskelige skikkelser. Men vi ved stadig ikke,
hvorledes denne skønne ungmø er beslægtet med jer? Hun besidder kærlighedsgudindens
156