Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

18.21. På rejsens anden dag kom de frem til den vældige flod, Ganges. Nishada’ernes øverste
høvding arrangerede både til at ro dem over floden. Ligeledes tilrettelagde han et rigeligt
måltid for den trætte, brede befolkning og for de fornemme personer fra hoffet. Men ingen tog
imod den gæstfrihed, han tilvejebragte. Deres sorg over at bevæge sig længere og længere
væk fra Sita, Rama og Lakshmana lå for tungt over deres hjerter. Ude af stand til at mishage
Guha og uvillige til at såre ham, satte de sig blot foran tallerkenerne. De fingerede lidt ved
tingene på bordet, og idet de efter kort tid rejste sig, lagde de det alt sammen fra sig.
Hvorfor? Selv hestene havde intet ønske om af blive fodret. De nægtede simpelthen at æde.
Vasishta, kongehusets guru, bemærkede det og sagde: ”Se! Rama er den inderste beboer,
Den guddommelige Gnist, i alt og alle. Han er den intelligens, den bevidsthed, der afgrænser
hver enkelt eksistens.”
18.22. Folk havde hverken tilbøjelighed eller lyst til at trække sig tilbage for at redde sig nogle
få timers søvn. Bharatha havde besluttet sig for at rejse direkte til Ayodhya uden at gøre
ophold på rejsen. Han var ivrig efter at fremvise Rama’s hellige sandaler for borgerne i
Ayodhya, der længtes efter nyt. På den måde kunne han bringe dem lidt opmuntring og
indgyde dem lidt mod. Så selskabet krydsede floderne Gomathi og Sarayu, og på rejsens
fjerde dag nåede de frem til udkanten af Ayodhya.
18.23. Ældre, børn og kvinder fra Ayodhya, der ikke havde været i stand til at følge den
vældige skare, der var draget ud til det sted, hvor Rama havde slået sig ned, holdt udkig efter
tegn på skarens lykkelige hjemkomst. Den lykkelige hjemkomst der skulle være fuldbyrdelsen
på deres mission, nemlig at overtale Rama til at tage magten i landet. På grund af deres
anstrengelse og store iver var de næsten blevet blinde af at stirre. Da de hørte vognhjulenes
fjerne snurren, løb de ud på gaderne. Ivrigt spejdede de ind i de forbipasserende vogne, idet
de spurgte: ”Hvor er vores Herre?” Men eftersom tusmørket snart ville blive forvandlet til
mørke, gik de tilbage til deres hjem. Her tilbragte de natten i glad forventning om, at de med
den opgående Sols første stråler ville få deres elskede prins at se. En umådelig skuffelse
ventede dem næste morgen. Skuffelsen var dog iblandet en smule tilfredshed. De fik nemlig at
vide, at Rama ikke var vendt tilbage til hovedstaden fra skoven, men at han i stedet havde
sendt sine sandaler som sine repræsentanter.
18.24. Nu sammenkaldte Bharatha kongehusets guru og ministrene. Han tildelte dem deres
forskellige administrative pligter. Han overdrog dem autoriteten til at udføre deres pligter.
Herefter kaldte han Satrughna til sig og tildelte ham opgaven med at støtte og trøste
dronningemødrene. Han arrangerede et møde med brahminerne og de skriftkloge. Stående
foran dem med sine håndflader presset mod hinanden, fortalte han dem, at han ville opfylde
deres ønsker, hvad enten disse var store eller små, for han vidste, at opfyldelsen af deres
ønsker udelukkende ville fremme hans egne og folkets bedste interesser. Han ønskede, at de
uden tøven skulle forelægge ham deres fordringer.
18.25. Bharatha sammenkaldte også en forsamling af ledende borgere fra såvel hovedstaden
som fra alle landets øvrige egne. Over for dem redegjorde han for alt det, der var sket såvel i
hovedstaden som der, hvor Rama nu levede i eksil. Han gav dem en sammenfatning af de
samtaler, han havde ført med Rama. Yderligere bad han dem om at tilbede og ære Rama’s
sandaler i den periode på fjorten år, hvor Rama ville være fysisk fraværende. De skulle tilbede
og ære sandalerne som Rama’s gyldige tilstedeværelse. ”De vil beskytte os alle; de er vores
tilflugtssted og vores kilde til støtte”, sagde han. Bharatha fortsatte: ”Lad os, i fuldstændig
tiltro til at sandalerne hersker over os, leve med Rama installeret i vore hjerter. Når Rama
vender tilbage, vil han direkte herske over os, idet han vil skænke os glæden over sin fysiske
tilstedeværelse og ledelse. Fra dette øjeblik er vores pligt, med bøn i hjertet, at afvente denne
lykkelige dag.”
202