Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

12.8. Rama forsøgte at beskrive de skrækkelige scener, der kan opstå, når man bor og lever i
skoven, men Sita blev ikke det mindste påvirket. Hun sagde: ”Rama! Hvorfor fortæller du mig
disse ting, som om jeg er et tossehoved fra en eller anden tilbagestående landsby; eller som
om jeg er en uvidende, dum kvinde, der intet kender til de hellige skrifters lære? Jeg er fuldt
ud bevidst om dine evner og kræfter. Intet her på Jorden, ja endda i alle de fjorten verdener,
er umuligt for dig! (Ifølge de hellige skrifter findes der syv øvre og syv nedre verdener). Når
du er hos mig, hvilken frygt kan så forurolige mig? Ja, hvis et vildt dyr angriber mig, og jeg
bliver dets bytte, vil jeg være lykkelig over, at jeg dør i din nærhed frem for at dø et eller
andet sted langt væk! I givet fald vil jeg dø lykkelig. Jeg vil aldrig erklære mig villig til at leve
et liv, hvor jeg er nødt til at leve uden dig. Du sagde, at jeg ikke har nogen frihed til at gøre,
lige hvad jeg vil. Sagde du det i fuldstændig bevidsthed om dets betydning? Eller var det blot
en udtalelse, der skulle teste mig? Jeg er ikke i stand til at regne det ud. Jeg er din ene
halvdel; jeg har ret til at kalde mig selv for din halvdel. Du har også den samme ret. Og det er
sandheden. Du er ikke fuldstændig fri, og det er jeg heller ikke. Jeg har lige så meget at skulle
have sagt over dig, som du har over mig. Men lige nu bønfalder jeg ikke om min ret eller mine
fordringer. Jeg længes blot inderligt efter at være tæt på dig; altid at være i din nærhed. Mine
ord er et resultat af den længsel.”
12.9. Idet Rama lyttede til Sita, der på denne måde afslørede sin beslutsomhed, fortsatte han:
”Sita! Du er i færd med at vikle dig ind i rettighedernes og fordringernes kompleksitet! Når jeg
drager ud i skoven, vil de gamle forældre jamre og græde over mig. På det tidspunkt kan du
på en nænsom måde trøste og opmuntre dem. Det er din pligt. Du skal opføre dig, så din
opførsel er tilpasset de behov, der opstår i den enkelte situation. Vær sammen med dem; frels
dem; det er måden, du behager mig på; det er måden, du skænker mig lyksalighed.” Rama
talte, som om hans beslutning var endelig, og han talte i en beordrende tone. Men Sita
reagerede blot med et smil. ”Når sønnen, der er født af de selv samme forældre, styrer dem
ud i dyb sorg og drager væk, idet han med en bjørns styrke holder fast ved sin urokkelige
beslutning, og når den selv samme søn, som de elsker så højt, opgiver alt og drager ud i
skoven, hvilket ansvar har svigerdatteren, der er kommet fra sin egen husstand og ind i denne
husstand, denne svigerdatter, der er fremmed i familien, hvilket ansvar har hun for at trøste
og opmuntre de mennesker, der er blevet forladt af deres søn? Tænk nøje over det i en
stund!”, sagde hun. ”Det er blevet mig fortalt, at du har insisteret på, at din moder bliver her
og tjener sin mand, skønt hun græd bitre tårer og bad om at få tilladelse til at følge dig ud i
skoven! Du fortalte hende, at hendes pligt med at tjene manden er den dominerende pligt. Du
erklærede, at det ville bringe ubeskrivelig vanære over Ikshvaku-dynastiet, hvis hun forlod sin
herre, som hun er gift med, på grund af sin kærlighed og hengivenhed over for sin søn, som
hun har båret og bragt til verden! Sådanne moralske regler af uvurderlig værdi udbredte du
dig vidt og bredt om over for din moder. Men så snart du taler med mig, har du vendt op og
ned på denne regel. Du begynder at fortælle mig, at det er min fremmeste pligt at tjene
svigerforældrene og ikke min mand! Tænk over det! Hvilket er det korrekte råd; hvordan lyder
reglen? For hustruen er ægtemanden Gud – det blev ikke fastlagt i de moralske love alene
med tanke på Kausalya! Uden undtagelse er det vejledningen til og målet for kvinder i hele
verden. Du har tydeligvis glemt denne sandhed, for den passer ikke til dine nuværende ønsker.
Du er ude af stand til at forklare, hvorfor den moralske regel, du nævnte over for Kausalya,
ikke gælder for mig.”
12.10. ”Ligegyldigt hvor længe du argumenterer, hvad du end påstår, så vil jeg ikke holde op
med at træde i de spor, dine fødder sætter. Du kan slå mig ihjel, fordi jeg forsynder mig mod
din befaling, men jeg hævder, at jeg aldrig kan leve uden dig. Ramachandra! Aldrig så snart
du begyndte at tale om at drage i eksil i skoven, følte jeg en voldsom glæde, idet jeg kom i
tanke om en episode, der fandt sted i min barndom! Du kan slet ikke forstå omfanget af min
glæde! Min moder, der havde mig på skødet, var fordybet i bekymring over den ægtemand,
som skæbnen ville bringe mig. Hun bekymrede sig over, om han ville være moralsk retskaffen
og udstyret med fortræffelige kvaliteter. Hensunken i tanker sad hun og strøg mig over håret.
På det tidspunkt kom tjenestepigen ind i værelset og meddelte, at en vis kvindelig asket
133