Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Jeg er kommet for at få din velsignelse; jeg er nødt til at drage i eksil i Dandaka-skoven. Jeg
er kommet til dig for at tage afsked.” Kausalya kunne ikke forstå ét ord af, hvad han sagde.
Hun kunne blot sige: ”Søn! I løber af få minutter skal du krones til konge, og du taler om
Dandaka-skoven! Jeg begriber overhovedet ikke betydningen af det, du siger.” Hun tænkte, at
hendes søn drillede hende med en vittighed. Hun sagde: ”Søn! På dette lykkevarslende
tidspunkt burde du ikke, end ikke for sjov, tale om ting der varsler dårligt. Hold op med det
min henrivende perle!” Med sine fingre tog hun lidt ris, der var kogt i mælk og sødet med
sukker, fra en tallerken og lagde det på Rama’s tunge! Lakshmana’s øjne blev øjeblikkeligt
fulde af tårer, da han bemærkede hendes kærlighed og lyksalighed.
11.28. Kausalya bemærkede det. Hun vendte sig mod ham og spurgte: ”Lakshmana! Hvorfor
er du så ked af det?” Hun skyndte sig hen til ham og forsøgte at trøste ham. Men Lakshmana
kunne ikke længere undertrykke sin sorg. Han græd og hulkede højlydt. Dronningen stod
fuldstændigt forfærdet; hun vidste ikke, hvorfor han hulkede. Rama’s ord og Lakshmana’s sorg
forvirrede hende meget. I mellemtiden forbarmede Rama sig over hende. ”Moder! Hvis du
lover ikke at blive ked af det, så skal jeg fortælle dig noget.” Han holdt hendes hænder i sine;
han holdt dem meget fast. ”Dette er noget, der vil skænke mig, dig og hele vores familie og
dynasti uforgængelig hæder. Så giv ikke plads til nogen bekymring, tvivl eller sorg. Giv dit
samtykke; giv det beredvilligt og i kærlighed. Skænker det dig ikke stor glæde, at jeg adlyder
faders befaling? Han har besluttet at krone min broder, Bharatha! Han har også besluttet, at
jeg, i skikkelse af en eneboer, skal sendes ud i Dandaka-skoven i en periode på fjorten år. Jeg
har bøjet mig for hans befaling og er kommet her for at tage afsked med dig.”
11.29. Da Kausalya hørte det, skreg hun: ”Rama” og faldt omkuld på gulvet. ”Hvad er det for
en drejning, begivenhederne har taget? Bliver mit blide og kærlige barn sendt ud i den mørke
jungle? Hvilken forbrydelse har min Rama begået for at gøre sig fortjent til det? Kan det være
sandt? Eller kommer denne meningsløse plapren ud af min hjerne, eftersom jeg ikke har sovet
eller spist?”, jamrede hun.
11.30. Mens Kausalya på denne måde forsøgte at forklare og trøste sig selv, havde nyhederne
om det, der var hændt i Kaikeyi’s palads, spredt sig til kvindernes gemakker. Fra alle steder
lød der hyl og jamren fra tjenestepiger og hofdamer. Alle var de i stor sorg, og tårerne
strømmede ned af alles kinder. Råb som ”Rama! Forlad os ikke”, hørtes fra alle sider.
Sorgtyngede grupper hastede til Kausalya’s palads. Dronningen her var overvældet af
forbløffelse og frygt. Hun var ikke i stand til at løse mysteriet om det alt sammen. Hun var ude
af stand til at rejse sig fra gulvet, for hun blev tynget ned af bekymring og fortvivlelse. Ikke
desto mindre længtes hun efter at forstå, hvad der egentligt var sket; hvad der havde
forårsaget denne universelle smerte. Hun trak Rama op på sit skød og kærtegnede hans
krøllede hår. Hun spurgte: ”Søn! Hvad er det, jeg hører? Hvad er det for nyheder? Fortæl mig
klart og tydeligt, hvad der er sket. Jeg kan ikke længere holde denne uvished ud.” Rama
fortalte hende: ”For at ære det løfte, som fader gav Kaikeyi engang i fortiden, har han nu
opfyldt de to ønsker, som løftet bestod af.” Rama fortalte Kausalya, at det første ønske,
Kaikeyi havde fået opfyldt, var, ’at Bharatha skulle krones’, og at det andet ønske var, ’at han
skulle sendes ud i skoven i fjorten år’.
11.31. Da Rama fortalte om disse kendsgerninger og dermed bekræftede, at de var sande,
udbrød Kausalya: ”Rama! Forlangte Kaikeyi virkeligt at få opfyldt sådanne ønsker? Kaikeyi
nærer en grænseløs kærlighed og hengivenhed over for dig. Ikke på noget som helst tidspunkt
ville hun have ønske noget sådant. Lad det ligge. Selv hvis hun havde afgivet disse ønsker, så
er jeg sikker på, at det blot var for at teste kongen! Hvorfor skulle der opstå så megen
forvirring og bekymring for sådan en lille ting? Forestil dig, at hun havde bedt om at få opfyldt
disse ønsker; ville din fader nogen sinde indvillige i at opfylde dem? Jeg nægter at tro på det
her. Vil din fader, der end ikke for et øjeblik vil tolerere dit fravær fra hans nærhed, sende dig
af sted og ud i skoven i fjorten år? Det her styrter mig ud i endnu større forvirring.”
122