Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

for at blive her og stege i lidelse for til sidst at dø, foretrækker jeg at se på min kære søns
henrivende ansigt. Skønt jeg måske ikke får mad og drikke i skoven, vil jeg der opretholde
livet med glæde.” Selv om Rama følte, at der var en del gyldighed i hendes appel, var han
tvunget af behovet for at adlyde sin faders ønsker og af sit eget ønske om, at han ikke ville
svigte sin pligt.
11.47. Her brød Lakshmana ind og sagde: ”Broder! Moders ord udtrykker den højeste
sandhed. Moderen fortjener en endnu højere ærbødighed end faderen. De hellige skrifter har
fastslået: ’Ær din moder som Gud; ær din fader som Gud ’. Skrifterne placerer altså moderen
først og faderen i anden række. Det er ikke rigtigt af dig at holde så fast på din beslutning og
derved forårsage så megen sorg hos moder.”
11.48. Rama vendte sig mod ham og stoppede hans talestrøm. ”Lakshmana! Du støtter
udtalelserne fra en moder, der lider af en forstyrrende påvirkning fra en kraftig tilknytning til
sit afkom. Tænk over faders befaling, der angår rigets velfærd, verden i sin helhed og det
menneskelige samfund. Du har ikke forstået denne befalings indre logik og betydning.
Udelukkende ’rigtig handling’ kan sikre menneskets tre mål: Rigdom, lykke og befrielse. Der er
ingen grund til at betvivle dette eller argumentere om dets rigtighed. Når en persons handling
slet og ret er helliget det at optjene rigdomme, så hader verden vedkommende. Når
handlingen fuldstændig er helliget selvisk opfyldelse af ens ønsker, fordømmer verden den
som foragtelig. Derfor må handlingen nødvendigvis være i overensstemmelse med ’rigtig
handling’. Lakshmana! Det er ikke det hele. Dasaratha er vores fader, lærer og konge. Muligvis
giver han os en ordre på grund af, at han ønsker noget, på grund af vrede mod nogen eller på
grund af tilknytning eller kærlighed til en person, men det er ikke noget, vi skal tage os af! Vi
skal udelukkende adlyde; der findes ingen begrundelse for at tilsidesætte ordren.”
11.49. ”En søn, der fryder sig over at begå synder, vil muligvis handle mod sin faders befaling;
jeg er ikke sådan en søn. Hvad fader end måtte befale, så vil jeg bøje mit hoved i respektfuld
hyldest. Med hensyn til det standpunkt kan du måske have din tvivl. Når en fader, der er en
tåbe, der er forblændet af begær, der er blottet for evnen til at skelne mellem det midlertidige
og det evige, der udelukkende er stærkt optaget af selvisk forherligelse, der sætter sin lid til
andres kneb – når en sådan fader påfører sin egen søn skade, stiller du måske dig selv
spørgsmålene: Skal sønnen virkelig have tillid til sin fader; skal han virkelig adlyde ham?
Svaret er: Det bør han helt afgjort! Om faderen er en tåbe eller en grusom tyran, så er du vel
hans søn? Når det nu er sådan, så er din status altid lavere end hans. Det afgør alle pligter og
alle rettigheder. Det bedste en søn kan gøre, er at forsøge at tydeliggøre og forklare over for
faderen, hvad der i henhold til hans egen synspunkt forekommer ham at være forvirrende og
kompliceret. Sønnen bør ikke nægte at adlyde, fordi han affærdiger befalingen som værende
tåbelig eller absurd.”
11.50. ”Overvej tillige følgende synspunkt. Dasaratha er et meget begavet menneske; en stor
kriger og en heroisk kæmper; en grundpille for retskaffenheden. Han kæmper i stor pine for at
holde sit ord, som han har aflagt ed på. Han blev ikke ført bag lyset af Kaikeyi eller forblændet
af lyst og begær! Nej. Han var tilskyndet af sit store ønske om at stå ved sit løfte; et løfte han
højtideligt havde afgivet. Desuden havde han fortalt hende, at han ville opfylde hendes to
ønsker, hvad de end måtte være, selv hvis opfyldelsen medførte skade på hans eget liv! Jeg
kan aldrig tilslutte mig det synspunkt, at han blev overvældet af lyst og begær. Fader har det
elendigt, fordi han ikke ser nogen mulighed for at undslippe konsekvenserne af den beslutning,
som hans hjerte ikke er enig i, nemlig at sende mig ud i skoven.”
11.51. ”Lakshmana! Fader er en standhaftig tilhænger af ’rigtig handling’. Han er mere
standhaftig end sine forgængere på tronen. Hans berømmelse har givet genlyd fra hvert
hjørne af de tre verdener. Vil det ikke være et dårligt eksempel over for samfundet, hvis
dronningen, den salvede dronning, forlader sin mand for at ledsage sin søn og derved svigter
127