Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Det er årsagen til hans sorg og lidelse. Han er ikke sorgfuld over noget andet. Jo hurtigere du
forlader Ayodhya, des hurtigere vil din fader komme over sin voldsomme smerte. Jeg er bange
for, at han hverken vil spise eller bade, før du har forladt Ayodhya. Hvis du længes efter at
genskabe hans glæde, gælder det derfor, at jo før du tager af sted des bedre.”
11.20. Dasaratha, der lå udstrakt og sønderknust på sengen, hørte Kaikeyi’s hjerteskærende
ord. Han var ude af stand til at beherske sin vrede og sorg. Han brød ud i et
usammenhængende raseri: ”Du skulle skamme dig, forræderiske dæmon!” Så vendte han sig
mod Rama og råbte: ”Rama” to gange, før han igen besvimede. Rama sad på sengen med sin
faders hoved i sit skød. Han strøg ham over panden; hengivent trøstede og opmuntrede han
ham. Han talte også til Kaikeyi: ”Moder! Jeg er ikke en begærlig fyr, der er forgiftet af verdslig
ærgerrighed. Jeg har ikke noget ønske om at få folket over på min side og derved sikre, at jeg
kan herske over kongeriget. Jeg ønsker at bo og leve som en eneboer. Jeg længes efter at
fremme og opretholde ’rigtig handling’, det er det hele. Jeg har blot ét problem tilbage, som
jeg ønsker at løse: at skænke min højt ærede fader glæde. For at realisere og nå disse tre mål
(at leve som eneboer, fremme ’rigtig handling og skænke fader glæde) er jeg indstillet på at
påtage mig enhver opgave. En søn har ingen større pligt, ingen bedre gerning han kan gøre,
end at tjene sin fader. Moder! Skønt fader ikke direkte har talt til mig, så har du fortalt mig,
hvorledes hans befaling lyder, er det ikke sandt? Det er fuldt ud tilstrækkeligt. Desuden taler
du i hans nærværelse, og til trods for at han hører det, du siger, er han ude af stand til at
ændre eller benægte noget som helst. Deraf slutter jeg, at dine ord praktisk talt er hans ord.
Så jeg bøjer mig for befalingen; jeg vil straks tage af sted.”
11.21. ”Moder! Jeg har et lille ønske, som jeg håber, du vil opfylde. Sørg for at Bharatha, når
han hersker over kongeriget, i enhver henseende adlyder faders ordrer, og at han gennem
sine handlinger bidrager til faders glæde og tilfredshed. For mig, for Bharatha, ja i sandhed for
enhver søn, gælder, at der ikke findes noget mere helligt og noget mere frugtbart end løftet
om at fylde faderens hjerte med tilfredshed og glæde. Tjeneste over for faderen er sønnens
evige pligt.”
11.22. Med disse ord knælede Rama på gulvet og berørte moder Kaikeyi’s fødder. Dasaratha,
der havde hørt sin søn tale, krympede sig i skam. Han krympede sig, som om den ’rigtige
handling’, som Rama gjorde rede for, og den sindsligevægt, som han afslørede at besidde, i
endnu større grad fremkaldte hans kærlighed, og på den måde skærpede hans sorg, så han
ikke kunne beherske den. Idet han blev klar over, at Rama ikke ville blive i Ayodhya længere,
mistede kongen enhver fornemmelse for den betimelige adfærd, der knyttede sig til hans
status. Han råbte: ”Rama!” og sank sammen på værelsets hårde gulv. Kvinderne, der opholdt
sig i kvindernes gemakker, hørte dunket, og de blev rystet af sorg og forbløffelse. De jamrede
sig højlydt over den drejning, begivenhederne havde taget. Rama indså, at det ikke var
tilrådeligt at udsætte det længere. Han knælede for sin fader og berørte dennes fødder.
Herefter gik han ud af værelset.
11.23. Lakshmana stod ved døren og lyttede til de ord, der blev fremsagt inde i værelset. Han
græd. Han var rasende på Kaikeyi og vred på sin fader. Han fandt det umuligt at udtrykke sine
følelser, så med samlede håndflader gik han i Rama’s fodspor. Lakshmana’s blik var rettet mod
jorden; han gik med bøjet hoved. Skønt Rama havde mistet et kongerige og var nødt til at
drage i eksil i skoven, skinnede hans ansigt. Det skinnede som Månen bag tætte, mørke skyer
– upåvirket at det sorte slør. Glansen i hans ansigt var upåvirket; han så såvel ære som
vanære i øjnene med samme sindsro. Han opførte sig som en erfaren yogi; uden spor af uro i
tanke, ord eller handling. Han gik, som om der intet var hændt, der kunne give ham anledning
til bekymring. Sumanthra gættede imidlertid, at der var sket en eller anden forandring inde i
paladset. Gættet blev hurtigt til vished. Da ministerens øjne faldt på Lakshmana, fik han et
chok. For ligesom at gøre hans frygt endnu større, fejede Rama Den hvide Paraply, som hans
tjenere holdt over hans hoved, til side. Rama gav befaling om, at de ceremonielle remedier
ikke skulle anvendes på ham. Han erklærede, at han ikke længere fortjente at gøre brug af
120