Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

sin ægtemand? Livet er kort; dets tidsrum er begrænset. Det er ikke godt, hverken for dig
eller mig, at miste sit omdømme for evigt ved på sådan en måde at ty til syndige handlinger.”
11.52. Så vendte Rama sig mod sin moder og bønfaldt hjertegribende: ”Moder!”, og før han
kunne fortsætte, blev Kausalya helt fysisk lammet af sorg. Hun erkendte, at hendes
anstrengelser for at ændre det standpunkt, Rama havde taget, havde været forgæves. Hun
opdagede pludseligt, at hun ikke kunne undslippe forpligtelsen, der bestod i at give ham
tilladelse til at drage af sted med sine velsignelser. Hun følte, at jo mere hun jamrede sig, des
større blev Rama’s lidelser.
11.53. Lakshmana blev dybt bevæget; hans øjne blev røde; han mistede al bevidsthed om,
hvor han var, og blandt hvem han var. Hans læber blev tørre; hans tunge ligesom snørede sig
sammen; hans blik var stift. Han stod med bøjet hoved og så ned i gulvet; tårer strømmede
uhindret og uden ophør fra hans øjne. Rama så på ham og følte, at det ikke ville være rigtigt
at efterlade broderen i denne tilstand. Desuden ville Lakshmana måske gøre skade på sig selv,
hvis han blev ladt alene tilbage. Han ville måske endda påføre andre skade. Og disse
handlinger vil blive anset som noget, der hænder på grund af mig, tænkte Rama.
11.54. Derfor besluttede Rama at udspørge Lakshmana. ”Broder! Vredens dampe ligefrem
opildner horden af synder. Undertryk dem. Du er muligvis bedrøvet ved tanken om, at Rama
er blevet så groft fornærmet og vanæret. Men sandhedens og den ’rigtige handlings’ vej ænser
ikke ære og vanære. Den vej higer ikke efter det ene og skyr det andet. Vær tapper. Fyld dit
hjerte med mod. Bliv her og tjen fader. Anvend dine dage til på denne måde at opfylde livets
højeste formål.” Da hans storebroder velsignede han på denne måde, blev Lakshmana så
forbløffet, at han begyndte at tale: ”Broder!”, råbte han. ”Når Rama, selve mit åndedrag,
drager ud i skoven, hvem er det så, jeg skal tjene med denne inaktive, materielle, fysiske
genstand, der kaldes kroppen? Denne Lakshmana har intet ønske om at tjene nogen anden
end Rama. Du værdsætter din ’rigtige handling’, din pligt. Jeg har også min pligt, og jeg
værdsætter den i samme grad. Derfor vil jeg følge dig. Jeg har ikke behov for at afvente nogen
ordre. Jeg hører ikke til de personer, der er bundet af de løfter, som Kaikeyi nu ønsker at få
indfriet. Selv om jeg var involveret i dem, ville jeg ikke rette mig efter hendes befaling eller
hendes lejesvendes direktiver. Ingen andre end Rama har bemyndigelse til at give mig ordre
eller udsende direktiver vedrørende min færden eller adfærd. Så lige på stedet vil også jeg
iføre mig eneboerens klædning af bark; binde mit hår op så det bliver sammenfiltrede lokker
og gøre mig klar til at følge dig.” Med disse ord skilte han sig af med alle de smykker og alt det
øvrige kongelig udstyr, som han havde bebyrdet sig med, mens han begav sig mod Kroningssalen.
I væmmelse smed han smykkerne og sine silkeklæder fra sig. De smukke øreringe og
halskæderne smed han også hen i værelsets fjerneste hjørne. Han længtes utålmodigt efter at
ledsage sin broder. Rama’s hjerte smeltede ved synet af Lakshmana’s spontane hengivenhed
og begejstrede loyalitet. Han gik tæt hen til ham, og idet han lagde sin hånd på Lakshmana’s
skulder, talte han blidt og sagte til ham: ”Broder! Min glæde kender ingen grænser, eftersom
jeg har en broder som dig! Det er mit store held. Når du kommer med mig, vil moder Kausalya
også få lidt fred i sindet. Hun er fuld af bekymring, frygt og tvivl om, hvordan jeg vil tilbringe
mine fjorten år i skoven, og om jeg vil vende tilbage, efter eksilperioden er forbi. Så fortæl
moder, at hun ikke har noget at frygte. Gå hen og berolig hende. Mens vi tilbringer tiden på
den her måde, må fader lide større og større bekymring. Kaikeyi lider af en voksende tvivl om,
hvorvidt jeg måske slet ikke tager af sted! Derfor vil jeg gå hen til Sita og informere hende.
Derfra går jeg hen til Kaikeyi’s palads og tager afsked med fader. I mellemtiden skal du gå hen
til din moder, Sumithra, og modtage hendes samtykke til, at du slutter dig til mig.”
11.55. Med disse ord gik Rama rundt om Kausalya. Herefter kastede han sig i ærbødighed for
hendes fødder. Da de så det, satte tjenestepigerne og hofdamerne så vel som de øvrige
beboere i kvindernes gemakker i et højt, jamrende hyl. De jamrede sig, så man skulle tro,
syndfloden havde ramt dem. Men tappert trak Kausalya Rama, der stadig ventede på hendes
velsignelse, hen til sig. Hun omfavnede ham; hun kærtegnede hans hår, og med sine hænder
128