Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

10.20. I mellemtiden var kong Dasaratha blevet færdig med at træffe alle forberedelserne til
kroningsceremonien. Da han kom ud af Audiens-salen, følte han, at han i stedet for at
fortsætte hen til Kausalya’s gemakker, først ville overbringe Kaikeyi den glædelige nyhed.
Derfor skyndte han sig til hendes palads. Tjenestepigerne, der stod i rækker i alle korridorerne,
forekom at være urolige af bekymring. Kongen sagde til sig selv, at de endnu ikke havde hørt
den gode nyhed, for hvis det havde været tilfældet, så ville det have lyst deres ansigter op!
Han syntes, det var synd for dem, at de endnu ikke var klar over, at Rama den næste dag
skulle krones! Han rettede sine skridt mod soveværelset, hvor han forventede at finde
dronningen.
10.21. Her opdagede han de spredte smykker, den uredte seng, bunkerne på gulvet og den
generelle tilstand af uorden og decideret rod. Han blev overrasket over alt dette og ledte efter
dronningen i de tilstødende værelser. En af de unge kvinder, der ledsagede dronningen,
bekendtgjorde: ”Store konge! Hendes højhed, Kaikeyi Devi (devi betyder gudinde), befinder
sig i Vredens Sal”. Da kongen hørte det, blev han alvorligt rystet. Han gik i retning af Vredens
Sal. I værelsets tætte mørke lå Kaikeyi og sprællede på gulvet. Hun jamrede og græd højlydt.
Kongen sagde: ”Kaikeyi! Hvad er dette for en forfærdelig scene? Hvorfor er du så vred? Hvem
har forvoldt dig så megen sorg? Fortæl mig det; jeg vil dræbe dem lige her og nu. Jeg skal nok
sørge for, du bliver glad. Du skal blot fortælle mig, hvad du ønsker. Jeg er altid parat til at
opfylde dit ønske. Din glæde er min glæde. Er du ikke klar over, at for mig er der ikke noget,
jeg sætter og elsker højere i verden end dig? Kom her, sæt ikke min tålmodighed yderligere på
prøve.” Kongen satte sig ved siden af hende, og idet han kærligt strøg hende over hovedet,
trøstede han hende på forskellig vis. Han udspurgte hende om årsagen til hendes vrede og
sorg.
10.22. Kaikeyi var midt i et raserianfald. Larmende skar hun tænder. Da kongen forsøgte at
kærtegne hende, skubbede hun hans hænder væk. Vredt sagde hun: ”Nu må det være nok
med denne falske foregivelse! Jeg har stolet på dig så længe, og dette er den nedværdigelse,
jeg har pådraget mig selv! Jeg stoler ikke længere på dig. Jeg kunne ikke tro på, at du var i
stand til at spille dette hykleriske spil. Det er straffen for at have stolet på dig. Gå, gå, gå hen
til dine foretrukne; hvorfor sidde ved min sidde? Du fæster dit sind ét sted og din tunge et
andet sted. Brug din tunge det sted, hvor dit sind er. Fremover er jeg ikke til sinds at stole på
dit ord. Påfør mig ikke mere sorg; gå ud samme vej, som du kom ind. Hvad bekymrer du dig
om, hvad der sker mig? Det er bedre at dø som en dronning end at slæbe sig af sted som en
slave! Denne dag er den sidste dag i mit liv.”
10.23. Disse jammerudbrud, der hørtes ind imellem hendes hulk og suk, gav ingen mening for
Dasaratha. Han var fuldstændig forvirret og ramt af forbløffelse. Han rykkede tættere hen til
dronningen og forsøgte at trøste hende og dæmpe hendes vrede. ”Kaikeyi!”, begyndte han.
”Hvad betyder disse ord? Jeg forstår det ikke. Jeg benytter mig aldrig af falske, hykleriske ord;
ej heller vil jeg nogen sinde komme til det. Mit sind og min tunge handler som en enhed; de vil
altid være i overensstemmelse med hinanden. Der, hvor min kærlighed er, der vil mine
kærlige og venlige ord være. Min tunge vil ikke gøre mit sind til skamme; det er umuligt for
den at handle på den måde. Jeg ved ikke, hvordan det er gået til, at du, på trods af vores
mange år sammen, ikke er kommet til at kende til min oprigtighed. Fortæl mig lige ud, hvad
der rent faktisk er sket. Hvad er det, der har forvoldt dig en sådan sorg og smerte? Fortæl
mig, hvad der er sket. Hvorfor opfører du dig sådan? Hvad har forårsaget denne kval?”
10.24. I lang tid bønfaldt Dasaratha hjertegribende, men uden succes! Dronningen svarede
blot skarpt igen. Ved hjælp af uforskammethed, latterliggørelse og sarkasme fejede hun
kongens ord til side og vendte det døve øre til hans bønfaldende opfordringer. Hun lod, som
om hun betragtede hans ord som værdiløse. I sit hjerte blev Dasaratha dybt såret. Da han
ikke anede, hvad han skulle stille op, kaldte han Manthara ind i værelset. Hun styrtede ind i
værelset, idet hun spillede sin konspiratoriske rolle. Hylende bad hun om hjælp til dronningen,
hendes frue: ”Oh konge! Frels min moder!”, råbte hun og greb fat om kongens fødder.
104