Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Med hensyn til åndelig renhed og hellighed er han på højde med guderne. Rama! I dag vil vi gå
ind i Visala by, og der vil vi sove. I morgen når vi til kong Janaka’s by.”
7.69. Alle blev glade over at høre det. Nyheden om Viswamitra’s ankomst blev overbragt
Sumathi af kurerer. Da Sumathi hørte disse nyheder, hastede han vismanden i møde med et
følge bestående af hofmænd, ministre, lærde og brahminer. Alle bad de til, at han ville besøge
byen og ved sit ophold helliggøre det kongelige palads.
7.70. Viswamitra var glad for Sumathi’s ydmyghed og ærbødighed. Han spurgte venligt til
kongens helbred og lykke så vel som til tilstanden i hans kongerige. I et stykke tid talte de om
kongeriget og dynastiets anliggender. Så fik Sumathi øje på brødrene, Rama og Lakshmana.
Han blev så betaget af deres charme og værdighed, at han spurgte Viswamitra, hvem disse
’løveunger’ var. Viswamitra svarede: ”Sumathi! Det er en lang historie. Jeg har ikke tid til at
fortælle dig den nu. Når vi kommer hjem til dig, skal jeg berette hele historien.” Herefter gav
han de hellige mænd og asketerne, der havde ledsaget ham, så vel som de to brødre, Rama
og Lakshmana, besked om at fortsætte til byen Visala. Viswamitra rejste sig også og gik mod
byen. På vejen talte Sumathi med ham om emner, der vedrørte kongeriget. Da de nåede frem
til byporten, bølgede musik fra mange stemmer og instrumenter gennem luften. Brahminer
messede velkomsthymner og gode ønsker fra de hellige skrifter.
7.71. Efter at have deltaget i modtagelsesfestlighederne, der var arrangeret af Visala’s konge,
talte Viswamitra til forsamlingen af royale slægtninge, brahminer og lærde. Han beskrev sin
egen ’Paradisets Bolig’, den offerceremoni han havde højtideligholdt i sin ashram, og den
heltemodige måde hvorpå Rama og Lakshmana havde holdt vagt for at forsvare det indviede
område mod hærgende dæmoner. Alle de, der hørte om prinsernes evner og mod, blev slået af
forundring og oplevede en grænseløs lyksalighed. Med beundring så de på brødrene. De følte,
at det var Gud i legemsskikkelse, der var kommet til Jorden igen. Overvældet af følelsen af
ærefrygt knælede de for prinserne.
7.72. Eftersom det allerede var blevet mørkt, knælede Rama og Lakshmana for Viswamitra. Da
de havde fået vismandens tilladelse, gik de hen til den hytte, der var specielt reserveret til
dem, så de kunne hvile sig. Endnu før daggry stod de op. De gennemførte den rituelle renselse
af hænder og ansigt, udførte morgenritualerne og gik derefter hen til deres guru. I god tid var
de parat til at påbegynde rejsens næste etape. De udtrykte deres taknemmelighed over for
kong Sumathi og fortsatte deres rejse mod Mithila.
7.73. Sumathi ledsagede dem et stykke på vejen og tog derefter afsked med vismanden og
det øvrige følge. Viswamitra gik videre med sine disciple og prinserne. Ved middagstid nåede
de frem til en vidtstrakt park. Det forekom, som om den kunne prale af at have huset mange
eneboerhytter for år tilbage, men nu var antallet af beboere i parken skrumpet ind. De kunne
også se altre, der engang var blevet vedligeholdt med kærlig pleje. De så de steder, hvor den
hellige ild engang var blevet tændt og passet. Rama bemærkede, at det nok var et sted, der
var helliggjort af asketer og vismænd, og han gjorde Viswamitra opmærksom på sin
formodning. Viswamitra smilede og sagde: ”Rama! Hvor er det korrekt, det du har observeret!
Jeg er meget glad. Jeg skal fortælle dig, hvorfor de store personligheder, der boede på dette
sted, forlod det og drog herfra. Lyt!”
7.74. ”Selv guderne plejede at hylde denne ashram. Det er Gauthama Maharshi’s ashram. Her
boede han i mange år sammen med sin hustru, Ahalya. Med glæde praktiserede han de
strengeste asketiske øvelser. Han gennemførte mange komplicerede offerritualer. Denne park
strålede af åndelig storslåethed; den var lys og fuld af fred og glæde. For parkens beboere var
hver eneste dag en hellig dag. Ahalya, vismandens hustru, var en kvinde, der besad mange
gode dyder. Hun var skønhedens perfekt udtrykte billede. Med hensyn til personlig skønhed og
elskværdighed fandtes hendes lige ikke. Derfor holdt Gauthama altid øje med hende og
beskyttede hende med vagtsom forsigtighed. En dag, mens Gauthama var væk fra
69