Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Kapitel 12
Sita insisterer og får sin vilje
12.1. Sita holdt øje med indgangen, for hun var spændt på at få at vide, hvad der var sket i
Kaikeyi’s palads. Hun var spændt på at få at vide, hvorfor Rama endnu ikke var kommet
tilbage, selv om det lykkevarslende, fastsatte tidspunkt for kroningen hastigt nærmede sig.
Hun havde afsluttet sine egne ritualer med hensyn til at faste og holde sig vågen natten
igennem. Hun havde allerede gjort et fad med sandal-pasta, blomster, korn og andre
foreskrevne remedier parat. Dette for at sikre, at der ikke skulle opstå nogen forsinkelse på
grund af hendes sendrægtighed i forbindelse med, at hun skulle ledsage sin herre til Kroningssalen.
Sita’s hjerte slog hurtigt i forventning om Rama’s ankomst. Alle tjenestepigerne og
hofdamerne omkring hende var overvældet af begejstring over den forestående højtidelighed.
Bedårende tjenestepiger stod parat med funklende kamferflammer. Disse flammer skulle
svinges foran Rama, når han trådte ind i paladset; dette var en traditionel, ceremoniel
velkomst. Pludselig kom Rama ind i den udsmykkede sal, der skinnede helt enestående
glansfuldt. Hans ankomst var ikke blevet annonceret; han kom med bøjet hoved; han var
barfodet.
12.2. Alle blev chokeret. Sita gik hen mod sin herre. Hun kunne næppe tro sine egne øjne.
Hendes legeme rystede som et blad i vinden. Hun bed sig i læberne og bed samtidigt sin
overraskelse i sig. ”Herre! Hvad skal alt dette betyde? Hvorfor opfører du dig på den måde? Du
fortalte, at denne dag er dagen, der er tilegnet Gudernes Lærer; du fortalte, at det er en
meget lykkevarslende dag; dagen er påvirket af stjernen Pushya. Yderligere skal du på denne
dag krones som tronfølger; som dette riges kronprins. Hvordan kan det være, at tjenerne ikke
holder rigets Hvide Paraply over din guddommelige, skønne skikkelse? Den Hvide Paraply med
de strålende, solbeskinnede perler, med dens hundrede stivere af det pureste guld. Hvor er de
pragtfulde vifter med deres yndefulde aftegninger, der fremstår som måner? Hvorfor ledsager
de dig ikke i dag? Hvorfor er hoffets trubadurer stille; hvorfor synger de ikke din pris, eftersom
du er på vej til Kronings-salen? Oh herre! Hvordan kan det være, at de, der ved alt om de
vediske traditioner, brahminerne, ikke har salvet dig med indviet honning og skørost? Og
ministrene, vasalstaternes konger og lederne af de forskellige samfund i riget, går ikke bag
dig, som skikken påbyder! Den storslåede, kongelige elefant, Sathrunjaya, elefanten der
tramper i jorden og får folk til fejlagtigt at tro, at det er en mørk, blå sky, der glider over
vejen. Denne elefant skal gå forrest; den skal bekendtgøre din ankomst, skal den ikke?”
12.3. Sita overøste Rama med spørgsmål som disse, men han kunne ikke beslutte sig for,
hvordan han skulle besvare dem. Det hele var ikke en sag, der hurtigt og med få ord lod sig
forklare. Så Rama gik ind i et indre værelse, og idet han trak Sita tæt hen til sig, sagde han:
”Sita! Min ærværdige fader har villet og besluttet at sende mig ud i skoven; det skal netop ske
på dette lykkevarslende tidspunkt. Derfor haster det med af følge hans befaling.” Sita hørte
ordene, men hun kunne ikke tro, at de kunne være sande. Hun spurgte: ”Herre! Hvilken
forbrydelse har du begået for at gøre dig fortjent til denne straf, dette eksil i skoven?
Dasaratha er legemliggørelsen af retfærdighed. Han vil aldrig udstede en befaling af den slags
uden berettigede grunde! Hvad er den egentlige hensigt med denne befaling om, at du skal bo
i skoven; hvilken indre betydning ligger bag?”
12.4. Rama smilede af hendes spørgsmål og svarede: ”Sita! For lang tid siden lovede min
fader moder Kaikeyi at opfylde to ønsker. Men dette løfte er indtil i dag aldrig blevet indfriet.
Hun har ikke forlangt dem opfyldt før nu. I dag bad hun om at få opfyldt begge ønsker. Det
første ønske er, at Bharatha skal krones som kronprins. Det andet er, at jeg skal drage ud i
skoven og der leve med sammenfiltret hår og iført klæder af barkfibre i fjorten år. Fader er i
højeste grad retskaffen. Han handler aldrig i modstrid med sit afgivne ord. Derfor bøjer han sit
hoved for ’rigtig handling’ og imødekommer ønskerne. Jeg syntes, jeg ville se dig, før jeg tager
130