Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

erfaring med at kæmpe mod disse dæmoniske kræfter. Som du ved, kæmpede jeg på
gudernes side mod dem og bragte guderne sejr. Jeg kan let gentage sejren. Tillad mig at gøre
det”, bønfaldt kongen.
6.11. Da vismanden hørte disse ord, sagde han: ”Oh konge! På trods af alt det du siger, er jeg
ikke overbevist. Jeg påstår endnu engang, at du ikke kan klare denne opgave. Kan du ikke
forstå, at opgaven endog ligger ud over, hvad jeg kan magte? Jeg, der er anerkendt for at
være næsten almægtig og alvidende. Hvordan skulle du kunne påtage dig denne opgave og
ydermere få succes med det? Du opfatter disse børn som værende almindelige børn. Det er en
fejltagelse, der stammer fra den kærlighed, du som fader føler over for dem. Jeg er
fuldstændig bevidst om, at de er selve Den Almægtige i menneskelig skikkelse. Hold det løfte,
som du højtideligt har givet, og send dem straks med mig. Gør du det ikke, må du acceptere,
at du ikke holder dit ord. Jeg vil drage af sted. Gør det ene eller det andet, men gør det
hurtigt! Dette er ikke tidspunktet for vankelmodighed eller udsættelse!” Kongen blev
forskrækket over skarpheden i vismandens stemme. Han blev overvældet af frygt. I sin
fortvivlelse ønskede Dasaratha, at hans guru, Vasishta, skulle inviteres til paladset. Vasishta
ankom, og da han fik øje på Viswamitra, udvekslede de, i gensidig respekt, smil og nogle få
ord. Fra kongens mund hørte Vasishta en redegørelse over alt det, der var sket. Selvfølgelig
var Vasishta fuldstændig klar over drengenes guddommelige virkelighed. Derfor besluttede
han at råde kongen til ikke at have den mindste bekymring, men med glæde betro drengene i
Viswamitra’s varetægt.
6.12. Dasaratha undskyldte sig med, at drengene i nogle måneder ikke havde været helt
raske. Yderligere fremførte han, at de derfor ikke havde den fysiske udholdenhed, der skulle til
for at kæmpe mod dæmonerne. ”I lang tid har vi været bekymret over deres helbred, og nu
kommer dette krav til dem som et slag på et ømt punkt. Mentalt er jeg slet ikke indstillet på at
sende dem af sted til kamp mod dæmonerne. Jeg vil beskytte mine børn, om det så er med
risiko for mit eget liv”, jamrede kongen.
6.13. Viswamitra brød ind og sagde: ”Konge! Hvorfor jamrer du dig på denne tåbelige måde?
Du burde have afstået fra at afgive løfter, som du ikke kan holde. Det er en stor og alvorlig
synd, når en hersker lover noget uden først at overveje for og imod. Det er ligeledes en stor
og alvorlig synd, når en hersker, der bliver bedt om at holde det, han har lovet, begynder at
udsætte det, tage sine ord i sig igen og endda tale imod at løftet skal holdes. Det er i
allerhøjeste grad uværdigt for konger som dig. Med sørgmodighed må jeg afvise den hjælp, du
tilbyder. Hvis man tilbyder en hjælp, ligegyldig hvor lille den måtte være, og ønsket om at
hjælpe vælder frem fra hjertet som en dyb tilskyndelse til at tjene, så er den hjælp lige så god,
som hvis man havde tilbudt sit liv. Ligegyldigt hvor stor en halvhjertet og tøvende hjælp måtte
være, så er den sørgelig og jammerlig. Jeg har ikke noget ønske om at forvolde dig smerte og
tvinge dig til at hjælpe mig. Godt! Vær du glad for dig selv og din synd. Jeg tager af sted.”
Viswamitra rejste sig og forsøgte at forlade lokalet. Kongen faldt for hans fødder og bønfaldt
om mere oplysning og om mere tid. Han spurgte, om vismanden ikke ville lære ham, hvad der
var hans, en konges, pligt. Han bad indtrængende vismanden om at overbevise ham om det
rimelige i kravet, så vismanden kunne fuldføre sin plan.
6.14. Da Dasaratha havde sagt dette, kaldte Vasishta kongen hen til sig for at give ham et råd.
Han sagde: ”Konge! Du er ved at blive vidne til en nært forestående kosmisk åbenbaring; en
mægtig fuldbyrdelse. Eftersom dit hjerte er påvirket af den kærlighed, som forældrer føler
over for deres børn, er sandheden skjult for dig. Der vil ikke ske dine sønner noget. Aldrig! Der
findes ikke noget heltemod så stort, at det er hinsides dine sønners rækkevidde. Vældige
guddommelige kræfter har antaget disse menneskelige skikkelser med det formål at
tilintetgøre dæmoner og dæmoniske kræfter. Så send drengene af sted uden yderligere
forsinkelse. Du bør ikke vurdere deres fysiske styrke eller størrelsen af deres intelligens. Du
skal hellere være bevidst om den guddommelighed, der konstant strømmer fra dem. Husk på,
at der ikke eksisterer nogle kræfter, der kan modstå denne guddommelighed!” Efter han havde
43