Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

du er, det sted er for mig kongeriget. Der befinder min skat sig. Det er det største og
smukkeste, jeg ejer.” Således bønfaldt og bad Sita. Rama fortalte hende, at livet i skoven er
yderst farefuldt. Skoven myldrer med vilde dyr og mennesker. Dæmonerne hærger og røver.
Man kommer nødvendigvis til at støde på oversvømmelser af floder; man kommer til at vade
igennem tæt, tornet underskov. Han påpegede, at hun ikke var vant til at bevæge sig rundt på
forskellige steder til fods, og at hun derfor ville komme til at lide af udmattelse. Han beskrev
andre forskellige former for frygt og bekymring, som hun ville blive konfronteret med. Men
Sita forblev uberørt. Hun svarede: ”Herre! Ligegyldigt hvor vilde dyrene måtte være;
ligegyldigt hvor tæt og skrækindjagende skoven måtte være, hvilken skade kan de forvolde
mig, hvilke kvæstelser kan de tilføje mig, når du er ved min side? Jeg kan vandre ad skovens
stier, det vil ikke blive noget problem for mig. Jeg vil blive endnu gladere, hvis du beder mig
om at gå forrest og gøre stierne jævne og let tilgængelige for dig. Jeg vil samle sten op og
smide dem væk; jeg vil fjerne småsten og torne for at formindske din smerte; jeg vil gøre alt
for at lette din rejse. Giv mig lov til at være hos dig, så jeg kan yde denne tjeneste og blive
lykkelig. Her i paladset i Ayodhya og her i kvindernes gemakker, har jeg ikke haft mulighed for
at tjene dig. Jeg har været bekymret over og elendig ved, at det har været tjenere og hoffolk,
der har hjulpet og opvartet dig. I skoven vil der ikke være nogen tjenere eller hoffolk! Derfor
vil jeg være lykkelig, når jeg selv kan varte dig op. Det er mit store held! Gør mit liv værd at
leve, Herre. Giv mig denne herlige mulighed.” Sita bad på forskellig vis, idet hun indtrængende
bad om barmhjertighed og retfærdighed. Rama følte medlidenhed med hende. Han sagde:
”Sita! Du kan ikke være lykkelig, når du lever i skoven. Du vil komme til at lide meget det
næste lange stykke tid.” Rama udbredte sig om de rædsler og om de lidelser, man uundgåeligt
vil blive udsat for i skoven. Men Sita stod fast. ”Rama! Jeg vil ikke lægge nogen hindringer i
vejen for din overholdelse af dine løfter. Af dine ord udleder jeg, at du skjuler noget for mig;
du har en eller anden indvending, som du ikke kan lide at bringe på bane. Sammen med dig vil
jeg overholde de krav vedrørende den personlige og strenge levevis, der påhviler en person,
der begiver sig ud på den vej, der fører til viden om Gud. Også jeg vil leve af rodfrugter og
frugter. Også jeg vil holde op med at bruge parfume; vi vil udelukkende indånde duften fra
skovens blomster. Du er en efterkommer af Ikshvaku-dynastiet, der har frelst millioner af
mennesker fra katastrofer og farer! Kan du ikke beskytte mig mod farer? Er du så kraftesløs?
Jeg vil ikke være dig til besvær. Du vil ikke få den mindste ulejlighed på grund af mig. Herre!
Jeg kan ikke andet end følge dig. Jeg vil lægge mig ned og sove ved dine fødder, det vil
skænke mig den højeste grad af lyksalighed. Rama! Jeg kender og påskønner ingen anden end
dig. End ikke i et øjeblik kan jeg holde mig i live, hvis jeg er adskilt fra dig. Godt! Hvis du
holder fast i din beslutning og drager af sted, idet du efterlader mig i Ayodhya, så har Sita
draget sit sidste åndedrag, inden du når skoven. Opfat det som sandheden.”
12.7. Da Sita sagde disse ord, flød hendes øjne over af strømme af tårer. Rama forsøgte at
berolige hende. Han sagde: ”Oh Sita! Du er en meget trofast tilhænger af ’rigtig handling’. Det
er bedst for dig, at du holder dig til og efterlever dine retskafne kvaliteter her. Du kan ikke
handle, som det behager dig; du har ikke frihed til at gøre, lige hvad du vil. Din ’rigtige
handling’ er at handle i henhold til det, jeg siger. Opgiv derfor din ide. Jeg siger dette for dit
eget bedste. Det at skulle beskytte dig vil helt sikkert blive en byrde for mig. Vandløb der
vælter ned fra bjergtinder; vilde dyr der opholder sig i grotter; løver og tigre der brøler
uhindret midt iblandt bjerge og dale – alt det skal overvindes. Vi må nødvendigvis vade over
oversvømmede floder. Måske bliver vi nødt til at springe ned fra mægtige kampesten og
klipper. Når jeg tager alle disse vanskeligheder i betragtning, er jeg nødt til på det bestemteste
at bede dig blive her. I skoven vil du være nødt til at gå med sammenfiltret hår og klæder af
bark. Vi mænd vil være nødt til at gå hen til en flod eller sø for at gennemføre aftenritualerne.
Når vi gør det, hvem skal så beskytte dig mod de ulykker, der muligvis kan ske? Ligegyldig
hvilke kriser der måtte opstå, så kan vi ikke opgive disse ritualer. Du ved, hvor streng denne
regel er. Derfor må du måske hver dag være alene et stykke tid. Vi ved ikke, hvad der sker, og
hvor det sker.”
132