Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Ayodhya; her i dette palads. Jeg kan udelukkende være lykkelig, der hvor min Rama er. Så jeg
vil komme med dig; tag mig med dig”, sagde hun. Hun forsøgte at komme op og stå.
Tjenestepigerne holdt hende og fik hende sat ned, så hun kunne støtte sig mod væggen. De
talte blidt og kærligt til hende for at bringe hende til bevidsthed igen.
11.36. Lakshmana iagttog Kausalya’s pine og lyttede til hendes ord. Han kunne ikke styre sine
følelser. Han var ved at revne af bar vrede. Han pressede sine hænder ind mod brystet og
sagde: ”Oh ærede moder! Jeg vil aldrig acceptere det her. Skal Rama forlade kongeriget og
begive sig til skoven for at føje en kvindes plapren? Jeg kan ikke tolerere det. Fader er blevet
gammel; som et resultat af det er hans sind meget uligevægtigt. Han er viklet ind i sanselig
forfølgelse, og han er blevet en slave af Kaikeyi’s fristelser. Han er ynkværdig svag over for sin
hustru; han besidder ingen skelneevne i forbindelse med at vurdere konsekvenserne af sine
handlinger. I sin blinde forelskelse er han tilbøjelig til at udstede enhver form for befaling. Den
slags befalinger bør ikke adlydes. Kongen er i en tilstand af åndssvaghed; han er ude af stand
til at skelne det virkelige fra det uvirkelige; det forbigående fra det varige og betydningsfulde.
Når sådanne herskere giver befalinger med udgangspunkt i blind forelskelse, kan man godt
lade være med at adlyde dem. Hvilken forbrydelse har Rama begået, der berettiger til, at han
skal sendes ud i skoven? Selv Rama’s værste fjende (hvis han havde nogen), eller selv den
mest hjerteløse barbar, der afsoner straffen for sine forbrydelser, er ikke i stand til at pege
fingre af den mindste plet vedrørende Rama’s opførsel eller handlinger. Ingen konge på Jorden
besidder autoritet til at drive en person med en så ubestridt uskyld, så rene hensigter og så
hellig ukrænkelighed, ud i skoven for at leve i eksil. Rama holder sig roligt på sin lige vej; han
er herre over sine sanser; han ærer og behandler alle slags fjender med respekt. Vil nogen
fader drive sådan en søn ud i junglen? Desuden er kongen meget knyttet til ’rigtig handling’;
han er en helt, der er fuld af hellige idealer; han er tilhænger af det bedste i alle trosretninger.
Kan sådan en konge udstede denne befaling? At dømme ud fra alt dette, er det sikkert, at
Dasaratha enten er sindssyg eller er i sine lidenskabers vold. Enhver befaling fra en person,
der er enten det ene eller det andet, er end ikke værdig til at blive overvejet. Ordene fra en
konge, der opfører sig som en sindssyg eller som et lille barn, behøver man slet ikke at ære.
Han er blevet vanvittig; han giver sine indfald og fantasier frit løb. Det ses ved, at han
glemmer den politiske morals bud; at han opgiver den verdslige vejs visdom, og at han
tilsidesætter de krav, man kan stille til faderlig kærlighed. Behøver man opfatte hans befaling
som værende gyldig? Jeg er ikke enig i, at den bør blive respekteret.”
11.37. Lakshmana vendte sig mod Rama, og idet han samlede håndfladerne i ærbødighed,
sagde han: ”Rama! Undskyld mig! Overtag styringen af dette land før nyhederne om alt dette
spredes og kommer til alles kendskab. Med min bue vil jeg være ved din side. Hvem som helst
i Ayodhya, der tager kampen op mod dig, vil være nødt til at møde pilene fra denne bue.
Selvfølgelig findes sådanne personer ikke, hverken i Ayodhya eller noget andet sted. Men hvis
der udvikler sig nogen form for modstand, så vil denne prægtige by blive forvandlet til en
ørken uden nogen menneskelige indbyggere. Mine skarpe pile vil sørge for det. Hvorfor komme
med tusindvis af enslydende argumenter? Hvis Bharatha gør modstand, eller hvis nogen anden
gør det på hans vegne, vil jeg tilintetgøre ham, og jeg vil gøre det fuldstændigt. Jeg er
ligeglad. Om det så er Dasaratha, så vil jeg, hvis han står frem som Kaikeyi’s støtte i denne
kamp, fange ham og spærre ham inde i fængslet.”
11.38. Mens Lakshmana prædikede på denne overspændte måde, så Rama strengt på ham.
Han afbrød strømmen af Lakshmana’s følelsesudbrud og irettesatte ham på følgende vis:
”Lakshmana! Dine ord overskrider grænserne for, hvad du bør sige. Ingen kan nægte mig det,
jeg ønsker. Ingen kan ændre, at min vilje sker. Mit eksil i skoven kan ikke undgås. Det er din
kærlighed til mig og dit ønske om at undgå at blive adskilt fra mig, der bevæger dig til at tale
således. Lad være med det! Tålmodighed vil redde dig fra al bekymring og frygt. Vær
tålmodig. Bliv ikke ophidset. Begynd ikke at nære had mod hverken fader eller Bharatha. De er
rene, hellige personer. Også Kaikeyi er yderst ærværdig. Hun skal æres og forgudes. De to
ønsker, hun bad om at få opfyldt, er også uangribelige. Mere end sin egen søn, Bharatha,
124