Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

skal blive opfyldt.” Ikke desto mindre er du begyndt at tillægge mig motiver om, at jeg støder
dig ud i uretfærdighed; at jeg er i færd med at begå en utilgivelig synd; at jeg forsøger at
bringe varig skam over dit navn! Det er i højeste grad fejlagtigt; det er fuldstændigt
uberettiget.”
10.51. ”I denne sag er jeg fuldstændig uskyldig i at have begået noget som helst forkert. Du
afgav det højtidelige løfte uden at skænke fortiden eller fremtiden en tanke. Da du skulle indfri
løftet, blev du pludselig forvirret og desperat. Fejlen er din, ikke min. De, der afgiver et løfte
og ikke er villige til at indfri det, er store syndere. Gør det, som løftet tilsiger dig at gøre. Så vil
den sandhed, du derved har fastholdt, af sig selv fjerne enhver forbundet synd. Husker du
ikke? Engang i fortiden skar kejser Sibi kød af sin egen krop. Kødet skulle bruges som føde til
en ørn, fordi kejseren ønskede at holde det løfte, han havde givet ørnen (guden Indra), der
jagtede en due (ilden) som bytte! Tilsvarende havde kong Alarka givet sit ord på, at han ville
give, hvad end han blev bedt om. Han var en konge med en helt enestående glans. For at
holde det, han havde lovet, tog han selv sine to øjne ud og gav dem til en brahmin! Se på
havet. Det er alle floders herre. Bundet af sit løfte begrænser det alligevel sig selv mellem
kysterne i stedet for at oversvømme dem. Hvorfor nævne tusindvis af eksempler? For alle ting;
for alle mennesker er sandheden den højeste autoritet; det højeste ideal. Sandhed er Gud.
Sandhed er urlyden. Sandhed er ’rigtig handling’. Alene sandhed undergår ingen forandring
eller formindskelse. Kongelige majestæter som dig selv bør ikke opgive det uforgængelige for
det forgængeliges skyld. Hold fast i det løfte, du afgav. Herved sikrer du dig varig berømmelse
og hæder. Det er det rigtige at gøre. Lad være med at give efter for falsk tilknytning til sønnen
og vildledende sympatier for kvinder. Lad være med at underkende den politiske idealismes og
den kongelige forpligtelses bud. Lad være med at plette Ikshvaku-dynastiets røgte med
uoprettelig vanære!”
10.52. Kaikeyi fortsatte: ”Du skal ikke planlægge noget andet. Kald Rama til dig og bed ham
gøre sig parat til at drage ind i skoven. Træf forberedelser til at kalde Bharatha hjem til
hovedstaden. Giv de implicerede ministre ordre til straks at tage sig af disse anliggender. Se!
Den østlige himmel begynder at lysne. Mine to ønsker skal opfyldes inden daggry. Ligegyldigt
hvor længe du argumenterer, vil jeg ikke være tilfreds med mindre end det. Hvis du på den
anden side er ubøjelig og fuldbyrder kroningen af Rama, er jeg fast besluttet på at tage mit
eget liv i fuld offentlighed foran den tæt pakkede forsamling. Det er mit løfte; det vil ske.”
10.53. Dasaratha så Kaikeyi rase og hørte hende sværge. Han var vred og ængstelig. Han
kunne ikke vise det raseri, der vældede op i ham; ej heller var han i stand til at undertrykke
det. Han var som kejser Bali, der lovede Gud (i skikkelse af Vamana, der var Vishnu’s
inkarnation som dværg) det, der svarede til tre skridts land, men som opdagede, at han ikke
var i stand til at opfylde dette løfte. Årsagen var, at Vamana udmålte hele Jorden med det
første skridt og hele Himlen med det andet skridt. Herefter stod han og spurgte efter det land,
som han var blevet lovet i forbindelse med sit tredje skridt! Dasaratha gruede for og frygtede
den forbandelse, der ventede ham, hvis han brød den ’rigtige handlings’ love. Hans øjne blev
sløret af tvivl og fortvivlelse. Hans hoved føltes tungt på skuldrene. Lige hvor han stod, faldt
han om på gulvet. Idet han opbød sin sidste rest af mod, råbte ham: ”Oh syndefulde kvinde!
Hvis Rama’s kroning bliver aflyst, er min død helt sikker. Når den er indtruffet, kan du som
enke herske over kongeriget lige så tosset, du vil.” Dasaratha var presset, og i denne tilstand
lod han sin vrede få frit løb, idet han råbte: ”Ak! Rama! Er det kommet så vidt, at jeg, med mit
eget samtykke, er nødt til at sende dig ud i skoven? Nej, jeg vil ikke sende dig derud. Jeg vil
hellere dø. Adskilt fra dig kan jeg ikke holde mig i live i et øjeblik. Og ondskabsfulde dæmon!
Hvordan kan dit hjerte tage planen om at sende min dejlige og blide Rama ind i den tætte,
mørke og vilde jungle op til overvejelse? Afskyelige galning! Sikke et uhyre du er blevet!”
Straks efter Dasaratha havde udtalt disse ord, besvimede han.
10.54. Som følge af det lysende daggry var natten i færd med at gå i opløsning. De ni
musikinstrumenter ved paladsets port bød ’Glædens Dag’ velkommen. Folk begyndte at
113