Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

16.49. Kaikeyi svarede: ”Søn! Hvis Rama var her, ville fader ikke have udåndet. Forstår du
ikke det? Er du ikke klar over, at Rama ikke befinder sig i hovedstaden?” Det var som at gnide
salt i et sår. Bharatha blev chokeret over det nye slag. Han spurgte: ”Moder! Rama er mit
åndedrag. Hvor er Rama taget hen?” Bharatha var på randen af et sammenbrud. Kaikeyi
svarede hurtigt: ”Hvorhen? Spørger du om, hvor han er taget hen? Godt. Han er draget ud i
skoven.” ”Det er nok muligt”, brød Bharatha ind, ”men hvorfor er Rama, der er draget ud i
skoven, ikke vendt tilbage endnu?”
16.50. Kaikeyi’s svar kom roligt og velovervejet. Hun sagde: ”Søn! Vi har ikke tid til
henholdsvis at fortælle og lytte til denne lange historie. Først og fremmest skal du tage dig af
forberedelserne til dit faders sidste ligbrændingsritual!” Af denne udtalelse fandt Bharatha ud
af, at hans moder forsøgte at skjule nogle ubehagelige hemmeligheder for ham. Så han
spurgte først til, hvor Sita opholdt sig, og derefter til hvor Lakshmana opholdt sig. Moderen
svarede: ”De har begge fulgt Rama ud i skoven. De vil ikke vende tilbage til hovedstanden før
efter fjorten år. Således befalede din fader.” Kaikeyi afleverede denne erklæring med en fast,
hård stemme.
16.51. Kaikeyi så, at Bharatha i stigende grad blev desperat og ulykkelig over hendes
erklæring. Så hun trak sin søn tæt ind til sig og strøg ham over håret. Hun begyndte at trøste
ham, idet hun sagde: ”Søn! Der er ingen grund til at sørge over din fader. Mens han levede,
var han til stadighed beskæftiget med en række fortjenstfulde handlinger, og derfor vil hans
sjæl nu have nået Himlen. Din pligt er nu at følge det ideal, han har opstillet for dig, at gøre
dig fortjent til en tilsvarende berømmelse ved at udføre fortjenstfulde handlinger og lykkeligt
at herske over kongeriget. Forøg din faders berømmelse og navnkundighed gennem din egen
kloge og barmhjertige ledelse af landet. Bevar på den måde dynastiets strålende navn.” Ved at
udtale disse og lignende ord bestræbte Kaikeyi sig på at hele sin søns sønderrevne hjerte.
16.52. Men ordene ramte hans hjerte som dolkestik. Hvert ord ramte ham som et
hammerslag. Satrughna fik en brændende fornemmelse over hele kroppen, da han lyttede til
Kaikeyi. Men han forholdt sig tavs; han skreg ikke. Bharatha rejste sig imidlertid pludseligt op.
Han var fast besluttet på at finde frem til sandheden, for han følte, at hans moder med disse
ord forsøgte at narre ham. Han følte, at hun tilbageholdt nogle kendsgerninger for ham, og at
hun talte i gåder. Han trak Satrughna med sig og for ud af salen og hen mod Kausalya’s, den
ældste dronnings og Rama’s moders, gemakker.
16.53. Og hvad han der fik at se! Kausalya rullede rundt på gulvet. Hendes klæder var fulde af
støv, og højlydt klagede hun: ”Oh Herre! Herre. Rama! Rama!” Hendes tjenestepiger, der selv
var fordybet i sorg, forsøgte at bringe en eller anden form for mod tilbage i hende. Bharatha
kunne ikke beherske sig. Idet han råbte: ”Moder! Moder!”, faldt han om på gulvet foran
Kausalya. Dronning Sumithra var der også. Begge dronninger genkendte Bharatha og
Satrughna, og så besvimede de pludseligt. Da dronningerne kom lidt til sig selv, greb de i et
anfald af smerte fat i hinanden; de græd højlydt. Det var en scene, der ville have smeltet selv
den hårdeste sten. Brødrene kunne ikke bære sorgens tunge byrde; de faldt om på gulvet.
16.54. ”Moder! Bring mig til fader. Fortæl mig grunden til, at han døde. Hvorfor fortsatte mine
kære brødre, Rama og Lakshmana, og Sita ud i skoven? Det er alt sammen et mysterium for
mig. Frels mig fra denne pine; fortæl mig hvorfor.” Bharatha bønfaldt hjertegribende, idet han
holdt fast om Kausalya’s fødder. Kausalya omfavnede ham ømt og svarede: ”Nu du er vendt
tilbage, min søn, føler jeg mig lidt trøstet. Ved at se dig kan jeg glemme smerten ved at være
adskilt fra min elskede Rama. Du er lige så kær for mig, som Rama er; for mig er der ingen
forskel på jer.” Selv mens hun fremsagde disse ord, afbrød hun sig selv med hulk og støn. Hun
råbte: ”Ak! Rama! Kan jeg holde mig i live i fjorten lange år, mens du tilbringer dem i skoven?
Er det din bestemmelse, at jeg skal reduceres til aske over sorgen ved adskillelsen, lige som
din fader snart bliver? Ak, hvor er jeg ulyksalig.” Da Bharatha hørte disse udbrud, led han om
171