Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

skulle acceptere tronen, og at han skulle indsættes som konge med Sita som Ayodhya’s
dronning. Hendes bøn indeholdt også ønsket om, at Lakshmana, Bharatha og Satrughna skulle
tjene dem og være deres loyale kammerater ved hoffet. Hun sagde, at hun indtil døden
afsluttede det, ville tilbringe sit liv med at opleve denne storhed og pragt og tage del i
begejstringen over den. Ofte gentog hun disse ord og pressede på for at få opfyldt sit ønske.
17.87. Fire dage og fire nætter tilbragte de således i skoven med at bede, bønfalde, opmuntre,
forklare, lindre, græde og trøste. Alle havde de udelukkende ét ønske, der fyldte deres hjerte:
At overtale Rama til at vende tilbage til hovedstaden. Til sidst beordrede Rama kongehusets
guru, Vasishta, og Bharatha til at vende tilbage til Ayodhya sammen med dronningerne og alle
borgerne. Nyheden om denne ordre spredte fortvivlelse blandt folket. De sagde, at det sted
hvor Rama opholdt sig, for dem var lige så vidunderligt som summen af en million Himler.
Derfor nægtede de at tage derfra. De sagde, at det kun var dem, som guderne havde
kasseret, der ville vende ryggen til den skov, hvor Rama befandt sig. De sagde: ”Oh hvor er
det en storslået skæbne, der venter os her! Et bad i den hellige flod, Mandakini; herlige frugter
til at tilfredsstille sulten; synet af Sita og Rama der er så frydefulde for øjet, så opmuntrende
og oplivende for hjertet! Hvor er Himlen, hvis den ikke er her? Hvor er lykken, hvis den ikke er
her?”
17.88. På denne måde talte de indbyrdes, og de besluttede, at de for alt i verden ville overtale
Rama til at vende tilbage sammen med dem, hvis de nu alle sammen skulle af sted. Enhver
udtrykte sine inderste ønsker i ord, der var gennemtrængt af den inderligste kærlighed. Til
sidst sagde en vis, gammel brahmin: ”Godt. Hvis det er vores gode skæbne, og hvis vi har
gjort os fortjent til Rama’s lykkebringende og gode selskab her i skoven, så vil han helt sikkert
indvillige i at lade os blive. Hvis det ikke er vor skæbne, vil vores onde skæbne af sig selv
hærde Rama’s hjerte, og han vil drive os tilbage til Ayodhya. Hvis Rama ikke skænker os nåde,
hvem kan så gøre det? Hvad betyder det, hvor vi tilbringer vores dage, når vi ikke kan
tilbringe dem i Rama’s nærvær? Når vi er væk fra Rama, er vi blot levende lig.” Da han havde
talt færdigt, reagerede de alle ved at udbryde: ”Sandt! Sandt! Disse ord er absolut sande.”
17.89. Da kong Dasaratha døde, havde Vasishta sent besked til kong Janaka. Så snart denne
hørte nyheden, var han og hans dronning, Sunayana, taget til Ayodhya for at kondolere de
efterladte. Her fik de kendskab til alt, hvad der var hændt. Da Bharatha ankom og besluttede
at drage til Chitrakuta-bjerget sammen med mødrene, kongehusets guru og folkets ledere,
ledsagede Janaka og hans dronning dem også. De ventede på en gunstig mulighed for at
mødes med Sita og Rama.
17.90. I mellemtiden beordrede Sita’s moder en tjenestepige af sted for at finde ud af, om
Kausalya og de øvrige dronninger var til rådighed for en audiens. Tjenestepigen skyndte sig
hen til dronningernes opholdssted. Det var den elvte dag i Måne-månedens (ligger i maj-juni)
lyse halvdel. Den dag mødtes de fire dronninger i skoven. Dronning Kausalya viste dronning
Sunayana stor ære, og hun behandlede hende med stor respekt. Hun tilbød hende at tage
plads. Det var første gang, dronningerne mødte kong Janaka’s gemalinde.
17.91. Så snart dronning Sunayana mødte Ayodhya’s dronninger, Kausalya, Sumithra og
Kaikeyi, følte hun, at selv den hårdeste diamant ville smelte i nærværelsen af deres behagelige
konversation, deres omsorgsfulde væremåde og deres medfølende venskab. Hun fandt, at
deres legemer var blevet udtæret, og at deres hoveder var bøjet i sorg. Deres øjne var fæstnet
på jorden nede ved deres fødder. De græd og de græd. De tre dronninger priste Sita’s og
Rama’s dyder og fortræffeligheder, men de kunne ikke standse sorgens udstrømning.
17.92. Dronning Sunayana vidste ikke, hvad hun skulle sige. Til sidst sagde hun dog følgende:
”Moder! Hvad gavner det at sørge på dette tidspunkt? Forsynet ledte tingene ad denne
uhæderlige og grumme vej. En kniv med diamant-æg blev anvendt til at adskille fløden fra
mælken! Vi har hørt om den livgivende, himmelske nektar, amritha, (guddommelig nektar der
194