Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Bharatha’s moder, måtte have rådet ham. Han så ud til at have accepteret hendes ondsindede
plan, nemlig at angribe den ensomme, ubevæbnede Rama i dennes tilflugtssted i junglen.
Herved kunne de sikre sig, at Rama ikke vendte tilbage og tog kontrol over kongeriget. Alt
dette gættede Lakshmana sig til. Han blev næsten fortæret af de vredesflammer, der blussede
op i ham. Hans øjne blev forvandlet til rødglødende kul. Hans ord blev skarpe som ægget på et
sværd. Rama opdagede den forandring, der var overgået hans broder. Han sagde:
”Lakshmana! Lad være! Bliv ikke ophidset. Vær rolig. Bharatha er fuld af gode dyder. Hans
kærlighed er umålelig. Ligesom lotusblomsten forøger søens skønhed, udvider han den glans,
der er over Ikshvaku’s kongelige slægt. Det er ikke passende at bagvaske eller tale
nedsættende om en person, der er så ren, så perfekt og så hellig.” Ved på denne måde at
beskrive den præcise beskaffenhed af Bharatha’s motiver og sind, lykkedes det Rama at
dæmpe Lakshmana’s vredesudbrud. Straks derefter sendte Bharatha selv besked gennem
nogle skovfolk om, at han, sammen med sin broder Satrughna og deres ledsagere og hele
følge, ønskede at få synet af Rama. Da disse gode nyheder blev bragt til ham, blev Rama glad.
Som søer i det sene efterår blev hans lotusøjne fulde af vand.
17.60. Alt dette skete, mens Rama, Lakshmana og Sita i hast var på vej hjem til deres hytte
efter deres hurtige bad. Da de tre nåede græshytten, fik Bharatha øje på dem. Han var revet
helt itu af smerte; i sin overordentlige ulykkelige tilstand råbte han: ”Rama.” Han kastede sig
for Rama’s fødder; højlydt lå han på jorden og hulkede. Lakshmana så den forpinthed, som
Bharatha gennemlevede på grund af adskillelsen fra dem. Han erkendte, at hans vurdering af
Bharatha’s intentioner havde været helt forkert! I sit indre led han af en frygtelig anger; hans
hoved var bøjet af vægten over sorgen. Sammen med Bharatha og Satrughna græd han
voldsomt.
17.61. Rama løftede sine brødre op fra jorden og forsøgte at berolige deres følelser og stilne
deres sorg. Endnu mens han var i gang med det, ankom dronningerne, Kausalya, Sumithra og
Kaikeyi, ministrene, kongehusets guru, Vasishta, de skriftkloge, Ayodhya’s borgere og de
væbnede styrker. Da de så Rama, blev de alle overvældet af såvel sorg som glæde. Deres sorg
over at se Rama i en eneboers klæder ved siden af den simple hytte kunne ikke fjernes af den
glæde, de følte over at fæstne deres blik på deres højt elskede prins. De klagede og de græd.
De græd både sorgens og taknemmelighedens tårer. Råbet: ”Rama! Rama!”, som steg op fra
deres sønderrevne hjerter, spredte sig ud over Jordens og Himlens vældige udstrakte områder.
17.62. Rama talte til dem. Han talte mildt og venligt; han talte for at overtale dem til at styre
deres følelser. Herefter gik han hen mod mødrene, men han kunne ikke bære at se på dette
udtrykte billede af ulykke og elendighed. Han blev bevidst om den katastrofe, der havde
overgået dem, men hurtigt trøstede og opmuntrede han sig selv. I stedet trak han Lakshmana
hen til sig og fortalte ham i grove træk sandheden. Men da Rama mente, at det ville være
bedst, at Lakshmana blev informeret mere detaljeret, anmodede han Sumanthra, slægtens
loyale første-minister, om at fortælle broderen detaljerne og kendsgerningerne vedrørende
Ayodhya’s administration og ledelse. Da Sumanthra hørte denne anmodning, faldt han om.
Han var ude af stand til at bære sorgens byrde. Idet han kæmpede for at rejse sig, sagde han
midt imellem hulkene: ”Lakshmana! Hvor kan vi herefter finde Dasaratha? Over at være
adskilt fra Rama, Sita og dig blev han reduceret til aske af sorgens flammer. Ayodhya er blevet
en jungle. Hvor end man vender blikket, ser man udelukkende sorg; hvad end man hører,
hører man udelukkende hulk. Ikke blot mennesker, men selv fugle og vilde dyr befriede sig fra
deres liv, da I tog af sted. De, der overlevede, holder sig i live i håbet om, at I vender tilbage.”
Da Lakshmana hørte dette, strømmede tårerne ud af hans øjne. Han stod som en træstub;
han var ikke i stand til at svare.
17.63. Uden i øvrigt at sige et ord, henvendte Lakshmana sig til Rama. Med usikker stemme
fortalte Lakshmana ham følgende: ”Selv i min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig, at
en sådan frygtelig katastrofe kunne indtræffe. Vi kunne ikke være hos vor fader i hans sidste
stund.” Rama trøstede ham. Han sagde, at man ikke fik nogen gavn af at sørge over det, der
188