Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

7.59. ”En dag mødtes både Diti’s og Aditi’s sønner. De begyndte en diskussion om, hvordan
man kunne undgå at blive gammel. Til sidst konkluderede de, at den guddommelige nektar
(kaldes Amriht og siges at skænke udødelighed), der kan fremskaffes ved at kærne
Mælkehavet (symboliserer renheden i menneskets hjerte), ville kunne forebygge og forhindre
sygdommens, senilitetens og dødens fysiske ulykker. Snart begyndte de på at løse denne
opgave. Mandara-bjergtinden blev brækket af og placeret i havet som kærnestok. Slangen
Vasuki blev udvalgt til at fungere som rebet, der skulle vikles rundt om kærnestokken, så
denne kunne rotere hurtigt. Eftersom kærningen fortsatte i lang tid, begyndte slangen Vasuki
at kaste sin gift op. På grund af smerten blev den så rasende, at den hamrede sine gifttænder
ind i bjerget. Giftdampene rejste sig voldsomt som vældige flammer!”
7.60. ”Da Diti’s og Aditi’s sønner så det, blev de dødsens angst. De følte, de ville blive brændt
til aske i dette flammehav! De bad Herren om hjælp! Da Herren Vishnu åbenbarede sig for
dem, bønfaldt de hjertegribende: ”Herre! Frels os! Bring denne frygtelige katastrofe til ende.
Og Herren forandrede sig til Siva og sagde: ”Mine kære! Jeg er den ældste af guderne, derfor
er jeg berettiget til at modtage kærningsprocessens første udbytte.” Idet Han erklærede dette,
drak Han uden yderligere udsættelse den dødelige gift, som forårsagede al panikken.”
7.61. ”Da det var sket, fortsatte Diti’s og Aditi’s sønner kærningen af Mælkehavet. Nu truede
en anden katastrofe dem. Mandara-tinden begyndte at synke! Så igen bad de til Herren
Vishnu. Han åbenbarede sig igen og forsikrede dem: ”Kæreste børn! Bliv ikke bange.” Herren
antog derefter skikkelse som en skildpadde. Den dykkede ned under bjergtinden og løftede
den op på sin ryg. Her holdt den, på sit hårde skjold, tinden, lige så længe kærningen varede.
Kasyapa’s sønner var vældig taknemmelige og meget lykkelige. I overflod priste de Herren.”
7.62. ”Ud af Mælkehavet dukkede en Gud frem. Guden holdt en stav og en vandkrukke i sine
hænder! Hans navn var Dhanvantari (ayur-vedaens oprindelige lærer). Mens Diti’s og Aditi’s
sønner så på guden, dukkede noget andet frem fra Mælkehavet. Det var en tyktflydende, sød
væske, der blev rullet til en kugle. Denne kugle svulmede hurtigt op, bristede og åbenbarede
en sværm af himmelske nymfer. Eftersom disse skønjomfruer blev født af den tyktflydende,
søde væske, blev de kaldt ’de der bevæger sig i vand’. På mange forskellige måder forsøgte de
at overtale Diti’s og Aditi’s sønner til at gifte sig med dem. De bønfaldt og appellerede, men
alle deres anstrengelser var forgæves. Således levede de videre, frie og lunefulde, uden at
blive gift. Op af bølgerne steg Vand-gudens datter, Varuni. Hun havde et bæger fyldt af
berusende alkoholisk væske! Aditi’s sønner drak væsken i dybe drag. De, der ikke drak
alkoholen, blev senere kendt som dæmoner, og de, der drak den, blev kendt som guder.”
7.63. ”Fra dette Mælkehav opstod til sidst den nektar, der skænker udødelighed. Hvem skulle
drikke den guddommelige nektar? Der opstod en voldsom konflikt mellem Diti’s og Aditi’s
sønner. I den forfærdelige kamp, der fulgte, begyndte Aditi’s sønner at tilintetgøre Diti’s
sønner. Kampen truede med at blive en kamp på liv og død; en kamp der kunne betyde
udslettelse. Jorden rystede, da kampen rullede frem og tilbage. Frygt og angst spredte deres
mørke skyer over verden. Pludselig dukkede Vishnu frem foran de stridende parter i skikkelse
af en fortryllende og henrivende jomfru. Denne skønne jomfru gik lige i hjertet på alle og fik
dem til at tænke på noget andet end den kamp, de havde styrtet sig ud i! Hun fortryllede alle,
og mens hun viste sig, forsvandt den kostbare guddommelige nektar! Diti’s sønner var alle
døde. Moderens sorg var så stor, at hun var utrøstelig. Det lykkedes ikke for ægtemanden,
Kasyapa, at bringe hende tilbage til en normal tilstand. Hans talrige forsøg på at forklare
hende om tings flygtighed var ikke i stand til at overbevise hende. Hun jamrede sig højlydt, og
hun sørgede ganske ulideligt, som var det verdens undergang.”
7.64. ”Til sidst kom Diti til sig selv. Hun henvendte sig til Kasyapa, og idet hun gemte sin
smerte dybt i sit sind, sagde hun: ”Herre! Er dette retfærdigt? Vi havde begge børn af dig. Nu
er jeg blevet gjort barnløs. Er det rimeligt? Skal jeg på denne måde sørge til evig tid? End ikke
én af mine sønner er i live. Frem for at have mange sønner, der ikke bliver ret gamle, er det
67