Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

de draget fremad af deres beslutsomhed om at holde fast i deres elskede Rama. Nogle, der var
parat til at ofre deres liv for ham og dø i deres anstrengelser for at nå ham, traskede af sted
efter vognen. De var åndeløse og knuste; hengivent trådte deres fødder i sporet fra den vogn,
som Rama sad i. Rama så egnens undersåtter slæbe sig af sted bag ham. Han så, at de blev
draget af den kærlighed, de nærede til ham. Rama blev fyldt med medfølelse. Han standsede
vognen, og han talte til dem med blide og venlige ord, der rørte deres hjerter. Han talte om
situationens moralske aspekter og bad dem indtrængende om at vende tilbage til Ayodhya.
14.10. De svarede ham, at for dem var det at være adskilt fra ham en ubærlig pine. At de end
ikke et øjeblik kunne opholde sig i en by, hvor Rama ikke var til stede, og at de var parat til at
dø i skoven frem for at leve i Ayodhya! Mens mange af dem gjorde dette gældende, erklærede
de yngre blandt dem, at en by, hvorfra den ’rigtige handlings’ guddommelighed var
forsvundet, var endnu mere rædsom end junglen, og at de ikke kunne leve et så grufuldt sted.
De fortsatte: ”Den skov, hvor du opholder dig, er Ayodhya for os. Du skal ikke på mindste
måde bekymre dig om vores udmattelse eller kvaler. Overhold dit løfte, din pligt, som du har
besluttet dig for; vi vil også overholde vores løfte. Du har besluttet at ære din faders ønske.
Det gør du som en hellig pligt. Også vi har en hellig pligt; at ære vort hjertes Rama’s ønske,
den Rama der lever i os som Den guddommelige Gnist, vores herre, den autoritet vi loyalt
ærer. Vi vil ikke vakle i vor beslutning. Vi vil ikke vende tilbage. Alene døden kan besejre os.”
Det bekendtgjorde de mellem al deres hulken, og mens fortvivlelsens tårer strømmede ned ad
deres kinder.
14.11. Rama’s medfølende hjerte smeltede ved disse kærlige og loyale ord. Sita græd tårer i
stride strømme. Lakshmana iagttog den voldsomme hengivenhed, der strømmede fra
områdets jævne mennesker. Hans øjne blev røde af vrede; hans hals snørede sig sammen.
Årsagen var, at han tænkte på Kaikeyi, stedmoderen, der ikke havde blot en anelse af sådanne
følelser over for Rama. Med hovedet fuld af bedrøvelige tanker sad han på jorden.
14.12. Rama følte, at det under alle omstændigheder ville være bedst at overtale dem til at
vende hjem. Han trøstede dem; han følte med dem; han mindede dem om de ceremonier og
ritualer, de var nødt til at gennemføre hver dag; han mindede dem om konsekvenserne af ikke
at gennemføre dem. Han beskrev de rædsler, der var tilknyttet livet i skoven, og de
vanskeligheder de ville støde på, når de forsøgte at opretholde deres hidtidige livsførelse der.
Han rådede dem til at gennemføre ceremonierne og ritualerne på korrekt vis og uden
afbrydelse. På den måde ville de måske komme til at opleve, at hans eksil forløb hurtigt og
problemfrit. Ligeledes ville det kunne hjælpe ham til at tilbringe eksilperioden i fred og glæde,
og til, når tiden var inde, at vende frisk tilbage til Ayodhya.
14.13. De unge brahminer, der stod tæt på Rama, kunne ikke overbevises ved hjælp af disse
argumenter! Rama bad dem indtrængende om at tage hjem og sagde: ”Jeres gamle forældre
vil gå glip af jeres hengivne tjeneste. Det er forkert at efterlade dem alene og uden hjælp.” Til
det svarede de: ”Rama! Vores gamle forældre er så svage og modløse, at de er ude af stand til
at følge dig ind i skoven. De kom ret langt, men vendte så tilbage, idet de udøste deres
mentale smerte i tårestrømme. De har beordret os til at følge dig og blive hos dig. Inden de
vendte tilbage til Ayodhya, sagde de: ”Vi er for svage; I er stærke og unge. Gå! Tjen Rama på
vores vegne.” Disse gamle mennesker er mere fortvivlede over, at du er væk fra Ayodhya, end
at vi er væk fra dem. De vil være lykkelige over, at deres sønner er sammen med Rama; en
skæbne de ikke kunne glæde sig over at dele. Tag os i det mindste med af den grund; at vi så
skænker disse gamle mennesker glæde.” Idet de bad på denne måde, knælede de for Rama’s
fødder og græd.
14.14. Rama blev helt betaget over dette ægte udtryk for kærlighed og ærbødighed. Han var
begejstret over disse unge mænds indstilling. Han følte, at deres forsagelse var endnu større
end hans egen forsagelse af tronen. Hans glæde var blandet med en følelse af stolthed over at
blive overgået af sine undersåtter med hensyn til sønlig fromhed. Mens bønner og afslag
144