Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

derfor blive færget over floden på samme tid! Herefter afsluttede de deres ceremonielle bad og
fortsatte rejsen, efter de i ærbødig taknemmelighed havde knælet for den hellige flod.
17.45. Bharatha og Satrughna havde skiftet til eneboernes klædedragt, og fra nu af rejste de i
disse klæder. Sammen med dem gik ministrene, prinsernes ledsagere og deres tjenere. Alle
bar de billederne af Sita og Rama i deres hjerter. På deres rejse gennem skoven stødte de på
mange landsbybeboere. Disse stod i ærefrygt og så på den mærkværdige folkeskare, der
passerede forbi. Kvinder, der vandrede mod floden for at hente vand, satte deres krukker på
jorden og stod overvældet og forbløffet og så på brødrene. End ikke et øjeblik blinkede de med
øjnene. De undrede sig over, hvem de var. De sluttede, at det var de samme to brødre, Rama
og Lakshmana, der igen kom denne vej forbi. Dog var de denne gang uden den Sita, som de
havde haft med sig sidste gang. Nu var brødrene ledsaget af de væbnede styrker –
stridsvogne, elefanter, heste og fodfolk. De undrede sig over, hvor Sita mon var? Med stor
nysgerrighed ledte de efter hende blandt den store skare, der var på farten. I bedrøvelig
hvisken delte de deres skuffelse med deres venner.
17.46. ”Den anden dag, da vi så Rama og Lakshmana, skinnede brødrene af en stråleglans af
fysisk ynde, ungdom, gode dyder og intelligens. Men hos disse to er der en tristhed, der
formørker deres ansigter, så måske er de ikke de samme, som kom forbi for et stykke tid
siden”, anførte en kvinde i mængden. Denne samtale blev overhørt af en af spionerne i det
kongelige følge, der straks rapporterede om den til Bharatha.
17.47. Imidlertid fik kvinden kendskab til, at de var Rama’s brødre, og at de var på vej til det
sted, hvor Rama opholdt sig for der at få synet af ham. Da en grovkornet kvinde hørte om
dette, fik hun et raserianfald. Hun udbrød: ”Se på den person, der hersker over kongeriget,
som hans fader gav ham. Han drager af sted for at få synet af sin broder, Rama, men han er
ledsaget af de væbnede styrker! Har han da ikke skam i livet?”, spurgte hun.
17.48. Her afbrød en anden kvinde hende. Hun sagde: ”Tal ikke på den måde. Vores konge,
Dasaratha, kan aldrig have skabt børn fra sine lænder, der har så hårde hjerter. Grunden til at
Bharatha drager ud til Rama med hærens væbnede styrker må være, at han ønsker at
bønfalde og overtale Rama til at vende tilbage til Ayodhya. Han ønsker at bringe ham tilbage
med royal æresbevisning.
17.49. En tredje kvinde erklærede, at hun var enig i den sidste forklaring. Hun sagde: ”Ja. Ja.
Hvem ved, hvilken slange der hviler i hvilket hul i jorden? Ingen kan udtale sig om andres
natur. Hvem kan vurdere og dømme de følelser og motiver, der tilskynder andre til at handle?
Måske kommer de højt oppe fra; hvad kommer det os ved? Men Rama er sandhedens
urokkelige tilhænger. Ligegyldigt hvem der måtte trygle og tigge ham om det, vil han ikke
vende tilbage til Ayodhya, før han har tilbragt hele perioden på fjorten år i eksil. Det er altså
min overbevisning.” På den måde udtrykte hun sit ædle synspunkt.
17.50. På behørig vis rapporterede spionerne disse landsbykvinders samtale til deres herrer,
Bharatha og Satrughna. Brødrene blev glade for at vide, at disse naturlige og umiddelbare
kvinder fra landområderne i en så forbløffende stor grad havde fattet Rama’s storhed. Således
vandrede de af sted til folkets beundring af Rama’s gode dyder og til deres ydmyghed og
venskabelige hengivenhed. Hvert eneste øjeblik fæstnede de udelukkende deres sind på Rama.
17.51. Mens Bharatha og Satrughna vandrede af sted, kom de til at møde og tale med mange
brahminer, asketer, vismænd og andre hellige mænd. De opdagede, at alle de mødte, var i
gang med den fornøjelige beskæftigelse, det er at prise Rama og hans gode dyder. Hver gang
Bharatha stødte på disse hellige mænd, knælede han for dem og spurgte, hvor de kom fra. De
hellige mænd kæmpede for at få herredømmet over begejstringens brusende bølger. Når det
endeligt lykkedes dem at få styr på deres tunger, så de kunne svare, iagttog Bharatha dem i
ivrig forventning. Når de fortalte, at de var på vej hjem efter at have fået synet af Sita, Rama
186