Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

min synd. Min sorg foruroliger mig i højeste grad. Hvad vil du mene, er den bedste måde at
vinde Guds nåde på?”
2.6. Sudakshina tog sig ikke engang tid til at tænke over svaret. ”Herre! Jeg har haft den
samme frygt og uro, og den har givet mig megen sorg. Jeg har ikke givet udtryk for den over
for dig. Jeg undertrykte frygten, for jeg ved, at jeg ikke kan røbe min frygt, uden jeg bliver
tilskyndet til det af dig, min Herre. Jeg er altid villig til og ivrig efter stiltiende at støtte og
følge, hvad der forekommer dig at være den bedste måde at komme over vores sorg på.
Hvorfor skal der være nogen forsinkelse? Lad os skynde os at rådføre os med den ærede
Vasishta”, sagde hun. Dileepa beordrede, at den royale herskabsvogn, der skulle anvendes til
pilgrimsrejsen til guruens ashram (en hellig mands bolig), skulle køres frem. Han befalede, at
der ikke var behov for nogen eskorte den dag; ej heller ønskede han, at nogen hofmænd
ledsagede ham. Faktisk styrede han vognen selv og nåede frem til sin gurus spartanske hytte.
2.7. Ved lyden af vognen gik beboerne fra ashrammens udkant hen til Vasishta’s hytte og
meddelte deres herre, at imperiets hersker var ved at ankomme. Så snart Vasishta så kongen
nærme sig døren, velsignede han ham. Vismanden forespurgte kærligt til kongens helbred og
til hans undersåtters og slægts velbefindende.
2.8. Sudakshina knælede for vismandens hustru, den berømte Arundhathi, der var
legemliggørelsen af alle de dyder, der pryder de ædleste kvinder. Arundhathi løftede
dronningen op og tog hende i sine arme. Kærlig omfavnede hun Sudakshina, idet hun stillede
hende en række spørgsmål vedrørende hendes velbefindende. Hun førte dronningen ind til
hyttens indre gemakker.
2.9. Som det sømmer sig, forespurgte Dileepa vismanden Vasishta om en række forhold. Blev
offerritualerne og ceremonierne, hvor offergaverne bliver fremvist, som det var asketernes
pligt at udføre som en del af den kulturelle tradition, udført uden nogen hindringer? Havde
ashrammens beboere oplevet vanskeligheder med at skaffe sig føde? Havde de mødt
vanskeligheder i forbindelse med deres studier og udøvelse af åndelige discipliner? Blev deres
skoleområde i skoven terroriseret af vilde dyr? Kongen udtrykte, at han inderligt ønskede, at
han kunne bidrage til, at de måtte gøre fremskridt med deres åndelige øvelser, og at de ikke
måtte blive forstyrret på grund af ugunstige leveforhold eller andre omstændigheder.
2.10. Da kongen og dronningen begge var kommet ind i hytten og havde sat sig på deres
pladser sammen med de forsamlede vismænd og åndeligt søgende, foreslog Vasishta, at de
sidstnævnte gik tilbage til deres egne hytter. Herefter spurgte han kongen om årsagen til, at
denne var kommet til dette sted udelukkende i selskab med dronningen. Kongen meddelte sin
guru, hvori hans sorg bestod, og hvor dyb den var. Kongen bad om det eneste middel, der
kunne fjerne sorgen, nemlig Vasishta’s nåde.
2.11. Idet Vasishta lyttede til denne bøn, gik han ind i dyb meditation. Der var fuldkommen
stille. Også kongen sad i lotus-stilling på det bare gulv og lod sit sind forene sig med Gud.
Dronningen afstemte sit sind med det guddommelige.
2.12. Til sidst åbnede Vasishta sine øjne og sagde: ”Konge! Intet menneske kan forpurre Guds
vilje, ligegyldigt hvilke kræfter og autoritet det besidder. Jeg har ingen magt til at underkende
det guddommeliges dekret. Gennem mine velsignelser kan jeg ikke manifestere nåde nok til at
skænke dig den søn, du ønsker. Du har pådraget dig selv en forbandelse. Ved en bestemt
lejlighed, da du på en hjemrejse nærmede dig hovedstaden, hvilede den guddommelige ko,
Kamadhenu (guddommelig ko der opfylder alle ønsker), sig i det guddommelige træs,
Kalpatharu’s (ønskeopfyldende træ), kølige skygge! Du fik øje på hende, men da du var filtret
ind i de verdslige glæder og fornøjelser, ignorerede du hende. Opfyldt af stolthed drog du
videre til paladset. Kamadhenu blev bedrøvet over at blive tilsidesat; hun var såret over, at du
havde forsømt at ære hende. Eftersom kongen selv havde forsømt sin pligt, fornemmede hun,
13